Udflugt fra Orlando til Kennedy Space Center I dag skal vi på udflugt til Kennedy Space Center, en tur på ca. 75 km, som tager mindre end en time at køre. Det var ca. 20 år siden, at Birgit og jeg havde set rumfartscentret, og vi glædede os til gensynet.

Mens vi kører afsted i vores dejlige bil, vil jeg kort fortælle om baggrunden for oprettelsen af Kennedy Space Center. I slutningen af maj måned 1945 sendte general Eisenhower et telegran til sine chefer i USA, hvori han meddelte, at han havde 400 fremtrædende tyske forskere i sin varetægt. Disse forskere, som havde arbejdet med udvikling af raketteknologi til den tyske hær, var ivrige efter at fortsætte deres forskning i USA, England eller Frankrig. Eisenhower anbefalede, at man overflyttede de 100 bedste til USA sammen med alle tilgængelige tegninger og et antal V2-raketter. V2 (Vergeltungswaffe 2, "Gengældelsesvåben 2") var et missil, som blev udviklet af tyske videnskabsmænd under anden verdenskrig, og brugt mod mål i det sydøstlige England. Raketten blev drevet af en blanding af vand og alkohol sammen med flydende ilt. Motoren udviklede op til 25 ton trykkraft og kunne bringe raketten op i en højde af ca. 90 km. Hastigheden var 1600 meter i sekundet og rækkevidden omkring 350 km. De seneste modeller kunne styrer med radiosignaler fra jorden. Det blev anslået, at de tyske forskere på dette område var ca. 25 år foran USA. Raketstationen i Peenemünde ved Østersøen lå i den russiske zone. Teknikerne her fik favorable tilbud om arbejde øst for Ural i den russiske raketindustri, og mange slog til. Dette blev starten på et raketkapløb mellem "de amerikanske tyskere" og "de russiske tyskere".

"De amerikanske tyskere", deriblandt den senere så kendte Wernher von Braun, blev installeret i laboratorier i New Mexicos ørken, ikke langt fra det sted, hvor den første atombombe var blevet afprøvet tidligere samme år. Her fortsatte de udviklingen af V2 raketten med endnu et trin, som kunne øge rækkevidden og hastigheden. Dette medførte, at ørkenen ikke længere var tilstrækkelig til afprøvning af raketterne - ved en enkelt lejlighed forvildede en raket sig og landede i Mexico - så i begyndelsen af 1950'erne flyttede projektet til Cape Canaveral i Florida. Så havde man hele Atlanterhavet som legeplads. Wernher von Braun ledede udviklingen af USA's første interkontinentale missiler, blandt andet Jupiter-raketten. Han spillede også en afgørende rolle i udviklingen af Saturn-løfteraketten, som blev brugt ved de bemandede rejser til Månen fra 1969 til 1972. Jeg kan ikke tænke på Wernher von Braun uden samtidig at tænke på Tom Lehrer tekst:

Gather round while I sing you of Wernher von Braun
A man whose allegiance
is ruled by expedience
Call him a Nazi, he won't even frown
"Ha, Nazi schmazi," says Wernher von Braun

Don't say that he's hypocritical
Say rather that he's apolitical
"Once the rockets are up, who cares where they come down
That's not my department," says Wernher von Braun

Some have harsh words for this man of renown
But some think our attitude
should be one of gratitude
Like the widows and cripples in old London town
Who owe their large pensions to Wernher von Braun

You too may be a big hero
Once you've learned to count backwards to zero
"In German oder English I know how to count down
Und I'm learning Chinese," says Wernher von Braun

Allerede i sit første interview i USA i 1945 havde Wernher von Braun udtalt, at hele jordens overflade kunne holdes under observation af en raket i kredsløb. Behovet for amerikanske "spionsatellitter" voksede kraftigt efter Koreakrigen, ikke mindst da det viste sig, at også Sovjetunionen havde udviklet en brintbombe. I 1956 fløj den af Wernher von Braun udviklede Jupiter C-raket mere end 5000 km under en afprøvning, og amerikanerne følte, at de var foran Sovjetunionen i raketkapløbet. Men så kom choket: den 4. oktober 1957 sendte russerne Sputnik i kredsløb. Mens amerikanerne planlagde opsending af en satellit på et par kg, vejede Sputnik ikke mindre end 83 kg. Og hver aften kunne amerikanerne fra deres egen baghave se dette bevis på russisk overlegenhed trække sit spor hen over stjernehimlen. Allerede den 3. november samme år slog russerne til igen og opsendte Sputnik2 med rumhunden Laika om bord. (Laika døde af stress og overophedning nogle timer efter opsendelsen, hvilket først blev offentliggjort mange år senere).

Men så oprandt dagen, hvor Amerika skulle slå tilbage og vise hele verden sin formåen på raketområdet. Den 6. december 1957 kunne de amerikanske TV-seere følge opsendelsen af den såkaldte Vanguard-raket, som var bygget af den amerikanske flåde: den første amerikanske satellit skulle selvfølgelig ikke opsendes af gamle nazister. Efter nedtællingen begyndte raketten at udspy kolossale mængder af ild. Efter en tøven løftede den sig langsomt fra affyringsrampen for derefter at miste modet, falde tilbage og eksplodere i et flammehav. Den uheldige satellit blev i pressen omtalt som "Flopnik", "Kaputnik" og "Stayputnik". Bedre blev det ikke for den amerikanske selvfølelse, da medlemmer af den russiske FN-delegation tilbød USA hjælp fra "det sovjetiske program til teknisk bistand til udviklingslandene", så de kunne få deres "lille grapefrugt" (1.8 kg) op. Måske har Wernher von Braun frydet sig lidt i kulissen, i hvert fald rettede man igen blikket mod "hans raketter" til det videre program, som blev overført til NASA The Nautical Aeronautics and Space Administration, der blev stiftet den 1. oktober 1958. Militæret rasede over, at NASA, som var en civil organisation, havde ranet dets retsmæssige territorium. Von Brauns folk fortsatte dog med at udvikle de kraftige Atlas-løfteraketter, indtil også de året efter blev overført til NASA.

