Nu var det efterhånden tre år siden, at Rejseholdet havde været på en lidt større rejse, nemlig et krydstogt mellem Moskva og St. Petersborg. Ganske vist havde vi i den mellemliggende tid været sammen i Tyrkiet og på Mallorca, men nu ville vi på en lidt længere tur. Vi var enige om, at vi denne gang ville til USA, men vaklede mellem vestkysten og østkysten. Det endte med, at vi besluttede at tage til Florida, dels fordi Bente og Erlings unger har været der flere gange, måske også fordi Birgit og undertegnede (Søren) var derovre på sølvbryllupsrejse for godt 20 år siden. Er det virkelig så længe siden? Ja, tiden går hurtigt i godt selskab. Der var enighed om, at vi ville se os omkring i Florida, og i hvert fald besøge Miami, Orlando, en by på vestkysten samt Key West, og at vi selv ville køre rundt. Vi kontaktede et par rejsebureauer med vores overvejelser og bad dem udarbejde et forslag til en tur. De fleste bureauer reagerede ved at sende en beskrivelse af en af de ture, de havde i deres program, men fra et (mindre) rejsebureau i Randers, DANexplore fik vi et seriøst, gennemarbejdet tilbud. Samtidig stod det klart, at forslaget kunne tilrettes efter vores ønsker. For en sikkerheds skyld kontaktede vi Rejsegarantifonden og bad den bekræfte, at DANexplore er omfattet af RejsegarantifondenDan. Allerede samme dag fik vi dette svar "Dan Ski ApS er teknisk arrangør for de rejser, der sælges af DANexplore ApS (DANexplore ApS er formidler/agent). I skal blot være opmærksomme på, at der skal stå: "Teknisk arrangør: Dan Ski ApS" et sted på fakturaen samt CVR-nr. 89998719, og så skal I købe en pakkerejse bestående af både transport og indkvartering. I så fald vil I være omfattet af fondens dækning, hvis Dan Ski ApS skulle gå konkurs. Hvis DANexplore ApS skulle gå konkurs, skal Dan Ski ApS gennemføre rejsen som aftalt.". Efter denne beroligende melding accepterede vi en tur med følgende indhold:
Vi valgte at tage til Florida midt i maj måned, hvor risikoen for orkaner er lille, orkansæsonen er høj- og sensommeren, dvs. august-september. Heldigvis har Florida de seneste par år været forskånet for voldsomme orkaner. I august 1992 jævnede orkanen Andrew Homestead, som ligger syd for Miami, med jorden og dræbte 23 personer. Allerede i september 2004 anrettede orkanen Ivan store ødelæggelser i Everglades National Park. Luftfugtigheden om sommeren er så ekstrem, at sommeren i Florida betragtes som lavsæson, december til marts betragtes som højsæson.
Af det modtagne materiale fra DANexplore fremgik, at det almindeligvis ikke er nødvendigt at søge visum til USA, hvis man er dansk statsborgere og vil opholde sig i USA i højst 90 dage. I stedet kan (kunne?) vi nøjes med at søge om indrejsetilladelse på nettet. JEG VED IKKE, HVORLEDES FREGLERNE ER I DAG!!!!! Denne såkaldte ESTA-registrering, som er gyldig i 2 år, skal foretages senest 72 timer før indrejsen. For en sikkerheds skyld udfyldte vi skamaerne en måneds tid i forvejen. Registreringen erstatter den grønne blanket, der tidligere blev udleveret på flyet. Hvis man modtager meddelelsen "indrejse er ikke godkendt" som svar på ansøgningen, skal man søge om visum via den amerikanske ambassade. For en sikkerheds skyld printede vi blanketten og tog den med, men det er ikke noget krav, da den amerikanske paskontrol har elektronisk adgang til de foretagne registreringer. Som sædvanligt medbragte vi også en fotokopi af vores pas, den med fotoet på. Det er under alle omstændigheder en god ide at kunne legitimere sig med pas eller kørekort.
Vi holdt et planlægningsmøde et par uger inden afrejsen. Her gennemgik vi programmet, og Erling præsenterede de kørselsanvisninger og kort, som han havde fremstillet med hjælp af google. De skulle vise sig at være et godt supplement til det materiale, vi havde fået fra DANexplore. Bente og Karin var mest interesseret i, hvor meget kufferterne måtte veje. Vi skulle flyve med British Airways, og de tillod 1 stk. kuffert på max. 23 kg pr. person og 1 stk. håndbagage på indtil 10 kg. Endelig kunne man også medbringe en håndtaske eller en bærbar computer. Det lød af meget i mine ører, men tilsyneladende vejer dametøj meget mere end herretøj. Det viste sig, at Bentes svigerdøtre havde berettet om alle de pragtfulde "outlets", der ligger i USA - og ikke mindst i Florida. Erling og jeg blev belært om, at en "outlet" er en butik, som sælger mærkevarer ofte til halv pris eller derunder. De sælger ofte modeller fra sidste sæson, fx kan forårets kollektion købes billigt allerede samme efterår. Det var tydeligt, at der ville blive kamp om pladsen i kufferterne, men Erling og jeg insisterede på, at hver person medbragte sin egen kuffert med eget indhold. Kvinderne luftede den tanke at tage tøj med, som de så kunne efterlade i Florida og erstatte med mærkevaretøj. Jeg har ikke helt forstået fascinationen af mærkevaretøj, som tilsyneladende bliver fremstillet af de samme groft underbetalte kvnder og børn på de samme systuer og fabrikker i Asien som alle andre varer. Det skulle vise sig, at kuffertspørgsmålet kom til at fylde en del på vores tur. Vi checkede også, at vi alle havde en tilstrækkelig god rejseforsikring; du ved sikkert, at man ved rejser udenfor Europa ikke er dækket af Den Offentlige Sygesikring. Vi snakkede også om betalingsmidler i USA. Vi var enige om, at vi ville tage så få dollars med som muligt, da betalingskort er sikrere, og da vi vidste, at mange forretninger, hoteller, restauranter mv. afviser - eller i hvert fald er kede af - at modtage kontanter. Erling, som er rejseholdets conseglieri eller kassemester, havde fået oprettet et mastercard til formålet. Herudover havde vi alle enten et mastercard eller et visacard, når det gik løs. Alle betydende kreditkort modtages, og der er hæveautomater (ATM) overalt. I Florida lægges 7% "moms" på stort set alle varer - fremgår ikke af prismærkningen i butikkerne.
Som tidligere nævnt skulle vi flyve med British Airways fra Hamborg til Miami via London. Vi ville nok have foretrukket at flyve fra Billund, men det viste sig, at flybilletterne - og også flyvetiderne - var bedre fra Hamborg. Køreturen til Hamborg fra vores lille by, Hornslet, lidt nord for Århus, er knap fire timer. Det var let at finde lufthavnen, lidt sværere at finde parkeringspladsen. Vi huskede at notere os bilens placering, jeg har tidligere brugt mere end en time på at lokalisere vores bil efter et par ugers ferie ;-). Kufferterne blev checket ind til Miami, hvorefter vi begyndte at slappe af og nyde ferien. Karin havde i god mening medbragt en håndfuld øl, som vi skulle nyde i lufthavnen, men desværre kiksede det for os, og øllene endte med at blive konfiskeret i sikkerhedskontrollen. Vi havde et par timer i Heathrow, men da vi skulle flyve ud af samme terminal, som vi var anommet til, var det intet problem. Turen over Atlanten foreløb problemfrit. Selvfølgelig var tiden lang, men rigelig servering af mad og drikke samt frit valg mellem hundrede videoer gjorde turen udholdelig.
Vi landede rettidig i Miami International Airport. Som sædvanligt var der køer ved paskontrollen, men vi kom da igennem uden problemer. Mere end 16 millioner internationale passagerer passerer årligt Miamis lufthavn. Hertil kommer næsten 18 millioner indenrigspassagerer. Måske var det derfor, at min kuffert manglede på bagagebåndet, og efter en times ventetid gav jeg op og meldte sagen til en medarbejder fra British Airways. Hun registrerede det i deres system, og jeg fik en kvittering for, at kufferten var meldt savnet. Beroligende fik jeg at vide, at de fleste kufferter blev genfundet indenfor 24 timer, og at den ville blive afleveret på hotellet, så snart den var fundet. Jeg fik et telefonnummer og en hjemmeside, hvor jeg kunne følge eftersøgningen. Da vi kom til hotellet, ringede jeg til SOS Alarmcentral for at få at vide, hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg fik at vide, at jeg kunne købe nødvendigt tøj og personlige fornødenheder for indtil 960 kr pr. døgn Det skulle vise sig, at kufferten dukkede op nogle få timer før, vi skulle checke ud for at køre nordpå.
Erling og jeg hentede vores udlejningsbil, mens kvinderne passede på bagagen. Alle biludlejningsfirmaer har busser, som kører regelmæssigt mellem lufthavnen og deres virksomhed. Efterfølgende var vi enige om, at vi lige så godt kunne være taget i samlet flok til biludlejningsfirmaet. Vi havde bestilt en 7-personers bil, men ekspedienten forsøgte - som man åbenbart altid gør - at overtale os til at tage en endnu større bil. Vi modstod fristelsen. Enough is enough. Vi købte et såkaldt SunPass, så vi kunne køre ind på alle betalingsmotorveje uden at skulle standse for at betale. Det fungerer ved scanning af nummerpladen, når man nærmer sig en betalingsstation. Det kostede ca 5 USD pr. dag; jeg er ikke sikker på, at vi sparede penge ved det, men vi sparede os selv en del ulejlighed. Kaskoforsikringen var omfattet af billejen, men for en sikkerheds skyld tegnede vi en ansvarsforsikring. Men da ekspedienten også tilbød oa at leje en GPS for 10 USD om dagen, betakkede vi os. Selvfølgelig havde det været bekvemt md en GPS, men det skulle vise sig, at vi fandt rundt uden problemer på grundlag af de vejledninger, Erling havde produceret, samt på grundlag af materialet fra DANexplore. Husk lige, at alle personer i bilen skal bære sikkerhedssele. Mens vi kører hen til vores hotel, vil jeg fortælle dig lidt om staten Floridas historie og tilblivelse.
Florida, der også kaldes The Sunshine State, Solskinsstaten, er et yndet tilbagetrækningsmål for amerikanske pensionister. Florida er den sydligste stat på det amerikanske fastland, men staten Hawaii ligger sydligere. Fra Key West er der kun 150 km til Cuba. Den nordlige del af Florida er bakket og skovklædt, mens den sydlige del udgøres af store sumpområder. Der er ikke færre end 7800 søer, heriblandt Lake Okeechobee, som er USA's næststørste ferskvandssø. I 2008 var befolkningstallet godt 18 millioner, hvilket gør Florida til den fjerdestørste stat målt på befolkning. Hovedstaden i staten Florida er Tallahassee, mens den største by er Jacksonville. Den bedst kendte by i Florida er formentlig Miami, som er den næststørste. Tidsforskellen ift. Danmark er -7 timer. Florida har næsten 1200 km. sandstrande. Klimaet er subtropisk med mere end 250 solskinsdage pr. år. Gennemsnitstemperaturen er omkring 23 grader.
Måned |
Temp. min/max |
Nedbør i mm |
| Januar | 15°/24° | 51 |
| Februar | 16°/24° | 53 |
| Marts | 18°/26° | 61 |
| April | 20°/28° | 77 |
| Maj | 22°/29° | 158 |
| Juni | 24°/31° | 237 |
| Juli | 25°/32° | 145 |
| August | 25°/32° | 192 |
| September | 24°/31° | 193 |
| Oktober | 22°/29° | 143 |
| November | 19°/27° | 68 |
| December | 16°/24° | 46 |
| Gns. hele året | 20°/28° | 118 |
Her kan du se, hvorledes vejret er i Florida, eller rettere ved Miami Beach, lige nu.
Hvis du vil se en vejrudsigt for Miami Beach, så klik på ovenstående figur.
De første nedskrevne beretninger om Florida går tilbage til 1513, hvor Juan Ponce de León (1474–1521) gik i land i det nordøstlige hjørne af halvøen og krævede området for den spanske konge. Juan Ponce de León var med på Columbus' rejse i 1493, og han blev den første guvernør over Puerto Rico. Ifølge legenden søgte han efter "ungdomskilden", som ville give den, der drak af den, evig ungdom. Måske er det derfor, at Florida er så populær blandt pensionister? Den lille flåde på tre skibe fik landkending påskesøndag den 27. marts 1513. Han navngav området La Florida efter den spanske betegnelse for påskeugen: Pascua Florida (blomsterfesten). Også Frankrig var begyndt at interessere sig for området, og i 1562 sendte Frankrig en styrke overvejende sammensat af huguenotter (protestanter) til Florida, og i 1564 grundlagde man Fort Caroline (i dag Jacksonville). Året efter grundlagde Spanien St. Augustine, hvorfra man begyndte en intensiv katolsk missionsindsats. Senere samme år angreb spanierne Fort Caroline og dræbte alle katolikker og sparede blot nogle få katolikker. To år senere gjorde franskmændene gengæld og dræbte de spanske forsvarere. Den indfødte indianerbefolkning blev i løbet af de første år reduceret fra ca. 25.000 til mindre end en fjerdedel som følge af krig, kopper, syfilis og andre europæiske sygdomme, og i løbet af 1700-tallet var størsteparten af den oprindelige befolkning forsvundet. Gennem de næste 200 år var Florida skueplads for krige mellem englændere, franskmænd og spaniere. Engelske nybyggere fra Virginia og Carolina pressede på nordfra. Englænderne var bl.a. vrede over, at Spanien inviterede flygtede slaver til at søge tilflugt i Florida. I 1704 brændte engelske tropper de spanske missionsstationer i den nordlige del af Florida. Samtidig begyndte de at henrette indianere, som stod på venskabelig fod med spanierne. Efter flere slag mod spaniernes allierede, Apalachee indianerne overtog englænderne magten i Florida i 1763. Efter afslutningen på den amerikanske uafhængighedskrig i 1783 gav England Florida tilbage til Spanien i bytte for Bahamas. Spanien tilbød gratis jord til nybyggere, et tilbud, som især blev modtaget af amerikanere. Efter at nybyggere havde foretaget flere overfald på indianerlandsbyer, begyndte Seminole-indianerne at overfalde beboelser i Georgia. Dette førte til flere års kampe mellem den amerikanske hær og Seminole-indianerne. I 1821 tog Spanien imod et tilbud fra USA om at slå en streg over en gæld på 5 mio. dollars mod at få Florida. Spændingerne mellem nybyggerne og indianerne voksede, og i 1832 indgik den amerikanske regering en traktat med Seminole-høvdingerne om, at de (indianerne) forlod Florida mod at få land vest for Missippi. Ikke alle Seminoler ønskede at forlade Florida, og i 1835 udbrød "den anden Seminole krig". Kampene blev ført fra Fort Dallas, som blev anlagt i 1836, og som lå, hvor downtown Miami ligger i dag. Krigen varede indtil 1842, hvor alle Seminoler blev forvist, bortset fra 300, som fik lov til at tage ophold i the Everglades. I 1845 blev Florida optaget som den 27. stat i USA.
1920'erne gav brølende fremgang i Florida, især efter at den nye jernbane gav adgang til den sydlige del af staten. (Når vi kører til Key West vil jeg fortælle den spændende historie om anlæggelsen af jernbanen til Key West) Investorer stod i klø for at købe jord i Miami og Palm Beach. I 1925 brast boblen, og depressionen i 1929 ødelagde resterne af markedet. I 1930'erne dukkede de første forlystelsesparker op, Cypress Gardens (1936) og Marineland (1938). I 1947 etableredes Everglades National Park. I 1949 blev det besluttet at placere nationens testcenter for sit missilprogram på Cape Canaveral, og i 1961 opsendtes den første amerikanske astronaut Alan Shepard fra Cape Canaveral Space Center (fra 1963 Space Center Kennedy). I 1971 åbnede Disney World i Orlando, hvilket fik en omfattende indflydelse på statens økonomi. Siden fulgte adskillige nye såkaldte "tema parker" som Magic Kingdom, Epcot, Animal Kingdom, Disney-MGM Studios, Universal Studios, SeaWorld, Wet 'n Wild m.fl. Den cubanske revolution i 1959 sendte bølger af emigranter til Sydflorida, hvilken medførte, at Miami udviklede sig til et vigtigt center for handel, finans og transport til og fra hele Latinamerika.
Florida har årligt mere end 55 mio. turister, og turisme har længe været det største og vigtigste erhverv, og omkring 20% af befolkningen arbejder i turistindustrien. Men Florida er også et stort landbrugsområde og producerer blandt andet 75% af USA's appelsiner og citrusfrugter. Produktionen af majs, kartofler, bønner og sukkerrør spiller også en væsentlig rolle for økonomien, ligesom de store flokke af kvæg på det store græsland mellem Kissimmee og Lake Okeechobee. Gennem de seneste årtier har der været stor fremgang for den industrielle udvikling, ikke mindst i high-tech sektorerne, der profiterer af tilknytningen til Kennedy Space Center.
Med Erlings udmærkede kørselsvejledning fandt vi frem til vores hotel, Clinton Hotel, som ligger på 825 Washington Avenue på South Beach. Hotellet, som kun ligger to blokke fra den berømte South Beach, har ingen forbindelse med den tidligere præsident. Hoteller er i 2004 blevet renoveret for 12 mio. dollars. Værelserne var udmærkede, og det samme var hotellets faciliteter. Betjeningen i den døgnbemandede reception var upåklagelig. Hotellet havde valet parkering - pris 28 USD pr.døgn. Efterfølgende kom vi til den erkendelse, at det nok havde været smartere (billigere) at vente med at leje bilen, indtil vi 2 dage senere forlod Miami for at køre nordpå. Det var blevet sent på aftenen, så efter en øl i hotellets bar gik vi trætte i seng.
Hotellet havde en overdækket restaurant/bar, hvor vi spise morgenmad en enkelt gang. Et par gange fik vi en øl ved pool baren. Poolen var dog ikke værd at snakke om, men med bare et par hundrede meter til en af USA's bedste strande var det til at leve med. Der var trådløst internet på hotellet, ligesom der var "gratis" adgang til en PC ved lobbyen. Når jeg skriver gratis i anførselstegn, er det fordi, hotellet opkrævede et "resort fee" på 7 USD pr. værelse pr. nat - og dette beløb dækkede bl.a. betaling for brug af internet. Hvis du vil besøge hotellets hjemmeside, klik her.
Den første morgen gik vi en tur i området for at orientere os. Som det fremgår af ovenstående kort, ligger Miami Beach på en ø mellem Biscayne Bay og Atlanterhavet forbundet med Miami via et par broer. Miami Beach er opdelt i North Beach, Middle Beach og South Beach. Vi boede bare et par blokke fra South Beach (kort SoBe), som amnindeligvis anses for den "hotteste" del af Miami Beach. Det er ikke tilfældigt, at tv-serien Miami Vice brugte South Beach som en spektakulær kulisse. Vi spadserede en tur langs Ocean Drive, som løber langs med stranden, og beundrede de mange smukke Art Deco bygninger, som ligger her.
Vi tilbragte selvfølgelig også nogle timer på den kridhvide sandstrand og fik lagt grunden til en klædelig solbrændthed. Vandet var pragtfuldt og bølgerne perfekte.
På vejen tilbage til hotellet løb vi ind i en charmerende fyr, som ville sælge os en byrundtur kombineret med en havnerundfart. Vi havde egentlig talt om at køre til Fort Lauderdal og tage på et dinner cruise med Jungle Queen; det havde Birgit og jeg prøvet for 20 år siden. Det, der i første omgang fascinerede os og gjorde, at vi faldt i snak med sælgeren, var, at han kørte på en såkaldt "Segway". Det er et slags løbehjul, hvor føreren står oprejst og bestemmer, om han vil køre eller standse ved at læne sig fremad eller tilbage. Vi havde set dette særprægede køretøj i lufthavnen i Amsterdam, men aldrig på nært hold. Bare en uges tid efter, at vi var kommet hjem, kunne vi læse i aviserne, at køretøjet var blevet tilladt i Danmark, og at det havde fået status af cykel, blot med den undtagelse, at føreren skal være mindst 16 år. Vi aftalte, at vi ville blive samlet op ved hotellet kl. 14 samme dag.
Da vi var kommet om bord på bussen, fortalte guiden om Miamis historie, mens vi kørte over broen til fastlandet. Han indledte med at fortælle om Juan Ponce de Leóns opdagelse af Florida i 1513. På det tidspunkt havde der boet indfødte i området i 19-14.000 pr, nemlig Tequesta indianerne. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte vragjægere at komme til den sydlige del af Florida fra Bahamas for at lede efter resterne af laster fra de mange skibe, der forulykkede på revene ud for kysten. Som tidligere nævnt blev de oprindelige beboere udryddet eller fordrevet, og vragjægerne blev Miamis "første" permanente beboere.
