Vor elskede søn,
Major i de britiske Commando Tropper
Anders Frederik Emil Victor Schou Lassen.
Christian X Erindringsmedalje
Victoria Cross
Military Cross And Two Bars.
Født 22. Sept. 1920 paa Høvdingsgaard.
Falden 9. April 1945 ved Comacchio i Italien.
Danmarks Frihed var hans brændende Maal,
og han gav sit Liv i Kampen
mod sit Lands Fjender.
Han hviler langt herfra i fremmed Jord,
og denne Sten er sat til Minde
om ham i en Egn, han elskede.
Inskription på mindesten
sat af Anders Lassens forældre
den 22. september 1948

Anders Lassen - Sømand og Soldat
Anders Lassen En af min barndoms tidligste helte var Anders Lassen, som min onkel Svend, selv gammel sømand, ofte fortalte om, når jeg kom på besøg i hans og min mosters hjem i Sjællandsgade i Aarhus. Det var i begyndelsen af 1950-erne, dengang, da der endnu var tid til samtaler og fortællinger, og før vores hoveder og opmærksomhed blev indtaget af mobiltelefoner, walkmen, iPods, iPads, iPhones og andet isenkram. Onkel Svend sejlede som matros i den danske handelsflåde, da anden verdenskrig brød ud. Efter den 9. april 1940 fik de danske skibe i udenrigsfart ordre til at søge neutral havn, en ordre, som i mange tilfælde ikke blev efterkommet, og mange danske skibe søgte i stedet britisk havn og blev optaget i den britiske handelsflåde. Det gjaldt bl.a. det skib, som min onkel sejlede med. Disse "lydighedsnægtelser" bidrog til at styrke Danmarks vaklende anseelse blandt de allierede, som på det tidspunkt var mest tilbøjelig til at betragte Danmark som et tysk lydland. Under anden verdenskrig sænkedes mere end 200 danske skibe, og omkring 1400 danske sømænd omkom. Onkel Svends skib blev sænket nogle få måneder før krigens afslutning, og han tilbragte de sidste måneder i tysk fængsel med at knytte camouflagenet. Svend betragtede ikke sig selv som soldat eller frihedskæmper, men bare som en simpel sømand, der gjorde sig pligt overfor fædrelandet. Jeg elskede, når jeg fik onkel Svend til at fortælle historien om Anders Lassen, der strandede som sømand i udenlandsk havn og meldte sig til krigstjeneste i den britiske hær, hvor han for sin tapperhed overfor fjenden blev dekoreret med Victoriakorset, den højeste militære britiske orden, der kan tildeles en soldat. Anders Lassen var den eneste udlænding, som modtog Victoriakorset for fortjenester under anden verdenskrig. Han døde den 9. april 1945 under en træfning ved Comacchio i Italien. En af de få bøger, som min onkel ejede, var "Anders Lassen – Sømand og Soldat", som blev udgivet i 1949 (på Gyldendal) af hans moder, Suzanne Lassen. I denne bevægende bog fortæller hun om sin ældste søns korte, men dramatiske liv, en beretning, som selv i dag kan kalde tårer frem i mine gamle øjne.

Barndommen
Anders Lassen - hvis vi skal have det hele med Anders Frederik Emil Victor Schau Lassen - blev født den 22. september 1920 på Høvdingsgård gods på Sydsjælland. Da Anders var knap ni år gammel, flyttede familien til Bækkeskov gods ved Præstø Fjord, ligeledes i Sydsjælland. Navnet Bækkeskov kommer af placeringen i en skov mellem to bække, nemlig Herredsbækken og Krobækken. Skæbnen ville, at jeg flere gange under min soldatertid, som jeg bl.a. forrettede på Flyvestation Avnø nord for Vordingborg, travede forbi begge herregårde - uden at gøre mig klart, at det var her, min barndoms helt havde tilbragt sin barndom. Anders var søn af godsejer Emil Victor Schau Lassen og Suzanne Maria Signe, født Raben-Levetzau. Faderen var officer i hæren og sluttede med rang af kaptajn. Han deltog som observatør under den spanske borgerkrig 1938-39, ligesom han var blandt de danske frivillige, der kæmpede på finsk side mod russerne i Vinterkrigen 1939-40. I den forbindelse blev han dekoreret med hele tre ordener. Anders' oldefar på faderens side, Emil Victor Schau, faldt i slaget ved Dybbøl den 18. april 1864, kun 33 år gammel. Hans broder Ernst blev såret i samme slag og døde af sine sår. To andre af oldefaderens brødre var faldet i Treårskrigen 1848-1850. Alle syv brødre omkom enten i kamp eller af tyfus i krigene i 1848 og 1864. Det var således en meget fædrelandskærlig familie, som Anders og hans to yngre søskende, Frants og Bente, voksede op i, og tiden skulle vise, at de to brødre skulle fortsætte i deres forfædres spor.

Høvdingsgård
Bækkeskov
Lillebroderen, Frants Axel Lassen, kom til i 1922 og var således to år yngre end Anders. På herregården Bækkeskov oplevede de to drenge en fantastisk barndom. Foran hovedbygningen skrånede Dyrehaven ned mod engene, og her vandrede dåvildt, får, gedekid sammen med shetlandsponier og påfugle. I skoven kurrede skovduer og fasanhannerne kaglede efter hunnerne. Da Anders var en halv snes år gammel, fik han en luftbøsse og begyndte så småt at gå på jagt. Spurve og rotter var det første vildt. Om sommeren tog drengene ofte ned til Bækkeskov Strand for at bade og fiske, og om vinteren legede de tit på den usikre is.

Skoletiden
I 1931 blev Anders optaget på Herlufsholm Kostskole, hvor kan gik de følgende tre år. Skolen blev grundlagt i 1565 af Herluf Trolle og hans hustru Birgitte Gøye, der ønskede en skole "for egnede og motiverede unge mennesker". Anders klarede sig ikke særligt godt i skolen og blev beskrevet som "letsindig og ubekymret" med hensyn til skolearbejdet, men han var respekteret og afholdt af alle. Året efter kom også Frants på Herlufsholm. I modsætning til storebroder Anders klarede Frants sig fint i skolen. Anders fik en ondartet nyrebetændelse, som satte ham et halvt år tilbage. Det betød, at han måtte gå det sidste år om. I stedet blev Anders taget ud af skolen på Herlufsholm og overflyttet til skolen i Lundby. Frants foretrak at følge Anders, og de to brødre kunne nu bo hjemme og cykle til skole - på en tandem.

Besøg af Gregers Ahlefeldt
Mens drengene gik på Herlufsholm, fik familien besøg af Gregers Ahlefeldt-Laurvig-Bille. Han var efter forst- og jagtstudier herhjemme og i udlandet blevet skovrider på familiens gods Egeskov. Han fremstillede selv bue og pile og var en dygtig bueskytte. I 1937 tog han på jagtsafari til Kenya og Congo, hvor han nedlagde en del vildt med bue og pil. Gregers Ahlefeldt medbragte på besøget en af sine jagtbuer, og drengene så ham nedlægge en då med et langskud med buen. Han lærte dem at fremstille deres egne buer og pile, og inden han tog på jagtsafari, hjalp de ham med at tilvirke de ca. 2000 pile, han havde brug for på turen. Gregers Ahlefeldts besøg fik drengene til at brænde for bueskydning, og de blev snart sammen med vennen Frede særdeles dygtige skytter med forbløffende færdighed til at ramme både stationære og bevægelige mål. En af deres store fornøjelser var at lokke gæster til at kaste deres hat op i luften og se deres forbløffelse (og ærgrelse?), når deres udmærkede hovedbeklædning pludselig blev gennemboret af tre pile. Gregers Ahlefeldt indskærpede drengene at føre detaljerede jagtbøger, og af disse fremgår, at Anders et enkelt år skød otte stykker dåvildt med bue og pil. Han udviklede en fantastisk evne til i løb at komme på skudhold af sit bytte. Da lillesøster Bente fyldte seks år, forærede brødrene hende en bue med tilhørende pile, som de selv havde fremstillet. Når Anders gik omkring på området med bue og pil, fulgte en hale af unger efter ham, og de kappedes om at hente hans affyrede pile. Han elskede at gå på jagt, og han udviklede sig til en sand mesterskytte.

En anden stor begivenhed var, da familien fik Rufus, en stor Grand Danois, som blev hos familien, indtil den døde og blev begravet på godset. Suzanne Lassen skrev og illustrerede en meget populær børnebog om datteren Bente (Bernstorff-Gyldensteen) og hendes oplevelser sammen med Rufus, "Bente og Rufus" (1933). Rufus tilbragte meget af tiden sammen med børnene, især var den glad for at køre i familiens gamle Ford T, som blev kaldt Lisa (formentlig fordi kælenavnet for Ford T var "Tin Lizzie). Bilen var for længst tjenlig til at blive skrottet, men børnene fik lov til at køre i den inde på ejendommen, bl.a. når de skulle ned til vandet. Rufus sad ofte i timevis på bagsædet og ventede tålmodigt på, at ungerne skulle dukke op. Anders udviklede et tæt forhold til hunde, hvilket du vil høre mere om længere fremme i beretningen. En dag forsøgte Anders at køre Lisa gennem en mergelgrav, hvor den imidlertid blev hængende. Næsten morgen var bilen borte. Det viste sig, at landvæsenseleverne havde trukket den op ad vandet og skjult den i skoven, og der gik et døgn, inden drengene fandt den. Næste morgen stod Anders og Frants tidligt op, og sammen med Frede anbragte de elevernes cykler på taget af avlsgården. Tre af cyklerne var det lykkedes Anders at slæbe op i storkereden, og én hang på vejrhanen. Den morgen var der almindelig valfart til gården for at nyde det sælsomme syn. Til sidst opgav Lisa ånden, og da end ikke en skrothandler ville hente hende, endte hun sine dage i en grantykning på godset.

I de år tilbragte drengene mange nætter ude, hvor de sov i skoven på et leje af grangrene omkring et lejrbål. De fortalte sjældent, hvor de tog hen, men om morgenen kunne moderen gennem vinduet se en tynd røgsøjle, som viste, hvor de opholdt sig.

I sin bog fortæller moderen om en samtale med Erik Jonquireres efter Anders' død. Jonquireres boede i et lille hus på Bækkeskov, kun et stenkast fra hovedbygningen. Han elskede børnene og vidste på mange måder mere om deres eventyr end forældrene: "Anders' Følelse for dem, der ikke havde det godt - det være sig økonomisk eller paa anden Maade, viste sig allerede som Dreng - og udvikledes endnu mere senere i Livet. - Men for mig, der har kendt ham som Dreng og set hans Liv og Færden i de senere Aar, forekommer hans senere Bedrifter mig at være en naturlig Fortsættelse baade af hans raske Drengetid - og de gode og straalende egenskaber, han allerede dengang viste".

Skolegangen på Lundby Skole interesserede Anders lige så lidt som på Herlufsholm. Frants fik til Anders' stolthed altid gode karakterer. For at bestå skulle Anders i det sidste fag have mindst tg, og det lykkedes akkurat til hans, skolens og familiens store glæde. Efter skoletiden kom Frantz ind til Ø.K., mens Anders tilbragte nogle måneder på Ollerup, Danmarks ældste gymnastikhøjskole, som blev oprettet i 1920 af den navnkundige Niels Bukh.

I handelsflåden
Som det er fremgået, var Anders ikke nogen boglig begavelse, og han forlod skolen i Lundby med årets dårligste realeksamen. Familiens økonomi var ikke den bedste, og efter at Anders var fyldt 18 år, besluttede han at gå ind i handelsflåden og tog hyre som skibsdreng på Fionia. Skibet forlod København den 19. januar 1939 med kurs mod Bangkok. Moderen var meget spændt på, om sønnen ville vise sig at være en flittig brevskriver, hvilket heldigvis viste sig at være tilfældet. Han skrev om det kedsommelige arbejde, som især bestod i at vaske op efter et stort antal personer på skibet. En gang imellem, når synet og lugten af porcelænet blev for meget, røg der en tallerken eller en saucekande ud ad koøjet, men han beklagede sig aldrig. Han var stolt over, at han ikke blev søsyg som de mange dækspassagerer. Under landgang i Antwerpen gik han op i den finere del af byen, "nydende mig selv, med overdrevent rullende Skridt bevægede mig ned ad Gaden. Senere mødtes jeg i Snasken med de andre.". I Dunkerque kom han i et rygende skænderi med to nordmænd og Grønland, og det var nær endt i slagsmål. I Port Said morede han sig over de mange handlende "sorte halenegre", som sejlede ud til Fiona i deres små, fisende motorbåde, og "entrede op ad Leider og Skibssider som Aber og forsøgte at sælge os alt muligt Skidt". Anders var altid flink til at sende hilsener hjem til sine to søskende og Rufus, og af hans breve til familien fremgår, at han er bange for, at Rufus skal glemme ham. Han skrev også, at endnu har ingen vovet at prygle ham eller lange ham én, hvilket han tilskrev, at han var ret stor - og ingenlunde manglende anledning. Den 20. marts 1939 begynder hjemfarten fra Bangkok, og den 11. maj tog familien op til København for at møde Anders. Han havde køjesækken fuld af gaver, og af sin månedlige løn (25 kr) havde han kun brugt det allermest nødvendige på sig selv. Der blev afholdt en festmiddag for ham. Som Anders havde ønsket, var der dækket op med "de hvide Porcelainsfigurer".

Allerede den 21, juni 1939 tog han igen til søs, han havde fået hyre som aspirant på A.P. Møllers 16.000 tons tankbåd "M/T Eleonora Mærsk". Anders skulle aldrig mere gense sit land og sit hjem. Han var stadig flink til at skrive hjem til familien, og det var tydeligt, at det passede ham bedre at være "rigtig sømand" end kahytsdreng - selv om han dog beklagede det beskidte arbejde med at spule tanke, som var dækket med et tommetykt lag af stivnet olie og sand. Turen gik bl.a. til Mexico, som Anders fandt "meget interessant - kuglehuller i automobiler - mænd med store pistoler i bæltet - og kønne piger".

Da "Eleonora Mærsk" lagde til i Hamborg med sin ladning, fik mandskabet fri i fire dage, og moderen tog ned og besøgte ham. Anders havde brugt næsten alle sine penge gaver til familien. Blot købte han derudover to slangebøsser, én til sig selv og én til kokken. Han anskaffede sig også en forsyning hagl, der blev anvendt som ammunition. Da han kom hen på hotellet, begyndte han skjult bag et tyndt gardin at skyde på de forbipasserende borgere. Det skulle ikke blive sidste gang, at han Anders skulle skyde på tyskere. Næste morgen fulgte Anders moderen på banegården. Ingen af dem vidste, at de aldrig skulle møde hinanden igen. Det var den 11. august, og allerede tre uger senere rykkede Tyskland ind i Polen, og den 3. september erklærede England og Frankrig krig mod Tyskland. Tyskland besvarede krigserklæringen med samme dag at sænke det engelsk passagerskib Athenia.

"Eleonora Mærsk" sejlede tilbage til Europa, hvor den lå nogle dage ved Weymouth ud til den engelske kanal, inden hun fortsatte til Antwerpen. I sine breve hjem fortalte Anders med stor tilfredshed, at han efter krigsudbruddet nu fik "tre gange så meget som ellers uden at bestille det mindste mere. Det er overordentligt tiltalende.". Han fandt det også spændende, at man nu sejlede med slukkede lys og lanterner. De blev ofte overfløjet af flyvere, som gik lavt for at studere dem nærmere. Anders fortalte, at "Tømreren er den, der har været torpederet flest gange (5) her om bord, efter ham kommer gamle Frederik med 4 torpederinger og 2 minesprængninger - han regner med at kunne slå Tømreren, der nemlig går i land i Antwerpen, sammen med et slæng af folkene. Frederik bliver, og som han siger: Går til Helvede med os.". Disse udsigter syntes dog ikke at afskrække Anders, som i ledige stunder morede sig med sammen med kokken at skyde måger med slangebøsse. Kaptajnen havde store problemer med at holde på folkene og med at rekruttere nye til erstatning for dem, der forlod skuden - på trods af krigstillæg mv. Anders var bange for, at skibet skulle til Amerika - for der var der intet krigstillæg. I stedet sejlede "Eleonora Mærsk" til Bahrein i Den Persiske Bugt, hvor de tilbragte juleaften 1939. Livet til søs blev stadig mere farefuldt, og Tyskland sænkede dag for dag flere og flere skibe. Det gik også ud over danske skibe, og i påskeugen 1950 mistede Danmark 29 skibe, og 345 sømænd omkom. Anders skrev stolt hjem og fortalte, at skipper til kokkens misundelse havde udnævnt Anders til mineskytte. I Port Said havde skipper sat ham til at holde vagt ved landgangen, og da et halvt hundrede handlende "sværmede som Fluer, bandede, masede, truede, gjorde betegnende Bevægelser over Maven og skreg som Sindssyge", havde han smidt en af dem i vandet. Derefter riggede han spuleslangen til, og det lykkedes ham at holde de øvrige på afstand. I det sidste brev til familien den 20. marts 1940 fortalte Anders, at der på kajen havde stået 5-6 smukke fuldblodsheste, I et ubevogtet øjeblik kravlede han over skibssiden, besteg en af hestene og red "som om jeg var tørnet sindssyg et Kvarterstid, alt hvad den kunne høvle af. Tilsidst kom Ejeren og førte en farlig Kæft og saa meget truende ud ...". Han konstaterede, at han nu havde været om bord i ni måneder.

Den 9. april 1940
Den 9. april 1940 hørte "Eleonora Mærsk", som befandt sig i ballastsejlads i Den Persiske Bugt, over radioen, at tyskerne havde overskredet den danske grænse. Kaptajnen forsøgte forgæves at komme i forbindelse med Lyngby Radio. Om formiddagen modtog skibet et telegram fra rederiet med denne ordlyd: "Søg neutral, tysk eller italiensk Havn omgaaende". Kort efter kom et telegram fra rederiets amerikanske afdeling om indtil videre at forblive i neutralt farvand. Skipper var til sinds at efterkomme dette, men besætningen gjorde modstand, ikke mindst Anders. Han skrev i sin jagtbog, som han benyttede som dagbog, efter at det ikke længere var muligt at sende breve hjem: "Lavede Mytteri i Persian Gulf. Skrev: "Undertegnede erklærer herved, at saafremt Kaptajnen nægter Afsejling, er han klar til med Magt at gennemtrumfe denne ---" (Underskrevet - Anders Lassen). For at kaptajnen kunne have ryggen fri overfor rederiet, skrev hele mandskabet under på, at de krævede skibet ført til allieret havn, og "Eleonora Mærsk" lagde ind til Bahrein, som dengang var britisk. Skibet sejlede videre til Colombo, hvor de britiske myndigheder spurgte besætningen, om de ønskede at fortsætte sejladsen på engelske betingelser, og de fleste indgik herpå. Anders og telegrafisten forsøgte at blive antaget i Royal Air Force, men blev afvist med, at der ikke blev antaget udlændinge. Efter nogle dage blev der på agterdækket installeret en anti-ubådskanon, og seks mand og andenstyrmanden kom på tre ugers skydekursus. Anders var en af de udtagne, og han skrev stolt i dagbogen: "Jeg var ham, der trak af og sigtede Højden, og meget betænkelig trak jeg af - et Helvedes Brag - jeg tror ikke, der er ret mange, der har afskudt en stor, svær 4.7 inch, der kræver 7 mands Besætning, vidende saa lidt, hvad det drejede sig om, som jeg den Dag. Nu ved jeg en Masse om Kanoner, er Ekspert i 3 typer og er sandelig en fin Gunner.".

Fra Colombo fortsatte "Eleonora Mærsk" til Singapore, Borneo og Capetown. Her blev skroget forsynet med elektrisk kabler for at beskytte skibet mod miner. Desuden blev der anbtagt maskingeværer på broen og agter til brug mod fjendtlige flyvere. I sin dagbog fortæller Anders om et væddemål, han indgik med Gamle Jørgen, som fortalte hvor meget bedre og stærkere sømænd var i gamle dage. Anders, som havde været i byen aftenen før, ville selvfølgelig ikke give Gamle Jørgen ret, og han sagde, at han ville vædde et pund på, at han kunne klatre op ad en af stålstagerne op til masten. Da han var mindre end en meter fra masten, mistede han koncentrationen og faldt ned på dækket som en sten. "De lo allesammen - jeg mistede mit Pund og kunde ikke røre mig i to Dage, saa det kunne se ud til, at det alligevel var Gamle Jørgen, der havde Ret.".

I Capetown forsøgte Anders at afmønstre, men det havde sine problemer: "Skipperen nægtede Afmønstring - skældte ham ud - blev smidt ud af hans lukaf - brændte den af i tre Dage - skældte Skipperen ud - skældte manden ud - lagde op - til Doktor - Simulant - arbejdede tre Minutter - lagde op - Trusel om tre Ugers Fængsel - akcepterede omgaaende - endelig gav de op og mønstrede mig af." Andenstyrmanden var ked af, at Anders forlod skibet: "Jeg er ked af, at han ønskede at forlade os. Han var min 1ste mand ved Kanonen, som vi selv betjente paa Eleonora, og hans Plads var ikke saa let at udfylde.". "M/T Eleonora Mærsk" sejlede siden under engelsk flag. Den 16. maj 1941 lå det i Souda-bugten på Kreta lastet med 5000 tons olie, da det blev angrebet af tyske fly og sænket. Ingen danske søfolk omkom ved branden.

