Jeg har lige siden min barndom altid en svaghed for helte. Dette er formentlig affødt af de bøger, som jeg begærligt slugte - uden nogensinde at mættes. Højt blandt disse helteskikkelser ragede de italienske og portugisiske købmænd og opdagelsesrejsende, som udvidede vores verdensbillede. Først den venetianske købmand Marco Polo, som sammen med sin fader og sin farbror fulgte "Silkevejen" gennem Tyrkiet, Irak, Iran, Afghanistan og Tibet helt til Kina. Kina var på det tidspunkt under mongolsk herredømme, og herskeren (storkhanen) er Kublai Khan. Marco Polo og hans selskab tilbragte 17 ved hoffet. Kublai Khan sendte Marco på rejser til de kinesiske provinser, men også til Ceylon, Vietnam og Indien. Da de efter 25 års fravær vendte tilbage til deres fødeby, blev de forståeligt mødt med mistro af Venedigs indbyggere, som for længst havde affundet sig med, at Poloerne var omkommet på deres rejse. Det blev ikke bedre, når Marco Polo berettede om sine oplevelser og iagttagelser: penge af papir, sten (kul), der kunne brænde, storbyer forbundet med vældige vejanlæg, enorme paladser med tage af guld, krydderier i overflod, ædelstene mv. Efter ham kan jeg nævne den portugisiske prins Henrik "Søfareren", der i Sagres grundlægger et observatorium og den første søfartskole (som vi har set på en af vores ture til Algarve). Før Henrik Søfareren var der stor ulyst til at passere Gibraltarstrædet og bevæge sig ud på det store ocean. Det var tydeligt, at Gibraltarstrædet med "Herkules' søjler" markerede verdens ende mod vest. Som Platon berettede, havde dette vældige hav opslugt Atlantis. Og de få søfolk, som vovede sig ud på "Mørkets hav", som romerne kaldte det, berettede om vældige uhyrer, der dukkede op af havet for at trække søfolk og deres skibe ned i dybet. Fra Sagres udgik utallige ekspeditioner langs Afrikas vestkyst i 1400-tallet, længere og længere sydpå. I 1434 nåede man frem til Kap Bojador, som også blev kaldt Kap Non, fordi man mente det umuligt at sejle længere, da skibene ville blive blive hængende i det saltholdige vand. "Videre, videre" befalede Henrik, og i de følgende år arbejdede portugisiske skibe sig længe og længere sydpå. Henrik Søfareren drømte som så mange andre om at finde en søvej til Indien.
Den næste person i mit private heltegalleri er Christoffer Columbus, som denne side handler om. Christoffer Columbus er født 26. august 1451 (jeg vil ikke påstå, at det er den rigtige dato, men det er den eneste, jeg har kunnet finde) i Genoa som søn af en væver, Domenico Colombo, der i perioder også er værtshusholder. Hans moder er Suzanna Fontanarossa, datter af en uldhandlende. Han har tre yngre brødre, Bartolomeo, Giovanni Pellegrino og Giacomo samt en søster, Bianchinetta. På trods af denne borgerlige baggrund bliver han opdagelsesrejsende, og i 1492 krydser han Atlanterhavet under det spanske (kastillanske) flag og når frem til øerne udfor Amerikas østkyst. Hans drøm er at finde en vestlig søvej til Indien. Columbus er ikke den første til at nå frem til Amerika, som allerede er beboet, inden han kommer frem. (Som et kuriosum kan nævnes, at der på det tidspunkt boede flere mennesker i Amerika end i Europa). Han er end ikke den første europæer, idet vikinger fra Nordeuropa flere hundrede år forinden har besøgt Nordamerika og oprettet en mindre koloni. Columbus' rejser fører hurtigt til erkendelsen af, at der eksisterer "en ny verden" udover den velkendte gamle verden.
I 1470 flytter familien til Savano, hvor Columbus arbejder for sin fader i uldproduktionen. Samtidig studerer han kartografi sammen med broderen Bartolomeo. Han får ingen formel uddannelse og er stort set selvlærd. Som barn af Genoa er det ikke overraskende, at han vælger søen som sin profession, først som skibsdreng, siden som matros og styrmand. Han har muligvis deltaget i jagten på mauriske sørøvere allerede som 14-15 årig. I 1474-1475 gennemsejler han alle vigtige handelsruter i Middelhavet.
I august 1476 bliver en konvoj af genovesiske skibe ud for Portugals sydkyst angrebet af en fransk-portugisisk flåde under ledelse af Vilhelm af Casanova. Ved mørkets frembrud er tre genovesiske og fire af angriberne skibe sunket. Hundreder af søfolk drukner, men en såret genoveser klamrer sig til et stykke tømmer og driver ind på kysten, 10 km borte. Mandens navn er Christoffer Columbus. Han vælger at slå sig ned i Lissabon, der er centrum for skibsfart til de fjerne havne. Og herfra udgår opdagelsesrejser til Azorerne og langs den vestafrikanske kyst. Columbus' broder Bartolomeo flytter også til Lissabon, hvor han arbejder med at fremstille kort. Columbus bliver sømand i den portugisiske handelsflåde og sejler i 1477 til Irland og Island (Thule). Året efter er han i Madeira for at købe sukker, og fra 1482 og 1485 sejler han langs den afrikanske vestkyst, hvor han efter egne opgivelser når så langt sydpå som kysten ved Guinea.
I 1479 gifter Columbus sig med Felipa Perestello e Moniz, datter af en portugisisk adelsmand af italiensk herkomst. Faderen, som havde deltaget i opdagelsen af Madeira, er afgået ved døden, mens Felipa er lille. Columbus kommer i besiddelse af en kiste, som indeholder alle Perestellos kort og optagnelser af vindretninger og strømme for de portugisiske besiddelser i Atlanten. I 1480 får Columbus og Felipa sønnen, Diego. (Hvis du kommer til Madeira, kunne du overveje at besøge det upåagtede Columbus-museum i Vila Baleira på Porto Santo, hvor Columbus-familien bor en tid. Det indeholder nogle optegnelser fra Columbus samt nogle portrætter af ham.)
I Portugal er interessen for opdagelse af nye territorier stor. Havnen i Lissabons vrimler med søfolk fra hele den kendte verden, og beretninger om nyopdagede, vidunderlige lande florerer. Gennemførelse af stadig længere sørejser giver mod på at udforske de eventyrlige - og utroligt rige - lande, som bl.a. Marco Polo har berettet om. Behovet for at finde en søvej til Indien forstærkes af, at adgangen til "Silkevejen" og andre handelsruter er mere eller mindre blokeret af muslimske stater. Videnskabsmænd og søfolk er helt på det rene med jordens kugleform, så det er en nærliggende tanke at nå Indien, Kina og Japan ved at sejle mod vest. Columbus sluger begærligt disse idéer, og i modsætning til mange andre beslutter han at at virkeliggøre sin drøm. Columbus' broder, Bartolomeo, der arbejder som kartograf i Lissabon, har sikkert også opmuntret Columbus. Først besluttet, begynder han omhyggeligt at indsamle alle oplysninger såsom beretninger af søfolk om opskyllede, fremmede genstande, der synes at stamme fra ukendte lande. Han studerer også "beviser" fra tidligere videnskabsmænd som Aristoteles, Ptolemæus, og Marco Polo. Men størst støtte finder han hos den florentinske læge Paolo Toscanelli (1397-1482), som er en af tidens mest anerkendte astronomer. Toscanelli har allerede i 1474 sendt et spændende brev til domherre Fernão Martinez ved katedralen i Lissabon, den portugisiske kong Alfons V's skriftefader. I brevet beskriver han, hvorledes en vestlig rejse til Indien skal gennemføres, og han vedlægger et kort, hvorpå den bedste rute er indtegnet. Columbus sætter sig i forbindelse med Toscanelli og modtager en kopi af brevet og kortet, "En kortere sørute til krydderiernes land". (brevet er bevaret, men desværre er kortet gået tabt.)
