Sølvbryllup i Cairo

I januar måned 1989 tog vi på sølvbryllupsrejse til Cairo sammen med vores 2 sønner, Claus og Bo samt vores ældste venner, Lise og Bøj, som vi har kommet sammen med i mere end 40 år. Vi havde en dejlig tur, hvor vi udforskede storbyen Cairo med Citadellet, Det egyptiske Museum med dets ubeskrivelige skatkamre, indkøbskvarteret Khan El Kahlili, zoologisk have og meget mere. Vi boede så tæt på pyramiderne i Giza, at vi kunne ligge på sengen og betragte de tavse kæmper. Et par dage lejede vi en taxa og kørte omkring, fx til Sakkara med det enorme begravelsesområde og til den gamle hovedstad, Memphis. Vi var enige om, at vi ved det næste besøg ville udforske området omkring Luxor og Aswan samt sejle nogle dage på Nilen. (Jeg kan fortælle, at jeg p.t. skriver på en beretning om vores Egyptentur i april 2003. Den "kommer på gaden" i løbet af sommeren 2003.) Til Birgits og min overraskelse lavede vores venner og børn traditionen tro en æresport over vores hoteldør. Ikke kun til vores overraskelse, men hotellets personale var ved at tabe mund og mæle, da de så resultatet. Og forbløffelsen steg til uanede højder, da disse besynderlige turister istemte gamle Grundtvigs "Det er så yndigt at følges ad". Det lød mere sjældent end kønt, men det er jo tanken, der tæller. Om aftenen inviterede vi til middag på en restauration i nærheden.

Så følg med os, hvis du har lyst. Udover en beretning om vores oplevelser, masser af billeder (som vil belaste din tålmodighed og din internetforbindelse), vil jeg også trætte dig med beskrivelser af kultur, religion, myter, mumier, hieroglyffernes historie, den egyptiske kongerække o.m.a. (jeg har altid drømt om at blive skolelærer). På billedet ser du på venstre side Birgit, Bo og undertegnede, Søren. På højre side ses Lise og Bøj. Fotografen Claus mangler af indlysende årsager på billedet. Claus elsker at fotografere. Og han tager gode billeder. Og han tager sig god tid. Derfor var det en stor oplevelse for Claus at kunne fotografere de majestætiske pyramider, som ikke spørger, om han snart er færdig, men bare bliver liggende på stedet. De fleste billeder på turen uden menneskelige motiver er således taget af Claus. Anderledes når Bøj tager billeder; så går det i samme tempo, som når Rambo skyder med maskinpistol. Men sådan er vi jo så forskellige.

Egypten

Egypten ligger i den nordøstlige del af Afrika med grænser mod øst til Gazastriben og Israel, mod nord til Middelhavet, mod vest til Libyen mod syd til Sudan. Landets areal er godt 1 mio km2 (Danmark til sammenligning 43.000 km2). Klimaet har yderst varme og tørre somre og meget milde vintre. Landets højeste punkt, Mount Catherine med 2642 meter over havet, ligger i den sydlige del af Sinai ørkenen. Egypten har kontrollen over den næsten 200 km lange Suezkanalen, den korteste søvej mellem Det Indiske Ocean og Middelhavet.

Landet består af fire større geografiske regioner, Nildalen og deltaet, Den arabiske ørken, Den libyske ørken og Sinai ørkenen. Nildalen er godt 1530 km lang. I den sydlige del er dalen sjældent mere end tre km bred. Nord for Edfu typisk 8-16 km. Fra Cairo og nordpå breder dalen sig ud i det frugtbare delta. Den arabiske ørken er en udvidelse af Sahara. Den indeholder kun få oaser og er stort set ubeboet. Den nubiske ørken er en højslette, som fortsætter ind i Sudan. Sinai halvøen er også en ørken.

Nilen, Egyptens eneste flod, er af uendelig stor betydning for landet. Den græske historieskriver Herodot kaldte Egypten for "Nilens gave" omkring 450 BC. Min første tanke, da jeg læste dette, var, at det måtte vel være omvendt, men ved nærmere eftertanke, må jeg give Herodot ret. Nilen er med sine 6.500 km verdens længste flod. Den kan besejles så langt syd på som Aswan, hvor den første katarakt ligger. Aswan High Dam har skabt en reservoir - "Lake Nasser" eller "High Dam Lake" - som er verdens største kunstige sø. Før reguleringen oversvømmede Nilen dalen hvert år. En stor oversvømmelse betød masser af vand til vanding og følgfelig et stort udbytte. En lille oversvømmelse betød dårlig høst og sult. Udover i Nildalen kan der også dyrkes afgrøder i de kystnære områder på Sinai halvøen. Ca 35% af den indenlandske produktion kommer fra landbruget: majs, hvede, ris, byg, sukkerrør, kartofler, løg mv. Hertil kommer en særdeles stor bomuldsproduktion samt alle former for frugter. Men som alle andre steder i verden er den andel af befolkningen, som ernærer sig ved landbrug, faldende. På trods af stor egenproduktion må Egypten importere næsten halvdelen af sine fødevarer.

Olie er Egyptens mest værdifulde eksportvare, efterfulgt af bomuld og bomuldsprodukter. Turisme, drift af Suez kanalen samt indtægter fra egyptere, som arbejder i udlandet, er også betydelige indtægtskilder. Hvad der overraskede mig er, at Egypten siden 1930 har været den betydeligste producent af arabiske film til biograf og TV. Det bør også nævnes, at Cairo Symfoniorkester nyder udbredt anerkendelse.

Befolkningen

De fleste egyptere nedstammer fra de forskellige arabiske indvandrere, som fulgte efter den muslimske erobring i det 7. århundrede, blandet med den oprindelige befolkning. Knap halvdelen af den 66 millioner store befolkning (1998) er bønder - fellah på arabisk. De egyptiske koptere, et kristent mindretal, udgør ca 6%. Kopterne er den mindst "blandede" befolkningsgruppe. Nubierne syd for Aswan, har antaget den arabiske religion og kultur, men de taler stadig nubisk. Nomaderne i ørkenområderne er enten arabere eller berbere. Det officielle sprog er arabisk, men der er også en del - især i turistindustrien - som forstår engelsk, tysk og fransk. Det koptiske sprog bruges efterhånden kun i den kirkelige liturgi. Ca 94% af egypterne er sunni muslimer. Der er selvfølgelig også små grupper af græsk ortodokse, romersk katolske, armeniere og jøder, især i byerne. Egypten har en stor befolkningstilvækst. I 1995 var ca 40% af befolkningen under 15 år. Den årlige befolkningstilvækst udgjorde i 1990-erne 2.3%. Det betyder, at befolkningstallet stiger med 1½ million om året. Omkring 99% bor i Nildalen eller i deltaet. Det beboede areal udgør ca 35.000 km², svarende til Danmark minus Sjælland. Ikke meget plads til 66 millioner mennesker.

I 1940'erne var ca 80% af den egyptiske befolkning analfabeter. Efter indførelse af tvungen skolegang er andelen faldet til under 50%. Undervisning er gratis, også på universitetsniveau. Børn mellem 6 og 14 skal have 5+3 års skolegang i underskolen og den videregående skole. "al-Azhar" i Cairo, verdens ældste universitet, grundlagt i 970, varetager islamisk uddannelse. "Ain Shams Universitet" (1950) og "Cairo Universitet" (1908) er Egyptens største.

Historie

Egypten har en lang historie bag sig med en kultur, som har påvirket både den jødiske og den græske civilisation, og følgelig også den romerske. Hvis du ønsker at fordybe dig i Egyptens historie før det 7. århundrede, kan du klikke her. Du kan også bare vælge at følge med på gennemgangen, så kommer vi også der omkring.

I år 639 erobrer araberne Egypten fra det byzantinske rige og introducerer dels det arabiske sprog og dels Islam. Det arabiske kalifat har sin hovedstad i Damaskus og siden i Bagdad. Kunsten begynder igen at blomstre med elegante offentlige bygninger og paladser. I 969 erobrer det shiitiske dynasti, Fatimiderne Egypten og etablerer Cairo som sin hovedstad. Fra den periode stammer El-Azhar moskeen og det tilhørende universitet. Dette styre varer til 1171, hvor Saladin erobrer Egypten og slår det sammen med Syrien. Desuden konverteres Egypten til Sunni Islam. I 1250 gør mamelukkerne, som oprindelig er kommet til Egypten som krigsfanger, oprør og vinder magten. Under deres styre bliver Egypten et vigtigt kulturelt, militært og økonomisk centrum. I 1517 bliver Cairo erobret af sultan Selim I, som reducerer Egypten til en provins i det ottomanske rige. Tre år senere kommer Suleiman den Store på tronen i Konstantinopel.

Det ottomanske styre består indtil 1798, hvor en fransk ekspedition under ledelse af en ung officer ved navn Napoleon Bonaparte invaderer Egypten. Formålet er at blokere den engelske adgang til Indien. I slaget ved Abukir i 1798 tilintetgør englænderne de franske styrker, som må forlade landet i 1801. Den kortvarige besættelse får dog stor indflydelse på Egyptens fremtid som følge af kontakten med vesten. Magtkampen efter at franskmændene har forladt landet ender lidt besynderligt med, at Muhammad Ali Pasha, en albansk officer i den ottomanske hær, får magten. I 1811 befrier han Egypten for mamelukkerne, og de følgende år gennemfører han adskillige militæroperationer mod Arabien og Sudan. I 1824 sender han en egyptisk styrke for at hjælpe den ottomanske sultan med at undertrykke den græske frihedskrig, men det egyptiske og den græske flåde ødelægges i slaget ved Navarino. Da sultanen afslår Muhammad Alis krav om Syrien som betaling, erobrer han Syrien og styrer det i syv år. Endelig slår Muhammad Ali den ottomanske sultan i 1841, som nu tvinges til at acceptere Muhammad Ali som enevældig regent over Egypten. Under hans styre gennemføres flere reformprogrammer og lægger grunden til det moderne Egypten.

Efter Muhammad Ali begynder det at gå tilbage med økonomien på trods af åbning af Suez kanalen i 1869 - bygget med fransk hjælp. Da det kniber med tilbagebetaling af udenlandske lån, tvinges Egypten i 1875 til at afstå størsteparten af aktierne til England. I 1881-82 hjælper englænderne med at nedkæmpe et nationalistisk oprør, hvilket ender med, at England sætter sig på magten i Egypten og udnævner en engelsk administrator. Ved udbruddet af første verdenskrig i 1914 gør England Egypten til et protektorat og anvender det som base for sine operationer i Mellemøsten. I 1922 afsluttes protektoratet med, at Egypten bliver et monarki under kong Fuad. I 1937 efterfølges han af kong Farouk, og de engelske tropper trækker sig ud af Egypten, bortset fra Suez området.

Under anden verdenskrig går Egypten sammen med England mod Tyskland. Efter krigen vokser de nationalistiske følelser, især efter arabernes nederlag til Israel i 1948. I 1952 overtager hæren kommandoen og tvinger kong Farouk, som mest er blevet kendt for sit playboy tilværelse, til at træde tilbage. I 1953 afskaffes monarkiet, og Egypten bliver en republik med general Muhammad Naguib som landets første præsident. I 1954 tvinger oberst Gamal Abdel Nasser Naguib til at træde tilbage og bliver selv præsident. Da vesten afviser at finansiere den ønskede Aswan dæmning, nationaliserer Nasser Suez kanalen i 1956, hvorefter England, Frankrig og Israel invaderer Egypten. Efter pres fra USA, Sovjetunionen og FN må de gog snart trække sig tilbage. Nassers omdømme i den arabiske verden vokser til skyhøjde.

I 1967 udbryder den såkaldte 6-dages krig mellem Israel og de arabiske stater. Israels luftvåben angriber og ødelægger de egyptiske fly på jorden, ligesom israelerne slår egypterne i Sinai, som kommer under israelsk besættelse.

Nasser dør i 1970 og efterfølges af sin vicepræsident, Anwar Sadat. I juli 1972 beordrer Sadat 20.000 sovjetiske militærrådgivere og eksperter til at forlade landet, da Sovjetunionen ikke vil levere de ønskede våben til tilbageerobring af de israelske besættelser. Under et overraskelsesangreb den 6. oktober 1973 passerer egyptiske styrker Suez kanalen og trænger ind i Sinai, samtidig med, at syriske styrker rukker ind i Golan højderne. Under den såkaldte 3-dages krig lykkes det egyptiske tropper at genvinde en del af Sinai. I 1974 genoptager Egypten og USA diplomatiske forbindelser. I september 1975 har Egypten og Israel under medvirken af USA flere fredsforhandlinger. I november 1977 tager Sadat et dramatisk skridt mod fred med Israel ved at besøge Jerusalem og tale i Knesset. Året efter er præsident Jimmy Carter vært ved fredsforhandlinger i Camp David mellem præsident Sadat og den israelske premierminister Menachem Begin, og de underskriver en foreløbig fredsaftale. Den endelige aftale underskrives den 26. marts 1979 i Washington. Efter israelsk tilbagetrækning fra Sinai etablerer Egypten og Israel diplomatiske forbindelser - til stor forbitrelse i store dele af den arabiske verden.

Så stor er forbitrelsen, at Sadat i 1981 bliver dræbt af muslimske fundamentalister. Hans efterfølger Hosni Mubarak opfylder den indgåede fredsaftale, men kritiserer kraftigt de manglende fremskridt i det palæstinensiske problem. Mubarak arbejder på at forbedre forholdene til de øvrige arabiske nationer og bliver igen medlem af "Islamic Conference Organization" og den "Arabiske Liga". Under Golfkrigen i 1991 deltager egyptiske tropper på den allierede side. På trods af modstand fra muslimske kræfter bliver Mubarak dog genvalgt i 1987, 1993 og 1999. Egyptens rolle som fredsmægler i den mellemøstlige fredsproces giver landet en meget stor betydning i regionen. Egypten er ved at omlægge sin økonomi fra at være statsdirigeret til at være mere markedsorienteret med liberalisering og privatisering.

Klimaet i Cairo
Klik for en vejludsigt

Egypten klima kan beskrives med ét ord: varmt. En meget varm sæson, som strækker sig fra maj til oktober, og en mindre varm sæson fra november til april. Om sommeren passerer temperaturen ofte 40 grader. Om vinteren ligger temperaturen mellem 13 og 21 grader. I ørkenområderne ser man som vanligt store variationer. Middelhavskysten får mest regn - dvs. ca 200 mm/år. I den sydlige del af Egypten kan der gå flere år uden regn.

Cairo

Cairo er anlagt, hvor Nilen begynder at forgrene sig i det frodige delta, ca 160 km syd for Middelhavet. Den er utvivlsomt Afrikas mest spændende by, og med sine ca 17-18 millioner indbyggere i hvert fald den største by på det afrikanske kontinent - og samtidig den tættest befolkede. Faktisk er der ingen, der med nogenlunde sikkerhed ved hvor mange indbyggere, der er Cairo. Hver dag året rundt kommer der tilflyttere fra landet. Ofte først familiefaderen, som efter at have fundet et opholdssted og helst et arbejde henter resten af familien til den lokkende storby. Mange af disse tilflyttere bor på gaden eller i parker. Tusinder har taget kirkegårdene i brug og er flyttet ind i de store mausoleer, der findes. Vi fik at vide, at end ikke politiet turde vove sig ind på disse kirkegårde. I Cairo møder middelalderen den moderne vestlige verden i et virvar af faldefærdige hytter og moderne kontorbygninger og hoteller. Snævre, snoede gader, bazarer og historiske moskeer og brede boulevarder og skyskrabere. Sortklædte, tilslørede kvinder på vej til basaren, dufte af parfume og krydderier og højrøstede sælgere. Flotte biler ved siden af æseltrukne kærrer. En aften, hvor vi sad på en fiskerestaurant, så vi en dreng på 10-12 år drive en flok på ca 15 kameler gennem byen på en motorvej med 6-7 vejbaner i hver retning. Trafikken er overvældende, selv om der er bygget underjordiske metroer og etableret busruter. Samtidig bygges der over alt.

