Sport i Dubai
I modsætning til hvad jeg havde forestillet mig, er der et blomstrende sportsliv i Dubai. Ikke alene de traditionelle arabiske sportsgrene som hestevæddeløb og kamelridning, som primært udøves af den lokale befolkning. Men med det store kontingent af asiater, europæere og amerikanere har mange andre sportsgrene vundet indpas. Jeg kan bare nævne
  • Fodbold, som er en af de mest populære sportsgrene i Emiraterne.
  • Cricket, som især udøves af de indiske og engelske beboere. På Sharjah Cricket Stadion afholdes hvert år en world cup.
  • Rugby er især populær for de britiske beboere. I april afholder "the Irish Village" i Dubai en seks nationers turnering, og i november/december afholdes "Dubai Rugby Sevens".
  • Skydning og bueskydning.
  • Bjergbestigning,
  • Polo
  • Bowling
  • Sejlads
  • Hestevæddeløb er ved at blive mere populært end kamelvæddeløb. I Dubai afholdes hvert år i marts "Dubai World Cup", hvor verdens bedste heste stiller op.
  • Golf
  • Tennis
  • Sejlsport
  • Svømning og dykning
  • Ishockey
  • o.m.a.
Dubai er sportens hovedstad i Emiraterne. To verdensklasse turneringer afholdes her hvert år: "the Dubai Desert Gold Classic" og "the Dubai Tennis Open". Mere om dem senere.

Tennis på højt niveau
Andreas Agassi og Roger Fedderer spiller tenis på toppen af det 7-stjernede luksushotel Burj Al Arab i Dubai Tennis er særdeles populært i Dubai, og der findes masser af tennisbaner i forbindelse med hoteller og private klubber. Hvert år afholdes en ATP turnering med topspillere fra hele verden. Mens vi var der, afholdtes ATP-stævnet "Dubai Duty Free Men's Open", en 1 million USD turnering. Roger Federer, regerende Wimbledon mester, US Open mester og vinder af Masters Cup, deltager for 3. gang som regerende mester, mens Andreas Agassi er med i turneringen for første gang. Som reklame for turneringen har man anlagt en 415 m2 stor tennisbane på helikopter landingspladsen på toppen af hotel Burj Al Arab, i 310 meters højde. Som tidligere nævnt er det majestætiske hotel opført på en kunstigt anlagt ø, et par hundrede meter fra fastlandet. Her spillede Federer og Agassi nogle bolde til fornøjelse for pressefotograferne. Måske til mindre fornøjelse for den stakkels bolddreng ;-)

Den 23-årige schweizer møder 4. seedede Andre Agassi i semifinalen og vinder overbevisende 6-3, 6-1. Den 27, februar 2005 slår Federer kroaten Ivan Ljubicic med 6-1, 6-7 (6-8), 6-3 i finalen. Det er hans tredje gangi træk, at Federer vinder denne turnering. Det er Frederes 35. sejr i de seneste 36 kampe. Han indkasserer $187.500 for sin indsats.


Golf i Dubai
Tiger Woods slår nogle bolde på toppen af det 7-stjernede luksushotel Burj Al Arab i Dubai Golf bliver stadig mere og mere populært blandt indbyggerne i Dubai og de øvrige emirater. UAE har omkring 15 golf baner, heraf 3 PGA championship golf baner. Hvert år i marts afholdes "Dubai Desert Classic", som er en European Tour event, hvor verdens bedste golfspiller kæmper om emere end 1 million USD. Et par måneder før vores besøg havde Tiger Woods slået nogle golfbolde fra samme smukke platform som nævnt ovenfor, mens han boede på en af hotellets luksussuiter.

I år (2005) vinder Ernie Els for tredje gang i Dubai i et stjernespækket felt med deltagelse af bl.a. 6 tidligere vindere af British Open. Søren Kjeldsen slutter som klart bedste dansker som delt nummer 9'er, mens Bjørn slutter som nummer 22. Året forinden (2004) havde Tiger Woods meldt afbud til turneringen på grund af frygt for terrorangreb. I år tilbød arrangørerne ham 6 millioner USD bare for at stille op. Jeg ved ikke, om det var pengene, der fik ham til at deltage i år, han har formentlig penge nok til golfbolde til resten af sin levetid. Skulle han vinde turneringen, vankede der yderligere en halv million dollars, men han slutter på en femteplads.

Da Tiger spillede Dubai Desert Classic i 2001, opkaldte kronprinsen en væddeløbshest efter ham. Vi danskere vil altid huske denne turnering, hvor Thomas Bjørn vandt efter fire runder med Tiger Woods. Bjørn har, som mange vil vide, hjemmebane på Dubai Creek Golf & Yacht i vintermånederne. I finalerunden slog Woods bolden ind i nogle træer, derefter i roughen og endelig i vandet og slutter dermed 2 slag dårligere end Bjørn.


