Churchill-klubben

Min mor boede nogen tid i Aalborg, inden jeg blev født, og hun fortalte ofte med begejstring om Churchill-klubben, en gruppe skoleelever, som udførte sabotage mod den tyske besættelsesmagt. Og som stor dreng slugte jeg den beretning om gruppen og dens arbejde, som blev udgivet af et af dens medlemmer allerede i 1946. Churchill-klubben eller Churchill-gruppen, som blev dannet i 1941, var formentlig Danmarks første sabotagegruppe. De fleste af klubbens otte medlemmerne var skoleelever fra Aalborg Katedralskole, i alderen 14-17. Herudover var deltog tre unge mænd mellem 20 og 26 år. Churchill-klubbens tilholdssted var Helligåndsklosteret i Aalborg. Klubben blev til i frustration over, at de voksne ikke gjorde modstand mod tyskerne. "De voksne ville jo ikke gøre modstand. Derfor måtte vi gøre det!" har Knud Pedersen, et af de mest fremtrædende medlemmer af gruppen, udtalt. Et indigneret ungdomsoprør mod den danske samarbejdspolitik kan man måske kalde det.

I løbet af foråret 1942 udførte gruppen 25 mindre aktioner i Aalborg, inden dens medlemmer den 18. maj blev anholdt af det danske politi. Aktionerne, som gruppen havde udført, bestod mest i ildspåsættelse, hærværk og tyverier af våben. Herudover ødelagde de adskillige tyske vejskilte og malede graffiti med antinazistiske slogans. Den 11. juni 1942 blev de dømt til mellem 1½-5 års fængsel. Selv om gruppens resultater nok var beskedne, var de til en vis grad inspiration for den senere mere "professionelle" modstandsbevægelse.

Offentligheden var chokeret over afsløringen af Churchill-Klubben. Nogle medier, som i parentes bemærket var underlagt censur, var forargede over klubbens aktiviteter, andre var imponerede over, at en flok skoledrenge som de første ydede modstand mod besættelsesmagten.

Gruppens medlemmer blev stillet for en tysk krigsret, og de to ældste blev idømt hhv. 15 og 10 års fængsel, som skulle afsones i et tysk fængsel. Efter afsoning af omkring seks måneder i tysk fængsel blev de ved de danske myndigheders hjælp sendt hjem til Danmark, hvor de fortsatte afsoningen i Horsens Statsfængsel. De øvrige dømte blev indsat til afsoning i Nyborg Statsfængsel under lempelige forhold, hvor de bl.a. fik mulighed for at færdiggøre deres skolegang i fængslet.

Stiftelse af Churchill-klubben

Den 9. april 1940 bliver Danmark som bekendt besat af Tyskland. For at bringe Danmark så skånsomt som muligt gennem besættelsen beslutter regeringen at samarbejde med tyskerne. Det betyder, at den danske regering fortsat styrer Danmark, men hele tiden skal sikre, at man ikke gør tyskerne utilfredse, den såkaldte samarbejdspolitik. Mange danskere synes, at Danmark som Norge skal gøre åbenlys modstand mod besættelsesmagten.

I efteråret 1941 beslutter nogle drenge fra Aalborg Katedralskole, at det er på tide at begynde at gøre modstand mod tyskerne. Brødrene Knud og Jens Pedersen boede på Helligåndsklostret, hvor familien havde en lejlighed. Deres far var præst ved Budolfi kirken. Familien var for nylig flyttet til Aalborg fra Odense, hvor sønnerne sammen med nogle kammerater havde stiftet en klub, der skulle genere tyskerne, "Royal Air Force-klubben". I løbet af sommeren og efteråret i 1940 udførte de mindre sabotageopgaver såsom at kappe telefonforbindelserne til tyskernes hovedkvarter. "Royal Air Force-klubben" fortsatte med at fungere, efter at Knud og Jens flyttede til Aalborg.

Otte medlemmer af Churchill-Klubben umiddelbart før anholdelsen. Foto: Frihedsmuseet.

