Hvorfor Dubai?

Birte og Finn, som er hhv. datter og svigersøn af vores ældste venner, Lise og Bent, har midlertidigt rykket teltpælene op i Køge, hvor de bor til daglig, og flyttet dem til Dubai. Finn har orlov fra sit job som flyveleder i Kastrup, og nu er han supervisor for et flylederteam i tårnet i Dubai International Airport. Til nytår 2006 vender familien, som også omfatter Rasmus og Jakob, næsen hjemad. De var så venlige at invitere Birgit og mig (Søren) på besøg, og vi blev enige om at tage derned om vinteren, dvs februar måned. Om sommeren når temperaturen på en god dag op over 40-45 grader.

Rejsen startede ikke for godt. Vi kørte til Billund, hvor vi erfarede, at pga snestorm var lufthavnen i München lukket, og at vi først ville komme afsted med en times forsinkelse. Hvad nu? Vi havde præcis 1 time og 5 minutter i München fra vi landede, og til flyet mod Dubai skulle lette. Nå, heldigvis kunne vi indskrive vores bagage helt til Dubai, så vi tog benene på nakken og stormede over til gaten. Satans, den lå - mod vores forventninger - i den anden terminal. Da vi kom frem til gaten, viste det sig, at man var færdig med ombordstigning til Dubai. Værre var, at afgangen var med det nationale Dubai Airlines, som havde en afgang på samme tidspunkt som Lufthansa. Vores afgang var fjernet fra lystavlerne, da ombordstigningen var afsluttet. Men vi kunne jo prøve at løbe tilbage til den terminal, vi lige var kommet fra. Det var selvfølgelig ikke noget større problem for mig, som er relativ veltrænet og højst slæber rundt på en overvægt i omegnen af 20-25 kg, men jeg kunne se, at det var svært for de andre, som var ved at opgive ;-) Da vi nåede frem, viste det sig, at man havde ringet til gaten fra den terminal, vi kom fra, og fortalt, at 4 lettere forpustede danskere var på vej, så man havde velvilligt holdt flyet tilbage. Nå, det var sikkert også fordi, de jo havde fået vores bagage ombord, og flyselskaber bryder sig i disse tider om at flyve med bagage, hvor ejermanden ikke selv er ombord - forklarede jeg rejsevant.

Stryhn's <å>Da vi kom til Dubai, viste det sig, at vi åbenbart havde været endnu hurtigere end manden med bagagen, for vores 4 kufferter dukkede ikke op på båndet. Finn hjalp os hen til et kontor, hvor vi sammen med en håndfuld andre rejsende kune erklære vores bagage for savnet. Lise, som er en meget handlekraftig kvinde, sørgede for, at vi fik en kvittering for anmeldelsen. Hvis bagagen udeblev mere end 6 timer, kunne vi gå på indkøb på forsikringsselskabets regning og anskaffe os fornødenheder som tandbørste, shorts, T-shirts, sandaler mv. Vi kunne købe for indtil 500 kr pr person pr påbegyndt døgn. Jeg kunne se på Lise, at det ikke gjorde noget, om der gik nogle dage, inden kufferterne dukkede op.

Røde pølser - med det hele Men "allerede" efter 2 døgn - efter at Finn havde kontaktet lufthavnen en halv snes gange - dukkede de op. Det værste var ikke den manglende tandbørste, men uvisheden om, hvad der ville ske med vores medbragte Stryhn's leverpostej (den med det blå bånd omkring), de røde pølser, spegepølsen og den gode danske skinke. Birgits bekymring gik mere på de 2 kartoner papvin, som vi i overmod havde lagt i kufferten. Det er som bekendt vigtigt at drikke rigeligt under varme himmelstrøg. Og man kan ikke altid regne med at kunne drikke det lokale vandværksvand. Better safe than sorry. Heldigvis var der ingen ulykker sket, og vi måtte kun afstå fra at fortære leverpostejen, mens både pølserne og skinken overlevede. Så trods en lidt uhyggelig start viste det sig, at vi fik en dejlig uge hos familien Kristensen i Dubai.


De Forenede Arabiske Emirater

Kort over Den Arabiske Halvø mm

De Forenede Arabiske Emirater (The United Arab Emirates, ofte benævnt UAE) er en sammenslutning af 7 sheikdømmer, beliggende i det sydøstlige hjørne af den arabiske halvø. Mod øst grænser det op til sultanatet Oman og Det Indiske Ocean, mod syd og vest mod Saudi Arabien, og mod nord til til Den Arabiske Golf (ja, jeg ved godt, at de fleste kalder den for Den Persiske Golf, men det gør man altså ikke i de arabiske lande). UAE omfatter 83.000 km2, incl 20 øer. Sproget er arabisk, og befolkningen (godt 3 mio i alt)- i hvert fald lokalbefolkningen - er muslimer, og Islam er statsreligion. Møntfoden er dirham. Emiraterne, nævnt efter faldende størrelse, er:

UAE blev dannet den 2. december 1971, efter at englænderne, som havde domineret området i mere end 100 år, trak sig tilbage. Det var oprindelig hensigten, at Qatar og Bahrain skulle have været medlemmer, men de foretrak at blive selvstændige. Den øverste politiske myndighed er "Det øverste Råd", som består af lederne af de 7 emirater. Rådet vælger en præsident, som sidder for 5 år ad gangen. Der er ingen grænse for hvor mange perioder, en præsident kan sidde. Sheik Zayed bin Sultan Al Nahyan fra Abu Dhabi er blevet valgt til præsident siden dannelsen af UAE. Abu Dhabi er, som det fremgår langt det største emirat, men også det, med de største oliereserver. Vicepræsident og premierminister er Sheik Maktoum bin Rashid Al Maktoum fra Dubai. UAE har en nationalforsamling bestående af 40 medlemmer, valgt i de respektive emirater. Hvert enkelt emirat har sin egen lokale regering.


Dubai City og emirat

Kort over De Forenede Arabiske Emirater, UAE

Emiren af Dubai er HKH sheik Maktoum bin Rashid Al Maktoum. Han er også premierminister i De Forenede Arabiske Emirater - United Arab Emirates - fremover benævnt som UAE. Kronprins er HH sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, som er en af emirens yngre brødre. Som navnet antyder, stammer den herskende klasse i Dubai fra den magtfulde Maktoum klan, som har styret i snart 200 år.

Dubai er det næststørste emirat i UAE efter Abu Dhabi. Det ligger sydvest for emiratet Sharjah og nordøst for emiratet Abu Dhabi. I modsætning til fx Abu Dhabi mangler Dubai et frugtbart bagland, selv om det dog har et par større oaser. Arealet er 3.885 km², til sammenligning er Danmark godt 43.000 km². Tidszonen er UTC+4, dvs 3 timer tidligere på den end Danmark. Dubai adskiller sig på flere områder fra de øvrige medlemmer af UAE og benævnes ofte Mellemøstens "Singapore" eller "Hong Kong", dels pga sin økonomi, dels pga sin fantastiske skyline med himmelstræbende skyskrabere. Op gennem 90'erne kom omkring 30% af Dubais indkomster fra olien. Men man har indset, at de enorme olieindtægter en dag vil tørre ud, hvorfor man satser voldsomt på andre forretningsområder. I dag (2005) kommer kun ca 5% af emiratets indtægter fra olie, en kendsgerning, som i høj grad overraskede mig.

På trods af den ringe nedbør er der en tusindårig tradition for mindre landbrug og især havebrug. Siden dannelsen af UAE i 1971 er landbrugsarealet udvidet betydeligt. Det er jo lidt primitivt sagt alene et spørgsmål om at skaffe den livgivende vand, og der er bygget adskillige kæmpebassiner til at holde på den sparsomme nedbør. Dubai er delvist selvforsynende med grønsager, fjerkræ, æg og mejeriprodukter. Visse afgrøder bliver ovne i købet eksporteret til europæiske markeder. Der er også forsøg med importeret kvæg. Mere end 10 millioner træer og 18 millioner palmetræer er plantet i emiraterne, især i parker og haveanlæg i byområderne. Private kan gratis få træer og planter under dette program. Alt dette er med til at gøre de beboede områder af emiraterne dejligt grønne.

I mange hundrede år lå der et fiskersamfund, som også drev perlefiskeri og handel, ved mundingen af Dubai "fjorden" (kaldes The Creek). Byen, som man ofte benævner Dubai City for at skelne den fra emiratet Dubai, har i dag en befolkning på ca 1 million.

Dubai er i sandhed multikulturel. Kun ca 20% af indbyggerne er såkaldte "lokale". De resterende 80% kommer fra mere end 100 lande, især fra Indien, Pakistan og Filippinerne. Disse etniske og kulturelle kontraster er særdeles tydelige i bybilledet. Dette er også præget af, at der er dobbelt så mange mænd - nogle mener tre gange så mange mænd - som kvinder i Dubai.

Dubai er blevet et vigtigt turistområde i Mellemøsten, bl.a. som følge af sit hurtigt voksende luftfartselskab, som ledes af sheik Ahmed bin Saeed Al Maktoum, emirens onkel. Med undtagelse af et par sommermåneder er klimaet pragtfuldt med små nedbørsmængder. Der ligger mere end 400 hoteller i byen, og flere er på vej. Dubai har også udviklet sig til en center for servicebaserede industrier som IT, medier og finans. Almindeligvis kræves ved etablering af en virksomhed, at en Dubai-borger har min. 51% af aktierne, ofte som sleeping partner. (det lyder som et overkommeligt job. Jeg har selv i mange år ledt efter et job som sleeping partner - indtil videre uden held). Regeringen har på det seneste lavet særlige enklaver (såkaldte freezones) for industrielle virksomheder, fx Dubai Internet City og Dubai Media City, hvor man finder virksomheder som Oracle, Microsoft, IBM, CNN, Reuters og AP. I disse områder stilles ikke samme krav til lokal indflydelse i selskaberne.