Ca 600 BC byggede perserne et fort på det sted, hvor Cairo nu ligger. Da romerne erobrede Egypten, benyttede de fortet i en periode og kaldte det Fort Babylon. Da der var problemer med at skaffe vand - dengang lå fortet tættere på Nilen end i dag, flyttede Trajan det til den nuværende placering. Her grundlagdes en af de første og største kristne menigheder. Man kan stadig se resterne af et tårn i fæstningen fra år 98.

Tæt ved ved ligger Det Koptiske Museum, som beskriver kristendommens udvikling fra år 300-1000. Byen begynder for alvor at vokse efter 969, hvor Fatimid-dynastiet udnævner Cairo til hovedstad. Byen udvikler sig også under Saladin og mamelukstyret fra det 13. til det 15. århundrede. I det 15. århundrede oplever byen både pest og mongolske angreb. I 1517 erobrer tyrkernes Cairo, og først i 1800-tallet begynder byen igen at blomstre.

Den moderne del af byen ligger på Nilens østbred og omfatter de to øer, Gezira og Roda. Især på Gezira er der mange rekreative områder, såsom parker, golfbaner, væddeløbsbane mm. De grønne områder når mange steder helt ned til floden. 11 broer forbinder Nilens bredder med øerne. Byens vartegn, Cairo Tårnet på 187 meter, tilbyder en fantastisk udsigt fra den roterende restauration på toppen. Vi forsøgte at få en tur på Nilen i en felukka, men Birgit turde ikke, da det kom til stykket ( mellem os to, så havde Birgit vistnok forventet, at en felukka var en mellemting mellem en Molsfærge og et amerikansk krydstogtskib). I stedet tog vi i den zoologiske have, som vi havde set omtalt i en bog.

Her er utroligt meget at opleve. Pyramiderne, Memphis og Sakkara, mere end 1000 moskeer, Sfinxen, Egyptisk Museum med Tut Ankh Amons guldskatte. Shopping i den berømte "Khan el-Khalili" souk (bazaar), som stort set er uændret siden det 14. århundrede, den gamle bydel, "Fustat" og ikke mindst det brogede gadeliv - man kan ikke kede sig i Cairo.

Kolossalstatue af Ramses II

Hver gang, vi passerede jernbanestationen Mahattar Misr eller Ramses stationen, blev vi imponeret af den ca 10 meter høje statue af Ramses II, som rager op midt i trafikken. Den er en pendant (tvilling) til en anden Ramses statue, som vi et par dage senere så på museet i Memphis. Oprindelig stod begge statuer udenfor Ptahs templet i Memphis, som jo i mange periode var residensbyen. Statuen i Memphis er i en dårlige stand og har fx ingen ben tilbage og må ligge ned. Statuen, som er af limsten og fra Det nye Rige, blev flyttet hertil i 1955. Ramses, som er den hyppigst afbildede af de egyptiske faraoer, bærer dobbeltkronen, dvs han vises som hersker af både Nedre Egypten (den nordlige del) og Øvre Egypten. Hans cartouche (navneskilt) findes flere steder på statuen. På bagsiden er gengivet alle hans titler. Statuen har det ikke godt med den voldsomme forurening og bliver stadig dårligere, hvorfor man diskuterer, om den bør flyttes. Jeg har læst, at der i Heliopolis, ca 10 km syd for centrum, findes en kopi, men vi har ikke set den. I øvrigt er netop Ramses II den farao, som man oftest møder overalt i Egypten.

Citadellet

Et af Cairos mest populære turiststeder er Citadellet, som ligger på en limestenshøj. I 1176 ryddede Saladin de bygninger, som fatimiderne havde etableret og befæstede området for at forsvare byen mod korsfarerne. Senere flyttede Saladins nevø, sultan al-Kamil sin residens til Citadellet. Da mamelukkerne rykkede ind, fjernede de også de tidligere bygninger og byggede deres egne paladser. Således har alle herskere efter Saladin i tidens løb sat deres præg på området. På Citadellet findes et større antal seværdigheder som Juvelpaladset, Politimuseet, An-Nasir Mohammed Moskeeen, Militærmuseet, Det arkæologiske museum, Suleyman Pasha moskeen osv. I 1811 invitered Muhammad Ali alle mameluklederne til drøftelser i sit hovedkvarter, Juvelpaladset, hvorefter de alle blev dræbt, da de forlod paladset. Det er nu åbnet for offentligheden, så man kan se eksempler på ottomansk arkitektur fra begyndelsen af 1800-tallet. Her ligger også Muhammad Alis Haremspalads, byegget i samme stil som Juvelpaladset. Det var i mange år den kongelige families domicil. Under den engelske besættelse fungerede det som militærhospital, og det kom først under egyptisk kontrol efter anden verdenskrig. Siden 1949 har paladset huset Det egyptiske Militærmuseum. Af disse mange attraktioner besøgte vi kun alabastermoskeen, men der er utvivlsomt nok at se til en dag eller 2. Vi nød dog den betagende udsigt fra bastionerne ud over Cairo og til pyramiderne i Giza. Men, som du kan se fra fotoet, var det ikke alt for klart den dag. Mere sandsynligt er det, at det er den trafikale forurening, der viser sit grimme ansigt. Bemærk at billedet er fra 1989, så forholdene er næppe bedre i dag.

Den mest imponerende bygning på Citadellet er dog Alabastermoskeen eller Mohammad Ali moskeen, som den retteligt hedder efter den store pasha, som du måske har læst om på en af de foregående sider. Moskeen er bygget fra 1830-1857 i ottomansk stil. Med sine to næsten 100 meter høje minareter beliggende på et af byens højdepunkter er moskeen synlig fra det meste af Cairo. Moskeen har en stor åben forgård omgivet af en stor søjlegang med smukke buer og små kupler. Midt i forgården findes en smuk vaskebrønd, hvor muslimerne foretager deres rituelle afvaskninger, inden de betræder moskeen. Bagest i gården ses et lille tårn med et smukt ur. Uret er en gave fra den franske konge til Mohammed Ali som tak for den obelisk, som i dag står på Concordepladsen i Paris. Der knytter sig for resten en sjov historie til det ur. I forbindelse med en renovering af det berømte "Jens Olsens verdensur" i København, bad man de ureksperter, som havde udført dette arbejde, om at tage en tur til Cairo og kigge på uret på Citadellet. Det var aldrig lykkedes de lokale urmagere af få uret til at gå. De tilkaldte eksperter kunne hurtigt konstatere, at uret aldrig ville komme til at gå, da der var tale om en attrap uden urværk. Alt er præget af den flødefarvede alabaster, som er brugt i overdådige mængder. Her findes Muhamed Alis gravmæle, som er lavet i overdådig Carrara marmor. Moskeen er ca 40x40 meter. Den store kuppel, som befinder sig mere end 50 meter over gulvet, er 21 meter i diameter. Ved siden af findes 4 kupler med samme diameter, men af lavere højde. Hele vejen rundt er placeret store, smukke ruder med glasmosaik.

Den koptiske kirke

Den hængende, koptiske kirke, El Muallaqa På en af turene med rejseselskabet besøgte vi "den hængende, koptiske kirke, El Muallaqa, som er viet til Jomfru Maria. Kirken har sit navn på grund af dens placering på to tårne af en romersk byport til den gamle færstning, Babylon (du husker formentlig Babylons hængende haver, men her taler vi altså om en kirke). Det er den bedst kendte kristne, koptiske kirke i Cairo; den oprindelige kirke på stedet går tilbage til det 3.eller 4. århundrede. Kirken, som er bygget som en basilika, er blevet ombygget mange gange i tiden løb. Ved den seneste ombygning blev alle historiske genstande, som ikke anvendes ved gudstjenesterne, overført til Det Koptiske Museum. Det ældste var en lintel, som viser Jesu' indtog i Jerusalem og stammer fra det 5. eller 6. århundrede. I det 11. århundrede bliver kirken sæde for den koptiske patriark (kan nok bedst sammenlignes med paven i den katolske kirke) af Alexandria. Kirken har spillet en betydelig histotisk rolle, bl.a. er der afholdt synoder i kirkenh i det 11. og 12. århundrede, hvor man diskuterede påskens placering og andre teologiske emner. Kirken blev tidligere benævnt Trappekirken på grund af de 29 trin, der fører op til hovedindgangen.

I den ene side af kirerummet står tre søjler, de to af hvidt marmor den tredie af sort basalt. I den østlige del af kirken ligger tre kapeller, viet til hhv. Jomfru Maria, St George Johannes Døberen. Et andet kapel mod syd er viet til Takla Haymanot, som er en ethiopisk helgen fra 1200-tallet. Selv om de fleste genstande er overført til Det Koptiske Museum, er der en samling af mere end 100 ikoner, hvoraf nogle stammer fra det 8. århundrede. Vi nåede desværre ikke at besøge Det Koptiske Museum, men det når vi forhåbentlig næste gang.

Vi skulle også gerne nå at aflægge et besøg i Abu Serga kirken, som ifølge traditionen er bygget på det sted, hvor Jomfru Maria, Jesus og Josef boede under flugten til Egypten. Du husker sikkert fra din børnelærdom, at Gud viste sig for Josef i en drøm, efter at de havde haft besøg af "De Tre Vise mænd" og sagde: "Stå op, tag barnet og dets moder og flygt til Egypten, og bliv der, indtil du får et tegn af mig". Og midt om natten flygtede den hellige familie til Egypten. Da Herodes indså, at han var blevet narret af de vise mænd, sendte han sine soldater ud for at dræbe alle børn under to år. Herved opfyldtes Jeremias' spådom: "En stemme høres i Rama, Rachel græder over sine børn, thi de er ikke mere". Da Herodes er død, viser englen sig igen for Josef og beder ham om at bringe familien tilbage til Israel. Der er flere steder i Egypten, som "tager æren for" at den hellige familie boede her under deres ophold. Den kirke vil jeg gerne se næste gang, vi kommer forbi.

I zoologisk have i Cairo

er ikke en af de mest opreklamerede turistattraktioner. Birgit og jeg havde læst et eller andet sted, at den nok var et besøg værd, hvorfor vi satte os ind i en taxa og bad om at blive kørt derhen. Efter en del snak og en omvej til bazaren, nåede vi frem til zoo. Det var tydeligt, at stedet ikke er beregnet for turister, dels så vi ikke andre europæere end os selv, dels var billetprisen på mindre end 25 øre. Utroligt billigt, selv om vi også skulle købe en billet til vores video kamera. Det var den egyptiske khediv (konge) Ismail (1863-1879), som besluttede, at Cairo manglede en zoologisk have, og at den skulle anlægges i den eksisterende haremshave. Det var hensigten, at den skulle være færdig ved indvielsen af Suez-kanalen i 1869, men først i 1891 stod den færdig. I nogle år blev den tidligere haremsbygning anvendt som museum for egyptiske kulturskatte. Khediven importerede en fin samling af blomster og eksotiske planter fra Indien, Sydamerika og Centralafrika. Alle stier er udsmykket/belagt med smukke, farvede sten, som er importeret fra Italien. Hensigten var at præsentere offentligheden for det afrikanske dyreliv. Haven gennemstrømmes af flere kanaler, som forbinder nogle mindre søer. Fra et besøg i Paris hjemførte Ismail en lille hængebro, som var konstrueret af Alexandre-Gustave Eiffel.

Vi var enige om, at besøget i zoo var en dejlig oplevelse. Dels fordi vi ikke som vanligt vader rundt i flokke af turister - ja jeg ved godt, at vi selv er turister, men derfor behøver man jo ikke holde af dem. Men især fordi vi her mødte den afslappede og venlige egyptiske befolkning. Familier i flere generationer med masser af dejlige unger legede og spiste på græsplænerne. Fædre, der tydeligt nød at lege med deres børn, og som smilede venligt, når vi bad om lov til at filme. En fader stillede op til at hoppe i sjippetov sammen med sine børn. Så hvis du kommer til Cairo, så kan jeg varmt anbefale et besøg. Men hvad med dyrene? Den zoologiske afdeling var ikke så imponerende, måske pga klimaet. Vi har også set mange zoologiske haver med mindre trange forhold for dyrene. Jeg mener ikke, at vilde dyr i bure er nogen særlig god idé, og vil hellere se dem i mere naturlige omgivelser i dyreparker eller på safari. Jeg har efterfølgende læst, at man på varme sommerdage er nødt til at komme kæmpestore isklumper i isbjørnens bassin.

Khan el Kahlili

Vi skulle selvfølgelig også på indkøb på Khan el Kahlili - eller bare Khan, som har været en markedsplads siden 1382. Sammen med al-Muski markedet, som ligger lidt vestligere, er den vigtigste markedsplads i Cairo for kunsthåndværk, tæpper, beklædning, husholdningsartikler, køkkenredskaber mv. Den er en labyrint af små og krogede gyder og stræder. Langs begge sider er der boder og butikker på hver ledig m2. De handlende råber efter enhver passerende turist: "Welcome, come look, not buy, just look". Og de lyder, som om de mener det, og ikke bare er interesseret i dine penge. Det er dog ikke kun turisterne, som bruger markedet. Flertallet af kunder er faktisk lokale. I den vestlige del af Khan el Kahlili finder du guld- og sølvsmede. Længere fremme messing- og kobbersmede. Og andre steder finder du handlende med stoffer (nej, ikke den slags stoffer). Men det er farligt at stå stille. Bare et blik på en af de udstillede genstande, og du befinder dig straks i ejerens baglokale, hvor du bliver bænket på en pude. En af sønnerne bliver sendt afsted efter dejlig varm te, og snart går snakken i en hyggelig atmosfære. Selv om de handlende taler temmelig dårligt engelsk eller tysk, går det fint med at kommunikere. Familien Bojesen, som mellem os har svært ved at sige nej til en god handel, var snart de stolte ejere af en smuk messingkedel med indlagte sølvarbejder.

På indkøb i Khan el Kahlili Familien Sørensen nøjedes med at købe 10 duge, hver med 12 stk servietter. Jeg var slet ikke klar over, at vi havde et voldsomt udækket behov for spisebordsduge, da vi jo sjældent bruger mere end 1 dug ad gangen. Men i løbet af de mellemliggende 15 år er vi da kommet af med de fleste som gaver til venner og bekendte. Sidst, jeg kontrollerede, lå der bare 2 duge tilbage, som endnu ikke er pakket ud. Nu tænker du måske Kan det også passe, at en tilsyneladende fornuftig familie kaster sig ud i så voldsom et indkøb? Men hvis du kaster et blik på billedet til venstre, får du syn for sagn. Lige i hælene på "pakæslet" følger Birgit og Claus trop. Boj kom uforvarende til at kaste et blik på en pakke med 10 lommetørklæder, og straks havde han en af de brave næringsdrivende i hælene. Endnu en gang måtte vi beundre de indfødtes evne til at tælle baglæns: 10 pund, 9 pund, 8, 7 osv. Men denne gang stod Boj fast.