Ovenfor er vist et forsøg på at rekonstruere Toscanellis kort. Toscanelli antager, at der er højst 5.000 sømil (8.000 km) fra Portugal til Asien. Som nævnt er man på den tid ikke i tvivl om, at jorden er rund. Uenigheden omfatter især jordens størrelse. Columbus mener, at jordens omkreds vd ækvator er ca. 30.000 km, mens den i virkeligheden er 40.000 km. Han anslår afstanden fra De Kanariske Øer til Japan (Cipango på kortet) til 2.400 sømil - ca 4.500 km. I virkeligheden er den næsten 20.000 km. Det mest iøjnefaldende ved kortet set med nutidens øjne er nok, at det amerikanske kontinent ikke optræder.
Columbus er nu så sikker på sit projekt, at han i 1483 kontakter det portugisiske hof og anmoder om finansiering af en ekspedition, som skal finde en vestlig søvej til Indien. Long João II afslår at deltage, muligvis fordi Columbus' betingelser er uantagelige. Det har også være fremført, at hoffet jo i forvejen via Toscanellis brev og kort havde de samme oplysninger som Columbus var i besiddelse af. Og hvorfor betale for noget, som man ved i forvejen? Og ret beset er Columbus jo uerfaren hvad angår rejser på Atlanten.
Kort tid efter i 1484 forsvinder Columbus i al hemmelig fra Portugal og efterlader sin hustru og sine yngste børn i Lissabon. Han tager kun den ældste 4-årige søn, Diego med. Grunden til hans flugt er formentlig af økonomisk art. I et senere brev, hvori Joao II opfordrer ham til at vende tilbage til Lissabon, lover han Columbus frit Lejde: "så at I ikke for nogen som helst årsag, hverken af civil eller kriminel art, skal blive sat fast, holdt tilbage, kaldt for retten eller udspurgt". Men som sagt, det vides ikke med sikkerhed hvilken lovovertrædelse, Columbus måtte have begået.
Columbus dukker nu op i Spanien, hvor han bliver godt modtaget af hertugen af Medina Celi, hos hvem han bor de følgende 2 år, mens han udfører forskellige opgaver for hertugen. Det lykkes dog aldrig Columbus at vinde hertugen for sit projekt. I januar 1985 dør Columbus' hustru, Felipa. Columbus finder senere en livslang ledsager i Doña Beatriz Enriquez de Arana fra Cordoba. Parret bliver af (mig) ukendte årsager aldrig gift, men får dog 2 sønner, som begge kommer til at tjene ved prins Juans hof. Juan er søn af kongeparret Ferdinand og Isabella, som vi kommer til at høre mere til. Ved Columbus' død arver Beatriz en stor del af hans besiddelser, og Columbus beder sin søn Diego om at behandle Beatriz som sin moder.
Den første vanskelighed, der skal overvindes, et at skaffe adgang til hoffet. Til alt helt lykkes det ham at vinde franciskanerbroder Antonio de Marchena, som også er astronom, for sine idéer, og den 1. maj 1486 får Columbus foretræde for dronning Isabella i audienssalen på Alcazar i Cordoba og forelægger sin plan. Ved ægteskab i 1469 mellem kong Ferdinand af Aragonien og dronning Isabella af Kastilien er de 2 største kongeriger blevet forenet, og kongeparret regerer i fællesskab. Dronningen lytter interesseret, men ansøgningen bliver desværre for Columbus henvist til behandling i en kommission af lærde. De lærde herrer mødes i Salamanca sidst i 1486 eller først 1487 og lytter hovedrystende til Columbus' planer og ender med at vende tommelfingeren nedad. Retfærdigvis må det dog nævnes, at de argumenter, som kommissionen fremkommer med, skal senere vise sig at være betydeligt mere "solide" end Columbus'. Kommissionen mener, at turen til Asien formentlig vil tage 3 år, samt at oceanet er så stort, at det ikke vil være muligt at krydse det i sejlskibe. Størst indtryk gør formentlig denne: Det synes så mange århundreder efter skabelsen aldeles utænkeligt, at nogen skulle kunne opdage hidtil ukendte lande af blot nogen værdi. Måske har Columbus af frygt for, at hans idé skulle blive stjålet, undladt at fremlægge alle oplysninger for kommissionen. En anden og måske mere overbevisende forklaring på afslaget er, at kongeparret har travlt med at forberede det slag, som skal gøre ende på mere end 700 års maurisk (muslimsk) besættelse af Spanien. Skatteskruen på befolkningen er spændt til bristepunktet. Men i hvert fald tilkendes Columbus en ydelse svarende til det, som en fuldbefaren matros får i hyre. Årsagen til denne "gavmildhed" er måske, at hoffet ikke ønsker, at Columbus skal "afsætte" sit projekt til anden side.
I juni 1488 indstilles ydelsen fra statskassen, uden at Columbus har fået nogen afklaring. Columbus, som ikke er nogen særlig tålmodig sjæl, henvender sig endnu engang til kong João II af Portugal og tilbyder at forny sit tilbud, hvis kongen vil garantere ham frit lejde. Kongen går ind på dette og i december 1488 rejser Columbus til Lissabon - for endnu engang at blive skuffet. I sommeren 1487 er Bartolomeo Diaz draget ud med en flåde af karaveller for at finde en søvej til Indien. Og efter flere forsøg lykkes det Diaz at runde "Kap det gode Håb", hvorved en mulig sørute til Indien synes fundet. Efter denne nyhed må Columbus vende tilbage til sin ydmyge position i Spanien.
Imens øger det katolske kongepar presset på den sidste "lomme" af maurere i provinsen Andalusien og indleder i april 1491 en belejring af maurernes hovedstad Granada. Den 25. november 1491 kapitulerer den maureriske konge eller - sultan Boabdil, og det aftales, at den endelige magtoverdragelse skal finde sted i løbet af 60 dage. Formentlig af frygt for optøjer blandt sine landsmænd lader Boabdil den kristne hær marchere ind i byen allerede den 2. januar 1492. Ferdinand og Isabella rider ind i byen iklædt pragtfulde mauriske klædedrager, og Boabdil overrækker dem byens nøgler. Columbus deltager selv i sejrsindtoget i Alhambra. Det fortælles, at Boabdil under tilbagetrækningen standser på et udsigtspunkt for at kaste et sidste blik på sit elskede palads, Alhambra, hvorefter han udstøder et dybt suk ("Maurerens sidste suk"). Boabdil rejser til Nordafrika, hvor han siden skal have begået selvmord. (Jeg har selv en enkelt gang oplevet Alhambra under en rejse til Costa del Sol og kan udmærket forstå den fortvivlelse, der griber den mauriske fyrste ved at blive uddrevet af dette pragtfulde bygningsværk). Et par dage efter kommer Columbus igen i audiens og får at vide, at hans forslag er forkastet, og at det står ham frit for at rejse hvorhen, han vil.
Efter i 10 år at have løbet de portugisiske og de spanske monarker på døren mister Columbus tålmodigheden - men ikke modet - og begiver sig nordpå til fods mod Cordoba sammen med sønnen Diego. Planen er muligvis at tage til Frankrig eller England for at forsøge at "sælge sin idé". Da natten falder på søger de logi i et dominikansk kloster i La Rábida. Prioren Juan Perez, som har været dronningens skriftefader, tager godt imod dem, og han lytter opmærksomt til Columbus' beretning. Han beder de trætte rejsende om at blive en tid i klostret, mens han sender ilbud til dronning Isabella om denne besynderlige italienske sømand med de store planer. Dronningen beder nu Columbus om at vende tilbage til hoffet. Efter mange forhandlinger indgås der den 17. april 1492 en kontrakt mellem kronen og Columbus. Det er ikke småting, den gode Columbus betinger sig. Den lange ventetid har ikke gjort ham ydmyg. For det første skal han på livstid være admiral for alle de øer og fastlande, han måtte opdage. Denne værdighed, som skal være af samme rangklasse som storadmiralen af Kastilien, skal gå i arv i hans slægt. Endvidere skal Columbus være guvernør (vicekonge) i de nyopdagede lande. Til ethvert embede i sine områder skal han have ret til at indstille 3 personer, som regeringen kan vælge imellem. Endelig kræver han 10% af værdien af alle de skatte, der kommer fra de nyopdagede områder: guld, sølv, diamanter, perler, silke, krydderier mv. Ikke mærkeligt, at det tager omkring 3 måneder, inden aftalen kommer på plads. Den 12. maj 1492 tager Columbus til den lille by Palos i Andalusien, som er udset til stedet for afrejsen.
