Under de senere dynastier flytter hovedstaden til Theben, men Memphis bevarer dog stadig en vis betydning, både på det religiøse men især også på det administrative område. Under det 18. dynasti flytter de egyptiske konger tilbage til paladserne i Memphis. Men da grækerne kommer og flytter den egyptiske hovedstad til Alexandria, begynder det at gå tilbage for Memphis, og med kristendommens udbredelse bliver Memphis kun en skygge af sig selv. Og nedturen tager fart, da de muslimske erobrere omkring 641 etablerer byen Fustat lidt nord for Memphis. Den ligger nu i den gamle del eller den koptiske del af Cairo. En stor del af forfaldet kan henføres til manglende vedligeholdelse af digerne i mameluktiden, hvor områderne omkring Memphis bliver dækket af aflejringer fra Nilen.
En dag lejede vi en taxa en hel dag og bad chaufføren køre os først til den gamle hovedstad Memphis og derefter til den tilhørende begravelsesby (nekropol) Sakkara. Byen Memphis var hovedstad og faraos residensby under de tidligere dynastier og Det gamle Rige og er grundlagt omkring 3100 BC. På det tidspunkt hersker den mægtige kong Menes, den første hersker under det 1. dynasti (han er formentlig identisk med kong Narmer) og iflg overleveringen lykkes det ham at forene Øvre og Nedre Egypten. Vores viden herom stammer hovedsagelig fra Manetho, en præst, som levede under det 30. dynasti under Ptolemæus I og II, og som skriver et 3-binds værk om Egyptens historie. Mange af byens templer er viet til skaberguden Ptah og hans hustru Sekhmet, og Memphis er både et religiøst og et administrativt center. Memphis ligger nogenlunde på grænsen mellem Det øvre og Det nedre Egypten. Herudover befinder Memphis sig i knudepunktet for de vigtige handelsruter mellem den østlige og den vestlige ørken. Byens oprindelige navn er "de hvide mure", hvilket refererer til dens omfattende fæstningsværker. Byen omtales af historikerne Herodot og Strabo. Omkring Memphis bliver der på vestbredden af Nilen på grænsen af ørkenen bygget et antal dødebyer (begravelsespladser) eller nekropoler: Dahshure, Sakkara, Abusir, Giza og Abu Rawash. Vi vil efterfølgende fortsætte vores udflugt til den bedst bevarede af disse nekropoler, nemlig Sakkara.
Det umiddelbare indtryk af byen var dyb skuffelse - måske var forventningerne spændt for højt. Midt hovedgaden lå en bod med de sædvanlige turist souvenirs. Der er forbavsende få rester af den tidligere så betydningsfulde by med dens smukke templer, paladser og haver. Nogle få ruiner er tilbage, så vores viden om byen stammer især fra studier af de omkringliggende nekropoler, forskellige papyrustekster fra andre dele af Egypten samt beretninger fra fx Herodot, som har besøgt byen omkring 450 BC. En af de få seværdigheder er den såkaldte alabastersfinx, som er temmelig velbevaret.
Næste stop på turen er den spændende nekropol, Sakkara
Som du måske har læst på en af de foregående sider, troede egypterne på et liv efter døden. Derfor blev den dødes krop balsameret, så den så vidt muligt kunne vare evigt. Den dødes Ba (svarer vel til vores opfattelse af sjælen) forlader den dødes krop og rejser til de dødes rige, inden den vender tilbage for at lede afdøde til Osiris' domstol - som allerede beskrevet. Ka derimod forbliver i kroppen, hvilket er årsagen til, at man balsamerer de døde i Egypten. Når en farao er død, er det vigtigt, at hans eftermæle bevares til evig tid. Man søger derfor efter konstruktioner, som er holdbare i det barske klima. I de første dynastier bliver faraoer og andre stormænd begravet i en såkaldt mastaba - navnet betyder "bænk" på arabisk, og graven har da også form af en aflang bænk med skrånende sider, bygget i sandet og dækket med sten af soltørret mudder. Men konstruktionen er ikke særlig holdbar og tåler ikke den voldsomme sol og den ofte stærke blæst. Men så får farao Djoser (Zoser), som er den 2. konge i det 3. dynasti (2667 - 2648 BC), en genial arkitekt og bygherre, Imhotep. Udover disse kompetencer er han også præst, astronom, læge og kunstner, en datidens Leonardo da Vinci. Og han revolutionerer fuldstændig de egyptiske gravmonumenter.
Jeg havde glædet mig meget til at besøge det store gravkompleks i Sakkara, som er den største begravelsesplads med hundredvis af grave og monumenter. Sakkara, et plateau på kanten af Sahara og en halv snes kilometer syd for Giza og ikke langt fra nutidens Cairo, er på den tid "dødeby" (begravelsesby eller nekropol) for Memphis, Det Gamle Riges hovedstad. Selv i de efterfølgende perioder under Det Nye Rige, hvor Egypten formelt styres fra Theben, bor mange embedsmænd i Memphis, og efter døden stedes de til hvile i Sakkara. I dette store område findes der hundredvis af grave og monumenter. Imhoteps geniale indfald er at bygge et faraonisk gravmonument i sten.
