Til Key West
Sidste stop på vores rundtur i Florida inden hjemrejsen var Key West, som er det sydligste punkt på USA's fastland. Florida Keys er en række øer, i alt 882 øer, hvoraf 65 er beboede, som strækker sig mod syd langt ud i Den Meksikanske Golf over mod Cuba; den sydligste af øerne (the keys) er Key West. (betegnelsen "Key" kommer af det spanske ord "Cayo", som betyder "lille ø"). Vi tog U.S. Highway 41 - også kaldet Tamiami Trail - til Miami, hvor vi slog ind på Overseas Highway, som er den eneste eksisterende vej til Key West.

I mange år var øerne kun tilgængelige med skib, men det ændrede sig, da Henry Flagler, som også grundlagde Standard Oil (Esso) sammen med John D. Rockefeller, forlængede Florida East Coast Railroad fra Miami til Key West, en strækning på 206 km. Flagler indså, at åbningen af Panamakanalen (hvilket skete i 1914) ville give muligheder for øget handel med Cuba og Latinamerika, og den udmærkede havn i Key West lå perfekt i forhold hertil. Jernbanen til Key West stod klar i 1912.

I 1935 blev den sydlige del af Florida ramt af den voldsommeste orkan (hurricane), som nogensinde havde været målt. Orkanen, som havde vindhastigheder omkring 320 km/timen, medførte vandstigninger på mere end 5 meter. Flere hundrede vetaraner fra første verdenskrig var i færd med at bygge nogle nye broer mellem the keys som led i et hjælpeprogram. De boede i nogle spinkle hytter i tre lejre. Forsøg på at undsætte dem fejlede, og mere end 200 veteraner omkom. I alt døde mere end 400 personer, og størsteparten af jernbanen og mange af broerne blev ødelagt. Jernbanen blev derefter opgivet og solgt til staten, som anlagde en vej parallelt med jernbanelinien, på nogle strækninger dog ovenpå jernbanedæmningerne. Allerede før orkanen var man i gang med at etablere vejforbindelser sydpå fra Miami. Da vejen var færdig i 1938, kunne en bilist køre de 250 km fra Miami til Key West på 3-4 timer hen over 42 broer, som forbinder de mange øer. Mange steder på vejen så vi personer, som fiskede fra resterne af Flaglers gamle broer.

Køreturen var ubeskrivelig smuk - lige så smuk, som jeg huskede fra Birgits og mit tidligere besøg i 1989 - med smaragdgrønne laguner og det dybblå hav, indrammet af flotte koralrev. På Key Largo, den første af "Florida Keys", knap 1 times kørsel fra Miami, så vi adskillige havørnereder på toppen af elmaster. Her ligger masser af hyggelige marinaer, men den største attraktion er nok "John Pennekamp Coral Reef State Park", hvor man kan dykke og snorkle. På en tankstation mødte vi en dansk familie, som boede på Key Largo, og ikke mindst ungerne havde været begejstrede over at svømme med delfiner og nyde synet af mange farvestrålende fisk. Hvis du er lige så gammel som jeg (årgang 1943), husker du måske John Hustons film Key Largo (1948) med Humphrey Bogart, hans dejlige hustru Lauren Bacall og prototypen på en gangster Edward G. Robinson. Den mest imponerende af de mange broer er Seven Mile Bridge, som forbinder øen Knight’s Key med byen Marathon og øen Little Duck Key. Da broen blev bygget, var den en af verdens længste.

Vi holdt ind ved et cafeteria i byen Marathon og spiste frokost. Havde vi haft mere tid, ville vi have besøgt "The Turtle Hospital", et dyrehospital, som tager sig af syge skildpadder og om muligt sender dem tilbage til deres naturlige omgivelser, når de er klar til det. Siden 1986 er det lykkedes hospitalet at behandle og "udskrive" mere end 1000 skildpadder.

Doubletree Grand Key Resort
Vi skulle have to overnatninger på Doubletree Hotel, som ligger på Roosevelt Boulevard, først for på Key West. Hver time kørte hotellets bus til centrum, og man kunne stå af ved "Solnedgangskajen" eller ved "Sommerfuglemuseet".