Den 21. december 1941 samles fire klassekammerater hos Knud. De går alle i 4. mellem (9. skoleår) på Aalborg Katedralskole. Efter at have planlagt den nært forestående juleafslutning, begynder de at diskutere den tyske besættelse, og især hvor pinligt det er, at danskerne samarbejder med tyskerne frem for at yde modstand ligesom de tapre nordmænd. Til stede kommer også Knuds storebror Jens, som går i 1.g på Katedralskolen. Drengene er enige om, at nu må der gøres noget. De beslutter at starte en modstandsgruppe, som får navn efter den populære engelske premierminister Churchill. Jens bliver også medlem af gruppen. Senere oprettes den såkaldte "Brønderslev Afdeling" med tre unge mænd, som er hhv. 20, 24 og 25 år. Det er naturligvis en hemmelig klub, som hverken forældre, lærere eller kammerater må have kendskab til. Når drengene skal ud og lave sabotage, fortæller de som regel, at de skal spille kort. Klubbens brændende ambition er at indføre "norske tilstande" i Danmark.

For at blive medlem af klubben skal man komme med et tysk våben, som man har stjålet. Det er adgangsbillet til klubben, og hermed sikrer man også, at den pågældende ikke vil være for åbenmundet mht. klubbens aktiviteter.

Sabotageaktioner

Aalborg er den by i Danmark, hvor der er flest tyskere i forhold til indbyggertallet. Det skyldes, at Aalborg lufthavn spiller en vigtig rolle for tyskerne, da datidens fly ikke kan flyve fra Tyskland til Norge uden at tanke op undervejs, og Aalborg er de tyske luftstyrkes trædesten på vej til Norge. Besættelssmagten er således synlig næsten overalt i gadebilledet. De fleste aktioner bliver udført i dagslys og med cykel som transportmiddel. Fordelen ved at operere om dagen er, at der er mindre bevogtning af målene. Desuden slipper de også for at skulle opdigte forklaringer til familierne. De fleste medlemmer af klubben bor jo hjemme. Når de tager hjemmefra, forklarer de oftest, at de skal spille bridge hos en kammerat, som desværre ikke har telefon. Faktisk er der ikke mange, som har privattelefon på den tid.

Til at begynde med har klubbens aktioner nærmest karakter af drengestreger som at male pile på spidserne af hagekorssymbolerne, som er rundt omkring i Aalborg. Drengene har hørt, at et bevinget hagekors er et antinazistisk tegn. Efter nogle måneder begynder de at lave mere alvorlig sabotage. Fx. bryder de ind på kontoret hos et byggefirma, der arbejder for tyskerne, en såkaldt værnemager, hvor de ødelægger flere ting. De medtager bl.a. en skrivemaskine og et nivelleringsapparat. De beholder skrivemaskinen, som de kan bruge i deres arbejde, men smadrer nivelleringsmaskinen og afleverer de sørgelige rester. "Han må ikke tro, at vi er tyveknægte". Nogle dage senere vender de tilbage og sætter ild på bygningen.

Ofte går det ud over tyske biler, som holder på Budolfi Plads lige ved klubbens hovedkvarter. De bliver raseret med slag af jernrør o.l., og undertiden lykkes det dem at fjerne motoren eller andre vigtige dele fra bilen. Andre gange sprætter de sæderne op og trækker træulden ud, inden de sætter ild til materialet.

I maj 1942 begynder de unge sabotører at tænke større. En aften sniger de sig ind på et indhegnet jernbaneområde og sætter ild til nogle togvogne, som er lastet med dele til tyske fly. Aktionen bliver en stor succes, og de danske brandfolk har ikke særlig travlt med at få branden slukket, da det går op for dem, at det er tyske jernbanevogne.

Jernbanevogn og lastbil, stukket i brand af Churchill-Klubben i begyndelsen af maj 1942. Foto: Frihedsmuseet.

De unge modstandsmænd stiller sig op blandt de nysgerrige tilskuere og nyder sejrens sødme. To aftener senere vender de tilbage og gentager succesen og antænder endnu et par jernbanevogne. Som ordsproget siger: "En god gerning kan ikke gøres for tit".