Columbus kaster sig nu ud i forberedelserne af sin ekspedition. Det viser sig meget vanskeligt for Columbus at finde passende skibe til formålet, og til sidst må kongehuset gå ind og lægge pres på skibsrederne i Palos. Det ender med, at den indflydelsesrige familie Pinzo leverer de 3 fartøjer, som kommer til at udgøre Columbus' flåde: flagskibet Santa Maria med 40 mands besætning, som vejer lidt over 100 tons, samt karavellerne Pinta med 26 mand og Niña med 24 mand på hhv. 55 og 60 tons. Martín Alonso Pinzon er kaptajn på "Pinta" og hans broder, Vicente Yanez Pinzon på "Niña". Columbus' yndlingsskib er den lille, pålidelige "Niña", der får en eventyrlig skæbne. Da "Santa Maria" forliser, bliver "Niña" hans flagskib på hans 2. rejse til Amerika. Efter som det eneste skib at have overlevet en frygtelig orkan i de vestindiske farvande, bliver det i Middelhavet kapret af sørøvere. Det lykkes dog mandskabet at tilbageerobre det, så det kan nå at komme med på Columbus' 4. og sidste rejse til Amerika. Men mere herom senere.
|
|
|
Da der er problemer med at mønstre mandskab til de 3 skibe, er der blandt besætningen et par benådede straffefanger. Der er ingen våben og soldater om bord, da der jo er tale om en ren opdagelsesrejse. Columbus medbringer en skrivelse fra kongehuset til de fyrster og regenter, han måtte træffe på sin færd. Den dybt religiøse Columbus ville gerne have haft en præst med om bord, da et af ekspeditionens formål er at vinde sjæle for den kristne tro. Før afrejsen modtager Columbus sakramenterne af fader Juan Perez, og officerer og mandskab følger hans eksempel. Tidligt om morgenen den 3. august 1492 ser befolkningen i Palos den lille ekspedition tage afsted. Jeg forestiller mig, at en stor del af tilskuerne har haft deres tvivl om, hvorvidt vovehalsene nogensinde ville vende hjem.
|
"Al den stund I, allerkristeligste og højmægtige fyrster, konge og dronning over Spanien og øerne i havet, vor hersker og herskerinde, i dette år 1492, efter at Eders majestæter havde afsluttet krigen med de maurere, der øvede herredømme i Europa, og bragt den til en ende i den mægtige stad Granada, hvor jeg i dette år på den anden dag i januar så de kongelige bannere plantet med våbenmagt på tårnene af Alhambra, og også så maurernes konge, som han skred frem til stadens porte og kyssede Eders majestæters og prinsens, min herrers hænder, og al den stund jeg kort derefter i den samme måned havde givet Eders majestæter underretning om landene i Indien og om en fyrste, som man kalder "storkhanen", hvilket på vort sprog betyder "kongernes konge", hvilken ligesom sine forgængere mange gange havde skikket bud til Rom for at søge lærere i vor hellige tro, der deri kunne undervise ham, hvilke den hellige fader dog aldrig haver ham sendt, således at mange mennesker ved tilbedelse af afguder og dyrkelse af falske læresætninger er faldet i fortabelse.".
|
Således indleder Columbus sin logbog. Ved tilbagekomsten til den gamle verden i 1493 afleverer han logbogen til myndighederne i Barcelona. Dronning Isabella beordrer udfærdiget en kopi (den såkaldte Barcelona-kopi), men originalen forsvinder omkring 1554. Efter sin 2. rejse får udleveret Columbus kopien, og den forbliver i hans besiddelse indtil hans død i 1506.
Heldigvis har Bartolome de Las Casas lavet et udtræk af logbogen, som benævnes "Columbus dagbog". Las Casas er en ven af Columbus familien. Han arbejder i flere årtier på en historisk skildring af Spaniens rolle i den nye verden. Dagbogen, som udgives i 1825, er den bedste historiske kilde til vores kendskab til den 1. rejse. Du har sikkert som jeg hørt, at Columbus fører en ekstra logbog, hvori han underdriver de tilbagelagte strækninger for ikke at skræmme mandskabet, som jo aldrig havde været så langt ude på det åbne ocean. Personligt har jeg svært ved at tro, at Columbus skulle være i stand til at narre sine erfarne søfolk, men det er vistnok en kendsgerning, at han forsøger sig med dette "dobbeltbogholderi".
Efter datidens forestillinger lå Japan (Cipangu) på højde med de kanariske øer. Vi ved i dag, at denne antagelse ikke er korrekt, men det er for så vidt en heldig fejltagelse, da Columbus og hans fæller får gavn af de passatvinde, der på den tid af året fører frem til den amerikanske kyst. Ekspeditionen når frem til de kanariske øer, hvor skrog og rigning bliver efterset. Roret på "Pinta" er blevet beskadiget allerede på den første dag, så det bliver repareret. På øen Gomera, en af de vestlige kanariske øer, lurer dog en helt anden fare på vores helt Columbus. Det er den smukke og yppige enke, Doña Beatriz de Paraza, endnu ikke fyldt 30 år. Onde rygter beretter, at den 40-årige Columbus, som jo selv er enkemand, falder for damens ynder (det var i hvert fald, hvad en lokal guide fortalte os under et besøg på La Gomera). Mens de ligger for anker overværer de på afstand et vulkanudbrud af Teide på Tenerife. Under alle omstændigheder letter ekspeditionen anker den 6. september 1492 efter ca 4 uger for at lede efter en vestlig søvej til Indien.
De første dage fører passatvindene den lille flåde vestpå. Der opstår en vis forskrækkelse, da skibene løber ind i de udstrakte tangmasser i Sargassohavet. Vil de blive hængende i den grødede masse? Og de genkalder sig alle de kendte historier om enorme søuhyrer, der lurer for at dukke op og trække skibene med de uskyldige søfolk med sig ned i dybet.
Stemningen om bord er gennemgående god. Der er intet, der antyder, at der har været mytteristemning ombord, hvilke flere forfattere har ment at vide. Folkene sover omkring på skibene, hvor de kan finde en ledig plet. Kun kaptajnen har sit eget kvarter. Religionen spiller en stor rolle om bord. Hver dag indledes med en gudstjeneste med sang og hymner, og dagen afsluttes også med en religiøs ceremoni. Kosten består af et varmt måltid, der bliver tilberedt over åben ild på dækket. Hertil kommer beskøjter, saltet kød, tørrede ærter, ost og vin. Undertiden får de friskfanget fisk.
Flere gange i løbet af september meldes om landkending, men det viser sig hver gang at være skyformationer. Efter mere end tre uger til søs opfordrer nogle af officererne Columbus til at vende om, men Columbus er ubøjelig. Den 7. oktober noterer Columbus i loggen, at man har set fugle flyve vestpå. Efter råd fra Pinzon ændrer Columbus kurs mod sydvest. Havde Columbus holdt sin kurs, ville han have ramt det nordamerikanske fastland, og meget ville have udviklet sig anderledes. Den 9. oktober opfordrer kaptajnerne på de to karaveller til at vende om, og Columbus må love, at man højest vil fortsætte vestpå i endnu to dage. Der viser sig dog stadig flere tegn på, at man nærmer sig land: grene, siv, løsrevne grønne planter og stadig flere fugle. Endelig ved 10-tiden om aftenen den 11. oktober 1492 får Columbus og flere af besætningen øje på lys inde på kysten.
