På vej fra Orlando/Kissimee til Naples Efter fire dejlige dage i Orlando/Kissimee kørte vi til Naples, som ligger på vestkysten af Florida ud mod den meksikanske golf. Erling havde hjemmefra lavet en fin kørselsvejledning (man er jo ikke bankmand for ingenting), så vi havde ingen problemer med at finde frem.

Vi havde besluttet at spise frokost undervejs, så da vi var i nærheden af Venice, drejede vi ud mod kysten, hvor vi fandt en dejlig restaurant. Restauranten, som hed "Sharkey's", lå ved the Venice Fishing Pier ved Caspersen Beach. Efter en udmærket frokost skulle vi lige ud på den store bro, inden vi kørte videre.

Og selvfølgelig faldt Karin - som så ofte før - i snak med en af de lokale, som stod og fiskede på broen. Hun fortalte, at hun og hendes mand tilbragte seks måneder hvert år her i Venice, hvor de boede i en trailer. Næsten hver dag kom hun ned på broen og fangede fisk til aftensmaden, og om aftenen kom hun og manden ofte ned til Sharkey's Tiki Bar, hvor de fik en drink, mens de betragtede solnedgangen. Vores nye veninde viste Karin, hvordan hun skulle holde på en fiskestang, og i løbet af fem minutter havde Karin en fisk på krogen.

Vi fik at vide, at stranden blev kaldt "sharks tooth capital of the world", "verdens hovedstad for hajtænder". For 100 millioner år siden var det meste af Floroda dækket af hav, hvori der svømmede 10-15 meter store hajer. I dag kan man være heldig at finde forstenede hajtænder i sandet. Efter en times tid var vi igen på vej sydpå mod Naples.

I Naples Sidst på eftermiddagen var vi i Naples, hvor vi fik udleveret nøgler og en kørselsanvisning på udlejningskontoret. Huset i Naples viste sig at være endnu mere fantastisk end det, vi havde boet i i Kissimee. Det lå i et indhegnet område og lige ned til en dejlig sø. Alle husene lignede millionærvillaer. Vi fik en stregkode klistret på bilen, så porten åbnede sig automatisk, når vi kørte ind og ud af området.

Huset indeholdt tre meget store soveværelser hvert med eget badeværelse, flot møbleret opholdsstue med TV, video mv, spiseafdeling, køkken med alle faciliteter mv. Ved siden af swimming poolen var en dejlig terrasse, hvor vi spiste morgenmad og nogle gange også frokost. Fem minutters kørsel fra huset lå et stort supermarked, hvor man kunne købe alt mellem himmel og jord - altså lige bortset fra øl, vin og spiritus, der skulle købes i en specialforretning ved siden af.

Swimming poolen var indhegnet med et fint trådhegn for at holde dyr ude og sikkert også for at sikre, at der ikke faldt grene og blade i vandet. Den første dag så vi dog en gekko (firben?), som havde forvildet sig inden for hegnet. Hver morgen kom et andepar vraltende på græsplænen mellem poolen og søen. Især den store han gjorde højlydt opmærksom på, at den forventede at blive fodret - og det skulle være nu. Hvis det ikke gik hurtigt nok, vrikkede den voldsomt med bagpartiet. Når de var blevet fodret af, fortsatte de videre til nabohuset. Sidst på eftermiddagen vendte de tilbage, og så gentog forestillingen sig.