Det, der appellerer mest til gruppen, er at få fingre i tyske våben og ammunition, som de regner med at få brug for, når englænderne snart dukker op. De tyske soldater er godt tilfredse med at være udstationeret i Danmark, som de kalder for flødeskumsfronten. De tyske soldater indtager da også en del flødeskumskager på de aalborgensiske konditorier, især på Konditori Holle og Konditori Kristine på Vesterbro (her kom jeg ofte under min soldatertid i Aalborg i 1961). Konditoriernes garderober, hvor soldaterne hænger overtøj, våben og evt. våbenbælter, er et oplagt sted at lede efter tyske våben.

På et tidspunkt lykkes det for to af drengene at stjæle en maskinpistol fra et vindue i en tysk barak. Selv om der er mange tyske soldater i nærheden, kravler en af dem uset ind ad vinduet og lemper maskinpistolen ud, mens de tyske soldater kigger den anden vej. Det er lige ved at gå galt, da de transporterer maskinpistolen hjem på en stor budcykel, de har lånt. Imidlertid er drengene blevet set af et par danskere, der melder det til politiet.

De stjålne våben bliver skjult i Helligåndsklostret, som er klubbens tilholdssted, og af og til holder de skydeøvelser oppe på loftet i en afsides del af klostret. Nogle våben bliver først gravet ned hos Helge Milo, der bor i Nørresundby, men de er bange for, at våbnene skal ruste. Derfor må Helge smugle dem med i skole et ad gangen, så han efter skoletid kan aflevere våbnet i klostret.

Afsløring og fængsling

Midt i april 1942 har Churchill-klubben planer om at ødelægge ca. 20 tyske biler, der står i et bevogtet træskur. De bliver enige om, at vagten skal slås ned, mens to drenge skal holde øje med tyskernes vagtskifte. Men pludselig kommer politiet og arresterer dem. Drengene dukker dog snart op igen, og de fortæller deres kammerater, at politiet havde mistænkt dem for at have stjålet en maskinpistol. Da politiet spurgte, hvorfor de stod og hang på gaden, havde de svaret, at de ventede på en pige. Da det gik op for politiet, at det var kommunaldirektørens søn og civilforsvarschefens søn, blev de hurtigt løsladt. Drenge fra så gode hjem kunne selvfølgelig ikke stå bag det gemene tyveri. I tiden herefter er klubbens medlemmer mere forsigtige.

Den 8. maj bliver to af klubbens medlemmer, Knud og Helge, stoppet af det danske politi, da de får fri fra skole. Sammen med politiet er en servitrice fra Konditori Holle. Hun har set nogle drenge på konditoriet den dag, hvor der er blevet stjålet våben fra garderoben, og hun har mistanke om, at drengene er elever på Aalborg Katedralskole. Herefter bliver resten af gruppen hurtigt fængslet, syv drenge fra Aalborg Katedralskole og en enkelt fra Klostermarksskolen samt de tre voksne medlemmer af afdelingen i Brønderslev.

Tiden i Aalborg arrest

Efter afsløringen bliver de indsat i arresten i Kong Hans Gade i Aalborg. De virker ikke særlig tynget af situationen, bryder ofte ud i sang og laver jokes med hinanden og med fængselsbetjentene, som de får et fortrinligt forhold til. En dag glemmer en af fængselsbetjentene at låse celledøren, men drengene undlader at stikke af, da det ville give politimesteren problemer. Da drengene bliver fotograferet i gården, må fængselsbetjenten (ifølge Knud) bede dem om at se brødbetingede ud, fordi billedet skal sendes til Berlin, hvor man skal tage stilling til, hvad der skal ske i drengenes retssag.

Otte af Churchill-Klubbens ti medlemmer ved arresten i Aalborg dagen efter deres anholdelse. Fra venstre Knud Pedersen, Jens Bue Pedersen, Mogens Fjellerup, Eigil Astrup Frederiksen, Helge Milo, Uffe Darket, Mogens Thomsen og Børge Ollendorf. Til højre arrestforvareren. Foto: Frihedsmuseet.

Retssagen

Under retssagen tilstår drengene alt, hvad de er anklaget for. Under politiafhøringen forklarer de, at de især har været inspireret af den britiske radiopropaganda, samt at de er frustrerede over, at de voksne intet gør. De oplyser, at de har stjålet våben, så de kan hjælpe englænderne, når de snart kommer for at befri Danmark. Derfor er de heller ikke så bekymret for at komme i fængsel, for de regner med at blive løsladt, når englænderne ankommer. Politiet og det danske retsvæsen er bekymret for, om drengene skal udleveres til tyskerne, hvilket ville resultere i længere og hårdere straffe til drengene.