"S/S British Consul"
Anders tog hyre på tenkeren "S/S British Consul" for at komme til England, hvor han ville søge ind i de britiske styrker for at gøre en indsats i krigen. Skibet forlod Capetown den 20. november 1940 med kurs mod Skotland og sejlede i en stor konvoj, som flere gange blev angrebet af tyskerne. I sin dagbog beklagede Anders, at han under et angreb var på udkig i "tønden" og uheldigvis ikke med i "Guncrew". Ved en anden lejlighed, hvor skipperen fik øje på en mine, stod Anders ved roret, og han reagerede så hurtigt på skippers kommandoer, at de undgik minen, og Anders fortæller stolt, at skipperen drak et glas rom med ham: "Stor ære.". Anders var glad for den tillid, som kaptajne Miller og styrmanden viste ham: "den følelse at alene have Ansvaret - naar man zigzagger i en Konwoy - og føler Skibet lystrer en og kan faa lov at styre hende saa haardt man vil saa Skibet agter slet ikke kan følge med og Skipperen og Mate overhovedet ikke tager Hensyn til en, men lader en passe sit Job fuldstændigt". "British Consul" lagde ind til Scarpa Flow i Orkney-øerne. Scarpa Flow spillede en stor rolle som flådehavn både under første og anden verdenskrig. (Efter første verdenskrig blev den tyske flåde interneret i Scapa Flow, og sænket her af tyskerne selv i sommeren 1919 for at forhindre England i at få kontrol over den. Men det er en helt anden historie.. Efter at have lodset fortsatte de til Oban, som var en travl havneby for både handelsskibe og krigsskibe under anden verdenskrig. Da de skulle til at forankre, kom en pilot og gav dem ordre til at forankre et andet sted. Godt det samme, for samme nat kom tyske fly og sænkede et norsk og et hollandsk skib, som lå, hvor "British Consul" havde tænkt sig at ligge. Juledag 1939 afmønstrede Anders og gik i land.

Frivillig i den engelske hær
Fra Oban tog Anders straks sydpå til Newcastle, hvor han tilbragte et par uger på værtshuse i selskab med andre skandinaver. En dag mødte han andenmester Hammer, og de talte om, hvor vigtigt det ville være for Danmarks fremtid, hvis det kunne siges, at danskere havde været villige til at gøre en indsats i krigen. De besluttede at prøve at komme ind til Royal Air Force. Mogens Hammer (21. januar 1911 - 11. januar 1946) tog maskinisteksamen i 1935, hvorefter han tog ud at sejle. Den 9. april 1940 befandt han sig i Irland om bord på S/S Aarø, hvor han var maskinmester. Han påmønstrede et engelsk skib og sejlede i konvojfart mellem Canada og England. Nogle dage senere mødtes de i en bar, og Hammer spurgte Anders Lassen, om han ville med ham til London samme aften for at gå ind i den engelske hær. "Til Helvede med din Army, jeg skal være Flyver." Det endte dog med, at de sammen med en gruppe andre unge, danske mænd mødtes med Kaptajn Iversen, som siden Danmarks besættelse havde stået i spidsen for et rekrutteringskontor. Formålet var at hverve danske statsborgere til at gøre en krigsmæssig indsats i den britiske hær, og Iversen må have gjort sit arbejde godt, for Anders erklærede sig rede til at rejse i løbet af en halv time, og allerede samme aften tog han sammen med en gruppe andre unge mænd til London.

Den 24. januar 1941 aflagde Anders sammen med 14 andre unge mænd faneed.

EDSAFLAEGGELSE

Jeg svaerger herved, at jeg vil forblive tro imod min Konge CHRISTIAN X.

Jeg svaerger desforuden, at jeg er rede til loyalt at tjene enhver Autoritet, som arbejder imod den Fjende, som har besat mit Faedreland.

Jeg svaerger, at jeg aldrig vil afsløre militaere Hemmeligheder, som eventuelt maatte blive mig betroet.

Saa hjaelpe mig GUD.

Sign. Anders Lassen

Vidner til Edsaflaeggelsen - - -

Sign. Werner Iversen
Capt.
Den 24. Januar 1941.


Det var vigtigt for de unge mennesker, at de, selv om de meldte sig til tjeneste i den britiske hær, måtte aflægge faneed til den danske konge og ikke til den engelske, en holdning, som englænderne stillede sig forstående overfor. I Børge Franks bibel, som blev anvendt ved edsaflæggelsen, står følgende: "I Aaret 1941 den 25. Januar aflagdes paa denne Bibel en Ed af nedenstaaende frie Danskere i England, som svor med Vaaben i Haand, sammen med de allierede Venner, at kæmpe for Danmarks Frigørelse af fremmed Aag.

Poul Birktofte
Svend Ove Knudsen
Carlo Brylov
Anders Lassen
Børge Frank
M. Steincke
Mogens Hammer
J. Starup
Thorkild Hennings Haahr
Aage Spring
J. Tvermose
Alf. Jørgensen
C.J. Bruhn
Karl Kürstein
og Captain Iversen

Uddannelse til commandosoldat
Et par dage efter var gruppen i gang med den militære uddannelse. Kort efter fik Anders et hul på sin fod, og da han negligerede det, endte han på hospitalet. Mens han lå her, skrev han i sin dagbog: "Det er et beundringsværdigt folk, disse Londoner, de giver Fanden i Bomber og Tyskere. Jeg laa paa Hospital i samme Stue som to gamle Fyre, som jeg anslaar til at være mellem 70 og 80. Begge to var blevet gravet ud under Ruinerne af deres bombede Huse. De gjorde bare Spøg med det - og da vi havde et Luftangreb, tænkte de ikke på Muligheden af, at de kunne blive ramt igen.". Anders blev snart træt af at ligge på hospitalet og "udskrev sig selv" til kaptajn Iversens forundring.

Anders vendte tilbage til militærtræningen, men af en eller anden grund var han utilfreds. Måske fordi målet for uddannelsen var uklare. Han længtes tilbage til søen, hvor han i løbet af to år var blevet en dygtig og anerkendt sømand. Han forsøgte at komme ud af hæren igen, men det lykkedes ikke.

Sidst i marts måned 1941 blev de frivillige danskere sendt til "Arisaig" på den skotske vestkyst, hvor Special Operations Executive uddannede agenter til at udføre missioner i det besatte Europa. Træningen, som var særdeles hård og anstrengende, bestod af hårde marchture, klatring i bjergene, roning mv. Deltagerne vidste endnu ikke, hvad der var målet med den hårde uddannelse, hvilket gav en del frustrationer. Den danske kaptajn Starup har fortalt om en træningsdag, hvor man arbejdede med kortlæsning og brug af kompas. På tilbagevejen dukkede to kronhjorte op i en afstand af ca. 50 meter. Anders råbte, før nogen anden havde set dyrene: "Den vil jeg ha'." og han løb uden nogle buske, nåede ind på hjorten, som han dræbte med sin kniv. Næste dag var der dejlig hjortesteg på menuen. Starup sammenlignede Anders' evne til at bevæge sig fuldstændig lydløst med James Fenimore Coopers hvide spejder Falkeøje. Familien i Danmark havde ikke fået livstegn fra Anders i månedsvis, men den 22. april modtog de et program, som lakonisk meddelte: "Perfectly allright, Anders", og glæden i familien var selvfølgelig stor.

På mission med "Maid Honor"
I 1941 fik kaptajn Gustavus Henry March-Philipps ("GUS") tilladelse til at oprette en lille gruppe særligt udvalgte mænd, som skulle udgøre en specialtjeneste. Hans næstkommanderende blev Geoffrey Appleyard ("Apple"). De ansøgte Krigsministeriet om at få tildelt et mindre skib til brug for træning og efterfølgende missioner. Til deres glæde fik de trawleren "Maid Honor", et træskib, som var opkaldt efter den hidtidige ejers datter, Honor. Dette var ideelt, da det ikke ville tiltrække fjendtlige miner. Der manglende en mand i besætningen, hvorfor man rettede henvendelse til kaptajn Starup for at høre, om der på hans hold var "en ung dygtig mand af god Opdragelse med Kendskab til Søen. Starup anbefalede Anders Lassen, men da han kendte Anders' utålmodige væsen, ventede han med at fortælle det til ham. Efter ca. tre uger på Arisaig vendte de danske frivillige tilbage til herresædet Gumley Hall i Midtengland, som under krigen blev anvendt som træningscenter for SOE (Special Operations Executive). Anders Lassen blev mere og mere frustreret over situationen og beklagede sig ofte til sine officerer, især Iversen, som af militære årsager ikke kunne fortælle, at holdet var i gang med at blive uddannet til faldskærmsoldater med Danmark som mål. En dag sagde Anders rasende til sine kammerater: "Kan I ikke se, at vi gaar her som gemene Geledsvin ... vi vil ikke være Paradesoldater, vi vil slås.". Til sidst blev kaptajn Starup nødt til at fortælle Anders om overflytningen til "Maid Honor", og sidst i april måned sendte March-Philipps bud efter ham.

Gustavus Henry March-Philipps ("GUS")

Geoffrey Appleyard ("Apple")

Træningen fortsatte i hemmelighed på "Maid Honor", som lå inde i en øde fjord ved byen Poole på Englands sydkyst. De gik ud med skibet i al slags vejr og havde nogle hårde ture, men det var nødvendigt at lære skibet at kende, inden missionen blev indledt. I august var træningen færdig, og de var nu klar til at tage afsted på det hidtil hemmeligholdte togt. Af sikkerhedsmæssige grunde besluttede man at lade chefen, "Gus" og en del af holdet sejle på et troppetransportskib, mens "Apple", Anders, som aldrig blev kaldt andet end "Andy" samt tre holdkammerater tog afsted med "Maid Honor". Af hensyn til risikoen for opdagelse af tyske ubåde var det forbudt at anvende skibets lille hjælpemotor. Det viste sig hurtigt, at Anders var en første klasses sømand, og ved flere lejligheder reddede han skibet og sine kammerater ud af farlige situationer. Den 20. september 1941 efter 41 dage og efter at have tilbagelagt en strækning på 3.185 sømil lagde "Maid Honor" til i Freetown i Liberia. Et par dage senere dukkede "Apple" og den øvrige del af holdet op. Den følgende tid tilbragte de med i kano at udforske floden og deltaet i søgning efter formodede tyske ubådsbaser. De forlod Liberia i begyndelsen af december, og mens de var på vej mod Lagos, overfaldt Japan de amerikanske styrker på Hawaii den 7. december 1941. I Lagos lagde de sidste hånd på forberedelserne til deres mission, "Operation Postmaster".

Operation Postmaster: kapringen af "Duchessa d'Aosta"
Da Italien trådte ind i anden verdenskrig var det 8.500 tons store handelsskib "S/S Duchessa d’Aosta" på vej fra Sydafrika til Genova, og som så mange andre italienske skibe søgte hun tilflugt i neutral havn, i dette tilfælde i havnebyen Santa Isabel på øen Fernando Po ca. 30 km fra kysten. Fernando Po var dengang en spansk koloni og dermed neutral. SOE havde til stadighed agenter i Vestafrika for at holde øje med, hvad der skete i de franske (vichy-franske), de spanske og de portugisiske kolonier for at beskytte egne interesser. Kaptajnen havde ved ankomsten til Santa Isabel ikke ville deklarere den samlede ladning, så den engelske agent på stedet frygtede, at der var våben og/eller ammunition om bord. I august 1941 fremsendte han til admiralitetet en plan om at sætte "Duchessa d'Aosta" ud af spillet. Tilladelse til den militære operation blev givet den 20. november 1941. Der var dog mange bekymringer vedr. konsekvenserne af denne krænkelse af den spanske stats neutralitet.

"Duchessa d’Aosta"

Natten mellem den 14. og 15. januar 1942 var officererne på "Duchessa d’Aosta" til middag i Santa Isabels kasino sammen med "kolleger" fra den tyske slæbebåd "Likomba", som også lå for anker ved Santa Isabel, kun et mindre vagtmandskab var tilbage om bord. Kort efter midnat sejlede to britiske slæbebåde fra Lagos ind i havnen med slukkede lanterner, det var en måneløs nat, og byens lys blev slukket ved midnat. Den britiske agent, som havde arrangeret middagen, havde lavet bordplanen således, at de italienske og tyske officerer sad med ryggen til vinduerne mod havnen. To kajakker blev sat i vandet, den første bragte to mand om bord på "Likomba", hvis indfødte vagtmænd straks sprang over bord, da mandskabet i den anden kajak sprængte skibets ankerkæder ved hjælp af bomber.

Den anden britiske slæbebåd kom op på siden af "Duchessa d’Aosta", og et entrehold klatrede om bord. I spidsen var Anders Lassen, som var leder af den vanskeligste del af operationen. En tynd line blev kastet op på dækket, hvorefter Anders halede den store trosse op og gjorde den fast, hvorefter han signalerede ned til "Gus". De ombordværende besætningsmedlemmer overgav sig uden kamp, og angriberne sprængte ankerkæderne for og agter, og kl. 0.30 var begge slæbebåde på vej ud af havnen med deres priser på slæb. Der blev ikke blevet løsnet et skud under operationen, og da officererne fra "Duchessa d’Aosta" nåede tilbage til havnen, var deres skibe forsvundet ud i mørket. Det hele havde taget 35 minutter.

Den tyske kaptajn, som nok havde gættet, hvad der var sket, skyndte sig hen til den britiske konsul, hvor han optrådte så truende, at konsulen tilkaldte det spanske politi, som fængslede den ophidsede kaptajn Specht. Knap en uge senere sejlede de to slæbebåde ind i Lagos havn med "Duchessa d’Aosta" og "Likomba" på slæb. Skibene blev ledsaget af den britiske korvet "H.M.S. Violet", som var blevet sendt ud for at lede efter "Duchessa d’Aosta" og "Likomba" og havde fundet dem drivende omkring på åbent hav og nu førte dem i britisk havn. Inden de britiske slæbebåde havde forladt Santa Isabel, havde mandskabet kastet nogle uniformshuer fra de Frie Franske styrker i havnen for at give indtryk af, at operationen var udført af de Gaulles tilhængere. Den ulovlige kapring ville skade forholdet til Spanien, hvis det kom frem, at det var briterne, der stod bag aktionen.

Under sejladsen tilbage til Laos forfremmede March-Philipps Anders Lassen til sekondløjtnant, en udnævnelse, som var udenfor kaptajnens kompetence, men som ikke desto mindre gjorde Anders særdeles stolt. Han skrev i sin dagbog: "Has been in many funny Stunts. The last one of the best, run right into a forreign Harbour punched a big ship and disapeered with it Jerrys and Italians kiched up a hell of a Row. Was promoted to Officer on the bridge af the kaptured ship by Kapt. Marsch Phillips. Achted as Second officer on the holr voyage, got the men and Prisoners to worl the ship so she was in quit a smart Kondition before we came in.". Anders havde ydet en formidabel indsats og var den eneste professionelle sømand på "Maid Honor".

Anders blev i Nigeria i nogen tid efter Operation Postmaster, idet han blev knyttet til den stedlige SOE-skole. Her uddannede han stammekrigere i sabotage og guerillakrig, og han skriver i sin dagbog/jagtbog: "Havde et temporary Job i Afrika som bestod af at træne Niggere i forskellige Maader at føre Krig paa. Det varede et par Maaneder og var meget interessant og meget ansvarsfuldt og meget uafhængigt. Havde mere end Hundrede sorte sataner under mig uden en eneste Under Officer saa det var et temmelig strengt Arbejde.".

Sidst i marts 1942 blev Anders kaldt tilbage til England, hvor March-Phillips var i gang med at samle den styrke, som havde været med på "Maid Honor". Han fløj fra Lagos til Freetown. Undervejs lå de over et par dage i den gamle danske koloni på Guldkysten. Fra Freetown fortsatte Anders med skib til Liverpool, hvor han ankom den 19. april 1942.

"Small Scale Raiding Force" (SSRF): kanal-raids
Mindre end en uge efter, at March-Phillips var vendt tilbage til England fremlagde han en i samarbejde med Geoffrey Appleyard udarbejdet plan om oprettelse af en lille amfibiestyrke, som skulle foretage mange og små angreb mod de tyske stillinger på den franske kanalkyst. Planen blev forelagt Colin Gubbins, der var chef for SOE's operationsafdeling, og som havde været "gudfar" til "Maid Honor" operationen. Den 21. marts 1942 blev projektet godkendt, enheden gik i daglig tale under det meget beskrivende navn "Small Scale Raiding Force" (SSRF), den officielle SOE-betegnelse var No. 62 Commando. Disse commandos begyndte at blive oprettet i 1940 på ordre fra Winston Churchill. Han efterlyste specialtropper, som ville "develop a reign of terror down the enemy coast ", "udvikle et rædselsregime ned ad fjendens kyst". March-Phillips blev dekoreret med "Distinguished Service Order" for sin indsats i Operation Postmaster og forfremmet til major.

March-Phillips og hans næstkommanderende Geoffrey Appleyard tog ned til Poole for at finde et egnet sted til den nye enhed, og de sikrede sig Anderson Manor, som lå ca. 15 km fra kysten og i bekvem nærhed af havnebyerne i Portsmouth, Poole og Portland. Her gik de i gang med at samle medlemmer til den nye enhed, overvejende personer, som havde været med på "Maid Honor".

I London fik Anders Lassen den officielle udnævnelse til officer, sekondløjtnant, og blev indstillet til Military Cross. Samme dag blev han overført til SOE. Anders skrev stolt i sin dagbog: "Har nu ved egne Evner og definitelig uden Protektion, da ingen her ved andet om mig, end at jeg er Andy, der var A.B. Sømand, før han kom i Armyen, opnaaet at faa Kongens Commission og er nu Officer i den engelske Hær...".

Anders benyttede tiden i London til at besøge en ven af familien, grev Eduard Reventlow og dennes familie. Reventlow havde været direktør i Udenrigsministeriet fra 1922-1932 og var gesandt i London siden 1938. Efter krigen blev han ambassadør i London. Anders aflagde flere besøg hos sin fars søster, Estrid. Estrid var gift med en tysk ingeniør, Peter Reichenheim, men for ikke at udsætte sig for den antisemitisme, som også var udbredt i Storbritannien, udskiftede de det jødiske efternavn med Dane. Estrid omtalte besøget af Anders i et brev til en gesandt i udlandet, og ad den omvej fik familien Lassen oplysninger om Anders: "Anders ser aldeles glimrende ud, høj og slank, bredskuldret, stærk som en Bjørn, sund og flink. Han har gjort sig meget fortjent og agtet i sit spændende Arbejde, som jeg ikke skal gaa nærmere ind paa, dog mangler han flere Fortænder, efter en Fraværelse paa flere Maaneder. Han var brun og glad og "fit", jeg gjorde alt for at faa ham til Tandlæge, men da han nærmest er stolt af sine tandløse Gummer, var dette haabløst. Jeg finder ham aldeles storartet, "a law unto himself". - Han er en Blanding - Landsknægt, Viking, Sørøver, lille Dreng - uartig lille Dreng og Mand, han bander flydende og haarrejsende paa alle Sprog, han bliver vist nok snart Officer - jeg bliver snart General Tante Estrid, som han siger ... Han, som virkelig har gennemgaaet meget og er en haard Negl, bliver barnlig og blød, naar vi snakker om Høvdingsgaard og Bækkeskov - om Far, Mor - Frants, Bente og Dida - han er jo af den slags, som ikke taler meget om sine Følelser, men hvor han end er i Verden, slæber han Fotografier og Breve hjemmefra med sig - han har Nøglen til vor lille "flat" og gaar og kommer, som han vil - jeg elsker ham - Nu er han borte igen, en skønne Dag dukker han op, fræk og glad og sjov og very, very tough ... Emil og Suzanne kan være stolte af ham, han er maalbevidst ... han ville være rasende, hvis han anede, at jeg skriver om ham ...."

Ankommet til Anderson Manor indgik Anders i den militære uddannelse, som var i gang. Træningen var hård. De trænede i skydning med pistol og automatvåben, at anvende håndgranater og sprængstof, knivkamp, de svømmede med våben og anden udrustning og sprang længdespring over voldgrave med pigtråd. De øvede sig i at håndtere alle mulige slags fartøjer, især i dårligt vejr, og navigerede både med og uden kort og kompas. Flere dage lange traveture ind i landet med telte og oppakning. Anders imponerede alle sine kammerater med sin styrke og udholdenhed og sin evne til at bevæge sig lydløst. Instruktørerne forlangte, at mændene sværtede sig sorte i ansigtet, men March-Phillips nægte: "Hvis jeg skal dø under et af disse foretagender, så vil jeg ligne en englænder, når jeg dør, og ikke en forbandet nigger.

Anders skrev et brev til Krigsministeriet, hvori han foreslog, at man indførte bue og pil som våben for kommandosoldater. Han fremhævede de mange fordele, der efter hans mening ville være: pilen er lydløs, det er mindre sandsynligt, at en person, som bliver truffet, vil nå at gøre anskrig, pilen er lige så dødbringende som en riffelkugle. Nogen tid senere modtog Anders en pakke med to buer og tilhørende pile fra Krigsministeriet. Og snart gik den vilde kaninjagt. Hans værelseskammerat, Warren, var knap så begejstret; når han vandrede hen ad den brede alle, måtte han som en hare forskræmt springe fra side til side. Når han trådte ind på deres fælles stue, hændte det ofte, at en pil smældede forbi hans øre og borede sig ind i karmen. Han opdagede dog snart, at han kunne stole på Anders' skydefærdighed.

March-Phillips havde en dejlig fuldblodshest gående i en fold. Han vågede over hesten og tillod ingen at ride den. En tidlig morgen blev han vækket af hovslag og for til vinduet. Her så han Anders Lassen, kun iført bukser, ride det ædle dyr omkring i folden. Han var stået tidligt op, mens alle sov, og håbede, at ingen opdagede hans lille udflugt. March-Phillips har sikkert tilgivet ham, thi, som Mrs. March-Phillips sagde: "my husband was devoted to Andy".