På restaurant i Cairo

På restaurant i Cairo En aften syntes Lise og Birgit, at vi skulle på fiskerestaurant. Ikke at Boj og jeg har noget imod at spise fisk, men på den anden side, så har de små fisk jo aldrig gjort os noget. Som jeg plejer at sige, at hvis det ikke er Vorherres mening, at vi skal spise okser og lam, så havde han nok ikke lavet dem af kød. Men vi tog en taxa og kørte til en fiskerestaurant, som lå på hjørnet af vejen til Alexandria og en af Cairos hovedgader. Det var herfra, at vi så en dreng på 10-12 år drive en flok på ca 15 kameler gennem byen. Birgit var lidt bekymret for hygiejnestandarden og spurgte, om hun måtte besigtige køkkenet. Og da hun vendte tilbage, var hun dybt imponeret både over køkkenets udstyr og stand, men også over dets råvarer. Så det endte med, at vi nød et dejligt måltid fisk. Efterfølgende blev vi alle fotograferet sammen med kokken og det øvrige personale. På billedet ses Birgit sammen med den lille tjener, Moses. Det var ikke noget problem at finde en taxa tilbage til hotellet, for vores taxachauffør havde insisteret på¨at vente, så han kunne bringe os tilbage. Hvad betyder lidt ventetid på et par timer? Han skulle ikke have betaling for ventetiden, men han fik formentlig lidt mere i drikkepenge, end han ellers ville have fået. I øvrigt var det ikke den eneste gang, at vi fik et godt måltid i Cairo. Det mest spændende fik vi den dag, hvor vi havde lejet en taxa en hel dag og kørte til Memphis. Vi spurgte vores taxachauffør, om han kendte et sted, hvor vi kunne spise, og han kørte os til en udendørs restaurant, som lå i en stor, dejlig have lidt syd for Cairo. Her fik vi serveret 10-15 små egyptiske frokostretter, og for hver ret fik vi en forklaring på, hvad retten bestod af, og hvordan den var lavet.

Næste stop på turen rundt i Cairo er "Det egyptiske Museum". Men inden vi tager derhen, kunne jeg tænke mig at fortælle lidt om Egyptens tidlige historie, som jeg selv synes er særdeles fascinerende. Jeg tror, at det vil være en god baggrund for besøget på museet.

Egyptens historie

Værktøj og andre arkæologiske fund viser, at der har levet mennesker i Nildalen i mere end 60000 år. Omkring 3300 BC dukker en dominerende politisk og religiøs kultur op. Kort tid herefter erobrede Menes, der betragtes som den første historiske konge, Nildeltaet og det smalle stykke opdyrkede land langs med Nilen og forenede Øvre Egypten (med den høje hvide kongekrone) og Nedre Egypten (med den lave røde kongekrone). Forudfor Menes har der muligvis været en kong Scorpio, hvis hovedstad skulle have ligget i nærheden af byen Abydos. Dette er begyndelsen på Det gamle Rige.

Historikerne opdeler almindeligvis den egyptisk civilisation i disse perioder:

Mellem de tre sidstnævnte perioder opererer man med hhv. Første Mellemperiode (9.-11. dynasti) og Anden Mellemperiode (15.-17. dynasti). I disse mellemperioder er landet svagt og uden autoritet og ofte delt. Efter disse perioder kommer

Der hersker blandt forskere nogen uenighed om datering af de ægyptiske dynastier og de respektive faraoer, men jeg giver alligevel en oversigt over herskerne i Det Gamle Rige og Det nye Rige, som efter min mening er de mest interessante. Igennem mere end 3000 år regeres Egypten af skiftende slægter, omfattende 31 dynastier. Almindeligvis anvendes den kronologi, som er udarbejdet af den egyptiske præst Manetho omkring år 300 BC. Tidligere har Egypten bestået af mange, små bysamfund hver med deres egen høvding. Jeg vil starte min beretning omkring det tidspunkt, hvor Øvre Egypten erobrer Nedre Egypten (Nildeltaet mv.) og samler landet til ét rige.

Det gamle Rige, 3.-6. dynasti

Denne første store egyptiske kulturperiode, som varer fra ca 3000 BC - 2255 BC, omfatter 3. til 6. dynasti. Menes grundlægger hovedstaden Memphis (Menefre), som bliver centrum for mange aktiviteter. I denne gyldne periode opfindes hieroglyfferne, der udarbejdes en kalender, der udføres folketællinger, lægekunsten gør store fremskridt, og kulturen blomstrer. Vandingskanaler etableres, vedligeholdes og udbygges. Gravformen udvikler sig fra simple stenstuer til imponerende monumenter, mastabaer (det græske ord for bænk). Præsterne forsøger at få styr på den kaotiske samling af guder og gudinder og definerer den egyptiske religion. Efterfølgende har man indset, at dette Egypten kommer til at fungere som "Civilisationens moder". Farao begynder at opbygge et effektivt bureaukrati til at varetage byggeprojekter, skatteopkrævning mm. Landet inddeles i provinser. Det er i denne periode, at de første pyramider bliver bygget.

Under det 3. dynasti bygger den fremragende arkitekt Imhotep et imponerende gravanlæg i Sakkara for kong Zoser. Det indeholder den første trinpyramide, som vi senere vil besøge, når vi tager på udflugt fra Cairo. Snafru bygger to pyramider i Dahshur. Under det 4. dynasti bygges de gigantiske pyramider for faraoerne Kheops, Khefren og Mykerinos på Giza plateauet. Også dem vil vi kigge nærmere på senere. Man begynder at bygge de første søgående fartøjer for at drive handel med sine naboer. Under det 5. og 6. dynasti vokser embedsmændenes magt. Det gamle Riges periode afsluttes med farao Pepi II, som kommer på tronen som 6-årig og først går af ved sin død som 100-årig. Her kan selv vores Christian IV ikke være med. Fra det 5. dynasti er farao ikke længere en inkarnation af falkeguden Horus, men søn af solguden Ra. Dette hænger sammen med, at Ra, som hidtil har været en lokal gud i Heliopolis, bliver overgud for hele riget.

Den første Mellemperiode, 7.-10. dynasti

Nu følger en periode på et par hundrede år (2255-2130 BC), hvor landet er svagt og forarmet, muligvis på grund af de store pyramidebyggerier. De svare faraoer formår ikke at vedligeholde vandingskanalerne, hvilket resulterer i hungersnød og oprør. Der er magtkampe, og landet deles. En del bliver endog besat af fremmede. Herakleopolis (Ben Suef) er landets hovedstad i den periode.

Det mellemste Rige, 11.-14. dynasti

Det mellemste Rige fra ca 2134 BC - 1784 BC er en veritabel renæssanceperiode, som udvikler sig under det 11. dynasti. Efter en række borgerkrige besejrer Mentuhetep af fyrsteslægten i Theben sine rivaler til magten og forener de to riger igen. Rigets hovedstad flyttes til Theben. Den lokale gud i Theben, Amon smelter sammen med Ra og får navnet Amon-Ra. Den egyptiske kultur og arkitektur blomstrer. Faraonerne, som i en periode skiftevis bærer navnene Sesostris og Amenemhet, er dygtige administratorer. I den periode udvides rigets magt til Nubien (Sudan) og Palæstina, og man begynder at udnytte minerne i Sinai.

Den anden Mellemperiode

Omkring år 1700 BC løsriver nogle af provinserne sig, og landet bliver igen delt. Fra Asien kommer en invasion af det såkaldte Hyksos-folk, som regerer i den nordlige del af Egypten i næsten 150 år. Egypten stifter bekendtskab med tidens moderne våben, hesten og stridsvognen. Egypterne lærer disse våben så godt at kende, at de fordriver Hyksos-folket og jager dem til Syrien, hvor de bliver endeligt slået af Thutmosis III. Hermed er grunden til de næste 400 års glansperiode lagt.

Det nye Rige

Perioden fra ca 1570 BC - 1070 BC med tre dynastier og over 30 herskere bringer mange internationale erobringer, og Egypten er nu en stormagt. De krigeriske faraoer etablerer militærposter fra Palæstina og langt ned i Nubien, hvilket gør en ende på mange års politisk og kulturel isolation. Indvandrere får Egyptens befolkningstal til at stige voldsomt, og de fremmede bringer nye sæder og skikke til landet. Amenophis I gør Theben til hovedstad og påbegynder opførelse af et enormt tempel for guden Amon i Karnak. Da kongen ikke efterlader sig nogen mandlig tronarving, går kongemagten over til general Tutmosis I, som er gift med en prinsesse. Han udvider rigets grænser til den tredje katarakt. I 1520 BC kommer en vistnok uægte søn af Tutmosis på tronen, Tutmosis II. Han er gift med prinsesse Hatshepsut, som også er hans halvsøster. Det var næsten snarere reglen end undtagelsen at farao giftede sig med sin søster. Da han dør i 1505 BC, bliver Hatshepsut værge for sin stedsønn, Tutmosis III.. Hatshepsut er så glad ved sin værdighed som farao, at hun regerer i 22 år for stedsønnen. Det har han næppe været helt tilfreds med, for efter stedmoderens død sørger han for at slette alle mindesmærker efter hende.

Ikke kun kongernes magt vokser, men også Amon-præsterne i Theben styrkes i en sådan grad, at de næsten bliver rivaler til kongemagten. Amenophis III indfører derfor en konkurrerende kult omkring den gamle solgud, som han omdøber til Aton. Sønnen Amenophis IV går endnu længere og ændrer sit navn til Akhnaton, Atons tjener, afskaffer den gamle statsreligion og bygger en ny hovedstad, Akhetaton ca 300 km syd for Cairo rigt udstyret med templer og paladser. Han støttes heri af sin dronning Nefertiti. Han efterfølges af nevøen og svigersønnen Tutankhaton, som kun er en stor dreng, da han kommer på tronen. Amon-præsterne i Theben "sætter sig på ham", ændrer hans navn til Tutankhamon. Han dør i 1336 BC efter ni år på tronen og kun 18 år gammel. Ham kommer du til at stifte bekendtsbab med, hvis du hænger på. Han er ikke berømt på grund af sine bedrifter, men alene som følge af, at hans næsten uberørte grav findes i Kongernes Dal i 1922. Hovedstaden flyttes igen til Theben, som blomstrer under Seti I og hans søn, den berømte Ramses II, som er mest kendt for, at han slog Hittitterne i i slaget ved Kadesh. Omkring 1200 BC, efter Ramses III's død, begynder det at gå tilbage for Egypten, som må afgive magten over Nubien og Palæstina. Kongens magt bliver svagere på bekostning af præsternes. Der udbryder borgerkrig og mange kæmper om magten. Ca 800 BC bliver den nubiske konge Kashta hersker over Øvre-egypten.

Persertiden

Persiske invasionsstyrker besatte Ægypten i det sjette århundrede f.v.t. indtil 332 f.v.t. hvor Alexander den Stores styrker satte en stopper for det persiske herredømme. Efter hans død i 323 f.v.t. delte Alexanders generaler hans imperium. Ptolemæus indtog Ægypten og deklarerede sig selv som farao og grundlagde dermed Ægyptens sidste dynasti.

Den græsk-romerske Periode

Det ptolemæske Ægypten var en af stormagterne i den hellenistiske verden; af og til bredte dets herredømme sig over dele af Syrien, Lilleasien, Cypern, Libyen, Fønikien og andre lande. Under ptolemæerne blev Alexandria et kulturelt og intellektuelt center i den gamle verden. Der var flere ptolemæiske prinsesser ved navn Kleopatra, men "den rigtige" var Kleopatra VII. Som 17-prig bliver hun gift med sin yngre broder, Ptolemæus XII. Men Cæcars hjølp lykkes det Kleopatra at få væltet ham fra tronen, hvorefter hun gifter sig med en anden broder. Hun følger den sejrende Cæcar til Rom og føder ham (vistnok?) en søn, Cæsarion. Efter Cæsars død kommer Marcus Antonius til Egypten og også han bliver tryllebundet af den smukke dronning, som regerer sammen med sønnen Cæsarion, som bærer navnet Ptolemæus XIV. Efter nederlaget ved Actium i år 30 BC til den unge Octavian begår Kleopatra selvmord, mens Octavian bliver Roms første kejser under navnet, Augustus. Hermed slutter den ptolemæske linje.

I næsten syv århundreder efter Kleopatras død kontrollerede romerne Ægypten. De behandlede landet som en værdifuld kilde til rigdom og profit og var afhængige af dets kornforsyninger. Da den romerske kejser Konstantin kom til magten, konverterede han til kristendommen; i 313 e.v.t. gav han kejserlig stadfæstelse af den kirkelige doktrin. Den nye romerske ortodoksi var på mange måder i uoverensstemmelse med den etablerede kristendom i Ægypten, kendt som "koptisk" kristendom. Der opstod religiøse konflikter. Til sidst udskilte kopterne sig og udpegede deres egen patriark i Alexandria.

Israel/Egypten

Skriv noget om forholdet mellem Israel og Egypten i denne tid. Om hungersnød, flugt til Egypten, slavearbejde. Moses, der fører folket ud af Egypten, over Det røde Hav, 40 år i Sinai ørkenen. Og historien om Josef, som sælges af sine brødre til egyptiske handelsmænd. osv.

 



Men nu ikke mere historiefortælling. Tag med til et af verdens mest spændende museer, Det egyptiske Museum i Cairo.

Det egyptiske museum

Det egyptisk Museum har verdens fornemste samling af egyptiske antikviteter. Bare synet af Tutankhamons guldeffekter fra graven i Luxor er hele turen værd. I 1835 oprettede den egyptiske regering "et departement" med det formål at standse den plyndring, der fandt sted af egyptiske fortidsminder. De fundne genstande havnede på europæiske museer (som Glyptoteket) og i rigmandssamlinger. Hvis du var med os i Sakkara, har du mødt museets første direktør, den karasmatiske Mariette, som tiltrådte i 1858. De nuværende neoklassicistiske bygninger er fra omkring 1900.

Prisen (uden garanti) skulle være 20 L.E (egyptiske pund), svarende til ca 25 kroner for voksne og det halve for børn. Herudover opkræves særskilt betaling for adgang til afdelingen med mumierne. Endelig skulle du også købe billet til dit fotoudstyr. (I 2003 er det tilladt at fotografere uden blitz, dog skal der fortsat købes en særlig billet til videooptagelse. Pris ca 120 kr). I 1989 skulle vi betale ca 150 kroner, så vi efterlod videokameraet i garderoben. Vi var klar over, at vi ikke på et besøg kunne fordybe os i de næsten 150.000 genstande, der findes på museet. Det kunne kun blive en overfladisk tur, men vi ville - som alle de øvrige gæster - selvfølgelig se Tutankhamons skatte. Køen af gæster var lang, men ikke afskrækkende. Men med mere end 2 mio gæster om året er der garanti for lange køer på visse tidspunkter.

Museets samlinger er inddelt i 7 sektioner:

  1. Tutankhamons skatte.
  2. Den før-dynastiske tid og Det gamle Rige.
  3. Den første Mellemperiode og Det midterste Rige.
  4. Det nye Rige.
  5. Den græsk-romerske periode.
  6. Mønter og papyrus.
  7. Sarkofager.

En af museets flotteste genstande er denne siddende skriver fra det 4. dynasti. Figuren, som er fundet i en grav i Sakkara, er lavet af malet limsten. Skriveren var en af de allermest betydningsfulde embedsmænd i det gamle Egypten. En af hans opgaver var at assistere med skatteopkrævningen. Men så betydelig var skriveren, at han selv var var fritaget for at betale skat.

Tutankhamons dødsmaske på Det egyptiske museum i Cairo Størsteparten af første etage er optaget af genstandene fra Tutankhamons grav. Tronstolen, senge, vogne, møbler, lamper, modelbåde, spil, smykker, kronregalier, skriveredskaber, guldtøfler, beklædningsgenstande, hans berømte dødsmaske (hvoraf vi har en kopi stående i vores fælles sommerhus), boomeranger osv. Tuts grav består af fire forgyldte kister, den ene inden i den anden. Den inderste kiste - 110 kg rent guld - indeholdt mumien af drenge faraoen, der døde ca 18 år gammel for mere end 3300 år siden. Jeg vil vente til en anden gang med at fortælle den spændende historie om opdagelsen af Tuts grav i november 1922 af den engelske arkæolog Howard Carter. Han havde ledt efter graven i flere år, og både han og hans sponsor, lord Carnarvon var ved at give op. Tuts mumie ligger fortsat i Kongernes Dal, men mere end 3500 genstande fra graven findes på museet i Cairo. I betragtning af, at Tut kun regerede en halv snes år, er antallet af genstande overvældende. Hvorledes havde det ikke været, hvis man havde fundet et gravkammer tilhørende en af de mere betydningsfulde konger som fx Ramses II, der blev næsten 100 år?

