Landet består af fire større geografiske regioner, Nildalen og deltaet, Den arabiske ørken, Den libyske ørken og Sinai ørkenen. Nildalen er godt 1530 km lang. I den sydlige del er dalen sjældent mere end tre km bred. Nord for Edfu typisk 8-16 km. Fra Cairo og nordpå breder dalen sig ud i det frugtbare delta. Den arabiske ørken er en udvidelse af Sahara. Den indeholder kun få oaser og er stort set ubeboet. Den nubiske ørken er en højslette, som fortsætter ind i Sudan. Sinai halvøen er også en ørken.
Nilen, Egyptens eneste flod, er af uendelig stor betydning for landet. Den græske historieskriver Herodot kaldte Egypten for "Nilens gave" omkring 450 BC. Min første tanke, da jeg læste dette, var, at det måtte vel være omvendt, men ved nærmere eftertanke, må jeg give Herodot ret. Nilen er med sine 6.500 km verdens længste flod. Den kan besejles så langt syd på som Aswan, hvor den første katarakt ligger. Aswan High Dam har skabt en reservoir - "Lake Nasser" eller "High Dam Lake" - som er verdens største kunstige sø. Før reguleringen oversvømmede Nilen dalen hvert år. En stor oversvømmelse betød masser af vand til vanding og følgfelig et stort udbytte. En lille oversvømmelse betød dårlig høst og sult. Udover i Nildalen kan der også dyrkes afgrøder i de kystnære områder på Sinai halvøen. Ca 35% af den indenlandske produktion kommer fra landbruget: majs, hvede, ris, byg, sukkerrør, kartofler, løg mv. Hertil kommer en særdeles stor bomuldsproduktion samt alle former for frugter. Men som alle andre steder i verden er den andel af befolkningen, som ernærer sig ved landbrug, faldende. På trods af stor egenproduktion må Egypten importere næsten halvdelen af sine fødevarer.
Olie er Egyptens mest værdifulde eksportvare, efterfulgt af bomuld og bomuldsprodukter. Turisme, drift af Suez kanalen samt indtægter fra egyptere, som arbejder i udlandet, er også betydelige indtægtskilder. Hvad der overraskede mig er, at Egypten siden 1930 har været den betydeligste producent af arabiske film til biograf og TV. Det bør også nævnes, at Cairo Symfoniorkester nyder udbredt anerkendelse.
I 1940'erne var ca 80% af den egyptiske befolkning analfabeter. Efter indførelse af tvungen skolegang er andelen faldet til under 50%. Undervisning er gratis, også på universitetsniveau. Børn mellem 6 og 14 skal have 5+3 års skolegang i underskolen og den videregående skole. "al-Azhar" i Cairo, verdens ældste universitet, grundlagt i 970, varetager islamisk uddannelse. "Ain Shams Universitet" (1950) og "Cairo Universitet" (1908) er Egyptens største.
I år 639 erobrer araberne Egypten fra det byzantinske rige og introducerer dels det arabiske sprog og dels Islam. Det arabiske kalifat har sin hovedstad i Damaskus og siden i Bagdad. Kunsten begynder igen at blomstre med elegante offentlige bygninger og paladser. I 969 erobrer det shiitiske dynasti, Fatimiderne Egypten og etablerer Cairo som sin hovedstad. Fra den periode stammer El-Azhar moskeen og det tilhørende universitet. Dette styre varer til 1171, hvor Saladin erobrer Egypten og slår det sammen med Syrien. Desuden konverteres Egypten til Sunni Islam. I 1250 gør mamelukkerne, som oprindelig er kommet til Egypten som krigsfanger, oprør og vinder magten. Under deres styre bliver Egypten et vigtigt kulturelt, militært og økonomisk centrum. I 1517 bliver Cairo erobret af sultan Selim I, som reducerer Egypten til en provins i det ottomanske rige. Tre år senere kommer Suleiman den Store på tronen i Konstantinopel.