Mere end 100 luftfartselskaber beflyver Dubai International Airport, og der flyves til hundreder af destinationer over hele verden. "Emirates Airlines" blev både i 2001 og 2002 valgt til "AIRLINE OF THE YEAR" på grundlag af kundernes tilkendegivelser. I 2002 kom Cathay Pacific Airways fra Hong Kong på 2. pladsen, Singapore Airlines på 3. pladsen, British Airways på 4. pladsen, og Lufthansa på 5. pladsen. Et igangværende projekt vil 4-doble lufthavnens størrelse.

I modsætning til emiraterne Abu Dhabi og Sharjah har Dubai kun én by af betydning, og størsteparten af befolkningen bor her. Det er formentlig denne koncentration, som har gjort emiratets få oaser til populære udflugtsmål. På 1½ time kan man nå til Hatta, som afgrænser emiratet mod øst. Her ligger en dejlig grøn dal klemt inde i Hajar bjergene. Kun 20 km fra Dubai city ligger tvillinge oaserne Khawanij and Awir, hvor Dubais ledende familier har smukke huse med blomstrende haver.


Sprog & religion

Det officielle sprog er selvfølgelig arabisk, men det svirrer med fremmede sprog i luften, især hindi, urdu, farsi og dansk. Den officielle religion er som i alle emiraterne Islam, flertallet er Sunni muslimer. Men der er frihed til at praktisere sin egen religion, og der er både katolske og protestantiske kirker samt et hindu tempel i Dubai. Fremmede trossamfund kan offentligt bekendtgøre tidspunkter for gudstjenester o.l.

Lidt om Dubais historie

Omkring 1830 slog Baniyas-stammen under ledelse af al-Maktoum familien sig ned her. I 1853 blev Dubai en af "The Trucial States". Det blev optaget i UAE den 2. december 1971. Siden begyndelsen af det 19. århundrede var golfområdet vigtigt for Englands forsvar af sine interesser i Indien. I 1892 indgik de altid snedige englændere en traktat med lokale sheiker om at beskytte deres områder mod udenlandsk agression. Denne traktat er en væsentlig årsag til at England kunne bevare sin dominans i området frem til 1971. Sheik Saeed bin al-Maktoum, som var emir fra 1912 til 1958, blev efterfulgt af sønnen Rashid bin Saeed al-Maktoum. Indtil oliepengene begyndte at strømme i 1960'erne, betalte England størsteparten af gildet, og hjalp eksempelvis med opbygning af lokale politistyrker efter engelsk model.

Den 30. november 1971 trak englænderne sig tilbage fra golfen, og bare to dage senere blev De Forenede Arabiske Emirater (UAE) erklæret for en selvstændig statsdannelse. Den af skeptikerne forudsagte politisk uro og ustabilitet efter tilbagetrækningen udeblev, og UAE fik snart en fremtrædende position i arabisk international politik.

Klimaet i Dubai

Vejrudsigt fra DMI

Vi havde selvfølgelig checket vejret hjemmefra, og som det fremgår af udsigten fra DMI, kunne vi forvente vintervejr. Det vil sige 20-25 graders dagtemperatur. Behageligt når vi på samme tidspunkt havde snestorme med lukkede veje i Danmark. Temperaturen skulle vise sig at holde stik. Desværre var der overskyet det meste af tiden, men vi var så heldige at have en dag med sol og høj himmel den dag, vi skulle på køretur i ørkenen. Mere herom senere, hvis du hænger på. Vi oplevede nogle små byger, sjældent mere end 5-10 minutter ad gangen

Klimaet i Dubai kan beskrives med ét ord: varmt. En meget varm sæson, som strækker sig fra maj til oktober, og en mindre varm sæson fra november til april. Om sommeren passerer temperaturen ofte 45 grader. Om vinteren ligger temperaturen mellem 13 og 21 grader. I ørkenområderne ser man som vanligt store variationer.


Vi oplevede ingen sandstorme, mens vi var der, men ifølge familien lukker disse flere gange om året for al udendørs ophold, ligesom lufthavnen må indstille sin virksomhed. Nedenstående billede, som ganske vist ikke er fra Dubai, kan give dig en idé om de kræfter, der udløses.

Turen fra lufthavnen til familiens bolig tog omkring ½ time og foregik ad en 5-sporet motorvej, Sheikh Zayed Road, opkaldt efter emiren for UAE. Det var tidligt om morgenen - omkring kl 5 lokal tid - men der var masser af trafik. Bilparken så ud til at være i bedre stand end den danske. Men det er selvfølgelig også lettere at anskaffe sig en standsmæssig bil, hvis man kan spare 180% afgift samt 25% moms oveni på købsprisen. (ja, misundelse er en grim ting). På vejen (eller rettere langs vejen) stiftede vi bekendtskab med 3 portrætter af lederne i hhv. Emiraterne og Dubai:

Vi skulle siden gense disse portrætter i alle offentlige rum.

Når man kørte gennem et område med skyskrabere med luksusboliger, det ene indkøbscenter ved siden af det andet og højhuse af glitrende crom, stål og glas, alt oplyst med millioner af watt neonlys, var det svært at forestille sig, at for mindre end 40 år siden var her stort set ingen beboelse, intet rindende vand, ingen veje bortset fra nogle kamelstier, blot et sted hvor beduiner og handlende holdt til. Finn fortalte om nogle af de igangværende og planlagte projekter. Alt i Dubai skal være "verdens største". Man er i gang med at bygge "verdens største kunstige ø", "verdens største indkøbscenter", "verdens højeste bygning", "Dubailand, en kombination af fritids- og sportsfaciliteter, luksusboliger, indkøbscentre, oplevelsesparker osv - et lille projekt til 18 milliarder US$ - mere herom senere.

På vejen passerede vi det fantastiske Burj Al Arab hotel (det arabiske tårn), der markedsføres som verdens smukkeste. Finn havde bestilt bord til os her den følgende fredag til buffet, så kunne vi selv vurdere, om det fortjener de 7 stjerner, som det smykker sig med. (Ja, jeg ved godt, at de internationale hotelkategorier kun går til 5, men smukt er det).

Palma Spring Village

Familien Kristensens bilpark

Birte og Finn boede i en dejlig beboelse et kvarters kørsel fra centrum. Den omfattede omkring 150 selvstændige boliger hver med 3-4 soveværelser. "Landsbyen" var omgivet af en 2 meter høj mur. Vagter ved indgangen checkede de ankommende, inden de hævede bommen. Alle rum havde air condition, hvilket er strengt nødvendigt det meste af året. Alle husene havde en lille have med en dejlig terrasse. Birte og Finn havde fået terrassen overdækket, så vi kunne spise derude hver aften. Finn fortalte, at de havde købt deres dejlige havemøbler på det årlige udsalg, som ligger lige før sommerens begyndelse. I modsætning til på vores breddegrader har man ikke gavn af sine havemøbler om sommeren, hvor man kryber indendørs.


Jeg glemte at nævne, at der til hvert hus hører en dobbeltgarage. Og jeg tror ikke, vi så nogen boliger, hvor der ikke holdt mindst 2 biler i garagen. Birte kørte rundt i en dejlig saab stationcar, mens Finn, som de fleste andre mandfolk, havde anskaffet en stor 4-hjulstrækker, Dodge Durango med en benzintank på størrelse med et badekar. Jeg formoder, at det er i orden, når benzin ikke koster mere end vand. Til overflod holdt der også en dejlig BMW motorcykel i garagen. Der var næsten ikke plads til knægtenes 2 små quad cycles, som blev brugt til ørkenkørsel og strandkørsel. Finn overvejer at anskaffe endnu en motorcykel, som han kunne bruge på udflugter i ørkenen, da han ikke nænner at bruge BMW'en. Vi ved jo alle, at drenge holder ikke op med at lege og drømme, fordi de bliver mænd. Deres legetøj bliver bare dyrere. Jeg går ud fra, at de offentlige forbindelser er ekstremt dårlige, når det er nødvendigt med en sådan park af køretøjer. Det er lige før, at vores kongehus kunne blive misundelig.


Jakob hygger sig i poolen Til beboelsen hører et dejligt fællesområde med en lille park, som især er besøgt af barnepiger af forskellig nationalitet og "deres" børn. Her kan de en tid sidde og slappe af i selskab med veninder, mens ungerne muntrer sig på legepladsen. Der ligger også en børnepool og en stor voksenpool, forbundet med et lille vandløb. Omkring poolen er der solbænke til fri afbenyttelse, og et par ansatte sørger for, at der er rent og pænt i og omkring poolen. Vi var deroppe et par gange med Jakob. Fra terrassen er der frit syn til det fantastiske Burj Al Arab hotel, som vi skulle besøge om fredagen.


Der boede vistnok 3 danske flyveledere i beboelsen, og familierne kom selvfølgelig en del sammen, og børnene var gode venner. Vi så en del af ungerne under besøget. Man (oftest kvinderne) skiftedes til at bringe og hente ungerne i skolen. Det firma, som flyvelederne arbejdede for, havde arrangeret buskørsel, som kørte til og fra vagterne i Dubai Airport.

En del af familierne i bebyggelsen havde tjenestefolk, fx en barnepige, en husassistent, en kok og/eller en gartner. Månedslønnen ligger omkring 1200-1800 kroner med en arbejdsdag på 10-12 timer. De fleste sørger for deres familie i hjemlandet ved at sende indtil 80% af deres indkomster hjem. Selv om det med vores skandinaviske syn ligner grov udnyttelse, er det i mange tilfælde disse menneskers eneste chance for at overleve. Det er ikke usædvanligt, at de udsættes for fysisk vold og seksuelt misbrug. Bliver de "besværlige", kan man jo bare fyre dem - uden job ingen opholdstilladelse. Boligsituationen for disse personer er så ringe, at de ofte tilbyder at arbejde gratis mod at få et værelse at bo i. Ofte bor der 10-15 personer i en lille lejlighed. Størsteparten af tjenestefolkene kommer fra "det indiske kontinent", Indien, Pakistan, Filipinerne, Sri Lanka mv. Mere end halvdelen af indbyggerne i Dubai kommer fra dette område. Birte havde en hushjælp, som kom 2 gange om ugen for at hjælpe med rengøring og strygning af tøj.