Mercury-programmet fra 1958-1963 var USAs første bemandede rumfartsprojekt. Formålet var at sende et bemandet rumskib i kredsløb om Jorden - og få både menneske og rumskib sikkert hjem igen. Den 29. juli 1960 inviterede NASA Mercury-astronauterne og deres familie til Cape Canaveral for at overvære en prøveopsendelse af Mercury-Atlas med en rigtig rumkapsel i spidsen. Raketten løftede sig majestætisk og satte kurs ud i rummet, men efter et minut blev den som så mange af sine forgængere flået i stykker, og stumperne styrtede til jorden. Den 31. januar 1961 blev den hårdttrænede chimpanse "Ham" spændt fast i en rumkapsel og sendt til vejrs. Ham landede ganske vist to timers sejlads fra målskibene, men NASA åndede lettet op. Nu var man klar til at sende det første menneske i kredsløb omkring Jorden. Men inden NASA havde fået armene ned igen, sendte Sovjetunionen den 12. april 1961 Jurij Gagarin i et kredsløb omkring Jorden og bragte ham sikkert tilbage på det forudbestemte sted. Så hjalp det ikke meget, at Alan Shepard den 5. maj 1961 gennemførte en vellykket flyvetur, hvorunder han var vægtløs i omkring 15 minutter, inden han vendte tilbage til Jorden. USA var uhjælpelig bag efter Sovjetunionen i rumkapløbet.

Tre dage efter Gagarins flyvning løb USA ind i endnu en katastrofe. CIA-trænede esilcubanere gik i land i Svinebugten i Cuba for med amerikansk luftstøtte at fjerne Fidel Castro fra magten. Alt gik galt, og i løbet af kort tid var cubanerne enten døde, sårede, taget til fange eller på vild flugt. Selv om planerne var lagt før præsident Kennedys tiltræden, var det hans ansvar, og han måtte handle hurtigt og spektakulært for at bevare sin troværdighed. Den 25. maj 1961 gik Kennedy på kongressens talestol og erklærede:

Det er nu tiden til at tage større skridt - tiden til et stort amerikansk initiativ - tiden hvor denne nation skal indtage en ledende rolle i rummet, som på mange måder rummer nøglen til vor fremtid her på Jorden. Jeg tror, vi har alle de nødvendige talenter og ressourcer...

Jeg mener derfor, at dette land skal forpligtige sig til at opnå det mål: inden dette tiår er ude at landsætte en mand på månen og bringe ham sikkert tilbage til jorden. Intet andet projekt vil virke mere spændende eller imponerende på menneskeheden eller være vigtigere for den langsigtede udforskning af rummet; og intet vil være så vanskeligt og kostbart at udføre. I egentlig forstand vil det ikke være en enkelt mand, der rejser til månen, det vil være hele nationen. For vi må alle arbejde for at få ham derop.

Den 12. september 1962 afleverede John F. Kennedy endnu en af sine fængende taler til USA - og verdenssamfundet. Det skete på Rice University i Houston, Texas:

Vi valgte at tage til Månen. (afbrudt af bifald). Vi valgte at tage til Månen inden dette tiårs udløb, ikke fordi det er let, men fordi det er svært, fordi dette mål vil hjælpe os at organisere og måle vores bedste kræfter og færdigheder, fordi den udfordring, vi vil tage op, vi vil ikke udskyde den, og vi har tænkt os at overvinde den.

...Vi vil gennemføre det, koste hvad det vil. Vi skal ikke ødsle penge væk, men vi skal gøre arbejdet færdigt. Og det vil blive færdigt, før udgangen af 1960'erne.

For mange år siden, blev den engelske eventyrer George Mallory, som døde på Mount Everest, spurgt, hvorfor han ønskede at bestige det. Han svarede: "Fordi det er der". Ja, rummet er der, og vi vil udforske det, og månen og planeterne er der, og nyt håb for viden og fred er der. Og derfor beder vi om Guds velsignelse, når vi tager ud på det mest dristige, det farligste og største eventyr, menneskeheden nogensinde har givet sig i kast med.

Dette satte gang i Gemini-programmet, som efterfulgte Mercury. Gemini betyder "tvilling", og navnet skyldes, at rumkapslen havde plads til to astronauter. Gemini-programmet blev gennemført fra 1963-1966. Formålet var at skaffe erfaringer med bemandet rumfart til brug for det efterfølgende Apollo-program, som skulle gennnemføre bemandede landinger på Månen. Projektet skulle afprøve "dokning" af fartøjer i kredsløb om Jorden samt lære at bringe fartøjet sikkert ind i Jordens atmosfære og lande det på et forudbestemt sted på land. Ambitionen om at lande på land blev dog forkastet igen. Der blev gennemført 10 bemandede rumflyvninger, det længstvarende af knap et døgns varighed. Edward White på Gemini IV blev den første amerikaner, som udførte en rumvanding, den varede 22 minutter. Neil Armstrong var pilot på Gemini VIII og foretog den første dokning i rummet.

Apollo-programmet var USA's månelandingsprogram. Det omfattede i alt 11 bemandede rummissioner, plus en enkelt, hvor besætningen omkom under en test i forbindelse med træningen. Apollo-rumskibet bestod af to sammenkoblede moduler: CSM (kommando-service-modulet, Command-Service Module), som bar navnet Columbia og LM (månemodulet, Lunar Module) med navnet Eagle. LM bestod af to trin: nedstigningstrinet (Descent Stage) nederst, og opstigningstrinet (Ascent Stage) øverst. Nedstigningstrinet blev stående tilbage på Månen, når astronauterne vendte tilbage til CSM efter opholdet på Månen. Rumskibet blev sendts afsted med en Saturn V-raket.

