På nilkryds i 2003

For længere tid siden, end jeg holder af at tænke på (i 1989), var Birgit og jeg på sølvbryllupsrejse til Cairo med vores ældste venner, Lise og Bent. Vi beundrede de majestætiske pyramider, den gådefulde sfinx, Tutankhamons gravskatte på det egyptiske museum og meget mere på den uge, vi var der. Vi fik også et godt indtryk af befolkningen, som var søde, venlige, høflige, imødekommende osv. Vi lovede hinanden, at vi ville vende tilbage for sammen at udforske den øvrige del af Egypten. Efter studie af de forskellige rejsebureauers tilbud valgte vi Stjernegaard Rejser, som gennem de sidste 25-30 år har arrangeret klassiske rundrejser i fx Egypten. Vi skulle afsted i begyndelsen af april måned 2003, hvor vi vidste, at vejret var til at holde ud. Vi valgte en 13 dages rundrejse, Ramses III, som indeholdt 2 dage i Cairo, 2 dage i Aswan, 3 dage på krydstogtskib fra Aswan til Luxor samt 5 dage i Luxor. Med i turen var fly fra Cairo til Aswan, sejlads nordpå fra Aswan til Luxor og fly tilbage til Cairo.

På det tidspunkt rasede krigen stadig i Irak, men da Udenrigsministeriet ikke direkte frarådede det, valgte vi at tage afsted. Under vores ophold i Cairo var der kun os fire i rejseselskabet foruden en dansktalende guide (egypter, som boede i Nordjylland det halve af året), en lokal guide samt en chauffør. Så vi fik al den opmærksomhed, vi kunne ønske. Da vi kom til Aswan, voksede selskabet til knap 10 personer, stadig langt fra de 50-60 personer, som det ofte er tilfældet.

Storbyen Cairo

Den moderne del af byen ligger på Nilens østbred og omfatter de to øer, Gezira og Roda. Især på Gezira er der mange rekreative områder, såsom parker, golfbaner, væddeløbsbane mm. De grønne områder når mange steder helt ned til floden. 11 broer forbinder Nilens bredder med øerne. Byens vartegn, Cairo Tårnet på 187 meter, tilbyder en fantastisk udsigt fra den roterende restauration på toppen. Vi forsøgte at få en tur på Nilen i en felukka, men Birgit turde ikke, da det kom til stykket ( mellem os to, så havde Birgit vistnok forventet, at en felukka var en mellemting mellem en Molsfærge og et amerikansk krydstogtskib). I stedet tog vi i den zoologiske have, som vi havde set omtalt i en bog.

Her er utroligt meget at opleve. Pyramiderne, Memphis og Sakkara, mere end 1000 moskeer, Sfinxen, Egyptisk Museum med Tut Ankh Amons guldskatte. Shopping i den berømte "Khan el-Khalili" souk (bazaar), som stort set er uændret siden det 14. århundrede, den gamle bydel, "Fustat" og ikke mindst det brogede gadeliv - man kan ikke kede sig i Cairo.

Citadellet

Et af Cairos mest populære turiststeder er Citadellet, som ligger på en limstenshøj. I 1176 ryddede Saladin de bygninger, som fatimiderne havde etableret og befæstede området for at forsvare byen mod korsfarerne. Senere flyttede Saladins nevø, sultan al-Kamil sin residens til Citadellet. Da mamelukkerne rykkede ind, fjernede de også de tidligere bygninger og byggede deres egne paladser. Således har alle herskere efter Saladin i tidens løb sat deres præg på området. På Citadellet findes et større antal seværdigheder som Juvelpaladset, Politimuseet, An-Nasir Mohammed Moskeeen, Militærmuseet, Det arkæologiske museum, Suleyman Pasha moskeen osv. I 1811 invitered Muhammad Ali alle mameluklederne til drøftelser i sit hovedkvarter, Juvelpaladset, hvorefter de alle blev dræbt, da de forlod paladset. Det er nu åbnet for offentligheden, så man kan se eksempler på ottomansk arkitektur fra begyndelsen af 1800-tallet. Her ligger også Muhammad Alis Haremspalads, byegget i samme stil som Juvelpaladset. Det var i mange år den kongelige families domicil. Under den engelske besættelse fungerede det som militærhospital, og det kom først under egyptisk kontrol efter anden verdenskrig. Siden 1949 har paladset huset Det egyptiske Militærmuseum. Af disse mange attraktioner besøgte vi kun alabastermoskeen, men der er utvivlsomt nok at se til en dag eller 2. Vi nød dog den betagende udsigt fra bastionerne ud over Cairo og til pyramiderne i Giza. Men, som du kan se fra fotoet, var det ikke alt for klart den dag. Mere sandsynligt er det, at det er den trafikale forurening, der viser sit grimme ansigt. Bemærk at billedet er fra 1989, så forholdene er næppe bedre i dag.

Den mest imponerende bygning på Citadellet er dog Alabastermoskeen eller Mohammad Ali moskeen, som den retteligt hedder efter den store pasha, som du måske har læst om på en af de foregående sider. Moskeen er bygget fra 1830-1857 i ottomansk stil. Med sine to næsten 100 meter høje minareter beliggende på et af byens højdepunkter er moskeen synlig fra det meste af Cairo. Moskeen har en stor åben forgård omgivet af en stor søjlegang med smukke buer og små kupler. Midt i forgården findes en smuk vaskebrønd, hvor muslimerne foretager deres rituelle afvaskninger, inden de betræder moskeen. Bagest i gården ses et lille tårn med et smukt ur. Uret er en gave fra den franske konge til Mohammed Ali som tak for den obelisk, som i dag står på Concordepladsen i Paris. Der knytter sig for resten en sjov historie til det ur. I forbindelse med en renovering af det berømte "Jens Olsens verdensur" i København, bad man de ureksperter, som havde udført dette arbejde, om at tage en tur til Cairo og kigge på uret på Citadellet. Det var aldrig lykkedes de lokale urmagere af få uret til at gå. De tilkaldte eksperter kunne hurtigt konstatere, at uret aldrig ville komme til at gå, da der var tale om en attrap uden urværk. Alt er præget af den flødefarvede alabaster, som er brugt i overdådige mængder. Her findes Muhamed Alis gravmæle, som er lavet i overdådig Carrara marmor. Moskeen er ca 40x40 meter. Den store kuppel, som befinder sig mere end 50 meter over gulvet, er 21 meter i diameter. Ved siden af findes 4 kupler med samme diameter, men af lavere højde. Hele vejen rundt er placeret store, smukke ruder med glasmosaik.

Khan el Kahlili

Vi skulle selvfølgelig også på indkøb på Khan el Kahlili - eller bare Khan, som har været en markedsplads siden 1382. Sammen med al-Muski markedet, som ligger lidt vestligere, er den vigtigste markedsplads i Cairo for kunsthåndværk, tæpper, beklædning, husholdningsartikler, køkkenredskaber mv. Den er en labyrint af små og krogede gyder og stræder. Langs begge sider er der boder og butikker på hver ledig m2. De handlende råber efter enhver passerende turist: "Welcome, come look, not buy, just look". Og de lyder, som om de mener det, og ikke bare er interesseret i dine penge. Det er dog ikke kun turisterne, som bruger markedet. Flertallet af kunder er faktisk lokale. I den vestlige del af Khan el Kahlili finder du guld- og sølvsmede. Længere fremme messing- og kobbersmede. Og andre steder finder du handlende med stoffer (nej, ikke den slags stoffer). Men det er farligt at stå stille. Bare et blik på en af de udstillede genstande, og du befinder dig straks i ejerens baglokale, hvor du bliver bænket på en pude. En af sønnerne bliver sendt afsted efter dejlig varm te, og snart går snakken i en hyggelig atmosfære. Selv om de handlende taler temmelig dårligt engelsk eller tysk, går det fint med at kommunikere. Familien Bojesen, som mellem os har svært ved at sige nej til en god handel, var snart de stolte ejere af en smuk messingkedel med indlagte sølvarbejder.

Al-Hussein moskéen

Al-Hussein moskéen blev bygget i 1153 med henblik på at huse resterne (hovedet) af Al-Hussein, som blev sendt hertil fra Irak for at det ikke skulle falde i korsriddernes hænder. Resterne ligger i et helligt skrin i et kammer på østsiden. Al-Hussein var søn af Ali, Muhammads fætter (nogle steder står der, at han var barnebarn af profeten). Hussein blev sammen med medlemmer af sin familie myrdet i år 680 under slaget ved Karbala, ca 100 km syd for Bagdad i Irak. Dette førte til den eksisterende spittelse mellem shia-muslimer (tilhængere af Hussein) og sunni-muslimer. Millioner af shiiter kommer hvert år og tilbeder Al-Husseins grav i Karbala.

Moskéen, som er udvidet flere gange i tidens løb, ligger på en gammel kirkegård, hvor kalifferne fra fatimidernes tid ligger begravet. 64 hvide marmorsøjler støtter træloftet. Kuplen er smukt dekoreret. Komplekset indeholder to minareter. I moskéen findes et af de ældste - måske det ældste - manuskript af Koranen. Mange muslimer anser Al-Hussein moskéen for det helligste sted efter Mekka og Medina. På en almindelig dag kommer ca 2.000 muslimer fra alle dele af Egypten og også fra andre verdensdele. Under den årlige "moulid" - religiøs festival eller fødselsdag - kommer indtil 10.000 shia-muslimer fra hele verden for at bede. På pladsen og i alle de omkringliggende smalle stræder hænges lys op, og der er talrige optog med bannere og musik.

Ankomst til Aswan

Sidst på eftermiddagen tog vi flyveren til Aswan via Luxor. Jeg sad ved siden af en snakkesalig egypter, som fortalte, at han var halvt nubier, og at hans far havde siddet i parlamentet i Aswan provinsen. Han var bygningsingeniør og havde bl.a. tegnet militærhospitalet i Aswan. Jeg så faktisk hospitalet under vores ophold, og det så virkeligt imponerende ud. Vi talte en del om den igangværende amerikanske invasion/befrielse af Irak - jeg turde ikke fortælle, at Danmark faktisk var på de krigsførendes side. Han var meget internationalt orienteret og havde arbejdet en del i Tyskland. Hans to døtre studerede for tiden i München.

I lufthavnen blev vi afhentet af en (meget flink) lokal guide fra Stjernegaard, som tog hånd om alle formalia og praktiske forhold, og snart var vi på vej til Aswan i en minibus. Han fortalte, at vi næste morgen ville møde vores danske guide, Anni, som ville følge os på resten af vores tur. Han var tydeligvis meget glad for Anni, som han omtalte som en søster for ham. Ved indkørslen til Aswan så vi et begravelsesfølge på måske 100 mennesker (mænd), alle klædt i hvide galibayaer (kofter). Guiden fortalte, at kisten altid bliver båret til kirkegården ved en begravelse. Kun i meget sjældne tilfælde anvender man en rustvogn. I den sydlige del af Aswan ligger en stor kirkegård fra fatimidernes tid. Den indeholder et stort antal mudderstensgrave fra det 9. århundrede. Desværre fik vi ikke besøgt kirkegården - bl.a. fordi vi var i tvivl om, hvorvidt det er passende, at kristne besøger en muslimsk kirkegård.

Hotel Isis by The Nile

Vi blev indkvarteret på Hotel Isis (by The Nile - ikke on The Island). Det viste sig at være et nydeligt mellemklassehotel (4-stjernet) med små, men udmærkede og rene værelser med air condition. Vores værelser vendte ud mod Nilen, som lå blot 3 meter fra vores vinduer. Det 4-stjernede hotel har ca 100 bungalows lige i centrum af Aswan tæt ved basaren. Hotellet har en udendørs swimmingpool, som vi dog ikke besøgte. Der var 24 timers room service, vaskeservice, bank, et par småbutikker samt en udmærket fungerende recception. I tilknytning hertil også et par spisesteder. Da vi kom ind på vores værelser, stiftede vi for første gang bekendtskab med den særlige egyptiske kunst at folde håndklæder mv. til vellignende figurer. Den første figur forestillede en klapperslange.

Straks efter, at vi havde spist, krydsede vi Corniche og befandt os i det store markedsområde - souk'en. Her kan man købe alt, hvad hjertet kan begære, ja, faktisk mere end det: krydderier, stof, tørrede hibiscus blomster, broderede galibayaer, levende høns, nubisk håndværk osv. Pga de igenværende krigshandlinger i Irak var der kun ca 10% af det normale antal turister. Det betød, at vi var jaget vildt for alle de handlende, og det krævede ekstremt gode talegaver og standhaftighed at bane sig vej gennem menneskemængden.

Aswan

Der bor godt 1 mio mennesker i Aswan provinsen, heraf ca 250.000 i Aswan by, som ligger for enden af jernbanen fra Alexandria. Lige siden oldtiden har Aswan spillet en betydelig rolle. Grækerne kalde byen Syene. I romerriget var Aswan, som betyder "marked" på nubisk, den sydligste post. Efter at faraonerne i det 18. dynasti havde fordrevet hyksosfolket fra deltaet, begynde de at grundfæste deres magt i Nubien, og den egyptiske dominans strakte sig så langt sydpå som til den 4. katarakt. De egyptiske konger udpegede loyale nubiere til guvernører over provinsen.

Byen ligger - som det hører sig til i Egypten - på østbredden af Nilen. Langs Nilen løbet en promenade, som benævnes "Corniche". Vi erfarede senere, at der også findes en Corniche i Luxor, så det er åbenbart en fællesbenævnelse som "strøget". Corniche er smuk med træer og mange små steder, hvor man kan sidde og nyde den dejlige udsigt til vestbredden og beundre de smukke sejlbåde på Nilen. På vejen vrimler det med hestedrevne vogne - kaldet kalescher. Kom først på aftenen, hvor der ofte er en dejlig sval brise. Her ligger også talrige restauranter med lokale og internationale tilbud.

Old Cataract Hotel

En af de bygninger, jeg havde glædet mig til at se i Aswan, er Old Cataract Hotel. Det ligger på en klippetop ved Nilen, tæt på grænsen til Nubien. Hotellet har fået sit navn, fordi det ligger ved den første af Nilens 6 katarakter. Det er bygget i 1899 af den legendariske rejsemand, Thomas Cook til de turister, han fragtede til Øvre Egypten. Allerede året efter måtte hotellet udvides, og året efter måtte man tage telte i brug for at klare efterspørgslen. Sammen med Mena House tæt ved pyramiderne i Cairo er Old Cataract Hotel de mest kendte hoteller i Egypten. Desværre så vi kun hotellet udefra. Nogle fra vores rejseselskab boede på det nærliggende New Cataract og spiste morgenmad på Old Cataract. At bo på Old Cataract er blevet beskrevet som at optræde på et maleri fra victoria tiden. Under den britiske kolonitid var Old Cataract det foretrukne hotel for eliten.

Det egyptiske overhoved, khediven, Winston Churchill m.fl. boede på hotellet i 1902 i forbindelse med indvielse af den engelskbyggede Aswan dæmning. Aga Khan III, leder af den ismailitiske gren af Islam, boede hver vinter flere måneder på hotellet fra sin bryllupsrejse i 1937 og indtil sin død i 1958. Aga Khan ønskede at blive begravet i Aswan, og fra hotellets berømte terasse, hvorfra utallige prominente personer har indtaget deres five o'clock tea, er der udsigt til hans mausoleum på vestbredden af Nilen (vi hørte mere om Aga Khan under en af de følgende udflugter). Den russiske tsar Nicolai II boede også på hotellet kort før sin død. Så populær var hotellet, at de prominente gæster reserverede deres værelser et år i forvejen. Det fortælles, at lord Benbrook, som var hyppig gæst på hotellet, kom ud på terrassen og fandt sit favoritbord optaget: "I am sorry, but this table is reserved". Gæsten, som oven i købet var amerikaner, sagde: "Since when?", hvortil lord Benbrook høfligt svarede: "Since 20 years". I 1978 fik hotellet fornyet interesse, da filmen "Døden på Nilen" blev inspillet på stedet. Agatha Christie skrev romanen under et ophold på Old Cataract i 1937. Den suite, hun boede i, bærer fortsat hendes navn.

Det Nubiske Museum

Den sidste dag i Aswan besøgte vi på Annis anbefaling Det Nubiske Museum. Museet ligger fem minutters gang fra Old Cataract Hotel i nærheden af Den Ufuldendte Obelisk og Fatimidernes Kirkegård. Vi købte billet et par minutter før åbningstid - og måtte pænt vente 1 minut ved indgangen, indtil klokken blev 9. Der skal være orden i tingene. Prisen var rimelig, 20 LE. Museet, som er et af de vigtigste i Egypten, beskriver "Guldlandets historie" - dvs. Nubien, der rummede de berømte guldminer, og som var Egyptens port til det øvrige Afrika.

Grundstenen til museet blev nedlagt i februar 1986. Det tog godt 11 år at færdiggøre museet, og prisen var 60 mio LE. Den 23. november 1997 overværede Egyptens præsident Hosni Mubarak og frue museets indvielse sammen med højtstående embedsmænd fra UNESCO. Anni fortalte levende, hvorledes hele provinsen havde stået på den anden ende. Museet dækker et område på 50.000 m², hvoraf bygningerne optager 7.000 m².

Som du sikkert ved, eksisterer der ikke længere nogen nation ved navnet Nubien. Nubien lå delvist i Egypten og delvist i Sudan. Størsteparten af den nordlige del af området blev sat under vand i 1971 med åbning af den nye Aswan dæmning og ligger nu på bunden af Nassersøen. Forinden blev ca 40.000 nubiere "evakueret", og der blev under UNESCO iværksat en international kampagne for at redde de nubiske monumenter fra ødelæggelse. Et resultat af denne kampagne er Det Nubiske Museum, som rummer en del af de genstande, der blev reddet.

Museumsbygningen er i sig selv et kunstværk, som på smukkeste vis følger terrænets konturer. Det er selvfølgelig bygget i den smukke lokale sandsten. På traditionel vis er museet placeret, så det åbner sig mod Nilen. Indgangen ligger i vestsiden, hvor en smuk portico yder beskyttelse mod solen. I forhaller ligger en gavebod og et cafeteria. Udstillingen omfatter godt 3000 genstande fra Nubiens forskellige epoker: den forhistoriske, den faraoniske, den romerske, den kristne/koptiske og den islamiske. Hertil kommer ca 90 udendørs monumenter. Alle genstande afspejler den nubiske historie og viser hvorledes den over tiden har spillet sammen med omgivelserne. Når man går ind i hovedudstillingen, er det første, man ser, den imponerende statue af Ramses II (1304-1237 BC). Denne statue stod oprindeligt ved klippetemplet ved Gerf Hussein, ét af de faraoniske templer, som ikke blev reddet ved bygning af den nye dæmning. Her finder vi også en smuk statue af Amenras, Amens "åndelige hustru", som er af nubisk afstamning.

Herefter kastede vi os over den detaljerede model af Egypten, hvor Nilen med dens katarakter og forløb i Nubien er vist med smukke detaljer. Meget forståeligt er det lagt meget vægt på skildring af Kongeriget Kush under det 25. dynasti, hvor Nubien hersker over Egypten, og Farao er nubier. Der er fx opstillet en hær af nubiske soldater, udført i brændt ler. Desuden beundrede vi de to smukke modelheste, der er forsynet med prægtige seletøj, fundet ved Qustul og Ballana. En statue af Khefren fra hans daltempel, som vi så i Cairo, har en fremtrædende placering. Et anden klenodie er hovedet af en konge, fundet på på Elephantine Island. Kongen er siden identificeret som Nectanebos.

Museet rummer også fire mumier af adelsmænd i gyldne kister. Statuer m.m. kan beses på nært hold og er ikke beskyttet af glaskister. De fleste genstande er tydeligt mærket med oprindelig samt forsynet med yderligere information på engelsk (og arabisk). Den kristne periode er repræsenteret ved nogle smukke fresker, som er overført hertil fra Det Koptiske Museum i Cairo. Fra den islamiske periode er udstillet en samling af smukke tekstiler fra det 14. århundrede.

Udendørs museum

Udenfor museet i utroligt smukke omgivelser er der anlagt en bæk, som symboliserer Nilen. Som tidligere nævnt er der i anlægget placeret knap 100 genstande af historisk betydning. Området indeholder også en hule med forhistoriske tegninger af dyr. Hulen beskriver de ældgamle nubiske begravelsesskikke. En grav fra fatimidernes tid lå i forvejen på området. Den er nu indkorporeret i museer. Desuden ligger her en kopi af et traditionelt nubisk hus, som beskriver, hvorledes livet levedes i de nubiske landsbyer, som nu ligger på bunden af Nassersøen. Der findes også et udendørs teater med plads til 500 tilskuere.

I 2001 modtog museet Aga Khan's arkitekturpris, indstiftet i 1977, i konkurrence med 20 arkæologiske museer i den arabiske og islamiske verden: "...for its success in integrating the past, present and future by creating in a single building an educational institution dedicated to Nubian history, a contemporary focus for the revival of Nubian culture and a museum designed to promote and preserve cultural artefacts for the future."

Anni fortalte, at der i museet blev afholdt klasser, hvor nubiske/egyptiske børn dels havde almindelig skolegang, dels stiftede bekendtskab med deres egen historie. Og vi så faktisk en sådan klasse med masser af glade børn. Bygningen er i 3 etager og indeholder udover museet et biblioteks- og informationscenter. Dette center organiserer studieture, afholder forelæsninger og workshops for skolebørn og for offentligheden. Indbyggerne i Aswan er flittige og stolte brugere af deres smukke museum, som beskriver deres egen kultur, som let blegner på baggrunden af den egyptiske.

Klimaet i Aswan

Med sit varme og tørre klima er Aswan velegnet til langtidsophold i vinterhalvåret. Selv ved 35 graders varme føltes temperaturen behagelig, og den lave luftfugtighed gjorde, at vi ikke svedte på noget tidspunkt. Aswan ligger sydligere end fx de canariske øer.

Guderne ved Aswan

Khnum, guden med vædder hovedet. Khnum, som i de tidlige dynastiske perioder især tilbedes i den sydlige del af Egypten omkring Elephantine ved Aswan, er en skabergud, som på sit pottemagerhjul skaber den nyfødtes Ka; nogle mener, at han også fremstillet kroppen. Han skaber mennesket af ler fra Nilen. Når de er færdige, holder ham dem op, så solguden Ra kan kaste sine livgivende stråler på dem. Når et mennesker dør, siges det, at "han skal møde sin Ka". Khnum kaldes undertiden for "den store pottemager". Han kombineres ofte med hustruen Satet og datteren Anuket, som er jagtgudinde. De egyptiske guder optræder ofte 3 ad gangen, en såkaldt triade. Centret for den kuld, som dyrkede denne triade, lå på Elephantine Island ved Aswan.

Satet (eller Sati, Setet, Sathit, Satit, Setis eller Satis) er gudinde for Nilen, og meget nærliggende gudinde for frugtbarhed. Hun er også jagtgudinde og beskytter Egypten og farao med sin bue og pile, formentlig model for den græske Artemis. Hun afbildes ofte med Øvre-Egyptens krone og et par lange antilopehorn. Ofte bærer hun også et scepter og ankh symbolet. Navnet Satet kan oversættes som "hun, der øser". En af hendes opgaver er at vaske den døde, inden han træder gennem porten til de dødes verden. Satet igangsætter Nilens oversvømmelse, når Sirius viser sig på himlen. Satet opfanger gudinden Isis' tårer i sine krukker og hælder dem ud i Nilen, som straks flyder over.

Den ufuldendte obelisk

I den sydlige ende af byen ligger flere stenbrud, som har leveret granitmateriale til mange af de oldegyptiske monumenter. På vejen til Aswan dæmningen standsede vi ved bruddet. Kl. 8 om morgenen, var der allerede flere turistbusser på stedet for at udnytte tiden, inden varmen blev for generende. I bussen fortalte Anni om det umenneskelige arbejdet i stenbruddene. Hvor hårdt arbejdet var. Hvor få år man kunne holde til det. Hvorledes man huggede de rå blokke ud af klippen og slæbte dem ned til bredden, hvor de blev fragtet ned ad Nilen. Man havde endnu ikke jernet, men huggede riller med kobber- eller bronzemejsler og indsatte trækiler, som blev overhældt med vand, hvorefter klippen efter nogen tid splittedes. Relieffer viser, at denne metode blev anvendt i den romerske periode, selv om det virker næsten uforståeligt, at man med så skrøbelige midler skulle kunne bearbejde den hårde granit. En anden metode, som måske har været brugt, er at lave en revne i granitten med en hård sten, lægge gloende trækul i revnen og så køle den ned med vand. Herefter skulle stenen - i hvert fald i teorien - dele sig i to stykker. Mon ikke det gik galt mange gange? Poleringen af obelisken blev først udført på bestemmelsesstedet.

Den største udfordring var de kæmpemæssige obelisker, som skulle hugges ud i ét stykke. Vi besøgte den såkaldt "ufuldendte obelisk", som blev bestilt af dronning Hatshepsut. Som vi skulle se i Karnak i Luxor, var dronningen fascineret af denne form for monument. Den er kun groft udhugget på de tre sider, da det undervejs viste sig, at der var en sprække i materialet i undersiden, hvorfor man opgav at fuldføre den.

Hvis den var blevet færdiggjort, ville den have været over 42 meter lang, fire meter bred og med en vægt på ca 1170 tons. Det menes (nogen mener), at den skulle have været en "tvilling" til den obelisk, som i dag står ved Lateranet i Rom, hvortil den blev flyttet fra Luxor.

Om obelisker

En obelisk er en konisk granitsten, som afsluttes med en pyramideformet spids. Denne spids, som benævnes "pyramidion", var ofte beklædt med guld eller et andet reflekterende materiale. Den er et offer til solguden Ra, hvis stråler forgylder dens spids. Grundplanen er oftest kvadratisk, men kan også være rektangulær. De blev almindeligvis placeret parvist i forbindelse med indgangen til et tempel. Ofte blev de opført for at fejre kongens 30-års regeringsjubilæum (jvf hebsed-ritualet). Siderne er dækket med hieroglyffer med bønner til guderne og lovprisninger af den regerende konge.

Dronning Hatshepsut af det 18. dynasti fik rejst omkring seks pyramider i sin 16 års regeringsperiode (omkring 1485 BC). Den højeste står ved templet i Karnak, knap 30 meter høj og med en vægt på 350 tons. På siden findes en inskription om, at obelisken er udhugget i Aswan, poleret og dekoreret, hvorefter den er transporteret til Luxor og rejst i Karnak-templet - alt sammen i løbet af kun syv måneder. Den skal vi se, når vi kommer til Luxor om en lille uge. Thutmose III rejste to obelisker ved templet for Ra i Heliopolis nogle år senere. Ca 1500 år senere under kejser Augustus blev de flyttet til Alexandria for at smykke Cleopatras palads. I 1878 blev den ene flyttet til England, hvor den står på Victoria Embankment ved Themsen. Den anden kom til New York, hvor den står i Central Park. Disse 2 obelisker benævnes "Cleopatras Nåle". En obelisk fra Luxor havnede i 1836 på Concorde pladsen i Paris som en gave fra Egyptens Mohammed Ali (flytningen tog franskmændene fem år). Augustus bragte to obelisker til Rom, den ene blev stillet op på Circus Maximus, den anden på Marsmarken. Kejser Caligula fik opsat en egyptisk obelisk på Neros Circus. I 1585 besluttede pave Sixtus V at flytte den til pladsen foran Peterskirken. Det tog 900 mand og 140 heste. Arbejdet blev dokumenteret på et antal tegninger, som befinder sig i Vatikan biblioteket. Hvis du har lyst, kan du læse mere om denne bedrift på min side om Rom.

Hvordan gjorde de?

Der har i tidens løb været mange teorier om, hvorledes disse kæmpemæssige monumenter er kommet til verden. Hvorledes kunne (små) egyptere løfte flere hundrede tons tunge stenblokke op af hullerne i granitbruddet uden taljer eller kran? Selv om man havde det fornødne antal slaver, kunne de jo dårligt komme til "at løfte i flok". At slæbe en 350 tons tung obelisk hen ad en nogenlunde jævn flade vil kræve et træk fra ca 2000 mennesker. Almindelig antager man, at der er anvendt træruller til transporten, men hvorledes kan en trærulle holde til denne belastning? Og hvorledes har de kunnet polere obeliskens overflade, så den fremstår så smuk og glat alene ved håndkraft. Selv om man har anvendt den hårde stenart diorit som en art slibepulver, er det et gigantisk arbejde. Det, som jeg selv har sværest ved at forstå, er, hvorledes de har kunnet rejse disse kolosser til lodret stilling? Én teori er, at man på det sted, hvor obelisken skulle stå, byggede en slags rampe med en hul i midten. Så slæbte man obelisken op ad rampen, hævede den lidt og lod den glide ned i hullet. Og det fortsatte man med, indtil den stod lodret. Lyder noget nemmere, end det formentlig er. Men en kendsgerning er det, at de tunge obelisker og statuer er transporteret fra stenbruddet til Nilens bred og videre til templerne nordpå, hvor de så er blevet rejst ved de enorme templer.

Nogle af de mest eksotiske teorier om, hvorledes disse opgaver er udført, inddrager "overnaturlige kræfter". (Når jeg skriver overnaturlige i anførselstegn, er det fordi, der vel ikke kan eksistere overnaturlige kræfter, men nok kræfter, hvis eksistens vi ikke har erkendt). Nogle mener, at de gamle egyptere kunne "vende tyngdekraften" eller neutralisere den. I så fald var opgaven med at transportere disse kolosser selvfølgelig ikke noget problem. Jeg er en skeptisk natur, som ikke tror på disse metafysiske forklaringer. Jeg vil acceptere Annis forklaring om, at man fastgjorde de store stenblokke på undersiden af de store flåder. Herved fik man jo hjælp af gamle Arkimedes' lov om legemers vægttab ved nedsænkning i en vædske. Det kan man selvfølgelig med god vilje betragte som en reduktion af tyngdekraften.

