I søde kjoler, ankelsokker, med et artigt smil
vi voksed' op og lærte snart den rette femistil,
vi lærte vals og quick og slow og nejed' med maner,
når drengene de bukkede - ja, hør nu bare her:
Der var rødmen, der var blussen, og et enkelt lille fnis
og hestehalen strammed' - jo for skønhed har sin pris,
og vi lærte os at strikke og at sy og gøre rent,
og kunne alle dyderne, hvortil vi var ment.

Så blev vi alle konfirmer't i strut og så i tyl
og høje hæle, barm med spids - det var nu bare fyld,
og strømperne, de blev sat fast i hofteholderstrop
med 25-ører og vor hår var lakket op
og touperet og lidt farvet, men vi blandede med spyt
mascara'n, så den klistrede, og blikket blev som nyt,
så'n lidt søvnigt og lidt kælent med et strejf af erotik.
Vi flirted' lidt med tankerne om Østens mystik.

I Østen steg jo solen op. Hver intellektuel
sku' eje Mao's rød bog, det siger vel sig selv,
de dyder, som vi lærte før, ku' ikke bruges mer',
vi gik fra det touper'te hår til de lilla ble'r.
Barmen kom nu frem af selen, sku' bare daske rundt,
så gik vi fra stiletterne, for det var ikke sundt.
I flagrende gevandter, som vi farved' med batik,
sang vi gamle folkeviser til lidt guitarmusik.

Om ligeretten råbte vi, til kamp var vi parat.
De hvide vægge dækkedes med mangen en plakat
med Grundtvig og med Røde Mor, jo spektret det var bredt,
og vi tog stilling - for/imod - ja det var lige fedt.
Der var krigen udi Vietnam, Watergate og "Hashen fri"
og prævention og fri abort og trusserederi.
Skønt vi var på barrikaderne, vi nåede endda
at gifte os - den første gang - med slør og hurra.

Nå, "We shall overcome", vi ved, for vi det ofte sang,
vi "left him on a jetplane" og sa': "Tak for denne gang".
"But where have all the flowers gone", vi synger nu i kor,
mens børnene de vokser op, vi måber lidt og glor.
Er det femti, er det færdig, er det Nora, der går ud
til job og karriere - hvis da ikke hun står brud.
Er det holde kæft og være smuk og ny identitet,
og mange frustrationer i vort nye gebet.

Well, French og Jong og Weldon med, det meget bedre skrev
hvorfor, hvordan at vi nu blev som vi gik hen og blev,
hvorfor den hvide hest er grå og hvorfor Askepot
hun døde just af kedsomhed på prinsens store slot.
Prinsen, han er nemlig stresset, og hans arm er blevet træt,
for han skal løse knuder op - kan aldrig blive mæt,
for meget fedt i blodet og må trimme sin figur,
kan nogen sige noget til, at han nu er sur.

Se her en gang om føje år skal vi på plejehjem,
så tuner vi vor kørestol og finder båndet frem
med Beatles og med Elvis og med Cliff og lidt Tom Jones
og drikker en kop urtete og nyder et par scones.
Ta'r en jitterbug og giver rytmen med vor galdesten
og spiller så lidt skiffle på vort åreknudeben,
mens vi takker vores Guru for det liv, som vi nu fik,
for det var nemlig meget skægt, som det altså gik.