Galopløb
Logo for Dubai World Cup Overalt i byen så vi meterhøje reklamer for "Dubai World Cup", som afholdes hvert år i marts på Nad Al Sheba banen. Den ligger ca 15 minutters kørsel fra Dubai centrum. Den 2200 meter lange græsbane (som er tilsået med Bermuda Hybrid græs importeret fra USA) er anlagt i 1986. Udenom græsbanen ligger en 2000 meter grusbane. Den 26. marts 2005 afholdes årets første store internationale galopløb med mere end 67 millioner danske kroner i samlet præmiesum fordelt på syv væddeløb. Løbet er afslutning på det såkaldte "Dubai International Racing Carnival", som begyndte i januar måned. Mere end 200 af verdens dyreste fuldblodsheste fra 20 lande adeltager i "the Carnival", hvis samlede præmiesum er 25.000.000 USD.

Aftenen før det store løb transporteres omkring 4000 prominente gæster ud i ørkenen, hvor der afholdes "Arabian Night" med mad og delikatesser fra hele verden og et storslået show. Sheik Mohammed bin Rashid Al Maktoum aflægger besøg i løbet af aftenen. Sheiken, som sponserer løbet gennem Emirates Airline, ejer Godolphin stalden, hvorfra favoritten Grand Hombre kommer. Sheikens heste har vundet 5 af de hidtidige 9 løb i "Dubai World Cup". Desværre må man på grund af en skade trække Grand Hombre om fredagen, dagen før løbet. Godolphin stalden har således ingen deltager i løbet, som vindes overbevisende af Roses in May, én af de øvrige favoritter.

Grand Emporium vandt Godolphin Mile. Sheik Rashid bin Mohammed Al Maktoum havde købt hesten et par dage i forvejen, og med en præmie på 1.000.000 USD måtte han da ikke gå helt tomhændet hjem til sine paladser.


Kamelløb
Kamelløb er et særdeles vigtigt anliggende i Emiraterne, langt mere end "bare" en sport. De finder sted i vintersæsonen (oktober til marts) i weekenden, dvs torsdag og fredag. I løbet af en sæson kommer omkring 50.000 kameler til Dubai for at deltage. Sheik Mohammed, som er en af emirens sønner, ses ofte køre rundt og betragte træningen af kameler. Træningsbanen ligger lige i nærheden af Nad al Sheba hestevæddeløbsbanen. Maktoum familien er så glade for deres kameler, at de har ladet bygge Dubai Camel Hospital. Efter sigende er der udviklet specielle operationsborde, som er tilpasset dyrets pukler. Kameler løber næsten lige så hurtigt som heste, og er på lidt længere distancer klart bedre. I Emiraterne er det ulovligt at spille på heste og kameler, men det er tilladt at udlodde store pengepræmier til vinderen af et løb.

Sheik Mohammed, kronprins i Dubai og forsvarsminister i Emiraterne, ejer mere end 5.000 kameler (2.000 til løb og 3.000 til avl). En af hans brødre, Sheik Hamdan, har omkring 2.000. Hunnerne er de hurtigste. Det er derfor kun de rigeste (sheikerne), der har avlstyre. Alle drømmer om at få en vinder. En kamel, som har vundet flere løb, handles til millioner af kroner. Gennem de seneste 5-6 år er sporten blevet mere og mere sofistikeret, mere og mere en forretning for rigmænd. Der bliver taget blodprøver af dyrene, og man sikrer sig, at de får en hensigtsmæssig kost med mineral- og vitamintilskud. Da jockeyens vægt er afgørende for udfaldet af et væddeløb, er det ofte børn i 6-7 års alderen, som anbringes i sadlen. Ofte må de tapes fast med velcro for at blive siddende under løbet. Det siges, at når drengen opnår en vægt af ca 20 kg, ophører hans erhverv som jockey, og hans sendes i skole. Under løbene ledsages kamelerne af biler, hvori befinder sig træneren og evt ejeren af dyret. De står i radioforbindelse med jockeyen og giver denne anvisninger og gode råd.

Nogle måneder efter at vi var vendt hjem til Danmark (sommeren 2005) kunne vi læse, at man havde gennemført det første kamelvæddeløb med robotter i sadlen. En robot vejer ca 15 kg og koster omkring $2.000. I første omgang vil de blive fremstillet i Asien, men siden flyttes produktionen til Emiraterne. Robotterne styres fra de 4-hjuls trækkere, som følger kamelerne rundt på ydersiden af banen. Myndighederne oplyser, at mere end 250 børn, som fungerede som jockeys, er sendt tilbage til deres hjem i Pakistan, Bangladesh, Mauritanien, Eritrea m.fl. efter aftale med UNICEF. Samtidig har UAE vedtaget en lov, som forbyder kamel jockeyer under 18 år. Hidtil har børn ned til 4 års alderen været anvendt.