Aga Khans Mausoleum

På sejlturen til Kitchener Island, som foregik i en felukka, fortalte vores (dejlige) guide Anni os om Aga Khan (III). Han det åndelige overhoved for den ismailitiske gren af shia muslimerne. Han efterfulgte sin fader på posten i 1885. Sekten er stærkest funderet i Indien, men har tilhængere over hele verden. Aga Khan var utrolig rig. Fra min fjerne barndom husker jeg et billede, hvor den korpulente herre sidder i den ene vægtskål, mens den anden bliver fyldt op med diamanter. Disse diamanter var indsamlet af hans tilhængere for at fejre hans 60 års jubilæum (diamantbryllup?) som sektens overhoved. Vejningen fandt sted på en stadion i Bombay med mere end 100.000 tilskuere. Anni mente, at diamanterne, som repræsenterede en værdi på 1.4 mio dollars, efterfølgende blev anvendt til godgørenhed. Aga Khan boede regelmæssigt i Aswan, hvis tørre og varme klima lindrede hans leddegigt. Han tilbragte megen tid sammen med sin hustru i sin smukke villa på vestbredden.

Ved hans død i 1957 begraves han i et mausoleum, der ligger bag villaen, højere oppe ad klippen. Mausoleet er lavet i lyserød granit fra Aswan og udformet som en grav fra fatimidernes tid. Hans hustru (Begun) fortsatte med at tilbringe 2-3 måneder hver vinter i villaen, indtil hun selv døde i år 2000. Og hver dag anbragte hun en rød rose på Aga Khans grav, som er lavet i den smukke, hvide marmor fra Carra. Når hun ikke selv boede i villaen, blev det gjort af en gartner. En historie fortæller, at det i nogle tilfælde var nødvendigt at flyve roser ind fra Europa. Der blev lukket for adgang til mausoleet ved hendes død. Aga Khans hustru var elsket af befolkningen i Aswan for sit sociale engagement. Aga Khan blev i 1957 efterfulgt af sit barnebarn, Karim.

Tur til Kitchener Island

Øen, som var målet for vores tur, ligger på den anden side af Elephantine Island, regnet fra Aswan. Den er opkald efter lord Horatio Kitchener, som fik den foræret omkring 1890 for sin deltagelse i den sudanesiske militærkampagne, som foregik, mens han var egyptisk generalkonsul. Du kender ham sikkert bedre som den militærperson, der i 1915 lagde ansigt til den berømte hvervningsplakat: "Your country needs you!" Kitchener, som var en passioneret gartner, forlod militæret og gik i gang med at forvandle øen til en botanisk have, hvor eksotiske planter og træer blomstrede i det dejlige klima. Haven blev anlagt i 1899, og 30 år senere fik den status som forsøgsstation for planter fra de ækvatoriale områder. Stationen, som ligger på den sydlige del af øen, er ikke tilgængelig for offentligheden. Udover lokale vækster som sykamore figen og dadelpalmer er der importeret et stort antal vækster fra hele Afrika og Orienten.

Øen er en paradishave, hvor man går på velanlagte stier under skyggefulde træer og omgivet af smukke blomster. I træerne vrimler det med sjældne, eksotiske fugle. Vi var der sidst på eftermiddagen, og jeg vil vurdere, at det er det bedste tidspunkt for at aflægge besøg. Der ligger et mindre cafeteria tæt ved landingspunktet. Øen drives af den egyptiske stat. En adgangsbillet kostede 10 LE for en turist, mens egyptere slipper med ½ LE. Du kan selv tage en felukka fra Corniche i Aswan, hvis du ikke ønsker at deltage i en arrangeret tur.

Besøg i nubisk landsby

Fra Kitchener Island sejlede vi videre sydpå i en motorbåd og lagde til på den østlige bred, hvor vi skulle besøge en nubisk landsby. Anni fortalte, at landsbyen ikke var en af dem, der var blevet genhuset efter etablering af den nye dæmning, da den lå temmelig højt i forhold til Nilens vandspejl. Vi spadserede opad gennem landsbyen, og adskillige unger kom hen og tog Anni i hånden. Det var tydeligt, at hun var en kærkommen gæst. Anni fortalte, at hun ikke kom med gæster hver uge for ikke at belaste forholdet. Også for ikke at ødelægge stedets "uspolerthed". Det er turismens paradoks, at den ofte ødelægger det, som den så inderligt efterspørger.

Og snart kom vi frem til den familie, som vi skulle besøge. De havde et dejligt hus omkring en åben gård. Der var ppgang til taget, hvor de mandlige familiemedlemmer ofte foretrak at sove i de varme nætter. Vi blev ført ind i den stue, som blev anvendt til at modtage gæster. Efter at være blevet blev bænket langs væggen fik vi serveret en kop te af husets frue, som var en smuk og statelig kvinde på omkring 60 år. Anni berettede meget levende om livet i en nubisk landsby. Hun havde kendt familien i flere år og gik næsten var medlem af familien. Faderen og moderen boede i huset sammen med 2 døtre, hvoraf den ene var gift, og hendes mand arbejde i Saudi Arabien. Han havde over tiden sendt så mange penge hjem, at de ejede det bedste hus i landsbyen. Huset var udstyret med elektricitet og alle moderne bekvemmeligheder, men hun foretrak dog at bo sammen med sin familie. Ca 14 dage før, manden kom hjem på ferie, gik man i gang med at lave hovedrengøring i huset, hvorefter hustruen flyttede tilbage til sit store hus sammen med barnet og afventede mandens hjemkomst. En af husets sønner var den person, som havde fragtet os fra Aswan først med felukka og siden med motorbåd. Han ejede disse skibe i fællesskab med en broder, som boede i London.

Som de fleste andre familier fremstillede denne familie også forskellige former for husflid, isæt træskærerarbejde. Vi købte et sæt "brudedukker", som er små træfigurer i klarer farver, som man på de kanter forærer til en pige før hendes giftermål. Inden vi tog afsked med den gæstfri familie, bad Anni os om at hilse på husets fader, som sad i en stue for sig selv - sammen med familiens TV. Det var vigtigt for hans værdighed som familiens overhoved. og Anni mente, at han på landsbyen café ville nævne, "at han for resten lige havde haft besøg af nogle af sine venner fra Danmark". Vi hilste selvfølgelig alle hjerteligt på husherren, som så noget ældre ud end sin hustru. Da vi gik tilbage til båden, blev vi fulgt af en flok unger. De tiggede underligt nok ikke om penge, men om blyanter eller kuglepenne, som åbenbart var en mangelvare i Egypten. Vi oplevede sågar taxichauffører og politifolk spørge efter kuglepenne og ærgrede os over, at vi ikke havde taget en snes kuglepenne med. Det gør vi næste gang. Og sidst på eftermiddagen vendte vi tilbage efter en spændende og afslappende eftermiddag.

Nilen og Nildalen

I dag skulle vi på en udflugt sydpå til Aswan dæmningen. Vi blev som sædvanlig hentet tidligt om morgenen af bussen, så vi kunne nå at være tilbage, inden det blev for varmt.

Som bekendt er Nilen eneste vandforsyning i store dele af Egypten, eftersom der mange steder slet ikke falder nedbør. Imidlertid er landbrugsområdet langs med Nilen ikke kun afhængige af vandet, men også af den frugtbare slam, som Nilen bringer med sig. Nilen er sine 6.750 km verdens længste flod, som løber fra Burundi i syd til Middelhavet i nord. Den øvre Nil (den sydlige ende) består af Den Hvide Nil, Den Blå Nil og Atbara-floden. Den Hvide Nils kilder er nær ved Victoria søen, Den Blå Nil starter sin viltre tilværelse i de ethiopiske bjerge ved Tana søen, mens Atbara kommer fra det ethiopiske højland. Atbara møder den forenede Hvide Nil og Blå Nil lige nord for Khartoum. Før sin udmunding i Middelhavet deler Nilen sig i to hovedgrene, Rosetta grenen og Damietta grenen i deltaet. Hvis du undrer dig over, hvorfor Nilen flyder nordpå og ikke fx sydpå, så skyldes det den kendsgerning, at vand foretrækker at løbe nedad - og det ethiopiske højland ligger altså i godt 1600 meters højde.

De gamle egyptere mente, at Nilen havde form som en lotusblomst, det gamle egyptiske symbol på livet, hvor Nildalen er stilken og deltaet blomsten. I århundreder havde Nilen oversvømmet floddalen og beriget landet med et tykt lag aflejret slam - indtil 4 millioner tons pr år. Oversvømmelserne optrådte fra juli til september som resultat af tropiske regnskyl på det ethiopiske plateau. Floden nåede sin højeste vandstand i oktober, hvorefter den begyndte at trække sig tilbage for at nå sin laveste vandstand mellem april og juni. Siden de ældste tider har befolkningen søgt at regulere ved at udgrave kanaler til overrisling samt at hæve flodbredden. Nilens oversvømmelser gjorde den smalle strimmel land på hver side af floden særdeles frugtbar. Når vandet trak sig tilbage, begyndte den intensive dyrkning af byg, linser, bønner, løg, dadler, figner, druer og hør. Hertil kom, at sumpene og moserne langs Nilen var velforsynede med fisk og havde et rigt dyre- og fugleliv. I sumpene høstede man også den vigtige papyrus til fremstilling af reb, måtter, kurve, hytter, både osv. Men også til papirfremstilling.

Den første dæmning

Når oversvømmelsen var på sit højeste, voksede vandmængden til det 16-dobbelte. Variationer i nedbøren i Ethiopien kunne give vandmængder fra 12 km3 (1913-1914) til 155 km3 (1878-79). Omkring år 1900 kunne landbrugsproduktionen ikke længere følge med befolkningstilvæksten i Egypten og Sudan, og det var nødvendigt at regulere Nilens gennemstrømning. Samtidig begyndte man at producere vandelektricitet til landsbyerne og den voksende industri. I 1899 påbegyndte man konstruktion af den første dæmning. Den blev færdig i 1902, og udvidet igen i 1907-12 og 1929-34. Selv med disse tiltag var vandresservoiret utilstrækkeligt. I "gode år" med meget vand fra Ethiopien var det nødvendigt at åbne for de gamle sluser og oversvømme områder, som ikke skulle have været det. I 1946 blev det klart, at der måtte bygges yderligere en dæmning ved Aswan, da vandstanden dette år nåede sit maksimum.

Aswan dæmningen

I 1952 besluttede den egyptiske ledelse (revolutionsrådet), at der skulle bygges en ny dæmning ved Aswan, den såkaldte "High Dam" - på arabisk "El Saad al Aali" - ca 7 km nord for den gamle dæmning, og der blev indgået en aftale med Sudan om fordeling af vandmængderne mellem de to nationer. Egypten søgte Verdensbanken om lån til finansieringen. FN tilbød på et tidspunkt et lån, men af en eller anden grund blev tilsagnet trukket tilbage. Måske på grund af den standende konflikt mellem Egypten og Israel. Efter at England, Frankrig og Israel havde invaderet Egypten i 1956, besatte Egypten Suez kanalen. Sovjetunionen tilbød at hjælpe, og Egypten accepterede tilbuddet. Udover en mængde rubler sendte Sovjetunionen ingeniører, militærrådgivere og arbejdere for at styrke relationerne mellem de to lande. Arbejdet påbegyndtes i november 1959. Mere end 30.000 egyptiske arbejdere var beskæftiget med dette enorme projekt.

For at kunne gennemføre byggeriet måtte mere end 90.000 nubiere flyttes. Nubiere, som boede i Egypten, blev "bare" flyttet 45 km, mens sudanesiske nubiere måtte flytte omkring 600 km, inden man lavede verdens største sø, der skulle akkumulere vandet i Nilen, når der var regntid i Ethiopien. Søen kaldes Nasser Søen, Aswan Søen eller Birkat og er omkring 500 km lang. Inden området blev oversvømmet, gennemførte Egypten en storslået flytning af templerne ved Abu Simbel - se nedenfor.

Den 21. juli 1970 blev dæmningen indviet. Mængden af materiale til bygningen af dæmningen svarer til 18 Kheops pyramider. Dæmningen er 3600 meter lang og 111 meter høj. Man havde påbegyndt opfyldningen af reservoiret allerede i 1964, og først i 1976 var denne del afsluttet, indhold ca 150 millioner km3. Reservoiret blev opkaldt efter den tidligere egyptiske præsident Gamal Abdel Nasser, som døde i 1970. Ca 17% af søen ligger i Sudan. Nasser søen er 480 km lang og 16 km på det bredeste stykke, et areal på 6.000 km2.

I forbindelse med Aswan dæmningen ligger et hydro-elektrisk værk med 12 turbiner, som hver producerer 175 megawatt, nok til at forsyne alle landsbyerne langs Nilen med electricitet. Da værket nåede fuld produktion leverede den omkring halvdelen af Egyptens elektricitetsforbrug. I 1998 dog kun 15%. Vandet i Nasser søen pumpes til et stort antal husholdninger, der bruger det som drikkevand, til vask og andre formål. En del vand bruges til afkøling af maskiner. Besynderligt nok var det ikke tilladt at fotografere i nærheden af kraftværket.

Ved hjælp af den kæmpemæssige dæmning kan man nu holde en nogenlunde konstant vandhøjde i Nilen og dermed undgå de mange skader, som tidligere skete i den forbindelse. Hertil kommer, at sejlforholdene på Nilen er blevet forbedret betydelig, hvilket har stor betydning for turistindustrien. De mindre, fladbundede felukkaer har sjældent problemer, men de mange turbåde på Nilen kræver en del vand under kølen. Nogle steder ved Nilen er der sluser, således at der kan opereres med forskellig vandhøjde på forskelige strækninger. Vi fik at vide, at vi ville passere en sådan sluse på vej nordpå til Luxor. Omkring 15% af vandet fra Lake Nasser går tabt ved utætheder og fordampning.

Efter at have passeret gennem en stor portal så vi et sovjetisk-egyptisk mindesmærke for det gode samarbejde mellem de to nationer. Monumentet var udformet som en lotusplante. Vejen gik oven på dæmningen. På tilbagevejen gjorde vi ophold ved mindesmærket for at tage det i øjesyn.

Bagsiden af medaljen

Som alle medaljer har også Aswan dæmningen en bagside. I virkeligheden har Awsan dæmningen flere. Den frugtbare slam hober sig nu op i Nasser søen, så man undertiden er nødt til at foretage oprensning af søen - i stedet for at slamet gør gavn langs flodens bredder. Bønderne er blevet tvunget til at bruge ca en million tons kunstgødning om året i stedet for dette slam. Faktisk frygter man, at den ophobede slam på sigt vil ophæve/overstige Aswan dæmningens positive virkning. Den reducerede mængde slam og den ringere vandgennemstrømning som følge af reguleringen har medført erosion af Nildeltaet, og mange dyr har mistet deres naturlige tilholdssteder. Den ringerevandgennemstrømning har også medført, at der trænger saltvand op i Nilens udmunding, hvilket har halveret udbyttet af fiskeriet - fx af rejer - ved udløbet i Middelhavet. Til gengæld finder der en del fiskeri sted i Nasser søen. Udbredelsen af bilharziose i Egypten er steget fra 5% i 1968 til nu mere end 70%, efter at Aswan dæmningen har skabt store mængder stillestående ferskvand, det foretrukne levested for den snegl, som overfører sygdommen.

Redningsaktionen ved Abu Simbel mv

Det var ikke kun de egyptiske arbejdere, der fik travlt, da man gik i gang med Aswan dæmningen. Arkæologer fra hele verden strømmede til området for at redde så mange historiske mindesmærker som muligt. UNESCO igangsatte en række redningsaktioner, hvorunder adskillige steder blev udgravet og 24 større monumenter flyttet til mere sikre steder. Jeg husker stadig masser af spændende billedreportager fra begyndelsen af 1960'erne. Det var muligt at komme på en udflugt til Abu Simbel, og en enkelt på vores hold tog afsted den sidste dag i Aswan. Turen, som foregik i bus, startede kl 4 om morgenen og varede til middag. Det meste af tiden gik med at køre. Det lød som om, turen havde været spændende, så jeg lovede mig selv, at "næste gang..." - måske skulle man kombinere det med et krydstogt på Nasser søen. Det er nu dejligt at have noget at se frem til.

Ved Abu Simbel i Nubien, knap 300 km syd for Aswan og på Nilens vestbred, ligger to store templer bygget af Ramses II, datidens Christian IV: et stort til ham selv og et mindre Hathor-tempel til hans yndlingshustru Nefertari (for hvis skyld solen skinner, som en inskription på templet fortæller). Parrets grave befinder sig ikke her, men på vestbredden af Nilen overfor Luxor. Templerne er bogstavelig talt hugget ud af klippen. 20 meter høje statuer af kongeparret, placeret på en trone og iført dobbeltkronen for Nedre og Øvre Egypten stirrer ud over Nasser søen. Mellem benene på hver af de fire kongestatuer befinder sig mindre statuer af hustruen, deres sønner og døtre. Ramses II havde selvfølgelig mange hustruer, hvoraf de fleste efter sigende plagede ham, men kun Nefertari fik sit eget tempel ved Abu Simbel. Da templerne blev "opdaget" i 1813 af Johann Ludwig Burckhardt (1784-1817, født i Lausanne, Schweiz, studerede i London og Cambridge), var de fuldstændig dækket med sand. Det menes, at området ved Abu Simbel blev taget i brug under det 18. dynasti, hvor Ay og Horemheb, som du skal møde, når vi om nogle dage tager til Luxor, fik lavet klippekapeller her.

Redningsaktionen fandt sted fra 1964-1968, hvorunder templerne blev adskilt og flyttet ca 60 meter højere op, hvor man samlede dem igen og modellerede en baggrund som lignede den oprindelige.

Dagen efter skulle vi besøge de smukke templer på øen Philae. Da man byggede den første Aswan dæmning, steg vandet i søen så meget, at templerne stod under vand det meste af året. Mmkring 1960 gik UNESCO ind og lavede et projekt, som flyttede templerne til en højere beliggende ø i nærheden af den oprindelige. Hvis du synes, det lyder spændende, så kom med os i morgen.

Nogle monumenter blev flyttet længere væk, en del kom til Khartoum i Sudan. Andre blev givet til de nationer, som havde deltaget i redningsaktionerne: Debod Templet ligger nu i Madrid, Dendur Templet befinder sig på Metropolitan Museum of Art i New York, Kalabsha på Ägyptisches Museum i Berlin, Taffa Templet på Rijksmuseum van Oudheden i Leiden, Holland osv. Men langt fra alt blev redet, og på bunden af Nasser søen befinder sig adskillige kendte - og formentlig utallige ukendte - monumenter. Foruden flere nubiske landsbyer.

Dansk ingeniørfirma hjælper med vandforsyning i Aswan

Da vi vendte tilbage til de danske himmelstrøg, læste jeg en artikel om et Danida projekt, som et af vores fremmeste ingeniørfirmaer, Carl Bro Gruppen deltager i. Det går ud på at skaffe bedre vandforsyning og rent drikkevand til ca 300.000 egyptere. Ca 60 % af det vand, der pumpes op af vandværket i Aswan, når aldrig ud til forbrugerne på grund af overløb, utætte rør, ledningsbrud, manglende vedligeholdelse, dårlige installationer mv. Carl Bro Gruppen har renoverer vandværket, finder lækager og udbedrer dem. Desuden skal man uddane og træne 200 lokale medarbejdere i at vedligeholde ledningsnet og pumpestationer. I forbindelse med kortlægning af alle tilslutningerne til vandforsyningsnettet "fandt" man 10.000 uregistrerede forbrugere, som nu bliver opkrævet betaling for deres vandforbrug.

Besøg ved Philae Templet

I dag skulle vi besøge det berømte Philae Tempel, som bærer det smukke tilnavn Nilens Juvel. Den ligger ca 8 km syd for den gamle Aswan dæmning, dvs mellem den nye og den gamle dæmning. Vi kørte ned til den nærliggende havn, hvor Anni købte billetter til os - 20 LE pr billet - samt traf aftale om at sejle os ud til øen på en mindre motorbåd. Templet ligger på en lille klippeø, som er bare 460 x 150 m. Fra båden er der et smukt syn af øen og dens indhold, før man lægger til ved den gamle kaj på sydsiden af øen. Øen ligger ret nøjagtigt på krebsens vendekreds. Hver aften opføres et såkaldt Sound and Light Show på øen. Efter at vi var gået i land på øen, lagde vores båd sig over til fastlandet, som ikke var længere væk, end at han kunne tilkaldes med et vink. Under sejlturen fortalte Anni den spændende historie om, hvorledes øens templer var blevet reddet fra oversvømmelse.

UNESCO's redningsaktion

Oprindelig havde templerne befundet sig på "den rigtige" Philae ø, som ligger lidt sydligere, og som nu er under vand. Da man fra 1898-1902 byggede den første Aswan dæmning, steg vandet i søen så meget, at templerne stod under vand det meste af året. Turisterne sejlede rundt mellem ruinerne i både. Da man omkring 1960 gik i gang med at bygge den nye Aswan dæmning, indså man, at vandet ville sige endnu højere i søen, og UNESCO gik ind og lavede en redningsplan for de templer, som havde eksisteret i mere end 2000 år. Første skridt var at finde en ø, som lignede Philae, men som lå noget højere. Den ø, man udvalgte, hedder Agilika, og den ligger ca 500 meter fra Philae. Et italiensk firma fik opgaven med at flytte templerne til den nye placering. Herefter satte man en spunsvæg ned omkring hele Philae og fyldte hulrummet op med ca 1 million m3 sand. Det vand, der trængte ind, blev pumpet bort for at tørlægge alle bygningerne. Derefter blev templerne "demonteret", dvs brudt ned i blokke. Hver blok blev rengjort og nøje nummereret. Mere end 40.000 blokke var der. Den samlede vægt var ca 27.000 tons, og nogle af blokkene vejede op til 25 tons. Disse blokke blev fragtet til Agilkai, og templerne blev bygget op igen. Den officielle genåbning fandt sted i 1980.

Nektanebos kiosk

Båden lagde til tæt ved tempelkompleksets ældste del, Nektanebos kiosk (pavillon) (379-390 BC). Der er dog rester på øen af endnu ældre dato, dvs den nubiske farao Taharka, (690-664 BC). De øvrige monumenter på øen er bygget af ptolemæiske konger eller romerske kejsere. Templerne blev efter kristendommens fremtrængen taget i brug af de tidlige kristne. Templet blev først lukket af kejser Justinian i år 550, længe efter, at kristendommen var indført som statsreligion, og det menes at være det ældste hedenske tempel i brug i Egypten. Pavillonen har en smuk forgård med to kolonnader med smukke søjler, som leder frem til pylonerne til det første tempel.

Isis' tempel

Dette store tempel var centrum for dyrkelse af gudinden Isis og blev besøgt af tusinder af tilbedende kultmedlemmer fra hele Middelhavet. Et talrigt præsteskab forestod de mange ritualer og ceremonier, som blev udført til ære for den store gudinde.

Indgangen vogtes af 2 granitløver. Tidligere stod her også 2 granitobelisker, som bar Cleopatras cartouche. Den første pylon, som er 18 meter høj, blev bygget af Ptolemæus XII og er på traditionel vis udsmykket med relieffer, der viser kongen undertvinge landets fjender mens guderne Isis, Nephtys, Horus og Hathor bifaldende ser til. Et andet relief viser kongen tilbede gudinden Isis. Der er også billeder af præster, som bærer den hellige båd med statuen af Iris. Andre - ikke så velkomne - inskriptioner viser, at Napoleons soldater var på besøg her i 1799.

Den anden portal i vesttårnet fører ind til det såkaldte fødselshus, hvor man ser Isis amme den unge Horus i sumpene - mere herom senere. Der er også relieffer, hvor man ser Horus, krigsguden bærende dobbeltkronen for både Øvre og Nedre Egypten. Fødselshuset blev påbegyndt under Nektanebo, men mange efterfølgende konger har siden udbygget dette. På væggene er skildret Horus' fødsel og opvækst. I fødselshuset skulle hver farao (efter Hapshetsut) gennemgå særlige ceremonier, som skulle fastslå hans guddommelige ret til tronen. Desuden sikrede særlige ritualer, at pagten mellem guderne og kongen blev fornyet. På østsiden af den indre gård er der endnu en kolonnade. For enden af den er et granitalter fra Taharkas tid - sikkert den ældste genstand på øen.

Den anden pylon fører ind til en mindre søjlehal, hvorfra en trappe fører op til taget, hvor der efter sigende (der var ikke adgang) skulle være nogle kamre med skildringer af Osiris' død og senere genopstandelse. Fra søjlehallen er der indgang til "det allerhelligste", hvor den hellige statue af Iris befandt sig. Den hellige båd, som under de religiøse fester blev anvendt til at transportere statuen omkring med, befandt sig på en piedestal i rummet.

På ydermurene af Isis' tempel er udskåret scener fra kejser Augustus og Tiberius' tid. På vestsiden af øen ligger et såkaldt nilometer, som kan måle vandstanden i Nilen, og som blev brugt til at forudsige omfanget af årets oversvømmelse og dermed anvendt til at fastlægge beskatningsgrundlaget. Et fantastisk værktøj for en skatteminister. Sådanne nilometre så vi mange steder på vores tur.

Hathors tempel

Fra østsiden af Isis' tempel er der en indgang til et lille tempel, som er viet til gudinden Hathor. Det er bygget under Ptolemæus VI og siden udvidet af Ptolemæus VIII samt de romerske kejsere Augustus og Tiberius. Templet består bl.a. af en såkaldt kiosk med 14 smukke søjler, som er prydet med figurer af Hathor. På templevæggene findes smukke relieffer med musikanter, der spiller for guderne, Hathor er også gudinde for musik, sang og dans.

Trajans tempel. Tæt ved ligger Trajans tempel med 14 smukke søjler. Relieffer på indersiden viser kejser Trajan ofre til Isis, Osiris og Horus. Dette tempel var oprindelig hovedindgang til tempelkomplekset fra flodsiden.

Isis myten

Der findes en del variationer af Iris myten. Jeg har skrevet lidt om disse begivenheder på siden med egyptiske guder, men her kommer den i en udgave, hvor der fokuseres mere på Isis' rolle. Osiris, som er konge af Egypten, regerer sammen med sin dronning Isis, som også er hans søster. Det er faktisk almindeligt på den tid. Osiris er elsket af sit folk pga sin retfærdighed. Han har lært dem at pløje og dyrke jorden samt at ære guderne. Men hans broder Seth er jaloux og pønser på at overtage tronen. Isis er konstant på vagt overfor den onde Seth.

En dag inviterer den gode konge Osiris til en stor fest på slottet. Og da han jo er en god konge, inviterer han også Seth. Under festen beskriver Seth en vidunderlig smuk kiste, han har ladet fremstille, og deltagerne beder ham bringe den ind i salen, så de kan beundre den. Og smuk var den, lavet i det smukkeste træ og malet og forgyldt. Seth lover, at den, der kan passe kisten, må få den som gave. Da Seth havde ladet kisten fremstille efter Osiris´ mål, er kongen selvfølgelig den eneste, som kisten passer. Da kongen har taget plads i kisten, sømmer Seth låget til, hvorefter hans folk smider kisten i Nilen, hvor den sejler afsted.

Den sørgende Isis klipper sit smukke hår af, klæder sig i sørgedragt og tager ud for at lede efter sin mands kiste. Hun vandrer over hele Egypten, indtil hun i Byblos hører nogle børn fortælle, at de har set en smuk kiste i Nilen.

Om natten bringer hun kisten i land, tænder et bål og anbringer den dødes krop på bålet og alt det menneskelige af Osiris brændes bort. Herefter bringer hun kisten med den døde Oriris tilbage for at begrave ham i sumpområdet ved Nilen. Hun åbner kisten en sidste gang og omfavner grædende Osiris, som ser ud som om, han sover.

Men så en nat, hvor Seth og hans mænd er på jagt, finder de kisten med den døde Osiris. Mens Isis sover, bryder han kisten op, splitter den døde krop i 40 dele, som han spreder ud over hele Nilen. Nu er han sikker på, at Isis ikke kan finde dem.

Da Isis ser den tomme kiste, udstøder hun et rædselsskrig og tilkalder sin søster, Nephtys, som kommer for at trøste hende. I flere år gennemsøger Isis og Nephtys hele Egypten. Hver gang, de finder et stykke af den døde Osiris' krop, bygger de et alter til ære for guderne. Legenden fortæller, at Isis finder Osiris' hjerte på Philae. Da samtlige dele er fundet, forvandler Isis sin døde mand, Osiris til den første mumie. (Det er forklaringen på, at guden Osiris altid afbildes som en mumie.) Hun fortsætter med at anvende magi, og det lykkes hende at blive gravid med Osiris, og hun føder sønnen Horus. (Nogle beretninger fortæller, at det ikke lykkes de to søstre at finde Osiris' lem, da det er blevet spist af en lille fisk. Men det gør jo bare bedriften endnu større.) Isis begraver sin døde mand på naboøen, Bigeh. Efter sin død bliver Osiris konge i de dødes land, mens Horus tager kampen op mod sin onde onkel, Seth og bliver konge af det levende land, Egypten. Efter sin død bliver Isis gudinde og har bl.a. til opgave at beskytte kongen, der opfattes som en inkarnation af hendes egen søn, Horus.

En gang om ugen (dvs hver 10. dag ifølge den egyptiske kalender) tager Isis over på øen Bigeh for at besøge Osiris' grav. Hendes statue tages ud af det aller-helligste og sejles over til Bigeh, hvor hun foretager ofre ved graven. På den tid var der alene adgang til Philae for præstskabet. Kun ved afholdelse af religiøse ceremonier, måtte andre betræde øen og komme ind i forgården.

Isis er også bekendt med magi og kunsten at helbrede. Det sidste har hun lært af skrivekunstens gud, Thot . Isis vises ofte med en trone på hovedet hieroglyffen for Isis er faktisk en trone. Andre gange er hendes hovedbeklædning en solskive med fjer og evt. kohorn (sidstnævnte har hun lånt af Hathor). Desuden kan hun forekomme med vældige udfoldede vinger spredt beskyttende ud over kongen. Og endelig kan hun vises med et kohoved. Men det mest populære billede på Isis er, når hun ammer den lille Horus.

Så populær er Isis, at man tilskriver hende æren for den årlige oversvømmelse af Nilen. Den 17. juni benævnes "dråbens natten". På denne nat oversvømmes Nilen på grundlag af blot en enkelt tåre fra Iis over hendes døde mand, Osiris.