Den 21. december 1968 blev Apollo 8 sendt op fra Cape Canaveral med astronauterne Frank Borman, William Anders og James Lovell om bord imod Månen. Juleaftensmorgen gik fartøjet i bane om Månen. Mens Apollo 8 kredsede om Månen, oplæste astronauterne på skift dele af bibelens skabelsesberetning, og der var tv-transmission til Jorden. Juledag efter ti omkredsninger af Månen forlod de månekredsløbet og landede på Jorden den 27. december 1968. Denne bemandede rumrejse var den første egentlige rumrejse, idet den ikke bare sendte mennesker i lav bane om Jorden. På denne mission så mennesker for første gang Månens bagside med egne øjne. Allerede i 1959 havde rumsonden Luna 3 dog fotograferet Månens bagside.

Apollo 11: De første mennesker på Månen Den 16. juli 1969 blev Apollo 11 sendt afsted fra Kennedy Space Center. Tusindvis af tilskuere flokkedes på vejene og strandene i nærheden af opsendelsesstedet. Hertil kommer millioner af tilskuere, som så begivenheden på TV. Præsident Richard Nixon fulgte med fra "det ovale kontor" i Det Hvide Hus i Washington. I London blev dronning Elisabeth oppe hele natten for at se månefærden. I Vatikanet betragtede pave Paul VI månen i sin stjernekikkert i sin sommerresidens i Castel Gandolfo. Besætningen var Commander Neil Alden Armstrong, Command Module Pilot Michael Collins og Lunar Module Pilot Edwin Eugene "Buzz" Aldrin. De havde alle været en tur i rummet, før denne mission. Efter 12 minutter gik Apollo 11 ind i sin jordbane, for efter 1½ omgang at antænde tredje trin i raketten og sætte kurs mod månen. Ca. 30 minutter senere frigjorde Columbia-Eagle sig fra løfteraketten. "Bag" Månen blev jetmotoren startet for at bringe Apollo 11 ind i sit kredsløb omkring månen, og astronauterne kunne nærmere studere det planlagte landingssted i Stilhedens Hav, som iflg. tidligere missioner med de ubemandede fartøjer Ranger 8 og Surveyor 5 skulle være et passende fladt område uden for mange forhindringer.

Den 20. juli gik Armstrong og Aldrin om bord i månelandingsfartøjet Eagle (efter den amerikanske nationalfugl, the bald eagle), mens Collins forblev i rumfærgen Columbia i dens bane om Månen. Inden Eagle indledte sin landingstur, drejede den en gang om sig selv, så Collins kunne sikre, at den ikke var beskadiget. Landingsmotoren på Eagle blev tændt, og nedstigningen begyndte.

Under landingen bemærkede astronauterne, at det planlagte landingssted var mere klippefyldt end forventet, og Armstrong satte Eagle på semi-manuel styring og landede fartøjet i Stilhedens Base beliggende i Stilhedens Hav. Der var da brændstof tilbage til ca. 25 sekunders flyvning. Efter gennemførelse af "post landing checklisten" udtalte Armstrong den velkendte sætning: "Houston, Tranquility Base here. The Eagle has landed.".

Ifølge planen skulle astronauterne nu sove de næste fem timer, men i stedet gik de i gang med at forberede landgangen. De har sikkert heller ikke være i stand til at lukke et øje uden medicinsk hjælp. Da de var klar, åbnede Armstrong lugen og steg ned ad stigen på Månens overflade; han bemærkede, at der var meget støv. Han aktiverede TV-kameraet, som begyndte at sende til (anslået) 600 millioner mennesker på Jorden. Da Armstrong som det første menneske nogensinde trådte på Månen, udtalte han de bevingede ord: "That's one small step for man, one giant leap for mankind." Hermed var første del af John F. Kennedys mission om at landsætte et menneske på Månen før udgangen af 1960'erne opfyldt. Aldrin sluttede sig til Armstrong, og de foretog en række besynderlige bevægelser (moon walk?), herunder et par muntre kænguruhop.

Efter at astronauterne havde plantet et amerikansk flag på måneoverfladen, talte de med præsident Richard Nixon i radiotelefonen. Nixon havde egentlig forberedt en længere tale, men han blev overbevist om, at han burde undlade at holde den i respekt for afdøde præsident Kennedy. Armstrong og Aldrin gik i gang med at samle prøver på klippestykker, som blev anbragt i en pose.

Efter 7 timers søvn (hvile) blev de vækket af Houston, som bad dem gå i gang med at gøre klar til hjemturen, og 2½ time senere sluttede de sig til Michael Collins om bord på Columbia. På månen efterlod de forskellige videnskabelige instrumenter, bl.a. til måling af evt. måneskælv. De efterlod også et amerikansk flag og en tegning af jordens to halvkugler, en inskription samt astronauternes og præsident Nixons signaturer. Inskriptionen lød: "Here Men From The Planet Earth First Set Foot Upon the Moon, July 1969 A.D. We Came in Peace For All Mankind.". Endelig efterlod de en taske med en olivengren (i guld) og en CD. CD'en indeholdt meddelelser fra præsidenterne Eisenhower, Kennedy, Johnson og Nixon samt fra lederne af 73 lande over hele Jorden. Da de tog afsted, væltede det amerikanske flag, som var plantet ca 8 meter fra Eagle; fremtidige ekspeditioner til Månen anbragte flag mindst 30 meter fra månelandingsfartøjet. Efter vellykket sammenkobling med Columbia indledte Apollo 11 tilbagerejsen til Jorden.