Den person, som fik størst indflydelse på udviklingen i og omkring Miami, er Julia Tuttle, (1849–1898), hun kaldes ofte for "Miamis moder". I 1867 var hun blevet gift med forretningsmanden Frederick Leonard Tuttle, og boede i Cleveland, Ohio med deres to børn. I 1871 kom Julia Tuttle for første gang til området ved Biscayne Bay, hvor hendes far havde købt en citruslund. I 1875 tog hun igen derned på besøg sammen med sin ægtefælle. Da Julias ægtefælle døde - og hendes far nogle år efter - solgte hun virksomheden i Ohio og flyttede til Florida. Julia Tuttle opkøbte et område på 640 hektar af forretningsmanden William Brickell, hvor downtown Miami ligger i dag, og flyttede med familien ind i de forladte Fort Dallas bygninger. Julia var klar over, at hvis der skulle ske en erhvervsmæssig udvikling i området, var det nødvendigt med en jernbanelinie, og hun begyndte at skrive breve til jernbanemagnaten Henry Flagler og bad ham forlænge sin bane til Miami. Flagler er måske bedre kendt som en af grundlæggerne af Standard Oil - i øvrigt i samarbejde med bl.a. John D. Rockefeller. Til sidst lykkedes det Julia at overtale Flagler til at komme på besøg, dog uden større held. Under den kolde vinter 1894-1895 blev hele citrushøsten i den nordlige del af Florida ødelagt af frost, mens plantagerne omkring Miami overlevede. Vi ved ikke, om det var årsagen til at Flagler skiftede mening, men i hvert fald gav Flagler ordre til at udvide Florida East Coast Railroad til Miami. Julia Tuttle gav Flagler land både til et hotel og en jernbanestation. Den 22. april 1896 blev der togdrift til området, og den 28. juli samme år blev grundstenen til Miami nedlagt, indbyggertal 344. Indtil da var opmrådet bedst kendt under navnet "Biscayne Bay Country". I 1898 døde Julia Tuttle af meningitis, 49 år gammel, og hun blev begravet på Miami Kirkegård. I 2008 havde Miami med opland en befolkning på godt 5.2 mio. indbyggere og er dermed det fjerdestørste byområde i USA efter New York City, Los Angeles og Chicago.
Mens vi kørte i bussen, udpegede vores guide nogle af de smukke art deco bygninger, som Miami og Miami Beach er så kendt for. Mange af disse bygninger blev opført i begyndelsen af 1920'erne under indflydelse af den nye art deco stil, som var dukket op i Europa. Stilen var påvirket af de fund, der blev gjort i egyptiske templer og gravkamre, især fundet af Tutankhamons grav i 1922 stimulerede denne interesse. Art deco stilen var også påvirket af af stilelemenmter fra de gamle mayaer. Amerikanerne, som befandt sig i de såkaldte "brølende 20'ere", elskede de stærke linier, de svungne former og de pastelagtige farver, og der blev opført talrige hoteller og beboelsesbygninger i den nye stil.
Betegnelsen "art deco" kommer fra en udstilling i Paris i 1925, "Exposition Internationale des Arts Decoratifs Industriels et Modernes". I 1910 fik John Collins og Carl Fisher til opgave at omdanne øen Miami Beach fra en mangrovesump til en moderne turistdestination. Da de gik i gang med Ocean Drive og Collins Avenue langs med stranden, blomstrede art deco stilen, hvilket vi tydeligt havde set under et par spadsereture. Dette byggeboom medvirkede til at bringe området ud af depressionen. De karakteristiske pastelfarver fik bygningerne i 1990'erne, da bydelen fik en tiltrængt renovering. Miami og i særdeleshed Miami Beach har meget at takke TV-makkerparret Crocket og Tubbs for. Da Miami Vice blev sendt på alverdens TV-kanaler i 1980'erne, var serien i den grad med til at sælge Miami og det sydlige Florida til verdens turister.
Fra bussen så vi på afstand Port of Miami, som er verdens travleste havn målt på passagertrafik og krydstogter. Herudover er der en kraftig containertrafik med varer til og fra Sydamerika og Karibien. Havnen kaldes undertiden for "Cruise Capital of the World". I 2007 betjente havnen 3.8 mio. passagerer.
Et par måneder efter, at vi var vendt tilbage til Danmark, blev det 361 meter lange krydstogtskib "Allure of the Seas", som tilhører rederiet Royal Carribean, sejlet fra et værft i Finland gennem Storebælt og til Miami. Sammen med sit søsterskib "Oasis of the Seas" er det verdens største med 16 dæk, 2700 kahytter og plads til 5400 passagerer foruden en besætning på mere end 2000 mand. Af faciliteter kan nævnes skøjtebane, basketballbaner, butiksstrøg, en tropisk park og en teatersal med plads til 1400 tilskuere. Med tilbageholdt åndedræt så vi på TV det gigantiske skib snige sig under Storebæltsbroen. "Allure of the Seas" sænkede sine (teleskop) skorstene fra fuld højde på 72 m til en højde på 64,99 m. Man passerede ved lavvande og regulerede samtidig skibets fart, så det stak så dybt som muligt. Alt forløb smertefrit, og der var kun en meter mellem skibets top og broens underside.
Vi fik også et blik af Miamis imponerende skyline, hvor mere end 50 skyskrabere på over 120 meter strækker sig mod himlen. Miamis skyline rangerer som den tredjemest imponerende i USA efter New York City og Chicago. Den højeste bygning er Four Seasons Hotel & Tower, som er 240 meter højt. Vi så også "Metromover", som er et førerløst tog, som betjener byens borgere downtown Miami. Toget, som er gratis at anvende, kører nogle steder i femte sals højde. Linjen omfatter 21 stationer og kører fra kl. 5 om morgenen til midnat, syv dage om ugen. I myldretiden kommer toget hver 1½ minut, udenfor hvert tredje minut. Desværre havde vi ikke tid til at prøve toget, det må vi have til gode.
Vi gjorde ophold i bydelen Little Havana i det sydvestlige Miami, hvor mange cubanske emigranter og flygtninge lever. Bydelen har navn efter hovedstaden på Cuba. På hjørnet af Calle Ocho (spansk for 8. street) og 13th Avenue så vi monumentet for det fejlslagne forsøg på at vælte Fidel Castro, som var kommet til magten i 1960 ved at vælte diktatoren Batista, som var støttet af USA. Monumentet indeholder bl.a. en evigt brændende flamme. I 1960 havde den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower givet CIA ordre til at udstyre, uddanne og anføre en invasion af Cuba foretaget af eksilcubanere. Den den 15. april 1961 organiserede USA en invasion af cubanske kontrarevolutionære i Svinebugten, idet man var overbeviste om, at cubanerne ville rejse sig mod Castro, men efter 72 timers hårde kampe i Svinebugten var invasionstyrken blevet nedkæmpet. Som hævn indledte USA i 1962 en økonomisk boykot af CUBA med den begrundelse, at Cuba støttede undergravende bevægelser i andre dele af Latinamerika. Og i oktober samme år udløste installationen af sovjetiske missilramper på Cuba den såkaldte Cubakrise, som bragte verden på randen af en atomkrig - men det er en helt anden historie.
I 1980 gav Fidel Castro 125.000 cubanere mulighed for at flygte til USA, som bød alle flygtninge fra Cuba velkommen. En stor del af flygtningene var kriminelle og sindssyge, hvilket selvfølgelig efterfølgende gav store problemer i Miami. Det anslås, at der i dag bor omkring 700.000 mennesker med cubansk baggrund i Miami, mange af dem i Little Havana. Vores guide fortalte, at mange eksilcubanere gennem de senere år var flyttet til andre dele af USA, så koncentrationen er formentlig lidt mindre i dag.
Little Havana er etnisk set meget blandet, hvilket set af de mange nationers flag, der hænger ud af vinduerne. Iflg. statistikken var mere end 90% af befolkningen her i 1960 Hispanic eller Latino. Hvert år i marts måned er Calle Ocho vært for en forrygende festival med mere end en million tilskuere/gæster.
Vi besøgte også en cigarfabrik, hvor man laver håndrullede cigarer efter cubansk opskrift. Som følge af den økonomiske boykot af Cuba, er det ikke muligt på lovlig vis at købe cubanske cigarer i USA. I stedet køber mange amerikanere deres cigarer i Canada, som ikke er med i embargoen. Pierre Salinger, præsident Kennedys pressesekretær, har fortalt, at Kennedy om aftenen den 6. februar 1962 bad ham købe tusinde Petit H. Upmann Cubanske cigarer. Først da Salinger kom med cigarerne, underskrev Kennedy ordren, som startede embargoen. Guiden fortalte, at fabrikkens tobak blev dyrket I Nicaragua, og at tobaksfrøene var smuglet ud af Cuba. Jeg tør dog ikke garantere for rigtigheden af denne historie, men det var da interessant at se de dygtige cigarrullere arbejde.
Næste stop på vejen var Coconut Grove i den sydlige ende af Miami ud mod Biscayne Bay. Bydelen var i 1960'erne og 1970'erne kendt som Miami's hippikvarter, men mod de stigende huspriser kæmpede hippierne forgæves. Coconut Grove er dog stadig et meget farverigt kvarter med smalle gader, masser af træer, cafeer, restauranter, gallerier og mange små lokale butikker. Etableringen af Coconut Grove går tilbage til 1825, da der blev etableret et fyrtårn i området. Først omkring 1920 blev Coconut Grove indlemmet i Miami. Guiden fortalte, at afstemningen herom blev afholdt i den varmeste tid om sommeren, hvor mange af Coconut Groves indbyggere var borte. Det første hotel i Sydflorida, the Peacock Inn, blev bygget i Coconut Grove af engelske indvandrere Isabella og Charles Peacock. Coconut Grove er bl.a. kendt for The Goombay Festival, et karnival, som afholdes i juni måned, og som fejres med samg, dans, musik, føde mv. først og fremmest fra Bahamas men også fra den øvrige del af Karibien. Vi havde en halv time til os selv; den tilbragte vi i det smukke CocoWalk, som er en blanding af et indkøbscenter og et forlystelsesetablissement - se nedenstående billede til venstre.
Inden vi forlod Coconut Grove, kørte vi forbi Miami City Hall, rådhuset en prægtig art deco-bygning fra 1933. Bygningen fungerede oprindeligt som flyselskabet Pam Am's lufthavnsterminal for vandflyvere, som lå ved Dinner Key. Herfra fløj præsident Franklin D. Roosevelt til Casablanca i Marokko den 11. januar 1943 i the Dixie Clipper (Boeing 314) for at mødes med Winston Churchill, mens anden verdenskrig var på sit højeste. I 1954 blev terminalbygningen renoveret og omdannet til Miami’s Rådhus.
Sidste stop på byturen var bydelen Coral Gables, som blev anlagt i begyndelsen af 1920'erne af rigmanden George Edgar Merrick. Han ville anlægge en by i middelhavsstil beliggende sydvest for det daværende Miami. Byens grænser blev tydeligt markeret med store byporte, og der blev bygget skoler og et flot rådhus. I 1925 blev Coral Gables udvalgt til at huse the University of Miami. Drømmen brast desværre i 1926, da boligmarkedet i Florida kollapsede, og Merrick mistede en stor del af sin formue. I dag kan vi beundre den imponerende hovedgade, "the Miracle Mile", der strækker sig over fire blokke. Her ligger en række af modæne butikker med alle muligheder for at powershoppe. Bl.a. ligger her USA's tætteste koncentration af butikker, som forhandler bryllupsudstyr. I den vestlige ende af Miracle Mile ligger byens rådhus - med en statue af Merrick stående udenfor, i den modsatte ende en af de fire byporte, man nåede at få bygget færdige, inden kollapset.
Under køreturen passerede vi luksushotellet The Biltmore, som åbnede i 1926, og som dengang var et af de mest modæne hoteller i Florida. Stilen er typisk middelhavsagtig med malede lofter, fontæner mv. I en periode blev bygningen anvendt som hospital, men i 1990'erne blev The Biltmore Hotel ført tilbage til fordums storhed. The Biltmore har den største pool i Florida, og på et tidspunkt blev der opført et vandskishow i poolen. Hotellet har selvfølgelig også en golfbane og flere tennisbaner.
Vi gjorde et stop ved Coral Gables offentlige swimmingpool, the Venetian Pool, som også er i klassisk middelhavsstil. Poolen er designet af Phineas Paist og blev indviet i 1924. Dybden i poolen varierer fra 1,2 meter i den ene ende til 2½ meter oppe ved det store vandfald. En bro, hvorpå der er stationeret en livredder, fører over til en ø med store palmer på. For nogle år siden sejlede små venetianske gondoler rundt i poolen og lagde til ved den lille ø. Der er en mindre strand for soldyrkere samt en lille café, som ofte anvendes i forbindelse med bryllupper. En grotte strækker sig flere meter ind i bjergsiden, det er herfra, poolen fyldes med fersk vand fra en boring. Poolen rummer omkring 3100 m³ vand og er dermed den største ferskvandspool i USA. Poolen har i tidens løb været anvendt til mange forskellige formål, fx spillede Miamis symfoniorkester ofte her og udnyttede den gode, naturlige akustik. På et tidspunkt var poolens store vandforbrug under stærk kritik, iden den blev tømt hver nat og fyldt igen den følgende dag. I 1998 begyndte man at recirkulere vandet og lede det gennem naturlige filtre. Poolen åbnede i april 2009 efter en større renovering.
Vi forlod den smukke bydel ad Coral Way, som er en af mange naturskønne veje i områder, og vi nød synet af de overdådige rigmandsvillaer. Guiden pegede flere gange langs vejen, hvor man kunne se de naturlige koraller, som har givet navn til området.
Efter 2-3 timers rundtur i Miami City kørte bussen ned til Bayside Marketplace, hvor vi skulle på et minikryds i Miami Harbour. Båden var kun halvt fyldt, og vi fik nogle gode pladser i forstavnen. Sejlturen var som et gensyn med tv-serien Miami Vice. Først nød vi Downtown Miamis flotte skyline, som himmelstræbende rakte mod himlen.
Herefter sejlede vi omkring de mange beboede øer i havneområdet. Guiden på både berettede både på engelsk og på spansk om de seværdigheder, vi passerede undervejs. For hver af de imponerende millionærvillaer fortalte han om, hvem der boede der. I mange tilfælde også, hvad ejendommet var handlet til. Jeg citerer efter hukommelsen uden garanti: Dr. Phil, Versace, Lenny Kravitz, Madonna, Will Smith, Sty Stallone, Crocodile Dundee, Superman, Whitney Huston, Julia Roberts, Ricky Martin, Cher osv.
Vi rundede også Fisher Island, "the homes of the rich and famous". Det var her, at man i 2001 fandt stifteren af Tvind-imperiet, Mogens Amdi Petersen, efter at han var gået under jorden i 1979. Han boede i en 800 m2 stor penthouselejlighed til 50 millioner kroner. Blandt øens øvrige beboere er/var kunstnere som Luciano Pavarotti, Julia Roberts, Robert de Niro og Sylvester Stallone samt tenniskoryfæerne Andre Agassi og Boris Becker. Desværre fik vi ikke et glimt af Amdi, men forlydender melder, at han senest er set i det nordlige Mexico. Efter en spændende udflugt på omkring fem timer blev vi sat af ud for vores hotel, mange indtryk og oplevelser rigere.
Dagen efter besluttede vi at besøge det jødiske museum, som ligger på 301 Washington Avenue, bare et kvarters gang fra vores hotel. Museet er indrettet i to smukt restaurerede bygninger, som tidligere fungerede som synagoge for Miamis første jødiske menighed. Den store bygning, Beth Jacob Synagogen, som er fra 1936 og i øvrigt i art deco stil, har en smuk kobber kuppel og 80 smukke glasmosaikruder. Den lidt mindre bygning fra 1929 rummer de udstillede genstande. Museet åbnede i 1995 efter en omfattende restaurering.
Efter at vi havde købt billetter ($6 for voksne, $5 for pensionister og $12 for en hel familie, gratis adgang om lørdagen), gav den flinke dame ved indgangen en introduktion til museet. Museet fortæller historien om det jødiske samfund i Miami/Florida siden 1763. Den permanente udstilling, "Jewish Life in Florida", viser, hvorledes jøderne har opretholdt deres kultur og traditioner gennem tiden samtidig med, at de har ydet væsentlige bidrag til udviklingen af staten Florida. Udstillingen omfatter mere end 500 fotografier og mange personlige beretninger, tre videoer samt en tidslinie for jødisk historie i Florida. Udstillingen blev påbegyndt i 1984, og i 1990 blev den sendt på rejse til 13 byer i Florida. Siden 1995 har den haft fast bopæl på museet. Den øvrige del af udstillingen bliver udskiftet 2-3 gange om året.
Det første, vi beundrede, var den flotte "bimah" af marmor. En "bimah" er den forhøjning, hvorfra skriftsteder fra torah'en (de fem mosebøger) bliver læst under gudstjenesten af et medlem af menigheden. Herefter gik vi i gang med udstillingen, som var let at følge, meget forståelig og gav et godt indblik i jødisk kultur, tradition og religion. Vi læste de mange spændende historier, hvoraf mange var rørende. Selv om det ikke er et holocaust museum, er dette sorte kapitel i jødisk historie selvfølgelig også omfattet.
En af de mest spændende beretninger, jeg læste, var historien om S.S. St. Louis. Den 6. juni 1939 lå St. Louis ud for den amerikanske kyst og ventede svar på en anmodning til præsident Roosevelt om, hvorvidt de mere end 900 ombordværende jøder, som var flygtet fra Nazityskland, kunne få asyl i USA. Flygtningene var allerede blevet afvist fra Havana, Cuba. Svaret var et afslag, vistnok fordi den tildelte kvota for flygtninge fra Tyskland/Østrig var opfyldt. Resultatet var, at skibet måtte tage tilbage til Europa - med det budskab, at jøder ikke var velkomne i USA. I 2009 blev 70-årsdagen for denne sorte begivenhed fejret i Miami med deltagelse af nogle af de overlevende fra S.S. St. Louis. Måske var denne hændelse medvirkende til, at USA i 1959 gav omkring 10.000 cubanske jøder ophold i landet?
På vejen ud - kort før lukketid - talte vi med damen ved indgangen. Hun var kommet til Miami fra Tyskland i 1959, og siden vat størstedelen af hendes familie fulgt efter. Hun tog undertiden tilbage til Europa, bl.a. for at indkøbe varer, som blev solgt i museets lille butik. Birgit faldt for en vase med Miro-lignende motiver, som ikke blev forhandlet i almindelige turistbutikker, men kun måtte sælges af museer. Den står nu og pynter i vores sommerhus.
Selv om ingen af os er jøder eller specielt interesseret i religion, var besøget på det jødiske museum en god oplevelse, som vi gerne anbefaler til andre.
Hermed sluttede tredje og sidste dag i Miami, og næste morgen skulle vi fortsætte nordpå til området ved Orlando. Vi havde oplevet et strålende Miami, men jeg er ikke tvivl om, at den store by har mange skyggesider. I 2001 gik byen fallit. I 2004 var Miami nummer tre fra bunden af amerikanske byer med flest personer under den officielle fattigdomsgrænse. På den positive side kan nævnes, at Miami i 2008 blev udnævnt til "America's Cleanest City" for dens gode luftkvalitet, store, grønne områder, rene drikkevand og omfattende genbrugsprogram.
Næste morgen checkede vi ud af Hotel Clinton. Heldigvis dukkede min kuffert op en times tid, før vi skulle afsted. Vi havde fået en udmærket kørselsvejledning fra DANexplore, så vi kunne finde Florida Choice Vacation Home, Formosa Gardens Plaza, 7814 West Irlo Bronson Highway, Kissimee, hvor vi skulle hente nøglen til det hus, vi havde lejet. Vi havde hjemme diskuteret hvilken vej, vi skulle tage nordpå. Det mest nærliggende ville være at tage Florida's Turnpike, som løber fra Florida City, gennem Miami, Fort Lauderdale, West Palm Beach og Orlando, hvor den krydser Interstate 4 for at slutte ved Wildwood ved Interstate 75. En stor del af vejen løber Turnpike parallelt med Interstate 95. Turnpike, som åbnede i 1957, er en betalingsvej, iflg. statistikken den tredjemest trafikerede betalingsvej i USA. Hvis du kører på Turnpike fra den ene ende til den anden, en strækning på godt 500 km, koster det (2010) godt $18. Hvis du køber et SunPass, får du ca. 25% rabat. Desuden slipper du for at standse ved hver betalingsstation og fumle med mønter. De fleste betalingsstationer er ubemandede, og man smider blot beløbet i en tragt, hvorefter bommen åbnes. Med et SunPass kan du passere betalingsstedet i overhalingsbanen med 60-70 miles i timer. Som tidligere nævnt købte vi vores SunPass af udlejningsfirmaet, men det sælges også fra tankstationer samt fra Publix (udbredt supermarkedskæde) og CVS/pharmacy stores. Betalingsvejene er som regel bedre vedligeholdt og der må ofte køres hurtigere.
Hastighedsbegrænsningerne på vejnettet i Florida er (nogenlunde) således:
Ved skoler: | 20 mph. | Tættere bebyggede områder: | 30 mph. |
Highways: | 50-60 mph. |
Freeways/Interstate: | 65-75 mph. |
Vi skulle lige vænne os til, at det i Florida er tilladt at foretage højresving for rødt lys. Man skal selvfølgelig orientere sig og tage hensyn til fodgængere. Hvis højresving for rødt ikke er tilladt, er der et skilt med teksten: "NO TURN ON RED".
Vi valgte efter råd fra Bente og Erlings "unger", som jævnligt tager til USA og hver gang kører mange tusinde km, at tage Interstate Highway 95, som strækker sig godt 3000 km. langs hele USA's østkyst. Lidt syd for Palm Bay drejede vi østpå for at spise frokost ude ved kysten. Vi fandt en dejlig cafe, Yellow Dog Cafe, som havde en dejlig terrasse med udsigt over Atlanterhavet. De havde også en flere hundrede meter lang badebro. Vi fik en dejlig frokost. På opklæbede avissider kunne vi se, at andre før os havde fået den gode idé, fx havde Floridas guvernør, Jeb Bush, broder til den tidligere amerikanske præsident, fejret sin 49 års fødselsdag her, ligesom cafeen havde haft besøg af den amerikanske sanger og sangskriver Arlo Guthri (som jeg især elsker for "Alice's Restaurant Massacree", en bidende satire på USA's deltagelse i Vietnamkrigen). Og så nu også af Rejseholdet fra Hornslet.
