En god halv times kørsel øst for Dubai på vejen mod Hatta ligger et stort område med masser af sandklitter. Området gennemkrydses også af talrige wadier, som er udtørrede flodsenge. Området anvendes meget til kortere udflugter i 4-hjuls trækkere. Der findes også flere firmaer, som arrangerer ture for turister, fx Arabian Adventures' Sundowner desert safari, som tager turister med ud i ørkenen i nogle timer. Efterfølgende besøger man en kamelfarm og får mulighed for at ride på en kamel, evt få anbragt henna dekorationer (som en tatovering, men disse bliver slidt af med tiden) på sømmelige steder af kroppen. Om aftenen spiser man i ørkenen evt. til mavedans og nyder solnedgangen i ørkenen. Det må vi prøve næste gang.
Alle bilerne var 4-hjuls trækkere og helt tydeligt "husfaderens bil". Som jeg tidligere har nævnt kørte Birte omkring i en SAAB stationcar, og de øvrige husmødre havde ligeledes mere adstadige biler til rådighed. Sean fremhævede Finns bil for dens store motorkraft og dens højde over terrænet - var han en anelse misundelig? Sean gav en kort introduktion til kørerne om, hvorledes de skulle gebærde sig. Han forklarede også, hvorledes man skulle give tegn, hvis man kom i problemer. Skrev jeg hvis?, jeg mener selvfølgelig når. Både Finn og Jan havde kørt i ørkenen flere gange tidligere, men for Chris var det hans debut. Det vigtigste er timingen. Du skal give netop så meget gas, at du kommer op over klitten. Men ikke så meget, at du styrter hovedkuls ned på den modsatte side. Du ved ikke på forhånd, hvad der venter på den anden side. Og selv om du kørte samme tur i sidste uge, har vinden modelleret om på formationerne i mellemtiden. Og sandets køreegenskaber er forskellige fra gang til gang. Sean fortalte, at man undertiden måtte vende om efter ganske kort tid, fordi sandets friktion ikke tillod kørsel. Det er selvfølgelig ekstremt vigtigt at anvende korrekt gear.
Mens vi stod og kiggede op ad den store sanddyne, satte Sean pludselig afsted. Han havde flere gange udtalt, at sandets beskaffenhed som følge af lidt regn var bedre end normalt, og det havde nok givet ham blod på tanden. Vi så hvorledes han flere gange "angreb" toppen, men måtte vende om, køre tilbage, krydse lidt frem og tilbage, inden han forsøgte igen. Efter en halv snes tilløb, nåede han toppen og vinkede triumferende til os.
Så skulle Finn, Jan og Chris selvfølgelig også teste deres biler og køreevner. Og efter adskillige forsøg nåede Finn også toppen i sin Dodge Durango. Jan og Chris måtte til sidst opgive at nå toppen, Jan fik problemer med sin gearkasse og kørte fast, hvorefter han måtte trækkes fri. Birte sagde: "Nu kommer Finn ned med verdens bredeste smil". Jeg tør selvfølgelig ikke garantere for, at der ikke på et eller andet tidspunkt har været en person med lige så bredt et grin, men jeg kan godt være i tvivl.
Meterologen Steve, som havde gennemført sin jomfrutur med imponerende sikkerhed, havde fået blod på tanden. Næste gang ville tage familien med, men han var bange for, at hans 17-årige dreng ville insistere på selv at køre bilen. I Dubai skal man som i Danmark være mindst 18, inden man kan få kørekort. Men Steve mente, at sønnen indtil videre kunne få lov til at prøve en quad cycle.
Vi havde aftalt at mødes med de øvrige biler på den sidste tank før ørkenen. Flere tankede op. Selv om Finns tank kunne tage omkring 120 liter, var prisen for opfyldning ikke skræmmende som på vores breddegrader. Til min overraskelse gik førerne i gang med at lukke luft ud af dækkene. Sean forklarede, at man på denne måde kunne forøge dækkets "fodaftryk" med ca 50%. Og denne forøgelse skete både i længdegående og tværgående retning. I øvrigt forventede Sean sig meget af dagens tur, da den seneste tids regn (ja, det regner lidt i Dubai om vinteren, og denne vinter havde været mere våd end sædvanligt) formentlig havde givet sandet bedre friktion. Han håbede at kunne sætte kronen på værket ved at "bestige" Big Red" i sin 4-hjulstrækkere. Det var hidtil mislykkedes for ham. På billedet ses Sean i forgrunden. Efter ham er Finn og længere tilbage Jan også i gang med at pifte dækkene.