Kl. 18 tog vi bussen ind til byen, hvor vi i selskab med flere tusinde andre turister ville nyde synet af solen, som går ned i Den Meksikanske Bugt (det nøjagtige tidspunkt for solnedgang var slået op i elevatoren). Som trukket af en magnet strømmer både turister og fastboende til Mallory Square. Denne tradition går i hvert fald 70 år tilbage. Forfatteren Tennessee Williams siges at være ophavsmand til den skik, at man hilser solens nedgang i havet med en drink i hånden; Tennessee Williams (som skrev "A Streetcar Named Desire" - "Omstigning til paradis" i 1947 i Key West) foretrak en gin og tonic. Sidst i 1960'erne flokkedes hippier i Key West og erobrede scenen på Mally Square, høje af LSD og andre bevidsthedsødelæggende stoffer. En håndfuld sejlivede efterkommere af disse blomsterbørn ses stadig i byen. Da Birgit og jeg var hernede i 1989, fyldte de stadig en hel del i gadebilledet.

Efter lidt masen og puffen lykkedes det os et erobre et bord ved havnefronten og få serveret drinks. Her kunne vi betragte folkelivet, mens solen gik sin gang. Stemningen er høj, og turister fra hele verden gør det hver aften til en multikulturel begivenhed. Det myldrer med musikanter, gøglere, gadehandlende, popcornsælgere, jonglører, linedansere, ildspisere, spåkoner osv. Der er formentlig også et større antal lommetyve i sving - de har som bekendt den hårde lod at skulle arbejde, når vi andre holder fri. Erling har et par gange været udsat for lommetyve, men som gammel bankmand har han sikkert fokuseret mere på at passe på andres penge end sine egne, men altså Erling slap denne gang.

På trods af stor trængsel på kajen lykkedes det mig at tage ovenfor viste fotos. Vi blev dog enige om, at vi den følgende aften ville tage på en cruise og nyde solnedgangen fra havet. Vi spiste til aften (seafood) i Key West, inden vi tog tilbage til hotellet.

Key West Museum of Art & History
Aftenen i forvejen var vi blevet opmærksom på en smuk bygning ikke langt fra havnen, og efter morgenmaden tog vi igen hotellets bus ind til Mallory Square. Den smukke historiske bygning viste sig at huse et museum, Key West Museum of Art & History. Den blev bygget i 1891 og har tjent som toldbygning, postkontor, retsbygning og regeringsbygning i tidens løb. Da bygningen blev opført, havde indbyggerne i Key West den højeste indtægt i hele USA: indtægterne stammede fra skibsvrag - rygter vil vide, at indbyggerne narrede handelsskibe på grund ved at tænde falske bål på stranden. Inden vi gik ind, beundrede vi de smukke og livagtige statuer udenfor.

Det dansende par til højre for hovedtrappen har titlen "Bigger than life". Til venstre for trappen en flot statue af Ernest Hemingway med fiskeudstyr. Ved siden af ham en statue af en fotograf (turist), som tager et billede af Hemingway. Hemingway, som boede i Key West i en halv snes år og skrev nogle af sine største værker her, fylder i det hele taget meget i Key West, mere herom senere.

Bagsiden af museet domineres af en forrygende skulpturgruppe bestående af fem nøgne kvinder og en liggende ungersvend. Bente, Karin, Erling og Birgit kigger på. Fotoet til højre, som er taget i lidt større afstand, viser en maler i gang med at forevige situationen. Kunstneren er John Seward Johnson, men forlægget er Henri Matisses maleri La Danse fra 1910 (på Museum of Modern Art in New York). Prøv at føre musen hen over billedet.

Indenfor på museet var der også flere seværdige statuer, fx af ikoniske Marilyn Monroe med sus i skørterne fra den pragtfulde film "The Seven Year Itch" - "Den søde kløe" med Jack Ewell.

Der var også en statue af det berømte foto, hvor en amerikansk marinesoldat spontant kysser en sygeplejerske på Times Square i London. Billedet blev taget den 14. august 1945 umiddelbart efter, at Japan har overgivet sig, og anden verdenskrig dermed er afsluttet. En uges tid efter, at vi var kommet tilbage til Danmark, læste jeg, at sygeplejersken, Edith Shain, netop var død, 91 år gammel.

I det hele taget var der meget at se i det lidt utraditionelle museum, som i sine 10 gallerier udstiller en blanding af kunst og historie.