Operation Barricade 14.-15. august 1942
Sommeren 1942 fik March-Phillips' gruppe tildelt motortorpedobåden MTB 344. Den havde to benzinmotorer, som tilsammen ydede 1200 hk og en topfart på 40 knob. Desuden havde den en støjsvag hjælpemotor, hvis udstødning var monteret under vandlinien. Via en rampe på agterdækket kunne en 18 fods jolle søsættes. Natten mellem den 14. og 15. august 1942 gennemførte SSRF sit første togt på den franske kanalkyst. Formålet var at angribe et af de pejleanlæg, som tyskerne havde etableret. Operationen blev ledet af March-Phillips, og Anders Lassen var blandt deltagerne. Bagbords motor svigtede flere gange undervejs, og til sidst måtte de fortsætte alene på den styrbords motor. Diss problemer forsinkede operationen med 1½ time, så den 11 mand store styrke først blev landsat kl. 01:30 i en jolle. Sigtbarheden var ringe, der var en let vestenvind, og det tog 20 minutter at ro den sidste sømil ind til kysten. Uden at være klar over det, landede de omkring en km nordligere end planlagt.

En enkelt vagt bevæbnet med maskinpistol forblev ved båden, mens de øvrige begav sig ind i landet. Ved målet klippede de sig uden problemer igennem den første pigtrådsafspærring, mens den næste afspærring, som var af kraftigere pigtråd, var vanskeligere at forcere. Imidlertid var gruppen stødt på en lille tysk befæstning, og ikke det pejleanlæg, man ønskede at eliminere. Arbejdet ved pigtråden alarmerede tyskerne, som sendte to mand ud for nærmere at opklare, hvad der skete. Tyskerne råbte "feltråb" og tog ladegreb, hvilket fik kommandogruppen til at give ild. Angriberne mente at have dræbt mindst tre tyskere og såret lige så mange. I virkeligheden var kun én tysker blevet ramt af et strejfskud. Det lykkedes angriberne at komme tilbage gennem pigtrådsafspærringen og forsvinde, inden de tyske soldater kom på skudhold. I løbet af den næste halve time gik der alarmer ved andre tyske hærenheder, som begyndte at fyre på må og få. 50 minutter efter, at de var gået i land, var March-Phillips og hans folk på vej ud til MTB 344. Operation Barricade var ikke nogen succes. Den forudgående planlægning, som bl.a. omfattede studier af luftfotos, var ikke til megen nytte, da den stærke strøm havde medført, at de var landet et godt stykke fra det planlagte sted. På trods af det ringe resultat var der alligevel tilfredshed i ledelsen, at selv små, men hyppige, operationer dels havde en demoraliserende virkning på fjenden og en tilsvarende opmuntrende effekt på egne tropper. Anders Lassen skrev i sin dagbog, at han havde nedlagt to ved skydning.

Formålet med de operationer, som SSRF gennemførte de følgende måneder, var at vildlede tyskerne til at tro, at de allierede ville foretage landgang over kanalen i 1942 og bortlede opmærksomheden fra invasionen i Nordafrika.

Frants Lassen
I ledige stunder tog Anders Lassen på besøg hos familien Hambleden, som venner af familien Lassen. Hambleden boede på ejendommen Greenlands ved Themsen vest for London. I et brev til lady Hambleden skrev Anders, at han havde erfaret, at hans broder Frants var flygtet til Sverige, og ar han, "hvis alt går vel, snart kommer her til landet". Frants Lassen havde afsluttet sin militærtjeneste som løjtnant i Livgarden i maj 1942. Kort efter tog han hyre på DFDS-damperen J.P. Jacobsen, som sejlede på ruten København-Göteborg-Oslo-København-Stettin. Frants rømmede i Göteborg, men inden han nåede at henvende sig til de svenske myndigheder, fik han et postkort fra familien, hvori de bad ham vende hjem. Det viste sig, at de danske og svenske myndigheder havde aftalt, at danskere, som rømmede i svensk havn ville blive sendt tilbage til Danmark, hvor pågældende ville her blive arresteret. Frants besluttede at gøre et nyt og bedre planlagt besøg en måned senere. Frants anskaffede sig et pas, og da J.P. Jacobsen kom tilbage til København, sneg han sig om bord, hvor han gemte sig. Med sig havde han en rulle Mariekiks, som skulle være hans proviant på turen. Imidlertid blev afrejsen forsinket to døgn, og da skibet endelig kom afsted, sejlede det direkte til Oslo. Frants måtte gemme sig i ni dage, inden skibet lagde til i Göteborg. Frants lånte et pas og en landlovsseddel af et besætningsmedlem, og da han var kommet gennem den svenske grænsekontrol, gav han papirerne til et andet besætningsmedlem, som bragte dem tilbage til ejermanden. I Stockholm opsøgte han den britiske legation, som gav ham besked på først at henvende sig til de svenske myndigheder. De satte ham omgående i fængsel, men han blev dog snart løsladt. De følgende måneder gik med at vente på at få plads på et af de kurerfly, som fløj mellem Stockholm og Edinbourgh.


Operation Dryad 2.-3. september 1942
Allerede i juli 1940 havde tyskerne erobret de britiske kanaløer, Jersey, Guernsey m.fl. og altså også den gruppe af klippeskær, som kaldes "Les Casquets". På det største af skærene havde der siden 1724 stået et fyrtårn. Tyskerne havde ved siden af fyrtårnet etableret en radiostation, som March-Phillips og hans gruppe fik til opgave at sætte ud af spillet, tage garnisonen til fange, samt fjerne kodebøger og andre dokumenter. Angrebet var blevet udsat en halv snes gange på grund af dårligt vejr, men den 2. september 1942 blev det vurderet, at et angreb kunne gennemføres. Appleyard var navigatør, og Anders Lassen var medlem af gruppen. De nåede øen med MTB 344 lige før midnat og satte landingsbåden i vandet. To mand blev i båden, og de resterende 10 kom sikkert i land, selv om store brådsøer truede med at slå benene væk under dem på de glatte sten. Pigtrådsafspærringen blev forceret, og de nåede ubemærket ind i gården efter at have klatret op af den 25 meter høje klippe. Døren ind i fyrtårnet stod åben, og de skyndte sig op ad vindeltrappen. Inde på kontoret sad en ældre tysk underofficer, som var i gang med at lave regnskaber. Da han vender sig i stolen, ser han til sin rædsel to tavse, sortsværtede mænd i khakiuniformer med pistoler, som peger i hans retning. Han forsøgte at rejse sig, men sank besvimet om på gulvet. Han kom først til sig selv, da han sad i en overfyldt jolle - der var 19 mand i båden, som var beregnet til 12 - sammen med det øvrige tyske mandskab, mange i pyjamas. Ikke et skud var blevet løsnet under den overraskende aktion. Sendeudstyret blev ødelagt, men fyrtårnet blev ikke beskadiget. Appleyard, som var sidste mand til at forlade øen, var så uheldig at falde og brække skinnebenet, da han hoppede over i jollen. Hitler blev rasende og beordrede fyret nedlagt, men den tyske krigsmarine gjorde gældende, at fyret ikke kunne undværes, så i stedet blev bemandingen udvidet til 33 mand. Endnu et af mange nålestik mod den tyske krigsmaskine. De natlige angreb var med til at fastholde tyske ressourcer i Nordfrankrig og dermed holde dem borte fra Østfronten og Nordafrika.

Operation Aquatint 12.-13. september 1942
Operation Aquatint blev udført uden Anders Lassen, som var på orlov i London efter flere hårde togter mod den franske kyst. Formålet med operationen var at rekognoscere og evt. tage tyske soldater til fange. Styrken var under ledelse af March-Phillips og med Appleyard som næstkommanderende. Appleyard, der som nævnt havde brækket skinnebenet i operation Dryad, skulle forblive på MTB 344. Lidt efter midnat mente Appleyard gennem tågen at have fået øje på det planlagte landingssted, og March-Phillips besluttede at gå i land. Desværre var man omkring en kilometer længere henne ad stranden (som siden skulle blive kendt som Dog Sector på Omaha Beach). Kl. 0:20 blev en jolle sat i vandet. Da de gik i land, var sigtbarheden omkring fem meter, og kommandosoldaterne anede ikke, at de var landet mellem to tyske stillinger og lige ud for en tredie. Straks efter hørte de en patrulje nærme sig, en korporal og fire menige, hvoraf de tre var bevæbnet med geværer og den fjerde med et let maskingevær - og hvad værre var en hund. Hver soldat var herudover udstyret med fire håndgranater. Hunden gav hals, og snart var der kamp mellem de to grupper. En tysker kastede en håndgranat (et træskaft med et tungt hoved fyldt med sprængstof), som sårede en af de britiske soldater og slog en anden bevidstløs. En aktion kort forinden mod franske Dieppe havde formentlig skærpet tyskernes årvågenhed. Snart var de angribende under beskydning fra de to tyske nabostillinger, som lå blot 200 meter på hver side. Efter næsten en halv times ildkamp lykkedes det at få hele hele gruppen om bord i jollen, bortset fra Tony Hall (løjtnant Anthony Hall), som blev anset for død. Jollen var under tysk beskydning, og da de udmattede/sårede soldater ikke havde kræfter til at ro ud til MTB 344, begyndte de at sejle langs med kysten. Jollen fik en træffer fra en 75 mm panserværnskanon og vendte bunden i vejret. Herefter rettede kanonen skytset mod MTB 344, og Appleyard lod som om han fortrak. Styrbordsmotoren blev ødelagt af en kugle, men det lykkedes at starte den bagbords motor og sejlede to sømil ud fra stranden. Herfra bevægede den sig langsomt mod land i håb om, at kunne redde nogen af de overlevende. March-Phillips og et par andre folk druknede under forsøget på at svømme ud til MTB 344.

Kaptajn Graham Hayes, som var en dygtig svømmer, forsøgte forgæves at redde March-Phillips. Da MTB 344 blev beskudt fra søsiden af en tysk patruljebåd, måtte de fortrække og sejlede tværs gennem et minefelt, inden de kl. 10:35 nåede tilbage til Portsmouth. Det lykkedes Hayes at undslippe ved at svømme et langt stykke langs kysten, inden han gik i land. Her fik han hjælp af franske modstandsfolk, som skaffede ham falske papirer og fik ham over grænsen til Spanien, der som bekendt var neutralt. Her blev han imidlertid stukket af en forræder, hvorefter han blev anholdt af den spanske politi og udleveret til Gestapo. De sendte ham til Paris, hvor han blev skudt den 13. juli 1943.

March-Phillips' død var et voldsomt slag for Anders Lassen, som havde næret en grænseløs beundring for sin chef og ven. Den aften tilbragte Anders blandt venner i Bornemouth, hvor han sov på en sofa i stuen. Suzanne Lassen skriver i sin bog, at Anders havde været urolig hele aftenen, og om natten havde han råbt op og kunne ikke finde ro. Anders skrev i sin dagbog: "Major March-Phillips er død nu. Den eneste Mand jeg virkelig kunde lide og respekterede. Han døde kæmpende i Spidsen af sine Mænd - en værdig Død for ham. Jeg ønsker sommetider, at jeg havde været med ham, da det gik galt. Alle de andre Gange kæmpede vi sammen - kun ikke den sidste.". På næste side skrev han: "Største Sorg jeg har haft i denne Krig - min bedste Ven er dræbt, og mange andre gode Venner døde eller savnede."

March-Phillips havde kun været gift i fem måneder, da han blev dræbt. Hans unge hustru var i gang med et kursus i faldskærmsudspring. Hun manglede fire spring i at fuldføre uddannelsen - helt i sin mands ånd gennemførte hun de manglende udspring. Snart efter opdagede hun, at hun (med et lidt gammeldags udtryk) bar hans barn under sit hjerte.


Operation Basalt 3.-4. oktober 1942
Allerede i september havde SSRF søgt at gennemføre et togt mod Sark, som er den fjerdestørste af de engelske kanaløer, men pga. af uventede vind- og strømforhold afblæste man missionen i sidste øjeblik. Et nyt forsøg blev iværksat den 3. oktober. Appleyard var leder og blandt de 12 deltagere var Anders Lassen. Gruppen blev kørt fra Anderson Manor til Portsmouth i en militærlastbil. Formålet var at indsamle oplysninger om den tyske tilstedeværelse på øen og tage fanger. Kort før midnat kastede MTB 344 anker ud for Baleine Bay på østkysten af Sark. Kort forinden var MTB 344 blevet prajet af en tysk udkigspost vha. en morselampe, men Appleyard havde svaret, at de var tyskere, som søgte ly for natten i bugten, og det havde åbenbart tilfredsstillet udkigsmanden.

Kanaløen Sark, tæt på Guernsey og ud for Normandiet på den franske kyst

De britiske kommandosoldater roede ind til kysten, og Anders sørgede for at styre båden helt op på stranden, så alle kunne komme tørskoede i land. Nu viste det sig, at de var landet på en lille klippeø ud for kysten. Et par mand svømmede over det lille stræde og ved hjælp af et par stålliner blev båden trukket i land på Sark. Et par vagter blev efterladt i båden. Anders blev sendt op ad den 50 meter høje skrænt for at se, om den var befæstet. Anders meldte tilbage, at der ikke, som formodet, var nogen tysk maskingeværrede deroppe. Da gruppen havde bevæget sig et stykke, hørte de en tysk patrulje. Det lykkedes at gemme sig i krattet ved siden af stien. Kl. 01:15 nåede de frem til en gruppe små huse, som var det første mål for gruppen. Husene viste sig at være tomme, og styrken fortsatte op mod et større hus på toppen af en lille bakke. Snart efter tiltvang de sig adgang til huset, og på første etage fandt de husets ejer, den 41-årige Frances Pittard. Frances Pittard, som var enke efter en militærlæge, og hvis far var orlogskaptajn, bosat i Enfland, tog situationen roligt. Appleyard, som havde kendskab til Sark fra tidligere ferieophold, udspurgte fruen, som beredvilligt fortalte om de tyske soldater, deres indkvartering mv. Hun gav Appleyard nogle udgaver af Guernsey Evening Star, hvoraf fremgik, at tyskerne ville deportere 2.000 arbejdsduelige mænd fra øerne. Der var omkring 20 tyskere under ledelse af en premierløjtnant indkvarteret på det nærliggende Dixcart Hotel. Appleyard tilbød fru Pittard at tage med tilbage til England på MTB 344, hvilket hun afslog. Hun var født og opvokset på kanaløerne og ønskede at forblive på trods af risikoen for tyske repressalier.

Den britiske styrke rykkede frem mod hotellet. Aktionen var blevet forsinket, hvorfor Appleyard sendte en mand tilbage til jollen for at signalere til MTB 344, at situationen var ok, at den blot skulle vente yderligere en halv times tid. Anders Lassen og Redborn blev sendt frem for at rekognoscere, og de kom tilbage og meldte, at de havde set en tysk vagtpost. Det endte med, at Anders Lassen dræbte den tyske soldat med sin kniv. Da der nu var fri bane, rykkede styrken frem mod et lille anneks, som lå en halv snes meter fra hovedbygningen. De brød døren op og fandt fem sovende tyskere i hvert sit rum. Rummene blev undersøgt, og de fundne papirer taget med. Tyskerne blev taget til fange og ført udenfor, hvor de fik hænderne bundet på ryggen, så de var lidt nemmere at holde styr på. Desværre undlod man at kneble fangerne, og da de blev klar over, hvor få engelske soldater, der var, begyndte de at råbe op og forsøgte at stikke af. Det endte med at fire af fangerne blev skudt, mens den femte stod stille stiv af skræk. De tyske soldater om strømmende ud fra hotellet, og Appleyard gav ordre til tilbagetrækning. Knap en time senere var de nede ved jollen, medbringende den pyjamasklædte tysker. De sejlede ud til MTB 344 og kl. 6:30 sejlede de ind i havnen i Portland.

Tyskerne var klar over, at de britiske kommandosoldater havde fået lokal hjælp, og da de forhørte Frances Pittard indrømmede hun, at hun havde haft besøg. Det endte med, at hun og andre udvalgte borgere fra Sark blev deporteret til tyske arbejdslejre.

Anders skrev i sin dagbog: "Var paa den forleden igen. Vanskeligste og haardeste Arbejde jeg nogensinde har gjort - brugte for første Gang min Kniv." Kort efter holdt Churchill en tale i radioen, hvori han udtalte: "Paa de forskellige Steder langs med den vældige Kyststrækning kommer der fra Tid til anden ude fra Havet en Haand af Staal, som med stigende Sikkerhed snapper de tyske Vagter fra deres Poster.

Om binding af fanger og Hitlers "kommandobefaling"
Operation Basalt havde et bemærkelsesværdigt efterspil. Under et angreb på Dieppe den 19. august 1942 var tyskerne kommet i besiddelse af en hemmelig instruks til de canadiske tropper, hvoraf fremgik, at fanger skulle bindes på hænderne for at undgå, at de ødelagde vigtige papirer. Det er ikke i Genevekonventionen eksplicit forbudt at binde fanger, den kræver blot, at "fanger skal behandles humant og ikke udsættes for ydmygende eller nedværdigende behandling.", men tyskerne fortolkede denne bestemmelse som et forbud mod at binde fanger. Det skal dog nævnes, at den tyske værnemagt krænkede Genevekonventionen i utallige tilfælde. Ikke desto mindre blev Hitler rasende, da han hørte om binding af tyske fanger, og han proklamerede, at dagen efter ville alle de fanger, som tyskerne havde taget ved Dieppe, blive bundet eller lagt i lænker, indtil det britiske krigsministerium viste, at det ikke tillod sine soldater at udføre sådanne handlinger. Desuden fremgik af proklamationen, at alle grupper af briter eller deres allierede, "der ikke optræder som soldater, men som banditter, blive betragtet som sådanne af tyske tropper og blive skånselsløst tilintetgjort, hvor som helst de støder på dem". Den britiske regering svarede, at hvis Tyskland gjorde alvor af sine trusler, ville den Storbritannien overveje sine fremtidige handlinger. Den slet skjulte trussel blev understreget ved, at Storbritannien offentliggjorde antallet af krigsfanger, nemlig 285.000 tyske og italienske fanger mod 115.000. Den 9. oktober 1942 meldte tyskerne, at 1376 britiske soldater var blevet lænket, og dagen efter lænkede briterne et tilsvarende antal tyske fanger i canadiske lejre. Situationen blev først opløst, efter at den schweiziske regering mæglede i sagen. Den 18. oktober 1942 udstedte Hitler den såkaldte Kommandobefaling, som fastslog, at alle allierede kommandosoldater, uanset om de var i uniform eller ej, uanset om de var bevæbnede eller ej, uanset om de var i kamp eller på flugt, skulle henrettes øjeblikkeligt. Denne befaling, som var i strid mod alle krigens regler, var hemmelig og blev i første omgang kun udfærdiget i 22 eksemplarer og siden i yderligere 12 eksemplarer. Ved Nürnbergprocessen efter anden verdenskrig blev Kommandobefalingen fundet et direkte brud på krigens love, og tyske officerer, som havde udført henrettelser i ht. denne blev kendt skyldige i krigsforbrydelser.

I efteråret 1942 var 16 danskere under uddannelse på træningscentret på Achnacarry Castle i Skotland. Anders blev sendt derop for at vurdere, om de var egnet SOE-materiale. Han var stadig lidt medtaget efter aktonen på Sark, men gjorde et stort indtryk på danskerne ved den underspillede måde, han omtalte sine bedrifter. Chefen for skolen frarådede dem at lade sig lokke, og Anders selv lagde ikke skjul på, at chancerne for overlevelse næppe var højere end 50%. Ikke desto mindre meldte alle 16 sig til tjeneste i No. 62 Commando, og de blev overført til Anderson Manor.

Udvikling af SSRF
I oktober 1942 besluttede Lord Mountbatten, Chief of Combined Operations (CCO), som var tilfreds med de resultater, som SSRF havde opnået, at styrken skulle udvides til fire troops (delinger). Hovedkvarteret skulle være på Anderson Manor med fire forlægninger i Sydengland. Rygraden skulle være de oprindelige medlemmer af SSRF, som fra operation til operation blev suppleret med mandskab fra kommandostyrkerne eller andre militære enheder. Veltjente MTB 344 blev suppleret med seks kystmotorbåde fra Royal Navy's Coastal Command. Som leder af den nye og større enhed blev William "Bill" Stirling hentet tilbage til SOE, hvor han tidligere havde været, mens Appleyard blev operativ chef. Stirling skulle have planerne til sine missioner godkendt af Mountbatten.

Den 11.-12. november 1942 gennemførtes Operation Fahrenheit. Styrken, som var uden deltagelse af Anders Lassen, gik i land ved Pointe de Plouezec på Bretagnes nordkyst. Målet var at rekognoscere de tyske stillinger, sabotere en signalstation og evt. tage fanger. Det viste sig, at signalstationen var beskyttet af et minefelt, så raiderne måtte nærme sig målet af en vej, som var bevogtet af to opmærksomme vagter. De blev begge dræbt ved brug af håndgranater og geværskud. Eksplosionen og skuddene alarmerede de øvrige tyske soldater, og der fulgte en ildkamp, hvorunder yderligere to tyskere blev dræbt. Inden raiderne vendte tilbage til båden, klippede de telefonkablet over flere steder, dels for at genere fjenden, men især for at tvinge dem til at anvende radiokommunikation for en tid, en kommunikation, som englænderne i vid udstrækning kunne opfange og dechifrere.

På grund af dårligt vejr gennemførte SSRF ikke flere operationer i 1942.