Skal man bo i en ghetto (og det er vel det, vi taler om, når man lever fuldstændig afsondret fra landets egne borgere), kan jeg ikke forestille mig bedre forhold at gøre det under.

Balut i Dubai

Som du måske har set på forsiden, spiller vi balut sammen med vores venner på Rejseholdet en gang om måneden. Dette dejlige spil er meget populært i østen og i mellemøsten, og altså også i Dubai. Vi har lært det af vores søn, Claus, som stiftede bekendtskab med spillet under 3 års arbejde på den danske ambassade i Rhyadh, Saudi Arabien. Det fortælles, at Balut blev opfundet ved afslutningen af anden verdenskrig af en amerikansk soldat, udstationeret på Filippinerne. (Navnet "balut" betyder andeæg på filipino. Gadesælgere falbyder deres æg ved med høj røst at råbe "BALUUUUT"). I begyndelsen af 1970'erne bragte danskeren Niels Lumholdt, som arbejdede for Thai Airways, spillet til Bangkok, hvorfra det siden har bredt sig. Der findes i dag adskillige variationer af spillet, som både kan spilles som enkeltmandsspil og parspil.

Både Birte og Finn spiller jævnligt balut sammen med andre danskere, og der arrangeres spilleaftener for hhv. kvinder og mænd. Desværre nåede vi ikke at deltage, da månedens mande balutaften fandt sted samme dag, som Birgit og jeg skulle hjem. Finn fortalte, at man mødes omkring kl 19. Man starter med en velkomstdrink (eller to), så man ikke risikerer at dehydrere i løbet af aftenen. Herefter får man et solidt dansk måltid, fx flæskesteg med rødkål. Under måltidet sørger aftenens arrangør for at sammensætte holdene. Under spillet kan det selvfølgelig være nødvendigt at indtage yderligere vædske - det kan jo være djævelsk varm til tider i Dubai. Devisen var "better safe than sorry". Finn fortalte, at det var passeret, at man havde været nødsaget til at diskvalificere en spiller for ikke at have indtaget vædske under spillet.

Vi spillede balut et par gange om aftenen på terrassen. Som de høflige mennesker vi er, lod vi gerne værtsparret vinde. Som ved alle terningespil er det jo ikke kun dygtighed, der afgør, hvem der vinder. Men nok om det. Bitte og Finn lærte os den særlige variation, som hedder Jackpot Balut.

Et par måneder efter vores besøg tog Finn sammen med en flok entusiastiske balut-spillere til Beijing for at spille verdensmesterskaber i balut. Der blev desværre intet mesterskab til Finn, men en på holdet var tæt på, og sluttede vistnok som nr fire. Efter eget udsagn fordi han fik ondt i armen. Nu ved jeg jo ikke, om det var den arm, han slår med, eller den han bruger til indtagelse af drikkevarer. Ja, balut er ikke for tøsedrenge.

Du kan lære mere om det ædle balutspil på denne udmærkede side, hvor du kan prøve at spille mod din computer.

Skolegang i Dubai

Dubai American Academy

Jakob og Rasmus går i skole i Dubai American Academy - sammen med flere end 1400 andre udenlandske elever. Eleverne kommer fra omkring 65 nationer. Skolens formål er "Dubai American Academy provides an outstanding college preparatory program in the English language to students from around the world." Skolen er akkrediteret "New England Association of Schools and Colleges (NEASC)" samt "European Council of International Schools (ECIS)", hvilket betyder, at man er forpligtet til at følge disse 2 organisationers undervisningsprincipper og læseplaner, herunder også deres standarder for evaluering af elevernes niveau og fremskridt. En dansk folkeskolelærer ville sikkert få nervøse trækninger over dette, men det er take it or leave it.


Faciliteterne er væsentligt bedre end i de fleste danske skoler. Udover 50 (air conditionerede) klasseværelser findes et cafeteria, lokaler til computerundervisning, laboratorielokaler, kunstlokaler, gymnastiksal, bibliotek, svømehal, boldbaner og et stort amfiteater/auditorium. Den kun 5 år gamle skole er i gang med et byggeri, som næsten vil fordoble skolens størrelse og føje godt 40 klasseværelser til de 50, der allerede findes. Udvidelsen sker som et selvstændigt afsnit til de ældste klasser på den anden side af fodboldbanen (ja, de har en rigtig fodboldbane). Byggeriet ventes klar til brug efter sommeren 2005.

Skolen er opdelt i


Rasmus i skoleuniform - måske mere skødesløst båret end skolens vise fædre ville sætte pris på

Betaling pr skoleår i Grade 1-12 udgør ca 70.000 kroner. Hertil kommer udgifter til skoleuniform. Uniformsreglementet er mindst lige så detaljeret som det, jeg mødte ved indkaldelse til Det Danske Flyvevåben i 1961. Finn får som en del af "sin lønpakke" dækket størsteparten af disse udgifter, som jo ellers ville være voldsomme med 2 skolesøgende børn. Der er ingen skolebus ordning, så der er kaos i området 2 gange om dagen, kl 8 ved aflevering og kl 15 ved afhentning. Finn havde som flere andre forældre (læs fædre), der kører 4-hjul trækkere, fundet ud af, at det var hurtigere at køre ind over de ubeboede arealer i området. "Så kører man jo heller ikke i vejen for de andre" ;-)

Det er vores indtryk, at der bliver stillet store krav til eleverne. Ved starten på en uge får ungerne en liste med hjem over den kommende uges afleveringer. Listen fortæller også hvilke prøver (ja, test er ikke noget skældsord i skolevæsenet i Dubai), der vil blive afholdt i den pågældende uge. Vi oplevede ikke de helt store problemer med at motivere Jakob og Rasmus til at lave hjemmearbejde. De satte sig troligt ned efter skoletid sammen med Birte og gik i gang med krum hals.


Om eftermiddagen kan eleverne deltage i forskellige aktiviteter som drama, musik, fodbold, basketball, rugby, hockey, atletik, svømning, tennis, tennis, dans mm. Undertiden bliver der arrangeret filmforevisning i amfiteatret. Vi fornemmede, at der var et stor forældreengagement i skolens arbejde. Birte sidder i "Executive Committee" som "Elementary School Liaison". Hvis nogle forældre fx har lyst til at lære arabisk, er der mulighed for at deltage i undervisning i dette på skolen.

Som det så ofte er hændt mig i mit liv, kom jeg for sent. Jeg ville gerne have deltaget i det årlige "Terry Fox Run", som blev afholdt sidst i januar. Jeg fik interesse for Terry Fox og hans projekt under et familiebesøg i Canada - men det er en anden sag. Skolen opfordrede elever og forældre til at deltage i løbet og medvirke til at samle midler til cancerforskning. Herudover støttede man projektet på den måde, at elever kunne blive fritaget for at bære deres skoleuniform en hel dag mod at betale 10 Dirham - ca 15 kroner. Dog, understreges det, skal man selvfølgelig være iført en passende (appropriate) beklædning. Jeg ved ikke, hvor populært det var blandt eleverne, men jeg kunne da forestille mig, at i hvert fald pigerne havde lyst til at præsentere udvalgte beklædningsdele, som længe havde været henvist til garderobeskabets mørke.


International Food Festival

Den danske stand på International Food Festival

Vi var så heldige at være på besøg i Dubai den uge, hvor der var International Food Festival på skolen. Vi oplevede de første dage, at Birte tog afsted til skolen tidligt om morgenen og ofte først vendte tilbage ud på aftenen. Det viste sig, at Birte for andet år i træk var primus motor i dette stpre arrangement, hvor alle nationaliteter på skolen skulle præsentere kulinariske højdepunkter fra deres hjemland. Og det kræver selvsagt masser af planlægning og masser af møder. Jeg spurgte, hvad man ville gøre, hvis det blev regnvejr, hvortil Birte kiggede mig dybt i øjnene og med overbevisning i stemmen fastslog: "Det bliver ikke regnvejr.". Det ville også være en katastrofe, da man ikke ville være i stand til at flytte omkring 30 boder og en større scene ind på skolen. Bla. af hensyn til brandfaren, idet hver stand havde gang i adskillige komfurer og varmeapparater. Det truede med regn om eftermiddagen, men heldigvis udeblev den.


Emiraternes stand på International Food Festival Vi dukkede op sidst på eftermiddagen fredag den 25. afbruar 2005 - og blev imponeret over, hvor pænt og ordentligt alt var. Burj Al Arab dominerede horisonten mod nord. Lige i nærheden lå Emiraternes største indkøbscenter - med en indendørs skisportbakke. Prisen for deltagelse i arrangementet var 20 Dirham - ca 30 kroner. Rørende billigt i betragtning af, at der var ubegrænset adgang til spændende retter fra hele verden. Og masser af entusiastiske husmødre til at anprise deres produkter.

Bøj og jeg var enige om, at kunsten var at optimere sin fødeindtagelse, så man ikke gik kold, inden man var kommet hele raden rundt. Finn derimod kastede sig derimod med ubændig appetit over alt spiseligt. Jeg startede selvfølgelig i den danske stand, som var en af de flotteste. Ikke kun pigerne, men også maden. Hvad kan konkurrere med små, lune frikadeller og varm leverpostej?


Deltagerne i International Food Festival i Dubai præsenteres på scenen Emiraterne havde en stand, hvor (2 mandlige) kokke stod for madlavningen. Køen var lang, men maden - shawarma? - var værd at vente på. Canada, hvis kokke var iklædt ishockey udstyr, serverede hot dogs. Desværre gik det først op for mig længe efter, at jeg var i stand til at indtage mere føde.