Mod køb af en tillægsbillet for ca 50 kroner er det muligt at bese de kongelige mumier, hvilket vi dog afstod fra.

Udover Tuts pragfulde skatte synes jeg bedst om de talrige samlinger af ushabtier, der er fundet i gravene. Du husker måske, at man gav den afdøde disse ushabtier med i graven, for at de til sin tid kunne udføre det arbejde, som blev pålagt afdøde. Tut havde godt 400 ushabtier med i graven, én arbejder til hver dag i året samt ca 40 formænd.

En anden spændende ting var Tutankhamons guldsandaler. Det er tydeligt, at de aldrig har været i brug. Jeg forestiller mig, at Tutankhamon først satte sig ind i sin gyldne vogn, hvorefter den kongelige sandalbærer så blev tilkaldt. Han sørgede for at iføre kongen hans gyldne fodtøj, som formentlig blev placeret, så de var synlige for de masser, som hyldede kongen på hans vej. Spændende var det også at se hans kronregalier, krumstav og segl, som forekommer på så mange af de kongebilleder og relieffer, der findes overalt i Egypten.

Tutankhamons uræusslange (kobraslange) i Det egyptiske museum i Cairo Af de mange smykker, der fandtes i graven kan nævnes den hellige skarabæ, der spiller en afgørende rolle i solens daglige genfødsel. Skarabæen er guden Kephri. Desuden så vi den hellige uræus slange (kobraslange), som er et symbol på kongeværdigheden i Nedre Egypten. Men det er umuligt på denne plads at give en bare nogenlunde udtømmende beskrivelse af alle Tutankhamons skatte. Tag selv ned og bese dem ;-)

På billedet til højre er vist den imponerende statue af farao Khefren, som blev funder under udgravninger i 1854 under ledelse af Mariette. Materialet er sort diorit. Guden Horus i skikkelse af en falk står bag tronen og beskytter kongen med sine vinger og formodes også at give kongen råd og anvisninger. En magtfuld skikkelse, som ikke er i tvivl om sin egen magt.

Vi tilbragte kun ½ dag på museet, hvilket er alt for lidt til at få det fulde udbytte af de pragtfulde samlinger. Vi håber at vende tilbage en dag og fordybe os yderligere. Tag ikke denne beskedne side som et udtryk for museets indhold.

Inden vi tager på udflugt fra Cairo til Giza pyramiderne og dødebyen i Sakkara, vil jeg fortælle dig lidt om den egyptiske gudeverden.


Livet og døden i Egypten

De gamle egyptere tror, at et menneske består af disse tre elementer: Krop, Ba og Ka. På samme måde som kroppen er Ba unik for den enkelte, men den er ikke en fysisk størrelse. Ba oversættes undertiden til "manifestering" og kan betragtes som summen af alle de ikke-fysiske egenskaber, der udgør et menneske, og som adskiller det enkelte menneske fra alle andre. Så en bedre fortolkning er måske personlighed eller karakter. Efter døden repræsenteres Ba ved en fugl, ofte med et menneskeligt hoved. Herudover har hvert menneske en Ka, som er den livskraft, der er forskellen imellem, om et menneske er levende eller død. En fortolkning kan være, at den er menneskets ånd eller sjæl. Ka bliver skabt samtidig med det fysiske legeme. Det er den vædderhovede Gud, Khnum, der laver menneskets Ka på sit pottemagerhjul. Selv om Ka ikke er fysisk, bringer egypterne føde og andet til den afdøde persons grav som et offer til Ka.

Når et menneske dør, forlader både Ba og Ka kroppen. Dette sker under udførelse af det ritual, som benævnes "åbning af munden". Om dagen har Ba ophold i den person, den tilhører, dvs i personens mumie. Ofte får afdøde en lille statue med sig for det tilfælde, at mumien bliver ødelagt eller forsvinder. Målet er, at afdøde skal leve sammen med sin Ba og sin Ka i de dødes rige. Men da kroppen jo er indsvøbt i lærred, må Ba ofte hjælpe Ka med at finde den rigtige krop. For at gøre det nemmere for Ka males ofte et billede af afdøde på sarkofagens låg.

I de dødes rige er det Ka'erne, der skal udføre arbejdet, rense kanaler, vande markerne, pløje, så, høste og tærske. For at lade den afdødes Ka slippe for dette hårde arbejde anbragte man ofte et antal såkaldte ushabti-figurer i graven. En ushabi er en lille mumieformet arbejder. Hvis familien havde råd anbragte man 1 figur for hver dag i året samt et passende antal formænd. På ushabi figurerne skrev man fx: "Kære ushabti, når Osiris kalder, skal du svare: 'her er jeg...". Og mens ushabtierne udfører arbejdet, kan ens Ka bare nyde livet (undskyld døden).

Balsamering

Sjælene, Ka'en og Ba'en, lever videre, men de vil dø, hvis legemet går til grunde. Derfor begynder egypterne omkring år 2400 BC at balsamere de døde. I Det Gamle Rige troer man, at kun farao kan opnå udødelighed, men efterhånden ændredes opfattelsen, så enhver kan leve efter døden, så længe legemet er intakt. Lidt blasfemisk kan man sige, at balsamering også bliver en mulighed for "almindelige dødelige". Men eftersom balsamering er kostbar, er det kun de velhavende familier, som har råd. For at forberede den afdøde på rejsen til underverden udføres det såkaldte "mundåbningsritual", som består af renselse, afbrænding af røgelse, salvning og besværgelser. Mumien berøres med rituelle genstande for at genopvække den dødes sanser. Til balsameringen anvendes først og fremmest natron, som er både desinficerende og udtørrende. Desuden anvendes harpiks samt forskellige former for røgelse. Processerne er beskrevet i skrifter, som er fundet i gravene. Indvoldene fjernes gennem et snit i lyskens venstre side, men hjertet forbliver som det eneste organ på sin plads. Det betragtes som center for livet. Lungerne, maven, leveren og tarmene anbringes i hver sin urne (kanope), hvis låg er dekoreret med et billede af den gud, som beskytter indholdet - se billedet ovenfor. Urner fremstilles af limsten, alabaster, træ eller ler. Urnernes beskyttere, som er Horus' fire sønner, er

Undertiden bliver også hjernen fjernet. Alle kroppens hulrum bliver nu fyldt med natron, som skal trække alle vædsker ud af kroppen, så den ikke går i forrådnelse. Nogen tid senere bliver liget vasket og svøbt i linned, gennemvædet med harpiks og æteriske olier. Der kan medgå flere hundrede meter linned til formålet. Hele processen (ritualet) skal vare nøjagtigt 70 dage. Der placeres amuletter mellem bandagerne. Den vigtigte er en såkaldt hjerte-skarabæ, der skal beskytte den døde, når han eller hun står for Osiris' domstol. Mumien lægges i en kiste, evt. i flere kister inden i hinanden, afhængig af familiens økonomiske formåen. Alle disse ritualer udføres af en præst, som bærer Anubis' sjakalmaske.

Rejsen til dødsriget

Den egyptiske gud Ammut, som fortærer hjertet på de døde, som ikke opnår evigt liv i de dødes land Rejsen til dødsriget er farefuld. På en solbåd rejser mumien gennem underverden, som et beboet af slanger, ildspyende drager og krybdyr med fem hoveder. Ved ankomsten til dødsriget Duat (Gudernes Land) skal den døde passere syv porte og ved hver port fremsige en magisk trylleformular. Hvis det lykkes, kommer den døde til Osiris' hal, hvor der udover Osiris befinder sig 42 ånder, én for hver af de egyptiske provinser. Her udfører sjakalguden Anubis vejning af den dødes hjerte for at afgøre, om personens jordiske gerninger kan give adgang til det evige liv. Den dødes hjerte anbringes på vægtens ene skål, mens Maats fjer anbringes i den anden. Maat er sandhedens og retfærdighedens gudinde. Hvis hjertet ikke tynger vægtskålen ned, får den afdøde evigt liv. Dommen bliver afsagt af Anubis, hvorefter visdommens og skrivekunstens gud, Thoth fører den til protokols. Hvis den døde ikke består prøven, bliver hjertet kastet hen til guden Ammut, som fortærer det. Hvis den døde består, bliver han ét med overguden Osiris, og rejser sammen med ham på solbåden gennem underverden frem til paradiset og det evige liv. Den døde antager form af en Akh, der til evig tid lever i de dødes verden.

Der er i tidens løb funder flere eksemplarer af de såkaldte "dødebøger" i egyptiske grave. De indeholder en samling af magiske formularer, som afdøde kan anvende under rejsen til underverden. Der er fundet mere end 2000 formularer. Sammensætningen varierer fra bog til bog. Adskillelsen mellem den verdslige verden og dødsriget Duat er en flod. Dette modsvares af egypternes opfattelse af det ægyptiske rige, hvor de levendes rige med byer, templer og paladser ligger på østsiden af Nilen, mens pyramiderne og Kongernes Dal ligger på vestsiden.

De egyptiske guder

På ovenstående billede ses Egyptens ni hovedguder. I den egyptiske gudeverden indgår flere hundrede guder, hvoraf en del er lokale. I det følgende beskrives de betydeligste af disse guder. Det er stort set umuligt at give en dækkende beskrivelse af alle disse guder. Hertil kommer, at de over tiden - mere end 3000 år - forandrer sig og skifter karakter. Nogle gange smelter flere guder sammen i én gud. Det er fx tilfældet, da Øvre og Nedre Egypten forenes i ét kongerige, hvor det også bliver nødvendigt at forene de lokale guder.

Ra (staves undertiden Re) er den egyptiske solgud. På et tidligt tidspunkt i historien identificeres Ra med Horus, den falkehovede gud, som repræsenterer himmelhvælvet. Derfor afbildes Ra enten som en mand med et falkehoved eller som en falk. Da Ra ofte rejser gennem underverdenens vande, vises han ofte i en båd. De tidlige egyptere tror, at Ra skabte universet, og den opgående sol var for dem symbolet på skabelsen. Den daglige cyklus med solopgang og solnedgang, er for dem et symbol på skabelsen. Ra er tæt forbundet med Egyptens konge, farao. Mens farao hersker på jorden, er Ra herre over universet. Over tiden bliver guden Ra mere og mere integreret med farao, som jo på en gang er både menneske og gud, og farao ender med at blive opfattet som solguden Ras søn.

Skabelsesberetningen fortæller, at Ra opstår som en obelisk-lignende søjle i templet Benu-Phoenix i Heliopolis. Af sin mund udspyr han Shu og Tefnut, som bliver det første gudepar, der symboliserer luft og vand. De får børnene Geb og Nut: de symboliserer jorden og himlen. Geb og Nut får 2 hold gudebørn, Osiris & Isis og Seth & Nephthys. Historien fortsætter med, at Osiris bliver myrdet af sin broder Seth. Læs mere om denne barske historie i det følgende.

Den hellige skarabæ Den hellige skarabæ Ra genfødes hver morgen i skikkelse af en bille, skarabæ. Han sejler afsted hen over himlen sammen med flere af de øvrige guder i sin hellige båd, barquen. Ved solnedgang skifter han væsen til guden Atum, og han bliver slugt af gudinden Nut. Næste morgen genføder hun Ra i skikkelse af den lille skarabæ. Således fortsætter denne evige cyklus med fødsel, liv og død. Egypterne har observeret den lille skarabæ, som utrætteligt triller en lille gødningskugle foran sig. I denne kugle lægger den sit æg. Når den lille bille blev udklækket, var det for egypterne et symbol på spontan genfødelse. Guden Khepri afbildes ofte med skarabæ-hoved. Undertiden optræder skarabæen i flyvende form.

Ra's kultcenter lå i "Heliopolis", i nærheden af nutidens Cairo). Fra det 5. dynasti udvides faraos titler med "Søn af Ra". Efterhånden bliver Ra i folkelig popularitet overgået af Osiris og Isis, men han forbliver "den store gud, himlens herre", som tilbedes af tempelpræsterne. På et tidspunkt forenes Ra med en anden skabelsesgud, Amun fra Sydegypten, under navnet Amun-Ra.

Ptah er hovedguden i Memphis i de ældste tider før dynastierne, dvs før ca 3000 BC. Ptah er skaberguden, som i myter fra Mamphis har skabt universet. Han er også håndværkernes beskytter. Han er gud for solopgangen, mens Atun er gud for solnedgangen ved dagens afslutning. Hans hustru er løvegudinden Sekbet, og Ptah er fader til Nefertum og Imhotep.

Senere smelter guden Ptah sammen med Osirus. (Det er Ptah, der forekommer i Verdis opera Aida, der jo foregår i egyptiske omgivelser.)

Ved Ptah's kultcenter i Memphis findes den hellige tyr, Apis, som er et frugtbarhedssymbol. Ofte vises den med den gyldne sol mellem sine horn. Du kommer til at høre mere om disse tyre, hvis du følger med os til Sakkara.

Sekhmet - løvegudinden - tilbedes i de ældste tider især i Memphis. Hun er gift med Ptah. Ifølge overleveringer har Solguden Ra skabt Sekhmet med ilden fra sine kraftfulde øjne som et væsen, der skal straffe dødelige for deres synder. Siden skifter hun karakter og transformeres til gudinden for fornøjelse og glæde, Hathor.

Tefnut, gudinde for væde og skyer, søster og hustru til Shu, moder til Geb og Nut. Afbildes med et løvehoved, idet løven er hendes hellige dyr.

De egyptiske guder Shu, Geb og Nut Shu, gud for atmosfæren og den tørre vind. Som nævnt søn af Ra, broder og ægtemand til Tefnut, fader til Geb og Nut. Hans hieroglyfiske navn er en strudsefjer (ligesom Maat), og på afbildninger vises han ofte med en strudsefjer på hovedet. Han afbildes almindeligvis stående ved siden af Geb, holdende sin datter Nut op over hovedet for at adskille de to, jorden og himlen. Shu er en personificering af sollyset. Shu og Tefnut menes at være to halvdele af samme sjæl.

Geb, staves undertiden Seb, er gud for jorden, søn af Shu og Tefnut, broder og ægtefælle til Nut, fader til Osiris, Seth, Isis og Nephthys. Hans hellige dyr er gåsen, og han afbildes ofte med gåsehoved. Man mener, at Geb har lagt det æg, hvoraf solen er udklækket. Han afbildes med grøn eller sort hud, farven for livet som fx den frugtbare Nil. Det menes, at Geb holder de sjæle i fangenskab, som er for onde til at komme i himlen. Faronernes trone kaldes ofte for "Gebs trone". I øvrigt er det usædvanligt, at jorden opfattes som maskulin, i de fleste religiøse traditioner er jorden kvindelig.

Nut, (staves undertiden Nuit), gudinde for himlen, datter af Shu og Tefnut, søster og hustru til Geb, moder til Osiris, Seth, Isis og Nephthys. Nut afbildes med blå hud, og hendes krop er dækket med stjerner, stående på alle fire over sin mand, som himlen hvælver sig over jorden. Andre gange afbildes hun som en ko, hvis krop udgør himlen. Nut er den barriere, som adskiller kaoskræfterne fra det ordnede kosmos her på jorden. Nogle mener, at solguden Ra går ind i hendes mund, når han "går ned" om aftenen, for at blive genfødt af hende den følgende morgen.

Osiris er gud for de døde og gud for genopstandelsen ind i det evige liv. Han er både beskytter af de døde og samtidig deres dommer. Osiriskulten opstår i Abydos, hvor hane egen grav efter overleveringerne skal ligge. Osiris er ældste barn af Geb og Nut. Han er gift med sin søster, Isis, med hvem han har sønnen Horus. Et sagn fortæller, at hans anden søster, Nephthys antog Isis' skikkelse og forførte Osiris, hvorefter hun fødte Anubis.