Kl. 2 om morgenen den 12. oktober 1492 får matros Rodrigo de Triana på Pinta landkending efter 33 dage til søs på åbent hav. Det er én af Bahama-øerne, formentlig den nuværende Watling Island, som Columbus straks døber San Salvador (Frelseren). Da det bliver dag, går Columbus i land. I den ene hånd bærer han sin kårde, i den anden det kongelige banner. De øvrige kaptajner bærer hver et flag med bogstaverne hhv. F og I for kongeparret Ferdinand og Isabella. Columbus tager højtideligt den nye verden i besiddelse for den spanske krone og holder en lille tale for de intetanende "vilde", som selvfølgelig ikke forstår et muk. Søfolkene hylder Columbus som admiral og vicekonge. De indfødte bliver ivrigt udspurgt, om der findes forekomster af guld, og de peger sydpå. Columbus uddeler generøst af sine til formålet medbragte skatte til de indfødte: glasperler og røde huer med bjælder.
Columbus skriver i sin log:
|
"De er så harmløse og rundhåndede med alt, hvad de har, at ingen, der ikke har set det, ville tro det; vil man have noget af det, de ejer, siger de aldrig nej, tværtimod de opfordrer én til at dele det med sig"... "Jeg er, højtædle fyrster overtydet om, at de alle ville antage den kristne tro, hvis de havde religiøse vejledere, der forstod deres sprog; derfor sætter jeg min lid til Gud, at Eders højheder må være ivrige for at føre et så talrigt folk ind i kristendommens fold, ligesom I tilintetgjorde dem, der ikke ville bekende sig til Faderen, Sønnen og Helligåndens treenighed"... "Disse menesker er helt ukyndige i våben og deres brug. Med halvtredsindstyve mand kan de alle med lethed bringes til underkastelse og nødes til at gøre alt, hvad vi måtte ønske af dem"
|
Columbus tager seks indfødte ombord som vejvisere og måske fremtidige tolke. Meget naturligt, da han jo mener at være nået frem til Indien, benævner han de indfødte for "indianere". Et par dage senere fortsætter flåden i den angivne retning, hele tiden på udkig efter Japans og kinas kyster efter jagt på guld og sølv, krydderier, silke. Den 29. oktober 1492 når man frem til Cuba. Columbus mener her at have fundet et af Marco Polos riger. Man leder forgæves efter paladser med guldtage og slotte bygget i elfenben, men finder bare palmetækkede hytter og "primitive" indfødte. Her stifter man bekendtskab med majs og bomuld, kartofler, bønner og tobakken, som man bringer med tilbage til Europa. Mindre heldigt er det, at man også bringer kønssygdommen syfilis til Europa. De indfødte kvinder er tilsyneladende gavmilde med deres gunst overfor de fremmede søfolk, som jo har været hjemmefra i snart 2 måneder. Denne sygdom skal siden koste millioner af liv i Europa og rase gennem flere hundrede år.
Den 22. november 1492, mens den lille flåde sejler nordpå, stikker kaptajnen på "Pinta", Martín Alonso Pinzón pludselig af. Han har af de indfødte fået at vide, at der er masser af guld på øen "Babeque", og han beslutter at prøve lykken. Han håber måske også med sit lette og hurtige skib at kunne nå til Europa før Columbus på den mere adstadige "Santa Maria". Jeg kan levende forestille mig alle de bekymringer, dette giver vores helt Columbus, som imidlertid fortsætter østpå med "Santa Maria" og "Niña" og når frem til Haiti (som han døber Hispaniola) den 5. december 1492.
Juleaften løber "Santa Maria" på et rev ud for Hispaniola. Styrmanden har mod Columbus' ordre overladt roret til en skibsdreng, som formentlig er faldet i søvn. "Santa Maria" synker den følgende dag, men mandskabet når at bringe næsten alt, der er ombord, i land. Af planker og bjælker fra skibet lader Columbus bygge et lille fort på kysten, som han navngiver "La Navidad" (Julen). Columbus krydser omkring på Haitis kyster, hele tiden på jagt efter guld. I mundingen af en flod konstaterer han små guldkorn og døber straks floden "Rio del Oro" (guldfloden). Columbus flytter sit kvarter over på "Niña", som dog ikke kan transportere hele besætningen fra "Santa Maria". Det ender med, at Columbus må efterlade 39 mand på La Navidad, men han lover højtideligt at vende tilbage og hente dem. De tilbageblevne sømænd skal i mellemtiden samle så meget guld og så mange krydderier, at "Spaniens herskere vil få midler til at erobre Den Hellige Grav indenfor tre år". Columbus forlader La Navidad den 2. januar 1493. På vejen østpå løber Columbus den 6. januar 1493 ind i "Pinta" og en formentlig slukøret kaptajn, som ikke har fundet guld. Columbus' vrede over Pinzón er sikkert formildet af hans glæde over at kunne vende tilbage til Spanien med 2 skibe. Hjemturen starter den 16. januar 1493.
Mens udrejsen havde foregået under gunstige vejrforhold, skal hjemturen blive en barsk oplevelse i forrygende storm. I begyndelsen går det langsomt, men fra den 4. februar raser en voldsom vinterstorm fra nordvest. Columbus må hver dag ændre kurs og får god brug for sine gode navigationsevner. Under et voldsomt uvejr bliver "Pinta" og "Niña" den 14. februar 1493 skilt fra hinanden, og de to kaptajner tror hver især, at det andet skib er gået ned. "Niña" har svært ved at klare den høje sø på grund af manglende ballast. Columbus arrangerer - som det er skik på den tid - et ejendommeligt lotteri. En sømandshue fyldes med ærter, hvoraf én er forsynet med et kors. Vinderen skal forpligte sig til at foretage en valfart til en kirke i Estremaduras bjerge. Det er Columbus selv, der vinder lodtrækningen, men vejrguderne lader sig ikke formilde så let. Columbus afholder endnu et lodtrækning og lover vinderen rejsepenge til valfarten. Tredje gang vinder Columbus endnu en gang og forpligter sig til at våge en hel nat og læse en messe i "Santa Clara de Moguer" ved Palos. Desuden skal hele besætningen alene iført skjorter gå i procession og ved det første alter bede til Jomfru Maria. Og endelig lægger stormen sig. Så frygtelig er stormen, at Columbus nedskriver en beretning om sine opdagelser og lægger den i en tønde, som kastes i havet. Skulle han selv gå ned med skibet, håber han dog, at verden på den måde skal få kendskab til hans bedrifter.
Den følgende dag får mandskabet øje på en ø i horisonten, og Columbus erklærer, at det er en ø i Azorerne, og den 18. februar 1493 lykkes det at lægge til land. Beboerne fortæller, at de er kommet til Santa Maria, som rigtigt tilhører øgruppen Azorerne. De lokale er overraskede over, at karavellen har klaret sig igennem de værste storme, de nogensinde har oplevet på de kanter. Columbus er formentlig lidt bekymret, da de jo er landet på portugisisk område. Den følgende dag går halvdelen af besætningen i land for at opfylde deres løfte om at besøge det nærliggende Jomfru Maria kapel. Midt under ceremonien bliver de imidlertid overfaldet og taget til fange af den lokale befolkning. I bogstavelig forstand taget med bukserne nede.
Columbus, der bliver bekymret, fordi mandskabet ikke vender tilbage, letter anker og sejler langs kysten. Han får snart øje på en flok bevæbnede ryttere, som stiger om bord i en båd og sejler ud mod "Niña". Columbus gør rede for, at han er "admiral over verdenshavet" og "opdager af søvejen til Indien". Det har nok virket lidet overbevisende, når man påtænker hans ydmyge karavel. Øens kommandant sender et par repræsentanter om bord for ar studere Columbus' fuldmagter, hvorefter mandskabet løslades, og "Niña" fortsætter sin hjemfærd.
Under den forrygende storm driver Columbus ind på fjendens eller konkurrentens kyst og når frem til mundingen af Tejo og ankommer til Lissabon den 4. marts 1493. Så hård er stormen, at mange portugisiske skibe ligger i havn på fjerde måned. Også her bliver de uvenligt modtaget. Ingen ringere end Bartolomeo Diaz, som i 1487 har sejlet sydom Kap det gode Håb og har udforsket Afrikas østkyst, kommer ud til "Niña" med en håndfuld bevæbnede mænd, men Columbus står fast på, at han skal behandles i overensstemmelse med sin rang som admiral. Efter en del diskussioner kommer Columbus i land, og nogle dage senere modtages han i audiens af kong Joao II. Det har sikkert været en stor tilfredsstillelse for Columbus, der som bekendt forgæves flere gange har ansøgt hoffet om støtte til sin ekspedition. Kongen fremfører, at opdagelserne er gjort indenfor Portugals magtområde, og der udvikler sig efterfølgende en magtkamp mellem den spanske og den portugisiske krone - mere herom lidt senere.