Ægypten havde mange små mildt krydrede retter. Korea lokkede med saftig bøfkød med fx nudler. Australien tilbød bl.a. dejlige hjemmebagte kager.

Sydafrika var af en eller anden grund meget populær. Jeg lagde mærke til, at Finn aflagde standen besøg en halv snes gange. Og som den høflige mand, han er, måtte han jo spise noget ved hvert besøg. Jeg havde de kvindelige kokke mistænkt for at have kommet stærke sager (drikke) i saucen.


Tid til afslapning efter at vi har kæmpet os gennem den overdådige føde Palæstina havde blandt meget andet dejlig falafel. Italien havde, som det jo er populært for tiden, outsourcet fødevareproduktionen til en nyåbnet italiensk restaurant, som samtidig fik god reklame.

Schweiz havde en stor stand med dejlig ost og slik. Japan brillerede (selvfølgelig) med veltillavet sushi. Tyrkiet havde et flot lysshow kørende, hvor vi genkendte mange af de steder, vi har besøgt. Hong Kong havde en lille stand med velsmagende pork dumpling. Sverige tilbød flere slags fisk, fx en sandwich med sild og æg.

På et tidspunkt blev de 30 deltagende nationer i International Food Festival præsenteret på scenen. Bøjs og min udmærkede plan om at nyde med måde, så vi kunne nå hele raden rundt, lod sig ikke helt realisere, men vi fik da smagt på det meste. Derimod tror jeg, at Finn nåede næsten 2 gange rundt, men han havde jo også prøvet det et par gange før. Trætte dumpede vi ned ved et af bordene og hyggede os med en kop kaffe, inden vi returnerede til Palma Spring Village efter en god oplevelse.


Projekter i Dubai

Vi så den byggeplads, hvor der i 2008 vil stå verdens højeste bygning. Jeg kan desværre ikke fortælle dig højden på bygningen. Det bevares som en dyb hemmelighed for at forvirre evt. konkurrenter. Det ville jo være kedeligt, hvis man blev overgået med med et par meter af et eller andet byggeri i Asien. Det menes, at bygningen vil omfatte i hvert fald 123 etager, men herover vil rejse sig et højt, højt spir, som skal sikre verdensrekorden. Bygningen vil komme til at svaje indtil 3 meter i blæst. Den højeste bygning i dag ligger på Taiwan, Taipei 101 med sine 101 etager og 508 meter. Hvis vi også måler antenner o.l. med, så rager Torontos CN Tower 553 meter op. Det menes, at Burj Al Dubai, som projektet hedder, vil blive omkring 690 meter højt. Det er ikke som fx i New York og andre vestlige storbyer manglen på byggegrunde, der tvinger bygningerne op i skyhøjde.

Boligbyggeri i Dubai

Et andet imponerende projekt er "The Jumeirah Palm", omtales som The Palm. Det er en kunstigt ø, anlagt ud for kysten. Som navnet antyder - og som billedet ved siden af viser, er den udformet som en palme med en vældig stamme og 17 grene/blade. Der vil blive anlagt omkring 60 luksushoteller på øen, heraf 1 med ca 2.000 værelser, 4.000 eksklusive villaer, golfbaner, indkøbscentre mm. Det menes, at Radisson SAS vil deltage med mindst ét hotel. Man er i gang med at skabe et femstjernet dykkercenter på stedet, som skal kunne sammenlignes med Rødehavet og The Great Barrier Reef. Hver dag vil man kaste en 1 kilo guldbarre i havet, som dykkerne så kan hygge sig med at finde. Man har også planer om at genskabe det forsvundne Atlantis. Nogle af de første købere var David Beckham og hans hustru Victoria. Inden denne ø, som selvfølgelig er verdens største kunstige ø, var blevet beboet med rigmandsvillaer med egen strand og bådplads, gik man i gang med yderligere to ø-projekter: "The Jebal Ali Palm" og "The Deira Palm". "The Jebal Ali Palm" rummer også beboelser, men er i højere grad baset på sport og underholdning og vil bl.a. rumme et større vandland. De er planlagt færdigt i 2007. "The Deira Palm" vil slå verdensrekorden for kunstige øer med sine 14 x 8.5 km. Der vil være ikke 17 med 41 blade på palmetræet.

Dubai World Herudover kommer et endnu mere ambitiøst projekt, "The World", som er et helt øhav bestående af ca 300 kunstige øer, der skal afbilde jordens kontinenter og dets mere end 200 nationer. Projektet vil lægge 300-400 km2 til landets areal. Med klædelig beskedenhed omtales byggeriet som "verdens 8. vidunder". Du kan købe en 30.500 m2 ø ved navn "Danmark" for bare 20 mio. dollars - ca 120 mio. kr. Men til den pris får du altså bare stillet en sandbanke til rådighed og må selv bygge dit drømmehjem. Du skal også selv tage stilling til, hvorledes du vil komme hjem, fx med vandtaxa, båd eller egen helikopter. Da vi var på ørkentur så vi kolonner af lastbiler, som fragtede kampesten og andre byggematerialer til projektet. Man (regeringen) påstår, at man har taget hensyn til miljøet, men der er næppe tvivl om, at de gigantiske sandsugninger, der pågår og har pågået, har haft en uheldig indflydelse på livet i havet.

Inden for det sidste år er der begyndt at üdvikle vise sig et egentligt marked i Dubai, hvor udlændinge (med resident visa) kan købe privatboliger. Fin fortalte, at selv om mange forhold endnu ikke er fastlagt, stiger priserne voldsomt. En dag kørte vi omkring et boligområde, som er under etablering. Her besøgte vi tre udstillingshuse, alle efter vores standard luksusboliger i 2 etager, med udsigt til en stor sø, swimmingpool, i et tilfælde en selvstændig motionsbygning, pejs (?!), 3-4 soveværelser hver med eget bad. Prisniveau 1.5 - 2 millioner danske kroner. Nogle af de områder, hvor (velhavende) udlændinge kan købe boliger, er de omtalte kunstige øer.


World Trade Centre i Dubai

En af de mest iøjnefaldende bygninger i byen er Dubai World Trade Centre, som blev taget i brug i 1979. Tårnet er med sine 184 meter og 39 etager en af de højeste bygninger i området. Bygningen huser repræsentanter for verdens største firmaer, såsom Johnson & Johnson, General Motors, Master Card, Sony Broadcast og Federal Express. Herudover ligger her konsulater for USA, Australien, Schweiz, Tyrkiet, Italien, Spanien og Japan. Desuden befinder der sig en række eksklusive forretninger, banker, posthus, cafeer og restauranter samt luksuriøse beboelser.

Dubai har verdens største menneskeskabte havn, som liger i Jebel Ali, et kystnært industriområde en halv times kørsel fra Dubai. Havnen tillader de enorme super-tankere at lægge til. Dubai har med sin høje levestandard et stort og voksende energibehov.


Artikler om Dubai

Blodpenge ved trafikdrab

Indenfor en periode på 6 måneder fik familier i Dubai udbetalt 5 millioner Dirham i "blodpenge" for tab af familiemedlemmer i trafikken. Ifølge Finn skal føreren betale blodpenge, uanset hvem der måtte have skyld i ulykken. Hvis det ikke sker frivilligt, indbringes sagen for en offentlig domstol. Satsen er 150.000 Dirham, dvs ca 225.000 kr. Almindeligvis betaler forsikringsselskabet denne erstatning. Dog ikke hvis føreren har været beruset eller har kørt uden kørekort. For en sikkerheds skyld sættes føreren i fængsel, indtil blodpengene er betalt. Forsikringsselskabet betaler selvfølgelig ikke, før skaden "er stationær", dvs før ofret er afgået ved døden. Det giver undertiden problemer, hvis ofret ligger i coma i månedsvis. Den dræbtes familie kan dog give samtykke til løsladelse, før betaling har fundet sted.

Ægtefælle sagsøger hustru for 1 million Dirham
En nygift ægtemand har sagsøgt sin brud for 1 million Dirham, fordi hun forlod ham et kvarter efter brylluppet og flyttede (flygtede?) tilbage til sine forældre. Brudgommen havde betalt 150.000 Dirham på bryllupsreceptionen med hundreder af gæster. Efter flere forsøg på en "fredelig" løsning gik ægtemanden til domstolen for at få den til at beordre hustruen til at komme tilbage til hjemmet. Da hun nægtede, fik hun tilkendt skilsmisse, men fik samtidig forbud mod at gifte sig igen de næste fem år, fordi hun havde være ulydig overfor sin mand. Ægtemanden har anlagt sag om en erstatning på 1 million Dirham (godt 1½ mio kroner) til dækning af hans udgifter ved brylluppet samt for den ærekrænkelse, han havde lidt.

Burj Al Arab hotel

Finn havde reserveret bord til os alle 8 til fredags buffet fra 11-14. Han havde belært af erfaringer fundet ud af, at man skal være i god tid, hvis man skal have et bord. Finns forældre, som havde været på besøg i næsten 1 måned, havde ikke været i stand til at få et bord i den periode. Ved reservering afleverer man sine kreditkortoplysninger og accepterer, at hotellet må trække ca 400 kr pr gæst, hvis man ikke dukker op eller melder afbud for sent. Det er muligt at få en rundvisning på hotellet - pris $35 pr person. Dette beløb bliver dog refunderet, hvis man indtager noget i en af restaurationerne. Hotellet ligger ca 10 minutter fra Birte og Finns hjem.