Han er symbol på genopstandelse og evigt liv og sikrer af frugtbarhed og velstand til de levende. Han vises ofte bærende Øvre-Egyptens krone og med magtsymbolerne, plejlen og sceptret, indsvøbt i det hvide lærred, man anvender til mumier. Hans hud er grøn, fordi han repræsenterer vegetation og rød for Jorden. Osiris kommer til at regere på jorden, efter at Ra har trukket sig tilbage til himlen. Med sin hustru Isis får han sønnes Horus. Osiris' broder Seth bliver misundelig på ham og slår ham ihjel (mindelser om Kain og Abel). Han skærer liget af den stakkels Osiris i små stykker og spreder stumperne ud over hele Egypten. Det lykkes Isis at finde alle stykkerne igen - dog ikke hans penis, der er faldet i Nilen og er blevet spist af en fisk. Med hjælp af Anubis bliver Osiris samlet og svøbt som den første mumie, hvorefter Isis vækker ham til live. Da Osiris allerede har været i de dødes verden, kan han ikke igen blive jordisk konge. I stedet bliver han konge i underverdenen, og Isis bliver hans dronning dér. Osiris bliver med tiden stadig mere og mere populær, og fra det 18. dynasti er han den mest tilbedte guddom i Egypten. Hans popularitet fortsætter ind i den romerske besættelsesperiode, hvor romerske kejsere, udklædt som farao, ofrer til Osiris i templerne. Da Horus bliver voksen, hævnet han mordet på sin fader, vinder han over Seth og bliver selv konge i Ægypten. Seth bliver fordrevet til Saharas ørken vest for Egypten.

Isis er den vigtigste gudinde i den egyptiske mytologi. Hendes vigtigste funktioner, udover sit moderskab, er helbredelse af syge og mester af magien. Hun er universets mest kraftfulde troldmand, fordi hun har fået kendskab til Ra's hemmelige navn, og den viden har hun fra Ra selv. Som nævnt er hun gift med sin broder, Osiris. Hun er søster til Seth og tvillingsøster til Nephthys. Hun er moder til Horus og beskytter af Horus' søn, Imsety, som selv er beskytter af den dødes lever. Mens Horus vokser op, beskytter hun ham mod Seth. Hun hjælper sin mand Osiris tilbage til livet ved trolddom ved at udtale Ra's hemmelige navn. Men da han en gang har været død, kan han ikke regere i de levendes land, og han bliver i stedet hersker i de dødes land. Hendes kult opstod også i Abydos i deltaet mod nord (Nedre-Egypten).

Seth (eller Sutekh) er oprindelig hersker over Nedre-Egypten (den nordlige del), mens han broder Osiris regerer over Øvre-Egypten. Imidlertid erobrer Øvre-Egypten Nedre-Egypten, og det 1. dynasti bliver dannet. Formentlig på grund af jalousi dræber Seth sin broder, Osiris og forsøger efterfølgende også at dræbe dennes søn, Horus. Det lykkes Horus at overleve, og da han er blevet voksen, hævner han sin faders død ved at overtage magten over hele Egypten og fange og kastrere faderens morder, Seth. Samtidig bliver Seth for evigt forvist til ophold i ørkenen. Han opfattes ofte som repræsentant for kaos og uorden. Under det 19. dynasti tages Seth igen til nåde, og man ser ham som den gode gud, han var engang, og som guden, der beskytter Egypten fra fremmede.

Nephtys er det yngste af Geb og Nuts børn. Hun er på en gang søster og hustru til Seth, og søster til Isis og Osiris. Et andet af hendes børn er Anubis; der er lidt uenighed om, hvorvidt faderen er Seth eller Osiris, men sådan kan det jo ske i de bedste familier. Hun slår hånden af Seth, da han dræber Osiris, og hun hjælper Isis med at passe Horus og assisterer med genoplivningen af Osiris. Hun er beskytter af Hapi, som tager vare på de dødes lunger under balsameringsprocessen. Hun er en (ikke negativ) personificering af mørket på samme måde, som Isis er lysets gudinde.

Horus er en af Egyptens vigtigste guder, søn af Osiris og Isis. Da han er voksen hævner han sin faders død, og slår sin onde onkel Seth i hjel - nogle påstår, at Horus kastrerer ham. Han opfatter undertiden som en kongelig prototype på en farao, og enhver farao antages at regere på vegne af Horus. Efter at have fordrevet Seth til ørkenen, forener han de to kongeriger, Øvre-Egypten (mod syd) og Nedre-Egypten (mod nord). Dette sker omkring år 3000 BC. Ved Edfu, ca 100 km syd for Luxor, ligger et stort og velbevaret tempel, som er viet til Horus. Horus' fire sønner, som du allerede har mødt, beskyttede faderens legemsdele mod Seth. De bliver efterfølgende beskyttere af de afdødes organer. Deres navne er Imsety, Hapi, Duamutef og Qebhsenuef. De står igen under beskyttelse af guderne Isis, Nephthys, Neith og Selket.

Anubis er den egyptiske underverdens gud og beskytter af de dødes ånder. Han er søn af Nephthys, nogle mener, at Seth er hans fader - andre mener, at det er Osiris. Han optræder som vejviser for de døde og viser dem vej til Osiris. De dødes land lå mod vest, og det var der, de begravede deres døde. Almindeligvis afbildes han som en mand med et sort i skikkelse af en sjakalhoved - kunne være fordi egypterne ofte observerede sjakaler i nærheden af deres grave. (Dette har faktisk været anvendt af arkæologer og andre til at spore gamle egyptiske grave.) Anubis er også gud for balsamering og vagt over mumierne og nekropolis. Det var Anubis, som opfandt balsameringen, da han hjælper Isis med at bringe hendes døde mand, Osiris tilbage til livet, efter at Seth havde dræbt af ham. Han svøber Osiris' krop i linned, som er spundet af tvillingguderne, Isis og Nephthys, som sørger for, at legemet aldrig vil gå i forrådnelse. Det er kun Anubis, som har lov til at åbne kroppen på afdøde. Derfor bærer præsterne sjakal-masker under mumificeringsprocessen. Ved at iføre sig denne maske bliver de guden selv. Efterhånden som tilbedelsen af Osiris vokser i betydning, overtager hun Anubis' opgave som beskytter af de døde.

Anubis sørger for at vække den dødes sjæl, når den kommer til de dødes rige, og tager mumien tages ud af sarkofagen. Herefter gennemføres ritualet "åbning af munden", hvorunder mumien berører med hellige amuletter på forskellige dele af kroppen for at genvinde sine sansers brug. Anubis hjælpes i sit arbejde af en anden gud, Wepwawet, som også har sjakal-hoved. Wepwat er også en krigsgud, som hjælper Farao med at vinde sejr over sine fjender. Anubis overvåger vejningen af den dødes hjerte og sikrer, at vægten anvendes korrekt. Anubis giver dommen til den afdøde, hvorefter Thoth fælder den ned.

Den egyptiske gud Amon Amon, (eller Amun, Amen, Ammon, Amoun). Hans navn betyder "Den skjulte", måske fordi hans oprindelse er ukendt. Han er byen Thebens beskytter fra de tidligste tider. Hans hellige dyr er gåsen og vædderen. Overleveringen mener, at Amon er blevet skabt af guden Thoth. Da Theben voksede i betydning, voksede også Amons betydning, og fra det 18. dynasti bærer han navnet "Gudernes konge". Hans berømte Karnak tempel er den største bygning med religiøs betydning, der er bygget. Med hustruen Mut, den inkarnerede modertype, har han børnene Khons, som er måneguder.

Bast (eller Bastet), som er hustru til skaberguden Ptah og menes at være datter af solguden Ra, er kattegudinde og beskytter af katte og katteelskere. Senere bliver hun også beskytter af luksus og fornøjelser. Katten er Egyptens mest hellige dyr, og der er dødsstraf for at slå en kat ihjel. Især sorte katte tilbedes. Der er mange katte ved templerne, og de bliver balsamerede, når de døde. Den græske historiker, Herodot beskriver i sin historiebog om de årlige festet til ære for Bast, som tiltrækker mere end 700.000 deltagere. Herodot sammenligner hende med den græske Artemis. Udgravninger har afsløret kattekirkegårde med et stort antal mumificerede katte og kattefigurer. Mange papyri (mon det hedder således i flertal?) viser en kat, som dræber en slange, der angriber solen. Et tegn på kattens betydning i den egyptiske religion er den velkendte sfinks - en kat med kongehoved - i nærheden af kheopspyramiden ved Cairo. (Jeg ved godt, at mange mener, at det er en løve, men jeg finder det nu mere sandsynligt, at det er en kat).

Hathor, er gudinde for glæde, moderskab og kærlighed. I de tidligste tider afbildes hus som en ko, ofte dækket af stjerner. Senere bliver hun vist som en kvinde med et kohoved eller blot som en kvinde, der bærer kohorn. Mellem hornene vises ofte en solskive Hun er modstykket til den græske Afrodite. Hathors kult er usædvanlig, idet både mænd og kvinder kan være hendes præster. Almindeligvis er præsterne af samme køn som guden selv. Mange præster er kunstnere, musikere eller dansere, som tilbeder Hathor gennem udøvelse af deres kunst. Det fortælles, at Hathor oftede danser for Ra for at opmuntre ham, når han er nedtrykt. Mange kommer til Hathors tempel for aty få tydet drømme eller få hjælp - på samme måde, som grækerne brugte muserne.

Khepri, i de tidligste tider tilbedt som skaberguden, siden smelter han sammen med Atum og Ra. Han afbildes ofte som en skarabæ eller som en mand med et skarabæ-hoved. Som tidligere nævnt spiller skarabæen en afgørende rolle for egypternes forståelse af solen og dens gang over himlen. De mener, at en kæmpe skarabæ hver dag skubber solen hen over himlen fra øst mod vest, hvorefter den om natten skubber solen tilbage gennem underverden, indtil den næste morgen genfødes i øst.

Maat, hustru til Thoth og datter til Ra. Hendes navn betyder sandhed og retfærdighed, men også balance, orden og harmoni. De gamle egyptere mener, at kaos vil vende tilbage til jorden, hvis Maat skulle forsvinde. Maat afbildes som et høj kvinde med en strudsefjer i håret. Hun medvirker ved domsafsigelsen over de døde, idet hendes fjer bliver lagt i den ene vægtskål og den afdødes hjerte i den anden for at afgøre, om den afdøde har levet et godt og hæderligt liv. Ved Karnak ligger ruinerne af et mindre tempel, som er indviet til Maat. Templet menes at være bygget af Hatshepsut og siden rekonstrueret af Thuthmosis III.

Thoth, gift med Maat. Thot er visdommens gud, og han har opfundet skrivekunsten - egypternes ord for hieroglyffer betyder "gudernes ord". Han mestrer videnskaberne astronomi, geometri og medicin, men er også gud for magien. Han menes at have skrevet mange af de religiøse tekster, herunder dødebogen. Han er gudernes sekretær og holder styr på al viden som fx på antallet af stjerner på himlen. Når dommen over en død er afsagt, er det Thoth, som registrerer den i sine bøger. Han afbildes enten som en ibis eller som en mand med Ibis-hoved, og næsten altid med skriveredskaber i hånden. Han fungerer ofte som gudernes sendebud som grækernes Hermes.

Sobek, guden med krokodille hovedet, frygtet men også beundret for sin vildskab. Han er guden Ras lydige tjener. En af hans opgaver er at fange Horus' fire sønner i en lotusblomst, da de kommer op fra vandet. Af dødebogen fremgår, at Sobek assisterer ved Horus' fødsel. Han hjælper også Isis og Nephthys med at beskytte den døde Horus' krog og i kampen mod Seth.

Khnum, guden med vædder hovedet. Khnum, som i de tidlige dynastiske perioder især tilbedes i den sydlige del af Egypten omkring Elephantine ved Aswan, er endnu en skabergud, som på sit pottemagerhjul skaber den nyfødtes Ka. Nogle mener, at han også fremstillet kroppen. Han skaber mennesket af ler fra Nilen. Når de er færdige, holder ham dem op, så solguden Ra kan kaste sine livgivende stråler på dem. Når et mennesker død, siges det, at "han skal møde sin Ka". Khnum kaldes undertiden for "den store pottemager". Han kombineres ofte med hustruen Satet og datteren Anuket, som er jagtgudinde.

Satet (eller Sati, Setet, Sathit, Satit, Setis eller Satis) er gudinde for Nilen. Hun er meget nærliggende også gudinde for frugtbarhed. Hun er også jagtgudinde og beskytter Egypten og farao med sin bue og pile, formentlig model for den græske Artemis. Hun afbildes ofte med Øvre-Egyptens krone og et par lange antilopehorn. Ofte bærer hun også et scepter og ankh symbolet. Navnet Satet kan oversættes som "Hun, der øser". En af hendes opgaver er at vaske den døde, inden han træder gennem porten til de dødes verden. Satet igangsætter Nilens oversvømmelse, når Sirius viser sig på himlen. Når gudinden Isis fælder tårer, opfanget Satet dem i sine krukker og hælder dem ud i Nilen.

Min, I den tidlige tid er Min en himmelgud, hvis symbol er tordenkilen. Hans titel er "Herre af Himlen". Han bliver også opfattet som regnguden, som sørger for den nødvendige frugtbarhed til afgrøderne. Der er fundet et stort antal statuetter af denne falliske gud. Centrum for hans tilbedelse er i byen Koptos på den østlige bred af Nilen nord for Luxor. Her findes templer med flere statuer af Min. Tilbedelsen af Min fortsætter også efter at de græske faraoer - Ptolemæerne - kommer til magten. Under "det nye kongerige" er Min særdeles populær, og der afholdes orgastiske festivaller til hans ære. Han sammenlignes ofte med de græsk/romerske guder Bacchus og Dionysos.

Hapi, Nilens gud og gud for frugtbarhed, han afbildes ofte som en skægget mand i farverne blå eller grøn. Undertiden med med kvindelige bryster, som tegn på hans magt over frugtbarhed. Når han optræder som gud over den nordlige Nil, bærer han papyrus planter på hovedet, og som gud over den sydlige Nil bærer han lotus planter. Han nævnes i nogle af de ældste pyramidetekster: Han bor ved Nilens første katarakt i nærheden af øen Elephantine, hvor han leder Nilens vande videre fra de dødes land og til Egypten. På grund af Nilens store betydning bliver han i perioder tilbedt på linie med solguden Ra. Hapi bliver ofte forvekslet med en af de fire Horus-sønner, Hapy.

Ankh, symbol for livet (er i virkeligheden også en hieroglyf). Nogle mener, at tegnet forestiller en sol, som stiger op over horisonten. Da kristendommen kommer til Egypten, antager den kristne, koptiske kirke tegnet som det koptiske kors. De gamle guder afbildes ofte med et ankh symbol tillige med andre magtsymboler som fx et scepter. Det er indgraveret i utallige gravminumenter og templer, ofte anbragt foran faraos ansigt for at symbolisere evigt liv. Ankh er således både et symbol for det jordiske liv og det evige liv.

De ni hovedguder

Nedenfor er vist en tabel over Egyptens ni hovedguder.

Guddom Skikkelse Funktion
Amon-Ra Sol. vædder, høg. Hovedguden. Beskytter af Theben.
Osiris Farao. Underverdens gud.
Isis Smuk kvinde. Søster og hustru til Osiris og moder til Horus.
Hathor Ko. gudinde med horn. Frugtbarhed, kærlighed, glæde.
Horus Falk, bevinget solskive, spædbarn. Solgud, kongens beskytter oma.
Anubis Sjakal. Dødsguden, gud for balsamering.
Thoth Ibis. Lærdom, skrivekunst.
Ptah Mand. Skaberguden. Håndværk.
Maat Strudsefjer. Retfærdighed.