Isis' symbol er dette lille spænde, som symboliserer hendes lægende kræfter. Hun afbildes også tit med en sistrum, et spilleinstrument, der ligner en rangle.

Under Det Nye Rige optræder Isis stadig oftere på relieffer og figurer. Bl.a. står hun ofte bag sin mand, Osiris i hallen, hvor de døde skal dømmes, sammen med sin søster Nephtys. Især i Øvre Egypten er hun populær, og der bygges flere templer for hende under Ramses II. Hun kaldes undertiden for Herskerinden af Nubien.

Den græske og romerske Isis

Da grækerne og romerne kommer til Egypten, er tilbedelsen af Isis i tilbagegang og bliver kun praktiseret nogle få steder, bl.a. på Philae. De nye magthavere begynder at overføre deres egne kultur på Egypten, og det gælder også landets guder. Isis bliver den store modergud og gud for kvinder og børnefødsler. Isis overtager passende feminine egenskaber fra gudinder som Hathor, Mut og Serket. Hendes popularitet spreder sig til hele middelhavsområdet. Grækerne ser i hende frugtbarhedsgudinderne Demeter og Kybele. Romerne sammenligner hende med deres egen Hera og bygger templer til ære for Isis og Serapis.

Isis kultens udbredelse - og opløsning

Isis kulten overlever længere på Philae end noget andet sted, og der sker udvidelser til bygningerne indtil omkring år 300. Selv efter indførelse af kristendommen som statsreligion i Romerriget, tillades Isis dyrkelsen på Philae. En del af forklaringen er, at tilbedelsen er så udbredt, at man ikke tør standse den med magt. En anden forklaring, som vi fik af Anni, er den, at kristendommen passede fint ind i den religion, som blev dyrket omkring Philae. De tidlige kristne, kopterne, identificerede Isis og Horus med jomfru Maria og Jesus, og livesymbolet, Ankh med det koptiske kors. Genopstandelsesberetningen var heller ikke fremmed for dem, når man tænker på Osiris legenden.

Kulten bliver først opløst efter ordre fra kejser Justinian omkring år 535. Præsterne jages bort, og templernes rigdomme konfiskeres. Desværre går de kristne i gang med at fjerne ansigterne på alle de hedenske figurer, dvs de gamle egyptiske guder. Heldigvis har man ikke været lige ihærdige med dette arbejde alle steder.

Nilkryds Aswan - Luxor

Efter nogle dejlige dage i Aswan startede vores nilkryds, hvor vi den næste uge skulle sejle ned ad (i strømretningen) Nilen og afslutte i Luxor. Strækningen er på knap 250 km. Sejladsen ville overvejende finde sted om dagen, så vi kunne nyde sceneriet fra dækket. Der ville blive gjort ophold flere steder undervejs for at besøge seværdigheder.

Bl.a. skulle vi besøge Kom Ombo, som ligger ca. 50 km nord for Aswan. Da Nilen på dette sted bugter sig, er der opstået en sandbanke, som i oldtiden var hjemsøgt af krokodiller. Her skal vi besøge Egyptens eneste dobbelt-tempel, som var viet til krokodilleguden Sobek og den falke-hovede Horus.

Midt mellem Aswan og Luxor ligger Edfu med det store Horustempel, som er et af Egyptens største og bedst bevarede templer. Det skyldes primært, at det er bygget relativt sent, nemlig 237-57 BC. Det fortæller om dødskulten omkring Osiris, som du måske har læst om på en af de foregående sider. På det sidste stykke til Luxor passerer vi den store sluse ved Esna for at ankomme til Luxor om aftenen. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde medtaget Agatha Christie's "Døden på Nilen" - den ville have været velvalgt. I stedet gjorde jeg det, at jeg købte en video af spillefilmen med Peter Ustinov, David Niven og Bette Davis

Indkvartering

Vi blev indkvarteret ved frokosttid på vores skib og fik straks vores værelser. De var selvfølgelig mindre end almindelige hotelværelser, men absolut af god standard og med et lille badeværelse til hvert værelse. Et dobbeltværelse var på 18-20 m2. De ca 60 værelser var fordelt på to etager (dæk). I "stueetagen" lå en nydelig restaurant og spisesal, hvor der var plads til samtlige gæster på én gang. Vi fik hver vores eget bord, som vi havde på hele turen. Der var helpension under hele sejladsen. Udover morgenmad, frokost og aftensmad, var der ofte lidt ekstra som eftermiddagskaffe med hjemmebagt kage eller små pizzaer. Drikkevarer for egen regning. Vi signerede dagens regning, som så skulle betales den sidste dag om bord.

Hen på eftermiddagen sejlede vi afsted mod Kom Ombo. Vi nød synet fra det dejlige soldæk, hvor der var en pæn, stor swimming pool. Sejladsen var blød, glidende og særdeles behagelig uden bølger eller dønninger. Alle officerer og personalet om bord var standsmæssigt uniformeret. Dog ikke kaptajnen, som bar den karakteristiske arabiske kjortel. Vi konstaterede, at det også gjaldt de øvrige skibe, som vi så. Vi talte med Anni, som fortalte, at alle kaptajnerne på Nilen var enige om at holde de gamle sejltraditioner i hævd. Og når man i Egypten taler om gamle traditioner, så snakker vi altså om flere tusinde år.

Vi befandt os fortrinligt på vores flydende luxus hotel. Lise og Bent havde prøvet at sejle på de russiske floder, men for Birgit og mig selv var det første gang, vi prøvede denne form for ferie. Den afvekslende blanding af bare at kunne slappe af på soldækket og nyde sceneriet på begge bredder kombineret med spændende besøg i land passede os særdeles godt. Vi fandt et lille hjørne, hvor vi kunne spille kort om aftenen. Vi har spillet kort (whist) regelmæssigt i mere end 40 år. Om aftenen blev der arrangeret bingo o.l. for de gæster, der havde lyst til det. Herudover var der en opholdssalon, bar, spillecasino osv. Forretninger: frisør, bank, vaskeri, massør osv. Som du kan se på billedet, var skibets personale også fortrolige med at arrangere håndklæder mv. til figurer som krokodiller, svaner oma.

Som nævnt gik den første udflugt til templet i Kom Ombo.

Kom Ombo Templet

Omkring kl 19 ankom vi til Kom Ombo templet, som ligger på østbredden ca 45 km nord for Aswan. Hist hvor Nilen slår en bugt, ligger en sandbanke, som i oldtiden var hjemsøgt af krokodiller. Krokodillerne, som var hellige, var en stor plage for befolkningen, som ved flere lejligheder klagede deres nød til kongen. Anni beroligede os med, at krokodillerne for længst var blevet bortskudt, da de åd befolkningens hunde og kvæg, når de søgte ned til Nilen for at drikke. Her ligger Kom Ombo templet - Egyptens eneste dobbelt-tempel. Det var viet til to guder, krokodilleguden Sobek og den falkehovede Horus (den ældre). Det er måske mere korrekt at sige, at de er viede til to gudefamilier. Templet ligger ca 4 km fra havnen. Efter at vi var gået i land fra skibet, blev vi indladet i hestevogne, som bragte os derud. Det var en meget fascinerende køretur gennem byen frem mod det smukt belyste tempel. Templet blev påbegyndt under Ptolemæus VI et par hundrede år før vores tidsregning. Ydermurene er bygget under kejser Augustus omkring år 30. Efter kristendommens indførelse blev det brugt som kirke af kopterne. Og efterfølgende er en stor del af templet blevet anvendt som byggemateriale af lokalbefolkningen. Templet blev først udgravet i 1900-tallet og er desværre i en dårlig forfatning. Dele af det er i tiden løb blevet ædt af den grådige Nil. Et jordskælv i 1992 anrettede også betydelige ødelæggelser.

I virkeligheden er der tale om to templer, da alle funktioner er dublerede omkring midteraksen. Der er to indgange, to forgårde, to søjlehaller, to sanktuarier (hvor de hellige ceremonier blev afholdt). Og hver af af to templer havde formentlig deres eget præsteskab. Sobeks tempel lå mod syd, Horus' mod nord. Sobeks nærmeste familie var hustruen Hathor og sønnen Khonsu. Sobek, som er gud for det vilde og ustyrlige, associeres ofte med den onde Seth, som forsøgte at dræbe sin broder Horus. I en legende forvandler Seth og hans følgesvende sig til krokodiller for at undslippe forfølgerne.

Der er kun fundamenterne tilbage af de oprindelige pyloner. Bag pylonerne førte en trappe op til en tagterrasse, hvorfra der har været en utrolig udsigt over Nilen. I den åbne gård er der resterne af et alter, og der ligger en meget dyb brønd.

I det sydvestlige hjørne er en søjle med motiver, som viser, kongen blive kronet og efterfølgende indvier han templet. I loften er der astronomiske motiver. Søjlerne er afsluttet med papyrus kapitæler. Mange steder ses dog både lotus-motiver, som symboliserer Nedre Egypten, og papyrus-motiver, som symboliserer Øvre Egypten. Der er stort set ingen rester af det-allerhelligste. I et lille Hathor-tempel er udstillet de sørgelige rester af et par krokodillemumier.

Udover at fungere som et religiøst centrum var Kom Ombo templet også stedet, hvor man kom for at blive helbredt for sine sygdomme. Anni berettede med stor indlevelse om de mange helbredelsesformer, man havde kendskab til på den tid. På bagvæggen af den ydre korridor var et relief med mange kirurgiske instrumenter. På et relief ser man kejser Trajan knæle for Imhotep, som udover at være en stor arkitekt (du husker måske, at han byggede farao Djosers trinpyramide i Sakkara?) også havde et indgående kendskab til lægekunsten. Efter Imhoteps død blev han guddommeliggjort.

Herefter returnerede vi til vores ventende kalechevogne for at køre tilbage til skibet. Selv om Anni havde betalt for køreturen og hertil et rimeligt beløb i drikkepenge prøvede kusken på mange måder at tiltuske sig lidt ekstra drikkepenge. Fx simulerede vores kusk, at seletøjet gik i stykker, hvilket gav ham lidt ekstraarbejde. Da det ikke gjorde indtryk på os, fortalte han om sine mange børn. Endelig opgav han yderligere forsøg, satte hesten i trav og fortalte, at vognen var en Ferrari, og han var Schumacher. Tilbage på skibet spiste vi en dejlig middag i smukke omgivelser. Skibet fortsatte sin færd og lagde til ved Edfu, som ligger godt 100 km nord for Aswan.

Noget om egyptiske templer

Mens vi stille og roligt sejler nordpå, kan jeg benytte tiden til at fortælle dig lidt om de egyptiske templer. Generelt kan de opdeles i

• begravelsestempler
• kulttempler

Begravelsestemplet eller dødetemplet er sted for de ritualer, som skal sikre den døde konges liv efter døden, mens kulttemplet er opbygget som et hjem for den gud eller de guder, det er viet til.

Begravelsestempler

Fra det 3. dynasti (omkring 2600 BC) har kongens grav form af en pyramide, og i tilknytning hertil på den østre side ligger et kapel. Se fx beskrivelsen af Khefrens gravkompleks. Disse templer er alle opbygget efter denne model: en indgangshal fører frem til en åben gård, ofte flankeret af søjler. I gården er der nicher - typisk fem - hvor statuer af den døde konge placeres. Bag gården ligger et antal forrådskamre samt sanktuariet. I den østlige ende af sanktuariet findes en statueniche, hvor man bringer ofre, som skal gøre det muligt for kongens ånd (ka) at eksistere i livet efter døden. Fra begravelsestemplet fører en processionsgang ned til Nilbredden, hvor der ligger et mindre tempel - daltemplet, hvori den døde konges krop gøres klar til begravelsen.

Fra det 18. dynasti (1550 BC) begynder kongerne at lade sig begrave i klippegrave på vestbredden af Nilen på kanten af ørkenen, Kongernes Dal. ved Luxor. Pga pladsmangel her begynder man at placere gravtempler andre steder, fx på det flade område mellem Kongernes Dal og Nilen.

Der er fundet begravelsestempler for de fleste konger fra Det Nye Rige (fra 1550-1085 BC). En variant er den kvindelige farao, Hatshepsuts (fra 1479-1425 BC) begravelsestempel ved Deir el Bahri, som vi skal se, når vi kommer til Luxor. Undertiden fungerer et begravelsestempel også som et kulttempel, mens farao lever. Det gælder fx Hatshepsuts tempel. Efterhånden begynder begravelsestempler også at fungere som administrative centre, og der bygges ofte et eller flere paladser langs med templet. Disse bliver formentlig anvendt, når en konge, som residerer i nord (Memphis) aflægger besøg i sydregionen.

Kulttempler

De bedst bevarede kulttempler er fra Det Nye Rige eller Den Ptolemæiske Periode (ca 300-30 BC), men størsteparten af disse er placeret ovenpå tidligere kultsteder. Disse har oprindelig været "almindelige bygninger", bygget i soltørrede muddersten, og har indehold fettisher og statuer, som repræsenterede guden eller guderne. Efterhånden afløses disse af stadig større bygninger af sandsten. Da templer skal kunne modtage store processioner af præster, bliver de enkelte rum orienteret via en længdegående akse. Men alt i alt er et kulttempel, der er hjemsted for guden, opbygget som et beboelseshus.

Fra omkring 1500 BC tager hovedindgangen til templet karakter af en pylon (græsk): en stor trædør, flankeret af høje tårne, som snævrer ind opefter. Ofte er pylonerne udstyret med høje flagstænger, og der anbringes obelisker foran dem. Efter at have passeret pylonerne kommer man ind i en åben forgård, ofte flere efter hinanden. Forgårdene er ofte indrammet med søjlegange, hvis søjler repræsenterer de fremtrædende lokale planter, papyrus og lotus.

Fra forgården kommer man ind i en overdækket hal, hypostyl (svarer til opholdsstuen). Taget er understøttet af søjler. Fra hypostylen kommer man ind i sanktuariet. En del af sanktuariet er "det allerhelligste", husherrens soveværelse. Det ligger altid på templets midterakse, og er et fokuspunkt, idet gangen snævrer ind frem mod dette, ligesom højden også reduceres, så man opnår et indtryk af andagt og intimitet. Her opholder guden sig, og her opbevares en statue af guden. Omkring "det allerhelligste" ligger flere rum, der fx anvendes som gæsteværelser for besøgende guder. Her opbevares også gudens regalier og andre hellige genstande.

Disse fire bestanddele af templet:

• pylonerne
• forgården
• hypostyl hallen
• sanktuariet

er omgivet af en høj mur, opført i soltørrede muddersten. Indenfor muren ligger også den hellige sø, som leverer vand til templet, og som indgår i flere ceremonier.

Templerne var ofte store ejendomsbesiddere, som havde store indtægter ved at leje jord ud til lokale bønder. Kulttemplerne var også uddannelsessted for embedsmænd, skrivere og læger. Lægepræster praktiserede også i templerne, som kunne have hospitalsfunktion. Da størsteparten af befolkningen var analfabeter, kom man til templet for at få udstedt dokumenter som ægteskabskontrakter, testamenter mv. Kopier af disse dokumenter blev opbevaret i templets gemmer. I modsætning til, hvad man skulle tro, var templet ikke tilgængelig for offentligheden. Kun præsteskabet deltog i ceremonierne i templet.

Edfu Templet

Under de ptolemæiske konger (ca. 300-30 BC) blev der bygget nogle af de bedst bevarede kulttempler i Egypten. Udover Philae og Kom Ombo, som vi har besøgt, er det Edfu, Dendera og Esna. En af årsagerne til dette omfattende tempelbyggeri var, at man ønskede at sikre sin magtbase i Øvre Egypten, som var porten til Nubien og dets skatte. Og ved at igangsætte byggeri af tempelkomplekser for de lokale guder sikrede man sig det magtfulde præsteskabs støtte.

Edfu, som ligger ca 100 km syd for Luxor, har fra de tidligste dage været en betydelig og velhavende by og center for tilbedelse af falkeguden Horus. Horus blev først tilbedt som en solgud, men senere som Horus, søn af Isis og Osiris.

Ifølge legenden blev det første stentempel ved Edfu bygget af Imhotep omkring 2660 BC. Som du måske husker var Imhotep ophavsmand til kong Djosers trinpyramide i Sakkara. I de følgende århundreder blev der opført flere templet på stedet. Disse tempelbyggeres mål omfattede ikke bevarelse af tidligere tiders kulturelle mindesmærker, så de gamle bygninger blev fjernet og nyt opført, evt med genanvendelse af byggematerialet. I år 237 BC beordrede Ptolemæus II opført et nyt tempel på stedet, hvor overleveringen fortæller, at det store slag mellem Horus og hans onde broder Seth stod. Pga urolige tilstande blev templet først indviet i 142 BC af Ptolemæus VIII. Han tilføjede i øvrigt i den sydlige ende den store hypostylhal (søjlehal), som benævnes Pronaos. Under hans søn blev bygget endnu en forgård. Og i 57 BC blev en massiv dør af cedertræ sat i porten, og Horus Templet var klar til brug. Templet blev i øvrigt udgravet i 1860'erne af den store egyptolog Mariette.

Templet, som er bygget i sandsten, er orienteret nord/syd med indgang fra syd. Mange tidligere templer var orienteret øst/vest med let adgang fra Nilen. Det er det bedst bevarede tempel i Egypten - og det næststørste efter Karnak Templet i Luxor. Pylonerne til hovedtemplet er ca 35 meter høje. De er forsynet med typiske scener, hvor farao forsvarer landet mod dets fjender. Der er også dramatiske billeder, hvor Horus besejrer Seth. Når man har passeret de kæmpemæssige pyloner, kommer man ind i en åben forgård med kolonnader på de tre sider.

På murene i den store hypostylhal er talrige relieffer. Bl.a. ser man på indersiden af den første pylon afbildet scener fra festen for "den årlige forening" af Horus og hans hustru, Hathor. Hathor "bor" til hverdag i sit eget tempel i Dendera. Én gang om året i sommerens tredje måned, bringer præster fra Dendara Hathors statue til Edfu, hvor hun mødes med sin ægtefælle Horus. Hver nat trækker parret sig tilbage til det såkaldte fødselskammer.

Facaden til den første hypostylhal er billeder af Horus og Hathor. Og der er en perfekt 3 meter høj statue af Horus som falkeguden. Der var oprindelig to, men den anden er gået til. Lige indenfor i hallen er der to små rum: mod vest en robing room og mod øst et bibliotek, hvor præsterne fik de religiøse ordrer for dagen. I hallen er der også vist scener fra ceremonierne til indvielse af templet.

Bag den store hypostylhal ligger en mindre hypostylhal, som fører hen til Nilens kammer, hvor præsterne fik deres hellige vand. På vestsiden af kammeret er et lille laboratorium, hvor der på væggene er indgraveret opskrifter på salver og den parfume, som statuen af Horus hver dag blev indsmurt i.

Bag den anden hypostylhal ligger offerhallen; efter den kommer vestibulen og endelig sanktuariet. Der menes at have været en forgyldt træstatue af Horus, ca 60 cm høj. Denne statue blev behandlet af præsterne, som var den en levende gud. Den blev vasket, iført tøj og salvet. Hertil kom, at der blev sat føde foran guden, ligesom præsterne sørgede for dens underholdning. Faktisk lige så godt som at være gift.

Omkring sanktuariet ligger kapeller og kamre: Mins kapel, linnedkammeret, hvor Horus' rober bliver opbevaret, gudernes tronkammer, Osiris' kammer, vestkammeret, Osiris' grav, Sejrherrens (Horus') kammer, hvori der er en model af den ceremonielle båd, kapeller for Khonsu og Hathor, kapellet for Re's trone og endelig Kapellet for de udbredte vinger, indviet til Mehit, løvegudinden, som vogter sjælen på dens vej mod efterlivet. Det forreste kapel mod øst er Nytårskapellet. Her er der på loftet en beskrivelse af solens rejse hen over himlen i dagens løb med et inspirerende billede af gudinden Nut. Under nytårsfesten bliver statuen af Horus bragt op på taget, så han kan blive genopladet af solens stråler. Dette ritual er beskrevet i et af bagkamrene.

Udenfor templer lå en række bygninger, som i dag er begravet under den omkringliggende by. Her har ligget boliger til præsterne samt til gæster fr andre dele af Egypten. Her har ligget køkkener, slagteriet, lagerbygninger og administrationsbygninger samt Den Hellige Sø, der fandtes ved ethvert tempel. Desuden en lund, hvor de falke, der var viet til Horus, blev opdrættet.

Mange relieffer og inskriptioner afbilder kongen, ofte i selskab med hans dronning, frembærende ofre for de forskellige guder. Hvert rum er dekoreret med motiver, som beskriver rummets funktion. Således er Edfu og de øvrige ptolemæiske rempler en guldgrube af viden om gamle egyptiske tempelritualer. Præsteskabet er kommet til den opfattelse, at det er den sikreste måde at formidle religiøs information til eftertiden fremfor at basere sig på mundtlige overleveringer eller flygtige papyrusskrifter.

Fra omkring år 300 begyndte Horustemplet i Edfu at sande til. Dette skete efter at den egyptiske statsreligion skiftede først til kristendom og siden til islam. Over tiden blev templet dækket under tons af sand og småsten. Desuden skamferede både kristne og muslimer relieffer og forsøgte at fjerne ansigtsstræk på personerne. Da Auguste Mariette bliver den første direktør for the Egyptian Antiquities Service???, giver han ordre til, at Edfu templet skal fritlægges, og at de 62 huse, der var bygget på toppen af templerne, skulle rives ned. Dette arbejde var afsluttet omkring 1865.

Hverdag og fest i templet

Som nævnt er et kulttempel gudens hjem. Præsterne er tjenestefolk, som skal sørge for gudens velbefindende. Aktiviterne i et tempel minder på mange måder om livet i et almindeligt herskabshjem, undertiden oplivet af fester og helligdage. Det allerhelligste er Horus’ soveværelse, offerhallen hans spisestue, Pronaos fungerer som en reception for gæster osv.

Dagens vigtigste aktiviteter finder sted om morgenen. Før daggry henter oræsterne vand fra den hellige sø, hvorefter de reciterer magiske ord for at sikre vandets renhed. Da rister den en okse eller andet kød over en ild, laver forskellige slags brød, hælder øl op i kander og forbereder et godt morgenmåltid. Ved daggry kommer "den vagthavende præst" ind i tempel ad en sidedør - adgang gennem pylonerne sker kun ved festlige lejligheder - og han låser sig ind i det allerhelligste, hvor statuen af Horus er sikkert låst inde og opbevares i et forseglet skrin natten igennem.

Herefter tager præsten Horus ud af skrinet, vasker ham og gnider ham ind i vellugtende olier, inden han bliver klædt på i hvidt, grønt, rødt og blåt klæde. De øvrige, mindre betydende guder gennemgår et tilsvarende, lettere forkortet ritual. Det omfatter både templets residente beboere samt evt. gæster. Den tilberedte føde bliver lagt foran guderne, hvorefter præsten trækker sig tilbage, mens guderne tager for sig af retterne. Når præsten efter en passende tid vender tilbage, bliver føden fordelt blandt de øvrige præster i overensstemmelse med rang.

Den første fest, der finder sted i et tempel, er en indvielsesfest, hvorunder templet overdrages til guden. Der udføres en slags mundåbningsritual, som har til formål at bringe liv til templet og alle dets hellige effekter. Festen afslutter med en festmiddag for præsterne og de håndværkere, som har bygget templet (altså en slags rejsegilde). Denne ceremoni gentages ved begyndelsen af hvert år. Grundlæggelsen af templet afbildes siden i en række relieffer, hvor man ser kongen komme ud af sit palads for at medvirke ved opmåling af byggegrunden, nedlæggelse af grundstenen, herunder anbringelse af forskellige rituelle genstande i fundamentet, og endelig forestå ofring af tyre og gæs til guden. I grunden vel ikke så meget anderledes, end når dronning Margrethe medvirker ved grundstensnedlæggelse i et større byggeri.

En af de vigtigste fester i Edfu er nytårsceremonien. Den finder sted på den dato, hvor Nilen begynder at stige (efter vores kalender den 19. juli). Festen kulminerer ved middagstid, når solens livgivende stråler rammer Horus og hans ægtefælle, Hathor af Dendera, hvis statuerne er båret op på templets tag.

Hathor spiller hovedrollen i en fest, som finder sted nogle uger senere, og som varer i 14 dage. Med festen fejres Hathors og Horus' bryllupsdag. Kultstatuen af Hathor ankommer på en flotille af både fra hendes tempel i Dendera. Efter at have fejret parrets bryllupsdag skifter festen karakter til en høstfest (Behdet), hvor gaderne i Edfu vrimler med lokale og tilrejsende, som nyder mad og drikke i rigeligt mål. Ved festens afslutning vender Hathor tilbage til Dendera for at afvente deres søns fødsel.

Hvert år ved begyndelsen af vinteren (november) fejres kåringen af den hellige falk. Den første dag bæres statuen af Horus til Den Hellige Falks Tempel, som ligger i nærheden. Her præsenterer falkoner deres opdrættede falke for en indbudt skare. Det sker fra balkonen mellem pylonerne. Den fineste fugl bliver kronet og modtager de kongelige regalier. Der er tale om en symbolsk fornyelse af kongens krav på tronen, idet kongen opfattes som en inkarnation af den levende Horus.

Horus' Sejr

Kroningsfesten efterfølges af en 5-dages sejrsfest, som begynder den 21. dag i den anden vintermåned (december). Et væsentligt indslag i festen er opførelse af et drama over en Horus legende, hvori han tager hævn over sin hans faders morder, Seth. Dramaets scener er afbildet på vestvæggen af det såkaldte ambulatorium. Det består af en prolog, tre akter og en epilog. Dramaet ender med, at Horus overvinder sin fjende, Seth kastrerer ham og slår ham i hjel. Nina gennemgik dramaet med stor indlevelse på grundlag af de detaljerede relieffer.

Først præsenteres dramaets hovedpersoner: Horus, Isis, Thot, Osiris, Seth og Farao. Desuden medvirker et stort kor. Seth afbildes som den grusomme flodhest. Da man i det gamle Egypten mente, at de afbildede figurer var levende, er Seth for en sikkerheds skyld vist som en meget lille flodhest. Man kan aldrig være for forsigtig. Muligvis har man anvendt en rigtig flodhest i opførelsen. Farao skulle blot spille sig selv, og hans rolle er primært iagttagende. Stykket udspiller sig på både i den hellige sø i Edfu. Horus er udstyret med en håndfuld harpuner for at få ram på den onde Seth, som har omskabt sig til en flodhest og gemmer sig i vandet. Hans hjælpere holder en slagterkniv. Det lykkes at få en lasso om Seth og få ham vendt om på ryggen, og Horus stikker harpunen i hans krop og testikler. Stærke sager. Som Nina fortalte, var det væsentligt at sikre, at ondskaben ikke kunne formere sig. Seth hales op i båden og gennembores af en halv snes harpuner og afgår ved en næppe smertefri død. I næste akt ser man skibet lægge til land medførende den bundne Seth. Nu sker der det, at Horus og kongen smelter sammen til én person og samtidig dukker dronningen op i spillet. Det samme gør nogle af de vigtigste guder. Horus bliver nu kronet og modtager regalierne for både Øvre og Nedre Egypten. Den stolte Horus springer kækt op på liget af flodhesten, men bliver kaldt ned af sin moder, Isis, som beder ham partere dyret og fordele stykkerne til de tilstedeværende guder: hans fader Osiris, hans moster Nephtys, skaberguden Khnum osv. Man må sige, at de gamle egyptere forstod sig på at feste.

Og således ender alt lykkeligt med en sejr til Horus, som står for det gode, sandhed og retfærdighed over Seth, som repræsenterer det onde, uretfærdighed og tyranni. I det ptolemæiske Egypten bliver "Horus' sejr" et symbol på overvindelsen af de ydre fjender.

Slusen ved Esna

Herefter vendte vi tilbage til skibet og fortsatte sejladsen. Næste stop var ved Esna, ca 55 km syd for Luxor, hvor vi skulle passere en sluse. Vi var forberedt på, at det kunne tage temmelig lang tid at passere, hvis der var en kø af skibe. Det tog dog kun omkring en time, så der var god tid til at handle med de driftige handelsmænd på kajen ca fire meter nede. De kastede deres varer - især duge og tæpper, pakket i plastikposer, op på dækket. Herefter begyndte de at tinge om prisen med evt. interesserede. I nogle tilfælde faldt en af turisterne for varen og kastede det aftalte beløb tilbage. De fleste varer blev dog kylet tilbage til afsender uden nærmere studium.

Havde vi haft tid, ligger der et ptolemæisk tempel i Esna, som besøges af mange turister. Templet, som er viet til guden Khnum, har formentlig været bygget efter samme plan som det storslåede tempel i Edfu. Den mest intakte del er den hypostylhal med 24 søjler, som den romerske kejser Claudius lod bygge i forbindelse med en udvidelse af templet. Der har tidligere ligget et tempel på stedet, bygget under Thutmose III.

Efter et par timer nåede vi frem til Luxor.

"Theben i Landet Ægypten,
hvor Rigdomme ligger i Dynger,
Byen har hundrede Porte,
og ud gennem hver af dem kører
to gange hundrede Mænd
med Vogne og prægtige Heste..."
Iliaden, Homer

Luxor

Luxor er ofte blevet kaldt "verdens største friluftsmuseum", og sandt er det, at ingen steder er der gjort så mange fund som netop her. Siden turismen blev opfundet, har turister strømmet hertil i hobetal, og i dag har byen en veludviklet turistindustri med masser af hoteller og andre faciliteter. Luxor repræsenterer både den nutidige storby med ca 150.000 indbyggere, byen Karnak lidt nord for Luxor samt det ældgamle Theben, som de gamle egyptere kaldte "waset", der ligger på vestbredden overfor Luxor. Luxor ligger lidt syd for byen Karnak, hvis hovedgud Amon var en frugtbarhedsgud. Under det 18. dynasti blev der bygget en vej, som forbandt Karnak i nord med Luxor i syd. En lille del af denne vej, "Dromos", som var kantet med sfinxer med menneskehoveder, er stadig bevaret. Navnet "Luxor" stammer fra det arabiske "al-uksur", som betyder "fæstninger". Templet - eller rettere templerne - i Luxor var dels kongens magtbase, dels det religiøse centrum for riget. Kongens magt stammede fra guderne, som i tidernes morgen havde skabt en velordnet stat, givet sandhed og retfærdighed, sikret den kosmiske orden mv. Den regerende konge (farao) var solgudens kødelige søn (i sjældne tilfælde datter). Kongen var også en inkarnation af guden Horus. Når kongen døde, blev han identificeret med Osiris, Horus' fader. Theben var Egyptens hovedstad fra det 12. dynasti (1991 BC), og den kulminerede i betydning under det nye rige. Herfra planlagde Thutmosis sine felttog. Her grublede Eknaton over guds natur. Ramses II planlagde og styrede udførelsen af sine mange byggerier. Som et kuriosum kan nævnes, at dronning Margrethe deltog i udgravninger ved Luxor Templet, da hun var bare 18 år gammel.