Burj Al Arab hotellet er en arkitektonisk vidunder, designet som et sejl. Højden er 332 meter, hvilket gør det en af de højeste bygninger i verden ikke meget mindre end Empire State Building. Burj Al Arab, som på arabisk betyder "Det Arabiske Tårn" er bygget på en lille, kunstig ø ud for kysten. Alvorligt udseende vagter sikrer, at man ikke passerer bommene uden at have en godkendt reservation. Finn havde også haft kolleger, som var blevet nægtet adgang som følge af deres påklædning (T-shirt og slacks). Birgits bange anelser for min mere skødesløse end elegante påklædning blev heldigvis gjort til skamme, og bommene blev hævet for os. Hotellet er solidt funderet på søjler, som går 40 meter ned i undergrunden. Hotellets atrium er uden tvivl verdens højeste med sine 180 meter. Den teflonbeklædte facade er skinnende hvid om dagen. Om aftenen skifter den farver ved hjælp af computerstyrede spotlights. Lise, som skifter mobiltelefon lige så tit, som vi andre skifter undertøj, tog en aften et smukt billede, mens tårnet var coboltblåt. Det optræder nu som baggrundsbillede på mobilen - hvis den ikke er skiftet ud allerede.


Hotellet har 202 suiter, hver med sin private butler. Alle suiter selvfølgelig udstyret med alle tekniske faciliteter som bærbar computer med fax og printer, internettilslutning, interaktivt video, 42 tommer plasmaskærm osv. Om der er jacuzzi til hver suite - selvfølgelig. Priserne starter ved $1.000 pr nat for en suite med 1 soveværelse. Hvis du finder det for beskedent, kan du leje en kongelig suite for lidt mere end $5.000 pr nat.

Blandt hotellets 6 restauranter findes en undervandsrestaurant. Fra lobbyen kan man på 3 minutter med en "undervandsbåd" komme ned til "Al Manhara seafood restaurant". Restauranten, som vi dog ikke besøgte, er udsmykket med perlemor, inspireret af, at befolkningen oprindeligt ernærede sig ved perlefiskeri. I 2003 blev restauraten af det internationale magasin "Hotels" nomineret blandt verdens 10 bedste. Øverst oppe findes en helikopter landingsplads, og det er ikke helt sjældent at se gæster ankomme med helikopter fra lufthavnen. Mere prisbevidste kunder afhentes i lufthavnen af en af hotellets mange "Silver Cloud Rolls Royce limousiner", som var lined op ved indgangen.


Hotellets interiør viser regionens historiske og kunstneriske traditioner: glæden ved smukke stoffer og tæpper, passionen ved guld og sølv, fascinationen af strømmende vand, anvendelse af marmor, granit og farvestrålende kakler overalt. Oplevelsen begynder i lobbyen, hvor receptionen er indbygget i en enorm muslingeskal af guld (i hvert fald ligner det guld). Midt i lobbyen befinder sig et kæmpespringvand - kaldes "Vulkanen", som hele tiden skifter farve som styret af en usynlig koreograf og danner forskellige smukke geometriske formationer. Alt til ledsagelse af dæmpet, international musik. På begge sider af den smukke rullende trappe kæmpeakvarier, bygget op som som tropiske koralrev med masser af eksotiske fisk.

Vi tog elevatoren op til "Al Muntaha", som er en moderne restaurant med europæisk køkken. Det var, som om turen ingen ende ville tage. Vi trådte ud i et utrolig smukt rum, med panoramavinduer hele vejen rundt fra gulv til loft. Jeg har siden læst, at "Al Muntaha" er et vældigt træ, som står i himlen, lige under Guds trone. Hvert blad bærer navnet på et menneske. Når et blad falder, fanger dødens engel det, læser personens navn og tager til jorden og henter personens sjæl. Vi fik anvist en bord med dejlig udsigt. Vores tjener spurgte, om vi ønskede at se vinkortet, men vi mente, at vi som langt de fleste andre gæster kunne klare os med vand. Det viste sig at koste nogenlunde det samme, som en god flaske rødvin koster på en dansk restauration. Der var en halv snes forskellige former for juice, som vi frit kunne tage af. Der var en afdeling med forretter og salater, en afdeling med pasteretter, en afdeling med fisk, en afdeling med kød osv. Masser af specialiteter, især fra middelhavsområdet, vurderede jeg. Jeg tror ikke, at du kan komme i tanker om nogen ret, som ikke fandtes på bordene.


En halv snes kokke stod klar til at vejlede os, skære ud og øse op. Birgit skulle absolut smage alle 7 forskellige slags kaviar (hvad er der i vejen med stenbiderrogn fra Limfjorden?) - så ud til at nyde det. Jeg forsøgte mig med et stykke fois gras, men ville lige så gerne have haft en med Stryhns (nej, jeg har ikke aktier i dette fortræffelige firma). Ungerne ville gerne have bacon, og kokken leverede hurtigt en kæmpeportion. Jeg ved ikke, om det var lavet på svin eller måske kalkun. Da vi havde siddet lidt, kom en kok (fra Schweiz) rundt og foreslog os at prøve en bøf af angus kvæg fra Australien. Kødet skulle være særligt mørt som følge af, at dyret hver dag var blevet masseret. Det var lige før, man kunne blive misundelig på dyret.

Efter 2-3 besøg i dessert afdelingen, kunne vi ikke klare mere. Jeg synes nok, at det var lidt tidligt at give op - efter 2½ time. Inden vi forlod etablissementet, gik vi en runde for at nyde den imponerende udsigt. Desværre var vejret lidt diset, så billedet ved siden af, yder ikke fuld retfærdighed. Vi kiggede ned på en del af Dubai City, som minder lidt om Venedig med små kanaler, hvor man kan blive fragtet omkring i små både - dog uden ladsagesang. Jeg kunne tænke mig at komme herop engang sidst på eftermiddagen, og nyde solnedgangen herfra. Men jeg er bage for, at der går lang tid, inden ældrechecken når op i det nødvendige niveau.


Inden vi forlod vestibulen, nød vi det fantastiske springvand. Selv i Disneyland har jeg ikke set noget flottere. Ind imellem "eksploderede" vandet og sendte kaskader mere end 50 meter op i atrium. Og vandet landede så præcist, at ingen mærkede en dråbe. Jeg har læst, at springvandet undertiden springer med "ild", idet der på en eller anden måde føjes brændstof til strålen. Det oplevede vi desværre ikke, mens vi var der.

Birte tog undertiden til hotellet sammen med nogle veninder for at få massage og gå i spa bad. Når man først har passeret de strikse vagter, kan man frit bevæge sig omkring og fx også bade fra hotellets egen strand.

Mens vi stod udenfor og ventede på, at vores bil blev kørt frem, beundrede vi det næsten lige så imponerende Jumeirah Beach Hotel, som til dagligt benævnes "Bølgen" efter sin karakteristiske form. Det ligger nogle få hundrede meter fra Burj Al Arab.


Sport i Dubai

I modsætning til hvad jeg havde forestillet mig, er der et blomstrende sportsliv i Dubai. Ikke alene de traditionelle arabiske sportsgrene som hestevæddeløb og kamelridning, som primært udøves af den lokale befolkning. Men med det store kontingent af asiater, europæere og amerikanere har mange andre sportsgrene vundet indpas. Jeg kan bare nævne

Dubai er sportens hovedstad i Emiraterne. To verdensklasse turneringer afholdes her hvert år: "the Dubai Desert Gold Classic" og "the Dubai Tennis Open". Mere om dem senere.

Tennis på højt niveau

Tennis er særdeles populært i Dubai, og der findes masser af tennisbaner i forbindelse med hoteller og private klubber. Hvert år afholdes en ATP turnering med topspillere fra hele verden. Mens vi var der, afholdtes ATP-stævnet "Dubai Duty Free Men's Open", en 1 million USD turnering. Roger Federer, regerende Wimbledon mester, US Open mester og vinder af Masters Cup, deltager for 3. gang som regerende mester, mens Andreas Agassi er med i turneringen for første gang. Som reklame for turneringen har man anlagt en 415 m2 stor tennisbane på helikopter landingspladsen på toppen af hotel Burj Al Arab, i 310 meters højde. Som tidligere nævnt er det majestætiske hotel opført på en kunstigt anlagt ø, et par hundrede meter fra fastlandet. Her spillede Federer og Agassi nogle bolde til fornøjelse for pressefotograferne. Måske til mindre fornøjelse for den stakkels bolddreng ;-)

Den 23-årige schweizer møder 4. seedede Andre Agassi i semifinalen og vinder overbevisende 6-3, 6-1. Den 27, februar 2005 slår Federer kroaten Ivan Ljubicic med 6-1, 6-7 (6-8), 6-3 i finalen. Det er hans tredje gangi træk, at Federer vinder denne turnering. Det er Frederes 35. sejr i de seneste 36 kampe. Han indkasserer $187.500 for sin indsats.


Golf i Dubai

Golf bliver stadig mere og mere populært blandt indbyggerne i Dubai og de øvrige emirater. UAE har omkring 15 golf baner, heraf 3 PGA championship golf baner. Hvert år i marts afholdes "Dubai Desert Classic", som er en European Tour event, hvor verdens bedste golfspiller kæmper om emere end 1 million USD. Et par måneder før vores besøg havde Tiger Woods slået nogle golfbolde fra samme smukke platform som nævnt ovenfor, mens han boede på en af hotellets luksussuiter.

I år (2005) vinder Ernie Els for tredje gang i Dubai i et stjernespækket felt med deltagelse af bl.a. 6 tidligere vindere af British Open. Søren Kjeldsen slutter som klart bedste dansker som delt nummer 9'er, mens Bjørn slutter som nummer 22. Året forinden (2004) havde Tiger Woods meldt afbud til turneringen på grund af frygt for terrorangreb. I år tilbød arrangørerne ham 6 millioner USD bare for at stille op. Jeg ved ikke, om det var pengene, der fik ham til at deltage i år, han har formentlig penge nok til golfbolde til resten af sin levetid. Skulle han vinde turneringen, vankede der yderligere en halv million dollars, men han slutter på en femteplads.

Da Tiger spillede Dubai Desert Classic i 2001, opkaldte kronprinsen en væddeløbshest efter ham. Vi danskere vil altid huske denne turnering, hvor Thomas Bjørn vandt efter fire runder med Tiger Woods. Bjørn har, som mange vil vide, hjemmebane på Dubai Creek Golf & Yacht i vintermånederne. I finalerunden slog Woods bolden ind i nogle træer, derefter i roughen og endelig i vandet og slutter dermed 2 slag dårligere end Bjørn.