Efter 21 timer og 31 minutter returnerede Eagle til Columbia, som bragte de tre astronauter tilbage til Jorden tillige med 21.55 kg måneklippe, og de landede i den nordlige del af Stillehavet den 24. juli 1969. Hermed var John F. Kennedys mission opfyldt, og USA havde bragt sig afgørende foran Sovjetunionen i rumkapløbet.

En dykker fra en flådehelikopter hægtede et anker i Columbia for at forhindre den i at flyde bort. Herefter blev astronauterne iført beskyttelsesdragter, som de bar, indtil de kom i karantæne på hangarskibet USS Hornet. På vej til hangarskibet på en helikopter, blev de underkastet et kort fysisk eftersyn. På USS Hornet blev de budt velkomne tilbage til Jorden af præsident Nixon, efter at de var blevet anbragt i en mobil karantænestation, hvor de skulle tilbringe de næste 21 dage. (Denne praksis blev fulgt på Apollo 12 og Apollo 14 missionerne, inden man opgav den som ikke nødvendig.) Columbia blev taget op på USS Hornet, som satte kurs mod Pearl Harbour. Herfra blev Columbia og karantænestationen fløjet til Johnson Space Center i Houston, Texas.

Endelig den 13. august 1969 blev astronauterne sluppet fri af karantænen og mødte den jublende amerikanske offentlighed. I New York, Chicago og Los Angeles blev der holdt parader til deres ære, og et par dage efter endnu en parade i Mexico City. På Century Plaza Hotel i Los Angeles blev der holdt en statsmiddag for at fejre Apollo 11 missionen med deltagelse af medlemmer af kongressen, 44 guvernører, højesteretspræsidenten samt ambassadører fra 83 nationer. Præsident Richard Nixon og vicepræsident Spiro T. Agnew tildelte astronauterne "the Presidential Medal of Freedom". Dette var indledningen på en 45 dages rundtur til 25 lande med besøg hos de respektive statsledere, herunder den engelske dronning Elizabeth. Den 16. september 1969 talte de tre astronauter for den samlede kongres på Capitol Hill, og de forærede to amerikanske flag, et til Repræsentanternes Hus og et til Senatet; flagene havde været med på turen til Månen.

Fra 1969–1972 blev der gennemført yderligere fem Apollo missioner, som landsatte astronauter på Månen:

  • Apollo 12: Opsendt 14. nov. 1969. Landing på Månen 19. nov. Afgang fra Månen 20. nov. Landing på Jorden 24. nov. 1969.
  • Apollo 13: Opsendt 11. apr. 1970. 13. apr. eksploderede en ilttank ombord, og landing på Månen måtte opgives. Landing 17. apr. 1970.
  • Apollo 14: Opsendt 31. jan. 1971. Landing på Månen 5. feb. Afgang fra Månen 6. feb. Landing på Jorden 9. feb. 1971.
  • Apollo 15: Opsendt 26. juli 1971. Landing på Månen 30. juli. Afgang fra Månen 2. aug. Landing på Jorden 7. aug. 1971.
  • Apollo 16: Opsendt 16. apr. 1972. Landing på Månen 20. apr. Afgang fra Månen 23. apr. Landing på Jorden 27. apr. 1972
  • Apollo 17: Opsendt 7. dec. 1972. Landing på Månen 11. dec. Afgang fra Månen 14. dec. Landing på Jorden 19. dec. 1972
På de sidste tre månelandinger, Apollo 15, 16 og 17, medbragte astronauterne en elektrisk månebil, så astronauterne kunne udforske større områder af overfladen end ellers. En tekniker på Jorden fjenstyrede et kamera, som var anbragt på månebilen, da astronauterne på Apollo 17 steg op fra Månens overflade, så opstigningen blev transmitteret til Jorden.

Rumfærgens historie I 1969 nedsatte præsident Nixon en Space Task Group, som skulle klarlægge, hvordan USA's rumprogram skulle udvikle sig efter Apollo programmet. Gruppen anbefalede, at USA skulle udvikle et genbrugeligt rumfartøj; man forestillede sig, at en rumfærge kune foretage indtil 100 flyvninger, inden den måtte skrottes.

Rumfærgen kom til at bestå af tre primære komponenter:

  • Selve rumfærgen, som indeholder besætningen.
  • En ekstern brændstoftank med brændstoffet til rumfærgens tre hovedmotorer.
  • To faststof løfteraketter, der leverer trykkraften de første to minutter af opsendelsen.
Rumfærgen og faststofraketterne bliver genbrugt, rumfærgen landes af de ombordværende astronauter, mens løfteraketterne lander i havet hængende i en faldskærm. Brændstoftanken brænder op i atmosfæren ved opsendelsen.

I 1976 var den første rumfærge, Enterprise, færdig. Enterprise var dog "kun" en prototype, som alene skulle bruges til testflyvninger; den havde ingen motorer eller noget varmeskjold. Først gennemførtes ubemandede testflyvninger, hvor Enterprise blev spændt fast på ryggen af en Boeing 747. Derefter med en besætning ombord på rumfærgen. Endelig blev der udført testflyvninger, hvor Enterprise blev frigjort fra 747'eren i luften, og de to piloter styrede rumfærgen til landing.

Den første rumfærge, der fløj i rummet, Columbia, ankom til Kennedy Space Center på ryggen af en Boeing 747, og blev sendt ud i rummet den 12. april 1981, på 20-årsdagen for Juri Gagarins første rejse i rummet. Columbia var verdens første genbrugelige rumskib. Siden blev der bygget yderligere fire rumfærger: Challenger (1982), Discovery (1983), Atlantis (1985) og Endeavour (1991). På de første missioner var der kun to personer ombord, men som regel er der 5-7 besætningsmedlemmer ombord.