Om Naples Området omkring Naples var oprindelig befolket af Caloosa indianerne. Efter borgerkrigen (1861–1865) blev Florida mål for fattige nybyggere, som drømte om at kunne forsørge sig selv og deres familie ved at jage, fiske og dyrke jorden. Sidst i 1860'erne blev området med de vidtstrakte, snehvide strande "opdaget" af Joe Wiggins, og et par år senere kom Roger Gordon og siden mange flere. Nybyggerne kunne slå sig ned, hvor der var "free land", bygge et hus, dyrke jorden og efter tre år få rettighed over jorden. Gennem 1870'erne og 1880'erne berettede aviser og blade om det milde klima og de overvældende mængder af fisk og vildt, og området blev sammenlignet med den italienske halvø: "surpassing the bay in Naples, Italy", "overgår bugten ved Napoli". Fra den dag blev området kaldt Naples (Napoli). I 1887 købte Walter N. Haldeman i spidsen for en gruppe investorer hele det område, hvor i dag byen Naples ligger. og gik i gang med at udvikle området. Bl.a. byggede konsortiet en 200 meter lang T-formet bro ud i den meksikanske golf. I tidens løb har broen været ødelagt tre gange, men er hver gang blevet opbygget igen. I 1911 købte forretningsmanden Barron Collier mere end en million acre uberørt sumpland i Naples. Han regnede med, at Floridas vestkyst ville opleve det samme boom som østkysten var i gang med - når bare der kom veje til området. Collier investerede mere end 1 million dollars i bygning af Tamiami Trail, som åbnede i 1926. Tamiami Trail, som vi kørte på flere gange, forbinder statens (dengang) to største byer: Tampa og Miami. Naples blev snart et yndet vinteropholdssted for berømtheder som Thomas Edison, Harvey Firestone, Charles Lindbergh, Greta Garbo, Hedy Lamarr og Gary Cooper. Priserne steg i takt med befolkningstallet, og i dag bor der mere end 250.000 indbyggere, heraf mange pensionister, i Naples området. Der er mange dejlige strande, parker og - selvfølgelig golfbaner - ikke mindre end 35 golfbaner er der i området.

Naples Vi kørte flere gange ind til Naples by, som bl.a. har en dejlig lystbådehavn, Naples City Dock, hvor vi spiste frokost en enkelt gang. Marinaen har plads til omkring 100 både, hvoraf mange tager turister ud at fiske eller bare studere de smukke omgivelser. Vi så et smukt sejlskib, som hed Danmark, men matrosen om bord kunne ikke gøre rede for, hvorledes hun havde fået sit smukke navn.

Inde på kajen mødte vi et lille selskab, som udforskede Naples på segways, de sjove tohjulede køretøjer, som vi også havde mødt i Miami. Lederen fortalte, at man kunne lære at køre på sådan en maskine på fem minutter. Han tilbød at komme tilbage og hente os, når det nuværende selskab havde afsluttet deres byrundtur, men vi sagde høfligt nej tak. Turen går rundt i Naples, hvor man samtidig stifter bekendtskab med byens historie.

Flere gange var vi også downtown i Naples, atmosfæren er uformel og afslappet. Byen, som er grundlagt i 1886, har et bevaret historisk kvarter kaldet ”Olde Naples”. Alt var rent og pænt og bar præg af, at størsteparten af byens borgere er velhavende pensionister. Især på 5th Avenue, 3rd Street South, Bayfront og Crayton Cove ligger mange eksklusive forretninger (boutiques) og kunstgallerier. Vi parkerede et par gange (gratis) i et parkeringshus tæt på hovedgaden. Vi nåede ikke at besøge "Tin City", som er et indkøbsmekka bestående af mere end 40 specialbutikker (alle med air-condition), heraf mange antikvitetsforretninger. Tin City, som oprindelig var et simpelt fiskerleje, har mange fashionable spisesteder, og der udgår mange sejlture for turister herfra.

Vi tog ind til Naples en aften, hvor vi spiste på McCabes Irish Pub (5th avenue), en hyggelig pub, som vi havde besøgt om eftermiddagen for at tanke op. Vi sad udenfor og nød folkelivet på den store plads lige ved siden af pubbe, Her ligger et teater, og der er en mindre scene; denne var dog ikke i brug, mens vi var der. Samtidig kunne vi følge med i den livlige underholdning indendørs i pubben, hvor der til guitarakkompagnement blev sunget irske folkesange, "Whiskey In the Jar", "Irish Rover", "Danny Boy" og mange flere. Dejlig oplevelse.