Anders Lassens første Military Cross
Anders Lassen blev den 20. november 1942 udnævnt til løjtnant, og den 7. december samme år fik han tildelt Military Cross for sin deltagelse i operationerne Postmaster, Barricade og Basalt. Den 22. december 1942 skrev Lord Mountbatten til Anders:

" Kære Lassen
Jeg glædede mig over at se meddelsen om Deres M.C. og sender Dem mine hjerteligste lykønskninger.
Enhver dekoration, som erhverves under tjeneste ved Small Scale Raiding Force, er helt igennem velfortjent. Held og lykke til Dem i Deres fremtidige virke.

Venlig hilsen
Louis Mountbatten
".

Midt i november 1942 blev Anders sammen med et par kammerater sendt på RAF-faldskærmskole, Parachute Training School-PTS, i Ringway. Formålet var at forberede gruppen på en efterretningsoperation i Frankrig. Anders var forberedt på at lære faldskærmsudspring, om end han var træt af at skulle på skolebænken igen. Siden blev det besluttet at landsætte gruppen fra båd. På grund af dårligt vejr trak missionen ud for til sidst at blive aflyst, og deltagerne vendte - formentlig skuffede - tilbage til Anderson Manor.

Frants Lassen kommer til England
Eduard Reventlow, der som tidligere nævnt var gesandt i London, meddelte Anders, at hans broder Frants havde telegraferet til ham fra Stockholm og bedt om hjælp til at skaffe ham en plads i de kurermaskiner, som regelmæssigt fløj til England. Reventlow forsøgte at fremskynde ventetiden ved at få Christmas Møller, som Anders havde truffet i London, til at give Frants en anbefaling. På trods af gode menneskers hjælp kom Frants Lassen først til Skotland i begyndelsen af december 1942. Derfra kom han på Royal Patriotic School i Wandsworth, London, som var en modtagelsesstation og screeningsfunktion, som blev drevet af MI5. Familien i Danmark fik midt i januar 1943 at vide, at de to brødre havde tilbragt julen sammen hos familien Reventlow. Frants kom snart på en kommandoskole i Skotland, hvor hans uddannelse ved Livgarden kom ham til gode. Han sluttede sig snart til Anders og de andre kommandosoldater, og nåede også at deltage i et par togter, inden briterne opgav angrebene på tyskerne på den franske kanalkyst. Frants kom til Special Forces og blev uddannet som faldskærmssoldat. Som sådan blev han senere droppet i Danmark. Han blev taget af tyskerne i september 1944 og endte i det tyske fængsel Dreibergen syd for Rostock. Men det er en helt anden historie.

SBS Special Boat Section - Roger Courtney og George Jellicoe
Special Boat Section (SBS) blev grundlagt i juli 1940 af Roger Courtney. Da anden verdenskrig brød ud, var Courtney på storvildtsjagt i Afrika, men han tog straks hjem og meldte sig til hæren. Han blev som rekrut i kommandostyrkerne sendt til et træningscenter i Skotland. Her forsøgte han uden held at overbevise sine overordnede om, at de skulle etablere en gruppe udstyret med sammenfoldelige kanoer, som kunne angribe fjenden på overraskende vis. Han besluttede da at foretage "et skinangreb" på HMS Glengyle, som lå forankret ved Clyde. Courtney padlede ud til skibet, klatrede ubemærket om bord, skrev sine initialer på døren til kaptajnens kahyt, inden han stak af med et overtræk til en dækskanon. Han præsenterede det våde overtræk samt sin historie til en gruppe af højtstående officerer, og det endte med, at han blev udnævnt til kaptajn for en gruppe på 12 mand. Hermed var den første Special Boat Section etableret. I december 1941 vendte Courtney tilbage til England, og SBS blev tilknyttet Special Air Service (S.A.S.). I 1942 deltog sektionen bl.a. i operationer på Kreta og Rhodos. Efter operationen på Rhodos, som medførte store tab for sektionen, blev den dog opslugt i S.A.S.. I april 1943 blev Special Boat Section udskilt fra S.A.S. under ledelse af George Jellicoe.

George [Patrick John Rushworth] Jellicoe (1918-2007), søn af John Rushworth Jellicoe, 1st Earl Jellicoe (GCB, OM, GCVO SGM) og Gwendoline, gik først på Winchester College og siden på Trinity College i Cambridge. 17 år gammel efterfulgte han sin far som jarl. Faderen var admiral i flåden under første verdenskrig og stod i spidsen for den britiske flåde i "Slaget om Jylland" i 1916. I 1920'erne var han generalguvernør på New Zealand. George Jellicoe valgte dog at gøre karriere i hæren, og i oktober 1939 blev han kadet på Sandhurst. Han blev overført til the Coldstream Guards i marts 1940, og den 31. januar 1941 sejlede han til Mellemøsten. Jellicoe tjente i en kortere periode i en ny kommandobrigade, som opererede ved Tobruk i den libyske ørken i nærheden af den egyptiske grænse. Han blev lettere såret i januar 1942 og tilbragte en del af sin sygeorlov ved den berømte "lange bar" på Shepheard Hotel i Cairo. Her mødte han David Stirling, som var leder af "L Detachment" i Special Air Service. David Stirling fortalte, at det var hensigten at sammenlægge "L Detachment" og SBS, og han tilbød Jellicoe stillingen som sin næstkommanderende.

I juni 1942 blev fire SBS-patruljer landsat på Kreta, hvor de skulle angribe fire tyske flyvepladser. Samtidig hermed ville S.A.S. angribe fem flyvepladser i Libyen. Formålet var at ødelægge flest mulige tyske fly for at få livsnødvendige forsyninger frem til Malta med konvojer fra Haifa, Port Said og Gibraltar. SBS satte 29 fly ud af spillet, og S.A.S. ødelagde 32. Dette forhindrede ikke tyskerne og italienerne i at angribe konvojerne i flere dage. Den ene konvoj måtte vende om og returnerede til Alexandria. Fra den anden konvoj blev to transportskibe og fire krigsskibe sænket, kun to forsyningsskibe nåede frem til Malta. Tyskerne henrettede 60 kretensiske gidsler, og en lokal beboer, som havde vist en af patruljerne vej, måtte flygte fra Kreta sammen med sine brødre og søstre. I november 1942 fik Jellicoe, som ledte den gruppe, der angreb Heraklion flyvepladsen og ødelagde 21 tyske fly, Distinguished Service Order (DSO), og i 1943 blev han forfremmet til major.

SSRF - og Anders Lassen - overføres til S.A.S.
Ved årsskiftet 1942-1943 blev der skruet ned for SSRF's ambitionsniveau, dels på grund af interne stridigheder mellem SOE og MI6, dels på grund af landsætningen af amerikanske/engelske tropper i Nordafrika (Operation Torch), som var påbegyndt den 8. november 1942. SSRF's hovedopgave havde som tidligere nævnt været at holde tyskernes opmærksomhed rettet mod Nordfrankrig, og det var der selvfølgelig ikke længere behov for. Mountbatten mente, at der burde oprettes et slags Middelhavs-SSRF, som skulle udføre operationer, raids, på landjorden langs den tunesiske kyst og Middelhavets nordlige kyster. Eisenhower og andre højtstående officerer gik ind for forslaget, og det blev besluttet, at SSRF skulle levere kernen i den nye styrke. Den 2. februar 1943 overlod Bill Stirling kommandoen over det stærkt reducerede SSRF, og et par dage senere tog han til Algier. Et par uger senere fulgte resten af SSRF efter.

Anders fik i januar 1943 ordre på at forberede sig på at forlade Andersen Manor for at tage til Egypten. Han skulle sammen med en kollega, Philip Pinckney undervise David S.A.S.'s folk i amfibieoperationer. Inden afrejsen deponerede Anders sin jagtjournal/dagbog hos Lady Hambleden, dels var det forbudt britiske officerer at føre dagbog i felten, dels ønskede han sikkerhed for, at jagtjournalen ville falde i hans forældres hænder, hvis han selv skulle falde i kamp. Brevene hjemmefra tog han med sammen med et par af de børnebøger, hans mor havde skrevet. Da Anders forlod England, mistede han den sidste forbindelse til Danmark og familien. Anders forlod England den 8. februar 1943 og ankom til S.A.S.-lejren den 14. marts i Kabrit, som ligger ca. 125 km øst for Cairo.

Da Anders Lassen ankom til Kabrit, var S.A.S. i chock. Deres chef og grundlægger, David Stirling, var forsvundet under et togt i den libyske ørken, og det viste sig, at det stort set kun var David Stirling, som havde kendskab til, hvad der foregik i enheden. Uden David Stirling til at holde sammen på organisationen, begyndte den at gå i opløsning. Det endte med, at størsteparten af S.A.S. blev opdelt i tre "squadrons", hvoraf en af dem var SBS med Jellicoe som chef, og SBS blev samtid opnormeret fra Section til Squadron og fik en normering på 230 mand. Det viste sig, at David Stirling var blevet taget til fange af tyskerne. Det lykkedes ham at flygte, men blev igen taget til fange, denne gang af italienerne. Til sidst blev David Stirling fængslet på Schloss Colditz i nærheden af Leipzig og Dresden, hvor han sad resten af krigen. Kort efter flyttede SBS fra Kabrit til en ny base ved Atlit, lidt syd for Haifa.

I Atlit blev raiderne trænet i gymnastik, svømning, marchture i bjergene, kortlæsning, skydning, sabotage og - til Anders' irritation faldskærmsudspring. Hertil kom forelæsninger om militærforhold. Anders havde stadig et hæftigt temperament, hvilket Jellicoe kom til at føle under en bytur til Tel Aviv. På en bar kom Jellicoe til at sige et eller andet, som ikke passede Anders, og uden tøven slog Anders sin chef i gulvet. Det ville almindeligvis have resulteret i, at Anders var kommet for en krigsret, men Jellicoe valgte at se gennem fingrene med denne hændelse.

Anders blev anbragt i kaptajn David Sutherland detachment. Sutherland, som var Jellicoes næstkommanderende, var meget krævende og lagde stor vægt på den fysiske træning, hvilket passede Anders fortræffeligt, og han klarede med glans alle de udfordringer, som Sutherland stillede sine folk. Hans første øvelse var en 150 km lang travetur med fuld oppakning. Patruljen skulle bevæge sig om natten og holde sig i skjul om natten, og undervejs skulle de angribe forskellige "fjendtlige mål". Sutherland udtalte siden: "Lassen klarede sig strålende. Han svævede uden anstrengelse hen over jorden med en 25 kilos rygsæk på ryggen. Han lærte kortet udenad og nåede frem til mødestedet før tiden." Også Jellicoe var begejstret for Anders, hvilket fremgår af denne udtalelse, som citeres fra hans moders bog: "Anders blev ved sit Mod, Humor, stille Medfølelse og absolutte Loyalitet uden Tvivl den mest elskede Officer i Enheden.

Operation Albumen, Kreta 23. juni - 11. juli 1943
Den 12. juni 1943 fik kaptajn Sutherland ordre på med sin gruppe at gå i land på Kreta og sabotere de tre flyvepladser, Heraklion, Kastelli Pediadas og Tymbaki. Målet var inden den kommende invasion på Sicilien at ødelægge så mange fly og så meget materiel som muligt og derigennem svække tyskernes militære styrke. Som tidligere nævnt havde Sutherland deltaget i en tilsvarende aktion på Kreta sommeren forinden. Missionen, som omfattede angreb på de tre flyvepladser, fik kodenavnet Albumen. Samtidig med disse operationer skulle der rettes angreb på en håndfuld flyvestationer på Sardinien. De allierede håbede at bestyrke tyskerne i deres opfattelse af, at invasionen ville ske på Kreta og Sardinien - og ikke på Sicilien.

I den egyptiske havneby Mersa Matruh gik Sutherland, Anders Lassen, hans ven, den altid piberygende løjtnant Kenneth Butler ("Ken") Lamonby, 14 SBS-mænd samt to græske førere om bord på ML 361, som skulle sejle gruppen til Kreta. Den ene græker, Kimon Zografakis, skulle ledsage Anders' patrulje til Kastelli Pedia lufthavnen midt på Kreta, mens Yiannis Androulakis skulle føre Lamonbys patrulje til Heraklion lufthavnen midt på Kretas nordkyst. ML 361 sejlede først til Bardia, som ligger godt 200 km vest for Mersa Matruh. Bardi var blevet taget tilbage fra aksemagterne året forinden. Ved den lejlighed var mere end 8.000 allierede krigsfanger blevet frigivet. De blev liggende i Bardi i tre døgn, inden de fortsatte til Kreta, hvor de gik i land på Tripiti-stranden på sydkysten. Den tredje og sidste patrulje, som blev anført af løjtnant Rowes, ville støde til fire dage senere. Dens opgave var at angribe Tymbaki lufthavnen på sydkysten. På stranden blev Sutherlands folk mødt af yderligere to græske frihedskæmpere.


Kortet viser sabotørernes rute fra Tripiti-stranden på sydkysten til samlingspunktet (rød streg) øst for Kastelli flyvepladsen. De grønne streger viser de to gruppers rute tilbage til skibet. Kortet er "lånt" fra Operation Albumen af Anne E. Jensen og Ole Christensen.

Den samlede styrke bevægede sig gennem den smalle kløft, som munder ud på Tripiti-stranden. Hver mand bar en oppakning på 30-40 kilo, for de tre radiofolk dog 50 kilo. De nåede frem til Koumasa efter daggry. Her gik de i skjul resten af dagen. Allerede kl. 18:30 fortsatte de mod nordøst mod Panagia, hvor de blev indkvarteret og beværtet af familien Katsounas. En af de lokale førte styrken til Apoini, hvor de blev modtaget af en familie, som også havde ydet hjælp til Sutherland under hans mission i juni året i forvejen. Vad at hjælpe raiderne udsatte lokalbefolkningen sig for svære repressalier fra tyskerne. På trods heraf mødte Sutherland og hans folk udbredt hjælp og gæstfrihed fra det frihedselskende græske folk, hvoraf langt størsteparten hadede deres besættere. De ventede 1½ døgn i Apoini, inden endnu en græsk fører, som skulle ledsage Lamonbys patrulje, dukkede op, og den 25. juni 1943 kunne marchen fortsætte. Lamonbys patrulje gik mod nordvest mod Heraklion, mens Anders' patrulje fortsatte mod nordøst. Man efterlod radiofolkene med deres udstyr i Apoini, og aftalte at bruge løbere til at udveksle informationer mellem patruljerne og radiogruppen.

Under den fortsatte march lagde Kimon Zografakis med beundring mærke til Anders' utrættelige tempo og udholdenhed. På vejen til Poulies og Nipiditos hjalp venner og bekendte af Zografakis gruppen med at bære oppakningen. Så vidt muligt gik man udenom de små landsbyer, som næsten alle husede tyske soldater, I nogle tilfælde sang Lassen og hans folk tyske marchsange, og det lykkedes flere gange at bilde tyskerne og landsbyboerne ind, at de var en tysk patrulje på jagt efter britiske sabotører. Den 2. juli 1943 nåede Anders' gruppe frem til en hule overfor Nipiditos, hvorfra de havde udsigt over Kastelli flyvepladsen. Den 19. april samme år havde et britisk fly overfløjet flyvepladsen og havde talt fem fly. Fra sit skjul kunne Anders tælle otte Stukas (dykbombere), fem Ju-88 bombefly, et par jagere samt nogle få ældre fly. Stukaerne, som var hovedmålet, befandt sig i den vestlige ende af flyvepladsen og var ifølge de lokale svært bevogtede. Der var omkring 3.000 tyskere i omegnen, hvoraf de fleste var indkvarteret i landsbyen Kastelli Pediadad. Flyvepladsen var omgivet af pigtråd. Hvert fly var bevogtet af tre mand, som lå i telt ved flyet og skiftedes til at holde vagt og sove. Herudover var der vagtposter for hver 10 meter. Anders fastholdt, at de skulle angribe Stukaerne, men Zografakis protesterede kraftigt. Som du sikkert kan gætte, måtte han give sig til sidst.

Anders delte sin gruppe, og sergent Nicholson og korporal Greaves skulle trænge ind på flyvepladsen østfra med Zografakis som leder. Han ville selv sammen med menig Jones gå ind gennem den vanskeligere vestside af flyvepladsen. Et par lokale frihedskæmpere førte Anders og Jones frem til Mouhtaro, som ligger knap en km vest for flyvepladsen. Her lå de hele dagen på en mark og observerede deres mål. Suzanne Lassen fortæller, at Anders om dagen iførte sig civilt tøj og gik hen til flyvepladsen for at tage den nærmere i øjesyn. Da han kom tilbage, lavede han en skitse og viste Jones, hvad de skulle gøre.

Tre andre græske hjælpere førte Nicholson og Greaves den anden vej rundt om flyvepladsen, hvor de ligeledes tilbragte den følgende dag med at observere målet. Da tusmørket faldt på var der syv fly på flyvepladsen, og omkring kl. 22 landede endnu en maskine. Kort før midnat gik de i gang med at klippe hul i hegnet med en medbragt tang. Mens de var i gang hørte de geværild fra den modsatte ende af flyvepladsen, og de var klar over, at det var Anders og Jones som lavede ravage. Nicholson og Greaves samt en af grækerne kravlede gennem hullet, mens de to øvrige blev tilbage udenfor. Nicholson og Greaves aktiverede de tidsindstillede sprængblyanter, der skulle bringe bomberne til sprængning. Bomberne blev anbragt dels ved nogle brændstoftanke dels på et par Junkers JU-88 (bombefly) og et par Stukas (styrtbombefly). Der lød eksplosioner i det fjerne, og en lastbil kom kørende og læssede en gruppe tyske soldater af, hvorfor raiderne trak sig tilbage gennem hullet. Ca. fem minutter senere eksploderede den først bombe og snart fulgte de fem andre.

De skud og eksplosioner, som Nicholson og Greaves havde hørt, stammede fra Anders Lassen og Jones' sammenstød med tyske og italienske vagtposter. Mens de betragtede en gruppe på 20-30 italienere, som sad ved et bål, blev de råbt an af en italiensk vagtpost. Anders talte tysk til ham, og italieneren lod sig narre. Anden gang lykkedes det også Anders at bluffe vagtposten, men tredje gang gik det galt. Det lykkedes dog Anders at narre vagten til at vende sig om, hvorefter Anders skød ham ned med sin Colt 45. Ja, krig er et beskidt håndværk. Snart efter blev de råbt an af en tysk vagtpost og besvarede med en håndgranat. En anden vagtpost blev uskadeliggjort af pistolskud fra Anders. Tyskerne begyndte af affyre en stadig strøm af lysbomber, og området lå snart klart oplyst. Det lykkedes Anders at komme i skjul bag en stor bæltetraktor, hvor han anbragte nogle bomber. Anders og Jones kom fra hinanden i forvirringen, og da han var kommet gennem hullet i pigtråden, blev han bange for, at Jones var blevet derinde, hvorfor han gik tilbage endnu en gang. Han listede sig tæt ind på en gruppe tyske soldater og ved at lytte til dem, blev han klar over, at de ikke havde taget nogen fanger eller skudt nogen, hvorfor han igen forlod flyvepladsen gennem hullet i pigtråden. Her blev de begge "samlet op" af lokale, som bragte dem hen til modstandsbevægelsens mødested. De fik et par lokale førere, som førte dem tilbage til mødestedet. Den 5. juli 1943 modtog Sutherland meddelelse fra radiostationen i Apoini om, at Anders Lassens mission mod Kastelli Flyvepladsen var gennemført med succes: en telefonledning var blevet afbrudt, otte fly, 4 Stukaer og 4 bombefly, var blevet ødelagt og store mængder brændstof brændt af. Nicholson og Greaves valgte en nordligere rute tilbage fra Kastelli, da de formodede, at området mellem Kastelli og sydkysten var tættest befolket med tyske og italienske soldater. De kom ikke gennem Apoini og fik først kendskab til Anders' gruppes skæbne, da de mødtes flere dage senere. Som følge af de voldsomme skyderier, de havde hørt på flyvepladsen, var de bange for, at Anders og Jones var blevet dræbt eller taget til fange.

Lamonbys patrulje havde ikke fundet et eneste fly på Heraklion Flyvepladsen. I stedet havde de ødelagt et brændstoflager i nærheden. Rowes patrulje havde heller ikke fundet nogen mål på Tymbaki Flyvepladsen, som var ubenyttet, og var vendt tilbage med uforrettet sag. Natten mellem den 7. og 8. juli mødte Lassen og Jones Lamonby og hans patrulje, og de fortsatte sammen sydpå mod Tripiti-stranden, som de nåede om natten til den 10. juli. Sammen med raiderne fra SBS var omkring 25 grækere, som havde assisteret som hjælpere og vejvisere. Herved havde de kompromitteret sig, så de ikke kunne vende tilbage til deres respektive landsbyer og måtte evakueres. I løbet af natten dukkede Nicholson og Greaves op.

Sutherland sendte en anmodning til Cairo om at blive afhentet om aftenen den 11. juli i stedet for som planlagt natten mellem den 12. og 13. juli, og Cairo svarede bekræftende tilbage. Sutherland samlede styrkerne på stranden, hvor de afventede, at båden fra Mersa Matruh skulle ankomme. Om aftenen dukkede et par tyske soldater op, disse blev taget til fange uden kamp. Mens fangerne blev visiteret, fik kretenserne øje på yderligere to tyske soldater og de indledte en forfølgelse. Tyskerne gik i stilling i kløften, og der udviklede sig en langstrakt ildkamp. Sutherland sendte Lamonby og fire mand ned i kløften for at standse skyderiet og evt. tage flere fanger. Kretenserne blev sendt tilbage, mens Lamonby og hans folk forfulgte tyskerne. Efter nogen tid vendte Lamonbys folk tilbage, men Lamonby selv udeblev. Sutherland formodede, at Lamonby var gået direkte ned på stranden for at vente på båden. Da Lamonby stadig ikke dukkede op, sendte Sutherland Anders og hans patrulje ind i kløften for at lede efter Lamonby. Kl. 23:45 vendte de tilbage uden Lamonby. Kl. 00:15 dukkede ML 361 op, og man var tvunget til at gå om bord: 22 britiske soldater, 25 kretensiske modstandsfolk, to tyske krigsfanger og 500 kg materiel. Båden sejlede rundt om pynten og lagde sig ud for mundengen af den kløft, hvor Lamonby sidst var set. Der var stadig intet spor af den savnede, og kl. 01:30 satte man kursen mod Mersa Matruh.