Efter Muhammad Ali begynder det at gå tilbage med økonomien på trods af åbning af Suez kanalen i 1869 - bygget med fransk hjælp. Da det kniber med tilbagebetaling af udenlandske lån, tvinges Egypten i 1875 til at afstå størsteparten af aktierne til England. I 1881-82 hjælper englænderne med at nedkæmpe et nationalistisk oprør, hvilket ender med, at England sætter sig på magten i Egypten og udnævner en engelsk administrator. Ved udbruddet af første verdenskrig i 1914 gør England Egypten til et protektorat og anvender det som base for sine operationer i Mellemøsten. I 1922 afsluttes protektoratet med, at Egypten bliver et monarki under kong Fuad. I 1937 efterfølges han af kong Farouk, og de engelske tropper trækker sig ud af Egypten, bortset fra Suez området.
Under anden verdenskrig går Egypten sammen med England mod Tyskland. Efter krigen vokser de nationalistiske følelser, især efter arabernes nederlag til Israel i 1948. I 1952 overtager hæren kommandoen og tvinger kong Farouk, som mest er blevet kendt for sit playboy tilværelse, til at træde tilbage. I 1953 afskaffes monarkiet, og Egypten bliver en republik med general Muhammad Naguib som landets første præsident. I 1954 tvinger oberst Gamal Abdel Nasser Naguib til at træde tilbage og bliver selv præsident. Da vesten afviser at finansiere den ønskede Aswan dæmning, nationaliserer Nasser Suez kanalen i 1956, hvorefter England, Frankrig og Israel invaderer Egypten. Efter pres fra USA, Sovjetunionen og FN må de gog snart trække sig tilbage. Nassers omdømme i den arabiske verden vokser til skyhøjde.
I 1967 udbryder den såkaldte 6-dages krig mellem Israel og de arabiske stater. Israels luftvåben angriber og ødelægger de egyptiske fly på jorden, ligesom israelerne slår egypterne i Sinai, som kommer under israelsk besættelse.
Nasser dør i 1970 og efterfølges af sin vicepræsident, Anwar Sadat. I juli 1972 beordrer Sadat 20.000 sovjetiske militærrådgivere og eksperter til at forlade landet, da Sovjetunionen ikke vil levere de ønskede våben til tilbageerobring af de israelske besættelser. Under et overraskelsesangreb den 6. oktober 1973 passerer egyptiske styrker Suez kanalen og trænger ind i Sinai, samtidig med, at syriske styrker rukker ind i Golan højderne. Under den såkaldte 3-dages krig lykkes det egyptiske tropper at genvinde en del af Sinai. I 1974 genoptager Egypten og USA diplomatiske forbindelser. I september 1975 har Egypten og Israel under medvirken af USA flere fredsforhandlinger. I november 1977 tager Sadat et dramatisk skridt mod fred med Israel ved at besøge Jerusalem og tale i Knesset. Året efter er præsident Jimmy Carter vært ved fredsforhandlinger i Camp David mellem præsident Sadat og den israelske premierminister Menachem Begin, og de underskriver en foreløbig fredsaftale. Den endelige aftale underskrives den 26. marts 1979 i Washington. Efter israelsk tilbagetrækning fra Sinai etablerer Egypten og Israel diplomatiske forbindelser - til stor forbitrelse i store dele af den arabiske verden.
Så stor er forbitrelsen, at Sadat i 1981 bliver dræbt af muslimske fundamentalister. Hans efterfølger Hosni Mubarak opfylder den indgåede fredsaftale, men kritiserer kraftigt de manglende fremskridt i det palæstinensiske problem. Mubarak arbejder på at forbedre forholdene til de øvrige arabiske nationer og bliver igen medlem af "Islamic Conference Organization" og den "Arabiske Liga". Under Golfkrigen i 1991 deltager egyptiske tropper på den allierede side. På trods af modstand fra muslimske kræfter bliver Mubarak dog genvalgt i 1987, 1993 og 1999. Egyptens rolle som fredsmægler i den mellemøstlige fredsproces giver landet en meget stor betydning i regionen. Egypten er ved at omlægge sin økonomi fra at være statsdirigeret til at være mere markedsorienteret med liberalisering og privatisering.
Egypten klima kan beskrives med ét ord: varmt. En meget varm sæson, som strækker sig fra maj til oktober, og en mindre varm sæson fra november til april. Om sommeren passerer temperaturen ofte 40 grader. Om vinteren ligger temperaturen mellem 13 og 21 grader. I ørkenområderne ser man som vanligt store variationer. Middelhavskysten får mest regn - dvs. ca 200 mm/år. I den sydlige del af Egypten kan der gå flere år uden regn.
|