Da jeg hjemmefra checkede Kennedy Space Centers hjemmside, gik det op for mig, at den amerikanske rumfærge Atlantis skulle ud på sin sidste tur i rummet netop den dag, den 14. maj 2010, hvor vi skulle køre fra Miami til Orlando. Opsendelsen, som ville finde sted fra Cape Canaveral, var fastsat til kl. 14, og på et tændt TV i restauranten kunne vi følge nedtællingen, som så ud til at forløbe godt. Missionen gjaldt den internationale rumstation, ISS, der er i permanent kredsløb om Jorden; her skulle Atlantis aflevere et russisk forskningsmodul, inden den med seks astronauter om bord ville returnere til jorden 12 dage senere.
Min fascination for rumfart går tilbage til 4. oktober 1957, hvor Sovjetunionen chokerede vesten og ikke mindst USA med at opsende den ubemandede Sputnik 1. Jeg tilbragte talrige aftener på fodboldbanerne ved Dalgas Avenue i Århus (undskyld Aarhus) sammen med min klassekammerat Louis for at få et glimt af Sputnik, når den passerede. Selv om Sputnik kun havde en diameter på 50-60 cm, lykkedes det os at se den ved flere lejligheder.
Lidt før kl. 14 tog vi opstilling på broen sammen med et halvt hundrede andre tilskuere. Desværre valgte mit elskede Canon IXUS 40 kamera at afgå ved en stille død på dette tidspunkt, så på resten af turen lånte jeg skiftevis Bente og Karins apparat - men det er jo ikke helt det samme. Kl. 14.10 kunne vi i det fjerne se Atlantis hæve sig majestætisk, først langsomt siden hurtigere og hurtigere, indtil den forsvandt i skyerne på sin 32. mission. Stemningen på broen var høj og alle klappede.
Vi erfarede siden, at Atlantis gennemførte sin sidste rejse uden problemer. Den koblede sig til rumstationen og afleverede sine forsyninger som planlagt, og efter 12 dage returnerede den 25 år gamle rumfærge velbeholdent til Jorden. Nasa vil dog klargøre Atlantis efter landingen, så den i givet fald kan bruges som redningsfartøj i forbindelse med de to sidste missioner, når Atlantis' søsterrumfærger, Discovery og Endeavour, senere på året for sidste gang sendes ud i rummet. Herefter havner de veltjente rumfærger på museum. Når sidste tur er fløjet, vil Nasa have foretaget 134 missioner med sine fem rumfærger. To af dem endte i katastrofe, nemlig Challenger i 1986 og Colombia i 2003, men det vil jeg fortælle mere om, når vi om et par dage besøger Spacecenter Kennedy.
Ovenfor til venstre kan du se en video fra opsendelsen. Til højre vender Atlantis tilbage til Jorden efter sin sidste rejse.
Vi fortsatte vores færd mod Orlando/Kissimee, som vi snart nåede. Vi havde fået en udmærket kørselsvejledning fra DANExplore, så vi holdt snart udenfor Florida Choice Vacation Home, hvor vi skulle hente nøglen til huset.
Huset var dejligt med tre store soveværelser hvert med et fint badeværelse. Derudover en stor opholdsstue med spiseafdeling i den ene ende. Og så selvfølgelig køkken med alle tænkelige bekvemmeligheder. Endelig var der en dejlig pool, indhegnet med trådnet, som holder dyr, fugle og insekter ude. Her spiste vi morgenmad hver morgen.
Fem minutters kørsel - ja man går jo ikke i USA - lå et stort indkøbscenter, Publix. Her handlede vi næsten hver dag, og de havde et godt udvalg af friske grønsager samt kød og fisk. Og så oplevede vi en udstrakt grad af service fra de ansatte; der var væsentligt flere synlige medarbejdere end i et dansk supermarked. For os forekom det besynderligt, at vi ikke i en indkøbscenter, som er dobbelt så stort som en dansk BILKA, kunne købe øl og vin.
USA er et slaraffenland for powershoppere (2010), dels pga. den lave dollarkurs, dels pga. at den toldfri maksimumsgrænse for indførsel af varer fra ikke-EU lande blev hævet fra 1.350 kr. til 3.250 kr. i 2008. Og fristelser er der er nok af. Langs motorvejene ligger det ene "factory outlet" efter det andet, og de påstår alle, at de sælger varerne direkte til kunden uden fordyrende mellemled. Erling og jeg prøvede forgæves at forklare kvinderne, at der sikkert er tale om varer af en ringere kvalitet, end den vi oplever i Danmark, at det sikkert er udgåede modeller, at numre for taljestørrelse og længde samt skonumre er også anderledes i USA, at der jo ikke var nogen garanti for de varer, der blev købt, og at betaling for overvægt i kufferten formentliog ville overstige det, de måtte have sparet på varerne. Alt dette prellede af på Bente, Birgit og Karin. Bente mente, at hun sagtens kunne finde plads til sine indkøb i Erlings kuffert. Nu er det jo ikke fordi, at kvinderne mangler tøj herhjemme. Alle har de klædeskabe, hvis indhold overstiger de fleste genbrugsbutikkers sortiment. Den første dag var vi på et såkaldt "loppemarked" (flea market), hvor der fra mere end 250 boder blev solgt alt mellem himmel og jord. Varer var alle nye - og af tvivlsom kvalitet. Det var ikke lige det, kvinderne havde drømt om.
Men da vi den følgende dag fandt "et outlet" med 150 butikker med mærkevarer: Burberry, Diesel, Armani, Nike, Ralph Lauren, Banana Republic, Boss og Ecco, gik kvinderne amok. Selv Erling lod sig rive med, da han så, at der var en butik med Tommy Hilfiger produkter. Da han kom hjem, gik det op for ham, at de seks flotte T-shirts, han havde købt, var damemodeller. Det er vist noget med, at dametøj knappes til venstre, og herretøj knappes til højre. Da jeg var soldat i 1961, skulle vores uniformfrakke knappes til venstre i den ene måned og til højre i den anden måned for at sikre et ensartet slid. Shoppingturismen i sat i system, og man oplever busfulde af gæster til de største centre. Vær opmærksom på, at de amerikanske priser opgives uden moms (sales tax). Satsen varierer fra stat til stat; den var i Florida i 2010 6%. Hvis du køber fx et kamera, som koster 4.000 kr., skal du betale told og moms af hele varens pris, og ikke kun af den del, der ligger over de 3.250 kr.
Orlando opstod omkring et militærfort, Fort Gatlin. I 1857 fik byen navn efter Orlando Reeves, en amerikansk soldat, som i 1835 var blevet dræbt af et pileskud, mens han var på patrulje ved Lake Eola Park. Området levede af bomuld, men efter borgerkrigen, som jo afskaffede slaveriet, blev det vanskeligt at skaffe plukkere, og da en orkan i 1871 ødelagde høsten, indså man, at man burde satse på andre afgrøder, dyrkning af frugt, især citrus. Indtil midt i 1960'erne var Orlando en lille søvning provinsby, men så i 1965 begyndte der at ske opkøb af jord i området via en række stråmænd. I 1969 viste det sig, at køberen var selveste Walt Disney, som ville skabe et nyt underholdningsunivers for den amerikanske familie. I 1972 åbnede Disneyworld - eller rettere Magic Kingdom Park - som en kopi af Disneyland i Californien. I 1973 kom SeaWorld Adventure Park, og herefter fulgte den ene turistattraktion efter den anden. I dag er området omkring Orlando en af verdens største turistdestinationer og huser syv af USA's ti største forlystelsesparker - eller Theme Parks, som man benævner dem.
Disney er den største operatør i Orlando med Walt Disney World Resort, som omfatter disse parker:
Magic Kingdom, den klassiske familiepark beregnet for familier med mindre børn. Her vrimler det med de kendte Disney figurer: Askepot og hendes slot, Snehvide, Dumbo, Aladdin og hans flyvende tæppe, Peter Pan, Mickey Mouse, Fedtmule, Georg Gearløs, Joakim von And, Fætter Højben m.fl. Anders And er ikke så populær i USA som i Danmark: en ældre herre, som bor sammen med tre små nevøer, og er doven og kolerisk, passer måske ikke ind i det amerikanske familiebillede. Her finder man også Frontierland med cowboys og indianere, Adventureland med sørøvere, Fantasyland for de mindste, Tomorrowland med fremtidsversioner, Adventures of Winnie the Pooh (Peter Plys) og meget andet.
Epcot Theme Park, Epcot står for Experimental Prototype Community Of Tomorrow. Det var oprindeligt Walt Disney's tanke, at Epcot skulle være et idealsamfund, men da han døde i 1978, valgte hans arvtagere i stedet at bygge endnu en forlystelsespark. Epcot består af Future World, som giver et bud på morgendagens samfund og opfindelser, og World Showcase, hvor man omkring en stor sø kan gå på opdagelse i 11 forskellige lande verden over: Canada, England, Frankrig, Italien, Japan, Kina, Marokko, Mexico, Norge, Tyskland og USA. Om aftenen afsluttes med et stort laserfyrværkeri fra midten af søen.
Disney-MGM Studios. Forlystelsesparken for filmfans.
DisneyQuest Indoor Interactive Theme Park.
Disney’s Blizzard Beach, en af verdens største vandlande.
Animal Kingdom, en blanding af en dyrepark og en zoologisk have. I åbne biler kan man opleve en tro kopi (?) af Afrikas savanne med elefanter, giraffer, løver og næsehorn. Den øvrige del af parken er opdelt i verdensdele. I rutsjebanen Expedition Everest kan man tage op på verdens tag i Himalayas bjerge, hvor Den Afskyelige Snemand huserer.
Typhoon Lagoon Water Park md brølende vandløb, svømning med hajer og tropiske fisk og badning i USA's største bølgepool.
En anden stor aktør i Orlando området er Universal Studios:
Universal Studios, som kom i 1990, går bag skærmen og lærredet ind i film som Men in Black, Alien Attack, Jaws, Twister, Back to the Future, Terminator, Waterworld og Shrek 4-D. Den store park indeholder reproduktioner af filmkvarterer i amerikanske storbyer som New York og San Francisco.
Universal’s Islands of Adventure med The Amazing Adventures of Spider-Man(3-D simulation), Jurassic Park, Incredible Hulk Coaster (rutchebane med hastigheder på over 100 km i timen), Meet Spider-Man and the Marvel Super Heroes samt Shrek 4-D. The Cat in the Hat tager dig en tur gennem Dr. Seuss’s populære bog. Det seneste skud er The Wizarding World of Harry Potter, en nøje kopi af Hogwarts skole for Heksekunstner og Troldmandskab.
Af andre forlystelser kan nævnes:
Arabian Nights, mere end 60 smukke arabiske heste udfører fantastiske stunts.
Cirque du Soleil, en blanding af akrobatik og specielle effekter udført af mere end 70 kunstnere fra hele verden.
Fantasy of Flight om flyvningens historie, en af verdens største samlinger af veteranfly.
Fun Sport Action Park, gokarts o.l., gratis for børn i følge med (betalende) voksne.
Gatorland, tusindvis af alligatorer og krokodiller, alligatorbrydning, zoo med kæledyr.
Holy Land Experience, en genskabelse af Jerusalem og en dramatiseret beretning om byens religiøse betydning i årene 1450 f.Kr. til år 66.
Jungleland, bjørne, leoparder, tigre, løver, fugle mm.
Kissimmee Air Museum and Warbird Adventures Flights, kom op at flyve i gamle militærfly.
Magic Sunrise Ballooning, ballontur over "Disney World" ved solopgang, afsluttende med chanpagne og buffet på Black Angus Steak House.
Orange County Regional History Center, historisk center for Floridas historie fra Seminole indianernes kultur til nutiden.
Ripley's Believe It or Not! Orlando Odditorium, en samling af alskens besynderligheder fordelt på 16 gallerier.
SeaWorld Adventure Park, forlystelsespark, rutchebane, hajer, hvaler, isbjørne, søløver, pingviner, delfoner mv.
Stallion 51, flyvetur i TF-51 Mustang jager.
Thompson Aire Hot Air Balloon Rides, solopgang over Orlando i ballon med champagne og morgenmadsbuffet.
Trainland International Trolley and Train Museum, jernbanemuseum, udstilling af legetøjstog fra 1920'erne.
Wet ‘n Wild, vandland.
Når man er blevet træt af forlystelsesparker, kan man vælge at nyde den dejlige natur. Mere end 300 søer og floder giver rige muligheder for at sejle, fiske og svømme. Og for golfspillere er der mere end 150 baner, ligesom der er omkring 800 tennisbaner i området. Orlando tiltrækker mere end 43 millioner gæster om året.
Vi besluttede, at vi kun ville besøge en af forlystelsesparkerne i Walt Disney World Resort, da vi havde tre overnatninger i Orlando. Valget faldt på Epcot. Birgit og jeg havde været i parken i 1989 og ville gerne se den igen. Det, der gjorde udslaget, var, at vores gode venner fra Rygge i Norge stærkt havde anbefalet, at vi tog derhen; de havde selv besøgt Epcot tidligere på året og var meget begejstrede. Parken er dedikeret til international kultur og teknologisk innovation. Den åbnede den 1. oktober 1982. I 2009 havde parken 11 millioner besøgende, hvilket gjorde den til den tredje mest besøgte turistattraktion i USA og den sjette mest besøgte i hele verden. Vi kørte hjemmefra, så vi ville være derude, når de lukkede op. Desværre var der vejarbejde, så vi blev en halv times tid forsinket, men køerne var ikke urimeligt lange. Det var egentlig Walt Disneys plan, at Epcot skulle være en fremtidsby, et UTOPIA, beboet af 20.000 mennesker, hvor man kunne afprøve modeller for byplanlægning og organisering. Det trak ud med byggetilladelser mv., da bystyret insisterede på, at Magic Kingdom skulle bygges først. Desværre døde Disney før Magic Kingdom åbnede, og hans arvtagere besluttede, at de ikke ønskede at køre en by, og anlagde i stedet endnu en forlystelsespark. Prisen for den 120 hektar store park var omkring $1.5 milliarder, og byggeriet var den tids største byggeprojekt. Parkingspladsen på 57 hektar har plads til omkring 12.000 biler.
Her står vi foran Epcots vartegn, Spaceship Earth, "Rumskibet Jorden", en struktur på højde med et 18 etagers bygning. Figuren blev designet med hjælp af science fiction forfatteren Ray Bradbury, som også var med som en af de oprindelige "storytellers". Vi stod i kø en halv time, inden vi kom om bord i det lille tog, som skulle bringe os rundt inden i Spaceship Earth. Turen, som tager knap 15 minutter, er også en tidsrejse, som viser, hvorledes fremskridt i menneskelig kommunikation skridt for skridt har hjulpet med til at forme fremtiden. Spaceship Earth har tidligere været sponseret af Bell System og AT&T, men i dag sponseres det af Siemens.
Turen begyndte med opstigning i en mørk tunnel med blinkende stjerner omkring, men snart er vi i gang med vores tidsrejse. Vi så det forhistoriske menneske kæmpe for at overleve, hulemænd, som udvikler det talte sprog, egyptere, som opfinder hieroglyfferne og laver papyrus, fønikiske købmænd, deklamationer i et græsk teater, det gamle Rom med dets udbredte netværk af veje over hele Europa, romerrigets undergang, middelalderen, hvor jødiske og islamiske lærde diskuterer skrifter, en munk, som kopierer biblen i hånden, renæssancen med Michelangelo i gang med at male loftet i det sixtinske kapel, bygning af katedraler, Gutenberg opfinder trykpressen, avisdreng i gang med at dele aviser ud, telegrafen, radioen, telefonen, filmen, fjernsynet, månelanding og computeren. Der afsluttes med scener fra en futuristisk by.
I begyndelsen af turen blev der taget et foto af os, og vi kunne vælge hvilken rolle, vi ønskede at spille. Vi skulle også angive, hvor vi kom fra. Efter afslutningen blev vores ansigter vist på et stor globe. Det var en spændende tur, som man ikke skal snyde sig selv for, selv om der måtte være nogen kø. Køen var dog mærkbar kortere sidst på eftermiddagen, så måske er det en god ide at vente nogle timer, inden man prøver Spaceship Earth.
Parken består af to sektioner: Future World og World Showcase. Vi valgte at begynde md at udforske World Showcase først.
Omkring en stor kunstig sø, ca. 2 km i omkreds, World Showcase Lagoon, ligger pavillioner for disse 11 lande: Mexico, Norge, Kina, Tyskland, Italien, USA, Japan, Marokko, Frankrig, England og Canada. Der var også planer om pavillioner fra Australien, Rusland, Spanien, Venezuela, Forenede Arabiske Emirater og Israel, men disse er blev aldrig realiseret. I hver af disse pavillioner findes restaurant og/eller butikker bemandet med medarbejdere, som kommer fra de respektive lande. Udstillinger og film viser det pågældende lands historie og kultur. I nogle tilfælde bliver man transporteret rundt i udstillingen med båd eller vogne. Den eneste pavillion, som er sponseret af landet selv, er Marokkos, de øvrige er sponseret af private firmaer. Man kan sejle tværs over søen med såkaldte "FriendShip" både.
 |
 |
 |
Mexico |
Norge |
Kina |
 |
 |
 |
Tyskland |
Italien |
Amerika |
 |
 |
 |
Japan |
Marokko |
Frankrig |
 |
 |
|
England |
Canada |
Det var os umuligt at nå at se alle 11 pavillioner på én dag, så vi måtte vælge. Vi begyndte med den norske pavillion, som er en af de flotteste. Pavillionen er på 5.400 m2 og skal forestille en norsk landsby. I den typiske norske stavkirke var der en udstilling, "Vikings: Conquerors of the Seas" med en samling af autentiske norske våben og andre genstande fra vikingetiden. Restaurant Akershus, som selvfølgelig udelukkende serverer norsk mad, er en kopi af restauranten med samme navn i Oslo. Pavillionen blev indviet i 1988 af kronprins Harald, og indvielsen blev transmitteret over satellit til Norge. Norge havde spurgt de øvrige nordiske lande, om de ville være med i en fælles nordisk pavillion, men det endte med, at norske investorer rejste de nødvendige $30 millioner, og Disney gik ind med den sidste tredjedel. Den norske pavillion bliver hvert år besøgt af mere end 4.5 millioner gæster, dvs. nogenlunde lige så mange, som der bor i Norge, så pavillionen har en enorm turistmæssig betydning for Norge.
Udstillingen viser fire former for norsk arkitektur: Setesdal-stil, Bergen-stil, Oslo-stil og Ålesund-stil. Ved indgangen lå en større butik, hvor søde piger i norske folkedragter (også en enkelt ung mand, så vi) solgte norske produkter som beklædning (hjemmestrikkede uldvarer), bagværk, slik, porcelæn, tinvarer, trætrolde og andre norske turistprodukter som trætrolde. Vi talte med et par piger, som fortalte, at de var ansat på en 6-måneders kontrakt, og at deres job var led i en universitetsuddannelse i turisme.
Fra butikken kom vi ud i en lukket gård, hvor vi ventede på at komme ind i "Malstrømmen". Vi kom om bord på vikingeskibslignende både med plads til 16 passagerer i hver. Turen startede i en vikinge landsby, og vi så nogle trolde, som kastede en forbandelse efter bådene. Vi begyndte med at sejle baglæns, indtil vi kom til et lille vandfald. Vi passerede en stor fjord, løb ind i en voldsom storm, og efter en tur gennem Norges historie, endte vi på en boreplatform i Nordsøen. Til sidst blev vi sat af i en hyggelig norsk fiskerby. Her ventede vi lidt, inden vi blev bænkede for at se en film om Norge. Filmen var udmærket, men måske mere reklamepræget end informativ.
Efter det spændende besøg i den norske pavillion valgte vi at gå gennem den store kinesiske port til Kinas pavillion. Inde i tempelgården lå en kopi af Himlens Tempel, som Birgit og jeg havde set i Beijing.
I "Hall of Prayer for Good Harvest" var indrettet som en "biograf", hvor vi stående så filmen "Reflections of China" på en 360° skærm. Fortælleren var den gamle kinesisk poet, Li Bai (fra 700-tallet), som tog os med på en fantastisk rejse rundt i Kina, hvor vi så afvekslende landskaber, historiske bygninger og storbyer, bl.a. Mongoliet, Gobi ørkenen, Yangtze Kiang, Den Kinesiske Mur, Den Forbudte By i Beijing, Suzhou, Hong Kong, Shanghai mm. Samtidig hørte vi om kinesisk historie, kultur og natur. Da vi som sagt stod op og alene støttede os til et lille gelænder, kunne vi rigtigt følge filmen, som blev vist hele vejen rundt på væggen i det cirkelformede rum.
Efter filmen besøgte vi et museum, hvor der var udstillet en mængde historiske genstande. Det mest spændende var nok kopier af "terracotta krigerne", som blev fundet i 1974 af nogle lokale bønder. Denne hær, som dateres til omkring 210 f.Kr., består af omkring 8.000 unikke figurer i nortmalstørrelse. Deres opgave er formentlig at beskytte Kinas første kejser, Qin, i efterlivet. Qin var meget optaget af at sikre sig evigt liv.
Omkring tempelgården lå butikker, som solgte alskens kinesiske produkter som silketøj, jade, krystal, perlemor, møbler, vifter mv. Der var også et par kinesiske restauranter. Flere gange om dagen giver "The Dragon Legend", en gruppe børneakrobater, opvisning, men det oplevede vi desværre ikke. Det må vente til næste gang.