Challenger-ulykken I 1984 fik NASA den tanke at sende "almindelige mennesker" ud i rummet, formentlig for at vise USA's befolkning, at man nu berherskede teknikken med opsendelse af rumfærger. Det hvide hus var straks med på idéen, valgkampen, som skulle give Ronald Reagan genvalg, var i fuld gang. Reagan sagde i en stor tale om undervisningsspørgsmål:
Indtil dette øjeblik havde vi ikke besluttet, hvem den første almindelige amerikaner skulle være. Men i dag beordrer jeg NASA til at begynde at søge i alle vore folkeskoler og high schools. Som den første almindelige borger i rumprogrammet skal de udvælge noget af de bedste, vi har i Amerika - en lærer...

og dermed var projektet TISP, Teacher In Space Project sat i gang. Blandt mere end 11.000 ansøgere blev den 36-årige lærer (Sharon) Christa McAuliffe valgt. Hun fik et års orlov fra sin skole og gik i gang med astronautuddannelsen. Hun viste sig at have en god udstråling i pressen, og snart kendte hele USA Christa, hendes ægtefælle Steve og børnene Scott og Caroline på hhv. ni og fem år. Christa blev et amerikansk idol som en kvinde, der passede sit arbejde, elskede og passede sin mand og børn, deltog i frivillige aktiviteter og underviste i søndagsskolen. Hendes hjemby Concord i New Hampshire gjorde hende til æresborger. Christa forberedte to fysiklektioner, som skulle blive sendes fra rummet til den amerikanske ungdom. Nedenfor er vist Challenger besætningens syv medlemmer, længst til venstre ses Christa McAuliffe, teacher in Space.

Rumfærgen Columbia, som var forgængeren for Challenger, var blevet udsat i alt syv gange, hvilket selvfølgelig lagde et ekstra pres på NASA. Også Challenger blev udsat, den skulle efter planerne havde været lettet den 23. december 1985, men kom først afsted den 28. januar 1986. Challenger medførte i lastrummet en kommunikationssatelit, som skulle gøre det muligt for NASA at komme i forbindelse med sine rumfærger uden at skulle omkring et større antal jordstationer. Den medførte også en mindre satellit, som skulle foretage fotografiske og spektografiske analyser af Halleys komet, der som bekendt kommer på besøg hvert 76. år. Men kun 73 sekunder efter lift-off eksploderede Challenger i en voldsom ildkugle, og alle syv astronauter omkom. Hele USA gik selvsagt i chock. Befolkningen havde fået opfattelsen af, at NASA nu beherskede teknikken til opsendelse af rumfærger. Hvad var gået galt?

Præsident Reagan nedsatte en undersøgelseskommission, ledet af tidligere udenrigs- og justitsminister William P. Rogers. Kommissionen bestod af en række prominente personer, bl.a. den første mand på Månen, Neil Armstrong, som blev næstformand, den berømte fysiker Richard Feynman samt astronaut Sally Ride, den første kvindelige astronaut. Rogers-kommissionens opgave var at "at undersøge alle omstændigheder omkring ulykken med henblik på at fastslå den eller de sandsynlige årsag(er) til den, at udforme anbefalinger på grundlag af kommissionens resultater og beslutninger ang. iværksættelse af korrigerende foranstaltninger eller andre ønskværdige tiltag.". Kommissionen skulle aflevere sin endelige rapport til præsidenten inden 120 dage.

Ifølge Rogers-kommissionens rapport forulykkede Challenger, fordi varm gas fra den godt 45 meter høje styrbords løfteraket (faststofraket) slap ud gennem en forseglende O-ring af gummi. (Anvendelse af en O-ring er den mest almindelige tætningsmetode, du finder fx en i de fleste vandhaner). Den varme gas stod som en blæselampe ud af løfteraketten og ramte den bjælke, der forbandt løfteraketten med rumfærgens eksterne brændstoftank. Da bjælken knækkede, svingede løfteraketten omkring og næsen ind i den eksterne brændstoftank. Herved gik der hul på ilttanken, og hele rumfærgen eksploderede omgående.

Årsagen til at gassen slap ud gennem O-ringen var, at der havde været omkring 20 graders frost på rampen natten før opsendelsen, og herved havde gummiet mistet sin fleksibilitet. Denne effekt demonstrerede Richard Feynman på dramatisk vis, da han i en direkte tv-udsendelse dyppede et stykke gummi i et glas isvand, hvorefter han knuste det med et let slag af en til formålet medbragt hammer. Feynman, som fik nobelprisen i fysik i 1965, blev ofte kaldt "the Great Explainer" for sine evner til at forklare sine studerende vanskelige emner på en måde, så de forstod det. Han sagde selv, at hvis han ikke kunne forklare et emne til en begynderstuderende, sa den pågældende forstod det, så var det fordi han, Feynman, endnu ikke selv forstod det til bunds. Rogers-kommissionens rapport påpegede også, at de tekniske årsager til ulykken kun delvist forklarede ulykken. At rumfærgen overhovedet havde fået grønt lys til opsendelse tydede på alvorlige fejlskøn i NASAs ledelse, og NASA blev kraftigt omstruktureret i kølvandet på Challenger-ulykken.

Hvis du interesserer dig for dette emne, kan jeg stærkt anbefale dig at læse "Challenger - et teknisk uheld", skrevet af Claus Jensen og udgivet på Samlerens Paperbacks 1963 (ISBN 87-568-1250-7). Jeg har efterhånden læst den tre gange, og den er spændende og letlæst - som en kriminalroman.