Naples største aktiv er dog dens vidtstrakte snehvide strandsande, som ikke findes bedre i Florida. På vejen derrned kørte vi en tur langs "Strandvejen". Her ligger et et overdådigt villakvarter, hvor det ene "slot" efter det andet ligger side om side, omgivet af palmer og andre tropiske vækster. Der var ikke meget liv at få øje på, så vi blev enige om, at det sikkert "bare" var sommerhuse for stenrige amerikanere, som kom her et par uger om sommeren (eller snarere vinteren). Godt at misundelse ikke ligger til os danskere. Vi tog en stikvej ned til Vanderbilt Beach, hvor vi snart fandt en parkeringsplads.

Da vi kom ned på stranden, var der sandstrand, så langt øjet rakte. Den brede strand er næsten 20 km lang og virkede ikke særlig befolket. Kysten, som også kaldes Paradise Coast, er opdelt i flere strande, bl.a. Delnor-Wiggins Pass, Barefoot Beach, Clam Pass Beach, Naples Pier Beach, Vanderbilt Beach, North Gulfshore Boulevard Beach og Lowdermilk Beach, så der er nok at vælge imellem.

I den vestlige ende af 12th Avenue South ligger den historiske Naples City Pier fra 1888. Broen er genopført efter hurricanes i 1910, 1926 og 1960 og er blevet et nationalt symbol for tilværelsen i Florida. Oprindelig blev den brugt til landing af gods og passagerer, i dag anvendes den især til fiskeri, og der er flere steder, hvor man kan købe eller leje fiskeudstyr. Der kræves ikke fiskekort for at fiske fra broen. Mange kommer også for at betragte dyrelivet: pelikaner, delfiner mv. Om aftenen er det populært at betragte den spektakulære solnedgang fra broen.

Udflugt til "Edison & Ford Winter Estates" i Fort Myers En af dagene tog vi en udflugt nordpå til Fort Myers, hvor vi ville se det museum, som er oprettet i Edison og Fords vinterhjem. Det var Erling, som var blevet opmærksom på denne attraktion under en søgning på nettet. Fort Myers blev bygget i 1850 som et militærfort under krigen mod Seminole indianerne. Det er opkaldt efter oberst Abraham C. Myers, som var stationeret i Florida i syv år. I 1858 blev fortet opgivet, og først igen taget i brug af nybyggere i 1866. Allerede i 1885 var Fort Myers den næststørste by på Florodas vestkyst efter Tampa. Fort Myers blev et populært vintersted, da The Royal Palm Hotel blev bygget i 1898, og udviklingen tog rigtig fart da man i 1924 byggede Tamiami Trail Bridge over Caloosahatchee River.

I 1885 kom Thomas Alva Edison til Fort Myers. Han var 38 år gammel, men havde helbredsproblemer og ville slappe af efter adskillige stressede arbejdsår. Han købte et lille hus og ca. 30 tønder land jord ned til Caloosahatchee River. Året efter sluttede hans hustru, Minnie (Mina), datter af opfinderen Lewis Miller, sig til ham, og de byggede et feriehus, hvor han kunne bo og arbejde om vinteren. Huset, som stod færdigt i 1887, fik navnet "Seminole Lodge" og tjente familien indtil Edisonss død i 1931. Edisons gode ven Henry Ford kom ofte besøg hos Edison-familien, og i 1916 købte han naboejendommen "The Mangoes". I 1947 overdrog Edisons hustru, Minnie Edison, ejendommen til Fort Myers som et minde om hendes ægtefælle, og i 1950 blev den åbnet for offentligheden . I 1988 købte byen Ford vinterejendom, som blev åbnet for offentligheden i 1990. De to ejendomme, som udgør et museum, "Thomas Edison & Henry Ford Winter Estates", drives af en non-profil organisation. I 2006 blev der brugt $10 millioner på at restaurere museet, som har omkring 225.000 gæster hvert år.

Udenfor museet står en statue af opfinderen Thomas Alva Edison. Erling skulle absolut fotograferes sammen med Edison. Det er Erling til højre.