Den gamle hovedstad Memphis

En dag lejede vi en taxa en hel dag og bad ham køre os først til den gamle hovedstad Memphis og derefter til den tilhørende begravelsesby (nekropol) Sakkara. Byen Memphis var hovedstad og faraos residensby under de tidligere dynastier og Det gamle Rige og er grundlagt omkring 3100 BC. På det tidspunkt hersker den mægtige kong Menes, den første hersker under det 1. dynasti (han er formentlig identisk med kong Narmer) og iflg overleveringen lykkes det ham at forene Øvre og Nedre Egypten. Vores viden herom stammer hovedsagelig fra Manetho, en præst, som levede under det 30. dynasti under Ptolemæus I og II, og som skriver et 3-binds værk om Egyptens historie. Mange af byens templer er viet til skaberguden Ptah og hans hustru Sekhmet, og Memphis er både et religiøst og et administrativt center. Memphis ligger nogenlunde på grænsen mellem Det øvre og Det nedre Egypten. Herudover befinder Memphis sig i knudepunktet for de vigtige handelsruter mellem den østlige og den vestlige ørken. Byens oprindelige navn er "de hvide mure", hvilket refererer til dens omfattende fæstningsværker. Byen omtales af historikerne Herodot og Strabo. Omkring Memphis bliver der på vestbredden af Nilen på grænsen af ørkenen bygget et antal dødebyer (begravelsespladser) eller nekropoler: Dahshure, Sakkara, Abusir, Giza og Abu Rawash. Vi vil efterfølgende fortsætte vores udflugt til den bedst bevarede af disse nekropoler, nemlig Sakkara.


Alabastersfinxen

Det umiddelbare indtryk af byen var dyb skuffelse - måske var forventningerne spændt for højt. Midt hovedgaden lå en bod med de sædvanlige turist souvenirs. Der er forbavsende få rester af den tidligere så betydningsfulde by med dens smukke templer, paladser og haver. Nogle få ruiner er tilbage, så vores viden om byen stammer især fra studier af de omkringliggende nekropoler, forskellige papyrustekster fra andre dele af Egypten samt beretninger fra fx Herodot, som har besøgt byen omkring 450 BC. En af de få seværdigheder er den såkaldte alabastersfinx, som er temmelig velbevaret.

Under de senere dynastier flytter hovedstaden til Theben, men Memphis bevarer dog stadig en vis betydning, både på det religiøse men især også på det administrative område. Under det 18. dynasti flytter de egyptiske konger tilbage til paladserne i Memphis. Men da grækerne kommer og flytter den egyptiske hovedstad til Alexandria, begynder det at gå tilbage for Memphis, og med kristendommens udbredelse bliver Memphis kun en skygge af sig selv. Og nedturen tager fart, da de muslimske erobrere omkring 641 etablerer byen Fustat lidt nord for Memphis. Den ligger nu i den gamle del eller den koptiske del af Cairo. En stor del af forfaldet kan henføres til manglende vedligeholdelse af digerne i mameluktiden, hvor områderne omkring Memphis bliver dækket af aflejringer fra Nilen.

Ramses II
Kolossalstatue af Ramses II i Memphis

Det mest seværdige i byen er en kolossal sandstensstatue af Ramses II - eller Ramses den Store, som han yndede at kalde sig selv. Han er uden sammenligning den oftest portrætterede farao. Statuen er lidt medtaget og mangler bl.a. den ene ben, hvorfor han ligger ned. For at skåne statuen - og formentlig også for at kunne opkræve et mindre beløb i entre - ligger den i en udstillingsbygning. Her har Claus taget et foto af statuen fra det indvendige oversigtsgalleri. En tilsvarende statue - dog af granit - står udenfor hovedbanegården i Cairo - men den har du måske set tidligere på vores tur.

Næste stop på turen er den spændende nekropol, Sakkara.

Begravelseskomplekset i Sakkara

Som du måske har læst på en af de foregående sider, troede egypterne på et liv efter døden. Derfor blev den dødes krop balsameret, så den så vidt muligt kunne vare evigt. Den dødes Ba (svarer vel til vores opfattelse af sjælen) forlader den dødes krop og rejser til de dødes rige, inden den vender tilbage for at lede afdøde til Osiris' domstol - som allerede beskrevet. Ka derimod forbliver i kroppen, hvilket er årsagen til, at man balsamerer de døde i Egypten. Når en farao er død, er det vigtigt, at hans eftermæle bevares til evig tid. Man søger derfor efter konstruktioner, som er holdbare i det barske klima. I de første dynastier bliver faraoer og andre stormænd begravet i en såkaldt mastaba - navnet betyder "bænk" på arabisk, og graven har da også form af en aflang bænk med skrånende sider, bygget i sandet og dækket med sten af soltørret mudder. Men konstruktionen er ikke særlig holdbar og tåler ikke den voldsomme sol og den ofte stærke blæst. Men så får farao Djoser (Zoser), som er den 2. konge i det 3. dynasti (2667 - 2648 BC), en genial arkitekt og bygherre, Imhotep. Udover disse kompetencer er han også præst, astronom, læge og kunstner, en datidens Leonardo da Vinci. Og han revolutionerer fuldstændig de egyptiske gravmonumenter.

Djosers trinpyramide

Jeg havde glædet mig meget til at besøge det store gravkompleks i Sakkara, som er den største begravelsesplads med hundredvis af grave og monumenter. Sakkara, et plateau på kanten af Sahara og en halv snes kilometer syd for Giza og ikke langt fra nutidens Cairo, er på den tid "dødeby" (begravelsesby eller nekropol) for Memphis, Det Gamle Riges hovedstad. Selv i de efterfølgende perioder under Det Nye Rige, hvor Egypten formelt styres fra Theben, bor mange embedsmænd i Memphis, og efter døden stedes de til hvile i Sakkara. I dette store område findes der hundredvis af grave og monumenter. Imhoteps geniale indfald er at bygge et faraonisk gravmonument i sten.

I Sakkara bygger han den første af de 97 kendte egyptiske pyramider, den såkaldte "trinpyramide", som er den første monumentale stenbygning eller monument i verden. Djosers gravkammer ligger ca 28 meter under jordens overflade. Til forskel fra hidtidige grave er gravkammeret kvadratisk og ikke rektangulær. Indgangen er forseglet med en granitsten på 3 tons, mens selve graven er udført i limsten. Efterfølgende er gravkammeratet udvidet i flere omgange, så den ydre form bliver aflang. Komplekset udvides med flere kamre forbundet med korridorer. Måske skulle det tjene som grav for flere medlemmer af den kongelige familie.

Oven på graven bygger han så den store trinpyramide i seks niveauer. I virkeligheden kan man sige, at han stabler 6 mastabaer i aftagende størrelse oven på hinanden. Mere end 200.000 tons sten medgår til formålet. Endelig afsluttes med en limstens facade, men størsteparten af denne er for længst fortæret af tidens tand. Pyramiden selv er massiv uden gange og gravkamre, 140x118 meter og 60 meter høj. Udgravninger viser, at den vældige pyramide er bygget i flere omgange: først to trin, så nogle år senere 2 trin og endelig de to sidste trin. En nærliggende forklaring kunne være, at den farao (Djoser), som graven er tiltænkt, lever i bedste velgående, da den første udgave er færdig. Så hvorfor ikke føje endnu et par etager på værket. Da man jo bygger for guden farao, er ingen anstrengelser for store. I virkeligheden havde Zoser allerede fået bygget en grav ved Beit Khallaf, en traditionel mastaba på 95x50 meter, før byggeriet sættes i gang ved Sakkara.

Udenom gravområdet bygges en ca 10 meter høj mur: øst-vest 277 meter, nord-syd 545 meter. Det menes, at gravkomplekset er en kopi af faraos palads i Memphis. Desværre er der føget så meget sand op omkring muren, så man ikke fornemmer dens størrelse. Under gravområdet findes en indviklet system af gange og begravelseskamre for den kongelige familie, hugget ud i stengrunden. Indenfor murene ligger templer og andre huse, hvis formål ikke er helt kendte. I gravrummene er der smukke blå fajancefliser og relieffer. Ifølge vagten er det ikke tilladt at fotografere disse, men mod et mindre beløb indvilliger han i at vende ryggen til. Fleksibilitet på arbejdet er en dyd. Nord for pyramiden ligger et mindre stenhus med et hul i muren på størrelse med en hånd. Når man kigger ind, stirrer man ind i øjnere på farao Djoser. Det er dog kun en kopi af en statue, som blev fundet under udgravningerne, originalen ses på museet i Cairo. Vi kan dog ikke komme ind i kammeret. Dødetemplet nord for pyramiden er desværre en total ruin.

Hvis du betragter ovenstående tegning af området, støder du på betegnelsen "heb-sed". Dette betegner en art jubilæumsfest for faraoen. Den afholdes med mellemrum. Det menes (eller rettere: nogle mener), at denne fest har forbindelse med en urgammel tradition, kongeofret: Hvis farao bliver for svag, må han dø, så vi kan få en yngre og stærkere konge. Farao skal demonstrere for folket, at han er ved fordums styrke ved at løbe rundt om paladsets ydermur. På et relief ser vi Djoser skridte ud i sit heb-sed løb. På glyptoteket findes et tilsvarende relief med en anden farao.

På det enorme område ligger i hvert fald 14 andre pyramider, gravsteder for faroerne Pepi I, Pepi II, Merenre m.fl. Ingen dog af samme størrelse som kong Djosers. Mange af dem er så medtagne, at de minder om stenbunker. Mod syd ses faraoen Snofru's pyramide (4. dynasti). Den kaldes også for knækpyramiden. Formentlig på grund af risikoen for sammenstyrtning har man under byggeriet ændret vinklen på siderne, så den er blevet fladere. Det er hans søn, Kheops, som perfektionerer pyramidebyggeriet, hvilket vi skal se, når vi straks fortsætter til de store pyramider i Giza.

En kort spadseretur mod nordvest bringer os frem til en rasteplads, Mariette House, den franske egyptolog, som afdækkede en stor del af området.

François Mariette

François Auguste Ferdinand Mariette (1821-1881) er en self-made egyptolog. Han underviser i kunst og fransk ved en skole i Boulogne, da han bliver opslugt af den egyptiske fortid. Han får til opgave at ordne sin afdøde fætters papirer. Denne fætter havde været tegner for Champollion - du ved, ham der løste hieroglyffernes gåde. Da han studerer den hieroglyf, som viser en and, udtaler han: "Den egyptiske and er et farligt dyr. Et bid af dens næb, og man får en gift i sig, som gør én til egyptolog for resten af ens liv". Mariette forlader familien og får en ydmyg stilling ved Louvre, som sender ham til Egypten for at indkøbe nogle koptiske dokumenter. Det bliver hans skæbne. Ganske vist er der nogle englændere, som kommer ham i forkøbet, drikker de lokale munke under bordet og køber dokumenterne for en slik (drik?). Men Mariette har uigenkaldeligt tabt sit hjerte - og sin forstand - til Egypten. I begyndelsen sender Mariette til fortrydelse for lokale arkæologer sine fund til museer i Frankrig, og på et tidspunkt i 1851 får han graveforbud og hans fund beslaglægges. Men i februar 1852 får han en aftale med regeringen og kan genoptage sine udgravning. Det lykkes Mariette at vinde den mægtige pasha Saids respekt. Den 1. juni 1858 udnævnes Mariette til kurator af de egyptiske fortidsminder. Udover at forestå udgravningsarbejder er hans opgave at beskytte de egyptiske fortidsminder, som i stort tal eksporteres til europæiske museer og private samlinger (behøver jeg nævne vores eget Glyptotek?). Efter en måned i embedet har Mariette igangsat 30 udgravninger dels ved Giza, dels ved Abydos, Elephantine, Theben og Sakkara. Pashaen anvender flere gange Mariette som guide, når der er fornemt besøg, og hans opgave er da at sikre, at de fine gæster gør små fund, som Mariette og hans folk i forvejen har fundet eller plantet. Fx finder Edward, prinsen af Wales, helt mirakuløst en grav med 30 kister ved Theben under et besøg i 1868-1869.

I 1863 går Mariettes drøm i opfyldelse, da Det Egyptiske Museum i Cairo åbnes for offentligheden og med ham selv som direktør. Mariette synes besat af at sikre sit museum så mange historiske genstande som muligt. Desværre går det nogle gange ud over kvaliteten af hans arbejde, og der er flere eksempler på, at han har anvendt krudt for at skaffe sig hurtig adgang.

Serapeum

Strabo, den græske historiker, har i det første århundrede omtalt en tilsandet avenue flankeret med sfinxer, som fører hen til Serapeum, begravelsesplads for de hellige apis tyre. Napoleons ekspeditionskorps havde forgævet søgt efter Serapeum. Men i 1850 afdækker Auguste Mariette en avenue med ca 100 sfinxer under 10-12 meter sand. Den 12. november 1851 trænger Mariette og hans hold ind i et begravet tempel for enden af avenuen. Indgangen er spærret af en kæmpesten, men denne skaffes af vejen med sprængstof. De finder et langt, underjordisk galleri, som er 200 meter lang, 3 meter bred og med en loftshøjde på 5 meter. Nogle af de mange sidekamre indeholder 24 prægtige granitsarkofager fra det 26. dynasti. Disse sarkofager, som desværre alle var plyndret for værdier, har indeholdt mumierne af de hellige Apis tyre - ja, du læste rigtigt! Når den hellige tyr døde, blev den balsameret. En sarkofag vejer 60-80 tons og er 2x4 meter med en højde af ca 3 meter. Året efter finder man en balsameret tyr i en trækiste, som dateres til Ramses af det 22. dynasti. Man finder også mumien af prins Khaemwese, som er søn af Ramses II. Ansigtet er dækket af en guldmaske, og på brystet ligger en gylden falk med udbredte vinger. Udover at være guvernør over Memphis er han også ypperstepræst for Ptah. Han har formentlig insisteret på at blive begravet sammen med sin elskede tyr i stedet for at få sin egen grav.

Dyrkelsen af de hellige tyre er meget udbredt i Egypten som også på Kreta. Man mener, at Apis tyren er en inkarnation af den store gud, Ptah, som du måske har mødt på en af de tidligere sider. Om foråret bliver den gennet ud på markerne for at frugtbargøre dem. I Memphis deltager farao i denne ceremoni. På de store festdage bliver Apis ført ud i templets forgård, for at de besøgende kan se den. Ved tydning af dyrets bevægelser kan præsterne forudsige fremtiden. Du har også mulighed for at sove i templet, og den følgende morgen vil præsterne - for et symbolsk beløb, selvfølgelig - udlægge dine drømme, som er sendt dig af Apis.

Når den hellige Apis tyr dør, erklæres national sørgedag. På et givet tidspunkt er der kun én Apis tyr. Den døde tyr slæbes fra templet og til balsameringshuset. Efter balsameringen trækkes Apis på en slæde fra Memphis til sit begravelsessted i Sakkara, ledsaget af store skarer af sørgende. Og nu starter en landsomfattende søgning efter den nye Apis. Der er ikke mindre end 29 kendetegn, der skal være opfyldt. Den skal være sort med en hvid trekantet plet i panden og en plet på halsen. I pelsen på skulderen skal der være aftegning af en grib, aftegninger af en halvmåne på den højre flanke, og der skal være dobbelte hår på halen. Når den nye Apis er fundet, føres den i triumf til Memphis. Dyrkelsen af de hellige tyre uddør gradvis i begyndelsen af vores tidsregning. I Alexandria findes endnu et "serapeum", der tjente som gravplads for de tilbedte Apis tyre. Apis bliver ofte afbildet med et solskive mellem hornene. Hvis tyren på billedet virker bekendt, så skyldes det måske, at den har stået model til vores store medicinalfirma novo nordisk's logo?