Det viste sig siden, at Ken Lamonby var blevet såret og taget til fange af tyskerne. Han blev bragt til hospitalet i Heraklion, hvor han døde, 22 år gammel. Han ligger begravet på den smukke krigskirkegård ved Sudabugten, ca. 5 km øst for Chania. Vi besøgte den betagende kirkegård for en halv snes år siden. Omkring 1500 allierede ofre er stedt til hvile her i de smukke omgivelser, så hvis du kommer til Kreta, kan jeg anbefale, at du aflægger besøg på den stemningsfyldte krigskirkegård.


Repressalier efter Operation Albumen
Efter Operation Albumen henrettede tyskerne 60 kretensere. Ved den tyske besættelse af Grækenland havde værnemagten udstedt et direktiv om "gengældelseskvoter" i forbindelse med modstandsfolks angreb på tyske soldater. For hver død tysker skulle henrettes 50-100 gidsler. SBS-folkene havde gjort, hvad de kunne for at overbevise tyskerne om, at det var britiske soldater og ikke græske modstandsfolk, som stod bag operationen. Bl.a. havde man efterladt de sammenklappelige pigtrådssakse hængende på hegnet, ligesom man havde efterladt nogle faldskærme for at give indtryk af, at raiderne var kommet fra luften. Det narrede dog ikke tyskerne, som ikke var i tvivl om, at briterne havde fået hjælp af lokale fra øen. Der blev indført spærretid på Kreta fra kl. 21, og alle restaurationer o.l. skulle lukke kl. 20.

Efter denne operation på Kreta blev Anders Lassen indstillet til sit andet militærkors af major Sutherland. I Suzanne Lassens bog udtaler Sutherland om sin indstilling: "Efter operationen paa Kastelli Phediadha indstillede jeg Anders til hans nummer 2 Militærkors, som han saa grundigt fortjente. Fra den dag saa Anders sig aldrig tilbage. Jeg var hans "Squadron Commander", og han var den mest enestaaende Patruljefører, jeg sandsynligvis nogensinde faar at se. Jeg henvendte mig mange gange til ham om Raad, for han havde altid ret. Han svigtede mig aldrig, og jeg haaber, at jeg aldrig svigtede ham. Jellicoe tilbød mig flere Gange Posten som "second in command", men jeg ville ikke forlade min Squadron, for der var vokset et Broderskab op imellem os, som jeg aldrig har kendt Magen til.


Danmark bryder med samarbejdspolitikken overfor Nazityskland den 29. august 1943
De allieredes fremgang i krigen, hvor tyskerne tabte store slag mod både britiske, amerikanske og sovjetiske styrker, påvirkede den danske befolknings stemning hen over sommeren 1943. Den 24. juli blev Mussolini afsat i Italien, og der opstod en (desværre fejlagtig) opfattelse af, at krigen snart ville være slut. Sabotageaktiviteten mod virksomheder, der arbejdede for eller leverede til besættelsesmagten, steg kraftigt, og aktionerne blev i stigende omfang rettet mod jernbanerne, når togene kørte forsyninger til Tyskland. Tyske krav om udgangsforbud førte til strejker og gadeuroligheder, hvor danskere kom i klammeri med tyske værnemagtssoldater. Den danske regering blev uden større held presset af besættelsesmagten til at sætte en stopper for urolighederne. Sidst i august hjemkaldte Hitler Werner Best til en alvorlig irettesættelse, og Best vendte tilbage til København med et ultimatum, som bl.a. krævede, at den danske regering erklærede undtagelsestilstand, forbød strejker og sammenstimlen, indførte natligt udgangsforbud, hurtigt arbejdende særdomstole og dødsstraf for sabotage. Partierne bag samlingsregeringen afviste kravene, hvilket regeringen bøjede sig for. Svaret til den rigsbefuldmægtigede, Werner Best, blev derfor et nej og regeringen, folketinget (rigsdagen) og kongen ophørte i deres respektive funktioner. Om morgenen den 29. august 1943 blev det danske forsvar afvæbnet af den tyske værnemagt, og de affødte kampe kostede 23 danske og 5 tyske soldater livet. Dele af flåden blev sænket af mandskabet eller forsøgt sejlet til Sverige, for at fartøjerne ikke skulle falde i tyskernes hænder. Størstedelen blev dog overtaget af den tyske flåde.

Da Anders hørte nyheden, blev han overstadig glad. Det fremgår af dette brev, som han den 1. september 1943 skrev til grev Rewentlow:

Kære Grev Rewentlow
            Da jeg sidst saa Dem talte vi om hvor vidt Danmark vilde faa en Chance til at vise Verden hvad de virkelig var, og maaske kan Greven huske, at jeg tvivlede.
            Derimod tvivlede De ikke et Minut paa at Danskerne vilde slaas og dø for deres Land naar Dagen kom, og De var virkelig overbevist om at den vilde komme. Den kom og jeg har aldrig været saa glad i mit Liv, og jeg har aldrig haft eller haabet paa at faa saa stor en Belønning for den smule Godt jeg har gjort i denne Krig, for nu ved jeg for første Gang, at jeg virkelig har kæmpet for Danmark og at (h)vert Tyskt Svin jeg har slaaet ihjel har været mit Lands Fjende. Jeg haaber at Grevinden har det godt og ser frem til at se Jer igen, forhaabentlig vil det ikke vare længe.

            Jeg har nylig modtaget et "Bar" til mit M.C. Ellers har jeg intet særligt nyt at fortælle. Hils Grevinden meget. Deres

Anders


Anders var opsat på at komme tilbage til Danmark og tage del i modstandsbevægelsen. Han talte med Jellicoe om det, og Jellicoe bad ham blive.


Italien kapitulerer den 8. september 1943
Den 3. september 1943 etablerede britiske styrker et brohoved i Syditalien og fem dage senere kapitulerede Italien. Den følgende dag gik den amerikanske 5. armé i land i Salernobugten. Også tyskerne fik travlt og overalt i Italien og Middelhavsområdet blev italienske forlægninger afvæbnet af tyske tropper. 600.000 italienske soldater blev sendt i fangelejre i Tyskland. Kongefamilien sammen med Italiens øverste militære ledelse flygtede til Brindisi bag de allieredes linier og i sikkerhed for tyskerne, og den 13. 1943 oktober erklærede Italien krig mod Tyskland.

De allierede forsøger at tage Rhodos
Jellicoe blev kaldt til Cairo aftenen før den italienske kapitulering og fik af brigadegeneral Heyman information om Italiens snarlige kapitulation. Han fik også oplysning om, at det var besluttet at sende en gruppe raiders til Rhodos for at sikre, at den italienske admiral Campioni ville gøre modstand mod tyskerne så længe, at man kunne nå at landsætte allierede tropper på øen. [Rhodos havde som mange andre græske øer været under italiensk herredømme siden 1911, da Italien tog dem fra det tyrkiske rige.] Jellicoe foreslog, at man sendte en mindre gruppe i forvejen for at forberede admiralen på planen. Det var ikke muligt at komme i forbindelse med den italienske ledelse på Rhodos via radio. Allerede om aftenen den 9. september blev Jellicoe, den italiensktalende major Dolbey og radiotelegrafisten sergent Kesterton landsat med faldskærm. Mens de svævede mod jorden, blev de beskudt af de italienske tropper, som tog dem for tyske faldskærmsjægere. Tyskerne havde 6-8.000 soldater på Rhodos. Dolbey brækkede benet ved landingen, blev pågrebet af italienske soldater og transporteret til hovedkvarteret, som residerede i Stormesterens Palads i Rhodos by. Siden indfandt også Jellicoe og telegrafisten sig hos admiralen. Campioni fortalte, at tyskerne allerede havde taget øens flyvepladser, og at der var et akut behov for forstærkninger, hvis ikke hele øen skulle falde til tyskerne. I løbet af eftermiddagen begyndte de tyske styrker at rykke frem mod Rhodos by, og den rædselsslagne admiral, som var ved at dø af skræk for, at tyskerne skulle opdage hans forbindelse med briterne, fortalte at Jellico og hans folk skulle Rhodos. Om aftenen den 10. september sejlede Jellicoe og Kesterton til den lille græske ø Kastelorizo, som ligger mindre end to km fra den tyskiske sydkyst. Her mødte de oberst D.J.T. Turnbull, chef for Raiding Forces, og David Sutherland, som kort forinden var ankommet med en lille gruppe SBS-mænd. På øen var omkring 300 italienske soldater. Umiddelbart efter overgav admiral Campioni officielt Rhodos til den tyske kommandant efter trusler om bombning af Rhodos by, og dermed var den vigtige ø tabt for de allierede. Det samme skete mange andre steder på det græske fastland, på mange græske øer, i Jugoslavien, i Albanien og i selve Italien. De tyske tropper var bedre udrustet og havde bedre ledelse end fx. de italienske soldater.

Simi, 7. september - 2. november 1943
Turnbull, Jellicoe og Sutherland diskutere, hvorledes man skulle forholde sig til at Rhodos var faldet til tyskerne. Rhodos og Kreta var langt de vigtigste øer i Ægæerhavet, men med de eksisterende styrker ville det ikke være muligt at erobre disse. I stedet ville man forsøge at sikre sig så mange af de græske småøer som muligt såsom Kos, Leros og Samos, hvor der ikke var tyske styrker til stede. Dette skete i løbet af de følgende dage.

Den 12. september 1943 sejlede Anders Lassen sammen med en snes raidere under ledelse af kaptajn Ian Lapraik fra Haifa til Kastelorizo. Herfra fortsatte man til Kos og Simi (Symi), som skulle være gruppens operationsbase. Anders blev udnævnt til fungerende kaptajn for den såkaldte "irske patrulje", som bl.a. omfattede de tre notoriske drikke- og slagsbrødre O'Reilly, D'Arcy og Henderson. O'Reilly blev en nær ven af Anders. Om aftenen den 17. september ankom de til Simi. De var spændte på hvilken modtagelse, de ville få, og vidste ikke, om der var tyskere på øen. Da den italienske vagtpost fik øje med skibet, blev der affyret et varselsskud, og det blev besluttet, at sende Anders og sergent Doug Pomford i land for at rekognoscere og lade de nervøse italienere vide, at de var englændere og ikke tyskere. De blev modtaget med glæde af den græske befolkning, som gennem hele krigen havde set frem til at blive befriet for de italienske undertrykkere. Også havnekommandanten og de øvrige italienske officerer, som ikke var klar over, hvor stor den britiske styrke var, bød dem også velkommen. Da man selvfølgelig ønskede at landsætte de øvrige raidere så hurtigt som muligt, spurgte Anders de omkringstående grækere om vanddybden på stedet. Det satte gang i en større diskussion på kajen, og Anders, som fra naturens side ikke var udstyret med nogen større tålmodighed, sprang resolut i vandet iført fuld udrustning. Da han dukkede op, råbte han op: "Pomford, signaliser ud til Skibene, at her er dybt nok." Lapraik opdelte sine tropper i fire patruljer. Anders' patrulje besatte straks det højeste punkt i byen, en skolebygning, som lå inde i det gamle fort. Imens inspicerede Lapraik de italienske stillinger, og det lykkedes ham at overtale kommandanten til at deltage i forsvaret af Simi, hvis tyskerne skulle dukke op. Garnisonen omfattede 150 mand. Hertil kom et antal italienske soldater og søfolk, som var flygtet hertil fra Rhodos.

Kort over Rhodos og omkringliggende øer, Simi er markeret med et rødt A.

Et par dage efter ankomsten besøgte Anders St. Michael af Panormitis munkeklostret, som ligger ca. fem km fra fra Simi by på vestsiden af øen. Anders blev snart gode venner med klostrets abbed, som var en glødende patriot og hadede både italienerne og tyskerne, og der blev installeret en radiosender oppe på bjerget bag klostret. I sin bog fortæller Suzanne Lassen om en middag, som blev afholdt på klostret. Efter spisningen gik Anders og abbeden ud på balkonen, og abbeden spurgte, om han måtte prøve Anders' automatiske pistol. Anders rakte ham den, og abbeden sigtede straks ned mod to italienere, som stod nede foran klosterbygningen, og først i sidste øjeblik lykkedes det Anders at tage den fra ham.

Øens kloaksystem var elendigt, og der var stank og fluer overalt. Mange havde dysenteri og nogle også af malaria. Folkenene gravede deres egne latriner, og Anders forsøgte at desinficere det ved at overhælde det med benzin. Da han satte en tændstik til det, eksploderede det, og Anders fik alvorlige forbrændinger på benene. Han dækkede brandsårene med et myggenet, hvis ene ende han satte fast i bæltet og den anden ende kom ned i strømpeskafterne. Der gik alvorlig betændelse i såret, men Anders deltog på trods heraf i alle aktionerne.

Lapraik fik rådighed over seks fiskerbåde, kaiker, som blev brugt til rekognoscering i området, som jo vrimlede med tyske tropper. Bådene var bemandet med en blanding af raidere og lokale fiskere for at virke troværdige. Bl.a. foretog den newzealandske løjtnant Dion "Stud" Stelling, som var en nær ven af Anders, flere "udflugter" til Rhodos. Her var han i kontakt med det betydelige netværk af spioner og flugthjælpere, som blev styret fra Tyrkiet. Allerede dagen efter ankomsten til Simi var Anders i spidsen for en patrulje på 12 mand på den lille ø Halki (Chalki), som ligger 40 km sydvest for Simi og 12 km vest for Rhodos. De besøgte også et par småøer i nærheden, Alimnia og Piscopi, og det viste sig, at de italienske soldater allerede var sejlet til Leros, hvor de sluttede sig til de styrker, som var der. Fra Alimnia medbragte Anders en 20 mm kanon, som var blevet efterladt af italienerne - formentlig fordi den var beskadiget. Det lykkedes dog en smed på Simi at udbedre skaden, og Anders anbragte kanonen udenfor skolen, som lå et stykke oppe ad en bakke med udsyn over havnen. Anders, eller "Andy" som alle kaldte han, var meget stolt af kanonen.

En dag rapporterede en græker, at der var kommet tyskere til Halki, og Anders fik omgående organiseret en patrulje som tog afsted for at jage tyskerne ud. Ved ankomsten viste det sig, at tyskerne allerede var draget videre, men det lykkedes Anders at komme på talefod med de 12 italienske carabinieri. Sammen med dem fik de bygget nogle forsvarsværker oppe på bjerget bag byen. Inden patruljen tog tilbage til Simi formanede Anders garnisonen til sammen med den græske befolkning at kæmpe mod tyskerne, hvis de dukkede op. Det havde dog ingen synderlig virkning, idet garnisonen overgav sig uden sværdslag til tyskerne en måned senere.

Da Anders kom tilbage til Simi, fik han at vide, at Lapraik havde beordret "Stud" Stelling til sammen med yderligere tre raidere at foretage endnu et togt til Rhodos for at indsamle informationer om tyskerne. Anders, som led meget under sine brandsår, insisterede på at komme med på overfarten for at sikre, at hans kammerater kom sikkert frem. "Stud" og hans ledsager blev på Rhodos i tre uger. De blev jaget fra sted til sted af tyskerne, med med hjælp fra de lokale lykkedes det dem at undslippe med livet i behold. På et tidspunkt undslap de ved gemme sig under halmen i en kærre, som kørte et brudepar hjem fra bryllupsfesten.

Den 2. oktober 1943 invaderede tyskerne Kos og udnyttede til fulde deres overlegenhed i luften. Efter voldsomme bombardementer landsatte tyskerne styrker med tunge våben, og englænderne blev tvunget op i bjergene. Den 4. oktober havde tyskerne kontrol med Kos. Omkring 900 britiske soldater blev taget til fange. Allerede dagen efter forlod den tyske hovedstyrke Kos og efterlod bare en garnison til at holde øen.

På Simi gjorde man sig klar til at modstå det forventede tyske angreb. Den 7. oktober 1943 landede en tysk styrke på 54 mand ubemærket i Pedi-bugten ca. 1½ km fra Simi by. Tyskerne fik øje på en mast på toppen af en bygning i udkanten af Simi by og med en - modstræbende - græsk fører begav de sig i retning af byen. Snart kom tyskerne under beskydning, og kampen rasede fra hus til hus. På dette kritiske tidspunkt sendte Lapraik Anders og hans "irske patrulje" ud for at klare situationen. Snart tog Anders en ældre tysk sergent og to menige til fange, mens de tre irere gjorde det af med hver sin tysker. Dette eksempel satte mod i italienerne, som begyndte at tage kampen op mod de tyske angribere. For en sikkerheds skyld gik Anders og hans kammerater med deres rifler lige bag italienerne, så ingen fik lyst til at stikke af. Til trods for de tre Stukaer, som dukkede op og bombarderede fortet, hvor Anders og hans folk holdt til, begyndte tyskerne at trække sig tilbage, men sidst på eftermiddagen dukkede et tysk landgangsskib op i bugten. Pludselig faldt et skud oppe fra skolebygningen tæt på fortet. Det var Anders, som betjente den kanon, han havde medbragt fra Alimnia. Hver gang, han havde affyret et skud, løb han tilbage og søgte dækning bag fortets mure, thi der var ingen dækning ved kanonen. Granaterne ramte ned på landgangsskibets overfyldte dæk og tvang snart tyskerne til at vende om. Hermed endte dette forsøg på at erobre Simi, men de følgende dage gjorde tyskerne gengæld med voldsomme flyangreb, og snart lå byen i ruiner. Englænderne var klar over, at bombeangrebene ville fortsætte så længe englænderne opholdt sig på øen, og den 12. oktober forlod de Simi.

Efter en uge kom der et radiosignal fra Panormitis klostret, og Anders blev sendt tilbage. Han tog otte italienske fascister til fange og sprængte deres radiostation i luften. Italienerne på Simi havde mistanke til klostrets gamle abbed, Chrysanthos Maroulakis. På trods af at han blev overvåget, fortsatte han sin kamp mod landets undertrykkere. Den 7. februar 1944 blev han sammen med radiotelegrafisten Floros Lambros arresteret og dræbt af fascisterne.

Anders Lassens store indsats på Simi bragte ham hans tredje militærkors. I motiveringen får Anders en stor del af æren for, at det lykkedes at drive tyskerne tilbage.

Nisyros, oktober 1943
Efter Simi tog Anders og hans mænd videre til den lille ø Nisyros, som ligger ganske tæt på Kos. [Iflg. den græske mytologi tog Poseidon en klippe fra Kos og kastede den efter gianten Polyvotis, som i sin dødskamp forårsagede vulkanudbrud og jordskælv - men det er en helt anden historie.] Tyskerne og italierne, som befandt sig i de små havnebyer, var uvidende om, at britiske SBS-folk taget ophold oppe i den lille bjerglandsby, Imbori på kanten af vulkanens krater. Men alle grækerne på øen var klar over det, og hver nat klatrede en mand fra havnebyen Pali (San Palo) op til raiderne for at holde dem orienteret om, hvad deres fælles fjender foretog sig. Efter nogen tid begyndte raiderne at vove sig ned til Pali formummet som hyrder, og det viste sig, at de kunne gå i biografen sammen med de lokale uden at vække opsigt. Det har formentlig moret grækerne overmåde.

Målet for missionen var at sætte den italienske radiostation, som var opstillet på politistationen, ud af spillet. En nat efter midnat tog Anders Lassen og hans kammerater hen på politistationen, hvor de tog otte menige og en officer til fange. De blev bragt ned til havnen, hvor en båd sejlede dem til Tyrkiet. Siden vendte Anders flere gange tilbage til Nisyros med forsyninger til befolkningen. I Suzanne Larsens bog beretter "Stud": "Grækerne elskede Andy, han var saa taalmodig med dem og hørte paa deres Beklagelser og Forslag og gjorde alt, hvad der stod i hans Magt for at hjælpe dem, ja - han gjorde endda mere. Jeg har set ham egenhændigt læsse Fødevarer og bære store Melsække paa Skulderen (meget usædvanligt for en officer) og anbringe dem i Caiquer og selv sejle sin Caique om Natten til en tyskbesat Ø. Caiquen bemandet med græsk Mandskab og hans egen Patrouille. Fødevarerne blev hemmeligt udskibede i en Bugt, for det meste i Nærheden af et Munkekloster, saa kunde Præsten, hvis det var muligt, blive underrettet og uddele Maden til Befolkningen."

Leros, oktober-november 1943
Efter at Kos var faldet til tyskerne, var den britiske plan om at benytte Kos og Leros som springbræt for en angreb på Rhodos forpurret. Ikke desto mindre besluttede det britiske hovedkvarter i Cairo, at man ville gøre alt for at holde Leros, og i oktober blev forstærkninger dirigeret til øen. Allerede i september indledte tyskerne, som stadig havde luftherredømmet, voldsomme luftbombardementer af Leros, og i oktober måned blev der gennemført 140 luftangreb. Tyske spioner havde afsløret alle våbenstillinger, som blev ødelagt fra luften. Formålet med bombardementerne var selvfølgelig at forberede en tysk invasion. I begyndelsen af november tog tyskerne flere småøer omkring Leros, og nettet strammedes om briterne.

Kort over Leros og omkringliggende øer.