Den sidste pavillion, som vi nåede at besøge, var Mexicos, som måske er den flotteste og mest originale, indbygget i en meksikansk pyramide. Vi kom om bord i nogle både og sejlede ned ad El Río del Tiempo, Tidens Flod, en tur som bragte os gennem mexikanske landskaber som Acapulco, Chichen Itza, Isle Mujeres, Manzanillo og Mexico City, men turen førte os også gennem landets historie. Historien var bygget op omkring Walt Disneys tegnefilm fra 1944, "Three Caballeros". Panchito Pistoles, en rød meksikansk hane, og José Carioca, en papegøje fra Brasilien, leder efter det tredje medlem, Anders And, som er forsvundet, hvilket er uheldigt, da gruppen skal give en comeback koncert om aftenen i Mexico City. De to venner flyver gennem Mexico på en flyvende poncho på jagt efter Anders. Undervejs oplevede vi forskellige scener med meksikansk sang og musik. Vi endte i Mexico City, hvor "Three Caballeros" endelig kunne give deres koncert. En meget festlig oplevelse.
Herefter forlod vi modstræbende de fantastiske udstillinger i World Showcase og begav os til Future World. Denne del af Epcot består af syv store bygninger, hver med deres tema, hvori store amerikanske firmaer prøver at overgå hinanden i opfindsomhed mht. anvendelse af ny teknologi.
Lige bag ved Spaceship Earth ligger Innoventions, som er opdelt i sektion øst og vest. Her kan man deltage i interaktive forsøg og spil samt overvære mange forskellige teknologisk avancerede demonstrationer. Der er fx en afdeling, hvor man kan lære om håndtering af affald og om brandsikring. I "Torture Lab" kan man teste, hvad husholdningsredskaber kan holde til. Et andet sted kan man prøve at køre "en segway", du ved et 2-hjulet løbehjul. I Mission: SPACE kan man vælge mellem to forskellige missioner til Mars. På Test Track, kommer man på en 1½ km lang køretur i et besynderligt køretøj med 22 hjul. Køreturen, som ikke for vordende mødre, varer 5½ minut. I "Journey into Imaginations" kan man bl.a. se 3-D filmen "Honey I Shrunk the Audience" og lære noget om sanser, fantasi og kreativitet. I "The Land" kommer man på en køretur gennem en regnskov, en ørken og en prærie. Til sidst kommer man ind i et drivhus og en fiskefarm og hører om, hvorledes fremtidens fødevarer vil blive dyrket - både på jorden og i rummet. "Universe of Energy", som kan rumme omkring 600 personer, viser et af de mest imponerende shows. Rummet ligner en almindelig biograf, men pludselig drejer stolerækkerne sig og bliver til 6 store vogne, der kører tilbage i tiden med kæmpende dinosaurer i fantastiske landskaber med imponerende lyd, lys og vulkanudbrud. Når køreturen er slut, bliver vognene igen til biografrækker, og filmen fortsætter. I "Wonders of Life" kan man opleve Disneys "Body Wars", hvor man kommer på en tur gennem den menneskelige krop i en kapsel. Desudan kan man lære om, hvorledes hjernen på en 12-års dreng fungerer.
Da Birgit og jeg besøgte pavillionen i 1989 var temaet "The Living Seas", nu var temaet ændret til "The Seas with Nemo & Friends". Den oscarbelønnet animationsfilm "Find Nemo" er produceret af Pixar Animation Studios, og udgivet i 2003 af Walt Disney Pictures. Hvis du ikke har mindre børn, så må jeg hellere lige give dig handlingen. Klovnefiskene Marlin og Clara glæder sig til at blive forældre, men en styg kæmpefisk gør det af med Clara og alle 400 æg i én mundfuld; lige med undtagelse af Nemo. Den lille fisk vokser op på Great Barrier Reef ud for Australien. Fader Marley er naturligt nok meget beskyttende overfor sin eneste søn, men en dag må han dog sende Nemo i skole. Allerede den første skoledag skal klassen på udflugt, og det ender med, at Nemo bliver fanget af en dykker for øjnene af Marlin. Den bekymrede fader indleder nu en stor eftersøgning af sin søn, som befinder sig i et akvarium hos en tandlæge i Sydney. Her får han tiden til at gå i selskab med akvariets andre beboere, som hjælper Nemo til at undslippe. Samtidig har Marlin mødt kirurgfisken Dory, som lider af ekstrem dårlig korttidshukommelse. Dory, som er meget hjælpsom, men også lidt dum, hjælper Marlin med eftersøgningen, og undervejs møder de mange sjove og farlige væsener, men uden at fortælle for meget kan jeg dog afsløre, at historien ender godt.
Da vi gik ind i bygningen med verdens (næst?) største saltvandsakvarium (ca 20 mio liter vand), kom vi ind på en sandstrand, hvor vi blev budt velkomne af syngende måger, hvilken straks slog temaet an. Den særlige belysning gav en fin illusion af at befinde sig under vandoverfladen. Vi gik om bord i en "Clam-Mobile", og snart var vi i gang med den evige eftersøgning af Nemo. Undervejs møder vi alle figurerne fra filmen, ind imellem er der også særlige bassiner med rigtige fisk og dyr: delfiner, søkøer, hajer, havskildpadder mv. Til sidst bliver Nemo selvfølgelig forenet med sin fader, og alle vennerne synger "Big Blue World" til afsked. En flot og sjov oplevelse - men nok mest spændende for børn.
Sidst på dagen forlod vi Epcot efter mange spændende indtryk. Da Birgit og jeg var der i 1989, blev vi indtil lukketid og oplevede det smukke fyrværkeri over søen. I dag afsluttes med "IllumiNations", som er et imponerende show, som opføres kl. 21:00. Showet, som finder sted på World Showcase Lagoon, omfatter fyrværkeri, lasere, ild og vandfontæner til musikledsagelse. Det havde premiere den 1. oktober 1999 og var et bidrag til fejring af år 2000. Showet blev så populært, at man gjorde det til en permanent foreteelse, og det har modtaget talrige priser.
Kl. 20:30 begynder man at spille musik fra pavillionerne omkring søen, og der tændes 19 fakler, en for hvert århundrede, som er gået. Efter en velkomstmeddelelse dæmpes lyset omkring søen og lyset på Spaceship Earth. Første akt i showet er "Chaos" (Kaos), som viser planeten jordens skabelse. Jordkloden, som er knap 10 meter i diameter, befinder sig på en pram. Kloden er udstyret med omkring 200.000 lysdioder, ved hjælp af hvilke der dannes billeder på den roterende klodes overflade. Anden akt er "Order" (Orden), faklerne omkring søen slukkes langsomt, og Jordkloden kommer til syne og bevæger sig langsomt ud mod midten af søen. Efterhånden som Jorden afkøles, skifter den farve fra hvid til rød til blå. På overfladen vises skiftende billeder af lande, kendte bygninger og personer, og pavillionerne omkring søen bliver oplyst af lasere, og fra midten af søen affyres fantastisk fyrværkeri. Tredje akt hedder "Meaning", og nu tændes faklerne omkring søen igen. Jordkloden åbner sig som en blomst, og der tændes endnu en fakkel; denne symboliserer det 20. århundrede. Et inferno af fyrværkeri antændes, og hele søen oplyses. Desværre så vi ikke showet ved denne lejlighed, men vi overvejer at vende tilbage til Epcot sammen med Britt, vores canadiske barnebarn, og hendes forældre; så skal vi nok sørge for at få det hele med.
Vi havde dog fornøjelse af at være i parken, mens "The Epcot International Flower and Garden Festival" fandt sted, 3. - 16. marts 2010. Det betød, at parken var endnu flottere beplantet end normalt, og masser af buske var klippet som Disney figurer.
I dag skal vi på udflugt til Kennedy Space Center, en tur på ca. 75 km, som tager mindre end en time at køre. Det var ca. 20 år siden, at Birgit og jeg havde set rumfartscentret, og vi glædede os til gensynet.
Mens vi kører afsted i vores dejlige bil, vil jeg kort fortælle om baggrunden for oprettelsen af Kennedy Space Center. I slutningen af maj måned 1945 sendte general Eisenhower et telegran til sine chefer i USA, hvori han meddelte, at han havde 400 fremtrædende tyske forskere i sin varetægt. Disse forskere, som havde arbejdet med udvikling af raketteknologi til den tyske hær, var ivrige efter at fortsætte deres forskning i USA, England eller Frankrig. Eisenhower anbefalede, at man overflyttede de 100 bedste til USA sammen med alle tilgængelige tegninger og et antal V2-raketter. V2 (Vergeltungswaffe 2, "Gengældelsesvåben 2") var et missil, som blev udviklet af tyske videnskabsmænd under anden verdenskrig, og brugt mod mål i det sydøstlige England. Raketten blev drevet af en blanding af vand og alkohol sammen med flydende ilt. Motoren udviklede op til 25 ton trykkraft og kunne bringe raketten op i en højde af ca. 90 km. Hastigheden var 1600 meter i sekundet og rækkevidden omkring 350 km. De seneste modeller kunne styrer med radiosignaler fra jorden. Det blev anslået, at de tyske forskere på dette område var ca. 25 år foran USA. Raketstationen i Peenemünde ved Østersøen lå i den russiske zone. Teknikerne her fik favorable tilbud om arbejde øst for Ural i den russiske raketindustri, og mange slog til. Dette blev starten på et raketkapløb mellem "de amerikanske tyskere" og "de russiske tyskere".
"De amerikanske tyskere", deriblandt den senere så kendte Wernher von Braun, blev installeret i laboratorier i New Mexicos ørken, ikke langt fra det sted, hvor den første atombombe var blevet afprøvet tidligere samme år. Her fortsatte de udviklingen af V2 raketten med endnu et trin, som kunne øge rækkevidden og hastigheden. Dette medførte, at ørkenen ikke længere var tilstrækkelig til afprøvning af raketterne - ved en enkelt lejlighed forvildede en raket sig og landede i Mexico - så i begyndelsen af 1950'erne flyttede projektet til Cape Canaveral i Florida. Så havde man hele Atlanterhavet som legeplads. Wernher von Braun ledede udviklingen af USA's første interkontinentale missiler, blandt andet Jupiter-raketten. Han spillede også en afgørende rolle i udviklingen af Saturn-løfteraketten, som blev brugt ved de bemandede rejser til Månen fra 1969 til 1972. Jeg kan ikke tænke på Wernher von Braun uden samtidig at tænke på Tom Lehrers tekst:
|
Gather round while I sing you of Wernher von Braun A man whose allegiance is ruled by expedience Call him a Nazi, he won't even frown "Ha, Nazi schmazi," says Wernher von Braun
Don't say that he's hypocritical
Some have harsh words for this man of renown
You too may be a big hero
|
Allerede i sit første interview i USA i 1945 havde Wernher von Braun udtalt, at hele jordens overflade kunne holdes under observation af en raket i kredsløb. Behovet for amerikanske "spionsatellitter" voksede kraftigt efter Koreakrigen, ikke mindst da det viste sig, at også Sovjetunionen havde udviklet en brintbombe. I 1956 fløj den af Wernher von Braun udviklede Jupiter C-raket mere end 5000 km under en afprøvning, og amerikanerne følte, at de var foran Sovjetunionen i raketkapløbet. Men så kom choket: den 4. oktober 1957 sendte russerne Sputnik i kredsløb. Mens amerikanerne planlagde opsending af en satellit på et par kg, vejede Sputnik ikke mindre end 83 kg. Og hver aften kunne amerikanerne fra deres egen baghave se dette bevis på russisk overlegenhed trække sit spor hen over stjernehimlen. Allerede den 3. november samme år slog russerne til igen og opsendte Sputnik2 med rumhunden Laika om bord. (Laika døde af stress og overophedning nogle timer efter opsendelsen, hvilket først blev offentliggjort mange år senere).
Men så oprandt dagen, hvor Amerika skulle slå tilbage og vise hele verden sin formåen på raketområdet. Den 6. december 1957 kunne de amerikanske TV-seere følge opsendelsen af den såkaldte Vanguard-raket, som var bygget af den amerikanske flåde: den første amerikanske satellit skulle selvfølgelig ikke opsendes af gamle nazister. Efter nedtællingen begyndte raketten at udspy kolossale mængder af ild. Efter en tøven løftede den sig langsomt fra affyringsrampen for derefter at miste modet, falde tilbage og eksplodere i et flammehav. Den uheldige satellit blev i pressen omtalt som "Flopnik", "Kaputnik" og "Stayputnik". Bedre blev det ikke for den amerikanske selvfølelse, da medlemmer af den russiske FN-delegation tilbød USA hjælp fra "det sovjetiske program til teknisk bistand til udviklingslandene", så de kunne få deres "lille grapefrugt" (1.8 kg) op. Måske har Wernher von Braun frydet sig lidt i kulissen, i hvert fald rettede man igen blikket mod "hans raketter" til det videre program, som blev overført til NASA The Nautical Aeronautics and Space Administration, der blev stiftet den 1. oktober 1958. Militæret rasede over, at NASA, som var en civil organisation, havde ranet dets retsmæssige territorium. Von Brauns folk fortsatte dog med at udvikle de kraftige Atlas-løfteraketter, indtil også de året efter blev overført til NASA.
Mercury-programmet fra 1958-1963 var USAs første bemandede rumfartsprojekt. Formålet var at sende et bemandet rumskib i kredsløb om Jorden - og få både menneske og rumskib sikkert hjem igen. Den 29. juli 1960 inviterede NASA Mercury-astronauterne og deres familie til Cape Canaveral for at overvære en prøveopsendelse af Mercury-Atlas med en rigtig rumkapsel i spidsen. Raketten løftede sig majestætisk og satte kurs ud i rummet, men efter et minut blev den som så mange af sine forgængere flået i stykker, og stumperne styrtede til jorden. Den 31. januar 1961 blev den hårdttrænede chimpanse "Ham" spændt fast i en rumkapsel og sendt til vejrs. Ham landede ganske vist to timers sejlads fra målskibene, men NASA åndede lettet op. Nu var man klar til at sende det første menneske i kredsløb omkring Jorden. Men inden NASA havde fået armene ned igen, sendte Sovjetunionen den 12. april 1961 Jurij Gagarin i et kredsløb omkring Jorden og bragte ham sikkert tilbage på det forudbestemte sted. Så hjalp det ikke meget, at Alan Shepard den 5. maj 1961 gennemførte en vellykket flyvetur, hvorunder han var vægtløs i omkring 15 minutter, inden han vendte tilbage til Jorden. USA var uhjælpelig bag efter Sovjetunionen i rumkapløbet.
Tre dage efter Gagarins flyvning løb USA ind i endnu en katastrofe. CIA-trænede esilcubanere gik i land i Svinebugten i Cuba for med amerikansk luftstøtte at fjerne Fidel Castro fra magten. Alt gik galt, og i løbet af kort tid var cubanerne enten døde, sårede, taget til fange eller på vild flugt. Selv om planerne var lagt før præsident Kennedys tiltræden, var det hans ansvar, og han måtte handle hurtigt og spektakulært for at bevare sin troværdighed. Den 25. maj 1961 gik Kennedy på kongressens talestol og erklærede:
|
Det er nu tiden til at tage større skridt - tiden til et stort amerikansk initiativ - tiden hvor denne nation skal indtage en ledende rolle i rummet, som på mange måder rummer nøglen til vor fremtid her på Jorden. Jeg tror, vi har alle de nødvendige talenter og ressourcer... Jeg mener derfor, at dette land skal forpligtige sig til at opnå det mål: inden dette tiår er ude at landsætte en mand på månen og bringe ham sikkert tilbage til jorden. Intet andet projekt vil virke mere spændende eller imponerende på menneskeheden eller være vigtigere for den langsigtede udforskning af rummet; og intet vil være så vanskeligt og kostbart at udføre. I egentlig forstand vil det ikke være en enkelt mand, der rejser til månen, det vil være hele nationen. For vi må alle arbejde for at få ham derop.
|
Den 12. september 1962 afleverede John F. Kennedy endnu en af sine fængende taler til USA - og verdenssamfundet. Det skete på Rice University i Houston, Texas:
|
Vi valgte at tage til Månen. (afbrudt af bifald). Vi valgte at tage til Månen inden dette tiårs udløb, ikke fordi det er let, men fordi det er svært, fordi dette mål vil hjælpe os at organisere og måle vores bedste kræfter og færdigheder, fordi den udfordring, vi vil tage op, vi vil ikke udskyde den, og vi har tænkt os at overvinde den. ...Vi vil gennemføre det, koste hvad det vil. Vi skal ikke ødsle penge væk, men vi skal gøre arbejdet færdigt. Og det vil blive færdigt, før udgangen af 1960'erne. For mange år siden, blev den engelske eventyrer George Mallory, som døde på Mount Everest, spurgt, hvorfor han ønskede at bestige det. Han svarede: "Fordi det er der". Ja, rummet er der, og vi vil udforske det, og månen og planeterne er der, og nyt håb for viden og fred er der. Og derfor beder vi om Guds velsignelse, når vi tager ud på det mest dristige, det farligste og største eventyr, menneskeheden nogensinde har givet sig i kast med.
|
Dette satte gang i Gemini-programmet, som efterfulgte Mercury. Gemini betyder "tvilling", og navnet skyldes, at rumkapslen havde plads til to astronauter. Gemini-programmet blev gennemført fra 1963-1966. Formålet var at skaffe erfaringer med bemandet rumfart til brug for det efterfølgende Apollo-program, som skulle gennnemføre bemandede landinger på Månen. Projektet skulle afprøve "dokning" af fartøjer i kredsløb om Jorden samt lære at bringe fartøjet sikkert ind i Jordens atmosfære og lande det på et forudbestemt sted på land. Ambitionen om at lande på land blev dog forkastet igen. Der blev gennemført 10 bemandede rumflyvninger, det længstvarende af knap et døgns varighed. Edward White på Gemini IV blev den første amerikaner, som udførte en rumvanding, den varede 22 minutter. Neil Armstrong var pilot på Gemini VIII og foretog den første dokning i rummet.
Apollo-programmet var USA's månelandingsprogram. Det omfattede i alt 11 bemandede rummissioner, plus en enkelt, hvor besætningen omkom under en test i forbindelse med træningen. Apollo-rumskibet bestod af to sammenkoblede moduler: CSM (kommando-service-modulet, Command-Service Module), som bar navnet Columbia og LM (månemodulet, Lunar Module) med navnet Eagle. LM bestod af to trin: nedstigningstrinet (Descent Stage) nederst, og opstigningstrinet (Ascent Stage) øverst. Nedstigningstrinet blev stående tilbage på Månen, når astronauterne vendte tilbage til CSM efter opholdet på Månen. Rumskibet blev sendts afsted med en Saturn V-raket.
Den 21. december 1968 blev Apollo 8 sendt op fra Cape Canaveral med astronauterne Frank Borman, William Anders og James Lovell om bord imod Månen. Juleaftensmorgen gik fartøjet i bane om Månen. Mens Apollo 8 kredsede om Månen, oplæste astronauterne på skift dele af bibelens skabelsesberetning, og der var tv-transmission til Jorden. Juledag efter ti omkredsninger af Månen forlod de månekredsløbet og landede på Jorden den 27. december 1968. Denne bemandede rumrejse var den første egentlige rumrejse, idet den ikke bare sendte mennesker i lav bane om Jorden. På denne mission så mennesker for første gang Månens bagside med egne øjne. Allerede i 1959 havde rumsonden Luna 3 dog fotograferet Månens bagside.
Den 16. juli 1969 blev Apollo 11 sendt afsted fra Kennedy Space Center. Tusindvis af tilskuere flokkedes på vejene og strandene i nærheden af opsendelsesstedet. Hertil kommer millioner af tilskuere, som så begivenheden på TV. Præsident Richard Nixon fulgte med fra "det ovale kontor" i Det Hvide Hus i Washington. I London blev dronning Elisabeth oppe hele natten for at se månefærden. I Vatikanet betragtede pave Paul VI månen i sin stjernekikkert i sin sommerresidens i Castel Gandolfo. Besætningen var Commander Neil Alden Armstrong, Command Module Pilot Michael Collins og Lunar Module Pilot Edwin Eugene "Buzz" Aldrin. De havde alle været en tur i rummet, før denne mission. Efter 12 minutter gik Apollo 11 ind i sin jordbane, for efter 1½ omgang at antænde tredje trin i raketten og sætte kurs mod månen. Ca. 30 minutter senere frigjorde Columbia-Eagle sig fra løfteraketten. "Bag" Månen blev jetmotoren startet for at bringe Apollo 11 ind i sit kredsløb omkring månen, og astronauterne kunne nærmere studere det planlagte landingssted i Stilhedens Hav, som iflg. tidligere missioner med de ubemandede fartøjer Ranger 8 og Surveyor 5 skulle være et passende fladt område uden for mange forhindringer.
Den 20. juli gik Armstrong og Aldrin om bord i månelandingsfartøjet Eagle (efter den amerikanske nationalfugl, the bald eagle), mens Collins forblev i rumfærgen Columbia i dens bane om Månen. Inden Eagle indledte sin landingstur, drejede den en gang om sig selv, så Collins kunne sikre, at den ikke var beskadiget. Landingsmotoren på Eagle blev tændt, og nedstigningen begyndte.
Under landingen bemærkede astronauterne, at det planlagte landingssted var mere klippefyldt end forventet, og Armstrong satte Eagle på semi-manuel styring og landede fartøjet i Stilhedens Base beliggende i Stilhedens Hav. Der var da brændstof tilbage til ca. 25 sekunders flyvning. Efter gennemførelse af "post landing checklisten" udtalte Armstrong den velkendte sætning: "Houston, Tranquility Base here. The Eagle has landed.".