Først den 15. marts 1493 lægger Columbus ind til Palos. Pinzón med "Pinta" sejler nord om Azorerne og lægger ind i havnen ved Bayona i det nordlige Spanien. Efter et nødvendigt ophold for en reparation ankommer "Pinta" til Palos bare få timer efter "Niña". Pinzón, som havde håbet at blive modtaget som en helt, oplever at Columbus får denne hæder, og det menes, at han dør nogle få dage senere. 32 uger er gået siden den lille flåde satte ud på sin store ekspedition. Det er 17 år siden, Columbus blev skyllet i land på den portugisiske kyst. Jublen i Palos er grænseløs, da størsteparten af mandskabet stammer herfra. Efter en kort hvil, hvorunder han også opfylder sine bodsløfter, holder Columbus et indtog i Sevilla, en konge værdig. Han inviteres til hoffet i Barcelona, og rejsen er et sandt triumftog. Under overværelse af det samlede ridderskab påhører kongeparret Columbus' beretning. Da han ærbødigt har kysset monarkernes hænder, viser de ham den store ære at lade ham sætte sig ned i deres nærvær. Columbus fremviser stolt de indfødte i deres fremmedarterede dragter, bærende på farvestrålende papegøjer. Den varmhjertede dronning Isabella lader straks de indfødte iføre varme klæder. Hoffet får også forevist den fantastiske tobaksplante og andre ukendte vækster som ananasplanter. Det er også første gang den europæiske befolkning præsenteres for kalkuner. Columbus opholder sig ved hoffet i flere uger og deltager i utallige banketter. Han får bekræftet sin admiralsrang og øvrige rettigheder. Det bliver hurtigt bestemt, at Columbus skal udruste en ny ekspedition til erobring og kolonisering af de nyopdagede lande.
Som belønning for sin vellykkede rejse tillader det spanske kongepar Columbus at føre våbenskjold. Af tilladelsen af 20. maj 1493 fremgår, at Columbus i første og andet kvadrant skal bære de kongelige symboler for hhv. Kastilien og Leon, nemlig slottet og løven, blot med andre farver. I tredje kvadrant skal der være en eller flere øer i det gyngende hav, og i det fjerde hans familievåben. Imidlertid tillader Columbus sig nogle friheder i forhold til tilladelsen. Han anvender de royale farver i de kongelige symboler og tilføjer et kontinent til øerne i tredje kvadrant. Disse friheder viser for mig den enorme betydning, den selvbevidste Columbus tillægger sine opdagelser.
Da Columbus har overskredet den hidtidige grænse for den kendte verden, skal rettigheder til disse områder fastlægges. Hvem gør det? Som kristendommens overhoved tilkommer det Paven, og den spanske regering indleder forhandlinger med Vatikanet for at få bekræftet deres rettigheder til de nyopdagede områder. Tidligere paver har udstedt flere buller (bekendtgørelser), som fastslår, at Portugal har suveræniteten over "den afrikanske kyst samt til alle områder, det måtte blive fundet syd for de Kanariske Øer og vest for Guinea eller dets nærhed". Det er således med nogen ret, at den portugisiske kong Joao II mener, at Columbus har bevæget sig ind på hans territorium. I den strid med de to mægtige monarkier sidder spanske Ferdinand med gode kort på hånden:
|
title=dinand har i sin tid medvirket til valg af spanieren Rodrigo Borgio til pave (under navnet Aleksander VI). |
|
|
Ferdinand har tildelt paven tre bispesæder i Aragonien. |
|
|
Pavens søn, Pedro har fået et hertugdømme og den anden søn, Cesare Borgia to bispesæder. |
Nu er tiden for tilbagebetaling kommet - og den ene tjeneste er vel den anden værd. Den 4. maj 1494 udsteder paven en bulle (vi ville nok kalde det et dekret), som deler jorden mellem Portugal og Spanien ved en nord-syd gående linie i Atlanten, 1776 km vest for de Kap Verdiske øer. Spanien har rettighederne til al uopdaget land vest for denne linie, mens Portugal har rettighederne øst for linien. Denne afgørelse bliver ikke umiddelbart accepteret af alle. Den franske konge Francis I tillægges denne udtalelse:
"Solen skinner på mig som på alle andre. Jeg vil gerne se den bestemmelse i Adams testamente, som udelukker mig fra nogen del af verden."
Da det går op for Portugal hvor meget mere land, der tilfalder ærkefjenden Spanien, protesterer de højlydt. Der indledes forhandlinger mellem de to parter, og den 7. juni 1494 underskriver de Tordesillas traktaten, som fordeler rettighederne til "den nye verden" mellem Spanien og Portugal, og paven Alexander VI giver sin velsignelse dertil. Linien går gennem Sydamerika ved Brasiliens daværende vestlige grænse, hvorved Spanien får ret til alle uopdagede områder i Nordamerika. De to store sømagter får yderligere den fordel, at traktaten affektivt holder konkurrenter som Holland, Frankrig og England ude.
Mens disse politiske studehandler foregår lever Columbus et liv i sus og dus med daglige banketter og festligheder. På dette tidspunkt er ikke mange i tvivl om, at Columbus har fundet søvejen til Indien og har opdaget en gruppe øer udfor det asiatiske kontinent. Først efter Magelans jordomsejling i 1552 går det op for befolkningen, hvor langt der i virkeligheden er fra Europa til Asien ad en vestlig rute. Det er selvfølgelig forklaringen på, at Columbus ikke får æren af at navngive det nye kontinent. Den hæder tilfalder den florentinske opdagelsesrejsende Amerigo Vespucci, som i 1508 lægger navn til den nye verdensdel: "Amerigos land" - på latin "Terra America". Flyveblade i bedste Ekstrabladet stil med "fantastiske beretninger om nøgne kvinder i Indien" trykkes i stadig større oplag. Mange mener, at Columbus har fundet "Edens Have". Alle er overbeviste om, at Columbus på sin næste tur vil finde floder, som flyder med guld, og Europa har på den tid en udpræget mangel på møntmetal.
Efter sin succes har Columbus intet besvær med at overtale det spanske kongepar, Ferdinand og Isabella til at finansiere en efterfølgende rejse. Allerede den 30. marts 1493 har Columbus modtaget ordrer på at udruste en ny ekspedition. I modsætning til den første opdagelsesrejse bliver denne en veritabel kolonisering, som omfatter tre større skibe og 13 karaveller, og en samlet besætning på mere end 1500 mand: søfolk, kolonister, adelige eventyrer, gejstlige og embedsmænd. Herudover medbringer skibene heste, får og kvæg.
Ekspeditionen forlader Cadiz den 25. september 1493 og sejler til De Kanariske Øer. Flåden forlader Hierro den 13. oktober. Også denne gang fører Columbus logbog, men der er intet bevaret af denne. Størsteparten af vores viden fra denne rejse stammer fra andres beretning. Columbus' flagskib hedder "Santa Maria La Galante". Denne gang styrer Columbus en sydligere kurs end på den første rejse. Allerede søndag den 3. november - efter kun 21 dage - får de landkending af øen Dominica i De Små Antiller. Columbus søger efter en passende havn, men østkysten er stejl og utilgængelig. Det er måske ekspeditionens held, for her bor de vilde kariber, som dræber og æder alle, der sætter fod på deres territorium. Det er disse vilde, som "Robinson Crusoe" stifter bekendtskab med i Daniel Defoes roman af samme navn. En senere historie fortæller dog, at kariberne får mavekneb efter at have fortæret en munk, hvilket spanierne siden udnytter ved at iføre sig kutter, når de går i land for at hente drikkevand.
De følgende dage opdages øerne Mariegalante (som Columbus giver navn efter sit flagskib), Guadeloupe (hvor spanierne for første gang smager ananas), Montserrate, Redonda, Jomfruøerne og Puerto Rico.