Inden vi købte billetter, kiggede vi os omkring i den næsten 7 hektar store park. Edison var ikke kun opfinder, han var også meget interesseret i botanik, så omkring sit hjem anlagde han en park med botaniske vækster fra hele verden. Det mest imponerende er det store indiske banyantræ, som har flere hundrede luftrødder, der vokser fra grenene ned til jorden og danner en søjlehal på mere end 1200 m2. Banyantræet var en gave til Edison fra Harvey Firestone - ham med bildækkene. I virkeligheden er der tale om en hel masse træer, hvis luftrødder vokser ind i hinanden. I Sydasien plantes træet ofte i nærheden af huse eller templer i landsbyen og fungerer som mødested for lokalsamfundet. Alexander den Store siges at have slået lejr under et banyantræ, der var stort nok til at give skygge til hans hær på 7.000 mand. Edisons botaniske have indeholder mere end 1000 forskellige planter fra hele verden, bl.a. African Sausage Trees. Edisons mål var at lave en eksperimentel have til udvikling af industrielle produkter. Siden gav fru Edison haven et noget smukkere udseende ved at plante roser, orkideer og andre blomster.

Edisons opfindelser Efter besøget i parken købte vi billetter og gik ind i den store udstilling med nogle af Edisons mange opfindelser. Thomas Alva Edison (1847-1931) er måske historiens største opfinder, det blev mere end 1000 patenter. Hans første patentansøgning fra 1868 er en elektrisk stemmetæller­maskine (sådan en kunne man godt bruge i Florida), men den vakte ingen interesse, men Edison besluttede, at han ville gøre karriere som opfinder. Han begyndte for alvor at tjene penge, da han konstruerede en børstelegraf, og i 1874 oprettede han et udviklingslaboratorium med tilhørende fabrik i Newark, New Jersey; snart havde fabrikken en arbejdsstyrke på 300 mand. I 1876 flyttede han hovedkvarteret til Menlo Park. Her konstruerede han et apparat, der kunne optage lyd (fonografen, 1877), og han arbejdede med film ("levende billeder"). Han fremstillede en glødelampe (pære), som ikke brændte ud efter få timer. I det hele taget var Edison glødende (undskyld) interesseret i elektricitet, og han var manden bag det første offentlige elektricitetsværk på Manhattan i New York (1882). I 1887 flyttede han til nye og meget større lokaliteter i West Orange. Det verdensomspændende General Electric har rødder tilbage til Edison.

Vi ventede ganske kort, inden vi fik en guided tour i udstillingen: "The Inventions of Edison” – "Edisons opfindelser". Denne permanente udstilling viser eksempler på Edisons talrige opfindelser såsom telegrafen, telefonen, cement, gummi, lydoptageren, røntgenmaskinen, toasteren, strygejernet osv. Vi så også mange af de talrige forsøg, som Edison måtte igennem for at finde en varig løsning på materiale til glødetråden i hans glødelampe (pære).

Det enorme materiale var fordelt på syv gallerier (tror jeg). I "Edison and the Movies" blev vist filmfremvisningsapparater, kameraer, jukeboxes mv., og der blwev vist uddrag af de film, som Edison har været involveret i. "Family, Friends and Fun" viste talrige privatbilleder fra ejendommen og Fort Myers sammen med familie og venner - ikke mindst nabofamilien Ford. "Edison and His Phonograph", en samling på mere end 100 fonografer og optagelser samt en stort antal plakater, som viser udviklingen over tiden. I Ford Gallery er udstillet den 1916 Model T Touring Car, som Ford forærede sin bedste ven Edison samt en 1937 Ford Coupe med en manende opfordring "Buy your wife a Ford" - "Køb en Ford til din kone".