Desværre har adgangen til Serapeum været lukket for turister siden 1992 (?), hvor der indtraf et større jordskælv i Cairo. Et besøg i Serapeum står således meget højt på vores ønskeseddel.

Inden vi fortsætter til de store pyramider i Giza, kunne jeg tænke mig at fortælle den spændende historie om tydningen af de egyptiskehieroglyffer, en kunst, som var gået i glemmebogen efter kristendommens indførelse og først blev løst, efter at Napoleon dukkede op på den egyptiske scene i 1798.

Det glemte sprog

I århundreder havde de mystiske og uforståelige egyptiske hieroglyffer forvirret historikerne. De forekom overalt på væggene i de majestætisker templer og monumenter. Betegnelsen hieroglyffer kommer fra græsk og betyder noget i retningen af hellig skrift. Da de oprindelige skrifttegn var meget komplicerede, havde der over tiden udviklet sig nogle forenklede udgaver, nemlig den hieratiske og den demotiske skrifttype (kan måske sammenlignes med de forskellige fonte, vi i dag anvender?). Omkring år 400 begynder kendskabet til de egyptiske hieroglyffer af uddø. Det skyldes primært kristendommens indførelse, hvor man forsøger at udrydde alle spor af Egyptens hedenske fortid. Den gamle skrift bliver afløst af koptisk, et sprog med 24 græske bogstaver suppleret med 6 demotiske tegn for lyde, som ikke findes på græsk. Ved arabernes indtog i Egypten i det 11. århundrede bliver det koptiske sprog afløst af arabisk, og ingen kender længere de gamle sprog, og egypterne kan ikke længere læse deres egen historie - sproget er gået i glemmebogen. Dele af det koptiske sprog bliver bevaret i den kristne, koptiske kirkes liturgi. I århundreder forsøger lærde at tyde de gamle hieroglyffer, men de fleste lider af den opfattelse, at der ikke er tale om et egentligt sprog, men snarere en art tegneserie, som skal tolkes. I virkeligheden er hieroglyfferne fonetiske, dvs at tegnene repræsenterer bestemte lyde som i vores eget alfabet. Løsningen af hieroglyffernes gåde kommer først, efter at en af Napoleons officerer finder den nok mest berømte sten i arkæologiens historie, Rosetta stenen. Hvis du hænger på, så skal jeg fortælle mere om denne spændende historie.

Fundet af Rosettastenen

I sommeren 1798 sendes Napoleon an hær på mere end 35.000 mand til Egypten for at bryde englændernes handelsruter til Indien. Udover soldater deltager en gruppe på ca 150 historikere og andre videnskabsmænd. Ekspeditionen bliver en militær fiasko men en videnskabelig succes.

I august 1799 er en gruppe franske soldater i færd med noget byggearbejde ved Fort Julien i nærheden af Rosetta i nildeltaet. Under nedbrydning af en gammel mur opdager den vagthavende ingeniørofficer Pierre Bouchard, at der i muren er indfældet en sort stele, som er dækket med inskriptioner. Det viser sig, at inskriptionerne er delt i tre afsnit: øverst en tekst med hieroglyffer, i midten en tekst med kursiverede tegn, som minder lidt om arabisk, og nederst en tekst på græsk. Videnskabsmændene oversætter den græske tekst, som viser sig at være et dekret fra farao Ptolemæus V (regerer fra 205 BC - 180 BC) til sine undersåtter, skrevet af en egyptisk præst i Memphis i 196 BC. Man formoder, at det er den samme tekst, der er skrevet på stenen med hieroglyffer. Imidlertid når de franske videnskabsmænd ikke langt med tydning af stenen, inden de må overlevere den til englænderne. I 1802 efter fredsslutningen bliver stenen, som er 118 x 77 x 30 cm og vejer 3/4 ton, overført til British Museum, hvor den har befundet sig siden, og hvor jeg så den for et par år siden. De franske videnskabsmænd havde imidlertid kopieret stenens inskriptioner, som hurtigt blev genstand for indgående studier af den akademiske verden.

Thomas Young

En af de mange, som kaster sig over tydning af Rosettastenen, er den engelske fysiker, Thomas Young. I en alder af 14 år beherskede han græsk, latin, fransk, italiensk, hebræisk, aramæisk, syrisk, arabisk, persisk, tyrkisk og etiopisk. Herudover studerer han medicin og botanik. I 1814 bliver Young opmærksom på, at mange grupper af hieroglyffer er omgivet af en oval, en såkaldt cartouche. Den minder om et et navneskilt, men er egentlig en løkke af reb, som skal beskytte den navngivne person mod farlig magi og trolddom. Han er klar over, at de "indrammede" hieroglyffer har en særlig betydning - muligvis navnet på den farao, som forekommer i teksten. Da han kan finde Ptolemæus' navn i den græske skrift, formoder Young, at det er hans navn. Dette viser sig senere at være et gennembrud. Desværre forfølger Young ikke denne linie, da den ikke passer med antagelsen om, at hieroglyfferne er et billedsprog - og ikke fonetisk baseret. Han mener, at forklaringen på skrivemåden for Ptolemæus er, at denne farao jo ikke er af egyptisk oprindelse. Young indstiller sine forsøg på tydning af skrifterne.

Jean-François Champollion

Jean Francois Champollion er født i 1790 i Frankrig. Han kommer ikke i skole, men hans ældre broder, Jacques-Joseph tager sig af lillebroderens uddannelse. Den unge Champollion vokser op i et hjem, hvos man er ekstremt fascineret af egypten og egyptisk kultur. Faderen, som er boghandler, skaffer sønnen alle de bøger, der findes om Egypten. I 1798 hører han nyheden om fundet af Rosettastenen, og han sætter sig det mål at være den, der tyder de mystiske hieroglyffer. Han bliver snart en ivrig læser af Courier de l'Egypte, en avis, som Napoleon lader udgive for at fortælle offentligheden i Frankrig om invasionen. Da Champollion kommer i gymnasiet, insisterer han på alene at læse de fag, der interesserer ham. Som 13-årig studerer han udover de obligatoriske sprog græsk og latin også hebræisk, arabisk, syrisk og kaldæisk. Han læser ivrigt det gamle testamentes beretninger med dets mange henvisninger til Egypten. Da han flytter til Paris fortsætter han med at lære persisk og koptisk, som han opfatter som gammel-egyptisk, blot skrevet med græske bogstaver. Hans kammerater giver ham øgenavnet egypteren. Hans interesse for hieroglyffer øges ved et møde med den store matematiker Jean Baptiste Joseph Fourier, som forklarer, at ingen er i stand til at tyde skriften på hans samling af egyptiske dokumenter. Champollion besøger ofte Louvre Muséet, hvor han får tilladelse til at studere den kopi af Rosette stenens inskriptioner, som befinder sig der. Champollion vender tilbage til Grenoble, hvor han tager den filosofiske doktorgrad. Som 19-årig bliver han udnævnt til assisterende professor i oldtidshistorie. Champollion får nu tid til at fordybe sig i studier af det koptiske sprog og de egyptiske hieroglyffer. han skriver følgende til sin broder, som er arkæolog: "Mit koptiske går det stadig fremad med, og jeg finder stor glæde i studierne... Jeg vil kunne koptisk lige så godt som fransk, for på dette sprog vil mit store arbejde med de egyptiske papyri være baseret."

Det store spørgsmål er, om skriften er ideografisk, således at hvert tegn svarer til et billede. Eller om den er fonetisk, så hvert tegn svarer til en lyd (som fx i vores sprog). Champollion arbejder først videre ud fra Youngs antagelse om, at de fonetiske tegn/bogstaver alene bruges om ikke-egyptiske tegn, hvilket bekræftes af dechifrering af navne som Alexander og Cleopatra. Men i 1822 får han fat i nogle cartoucher, som er så gamle, at de indeholder traditionelle egyptiske navne. Og det viser sig, at Youngs teori ikke holder. I virkeligheden er skriften både ideografisk og fonetisk.

Champollion begynder sin tydning med Ptolemæus' cartouche, som forekommer 6 gange på stenen - Champollion er, som du ved, i stand til at læse den græske del af teksten. Han går ud fra den teori, at navnet skal læses fonetisk, og begynder lyd for lyd at oversætte det til fra græsk og koptisk til demotisk og efterfølgende til hieroglyffer. Han kommer frem til følgende: "p-t-o-l-m-y-s" (det findes intet hieroglyftegn for vokalen e). Det viser sig også, at navnet understiden skrives fra venstre mod højre og andre gange fra højre mod venstre. Herudover kan det også skrives oppe fra of ned. Ved at studere symboler af mennesker og dyr viser det sig, at de kigger i den retning, hvorfra ordet skrives. Herefter kaster han sig over andre almindeligt forekommende symboler som "tempel", "Egypten", "Grækenland" mv. Det viser sig, at man ofte opdeler lange ord i fonetiske komponenter og bruger billeder til at beskrive de enkelte dele - meget lig den form, der anvendes i en rebus. Undertiden kombineres de fonetiske tegn med et billede. Fx bliver første stavelse i farao Ramses' navn vist som en solskive for solguden Ra, mens den efterfølgende del af navnet skrives med fonetiske tegn. Det viser sig også, at nogle hieroglyftegn svarer til 2 eller flere konsonanter. Det giver således flere muligheder for at skrive det samme ord.

Hvis der i en tekst forekommer billedet af en ørn, kan det stå for ordet "ørn". I andre sammenhænge kan det samme billede stå for lyden "a", som er det første bogstav i det egyptiske ord for ørn. Og endelig kan det fortolkes som det egyptiske ord for "hurtig", hvilket er en af ørnens egenskaber. På den måde opbygger Champollion møjsommeligt en samling af symboler og deres betydninger. I løbet af et år er han i stand til at oversætte en komplet række hieroglyffer fra Rosetta stenen, men indtil videre beholder han resultaterne for sig selv.

I 1814, da Champollion er 24 år gammel, publicerer han nogle af sine undersøgelsesresultater, "L'Egypte sous les Pharaons", hvilket giver ham et tiltrængt økonomisk løft. Endelig i 1822, efter mere end 7 års undersøgelser, præsenterer Champollion sin samlede oversættelse af hieroglyfferne på Rosetta stenen for det franske akademi. Hans arbejde modtages med megen skepsis af den videnskabelige, men efterhånden som flere og flere inskriptioner oversættes ved hjælp af Champollions metode, bliver det accepteret, at han har løst den 1800 gamle gåde. Det viser sig, at der indgår mere end 700 tegn i hieroglyf alfabetet.

Champollions ry får den franske konge Charles X til at sponsere et ophold ved muséet i Torino, hvor han dechifrerer mange egyptiske tekster. Desuden overtaler han kongen til at købe en større egyptisk samling. Som leder af en fransk-italiensk ekspedition til Egypten i 1828-1829 indsamler og kopierer Champollion hundreder af hieroglyfiske inskriptioner og dokumenter. I 15 måneder gennemrejser Champollion Egypten fra Alexandria til Aswan, og han opholder sig et par uger i Abu Simbel. Han når så langt ned som til den anden katarakt i Nubien. På rejsen katalogiserer han på sin rejse de egyptiske monumenter, der befinder sig i Napoli, Firenze og Rom. Ved sin tilbagekomst til Frankrig bliver Champollion udnævnt til direktør (kurator) for den egyptiske samling i Louvre; et job, som han dårligt har tid til at passe. Den 4. marts 1832 dør Champollion, kun 41 år gammel - men efter at have realiseret sine drengedrømme og nået sit livs mål. Hvem kan håbe på mere? Den sidste måned af sit liv bruger han på at finpudse en egyptisk ordbog og en egyptisk grammatik; begge udgives først efter hans død. Hvis du en dag kommer på besøg på prins Henriks vinslot i Cahors i Sydfrankrig, kan du besøge det museum, som er bygget til ære for Champollion i hans fødeby i Figeac.

Hieroglyffer

Nedenfor er vist en oversigt over hieroglyf-alfabetet.
A B C D E F G H I
J K L M N O P Q R
S T U V W X Y Z

"Hele verden frygter tiden,
men tiden frygter pyramiderne"

arabisk ordsprog.

Pyramiderne ved Giza
Kheops pyramiden ved Giza

Gruppen af pyramider ved Giza omfatter i alt ni pyramider, hvoraf de tre største er opkaldt efter faraoerne Kheops, Khefren og Mykerinos. (Dette er de græske navne. De ægyptiske navne er Khufu, Khafra og Menkaura.. De seks øvrige pyramider er unavngivne. Tre ligger langs Kheops-pyramidens østside og tre langs med Mykerinos-pyramidens sydside. Herudover er området fyldt med ruiner af templer og grave. Sidst, men ikke mindst, finder vi her den velkendte Sfinx, løven/katten med Khefrens hoved. Indenfor et område på ca 80 km ligger de betydeligste af Egyptens pyramider, alle bygget under det 3. og 4. dynasti. På knap 100 år er mere end 25 millioner tons limstensblokke brugt til dette enorme byggeri. Alle pyramiderne ligger på den vestre Nilbred på grænsen mellem landbrugsland og ørken, netop der, hvor vejen til Dødsriget begynder.

Kheops pyramide

Den store pyramide ved Giza er bygget som gravplads for farao Kheops (Khufu på egyptisk) af det 4. dynasti, men der er dog aldrig fundet nogen mumie eller gravgods i pyramiden. Vi ved i virkeligheden ikke meget om personen Kheops, og hans grav er plyndret længe før, den første arkæolog dukker op. Han er gravsat alene i pyramiden, mens hans hustruer formentlig er begravet i mindre mastabaer ved foden. For egypterne er farao, selv mens han er i live, Gud. Han er den eneste, som kan viderebringe ønsker fra de dødelige til guderne og formidle gudernes vilje tilbage. Det er en udbredt opfattelse, at pyramiderne blev bygget af slaver. De er derimod bygget af et dybt religiøst folk til ære for deres gud i forvisning om, at han vil leve evigt. Myten om slavearbejdet kan primært tilskrives den græske historiker Herodot, som besøgte Giza omkring 500 BC - men da havde pyramiderne ligget der omkring 2000 år.

Kheops pyramiden er det ældste, men også det eneste overlevende af oldtidens 7 vidundere, bygget omkring 2560 BC. Byggeriet menes at have strakt sig over 20-30 år. Pyramiden havde oprindelig en glat overflade, som desværre er gået til. Mange forsvandt omkring år ?, hvor et voldsomt jordskælv lagde Cairo i ruiner. På det nærliggende museum befinder sig den mystiske "solbåd", som blev fundet i 1954. Den har formentlig været anvendt til at transportere Kheops døde krop på hans sidste rejse, før han blev stedt til hvile i pyramiden. Da den blev bygget, var den 146 meter høj, men siden har tidens tand gnavet ca 10 meter af højden. Vi kan bryste os af, at det var en dansker, som foretog de første rimeligt nøjagtige målinger af Kheops. Det var landmåleren og astronomen Carsten Niebuhr, der som medlem af ekspeditionen til Jemen i 1762 ved hjælp af vinkelmålinger og anvendt trigonometri beregnede pyramidens højde til 138 meter, mindre end 1 meter fra den højde, som anerkendes i dag. Hældningen er ca 52 grader, og pyramiden er orienteret efter verdenshjørnerne. Der er brugt mere end 2 millioner kalkstenblokke, som hver vejer omkring 2½ tons, de største, dem der dannede loft over kongekammeret, omkring 50 tons. Stenene er hugget ud af et stenbrud i nærheden. Det er beregnet, at man med disse sten kunne bygge en 3 meter høj og 30 cm bred mur omkring hele Frankrig (lige for tiden (2003) tror jeg, at amerikanerne ville støtte et sådant projekt.) Til gangene og kamrene er anvendt granit fra Aswan. Pyramidens overflade har været beklædt med hvide kalksten fra Tura, men næsten alt er forsvundet, dels ved erosion, dels ved anvendelse til andre byggeformål. Facadestenene har været omhyggeligt polerede og holdt sammen med en bindemiddel. Platformen på toppen er efter sigende ca 10 m2.