Ifølge planen skulle astronauterne nu sove de næste fem timer, men i stedet gik de i gang med at forberede landgangen. De har sikkert heller ikke være i stand til at lukke et øje uden medicinsk hjælp. Da de var klar, åbnede Armstrong lugen og steg ned ad stigen på Månens overflade; han bemærkede, at der var meget støv. Han aktiverede TV-kameraet, som begyndte at sende til (anslået) 600 millioner mennesker på Jorden. Da Armstrong som det første menneske nogensinde trådte på Månen, udtalte han de bevingede ord: "That's one small step for man, one giant leap for mankind." Hermed var første del af John F. Kennedys mission om at landsætte et menneske på Månen før udgangen af 1960'erne opfyldt. Aldrin sluttede sig til Armstrong, og de foretog en række besynderlige bevægelser (moon walk?), herunder et par muntre kænguruhop.
Efter at astronauterne havde plantet et amerikansk flag på måneoverfladen, talte de med præsident Richard Nixon i radiotelefonen. Nixon havde egentlig forberedt en længere tale, men han blev overbevist om, at han burde undlade at holde den i respekt for afdøde præsident Kennedy. Armstrong og Aldrin gik i gang med at samle prøver på klippestykker, som blev anbragt i en pose.
Efter 7 timers søvn (hvile) blev de vækket af Houston, som bad dem gå i gang med at gøre klar til hjemturen, og 2½ time senere sluttede de sig til Michael Collins om bord på Columbia. På månen efterlod de forskellige videnskabelige instrumenter, bl.a. til måling af evt. måneskælv. De efterlod også et amerikansk flag og en tegning af jordens to halvkugler, en inskription samt astronauternes og præsident Nixons signaturer. Inskriptionen lød: "Here Men From The Planet Earth First Set Foot Upon the Moon, July 1969 A.D. We Came in Peace For All Mankind.". Endelig efterlod de en taske med en olivengren (i guld) og en CD. CD'en indeholdt meddelelser fra præsidenterne Eisenhower, Kennedy, Johnson og Nixon samt fra lederne af 73 lande over hele Jorden. Da de tog afsted, væltede det amerikanske flag, som var plantet ca 8 meter fra Eagle; fremtidige ekspeditioner til Månen anbragte flag mindst 30 meter fra månelandingsfartøjet. Efter vellykket sammenkobling med Columbia indledte Apollo 11 tilbagerejsen til Jorden.
Efter 21 timer og 31 minutter returnerede Eagle til Columbia, som bragte de tre astronauter tilbage til Jorden tillige med 21.55 kg måneklippe, og de landede i den nordlige del af Stillehavet den 24. juli 1969. Hermed var John F. Kennedys mission opfyldt, og USA havde bragt sig afgørende foran Sovjetunionen i rumkapløbet.
En dykker fra en flådehelikopter hægtede et anker i Columbia for at forhindre den i at flyde bort. Herefter blev astronauterne iført beskyttelsesdragter, som de bar, indtil de kom i karantæne på hangarskibet USS Hornet. På vej til hangarskibet på en helikopter, blev de underkastet et kort fysisk eftersyn. På USS Hornet blev de budt velkomne tilbage til Jorden af præsident Nixon, efter at de var blevet anbragt i en mobil karantænestation, hvor de skulle tilbringe de næste 21 dage. (Denne praksis blev fulgt på Apollo 12 og Apollo 14 missionerne, inden man opgav den som ikke nødvendig.) Columbia blev taget op på USS Hornet, som satte kurs mod Pearl Harbour. Herfra blev Columbia og karantænestationen fløjet til Johnson Space Center i Houston, Texas.
Endelig den 13. august 1969 blev astronauterne sluppet fri af karantænen og mødte den jublende amerikanske offentlighed. I New York, Chicago og Los Angeles blev der holdt parader til deres ære, og et par dage efter endnu en parade i Mexico City. På Century Plaza Hotel i Los Angeles blev der holdt en statsmiddag for at fejre Apollo 11 missionen med deltagelse af medlemmer af kongressen, 44 guvernører, højesteretspræsidenten samt ambassadører fra 83 nationer. Præsident Richard Nixon og vicepræsident Spiro T. Agnew tildelte astronauterne "the Presidential Medal of Freedom". Dette var indledningen på en 45 dages rundtur til 25 lande med besøg hos de respektive statsledere, herunder den engelske dronning Elizabeth. Den 16. september 1969 talte de tre astronauter for den samlede kongres på Capitol Hill, og de forærede to amerikanske flag, et til Repræsentanternes Hus og et til Senatet; flagene havde været med på turen til Månen.
Fra 1969–1972 blev der gennemført yderligere fem Apollo missioner, som landsatte astronauter på Månen:
På de sidste tre månelandinger, Apollo 15, 16 og 17, medbragte astronauterne en elektrisk månebil, så astronauterne kunne udforske større områder af overfladen end ellers. En tekniker på Jorden fjenstyrede et kamera, som var anbragt på månebilen, da astronauterne på Apollo 17 steg op fra Månens overflade, så opstigningen blev transmitteret til Jorden.
I 1969 nedsatte præsident Nixon en Space Task Group, som skulle klarlægge, hvordan USA's rumprogram skulle udvikle sig efter Apollo programmet. Gruppen anbefalede, at USA skulle udvikle et genbrugeligt rumfartøj; man forestillede sig, at en rumfærge kune foretage indtil 100 flyvninger, inden den måtte skrottes.
Rumfærgen kom til at bestå af tre primære komponenter:
Rumfærgen og faststofraketterne bliver genbrugt, rumfærgen landes af de ombordværende astronauter, mens løfteraketterne lander i havet hængende i en faldskærm. Brændstoftanken brænder op i atmosfæren ved opsendelsen.
I 1976 var den første rumfærge, Enterprise, færdig. Enterprise var dog "kun" en prototype, som alene skulle bruges til testflyvninger; den havde ingen motorer eller noget varmeskjold. Først gennemførtes ubemandede testflyvninger, hvor Enterprise blev spændt fast på ryggen af en Boeing 747. Derefter med en besætning ombord på rumfærgen. Endelig blev der udført testflyvninger, hvor Enterprise blev frigjort fra 747'eren i luften, og de to piloter styrede rumfærgen til landing.
Den første rumfærge, der fløj i rummet, Columbia, ankom til Kennedy Space Center på ryggen af en Boeing 747, og blev sendt ud i rummet den 12. april 1981, på 20-årsdagen for Juri Gagarins første rejse i rummet. Columbia var verdens første genbrugelige rumskib. Siden blev der bygget yderligere fire rumfærger: Challenger (1982), Discovery (1983), Atlantis (1985) og Endeavour (1991). På de første missioner var der kun to personer ombord, men som regel er der 5-7 besætningsmedlemmer ombord.
I 1984 fik NASA den tanke at sende "almindelige mennesker" ud i rummet, formentlig for at vise USA's befolkning, at man nu berherskede teknikken med opsendelse af rumfærger. Det hvide hus var straks med på idéen, valgkampen, som skulle give Ronald Reagan genvalg, var i fuld gang. Reagan sagde i en stor tale om undervisningsspørgsmål:
|
Indtil dette øjeblik havde vi ikke besluttet, hvem den første almindelige amerikaner skulle være. Men i dag beordrer jeg NASA til at begynde at søge i alle vore folkeskoler og high schools. Som den første almindelige borger i rumprogrammet skal de udvælge noget af de bedste, vi har i Amerika - en lærer...
|
og dermed var projektet TISP, Teacher In Space Project sat i gang. Blandt mere end 11.000 ansøgere blev den 36-årige lærer (Sharon) Christa McAuliffe valgt. Hun fik et års orlov fra sin skole og gik i gang med astronautuddannelsen. Hun viste sig at have en god udstråling i pressen, og snart kendte hele USA Christa, hendes ægtefælle Steve og børnene Scott og Caroline på hhv. ni og fem år. Christa blev et amerikansk idol som en kvinde, der passede sit arbejde, elskede og passede sin mand og børn, deltog i frivillige aktiviteter og underviste i søndagsskolen. Hendes hjemby Concord i New Hampshire gjorde hende til æresborger. Christa forberedte to fysiklektioner, som skulle blive sendes fra rummet til den amerikanske ungdom. Nedenfor er vist Challenger besætningens syv medlemmer, længst til venstre ses Christa McAuliffe, teacher in Space.
Rumfærgen Columbia, som var forgængeren for Challenger, var blevet udsat i alt syv gange, hvilket selvfølgelig lagde et ekstra pres på NASA. Også Challenger blev udsat, den skulle efter planerne havde været lettet den 23. december 1985, men kom først afsted den 28. januar 1986. Challenger medførte i lastrummet en kommunikationssatelit, som skulle gøre det muligt for NASA at komme i forbindelse med sine rumfærger uden at skulle omkring et større antal jordstationer. Den medførte også en mindre satellit, som skulle foretage fotografiske og spektografiske analyser af Halleys komet, der som bekendt kommer på besøg hvert 76. år. Men kun 73 sekunder efter lift-off eksploderede Challenger i en voldsom ildkugle, og alle syv astronauter omkom. Hele USA gik selvsagt i chock. Befolkningen havde fået opfattelsen af, at NASA nu beherskede teknikken til opsendelse af rumfærger. Hvad var gået galt?
Præsident Reagan nedsatte en undersøgelseskommission, ledet af tidligere udenrigs- og justitsminister William P. Rogers. Kommissionen bestod af en række prominente personer, bl.a. den første mand på Månen, Neil Armstrong, som blev næstformand, den berømte fysiker Richard Feynman samt astronaut Sally Ride, den første kvindelige astronaut. Rogers-kommissionens opgave var at "at undersøge alle omstændigheder omkring ulykken med henblik på at fastslå den eller de sandsynlige årsag(er) til den, at udforme anbefalinger på grundlag af kommissionens resultater og beslutninger ang. iværksættelse af korrigerende foranstaltninger eller andre ønskværdige tiltag.". Kommissionen skulle aflevere sin endelige rapport til præsidenten inden 120 dage.
Ifølge Rogers-kommissionens rapport forulykkede Challenger, fordi varm gas fra den godt 45 meter høje styrbords løfteraket (faststofraket) slap ud gennem en forseglende O-ring af gummi. (Anvendelse af en O-ring er den mest almindelige tætningsmetode, du finder fx en i de fleste vandhaner). Den varme gas stod som en blæselampe ud af løfteraketten og ramte den bjælke, der forbandt løfteraketten med rumfærgens eksterne brændstoftank. Da bjælken knækkede, svingede løfteraketten omkring og næsen ind i den eksterne brændstoftank. Herved gik der hul på ilttanken, og hele rumfærgen eksploderede omgående.
Årsagen til at gassen slap ud gennem O-ringen var, at der havde været omkring 20 graders frost på rampen natten før opsendelsen, og herved havde gummiet mistet sin fleksibilitet. Denne effekt demonstrerede Richard Feynman på dramatisk vis, da han i en direkte tv-udsendelse dyppede et stykke gummi i et glas isvand, hvorefter han knuste det med et let slag af en til formålet medbragt hammer. Feynman, som fik nobelprisen i fysik i 1965, blev ofte kaldt "the Great Explainer" for sine evner til at forklare sine studerende vanskelige emner på en måde, så de forstod det. Han sagde selv, at hvis han ikke kunne forklare et emne til en begynderstuderende, sa den pågældende forstod det, så var det fordi han, Feynman, endnu ikke selv forstod det til bunds. Rogers-kommissionens rapport påpegede også, at de tekniske årsager til ulykken kun delvist forklarede ulykken. At rumfærgen overhovedet havde fået grønt lys til opsendelse tydede på alvorlige fejlskøn i NASAs ledelse, og NASA blev kraftigt omstruktureret i kølvandet på Challenger-ulykken.
Hvis du interesserer dig for dette emne, kan jeg stærkt anbefale dig at læse "Challenger - et teknisk uheld", skrevet af Claus Jensen og udgivet på Samlerens Paperbacks 1963 (ISBN 87-568-1250-7). Jeg har efterhånden læst den tre gange, og den er spændende og letlæst - som en kriminalroman.
Den 1. februar 2003 forulykkede rumfærgen Columbia kort efter genindtræden i Jordens atmosfæren; alle syv astronauter omkom. Efter ulykken blev der nedsat en undersøgelseskomission, som i deres rapport fastslog, at Columbia forulykkede, fordi et stykke skumplast havde revet sig løs fra den eksterne tank under opsendelsen, og at dette skum havde ramt forkanten af rumfærgens venstre vinge så hårdt, at der var blevet slået et stort hul i vingen. Under genindtræden trængte flere tusinde grader varmt plasma ind i vingen, hvilket ødelagde ledninger og slanger. Som ved Challenger-ulykken i 1986 påpegede rapporten en lang række fejlskøn fra ledelsens side, formentlig som følge af det stigende pres på rumfærgesystemet for at få opsendt de sidste moduler til den Internationale Rumstation.
Nu er vi ved at være fremme ved målet for vores tur, Kennedy Space Center, som ligger på Cape Canaveral ud for Floridas østkyst. Området, som består af en blanding af sump og marsk, er tillige naturreservat for skildpadder, pelikaner, kongeørne og alligatorer. Første gang, Birgit og jeg var på Cape Canaveral, så vi på busturen en kæmpealligator, som kom luntende langs med vejen. Kort efter så vi en bald eagle oppe på en høj pæl og de amerikanske turister i bussen hang på ryggen af hinanden for at se deres elskede nationalfugl.
Space centeret, som dækker mere end 550 km2, består af en civil del, Kennedy Space Center, og en militær del, Cape Canaveral Air Force Station. De militære opsendelsesfaciliteter blev etableret i 1949 og hed den gang Joint Long Range Proving Ground. I 1951 blev space centeret døbt Cape Canaveral. Efter mordet på John F. Kennedy i 1963 gjorde hans enke Jacqueline Kennedy præsident Lyndon B. Johnson opmærksom på, at det ville være et smukt minde, hvis Cape Canaveral kom til at bære hendes afdøde ægtefælles navn, og Johnson sørgede for i 1964, at Cape Canaveral blev omdøbt til Cape Kennedy. Det var ikke populært hos lokalbefolkningen, ikke som følge af disrespekt overfor præsident Kennedy, men fordi området havde heddet Cape Canaveral i 400 år. Jacqueline Kennedy meddelte, at havde hun vidst dette, ville hun aldrig have foreslået det, og i 1973 skiftede man tilbage til navnet Cape Canaveral. Militæret vendte også tilbage til det gamle navn Cape Canaveral Air Force Station, mens det civile rumcenter fortsat bærer Kennedys navn. En sjov ting, synes jeg, er, at områdenummer for Cape Canaveral er 321 (3-2-1 nå, du forstod den første gang).
Efter stiftelse af NASA i 1958 blev området lavet om til et kompleks af affyrings- og opsendelsesramper. Efter vedtagelse af rumprogrammet i 1961-1962 blev området udvidet kraftigt, bl.a. med henblik på gennemførelse af Apollo missionerne til Månen. Hele centeret omfatter mere end 25 opsendelsesramper.
Som vi havde oplevet ved Ecpot var der også her store og velorganiserede parkeringspladser, og vi var snart fremme ved indgangen.Der var næsten ingen køer, så vi fik hurtigt købt billetter ($41 for voksne, $31 for børn 3-11 år, plus tax). Billetten gælder for to dagsbesøg, dog skal det andet besøg afvikles senest 7 dage efter det første. Vi havde desværre kun tid til et enkelt besøg, men nu ved du det.
Kennedy Space Center, som har omkring 13.500 ansatte, har sat alle tegn til for at vise de amerikanske skatteydere, hvad de får for deres penge; vi ved jo, at amerikanerne ikke er så glade for at betale skat som vi danskere ;-) Inden vi begiver os ud på en bustur på området, vil jeg beskrive nogle af de efter min mening mest seværdige attraktioner (jeg benytter de amerikanske betegnelser for at undgå misforståelser). Hvis der skal købes tillægsbillet til en attraktion, skal jeg nok nævne det; i de fleste tilfælde er "den normale billet" tilstrækkelig.
Astronaut encounter. Hver dag kan man møde en af NASA's astronauter og evt. stille spørgsmål til pågældende - og også tage fotos. Og hvis det ikke er nok, kan du spise frokost med en NASA astronaut. Pris $23 for voksne og $16 for børn.
Space Mirror Memorial (også benævnt Astronaut Memorial) er et kæmpemæssig mindesmærke for de 24 amerikanske astronauter, som hidtil har mistet livet i forbindelse med rummissioner. Det består af en kæmpemæssig sort granitplade på 13 x 15 meter, som er opdelt i 90 mindre paneler. På den spejlblanke overflade er indgraveret navnene på de døde helte. Her er bl.a. navnene på de syv astronauter fra Columbia rumfærgen, de syv fra Challenger rumfærgen og de tre fra Apollo 1 projektet. Mindesmærket, som er fra 1991, er betalt af staten Floridas indbyggere, bl.a. ved køb af særlige "Space Shuttle Challenger mission" nummerplader. Navnene, som går hele vejen gennem panelet, bliver således smukt belyst bagfra af sollyset - og når der ikke er sol af kunstigt lys. Det er også smukt at se himlen spejle sig i det stemningsfulde monument.
Her er en oversigt over de 24 astronauter:
Early Space Exploration sætter fokus på Mercury og Gemini rumprogrammerne, og der er udstillet mange artifakter fra de første bemandede flyvninger i rummet.
IMAX® Space Films. Lige ved siden af ligger to gigantiske IMAX teatre, som viser rumfilm på¨en skærm på størrelse med et 5-etagers hus. Nogle af filmene er i 3-D, så man næsten fornemmer at svæve i rummet sammen med astronauterne. Desværre nåede vi ikke at se nogen film, men havde vi haft tid kunne vi fx. have set filmen om "the Hubble Space Telescope" i 3D. Leonardo DiCaprio lagde stemme til. Den anden film, "Space Station 3D", er optaget i rummet af 25 astronauter. Den skulle vise nogle fantastiske optagelser fra den internationale rumstation, Tom Cruise lagde stemme til den. Hver film varer ca. 45 minutter.
Exploration Space: Explorers Wanted. Man lærer om fremtidens rumrejser indenfor og udenfor vort eget solsystem i en blanding af teater, interaktive eksperimenter og imponerende multimedie præsentationer. Det understreges, at fremtiden ikke så meget er bestemt af hardware som af de mennesker, som står bag teknologien. Gæsterne bliver draget ind i forløbet og opfordres til at deltage i missioner til nye mål.
To gange i timen bliver rummet omdannet til et stort, levende teater, hvor et dynamisk, hi-tech show, kaldet "Explorers Wanted", bliver opført, alt med tilskuerne i centrum.
Rocket Garden: NASA Rockets er en fantastisk udstilling, som viser udviklingen af NASA raketter, som gennem tiden har været anvendt til opsendelse af astronauter mv. Kl. 10:30 og kl. 16 er der guidede ture.
På fotoet i midten ses fra venstre mod højre følgende raketter: Jupiter-C/Redstone, Mercury/Redstone, Thor, Mercury/Atlas og Gemini/Titan II. Raketten til højre er en Redstone, som blev brugt til Mercury missioner som fx Alan Shepards tur den 5. maj 1961.
På Space Shuttle Plaza ses en kopi af en Explorer rumfærge i naturlig størrelse.
Her får man et indtryk af, hvorledes astronauter lever og arbejder i rummet.
Hvis man vil have en fornemmelse af, hvorledes det er at blive skudt ud i rummet i spidsen af en gigantisk raket, så ligger Shuttle Launch Experience lige ved siden af Explorer rumfærgen. Her kan man på egen krop "opleve" at sidde i en rumfærge, som sættes i kredsløb omkring jorden. Opslag viste, at man skal have en højde på mindst 112 cm - og det kunne selv Karin, som ikke er så høj, sagtens klare. Personer med forhøjet blodtryk, hjerteproblemer, rygproblemer mv. bliver frarådet at tage med på turen. Bente, Erling og Karin havde mod på at prøve turen og stillede sig i kø, mens Birgit og jeg nød solskinnet. Simulatoren er på størrelse med et seks etagers hus og har kostet $60 millioner.
Bente, Erling og Karin var særdeles begejstrede, da de kom ud igen. Da de var kommet ind i den meget "naturtro" rumfærge, var de blevet spændt fast i hver sit sæde. Herefter havde de fået en "pre-launch briefing" af en astronaut, som trin for trin havde gennemgået opsendelsesproceduren. Alt blev ledsaget af dramatiske video- og lydeffekter. Efter nogle minutter blev sæderne lagt ned, så man næsten lå vandret i sæderne (70 grader), da hovedraketten blev startet. Man kunne også tydeligt fornemme, da rumfærgen blev løsgjort fra løfteraketten. 27 tidligere og nuværende astronauter har medvirket til at gøre oplevelsen så realistisk som muligt. Gulvet i rumfærgen vibrerede, tågemaskiner frembragte naturtro dampskyer under starten osv. På en stor skærm fik man hele tiden tekniske detaljer om forløbet af opsendelsen. G-påvirkningen samt fornemmelsen af vægtløshed opnåedes ved at puste sædepuderne op, hhv. lukke luft ud. Da rumfærgen var kommet i kredsløb om Jorden, fik tilskuerne et fantastisk kig ned på Moder Jord. "Rigtige astronauter" har fortalt, at "Shuttle Launch Experience" er endog mere realistisk end de simulatorer, som NASA anvender i uddannelsen. Jeg ser frem til engang at prøve denne simulator sammen med mit barnebarn Britt.