Theben var hjemsted for mange festivaller. Den vigtigste, "Opet festen", begyndte i Karnak Templet. Til at begynde med varede den 11 dage, men over tiden voksede den til 27 dage. I forbindelse med festen blev der uddelt brød og drikkevarer til befolkningen. Statuer af den kongelige familie, Amon, Mut og sønnen Khons blev taget ud af deres skrin i det allerhelligste, salvet og klædt på, inden de i procession blev ført til Luxor Templet. I begyndelsen båret på præsternes skuldre, siden sejlede de i hver deres hellige båd ad kanaler til Nilen. Alt under ledsagelse af befolkningen, soldater, dansere, musikere. Oftest var farao selv til stede. Du kan høre mere om disse ceremonier, hvis du følger os til Karnak Templet og Luxor Templet.

Byens nedtur begyndte, da den blev indtaget af Assurbanipal i 672 BC. I år 84 BC blev det meste af byen ødelagt af de ptolemæiske herskere, som havde placeret rigets hovedstad i Alexandria. Så da romerne kom til Luxor (Theben) var den en ruin. Snart begyndte man at bygge koptiske kirker på ruinerne og siden moskéer. Og da egyptomanien blomstrede op i begyndelsen af 1800-tallet, var store dele af templerne dækket med sand, og mange steder havde den omkringliggende by bredt sig ind på tempelområdet.

Hotel Novotel

Vi ankom til Luxor hen på eftermiddagen. Den første nat overnattede vi om bord på skibet. Næste morgen blev vi fordelt på de respektive hoteller. Vi blev installeret på Hotel Novotel, som er et pænt turistklassehotel et par minutters gang fra Luxors centrum og Luxor Templet med knap 200 værelser. Hotellet, som har et par udmærkede restaurationer, ligger ned til Nilen med en hyggelig have. Hertil kommer en swimmingpool, der er bygget ud i Nilen. Hotellet har et krydstogtskib, der fungerer som flydende restaurant. Inderst i hoteller ligger en imponerende atrium gård, som for nogle få år siden er blevet overdækket. Hotellet havde måske lidt rundhåndet fået tildelt fire stjerner, men vi var godt tilfreds, alting fungerede, og betjeningen var venlig. Til overflod havde de et lille bibliotek, hvor jeg erobrede bind III af min yndlingsforfatter Thomas Manns roman Josef og hans brødre, som bl.a. udspiller sig i Luxor. Desværre glemte jeg at aflevere den ved afrejsen, så vi bliver nok nødt til at tage derned endnu en gang.

De andre (mere velbeslåede) medlemmer af vores rejseselskab blev indkvarteret på Hotel New Winter Palace, et historisk hotel fra 1860 - få hundrede meter fra Luxors centrum, midt på Nilpromenaden og med Luxortemplet som nærmeste nabo. Det gamle hotel, som 1960'erne havde fået en tilbygning, har over tiden huset en række berømtheder, bl.a. lord Carnavon, der finansierede udgravningen af Tutankhamons grav - mere herom senere.

Vi fik nogle udmærkede værelser, som vendte ud mod gaden. Ganske vist var der lidt gadestøj, men til gengæld havde vi en dejlig udsigt fra den lille altan, både over Corniche (Nilpromenaden) og over Nilen selv. Om natten holdt der en politivogn med svært bevæbnede vagter nedenfor vores vindue. Hver andet minut kom der et opkald til deres walkie-talkie, hvilket gav en generende bip-lyd hos os. En høflig henstiling fik dem til at skrue ned for knappen. Godt at der er nogen, der passer på én, mens man sover.

Som nævnt havde hotellet en dejlig pool - et kæmpestort badekar, som var bygget ud i Nilen. Her gik vi ofte ned sidst på eftermiddagen efter dagens udflugter. Herfra var der en god udsigt over til Vestbredden, som vi skulle komme til at besøge et par gange i løbet af ugen. Det var også afslappende at iagttage de store nilkrydsere, når de kom sejlende og lagde til kaj. Eller rettere lagde sig udenfor de skibe, der allerede havde lagt til. Ved et tilfælde talte vi syv skibe, som havde "dobbeltparkeret". I øvrigt vrimlede det med små fartøjer, som lydløst gled forbi med de hvide sejl blafrende. Mange små felukkaer tilbød for små penge at sejle os til den nærliggende "Banana Island". Skønt at være fri for de larmende motorbåde, man ellers møder sydpå. En ung mand havde sin felukka ankret op ved hotellets lille kaj hele dagen og "fiskede" efter turister. Skønt var det at betragte solen gå ned over vestbredden. Af Anni fik vi udleveret et kort over byen, som ikke er vanskelig at finde rundt i, samt nogle forslag til forretninger og spisesteder. Det havde vi megen glæde af.

Nutidens Luxor

I nutidens Luxor findes tre hovedgader, Sharia al-Mahatta, Sharia al-Karnak og Corniche, hvoraf sidstnævnte strækker sig langs Nilen. Sharia al-Mahatta udgår fra stationen og løber bort fra Nilen, indtil den løber sammen med Luxor Templets have. Sharia al-Karnak løber parallelt med Nilen fra Luxor Templet til Karnak Templet. På denne ligger et stort antal barer, restaurantioner, natklubber. Her ligger også bazaren med de sædvanlige forretninger og boder med egyptiske varer og souvenirer mv. som stenhuggerarbejde, lertøj, alabaster, bomuld, krydderier, tæpper, parfume, sølv og guld osv. Det vrimlede med kopier af kendte antikke genstande. Sien jeg var dreng havde jeg en gipsfigur af den underskønne Nefertite. Ved vores sidste (foregående besøg) var jeg faldet for Tutankhamons dødsmaske. Men denne gang sagde Birgit nej til mere "skrammel" til hylderne. Mange offentlige bygninger er konstrueret i et "faraonisk design". Det gælder fx Nationalbanken, politistationen og jernbanestationen.

Bazaren i Luxor

Selvfølgelig har også Luxor en bazar. Endda flere. mange af de små gader, der går op fra nilpromenaden indeholder det sædvanlige væld af boder og butikker. Det "rigtige" bazarområde ligger langs Sharia el-Suk bag Luxor Templet. Her kan man købe souvenir som guld og sølv, tæpper, linned, duge, messing og læder osv. Vandpiber var det store nummer. Alt er kedeligt, ensartet og fabriksfremstillet. Den mest spændende del er de boder, hvor de lokale køber deres daglige fornødenheder som grøntsager, frugt, brød, og også klæder, sko og husholdningsartikler. Som sædvanligt kræver det tålmodighed og gode nerver at opnå en god pris. Men lad være med at nævne en pris - selv om den er ekstrem lav - hvis du ikke ønsker at købe varen. Det er dårlig opførsel, hvis den handlende accepterer din pris, og du trækker dig tilbage fra handelen. Du skal heller ikke være bange for, at den handlende taber på en handel, selv om du får pruttet ham langt ned i pris. Alt foregår i en venlig og ofte humoristisk tone. Fx tilbød en af de handlende at hjælpe os med at bruge vores penge - og det er vel, hvad det går ud på. Vi købte en vandpibe til vores søn, Bo samt en smuk kjortel. Vi håber, at han kan imponere de mange arabiske handlende på Nørrebro, hvor han bor.

Overfor Mina Palace Hotel ligger Mummificerings Muséet. Går man nordpå finder man halvvejs ved Karnak Templet Luxor Muséet. Det er ikke kæmpestort som museet i cairo, men det rummer et stort antal betydelige fund fra området. Og yderligere nordpå ligger det enorme Karnak Tempel. I løbet af de 4-5 dage vil tilbragte i Luxor, besøgte vi disse seværdigheder. Jeg håber, at du har fået lyst til at følge os på turen. Vi vil også tage på et par udflugter til vestbredden og besøge Kongernes Dal og Dronningernes Dal og stifte bekendtskab med grave fra det 18. og 19. dynasti.

Pitstop i Luxor

Det er ikke fordi, vi er alkoholikere. Men vi kan godt lide en øl til vores frokost. Det viste sig i flere tilfælde at være et problem. Det forekom os vanskeligere at finde en restaurant, som serverede øl, end da vi var i Egypten 15 år tidligere. For en sikkerheds skyld spurgte vi tjeneren, inden vi bænkede os, om vi kunne få en l til maden. Ofte fik vi et nej, hvorefter vi måtte fortsætte vores søgen. Undertiden fik vi et ja, men hårdt presset måtte tjeneren indrømme, at de kun serverede alkoholfri øl. En gang fik vi et ja, men da vi undrede os over, at alle drak alkoholfri øl, spurgte vi en af de tilstedeværende (som viste sig at være dansk), og han fortalte, at vi ikke kunne få rigtig øl på stedet. Her har vi dog fundet et dejligt sted nedenfor strandpromenaden og tæt på hotellet. Her kom vi flere gange og lærte overtjeneren at kende (så godt, som det nu er muligt). Han fortalte, at han havde to fuldtidsjobs. Først 7 timer på et offentligt kontor og så et serveringsjob til kl 22-23 om aftenen. Sidstnævnte job selvfølgelig 7 dage om ugen.

Udflugt til Banana Island

Hver gang vi spadserede på den dejlige nilpromenade, blev vi bombarderet med tilbud om at blive sejlet ud til Banana Island, som ligger 20-30 minutters sejlads borte. Og endelig den sidste dag i Luxor accepterede vi et af de venlige tilbud. Selv om vi var i Luxor i april måned, dvs før det blev rigtig varmt, valgte vi at tage derud sidst på eftermiddagen, hvor solen ikke var så hård. Almindeligvis kommer der også en brise på dette tidspunkt. Men bare ikke denne dag. Vejret var blikstille. Vores kaptajn, som havde taget sin kæreste samt sin søster og svoger samt deres lille barn med (efter at have spurgt os om lov), stagede os et halvt hundrede meter ud i Nilen, hvor vi blev liggende. Hvad nu? Men kaptajnen fik hurtigt prajet en lille motorbåd, som tog os på slæb sydpå. Efterfølgende fik endnu et par både hægtet efter os, og efter en halv times tid lagde vi til ved Banana Island. Vi betalte et par pund for at komme i land. På denne utroligt frodige ø dyrkes flere forskellige typer bananer, mango og appelsiner. Som du kan se på billedet, var det nærmest som at gå i en tæt skov. Vi fik hver udleveret en lille klase bananer, som smagte pragtfuldt. Vi tog et par stykker med tilbage til hotellet. Og allerede to timer senere var bananerne sorte og nærmest uspiseligt. Gud ved, hvordan vi i Danmark kan opbevare bananer i en uge, så de stadig er spiselige. Jeg er ikke sikker på, at jeg ønsker at kende svaret. Efter en times tid krydsede vi tilbage til hotellet - denne gang uden brug af kunstige hjælpemidler. Det hjalp selvfølgelig lidt, at vi nu sejlede med strømmen. En udmærket lille eftermiddagstur på et par timer. Jeg er sikker på, at turen især ville falde i børns smag.

Klimaet i Luxor

Egypten klima kan beskrives med ét ord: varmt. En meget varm sæson, som strækker sig fra maj til oktober, og en mindre varm sæson fra november til april. Om sommeren passerer temperaturen ofte 40 grader. Om vinteren ligger temperaturen mellem 13 og 21 grader. I ørkenområderne ser man som vanligt store variationer. Middelhavskysten får mest regn - dvs. ca 200 mm/år. I den sydlige del af Egypten kan der gå flere år uden regn.

Næste stop på turen er Karnak Templet, som er viet til den store Amon.

Karnak Templet

Siden jeg som dreng så filmatiseringen af Agathe Christies "Døden på Nilen", har jeg drømt om at besøge det imponerende Karnak Tempel, hvor en af de spændende scener udspiller sig i templets søjlehal. Jeg slugte også med begærlighed Mika Waltaris fascinerende roman, Sinuhe, egypteren, som for en stor del foregår i Theben. Heldigvis gik den første udflugt med Anni og den øvrige del af rejseselskabet til templet, som lå 10 minutters gang nord for vores hotel. Man skal lige gøre sig klart, at det tempel, vi ser i dag, er blevet til over en periode på ca 2500 år. Jo længere man bevæger sig ind i tempelkomplekset, jo længere bevæger man sig tilbage i historien. Hver ny farao så det som sin pligt udbygge, forbedre og forskønne forholdene for (og til) sin guddommelige fader, Amon. Ganske vist var Amon overalt, men hans tilstedeværelse var på en særlig måde koncentreret i den guldstatue, der befandt sig i et skrin inde i det allerhelligste, sanktuariet, hvortil alene ypperstepræsten havde adgang. Ofte blev ældre dele revet ned og erstattet med nyt. Der er mange eksempler på, at de nedrevne dele blev genanvendt i nyt byggeri. Det var især populært at forsyne templet med et nyy og endnu flottere indgangsparti (pylon). Denne blev så bygget foran den eksisterende indgang. Hvis der lå nogle templer i vejen, blev disse nedrevet og materialet indgik i det nye bygningsværk - et eksempel herpå senere på denne side. Tempelkomplekset, som omfatter et område på 1500 x 1000 meter, er viet til den lokale triade (vil det være respektløst at kalde det treenighed?), Amon, Mut og Khons. På området ligger Amon-templet, som er langt det største, Mut-templet, som var forbundet med Amon-templet med en sfinx-alle og Montu-templet, Montu er Thebens (Luxors) oprindelige gud. Karnak Templet var forbundet med det nærliggende Luxor Tempel med en 1½ km lang sfinx-alle. Med kanaler var Amons Tempel og Montus Tempel forbundet med Nilen. Karnak Templet er formentlig den største bygning af religiøs betydning, der nogensinde er bygget. Når jeg skriver formentlig, er det fordi, Ptahs Tempel i Memphis var endnu større, men der er stort set intet bevaret af dette kompleks.

Amon (eller Amun, Amen, Ammon, Amoun) betyder "den skjulte", måske fordi hans oprindelse er ukendt. Amon er fra de tidligste tider byen Thebens - og faraos - beskytter. Hans hellige dyr er gåsen og vædderen. Overleveringen mener, at Amon er blevet skabt af guden Thoth. Da Theben voksede i betydning, voksede også Amons betydning, og fra det 18. dynasti bærer han navnet "Gudernes konge". Med hustruen Mut, den inkarnerede modertype, har han sønnen Khons, som er månedgud.

Karnak komplekset er bygget på det sted, hvor den første del af jorden skal være dukket op af urhavet. Her i Karnak blev Farao kronet og af ypperstepræsten anerkendt som Amons elskede søn. Jubilæumsfester blev også afholdt på dette sted. Under Ramses III var der knyttet en stab på mere end 80.000 personer til tempelområdet - mere herom senere. Inden vi bevægede os ind på tempelområdet, fortalte Anni levende om de gamle egypteres gudsdyrkelse og om livet i templet.

Præsteskabet i det gamle Egypten

Den øverste præst var Farao, som var tjener for samtlige guder i alle religiøse centre i landet. Han udnævnte lokale ypperstepræster i de enkelte templer - antallet afhang af templets størrelse og betydning. Embedet som ypperstepræst var både religiøs og politisk, og somme tider kunne dette embede bevares indenfor en bestemt familie gennem mange generationer. Ypperstepræstens opgave var ikke at undervise befolkningen i kendskab til guden eller guderne eller tage vare på befolkningens religiøse og moralske adfærd. Hans eneste opgave var at sikre, at gudens behov blev opfyldt og fungere som hans gode tjener, således at Guden ville leve uendeligt og tage sig godt af Egyptens folk.

Størsteparten af præsterne forrettede tjeneste i templet hver fjerde måned. De øvrige måneder udførte de deres civile profession. I templet var den rituelle renhed af yderste vigtighed. Hvert tempel havde sin egen sø, hvori præsterne rensede sig selv, og hvorfra de hentede vand til de rituelle renselsesceremonier. Præsterne måtte kun bære hvidt linned og sandaler, fremstillet af papyrus. Alle dyriske produkter var urene. I den periode, hvor præsten forrettede tjeneste ved templet, måtte han fjerne alle sine kropshår, selv hovedhår og øjenbryn. Han skulle også afholde sig fra seksuel aktivitet. Udenfor templet måtte han gerne være gift, have hustru og børn og leve et normalt liv.

Man tilbad guden ved at recitere og synge hymner, som mundtligt blev overleveret fra generation til generation, indtil man fik hieroglyfferne og blev i stand til at formulere disse abstrakte, religiøse termer. En af præsterne havde den særlige opgave af læse op fra de religiøse ruller, både ved ceremonierne i templet, og når Guden blev ført udenfor ved festlige lejligheder. Det var vigtigt, at der blev reciteret nøjagtigt, da evt fejl blev opfattet som en fornærmelse mod Guden.

Kvinder fra adelige familier forrettede ofte tjeneste ved templerne - i hver fald i det gamle rige. Oftest var de knyttet til en kvindelig gud. Nogle af deres opgaver var at synge, danse og musicere.

Daglige ritualer

Guden - i form af en statue af sten, guld eller måske forgyldt træ - boede i et skrin i templets inderste kammer, det allerhelligste eller sanktuariet. Tre gange om dagen, ved solopgang, middag og ved solnedgang, bliver der udført bestemte ceremonier, hvori Guden deltager. Før daggry bliver Guden vækket af morgenhymnen. Ypperstepræsten renser sig med natron og vand fra den hellige sø, hvorefter han forretter morgentjenesten. Den indledes med, at seglet ind til Guden brydes, og boltene, der spærrer døren, trækkes til side, og dørene åbnes ud mod horisonten. I det øjeblik, solen stiger op over horisonten, fjernes det klæde, som har dækket Gudens ansigt, og Guden oplever nu solens genfødelse. Herefter gennemgår Guden samme renselsesproces som ypperstepræsten lige har gjort, hvorefter han (hun) bliver indsmurt i vellugtende olie og parfumeret. Der afbrændes røgelse for at rense luften, og Guden bliver iført nyt tøj i fire farver: det hvide beskytter mod fjender, det blå stof dækker Gudens ansigt, det grønne stof giver Guden et godt helbred, og det røde er for beskyttelse. Herefter får Guden lagt makeup. Til sidst påfører ypperstepræsten statuens pande lidt vellugtende olie, hvorefter Guden igen har taget sæde i statuen. Ypperstepræsten forlader sanktuariet og forsegler igen adgangen og låser dørene. Han forlader rummet baglæns - man vender selvfølgelig ikke ryggen til Guden - og sørger for at fjerne sine fodspor med en gren.

Men allerede før solopgang summer templet af aktivitet blandt præsterne og tempeltjenerne, som har travlt med at tilberede føde til Guden, lave blomsterarrangementer mm. Dette finder sted udenfor templet under sang og spil på harper, fløjter og trommer. Kun det bedste er godt nok til Guden: kød, fjerkræ, brød, frugt, grønsager, vin fra templets egne marker og haver. En præst overværer slagtningen af offerdyrene for at sikre, at kvaliteten er i top. Efter at dørene er forseglet, stilles føde og drikkeofrene til Guden udenfor dørene. På mystisk vis fortærer Guden de fremstillede ofre, og efter nogen tid fjernes maden igen. Det er ganske vist ikke til at se, at Guden har spist af den dejlige mad, men hvorledes skulle vi dødelige kunne vide, hvorledes en Gud indtager sin føde? Ved større templer bliver "resterne" tilbudt andre, mindre betydende guder i templet. Ved mindre templer bliver maden spist af præsterne, nu da Guden jo har taget det, som han/hun havde brug for.

Ved middagstid og ved solnedgang afbrændes røgelse, og der reciteres religiøse hymner til Guden. Men dørene til sanktuariet bliver ikke åbnet under disse ceremonier. På denne måde sikrer man sig, at Guden har det godt og forbliver i sit hjem i templet, og at han følgelig vil beskytte landet mod dets fjender.

Templets organisation

De større templer var hele bysamfund, som beskæftigede alle slags arbejdere. Der var bagerier og bryggerier. Nogle templer havde en flåde af både og fiskere tilknyttet, jægere, stalde med æsler og andre trækdyr samt gårde, der blev dyrket af bønder og tempeltjenere. Dagligt ankom forsyninger til templet for at blive oplagret i de store magasiner. Og alt blev nøje bogført af den ansvarlige skriver. Hertil kom et stort antal håndværkere som murere, stenhuggere, malere, vævere osv. - for ikke at nævne præsterne. Det var en kæmpemæssig organisation. Fx antages der at have været mere end 80.000 ansatte ved templet i Karnak. Disse var i stand til at forsørge deres egen familie udenfor templet. Mange ressourcer blev brugt på etablering og vedligeholdelse af de kongelige grave på vestbredden. Her tager vi over om et par dage.

Festivaller og processioner

Templerne helligholdt de foreskrevne højtider. Statuen af guden blev ført omkring på tempelområdet i procession, og på udvalgte steder standsede man og ofrede til Guden. Ved de større fester blev Guden båret udenfor tempelområdet, så befolkningen også kunne se ham/hende. Da befolkningen som nævnt ikke havde adgang til templet, men alene kunne komme ind i forgården, var det selvfølgelig meget populært. Foran følget gik en præst, som bar de hellige bøger. Herefter kom et følge af præster, som bar Guden i hans båd og beskyttede ham mod solen med palmeblade og påfuglefjer. Undervejs standsede man ved de små templer og satte båden ned på et alter, hvorefter man afbrændte røgelse og bragte ofre til Guden. Ved nogle lejligheder blev båden sat ned i Nilen fra templets kaj og sejlede et stykke ned ad floden, fulgt af en større flotille af både. Disse ceremonier, som ofte varede flere dage, blev undertiden overværet af Farao og den kongelige familie. Og der var drikke og føde i overflod til alle.

Undertiden involverede en festival to eller flere templer. Den mest berømte er vistnok den årlige bryllupsfest, hvor (kærligheds) gudinden Hathor i en båd sejles fra Dendera til Edfu, hvor hun forenes med sin ægtefælle Horus. Efter 14 dage vender gudinden tilbage til sit tempel i Dendera. Du har måske læst om denne fest under vores besøg ved templet i Edfu.

Den vigtigste fest i Theben området var den såkaldte "Opet festival". Ordet "Opet" betyder "hemmeligt kammer" og det hentyder til Amons private værelser, som lå i tilknytning til hans sanktuarium i templet. Disse værelser befandt sig netop der, hvor jorden dukkede op af urhavet. I sin ceremonibåd blev Guden (statuen) ført til sanktuariet i Luxor Templet ca 2½ km sydligere. Dette skete i den anden måned af året, hvor man fejrede Nilens årlige oversvømmelse af agerlandet med det rige, frugtbare dynd. Oprindelig blev båden båret på præsternes skuldre, men siden sejlede båden ad kanalerne. Processionen blev ledsaget af adelige og præster, soldater, musikere, sangere og dansere, og oftest med Faraos båd i spidsen. Det må have været et fantastisk syn. Efter ankomsten til Luxor blev Amons statue anbragt i det allerhelligste i Luxor Templet. Ved gentagelse af kroningsritualerne blev kongedømmets magt regenereret, og Faraos ret til at regere bekræftet, og Farao bragte ofre til Amon-Ra. Meget af vors kendskab om denne festival stammer fra scener, der er indgraveret på væggene af Amenophis III's store kolonnade i Luxor Templet, som vi skulle besøge den følgende dag.

Religion i hverdagen

Templet blev betragtet som Gudens hjem, og kun medlemmer af præstestanden havde lov til at at komme længere end i templets forgård. Alle andre måtte aflevere deres ofre til Guden til en af de tjenstgørende præster, som bragte offeret ind i templet. Alle templer var omgivet af en høj mur. I denne var der almindeligvis et hul eller et lille vindue, hvor den menige befolkning kunne komme og hviske deres bøn til Guden eller aflevere en note til Guden. Denne note blev skrevet af en af de mange skrivere, som havde kontor i forgården.

Befolkningen havde ofte i deres hjem et lille skrin med statuetter af de lokale guder, fx Bes og Tawaret, som var beskytter af børn og kvinder, især i forbindelse med børnefødsler. Ofte anvendte man amuletter med hellige symboler. Så, som du ser, spillede religionen en særdeles stor rolle i de gamle egypteres hverdag, men de udøvede altså ikke deres religion i templerne.

Amons Tempel

Tæt ved billetkontoret, inden vi kom ind på tempelområdet, lå templets kajanlæg, som blev brugt når Guden aflagde besøg i de andre templer. Vejen op mod indgangen var tidligere en kanal, som forbandt templet med Nilen. Man kan stadig se rester af de brolagte ramper, som menes byget under Taharka. Men følg med på vores tur rundt i det enorme Karnak Tempel. En avenue af sfinxer med vædderhoved (vædderen var et symbol på Amon) på begge sider af vejen fører frem til den første pylon. Hvis du kigger godt efter på billedet, kan du se en lille status af farao, godt beskyttet mellem vædderens forben.

Den første pylon menes bygget under Nectanebo I (30. dynasti omkring år 650 BC). Den er 43 meter høj og har for neden en bredde på ca 5 meter, hvilket gør den til den største i Egypten. Pylonen blev dog aldrig færdigbygget. Faktisk kan man se den rampe, som blev benyttet, da pylonen blev bygget. I mangel af stilladser o.l. byggede man en rampe af sand, når man havde lagt den første række eller to, hvorefter man yderligere kunne forhøje murværket. Således fortsatte man successivt, indtil den ønskede højde var nået. Herefter fjernede man gradvis rampen igen, idet man "på vejen ned" huggede stenene glatte, polere dem og udsmykkede dem med fx relieffer.

Efter at have passeret pylonen, kom vi ind i den store forgård, som rummer resterne af flere gamle bygninger. Her ligger fx resterne af et romersk tempel. De romerske kejsere blev i de første 300 år af vores tidsregning tilbedt som farao, og de blev ofte afbildet i faraos klædedragt. Romerne har formentlig fundet den egyptiske gudeverden fascinerende, og de var som bekendt vant til en stor gudefamilie. Da Napoleons soldater i 1799 rykker ind i templet, var forgården næsten opfyldt med sand. Det er forklaringen på, at de oplysninger, som soldaterne indridsede i pylonen, befinder sig adskillige meter over jordhøjde. Midt i forgården ses resterne af Taharkas pavillon. Det eneste, der er tilbage, er en enkelt søjle og et stenalter. Til venstre ligger Seti II's kapel, som var indviet til Amon, Mut og Khons, og som husede gudernes ceremonielle både. Til højre ligger Ramses III's tempel, hvor gudefamiliens både gjorde holdt under ceremonierne.

Vi fortsatte ligeud og nåede frem til den 2. pylon, påbegyndt under Horemheb og afsluttet under Seti I. Udenfor pylonen står en 15 meter høj kolossalstatue af Ramses II. Hvis du kigger godt efter, kan du se en lille kvindestatue mellem kongens ben. Det er hans smukke hustru, Nefertari, som selvfølgelig ikke kan have de samme dimensioner, som hendes mægtige ægtefælle. Gennem pylonen kommer vi ind i den mægtige søjlehal (hypostylhal).

Søjlehallen

Søjlehallen, som blev påbegyndt under Seti I og afsluttet under Ramses II, dækker et areal på 6000 m2. Det er mere end Peterskirken. Man kan ikke undgå at blive andægtig, når man kommer ind i noget, som bedst kan sammenlignes med en gammel dansk bøgeskov. 134 høje søjler arrangeret i 16 rækker. De midterste 12 søjler er næsten 23 meter høje, og de bar taget, hvoraf kun en smule er bevaret. De omkringstående søjler er "kun" ca 16 meter, hvilket bevirkede, at solen kunne komme til at skinne ind gennem vinduerne øverst oppe. Søjlerne, som er af sandsten er ikke monolitter, men sammensat af flere sektioner. Kapitælerne på de midterste søjler, som har en omkreds på 23 meter, er formet som papyrusblomster. Hvis man ellers kunne få dem fragtet derop, vil der kunne stå omkring 50 personer på den øverste afsats. På sin vej ned til Nilen under de store ceremonier gjorde Guden ophold i søjlehallen.

Muren til søjlehallen bærer inskriptioner om Seti I og Ramses II's heltemodige forsvar af riget. Ydermuren viser Ramses II's kampe mod Palæstina og Syrien, herunder selvfølgelig det berømte slag ved Kadesh, hvor Ramses II slår hittitterne. Her er også gengivet aftalen mellem Ramses II og hittitternes leder, hvori man aftaler deling af Syrien og Palæstina (Kanaan). Herudover var denne aftale "nedfældet" på sølvtavler i Hieropolis.

Et andet sted forherliges Thutmosis III. Man ser hundrede bagbundne fyrster, som blev taget til fange ved indtagelsen af Megiddo. Thutmosis skal efterfølgende have udtalt "Megiddo er tusind byer værd". Ifølge biblen skal det sidste, store slag på jorden finde sted netop ved Megiddo (Harmageddon). Ved Thutmosis' dør havde det egyptiske rige sin største udstrækning fra Eufrat til den fjerde katarakt på Nilen.

Den 3. pylon er bygget under Amenophis III, materialet er genbrug fra tidligere bygningsværker, herunder Hatshepsuts røde tempel. I den smalle gård befinder sig to obelisker fra Thutmosis I' tid, men det er kun den ene, der er oprejst.