Min private favorit var den lokale kunstner Mario Sanchez (1908-2005), hvis farverige billeder/relieffer på udskåret træ lyste op overalt. Hans motiver, som er charmerende og meget detaljerige, er taget fra det gamle Key West. Den selvlærte Mario Sanchez, som var søn af en cigarmager, begyndte med at sælge skitser af lokale personligheder, udført på brune papirposer. Disse skitser blev solgt på barbersaloner og andre steder, hvor folk mødtes.

Ernest Hemingway's room
Forfatteren, journalisten og nobelprismodtageren Ernest (Miller) Hemingway (21. juli 1899 – 2. juli 1961) boede i Key West fra 1928 - 1939, og utallige vidnesbyrd i Key West vidner om byens stolthed over denne prominente indbygger. Inden vi går ind i det minderum, som er indrettet for Hemingway, vil jeg fortælle lidt om forfatterens liv og levned. Til højre er en kort introduktionsvideo til Hemingway, "Fishing, Friends & Family".

Hemingway blev født i og voksede op i Illinois. Efter skolen arbejdede han nogle måneder som journalist, hvorefter han 18 år gammel meldte sig til første verdenskrig og tog til den italienske front, hvor han blev ambulancekører for Røde Kors. Han blev hårdt såret og tilbragte resten af krigen i Milano med genoptræning og en ulykkelig forelskelse. Det sidste inspirerede ham til antikrigs- og kærlighedsromanen "A Farewell to Arms" - "Farvel til våbnene", som blev udgivet i 1929. Tom Kristensen anmeldt den som efterkrigstidens fineste kærlighedsroman. I 1922 giftede han sig med Hadley Richardson, den første af fire hustruer, og parret slog sig ned i Paris, hvor han arbejdede som udenrigskorrespondent for Toronto Star 1921-1926. Hans første roman, "The Sun Also Rises" - "Og solen går sin gang", er skrevet i 1924. Efter skilsmisse fra Hadley Richardson i 1927 giftede Hemingway sig med Pauline Pfeiffer. Pauline, som var gravid, ønskede at flytte tilbage til USA, og i 1928 valgte parret at slå sig ned i Key West.

Om foråret rejse parret til Kansas City hvor deres søn Patrick Hemingway blev født. Siden rejste de til Massachusetts og New York. På vej om bord på et tog til Florida modtog Hemingway et telegram, som fortalte, at hans far havde begået selvmord. Hemingway var knust; han havde netop sendt sin far et telegram om ikke at bekymre sig over sine økonomiske problemer, men telegrammet blev først afleveret et par minutter efter selvmordet. Hemingway skal have udtalt: "I'll probably go the same way."

Efter sin tilbagekomst til Key West i december 1928 arbejdede Hemingway intenst på at færdiggøre "A Farewell to Arms", som udkom senere på året og slog Hemingways navn som forfatter fast. Under et ophold i Spanien i sommeren 1929 gjorde Hemingway studier til sit næste værk "Death in the Afternoon", hvori han ville give en detaljeret beskrivelse af tyrefægterkunsten, dens udøvere og den verden, som omgav den. I begyndelsen af 1930'erne tilbragte Hemingway vintrene i Key West og somrene i Wyoming, hvor han gik på jagt. Paulines onkel købte parret et hus i Key West, og anden etage i et vognhus blev indrettet som skriverum for Hemingway. Når han var i Key West, tog han på fisketure med vennerne Waldo Peirce, John Dos Passos og Max Perkins. Han var også en hyppig gæst på den lokale bar, Sloppy Joe's. Ind imellem foretog han rejser til Europa og Cuba. I 1933 tog Hemingway og Pauline på en 10-ugers safari til Østafrika, hvor han samlede stof til "The Snows of Kilimanjaro" - "Sneen på Kilimanjaro", som udkom i 1935.

I 1937 tog Hemingway til Spanien for at dække borgerkrigen for the North American Newspaper Alliance (NANA). Her mødte han journalisten Martha Gellhorn, som han havde truffet i Key West i julen 1936. Hemingway var i Madrid, da byen blev bombet senere i 1937. Han vendte tilbage til Key West et par måneder, men tog tilbage til Spanien to gange i 1938. Han overværede slaget ved Ebro, som var det blodigste og mest langvarige i krigen, og sammen med engelske og amerikanske journalister var de nogle af de sidste til at forlade kamphandlingerne.