Drengene havde stor sympati i befolkningen, hvilket bl.a. fremgår af følgende brev fra Kaj Munk, som selv få år senere skulle blive myrdet af tyske håndlangere.

Vedersø, 26. juni 1942.

Kære Pastor Edvard Pedersen!
        Jeg har længe måttet skrive Dem et par ord til. Er det sandt, hvad man siger, at det er Deres drenge, dem jeg så her hos os, der har måttet gå i fængsel for danskhedens sag? Er det sandt, bekræfter det igen, at det er fra præsterne, vi skal hente Danmarks frelse, og hvad vi ikke duer til, det kan vores sønner. Det er selvfølgelig galt, det de har gjort, men det er dog ikke nær så galt, som at regeringen forærede landet bort til den indtrængende fjende ganske gratis og med kønne ord bagefter oven i købet. Den ene fejl må til for at bøde på den anden. Nu er det tid til, at ogsågode mennesker i Vor Herre Jesu navn må gøre noget galt.
        Det er vel nok på én vis tungt at se sine børn sammen med tyve og mordere, men der har vi jo også set Vor Herre, den skyldfri. "Bort med denne, og giv os Barabbas fri" er stadig pøblens råb.
        Oh, hvor har dog mange gode folk ud over landet i disse dage været stolte af Churchills venner.
        Vil De hilse dem fra mig? Jeg beder Gud give dem frimodighed, udholdenhed, bestandighed i den gode sag. Fængslet skal nok blive dem en sund skole til at blive førere for deres landsmænd.

        Mange hilsener til Dem alle fra min Lise og jeres hengivne

Kaj Munk

Fortsatte sabotageaktioner

Churchill-klubbens berømmelse i den danske offentlighed vokser til uanede højder, da det viser sig, at de fortsætter deres sabotageaktioner, mens de sidder i Aalborg arrest. Alf og Kajs broder, Tage, smugler en nedstrygerklinge ind til dem, så de kan save tremmerne i fængselsvinduet over. Om natten bryder drengene ud og laver sabotageaktioner, inden de om morgenen vender tilbage til cellen, og sætter tremmerne forsigtigt på plads igen, indtil de lister sig ud igen næste gang. Hele 19 gange lykkedes det dem at slippe ud, inden de bliver afsløret.

Et par aftener aflægger de besøg hos forældrene, som sikkert har været ved at tabe næse og mund. De får lidt aftensmand, inden de vender tilbage til deres celler.

En nat, mens to medlemmer er ude, kommer der luftalarm, og da de ikke har adgang til et beskyttelsesrum, bliver de taget med på politigården, hvor deres ellers så perfekte alibi som indsatte i fængslet bliver afsløret. En tysk krigsret forhøjer straffen til de voksne medlemmer med hhv. 10 og 15 års fængsel, som skal afsones i Hamborg. Imidlertid lykkes det de danske myndigheder at få dem udleveret til afsoning i Horsens Statsfængsel. I slutningen af december 1944 lykkes det dem at flygte ved en befrielsesaktion, som er iværksat af modstandsbevægelsen.

Domfældelse

Den 11. juli 1942 falder dommen. Drengene fra Aalborg Katedralskole får 1-3 års fængsel. Børge, som kun er 14 år, er for ung til fængselsstraf, så han bliver i stedet fjernet fra hjemmet og sat i pleje på Fyn. De tre medlemmer fra Brønderslev får længere fængselsstraffe, fordi de er ældre, de får 4½-5 års fængsel, selv om de faktisk har deltaget i færre lovovertrædelser. Jeg kan nævne en sjov tildragelse. Mens Churchill-klubbens medlemmer sidder i arresten og venter på deres dom, sender Konditori Holle og Konditori Kristine flere gange kager hen til dem. Måske en beklagelse over, at en af deres medarbejdere jo har medvirket til klubbens afsløring?

Tiden i Nyborg Statsfængsel

Drengene fra Katedralskolen sendes videre til afsoning i et andet fængsel, og det sker i al diskretion kl. 4 om morgenen, så man ikke risikerer demonstrationer. Lettelsen er stor, da fangetransporten kører over Lillebæltsbroen med kurs mod Nyborg frem for at fortsætte sydpå.

I Nyborg Statsfængsel bliver de anbragt i en separat afdeling, hvor disciplinen ikke er så hård som i de øvrige afdelinger. Om sommeren arbejder de i haven og senere får de hver et lille jordstykke, som de kan passe. En behagelig afveksling er de 16 timers ugentlig undervisning, de får, så de kan fortsætte i gymnasiet, når de bliver løsladt, og drengene bliver tæt knyttet til de lærere, som varetager undervisningen. De yngste drenge tager deres mellemskoleeksamen og den ældste, Jens, den skriftlige del af studentereksamen i fængslet. Den mundtlige del tager han på Aalborg Katedralskole efter sin løsladelse. To gange får de besøg af justitsminister Thune Jakobsen, som forklarer samarbejdspolitikken for dem. Det er ikke hverdagskost, at en justitsministeren føler behov for at retfærdiggøre sin politik overfor fanger i fængslet. Alligevel påvirker fængselstiden og isolationen de unge fanger meget.

Frihedens time

I slutningen af maj 1943 blev de to yngste medlemmer af Churchill-klubben, Helge og Mogens, løsladt som de første. De havde afsonet 2/3 af straffen og kunne derfor prøveløslades. Den 18. september 1943 blev Eigil og Mogens løsladt, og senere på året fulgte Uffe efter. Efter at have tilbragt to år i fængsel blev brødrene Knud og Jens prøveløsladt i foråret 1944. Som tidligere nævnt lykkedes det de to medlemmer af Brønderslev-afdelingen at flygte fra fængslet i slutningen af 1944. Flere af klubbens medlemmer gik ind i den organiserede moddtandsbevægelse efter deres løsladelsen, men havde svært ved at finde sig til rette og kom ikke til at spille nogen større rolle.

Forholdene på Aalborg Katedralskole under besættelsen

Aalborg Katedralskole

Helt frem til befrielsen var tyske soldater indkvarteret i skolens gymnastiksale, hvilket førte til sammenstød og ubehagelige episoder. Tyskerne fik rektor Galster fjernet fra skolen, da man mente, at han havde været med til at tilskynde til modstand mod besættelsesmagten. Gestapo kom jævnligt på "besøg" på skolen for at lede efter modstandsfolk blandt lærere og elever. Når det skete, blev ringet 3-4 gange med klokken, samme signal som ved luftalarm. Så kunne de elever og lærere, der havde noget at frygte, forsvinde gennem en flugtvej via rektors have og ud på en anden vej. Efter befrielsen i maj 1945 vendte rektor Galster tilbage til skolen og kunne stolt gå langs rækken af frihedskæmpere fra skolen.

Churchill-klubben får besøg af general R.H. Dewing

I sommeren 1945 fremsatte den britiske general Richard Henry Dewing, som var de allieredes øverstbefalende i Danmark under befrielsenn, ønske om at mødes med Churchill-Klubbens medlemmer. Under en sammenkomst på Hotel Phønix i Aalborg berettede drengene om deres oplevelser, og generalen morede sig kosteligt over klubbens bedrifter.

General Richard Henry Dewing mødes med Churchill-klubben i 1945. Foto: Frihedsmuseet.

For resten havde den tyske øverstkommanderende hovedkvarter og også bopæl på Hotel Phønix. Ved befrielsen blev det hovedkvarter for modstandsbevægelsen. Generalen kom til at holde meget af Danmark og kom mindst seks gange på besøg efter krigen.