Galopløb

Overalt i byen så vi meterhøje reklamer for "Dubai World Cup", som afholdes hvert år i marts på Nad Al Sheba banen. Den ligger ca 15 minutters kørsel fra Dubai centrum. Den 2200 meter lange græsbane (som er tilsået med Bermuda Hybrid græs importeret fra USA) er anlagt i 1986. Udenom græsbanen ligger en 2000 meter grusbane. Den 26. marts 2005 afholdes årets første store internationale galopløb med mere end 67 millioner danske kroner i samlet præmiesum fordelt på syv væddeløb. Løbet er afslutning på det såkaldte "Dubai International Racing Carnival", som begyndte i januar måned. Mere end 200 af verdens dyreste fuldblodsheste fra 20 lande adeltager i "the Carnival", hvis samlede præmiesum er 25.000.000 USD.

Aftenen før det store løb transporteres omkring 4000 prominente gæster ud i ørkenen, hvor der afholdes "Arabian Night" med mad og delikatesser fra hele verden og et storslået show. Sheik Mohammed bin Rashid Al Maktoum aflægger besøg i løbet af aftenen. Sheiken, som sponserer løbet gennem Emirates Airline, ejer Godolphin stalden, hvorfra favoritten Grand Hombre kommer. Sheikens heste har vundet 5 af de hidtidige 9 løb i "Dubai World Cup". Desværre må man på grund af en skade trække Grand Hombre om fredagen, dagen før løbet. Godolphin stalden har således ingen deltager i løbet, som vindes overbevisende af Roses in May, én af de øvrige favoritter.

Grand Emporium vandt Godolphin Mile. Sheik Rashid bin Mohammed Al Maktoum havde købt hesten et par dage i forvejen, og med en præmie på 1.000.000 USD måtte han da ikke gå helt tomhændet hjem til sine paladser.


Kamelløb

Kamelløb er et særdeles vigtigt anliggende i Emiraterne, langt mere end "bare" en sport. De finder sted i vintersæsonen (oktober til marts) i weekenden, dvs torsdag og fredag. I løbet af en sæson kommer omkring 50.000 kameler til Dubai for at deltage. Sheik Mohammed, som er en af emirens sønner, ses ofte køre rundt og betragte træningen af kameler. Træningsbanen ligger lige i nærheden af Nad al Sheba hestevæddeløbsbanen. Maktoum familien er så glade for deres kameler, at de har ladet bygge Dubai Camel Hospital. Efter sigende er der udviklet specielle operationsborde, som er tilpasset dyrets pukler. Kameler løber næsten lige så hurtigt som heste, og er på lidt længere distancer klart bedre. I Emiraterne er det ulovligt at spille på heste og kameler, men det er tilladt at udlodde store pengepræmier til vinderen af et løb.

Sheik Mohammed, kronprins i Dubai og forsvarsminister i Emiraterne, ejer mere end 5.000 kameler (2.000 til løb og 3.000 til avl). En af hans brødre, Sheik Hamdan, har omkring 2.000. Hunnerne er de hurtigste. Det er derfor kun de rigeste (sheikerne), der har avlstyre. Alle drømmer om at få en vinder. En kamel, som har vundet flere løb, handles til millioner af kroner. Gennem de seneste 5-6 år er sporten blevet mere og mere sofistikeret, mere og mere en forretning for rigmænd. Der bliver taget blodprøver af dyrene, og man sikrer sig, at de får en hensigtsmæssig kost med mineral- og vitamintilskud. Da jockeyens vægt er afgørende for udfaldet af et væddeløb, er det ofte børn i 6-7 års alderen, som anbringes i sadlen. Ofte må de tapes fast med velcro for at blive siddende under løbet. Det siges, at når drengen opnår en vægt af ca 20 kg, ophører hans erhverv som jockey, og hans sendes i skole. Under løbene ledsages kamelerne af biler, hvori befinder sig træneren og evt ejeren af dyret. De står i radioforbindelse med jockeyen og giver denne anvisninger og gode råd.

Nogle måneder efter at vi var vendt hjem til Danmark (sommeren 2005) kunne vi læse, at man havde gennemført det første kamelvæddeløb med robotter i sadlen. En robot vejer ca 15 kg og koster omkring $2.000. I første omgang vil de blive fremstillet i Asien, men siden flyttes produktionen til Emiraterne. Robotterne styres fra de 4-hjuls trækkere, som følger kamelerne rundt på ydersiden af banen. Myndighederne oplyser, at mere end 250 børn, som fungerede som jockeys, er sendt tilbage til deres hjem i Pakistan, Bangladesh, Mauritanien, Eritrea m.fl. efter aftale med UNICEF. Samtidig har UAE vedtaget en lov, som forbyder kamel jockeyer under 18 år. Hidtil har børn ned til 4 års alderen været anvendt.


Falkejagt

Jeg ved ikke, om det er rigtigt at medtage falkejagt som en sportsgren. I så fald er det en meget eksklusiv sport, som i Dubai kun dyrkes af et fåtal i og tæt på kongehuset. Falkejagt var en integreret del af den oprindelige ørkentilværelse, praktiseret gennem århundreder i Emiraterne. Falkene blev brugt til at supplere den ensformige daglige kost af lam og geder med fx lidt harekød eller en due. Både sheik Zayed og nu sheik Mohammed har udvist stor interesse for at støtte og bevare denne del af den kulturelle arv i Emiraterne. "I gamle dage" kom sheikerne rundt i hele deres rige på falkejagt. Det gav dem en mulighed for at følge med i befolkningens ve og vel. Om aftenen ville den lokale befolkning komme til sheikens lejrbål, vise deres respekt og evt. rejse problemer for herskeren.

Opdræt og træning af jagtfalke kræver udviklede pædagogiske evner, stor tålmodighed og en del mod. Falken får en hætte over hovedet, og man undlader at fodre den i et stykke tid. I den første tid er falkoneren altid sammen med fuglen, så den vænner sig til ham. Falkoneren bruger hele tiden fuglens navn, så den lærer det at kende. Ved træning fjernes fuglens hætte, men den holdes fortsat bundet med en tynd line, så den kan foretage små udflugter. Falkoneren anbringer sig 50-100 meter fra sin fugl, idet han svinger en "lokkedue" lavet af fjer i et reb, hvorefter en medhjælper fjerner fuglens hætte. Fuglen vil herefter kaste sig over lokkeduen, og som belønning får den et stykke råt kød. Senere udvides træningen med levende duer, hvor det især er vigtigt at sikre, at fuglen afleverer sit bytte til falkoneren uden at dræbe det. Det kræver formentlig en del overtalelse/træning, kunne jeg tænke mig. Men efter islamisk skik skal byttet være levende, når jægeren skærer struben over på det.

Dubai Falcon Hospital, som blev grundlagt for ca 20 år siden, drives af et engelsk ægtepar. Mere end 12.000 falke er blevet behandlet på hospitalet. Dyrene får indopereret en microchip, så man kan holde styr på dem. Undertiden en lille sender, så man kan følge deres færden. Hospitalet bruger også en del tid på at instruere falkeejere i den rette behandling af deres fugle. En falk skal trænes/motioneres mindst 3 timer hver dag for at være i tilstrækkelig god form.

Der gøres meget for at opretholde bestanden af sunde falke i UAE. Oprindelig var fuglene i fangenskab i årevis, så længe de var brugbare til formålet. I dag er der mange regler både lokalt og federalt. Der findes fx et projekt - Sheik Zayed Falcon Release Project - som sørger for, at falke sættes fri i naturen, når jagtsæsonen er overstået. En del fugle anbringes for en periode på Abu Dhabi Falcon Hospital, for at sikre, at de er sunde og raske, inden de slippes løs. Det sker på tidspunktet hvor trækfugle passerer Emiraterne.

Finn fortalte, at han har en kammerat, som opdrætter falke til sheikfamilien. Han bor i Danmark halvdelen af året, og i Dubai den anden halvdel. Desværre havde vi ingen muligheder for at møde denne person og høre om hans spændende job.



Det, der overraskede mig mest på det sportsmæssige område, var, at der spilles ishockey i Dubai. Ikke overraskende er 95% af spillerne canadiere, men der deltager også en håndfuld svenskere og finner i den lokale turnering, som består af 6 hold. Klubben deltager ofte i udenlandske turneringer og har fx været med i


Aladdins Hule i Dubai?

Dubai er kendt for guld. Dette prægtige metal, som betager vores kvinder, har altid spillet en vigtig rolle i emiratets handelsliv. Det startede med, at Dubai lå på de travlt trafikerede handelsveje mellem vesten, mellemøsten og Indien/Kina. Siden har Dubai meget målbevidst opbygget et af verdens største og hurtigst voksende guldcentre, bl.a. som følge af den forsvindende ringe beskatning. Hvert år importeres omkring 300 tons guld.

En af de første dage kørte Finn os hen i en kæmpestor bazarbygning, hvor man kun handler med guld. Nå, jeg overdriver. Jeg tror, at der udover et par hundrede guldforretninger fordelt på 2 etager, var et par steder, hvor man kunne købe lidt drikkevarer. Jeg følte det, som var jeg kommet ind i Aladdins hule med de mange skatte. Senere gik det op for mig, at jeg snarere var kommet ind i løvens hule. Vi opsøgte en af de brave handlende, som nogle dage forinden havde fået et billede af en ring, som Birte havde fundet på nettet. Ringen var sammensat af to ringe i hvert sit materiale, vistnok rødguld og sølv. Disse ringe var kunstfærdigt flettet ind i hinanden og med små stene indlagt. Lise, som ellers efter sin mands mening, har rigeligt med smykker og ikke mangler noget, kunne ikke leve uden denne ring. Og hvad værre er. Eksemplet smittede, så også min hustru meldte sig som køber. Guldsmeden lovede at have ringene klar i løbet af 4-5 dage.


Det er tydeligt at se på billedet til venstre, at det ikke er første gang, at Finn har besøgende med til guldsmeden. Heldigvis nåede vi ikke at aflægge besøg i den såkaldte Guld Souk (bazar), som er et netværk af flere hundrede guldforretninger i smalle gyder og stræder. Alle vinduer skinner gyldent fra armbånd, halskæder, øreringe, fingerringe osv. Hertil kommer omkring hundrede virksomheder, som er guldgrossister. Dubai er efter sigende verdens "guldby" med de laveste priser i verden. Guldet sælges i højere grad efter vægt end efter forarbejdning. I 18, 22 og 24 karat. Hvis du kun er interesseret i guldet som en investering, kan du selvfølgelig også købe guldbarrer eller guldmønter. Du kan medbringe dit gamle guld (nej, det har ikke noget med Morten Korch at gøre) og bytte det til nyt. Du har måske 5-6 vielsesringe fra tidligere ægteskaber og har nu endelig fundet den eneste ene. Jeg har bare et problem, når jeg kommer sydpå. Selv om jeg er jyde, kan jeg ikke handle. Principielt vil jeg ikke købe noget i en forretning, hvor jeg ikke kan studere priserne i vinduet. Den pris, du får opgivet, er bare et forhandlingsudspil - og så går den vilde skattejagt. Det byder mig imod at tinge om prisen, derfor holder jeg mig tilbage. Men det gjorde vores medbragte ikke. Heldigvis er der en grænse for indførsel i Danmark på 1200 kr.


Indkøbsparadis eller helvede?

Men du kan selvfølgelig købe meget andet end guld i Dubai. Du kan faktisk købe alt i Dubai. Udover guld souken finder der adskillige andre souker (markeder): krydderi souk, parfume souk, fiske souk. Hertil kommer et stort antal indkøbscentre, som hvert rummer fra 50-300 butikker. Du kan købe tøj, pelse, sko, kosmetik, lingeri, tæpper, juveler, ure, elektronik, mobiltelefoner, computere, TV-apparater, møbler (fx så vi en stor IKEA forretning). Alle populære europæiske og amerikanske brands er repræsenteret: Bally, Calvin Klein, Escada, Guess, Mexx, Rivoli, Tiffany, Donna Karan, Cartier, Ralph Lauren, Louis Vuitton, NEXT osv. osv. Hver weekend (torsdag og fredag) oversvømmes centrene af tusinder af købedygtige kunder. Mange velhavende arabere fra Saudi Arabien og andre mellemøstlige stater, hvor forholdene er mindre frie, tager på indkøbsture til Dubai. Når du er lige ved at dratte om af træthed, kan du tage vægten af dine plagede fødder i en komfortabel coffeeshop. McDonald's, Subway og alle de kendte kæder er selvfølgelig også klar til at lette din pung.


Dubai Shopping Festival

Som om dette ikke var nok. Hvert år siden 1996 er der fra midt i januar til midt i februar afholdt Dubai Shopping Festival. Det blev stiftet af turistindustrien i Mellemøsten og havde til formål gennem nogle spektakulære begivenheder at stimulere købelysten og præsentere nogle spændende produkter. Festivalen støttes af Hans Højhed General Sheik Mohammed bin Rashid Al Maktoum, kronprins af Dubai og forsvarsminister i UAE. Gæster strømmer til fra hele verden - mere end 5 millioner gæster lægger omkring 10 milliarder kroner. Hvis du ikke kan nå at bruge alle dine penge i løbet af dagen, kan du altid gå i Natte souken, som har åben fra kl 21 til kl 3 om morgenen. Mottoet for DSF i 2005 var "One World, One Family, One Festival". I år (2005) var et af højdepunkterne koncerter med Jethro Tull, Bryan Adams, Whitney Houston m.fl. samt en lang række lokale og arabiske kunstnere. Festivallen løb fra midt i januar måned og til udgangen af marts.

I 2004 var temaet high fashion, hvor toppen af internationale designere viste deres nyeste kreationer, Christian Dior, Emanuel Ungaro, Christian Lacroix og Givenchy. For at træke folk til bliver shopping festivalen krydret med fx sportsbeguvenheder som verdensmesterskaber i brydning. Et andet år satte Buggyra Super Truck Racing Team verdensrekord for køretøjer på landjorden.

I 2003 deltog en lang række kunstnere fra musikkens verden, bl.a. John McLaughlin. 80 jazz musikere deltog i den første jazz festival i et arabisk land. Det armenske filharmoniorkester optrådte. De kendte eventyr Beauty and the Beast, Cinderella and Peter Pan blev opført for børn. Mere end 1000 internationale gadekunstnere fornøjede den yngre del af befolkningen. Hertil kommer talrige lotterier med chance for at blive milionær eller vinde en luksusbil.

Festivalen ofholdes i "The Global Village", som ligger lidt udenfor Dubai City. "The Global Village" er efter 9 år flyttet til et andet kæmpeprojekt, "Dubailand", som vil blive Mellemøstens største turist og forlystelsescenter med temaparker som "Pharaoh's World", "Dinosaur World" og et futuristisk "Space Hotel".


Mohammed-rekord

Et af højdepunkter i 2005 var, at verdensrekorden for den største forsamling af folk med samme navn blev slået i Dubai den 11. februar. Her var mellem 1500 og 2000 mænd og drenge med fornavnet Mohammed samlet i en park, og det var rigeligt til at smadre den hidtidige rekord fra 2003. Den blev sat i Spanien, hvor 375 Maria'er var samlet på ét sted. For at blive anerkendt måtte hver eneste Mohammed fremvise fødselsattest. Finn mente, at måske halvdelen af landets befolkning hedder Mohammed - opkaldt både efter profeten og efter deres elskede sheik, så han var ikke så imponeret. Ved samme lejlighed fik man også ram på en anden rekord, nemlig den for verdens største menneskelige flag. Over 16.000 skolebørn klædt i rødt, hvidt, sort og grønt dannede De Forenede Arabiske Emiraters flag. Byen havde tidligere indskrevet sig i rekordbøgerne med verdens længste sofa.


På ørkentur i Dubai

Finn foreslog, at vi tog på en tur ud i ørkenen en af de sidste dage under vores besøg. Det er en yndet fritidsbeskæftigelse - især blandt mændene (de store drenge). Vores søn Claus, som har arbejdet i Saudi Arabien i 3 år, havde flere gange med begejstring fortalt om udflugter i ørkenen, så vi slog straks til. Finn aftalte med en af sine flyvelederkolleger, Sean at han skulle deltage. Det næste par dage meldte flere interesserede sig, og kl 8:30 på dagen dukkede Sean, Jan og Steve op og parkerede deres 4-hjulstrækkere ud for familien Kristensens domicil. Finn, Jan og Sean er flyveledere, mens Chris er flyvemeteorolog. Hver bil medbragte vand og proviant i form af frugt og snacks. Birte og Birgit var de eneste kvinder, og knægtene Rasmus og Jakob var i skole. Vejret var det bedste i den uge, vi var i Dubai. Sol fra en klar himmel, og temperaturer i solen på omkring 30 grader.

En god halv times kørsel øst for Dubai på vejen mod Hatta ligger et stort område med masser af sandklitter. Området gennemkrydses også af talrige wadier, som er udtørrede flodsenge. Området anvendes meget til kortere udflugter i 4-hjuls trækkere. Der findes også flere firmaer, som arrangerer ture for turister, fx Arabian Adventures' Sundowner desert safari, som tager turister med ud i ørkenen i nogle timer. Efterfølgende besøger man en kamelfarm og får mulighed for at ride på en kamel, evt få anbragt henna dekorationer (som en tatovering, men disse bliver slidt af med tiden) på sømmelige steder af kroppen. Om aftenen spiser man i ørkenen evt. til mavedans og nyder solnedgangen i ørkenen. Det må vi prøve næste gang.

Klargøring

Vi havde aftalt at mødes med de øvrige biler på den sidste tank før ørkenen. Flere tankede op. Selv om Finns tank kunne tage omkring 120 liter, var prisen for opfyldning ikke skræmmende som på vores breddegrader. Til min overraskelse gik førerne i gang med at lukke luft ud af dækkene. Sean forklarede, at man på denne måde kunne forøge dækkets "fodaftryk" med ca 50%. Og denne forøgelse skete både i længdegående og tværgående retning. I øvrigt forventede Sean sig meget af dagens tur, da den seneste tids regn (ja, det regner lidt i Dubai om vinteren, og denne vinter havde været mere våd end sædvanligt) formentlig havde givet sandet bedre friktion. Han håbede at kunne sætte kronen på værket ved at "bestige" Big Red" i sin 4-hjulstrækkere. Det var hidtil mislykkedes for ham. På billedet ses Sean i forgrunden. Efter ham er Finn og længere tilbage Jan også i gang med at pifte dækkene.


Alle bilerne var 4-hjuls trækkere og helt tydeligt "husfaderens bil". Som jeg tidligere har nævnt kørte Birte omkring i en SAAB stationcar, og de øvrige husmødre havde ligeledes mere adstadige biler til rådighed. Sean fremhævede Finns bil for dens store motorkraft og dens højde over terrænet - var han en anelse misundelig? Sean gav en kort introduktion til kørerne om, hvorledes de skulle gebærde sig. Han forklarede også, hvorledes man skulle give tegn, hvis man kom i problemer. Skrev jeg hvis?, jeg mener selvfølgelig når. Både Finn og Jan havde kørt i ørkenen flere gange tidligere, men for Chris var det hans debut. Det vigtigste er timingen. Du skal give netop så meget gas, at du kommer op over klitten. Men ikke så meget, at du styrter hovedkuls ned på den modsatte side. Du ved ikke på forhånd, hvad der venter på den anden side. Og selv om du kørte samme tur i sidste uge, har vinden modelleret om på formationerne i mellemtiden. Og sandets køreegenskaber er forskellige fra gang til gang. Sean fortalte, at man undertiden måtte vende om efter ganske kort tid, fordi sandets friktion ikke tillod kørsel. Det er selvfølgelig ekstremt vigtigt at anvende korrekt gear.