Foråret 1939 sejlede Hemingway til Cuba og indlogerede sig på et hotel i Havana. Dette var indledningen på skilsmissen fra Pauline, og Martha sluttede sig snart til Hemingway, og de lejede en lille farm, "finca" udenfor Havana. Efter at Hemingway var blevet skilt fra Pauline, giftede han sig med Martha, og de slog sig ned i Idaho og tilbragte vintrene på Cuba. Han skrev "For Whom the Bell Tolls" - "Hvem ringer klokkerne for" i 1939, og den indbragte ham Pulitzer Prisen. Bogen blev filmatiseret i 1943 med Ingrid Bergman og Gary Cooper i hovedrollerne.

Under anden verdenskrig var Hemingway i Europa fra juni til december 1944. Han var med ved D-Dag, og efterfølgende anførte han en gruppe lokale modstandsfolk udenfor Paris, hvilket medførte nogle kontroverser, da han jo var civil korrespondent og ikke officer. Den 25. august var han til stede ved befrielsen af Paris. Der opstod siden myter om, at Hemingway skulle have været den første til at trænge ind i Paris, og at han næsten ene mand havde befriet Hotel Ritz. Hemingway måtte nødtvungent forlade kamppladsen, da han blev hårdt ramt af lungebetændelse, og mens han lå på hospitalet, var kampen forbi. I 1947 fik Hemingway tildelt en "Bronze Star" for udvist mod under anden verdenskrig.

Da Hemingway kom til London, mødte han Mary Welsh, som var korrespondent ved Time Magazine. Ægteskabet med Martha knagede, og allerede ved sit tredje møde med Mary bad han hende om at gifte sig med ham, hvilket skete i 1946. I 1948 tog Hemingway og Mary til Europa. I Italien genså han stedet, hvor han var blevet såret under første verdenskrig, og kort tid herefter begyndte han på "Across the River and Into the Trees" - "Over floden - ind i skovene", men den fik ikke nogen særlig venlig modtagelse, da den udkom i 1950. Året efter skrev han "Old Man and the Sea" - "Den gamle mand og havet" på bare seks uger. Den indbragte ham Pulitzer Prisen i 1952.

En måned senere tog han på sin anden rejse til Afrika. Hemingway chartrede et fly og ville give Mary en tur til Murchison Falls som julegave. Flyet fløj imidlertid ind i en pæl og Hemingway fik en skade i hovedet, mens Mary brækkede to ribben. Da de næste dag ville flyve til Entebbe efter medicin, eksploderede flyet under starten, og Hemingway fik flere forbrændinger. Da de kom til Entebbe, måtte Hemingway restituere et par uger; tiden brugte han til at læse de nekrologer, som hans kolleger havde produceret, da de anså ham for død. Flere måneder efter, da de var kommet til Venedig, blev det klart, at Hemingway havde fået flere skader end først antaget: to ødelagte ryghvirvler, en delvist ødelagt nyre og lever, en skulder, som var gået af led samt kraniebrud. Efter disse ulykker blev Hemingway stadig vanskeligere at omgås, og hans alkoholforbrug tiltog kraftigt.

I oktober 1954 modtog Hemingway nobelprisen i litteratur. Beskedent fortalte han til verdenspressen, at prisen burde være givet til Carl Sandburg, Karen Blixen eller Bernard Berenson, men at pengene var meget velkomne. På grund af smerter måtte han afstå fra at tage til Stockholm. I stedet sendte han en tale, hvori han beskrev forfatterens liv og vilkår.

Vinteren 1955-1956 var Hemingway sengeliggende. Han fik besked på at holde op med at drikke af hensyn til sin lever, men han fulgte ikke rådet. I oktober 1956 tog han til Europa igen. På turen blev han indlagt og behandlet for forhøjet blodtryk, leverskade og åreforkalkning. På Hotel Ritz i Paris genfandt han nogle kufferter med notesbøger, som han havde måttet efterlade, da han tog til Key West i 1928. Tilbage på Cuba gik han i gang med at bearbejde de genfundne noter til et erindringsværk, "A Moveable Feast" - "Der er ingen ende på Paris", (som udkom i 1964 efter hans død). Samtidig arbejdede han på "Islands in the Stream" - "Øen og havet". Hemingway var efterhånden blevet så kendt, at hans lille ejendom blev oversvømmet af gæster og turister, hvorfor han og hustruen i 1959 flyttede til Idaho. I 1960 blev Finca Vigia eksproprieret af den cubanske regering tillige med hans bogsamling på 4-6000 bøger.