David Sautherland, Jellicoes næstkommanderende, og (resterne af) hans SBS-folk var blevet sendt til Leros, og Anders Lassen skulle med sin patrulje slutte sig til ham der. De lå i en bugt på den tyrkiske kyst. Deres første forsøg på at nå frem til Leros blev forhindret af nogle tyske patruljebåde, og de måtte opgive deres forehavende og vende om. En af sømændene på båden havde lagt mærke til nogle lyssignaler fra et hus på en lille ø i den tyrkiske bugt. Ved at åbne og lukke døren ind til en oplyst stue havde han sendt signaler til de tyske patruljebåde om, at en båd var på vej. Allerede næste nat forsøgte de igen, og denne gang uden problemer. Senere tog Anders tilbage til Tyrkiet og arresterede spionen, som uden held foregav at arbejde for englænderne.

Mens de var på Leros, kom oplysningen om, at Anders havde modtaget sit tredje militærkors "for ekstraordinær tapperhed under slaget om Simi". Sutherland ønskede personligt at overrække dekorationen til Anders, og han fik telegrafisten Wilkinson til at fremstille en kopi af ordensspændet til militærkorset ved hjælp ag hvidt og blåt papir, hvorpå han anbragte to rosetter, som han havde klippet ud af sølvpapir fra en cigaretpakke. Der var omkring 15 personer til stede, da Sutherland fortalte Anders, at han for tredje gang havde fået tildelt militærkorset. Sutherland fortæller, at Anders for en gangs skyld var helt befippet og mumlede et eller andet usammenhængende. Der blev festet og drukket til langt ud på natten.

Anders - som formentlig alle de øvrige - hadede disse bombardementer, hvor man måtte skjule sig for fjenden i stedet for at gå i kødet på ham. Da han som bekendt var en rutineret sømand, fik han et par gange afveksling ved at lede nogle evakueringsoperationer, som blev nødvendige under de allieredes sammenbrud i Ægæerhavet. Fx fik Anders ordre på at forsøge at evakuere en LRDG-mand (Long Range Desert Group), som holdt sig skjult på øen Kalymnos, som ligger mellem Leros og Kos. Anders sejlede til Kalymnos sammen med sergent Pomford og en stedkendt græker. Pomford fortæller (stolt), at Anders manøvrerede båden så tæt på, at de næsten kunne springe i land. Den græske hjælper blev sat i land omkring midnat med besked om at finde flygtningen og bringe ham ned til kysten to døgn senere. To nætter senere blev de to mand samlet op som aftalt og sejlet "i sikkerhed" til Leros.

Mens de lå på Leros, sluttede den græske "Hellige Brigade" sig til de britiske tropper. Det var tredje gang, at den hellige brigade var bragt til verden. Første gang, vi hører om den i historien, er i år 378 fvt., da Theben var i krig mod Sparta. Brigaden genopstod i 1821 under grækernes kamp mod tyrkerne, og nu var den igen blevet vakt til live under ledelse af oberst Christodoulos Tsigantes (somme tider stavet Tzigantes). Du har måske mødt ham som "General Gigantes" i Lawrence Durrells dejlige roman Alexandria-kvartetten? Brigadens symbol er et sværd i en laurbærkrans. Brigadens motto var "E Tan e Epi Tas", hvilket skulle oversættes til "Enten det eller på det". Det skulle have været de spartanske hustruers afskedssætning til deres mænd, når de gik i krig. Meningen var, at enten kommer du hjem igen, sejrrigt bærende dit skjold, eller du bliver båret hjem på skjoldet, død i kamp. I 1943 foreslog Tsigantes Montgomery, at hans brigade "blev lagt under" S.A.S., og på deres base i Egypten blev de græske soldater uddannet til kommandosoldater. Træningen i faldskærmsudspring fandt sted i Palæstina. Det lykkedes Tsigantes, på trods af, at han var en ældre herre, at få et faldskærmsemblem, selv om han nægtede at deltage i foruddannelsen. Som han selv udtrykte det: "Skal jeg brække mine Ben, saa skal det være paa græsk Jord." Anders og Tsigantes kom til at elske hinanden. Tsigantes fortæller, at Anders helt uanfægtet af faldende bomber havde stået og klippet sin hund Pipo, så den lignede en løve. Anders, som fra barnsben havde et blødt punkt for hunde, havde taget Pipo til sig, og dens skarpe hundeører kunne høre flyene før nogen anden.

Alle var klar over, at det ikke ville være muligt at holde Leros i det lange løb. En aften ankom en flåde af fiskeskibe med forsyninger til Leros, hvis befolkning levede på sultegrænsen. Suzanne Lassen fortæller, at Anders beordrede skibene til at vende om og sejle videre til andre græske øer, som havde hjælp behov, og hvor risikoen for, at forsyningerne skulle falde i tyskernes hænder var mindre. Der har sikkert været en eller anden på Leros, som ikke har bifaldet denne egenmægtige beslutning.

Jellicoe ankom til Leros og overtog kommandoen. Den 11. november 1943 om eftermiddagen kaldte han mændene sammen og fortalte, at tyskerne formentlig ville påbegynde invasionen den næste dag med landsætning af faldskærmstropper, som var blevet overført fra Athen. Næste morgen kom et stort antal transportfly og begyndte at udspy faldskærmtropper, som langsomt dalede mod jorden. For at aflede opmærksomheden var der indsat Messerschmidts, som beskød forsvarerne. Disse forsøgte at hindre de tyske faldskærmsfolk at nå hen til de beholdere, som indeholdt deres rationer mm. Dette fortsatte hele dagen, og til sidst måtte tyskerne opgive og trække sig op i bjergene, mens forsvarerne tilegnede sig de nedkastede containere. Næsten 300 af 700 nedkastede faldskærmssoldater nåede ikke at komme i kamp. Næste dag gentog mønstret sig, og det lykkedes at nedskyde fire tyske transportfly, og mange faldskærmfolk mistede livet. Den tredje dag klarede vejret op, den Luftwaffes støtte til invasionen blev forstærket, og der blev også landsat store troppestyrker ad søvejen. Bombardementerne havde ødelagt de britiske telekommunikations- og koordinationssystemer. Den femte dag om morgenen måtte SBS og de andre forsvarere opgive kampen. Det lykkedes dog Jellicoe i de følgende dage at gennemføre en vellykket evakuering af omkring 250 mand, deriblandt ca. 40 SBS-folk, først til naboøen Lipsos og et par dage senere til Tyrkiet.


Samos, 17. november - december 1943
Næste kampplads i Ægæerhavet var Samos, endnu en af de dodekanesiske øer. Anders Lassen var på Samos den 17. november, da Luftwaffe rettede sit hidtil voldsommeste angreb mod de største by er øen. Ca. 20% af husene i Vathy blev jævnet med jorden, mens Togani næsten blev jævnet med jorden. Næste dag besluttede den engelske kommandant, general Baird, at de britiske styrker skulle evakueres - og sammen med dem medlemmerne af Den Græske, Hellige Brigade, som havde været til stede på Samos de seneste måneder. Der var ingen tiltro til, at de 2500 italienske soldater ville kunne modstå et tysk angreb, mange fascistiske soldater ville formentlig kæmpe sammen med tyskerne. Der var nærmest hungersnød på Samos, og vandforsyninger måtte sejles over fra Leros, så situationen var katastrofal. Den italienske general og kommandant, general Mario Soldarelli besluttede ligeledes at evakuere Samos. Baird og Soldarelli sejlede til Kusadasi på den tyrkiske kyst for at forhandle om passage for de britiske og italienske soldater, og efter besværlige forhandlinger fik de den ønskede tilladelse. Den 19. november begyndte evakueringen, først med de britiske og siden de italienske tropper. Anders spillede en meget afgørende rolle ved løsningen af den vanskelige opgave. Oberstløjtnant Hamsun udtalte om Anders' indsats: "Jeg skal altid være Andy taknemlig for hans Eksempel og den Inspiration, han var for mig ved Evakueringen af Samos. Han var en vidunderlig mand at have med sig, naar man var trængt op i et Hjørne. Hans Ro og Mod i Aktion var enestaaende og blev efterhaanden betragtet som en Selvfølge.". Det er usikkert, hvor mange der blev evakueret fra Samos, men Thomas Harder anslår, at 222 briter, 358 grækere fra Den Hellige Brigade, 400 græske frihedskæmpere og ca. 3.000 italienere blev bragt i sikkerhed i Tyrkiet på fiskeskibe og småbåde.

Da tyskerne den 22. november besatte Samos, var Anders Lassen og hans folk stadig på øen, og de skjulte sig oppe i bjergene. Et par gange tog Anders sine folk med ned i Vathy for at vise grækerne, at der stadig var britiske tropper på øen, og de forsøgte at give udseende af at være flere, end de rent faktisk var. Sidst i november genoptog man evakueringen af de resterende italienske soldater. På den ene side var de bange for, at grækerne ville hævne sig for de år, de havde været under italiensk besættelse, på den anden side frygtede de repressalier fra deres tidligere partnere, tyskerne. Udover anvendelse af småskibe blev også forsøgt en mere fantasifuld løsning, hvori Anders var stærkt involveret. Man fremskaffede al det reb, der kunne findes på Samos, og gjorde det fast til en række af småskibe. På det 1500 meter lange reb blev bundet vanddunke for at holde det oppe. Håbet var, at de flygtninge, som ikke kunne svømme, kunne krydse strædet over til Tyrkiet ved egen hjælp. Anders havde været meget skeptisk, og det viste sig da også, at løsningen ikke fungerede, så man måtte igen ty til at sejle 10-20 personer ad gangen over til den tyrkiske kyst. Anders og hans mænd var de sidste til at forlade Samos. Af de dodekanesiske øer var nu kun Kastelorizo på britiske hænder, og det kun i en meget kort periode.

Flygtningene fra Samos blev interneret på en smal strandbred uden for Kusadasi. Efter en kedsommelig ventetid blev Anders og hans mænd sat på et tog til Aleppo. Anders medbragte sin elskede Pipo, som han insisterede på var en maltesisk terrier. Hunden var ikke særlig populær blandt de øvrige passagerer, men den var, som en af Anders' kammerater fortalte, udmærket når det gjaldt om at skabe kontakt til kvinder. I Aleppo tilbragte de nogle dage i en baraklejr, hvor de blev udstyret med nyt materiel, inden de fortsatte til Haifa. Efter orlov i Cairo vendte de tilbage til Raiding Forces' hovedkvarter i Azzib for hvile, træning og reorganisering. Nu kunne styrken igen koncentrere sig om deres virkeligt formål, nemlig udførelse af raids mod de tyske stillinger.

Raiding Forces og Operation Bodyguard
Raiding Forces under ledelse af brigadegeneral D. J. T. Turnbull omfattede forudes S.A.S. over (resterne af) Long Range Desert Group, Den græske, hellige brigade samt endnu et par enheder. Ligesom SSRF havde gjort det i Kanalen i 1942 skulle Raiding Forces deltage i de vildledningsplaner, som de allierede iværksatte for at aflede tyskernes opmærksomhed fra den scene, hvor de næste gang ville slå til, nemlig Operation Overlord, hvor de allierede ville invadere Normandiet. Denne vildledningsstrategi fik navnet Bodyguard. I begyndelsen af 1944 havde tyskerne 2 divisioner på Kreta, en divisin på Rhodos, 800 mand på Karpathos, 4000 mand på Lerossamt 2000 mand på Kos og nogle mindre styrker på Simi og de mindre græske øer i Ægæerhavet. Tyskerne havde stadig luftherredømmet, men manglede transportskibe. Da det som vist ikke havde været muligt at fastholde de græske øer, blev den fremtidige strategi at trække så store fjendtlige styrker til de græske øer og så vidt muligt fastholde dem der. Dette skulle opnås ved nålestiksoperationer, raids, netop den krigsform, som SBS var oprettet til. SBS's base under disse operationer var den 180 tons tunge skonnert Tewfik, der blev beskrevet som et "kolossalt badekar".

Halki, januar - februar 1944
Den 31. januar 1944 gik Anders Lassen og fire mand i land på den lille ø Halki (Chalki), som ligger seks km vest for Rhodos. Udover Anders omfattede gruppen sergent O'Reilly, korporal Smart samt den græske løjtnant Katsikas. Anders og Katsikas opsøgte Halkis borgmester. Familien var gået i seng, og de var for skræmte til at åbne døren. Katsikas råbte, at de bragte vigtige oplysninger, og borgmesteren sagde til sin kone: "Jeg er sikker på, at det er Lassen.", borgmesteren kendte Anders fra hans besøg året forinden. Borgmesteren fortalte, at garnisonen på øen omfattede seks medlemmer af det fascistiske politi. Anders og hans folk gik hen på politistationen og bankede på døren. De nervøse politifolk kunne ikke rigtigt finde ud af at åbne døren, så Anders lod den slå ind og affyrede skud hen over hovedet på italienerne. Våbnene blev beslaglagt og raiderne gik i gang med at bryde pengeskabet op. Mens de var i gang hermed, hørte de lyden af en motorbåd komme ind i havnen. Det var en tysk patruljebåd fra Rhodos. Anders lod en af sine folk blive tilbage og passe de fem italienere, og sammen med den sjette gik de ned til havnen, hvor de gik i dækning. Den italienske politimand fik ordre på at byde tyskerne på en drink i land, og da patruljebåden lagde til, åbnede raiderne ild. To af de seks tyskere blev såret, og de øvrige overgav sig straks. Det viste sig, at patruljebåden indeholdt forsyninger, bl.a. fire levende grise. Raiderne tog båden på slæb tilbage til Tewfik.

Under aktionen på havnen blev Anders Lassen såret. Det var hans trofaste følgesvend Sean O'Reilly, hvis riffel gik af, da han snublede, og skuddet ramte Anders i benet. "Din irske Hund, vil du slaa mig ihjel?", råbte Anders, mens han samtidig skød og sårede to tyskere. O'Reilly, som var Anders dybt hengiven, var meget ulykkelig. Typisk for Anders bekymrede han sig mere over, om episoden kunne komme O'Reilly til skade, end om såret. De følgende dage bagatelliserede Anders såret og undlod at tale om, hvad der var sket. Der gik infektion i såret, og meget mod hans vilje måtte han lade sig indlægge på hospitalet i Cairo. Anders havde selskab af Pipo, som havde fulgt ham siden Leros. Anders lå på stue med løjtnant Cole, som hjalp med at skjule Pipo for oversygeplejersken. Da Pipo endte med at blive bortvist, sneg Cole sig ud af hospitalet medbringende Pipo, som herefter blev passet af Coles hustru. Anders besøgte ofte familien Cole, når han havde orlov.

Et andet fristed fandt Anders hos familien Hoffmann, som boede lidt syd for Cairo, Vagn Hoffmann var leder af en cementfabrik. Hos familien Hoffmann mødtes Anders Lassen og den danske løjtnant Jørgen Halck. Jørgen Halck flyttede til Sydafrika i 1937 for at arbejde for ØK. Ved krigens udbrud havde han meldt sig til den sydafrikanske hær, hvor han var efterretningsofficer. Halck udgav efter krigen en biografi om Anders Lassen, hvori han bl.a. beskriver dertes møde hos familien Hoffmann. Halck fortalte Anders, at han kort forinden havde afhørt en tysk krigsfange, som havde fortalt, at der var udsat en pris på 20.000 DM på Anders' hoved. Beløbets størrelse lyder utroligt, men der er ingen tvivl om, at Anders Lassen havde ingydet frygt og rædsel i mange tyskere.

Orlov, bryllup og hundekunster
Ikke alle orlovsperioder blev tilbragt i så stilfærdige omgivelser. Haifa, Tel Aviv, Beirut, Alexandria og Cairo var fulde af barer og restauranter, natklubber og bordeller, og alle steder var der masser af soldater og civile, som prøvede at glemme krigens rædsler. Anders gik til flaskerne og var også ofte indblandet i slagsmål. Han og Stud kappedes også om at nedlægge flest smukke kvinder. Når Anders fik øje på en køn pige ved et bord i en cafe, sendte han Pipo over til bordet, hvor den lavede forskellige fjollede tricks, som Anders havde lært den. Kort efter dukkede Anders op og undskyldte, hvis hans hund havde været til ulejlighed, og det endte uvægerligt med, at han blev inviteret til at tage plads.

George Jellicoe fik en kæreste. I december 1943 mødte han Patricia O'Kane i Beirut. Hun var vokset op i Shanghai, havde studeret kunst i London, hvorefter hun vendte tilbage til Shanghai. Da japanerne gik ind i krigen, blev hun evakueret og endte i Beirut. Her arbejdede hun med at producere falske nyheder for briterne for at vildlede fjenden. Parret blev gift i 1944, og Anders var en af brudesvendene. Han optrådte med to kunstige fortænder, som han endelige havde taget sig sammen til at få lavet. Bryllupsfesten har tilsyneladende været animeret, for Anders dukkede dagen op hos lægen og fremstammede, at han havde slugt sine tænder. Røntgenbillederne viste ikke spor af tænderne, men kammeraterne påstod: 1) at de lå i en ung dames håndtaske 2) at de blev fundet under Anders' hovedpude eller 3) at de var blevet fundet under hans egen hovedpude.

Men under den flere dage lange bryllupsfest var Pipo forsvundet, og en ulykkelig Anders måtte forlade Beirut uden sin elskede hund. Anders tilkaldte Sean O'Reilly og tilbød ham 7 dages orlov, hvis han ville tage til Beirut og lede efter Pipo. O'Reilly spillede uinteresseret og fik 10 pund med på turen. Pengene rakte til en druktur de første 3-4 dage, hvorefter han gik i gang med at lede. (Beirut havde dengang 250.000 indbyggere). Pipo fandt han ikke, men den sidste dag så han på gaden en kvinde med en hund, som svagt lignede Pipo. O'Reilly stjal hunden og tog den med op på hotelværelset, hvor han med skosværte forsøgte at få den stakkels hund til at lige Pipo. "Hvad bilder du dig ind - - - bringe mig saadan en Hund efter at jeg har givet dig 7 Dages Orlov - - - den ser jo ikke engang kviv ud - - -".. En uge senere sendte Anders en hel deling til Beirut for at lede efter Pipo, og det lykkedes dem at finde den. Anders foranstaltede en kamp mellem den ægte og den falske Pipo, og til Anders' ærgrelse gik den falske Pipo af med sejren.

Santorini, april 1944
På grund af flere tab i de foregående måneder fik Sutherland den 9. april 1944 ordre til at indstille alle aktiviter i den østlige del af Ægæerhavet, hvilket fik Sutherland til at foreslå en offensiv mod øgruppen Kykladerne i den vestlige del. Denne øgruppe, som består af mere end 200 øer, omfatter bl.a. Naxos, Paros, Delos, Mykonos og Santorini (Thira/Thera).

Kort over Kykladerne i det græske øhav.

Den 19. april 1944 sejlede to patruljer med ialt 25 mand under Anders Lassens kommando mod Santorini. Hans næstkommanderende - og gode ven - var løjtnant Stefan Kasoulis. Kasoulis var gift, og de havde netop fået et barn. Opgaven var at erobre, ødelægge eller købe skibe, som sejlede for tyskerne, eller som kunne tænkes at gøre det, samt ødelægge fjendens kommunikationsanlæg og påføre ham skade i størst muligt omfang. Til køb og/eller bestikkelse medbragte Anders en større sum penge. Det var normen, at chefen delte evt. overskydende beløb med folkene. Skibene lagde til ud for sydøstkysten af Santorini. Sent om aftenen gik Anders og Kasoulis i land for at rekognoscere, men det lykkedes dem ikke at få væsentlige oplysninger om de tyske og de italienske soldater, og efter nogle timer vendte de tilbage til skibene. De fortsatte til den lille vulkanø Nea Kameni, hvor de kastede anker. Skibene var udstyret med hvidgrå camouflagenet, og ved dagslys var skibene desværre meget synlige på baggrund af de sorte klipper. De blev da også snart opdaget af flere lokale fiskere.

Om natten den 22. - 23. april blev alle soldaterne landsat på østsiden af Santorini, lidt nord for hovedbyen Thira. Skibene sejlede bort for at ligge i skjul. Anders delte folkene op i tre grupper: Den ene gruppe på 12 mand, som han selv ledte, ville angribe de 38 tyskere og 10 italienere, som var indkvarteret på førstesalen af bankbygningen. Den anden gruppe skulle gå i stilling udenfor den bygning, hvor den tyske kommandant og hans adjudant boede; når de vovede sig ud, skulle de tages til fange eller dræbes. Den tredje gruppe skulle angribe radiostationen. Angrebet skulle iværksættes lige efter midnat den 24. april.

Det lykkedes Anders, Kasoulis og resten af gruppen at komme ubemærket ind i bankbygningen til trods for hundeglam og vagtposter. I spidsen for 12 mand liste Anders op ad trappen. Han stillede to mand ved hver sin dør og gav ordre til, at de skulle sparke dørene ind, når han gav signal med sin fløjte. Den første dør blev sparket ind, og O'Reilly kastede en granat ind i rummet og fyrede løs med sin maskinpistol. Da Kasoulis sparkede den anden dør ind, blev han straks dræbt af et automatvåben, og flere andre raidere blev såret. Den voldsomme og uventede modstand tvang Anders og hans folk ud ad bygningen. Her reorganiserede de sig og trængte igen ind i bygningen. Anders, som var fortvivlet og rasende over tabet af sin ven, gik sammen med sergent Nicholson fra rum til rum i den store bygning. De kastede en håndgranat ind i hvert rum, hvorefter Anders og Nicholson affyrede maskinpistolsalver ind i lokalet. Da Anders var overbevist om, at samtlige fjender enten var døde eller sårede, gik han tilbage til Kasoulis og forvissede sig om, at han var død, og medtog hans identitetsmærke, guldkæde og dagbog.