Columbia-ulykken Den 1. februar 2003 forulykkede rumfærgen Columbia kort efter genindtræden i Jordens atmosfæren; alle syv astronauter omkom. Efter ulykken blev der nedsat en undersøgelseskomission, som i deres rapport fastslog, at Columbia forulykkede, fordi et stykke skumplast havde revet sig løs fra den eksterne tank under opsendelsen, og at dette skum havde ramt forkanten af rumfærgens venstre vinge så hårdt, at der var blevet slået et stort hul i vingen. Under genindtræden trængte flere tusinde grader varmt plasma ind i vingen, hvilket ødelagde ledninger og slanger. Som ved Challenger-ulykken i 1986 påpegede rapporten en lang række fejlskøn fra ledelsens side, formentlig som følge af det stigende pres på rumfærgesystemet for at få opsendt de sidste moduler til den Internationale Rumstation.

Kennedy Space Center på Cape Canaveral Nu er vi ved at være fremme ved målet for vores tur, Kennedy Space Center, som ligger på Cape Canaveral ud for Floridas østkyst. Området, som består af en blanding af sump og marsk, er tillige naturreservat for skildpadder, pelikaner, kongeørne og alligatorer. Første gang, Birgit og jeg var på Cape Canaveral, så vi på busturen en kæmpealligator, som kom luntende langs med vejen. Kort efter så vi en bald eagle oppe på en høj pæl og de amerikanske turister i bussen hang på ryggen af hinanden for at se deres elskede nationalfugl.

Space centeret, som dækker mere end 550 km2, består af en civil del, Kennedy Space Center, og en militær del, Cape Canaveral Air Force Station. De militære opsendelsesfaciliteter blev etableret i 1949 og hed den gang Joint Long Range Proving Ground. I 1951 blev space centeret døbt Cape Canaveral. Efter mordet på John F. Kennedy i 1963 gjorde hans enke Jacqueline Kennedy præsident Lyndon B. Johnson opmærksom på, at det ville være et smukt minde, hvis Cape Canaveral kom til at bære hendes afdøde ægtefælles navn, og Johnson sørgede for i 1964, at Cape Canaveral blev omdøbt til Cape Kennedy. Det var ikke populært hos lokalbefolkningen, ikke som følge af disrespekt overfor præsident Kennedy, men fordi området havde heddet Cape Canaveral i 400 år. Jacqueline Kennedy meddelte, at havde hun vidst dette, ville hun aldrig have foreslået det, og i 1973 skiftede man tilbage til navnet Cape Canaveral. Militæret vendte også tilbage til det gamle navn Cape Canaveral Air Force Station, mens det civile rumcenter fortsat bærer Kennedys navn. En sjov ting, synes jeg, er, at områdenummer for Cape Canaveral er 321 (3-2-1 nå, du forstod den første gang).

Efter stiftelse af NASA i 1958 blev området lavet om til et kompleks af affyrings- og opsendelsesramper. Efter vedtagelse af rumprogrammet i 1961-1962 blev området udvidet kraftigt, bl.a. med henblik på gennemførelse af Apollo missionerne til Månen. Hele centeret omfatter mere end 25 opsendelsesramper.

Som vi havde oplevet ved Ecpot var der også her store og velorganiserede parkeringspladser, og vi var snart fremme ved indgangen.Der var næsten ingen køer, så vi fik hurtigt købt billetter ($41 for voksne, $31 for børn 3-11 år, plus tax). Billetten gælder for to dagsbesøg, dog skal det andet besøg afvikles senest 7 dage efter det første. Vi havde desværre kun tid til et enkelt besøg, men nu ved du det.

Kennedy Space Center, som har omkring 13.500 ansatte, har sat alle tegn til for at vise de amerikanske skatteydere, hvad de får for deres penge; vi ved jo, at amerikanerne ikke er så glade for at betale skat som vi danskere ;-) Inden vi begiver os ud på en bustur på området, vil jeg beskrive nogle af de efter min mening mest seværdige attraktioner (jeg benytter de amerikanske betegnelser for at undgå misforståelser). Hvis der skal købes tillægsbillet til en attraktion, skal jeg nok nævne det; i de fleste tilfælde er "den normale billet" tilstrækkelig.

Astronaut encounter. Hver dag kan man møde en af NASA's astronauter og evt. stille spørgsmål til pågældende - og også tage fotos. Og hvis det ikke er nok, kan du spise frokost med en NASA astronaut. Pris $23 for voksne og $16 for børn.

Space Mirror Memorial (også benævnt Astronaut Memorial) er et kæmpemæssig mindesmærke for de 24 amerikanske astronauter, som hidtil har mistet livet i forbindelse med rummissioner. Det består af en kæmpemæssig sort granitplade på 13 x 15 meter, som er opdelt i 90 mindre paneler. På den spejlblanke overflade er indgraveret navnene på de døde helte. Her er bl.a. navnene på de syv astronauter fra Columbia rumfærgen, de syv fra Challenger rumfærgen og de tre fra Apollo 1 projektet. Mindesmærket, som er fra 1991, er betalt af staten Floridas indbyggere, bl.a. ved køb af særlige "Space Shuttle Challenger mission" nummerplader. Navnene, som går hele vejen gennem panelet, bliver således smukt belyst bagfra af sollyset - og når der ikke er sol af kunstigt lys. Det er også smukt at se himlen spejle sig i det stemningsfulde monument.