Hemingways fysiske og mentale tilstand forværredes kraftigt. Han udviklede i perioder en voldsom paranoia, og var indlagti flere omgange. Tidligt om morgenen den 2. juli 1961 skød Hemingway sig selv med sit yndlingsgevær. Pressen blev fortalt, at Hemingway var død ved et ulykkestilfælde, og først fem år senere indrømmede Mary, at hendes ægtefælle havde begået selvmord.

Overalt på museet var der ophængt billeder af Hemingway - og for en gangs skyld et museum, hvor det var tilladt at fotografere. De fleste fotos viste mandfolket Hemingway, som vi kender ham: som storvildtsjæger og som fisker. De fleste fotos var selvfølgelig fra fisketure ved Key West.

Der var også udstillet en del personlige effekter, som havde tilhørt Hemingway, fx hans blodplettede uniform fra første verdenskrig. Vi så også en fiskestang, som havde tilhørt den legendariske Joe Russell - "Sloppy Joe" - mere om ham om lidt.

Ovenfor et par videoer om Hemingway, som jeg har fundet på YouTube. Videoen til venstre er en udmærket engelsk biografi om Hemingway. Videoen til højre er dedikeret til romanen "Den gamle mand og havet". Som stor dreng (1958-1959) så jeg den store amerikanske skuespiller Spencer Tracy i rollen som den gamle fisker, Santiago, som i mange dage ikke har fanget en fisk. Han holder modet oppe og fortsætter sin søgen, og det lykkes ham at få en kæmpestor fisk (marlin) på krogen. Han kæmper i flere døgn med fisken, og den gamle mand vinder kampen. På vejen hjem støder han på hajer, og på trods af, at han modigt forsvarer sin fangst, æder hajerne fisken stykke for stykke. Spencer Tracy fik en efter min mening velfortjent oscarnominering som "Bedste mandlige hovedrolle".

Efter at vi var kommet hjem fra Florida, lyttede Birgit og jeg til lydbogen af "På udkig efter Hemingway" af Leif Davidsen (2008 Lindhardt og Ringhof). Den midladrende gymnasielektor i spansk og historie, John C. Petersen fra Ringkøbing har for nylig mistet sin kone, og det hele er gået i hårdknude for ham. I Key West falder han tilfældigvis (?) i snak med en gammel exilcubaner, der beder ham rejse til Cuba og overbringe et brev til hans "fortabte" datter, som han gerne vil slutte fred med inden sin død. Ganske vist udspilles størsteparten af historien på Cuba og ikke i Key West, men det er en charmerende og letfortalt spionhistorie, som giver et indblik i Hemingways liv og færden. Kan anbefales.

Sloppy Joe's Bar, Ernest Hemingway's yndlingsværtshus
På vejen ned til Hemingways hus lagde vi vejen forbi Sloppy Joe, som var Hemingway's yndlingsværtshus. Sloppy Joe's fødenavn var Joe Russell, og under forbudstiden solgte han hjemmebrændt spiritus fra sin smugkro til de lokale, heriblandt Ernest Hemingway og hans venner, som nærmest betragtede forbuddet som en spøg fra forbundsregeringen. Da forbuddet blev ophævet den 5. december 1933, åbnede han værtshuset "the Blind Pig", lokalerne lejede han for tre dollars om ugen. Efter nogen tid blev der tilføjet et dansegulv, og værtshuset blev omdøbt til "Silver Slipper". På trods af det fine navn var det stadig et værtshus med masser af snak og kortspil samt whisky til 15 cent og gin til 10 cent. Da der altid var vådt på gulvet af ølsjatter og smeltet is, foreslog Hemingway ejeren, at han lod stedet skifte navn til Sloppy Joe's Bar.

Værtshuset flyttede til sin nuværende placering i 1937. Årsagen var, at huslejen blev sat op fra 3 til 4 dollars om ugen. Heldigvis var restauranten Victoria, som lå overfor på hjørnet af Duval and Greene street, ledig, og Joe Russell købte den for $2500. Baren lukkede ikke på noget tidspunkt, idet gæsterne blot tog deres glas med hen på den nye adresse. Sloppy Joe havde nu byens længste bar, og over den hang en 119-pound fisk, som Hemingway havde fanget.