Hatshepsuts obelisker

Efter den 4. pylon kommer man ind i en søjlehal, der blev påbegyndt under Thutmosis I. Han eftefølges af sin datter Hatshetsup, som er en af de få kvindelige faraoner (jeg vil fortælle den spændende historie om hende, når vi om et par dage tager til vestbredden og besøger hendes dødstempel). Hun fjernede en del af taget på søjlehallen for at få plads til at rejse to obelisker. I alt rejste Hatshepsut fire obelisker i Karnak, men der er kun én, der er oprejst i dag. Obelisken er af lyserød granit fra stenbruddene i Aswan. Den er ca 30 meter høj og vejer 320 tons. Ifølge inskriptioner på obelisken tog det bare syv måneder at udhugge den kæmpemæssige obelisk af én blok granit, transportere den ned til Nilen, fragte den sydpå til Theben, transportere den til Karnak Templet, forsyne den med en top af guld, som kunne reflektere solens stråler over lang afstand og rejse den - noget af en bedrift. Da Hatshepsuts nevø efterfølger hende på tronen, bygger han mure omkring den nederste del af obeliskerne for at slette mindet om hende - men mere herom senere. Af de flere hundrede obelisker, der engang befandt sig i Egypten, er der kun 9 tilbage i opretstående stand. Nogle er blevet ødelagt af indtrængende fjender, andre er omstyrtet af religiøse fanatikere, men de fleste er "bortført" til museer og parker i New York, Paris, Rom og Istanbul.

Thutmosis III' Festtempel

Turen gennem det kæmpemæssige kompleks afsluttes i Thutmosis III' Festtempel. Ganske vist er dette tempel en del af Amon Templet, men det er i høj grad en forherligelse af kongen selv, som regerede i 25 år. Kongen var en stor kriger og benævnes undertiden "Egyptens Napoleon". Onde tunger mener, at hans berømmelse især må tilskrives de skrivere, som nidkært sørgede for at nedskrive beretninger. Søjlerne menes at repræsentere pælene i det telt, som kongen boede i under sine felttog. Bagest i templet ligger et lille kammer, som rummede eksempler på de dyr, fugle og planter, som blev hjembragt fra kongens togter i det fremmede, fx fra Syrien. Kammeret går under navnet "den botaniske have". På et tidspunkt blev templet omdannet til en kristen kirke, og med lidt besvær (og hjælp) kan man se helgenbilleder på nogle af søjlerne.

Den hellige sø

Når man forlader Thutmosis III' tempel, kommer man ud på en plads, hvor Hatshepsuts væltede obelisk ligger. Tæt ved ligger "nilometeret", som måler vandstanden i Nilen. Dem så vi mange af under vores tur. Tæt herved ligger den hellige sø, der som nævnt er en uundværlig del af ethvert egyptisk tempe. Taharka (25. dynasti) anlagde den store sø tillige med et tempel. Søen, som med sine 130 x 80 meter er den største af sin slags i Egypten, blev som nævnt brugt til religiøse ceremonier, både ved de daglige renselsesritualer og til de store højtider. Søen er/var omgivet af magasiner og beboelser for de tjenstgørende præster. Du kan se et foto af den hellige sø længere oppe på denne side.

På en sokkel i det nordvestlige hjørne af søen står en smuk granit skarabæ, som er rejst under Amenophis III og viet til guden Khepri. Anni fortalte, at ifølge legenden ville en kvinde blive gravid, hvis hun sammen med sin mand/kæreste gik 7 gange rundt om skarabæen. Vi tror selvfølgelig ikke på sådan noget ammestuesnak - men på den anden side er der jo ikke nogen grund til at løbe en unødig risiko, så vi satte os ned og betragtede de mange unge par, som cirklede omkring skarabæen. Jeg er desværre ikke i stand til at berette om udbyttet af deres anstrengelser.

Montus Tempel

Inden vi forlader det vældige tempelkompleks, som var viet til Amon, vil jeg kort fortælle om de to øvrige områder. Den nordlige (mindste, ældste og følgelig dårligst bevarede) del af komplekset er knyttet til den gamle thebanske krigsgud, Montu. Den omfatter templer for Harpre og Ma’at, en række kapeller samt den obligatoriske hellig sø. Ja, selvfølgelig skulle hver tempel have sin egen hellige sø. De ældste monumenter er bygget under Amenhotep III, som også menes at have anlagt søen. Desværre ligger størsteparten af dette område i ruiner.

Muts Tempel

Den sydlige del af Karnak komplekset indeholder et tempel for Mut, som var den mægtige Amons hustru. Det er bygget under Amenhotep III (omkring 1400 BC), men pylonen i tempelmuren er fra den ptolemaiske tid. Den massive mur omkring templet blev bygget under Nectanebo II (30. dynasti). Som alle andre templer har dette også sin egen hellige sø, som omkranser templet på tre sider. Tidligere var Muts Tempel forbundet med Amons Tempel med en avenu kranset med sfinxer med vædderhoved. Unægtelig praktisk, når Amon - eller rettere hans status - aflagde besøg hos sin hustru. Og som du har hørt, havde deres søn Khons også sit eget tempel. For nylig har man fundet en vej, som forbandt templet med den nrolagte vej, Dromos, der fører til Luxor Templet ca 2½ km sydligere. Til Muts Tempet hører et lille fødselskapel, hvor man fejrede Khons' fødsel. Til dette kompleks hører to andre templer: et, som er bygget under Ramses III og et under Hatshepsut.

Udendørstemplet

Inden du forlader det imponerende tempelkompleks, vil jeg lige gøre dig opmærksom på det såkaldte "friluftsmuseum". På nordsiden af den store forgård fører en døråbning ud til en gård, hvor der ligger en større samling af statuer og andre fund, der er gjort på området. Det kræver en selvstændig billet at komme derud, men det er et besøg værd. Du køber billetten samtidig med billetten til Amon Templet.

Her ligger Hatshepsuts røde kapel eller tempel, som skulle tjene som opbevaringssted for Amons hellige båd. Enten mere permanent eller som rasteplads, når Guden blev transporteret under de religiøse ceremonier. Templet var ikke helt færdigt ved Hatshepsuts død, og hendes efterfølger og medregent, hendes nevø færdiggjorde udsmykningen. Den viser mange velbevarede scener med Hatshepsut, som tilbeder Amon og Osiris. Nevøen, som følte, at Hatshepsut gennem 20 år havde snydt ham for hans værdighed som farao, lod efterfølgende templet nedbryde - måske for at fjerne sporene af hende. I 2001 blev templet genopført. Nogle af blokkene lå spredt på området, mere end 300 blokke blev gravet frem fra den 3. pylon, hvor de havde været genanvendt af Amenophis III. Blokkene var dels af sort granit (diorit), dels af rød kvarts. Men efter flere års ingeniørarbejde, udført af især af franske eksperter, er templet nu rekonstrueret på friluftsmuseet. Det lykkedes dog kun at finde ca 60% af de oprindelige blokke. Vi ved ikke med sikkerhed, hvor templet oprindelig stod, men muligvis i nærheden af hendes to obelisker.

Lys og lyd show i Karnak Templet

Den sidste aften i Luxor tog vi en taxi til Karnak Templet for at overvære det "lys og lyd show", som bliver opført hver aften. De øvrige rejsedeltagere havde overværet det et par aftener i forvejen og anbefalede det i høje toner. Man behøver ikke tage derud på en tur, som er arrangeret af bureauet. Du skal som altid være forberedt på at diskutere prisen med taxichaufføren. Han var dog ikke mere utilfreds med den aftalte pris, end at han ventede på os og kørte os tilbage.

Der er tre forestillinger pr aften. Hvert show varer en times tid. Starttidspunktet varierer med årstiden - det skal jo helst være mørkt, inden det starter. I sommerhalvåret er første show kl 20, i vinterhalvåret kl 18. Der er forestillinger på arabisk, engelsk, tysk, fransk og japansk. Vi valgte den engelske præsentation.

Vi kom i god tid og tog opstilling bag de snore, der afspærrede indgangen til templet. De kæmpemæssige pyloner var smukt oplyst. Da klokken blev 20, blev flere bygninger oplyst, og den mægtige Amon hilste os velkommen til hans tempel. Vi gik frem i flok til den første pylon, hvor vi fik en historisk gennemgang af dette enorme bygningsværk. Herefter fortsatte vi frem til den store søjlehal, hvor vi igen gjorde holdt og fik endnu en historisk gennemgang. Efter godt ½ time var vi kommet gennem det meste af komplekset og endte med at blive bænket på siddepladser ved den hellige sø med en fantastisk udsigt over hele tempelområdet. De forskellige dele af området blev oplyst på skift samtidig med, at de historiske tildragelser og den tilhørende baggrund blev gennemgået. En stor oplevelse. Jeg har siden set anbefalet, at man skulle se showet om aftenen først, inden man så foretog en mere grundig gennemgang i dagslys. Det lyder som en god idé, som du måske skulle prøve.

Vores næste udflugt i Luxor gik til Luxor Templet, ca 2½ km sydligere end Karnak.

Luxor Templet

Dagens udflugt gik til Luxor Templet, det andet store kompleks i Luxor. Vi havde flere gange beundret de smukt oplyste ruiner, når vi om aftenen spadserede på Nilpromenaden. Templet - eller rettere templerne - i Luxor er dels kongens magtbase, dels det religiøse centrum for den religiøse kult. Kongens magt er blevet institueret i tidernes morgen, som et element i den kosmiske orden. Den regerende konge er solgudens søn. Den kongelige undfangelse og fødsel er beskrevet på Luxor Templets vægge samt mange andre steder ud over Egypten. Farao er også en inkarnation af guden Horus. Når farao dør, bliver han identificeret med Horus' fader, Osiris. Jeg håber, at du har læst om disse legender på en af de tidligere sider.

I begyndelsen af det 13. dynasti lå der en mindre helligdom på stedet. Det tempel, vi ser i dag, er primært bygget af to konger: Amenhophis III, som byggede den indre del af templet, og Ramses II, den ydre, men fx Tutankhamon har også ydet bidrag. Det er formentlig forklaringen på, at Luxor templet virker mere planlagt og mindre kaotisk en Karnak Templet. Meget atypisk er templet orienteret langs en nord-syd gående akse, hvilket formentlig skyldes templets relationer til Karnak Templet. Den samlede længde af templet mellem pylonerne og den bageste mur overstiger 250 meter. Tilbygningerne til Luxor Templet har hovedsagelig bestået i, at den nye Farao har lavet tilføjelser foran det eksisterende byggeri, således at man ved gennemgang af området oplever byggeriet i omvendt kronologisk orden. Templet har de traditionelle egyptiske elementer: en indgangspylon, forgård med søjler, en hypostyl hal med høje søjler og som afslutning på den længdegående akse det hellige område: det allerhelligste, et kapel, offerhal, et fødehus og nogle mindre ceromonirum.

Under den romerske besættelse af Egypten, var Luxor Templet omgivet af en militærforlægning med måske 1500 mand. På den tid ophørte templet med at have religiøse funktioner, og mange blokke fra bygningerne blev anvendt som bygningsmateriale til soldaternes barakker.

Under Hatshepsut påbegyndtes anlæggelse af en ca 2 km lang vej (dromoen), som forbandt Karnak Templet i nord med Luxor Templet i syd. Vejen var på begge sider kranset med sfinxer med vædderhoved (Amons symbol), men under det 30. dynasti blev de udskiftet med sfinxer med menneskehovede. Én gang om året blev de hellige billeder af Amon, hans hustru Mut og deres søn Khons båret/sejlet i deres hellige både Karnak Templet til Luxor Templet. Formålet med denne ceremoni, som til sidst varede mere end tre uger, var at opretholde kongens guddommelige rolle.

Ramses II's pyloner

Indgangen til templet ligger mod vest. Først mødte vi de 21 meter høje indgangspyloner, som er bygget under Ramses II, datidens Christian IV, som har ladet bygge mere end nogen anden hersker. Pylonerne (pylon betyder port eller portbygning på græsk)er udsmykket med scener fra slaget mod hittiterne ved Kadesh i Syrien (ca 1285 BC). Engang bar pylonerne fire enorme flagstænger af cedertræ, hvorfra faraos faner vajede. Af inskriptioner på pylonen fremgår, at Ramses II er bygherre til templet. Dette er en mild overdrivelse, da han alene har stået for pylonerne og den første forgård, men det var ikke ualmindeligt, at en senere kommende farao tog æren fra sine forgængere i embedet. Inde i pylonen er der en smal trappe op til det flade tag. De to tårne blev sammenlignet med gudesøstrene Isis og Nephtys, som løftede morgensolen op over horisonten. Foran pylonerne står en 25 meter høj og 230 tons tung rød obelisk. På soklen er indgraveret et billede af de fire hellige bavianer, som er de første til at hilse morgensolen. Oprindelig var der to obelisker, men i 1829 forærede Muhammed Ali Pasha den anden til Frankrig. Du har måske set den? Den har siden 1833 stået på Concorde Pladsen i Paris, hvor der tidligere befandt sig en statue af Louis XV.

Indgangen flankeres af to kolossalstatuer - ca 15 meter høje - af den siddende Ramses II. Oprindelig var her seks statuer af kongen. På ydersiden er pylonerne udsmykket med scener fra krigerkongen Ramses II's slag. På indersiden af pylonerne vises det berømte slag ved Kadesh samt scener fra de årlige festivaller.

I sit femte regeringsår foretager Ramses II sit navnkundige krigstogt mod hittitterne, som befinder sig i Palæstina. Han vil erobre Kadesh og tvinge hittitterne tilbage til Lilleasien. Ramses II fremstiller det som en kæmpesejr, som alene skal tilskrives ham, den store krigerkonge. Sandheden er, at han med sin hær går i en fælde, som er lige ved at udvikle sig til den helt store katastrofe. Pludselig er Ramses alene med fjender på alle sider, og hans soldater er flygtet. Hvad gør han? I sin nød anråber han Amon:

Hvad nu, min fader Amon. Kan en fader have glemt sin søn? Jeg råber til dig, min fader Amon. Jeg er midt imellem fremmede, som jeg ikke kender. Alle folkeslag har rottet sig sammen imod mig. Jeg er alene, mine krigere har svigtet mig, ingen af mine vognkæmpere vender sit hoved mod mig. Råber jeg efter dem, hører de mig ikke. Men jeg råber og se, Amon er bedre for mig end ti tusinde brødre og børn, der står sammen som én mand. Mange mænds værk er intet, Amon er bedre end de..." Og således fortsætter bønnen. "Jeg så, at de 250 krigsvogne, som jeg var midt imellem, var blevet til dynger af lig foran mine heste." Hele seks gange går den unge Ramses til angreb på hittitternes hær og "sletten ved Kadesh bliver hvis af lig". Hen under aften kommer hans hær ham til hjælp, hvorefter kombattanterne bliver enige om at indstille kampen.

Dette er et tidligt eksempel på krigspropagande og forherligelse og soldaterhistorier. Men Ramses II fortæller glædeligt denne utrolige - og utroværdige - historie på tempelvæg efter tempelvæg. Men som Palle Lauring har skrevet, så kan vi finde lige så grelle eksempler på falsk historieskrivning i Roskilde Domkirke.

Ramses II's forgård

Arbejdet med at fritlægge Luxor Templet blev påbegyndt i 1888 af den store, franske arkæolog Gaston Maspero, der efterfulgte Mariette på posten som leder af den egyptiske antikvitetstjeneste. Gennem hundreder og hundreder af år var tempelområdet blevet dækket af sand.

På sydmuren af tårnet i forgården findes et relief, der viser templet, da det blev bygget. Her kan man se flagene vaje fra de omtalte flagstænger. I siden mod nord-vest ligger resterne af de oprindelige bygninger til opbevaring af den kongelige triades hellige både. Forgården er omkranset af en kolonnade i to rækker. Her står et antal kolossalstatuer af tidligere konger. Mange af statuerne har Ramses II "lånt" fra sin forgænger Amenophis III.

Abu el-Haggag Moskéen

Helt overraskende - hvert fald for mig - ligger her en stor muslimsk moské, som er indlejret i en gammel egyptisk helligdom. Endnu mere besynderligt, da Anni fortalte, at bygningen tidligere havde været en kristen basilika. Moskéen er viet til sheik Abu Yussuf el-Haggag, som er født i Damaskus omkring år 1150. Han nedstammer fra Muhammed gennem Hassan, som er søn af Profetens søster, Fatma. Han levede en periode i Mekka, inden han slog sig ned i Luxor, hvor han boede de sidste 50 år af sit liv. Han døde 90 år gammel i 1243. Moskéen stammer fra 1800-tallet, men den nordlige minaret kan føres tilbage til det. 11 århundrede. Lidt besynderligt ligger moskeen i et niveau flere meter over forgården. Det skyldes, at da moskeen blev bygget, var forgården opfyldt med sand. Udover moskeen ligger her et mausoleum over el-Haggag. En legende fortæller, at man besluttede at flytte eller nedrive moskeen for at frilægge den oprindelige tempelgård, hvilket Abu el-Haggag modsatte sig. Næste morgen vågnede den pågældende embedsmand op og var lam i hele kroppen. Ikke mærkeligt, at det blev besluttet, at moskéen hellere måtte blive liggende, hvor den var. Der er næppe tvivl om, at man ved udgravning af det område, hvorpå moskéen ligger, ville gøre mange spændende fund.

Siden dag har befolkningen i Luxor hvert år fejret hans fødselsdag (mulid). Den falder almindeligvis sidst i oktober eller begyndelsen af november (styres af den muslimske månebaserede kalender). Anni fortalte, at festen varer flere døgn. Bands står og spiller på mange hjørner og mange gadedansere er med. Børnene morer sig med at kaste fyrværkeri. Talrige processioner bølger gennem byens gader. Mange optog bærer felukkaer på skuldrene, idet man mener, at el-Haggag ankom til Luxor i båd. Det er svært at forestille sig, at denne tradition ikke er relateret til det ældgamle ritual, hvor Amons hellige båd bæres fra Karnak Templet til Luxor Templet. Deltagerne bliver bombarderet med ærter, mønter og vand af tilskuerne. Mange familier lejer hestevogne (kalecher) for at deltage i processionerne.

Amenophis III's kolonnade

Formålet med dennne kolonnade var at bygge et supplement til templets oprindelige forgård. Den er godt 50 meter lang med to rækker med syv søjler i hver. Søjlerne, som er ca 16 meter høje, har kapitæler formet som åbne lotur blomster. I den nordlige ende står to kolossalstatuer af en siddende Ramses II med dronning Nefertari ved sine fødder. I den sydlige ende står en dobbeltstatue af Amon og Mut. Tutankhamon fuldførte murene omkring kolonnaden og udsmykkede dem med relieffer fra den årlige Opet Festival, hvor Amon besøgte sit såkaldte "Harem i syd". Væggene bag søjlerne er udsmykket under Tutankhamon med motiver fra Opet festivalen. Faktisk blev udsmykningen først færdiggjort under Seti I. Vestvæggen viser processionen med de hellige skibe fra Karnak til Luxor, østvæggen viser hjemrejsen til Karnak Templet. Desværre er disse relieffer samt muren i øvrigt i dårlig stand.

Amenophis III's forgård

Bag kolonnaden ligger den store solgård, der leder til Amenphis III’s tempel. Forgården er ca 50 meter bred og 45 meter bred. På de tre sider står to rækker søjler. Her i forgården fandt man i 1989 en dyb brønd, som var fyldt op med et stort antal statuer, formentlig begravet i det 4. århundrede i forbindelse med indvielse af området til den romerske kejser, hvor Amons præster har ønsket af redde de hellige figurer. Her var statuer af guder, gudinder, konger, dronninger, konger afbildet som guder, triader af guder osv. osv. Bl.a. fandt man en statue i legemstørrelse af Amenophis III i rødgylden granit. Disse statuer kan ses på Luxor Museet, som har lavet en specialudstilling i kælderen. Du kan komme med os derhen om et par dage, hvis du har lyst.

Amenophis III's tempel

Som det hører sig til, byggede Amenhophis III templet i den sydlige ende af komplekset. Bag en søjlegang (portico) ligger indgangen til endnu en søjlehal. Søjlerne blev imidlertid fjernet, da romerne i det 3. århundrede ændrede hallen til en helligdom for den stedlige legion. Samtidig blev de malede relieffer dækket med puds, hvilket har medvirket til at bevare de smukke farver. Langs med hallen ligger en række kapeller, hvori man opbevarede processionsskrinene for Amon, Mut og Khons, mens de besøgte Luxor under Opet festivalen. Man sagde, at Amon besøgte "sit sydlige harem".

Længere fremme kommer man ind i templets anden søjlehal, kaldet offerhallen. Her opbevarede man de rituelle instrumenter, som blev brugt under ceremonierne. På væggene ses relieffer af offerscener med deltagelse af Amenophis III, undertiden assisteret af en præstinde kaldet "gudens hustru".

Bagest i offerhallen leder en åbning ind til det værelse, hvori Amons hellige båd blev opbevaret. Her står et skrin, bygget af (under) Alexander den Store. Her ser med den store græske konge klædt ud som farao. Relieffer viser, at Amon anerkender Alexander den Store som sin søn og dermed hens ret til det egyptiske trone. Ved døråbningen er der en lille åbning beregnet for den præst, som assisterede med aflevering af orakler. En dør mod øst fører ind til "føderummet", som er udsmykket med scener af Amenophis III's guddommelige fødsel. Efter at Amon har forenet sig med kongens moder, ser man guden Khnum skabe babykongen tillige med hans Ka. Den nyfødte konge præsenteres herefter for guderne, hvorefter der ikke kan være nogen tvivl om kongens legitimitet til at herske over de to riger.

Som altid i de egyptiske templer er forgården åben og lys, kun omgivet af en mur og evt en søjlegang. Herefter kommer man ind i den halvmørke søjlehal, som oftest er dækket med et tag. Gulvet stiger langsomt, mens man bevæger sig frem mod de hellige dele af templet, samtidig med at loftshøjden reduceres. Man bevæger sig fra lys til mørke, hvilket automatisk stemmer sindet til andagt. Allerbagest i templet ligger "det allerhelligste", sanktuariet. Her ser man stadig resterne af den piedestal, som bar det såkaldte "naos". Naos er det skrin, hvori statuen eller billedet af guden blev opbevaret. Det var i dette mørke rum, hvortil kun ypperstepræsten havde adgang, at de store mysterier blev udøvet.

---

Hvis du ikke allerede har fået nok af templer og monumenter, så kom med os over på¨vestbredden - Thebens dødeby - hvor vi først besøger Kongernes Dal med de mange kongegrave og den følgende dag Dronningernes Dal.

Luxor Templet

Dagens udflugt gik til Luxor Templet, det andet store kompleks i Luxor. Vi havde flere gange beundret de smukt oplyste ruiner, når vi om aftenen spadserede på Nilpromenaden. Templet - eller rettere templerne - i Luxor er dels kongens magtbase, dels det religiøse centrum for den religiøse kult. Kongens magt er blevet institueret i tidernes morgen, som et element i den kosmiske orden. Den regerende konge er solgudens søn. Den kongelige undfangelse og fødsel er beskrevet på Luxor Templets vægge samt mange andre steder ud over Egypten. Farao er også en inkarnation af guden Horus. Når farao dør, bliver han identificeret med Horus' fader, Osiris. Jeg håber, at du har læst om disse legender på en af de tidligere sider.

I begyndelsen af det 13. dynasti lå der en mindre helligdom på stedet. Det tempel, vi ser i dag, er primært bygget af to konger: Amenhophis III, som byggede den indre del af templet, og Ramses II, den ydre, men fx Tutankhamon har også ydet bidrag. Det er formentlig forklaringen på, at Luxor templet virker mere planlagt og mindre kaotisk en Karnak Templet. Meget atypisk er templet orienteret langs en nord-syd gående akse, hvilket formentlig skyldes templets relationer til Karnak Templet. Den samlede længde af templet mellem pylonerne og den bageste mur overstiger 250 meter. Tilbygningerne til Luxor Templet har hovedsagelig bestået i, at den nye Farao har lavet tilføjelser foran det eksisterende byggeri, således at man ved gennemgang af området oplever byggeriet i omvendt kronologisk orden. Templet har de traditionelle egyptiske elementer: en indgangspylon, forgård med søjler, en hypostyl hal med høje søjler og som afslutning på den længdegående akse det hellige område: det allerhelligste, et kapel, offerhal, et fødehus og nogle mindre ceromonirum.

Under den romerske besættelse af Egypten, var Luxor Templet omgivet af en militærforlægning med måske 1500 mand. På den tid ophørte templet med at have religiøse funktioner, og mange blokke fra bygningerne blev anvendt som bygningsmateriale til soldaternes barakker.

Under Hatshepsut påbegyndtes anlæggelse af en ca 2 km lang vej (dromoen), som forbandt Karnak Templet i nord med Luxor Templet i syd. Vejen var på begge sider kranset med sfinxer med vædderhoved (Amons symbol), men under det 30. dynasti blev de udskiftet med sfinxer med menneskehovede. Én gang om året blev de hellige billeder af Amon, hans hustru Mut og deres søn Khons båret/sejlet i deres hellige både Karnak Templet til Luxor Templet. Formålet med denne ceremoni, som til sidst varede mere end tre uger, var at opretholde kongens guddommelige rolle.

Ramses II's pyloner

Indgangen til templet ligger mod vest. Først mødte vi de 21 meter høje indgangspyloner, som er bygget under Ramses II, datidens Christian IV, som har ladet bygge mere end nogen anden hersker. Pylonerne (pylon betyder port eller portbygning på græsk)er udsmykket med scener fra slaget mod hittiterne ved Kadesh i Syrien (ca 1285 BC). Engang bar pylonerne fire enorme flagstænger af cedertræ, hvorfra faraos faner vajede. Af inskriptioner på pylonen fremgår, at Ramses II er bygherre til templet. Dette er en mild overdrivelse, da han alene har stået for pylonerne og den første forgård, men det var ikke ualmindeligt, at en senere kommende farao tog æren fra sine forgængere i embedet. Inde i pylonen er der en smal trappe op til det flade tag. De to tårne blev sammenlignet med gudesøstrene Isis og Nephtys, som løftede morgensolen op over horisonten. Foran pylonerne står en 25 meter høj og 230 tons tung rød obelisk. På soklen er indgraveret et billede af de fire hellige bavianer, som er de første til at hilse morgensolen. Oprindelig var der to obelisker, men i 1829 forærede Muhammed Ali Pasha den anden til Frankrig. Du har måske set den? Den har siden 1833 stået på Concorde Pladsen i Paris, hvor der tidligere befandt sig en statue af Louis XV - klik her, hvis du vil se et billede af den.

Indgangen flankeres af to kolossalstatuer - ca 15 meter høje - af den siddende Ramses II. Oprindelig var her seks statuer af kongen. På ydersiden er pylonerne udsmykket med scener fra krigerkongen Ramses II's slag. På indersiden af pylonerne vises det berømte slag ved Kadesh samt scener fra de årlige festivaller.

I sit femte regeringsår foretager Ramses II sit navnkundige krigstogt mod hittitterne, som befinder sig i Palæstina. Han vil erobre Kadesh og tvinge hittitterne tilbage til Lilleasien. Ramses II fremstiller det som en kæmpesejr, som alene skal tilskrives ham, den store krigerkonge. Sandheden er, at han med sin hær går i en fælde, som er lige ved at udvikle sig til den helt store katastrofe. Pludselig er Ramses alene med fjender på alle sider, og hans soldater er flygtet. Hvad gør han? I sin nød anråber han Amon:

Hvad nu, min fader Amon. Kan en fader have glemt sin søn? Jeg råber til dig, min fader Amon. Jeg er midt imellem fremmede, som jeg ikke kender. Alle folkeslag har rottet sig sammen imod mig. Jeg er alene, mine krigere har svigtet mig, ingen af mine vognkæmpere vender sit hoved mod mig. Råber jeg efter dem, hører de mig ikke. Men jeg råber og se, Amon er bedre for mig end ti tusinde brødre og børn, der står sammen som én mand. Mange mænds værk er intet, Amon er bedre end de..." Og således fortsætter bønnen. "Jeg så, at de 250 krigsvogne, som jeg var midt imellem, var blevet til dynger af lig foran mine heste." Hele seks gange går den unge Ramses til angreb på hittitternes hær og "sletten ved Kadesh bliver hvis af lig". Hen under aften kommer hans hær ham til hjælp, hvorefter kombattanterne bliver enige om at indstille kampen.

Dette er et tidligt eksempel på krigspropagande og forherligelse og soldaterhistorier. Men Ramses II fortæller glædeligt denne utrolige - og utroværdige - historie på tempelvæg efter tempelvæg. Men som Palle Lauring har skrevet, så kan vi finde lige så grelle eksempler på falsk historieskrivning i Roskilde Domkirke.

Ramses II's forgård

Arbejdet med at fritlægge Luxor Templet blev påbegyndt i 1888 af den store, franske arkæolog Gaston Maspero, der efterfulgte Mariette på posten som leder af den egyptiske antikvitetstjeneste. Gennem hundreder og hundreder af år var tempelområdet blevet dækket af sand.

På sydmuren af tårnet i forgården findes et relief, der viser templet, da det blev bygget. Her kan man se flagene vaje fra de omtalte flagstænger. I siden mod nord-vest ligger resterne af de oprindelige bygninger til opbevaring af den kongelige triades hellige både. Forgården er omkranset af en kolonnade i to rækker. Her står et antal kolossalstatuer af tidligere konger. Mange af statuerne har Ramses II "lånt" fra sin forgænger Amenophis III.

Abu el-Haggag Moskéen

Helt overraskende - hvert fald for mig - ligger her en stor muslimsk moské, som er indlejret i en gammel egyptisk helligdom. Endnu mere besynderligt, da Anni fortalte, at bygningen tidligere havde været en kristen basilika. Moskéen er viet til sheik Abu Yussuf el-Haggag, som er født i Damaskus omkring år 1150. Han nedstammer fra Muhammed gennem Hassan, som er søn af Profetens søster, Fatma. Han levede en periode i Mekka, inden han slog sig ned i Luxor, hvor han boede de sidste 50 år af sit liv. Han døde 90 år gammel i 1243. Moskéen stammer fra 1800-tallet, men den nordlige minaret kan føres tilbage til det. 11 århundrede. Lidt besynderligt ligger moskeen i et niveau flere meter over forgården. Det skyldes, at da moskeen blev bygget, var forgården opfyldt med sand. Udover moskeen ligger her et mausoleum over el-Haggag. En legende fortæller, at man besluttede at flytte eller nedrive moskeen for at frilægge den oprindelige tempelgård, hvilket Abu el-Haggag modsatte sig. Næste morgen vågnede den pågældende embedsmand op og var lam i hele kroppen. Ikke mærkeligt, at det blev besluttet, at moskéen hellere måtte blive liggende, hvor den var. Der er næppe tvivl om, at man ved udgravning af det område, hvorpå moskéen ligger, ville gøre mange spændende fund.