Møde med Winston Churchill

I oktober 1950 aflagde den forhenværende, engelske premierminister Winston Churchill sit første besøg i Danmark. Den officielle anledning var, at Churchill skulle tildeles landets fornemste orden, Elefantordenen. Udnævnelsen fandt sted ved en middag på Fredensborg Slot den 9. oktober med kong Frederik IX og Dronning Ingrid som værter. Under sit fire dage lange ophold i Danmark nåede Churchill også at blive udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet, hvorefter han talte til københavnerne fra balkonen på København Rådhus. Han besøgte også mindelunden for de danske frihedskæmpere i Ryvangen. Besøget blev afsluttet med et stort arrangement i KB-Hallen, hvor Winston Churchill mødte medlemmerne af den gruppe, som var opkaldt efter ham. Churchill holdt en tale om nødvendigheden af et forenet Europa i kampen mod den kommunistiske fjende i øst. KB-Hallens facade var oplyst af fire nyanskaffede projektører, som blev yderligere forstærket af de mange levende lys, som beboerne i området havde sat i vinduerne som på befrielsesaftenen fem år tidligere.

Litteratur om Churchill-klubben

Knud Pedersen, der som nævnt var et centralt medlem af gruppen, udgav allerede i 1946 "Churchill-klubben". I 1964 fulgte han op med "Breve fra fængslet" og to år senere med "Sidste krigsår". De tre bøger er senest blevet samlet i "Bogen om Churchill-klubben", der også indeholder ucensureret kildemateriale, hovedsageligt fra Rigsarkivet. Bogen er udgivet på Lindhardt og Ringhof og kan også læses som e-bog på bibliotekernes hjemmeside (hvilket jeg gjorde i 2020).

Gruppen blev omtalt og berømmet ikke alene i Danmark men også i udlandet. Bl.a. inspirerede den til skabelse af tegneserien "Boy Saboteurs" i det amerikanske drengeblad "Red Goose Magazine". Senest, i 2015, udkom bogen "The Boys who Challenged Hitler: Knud Pedersen and the Churchill Club", "Drengene som udfordrede Hitler", skrevet af den amerikanske forfatter Phillip Hoose. Phillip Hoose havde tidligere bl.a. skrevet en prisbelønnet bog om den historiske busstrejke i Alabama, hvor den sorte teenagepige Claudette Colvins protestaktion blev startskuddet til ophævelsen af raceadskillelsen i de amerikanske sydstater. Hoose så Churchill-klubben ligesom busstrejken i Alabama som et eksempel på unge, der tager sagen i egen hånd. Bogen genfortæller Churchill-klubbens historie. I foråret 2012 var Phillip Hoose på besøg i København, hvor han bl.a. mødte Knud Pedersen. Bogen blev tildelt Boston Globe’s Horn Book Award. Selv nåede Knud desværre ikke at opleve den amerikanske udgivelse, han døde i december 2014 i en alder af 89 år.

Drengene fra Sankt Petri

I 1991 skrev Bjarne Reuter romanen "Drengene fra Sankt Petri", som udkom på Gyldendal. Bjarne Reuter havde i betænkelig grad (min mening) hentet inspiration til sin roman fra Knud Pedersens bog om Churchill-klubben. Jeg skal ikke lægge skjul på, at Bjarne Reuter er en af mine yndlingsforfattere, men denne roman lever efter min beskedne mening op til hans normale niveau. Men nok om det.

Sammen med instruktøren Søren Kragh-Jacobsen (som jeg også nærer en dyb respekt for) udarbejder Bjarne Reuter et manuskript til en spillefilm af samme navn, "Drengene fra Sankt Petri", som i stedet for Budolfi kirken i Aalborg udspiller sig omkring den tyske kirke Sankt Petri i København. Knud Pedersen og filmselskabet skiltes i uenighed, og navnet Churchill-klubben måtte derfor ikke nævnes i forbindelse med filmen. Hver gang det skete, udløste det en bøde, som Knud Pedersen donerede til et legat, der skulle gives til årets dårligste elev på den europæiske filmhøjskole, som Knud selv have været med til at stifte.

Samtidig med filmpremieren på "Drengene fra Sankt Petri" genudgav Knud Pedersen sin egen "Churchill-klubben" med et splash på forsiden: "Den originale version".

Afrunding

Der er ingen tvivl om, at Churchill-klubbens aktiviteter ikke havde den store effekt på den tyske krigsmaskine og ikke påførte besættelsesmagten større skade. Men moralsk var det Churchill-klubben, der vandt. Måske var klubbens spektakulære indsats medvirkende til, at den danske samarbejdspolitik brød sammen i august 1943.