Joe Russell havde - foruden baren - en sejlbåd, hvori han sejlede gæster ud på fisketure. Hemingway var en af de ivrigste, og der er beretning om, at Papa, som han blev kaldt, fangede 54 marlin på 115 dage. Hemingway benyttede sin gode ven gemmen 12 år som model for Freddy, ejer af Freddys Bar og kaptajn på the Queen Conch i "To Have and Have Not". Joe Russell døde i 1941, kun 53 år gammel.

Vi kiggede ind af sidedørene på Sloppy Joe's, som havde en del gæster, selv om det var midt på formiddagen. Vi valgte at sætte os ved i Joe's Tap Room, som ligger i forlængelse af Sloppy Joe's. Her fik vi seks smagsprøver på dels den lokale øl, dels på importeret øl.

Hvert år siden 1981 har der omkring Hemingways fødselsdag den 21. juli været afholdt en "Hemingway Days Festival", hvor man hylder den store forfatter. Et af festivalens indslag er en "Hemingway look-alike konkurrence", hvor ældre, hvidskæggede mænd på Sloppy Joe's kappes om, hvem der ligner Hemingway mest. I 2010 var 124 tilmeldt konkurrencen. For vinderen, Charles Bicht, var det 12. gang, at han deltog. Herudover er der oplæsning af litteratur, marked og meget andet.

Ernest Hemingway's House
Herefter fortsatte vi vores færd hen til Hemingways hus i Whitehead Street, som er indrettet som et "levende museum" for den store forfatter. Det var en forfatterkollega, John Dos Pasos, som Hemingway blev venner med i Paris, som tilrådede ham at besøge Key West. Snart efter ankomsten blev Hemingway ven med Charles Thompson, som ejede den lokale isenkramforretning, og Charles Thompson introducerede Hemingway til en ny og spændende verden, sportsfiskeri. Charles' hustru Lorine og Pauline indledte et venskab, som kom til at vare hele livet. Charles Thompson, Joe Russell (Sloppy Joe), Eddie "Bra" Saunders og Hemingway, ofte suppleret med gamle venner fra Paris udgjorde "The Key West Mob". Disse mandfolk tog på fisketure, undertiden af ugers varighed, til Dry Tortugas, Bimini og Cuba for at fange gigantiske tunfisk og marlin. Alle havde et øgenavn, og det var her, at Hemingway fik navnet "Papa". Hemingway brugte mange af disse personer som modeller i "To Have and Have Not", som beskriver Key West under depressionen. Efter et par år i 1931 købte Paulines Onkel Gus huset i Whitehead Street til dem som bryllupsgave.

Da vi stod ved indgangen, faldt jeg i snak med en dansker. Jeg spurgte, om han var alene, og om han ikke skulle ind og se Hemingways hus. Det viste sig, at resten af hans rejseselskab var gået ind, men han ville i hvert fald ikke ind i, hvad han beskrev som "en turistfælde". Desuagtet løste vi billetter og gik ind i den frodige have med store skyggefulde træer.

Mange af husets møbler er medbragt fra Europa, ligesom der er mange af Hemingways trofæer fra hans afrikanske safarier. I dagligstuen så vi nogle af de møbler, som Pauline havde anskaffet sig i Paris og fået sejlet til Key West. Bl.a. var der en smuk kiste, som Pauline havde brugt som skrivebord. På væggen var et billede (litografi) af Gregorio Fuentes, som i mere end 20 år var kaptajn og kok på Hemingways båd Pilar, og som iflg. Hemingway var hans inspiration til hovedpersonen i "Den gamle mand og havet". Fuentes døde i januar 2002, 104 år gammel. I øjeblikket er man i gang med at indspille filmen "Hemingway & Fuentes" med Anthony Hopkins i rollen som Hemingway og Andy Garcia som Gregorio Fuentes.

Et spændende minde om Hemingway er de mange katte, som alle efter sigende er efterkommere af Hemingways kat, Snowball. Historien vil vide, at Hemingway fik en kat med 6 tæer på hver forpote af en skibskaptajn, Stanley Dexter fra Massachusetts, som han havde mødt på Sloppy Joe's Bar. Hemingway opkaldte sine katte efter kendte skuespillere som Betty Grable, Spencer Tracy, Sofia Loren, etc. I dag har de fleste af de ca. 60 katte på ejendommen 6 eller 7 tæer, såkaldte polydactyls. En normal kat har 5 tæer på forpoterne og 4 på bagpoterne. Almindeligvis er det ikke tilladt at have flere end 4 katte i en husholdning, men Hemingway House har fået dispensation. I baghaven er der en kirkegård, hvor de i tidens løb afdøde katte er begravet.