Siden dag har befolkningen i Luxor hvert år fejret hans fødselsdag (mulid). Den falder almindeligvis sidst i oktober eller begyndelsen af november (styres af den muslimske månebaserede kalender). Anni fortalte, at festen varer flere døgn. Bands står og spiller på mange hjørner og mange gadedansere er med. Børnene morer sig med at kaste fyrværkeri. Talrige processioner bølger gennem byens gader. Mange optog bærer felukkaer på skuldrene, idet man mener, at el-Haggag ankom til Luxor i båd. Det er svært at forestille sig, at denne tradition ikke er relateret til det ældgamle ritual, hvor Amons hellige båd bæres fra Karnak Templet til Luxor Templet. Deltagerne bliver bombarderet med ærter, mønter og vand af tilskuerne. Mange familier lejer hestevogne (kalecher) for at deltage i processionerne.

Amenophis III's kolonnade

Formålet med dennne kolonnade var at bygge et supplement til templets oprindelige forgård. Den er godt 50 meter lang med to rækker med syv søjler i hver. Søjlerne, som er ca 16 meter høje, har kapitæler formet som åbne lotur blomster. I den nordlige ende står to kolossalstatuer af en siddende Ramses II med dronning Nefertari ved sine fødder. I den sydlige ende står en dobbeltstatue af Amon og Mut. Tutankhamon fuldførte murene omkring kolonnaden og udsmykkede dem med relieffer fra den årlige Opet Festival, hvor Amon besøgte sit såkaldte "Harem i syd". Væggene bag søjlerne er udsmykket under Tutankhamon med motiver fra Opet festivalen. Faktisk blev udsmykningen først færdiggjort under Seti I. Vestvæggen viser processionen med de hellige skibe fra Karnak til Luxor, østvæggen viser hjemrejsen til Karnak Templet. Desværre er disse relieffer samt muren i øvrigt i dårlig stand.

Amenophis III's forgård

Bag kolonnaden ligger den store solgård, der leder til Amenphis III’s tempel. Forgården er ca 50 meter bred og 45 meter bred. På de tre sider står to rækker søjler. Her i forgården fandt man i 1989 en dyb brønd, som var fyldt op med et stort antal statuer, formentlig begravet i det 4. århundrede i forbindelse med indvielse af området til den romerske kejser, hvor Amons præster har ønsket af redde de hellige figurer. Her var statuer af guder, gudinder, konger, dronninger, konger afbildet som guder, triader af guder osv. osv. Bl.a. fandt man en statue i legemstørrelse af Amenophis III i rødgylden granit. Disse statuer kan ses på Luxor Museet, som har lavet en specialudstilling i kælderen. Du kan komme med os derhen om et par dage, hvis du har lyst.

Amenophis III's tempel

Som det hører sig til, byggede Amenhophis III templet i den sydlige ende af komplekset. Bag en søjlegang (portico) ligger indgangen til endnu en søjlehal. Søjlerne blev imidlertid fjernet, da romerne i det 3. århundrede ændrede hallen til en helligdom for den stedlige legion. Samtidig blev de malede relieffer dækket med puds, hvilket har medvirket til at bevare de smukke farver. Langs med hallen ligger en række kapeller, hvori man opbevarede processionsskrinene for Amon, Mut og Khons, mens de besøgte Luxor under Opet festivalen. Man sagde, at Amon besøgte "sit sydlige harem".

Længere fremme kommer man ind i templets anden søjlehal, kaldet offerhallen. Her opbevarede man de rituelle instrumenter, som blev brugt under ceremonierne. På væggene ses relieffer af offerscener med deltagelse af Amenophis III, undertiden assisteret af en præstinde kaldet "gudens hustru".

Bagest i offerhallen leder en åbning ind til det værelse, hvori Amons hellige båd blev opbevaret. Her står et skrin, bygget af (under) Alexander den Store. Her ser med den store græske konge klædt ud som farao. Relieffer viser, at Amon anerkender Alexander den Store som sin søn og dermed hens ret til det egyptiske trone. Ved døråbningen er der en lille åbning beregnet for den præst, som assisterede med aflevering af orakler. En dør mod øst fører ind til "føderummet", som er udsmykket med scener af Amenophis III's guddommelige fødsel. Efter at Amon har forenet sig med kongens moder, ser man guden Khnum skabe babykongen tillige med hans Ka. Den nyfødte konge præsenteres herefter for guderne, hvorefter der ikke kan være nogen tvivl om kongens legitimitet til at herske over de to riger.

Som altid i de egyptiske templer er forgården åben og lys, kun omgivet af en mur og evt en søjlegang. Herefter kommer man ind i den halvmørke søjlehal, som oftest er dækket med et tag. Gulvet stiger langsomt, mens man bevæger sig frem mod de hellige dele af templet, samtidig med at loftshøjden reduceres. Man bevæger sig fra lys til mørke, hvilket automatisk stemmer sindet til andagt. Allerbagest i templet ligger "det allerhelligste", sanktuariet. Her ser man stadig resterne af den piedestal, som bar det såkaldte "naos". Naos er det skrin, hvori statuen eller billedet af guden blev opbevaret. Det var i dette mørke rum, hvortil kun ypperstepræsten havde adgang, at de store mysterier blev udøvet.

---

Hvis du ikke allerede har fået nok af templer og monumenter, så kom med os over på¨vestbredden - Thebens dødeby - hvor vi først besøger Kongernes Dal med de mange kongegrave og den følgende dag Dronningernes Dal.

Udflugt til vestbredden

Vi blev hentet i en bus ved hotellet allerede før kl 7. Selv på denne årstid (april måned) er det en god idé at undgå den brændende middagssol. Selekabet var ikke meget mere end 10-12 personer. For at komme over på vestbredden kørte vi en halv snes kilometer sydpå, hvor der lå en forholdsvis ny bro. Undervejs fortalte Anni om dagliglivet i Luxorområdet. Meget apropos kunne Anni berette, at der stadig blev gjort historiske fund i området. Ikke mærkeligt, når mange huse ligger direkte ovenpå de gamle grave.

Vestbredden

Vestbredden af Nilen ved Luxor er arkæologisk set det måske vigtigste sted i verden. Den er meget mere end Kongernes Dal, en betegnelse, som fejlagtigt ofte anvendes om hele området, som ikke alene indeholder faraonernes grave, men også deres familiers og højtstående embedsmænd og adelsmænd foruden et stort antal templer.

De gamle egyptere betragtede vestbredden som helligt område. Det var her solen hver dag sted ned i underverden, og som følge heraf blev forbundet med livet efter døden. Fra Nilen er der et bredt, fladt stykke land, inden de høje bjergene tårner sig op. Bjergene, som er adskilt af talrige dale, består af blød limsten. Den perfekte begravelsesplads for kongerne, dronningerne og adelsmændene, hvor man kunne kombinere de imponerende dødetempler ned mod Nilen med de bagvedliggende, skjulte grave, som - mente man - var nemme at beskytte. Tiden skulle dog vise noget andet. Endnu vigtigere var måske, at området set fra Theben lignede det hieroglyfiske tegn for "horisont", der betegnede den stigende og faldende sol. Befolkningen kunne dagligt se solen passere Mentuhoteps og Hatshepsuts prægtige dødetempler, inden den bevægede sig hen over klipperne for til sidst at forsvinde ned i kongernes dal. Et andet vigtigt symbol var den 450 meter høje pyramideformede bjergtop el-Qurn (betyder horn eller pande), som var viet til gudinden Hathor.

Den nordlige del af vestbredden, tættest på Nilen, kalder "Adelsmændenes Grave". Sydfor ligger et område med ca 80 grave tilhørende præster og embedsmænd fra det 18.-20. dynasti. Sydvest herfor ligger et område med 40 grave fra Det Nye Rige og senere. Endnu sydligere ligger 5 kongegrave fra Det Gamle Rige og godt 50 grave fra det 18. og 19. dynasti. Vestpå ligger en samling på 146 grave, de fleste fra det 18. dynasti.

Kongernes Dal ligger i den højeste af klipperne, godt adskilt fra de øvrige gravområder. Der er p.t. lokaliseret 67 kongegrave samt et antal, som ikke er færdiggjort. Her hviler størsteparten af Det Nye Riges herskere. Fra og med det 18. dynasti flyttedes kongernes begravelsespladser fra Memphis til Theben (Luxor). Man ophørte med pyramidebyggeri og huggede i stedet gravene ud af limstenskliperne.

Syd for Kongernes Dal og tættere på Nilen ligger Dronningernes Dal. Betegnelsen er lidt misvisende, da dalen huser grave til kongehusets familiemedlemmer og også højtstående præster og embedsmænd. Her ligger godt 80 grave, hvoraf den mest kendte er Nefertaris, droning til den store Ramses II - og muligvis hans halvsøster.

Sydøst for Dronningernes Dal ligger arbejderlandsbyen Deir el-Medina, som vi skal besøge i morgen. I denne landsby boede arbejdere og håndværkere, som arbejdede med gravene. Selv om området er mindre imponerende end gravene, giver de vigtige bidrag til forståelse af arbejdernes dagligliv.

Hele vejen langs klipperanden på det frugtbare stykke ud mod Nilen ligger et stort antal templer. Mange er desværre ødelagt som følge af Nilens årlige oversvømmelser. Det sydligst beliggende tempel er Ramses III's ved Medinet Habu. Lige syd for Deir el-Medina ligger Amenhotep III's palads, som dog også blev brugt af hans efterkommere. Det nordligste tempel tilhører Seti I. Ved Deir el-Bahri ligger Hatshepsuts og Mentuhoteps templer, hvoraf især førstnævnte er meget velbevaret. Formålet med templerne var at ære den døde konge og sikre ham udødelighed. Ikke alene ved afholdelse af religiøse fester, men også mere bogstaveligt. Eksempelvis havde lagerrummene ved Ramesseum kapacitet til at rumme korn til 15-20.000 personer. Templerne blev bl.a. anvendt i de årlige fester, hvorunder kongens magt blev fornyet og forstærket og med den hele Egyptens.

Det bemærkes, at der fortsat er hundreder af grave, som endnu ikke er lokaliseret. Mange områder er identificeret og afspærret for senere udgravning, når ressourcerne (primært de økonomiske) er til stede.

Memnon kolosserne

Amenhotep III (18. dynasti) lod bygge et dødetempel ved Theben, hvis indgang blev bevogtet af to kolossale statuer (23 meter, ca 1000 tons), bygget af granit fra Giza. Den nordlige (til højre) status forestiller Amenhotep III med sin moder, mens den sydlige sydlige statue forestiller Amenhotep sammen med sin hustru og en af hans døtre. Statuernes sider er forsynet med relieffer, der viser Nilens guder med symboler for både Øvre og Nedre Egypten. Skønt svært beskadige er de stadig et imponerende syn.

Ved et voldsomt jordskælv i 27 BC blev statuerne svært beskadigede. Desuden skete der det besynderlige, at den ene statue (den nordlige) begyndte at "synge". Ved solopgang udsendte den en næsten klagende lyd, formentlig som følge af en kombination af fugtighed og den stigende temperatur. Græske besøgende mente, at statuen forestillede Memnon, som hilste sin moder Eos, morgenrødens gudinde. Gæster kom fra næsten hele verden for at høre disse besynderlige lyde, eksempelvis kejser Hadrian i år 130. Den senere romerske kejser Septimus Severus forsøgte - formentlig i en god mening - at reparere statuen i år 199. Dette havde desværre den virkning, at statuen blev tavs - og har været det lige siden.

Memnon, som var konge af Ethiopien (ikke det Ethiopien, som vi kender i dag, men et område af samme navn i nærheden af Tigris), deltog i den Trojanske Krig på trojanernes side med en stor styrke. Da trojanernes helt, Hektor blev dræbt af Akilleus, satte trojanerne deres lid til Memnon, som bar en rustning, der var smedet af Hefaistos selv. Memnon dræber Nestors søn, som kommer sin gamle fader til hælp. Nestor beder Akilleus om at redde sønnens lig og rustning, og Memnon må strække sværd for den vældige Akilleus. Ved Memnons død forvandles alle hans krigere til små fugle, som flyver bort. Eos sørger over sin døde søn, så morgenhimlen bliver grå, og himlen dækkes med skyer. Den dug, vi oplever hver morgen, er Eos' tårer over sin elskede søn.

Amenophis III's tempel

Amenhotep III dødetempel var det største på vestbredden. Da det blev bygget, var det større end templet i Karnak. På grund af Nilens årlige oversvømmelser begyndte det hurtigt at forfalde, så der er ikke meget at se i dag. Tyske og egyptiske arkæologer er i gang med udgravninger i området, som ikke er tilgængeligt for turister. Merenptah anvendte mange blokke fra Amenophis III's tempel til at bygge sit eget tempel i nærheden. Også i mange andre templer på østbredden og vestbredden er der fundet blokke og statuer fra Amenophis' tempel. Templet var indviet til Amun-Re, som var hovedguden under Det nye Rige. Nord for komplekset lå et mindre tempel, viet til Memphis' dødegud Ptah-Sokar-Osiris. I Amenophis' tempel var der blandt mange andre statuer en stående og en siddende udgave af gudinden Sekhmet for hver dag i året. Mange af disse statuer kan i dag ses i andre templer i Luxor og omegn.

Den kvindelige farao Hatshepsut

I bussen fortalte Anni den spændende historie om en af de få kvindelige konger i Egypen, Hatshepsut. Formentlig den bedst kendte efter den navnkundige Kleopatra. Hatshepsut regerede fra ca 1473-1453 BC. Hun var datter af Thutmosis I og hans såkaldt "store kongegemalinde" og altså født i et helligt ægteskab. Thutmosis I havde ganske vist en søn, men han var avlet med en "sidehustru" og følgelig ikke guddommelig. Men ved Thutmosis I's død foretrak man dog en søn fra et sideægteskab i stedet for en datter fra et helligt ægteskab. For at bedre lidt på tilstanden giftede Thutmosis II sig med sin guddommelige halvsøster Hatshepsut, som bliver medregent, og sammen får de ret hurtigt en datter. Med en sidehustru får han en søn, som får navnet Thutmosis. Ved Thutmosis II's død tre år efter sin tronbestigelse skal den 2-årige Thutmosis III være regent og Hatshepsut fungere i hans sted, indtil han bliver gammel nok til selv at overtage embedet.

Men Hatshepsut har fået smag for magten og har ikke i sinde at læne sig tilbage og vente på, at nevøen bliver gammel nok til selv at regere. Hun lader sig krone som farao og styrer Egypten egenhændigt i de følgende 20 år. Lille Thutmosis bliver bekvemt gemt af vejen hos præsterne i de store templer i Karnak. Da der ikke er mange fortilfælde med en kvindelig farao, forsøger hun at skjule sit køn eller i hvert fald at nedtone det. Ved ceremonier bærer hun det kongelige hovedklæde og det kunstige skæg samt den tilhørende "kilt". Hun afholder den rituelle heb-sed fest og lader sig afbilde som sfinx.

For at legitimere sin ret til tronen lancerer hun en myte om, at hendes fader er guden Amon. På væggene i hendes dødetempel - se nedenfor - ser man den store Amon aflægge et kærlighedsbesøg hos moderen. Amon har antaget ægtemandens skikkelse, Thutmoses I, så hustruen ikke kunne vide, hvem hun lå med. I et digt berettes:

"Da kom den herlige gud, Amon selv, herre over begge landes troner. Han tog skikkelse af hendes husbond og fandt hende hvilende i paladsets herlighed. Hun vågnede ved Gudens liflige duft og lo imod hans guddommelige ansigt. Flammende af elskov ilede han imod hende, og han havde tabt sit hjerte. Hun så hans gudeskikkelse, da han kom hende nær, og hun jublede ved at se hans skønhed. Hans elskov jog gennem alle hendes lemmer, paladset fyldtes af Gudens vellugt som fra salvelandet Punt. Gudens majestæt gjorde med hende, hvad han længtes efter, og hun frydede sig med ham og kyssede ham"

Senere åbenbarer Thot, visdommens gud sig for dronningen og fortæller, at hun vil få en datter, som vil blive farao. Efter dette glimrende propagandaarbejde må alle tvivlere da være overbevist om hendes lovlige adkomst til tronen. Så dermed skulle det være sat på plads. En mere sanselig beretning end det tilsvarende kristne evangelium.

Hatshepsuts dødetempel

På den vestre nilbred overfor Theben, tæt ved Mentuhoteps dødetempel byggede arkitekten Senmut et fantastisk tempel for Hatshepsut. Templet er viet til Amon og Hathor, men der er også kapeller for andre guder, fx den sjakalhovede Anubis. Senmut var medlem af hoffet og indehaver af mere end 40 titler og embeder (heriblandt chefarkitekt). Der er teorier om, at samme Senmut i virkeligheden er den Moses, som vi kender fra biblen, du ved, ham der førte israelerne ud af Egypten på en 40 år lang ørkenvandring, inden de kom ind i det forjættede land. Og Hatshepsut skulle have været den faraos datter, som tog ham til sig, da han blev fundet i en sivbåd på Nilen. Nu da jeg er i gang med de mere ubekræftede forlydender, kan jeg også fortælle, at mange vil vide, at Senmut var Hatshepsuts elsker. Men ikke mine ord igen.. Templet, som er bygget på det sted, hvor de otte skaberguder ifølge traditionen ligger begravet, blev af hendes efterfølgere udvidet frem til den romerske tid. En 100 meter lang avenue af sfinxer med dronningens åsyn førte frem til templet, som er delvist hugget ud af klippemassivet. På begge sider af denne avenue var plantet træer og buske, hjembragt fra Punt - se nedenfor. De store pyloner, som markerede indgangen til templet, findes ikke mere. På hver side af opgangen lå en hellig dam med papyrusplanter. Templet er placeret på tre for hinanden forskudte terrasser. Kolonnaderne i templet afspejler de lodrette mønstre i klipperne bagved. En bred rampe fører op til den første terrasse. Hatshepsut benævner templet som "en have til min fader, Amon". På den øverste terrasse lå templer for Hathor, Anubis, Ra-Horakhte og selvfølgelig Amon.

Under den ptolemæiske periode er templet viet til en kult for arkitekterne Amenhotep og Imhotep, (du husker måske, at sidstnævnte designede trappepyramiden ved Sakkara?). I det 7. århundrede bliver templet et koptisk kloster - det arabiske navn Deir el-Bahri stammer fra denne perode. Da templet bliver gravet ud af sandmasserne i 1891, er det nærmest en ruin. Siden er der foretaget en omfattende restaurering, så det i dag fremtræder som den efter min mening mest imponerende bygning på vestbredden. Den nederste terrasse blev kraftigt restaureret i 1906 for at beskytte de smukke relieffer.

Opførelsen af tempelkomplekset tog ca 20 år. Det betyder, at tempelvæggene har fungeret som ubeskrevne sider i en dagbog, som blev udfyldt i løbet af hendes regeringsperiode.

På sydsiden (venstre) af den nederste terrasse er i relieffer vist, hvorledes Hatshepsuts to obelisker blev fragtet fra Aswan til Theben. Som du måske har set under omtalen at templet i Karnak, lod Hatshepsut opføre 2 obelisker ved Karnak templet i rød granit, én på hver side af processionsgangen. De hidtil største, som verden havde set.

Relieffer på sydsiden af den midterste terrasse viser dronningens ekspedition til Punt - se nedenfor. På nordsiden findes den såkaldte "fødselskolonnade" med relieffer, der detaljeret dokumenterer Hatshepsuts ret til tronen. Man ser Amon række livets tegn (ankh) til dronningen, hvorefter han fører hende til fødselskammeret. Khnum med vædderhoved former Hatshepsut og hendes Ka på sit pottemagerhjul. Visdommens gud Thot nedskriver detaljerne om fødsel af den kommende farao. Til højre herfor findes et kapel viet til Anubis.

På den øverste terrasse er der en søjleindgang med statuer af den kvindelige farao, afbildet som Osiris. De fleste af disse er desværre ødelagt. 18 nicher med gudebilleder - 9 på hver side - flankerer Amons kapel, som selvfølgelig er den betydeligste helligdom i komplekset. Under den såkaldte Amarna-periode (som du kan læse mere om på de følgende sider) bliver mange billeder af Amon ødelagt.

Ekspeditionen til Punt

I sit 8. regeringsår sender Hatshepsut en ekspedition på fem skibe med 30 roere på hver afsted "for at hente underværker fra gudelandet Punt". Det er lidt usikkert, hvor Punt ligger, men formentlig i det nuværende Somalia, men også Yemen og Afrikas Horn har været nævnt. Egypten har siden det 5. dynasti sendt ekspeditioner til Punt for at hente krydderier og især røgelse til templerne, og man anså Punt som Amons lysthave. Ekspeditionen, som ledes af ovennævnte Senmut, vender hjem med elfenben, krydderier, røgelse, ibenholt og guld - samt et par giraffer. Dværge og pygmæer var også om bord til stor moro for hoffet. Mere overraskende hjembringes også et kontingent af høvdinge og højtstående personer fra Punt, som ønsker at knytte diplomatiske forbindelser med Egypten. Ekspeditionen er særdeles veldokumenteret på de sydlige vægge på anden terrasse, heriblandt nogle næsten komiske fremstillinger af høvdingen og hans "fede hustru". Nu var egypterne jo også særdeles slanke, så de kraftige gæsters udseende har formentlig moret dem. Det originale relief må du til egyptisk museum i Cairo for at se. Da ekspeditionen er vendt tilbage, holder Hatshepsut en procession til Amons tempel, hvor inskriptioner fortæller, at Guden selv og Hathor havde ledet ekspeditionen til de nye lande.

Et andet sted ses guden Khnum i færd med på sin pottemagerskive at modellere den nyfødte Hatshepsut. Han udtaler følgende: "Jeg vil gøre dig til den øverste af alle levende skabninger. Du vil blive konge over Øvre og Nedre Egypten, som din fader, Amon, der elsker dig, har befalet".

Efter ca 20 år væltes dronning Hatshepsut af tronen, formentlig af den utålmodige Thutmosis III, men det vides ikke med sikkerhed. Allerede Hatshepsuts fader, Thutmoses I havde erkendt, at den kongelige grav ikke skulle være i templet, det var for nærliggende et mål for gravrøvere. Efter at Thutmoses I's grav var færdigbygget, blev de 100 slaver, som havde udført arbejdet, dræbt. Det vides ikke, om det samme skete i Hatshepsuts tilfælde, men det er sandsynligt. Men det var selvfølgelig ikke muligt for dronningen at skjule placeringen af hendes grav for hendes efterfølger, Thutmosis III. Mens hun var gift med Thutmosis II, gav hun ordre til bygning af en grav til hende (KV20), men den blev aldrig færdigbygget. Hatshepsuts mumie bliver stjålet og graven ødelagt. Man finder kun én af de fire kanopekruker, den, der indeholder hendes lever. Det antages, at den hævngerrige Thutmosis III systematisk har gjort alt, hvad der er muligt for at slette sporene efter hende. Mange af afbildningerne af Hatshepsut viser en mandsperson, hvorfor det er tilstrækkeligt at ændre navnet til Thutmosis I, II eller III. Senmuts navn bliver også fjernet overalt. Ironisk nok bliver bl.a. Thutmosis III's og Ramses II's mumier ca 500 år senere gemt i Hatshepsuts tempel for at beskytte dem mod gravrøvere. På hendes store obelisk ved Karnak-templet så vi et relief, hvor den knælende Hatshepsut modtager Amons velsignelse. Den såkaldte kætterkonge, Ekhnaton lader senere Amons navn fjerne, men det bliver atter indhugget under det 19. dynasti.

Senmut belønnes fyrsteligt for sine tjenester og lader bygge et tempel til sig selv ikke langt fra Hatshepsuts. Her begraves han sammen med sin ægtefælle og familie - samt sine yndlingsaber og -heste. Ikke længe efter hans død bliver hans grav raseret og sarkofagen smadret i mere end 1000 stykker. Hans mumie bliver aldrig fundet. Kunne det være Thutmosis III, som har villet hævne sig på sin stedmoders elsker?

Vi undrede os lidt over det store antal bevæbnede vagter, vi så på stedet. Når vi kiggede op i klipperne, stak deres hoveder og geværpiber frem. Indtil vi kom i tanker om overfaldet i 1997 på en gruppe tyske turister. Området omkring Hatshepsuts klippetempel er formentlig det mest sikre område i hele Egypten. Fra Hatshepsuts tempel er der i lige linie omkring 500 meter til bunden af Kongernes Dal. Der er masser af sagn om tunneller fra templet til dalen, men hidtil er der ingen fundet.

Efter disse blodige historier fortsætter vi til gravene i Kongernes Dal.

Kongernes Dal

Den første konge af Det Nye Rige, Ahmoses af det 18. dynasti, byggede en pyramidelignende grav ved Abydos, men alle efterfølgende herskere i denne periode havde deres grav i klipperne på vestbredden af Theben (Luxor).

Som nævnt er der (hidtil) lokaliseret og udgravet 67 kongegrave, hvoraf kun nogle få er tilgængelige for offentligheden. Udgravningen er sket af arkæologer og egyptologer fra hele verden. Under de magtfulde konger i det 18. og 19. dynasti var der skarp kontrol med gravområdet, men under de svagere herskere i det 20. dynasti begyndte der at forekomme gravrøverier. Disse blev ofte udført af de samme arbejdere og tilsynsmænd, som havde arbejdet på graven. Undertiden blev mumien og nogle af den dødes genstande efterfølgende begravet i særskilte skakter for at forhindre røveri.

Hvis du tror, at graffiti er af nyere dato, så tager du fejl. Så langt tilbage som i 278 BC har en besøgende i Ramses VII's grav ikke kunnet lade være med at markere, at han havde været her. I år 537 har guvernøren af Øvre Egypten også efterladt sig spor. En fransk forsker har talt mere 2000 græske og latinske graffiti tekster foruden et mindre antal fønikiske, cypriotiske, koptiske tekster. De fleste er fundet i Ramses VI's grav, idet man længe anså ham for den navnkundige Memnon.

Da araberne trængte ind i Egypten i år 641, faldt interessen for dalen betydeligt, formentlig på grund af det muslimske billedforbud. Først sidst i 1600-tallet begyndte der igen at komme rejsende til området. Franskmanden, fader Claude Sicard, som var leder for jesuittermissionen i Cairo, besøgte dalen i 1708 og lokaliserede 10 åbne grave, og han beskrev de smukke vægudsmykninger med de dejlige farver.

Giovanni Belzoni var den første moderne europæer, som besøgte Kongernes Dal. Han var sponsoret af den engelske generalkonsul Henry Salt. Af de mange skatte, som Belzoni fjernede fra Egypten er Ramses III's sarkofag, som nu befinder sig i Louvre. Belzoni lokaliserede yderlige 8 grave, heriblandt den hidtil smukkeste, Seti I's, så antallet kom op på 55.

Mange års turisme, forurening, stigende grundvand og industrialisering har selvfølgelig belastet dette gravområde. For at lette denne belastning roteres mellem gravene, så det ikke er de samme grave, der er åbne for turister hver uge. Der er kun installeret elektrisk lys i 11 af gravene. Mange steder er det opsat beskyttelsesglas foran de smukke relieffer og dekorationer. For at bevare de smukke farver var der for nylig blevet indført fotoforbud i gravene. De kunne da godt have ventet en uges tid, til vi havde været der.

Den første farao, som blev gravsat i Kongernes Dal, er Thutmosis I, den sidste Ramses XI. I 1922 fandt Howard Carter Tutankhamons urørte grav. Den ligger overfor Ramses IX' grav. I betragtning af de mange skatte, som graven rummede, er den meget lille, og kun et enkelt rom var dekoreret. Det kostede ca 50 kroner ekstra at kaste et blik ind i graven. Anni kunne fortælle, at der stort set intet er at se i graven. Alle genstandene var for længst overført til forskellige museer, især til Det Egyptiske Museum i Cairo. På næste side vil jeg fortælle om den spændende historie bag opdagelsen af Tutankhamons grav.

Alle gravene er identificeret med et nummer, fx KV5 (King's Valley 5). Overfor Tutankhamons grav ligger netop KV5, som først blev fundet, efter at man mente at have fundet alle grave i området. Og der graves stadig. Indtil videre er der lokaliseret en familiegrav for 52 af Ramses II's sønner, men der vil formentlig blive fundet flere, da Ramses vistnok havde 105 sønner (og endnu flere døtre).

De fleste grave består af 3 korridorer, et forkammer samt en forsænket begravelseskammer. Man har vurderet, at det tog ca 6 år at udgrave en kongelig grav. Dette arbejde begyndte for en sikkerheds skyld allerede ved kongens tiltrædelse. Jo længere tid, kongen regerede, jo flottere blev hans grav. Hvis kongen døde meget hurtigt efter sin tiltrædelse, kunne det blive nødvendigt at lægge ham i en anden grav end den, der var tiltænkt ham.

Efter køb af billetter blev vi anbragt i et lille tog, som skulle bringe os de 1½-2 km ud til gravområdet. Selvfølgelig kunne vi sagtens have gået det lille stykke, men på tidspunkter, hvor der er måske 50 graders varme, har det sikkert været velkomment. Det er en god ide at medbringe drikkevarer, da det ikke er muligt at købe noget i gravområdet. Vores billet gav adgang til at se tre kongegrave, men det var muligt at tilkøbe flere billetter, hvis man ønskede det. Ved indgangen til hver grav var opsat et skilt med oplysninger om graven: dens nummer, beboer, perioden, finder, udsmykning samt et kort. Ved siden af var der et halvtag, hvor man kunne søge skygge. Anni fortalte, at hun ved større grupper var nødt til at dele op i 2 hold, og så tage holdene ned i graven enkeltvis. Ja, jeg kan godt se, at billedet ser ud som om, det er taget med et undervandskamera. Men sådan gør det nu en gang imellem.