Herefter begav raiderne sig tilbage mod kysten. Med sig havde de den sårede sanitetsmand Kingston, som var blevet skudt i maven. Undervejs blev de råbt an af tyskere, mens Anders smed en håndgranat, hvorefter fjenden fortrak. Knap en km fra den hule ved landsbyen, hvor de tre grupper skulle mødes, blev Kingston efterladt sammen med O'Reilly og to andre mænd, mens de øvrige fortsatte. I hulen mødte de løjtnant Balsillie og hans fire mand. Det var lykkedes dem at tage otte tyske fanger og ødelægge deres radioudstyr samt erobre en del dokumenter. Sergent Henderson havde været mindre heldig, iden den tyske kommandant og hans adjudant var flygtet gennem en havedør, da Henderson og hans folk var trængt ind gennem fordøren. Samtidig fik Anders at vide, at tyskerne havde taget 10 græske gidsler, deriblandt borgmesteren, som de havde truet med at skyde, hvis ikke øboerne røbede raidernes opholdssted. Anders sendte Balsillies gruppe sammen med de tyske fanger ud til kysten.

Selv gik Anders og Nicholson tilbage for at finde den sårede Kingston. De fandt ham og bar ham tilbage på en låge, som de fik at nogle vingårdsarbejdere. Da de kom tilbage til de andre, forskansede de sig i et hus, hvorefter de sendte en græker afsted efter en læge. Lægen bekræftede mistanken om, at Kingston havde indre blødninger, og han gav ham en dosis morfin, og kort efter døde Kingston. De lagde ham på en båre, svøbte ham i nogle tæpper og anbragte en bibel mellem hans sammenfoldede hænder. Derefter overgav de ham til nogle grækere, som anbragte ham foran altret i kirken, indtil han blev begravet den følgende dag.

I løbet af eftermiddagen lød der skud fra den hule, hvor tyskerne holdt deres gidsler fangne, og en dræber fortalte, at tyskerne havde skudt gidslerne, og at deres løjtnant Hesse havde truet med at skyde resten af indbygggerne i byen. Anders blev rasende og sendte Hesse en note med en græker. Heri skrev Anders, at han ville sørge for, at Hesses navn blev anbragt på listen over krigsforbrydere, og at han ville komme tilbage, hvis der blev foretaget yderligere repressalier mod civilbefolkningen. I givet fald ville han komme med 1000 mand og ikke som denne gang med kun 500. (I parentes bemærket var der "kun" 25 raidere på øen, men det skader vel ikke med lidt psykologisk krigsførelse.)

Da det blev mørkt, begav Anders og hans mænd samt de tyske fanger sig afsted til det aftalte mødested, som de nåede omkring kl. 3 om morgenen. Trods lyssignaler fra land var der intet tegn fra bådene, og det begyndte at storme. De lagde sig til hvile op ad en mur og skiftedes til at sove en time ad gange, mens den, der havde vagten, hvert tiende minut sendte lyssignaler ud mod det oprørte hav. Om morgenen gik det op for raiderne, at de befandt sig op ad et kloster, og de listede ind i klosterbygningen og fandt nogle ledige celler uden at forstyrre munkene. Om eftermiddagen fortalte munkene, at de havde modtaget besked fra raidernes patrulje, at menig Harris var blevet såret i benet, og at de ville blive på den anden side af bjerget, indtil det blev mørkt. Derefter ville de slutte sig til hovedstyrken. Munkene gav raiderne noget at spise, og kl. 3 om morgenen dukkede patruljen op. Næste dag var der en del luftaktivitet, idet tyskerne uden held forsøgte at lokalisere fjenderne. Ved nitiden op aftenen dukkede tre skibe op ud for kysten, og raiderne og deres fanger blev roet om bord. Der gik tre dage, inden de nåede tilbage til deres base, da de kun kunne sejle om matten, mens de om dagen lå i skjul for fjenden.

I to dage vajede flaget i lejren på halv stand for de to dræbte raidere. En af de menige sagde: "Captain Lassen drunk two days of sorrow - like a father".

I sin indberetning efter aktionen skrev Anders:

"     Der er ingen Tvivl om at det at angribe Barakker om Natten forlanger en Del Dygtighed og Erfaring, som kun findes hos de ældre Mænd i S.B.S, og som ikke vil forefindes hos Forstærkningen.

     Manglende Erfaing maa erstattes med haard Træning, navnlig i Gade- og Huskampe, og Mandskabet skulle i det hele taget undervises i, hvordan de skulde passe paa sig selv., f.Eks. ikke stille sig foran Døre. Rekrutternes Marchstandard var daarlig, og i mange tilfælde ikke, hvad man kunde have venter.

     Sergeant Nicholson, Corporal Sibbet og Corporal O'Reilly var som sædvanlig udmærkede - rolige og dygtige under Angrebet. ...

A. Lassen. M.C. Captain.

Paros, maj 1944, april 1944
I begyndelsen af maj 1944 optrappede de allierede deb store vildledningsmanøvre, som skulle få tyskerne til at tro, at der ville komme en invasion fra Nordafrika mod Sydfrankrig. Man forsøgte at overbevise tyskerne om, at man var klar til at gå ind i Grækenland og Bulgarien. Overalt i Europa blev modstandsbevægelserne opfordret til at skrue op for deres sabotageaktiviteter. Og i Ægæerhavet øgede Raiding Forces sine operationer. Den 9. maj sejlede Anders Lassen med 12 mand til Paros, og to dage senere afgik patruljer til Naxos.

Lassen og hans folk gik i land nær sydspidsen af Paros om aftenen den 13. maj. Den følgende dag tilbragte de i en hule, hvorefter de den følgende nat marcherede godt 10 km til landsbyen Lefke, hvor tyskerne var ved færdiggøre en ny lufthavn. De bankede på døren til familien Stellas' hus, og familiens tre sønner tilbød straks at hjælpe. Den 23-årige Nikolas Stellas havde været med til at bygge flyvepladsen og kendte til dens sikkerhedsforanstaltninger, og han tilbød at gå med og vise vej. Anders med Pipo og sergent Nicholson gik i spidsen, men da de var kommet et stykke op ad bjerget, begyndte nogle af mændene at sakke bagud. Det var især radiotelegrafisten, som skulle slæbe på sin udstyr men også det 28 kg tunge batteri. Anders gik ned og tog batteriet på ryggen og var snart i spidsen igen, og han nåede toppen som den første efter mere end 7 timers hård march. Han lod folkene hvile om formiddagen og brugte eftermiddagen til at rekognoscere flyvepladsen fra et bakkedrag. Operationen begyndte næste morgen. Anders ville angribe flyvepladsen og ødelægge radiostationen, mens sergent Nicholson skulle tage sig af landsbyen, hvor der efter sigende skulle opholde sig tyske ingeniører, vagter og officerer. Kl. 11 gik Anders med sin gruppe ned mod flyvepladsen, mens Nicholson og hans folk gik ned i byen. Det var aftalt, at angrebene skulle indledes kl. 13, hvorefter grupperne skulle mødes ved en mur udenfor byen.

Nicholsons folk begyndte at gennemgå de huse, hvor man havde mistanke om, at der boede tyskere. Der blev kastet en bombe ind i det hus, hvor flyvepladsens kommandant havde sit kvarter. Ud kom en forvirret tysk officer, som straks overgav sig, inde i huset fandt man adjudanten dræbt af bomben. I nogle af de andre huse nægtede tyskerne at komme ud og gemte sig under senge og i skabe, så raiderne kastede bomber ind af vinduerne og dræbte dem. Da Nicholson gik tilbage med kommandanten, blev de beskudt, og Tabel blev lettere såret i halsen. Det viste sig, at det var ild fra deres egne. Raiderne var altid iført fodtøj med gummisåler, men den tyske kommandants sømbeslåede støvler havde forvirret raiderne. Tæt på mødestedet blev der kastet en håndgranat mod dem, og igen blev Tabel ramt. Denne gang lod Nicholson ham blive liggende. Det var endnu en gang deres egne, som havde antaget Nicholson og Tabel for tyskere. Det lykkedes Anders' gruppe at ødelægge radiostationen og dræbte herunder fire tyskere. De tog de grækere, som havde hjulpet dem, med tilbage til mødestedet. Blandt hjælperne var øen politimester Grilakis, som imidlertid var blevet såret. Da de kom til mødestedet, manglede en gruppe på fire mand, mens Anders var nødt til at forlade Paros og vende tilbage til basen. Det viste sig, at tre af de fire savnede soldater havde været nødt til at skjule sig hele dagen for tyskerne, og først den næste nat kunne de snige sig ned til oposamlingsstedet - uden håb om at blive samlet op. Imidlertid havde Anders insisteret på at vende tilbage den følgende nat for at lede efter sine kammerater.

Den sidste af de manglende var den unge Nikolas Stellas fra landsbyen Marpissa. Han var blevet taget til fange af tyskerne, men selv efter tortur nægtede han at opgive navnene på andre medlemmer af øens modstandsbevægelse. Tyskerne hængte ham på torvet i hans hjemby den 21. maj 1944 og tvang byens borgere til at defilere forbi. Her næsten 80 år senere mindes landsbyen den unge helt og martyr ved en gudstjeneste hvert år sidst i maj måned.


Adriaterhavet, juli-august 1944
Den 6. juni 1944 gik de allierede i land i Normandiet, og der var dermed ikke længere behov for at bilde tyskerne ind, at invasionen ville ske i Sydeuropa. Det blev derfor besluttet, at overlade nålestiksoperationerne i Ægæerhavet til Den Græske Hellige Brigade, mens SBS skulle flytte til Syditalien og derfra udføre operationer i Jugoslavien og øerne i Adriaterhavet. Samtidig hermed blev SBS omdøbt fra "Special Boat Squadron" til "Special Boat Service". Anders benyttede den orlov, han blev påtvunget i juni 1944, til at deltage i raids med Tsigantes og hans brigade. Der udviklede sig et nært forhold mellem de to krigere, og Tsigantes udtalte siden om Anders: "Hans legendariske tapperhed, hans ekstraordinære gåpåmod og hans strålende kammeratskab var ved flere lejligheder hovedårsagen til fabelagtige succeser".

Ved midnat den 27. august 1944 blev Anders Lassen, hans næstkommanderende løjtnant Jim Henshaw og yderligere 16 mand sat i land på den kroatiske kyst. Den primære opgave var at sprænge en jernbanebro over en kløft ca. 25 km syd for Dubrovnik. I de følgende dage skulle de angribe alle mål, der måtte vise sig ved jernbanen og på vejene i området. LRDG-folk (fra Long Range Desert Group) havde i længere tid holdt området under overvågning, og nu skulle SBS-raiderne så udføre operationen. Raiderne lå i skjul den følgende dag, indtil mørket faldt på. Mandskabet blev opelt i to patruljer, en under ledelse af Anders, den anden under Henshaw. LRDG-folk viste vejs, mens lokale partisaner bar sprængstofferne. Efter otte timers march nåede de frem til et nyt skjulested, hvor de opholdt sig den følgende dag. Omkring kl. 21 den følgende aften var de fremme ved målet, hvorefter sprængladningerne blev anbragt. Efter en vellykket sprængning samledes SBS-raiderne, LRDG-folkene og partisanerne og påbegyndte marchen til partisanernes hovedkvarter ved landsbyen Duboki, hvor de hvilede ud det næste par dage.

Kl. 02:30 den 2. september 1944 blev det meldt, at omkring 400 fascistiske militssoldater, såkaldte ustachier, under ledelse af tyske officerer var på vej mod lejren. Anders besluttede at tage kampen op mod den overtallige fjende, og han sendte Henshaw sammen med fem mand for at besætte en bakkekam i nærheden. Det lykkedes denne gruppe at dræbe eller såre tre fjender, men de blev tvunget til at trække sig tilbage og gå i dækning. Anders og de øvrige blev også tvunget til at trække sig tilbage. De nåede hverken at få proviant eller tøj med, og de strejfede rundt i bjergene i tre dage, inden de blev forenet med deres partisanvenner. Et par dage senere nåede de frem til opsamlingsstedet, hvor Henshaw og hans gruppe befandt sig. Der blev om natten sendt lyssignaler ud til den båd, der skulle samle den op. I stedet blev der pludselig åbnet ild fra et tysk kystbatteri, som havde fået øje på de britiske torpedobåde, men afstanden var så stor, at der ikke skete nogen skade. Snart efter nåede bådene frem til mødestedet, og Jellicoe selv var taget med for at hente sine folk.

Raiderne havde på vejen tilbage til kysten overfaldet en tysk transportkolonne og fra den erobret en formue i tyske rigsmark og italienske lire. Pengene fyldte så meget, at man ikke kunne slæbe dem alle med sig. Desværre besluttede raiderne sig til at satse på, at liren bedst ville holde sin værdi, mens den tyske rigsmark forventedes at blive værdiløse, når Tyskland brød sammen, men i virkeligheden gik det omvendt. Liren blev snart afløst af AM-lire, en valuta som blev udstedt af de allierede, mens rigsmarken var gangbar indtil 1948.

Anders' rapport var som sædvanligt yderst kortfattet, og den blev afvist af Jellicoe, og Anders forsvarede sig fortvivlet: "Hvad mere skal jeg skrive? Vi gik i Land - og naaede Broen - vi tilintetgjorde den - er det ikke nok?

Efter orlov vendte Anders Lassen tilbage til Grækenland med SBS.

Grækenland, september-oktober 1944
Den 14. september 1944 vendte Anders Lassen tilbage til Grækenland på troppeskibet LSI (Landing Ship Infantry) Prince David. Han var leder af M-squadron (kompagni). M-squadron var en del af den sammenbragte styrke Foxforce. I styrken indgik også den skotske "No. 9 Commando". Det overordnede mål var at forhindre den tyske tilbagetrækning fra Grækenland og således binde så mange af fjendens styrker. Disse aktioner var også en forberedelse på det møde, der ville finde sted i Moskva fra 9. -19. oktober 1944, den såkaldte "Moskvakonference", mellem Sovjetunionens leder Stalin og udenrigsminister Molotov, Englands premierminister Winston Churchill og udenrigsminister Anthony Eden, samt USA's feltmarskal Alan Brooke og ambassadør Averell Harriman. På denne konference fordelte de allierede stormagter deres indflydelse i Sydeuropa efter afslutning af krigen, fx fik Sovjetunionen 90% indflydelse i Rumænien, mens England (og de øvrigfe vestmagter) fik 10%. I Grækenland fik England 90% indflydelse, mens Sovjetunionen fik 10% o.s.v.

Prince David landede på den lille ø Kythira lige syd for halvøen Peloponnes. En uge i forvejen havde en SBS-patrulje, som var blevet kastet ned fra luften med det formål at ødelægge en tysk radarstation, konstateret, at tyskerne havde rømmet øen, hvorfor SBS besluttede at anvende den som base for operationen (Kythira beskrives ofte i den græske mytologi som kærlighedsgudinden Venus' fødested. De blev modtaget med begejstring af befolkningen. Suzanne Lassen fortæller, at de mest ivrige kastede sig i vandet med tøjet på og svømmede ud til skibet. Folk hang ud af vinduerne, og kirkeklokkerne kimede.


Fra Kythera blev der sendt adskillige patruljer op til øerne i Athen-bugten for at rekognoscere med henblik på den snarlige invasion af Grækenland, denne var planlagt til begyndelsen af oktober.

Thomas Harder fortæller i sin fantastiske bog "Anders Lassens Krig" om en episode, der tydeligt beskriver den store forskelle på de militære omgangsformer, der herskede blandt SBS-raiderne og det traditionelle militær. Her i en stærkt forkortet version. To af Anders' mænd er blevet "anråbt" af en britisk officer med spadserestok under armen. Efter en længere - meget humoristik - dialog, dukkede Anders op.

Hvad foregår der her?, bjæffede Anders. Deres mænd nægtede at adlyde en ordre om at grave sig ned, svarede officeren, mens hans mønstrede Anders' ordensspænder. Vi tror ikke på det pis!, fnøs Anders. Men se hvordan de er klædt!, klagede officeren. Anders så op og ned af ham, inden han svarede. Mine mænd behøver ikke klæde sig fint på for at være gode soldater. Det er sergent Holmes. Han fik Military Medal for ene mand at ødelægge et brændstoflager på Kreta i 1943. Han var sammen med mig, da vi ødelagde en bro i Jugoslavien, og på mange andre vellykkede raids. Den anden mand er sergent Wright, også MM. Han hjalp os med at sprænge den bro i Jugoslavien. Begge disse mænd har været i hæren, siden krigen brød ud, og de har formentlig slået flere tyskere ihjel, end de overhovedet har set. Ingen af officererne kunne finde på et passende svar, så Anders fortsatte. Og hvis De ellers er færdige med mine mænd, vil jeg tage dem med mig. Vi har vigtigere ting at tage os til end at grave fucking huller. Hvorefter Anders drejede om på hælen og marcherede væk.

Jellicoe var i spidsen for en større styrke, som gik i land på den modsatte side, dvs. vestsiden, af halvøen Peloponnes. De besatte straks den tyske flyveplads ved Araxos, så den kunne anvendes som bare for missionen Bucketforce. Næste opgave var erobringen af Patras, ca. 40 km nordøst for Patras. Med displomati og bluff lykkedes det de to SBS-patruljer på 62 mand at få mere end 2.000 grækere til at overgive sig. Grækerne var selvfølgelig klar over, at deres hidtidige venner og samarbejdspartnere snart ville forlade dem, og de var skrækslagne ved tanke om, hvad de græske partisaner kunne finde på at gøre ved dem. Det lykkedes at hindre tyskerne i at sprænge havneanlæggene i luften. Herefter fortsatte styrken fremrykningen mod landtangen ved Korinth, som forbinder Peleponnes med det græske fastland. Undervejs forhandlede Jellicor med de græske modstandsfolk, ELAS for at undgå henrettelser og hævndrab. Den 13. oktober 1944 sejlede Jellicoe og kaptajn Walter Milner_barry, chef for SBS's stanseskadron, langs nordsiden af Salamis til den vestlige udkant af Athen. Her stødte de på Ian Patterson, som med sin gruppe var rykket frem ad landevejen. Jellicor og Patterson besteg et par cykler og cyklede ind i Athen, hvor de blev modtaget af en overstadig befolkning, som sang, græd og kyssede deres befriere.

Saloniki (Thessaloniki), oktober-november 1944
Sidst i oktober foretog Anders Lassen flere rekognosceringer i området syd for Saloniki sammen med tolken Mavrikis og to soldater. Turene foregik i Anders' foretrukne transportmiddel, en jeep med Anders selv bag rattet. Ved en lejlighed overraskede de 3-4 tyskere ved en panservogn. Tyskerne blev taget til fange, uden at der blev løsnet et skud, og bragt tilbage til lejren. Udover at vedligeholde et tryk på de vigende tyske styrker skulle Anders og hans folk indhente oplysninger om ELAS (Ellinikos Laïkos Apeleutherikos Stratos, den hellensk folkebefrielseshær), som briterne på det tidspunkt anså som potentielle fjender. Under samtaler med ELAS "kom Mavrikis til" at røbe, at en stor allieret konvoh med mindst tre divisioner med pansertropper og artilleri m.m. bare ventede på signal til at invadere området. Om morgenen den 28. oktober 1944 begyndte Anders Lassen i spidsen for M-squadronen at rykke frem mod Saloniki. Tyske ingeniørsoldater havde gennem nogen tid forberedt sig på at ødelægge havneinstallationer og brændstofdepoter, og havneindløbet var allerede spærret af 44 sænkede skibe.

Anders opslog sit kvarter på en skole. Om aftenen var hans næstkommanderende, kaptajn Henshaw og Martin Solomon på rekognoscering i Anders' jeep, og det lykkedes dem at overraske og nedkæmpe en lastbil med forsyninger. Opmuntret af denne succes skrev den tysktalende Henshaw en note til den tyske kommandant, hvori han forsøgte at bilde ham ind, at han var omringet af en stor britisk styrke. Den tyske kommandant lod sig ikke narre, og snart så Henshaw og Solomon sig omringet, og de måtte flygte over hals og hoved efterladende jeep'en. Da de var kommet uden for fare, gik det op for dem, at de måtte fortælle Anders, at de havde mistet hans jeep, og den tanke skræmte næsten livet af dem. Kort før daggry sneg Henshaw og Solomon sig hen, hvor de havde efterladt jeep'en, og til deres lettelse stod den der stadig, og det lykkedes dem at komme tilbage til lejren med den. Da de fortalte Anders om episoden, sagde han: "Det klarede I godt. Men havde I ikke haft jeep'en med tilbage, ville jeg have skåret halsen over på jer.".

Om morgenen den 29. oktober lod Anders sin beskedne styrke (på seks officerer og 30-40 mænd) folk rykke ind i den vestlige del af Saloniki, som tyskerne havde rømmet. Jublende grækere kastede blomster til de britiske soldater og forærede dem vin og madvarer. Ved havnen kom det til en skudveksling med en gruppe tyskere, som var ved at forberede sprængning af et brændstofdepot. Efter at 22 tyskere var faldet, trak resten sig tilbage, og den følgende morgen trak de sidste tyskere sig ud af Saloniki. Anders telegraferede til Cairo: "Jeg har den ære at melde, at jeg er i Saloniki.". Den næste uges tid fungerede Anders Lassen som uofficiel guvernør af Saloniki, som havde en befolkning på omkring 150.000 indbyggere. Solomon skrev hjem: "Andy og jeg blev behandlet som Guder. Jeg faar aldrig igen saa megen Magt eller kommer til at nyde noget saa meget - Diktatorer i en Uge - jeg kan nu forstaa, hvordan Mussolini følte. At være Despor, selv om det kun var i ca. 9 Dage, er værd at opleve, navnlig naar Undersaatterne er gale, vidunderlige Mennesker... Andy og jeg forhindrer Tumulter og Mord - vi laver Love, vi tilgiver og fælder Dom - var vi ikke kommet og havde opført os, som vi gjorde, var der blevet spildt Masser af Blod. Ikke alene forlanger vi det bedste af alt, men vi har sat Befolkningen i Gang med at reparere Flyvepladsen og med at rydde Murbrokker til Side i Havnen..."