Hemingway indrettede et studerekammer på øverste etage af et eksisterende vognhus. Han foretrak at skrive om morgenen og kunne stå ud af sengen og gå direkte over til sit studerekammer. Sidst på eftermiddagen ville han enten tage på fisketur eller gå hen på Sloppy Joe's bar. I dag er der af hensyn til turisterne lavet en udvendig trappe fra haven, men Hemingway selv gik på en "gangbro" hen over den gamle køkkenbygning, som væltede under en storm i 1948. Kammeret står, som da Hemingway brugte det, og hans skrivemaskine står fremme på bordet. På væggene er der jagttrofæer samt souvenirs. Her skrev han "Death in the Afternoon", "Green Hills of Africa", "To Have And Have Not", "For Whom The Bell Tolls" og mange af hans kendte noveller. Pauline lod indrette en lejlighed på den øverste etage, og her boede Hemingway og hans fjerde kone Mary, når de aflagde besøg i Key West efter Paulines død; sidste gang i 1960. I underetagen af vognhuset er i dag en boghandel samt nogle kontorer.

Udenfor ved poolen står et drikkekar til Hemingways elskede katte. Drikkekarret er lavet af en gammel spansk olivenkrukke, hjembragt fra Cuba, og et urinal fra Sloppy Joe's Bar. Pauline anbragte nogle dekorative kakler på siden for at camouflere den tidligere anvendelse, men kattene er sikkert lige glade.

Poolen ved Hemingways hus var den første private pool, som blev bygget i Key West, og den er stadig en af de største. Hemingway planlagde selv poolen, men da han tog til Spanien som krigskorrespondent, måtte Pauline styre byggeriet i vinteren 1937-1938. Da Hemingway vendte tilbage til Key West, lå der en regning på $20.000. Som vi plejer at sige i min familie: "Og det var mange penge dengang." Det fortælles, at han tog en cent op ad lommen og gav den til Pauline med ordene: "Well, you might as well take my last cent". Hemingways "sidste cent" blev indmuret i bassinkanten og kan stadig ses.

I den dejlige skyggefulde have vrimlede det med katte, som tidligere nævnt omkring 60 af slagsen.




Da Hemingway og Pauline blev skilt, flyttede han til Cuba. Efter Paulines død i 1951 blev Key West huset udlejet, og ved Hewingways død i 1961 blev ejendommen solgt til Mrs. Bernice Dickson, en lokal Key West forretningskvinde. Hun boede i hovedhuset indtil 1964, hvor det åbnede som museum, og Mrs. Dickinson flyttede ind i vognhuset. Ejendommen tilhører stadig Mrs. Dicksons familie.

Conch Republic
Jeg havde undret mig lidt over, at der på så mange skilte havde stået "Conch Republic", ja selv på det monument (betonklods), som markerer, at her er USA's sydligste punkt kun 90 miles (godt 140 km) fra Cuba. Punktet kaldes "Mile Zero". Spørgsmålet blev besvaret af en taxachauffør, som kørte os ind til byen fra hotellet. Han fortalte, at i 1982 havde politiet lavet vejspærringer på US Highway 1 og standset al nordgående trafik for at lede efter narko og - ikke mindst - illegale indvandrere. De lokale beboere havde flere gange klaget over de gener, som vejspærringen påførte dem, og byens borgmester tog til domstolen i Miami uden at blive hørt. Den 23. april 1982 erklærede byens borgmester og byråd Key West for uafhængig under navnet the "Conch Republic" den følgende dag kl. 12. Dagen efter ét minut efter kl. 12 på Mallory Square overgav borgmesteren, som nu også havde titel af præsident for den nye republik, sig til admiralen fra Key West Naval Air Station (NAS) og krævede $1.000.000.000 dollars i støtte fra USA. Denne happening, som blev transmitteret på alle tv-kanaler, bevirkede, at vejspærringerne blev fjernet, men navnet "Conch Republic" lever stadig. Jeg spurgte, hvor navnet "konch" kom fra, og chaufføren, som selv var indvandrer fra Bahamas, forklarede, at "konch" (udtales konk og betyder muslingeskal) er betegnelsen for personer fra Bahamas, hvorfra mange Key West beboere kommer fra. I dag er "konch" en fællesbetegnelse for indbyggere i Key West. Nogle bruger betegnelsen "Saltwater Conch" for beboere, som er født i Key West, mens "Freshwater Conch" bruges for beboere, som har boet mindst 7 år i Key West, men ikke født her. Så Key West beboere har faktisk en form for dobbelt statsborgerskab. Indbyggerne kan faktisk få et "Official Conch Republic Passports", og vi turister kan købe alskens souvenir, Conch Flag, conch T-shirts, conch pommes frites, conch muffins mv, og man kan få en køretur rundt i byen med en Conch Trolley. Dagen for republikkens oprettelse fejres hvert år med en stor parade. Som bekendt kommer der stadig flygtninge fra Caribien til Key West, og chaufføren udpegede et sted på stranden, hvor han nogle måneder forinden havde set en båd med flygtninge lægge til. I 1995 reviderede USA reglerne for modtagelse af flygtninge fra Cuba, den såkaldte "wet foot, dry foot" politik. Den betyder, at flygtninge, som opbringes på havet ("wet foot") bliver sendt tilbage, mens flygtninge, som når at komme på land ("dry fot") for at chance for at komme til USA og evt. få fast opholdstilladelse eller statsborgerskab.

Solnedgang over Key West
Som nævnt havde vi besluttet at tage på et aftencruise på et par timer for at nyde solnedgangen over den meksikanske golf; billetterne bestilte vi i recepetionen på hotellet. Sidst på eftermiddagen tog vi en taxa ind til byen, hvor vi hurtigt fandt "vores båd". Der var højt humør på båden, selv om sejladsen blev udsat en halv times tid pga. lidt motorproblemer. Baren på dækket var åben, og der var fri bar, så vi holdt os ikke tilbage.

Efter nogen tid blev vi kaldt nedenunder, hvor der var buffet. Der var masser af mad - som desværre ikke var særligt spændende. Vi gik hurtigt tilbage på dækket for at nyde solnedgangen. Med et par minutters mellemrum tog jeg et foto, hvoraf nogle kan ses nedenfor.






 

Ting vi ikke nåede at se i Key West
Vi var enige om, at vi skulle have haft et par dage mere i Key West for at nyde det dejlige klima, den flotte natur, den afslappede atmosfære og byens hyggelige barer, caféer og spisesteder. Byen er ikke større end at man kan overkomme den til fods, ellers kan man tage på en Old Town Trolley Tour, som bringer én rundt til alle seværdighederne. Det var også spændende at se de mange hyggelige træhuse, bygget i mange forskellige stilarter

Havde vi haft mere tid ville vi måske have set følgende:

  • Præsident Harry S Trumans sommerbolig, Little White House, som er omdannet til et museum. Herfra regerede Harry S. Truman USA i 175 dage under sin præsidentperiode. Efterfølgende har præsidenterne Dwight D. Eisenhower, John F. Kennedy og Jimmy Carter været på besøg her ved forskellige lejligheder.
  • Mel Fisher’s Maritime Museum på Mallory Square. Fisher ledte efter skatte i den meksikanske golf i mange år, og i 1985 fandt han den spanske galeon, Señora de Atocha, som sank i 1622 under en storm medførende skatte værd mere end 400 millioner dollars: 24 tons sølv og 120 tons guldbarret foruden diamanter og ædelstene.
  • Key West Aquarium med et stort bassin med alle de dyr og planter, som lever i Florida Keys. Akvariet blev bygget i 1934.
  • Key West Shipwreck Treasures Museum, som beskriver hvorledes Key West blev den rigeste by i Florida ved at plyndre de handelsskibe, som forliste på kysterne.
  • Key Wests historiske kirkegård fra 1847. Her ligger bl.a. begravet et større antal døde søfolk fra USS Maine, som sprang i luften i 1898 i Havanas havn på Cuba; Maine var kommer hertil for at beskytte amerikanske interesser under det cubanske oprør mod den spanske regering. Det er vistnok usikkert, hvad der fik Maine til at springe i luften, men den amerikanske offentlig gav Spanien skylden, og i løbet af få måneder var der krig mellem de to lande. På kirkegården ville jeg gerne se gravstenen med denne udødelige inskription: "I told you I was sick".
Tilbage til Danmark
Næste morgen kørte vi til Miami, hvor vi havde en enkelt overnatning på Hotel Hilton Miami Airport, inden vi fløj tilbage til Danmark efter en dejlig og oplevelsesrig tur i Florida.