Falkejagt
Falkejagt i Dubai Jeg ved ikke, om det er rigtigt at medtage falkejagt som en sportsgren. I så fald er det en meget eksklusiv sport, som i Dubai kun dyrkes af et fåtal i og tæt på kongehuset. Falkejagt var en integreret del af den oprindelige ørkentilværelse, praktiseret gennem århundreder i Emiraterne. Falkene blev brugt til at supplere den ensformige daglige kost af lam og geder med fx lidt harekød eller en due. Både sheik Zayed og nu sheik Mohammed har udvist stor interesse for at støtte og bevare denne del af den kulturelle arv i Emiraterne. "I gamle dage" kom sheikerne rundt i hele deres rige på falkejagt. Det gav dem en mulighed for at følge med i befolkningens ve og vel. Om aftenen ville den lokale befolkning komme til sheikens lejrbål, vise deres respekt og evt. rejse problemer for herskeren.

Opdræt og træning af jagtfalke kræver udviklede pædagogiske evner, stor tålmodighed og en del mod. Falken får en hætte over hovedet, og man undlader at fodre den i et stykke tid. I den første tid er falkoneren altid sammen med fuglen, så den vænner sig til ham. Falkoneren bruger hele tiden fuglens navn, så den lærer det at kende. Ved træning fjernes fuglens hætte, men den holdes fortsat bundet med en tynd line, så den kan foretage små udflugter. Falkoneren anbringer sig 50-100 meter fra sin fugl, idet han svinger en "lokkedue" lavet af fjer i et reb, hvorefter en medhjælper fjerner fuglens hætte. Fuglen vil herefter kaste sig over lokkeduen, og som belønning får den et stykke råt kød. Senere udvides træningen med levende duer, hvor det især er vigtigt at sikre, at fuglen afleverer sit bytte til falkoneren uden at dræbe det. Det kræver formentlig en del overtalelse/træning, kunne jeg tænke mig. Men efter islamisk skik skal byttet være levende, når jægeren skærer struben over på det.

Dubai Falcon Hospital, som blev grundlagt for ca 20 år siden, drives af et engelsk ægtepar. Mere end 12.000 falke er blevet behandlet på hospitalet. Dyrene får indopereret en microchip, så man kan holde styr på dem. Undertiden en lille sender, så man kan følge deres færden. Hospitalet bruger også en del tid på at instruere falkeejere i den rette behandling af deres fugle. En falk skal trænes/motioneres mindst 3 timer hver dag for at være i tilstrækkelig god form.

Der gøres meget for at opretholde bestanden af sunde falke i UAE. Oprindelig var fuglene i fangenskab i årevis, så længe de var brugbare til formålet. I dag er der mange regler både lokalt og federalt. Der findes fx et projekt - Sheik Zayed Falcon Release Project - som sørger for, at falke sættes fri i naturen, når jagtsæsonen er overstået. En del fugle anbringes for en periode på Abu Dhabi Falcon Hospital, for at sikre, at de er sunde og raske, inden de slippes løs. Det sker på tidspunktet hvor trækfugle passerer Emiraterne.

Finn fortalte, at han har en kammerat, som opdrætter falke til sheikfamilien. Han bor i Danmark halvdelen af året, og i Dubai den anden halvdel. Desværre havde vi ingen muligheder for at møde denne person og høre om hans spændende job.


Ishockeyklubben Dubai Mighty Camels
Ishockeyhold, The CAE Canadians som spiller i ørkenstaten Dubai - its true Det, der overraskede mig mest på det sportsmæssige område, var, at der spilles ishockey i Dubai. Ikke overraskende er 95% af spillerne canadiere, men der deltager også en håndfuld svenskere og finner i den lokale turnering, som består af 6 hold. Klubben deltager ofte i udenlandske turneringer og har fx været med i

  • Singapore Invitational Tournament
  • Chiang Mai Thailand Chevron Cup
  • Kuala Lumpur, Malaysia World Ice Hockey 5's
  • Hong Kong Nortel Cup
  • Bangkok Thailand OK Cup
  • Mongolia Tournament ~ Ulan Bator
  • Hong Kong Budweiser Cup

Men følg nu med os på en tur ud i Dubai Citys shoppinginferno.

Startside Dubai Toppen af denne side Forrige side: Burj Al Arab, verdens smukkeste hotel? Næste side: På indkøb i Dubai