Som aftalt skulle Sean være turens leder som den mest erfarne. Dette indebar bl.a., at han skulle køre foran og udforske terrænet. Han hejste en fane, som vel rakte et par meter op i luften. Fanen var hans hjemlands flag - ikke Union Jack, men det oprindelige engelske flag, som er hvidt og med det røde Sct Georgskors. Næsten lige så smukt og enkelt, som det danske. Flaget ville signalere Seans position til de bagvedkørende. Man skulle, hvis man gik i stå, så vidt muligt sørge for at have snuden i nedadgående retning. Hvis man mærkede, at man ikke kunne komme helt op, var det bedre at vende og køre ned igen. Når man kom op, var det vigtigt at placere sig, så den efterkørende ikke baldrede ind i en.
Birgit og jeg var så heldige at komme til at køre med Sean. Sean forklarede, at det er forbundet med livsfare at køre alene i ørkenen, helst skal man være 3-4 biler, så man kan trække hinanden fri og skaffe yderligere hjælp hvis påkrævet. Man bør informere andre om hvilken rute, man har planlagt. Det er også muligt at komme på kurser, hvor man træner køreteknik i ørkenen. Både Sean og Funn havde anskaffet sig en udmærket bog, "Off-Road in the Emirates", som indeholder detaljerede beskrivelser af ture og udfordringer i ørkenen. Første mål for turen var bestigning af Fossil Rock, som vel er omkring 100 meter høj, og fra hvis top, der er en betagende udsigt over terrænet. Sean spurgte Birgit og mig, om vi havde mod på at prøve den stejle nedkørsel. Og det havde vi selvfølgelig. Eller også havde ingen af os mod til at sige nej. Og det var en fantastisk oplevelse. Jeg tror, at Sean af hensyn til sine ikke helt unge passagerer kørte lidt mere tilbageholdende, end han egentlig havde lyst til. Det er jo heller ikke særlig sjovt, hvis ens passagerer kaster op i bilen. Efter at vi var kommet helskindet ned som de første, kunne vi stå og betragte de øvrige drenge more sig i sandkassen og køre op og ned flere gange. Og de fik stor brug for alle køreegenskaber.
Der gik ikke lang tid, inden vi løb ind i det første problem. Sean kørte lidt af vejen efter at have passeret et par klittopper og ventede på resten af holdet. Da der ikke dukkede nogen op i løbet af et par minutter, vendte han om og kørte tilbage. Det var Jan, der hang fast i sandet. Efter nogle instruktioner fra Sean blev Jans bil trukket fri og snart var vi på farten igen. Fem minutter senere var det Finns tur til at sidde fast. Bilen var skredet sidelæns og havde kilet sig ned i sandet. Jan kom frem og kiggede og pludselig satte han i fart tilbage til sin bil. "God kammerat", tænkte jeg, "Nu henter han en skovl eller et reb for at hjælpe". Men nej, straks efter kom han tilbage med sit kamera for at forevige Finns fastkørsel. Det gik op for mig, at et vigtigt formål med turen var efterfølgende at kunne håne sine uheldige kolleger, og så er det jo godt at have beviserne i orden.
Da Sean opdagede, at karavanen igen var gået i stå, vendte han om og kørte tilbage. Han fortalte, at det ikke var småting, han havde med ombord bare for tilfældets skyld:
Midt i det hele dukkede en lokal turguide op. Han var ude på en ørkentur med tre turister. Jeg kunne se, at det irriterede Sean, som sagtens kunne klare situationen, men den lokale guide benyttede lejligheden til at imponere sine tre passagerer ved at give gode råd til "amatørerne". Og vel var der en risiko for, at Finns bil ville vælte, hvis man ikke trak i den rigtige retning. Men i løbet af 5-10 minutter var vores lille ørkenkaravane igen på sporet. Således fortsatte turen et par timer. Jeg fik mere og mere respekt for Seans evner for kørsel i det vanskelige terræn. Hver gang han var kommet op på toppen af en sanddyne, måtte han tage bestik, ikke kun af den næste bakke, men også de følgende 2-3 bakker i det omfang, han kunne overse det. Ofte var det nødvendigt at køre store omveje for at komme frem i den planlagte retning.
Mens vi slappede af efter turen, fortalte Finn, at vesterlændingene almindeligvis holdt sig fra Big Red om fredage, der i de muslimske lande svarer til de kristnes søndag. Lokale kommer herud i stort tal, og bakken er sort af personer, som med dødsforagt forsøger at bestige toppen - oftest i biler, som slet ikke er i stand til det. Det er også populært at forcere bakken på motorcykel, hvilket er noget nemmere end i bil. Finn drømte om at anskaffe sig en motorcykle til kørsel i ørkenen, da han ikke nænnede at udsætte sin store BMW-maskine for dette. Indtil videre havde Birte stået imod, selv om Finn forsikrede, at han kunne sælge maskinen uden tab, når familien skulle tilbage til Danmark. Men som vi mænd ved, er der mange hustruer, som ikke til fulde har forstået deres mænds dybtfølte behov for legetøj. Måske har mænd (personer), som til daglig arbejder i jobs med høje sikkerhedsniveau og ekstreme krav til krontrol - som fx i tårnet på en lufthavn - et særligt behov for at kunne slå sig løs i fritiden. Mange lejer små quad bikes/cycles i den nærliggende udlejningsforretning og kører op og ned ad bakken. Disse køretøjer er så små, at man selv kan rejse dem igen efter styrt, og der sker sjældent alvorlige uheld med dem.