Den 2. november nåede fortroppen til hovedstyrken frem til Saloniki og tre dage senere resten af styrken, hvorefter Anders og M Squadronen vendte tilbage til Athen.

Athen, november 1944
De næste par uger gik mest med fester. Suzanne Lassen fortæller et par sjove historier om sønnens meritter i Athen. Hans elskede jeep blev stjålet en nat, og straks efter stjal han en jeep fra amerikanerne. Da hans overordnede hørte om det, sagde de, at han kunne beholde jeepen, hvis bare han fjernede nummerpladen. For at sikre at jeepen ikke blev stjålet, kørte han den om natten ind i hotellets foyer, men ikke nok med det, han fortsatte ind i elevatoren og parkerede bilen uden for sit hotelværelse. En nat gik det galt, og elevatoren satte sig fast, hvorefter Anders måtte tilkalde nogle af sine folk fra barakkerne for igen at få gang i elevatoren. En dag byttede Anders værelse med en af de andre officerer i SBS, en ung kaptajn, som var blevet gift, lige før han forlod England. Ud på natten blev døren flået op af en rasende græker, som for hen til sengen og affyrede adskillige pistolskud mod personen i sengen. Den unge kaptajn slap heldigvis med et skudsår i benet. Det viste sig snart, at den rasende mand var en græsk ægtemand, som havde hørt rygter om, at hans kønne hustru havde fået en del opmærksomhed fra en flot major i SBS. Bortset fra den uheldige kaptajn har alle medlemmer af SBS sikkert moret sig godt. Anders var i den periode hyppig gæst hos den danske gesandt (Overordentlig Gesandt og Befuldmægtiget Minister for Tyrkiet og Grækenland) Sven Peter Duurlo og dennes hustru Ebba, som bl.a. beværtede ham med flæskesteg, kalkun mv. For Anders var det sikkert også en kærkommen anledning til at tale sit modersmål og høre nyt hjemmefra.


Kreta, december 1944-februar 1945
I begyndelsen af december blev Anders Lassen sendt til Kreta som leder af en improviseret styrke, Senforce (opkaldt efter de tre sidste bogstaver i Anders' efternavn). Han blev udnævnt til "civil guvernør" over "Det Frie Kreta", men fik ingen klare direktiver om, hvad han og hans styrke forventedes at udrette. Denne rolle har formenlig passet godt til hans ønske om at løse vanskelige opgaver på egen hånd. Senforce gik i land den 3. december i Heraklion, hvor de indrettede midlertidigt kvarter. Anders mødtes med SOE-officeren kaptajn Percival, som forklarede situationen på Kreta. Den tyske generalmajor Hans-Georg Benthack, som var leder af Festungs-Division Kreta, var ved at samle de tyske og italienske tropper i den vestlige ende af Kreta. Med sine 13.000 mand var han ikke længere i stand til at bevare herredømmet over den store ø, hvor partisaner og guerillagrupper var ved at forberede en magtovertagelse. Der var stærk rivalisering mellem venstreorienterede (kommunistiske) og højreorienterede kræfter (EAK), hvilket siden skulle udvikle sig til en egentlig borgerkrig. Briterne var bekymtede for, at det kommunistisk orienterede ELAS/EAM, som ikke elskede de allierede, skulle tage magten. Tyskerne havde indgået en ikke-angrebsaftale med partisanerne, og var i øvrigt godt tilfredse med, at de kæmpede indbyrdes. Senere samme dag mødtes Anders med de vigtigste af de lokale partisanledere, hvoraf han kendte nogle fra sit raid mod flyvepladsen i Kastelli i juli 1943. Dette angreb var allerede blevet en del af øens folklore, og en stor menneskemængde samledes for at hylde Anders på byens torv. Kort efter mødet med partisanlederne fik Anders en overraskende opringning fra adjudanten ved det tyske garnison. Han bød Anders velkommen og fortalte, at de tyske styrker agtede at forholde sig passive. I de følgende måneder mødtes Anders og den tyske adjudant flere gange for at drøfte fangeudvekslinger, forholdet til civilbefolkningen mv.

Under disse vanskelige forhold blev chefen for SBS, George Jellicoe, erstattet af den 24-årige David Sutherland. Jellicoe skulle under David Stirling deltage i en specialstyrke, som skulle større Chiang Kai-Shek i kampen mod kommunisterne, når krigen i Europa var afsluttet. Selv om Stirling på dette tidspunkt stadig befandt sig i tysk fangelejr, blev Jellicoe med Churchills accept sendt på et stabskursus i Haifa for at forberede sig på opgaven. David Sutherland fløj til Heraklion for at fejre udnævnelsen og holde jul sammen med sin gode ven Anders Lassen. Anders havde beslaglagt byens største og bedste hotel og sendte bud er det lokale byorkester. Anders stod på trappen med en cigaret i mundvigen og dirigerede orkestret til befolkningens jubel. Han forsøgte at lære orkestret at spille den danske nationalsang, hvilket formentlig har givet nogle problemer. Herefter slog orkestret over i den græske nationalsang for at afslutte med God Save the King. Sutherland har beskrevet scenen, og han nævner også, at "Anders' skrækkelige hund Pipo tissede på alle folks bukseben, inklusive mine".

En dag var Anders taget ud til lufthavnen for at tage imod et fly fra Italien. Til hans overraskelse så han sin gamle krigskammerat, Sean stige ud af flyet. "Hvad gør du her?", spurgte Anders, og Sean forklarede, at han havde opført sig så dårligt (læs drukket så meget), at Sutherland havde sagt, at den eneste, der kunne få ham og de andre irere til at opføre sig ordentligt, var Anders, så nu var han her. Sean fejrede gensynet med sine gamle kammerater ved at drikke sig plakatfuld, og han var væk i flere dage. Anders blev så gal, at han sendte ham op i bjergene for at blive ædru. Her blev Sean gode venner med den lokale præst, og de kørte rundt sammen. Præsten standsede ved hvert hus, og så blev ouzo flasken fundet frem. På trods (grund? heraf var Sean en af de mænd, som Anders holdt mest af.

På Kreta fik Anders endnu en hund, den var stor og lodden og blev kaldt Tom Dog. Når den var med ham på restaurant, havde Anders lært den at tage en pengeseddel i munden og bære den hen til kokken, som tog sedlen og i stedet gav Tom Dog et kødben. Når Anders kørte rundt i bjergene, sad Tom Dog ved siden af ham. Mange ville påstå, at Tom Dog var gammel og grim og stinkede, men Anders elskede den.

I begyndelsen af januar 1945 mødte Anders den tyske generalmajor Benthack. Benthack udtrykte overraskelse over Anders' mildt sagt skødesløse påklædning, og Anders forklarede, at det var for at undgå at blive mål for snigskytter. Under mødet bemærkede den tyske kommandant, at det var en skam, at Anders havde så få tropper, da han ellers ville have overvejet at overgive sig til briterne. Men i betragtning af, at de var omgivet af græske modstandsfolk, ville det være selvmord. Sikker en korrekt antagelse, da tyskerne i de foregående år havde udvist en bestialsk grusomhed overfor lokalbefolkningen.

På trods af Anders' medfødte evne til at etablere gode relationer til de personer, han traf blev forholdet mellem de to græske fløje stadig dårligere, hertil kom, at hans folk ikke alene blev angrebet af kommunistiske partisaner, men også af dele af den civilbefolkning, som de var kommet for at hjælpe. Efterhånden var der daglige sammenstød meller parterne med dræbte på begge sider, og den borgerkrig, som rasede på det græske fastland, syntes på vej til Kreta.

Den 29. januar, kort efter at Anders var fløjet til Athen for at drøfte situationen, rykkede ELAS-folk ind i Heraklion, og det kom til hårde kampe. Kaptajnerne Charles Bimrose og Charles Clynes tog afsted i jeep for at sikre flyvepladsen, foran dem på motorcykel menig Cornthwaite. For at vise deres fredelige hensigter har ingen af dem våben, da de kører gennem et område, hvor partisanerne slås. Få km før flyvepladsen blev der åbnet ild mod dem. Cornthwaite blev ramt af skud både fra geværer og automatvåben. En kugle gik gennem benet på Bimrose, som sad på ryglænet, og fortsatte gennem hovedet på Clynes, som sad i passagersædet. De sårede blev bragt på hospitalet, hvor Cornthwaite døde samme dag. den 6. februar døde Clynes af sine sår.

Næste morgen stillede SBS-mandskabet for en gangs skyld korrekt uniformerede og velsoignerede og gik i parade gennem byen for at hylde deres døde vener og kolleger. Forrest gik tre præster, og også partisanlederne deltog i processionen. Samme dag ankom de første tropper af Creteforce, som skulle overtage kommandoen over Kreta. Cornthwaites og Clynes' død gjorde stort indtryk på alle SBS-folkene, ikke mindst på Anders, som havde haft et nært venskab med Clynes. At blive dræbt i kamp med fjenden var OK, men at blive såret eller dræbt af de mennesker, man var kommet for at hjælpe, var meningsløst. Lassen tilskrives undertiden æren for, at den græske borgerkrig på Kreta fik et mildere forløb end på fastlandet.

Da Anders gik om bord på den destroyer, som skulle sejle ham og hans folk til Italien, lod han Pipo og Tom Dog smugle om bord i en sæk. Det var ikke tilladt at medbringe hunde til Italien, men Anders lod dem bedøve med æter, så de ikke røbede sig.

Italien
Mangler

Comacchio, den sidste kamp, 8.-9. april 1945
Mangler

Under en samtale med Leni Riefenstahl sagde Hitler bittert, at "hvis italienerne ikke havde angrebet Grækenland og fået brug for vores hjælp, ville krigen have forløbet anderledes. Vi kunne være kommet den russiske kulde i forkøbet med flere uger og have erobret Leningrad og Moskva. Der ville ikke have været et slag om Stalingrad." Hertil kom, at behovet for at besætte landet, holde partisanaktiviteten nede og forsvare det mod allierede aktioner bandt adskillige tyske og italienske divisioner i Grækenland under hele krigen.

Anders Lassens medaljer
De medaljer, som Anders Lassen blev tildelt - heraf nogle posthumt, er udstillet på Frihedsmuseet i København, men de tilhører Anders Lassen Fonden. Frihedsmuseet, hvis officielle navn er "Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-1945", ligger i Churchillparken i København tæt på Amalienborg, Kastellet og Langelinie.

Anders Lassens medaljer

Anders Lassens medaljer, udstillet på Frihedsmuseet

Fra venstre mod højre:
  • Christian X's Erindringsmedalje – Danmark
  • Victoriakorset – Storbritannien
  • Militærkorset med to bjælker – Storbritannien
  • Det græske krigskors – Grækenland
  • 1939–1945-Stjernen – Storbritannien
  • Afrika-Stjernen – Storbritannien
  • Italien-Stjernen – Storbritanien
  • Forsvarsmedaljen – Storbritannien
  • Krigsmedaljen – Storbritannien
Christian X's Erindringsmedalje for deltagelse i krigen 1940-1945. Medaljen blev tildelt posthumt. Victoriakorset (Victoria Cross) er den højeste militære britiske orden, der kan tildeles en person fra de britiske eller Commonwealths styrkerne for tapperhed udvist overfor fjenden.Militærkorset (Military Cross), som blev indstiftet i 1914, tildeles officerer til og med majorsrang for "tapper og fremragende indsats i kamp" som anerkendelse for "en eller flere eksemplarisk modige handlinger under aktive operationer mod fjenden til lands...". Korset forsynes i tilfælde af gentagen tildeling med "et spænde" ("eng. bar"). Anders Lassen blev tildelt Militærkorset for tre gange for sin indsats i Special Boat Service i det græske øhav i 1942-1943. Der blev under anden verdenskrig kun uddelt 24 militærkors med "2 bars", hvoraf det ene tilfaldt Anders Lassen. Det græske krigskors blev indstiftet i 1940 for tapperhed i krig. Anders Lassens kors er af 3. klasse (bronze krone). 1939-1945-Stjernen (1939-1945 Star) blev tildelt for tjeneste i perioden mellem 3. september 1939 og 2. september 1945, normalt for mindst 6 måneders tjeneste under operationel kommando. Hvis man fik tildelt en tapperhedsdekoration, var man uanset tjenestens varighed også kvalificeret til 1939-1945-Stjernen. Medaljen blev endvidere tildelt, hvis tjenesten blev afsluttet med døden eller invaliditet som følge.Afrika-Stjernen (The Africa Star) var en British Commonwealth medalje, som blev givet for tjeneste i Nordafrika. Italien-Stjernen (The Italy Star) var en British Commonwealth medalje, som blev givet for tjeneste i Italien, Grækenland, Jugoslavien, Ægæerhavet og De Dodekanesiske Øer (Rhodos, Symi, Leros, Karpathos m.fl.). Tildeling af medaljen krævede forudgående tildeling af 1939-1945-Stjernen. Forsvarsmedaljen (The Defence Medal) var en British Commonwealth medalje, som blev givet for tjeneste under anden verdenskrig: mindst 1 år i England eller mindst 1 år i oversøisk tjeneste. Krigsmedaljen (The War Medal) blev givet for tjeneste i mindst 28 dage, enten i land eller til søs.

Anders Lassens viktoriakors
War Museum, det britiske krigsministerium, begrundede indstillingen af Anders Lassen til victoriakorset således: "Major A.F.E.V.S. Lassen blev beordret til at føre en kamppatrulje under angrebet på den nordlige bred af Lago Comacchio, Italien, natten mellem den 8.-9. april 1945. Hans opgaver var at skabe forvirring og forvolde tab blandt fjenden, tage fanger samt give det indtryk af, at hovedlandgang var under anmarch. Ved sin strålende ledelse og sin fuldstændige foragt for sin personlige sikkerhed havde major Lassen, stillet ansigt til ansigt med overvældende overlegne styrker, nået sit mål. Tre fjendtlige stillinger blev udslettet, inklusive seks maskingeværer, otte fjender blev dræbt og andre såret, og der blev taget to fanger. Den høje grad af pligttroskab og den agtelse, hvormed han blev betragtet af de mænd, som han anførte, og sin enestående tapperhed, satte major Lassen i stand til at udføte alle de opgaver, han havde fået overdraget, med fuldstændig succes." Ovenstående er et uddrag, men hvis du vil læse hele indstillingen, så klik her.

Viktoriakorset er et malteserkors med løve og krone. På forsiden bærer det inskriptionen "FOR VALOUR" (for tapperhed) og på bagsiden modtagerens navn, rang, nummer, militære enhed og dato for handlingen, der resulterede i tildeling af ordenen. Korset blev indstiftet i 1856 af Dronning Victoria (efter Krimkrigen). Det er fremstillet af bronze fra en erobret kanon fra Sebastopol. Victoriakorset overrækkes altid af den britiske af monark. Dekorationen rangerer foran alle britiske ordener og dekorationer.

Nogle måneder efter Anders Lassens død, modtog den danske gesandt i Athen Den Hellige Brigades diplom og emblem. Det var oberst Tzigantes og hans officerer som på denne måde ville bringe deres krigskammerat en sidste hyldest.

Det græske, hellige Regiment
1942-1945

Major Anders Lassen, M.C.

har Ret til at bære Emblemet af det græske, hellige Regiment for udvist Mod, Udholdenhed og Iver under Frihedskrigen.

Tzigantes

Litteratur om Anders Lassen
Der findes efterhånden en del litteratur om Anders Lassen, men i flere år var der stort set kun moderens, Suzanne Lassens, dejlige bog på markedet. Min Onkel Svends udgave er desværre gået tabt, men jeg var så heldig at kunne låne den af min ven Mogens, som har nogenlunde smag for litteratur, som jeg selv har. Hvis du har læst det foregående, er du ikke i tvivl om, at denne på samme tid hjertevarme og hjerteskærende beretning er min favorit. Den næste bog, jeg læste om Anders Lassen, var Mike Langleys Anders Lassen VC, MC, of the S.A.S.. skriv mere??? I 2010 udkom Thomas Harders "Anders Lassens Krig" - skriv om den, når du har læst den.

Nicolai Moltke-Leth udgav i 1996 "Jo, du kan" om sine oplevelser indenfor Jægerkorpset. Bogen, som jeg har læst med stor fornøjelse, er dedikeret til Anders Lassen, som er et ikon for såvel Jægerkorpset og Frømandskorpset. Bogen afsluttes med et velskrevet afsnit om Anders Lassen. Bl.a. på grundlag af indtægterne fra bogen stiftede Nicolai Moltke-Leth i 1996 Anders Lassen Fonden, som belønner og støtter en betydningsfuld militær indsats eller humanitært arbejde. Fonden er under protektion af kronprinsen Frederik, der som bekendt er uddannet i Frømandskorpset. Cheferne for Jægerkorpset og Frømandskorpset er selvskrevne medlemmer af bestyrelsen.

  • Suzanne Lassen: Anders Lassen – Sømand og Soldat på Gyldendal (1949). Fås i en paperback udgave: ISBN-13-978-87-987648-5-4 på MeMeMedia.
  • Thomas Harder: Anders Lassens krig – 9. april 1940 – 9. april 1945 på Informations Forlag, 2010. ISBN-978-87-7514-253-8.
  • Mogens Kofod-Hansen: 'Andy' - et portræt af danskeren, major Anders Lassen (1987), udgivet af Frihedskampens Veteraner på Frihedsmuseets Venners Forlags Fond. ISBN-87-88214-168.
  • Mike Langley: Anders Lassen VC, MC, of the S.A.S. (1988). ISBN-87-12-01888-0.
  • Jørgen Halck: En dansk soldat : Major Anders Lassen : V.C., M.C. på Thaning & Appel (1948)
  • Nicolai Moltke-Leth: Jo, du kan – Elitesoldat i Jægerkorpset, Aschehoug, 1996. ISBN-13 978-87-608-0461-8.
Hvis du ikke har tid eller lyst til at gå til boghandleren eller på biblioteket, kan jeg anbefale dig at læse "Operation Albumen". Heri fortæller de to medlemmer af Europa-Parlamentet, Anne E. Jensen og Ole Christensen, om Anders Lassens bedrifter på Kreta (udgivet 2010). De besøgte Kreta i 2009 og mødte historikeren og forfatteren Giorgios Kalogerakis. Kalogerakis havde netop udgivet en bog om sin landsbys kamp for frihed og mod nazismens grusomheder under anden verdenskrig. Han fortalte levende om Anders Lassen og andre i britisk tjeneste, som satte deres liv på spil ved at bryde ind på den tysk besatte flyveplads i Kastelli og sprænge adskillige maskiner i luften. Klik her for at læse den spændende beretning. Filmproducenten Anders Sandberg har medvirket, og vi er mange, der håber, at han vil følge op med en længe ventet film om vores store helt.


Til minde om Anders Lassen
Der er opstillet buster til minde om Anders Lassen følgende steder:
  • Ved Frihedsmuseet i København af Frihedskampens Veteraner. Inskription på bronzeplade:

    Major
    ANDERS LASSEN
    22 SEPTEMBER 1920
    VICTORIA CROSS
    MILITARY CROSS AND TWO BARS
    Faldet for Danmarks frihed
    i allieret tjeneste
    9 APRIL 1945

    For neden på stenen er indhugget følgende tekst:

    OPSAT AF
    FRIHEDSKAMPENS VETERANER
    9 APRIL 1987

    Bronzebusten er udført af billedhuggeren Svend Lindhardt.

  • På Holmegaard gods ved Holme Olstrup. Mindesmærket blev rejst ved Tybjerggaard i 1963 på initiativ af Anders' fader Emil Victor Schau Lassen, I 1978 blev det flyttet Holmegård, hvor den nærmeste familie stadig bor. I en årrække blev Holmegaard drevet af Anders Lassens broder, Frants Lassen, og siden blev godset overtaget af hans søn Christian.
  • I elevafdelingen "Lassengården" ved sovesalen på Herlufsholm Skole
  • Ved Jægerkorpsets hovedkvarter på Flyvestation Aalborg. Jægerkorpset blev oprettet den 1. november 1961. Jeg var dengang soldat på flyvestationen, og jeg kan tydeligt huske, da korpset kom marcherende ind. De så meget barske ud, og vi fik at vide, at flere af dem havde gjort tjeneste i Fremmedlegionen i flere år. Desværre har jeg ikke set mindesmærket for Anders Lassen, men har planer om at tage derop, når der er "besøgsdag".
  • Ved Frømandskorpsets hovedkvarter på Marinestation Kongsøre.
  • Ved 22 Special Air Service Regiment HQ Hereford
Ved Sankt Peders kapel, Strandvejen ved Præstø fjord, anbragte Anders Lassens forældre en mindesmærke for deres søn, som her tilbragte de fleste af sine barndomsår på Bækkeskov. Nedenstående foto, som er taget af Benny Hansen, Haslev, vises med hans tilladelse. Benny har taget en mængde forrygende flotte fotos, især holder jeg af hans fotos af danske kirker. Hvis du har lyst til at studere dem, så klik her.

Mindelund for Anders Lassen uden for Sankt Peders kapel ved Præstø fjord, foto af Benny Hansen, Haslev

Mindesmærket, som blev indviet den 22. september 1948, er anbragt på fronten af en lys, grå bornholmsk granitblok.

Forældrenes mindesmærke for Anders Lassen i Sankt Peders kapel ved Præstø fjord

På 50-års dagen for Anders Lassens død blev en vej ved Mindelunden i Ryvangen opkaldt efter ham, Major Anders Lassens Vej.


Du kan vælge næste side her: