Burj Al Arab hotel
Det 7-stjernede luksushotel Burj Al Arab i Dubai - klik for at besøge hotellets hjemmeside Finn havde reserveret bord til os alle 8 til fredags buffet fra 11-14. Han havde belært af erfaringer fundet ud af, at man skal være i god tid, hvis man skal have et bord. Finns forældre, som havde været på besøg i næsten 1 måned, havde ikke været i stand til at få et bord i den periode. Ved reservering afleverer man sine kreditkortoplysninger og accepterer, at hotellet må trække ca 400 kr pr gæst, hvis man ikke dukker op eller melder afbud for sent. Det er muligt at få en rundvisning på hotellet - pris $35 pr person. Dette beløb bliver dog refunderet, hvis man indtager noget i en af restaurationerne. Hotellet ligger ca 10 minutter fra Birte og Finns hjem.

Receptionen i Burj Al Arab Hotellet i Dubai Burj Al Arab hotellet er en arkitektonisk vidunder, designet som et sejl. Højden er 332 meter, hvilket gør det en af de højeste bygninger i verden ikke meget mindre end Empire State Building. Burj Al Arab, som på arabisk betyder "Det Arabiske Tårn" er bygget på en lille, kunstig ø ud for kysten. Alvorligt udseende vagter sikrer, at man ikke passerer bommene uden at have en godkendt reservation. Finn havde også haft kolleger, som var blevet nægtet adgang som følge af deres påklædning (T-shirt og slacks). Birgits bange anelser for min mere skødesløse end elegante påklædning blev heldigvis gjort til skamme, og bommene blev hævet for os. Hotellet er solidt funderet på søjler, som går 40 meter ned i undergrunden. Hotellets atrium er uden tvivl verdens højeste med sine 180 meter. Den teflonbeklædte facade er skinnende hvid om dagen. Om aftenen skifter den farver ved hjælp af computerstyrede spotlights. Lise, som skifter mobiltelefon lige så tit, som vi andre skifter undertøj, tog en aften et smukt billede, mens tårnet var coboltblåt. Det optræder nu som baggrundsbillede på mobilen - hvis den ikke er skiftet ud allerede.


Lampe på Burj Al Arab Hotellet i Dubai Hotellet har 202 suiter, hver med sin private butler. Alle suiter selvfølgelig udstyret med alle tekniske faciliteter som bærbar computer med fax og printer, internettilslutning, interaktivt video, 42 tommer plsmaskærm osv. Om der er jacuzzi til hver suite - selvfølgelig. Priserne starter ved $1.000 pr nat for en suite med 1 soveværelse. Hvis du finder det for beskedent, kan du leje en kongelig suite for lidt mere end $5.000 pr nat.

Blandt hotellets 6 restauranter findes en undervandsrestaurant. Fra lobbyen kan man på 3 minutter med en "undervandsbåd" komme ned til "Al Manhara seafood restaurant". Restauranten, som vi dog ikke besøgte, er udsmykket med perlemor, inspireret af, at befolkningen oprindeligt ernærede sig ved perlefiskeri. I 2003 blev restauraten af det internationale magasin "Hotels" nomineret blandt verdens 10 bedste. Øverst oppe findes en helikopter landingsplads, og det er ikke helt sjældent at se gæster ankomme med helikopter fra lufthavnen. Mere prisbevidste kunder afhentes i lufthavnen af en af hotellets mange "Silver Cloud Rolls Royce limousiner", som var lined op ved indgangen.


Birgit og Finn hygger sig på Burj Al Arab Hotellet i Dubai Hotellets interiør viser regionens historiske og kunstneriske traditioner: glæden ved smukke stoffer og tæpper, passionen ved guld og sølv, fascinationen af strømmende vand, anvendelse af marmor, granit og farvestrålende kakler overalt. Oplevelsen begynder i lobbyen, hvor receptionen er indbygget i en enorm muslingeskal af guld (i hvert fald ligner det guld). Midt i lobbyen befinder sig et kæmpespringvand - kaldes "Vulkanen", som hele tiden skifter farve som styret af en usynlig koreograf og danner forskellige smukke geometriske formationer. Alt til ledsagelse af dæmpet, international musik. På begge sider af den smukke rullende trappe kæmpeakvarier, bygget op som som tropiske koralrev med masser af eksotiske fisk.

Vi tog elevatoren op til "Al Muntaha", som er en moderne restaurant med europæisk køkken. Det var, som om turen ingen ende ville tage. Vi trådte ud i et utrolig smukt rum, med panoramavinduer hele vejen rundt fra gulv til loft. Jeg har siden læst, at "Al Muntaha" er et vældigt træ, som står i himlen, lige under Guds trone. Hvert blad bærer navnet på et menneske. Når et blad falder, fanger dødens engel det, læser personens navn og tager til jorden og henter personens sjæl. Vi fik anvist en bord med dejlig udsigt. Vores tjener spurgte, om vi ønskede at se vinkortet, men vi mente, at vi som langt de fleste andre gæster kunne klare os med vand. Det viste sig at koste nogenlunde det samme, som en god flaske rødvin koster på en dansk restauration. Der var en halv snes forskellige former for juice, som vi frit kunne tage af. Der var en afdeling med forretter og salater, en afdeling med pasteretter, en afdeling med fisk, en afdeling med kød osv. Masser af specialiteter, især fra middelhavsområdet, vurderede jeg. Jeg tror ikke, at du kan komme i tanker om nogen ret, som ikke fandtes på bordene.


Receptionen i Burj Al Arab Hotellet i Dubai En halv snes kokke stod klar til at vejlede os, skære ud og øse op. Birgit skulle absolut smage alle 7 forskellige slags kaviar (hvad er der i vejen med stenbiderrogn fra Limfjorden?) - så ud til at nyde det. Jeg forsøgte mig med et stykke fois gras, men ville lige så gerne have haft en med Stryhns (nej, jeg har ikke aktier i dette fortræffelige firma). Ungerne ville gerne have bacon, og kokken leverede hurtigt en kæmpeportion. Jeg ved ikke, om det var lavet på svin eller måske kalkun. Da vi havde siddet lidt, kom en kok (fra Schweiz) rundt og foreslog os at prøve en bøf af angus kvæg fra Australien. Kødet skulle være særligt mørt som følge af, at dyret hver dag var blevet masseret. Det var lige før, man kunne blive misundelig på dyret.

Efter 2-3 besøg i dessert afdelingen, kunne vi ikke klare mere. Jeg synes nok, at det var lidt tidligt at give op - efter 2½ time. Inden vi forlod etablissementet, gik vi en runde for at nyde den imponerende udsigt. Desværre var vejret lidt diset, så billedet ved siden af, yder ikke fuld retfærdighed. Vi kiggede ned på en del af Dubai City, som minder lidt om Venedig med små kanaler, hvor man kan blive fragtet omkring i små både - dog uden ladsagesang. Jeg kunne tænke mig at komme herop engang sidst på eftermiddagen, og nyde solnedgangen herfra. Men jeg er bage for, at der går lang tid, inden ældrechecken når op i det nødvendige niveau.


Spabad på Burj Al Arab Hotellet i Dubai Inden vi forlod vestibulen, nød vi det fantastiske springvand. Selv i Disneyland har jeg ikke set noget flottere. Ind imellem "eksploderede" vandet og sendte kaskader mere end 50 meter op i atrium. Og vandet landede så præcist, at ingen mærkede en dråbe. Jeg har læst, at springvandet undertiden springer med "ild", idet der på en eller anden måde føjes brændstof til strålen. Det oplevede vi desværre ikke, mens vi var der.

Birte tog undertiden til hotellet sammen med nogle veninder for at få massage og gå i spa bad. Når man først har passeret de strikse vagter, kan man frit bevæge sig omkring og fx også bade fra hotellets egen strand.

Jumeirah Beach Hotellet i Dubai Mens vi stod udenfor og ventede på, at vores bil blev kørt frem, beundrede vi det næsten lige så imponerende Jumeirah Beach Hotel, som til dagligt benævnes "Bølgen" efter sin karakteristiske form. Det ligger nogle få hundrede meter fra Burj Al Arab.


 

Startside for turen til Dubai Toppen af denne side Forrige side: Livet i Dubai Næste side: Sport i Dubai