Da de kommer frem til Hispaniola, (i dag Haiti) sendes en afdeling i land for at hente drikkevand. Her finder de to sammenbundne lig af spaniere. Og den følgende dag finder de yderligere to lig. Som du måske husker, har Columbus måttet efterlade 39 mand på "La Navidad" under den 1. rejse. Den 27. november 1493 når ekspeditionen frem til den bugt, hvor "Santa Maria" forliste på den første rejse. Af kolonien, finder han kun nogle smuldrende ruiner, fortet er brændt ned til grunden, og hele besætningen er dræbt. De tidligere så tillidsfulde indfødte viser sig nu som sky og utilnærmelige, men det lykkes at få ud af dem, at en fjendtlig stamme fra det indre af øen er dukket op og har overfaldt fortet, dræbt de fleste af indbyggerne, inden de stak ild til bygningerne.
En anden forklaring lyder, at mændene i "La Navidad" er kommet op at skændes over nogle indfødte kvinder og noget guld, og det ender med drab. Nogle af mændene forlader fortet og danner en røverbande, som genemsøger øen på jagt efter guld og kvinder. Herunder kommer de ind på en krigerisk stammes område, og det ender med, at de indfødte overfalder og ødelægger "La Navidad" og dræber de tilbageværende spaniere. Under disse omstændigheder og da forholdet til de indfødte på stedet er anspændt, beslutter Columbus at sejle østpå for at finde et mere velegnet sted til anlæggelse af en ny beboelse. Besætningen er udmattet, og husdyrene om bord skranter. Den 8. december 1493 finder man et passende sted og anlægger en koloni, som får navnet "Isabela" efter den spanske dronning. Rester af denne beboelse kan vistnok stadig ses på stedet.
Det første par måneder går med at få styr på kolonien. De fleste af deltagerne er taget ud for at vinde hurtig rigdom og berømmelse. I stedet finder de kun hårdt arbejde. Formodningerne om guld i store mængder bliver ikke indfriet. De guldgenstande, der findes i de indfødtes besiddelse, er formentlig samlet sammen over flere hundrede år. De spanske nybyggere har også svært ved at vænne sig til det fugtige tropeklima. Og nye sygdomme florerer, fx malarien, som spredes af de tætte moskitosværme. Columbus selv får en lidelse, som skal plage ham resten af livet. Kosten bestående af fremmedartede fisk, majs, yams mv. skal de også vænne sig til. Ganske vist planter de straks byg og hvede og andre kornsorter - samt den uundværlige vin, men der går lang tid, inden der kan høstes i nævneværdige mængder. Og den medbragte proviant, herunder medikamenter slipper hurtigt op.
Inden Columbus sender de første skibe tilbage til Spanien efter nye forsyninger, er det nødvendigt for ham, at han kan sende nogle gode nyheder tilbage til det ivrigt ventende - og guldhungrende - hof og befolkning. Den 12. marts 1494 starter et togt med Columbus i spidsen for en gruppe bevæbnede soldater, som skal udforske øen og dens formodede skatte. Her deltager for første gang soldater (conquistadores) på hesteryg - det mirakelvåben, som siden skal erobere hele verdensdelen under Cortez mod aztekerne i Mexico, Pizarro mod inkaerne i Peru mv. Strabadserne giver imidlertid ikke noget større udbytte. I det indre af Haiti kommer det til åbne kampe. For at beskytte kolonien lader Columbus bygge et fort, Santo Tomas.
Den 24. april 1494 sejler Columbus fra Isabela med tre skibe for at finde det kinesiske fastland, som han er sikker på ligger i nærheden. Ansvaret for "Isabela" overladen han til sønnen, Diego. Efter en uge når han frem til Cuba. Rygter om guld på en nærliggende ø får ham til at sætte kurs mod Jamaica et par dage senere. De indfødte her viser sig at være fjendtlige, og der er ikke spor (af) guld, hvorfor ekspeditionen igen sætter kurs mod Cuba, hvor man fortsætter vestpå. Den 13. juni 1494 giver man op uden at have nået den vestlige ende, dvs uden at have fået konstateret, at der er tale om en ø og ikke et fastland. Columbus beordrer sine mænd til at skrive under på et dokument, hvori de sværger, at de har fundet frem til fastland og ikke en ø. Dokumentet skal tjene som dokumentation overfor det spanske kongepar. Noget kunne tyde på, at i hvert fald nogle skrev under af træthed eller for at tækkes kaptajnen (eller rettere admiralen, som jo er hans formelle titel). Det må antages at gælde kartografen Juan de las Cosas, som siden på af ham udfærdiget kort afbilder Cuba som en ø. For en sikkerheds skyld truer Columbus evt. "bagvaskere" med at skære deres tunge ud. Først den 29. september 1494 - efter en tur på ca 5 måneder - venter ekspeditionen tilbage til "Isabela" for at konstatere, at der hersker udbredt utilfredshed blandt beboerne. På det tidspunkt er Columbus stærkt svækket af sygdom.
Så dårlig er situationen, at kolonien må have proviant fra Spanien for at overleve, og Columbus' broder Bartolomeo ankommer med forsyninger fra Spanien. Nogle af de mest utilfredse i kolonien, heriblandt flere gejstlige, bemægtiger sig de tre fartøjer, som Bartolomeo er kommet med og rejser tilbage til Spanien for at klage over Columbus og hans administration. Det er formentlig sandt, at Columbus er en bedre sømand end administrator. Men de udfordringer, han står overfor, er også skræmmende. Og mandskabets forventninger skyhøje - delvist som følge af Columbus' egne overdrivelser. Flere indfødte stammer går sammen for at bekæmpe (forsvare sig imod?) de spanske styrker. Ved hjælp af skydevåben, 16 heste og 24 blodhunde lykkes det at nedkæmpe de indfødte og tage et stort antal fanger, heriblandt deres høvding. Som det er den tids standard betragtes fangerne som oprørere, og Columbus sender ca 500 indfødte til Spanien som slaver.
Da det spanske kongepar bliver bekendt med klagerne over Columbus' embedsførelse, beslutter de at sende en kommissær til "Indien" for at belyse sagen. Valget falder på Juan de Aguado, som har været med på Columbus' 1. rejse, og som Columbus står på venskabelig fod med. Aguado ankommer til "Isabella" i oktober 1495, mens Columbus er på rejse til den anden side af øen. I hans fravær er Bartolomeo leder af kolonien. Aguados ankomst overbeviser Columbus om, at han bør tage til hoffet i Spanien og tale sin sag. Han udruster to skibe, ét for sig selv og ét for Aguado. Med sig tager de ca 200 utilfredse kolonister, en indiansk høvding (som dør under rejsen) samt 30 indianske fanger. Den 10. marts 1496 sætter de sejl for Spanien. Broderen Bartolomeo udnævnes til fungerende guvernør over "Isabella".
Hjemturen til Spanien med to skibe påbegyndes den 10. marts 1496. Skibene når Cadiz den 11 juni 1496. Som nævnt er Columbus' helbred virkelig dårligt, og både han og hans rejsefæller er tydeligt prægede af den belastning, de har været udsat for. Det går op for kongeparret, at deres forventninger til et stort og hurtigt udbytte har været for høje, men de bevarer deres tiltro til Columbus. Det eneste punkt, der virkelig adskiller Columbus og Fordinand og Isabella, er synet på de indfødte. Før sin afrejse får Columbus at vide, at han skal opretholde de venlige relationer til lokalbefolkningen, som monarkerne - især dronningen - ser som fremtidige kristne. Under opholdet sender Columbus et forslag til kongehuset om at anvende de især de krigeriske karibiske indfødte som slaver. I februar 1495 tager Columbus 1600 indfødte til fange. 550 bliver sendt til Spanien som slaver. 200 dør under overfarten, og halvdelen af de overlevende er syge ved ankomsten. Det ender med, at de overlevende indfødte sendes tilbage, og en del anvendes som slaver for Columbus og hans folk. Et andet sted har jeg læst, at de stakkels indfødte bliver solgt som slaver i Sevilla.
Der skal dog gå et par år, inden Columbus er klar til sin 3. rejse.
Columbus har heller ikke større problemer med at organisere den tredje ekspedition. Målet for ekspeditionen er at lokalisere et evt kontinent syd for de øer, som allerede er opdaget på de tidligere rejser, og gøre krav på det i den spanske trones navn. Columbus får samlet seks fartøjer, som sætter ud fra Sanlucar den 30. maj 1498. Ombord er den unge Bartolome de Las Casas, som senere skal bearbejde Columbus' logbog til en form for dagbog. Flåden gør kortvarig ophold på Porto Santo og Madeira og ankommer til Gomera - en af de kanariske øer, den 19. juni 1998. Flåden deles nu i to enheder hver på tre skibe. Den ene enhed sætter kursen direkte mod Hispaniola med forsyninger til kolonisterne, den anden enhed skal under Columbus' ledelse forsøge at finde land syd for de hidtil kendte øer. De sejler først til Kap Verde, hvor de uden held forsøger at få fat i noget kvæg. Den 4. juli 1998 sætter de kursen mod sydvest, og efter nogle dage uden vind sættes kursen stik vest.
Om morgenen den 31. juli 1498 er vandbeholdningen så lav, at Columbus beslutter at lægge ind til øen Dominica, som blev opdaget på hans 2. rejse. Ved middagstid får udsigtsmanden øje på en ø med tre toppe, og Columbus døber øen Trinidad (Treenigheden). De går i land på den sydlige del af øen og får deres vandtanke fyldt op. Fra Trinidad kan de se land i sydlig retning, nemlig det sydamerikanske kontinent. Da de krydser strædet til Venezuela, observerer Columbus enorme mængder af ferskvand, der løber ud i havet fra Orinoco floden. Han skriver i sin logbog: "Jeg tror, at dette er en meget stort kontinent, som indtil i dag har været ukendt". Columbus forestiller sig, at ferskvandet kommer fra én af de fire floder, der ifølge biblen flyder fra Paradisets Have. Columbus og hans folk kaster anker ud for kysten og går i land og er dermed de første europæere, som sætter fod på det sydamerikanske fastland. De indfødte er venlige og bytter gladeligt deres perler for europæisk flitterstads. Et par dage senere sætter de sejl igen og opdager øen Margarita, hvor de tiltusker sig yderligere tre sække med perler.
Columbus' helbred er imidlertid så dårligt, at han beordrer flåden til at sejle nordpå til Hispaniola, som de når den 19. august 1498.
Da de når frem til Hispaniola, erfarer Columbus, at utilfredse kolonister har lavet oprør. Som du måske husker, udnævnte Columbus sin broder Bartolomeo til fungerende guvernør over kolonien "Isabella", inden han vendte tilbage til Spanien efter sin 2. rejse. Bartolomeo har hjælp af Columbus' søn, Diego. Utilfredsheden skyldes bl.a., at den mængde guld, der tilvejebringes, er skuffende lille, både for kolonisterne og hjemlandet Spanien. Forventningerne er også skyhøje, primært på grund af Columbus' egne overdrevne antagelser. De utilfredse kolonister, som ledes af en person ved navn Francisco Roldan, forlader kolonien og bygger deres egen lejr. Roldan er både energisk og snu. Da de tre karaveller, som Columbus sendte afsted fra Gomera, når frem til Hispaniola, lykkes det Roldan at sætte sig i besiddelse af alle forsyningerne. Columbus sender de tre karaveller tilbage til Spanien med anmodning til kongehuset om hjælp.
Columbus er ikke i stand til at slå oprøret ned og må indgå en ydmygende fred med Roldan og oprørerne. Mange utilfredse får tildelt jordlodder og tilladelse til at anvende de indfødte som slaver, hvilket selvfølgelig fører til mange sammenstød med lokalbefolkningen. Hoffet modtager mange bekymrende rapporter fra begge sider i kolonien, hvilke viser, at Columbus ikke er herre over situationen. Det har sikkert ikke gjort situationen nemmere, at Columbus, hans broder og søn er italienere. Følgelig udnævner Ferdinand og Isabella Francisco de Bobadilla til kongelig kommissionær. Den 24. august 1500 ankommer Bobadilla til Santo Domingo - hovedstaden på Hispaniola - med en kongelig befaling til Columbus om at overdrage magten til Bobadilla. Bobadilla chokeres over lig af spanske kolonister, der dingler fra galger i havnen, og et par dage senere lader han Columbus, Diego og Bartholomeo arrestere. Og i begyndelsen af oktober 1500 sendes admiralen hjem til Spanien i lænker. Kaptajnen Villejo tilbyder at befri Columbus fra hans lænker, mens han er om bord, men Columbus afslår tilbuddet.
Det spanske kongepar bliver forfærdet, da Columbus ankommer belagt med lænker, og forsikrer ham om, at han fortsat har deres nåde. Han beholder alle sine titler og rettigheder. Dog fratages han embedet som guvernør over Indien. Bobadilla instrueres om at tilbagegive Columbus alle de ejendomme, som var blevet ham frataget, og Bobadilla kaldes hjem i unåde. Den 13. februar 1502 sejler den nye guvernør, Nicolas de Ovando til Hispaniola i spidsen for en flåde på 2500 mand.
Desværre for Spanien taber de kapløbet om at finde søvejen til Indien. I september 1499 vender Vasco da Gama tilbage efter en tur til Indien, hvor de er sejlet syd om Afrika og østpå til Indien. Uanfægtet tager Columbus afsted i 1502 på sin 4. og skulle det vise sig sidste rejse.
Den 11. maj 1502 tager Columbus afsted fra Cadiz på sin 4. - og skulle det vise sig - sidste rejse udstyret med fire ældre skibe og en besætning på 150 mand. Med på turen er hans broder Bartolomeo og Columbus' 13-årige undlingssøn, Ferdinand. De mange rejser har taget hårdt på Columbus, gigten plager ham, og hans syn er dårligt. Selv om han kun er 52 år, er han en gammel mand. Han har fået udtrykkeligt forbud mod at besøge kolonien på Hispaniola, som han jo selv har grundlagt. Columbus håber fortsat, at det skal lykkes ham at finde en passage til Indiens og Kinas eventyrlige rigdomme, især krydderier og guld.
Det skal blive hans mest anstrengende rejse, hvor han både må kæmpe med voldsomme storme, men har også problemer med skibene samt mandskabet, som plyndrer og torterer de indfødte. Columbus strander et helt år på Jamaica, hvor de indfødte er stærkt fjendtlige og nægter at levere proviant til ekspeditionen. Det fortælles, at Columbus ved hjælp af en almanak forudsiger en måneformørkelse og dermed vinder de indfødtes respekt. Han udforsker den centralamerikanske kyst fra Belize til Panama og besøger Martinique og Honduras. Men det lykkes ham ikke at finde den ønskede passage til Asien.
Columbus ankommer til Santo Domingo den 29. juni 1502 på trods af de modtagne instrukser. Da han kan se, at en voldsom storm trækker op, advarer han havnekommandanten om at holde alle skibe i havnen og anmoder selv om tilladelse til at lægge sig ind. Ikke alene får Columbus afslag på sin anmodning, men guvernør Ovando sender den flåde, som har bragt ham til Hispaniola, tilbage til Spanien. Columbus søger ly i en nærliggende havn, mens mindst 20 af guvernørens skibe går ned i orkanen og med dem alt det guld, der er bestemt for kronen.
Sidst i juli 1502 ankommer Columbus til kysten ved Honduras, og de næste par måneder krydser han ned langs kysten plaget af storme og uvejr. Da de kommer frem til nutidens Panama, beretter de indfødte om et stort vand nogle få dagsmarcher sydpå. Dette overbeviser Columbus om, at han er nær ved sit mål. De indfødte i området, som Columbus navngiver Veragua, har mange guldgenstande, som de villigt bytter med spanierne.
Efter at have udforsket østkysten af Panama forsøger Columbus at vende tilbage til Veragua, men forhindres heri af vejret. Til sidst må Columbus den 9. januar 1503 lægge ind i mundingen af Rio Belen, hvor han lader bygge et fort. Den 6. april 1503 går det ene af hans skibe på grund i flodmundingen ved lavvande, mens det lykkes de tre øvrige af komme ud i åbent farvand. I dette øjeblik angriber en stor styrke indianere lejren.
Det lykkes i første omgang at slå angrebet tilbage, men man mister en del mænd. Det er klart, at lejren ikke kan holdes længe. Den 16. april 1503 efterlader Columbus det grundstødte skib og sejler nordpå mod Santo Domingo i sine tre skibe, som alle er mere eller mindre utætte. Et af skibene må snart forlades, da det ikke længere er sødygtigt. Ud for Cubas kyst rammes de af endnu en storm, og det ene skib beskadiges, så det må tages på slæb af flagskibet. Begge skibe lækker betydeligt, og mandskabet må til stadighed betjene pumperne. Til sidst må Columbus sætte de synkende skibe på grund i St Anne's Bay, Jamaica. Det er den 25. juni 1503.
Diego Mendez, en af Columbus' kaptajner, låner en kano af en lokal høvding og sejler i den til Hispaniola. Han bliver holdt tilbage udenfor byen af guvernør Nicolas de Ovando de følgende syv måneder og nægtes tilladelse til at låne en karavel for at komme ekspeditionen til hjælp.
I mellemtiden har en del af mandskabet lavet oprør på Jamaica, men det lykkes Columbus at slå det ned. Da Ovando endelig tillader Mendez at komme ind i Santo Domingo, er der ingen skibe til brug for undsætning. Langt om længe lykkes det Mendez at leje en lille karavel, som ankommer til Jamaica den 29. juni 1504. Columbus vender tilbage til Spanien den 7. november 1504, hans sidste rejse er afsluttet.
Da Columbus vendte hjem til Spanien den 7. november 1504, finder han sin velgører dronning Isabella døende. Det er altid hende, der glødende interesserer sig for Columbus' planer, mens kong Ferdinand er mere kølig. Columbus insisterer på, at han i henhold til den oprindelige aftale med kronen skal have 10% af alle indtægter fra "den nye verden". Kronen, som jo tidligere har fritaget (frataget) Columbus for guvernørtitlen, mener sig ikke forpligtet af denne gamle aftale. Senere fører Columbus' arvinger sag mod kronen, men ender med at tabe ca 50 år senere.
Columbus bliver stadig mere og mere religiøs. Han har altid brugt omvendelse af hedninger til kristendommen som et motiv for sine rejser. Nu begynder han at høre guddommelige stemmer, fabler om et korstog for at befri Jerusalam og går ofte rundt klædt som franciskaner. Han mener at have fundet "paradis" på jorden.
Christoffer Columbus dør i Valladolid, Spanien den 20. maj 1506, kun 54 år gammel, fortsat af den opfattelse, at han på sine rejser har opdaget østkysten af Asien. Døden menes at skyldes en tropelidelse, som han har pådraget sig på sin 3. rejse tre år forinden. Han bliver begravet på den lille kirkegård i Valladolid. Men selv efter døden skal Columbus komme ud på mangen en rejse. I 1509 bliver hans legeme flyttet til Sevilla, hvor han begraves i Las Cuevas Monastery. Da hans ældste søn Diego dør i 1526, bliver han begravet ved siden af faderen. Diegos enke anmoder det spanske hof om, at de to døde må blive flyttet Santo Domingo på Hispaniola (Den Dominikanske Republik), hvor de i 1541 begraves under gulvet i Santa María la Menori katedralen, Columbus til højre og Diego til venstre for altret. Og her ligger de så de følgende 200 år. I 1795 erobrer Frankrig øen Hispaniola fra Spanien. Spanien, som betragter admiralens rester som national helligdom, flytter dem i første omgang til Havanna på Cuba. Ca 100 år senere opnår Cuba uafhængighed af Spanien, hvorefter resterne i 1898 sejles over Atlanten til Sevilla. Her har Birgit og jeg sammen med tusindvis af andre turister beundret Columbus' gravmonument inde i den smukke domkirke.
Men her slutter historien ikke. I 1877 finder arbejdere i katedralen i Santo Domingo en kiste under gulvet til venstre for altret. Kisten bærer Columbus' navn. Nu er placeringen højre/venstre jo afhængig af, hvorledes betragteren vender, så den opfattelse breder sig (især i Santo Domingo), at det er sønnen Diegos rester, der i 1795 blev transporteret til Havanna, og at faderen admiralen blev tilbage. For at gøre forvirringen komplet er der historikere, der mener, at Columbus' rester aldrig blev flyttet fra Vallolid. Og andre mener, at i hvert fald dele af hans ligrester blev overdraget til hans fødeby Genova i 1892, da man fejrede 400-året for hans første rejse.
I 1992 tilbød amerikanske videnskabsmænd at foretage en DNA-analyse på resterne af Columbus, men de spanske myndigheder afslog og nægtede at åbne graven. I 2003 gik man i gang med undersøgelserne og udtrak genetisk materiale fra tre mængder af knoglerester, som man mener tilhører Columbus og hans sønner Diego og Hernando. (Du husker måske fra en tidligere side, at Diegos moder var Columbus' hustru Felipa og Hernandos moder var Beatrix). Men også DNA går til over tiden, og det materiale, videnskabsmændene fik til rådighed, var i særdeles dårlig stand. Historikere er nogenlunde enige om, hvilke rester, der stammer fra Hernando, som ikke skulle være flyttet efter sin begravelse i 1539. Indtil videre har det ikke været muligt med sikkerhed at afgøre, om knogleresterne fra Sevilla tilhører Columbus. Det ville hjælpe meget, hvis man også fik adgang til at udføre en DNA-test på resterne i San Domingo.
I 1992 bygger man et kæmpemæssigt fyrtårn i Santo Domingo, "Columbus' fyrtårn" eller "Faro a Colon" for at fejre 400-års dagen for Columbus opdagelse. Idéen til projektet er opstået omkring 140 år forinden, men først i 1929 udpeges arkitekten efter en verdensomspændende arkitektkonkurrence. Tårnet har form af et gigantisk kors. Lyssystemet udsender 70-kilowatt stråler, som i gunstig fald kan ses næsten 80 km væk. Desværre er elforsyningen i området så ustabil, at det oftest er ude af drift ;-(. Inde i fyrtårnet indrettes et imponerende gravmonument, hvortil man flytter de formodede rester af Columbus fra katedralen.
Hvert år den 12. oktober - dagen for Columbus' ankomst til Amerika - afholdes en ceremoni i Santo Domingo, hovedstaden i Den Dominikanske Republik. Den romersk katolske kardinal åbner højtideligt den svært bevogtede grav, som menes at indeholde Columbus' jordiske rester. Kardinalen holder triumferende nøglen i vejret under overværelse af et stort antal officials, diplomater og turister. Samtidig drøner jagerfly og helikoptere hen over monumentet, og et militærorkester spiller nationalsangen. Denne ceremoni blev indledt i 1992, 500-året for Columbus ankomst. Ingen får dog adgang til at benresterne i sarkofagen, men er henvist til at studere en blykiste gennem 2 lag armeret glas. Regeringen har netop (2004) afslået at lave en DNA-test på knoglerne. DNA-analyser på knoglerne, der ligger i katedralen i Sevilla har vist, at de stammer fra sønnen Diego. Hidtil har Den Dominikanske Republik som nævnt modsat sig den spanske henvendelse - muligvis for ikke at risikere at miste en stor turistattraktion. Så indtil videre har Columbus et gravmæle både i Sevilla og Santo Domingo. Jeg håber for den gamle søulk, at han efter sit omtumlede liv må få fred i sin grav - uanset hvor den måtte befinde sig.
I Amerika fejrer man hvert år "Columbus Dag" til minde om Columbus' opdagelse af "Den nye verden". Første gang sker i New York den 12. oktober 1792. Indbyggere af italiensk afstamning i San Francisco begynder af fejre dagen i 1869 og siden følger andre byer og stater. I 1937 udråber præsident Franklin Roosevelt Columbus Day som helligdag i USA. Siden 1971 afholdes den anden mandag i oktober - i øvrigt samme dag som Thanksgiving i Canada. Banker og offentlige kontorer holder lukket.