Der var mulighed for at tage på tre forskellige guidede busture på Kennedy Space Center:
Vi valgte Kennedy Space Center Tour og stillede os i kø til bussen. På trods af, at der var masser af busser - flåden omfatter 40-50 busser med air condition - tog det næsten en time, inden vi kom om bord. Busserne begynder at køre kl. 10, og turen tager 2-3 timer. Vær opmærksom på, at KSC lukker kl. 18.
Efter en køretur på 15-20 minutter nåede vi frem til LC-39 Observation Gantry (udsigtstårn). Chaufføren, som var meget humoristisk, fortalte om de faciliteter, vi passerede undervejs. I bussen så vi en film om den kæmpestore samlehal Vehicle Assembly Building (VAB), som vi kørte forbi; bygningen, som er den fjerdestørste bygning i verden, er 160 meter høj, 218 meter lang og 158 meter bred. VAB blev oprindelig bygget til samling (vertikalt) af Saturn V raketter til Apollo programmet. I dag huser den brændstoftanke til rumfærgerne og anden hardware. Her samles og klargøres rumfærgen, inden den ved hjælp af Crawler-Transporter flyttes til LC-39 Pad A (affyringsrampe).
På billedet ovenfor til højre ses en Apollo Saturn V raket på vej fra samlehallen (VAB) til affyringsrampe 39A. Det er ikke en rigtig Saturn V, men en model, som er udviklet til test af faciliteter og uddannelse af personalet.
Chaufføren fortalte, at flaget på bygningen blev malet i forbindelse med USA's 200 års fødselsdag i 1976. Det er 64 meter højt og 33 meter bredt. Hver af stjernerne er næsten 2 meter i diameter. Der medgik godt 26000 liter maling til flaget.
I udsigtstårnet blev vist en video om, hvorledes de forskellige dele blev samlet til en rumfærge. Vi klatrede op i det ca. 20 meter høje tårn - der var dog en elevator til gæster med mindre god ben. Fra toppen var en fantastisk 360 graders udsigt over hele rumcentret. Udover VAB kunne vi se de to affyringsramper, LC 39A og LC 39B.
LC (Launch Complex) 39A og 39B er de største affyringsramper i USA. Ramperne blev opført til brug for Apollo-programmet midt i 1960'erne; siden blev de overtaget af rumfærge-programmet. Transport af rumfærger sker ved hjælp af store bæltekøretøjer, som kører med en hastighed på 1.6 km i timen. Afstanden fra VAB til LC 39A og LC 39B er hhv. 5.5 km og 6.8 km. Af sikkerhedsmæssige årsager er der en afstand mellem de to affyringsramper på 2.7 km. I 2007 blev LC 39B modificeret til affyring af Ares I-X raketten.
Under nedtællingen er der adgang til rumfærgen via et 105 meter højt servicetårn. Forbindelsen afbrydes 7 minutter før opsendelsen. Fra servicetårnet og ned til jorden er udspændt syv 365 meter lange stålwirer. På hver wire er anbragt en kurv med plads til tre personer, således at affyringsrampen hurtigt kan evakueres. Ved stormvarsel køres rumfærgen tilbage til samlehallen. Ved opsendelse sprøjtes flere millioner vand ud over affyringsrampen for at køle den ned ogh for at dæmpe lydchokbølgerne. Når en rumfærge (et rumfartøj) er opsendt, overgår kontrollen til Johnson Space Center i Houston. Rumfærgerne lander såvidt muligt på Shuttle Landing Facility, en af verdens længste landingsbaner, på Kennedy Space Center, da NASA derved undgår en dyr hjemflyvning af rumfærgen på ryggen af en jumbojet.
Efter nogen tid stillede vi op i køen til bussen, som bragte os til næste stop på turen. Der var ved Apollo/Saturn V Center, som har en omfattende udstilling af genstande, fotos, film mv. med tilknytning til Saturn V, den kraftigste raket, som nogensinde er sendt op fra USA. Først så vi en video præsentation i "the Lunar Theater" om de første raketter og mennesket i rummet. Derefter studerede vi den udstillede 110 meter høje Saturn V raket. Endelig overværede vi en gengivelse af Apollo 8 opsendelsen; denne fandt sted i "the Firing Room Theater", hvor man havde lavet en kopi af det oprindelige Apollo control center.
Herefter tog vi bussen tilbage til det centrale besøgscenter.
På vejen ud af Kennedy Space Center blev vi forventeligt dirigeret gennnem The Space Shop, hvor man kan købe utrolige mængder af souvenirs: frysetørret rummad, rumfotos, kasketter, T-shirts, bøger og meget andet. Sidst på dagen forlod vi Kennedy Space Center, alle en stor oplevelse rigere. Hvis du synes, at jeg har ævlet for meget om raketter og rumfærger, så kan jeg trøste dig med, at nu er det slut - i denne omgang. Forhåbentlig kommer jeg tilbage endnu en gang.
Efter fire dejlige dage i Orlando/Kissimee kørte vi til Naples, som ligger på vestkysten af Florida ud mod den meksikanske golf. Erling havde hjemmefra lavet en fin kørselsvejledning (man er jo ikke bankmand for ingenting), så vi havde ingen problemer med at finde frem.
Vi havde besluttet at spise frokost undervejs, så da vi var i nærheden af Venice, drejede vi ud mod kysten, hvor vi fandt en dejlig restaurant. Restauranten, som hed "Sharkey's", lå ved the Venice Fishing Pier ved Caspersen Beach. Efter en udmærket frokost skulle vi lige ud på den store bro, inden vi kørte videre.
Og selvfølgelig faldt Karin - som så ofte før - i snak med en af de lokale, som stod og fiskede på broen. Hun fortalte, at hun og hendes mand tilbragte seks måneder hvert år her i Venice, hvor de boede i en trailer. Næsten hver dag kom hun ned på broen og fangede fisk til aftensmaden, og om aftenen kom hun og manden ofte ned til Sharkey's Tiki Bar, hvor de fik en drink, mens de betragtede solnedgangen. Vores nye veninde viste Karin, hvordan hun skulle holde på en fiskestang, og i løbet af fem minutter havde Karin en fisk på krogen.
Vi fik at vide, at stranden blev kaldt "sharks tooth capital of the world", "verdens hovedstad for hajtænder". For 100 millioner år siden var det meste af Floroda dækket af hav, hvori der svømmede 10-15 meter store hajer. I dag kan man være heldig at finde forstenede hajtænder i sandet. Efter en times tid var vi igen på vej sydpå mod Naples.
Sidst på eftermiddagen var vi i Naples, hvor vi fik udleveret nøgler og en kørselsanvisning på udlejningskontoret. Huset i Naples viste sig at være endnu mere fantastisk end det, vi havde boet i i Kissimee. Det lå i et indhegnet område og lige ned til en dejlig sø. Alle husene lignede millionærvillaer. Vi fik en stregkode klistret på bilen, så porten åbnede sig automatisk, når vi kørte ind og ud af området.
Huset indeholdt tre meget store soveværelser hvert med eget badeværelse, flot møbleret opholdsstue med TV, video mv, spiseafdeling, køkken med alle faciliteter mv. Ved siden af swimming poolen var en dejlig terrasse, hvor vi spiste morgenmad og nogle gange også frokost. Fem minutters kørsel fra huset lå et stort supermarked, hvor man kunne købe alt mellem himmel og jord - altså lige bortset fra øl, vin og spiritus, der skulle købes i en specialforretning ved siden af.
Swimming poolen var indhegnet med et fint trådhegn for at holde dyr ude og sikkert også for at sikre, at der ikke faldt grene og blade i vandet. Den første dag så vi dog en gekko (firben?), som havde forvildet sig inden for hegnet. Hver morgen kom et andepar vraltende på græsplænen mellem poolen og søen. Især den store han gjorde højlydt opmærksom på, at den forventede at blive fodret - og det skulle være nu. Hvis det ikke gik hurtigt nok, vrikkede den voldsomt med bagpartiet. Når de var blevet fodret af, fortsatte de videre til nabohuset. Sidst på eftermiddagen vendte de tilbage, og så gentog forestillingen sig.
Området omkring Naples var oprindelig befolket af Caloosa indianerne. Efter borgerkrigen (1861–1865) blev Florida mål for fattige nybyggere, som drømte om at kunne forsørge sig selv og deres familie ved at jage, fiske og dyrke jorden. Sidst i 1860'erne blev området med de vidtstrakte, snehvide strande "opdaget" af Joe Wiggins, og et par år senere kom Roger Gordon og siden mange flere. Nybyggerne kunne slå sig ned, hvor der var "free land", bygge et hus, dyrke jorden og efter tre år få rettighed over jorden. Gennem 1870'erne og 1880'erne berettede aviser og blade om det milde klima og de overvældende mængder af fisk og vildt, og området blev sammenlignet med den italienske halvø: "surpassing the bay in Naples, Italy", "overgår bugten ved Napoli". Fra den dag blev området kaldt Naples (Napoli). I 1887 købte Walter N. Haldeman i spidsen for en gruppe investorer hele det område, hvor i dag byen Naples ligger. og gik i gang med at udvikle området. Bl.a. byggede konsortiet en 200 meter lang T-formet bro ud i den meksikanske golf. I tidens løb har broen været ødelagt tre gange, men er hver gang blevet opbygget igen. I 1911 købte forretningsmanden Barron Collier mere end en million acre uberørt sumpland i Naples. Han regnede med, at Floridas vestkyst ville opleve det samme boom som østkysten var i gang med - når bare der kom veje til området. Collier investerede mere end 1 million dollars i bygning af Tamiami Trail, som åbnede i 1926. Tamiami Trail, som vi kørte på flere gange, forbinder statens (dengang) to største byer: Tampa og Miami. Naples blev snart et yndet vinteropholdssted for berømtheder som Thomas Edison, Harvey Firestone, Charles Lindbergh, Greta Garbo, Hedy Lamarr og Gary Cooper. Priserne steg i takt med befolkningstallet, og i dag bor der mere end 250.000 indbyggere, heraf mange pensionister, i Naples området. Der er mange dejlige strande, parker og - selvfølgelig golfbaner - ikke mindre end 35 golfbaner er der i området.
Vi kørte flere gange ind til Naples by, som bl.a. har en dejlig lystbådehavn, Naples City Dock, hvor vi spiste frokost en enkelt gang. Marinaen har plads til omkring 100 både, hvoraf mange tager turister ud at fiske eller bare studere de smukke omgivelser. Vi så et smukt sejlskib, som hed Danmark, men matrosen om bord kunne ikke gøre rede for, hvorledes hun havde fået sit smukke navn.
Inde på kajen mødte vi et lille selskab, som udforskede Naples på segways, de sjove tohjulede køretøjer, som vi også havde mødt i Miami. Lederen fortalte, at man kunne lære at køre på sådan en maskine på fem minutter. Han tilbød at komme tilbage og hente os, når det nuværende selskab havde afsluttet deres byrundtur, men vi sagde høfligt nej tak. Turen går rundt i Naples, hvor man samtidig stifter bekendtskab med byens historie.
Flere gange var vi også downtown i Naples, atmosfæren er uformel og afslappet. Byen, som er grundlagt i 1886, har et bevaret historisk kvarter kaldet ”Olde Naples”. Alt var rent og pænt og bar præg af, at størsteparten af byens borgere er velhavende pensionister. Især på 5th Avenue, 3rd Street South, Bayfront og Crayton Cove ligger mange eksklusive forretninger (boutiques) og kunstgallerier. Vi parkerede et par gange (gratis) i et parkeringshus tæt på hovedgaden. Vi nåede ikke at besøge "Tin City", som er et indkøbsmekka bestående af mere end 40 specialbutikker (alle med air-condition), heraf mange antikvitetsforretninger. Tin City, som oprindelig var et simpelt fiskerleje, har mange fashionable spisesteder, og der udgår mange sejlture for turister herfra.
Vi tog ind til Naples en aften, hvor vi spiste på McCabes Irish Pub (5th avenue), en hyggelig pub, som vi havde besøgt om eftermiddagen for at tanke op. Vi sad udenfor og nød folkelivet på den store plads lige ved siden af pubbe, Her ligger et teater, og der er en mindre scene; denne var dog ikke i brug, mens vi var der. Samtidig kunne vi følge med i den livlige underholdning indendørs i pubben, hvor der til guitarakkompagnement blev sunget irske folkesange, "Whiskey In the Jar", "Irish Rover", "Danny Boy" og mange flere. Dejlig oplevelse.
Naples største aktiv er dog dens vidtstrakte snehvide strandsande, som ikke findes bedre i Florida. På vejen derrned kørte vi en tur langs "Strandvejen". Her ligger et et overdådigt villakvarter, hvor det ene "slot" efter det andet ligger side om side, omgivet af palmer og andre tropiske vækster. Der var ikke meget liv at få øje på, så vi blev enige om, at det sikkert "bare" var sommerhuse for stenrige amerikanere, som kom her et par uger om sommeren (eller snarere vinteren). Godt at misundelse ikke ligger til os danskere. Vi tog en stikvej ned til Vanderbilt Beach, hvor vi snart fandt en parkeringsplads.
Da vi kom ned på stranden, var der sandstrand, så langt øjet rakte. Den brede strand er næsten 20 km lang og virkede ikke særlig befolket. Kysten, som også kaldes Paradise Coast, er opdelt i flere strande, bl.a. Delnor-Wiggins Pass, Barefoot Beach, Clam Pass Beach, Naples Pier Beach, Vanderbilt Beach, North Gulfshore Boulevard Beach og Lowdermilk Beach, så der er nok at vælge imellem.
I den vestlige ende af 12th Avenue South ligger den historiske Naples City Pier fra 1888. Broen er genopført efter hurricanes i 1910, 1926 og 1960 og er blevet et nationalt symbol for tilværelsen i Florida. Oprindelig blev den brugt til landing af gods og passagerer, i dag anvendes den især til fiskeri, og der er flere steder, hvor man kan købe eller leje fiskeudstyr. Der kræves ikke fiskekort for at fiske fra broen. Mange kommer også for at betragte dyrelivet: pelikaner, delfiner mv. Om aftenen er det populært at betragte den spektakulære solnedgang fra broen.
En af dagene tog vi en udflugt nordpå til Fort Myers, hvor vi ville se det museum, som er oprettet i Edison og Fords vinterhjem. Det var Erling, som var blevet opmærksom på denne attraktion under en søgning på nettet. Fort Myers blev bygget i 1850 som et militærfort under krigen mod Seminole indianerne. Det er opkaldt efter oberst Abraham C. Myers, som var stationeret i Florida i syv år. I 1858 blev fortet opgivet, og først igen taget i brug af nybyggere i 1866. Allerede i 1885 var Fort Myers den næststørste by på Florodas vestkyst efter Tampa. Fort Myers blev et populært vintersted, da The Royal Palm Hotel blev bygget i 1898, og udviklingen tog rigtig fart da man i 1924 byggede Tamiami Trail Bridge over Caloosahatchee River.
I 1885 kom Thomas Alva Edison til Fort Myers. Han var 38 år gammel, men havde helbredsproblemer og ville slappe af efter adskillige stressede arbejdsår. Han købte et lille hus og ca. 30 tønder land jord ned til Caloosahatchee River. Året efter sluttede hans hustru, Minnie (Mina), datter af opfinderen Lewis Miller, sig til ham, og de byggede et feriehus, hvor han kunne bo og arbejde om vinteren. Huset, som stod færdigt i 1887, fik navnet "Seminole Lodge" og tjente familien indtil Edisonss død i 1931. Edisons gode ven Henry Ford kom ofte besøg hos Edison-familien, og i 1916 købte han naboejendommen "The Mangoes". I 1947 overdrog Edisons hustru, Minnie Edison, ejendommen til Fort Myers som et minde om hendes ægtefælle, og i 1950 blev den åbnet for offentligheden . I 1988 købte byen Ford vinterejendom, som blev åbnet for offentligheden i 1990. De to ejendomme, som udgør et museum, "Thomas Edison & Henry Ford Winter Estates", drives af en non-profil organisation. I 2006 blev der brugt $10 millioner på at restaurere museet, som har omkring 225.000 gæster hvert år.
Udenfor museet står en statue af opfinderen Thomas Alva Edison. Erling skulle absolut fotograferes sammen med Edison. Det er Erling til højre.
Inden vi købte billetter, kiggede vi os omkring i den næsten 7 hektar store park. Edison var ikke kun opfinder, han var også meget interesseret i botanik, så omkring sit hjem anlagde han en park med botaniske vækster fra hele verden. Det mest imponerende er det store indiske banyantræ, som har flere hundrede luftrødder, der vokser fra grenene ned til jorden og danner en søjlehal på mere end 1200 m2. Banyantræet var en gave til Edison fra Harvey Firestone - ham med bildækkene. I virkeligheden er der tale om en hel masse træer, hvis luftrødder vokser ind i hinanden. I Sydasien plantes træet ofte i nærheden af huse eller templer i landsbyen og fungerer som mødested for lokalsamfundet. Alexander den Store siges at have slået lejr under et banyantræ, der var stort nok til at give skygge til hans hær på 7.000 mand. Edisons botaniske have indeholder mere end 1000 forskellige planter fra hele verden, bl.a. African Sausage Trees. Edisons mål var at lave en eksperimentel have til udvikling af industrielle produkter. Siden gav fru Edison haven et noget smukkere udseende ved at plante roser, orkideer og andre blomster.
Efter besøget i parken købte vi billetter og gik ind i den store udstilling med nogle af Edisons mange opfindelser. Thomas Alva Edison (1847-1931) er måske historiens største opfinder, det blev mere end 1000 patenter. Hans første patentansøgning fra 1868 er en elektrisk stemmetællermaskine (sådan en kunne man godt bruge i Florida), men den vakte ingen interesse, men Edison besluttede, at han ville gøre karriere som opfinder. Han begyndte for alvor at tjene penge, da han konstruerede en børstelegraf, og i 1874 oprettede han et udviklingslaboratorium med tilhørende fabrik i Newark, New Jersey; snart havde fabrikken en arbejdsstyrke på 300 mand. I 1876 flyttede han hovedkvarteret til Menlo Park. Her konstruerede han et apparat, der kunne optage lyd (fonografen, 1877), og han arbejdede med film ("levende billeder"). Han fremstillede en glødelampe (pære), som ikke brændte ud efter få timer. I det hele taget var Edison glødende (undskyld) interesseret i elektricitet, og han var manden bag det første offentlige elektricitetsværk på Manhattan i New York (1882). I 1887 flyttede han til nye og meget større lokaliteter i West Orange. Det verdensomspændende General Electric har rødder tilbage til Edison.
Vi ventede ganske kort, inden vi fik en guided tour i udstillingen: "The Inventions of Edison” – "Edisons opfindelser". Denne permanente udstilling viser eksempler på Edisons talrige opfindelser såsom telegrafen, telefonen, cement, gummi, lydoptageren, røntgenmaskinen, toasteren, strygejernet osv. Vi så også mange af de talrige forsøg, som Edison måtte igennem for at finde en varig løsning på materiale til glødetråden i hans glødelampe (pære).
Det enorme materiale var fordelt på syv gallerier (tror jeg). I "Edison and the Movies" blev vist filmfremvisningsapparater, kameraer, jukeboxes mv., og der blwev vist uddrag af de film, som Edison har været involveret i. "Family, Friends and Fun" viste talrige privatbilleder fra ejendommen og Fort Myers sammen med familie og venner - ikke mindst nabofamilien Ford. "Edison and His Phonograph", en samling på mere end 100 fonografer og optagelser samt en stort antal plakater, som viser udviklingen over tiden. I Ford Gallery er udstillet den 1916 Model T Touring Car, som Ford forærede sin bedste ven Edison samt en 1937 Ford Coupe med en manende opfordring "Buy your wife a Ford" - "Køb en Ford til din kone".
Hans mange opfindelser gav Edison navnet "The Wizard of Menlo Park", og som dreng slugte jeg bogen "Troldmanden Fra Menlo Park; Thomas Alva Edison Og Hans Livsgerning". Inden vi tog til Florida, var jeg en tur på biblioteket, og jeg genlæste bogen med stor fornøjelse. Ikke mindst afsnittet med Thomas Thrige (1866-1938), en ung smed og maskinist, som i 1888 tog han til USA for at lære mere. Han fik arbejde hos Edison og tilegnede sig stor viden på hans laboratorium, ligesom han på fabrikken fik indblik i moderne masseproduktion. Han afslog et tilbud om at lede en ny fabrik, som Edison ville opføre, og vendte tilbage til Danmark i 1893, hvor han startede et dansk industrieventyr. Thriges virksomhed var i mere end 100 år med til at nyttiggøre elektriciteten ved at levere generatorer mv. til danske virksomheder. I 1990'erne fik Thrige-Titan sværere ved at klare sig i den internationale konkurrence, og i 2000 ophørte produktionen i Odense.
Jeg spurgte guiden, en ældre herre og en af de mange drivillige, som arbejder på museet, om han havde kendskab til den unge danske Thomas B. Thrige, hvilket han desværre ikke havde. Der har selvfølgelig også været flere tusinde dygtige medarbejdere omkring Edison i tidens løb, men det passede guiden godt, at jeg kunne fortælle, at Thrige blev en af de største industrimænd i Danmark i det tyvende århundrede.