Oven på graven bygger han så den store trinpyramide i seks niveauer. I virkeligheden kan man sige, at han stabler 6 mastabaer i aftagende størrelse oven på hinanden. Mere end 200.000 tons sten medgår til formålet. Endelig afsluttes med en limstens facade, men størsteparten af denne er for længst fortæret af tidens tand. Pyramiden selv er massiv uden gange og gravkamre, 140x118 meter og 60 meter høj. Udgravninger viser, at den vældige pyramide er bygget i flere omgange: først to trin, så nogle år senere 2 trin og endelig de to sidste trin. En nærliggende forklaring kunne være, at den farao (Djoser), som graven er tiltænkt, lever i bedste velgående, da den første udgave er færdig. Så hvorfor ikke føje endnu et par etager på værket. Da man jo bygger for guden farao, er ingen anstrengelser for store. I virkeligheden havde Zoser allerede fået bygget en grav ved Beit Khallaf, en traditionel mastaba på 95x50 meter, før byggeriet sættes i gang ved Sakkara.
Udenom gravområdet bygges en ca 10 meter høj mur: øst-vest 277 meter, nord-syd 545 meter. Det menes, at gravkomplekset er en kopi af faraos palads i Memphis. Desværre er der føget så meget sand op omkring muren, så man ikke fornemmer dens størrelse. Under gravområdet findes en indviklet system af gange og begravelseskamre for den kongelige familie, hugget ud i stengrunden. Indenfor murene ligger templer og andre huse, hvis formål ikke er helt kendte. I gravrummene er der smukke blå fajancefliser og relieffer. Ifølge vagten er det ikke tilladt at fotografere disse, men mod et mindre beløb indvilliger han i at vende ryggen til. Fleksibilitet på arbejdet er en dyd. Nord for pyramiden ligger et mindre stenhus med et hul i muren på størrelse med en hånd. Når man kigger ind, stirrer man ind i øjnere på farao Djoser. Det er dog kun en kopi af en statue, som blev fundet under udgravningerne, originalen ses på museet i Cairo. Vi kan dog ikke komme ind i kammeret. Dødetemplet nord for pyramiden er desværre en total ruin.
Hvis du betragter ovenstående tegning af området, støder du på betegnelsen "heb-sed". Dette betegner en art jubilæumsfest for faraoen. Den afholdes med mellemrum. Det menes (eller rettere: nogle mener), at denne fest har forbindelse med en urgammel tradition, kongeofret: Hvis farao bliver for svag, må han dø, så vi kan få en yngre og stærkere konge. Farao skal demonstrere for folket, at han er ved fordums styrke ved at løbe rundt om paladsets ydermur. På et relief ser vi Djoser skridte ud i sit heb-sed løb. På glyptoteket findes et tilsvarende relief med en anden farao.
På det enorme område ligger i hvert fald 14 andre pyramider, gravsteder for faroerne Pepi I, Pepi II, Merenre m.fl. Ingen dog af samme størrelse som kong Djosers. Mange af dem er så medtagne, at de minder om stenbunker. Mod syd ses faraoen Snofru's pyramide (4. dynasti). Den kaldes også for knækpyramiden. Formentlig på grund af risikoen for sammenstyrtning har man under byggeriet ændret vinklen på siderne, så den er blevet fladere. Det er hans søn, Kheops, som perfektionerer pyramidebyggeriet, hvilket vi skal se, når vi straks fortsætter til de store pyramider i Giza. En kort spadseretur mod nordvest bringer os frem til en rasteplads, Mariette House, den franske egyptolog, som afdækkede en stor del af området.