Den originale indgang til pyramiden var ca 15 meter højere end den, der anvendes i dag, hvilket skyldes, at man havde problemer med at finde den originale. Den nye adgang kobler sig dog hurtigt på den oprindelige passage, som er godt 1 meter på hver led og har en hældning på 26 grader. Hvor passagen flader ud, kan man enten fortsætte lige ud til Dronningekammeret, eller man kan følge passagen opad til Det Store Galleri. Dronningekammeret har aldrig været i brug. Nogle mener, at det skyldes, at Kheops sarkofager var for store til de snævre gange. Der findes ventilationsskakter, men det antages, at disse snarere tjente religiøse formål, fx for at give et kig til de stjerner, hvor de gamle egyptere mente, at guderne og de dødes sjæle levede.

Det Store Galleri er 1-1½ meter bredt, 48 meter langt og 8.5 meter i højden. Det fører frem til Kongekammeret. Væggene er lavet af lyserød granit fra Aswan. I kammeret er der en enorm stor sarkofag, lavet af rød Aswan granit. Så stor er den, at den må være anbragt, allerede da man byggede pyramiden. Kongekammeret er 5.2m x 10.8m x 5.8m i højden. Også her finder vi ventilationsskakter. Den xlige??? skakt pegede mod Sirius og den nordlige mod Polarstjernen.

Øst for Kheops pyramiden ligger tre mindre pyramider, formentlig til hans søster/hustru, Merites og muligvis to andre dronninger. Vest for Kheops ligger den kongelige kirkegård, som omfatter 15 mastabaer. I en af disse fandt man en mumie af en 4600 år gammel kvinde. Ved den sydlige ende af pyramiden ligger "the Boat Pits and Museum", hvor man kan se en af de fem både, som blev opdaget i 1982. Båden er formentlig (tænkt) anvendt til guden Faraos rejse til efterlivet.

Khefrens pyramide

Khefren kommer til magten, da begge hans to ældre brødre dør unge. Khefrens pyramide er beklædt med gulhvide kalksten foroven og rød granit forneden. Topstenen, som er forsvundet for længst, menes også at have været udført i granit. På trods af, at spidsen af pyramiden er forsvundet, er Khefrens pyramide den mest intakte af de tre store pyramider og næsten lige så imponerende som Kheops-pyramiden. Da den ligger lidt højere end sin nabopyramide, ser Khefren-pyramiden på afstand ud til at være højest, men den var ved opførelsen 3 meter lavere end Kheops, nemlig 143 meter. Sidelængden er godt 215 meter. Den er lidt stejlere end Kheops - 53 grader mod 51 grader, hvilket forstærker indtrykket, men samtidig gør, at massen er en del mindre. Gravrøvere har været på spil så tidligt som i Den Første Mellemperiode. Kilder tyder på, at Ramses II gav ordre til at anvende beklædningssten fra Khefrens pyramide til et tempel i Heliopolis. Andre kilder mener, at materiale mellem 1356 og 1362 blev anvendt til bygning af al-Hassan moskéen. Der har været et mur udenom hele Khefrens pyramidekompleks, som også omfatter Sfinxen - mere om den senere på siden. Størsteparten af klippeblokkene stammer fra et stenbrud nord for pyramiderne. Det synes dog som om, at der er anvendt mindre omhu ved bygning af Khefrens pyramide end Kheops.

En del af komplekset er Khafres Daltempel, som er det bedst bevarede tempel fra Det Gamle Rige. Det blev fritlagt for sand i 1869, samme år, som Suez kanalen blev indviet. Fra templet fører en bred vej belagt med limstensblokke ned til Nilen. Templet har to indgange, hvoraf den nordlige er indviet til gudinden Bastet og den sydlige til Hathor. Grundplanen er rektangulær og orienteret øst-vest. Templet er bygget af lokale limsten. Udvendt er det beklædt med en finere kvalitet af limsten, mens der indvendigt er anvendt granit. Templet indeholder en indgangshall, en åben tempelgård med alabaster gulvbeklædning, fem kapeller med statuer, forskellige lagerrum samt en offerhal. Dennne arkitektur skulle siden blive standard for andre templer. I det nordøstlige hjørne af templet fører en trappe op til taget.

Det hele var under beskyttelse af Sfinxen. En 64 meter lang korridor forbandt daltemplet og templet ved Sfinxen. I den store sal befandt sig hele 24 statuer af Khefren. På billedet ovenfor er vist den imponerende statue af farao Khefren, som vi så på Det Egyptiske Museum i Cairo. Statuen blev fundet under udgravninger i 1854 under ledelse af Mariette, som du måske husker, at vi mødte i Sakkara. Materialet er diorit.

På den følgende side giver jeg en mere detaljeret beskrivelse af Khefrens imponerende gravanlæg.


Mykerinos' pyramide

Mykerinos (egyptisk Menkaure), den sidste af pyramidebyggerne på Giza plateauet, efterfølger sin fader Khefren. En af hans hustruer er Khameremebty II, som også er hans ældste søster. Han har, så vidt vi ved, to sønner, hvoraf den ældste død før faderen og begraves i en klippegrav sydøst for faderens pyramide. Ifølge Herodot skal Mykerinos - i modsætning til sin fader og bedstefader - have været en god og vis konge, elsket af folket. Det kunne måske skyldes, at hans pyramide med sine 66.5 meter er mindre end halv så høj som hans forgængeres, og den samlede masse udgør ca 10% af disse. Det var hensigten, at hele pyramiden skulle have været beklædt med granit, men desværre nåede man kun de nederste 16 lag, inden kongen døde. Årsagen til Mykerinos' pyramidens relativt ringe størrelse er formentlig, at man begyndte at lægge større vægt på det tilhørende daltempel og dødetempel. Dødetemplet blev først færdiggjort under Mykerinos' efterfølger. Den største af de kalkstensblokke, der er anvendt, vejer omkring 200 tons!.

Det fortælles, at i 1899 trak en gruppe af arkæologer på balkonen på Mena House Hotel lod om, hvem der skulle udgrave Mykerinos' gravplads. Loddet faldt på George Reisner, som ledede ekspeditioner fra Harvard University og Boston Museum for fine Art fra 1906-1924. Under udgravning af dalen og dødetemplet fandt man et stort antal statuer, bl.a. ovenstående, som kan ses på Egyptisk Museum i Cairo. Det viser Mykerinos sammen med gudinden Hathor. Hathor er forsynet med hustruen Khameremebtys træk.

Hvorledes har man bygget pyramiderne?

Jeg er ikke sikker på, at det spørgsmål nogensinde bliver fyldestgørende besvaret. "Historieskrivningens fader", Herodot mente, at det havde taget 100.000 slaver 30 år at bygge Kheoips pyramiden. En anden teori er, at den blev bygget af bønder i de periode, hvor Nilen oversvømmede deres deres marker, dvs fra juli til november. Netop de tilbagevendende oversvømmelser kan have hjulpet pyramidebyggerne, da mange sten blev fragtet til Giza fra Aswan og Tura ad vandvejen. Som nævnt er den bygget mellem 2589 og 2566 BC. Den danske civilingeniør P. Garde-Hansen har beregnet, at der til opførelse af en rampe til toppen af pyramiden vil medgå ca 7 gange så meget materiale som til pyramiden selv. Blokkene skal brydes, slæbes ned til Nilen (hjulet er endnu ikke opfundet), fragtes over på vestbredden, slæbes op på Giza plateauet og derefter stables. Hvis man betænker, at farao Snefru - Kheops far - i sin 24-årige regeringstid stod for opførelse af 3 pyramider, er det svært at forestille sig, hvorledes dette enorme arbejde er udført.

Når det var besluttet, hvor man ville bygge pyramiden, var den første store opgave at nivellere arealet. Det er estimeret, at Kheopspyramidens enorme grundplan kun afviger 1½ cm fra det vandrette plan. Forskere mener, at man har anlagt en midlertidig lav dæmning af ler rundt om fundamentsområdet og derefter sat det under vand. Herefter borede man huller ned i grundklippen, således at afstanden fra bunden af hullerne til vandoverfladen var den samme overalt. Efter at have vandet bort igen skulle man bare borthugge alt det overflødige materiale over bundniveauet. Enkelt og genial anvendelse af waterpas-teknik. Jeg har lavet en kavalkade af nogle af de bedste billeder, som Claus tog ved pyramiderne. Hvis du har lyst til at studere dem nærmere, så klik her.

Ellers er næste - og sidste stop - på turen et besøg i Khefrens imponerende gravanlæg.

Khefrens pyramide

Khefren kommer til magten, da begge hans to ældre brødre dør unge. Khefrens pyramide er (har været) beklædt med gulhvide kalksten foroven og rød granit forneden. Topstenen, som er forsvundet for længst, menes også at have været udført i granit. Khefrens pyramide er den mest intakte af de tre store pyramider og næsten lige så imponerende som Kheops-pyramiden. Da den ligger lidt højere end sin nabopyramide, ser Khefren-pyramiden på afstand ud til at være højest, men den var ved opførelsen 3 meter lavere end Kheops, nemlig 143 meter. Sidelængden er godt 215 meter. Den er lidt stejlere end Kheops - 53 grader mod 51 grader, hvilket forstærker indtrykket, men samtidig gør, at massen er en del mindre. Gravrøvere har været på spil så tidligt som i Den Første Mellemperiode. Kilder tyder på, at Ramses II - hvis byggeiver overgår vores Christian IV's - gav ordre til at anvende beklædningssten fra Khefrens pyramide til et tempel i Heliopolis. Andre kilder mener, at materiale mellem 1356 og 1362 blev anvendt til bygning af al-Hassan moskéen. Der har været et mur udenom hele Khefrens pyramidekompleks, som også omfatter Sfinxen - mere om den senere på siden. Størsteparten af klippeblokkene stammer fra et stenbrud nord for pyramiderne. Det synes dog som om, at der er anvendt mindre omhu ved bygning af Khefrens pyramide end Kheops.

Der er to indgange til pyramiden. Den ældste - "den nederste indgang" - fører ned i dybet ca 30 meter nord for pyramiden. Et stykke henne ad vejen forenes gangen med den, der kommer fra "den øverste indgang", som ligger i ca 30 meters højde på pyramidens nordside. Det rektangulære gravkammer, der som vanligt er orienteret øst-vest, er hugget ud af klippen. I gravkammeret, næsten lodret under pyramidespidsen, findes en niche med Khefrens sarkofag af sort granit. Der er ikke fundet rester af Khefrens mumie.

I 1818 lykkes det en af de store egyptiske arkæologer, Giovanni Belzoni at trænge ind i pyramidens indre efter mange forgæves forsøg. Belzoni opdager "den øvre indgang", og han udforsker pyramidens underjordiske sektioner. Men den første gennemgribende udforskning af monumentet sker først omkring 1837.

Syd for Khefrens pyramide ligger dronningepyramiden, hvoraf der ikke er meget bevaret.

Khefrens gravmonument

Til en faraos gravmæle hører udover pyramiden et såkaldt daltempel, hvor balsameringen af farao finder sted. Herfra fører en brolagt processionsvej eller -gang til dødetemplet på pyramidens østside. Præsterne udfører deres fremtidige ritualer og ceremonier i dødetemplet. Begravelsen foregår fra dødetemplet gennem en åbning mod nord, i retning af den døde faraos bestemmelsessted Nordstjernen.

Khefrens daltempel

En del af komplekset er Khefrens Daltempel, som er at af de bedst bevarede templer fra Det Gamle Rige. Det blev fritlagt for sand i 1869, samme år, som Suez kanalen blev indviet. Fra templet fører to veje belagt med limstensblokke ned til en Nilkanal. Templet har to indgange, hvoraf den nordlige er indviet til gudinden Bastet og den sydlige til Hathor. Grundplanen er rektangulær - 45 x 45 meter - og orienteret øst-vest. Templet er bygget af lokale limsten. Udvendt er det beklædt med en finere kvalitet af limsten, mens der indvendigt er anvendt granit. Templet indeholder en indgangshal, en åben tempelgård med lyserød granit på væggene og hvid alabaster som gulvbeklædning, forskellige lagerrum samt en offerhal. Taget bæres af 16 søjler i lyserød granit. Tag og søjler er forbundet med kobberbånd formet som svalehaler. I fem kapeller står der 24 statuer af farao. Dennne arkitektur skulle siden blive standard for andre templer. I det nordøstlige hjørne af templet fører en trappe op til taget. Nogle forskere mener, at rituelle renselsesprocesser og muligvis også balsameringen finder sted oppe på taget.

I den nordlige ende af den T-formede hal er der via en alabasterbeklædt gang forbindelse til processionsgangen. Mariette, som vi allerede har mødt i Sakkara, ledede i 1853-1854 udgravninger af Daltemplet og Sfinxen. I den forbindelse fandt han en af de mest berømte og smukke statuer, nemlig Khefren på sin trone med falkeguden Horus stående bag sig med udstrakte beskyttende vinger.

I den store sal befandt sig hele 24 statuer af Khefren. På billedet ovenfor er vist den imponerende statue af farao Khefren, som vi så på Det Egyptiske Museum i Cairo. Statuen blev funder under udgravninger i 1854 under ledelse af Mariette. Materialet er diorit.

Khefrens dødetempel

Dødetemplet er rektangulært, 110 x 45 meter og orienteret øst-vest. Det er bygget af lokal limsten. Indvendig er det beklædt med granit. Lige indenfor ligger flere kapeller, forkamre og magasiner. Gennem et forkammer kommer man ind i den åbne tempelgård, belagt med lyserød granit og med 12 smukke granitsøjler. Der er desværre ikke meget tilbage af de smukke relieffer, som prydede væggene. Herefter kommer vi til fem kapeller eller nicher, hvor der har stået statuer af kongen. I den vestligste del af templet finder vi offerhallen (det allerhelligste), hvortil kun ypperstepræsten havde adgang. Ad en trappe i det nordøstlige hjørne kunne man komme op på taget. Fra det nordvestlige hjørne fører en korridor til pyramiden. Udenfor dødetemplet er der fundet rester af fem både.

Den gådefulde sfinx

Sfinxen ved Giza ved Khefrens pyramide i baggrunden Sfinxen på Giza platauet i umiddelbar forbindelse med de store pyramider har gennem århundreder symboliseret det mystiske, gamle Ægypten. Med sin løvekrop og med en faraos hoved udstråler den på én gang styrke og visdom. Som følge af de klimatiske forhold har sfinxen været begravet under sand adskillige gange gennem årtusinder. Sfinxen er 73 meter lang og næsten 20 meter høj. Khefren, én af Cheops' sønner, anses almindeligvis for rekvirent, og det er hans karakterfulde ansigt, der pryder figuren. Sfinxen ved Giza er vistnok den ældste af de utallige sfinxer, der er fundet i Egypten. Med tiden blev sfinxens kendetegn løbende forandret, således at også ægyptiske dronninger bliver afbildet som sfinxer. Sfinx-motivet fascinerer også verden udenfor Egypten: i Lilleasien og ikke mindst i Grækenland, hvor sfinxen indarbejdes i deres egen forestillingsverden. Fx i fortællingen om Ødipus, hvor sfinxen bliver et kvindelige væsen????? Den tyske digter Heinrich Heine bruger i Buch der Lieder kvinden med løvekløer som et billede på kærligheden mellem mand og kvinde:

Foran døren laa der en Sfinx,
en Tveform af Skræk og Lyster:
Løve i Krop og Lemmer og Kløer,
men Kvinde i Hoved og Bryster.

Hun drak hvert Aandepust ud af min Krop,
og drevet af vilde Drifter
omklamrede hun mig med Løvekløer,
der flængede dybe Rifter.


Og nu vil jeg sige farvel og tak for denne gang. Som tidligere nævnt har vi besøgt Egypten igen i 2003 på et nilkryds.