Her er en oversigt over de 24 astronauter:
  • Theodore Freeman døde den 31. oktober 1964 under en træningsflyvning i en T-38.
  • Elliot See og Charles Bassett blev dræbt den 28. februar 1966, da i deres T-38 fløj ind i en bygning i kraftig tåge.
  • Virgil Grissom, Edward White og Roger Chaffee døde i Apollo 1 rumkapslen den 27. januar 1967, da en kortslutning antændte den iltrige atmosfære.
  • Clifton Williams døde den 5. oktober 1967 i en T-38 træningsulykke. Han skulle have været med på Apollo 12 missionen. Rygter siger, at hans afløser på Apollo 12, Alan Bean, efterlod Williamss astronautvinger på måned til minde om ham.
  • Michael J. Adams døde den 15. november 1967 i en X-15 ulykke. Han var faktisk ikke NASA astronaut, men er kommet med på mindesmærket, fordi han på sin sidste flyvning gjorde sig fortjent til titlen astronaut ved at opnå en højde på mindst 50 miles (ca. 80 km). (X-15 var et såkaldt raketfly, som blev bygget af det amerikanske luftvåben, NASA og den amerikanske flåde. Det har stadig verdensrekorden i flyvehastighed på 7.274 km/t)
  • Robert H. Lawrence, Jr. døde den 8. december 1967, da hans F-104 forulykkede, og hans faldskærm ikke åbnede sig.
  • Den 28. januar 1986 eksploderede rumfærgen Challenger 73 sekunder efter liftoff, og alle syv medlemmer, Francis "Dick" Scobee, Michael J. Smith, Ronald McNair, Gregory Jarvis, Judith Resnik, Ellison Onizuka, og Christa McAuliffe, døde. Mere herom senere på siden.
  • Manley L. "Sonny" Carter døde den 5. april 1991 i et civilt flystyrt på rejse for NASA.
  • Den 1. februar 2003 forulykkede rumfærgen Columbia, da den ved afslutningen af sin mission nærmede sig Jordens atmosfære. Hele besætningen, Rick D. Husband, William C. McCool, David M. Brown, Kalpana Chawla, Michael P. Anderson, Laurel Clark og Ilan Ramon, omkom.
Early Space Exploration sætter fokus på Mercury og Gemini rumprogrammerne, og der er udstillet mange artifakter fra de første bemandede flyvninger i rummet.

IMAX® Space Films. Lige ved siden af ligger to gigantiske IMAX teatre, som viser rumfilm på¨en skærm på størrelse med et 5-etagers hus. Nogle af filmene er i 3-D, så man næsten fornemmer at svæve i rummet sammen med astronauterne. Desværre nåede vi ikke at se nogen film, men havde vi haft tid kunne vi fx. have set filmen om "the Hubble Space Telescope" i 3D. Leonardo DiCaprio lagde stemme til. Den anden film, "Space Station 3D", er optaget i rummet af 25 astronauter. Den skulle vise nogle fantastiske optagelser fra den internationale rumstation, Tom Cruise lagde stemme til den. Hver film varer ca. 45 minutter.

Exploration Space: Explorers Wanted. Man lærer om fremtidens rumrejser indenfor og udenfor vort eget solsystem i en blanding af teater, interaktive eksperimenter og imponerende multimedie præsentationer. Det understreges, at fremtiden ikke så meget er bestemt af hardware som af de mennesker, som står bag teknologien. Gæsterne bliver draget ind i forløbet og opfordres til at deltage i missioner til nye mål.

To gange i timen bliver rummet omdannet til et stort, levende teater, hvor et dynamisk, hi-tech show, kaldet "Explorers Wanted", bliver opført, alt med tilskuerne i centrum.

Rocket Garden: NASA Rockets er en fantastisk udstilling, som viser udviklingen af NASA raketter, som gennem tiden har været anvendt til opsendelse af astronauter mv. Kl. 10:30 og kl. 16 er der guidede ture.

På fotoet i midten ses fra venstre mod højre følgende raketter: Jupiter-C/Redstone, Mercury/Redstone, Thor, Mercury/Atlas og Gemini/Titan II. Raketten til højre er en Redstone, som blev brugt til Mercury missioner som fx Alan Shepards tur den 5. maj 1961.

Space Shuttle Plaza ses en kopi af en Explorer rumfærge i naturlig størrelse.

Her får man et indtryk af, hvorledes astronauter lever og arbejder i rummet.

Hvis man vil have en fornemmelse af, hvorledes det er at blive skudt ud i rummet i spidsen af en gigantisk raket, så ligger Shuttle Launch Experience lige ved siden af Explorer rumfærgen. Her kan man på egen krop "opleve" at sidde i en rumfærge, som sættes i kredsløb omkring jorden. Opslag viste, at man skal have en højde på mindst 112 cm - og det kunne selv Karin, som ikke er så høj, sagtens klare. Personer med forhøjet blodtryk, hjerteproblemer, rygproblemer mv. bliver frarådet at tage med på turen. Bente, Erling og Karin havde mod på at prøve turen og stillede sig i kø, mens Birgit og jeg nød solskinnet. Simulatoren er på størrelse med et seks etagers hus og har kostet $60 millioner.

Bente, Erling og Karin var særdeles begejstrede, da de kom ud igen. Da de var kommet ind i den meget "naturtro" rumfærge, var de blevet spændt fast i hver sit sæde. Herefter havde de fået en "pre-launch briefing" af en astronaut, som trin for trin havde gennemgået opsendelsesproceduren. Alt blev ledsaget af dramatiske video- og lydeffekter. Efter nogle minutter blev sæderne lagt ned, så man næsten lå vandret i sæderne (70 grader), da hovedraketten blev startet. Man kunne også tydeligt fornemme, da rumfærgen blev løsgjort fra løfteraketten. 27 tidligere og nuværende astronauter har medvirket til at gøre oplevelsen så realistisk som muligt. Gulvet i rumfærgen vibrerede, tågemaskiner frembragte naturtro dampskyer under starten osv. På en stor skærm fik man hele tiden tekniske detaljer om forløbet af opsendelsen. G-påvirkningen samt fornemmelsen af vægtløshed opnåedes ved at puste sædepuderne op, hhv. lukke luft ud. Da rumfærgen var kommet i kredsløb om Jorden, fik tilskuerne et fantastisk kig ned på Moder Jord. "Rigtige astronauter" har fortalt, at "Shuttle Launch Experience" er endog mere realistisk end de simulatorer, som NASA anvender i uddannelsen. Jeg ser frem til engang at prøve denne simulator sammen med mit barnebarn Britt.