Ramses IV's grav

Den første grav, vi begav os ned i efter en grundig orientering forinden af Anni, var Ramses IV's grav (KV2). Ramses IV (20. dynasti) kom på tronen, efter at hans fader Ramses III var blevet myrdet. Det skete i en periode med økonomisk nedgang i Egypten. Selv om hans grav er stor, er den forholdsvis simpelt indrettet. Graven blev tidligt kendt, og egyptologer som Champollion (ja, ham, der tydede hieroglyfferne) og andre, benyttede graven som overnatningssted. Tidligere blev graven anvendt af koptere og grækere, som har efterladt en del graffiti på murene.

Tre brede korridorer - indtil tre meter brede og fire meter høje, fører frem til gravkammeret. For enden af korridorerne ligger et lille forkammer før gravkammeret. Bag gravkammeret ligger nogle små annekser. Graven skal symbolisere livet i underverden. Loftet er himlen, udsmykket med dekorationer af himmelguden Nut. Gulvet er den flod, hvoraf den døde farao bevæger sig frem til sig afgørende møde med overguden for underverden Osiris, der sidder i dommersædet. Her huserer også solgudens fjende, den farlige slange Apophis. Hver dag, når Ra kommer sejlende i sin solbåd, vil Apophus forsøge at ødelægge skibet og sluge Ra. Apophis bliver undertiden associeret med kaosguden Seth. Graven er dekoreret med motiver fra kongens kroning og scener, der viser Isis og Nephthys tilbede solskiven. Langs to to første korridorer er farvestrålende scener, hvor kongen tilbeder solguden. På luften er afbildet gribbe, falke og skarabæer med udbredte vinger. Loftet i den tredje korridor er udsmykket med stjerner. I forkammeret er der scener fra dommen over den døde. Begravelseskammeret er næsten helt fyldt op med den store sarkofag, som bærer tegn på at være blevet røvet. Loftet er dækket med et billede af Nut. Kongens mumie blev senere fundet i KV35.

Ramses III's grav

Som du kan se på ovennævnte oversigt, er Ramses III's grav (KV 11) fra det 20. dynasti mere kompliceret end de fleste. Den havde været kendt siden antikken, men blev først undersøgt mere indgående af James Bruce i 1768. I 1792 bortførte Belzoni sarkofagen og låget, som nu befinder sig i hhv. Louvre og Fitzwilliam Museum. Herudover blev der fundet fem ushabti bronzefigurer, som nu befinder sig på British Museum, i Turin, i Louvre og på Oriental Museum i Durham. Belzoni kaldte graven "harpespillernes grav" på grund af reliefferne med to blinde harpenister. Graven er 125 meter lang og bortset fra antallet af annekser følger den den typiske opbygning for grave fra det 19. dynasti. Efter indgangen fører en trappe ned til den første korridor, som har et anneks på hver side. Næste korridor fører frem til fire små annekser men ender ellers blindt, hvorefter en tredje korridor fortsætter mod højre. Årsagen til dette skifte skyldes, at arbejderne kom til at bevæge sig ind på en nærliggende grav og blev nødt til at korrigere kursen. Farao Setnakht opgav graven på dette tidspunkt, hvorefter sønnen Ramses III senere overtog den. Setnakht lod i stedet bygge en anden imponerende grav, KV14, som er en af de største.

Fra den tredje korridor kommer man frem til den rituelle skakt, hvori man anbragte ofre til den døde. Herefter en lille hall med fire søjler med tilhørende annekser. Den fjerde korridor fører frem til begravelseskammeret, i tilslutning til hvilket der også er flere annekser.

Den første korridor er tydeligvis udsmykket med henblik på gravens første ejermand Setnakht, idet rester af hans cartouche ses flere steder. Sidekamrene er tilføjet af Ramses III og dekoreret med dagligdagsscener, herunder billeder af den kongelige hær, billeder af skibe samt de nævnte blinde harpespillere.

Den følgende korridor og kammeret med den rituelle skakt er udsmykket med de sædvanlige rituelle billeder. Kammeret med de fire søjler er udsmykket med motiver fra "the Book of Gates", og Ramses optræder sammen med forskelige guder på søjlerne. Den sidste korridor viser scener fra "mundåbningsritualet".

Forkammeret er udsmykket med billeder af forskelige guder samt billeder fra de hellige bøger. Besynderligt nok er der ingen dekoration af loftet. Annekserne er udsmykket med billeder fra "Bogen om den guddommelige ko", Hathor.

Ramses II's familiegrav

Anni fortalte den spændende historie om den største grav i området, KV5. Graven havde været kendt i mange år, mens det har været ukendt, hvem graven tilhørte. I 1902 arbejdede Howard Carter, som vi vil høre meget mere om på den følgende side, med at rydde indgangen til graven, som blev foreløbig undersøgt i 1935 uden at man gjorde nogen særlige fund. I 1989 begyndte egyptologen Kent Weeks at undersøge området med sonar. 9 år senere havde han identificeret omkring 150 kamre, hvoraf i hvert fald de 100 er udsmykket. Ingen ander grav i dalen har mere end 30 kamre, mens det sædvanlige er 6-8. Det viste sig, at området indeholder grave for krigerkongen Ramses II's sønner (og måske døtre?). Desværre er især de forreste kamre temmeligt medtagne af mindst 12 oversvømmelser gennem de sidste 3000 år. Det er utvivlsomt det mest spændende fund i dalen siden fundet af Tutankhamons grav i 1922. Ramses havde en enorm familie. Man kender navnene på 52 sønner, og han har formentlig haft lige så mange døtre. Der vil gå mange år, inden det kolossale gravkompleks er helt udgravet.

Gravrøvere

Det har altid væres skik og brug at man gav de afdøde kongelige og adelsmænd værdifulde genstande af guld og ædelsten med i graven. Det har selvfølgelig været en fristelse for gravrøvere, selv om straffen var høj, både i denne tilværelse og den næste. Inskriptioner i gravene fortalte, at røvere ville blive straffet af guderne i efterlivet. Selvfølgelig gjorde man alt for at skjule gravene med deres værdier. Dækkede indgangen. Fyldte op med sten og grus. Ofte sikrede man dørene med et sindrigt system af træbolte. Den største risiko frembød de arbejdere eller vagter, som havde arbejdet på graven. Undertiden brød man ind i stensarkofager fra siden eller bunden. Der er konstateret tilfælde, hvor smykker og værdigenstande var blevet fjernet fra mumien, inden indpakningen var afsluttet. Også Tutankhamons grav, som vi ellers opfatter som intakt, har været udsat for flere tilfælde af røveri, sandsynligvis umiddelbart efter begravelsen. Myndighederne har konstateret det og igen forseglet døren. Der er flere steder fundet spor af røvere, som har haft så travlt med at komme afsted, at de har tabt nogle af de røvede genstande på vejen. Det kan måske undre, at praktisk talt alle grave blev røvet, når tyvene vidste, at betingelsen for et efterliv (evigt liv) for deres konge, deres levende gud, var, at hans mumie med tilhørende rituelle smykker og symboler blev bevaret uskadt. Der er bevaret adskillige papyri (mon ikke det hedder således i flertal?), som beskriver retssager mod anholdte gravrøvere. Røverierne blomstrede under det 20. dynasti, hvor der nedgangstider, hvor centralmagten var svag, og vagternes beredskab svækket.

Der er også talrige eksempler på "offentlige gravrøverier". Fx stammer en af Tutankhamons indre kister og nogle guldbånd fra den tidligere farao, Smenkares grav. Det kan måske anses for en form for politisk korrekt genbrug. Det er søgt forklaret ved, at hver farao var en reinkarnation af Horus. Derfor kunne man argumentere for, at den aktuelle Horus ejede alle hans forgængeres grave. En anden forklaring kan være, at man genbrugte genstande fra grave, som allerede var blevet røvet, og hvor gravfreden altså var blevet krænket.

Røverne, som optrådte i bander på syv eller otte, var meget velorganiserede. De talte typisk en stenhugger eller en kobbersmed, en vandbærer, en smed til at smelte det fundne guld på stedet samt en søkyndig, som kunne færge dem og deres bytte over til byen. Man forsøgte så vidt muligt at komme ind i graven, så man efterlod seglene intakt. Herefter åbnede man stensarkofagen, hakkede forgyldning mv. løs fra kisten, splitede mumien ad for at finde de indsvøbte smykker og værdigenstande. Undertiden satte man simpelthen ild til gravkammeret for senere at rage det smeltede guld ud af asken. Da der ikke fandtes mønter på den tid, måtte man betale direkte med den stjålne genstande. Alle i landsbyen var følgelig klar over, når en ellers fattig nabo pludselig blev velhavende. Måske husker du eventyret om Ali Baba og de 40 røvere?

"Kan De se noget?"
lord Carnarvon
"Ja, vidunderlige ting!"
Howard Carter

Kender du Tutankhamon?

Hvis jeg beder dig om at nævne nogle faraoner, vil Tutankhamon med garanti være imellem dine svar. Ikke på grund af hans bedrifter, som af gode grunde var små og få. Han var kun farao i ca 10 år og døde som 19-årig. Men indtil i dag - 3300 år efter hans død - er hans grav, den eneste, der har været stort set intakt, da den blev fundet. Tutankhamon var nærmest ukendt, indtil hans grav blev fundet. Og der eksisterede meget lidt historisk materiale om ham. Videnskaben er sågar stadig i tvivl om, hvem der var hans fader.

På denne side vil jeg fortælle den spændende historie om fundet af Tutankhamons grav - en historie, som har fascineret mig, siden jeg var dreng. Jeg har altid syntes, at virkeligheden var mere spændende end fiktionen. Jeg vil indlede med at præsentere de tre hovedpersoner: farao selv, den person, som fandt graven og endelig sponsoren til projektet.

Tutankhamon

Tutankhamon blev født i 1343 BC og regerede fra ca 1333 BC til sin død i 1325 BC. Han var sandsynligvis den 12. hersker i det 18. dynasti. Hans dåbsnavn var formentlig Tutankhaton ("Atons levende billede"), hvis hans fader - hvad mange formoder - var Akhenaton, den kætterske farao, som du formentlig har stiftet bekendtskab med. Hans moder var den legendariske dronning Nefertiti. Undet det andet år af sin regeringsperiode skiftede han navn til Tutankhamon ("Amons levende billede").

Han tilbragte sine første år i Amarna, hvortil faderen i kraftig konflikt med hele præsteskabet i Theben (Luxor) havde flyttet landets hovedstad og dets religiøse centrum. 9 år gammel blev han gift med sin halvsøster, Ankhesenaton, som senere skifter navn til Ankhesenamon. Hun menes at være ældre end Tutankhamon og har allerede fået et barn med deres fælles fader (ja, de egyptere så anderledes på disse forhold end vi gør). Muligvis har hun forinden været gift med den farao, Smenkhare, som har regeret mellem Akhenaton og Tutankhamon. Der er stor usikkerhed om, hvem denne Smenkhare var, muligvis en onkel eller en ældre broder til Tutankhamon. En nyere teori foreslår, at Smenkhare i virkeligheden er Akhenatons enke, den smukke Nefertiti, som har overtaget kongeværdigheden efter sin afdøde ægtefælle.

Ved afslutning af den tidligere faraos regeringstid sørger de to mest fremstående medlemmer af hoffet, Ay og Horemheb for, at den 9-årige prins bliver kronet i den gamle (verdslige) hovedstad, Memphis. Det er sandsynligt, at disse to herrer har fungeret som støtte og rådgiver for den unge konge. De har formentlig også haft en stor indflydelse på beslutningen om at vende tilbage til den oprindelige polyteistiske religion med flere hundrede guder samt flytte landets religiøse hovedstad tilbage til Theben og genindføre den gamle orden i riget.

Besynderligt nok har det været vanskeligt at finde Tutankhamons navn på de officielle kongefortegnelser. Det menes, at hans efterfølger Horemheb, som er den sidste hersker i det 18. dynasti, slettede de fleste af sporene af Tutankhamon. I nogle tilfælde indsatte han sit eget navn på statuer og billeder, hvor det var tydeligt, at billedet forestillede drengekongen.

Tutankhamons bidrag til tempelbyggeriet ved Karnak og Luxor omfatter færdiggørelsen af Indgangskolonnaderne til Amenophis III's tempel ved Luxor samt opstilling af et stort antal statuer og relieffer med Amon, Mut og sønnen Khons. Selvfølgelig blev der også opstillet et større antal statuer af Tutankhamon selv, ligesom der blev rejst et lille tempel med hans navn. Han bygger muligvis også lidt i Memphis. Jeg ved, at han lod bygge et tempel ved Kawa i den sydlige del, fordi Birgit og jeg har set et par granitløver derfra ved indgangen til det egyptiske galleri i British Museum.

Militært set skete der heller ikke meget i Tutankhamons regeringstid. Der var nogle mindre felttog ind i Nubien samt mod Palæstina/Syrien, men det er ikke sandsynligt, at kongen selv deltog i disse ikke særligt succesfyldte togter.

Tutankhamon er sandsynligvis blevet slået ihjel som følge af intriger ved hoffet. Moderne undersøgelser af mumien har påvist læsioner i venstre side af kraniet. Mere herom senere.

Howard Carter

Howard Carter (1874-1939) er født i Kensington, London. Hans fader, Samuel John Carter, som levede af at tegne billeder af de lokale bønders dyr, lærer sønnen grundbegreberne indenfor tegning og malerkunst. Howard udvikler tidligt en dyb interesse for Egypten, og allerede som 17-årig sejler han til Alexandria, det er hans første udlandstur. Howard håber at få et job med at kopiere relieffer og hieroglyffer til brug for senere videnskabeligt studium. Han får et job ved Bani Hassan sitet, hvor han kopierer scener fra murerne til en prinsessegrav. Han arbejder flittigt, og det fortælles, at han sover sammen med flagermusene i gravene. Under ledelse af William Flinders Petrie udvikler Carter sig fra kunstner til arkæolog. Ved el Amarna imponerer Carter Petrie ved at gøre flere spændende fund. En tid arbejder Carter under den navnkyndige Gaston Maspero, som senere bliver leder af "den egyptiske forhistoriske tjeneste".

Carter bliver chefkunstner for de udgravninger, der finder sted ved dronning Hatshepsuts dødetempel ved Deir el Bahari, som jeg tage dig med til om et par dage. Hans store indsats gør, at han i 1899 som 25-årig udnævnes til generalinspektør for monumenterne i Øvreegypten under "den egyptiske forhistoriske tjeneste" og han får ansvaret for alle udgravningerne omkring Theben (Luxor) og helt ned til Abu Simbel. Carter er meget praktisk anlagt, og det er fx hans fortjeneste, at der indlægges elektricitet i Kongernes Dal, og at der kommer lys i nogle af kongegravene. Desværre bliver han tvunget til at forlade tjenesten i 1905 pga en episode ved Sakkara med nogle (vistnok berusede) franske turister. Da turisterne bliver voldsomme, bakker Carter sine vagter op. De arrogante, velhavende turister klager, og den egyptiske generalkonsul, lord Cromer forlanger, at Carter skal give turisterne en undskyldning. Carter nægter, hvorefter han bliver tvunget til at tage sin afsked.

De følgende fire år ernærer Carter sig ved at male akvareller til turisterne og handle med antikviteter. Samtidig forsøger han at rejse private midler til udgravningsarbejde. Carter er besat af tanken om at finde den næsten ukendte farao Tutankhamons grav. Heldigvis sætter Gaston Maspero Carter i forbindelse med den engelske lord af Carnarvon, som har en af de mest værdifulde private samlinger af egyptiske oldtidsgenstande. Maspero foreslår lord Carnarvon at ansætte Carter som leder af et udgravningsarbejde, han ønsker af udføre.

Lord George Herbert Carnarvon

Den 5. lord George Edward Stanhope Molyneux Herbert Carnarvon (1866-1923) er et eksempel på den fuldkomne britiske gentleman og adelsmand. Han er beleven, har gået på Eton og Trinity College i Cambridge. Han er rig, hesteopdrætter, medlem af jockeyklubben og kunstsamler. Desuden er lord Carnarvon meget interesseret i biler. Han kommer til skade ved en bilulykke i Tyskland i 1901, og på trods af adskillige operationer lider han af kronisk dårligt helbred resten af livet. Han tåler dårligt det kolde, fugtige engelske klima og tilbringer derfor vinteren 1905 i Egypten - som så mange andre velhavende englændere. Undet dette ophold bliver lorden meget interesseret i landets historie, og han beslutter at ville gennemføre nogle udgravninger. Som nævnt ansætter han den arbejdsløse Howard Carter til at lede arbejdet. Deres samarbejde består fra 1909 til 1929. Efter at have gravet nogen tid ved Luxor uden større udbytte flytter Carter udgravningsarbejdet til deltaet i 1912. I 1914 får lord Carnarvon en koncession til at grave i Kongernes Dal, men arbejdet ligger stort set stille under første verdenskrig for at blive genoptaget i 1917. De følgende fem gravesæsoner er resultatløse. Ikke mærkeligt at den frustrerede lord er på nippet til at standse projektet, men det lykkes Carter at overtale lorden til at finansiere endnu en sæson - den sidste.

Fundet af Tutankhamons grav

Den 1. november 1922 påbegynder Carter sin sidste gravesæson. Alle de øvrige berømte arkæologer har erklæret, at der efter adskillige års gravearbejde ikke er mere at finde i Kongernes Dal. Men Carter, som har gjort flere, små fund af fajance og andet, som bærer barnekongens navn, er overbevist om, at han skal finde Tutankhamons grav. Han beder sine arbejdere om at grave i nærheden af Ramses VI's grav. Og bare efter tre dage - den 4. november 1922 - afdækker han nedgangen til Tutankhamons grav. Da har Carter været i Egypten i 30 år. Sidst på eftermidagen den følgende dag er 12 trin blevet afdækket, og Carter står foran den blokerede indgangsdør. Carter dækker hurtigt sporene og efterlader nogle betroede arbejdere som vagtposter.

Og nu kommer det, som altid har imponeret mig mest. Carter går hen på det lokale telegrafkontor og sender dette telegram til lord Carnarvon i England. Herefter afventer han lordens komme i næsten tre uger uden at forsøge at komme ind i graven.

"Endelig har vi gjort en vidunderlig opdagelse i Dalen; en prægtig grav med seglene intakt, afventer Deres ankomst; til lykke"

Ventetiden må have været forfærdelig for Carter. Den 23. november ankommer lord Carnarvon, og den følgende dag afdækker arbejderne igen de 16 trin ned til graven, og de står foran døren, som er forsynet med adskillige segn, hvoraf et bærer Tutankhamons navn. Den 25. november åbnes/fjernes døren, og der viser der sig en gang af limstens blokke. Søndag den 26. november ryddes gangen, og man kommer frem til endnu en forseglet dør. Og endelig efter mange års arbejde befinder Carter og lord Carnarvon sig sammen med lady Evelyn, lordens datter, ingeniør Arthur Callender, som er Carters hjælper, samt nogle formænd sig foran døren ind til gravens forkammer. Der laves et lille kighul øverst til venstre i den tilmurede dør, og Carter kigger ind.

Da lord Carnarvon ikke længere kan holde spændingen ud, spørger han: "Kan De se noget?" og Carter svarer: "Ja, vidunderlige ting".

Her er et citat fra Carters dagbog, som beskriver hans følelser, da han for første gang kigger ind i gravens forkammer gennem den lille åbning:

"Jeg stak lyset ind og kiggede ind, lord Carnarvon, lady Evelyn og Callender stod ved siden af mig, spændt ventende på at høre dommen. Først kunne jeg intet se, den varme luft, som kom ud fra kammeret, fik lyset til at blafre, men som mine øjne vænnede sig til lyset, dukkede detaljer langsomt frem: besynderlige dyr, statuer og guld - overalt et skær af guld ..."

De besynderlige dyr, som Carter så, da han kiggede ind i forkammeret, var hovedenderne af tre forgyldte bårer eller senge, som var udformet som dyrehoveder: en løvinde (Isis, Sakhmet), en flodhest (Amonet, Nut) og en ko (Hathor). Herudover indeholdt kammeret flere adskilte vogne, beholdere med føde, troner og to sorte vagter, som bevogtede indgangen til begravelseskammeret.

Graven havde været røvet to gange i fortiden, måske allerede af de arbejdere, som lavede graven. Allerede dengang var det ikke ualmindelig med tyveri fra arbejdspladsen. Men begge gange er graven igen blevet forseglet af myndighederne. Men Carter og lord Carnarvon er de første mennesker, som i mere end 3000 år kommer ind i den kongelige grav. Det tager mere end 10 år at katalogisere alle de genstande, der findes i graven. De befinder sig alle på det egyptiske museum i Cairo, hvor vi har set dem to gange indtil videre. Carter fortsatte gravearbejdet, indtil koncessionen udløb i 1929.

Senere fortalte Carter om sine følelser ved at betræde Tutankhamons grav:

"Den, som første gang betræder et sådant sted, hvis hellighed har været uantastet gennem tre tusinde år, vil uvilkårligt gribes af ærefrygt, ja af virkelig frygt. Det er næsten som en indvielse, når man forstyrrer den lange fred... Den mindste lyd øger frygten og forstørrer den ærefrygt, man føler. Den ubudne gæst bliver stum."

Efter opdagelsen af Tutankhamons grav trækker Howard Carter sig tilbage fra arbejdet i felten. Han begynder selv at samle egyptiske oldtidsgenstande. Han bor ofte på Old Winter Palace Hotel i Luxor. I 1939 vender han tilbage til Kensington, hvor han dør den 2. marts, 65 år gammel. Der er planer om at omdanne Howard Carters hus på Vestbredden, "Castle Carter" til et museum, men dette er mig bekendt endnu ikke blevet realiseret.

Tutankhamons grav

Tutankhamons grav - benævnt KV 62 - ligger i Kongernes Dal på vestbredden overfor Luxor (dengang Thebes). På trods af dens berømmelse er den en af de mest ydmyge kongegrave. Den ligger mellem Ramses II og Ramses IV's grave. Faktisk var Carter utrolig heldig med at finde Tutankhamons grav, da en af hans konkurrenter, amerikaneren Theodore Davis, var mindre end en meter fra at finde den under sine udgravninger.

Graven er opbygget efter det gængse mønster for en kongegrav i det 18. dynasti. Hele graven er på knap 110 m². På det højeste sted er der godt 3½ meter til loftet. Den samlede længde er godt 30 meter. Fra indgangen fører en række trin ned til en kort korridor, hvorfra man kommer ind i et forkammer. Har fandt man en del redskaber og brugsgenstande, som kongen forventedes at få brug for på sin rejse til evigheden. Efter dette kammer er der en åbning ind til begravelseskammeret. Denne indgang blev bevogtet af to sorte statuer. Begravelseskammeret indeholdt Tutankhamons sarkofag og kiste. Bag begravelseskommeret lå skattekammeret, som indeholdt mere end 3.000 genstande.

Midt i rummet stod et stort forgyldt skrin. Oven på dette lå den hellige kobra. Et guldskrin indeholdt fire kanopekrukker af gennemsigtig alabaster. I disse krukker opbevaredes den døde faraos organer: lunger, mave, tarme og lever. Fire gudinder beskyttede skrinet: Neith, Selkis, Isis og Nephthys. Gudindernes rolle er beskrevet, ikke på Tutankhamons sarkofag men på Thutmose IV's med disse ord: "Disse fire gudinder skal være med dig, ledsage dig, uddrive alt ondt fra dit kød, udslette dem, der er imod dig og anvende deres magiske kræfter mod dem."

Ved siden af begravelseskammeret ligger det såkaldte skattekammer, som indeholder størsteparten af de genstande, som kongen formodedes at få brug for i sit efterliv. Lige indenfor indgangen til kammeret var et beskyttende sort figur af Anubis i skikkelse af en sjakal.

Det er alene væggene i gravkammeret, der er udsmykket. På den vestlige væg findes scener fra "Amduat". Amduat er den ældste af de dødetekster, der er fundet. Den beskriver solgudens rejse gennem underverden, fra den forsvinder i vest, indtil den dukker op i øst som Kehpri, den genfødte sol. På den sydlige væg ser vi kongen få foretræde for Hathor i selskab med Anubis. Der er også en scene, hvor kongen bliver budt velkommen af Hathor, Anubis og Isis. På den nordlige væg stedes kingen for Nut og den kongelige Ka omfavner Osiris. På samme væg ser vi vesiren Ay udføre det vigtige mundåbningsritual på Tutankhamons mumie, hvorefter mumien trækkes videre på en art slæde. Med i processionen er kongens to vesirer og en tredje person, som muligvis er general Horemheb. Både Ay og Horemhem efterfølger Tutankhamon på den egyptiske trone. Mere herom senere.

Tutankhamons skatte

Mere end 5.000 genstande er fundet i Tutankhamons grav. Det vigtigste fund er Tutankhamons sarkofag, som stod i begravelseskammeret. Sarkofagen var af rødt kvarts med rødt granitlåg. Sarkofagen befandt sig inde i fire forgyldte trækapeller, den ene inden i den anden. Herefter igen indlejret 3 forgyldte kister. Den yderste kiste er 2.20 meter lang, den følgende 2 meter. Kongens mumie befandt sig i den inderste kiste, som var lavet af massivt guld, vægt 110.4 kilo med en længde på 1.85 meter. Kongens krop var balsameret på traditionel egyptisk vis, indpakket i bandager. Osiris' symboler, krumstav og svøbe, var anbragt i kunstige hænder af guld, som var lagt over kors over brystet. Dette er en af de typiske kongelige attituder. Hals og bryst var dækket af en krave af siv og blomster på en bund af papyrua. Over hans ansigt var anbragt en strålende guldmaske med kongens træk. Kongens udtryk er bedrøvet med fredfyldt. Masken, som vejer 11 kg, er lavet af guld, lapis lazuli, kvarts, obsidian karneol, og farvet glas. Nemes-hovedklædet er på kongens pande udsmykket med gribben og uræusslangen, symbolerne for hhv. Øvre og Nedre Egypten. Øjnene, som er lavet af kvarts og obsidian, er fremhævet med lapis lazuli og omgivet af blåt glas, hvilken giver en fantastisk virkning. Gudinderne Iris og Ephtys breder de beskyttende vinger omkring kongens krop (vi har en tarvelig kopi stående i vores fælles sommerhus). Ved mumien lå 143 smykker og en jerndolk - formentlig en gave fra en hittitisk konge. I graven blev også fundet mumierne af to dødfødte piger. Alt tyder på, at Tutankhamon ikke efterlod sig nogen mandlig arving.

Dette smukke smykke blev fundet på Tutankhamons mumie. Det viser den hellige skarabæ og falken, som repræsenterer Horus. Over skarabæen ses måneskibet med Horus' øje. Smykket er lavet af guld, lapis lazuli, tyrkis og glas.

På mange af de smykker, der fandtes i graven, forekommer den hellige skarabæ, der spiller en afgørende rolle i solens daglige genfødsel. Skarabæen er et symbol på guden Kephri. Den hellige uræus slange (kobraslange), som er et symbol på kongeværdigheden i Nedre Egypten, forekommer også på adskillige smykker.

En anden af de mange smukke ting, der blev fundet i graven, var Tutankhamons gyldne trone, lavet i træ og forgyldt fra top til bund. De smukt svungne ben er afsluttet i løvehoveder. Armene er kronede og bevingede slanger, mens ryggen beskyttes af seks kobraslanger. Den smukke ryg, som er dækket med bladguld, er udsmykket med en scene af Tutankhamon og hans hustru, Ankhesenamon. Scenen er sikkert rituel, men alligevel privat og rørende, idet man ser dronningen kærligt berøre sin mand på skulderen. Stilen er den naturalistiske amarna-stil. Til tronstolen hørte en fodskammel, dekoreret med billeder af sammenbundne krigsfanger, så kongen i bogstavelig forstand trådte sine fjender under fode, når han sad i tronstolen.

Der blev også fundet en barnestol, som formentlig har været brugt af Tutankhamon som barn. Den er lavet i ibenholt med indlagte motiver af elfenben og med forgyldte, dekorerede paneler. Et udskåret træhoved af Tutankhamon, som viser kongens fødsel som solgud i det øjeblik, hvor han vokser ud af den hellige lotusblomst.

Der blev fundet to leopardskind, hvoraf kun det ene skind var ægte, mens det andet var lavet af stof. Det ægte skind var forsynet med et udskåret, forgyldt leopardhoved.

Der blev selvfølgelig fundet maser af smykker i graven, heraf mange af guld. Men hvad var der ikke? Jeg remser op: senge, vogne, møbler, lamper, sammenklappelig feltseng, modelbåde med lærredssejl, spil, skriveredskaber, lændeklæder, handsker, buer, boomeranger beklædt med birkebark (må have rejst en lang vej), en elfenbensvifte med strudsefjer, en daggert af hærdet guld med indlagte ædelsten, det kongelige scepter, bronzetrompet delvis belagt med guld, et spillebord af forgyldt ibenholt med indlagt elfenben, parfumeboxe af guld, 45 vinbægre osv osv.

Personligt synes jeg bedst om samlingen af ushabtier, der blev fundet i graven. Du husker måske, at man gav den afdøde disse ushabtier med i graven, for at de til sin tid kunne udføre det arbejde, som blev pålagt afdøde. Tutanhamon havde godt 400 ushabtier med i graven, én arbejder til hver dag i året samt ca 40 formænd. Ja, Egypten var i sandhed et velorganiseret samfund.

En anden spændende ting er Tutankhamons guldsandaler. Det er tydeligt, at de aldrig har været i forbindelse med jorden. Jeg forestiller mig, at Tutankhamon først sætter sig ind i sin gyldne vogn, hvorefter den kongelige sandalbærer bliver tilkaldt. Han sørger for at iføre kongen hans gyldne fodtøj, som formentlig bliver placeret, så de er synlige for de undersåtter, som hylder kongen på hans vej.

I betragtning af, at Tut kun regerede en halv snes år, er antallet af genstande overvældende. Hvilke herligheder har der ikke været i de store kongers grave, fx Ramses II, der blev næsten 100 år?

Tutankhamons død

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad Tutankhamon døde af. En analyse af hans mumie viser, at han er 17-18 år, da han dør. En røntgenundersøgelse af hans hjerne afslører en lille benstump, som kunne tyde på, at han er død ved et ulykkestilfælde eller evt. mord. Skaden kan selvfølgelig også være tilføjet mumien efterfølgende.