Under første verdenskrig steg prisen på gummi drastisk, og Edison indledte et samarbejde med Harvey Firestone og sin gode ven Henry Ford for at finde en hurtigtvoksende afgrøde, som indeholdt tilstrækkeligt latex til fremstilling af gummi. I 1927 dannede de "Edison Botanic Research Corporation" for at finde en løsning på gummikrisen. På sit laboratorium i Fort Myers udførte Edison eksperimenter med forskellige eksotiske planter, hvorefter gummiprøverne blev sendt til Edisons fabrik i West Orange, New Jersey. Desværre lykkedes det ikke at finde nogen økonomisk gangbar løsning, og i 1934 blev laboratoriet lukket.
Vi fik et kig ind i laboratoriet, hvor alt står, som da Edison forlod det. I hjørnet kunne vi se en lille bænk, hvor han somme tider tog sig en lur. Edison arbejdede mange timer hver dag i laboratoriet uden øje for tiden og spiste kun, når han var sulten. Han skal have sagt: "I owe my success to the fact that I never had a clock in my workroom" - "Jeg skylder min succes, at jeg aldrig har haft et ur på mit værksted".
Herefter fortsatte vi til Thomas Edisons ejendom, Seminole Lodge, som er designet af ham selv. Husets sektioner blev lavet i Fairfield, Main og sejlet til Fort Myers på fire skonnerter og opført i 1886.
Huset har en pragtfuld beliggenhed tæt ved floden, og udsigten fra den store terrasse på tre sider af huset er betagende. Fra værelserne på første etage er der store franske døre, hvilket sikkert er blevet påskønnet af beboerne på de varme dage.
Alle de store værelser står med de oprindelige møbler. De elektriske messinglysekroner er designet af Edison og håndlavet på hans værksted.
Herefter gik vi over til Henry Fords ejendom, "The Mangoes". Fra ejendommens terrasse er der en fantastisk udsigt over floden Caloosahatchee River.
I en nærved liggende garage er udstillet nogle af Henry Fords biler.
I den ene ende af verandaen sad en gruppe damer og quiltede. De fremviste stolt deres arbejde og fortalte, at de mødtes én fredag i hver måned, og det var så den dag, hvor vi havde valgt at besøge dem. Bente, som selv har stor erfaring med at quilte, kunne fortælle, at damerne var meget dygtige.
På vejen ud af museumsområdet passerede vi familien Edisons swimming pool. Den blev bygget i 1910, og var den første moderne pool i Florida. Har jeg glemt at fortælle, at Edison også beskæftigede sig med cementindustrien, hvor han var indehaver af 40 patenter i virksomheden Portland Cement.
Nedenfor er en lille YouTube video fra museet.
I dag skal vi på vores sidste udflugt fra Naples, inden vi i morgen tager til Key West. Turen går til en af USA's største nationalparker Everglades. Her skal vi opleve de store sump- og mangroveområder, der engang dækkede hele det sydlige Florida. Parken er især kendt for sine mange alligatorer, men her lever også oddere, vaskebjørne, skildpadder og mere sjældne dyrearter som søkoen (manatee) og Florida-panteren. Der er også et meget rigt fugleliv med pelikaner, ibiser, skovstorke, skestorke, hejrer, fiskeørne, høge, glenter, ugler og mange flere, i alt mere end 300 fuglearter. I Everglades findes ca. 4.550 plantearter, som ikke findes andre steder på kloden. Vi skal ud og sejle i en propeldreven airboat, som svæver hen over vandoverfladen. Men lad mig først fortælle lidt om det spændende område, mens vi køres østpå ad Tamiami Trail (US Route 41).
Everglades et et subtropisk vådområde, som begynder nær ved Orlando med Kissimmee River, som løber ud i den store sø Lake Okeechobee (1900 km2). Vandet fortsætter fra søen i en 100 km bred strøm sydpå over omkring 160 km, inden det løber ud i Florida Bay. Vandet glider langsomt afsted på et fladt leje af mosdækket kalksten, dybden overstiger sjældent 1 meter. Everglades oplever hyppige oversvømmelser i den våde sæson og tørke i den tørre sæson.
Den sydlige del af Florida har været beboet i omkring 15.000 år. Her levede to indianerstammer, Calusa og Tequesta, som sidst i 1500-tallet kom i forbindelse med spanierne. Begge stammer uddøde i løbet af de næste to århundreder. I stedet rykkede Seminole indianerne ind. Efter afslutningen af de såkaldte Seminole-krige (1817-1858) blev Seminole-indianerne tvunget til at leve i Everglades. I 1913 anslog man antallet af Seminole-indianere i Everglades til 325. Anlæggelsen af Tamiami Trail, som begyndte i 1928, ændrede indianernes tilværelse, og de begyndte at arbejde på de lokale farme. I dag er de mest beskæftiget i turistindustrien, hvor de sælger souvenirs til turisterne eller bryder med alligatorer. I dag er der seks Seminole reservater i Florida, og de får størsteparten af deres indtægter fra casinoer.
I 1882 gik man i gang med at dræne Everglades og gravede masser af kanaler i området, mere end 2300 km blev det til. Byerne i den sydlige del af Florida tiltog i størrelse og lagde beslag på stadig større vandmængder. I 1962 gik man i gang med at rette Kissimmee River ud og grave en parallel kanal for at indvinde mere landsbrugsland. Virkningerne viste sig snart: mindre landdyr, vadefugle og fisk forsvandt, og inden kanalen var færdig, krævede miljøforkæmpere, jægere og fiskere, at floden skulle retableres. Da der opstod planer om en lufthavn i den nordlige del af Everglades, voksede frygten for, at Sydfloridas økosystem ville blive ødelagt. UNESCO udpegede Everglades som et af de tre vigtigste vådområdet i verden, og i 1980 gik man i gang med at retablere Everglades. Ideen om at udnævne Everglades til nationalpark opstod allerede i 1928, men vi skulle frem til 1947, inden præsident Harry Truman Everglades National Park for en realitet. Everglades National Park er den tredje største naturpark (1.5 million acres) i USA (udenfor Alaska).
Vi kørte til Everglades City, hvor der ved indkørslen til byen var et stort informationscenter, Gulf Coast Visitor Center, hvor vi fik forskellige brochurer samt studerede de opsatte reklameskilte. Vi valgte at tage med Captain Doug, som udover sejlture fristede med en alligatorfarm. Da vi købte billetter, spurgte jeg efter alligatorfarmen, og damen i billetlugen fortalte frimodigt, at den var nedlagt for seks år siden, og at det var en gammel reklame, vi havde set. Vi besluttede alligevel at tage med på sejlturen, som gik en halv time senere.
Mens vi ventede på, at vores kaptajn skulle komme ind med det foregående selskab, så vi en lille sejlbåd på otte fod, dvs. knap 2½ meter. Den var indtil 1965 den mindste sejlbåd, som havde krydset atlanten. Turen havde taget 31 dage. Rart at vide, hvis flyvelederne skulle finde på at strejke, når vi skulle hjem, eller mere sandsynligt, hvis askeskyen over Europa ville genere os.
Da kaptajnen kom ind med de foregående gæster, havde en pelikan slået sig ned på båden. Den sad på en stolpe og ventede tydeligvis på, at båden skulledukke op, og den ville blive fodret. Inden vi tog afsted, fik vi udleveret høreværn. Båden kunne skyde en fart af 60-80 km i timen, så vi fik besked på at holde arme og ben indenbords.
Når vi kom frem til et sted, hvor der plejede at være alligatorer, smed kaptajnen foder i vandet (hvilket vistnok er ulovligt). Men det virkede, og snart dukkede en alligator op. Vi så både en han og flere hunner, hannen havde tydelige mærker efter mange kampe med andre hanner.
Vi lå stille et par gange og betragtede dyrelivet. Disse øjeblikke udnyttede kaptajnen til at fortælle om "den amerikanske alligator". Den amerikanske alligator (ofte omtalt som a gator) har en stor krop med tykke lemmer, et bredt hoved og en særdeles kraftig hale. Alligatorens overside er grøn, brun eller næsten sort mens undersiden er hvidlig. En voksen han er typisk 3.4 - 4.4 meter, mens hunnen typisk er 2.5 - 3.0 meter; heraf udgør halen ca. halvdelen. Halen bruges primært til at skabe fremdrift, men den er også et frygtindgydende våben, hvis alligatoren føler sig truet. Den har fem kløer på forpoterne og fire på bagpoterne. Laboratorieundersøgelser har vist, at alligatoren har det kraftigste bid, som er målt på et dyr. Det anslås, at der er omkring 1 - 1.5 million alligatorer i Florida. De spiser fisk, fugle, skildpadder, slanger, mus, rotter, vildsvin og rådyr.
Hunnen bygger en rede af grene, blade og mudder i nærheden af bredden. Her lægger hun 20-50 æg, som hun dækker med vegetation, således at forrådnelsesprocessen får temperaturen til at stige. Temperaturen afgør hvilket køn, alligatoren får. Æg som udruges ved 32-34 grader, bliver til hanner, mens æg ved 23-30 grader bliver hunner. I den 65 dage lange udrugningsperiode beskytter hunnen æggene i reden. De små unger tilbringer de første fem måneder af deres tilværelse sammen med moderen. Alligatorer kan dræbe mennesker, men det er ikke en hverdagsbegivenhed, i meget sjældne tilfælde kan de finde på at gå til angreb, hvis de føler sig truet. Siden 1948 har der været 275 angreb af alligatorer på mennesker, hvoraf 17 resulterede i dødsfald. Alligatorbid er farlige, ikke mindst på grund af risikoen for infektioner, og et bid vil ofte resultere i amputation.
Da turen nærmede sig sin afslutning, fik vi følge af en pelikan, som slog sig ned på båden.
Jeg har lagt ovennævnte video fra vores sejltur ud på YouTube. Du kan se videoen her fra hjemmesiden ved at klikke på "afspil"-knappen. Spænd sikkerhedsbæltet først. Jeg har også fundet en spændende video fra Everglades Alligator Farm, du kan se den ved at klikke på billedet til højre.
Efter sejlturen snakkede vi lidt med en lokal politibetjent, som kom forbi. Han havde været soldat i 20 år, heraf 10 år i Vesttyskland. Han fortalte om de store narkoproblemer, som opstod, da Fidel Castro i 1980 sendte omkring 125.000 "besværlige personer" til Florida, deriblandt mange narkomaner, sindssyge og kriminelle. De problemer kæmper man stadig med i staten; dog er problemet aftaget lidt i Florida, da mange af de cubanske indvandrere er flyttet til andre stater.
Vi kørte tilbage til Naples efter en dejlig dag i Everglades; selv om vi ikke fik besøgt en alligatorfarm i denne omgang. Jeg håber, at også vores efterkommere kan nyde det pragtfulde naturområde. Everglades er som nævnt totalt afhængig af tilførsel af store vandmængder fra den store Okeechobee sø. Imidlertid har intens landbrugsdrift, øget industri og behovet for drikkevand til de store byer på Atlanterhavskysten nedsat vandgennemstrømningen betydeligt. Det anslås, at ca. 6 milliarder liter vand om dagen bruges af byområderne. Farmene og plantagerne nord for Everglades bruger enorme mængder af kunstgødning, og store koncentrationer af disse "miljøgifte" ender i Everglades. Hvis denne udvikling ikke vendes, vil de frugtbare og dyrerige sumpområder ende som en gold ørken. I 2000 iværksatte den amerikanske kongres en gigantisk redningsplan på otte illiarder dollars, men den er blevet stærkt forsinket pga. slagsmål mellem delstaten Florida og forbundsstaten.
Sidste stop på vores rundtur i Florida inden hjemrejsen var Key West, som er det sydligste punkt på USA's fastland. Florida Keys er en række øer, i alt 882 øer, hvoraf 65 er beboede, som strækker sig mod syd langt ud i Den Meksikanske Golf over mod Cuba; den sydligste af øerne (the keys) er Key West. (betegnelsen "Key" kommer af det spanske ord "Cayo", som betyder "lille ø"). Vi tog U.S. Highway 41 - også kaldet Tamiami Trail - til Miami, hvor vi slog ind på Overseas Highway, som er den eneste eksisterende vej til Key West.
I mange år var øerne kun tilgængelige med skib, men det ændrede sig, da Henry Flagler, som også grundlagde Standard Oil (Esso) sammen med John D. Rockefeller, forlængede Florida East Coast Railroad fra Miami til Key West, en strækning på 206 km. Flagler indså, at åbningen af Panamakanalen (hvilket skete i 1914) ville give muligheder for øget handel med Cuba og Latinamerika, og den udmærkede havn i Key West lå perfekt i forhold hertil. Jernbanen til Key West stod klar i 1912.
I 1935 blev den sydlige del af Florida ramt af den voldsommeste orkan (hurricane), som nogensinde havde været målt. Orkanen, som havde vindhastigheder omkring 320 km/timen, medførte vandstigninger på mere end 5 meter. Flere hundrede vetaraner fra første verdenskrig var i færd med at bygge nogle nye broer mellem the keys som led i et hjælpeprogram. De boede i nogle spinkle hytter i tre lejre. Forsøg på at undsætte dem fejlede, og mere end 200 veteraner omkom. I alt døde mere end 400 personer, og størsteparten af jernbanen og mange af broerne blev ødelagt. Jernbanen blev derefter opgivet og solgt til staten, som anlagde en vej parallelt med jernbanelinien, på nogle strækninger dog ovenpå jernbanedæmningerne. Allerede før orkanen var man i gang med at etablere vejforbindelser sydpå fra Miami. Da vejen var færdig i 1938, kunne en bilist køre de 250 km fra Miami til Key West på 3-4 timer hen over 42 broer, som forbinder de mange øer. Mange steder på vejen så vi personer, som fiskede fra resterne af Flaglers gamle broer.
Køreturen var ubeskrivelig smuk - lige så smuk, som jeg huskede fra Birgits og mit tidligere besøg i 1989 - med smaragdgrønne laguner og det dybblå hav, indrammet af flotte koralrev. På Key Largo, den første af "Florida Keys", knap 1 times kørsel fra Miami, så vi adskillige havørnereder på toppen af elmaster. Her ligger masser af hyggelige marinaer, men den største attraktion er nok "John Pennekamp Coral Reef State Park", hvor man kan dykke og snorkle. På en tankstation mødte vi en dansk familie, som boede på Key Largo, og ikke mindst ungerne havde været begejstrede over at svømme med delfiner og nyde synet af mange farvestrålende fisk. Hvis du er lige så gammel som jeg (årgang 1943), husker du måske John Hustons film Key Largo (1948) med Humphrey Bogart, hans dejlige hustru Lauren Bacall og prototypen på en gangster Edward G. Robinson. Den mest imponerende af de mange broer er Seven Mile Bridge, som forbinder øen Knight’s Key med byen Marathon og øen Little Duck Key. Da broen blev bygget, var den en af verdens længste.
Vi holdt ind ved et cafeteria i byen Marathon og spiste frokost. Havde vi haft mere tid, ville vi have besøgt "The Turtle Hospital", et dyrehospital, som tager sig af syge skildpadder og om muligt sender dem tilbage til deres naturlige omgivelser, når de er klar til det. Siden 1986 er det lykkedes hospitalet at behandle og "udskrive" mere end 1000 skildpadder.
Vi skulle have to overnatninger på Doubletree Hotel, som ligger på Roosevelt Boulevard, først for på Key West. Hver time kørte hotellets bus til centrum, og man kunne stå af ved "Solnedgangskajen" eller ved "Sommerfuglemuseet".
Kl. 18 tog vi bussen ind til byen, hvor vi i selskab med flere tusinde andre turister ville nyde synet af solen, som går ned i Den Meksikanske Bugt (det nøjagtige tidspunkt for solnedgang var slået op i elevatoren). Som trukket af en magnet strømmer både turister og fastboende til Mallory Square. Denne tradition går i hvert fald 70 år tilbage. Forfatteren Tennessee Williams siges at være ophavsmand til den skik, at man hilser solens nedgang i havet med en drink i hånden; Tennessee Williams (som skrev "A Streetcar Named Desire" - "Omstigning til paradis" i 1947 i Key West) foretrak en gin og tonic. Sidst i 1960'erne flokkedes hippier i Key West og erobrede scenen på Mally Square, høje af LSD og andre bevidsthedsødelæggende stoffer. En håndfuld sejlivede efterkommere af disse blomsterbørn ses stadig i byen. Da Birgit og jeg var hernede i 1989, fyldte de stadig en hel del i gadebilledet.
Efter lidt masen og puffen lykkedes det os at erobre et bord ved havnefronten og få serveret drinks. Her kunne vi betragte folkelivet, mens solen gik sin gang. Stemningen er høj, og turister fra hele verden gør det hver aften til en multikulturel begivenhed. Det myldrer med musikanter, gøglere, gadehandlende, popcornsælgere, jonglører, linedansere, ildspisere, spåkoner osv. Der er formentlig også et større antal lommetyve i sving - de har som bekendt den hårde lod at skulle arbejde, når vi andre holder fri. Erling har et par gange været udsat for lommetyve, men som gammel bankmand har han sikkert fokuseret mere på at passe på andres penge end sine egne, men altså Erling slap denne gang.
På trods af stor trængsel på kajen lykkedes det mig at tage ovenfor viste fotos. Vi blev dog enige om, at vi den følgende aften ville tage på en cruise og nyde solnedgangen fra havet. Vi spiste til aften (seafood) i Key West, inden vi tog tilbage til hotellet.
Aftenen i forvejen var vi blevet opmærksom på en smuk bygning ikke langt fra havnen, og efter morgenmaden tog vi igen hotellets bus ind til Mallory Square. Den smukke historiske bygning viste sig at huse et museum, Key West Museum of Art & History. Den blev bygget i 1891 og har tjent som toldbygning, postkontor, retsbygning og regeringsbygning i tidens løb. Da bygningen blev opført, havde indbyggerne i Key West den højeste indtægt i hele USA: indtægterne stammede fra skibsvrag - rygter vil vide, at indbyggerne narrede handelsskibe på grund ved at tænde falske bål på stranden. Inden vi gik ind, beundrede vi de smukke og livagtige statuer udenfor.
Det dansende par til højre for hovedtrappen har titlen "Bigger than life". Til venstre for trappen en flot statue af Ernest Hemingway med fiskeudstyr. Ved siden af ham en statue af en fotograf (turist), som tager et billede af Hemingway. Hemingway, som boede i Key West i en halv snes år og skrev nogle af sine største værker her, fylder i det hele taget meget i Key West, mere herom senere.
Bagsiden af museet domineres af en forrygende skulpturgruppe bestående af fem nøgne kvinder og en liggende ungersvend. Bente, Karin, Erling og Birgit kigger på. Fotoet til højre, som er taget i lidt større afstand, viser en maler i gang med at forevige situationen. Kunstneren er John Seward Johnson, men forlægget er Henri Matisses maleri La Danse fra 1910 (på Museum of Modern Art in New York). Prøv at føre musen hen over billedet.
Indenfor på museet var der også flere seværdige statuer, fx af ikoniske Marilyn Monroe med sus i skørterne fra den pragtfulde film "The Seven Year Itch" - "Den søde kløe" med Jack Ewell.
Der var også en statue af det berømte foto, hvor en amerikansk marinesoldat spontant kysser en sygeplejerske på Times Square i London. Billedet blev taget den 14. august 1945 umiddelbart efter, at Japan har overgivet sig, og anden verdenskrig dermed er afsluttet. En uges tid efter, at vi var kommet tilbage til Danmark, læste jeg, at sygeplejersken, Edith Shain, netop var død, 91 år gammel.
I det hele taget var der meget at se i det lidt utraditionelle museum, som i sine 10 gallerier udstiller en blanding af kunst og historie.
Min private favorit var den lokale kunstner Mario Sanchez (1908-2005), hvis farverige billeder/relieffer på udskåret træ lyste op overalt. Hans motiver, som er charmerende og meget detaljerige, er taget fra det gamle Key West. Den selvlærte Mario Sanchez, som var søn af en cigarmager, begyndte med at sælge skitser af lokale personligheder, udført på brune papirposer. Disse skitser blev solgt på barbersaloner og andre steder, hvor folk mødtes.
Forfatteren, journalisten og nobelprismodtageren Ernest (Miller) Hemingway (21. juli 1899 – 2. juli 1961) boede i Key West fra 1928 - 1939, og utallige vidnesbyrd i Key West vidner om byens stolthed over denne prominente indbygger. Inden vi går ind i det minderum, som er indrettet for Hemingway, vil jeg fortælle lidt om forfatterens liv og levned.
Hemingway blev født i og voksede op i Illinois. Efter skolen arbejdede han nogle måneder som journalist, hvorefter han 18 år gammel meldte sig til første verdenskrig og tog til den italienske front, hvor han blev ambulancekører for Røde Kors. Han blev hårdt såret og tilbragte resten af krigen i Milano med genoptræning og en ulykkelig forelskelse. Det sidste inspirerede ham til antikrigs- og kærlighedsromanen "A Farewell to Arms" - "Farvel til våbnene", som blev udgivet i 1929. Tom Kristensen anmeldt den som efterkrigstidens fineste kærlighedsroman. I 1922 giftede han sig med Hadley Richardson, den første af fire hustruer, og parret slog sig ned i Paris, hvor han arbejdede som udenrigskorrespondent for Toronto Star 1921-1926. Hans første roman, "The Sun Also Rises" - "Og solen går sin gang", er skrevet i 1924. Efter skilsmisse fra Hadley Richardson i 1927 giftede Hemingway sig med Pauline Pfeiffer. Pauline, som var gravid, ønskede at flytte tilbage til USA, og i 1928 valgte parret at slå sig ned i Key West.