François Auguste Ferdinand Mariette (1821-1881) er en self-made egyptolog. Han underviser i kunst og fransk ved en skole i Boulogne, da han bliver opslugt af den egyptiske fortid. Han får til opgave at ordne sin afdøde fætters papirer. Denne fætter havde været tegner for Champollion - du ved, ham der løste hieroglyffernes gåde. Da han studerer den hieroglyf, som viser en and, udtaler han: "Den egyptiske and er et farligt dyr. Et bid af dens næb, og man får en gift i sig, som gør én til egyptolog for resten af ens liv". Mariette forlader familien og får en ydmyg stilling ved Louvre, som sender ham til Egypten for at indkøbe nogle koptiske dokumenter. Det bliver hans skæbne. Ganske vist er der nogle englændere, som kommer ham i forkøbet, drikker de lokale munke under bordet og køber dokumenterne for en slik (drik?). Men Mariette har uigenkaldeligt tabt sit hjerte - og sin forstand - til Egypten. I begyndelsen sender Mariette til fortrydelse for lokale arkæologer sine fund til museer i Frankrig, og på et tidspunkt i 1851 får han graveforbud og hans fund beslaglægges. Men i februar 1852 får han en aftale med regeringen og kan genoptage sine udgravning. Det lykkes Mariette at vinde den mægtige pasha Saids respekt. Den 1. juni 1858 udnævnes Mariette til kurator af de egyptiske fortidsminder. Udover at forestå udgravningsarbejder er hans opgave at beskytte de egyptiske fortidsminder, som i stort tal eksporteres til europæiske museer og private samlinger (behøver jeg nævne vores eget Glyptotek?). Efter en måned i embedet har Mariette igangsat 30 udgravninger dels ved Giza, dels ved Abydos, Elephantine, Theben og Sakkara. Pashaen anvender flere gange Mariette som guide, når der er fornemt besøg, og hans opgave er da at sikre, at de fine gæster gør små fund, som Mariette og hans folk i forvejen har fundet eller plantet. Fx finder Edward, prinsen af Wales, helt mirakuløst en grav med 30 kister ved Theben under et besøg i 1868-1869.I 1863 går Mariettes drøm i opfyldelse, da Det Egyptiske Museum i Cairo åbnes for offentligheden og med ham selv som direktør. Mariette synes besat af at sikre sit museum så mange historiske genstande som muligt. Desværre går det nogle gange ud over kvaliteten af hans arbejde, og der er flere eksempler på, at han har anvendt krudt for at skaffe sig hurtig adgang.
Strabo, den græske historiker, har i det første århundrede omtalt en tilsandet avenue flankeret med sfinxer, som fører hen til Serapeum, begravelsesplads for de hellige apis tyre. Napoleons ekspeditionskorps havde forgævet søgt efter Serapeum. Men i 1850 afdækker Auguste Mariette en avenue med ca 100 sfinxer under 10-12 meter sand. Den 12. november 1851 trænger Mariette og hans hold ind i et begravet tempel for enden af avenuen. Indgangen er spærret af en kæmpesten, men denne skaffes af vejen med sprængstof. De finder et langt, underjordisk galleri, som er 200 meter lang, 3 meter bred og med en loftshøjde på 5 meter. Nogle af de mange sidekamre indeholder 24 prægtige granitsarkofager fra det 26. dynasti. Disse sarkofager, som desværre alle var plyndret for værdier, har indeholdt mumierne af de hellige Apis tyre - ja, du læste rigtigt! Når den hellige tyr døde, blev den balsameret. En sarkofag vejer 60-80 tons og er 2x4 meter med en højde af ca 3 meter. Året efter finder man en balsameret tyr i en trækiste, som dateres til Ramses af det 22. dynasti. Man finder også mumien af prins Khaemwese, som er søn af Ramses II. Ansigtet er dækket af en guldmaske, og på brystet ligger en gylden falk med udbredte vinger. Udover at være guvernør over Memphis er han også ypperstepræst for Ptah. Han har formentlig insisteret på at blive begravet sammen med sin elskede tyr i stedet for at få sin egen grav.Dyrkelsen af de hellige tyre er meget udbredt i Egypten som også på Kreta. Man mener, at Apis tyren er en inkarnation af den store gud, Ptah, som du måske har mødt på en af de tidligere sider. Om foråret bliver den gennet ud på markerne for at frugtbargøre dem. I Memphis deltager farao i denne ceremoni. På de store festdage bliver Apis ført ud i templets forgård, for at de besøgende kan se den. Ved tydning af dyrets bevægelser kan præsterne forudsige fremtiden. Du har også mulighed for at sove i templet, og den følgende morgen vil præsterne - for et symbolsk beløb, selvfølgelig - udlægge dine drømme, som er sendt dig af Apis.
Når den hellige Apis tyr dør, erklæres national sørgedag. På et givet tidspunkt er der kun én Apis tyr. Den døde tyr slæbes fra templet og til balsameringshuset. Efter balsameringen trækkes Apis på en slæde fra Memphis til sit begravelsessted i Sakkara, ledsaget af store skarer af sørgende. Og nu starter en landsomfattende søgning efter den nye Apis. Der er ikke mindre end 29 kendetegn, der skal være opfyldt. Den skal være sort med en hvid trekantet plet i panden og en plet på halsen. I pelsen på skulderen skal der være aftegning af en grib, aftegninger af en halvmåne på den højre flanke, og der skal være dobbelte hår på halen. Når den nye Apis er fundet, føres den i triumf til Memphis. Dyrkelsen af de hellige tyre uddør gradvis i begyndelsen af vores tidsregning. I Alexandria findes endnu et "serapeum", der tjente som gravplads for de tilbedte Apis tyre. Apis bliver ofte afbildet med et solskive mellem hornene. Hvis tyren på billedet virker bekendt, så skyldes det måske, at den har stået model til vores store medicinalfirma novo nordisk's logo?
Desværre har adgangen til Serapeum været lukket for turister siden 1992 (?), hvor der indtraf et større jordskælv i Cairo. Et besøg i Serapeum står således meget højt på vores ønskeseddel.