Da Tutankhamon dør pludseligt og uventet, må hans begravelse arrangeres i hast. Efter mumificering bliver hans krop anbragt i en kiste af guld og transporteret over Nilen til Kongernes Dal. Tutankhamons hustru og nærmeste slægtninge samt ypperstepræster og øverste embedsmænd deltager i ceremonien. Tutankhamons grav er formentlig tiltænkt en anden person, men som følge af den unge faraos hurtige og uventede død, bliver den valgt til hans sidste hvilested. "Mundåbningsritualet" bliver udført af hans efterfølger Ay, hvorefter kroppen og kisten anbringes i den røde sarkofag i begravelseskammeret. Den ydre kiste er lavet af træ, formentlig cedertræ fra Libanon, belagt med guld. Den er formgivet i Tutankhamons billede som Osiris, som jo skal forestå domsafsigelsen af den døde. Han bærer de kongelige insignier, scepteret og krumstaven, ligesom han er iført det kongelige skæg og nemes hovedklædet. Isis og Nephthys spreder deres beskyttende vinger ud over kongen, som de i sin tid beskyttede Osiris. Der opføres en væg mellem begravelseskammeret og forkammeret. Efter at have givet farao alle de verdslige ting, han formodes at få brug for i efterlivet, forsegles døren til graven, og Tutankhamons kartouche bliver stemplet på muren. Den ydre korridor afspærres, og indgangen til graven bliver fyldt op med sten og grus for at forhindre adgang til graven.

Ved Tutankhamons død finder hans unge hustru, Ankhesenamon sig omgivet af magtfulde og magtsøgende mænd. Hun er imidlertid ikke interesseret i at gifte sig med nogen af dem, og hun sender en meddelelse til hittitternes konge og spørger, om ikke en af hans sønner vil gifte sig med hende. Dette brev finder i Amarna-arkivet. Det ender med, at hittitterkongen Shuppiluliuma sender sin søn, Zannanza, men han bliver myrdet, allerede da han når den egyptiske grænse, formentlig på Horemhebs eller Ays befaling. Ay efterfølger Tutankhamon som farao. Ay er da mindst 70 år gammel og svoger til Amenhophis III (sandsynligvis Tutankhamons bedstefar). Ay er som så mange herskere i den periode militærmand og har tilsyneladende ikke forrettet tjeneste som præst. Allerede under farao Ekhnaton opnår han rang af vesir og kongelig skatmester. Den unge enkedronning gifter sig med Ay. Omkring 1920 finder man i Cairo en ring, som indeholder Ays og Ankhesenamons kartoucher ved siden af hinanden, hvilket er en typisk indikation på ægteskab. Ay deltager i Tutankhamons begravelse som konge, bærende den blå krone, formentlig for at vise sit krav på tronen. Han regerer bare i fire år, inden han dør og bliver efterfulgt af general Horemheb. Det menes, at Ay bliver begravet i den grav, som oprindelig var tiltænkt Tutankhamon. Horemheb efterfølges af en anden militærdiktator, Paramessu, som under navnet Ramses (I 1305-1303 BC) undleder det 19. dynasti.

Tutankhamons forbandelse

Du har sikkert lige som jeg hørt historier eller set film med temaet "Mumiens forbandelse"? Sådanne historier begyndte at dukke op, da lord Carnarvon døde den 5. april, ca ½ år efter fundet af Tutankhamons grav. Han havde en periode på tre uger med hoste, feber og koldsved, hvorefter lungerne svigtede. Og rygter om, at Farao havde hævnet sig, fordi hans gravfred var blevet forstyrret, bredte sig med hast. At Howard Carter levede yderligere 16 år afficerede ikke offentligheden. Historien vil vide, at der i forrummet blev fundet en lille lertavle med følgende hieroglyfiske indskrift:

"Måtte Døden komme på hastige vinger til den, der forstyrrer Faraos fred."

Den nyhedshungrede (sensationshungrende) offentlighed så dette som en advarsel, idet den 57-årige lord Carnarvon kort efter den officielle åbning af gravkammeret blev stukket af en myg. Og senere gik der betændelse i såret, kort før han døde. Desværre er denne lertavle ikke registreret. Heldigvis levede lordens søster, lady Evelyn, som også deltog i åbningsceremonien, til hun blev 79. Lægen, dr D.E. Derry, som obducerede kongens mumie, døde først i 1969, mere end 40 år senere.

En anden historie lyder, at Carters kanariefugl var blevet spist af en cobra, mens han arbejdede i graven. Vi ved jo alle, at cobraen er et af faraos symboler. Kræver du flere beviser? OK, da lord Carvanon døde, gik al lys i Cairo ud et par minutter. Ja, jeg ved godt, at lord Carnarvon gennem 20 år havde haft et dårligt helbred efter en bilulykke, men alligevel. Men når jeg nu fortæller, at lordens yngre broder dør mindre end fem måneder efter lord Carnarvon. Hvis du stadig tvivler, så er det endelige bevis her: Da lord Carvanon dør, begynder familiens hund, Susie, som befinder sig flere tusinde km væk på familiens ejendom i England, at gø umotiveret, hvorefter den falder død om. Selveste Conan Doyle, skaberen af Sherlock Holmes bekendtgjorde, at lord Carnarvons død kunne være resultat af en faraonisk forbandelse. Og læserne labbede det i sig. Nu var det jo også før, man kunne se TV-programmer som Åndernes magt, så behovet for oplysning var stort.

Da Tutankhamons skatte sidst i 1970'erne var i USA under en stor verdenstourne, var der stadig mange, der troede på forbandelsen. I San Francisco krævede George LeBrash, en af de politimænd, som havde passet på Tutankhamons dødsmaske, en erstatning på ca 125.000 kr for et mildt slagtilfælde. Han mente, at dette var indtruffet som følge af "Faraos forbandelse", altså en arbejdsskade. Det blev dog afvist af dommer Richard Figone med henvisning til, at i så fald skulle de mange udstillingsgæster også have lidt under forbandelsen. Måske var dommeren også bekymret for mulige sagsanlæg fra de millioner af tilskuere, som så udstillingen.

Det har været overvejet, om nogle af de få dødsfald, som er indtruffet kort efter et besøg ved graven, kan skyldes en svamp ved navn Aspergillus Niger, som florerer på væggene i gravkammeret. På den anden side ville det med det enorme besøgstal være statistisk umuligt, om der ikke skulle indtræffe dødsfald i tiden efter besøget. Det har været nævnt, at rygterne om "Faraos Forbandelse" blev spredt for at skræmme mulige røvere.

Men uanset hvor mange mystiske dødsfald og andre mærkværdigheder der gennem årene er tilskrevet denne forbandelse, så er den ikke desto mindre frit opfundet af Howard Carter, lord Carnarvon og sikkerhedsofficer Richard Adamson. Da de nåede ind til graven og alle dens kostbarheder, uberørt gennem 3000 år, var de naturligvis klar over, at skattene måtte beskyttes. Det gjorde man ved dels at lade en sikkerhedsofficer sove i gravkammeret, side om side med guldkister og mumier, dels ved at udsprede rygtet om forbandelsen. I slutningen af 1970'erne udtalte sikkerhedsofficer Richard Adamson: "Vi lod denne historie cirkulere, fordi det lettede nattevagten. Gennem syv år sov jeg i graven om natten."

En af de mange krukker med madvarer til kongens efterliv indeholdt sædekort, som med tiden var blevet sorte. En journalist fik den idé at stikke nogle korn fra graven ned i en urtepotte, som han havde fyldt med havejord - og miraklet skete. 14 dage efter dukkede de første spirer frem, og historien om "mumiehveden", som havde bevaret sin spireevne over tre tusinde år, gik jorden rundt. Da man undersøgte sagen, viste det sig, at der var kvikgræs i urtepotten, og ingen af hvedekornene havde spiret. Ak ja, sådan er der altid nogen kynikere, der skal ødelægge en god historie.

Det er vanskeligt for os at fatte den opmærksomhed, som fundet af Tutankhamons grav medførte. Guldsmede verden over begyndte at lave smykker med egyptiske motiver. I dansesalonerne dansede man cake walk, hvor man på klassisk egyptisk vis (?) bevægede sig sidelæns.

Som nævnt aflagde vi ikke besøg i Tutankhamons grav. Dels var der ikke adgang den pågældende dag. Dels fortalte Annie os, at vi ville blive frygtelig skuffede, da graven var lille og uanseelig sammenlig net med, vi havde været inde i. Alle skattene, som blev fundet i graven, befinder sig som nævnt på det egyptiske museum i Cairo, hvor vi har set den foreløbig to gange.

Sinuhe egypteren

Hvis du som jer er fascineret af Egyptens 18. dynasti, vil jeg anbefale dig at læse Sinuhe egypteren af den finske forfatter Mika Waltari. Det er en historisk roman i 15 afsnit (bøger) om lægen Sinuhes liv. Den foregår omkring 1390-1335 BC, mens Ekhnaton og efter ham Tutankhamon regerer. Som andre før ham bliver Sinuhe som spæd sat ud på Nilen og fundet af et ældre ægtepar. Faderen er læge for de fattige, og Sinuhe beslutter at gå i hans spor. Han har en mislykket kærlighedsaffære med den skønne Nefernefernefer, som frarøver Sinuhe alle hans ejendele, sågar hans forældres grav på vestbredden som skulle have sikret deres evige liv. Det ender med, at Sinuhe forlader sit elskede Theben og rejser til Syrien, Kreta og andre steder i den kendte verden sammen med sin enøjede tjener, Kaptah. Først mange år efter vender han tilbage til Theben og bliver læge for de fattige. Jeg er i gang med at genlæse den efter mange år.

Eller er næste stop på turen et besøg i Dronningernes Dal.

Dronningernes Dal og Deir el-Medina

Også denne dag skulle vi på tur til vestbredden, hvor vi først skulle besøge en arbejderlandsby fra det 19.-20- dynasti og derefter til Dronningernes Dal. Det gamle Egyptens bygninger var naturligvis andet end templer og pyramider, befolkningen skulle jo også have noget at bo i. De boede i huse bygget af ubrændte lersten, hvilket er årsagen til, at der stort set ikke eksisterer rester af disse huse. Husene havde en tagterrasse, hvor man opholdt sig, når varmen tillod det. I sommerens trykkende varme var det heller ikke usædvanligt, at man sov der; det oplevede vi også at befolkningen i den nubiske landsby ved Aswan gør den dag i dag. Husene lå tæt placeret, adskilt af gader med en ivrig handel. Vi skulle besøge den bedst bevarede arbejderlandsby på vestbredden, Deir el-Medina, som ligger ca 1 km fra den vej, der fører til Dronningernes Dal.

Arbejderlandsbyen Deir el-Medina

Deir el-Medina var et samfund bestående af arbejdere og deres familie, alle beskæftiget med at bygge grave til de egyptiske konger i den periode, vi kalder "det nye rige" 19. - 20. dynasti. Man skal gøre sig klart, at det ikke var slaver, men personer, som havde valgt at bruge deres liv på at sikre deres konges efterliv. Tilsvarende landsbyer er fundet i Ghiza fra "det gamle rige, og i Kahun fra "det mellemste rige. Deir el-Medina er et af de bedst bevarede gamle bosteder i Egypten. De højt specialiserede håndværkere - kunstnere - overleverede deres ekspertise fra fader til søn. De arbejdede direkte under kongens vesir og var bedre uddannet og bedre aflønnet end andre arbejdere. Under Ramses IV var der så mange som 120 arbejdere beskæftiget. Byens navn, Deir el-Medina er arabisk for "Byens kloster", og det stammer fra den tid, hvor de koptiske (kristne) munke havde overtaget det nærvedliggende ptolemæiske tempel.

Der er fundet en righoldigt materiale i form af papyrus ruller og talrige limstensplader (de var meget billigere end papyrus) med indskrifter, som beretter om livet i landsbyen, om ægteskaber og skilsmisse, bodelinger, retssager, arbejdsforhold, forsyninger osv. Der er fundet en del litteratur i Deir el-Medina. Den bedst kendte er historien om "Sinuhe, egypteren", som i mange år er politisk flygtning i udlandet. Den finske forfatter Mika Waltari har lavet en dejlig roman over denne historie. Historien ender lykkeligt med, at Sinuhe vender tilbage til sit elskede Theben. Byen havde sin egen domstol, som afgjorde alle mindre forseelser, så kun alvorlige forbrydelser blev indbragt for vesirens domstol.

Da landsbyen var på sit højeste, var der omkring 70 boliger indenfor bymurene og 40-50 boede udenfor murene. Her lå byens brønd, som vandbærere fyldte med vand fra Nilen. Der var to parallelle nord/syd gående hovedgader med flere sidegader. Husene var bygget af soltørrede muddermursten. Et almindeligt hus havde fire rum, hvoraf et af dem havde en lille helligdom med billeder af fx Bes, som var gudinde for børnefødsler. En trappe førte op til taget, hvor man opholdt sig om aftenen og undertiden sov om nattet. På samme måde, som man stadig bor i mange landsbyer i dagens Egypten.

Stenhuggerne sørgede for at hugge gravene ud af de bløde limstensklipper, sommetider indtil 100 meters længde. Kunstnere lavede omridsene af dekorationerne på vægge og lofter, så den eksisterende plads blev bedst udnyttet. Herefter påførte malere de strålende farver. Formændene og skriverne var landsbyens ledere og mellemled til administrationen, især vesiren og skatmesteren. De stod for overføring af værdier fra de kongelige lagre til gravområdet. Desuden var det dem, der hver måned udbetalte lønningerne og sørgede for nødvendige ansættelser. Lønnen bestod af naturalier som hvede (til mel), byg (til øl), fisk, grønsager mv. På festdage blev der uddelt ekstra rationer som færdigbrygget øl, olie, salt osv. Herudover var der selvfølgelig fiskere, gartnere, pottemagere, vaskerifolk osv, som sørgede for forplejning og husholdning. Endelig var der et stort antal vagtposter, som holdt øje med lagre, værktøj mv. Der var permanent vagt ved nedgangen til de grave, man arbejde på. Herudover var der selvfølgelig et stort korps af vagter, som patruljerede i hele området på vestbredden. Arbejderne kunne skyde genvej til Kongernes Dal, som blev kaldt "Sandhedens Sted", ad en bjergsti langs klippekanten.

Arbejderne i landsbyen byggede også grave til deres egne. De er (selvfølgelig) meget mindre end de kongeliges grave og blev formentlig lavet i deres sparsommme fritid. De bestod af et lille kapel og et lille underjordisk kammer. Over graven er ofte rejst en pyramide i mandshøjde, hvor de efterladte bringer deres ofre til afdøde. Gravene ligger tæt på byen, gravet ind i klippevæggen.

Historiens første strejke

Anni fortalte levende om det, man anser for historiens første dokumenterede strejke. Under Ramses III begyndte leverancer af korn mv. til landsbyens beboere at komme meget uregelmæssigt, og befolkningen sultede og led nød. En af årsagerne var de korrupte administratorer, som reducerede forsyningerne og beholdt overskuddet for egen mund. Landsbyens skriver, Neferhotep skrev en klage til kongen, og arbejderne gik i strejke. En anden skriver, Amennakhte afleverede personligt en formel klage over situationen til Horemheb Templet, som var en del af administrationen i Medinet Habu. Ganske vist fik arbejderne deres tilgodehavende ret hurtigt herefter, men de dårlige forhold fortsatte. Og i mindst to tilfælde samme år nedlagde arbejderne arbejdet og gik i demonstration til Tuthmosis III's dødetempel, hvor de foranstaltede hvad vi ville kalde en sit-down strejke. Næste dag fortsatte protesten ved et andet tempel, hvorefter præsterne fik travlt med at sende besked over til Theben. Først da blev arbejdernes tilgodehavende rationer uddelt. Det var ikke den eneste gang, at de selvbevidste arbejdere gik i aktion. Så hvis socialdemokratiet tror, at det er dem, der har opfundet arbejdskampen, så kom til Deir el-Medina.

Senedjems grav

Vi aflagde besøg i den nok mest imonerende arbejdergrav i Deir el-Medina, nemlig Senedjems grav. Senedjem, som levede i det 19. dynasti under Seti I og Ramses II, havde titel af "tjener på Sandhedens Sted". På billedet til højre ser du Senedjem og hans hustru Lyneferti. Graven blev fundet intakt i 1886 og udgravet af den navnkundige Gaston Maspero. Den indeholdt 20 mumier, hvoraf ni tilhørte afdøde og hans familie, hustru, søn og svigerdatter og andre familiemedlemmer i mindst to generationer. Der var masser af udstyr i graven, men det meste er overført til egyptisk museum i Cairo, men nogle genstande kan ses på museer i Paris, Moskva og København. Det gælder også den dekorerede trædør ind til graven. Mumierne kan ses på museer i New York, Berlin og Cairo. Lidt sørgeligt, at man ikke har kunnet holde sammen på denne betydningsfulde samling.

Indgangen til graven ligger ovenfor Deir el_Medina hugget ind i bjergsiden. Man skulle kravle ned i en skakt for at komme ind. I den korte korridor, som fører frem til gravkammeret, ses Senedjem tilbede Aton. Her ser man også katten dræbe den grumme Apophis slange, som vil sluge solguden Re (Ra). Som i de fleste af de private grave er malerierne simplere end i de kongelige grave, men desto mere imponerende er den livlighed og farvepragt, der lyser imod beskueren. De fleste billeder er malet på en okkergul baggrund og fantastisk godt bevarede.

Til venstre for indgangen ses Senedjems mumie liggende på sin løvehovede seng, overvåget af tvillinge gudinderne Isis og Nephthys, de samme, som tog sig af den døde Osiris, hvis du husker den historie. Man ser Senedjems sønner og andre slægtninge ofre til afdøde og hans hustru, alle iklædt deres bedste tøj. Kvinderne har den karakteristiske "parfumeklump" oven på hovedet. Det er en fedtklump, som frigiver en behagelig duft, efterhånden som varmen får fedtet til at smelte. (nej, jeg synes heller ikke, at det lyder særlig lækkert).

På en anden væg ses igen Senedjems mumie, som bliver tilset af en præst iført en Anubis-maske. Siden fører Anubis Senedjem frem for Osiris, der som sædvanligt er gengivet i mumieform.

Selv loftet er udsmykket med motiver i klare farver, hvor man ser de afdøde tilbede forskellige guder. Hele graven er udsmykket med traditionelle scener fra "dødebogen", som viser Senedjems rejse til dødsriget.

Det mest berømte billede i graven viser Senedjem og hans hustrus forventede efterliv. Man ser dem så, pløje og høste store mængder af korn og frugter på bredderne af deres elskede Nilen. Man ser Senedjem og hustruen knæle for guderne Ra, Osiris, Ptah og andre guder. Øverst på en væg ser man to bavianer tilbede solguden, som han tager ud på sin daglige tur hen over himlen. Slutmotivet i graven er Senedjem og hans hustru, der tilbeder de 10 vagter, som står ved indgangen til underverdenen.

Landsbyens undergang

I løbet af det 20. dynasti, svækkedes landets styre, og aflønningen af arbejderne blev mere tilfældig og fejlbehæftet. Samtidig blev området hjemsøgt af libyske røverbander, som fx plyndrede Ramses VI's grav. Under Ramses IX hærgede organiserede bander kongernes Dal og Dronningernes Dal som tidligere beskrevet. Til sidst - efter mere end 300 år - blev landsbyen forladt. Beboerne søgte beskyttelse i templerne i Medinet Habu. Men templerne blev stormet, og beboerne taget som slaver.

Medinet Habu

Næste - og sidste stop på dagens tur - var i Medinet Habu, hvor vi bl.a. skulle se Ramses III's dødetempel . Ramses III er den sidste af de store faraoner, og efter hans regeringsperiode på 31 år indledes en økonomisk og kulturel nedgangsperiode. Hans mumie findes som så mange andre på det egyptiske museum i Cairo. Selve komplekset, som ligger 6-7 km fra Kongernes Dal, overgås i størrelse kun af Karnak templerne. Komplekset er påbegyndt under det 18. dynasti under Hatshepsut og Tuthmose III, som lod bygge et tempel til ære for Amon. Ramses III opførte sit dødetempel og lod bygge en vældig fæstningsmur 10 meter bred og næsten 18 meter høj omkring hele området. Kun det ene af de to kæmpemæssige porttårne eksisterer i dag. Tårnet mod vest blev ødelagt, da templet blev indtaget under Ramses XI. Indgangspartiet menes lavet efter fæstninger, som Ramses III havde set under sine militære togter mod Syrien. Den øverste etage i tårnet skal have huset Ramses III's harem. Relieffer viser konge slappe af i selskab med unge, smukke kvinder. Ramses III havde to yndlingshustruer samt en utal af "mindre betydende" hustruer. En af dem, Tiye, ønsker så brændende at se sin søn på tronen, at hun laver et komplot mod kongen og ombringer ham med gift. Ved den efterfølgende retssag, som er veldokumenteret på papyrus, bliver hun og hendes medskyldige dømt til døden og tvinges til at begå selvmord.

Medinet Habu blev efterhånden det økonomiske og administrative centrum for Luxor (Theben). På grund af det fæstningsværker var Medinet Habu et sikkert tilholdssted under urolige forhold. Vi har netop hørt, at arbejderne fra Deir el-Medina søgte tilflugt her i slutningen af det 20. dynasti. Stedet var beboet indtil omkring år 600. I det 9. århundrede blev der indrettet en koptisk kirke i den anden tempelgård, og den store forgård tjente til beboelse.

Efter at have passeret porten, kom vi ind på en enorm plads. Her lå dels templerne, dels boliger til præster og embedsmænd, forrådsrum, værksteder osv. Her i forgården blev afholdt sportskonkurrencer i fx brydning. Indenfor til højre lå den hellige sø - intet egyptisk tempel uden en hellig sø. Tidligere var templet forbundet med Nilen med en kanal. Ved den østlige indgang lå en kaj, hvor bådene lagde til i forbindelse med de tilbagevendende religiøse ceremonier. Her ligger også resterne af Amon-templet samt et antal gravkapeller. Der er ikke meget tilbage af Horemhebs dødetempel, som han vistnok overtog fra forgængeren. Vi har mødt begge disse herrer tidligere i beretningen.

Ramses III's dødetempel

Grundplanen for dødetemplet svarer til Ramesseum (Ramses II's dødetempel, som vi desværre ikke så). Den første pylon, der leder ind til tempelgården, er forsynet med kæmpemæssige relieffer og inskriptioner. Her ser vi den stolte Ramses III præsentere sine overvundne fjender for Amon og Ra. Der er talrige relieffer, der glorificerer hans militære sejre over libyerne, kretenserne, filistrene (som du sikkert husker fra din bibelhistorie) og det såkaldte havfolk. Man ser angriberne (som vistnok er på flugt fra hungersnød) rykke frem i stort antal medbringende familie, kvæg og øvrige ejendele. De kom både til lands og til vands. Egypterne havde den fordel, at deres skibe var udstyret med både sejl og årer, mens angribernes skibe kun havde sejl. Ramses' bueskytter beskød de fjendtlige skibe, hvorefter man bordede dem og druknede alle de overlevende. Det er de eneste kendte relieffer, som viser et søslag i Egypten. Sejrens omfang dokumenteres ved optælling af fjendernes afhuggede hoveder. Jo, der var skam orden i tingene. Anni viste et relief, hvoraf det fremgik, at man ikke havde nøjedes med at afhugge og hjembringe fjendernes hoveder - men du får ikke mere at vide af mig, men må tænke dig til resten. Et stort relief viser guden Ptah, som er i stand til at viderebringe bønner til Amon fra de undersåtter, som ikke kan/må komme ind i templet. Tæt ved indgangen står en granitstatue af gudinden Sekhmet med det karakteristiske løvehovede.

I den nordlige ende af forgården står et antal statuer af Ramses III i den traditionelle Osiris-form med korslagte arme og med de kongelige symboler, krumstaven og plejlen i hænderne. Mod syd en søjlegang, hvori der er det vindue, hvori kongen viste sig under de religiøse ceremonier.

Ved siden af templet ses fundamentet til et palads, som via en søjlegang har været forbundet med templet. Det vides ikke med sikkerhed, om kongen har boet her, men i hvert fald er der fundet et baderum, og stentanken til varmt vand er bevaret.

De massive pyloner er nok de mest imponerende, vi så på turen. Også disse er udsmykket med relieffer af kongen, som foran gudernes åsyn nedkæmper landets fjender. Disse scener gentages i den første tempelgård.

Den anden tempelgård, som man kommer til via en rampe, er viet til religiøse processioner. Desværre er der ikke meget tilbage af den engang så store søjlehal, som blev svært beskadiget ved en jordskælv i år 27 BC. Til venstre for søjlehallen ligger Ramses III's begravelseskammer, og man ser visdommens gud Thoth skære kongens navn i det hellige træ ved Heliopolis.

Til højre for indgangen ligger den ældste del af komplekset, det såkaldte "Lille Tempel", grundlagt under det 18. dynasti og flere gange udvidet efterfølgende. Det står på et af de helligste steder i Egypten, hvor de første urguder menes begravet. Her dukkede urhøjen op, da vandene trak sig tilbage, og her anbragte guderne det æg, som Amon blev født af. Kernen i templet blev bygget under Hatshepsut og Tutmosis III. Senere blev det lille tempel inkluderet i Ramses’ tempelkompleks. Nord for "det lille tempel" ligger den hellige sø og det såkaldte "nilometer", som er en brønd, der fører ned til grundvandet. Ved hjælp af nilometret kunne man ikke alene måle vandstanden i Nilen, men også beregne sig frem til mængden af frugtbar slam, som ville blive aflejret ved den kommende oversvømmelse. Dette gav guvernøren en fantastisk redskab til at forudsige størrelsen af årets høst og dermed fastlægge skatteprocenten.

Ramses III's dødetempel er det bedst bevarede af alle dødetempler ved Luxor. Det måler ca 200 gange 300 meter og er lidt mindre end Ramses II'2 dødetempel i Ramesseum. I modsætning til andre kultbygninger er templet omgivet af en mur.

Efter et par dage i bagende sol på vestbredden vil vi i morgen aflægge besøg i det smukke Luxor tempel, inden vi tiltræder vores hjemrejse.

Luxor Museum

Den sidste dag i Luxor tog vi hen og besøgte Luxor Museet. I modsætning til "Det egyptiske museum" i Cairo er Luxor Museum overkommeligt. Jeg har det selv sådan, at jeg "går kold" ved museumsbesøg udover 2-3 timer. Og 2 timer forslår ikke meget på museet i Cairo. Mens du på et par timer kan få et udmærket overblik over Luxor Museet. Museet åbnede i 1975 og indeholder kun udstillingsgenstande af ekstrem høj kvalitet lige fra de førdynastiske perioder og til og med den sene islamiske periode. Langt de fleste værker er fundet i det nærliggende Luxor Tempel og Karnak Tempel. Museumsbygningen er smukt og praktisk indrettet med god plads til de udstillede genstande og fin belysning. Air-conditioningen fungerer upåklageligt, så det kan være en god idé at lægge sit besøg på et varmt tidspunkt af dagen.

Museet ligger på Corniche mellem Luxor Templet i den ene ende og Karnak Templerne i den anden ende, bare et par hundrede meter fra bazar området. Det har åbent hver dag fra 9-13 og 16-21 (om sommeren dog fra 17-22). Prisen er (var) 30 egyptiske pund. Hvis du vil tage billeder (uden blitz), skal dit kamera have en billet til 10 EGP.

Museet er bygget i to etager med en rampe, der fører fra stueniveauet til den øvre etage. Granitstatuer af konger og dronninger og embedsmænd fra det gamle Theben (nu Luxor). Tutankhamon er selvfølgelig også repræsenteret, selv om størsteparten af hans gravfund er udstillet i Cairo. En af de første genstande, man møder i forhallen, er et forgyldt, majestætisk hoved af gudinden Hathor (med kohoved), fundet i Tutankhamons grav. Her ses også et enormt hoved af Amenhotep III, udført i rødt granit. Til højre i forhallen ligger en gavebutik med flotte varer til høje priser.

På den øvre etage er rekonstrueret en væg fra Amenophis IV, den såkaldte kætterske farao, som forkastede alle de gamle guder og indførte solguden som rigsgud. I den forbindelse antog han som bekendt navnet Ekhnaton. De små sandstensblokke - 283 i alt - blev fundet ved rekonstruktion af den 9. pylon i Karnak Templet, hvor de havde været anvendt som fyld. Enkelte blokke med relieffer kan ses på mange museer verden over, men dette er det eneste sted, hvor man har lavet en egentlig rekonstruktion af en væg. Reliefferne viser Ekhnaton sammen med sin smukke hustru Neftertite ofre til Aton. Der er også flere scener fra hverdagslivet i det gamle Theben. Der er adskillige statuer af denne farao med det karakteristiske udseende med.

Mere imponerende er efter min mening statuen af Thutmosis III i sort, poleret granit, som viser en ung og magtfuld hersker. Du husker måske, at han måtte vente ca 20 år og først kom til magten, efter at hans tante Hatshepsut var død.

En pragtfuld alabasterdobbeltstaue af krokodilleguden Sobek og farao Amenophis III. Statuen, som er 256 cm høj, blev fundet i 1967 på bunden af en skakt.

Den nyeste del af museet omfatter en samling på 16 statuer, som kom for dagens lys i 1989, da man gik i gang med at rekonstruere en kolonnade ved Luxor Templet. Af ukendte årsager var de blevet begravet under belægningen i templets forgård. Mange af statuerne står som om, de netop er kommet fra kunstnerens værksted. Blandt statuerne finder man de lokale guder, Amon og hans hustru Mut. Inden du forlader museet, så tag en tur rundt i parken, hvor der står et antal større genstande.

Og med besøget på Luxor Museet sluttede vores niltur. Dagen efter vendte vi tilbage til Danmark via Cairo efter endnu et dejligt besøg i Egypten. Vi drømmer dog om at vende tilbage endnu en gang og se nogle af de ting, som vi missede. Her tænker jeg dels på templerne ved Abu Simbel, dels på Amarnaområdet. Så måske ses vi?