Bustur på Kennedy Space Center Der var mulighed for at tage på tre forskellige guidede busture på Kennedy Space Center:

  • Kennedy Space Center Tour, som er omfattet af billetten.
  • Discover KSC: Today & Tomorrow Tour. Højdepunktet er et fotostop, ganske nær ved rumfærgernes opsendelsesrampe, turen afsluttes ved det imponerende Apollo/Saturn V Center.
  • Cape Canaveral: Then & Now Tour. På Air Force Space & Missile Museum vil man bl.a. (gen)opleve opsendelsen af USA's første satellit samt høre om USA's aktuelle raketprogram. Også denne tur slutter ved Apollo/Saturn V Center.
Vi valgte Kennedy Space Center Tour og stillede os i kø til bussen. På trods af, at der var masser af busser - flåden omfatter 40-50 busser med air condition - tog det næsten en time, inden vi kom om bord. Busserne begynder at køre kl. 10, og turen tager 2-3 timer. Vær opmærksom på, at KSC lukker kl. 18.

Efter en køretur på 15-20 minutter nåede vi frem til LC-39 Observation Gantry (udsigtstårn). Chaufføren, som var meget humoristisk, fortalte om de faciliteter, vi passerede undervejs. I bussen så vi en film om den kæmpestore samlehal Vehicle Assembly Building (VAB), som vi kørte forbi; bygningen, som er den fjerdestørste bygning i verden, er 160 meter høj, 218 meter lang og 158 meter bred. VAB blev oprindelig bygget til samling (vertikalt) af Saturn V raketter til Apollo programmet. I dag huser den brændstoftanke til rumfærgerne og anden hardware. Her samles og klargøres rumfærgen, inden den ved hjælp af Crawler-Transporter flyttes til LC-39 Pad A (affyringsrampe).

På billedet ovenfor til højre ses en Apollo Saturn V raket på vej fra samlehallen (VAB) til affyringsrampe 39A. Det er ikke en rigtig Saturn V, men en model, som er udviklet til test af faciliteter og uddannelse af personalet.

Chaufføren fortalte, at flaget på bygningen blev malet i forbindelse med USA's 200 års fødselsdag i 1976. Det er 64 meter højt og 33 meter bredt. Hver af stjernerne er næsten 2 meter i diameter. Der medgik godt 26000 liter maling til flaget.

I udsigtstårnet blev vist en video om, hvorledes de forskellige dele blev samlet til en rumfærge. Vi klatrede op i det ca. 20 meter høje tårn - der var dog en elevator til gæster med mindre god ben. Fra toppen var en fantastisk 360 graders udsigt over hele rumcentret. Udover VAB kunne vi se de to affyringsramper, LC 39A og LC 39B.

LC (Launch Complex) 39A og 39B er de største affyringsramper i USA. Ramperne blev opført til brug for Apollo-programmet midt i 1960'erne; siden blev de overtaget af rumfærge-programmet. Transport af rumfærger sker ved hjælp af store bæltekøretøjer, som kører med en hastighed på 1.6 km i timen. Afstanden fra VAB til LC 39A og LC 39B er hhv. 5.5 km og 6.8 km. Af sikkerhedsmæssige årsager er der en afstand mellem de to affyringsramper på 2.7 km. I 2007 blev LC 39B modificeret til affyring af Ares I-X raketten.

Under nedtællingen er der adgang til rumfærgen via et 105 meter højt servicetårn. Forbindelsen afbrydes 7 minutter før opsendelsen. Fra servicetårnet og ned til jorden er udspændt syv 365 meter lange stålwirer. På hver wire er anbragt en kurv med plads til tre personer, således at affyringsrampen hurtigt kan evakueres. Ved stormvarsel køres rumfærgen tilbage til samlehallen. Ved opsendelse sprøjtes flere millioner vand ud over affyringsrampen for at køle den ned ogh for at dæmpe lydchokbølgerne. Når en rumfærge (et rumfartøj) er opsendt, overgår kontrollen til Johnson Space Center i Houston. Rumfærgerne lander såvidt muligt på Shuttle Landing Facility, en af verdens længste landingsbaner, på Kennedy Space Center, da NASA derved undgår en dyr hjemflyvning af rumfærgen på ryggen af en jumbojet.

Efter nogen tid stillede vi op i køen til bussen, som bragte os til næste stop på turen. Der var ved Apollo/Saturn V Center, som har en omfattende udstilling af genstande, fotos, film mv. med tilknytning til Saturn V, den kraftigste raket, som nogensinde er sendt op fra USA. Først så vi en video præsentation i "the Lunar Theater" om de første raketter og mennesket i rummet. Derefter studerede vi den udstillede 110 meter høje Saturn V raket. Endelig overværede vi en gengivelse af Apollo 8 opsendelsen; denne fandt sted i "the Firing Room Theater", hvor man havde lavet en kopi af det oprindelige Apollo control center.

Herefter tog vi bussen tilbage til det centrale besøgscenter.

På vejen ud af Kennedy Space Center blev vi forventeligt dirigeret gennnem The Space Shop, hvor man kan købe utrolige mængder af souvenirs: frysetørret rummad, rumfotos, kasketter, T-shirts, bøger og meget andet. Sidst på dagen forlod vi Kennedy Space Center, alle en stor oplevelse rigere. Hvis du synes, at jeg har ævlet for meget om raketter og rumfærger, så kan jeg trøste dig med, at nu er det slut - i denne omgang. Forhåbentlig kommer jeg tilbage endnu en gang.

Klik her, hvis du vil med på vores videre færd i Florida.

 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Florida startside Disney Epcot Center Naples