Hans mange opfindelser gav Edison navnet "The Wizard of Menlo Park", og som dreng slugte jeg bogen "Troldmanden Fra Menlo Park; Thomas Alva Edison Og Hans Livsgerning". Inden vi tog til Florida, var jeg en tur på biblioteket, og jeg genlæste bogen med stor fornøjelse. Ikke mindst afsnittet med Thomas Thrige (1866-1938), en ung smed og maskinist, som i 1888 tog han til USA for at lære mere. Han fik arbejde hos Edison og tilegnede sig stor viden på hans laboratorium, ligesom han på fabrikken fik indblik i moderne masseproduktion. Han afslog et tilbud om at lede en ny fabrik, som Edison ville opføre, og vendte tilbage til Danmark i 1893, hvor han startede et dansk industrieventyr. Thriges virksomhed var i mere end 100 år med til at nyttiggøre elektriciteten ved at levere generatorer mv. til danske virksomheder. I 1990'erne fik Thrige-Titan sværere ved at klare sig i den internationale konkurrence, og i 2000 ophørte produktionen i Odense.

Jeg spurgte guiden, en ældre herre og en af de mange drivillige, som arbejder på museet, om han havde kendskab til den unge danske Thomas B. Thrige, hvilket han desværre ikke havde. Der har selvfølgelig også været flere tusinde dygtige medarbejdere omkring Edison i tidens løb, men det passede guiden godt, at jeg kunne fortælle, at Thrige blev en af de største industrimænd i Danmark i det tyvende århundrede.

Edisons botaniske laboratorium Under første verdenskrig steg prisen på gummi drastisk, og Edison indledte et samarbejde med Harvey Firestone og sin gode ven Henry Ford for at finde en hurtigtvoksende afgrøde, som indeholdt tilstrækkeligt latex til fremstilling af gummi. I 1927 dannede de "Edison Botanic Research Corporation" for at finde en løsning på gummikrisen. På sit laboratorium i Fort Myers udførte Edison eksperimenter med forskellige eksotiske planter, hvorefter gummiprøverne blev sendt til Edisons fabrik i West Orange, New Jersey. Desværre lykkedes det ikke at finde nogen økonomisk gangbar løsning, og i 1934 blev laboratoriet lukket.

Vi fik et kig ind i laboratoriet, hvor alt står, som da Edison forlod det. I hjørnet kunne vi se en lille bænk, hvor han somme tider tog sig en lur. Edison arbejdede mange timer hver dag i laboratoriet uden øje for tiden og spiste kun, når han var sulten. Han skal have sagt: "I owe my success to the fact that I never had a clock in my workroom" - "Jeg skylder min succes, at jeg aldrig har haft et ur på mit værksted".

Herefter fortsatte vi til Thomas Edisons ejendom, Seminole Lodge, som er designet af ham selv. Husets sektioner blev lavet i Fairfield, Main og sejlet til Fort Myers på fire skonnerter og opført i 1886.

Huset har en pragtfuld beliggenhed tæt ved floden, og udsigten fra den store terrasse på tre sider af huset er betagende. Fra værelserne på første etage er der store franske døre, hvilket sikkert er blevet påskønnet af beboerne på de varme dage.

Alle de store værelser står med de oprindelige møbler. De elektriske messinglysekroner er designet af Edison og håndlavet på hans værksted.

Herefter gik vi over til Henry Fords ejendom, "The Mangoes". Fra ejendommens terrasse er der en fantastisk udsigt over floden Caloosahatchee River.

I en nærved liggende garage er udstillet nogle af Henry Fords biler.

I den ene ende af verandaen sad en gruppe damer og quiltede. De fremviste stolt deres arbejde og fortalte, at de mødtes én fredag i hver måned, og det var så den dag, hvor vi havde valgt at besøge dem. Bente, som selv har stor erfaring med at quilte, kunne fortælle, at damerne var meget dygtige.

På vejen ud af museumsområdet passerede vi familien Edisons swimming pool. Den blev bygget i 1910, og var den første moderne pool i Florida. Har jeg glemt at fortælle, at Edison også beskæftigede sig med cementindustrien, hvor han var indehaver af 40 patenter i virksomheden Portland Cement.

Nedenfor er en lille YouTube video fra museet.

Klik her, hvis du vil med os på en tur til sumpene i Everglades.

 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Florida startside Disney Epcot Center Everglades