Om foråret rejse parret til Kansas City hvor deres søn Patrick Hemingway blev født. Siden rejste de til Massachusetts og New York. På vej om bord på et tog til Florida modtog Hemingway et telegram, som fortalte, at hans far havde begået selvmord. Hemingway var knust; han havde netop sendt sin far et telegram om ikke at bekymre sig over sine økonomiske problemer, men telegrammet blev først afleveret et par minutter efter selvmordet. Hemingway skal have udtalt: "I'll probably go the same way."
Efter sin tilbagekomst til Key West i december 1928 arbejdede Hemingway intenst på at færdiggøre "A Farewell to Arms", som udkom senere på året og slog Hemingways navn som forfatter fast. Under et ophold i Spanien i sommeren 1929 gjorde Hemingway studier til sit næste værk "Death in the Afternoon", hvori han ville give en detaljeret beskrivelse af tyrefægterkunsten, dens udøvere og den verden, som omgav den. I begyndelsen af 1930'erne tilbragte Hemingway vintrene i Key West og somrene i Wyoming, hvor han gik på jagt. Paulines onkel købte parret et hus i Key West, og anden etage i et vognhus blev indrettet som skriverum for Hemingway. Når han var i Key West, tog han på fisketure med vennerne Waldo Peirce, John Dos Passos og Max Perkins. Han var også en hyppig gæst på den lokale bar, Sloppy Joe's. Ind imellem foretog han rejser til Europa og Cuba. I 1933 tog Hemingway og Pauline på en 10-ugers safari til Østafrika, hvor han samlede stof til "The Snows of Kilimanjaro" - "Sneen på Kilimanjaro", som udkom i 1935.
I 1937 tog Hemingway til Spanien for at dække borgerkrigen for the North American Newspaper Alliance (NANA). Her mødte han journalisten Martha Gellhorn, som han havde truffet i Key West i julen 1936. Hemingway var i Madrid, da byen blev bombet senere i 1937. Han vendte tilbage til Key West et par måneder, men tog tilbage til Spanien to gange i 1938. Han overværede slaget ved Ebro, som var det blodigste og mest langvarige i krigen, og sammen med engelske og amerikanske journalister var de nogle af de sidste til at forlade kamphandlingerne.
Foråret 1939 sejlede Hemingway til Cuba og indlogerede sig på et hotel i Havana. Dette var indledningen på skilsmissen fra Pauline, og Martha sluttede sig snart til Hemingway, og de lejede en lille farm, "finca" udenfor Havana. Efter at Hemingway var blevet skilt fra Pauline, giftede han sig med Martha, og de slog sig ned i Idaho og tilbragte vintrene på Cuba. Han skrev "For Whom the Bell Tolls" - "Hvem ringer klokkerne for" i 1939, og den indbragte ham Pulitzer Prisen. Bogen blev filmatiseret i 1943 med Ingrid Bergman og Gary Cooper i hovedrollerne.
Under anden verdenskrig var Hemingway i Europa fra juni til december 1944. Han var med ved D-Dag, og efterfølgende anførte han en gruppe lokale modstandsfolk udenfor Paris, hvilket medførte nogle kontroverser, da han jo var civil korrespondent og ikke officer. Den 25. august var han til stede ved befrielsen af Paris. Der opstod siden myter om, at Hemingway skulle have været den første til at trænge ind i Paris, og at han næsten ene mand havde befriet Hotel Ritz. Hemingway måtte nødtvungent forlade kamppladsen, da han blev hårdt ramt af lungebetændelse, og mens han lå på hospitalet, var kampen forbi. I 1947 fik Hemingway tildelt en "Bronze Star" for udvist mod under anden verdenskrig.
Da Hemingway kom til London, mødte han Mary Welsh, som var korrespondent ved Time Magazine. Ægteskabet med Martha knagede, og allerede ved sit tredje møde med Mary bad han hende om at gifte sig med ham, hvilket skete i 1946. I 1948 tog Hemingway og Mary til Europa. I Italien genså han stedet, hvor han var blevet såret under første verdenskrig, og kort tid herefter begyndte han på "Across the River and Into the Trees" - "Over floden - ind i skovene", men den fik ikke nogen særlig venlig modtagelse, da den udkom i 1950. Året efter skrev han "Old Man and the Sea" - "Den gamle mand og havet" på bare seks uger. Den indbragte ham Pulitzer Prisen i 1952.
En måned senere tog han på sin anden rejse til Afrika. Hemingway chartrede et fly og ville give Mary en tur til Murchison Falls som julegave. Flyet fløj imidlertid ind i en pæl og Hemingway fik en skade i hovedet, mens Mary brækkede to ribben. Da de næste dag ville flyve til Entebbe efter medicin, eksploderede flyet under starten, og Hemingway fik flere forbrændinger. Da de kom til Entebbe, måtte Hemingway restituere et par uger; tiden brugte han til at læse de nekrologer, som hans kolleger havde produceret, da de anså ham for død. Flere måneder efter, da de var kommet til Venedig, blev det klart, at Hemingway havde fået flere skader end først antaget: to ødelagte ryghvirvler, en delvist ødelagt nyre og lever, en skulder, som var gået af led samt kraniebrud. Efter disse ulykker blev Hemingway stadig vanskeligere at omgås, og hans alkoholforbrug tiltog kraftigt.
I oktober 1954 modtog Hemingway nobelprisen i litteratur. Beskedent fortalte han til verdenspressen, at prisen burde være givet til Carl Sandburg, Karen Blixen eller Bernard Berenson, men at pengene var meget velkomne. På grund af smerter måtte han afstå fra at tage til Stockholm. I stedet sendte han en tale, hvori han beskrev forfatterens liv og vilkår.
Vinteren 1955-1956 var Hemingway sengeliggende. Han fik besked på at holde op med at drikke af hensyn til sin lever, men han fulgte ikke rådet. I oktober 1956 tog han til Europa igen. På turen blev han indlagt og behandlet for forhøjet blodtryk, leverskade og åreforkalkning. På Hotel Ritz i Paris genfandt han nogle kufferter med notesbøger, som han havde måttet efterlade, da han tog til Key West i 1928. Tilbage på Cuba gik han i gang med at bearbejde de genfundne noter til et erindringsværk, "A Moveable Feast" - "Der er ingen ende på Paris", (som udkom i 1964 efter hans død). Samtidig arbejdede han på "Islands in the Stream" - "Øen og havet". Hemingway var efterhånden blevet så kendt, at hans lille ejendom blev oversvømmet af gæster og turister, hvorfor han og hustruen i 1959 flyttede til Idaho. I 1960 blev Finca Vigia eksproprieret af den cubanske regering tillige med hans bogsamling på 4-6000 bøger.
Hemingways fysiske og mentale tilstand forværredes kraftigt. Han udviklede i perioder en voldsom paranoia, og var indlagti flere omgange. Tidligt om morgenen den 2. juli 1961 skød Hemingway sig selv med sit yndlingsgevær. Pressen blev fortalt, at Hemingway var død ved et ulykkestilfælde, og først fem år senere indrømmede Mary, at hendes ægtefælle havde begået selvmord.
Overalt på museet var der ophængt billeder af Hemingway - og for en gangs skyld et museum, hvor det var tilladt at fotografere. De fleste fotos viste mandfolket Hemingway, som vi kender ham: som storvildtsjæger og som fisker. De fleste fotos var selvfølgelig fra fisketure ved Key West.
Der var også udstillet en del personlige effekter, som havde tilhørt Hemingway, fx hans blodplettede uniform fra første verdenskrig. Vi så også en fiskestang, som havde tilhørt den legendariske Joe Russell - "Sloppy Joe" - mere om ham om lidt.
Ovenfor et par videoer om Hemingway, som jeg har fundet på YouTube. Videoen til venstre er en udmærket engelsk biografi om Hemingway. Videoen til højre er dedikeret til romanen "Den gamle mand og havet". Som stor dreng (1958-1959) så jeg den store amerikanske skuespiller Spencer Tracy i rollen som den gamle fisker, Santiago, som i mange dage ikke har fanget en fisk. Han holder modet oppe og fortsætter sin søgen, og det lykkes ham at få en kæmpestor fisk (marlin) på krogen. Han kæmper i flere døgn med fisken, og den gamle mand vinder kampen. På vejen hjem støder han på hajer, og på trods af, at han modigt forsvarer sin fangst, æder hajerne fisken stykke for stykke. Spencer Tracy fik en efter min mening velfortjent oscarnominering som "Bedste mandlige hovedrolle".
Efter at vi var kommet hjem fra Florida, lyttede Birgit og jeg til lydbogen af "På udkig efter Hemingway" af Leif Davidsen (2008 Lindhardt og Ringhof). Den midladrende gymnasielektor i spansk og historie, John C. Petersen fra Ringkøbing har for nylig mistet sin kone, og det hele er gået i hårdknude for ham. I Key West falder han tilfældigvis (?) i snak med en gammel exilcubaner, der beder ham rejse til Cuba og overbringe et brev til hans "fortabte" datter, som han gerne vil slutte fred med inden sin død. Ganske vist udspilles størsteparten af historien på Cuba og ikke i Key West, men det er en charmerende og letfortalt spionhistorie, som giver et indblik i Hemingways liv og færden. Kan anbefales.
På vejen ned til Hemingways hus lagde vi vejen forbi Sloppy Joe, som var Hemingway's yndlingsværtshus. Sloppy Joe's fødenavn var Joe Russell, og under forbudstiden solgte han hjemmebrændt spiritus fra sin smugkro til de lokale, heriblandt Ernest Hemingway og hans venner, som nærmest betragtede forbuddet som en spøg fra forbundsregeringen. Da forbuddet blev ophævet den 5. december 1933, åbnede han værtshuset "the Blind Pig", lokalerne lejede han for tre dollars om ugen. Efter nogen tid blev der tilføjet et dansegulv, og værtshuset blev omdøbt til "Silver Slipper". På trods af det fine navn var det stadig et værtshus med masser af snak og kortspil samt whisky til 15 cent og gin til 10 cent. Da der altid var vådt på gulvet af ølsjatter og smeltet is, foreslog Hemingway ejeren, at han lod stedet skifte navn til Sloppy Joe's Bar.
Værtshuset flyttede til sin nuværende placering i 1937. Årsagen var, at huslejen blev sat op fra 3 til 4 dollars om ugen. Heldigvis var restauranten Victoria, som lå overfor på hjørnet af Duval and Greene street, ledig, og Joe Russell købte den for $2500. Baren lukkede ikke på noget tidspunkt, idet gæsterne blot tog deres glas med hen på den nye adresse. Sloppy Joe havde nu byens længste bar, og over den hang en 119-pound fisk, som Hemingway havde fanget.
Joe Russell havde - foruden baren - en sejlbåd, hvori han sejlede gæster ud på fisketure. Hemingway var en af de ivrigste, og der er beretning om, at Papa, som han blev kaldt, fangede 54 marlin på 115 dage. Hemingway benyttede sin gode ven gemmen 12 år som model for Freddy, ejer af Freddys Bar og kaptajn på the Queen Conch i "To Have and Have Not". Joe Russell døde i 1941, kun 53 år gammel.
Vi kiggede ind af sidedørene på Sloppy Joe's, som havde en del gæster, selv om det var midt på formiddagen. Vi valgte at sætte os ved i Joe's Tap Room, som ligger i forlængelse af Sloppy Joe's. Her fik vi seks smagsprøver på dels den lokale øl, dels på importeret øl.
Hvert år siden 1981 har der omkring Hemingways fødselsdag den 21. juli været afholdt en "Hemingway Days Festival", hvor man hylder den store forfatter. Et af festivalens indslag er en "Hemingway look-alike konkurrence", hvor ældre, hvidskæggede mænd på Sloppy Joe's kappes om, hvem der ligner Hemingway mest. I 2010 var 124 tilmeldt konkurrencen. For vinderen, Charles Bicht, var det 12. gang, at han deltog. Herudover er der oplæsning af litteratur, marked og meget andet.
Herefter fortsatte vi vores færd hen til Hemingways hus i Whitehead Street, som er indrettet som et "levende museum" for den store forfatter. Det var en forfatterkollega, John Dos Pasos, som Hemingway blev venner med i Paris, som tilrådede ham at besøge Key West. Snart efter ankomsten blev Hemingway ven med Charles Thompson, som ejede den lokale isenkramforretning, og Charles Thompson introducerede Hemingway til en ny og spændende verden, sportsfiskeri. Charles' hustru Lorine og Pauline indledte et venskab, som kom til at vare hele livet. Charles Thompson, Joe Russell (Sloppy Joe), Eddie "Bra" Saunders og Hemingway, ofte suppleret med gamle venner fra Paris udgjorde "The Key West Mob". Disse mandfolk tog på fisketure, undertiden af ugers varighed, til Dry Tortugas, Bimini og Cuba for at fange gigantiske tunfisk og marlin. Alle havde et øgenavn, og det var her, at Hemingway fik navnet "Papa". Hemingway brugte mange af disse personer som modeller i "To Have and Have Not", som beskriver Key West under depressionen. Efter et par år i 1931 købte Paulines Onkel Gus huset i Whitehead Street til dem som bryllupsgave.
Da vi stod ved indgangen, faldt jeg i snak med en dansker. Jeg spurgte, om han var alene, og om han ikke skulle ind og se Hemingways hus. Det viste sig, at resten af hans rejseselskab var gået ind, men han ville i hvert fald ikke ind i, hvad han beskrev som "en turistfælde". Desuagtet løste vi billetter og gik ind i den frodige have med store skyggefulde træer.
Mange af husets møbler er medbragt fra Europa, ligesom der er mange af Hemingways trofæer fra hans afrikanske safarier. I dagligstuen så vi nogle af de møbler, som Pauline havde anskaffet sig i Paris og fået sejlet til Key West. Bl.a. var der en smuk kiste, som Pauline havde brugt som skrivebord. På væggen var et billede (litografi) af Gregorio Fuentes, som i mere end 20 år var kaptajn og kok på Hemingways båd Pilar, og som iflg. Hemingway var hans inspiration til hovedpersonen i "Den gamle mand og havet". Fuentes døde i januar 2002, 104 år gammel. I øjeblikket er man i gang med at indspille filmen "Hemingway & Fuentes" med Anthony Hopkins i rollen som Hemingway og Andy Garcia som Gregorio Fuentes.
Et spændende minde om Hemingway er de mange katte, som alle efter sigende er efterkommere af Hemingways kat, Snowball. Historien vil vide, at Hemingway fik en kat med 6 tæer på hver forpote af en skibskaptajn, Stanley Dexter fra Massachusetts, som han havde mødt på Sloppy Joe's Bar. Hemingway opkaldte sine katte efter kendte skuespillere som Betty Grable, Spencer Tracy, Sofia Loren, etc. I dag har de fleste af de ca. 60 katte på ejendommen 6 eller 7 tæer, såkaldte polydactyls. En normal kat har 5 tæer på forpoterne og 4 på bagpoterne. Almindeligvis er det ikke tilladt at have flere end 4 katte i en husholdning, men Hemingway House har fået dispensation. I baghaven er der en kirkegård, hvor de i tidens løb afdøde katte er begravet.
Hemingway indrettede et studerekammer på øverste etage af et eksisterende vognhus. Han foretrak at skrive om morgenen og kunne stå ud af sengen og gå direkte over til sit studerekammer. Sidst på eftermiddagen ville han enten tage på fisketur eller gå hen på Sloppy Joe's bar. I dag er der af hensyn til turisterne lavet en udvendig trappe fra haven, men Hemingway selv gik på en "gangbro" hen over den gamle køkkenbygning, som væltede under en storm i 1948. Kammeret står, som da Hemingway brugte det, og hans skrivemaskine står fremme på bordet. På væggene er der jagttrofæer samt souvenirs. Her skrev han "Death in the Afternoon", "Green Hills of Africa", "To Have And Have Not", "For Whom The Bell Tolls" og mange af hans kendte noveller. Pauline lod indrette en lejlighed på den øverste etage, og her boede Hemingway og hans fjerde kone Mary, når de aflagde besøg i Key West efter Paulines død; sidste gang i 1960. I underetagen af vognhuset er i dag en boghandel samt nogle kontorer.
Udenfor ved poolen står et drikkekar til Hemingways elskede katte. Drikkekarret er lavet af en gammel spansk olivenkrukke, hjembragt fra Cuba, og et urinal fra Sloppy Joe's Bar. Pauline anbragte nogle dekorative kakler på siden for at camouflere den tidligere anvendelse, men kattene er sikkert lige glade.
Poolen ved Hemingways hus var den første private pool, som blev bygget i Key West, og den er stadig en af de største. Hemingway planlagde selv poolen, men da han tog til Spanien som krigskorrespondent, måtte Pauline styre byggeriet i vinteren 1937-1938. Da Hemingway vendte tilbage til Key West, lå der en regning på $20.000. Som vi plejer at sige i min familie: "Og det var mange penge dengang." Det fortælles, at han tog en cent op ad lommen og gav den til Pauline med ordene: "Well, you might as well take my last cent". Hemingways "sidste cent" blev indmuret i bassinkanten og kan stadig ses.
I den dejlige skyggefulde have vrimlede det med katte, som tidligere nævnt omkring 60 af slagsen.
Da Hemingway og Pauline blev skilt, flyttede han til Cuba. Efter Paulines død i 1951 blev Key West huset udlejet, og ved Hewingways død i 1961 blev ejendommen solgt til Mrs. Bernice Dickson, en lokal Key West forretningskvinde. Hun boede i hovedhuset indtil 1964, hvor det åbnede som museum, og Mrs. Dickinson flyttede ind i vognhuset. Ejendommen tilhører stadig Mrs. Dicksons familie.
Jeg havde undret mig lidt over, at der på så mange skilte havde stået "Conch Republic", ja selv på det monument (betonklods), som markerer, at her er USA's sydligste punkt kun 90 miles (godt 140 km) fra Cuba. Punktet kaldes "Mile Zero". Spørgsmålet blev besvaret af en taxachauffør, som kørte os ind til byen fra hotellet. Han fortalte, at i 1982 havde politiet lavet vejspærringer på US Highway 1 og standset al nordgående trafik for at lede efter narko og - ikke mindst - illegale indvandrere. De lokale beboere havde flere gange klaget over de gener, som vejspærringen påførte dem, og byens borgmester tog til domstolen i Miami uden at blive hørt. Den 23. april 1982 erklærede byens borgmester og byråd Key West for uafhængig under navnet the "Conch Republic" den følgende dag kl. 12. Dagen efter ét minut efter kl. 12 på Mallory Square overgav borgmesteren, som nu også havde titel af præsident for den nye republik, sig til admiralen fra Key West Naval Air Station (NAS) og krævede $1.000.000.000 dollars i støtte fra USA. Denne happening, som blev transmitteret på alle tv-kanaler, bevirkede, at vejspærringerne blev fjernet, men navnet "Conch Republic" lever stadig. Jeg spurgte, hvor navnet "konch" kom fra, og chaufføren, som selv var indvandrer fra Bahamas, forklarede, at "konch" (udtales konk og betyder muslingeskal) er betegnelsen for personer fra Bahamas, hvorfra mange Key West beboere kommer fra. I dag er "konch" en fællesbetegnelse for indbyggere i Key West. Nogle bruger betegnelsen "Saltwater Conch" for beboere, som er født i Key West, mens "Freshwater Conch" bruges for beboere, som har boet mindst 7 år i Key West, men ikke født her. Så Key West beboere har faktisk en form for dobbelt statsborgerskab. Indbyggerne kan faktisk få et "Official Conch Republic Passports", og vi turister kan købe alskens souvenir, Conch Flag, conch T-shirts, conch pommes frites, conch muffins mv, og man kan få en køretur rundt i byen med en Conch Trolley. Dagen for republikkens oprettelse fejres hvert år med en stor parade. Som bekendt kommer der stadig flygtninge fra Caribien til Key West, og chaufføren udpegede et sted på stranden, hvor han nogle måneder forinden havde set en båd med flygtninge lægge til. I 1995 reviderede USA reglerne for modtagelse af flygtninge fra Cuba, den såkaldte "wet foot, dry foot" politik. Den betyder, at flygtninge, som opbringes på havet ("wet foot") bliver sendt tilbage, mens flygtninge, som når at komme på land ("dry fot") for at chance for at komme til USA og evt. få fast opholdstilladelse eller statsborgerskab.
Som nævnt havde vi besluttet at tage på et aftencruise på et par timer for at nyde solnedgangen over den meksikanske golf; billetterne bestilte vi i recepetionen på hotellet. Sidst på eftermiddagen tog vi en taxa ind til byen, hvor vi hurtigt fandt "vores båd". Der var højt humør på båden, selv om sejladsen blev udsat en halv times tid pga. lidt motorproblemer. Baren på dækket var åben, og der var fri bar, så vi holdt os ikke tilbage.
Efter nogen tid blev vi kaldt nedenunder, hvor der var buffet. Der var masser af mad - som desværre ikke var særligt spændende. Vi gik hurtigt tilbage på dækket for at nyde solnedgangen. Med et par minutters mellemrum tog jeg et foto, hvoraf nogle kan ses nedenfor.
Vi var enige om, at vi skulle have haft et par dage mere i Key West for at nyde det dejlige klima, den flotte natur, den afslappede atmosfære og byens hyggelige barer, caféer og spisesteder. Byen er ikke større end at man kan overkomme den til fods, ellers kan man tage på en Old Town Trolley Tour, som bringer én rundt til alle seværdighederne. Det var også spændende at se de mange hyggelige træhuse, bygget i mange forskellige stilarter
Havde vi haft mere tid ville vi måske have set følgende:
Næste morgen kørte vi til Miami, hvor vi havde en enkelt overnatning på Hotel Hilton Miami Airport, inden vi fløj tilbage til Danmark efter en dejlig og oplevelsesrig tur i Florida.