Inden turen tilbage til Dubai City skulle vi selvfølgelig have fyldt luft i dækkene. Vi kørte tilbage til den tank, hvor vi om morgenen havde lukket luft ud. Sean brugte selvfølgelig sin egen kompressor, som på ca 15 minutter kunne pumpe hans 4 dæk op, mens de øvrige deltes om tankens kompressor. Hvis du kigger ind i ruden på Jans bil, får du lige et glimt af en travl Sean, som skulle tilbage til byen til et møde. Han var lidt forsinket i forhold til sin aftale, men vi ved jo alle, hvor vanskeligt det er at holde op, "når legen er god". 
Birgit og jeg var enige om, at bilkørsel i ørkenen havde været den mest spændende oplevelse på vores tur til Dubai.
Den sidste dag, vi var i Dubai, kørte Finn os til stranden, som ligger 10 minutters kørsel fra deres hjem. Dejlig fint sand så langt vi kunne se i begge retninger. Der var kun 2 mennesker på stranden, muligvis et lokalt ægtepar. Kvinden sad og kiggede ud over vandet, tækkelig påklædt, så hverken ansigt, hænder eller fødder var synlige. Manden, som var i almindelig vestlig påklædning, spadserede frem og tilbage på stranden. På nogen afstand kunne vi se det smukke Burj al Arab Hotel, også kaldet Sejlet, som vi havde besøgt et par dage forinden. Lidt til højre så vi det næsten lige så smukke hotel Bølgen. Vandet føltes som derhjemme på en god sommerdag, dvs 18-19 grader. Lise og Birgit gik i gang med at samle muslingeskaller, som forekom i store mængder og variationer.
Finn og jeg spadserede i retning af de to nævnte hoteller. Finn ville vise mig to paladser, som var under opførelse. De var bestilt af to sheiker fra Emiraterne. Hvert palads var på flere tusinde m2. Frimodigt skrævede vi over det lille hegn, som afgrænsede byggepladsen fra stranden. Mens vi stod og kiggede, kom en formand eller lignende hen til os og hilste venligt. Han var ansvarlig for bygning af den udendørs pool, som fyldte en stor del af parken mellem paladset og stranden. Poolen var designet som en lille flod, der slyngede sig afsted. I begge ender var der luksuriøse omklædningsværelser med bad og bruser. Et par steder var der lavet en lille sandstrand. Det mest imponerende var nok det maskineri, som kunne generere bølger af vekslende størrelse. Finn mente, at det kunne konkurrere med et offentligt vandland, men det var selvfølgelig kun beregnet for sheiken og hans familie. Men nu har de jo også større familier på disse breddegrader end i lille Danmark. Jeg spurgte formanden, om der ville komme et hegn op mod den offentlige strand for at beskytte sheikfamilien mod nysgerrige blikke. Han kiggede uforstående på mig. Standen vil selvfølgelig blive lukket for adgang, når paladset tages i brug. Det ville vel svare til, at dronning Margrethe ville lukke stranden nedenfor Marselisborg Slot inde fra Århus og til Varna. Undskyld mit lokalpatriotiske eksempel, men Århus er nu engang min by.
Dagen efter vores ørken- og strandtur var det tid at vende tilbage til Danmark. Det havde været en spændende tur, men jeg tror ikke, at Dubai er et sted, jeg ville slå mig ned og leve min pensionisttilværelse. Det var i øvrigt en besynderlig tanke, at vi ikke havde mødt en eneste lokal (indfødt) på hele turen. Nej, det er for resten ikke rigtigt. En dag ville Finn køre os på en tur op i et bjergområde et par timers kørsel fra Dubai. Ved indkørslen til området blev vi standset ved et check point, ikke en grænseovergang. Den brøsige vagt krævede at se vores pas. Pas? Ingen af os havde tænkt på at medbringe pas. Finn fortalte vagten, at han flere gange havde kørt denne tur uden at blive afkrævet pas. Kunne vi ikke nøjes med at vise kørekort? Nej, uden pas, ingen passage. Finn parlamenterede en halv snes minutter med den nidkære embedsmand - men uden held. Vores humør blev ikke bedre af, at lokale biler bare blev vinket igennem, men vores bom forblev nede. Det var vores første og eneste møde med en af "de lokale" (således omtaler man almindeligvis de fastboende, indfødte). På vejen tilbage lidt udenfor Dubai City beså vi en stald med kameler.