Som aftalt skulle Sean være turens leder som den mest erfarne. Dette indebar bl.a., at han skulle køre foran og udforske terrænet. Han hejste en fane, som vel rakte et par meter op i luften. Fanen var hans hjemlands flag - ikke Union Jack, men det oprindelige engelske flag, som er hvidt og med det røde Sct Georgskors. Næsten lige så smukt og enkelt, som det danske. Flaget ville signalere Seans position til de bagvedkørende. Man skulle, hvis man gik i stå, så vidt muligt sørge for at have snuden i nedadgående retning. Hvis man mærkede, at man ikke kunne komme helt op, var det bedre at vende og køre ned igen. Når man kom op, var det vigtigt at placere sig, så den efterkørende ikke baldrede ind i en.

Fossil Rock

Birgit og jeg var så heldige at komme til at køre med Sean. Sean forklarede, at det er forbundet med livsfare at køre alene i ørkenen, helst skal man være 3-4 biler, så man kan trække hinanden fri og skaffe yderligere hjælp hvis påkrævet. Man bør informere andre om hvilken rute, man har planlagt. Det er også muligt at komme på kurser, hvor man træner køreteknik i ørkenen. Både Sean og Funn havde anskaffet sig en udmærket bog, "Off-Road in the Emirates", som indeholder detaljerede beskrivelser af ture og udfordringer i ørkenen. Første mål for turen var bestigning af Fossil Rock, som vel er omkring 100 meter høj, og fra hvis top, der er en betagende udsigt over terrænet. Sean spurgte Birgit og mig, om vi havde mod på at prøve den stejle nedkørsel. Og det havde vi selvfølgelig. Eller også havde ingen af os mod til at sige nej. Og det var en fantastisk oplevelse. Jeg tror, at Sean af hensyn til sine ikke helt unge passagerer kørte lidt mere tilbageholdende, end han egentlig havde lyst til. Det er jo heller ikke særlig sjovt, hvis ens passagerer kaster op i bilen. Efter at vi var kommet helskindet ned som de første, kunne vi stå og betragte de øvrige drenge more sig i sandkassen og køre op og ned flere gange. Og de fik stor brug for alle køreegenskaber.


Der gik ikke lang tid, inden vi løb ind i det første problem. Sean kørte lidt af vejen efter at have passeret et par klittopper og ventede på resten af holdet. Da der ikke dukkede nogen op i løbet af et par minutter, vendte han om og kørte tilbage. Det var Jan, der hang fast i sandet. Efter nogle instruktioner fra Sean blev Jans bil trukket fri og snart var vi på farten igen. Fem minutter senere var det Finns tur til at sidde fast. Bilen var skredet sidelæns og havde kilet sig ned i sandet. Jan kom frem og kiggede og pludselig satte han i fart tilbage til sin bil. "God kammerat", tænkte jeg, "Nu henter han en skovl eller et reb for at hjælpe". Men nej, straks efter kom han tilbage med sit kamera for at forevige Finns fastkørsel. Det gik op for mig, at et vigtigt formål med turen var efterfølgende at kunne håne sine uheldige kolleger, og så er det jo godt at have beviserne i orden.


Da Sean opdagede, at karavanen igen var gået i stå, vendte han om og kørte tilbage. Han fortalte, at det ikke var småting, han havde med ombord bare for tilfældets skyld:


Midt i det hele dukkede en lokal turguide op. Han var ude på en ørkentur med tre turister. Jeg kunne se, at det irriterede Sean, som sagtens kunne klare situationen, men den lokale guide benyttede lejligheden til at imponere sine tre passagerer ved at give gode råd til "amatørerne". Og vel var der en risiko for, at Finns bil ville vælte, hvis man ikke trak i den rigtige retning. Men i løbet af 5-10 minutter var vores lille ørkenkaravane igen på sporet. Således fortsatte turen et par timer. Jeg fik mere og mere respekt for Seans evner for kørsel i det vanskelige terræn. Hver gang han var kommet op på toppen af en sanddyne, måtte han tage bestik, ikke kun af den næste bakke, men også de følgende 2-3 bakker i det omfang, han kunne overse det. Ofte var det nødvendigt at køre store omveje for at komme frem i den planlagte retning.


Big Red

Ved middagstid nåede vi frem til målet, Big Red, som er en klit omkring 150 meter høj, dvs nogenlunde på højde med Himmelbjerget. Finn kunnde fortælle, at der på grænsen mod Saudi Arabien findes driver på 8-900 meters højde. At bestige Big Red i en 4-hjuls trækker er den ultimative test på mod og køreegenskaber. Som tidligere fortalt var det trods flere forsøg ikke lykkedes nogen af vores selskab at gøre dette. Det tager en times tid at bestige Big Red til fods.

Sean og Finn under opkørsel til Big Red i Dubai ørkenen

Mens vi stod og kiggede op ad den store sanddyne, satte Sean pludselig afsted. Han havde flere gange udtalt, at sandets beskaffenhed som følge af lidt regn var bedre end normalt, og det havde nok givet ham blod på tanden. Vi så hvorledes han flere gange "angreb" toppen, men måtte vende om, køre tilbage, krydse lidt frem og tilbage, inden han forsøgte igen. Efter en halv snes tilløb, nåede han toppen og vinkede triumferende til os.

Så skulle Finn, Jan og Chris selvfølgelig også teste deres biler og køreevner. Og efter adskillige forsøg nåede Finn også toppen i sin Dodge Durango. Jan og Chris måtte til sidst opgive at nå toppen, Jan fik problemer med sin gearkasse og kørte fast, hvorefter han måtte trækkes fri. Birte sagde: "Nu kommer Finn ned med verdens bredeste smil". Jeg tør selvfølgelig ikke garantere for, at der ikke på et eller andet tidspunkt har været en person med lige så bredt et grin, men jeg kan godt være i tvivl.

Mens vi slappede af efter turen, fortalte Finn, at vesterlændingene almindeligvis holdt sig fra Big Red om fredage, der i de muslimske lande svarer til de kristnes søndag. Lokale kommer herud i stort tal, og bakken er sort af personer, som med dødsforagt forsøger at bestige toppen - oftest i biler, som slet ikke er i stand til det. Det er også populært at forcere bakken på motorcykel, hvilket er noget nemmere end i bil. Finn drømte om at anskaffe sig en motorcykle til kørsel i ørkenen, da han ikke nænnede at udsætte sin store BMW-maskine for dette. Indtil videre havde Birte stået imod, selv om Finn forsikrede, at han kunne sælge maskinen uden tab, når familien skulle tilbage til Danmark. Men som vi mænd ved, er der mange hustruer, som ikke til fulde har forstået deres mænds dybtfølte behov for legetøj. Måske har mænd (personer), som til daglig arbejder i jobs med høje sikkerhedsniveau og ekstreme krav til krontrol - som fx i tårnet på en lufthavn - et særligt behov for at kunne slå sig løs i fritiden. Mange lejer små quad bikes/cycles i den nærliggende udlejningsforretning og kører op og ned ad bakken. Disse køretøjer er så små, at man selv kan rejse dem igen efter styrt, og der sker sjældent alvorlige uheld med dem.

Meterologen Steve, som havde gennemført sin jomfrutur med imponerende sikkerhed, havde fået blod på tanden. Næste gang ville tage familien med, men han var bange for, at hans 17-årige dreng ville insistere på selv at køre bilen. I Dubai skal man som i Danmark være mindst 18, inden man kan få kørekort. Men Steve mente, at sønnen indtil videre kunne få lov til at prøve en quad cycle.


Slut på ørkenturen

Inden turen tilbage til Dubai City skulle vi selvfølgelig have fyldt luft i dækkene. Vi kørte tilbage til den tank, hvor vi om morgenen havde lukket luft ud. Sean brugte selvfølgelig sin egen kompressor, som på ca 15 minutter kunne pumpe hans 4 dæk op, mens de øvrige deltes om tankens kompressor. Hvis du kigger ind i ruden på Jans bil, får du lige et glimt af en travl Sean, som skulle tilbage til byen til et møde. Han var lidt forsinket i forhold til sin aftale, men vi ved jo alle, hvor vanskeligt det er at holde op, "når legen er god". Birgit og jeg var enige om, at bilkørsel i ørkenen havde været den mest spændende oplevelse på vores tur til Dubai.


På stranden

Den sidste dag, vi var i Dubai, kørte Finn os til stranden, som ligger 10 minutters kørsel fra deres hjem. Dejlig fint sand så langt vi kunne se i begge retninger. Der var kun 2 mennesker på stranden, muligvis et lokalt ægtepar. Kvinden sad og kiggede ud over vandet, tækkelig påklædt, så hverken ansigt, hænder eller fødder var synlige. Manden, som var i almindelig vestlig påklædning, spadserede frem og tilbage på stranden. På nogen afstand kunne vi se det smukke Burj al Arab Hotel, også kaldet Sejlet, som vi havde besøgt et par dage forinden. Lidt til højre så vi det næsten lige så smukke hotel Bølgen. Vandet føltes som derhjemme på en god sommerdag, dvs 18-19 grader. Lise og Birgit gik i gang med at samle muslingeskaller, som forekom i store mængder og variationer.

Palads under bygning på stranden ved Dubai City

Finn og jeg spadserede i retning af de to nævnte hoteller. Finn ville vise mig to paladser, som var under opførelse. De var bestilt af to sheiker fra Emiraterne. Hvert palads var på flere tusinde m2. Frimodigt skrævede vi over det lille hegn, som afgrænsede byggepladsen fra stranden. Mens vi stod og kiggede, kom en formand eller lignende hen til os og hilste venligt. Han var ansvarlig for bygning af den udendørs pool, som fyldte en stor del af parken mellem paladset og stranden. Poolen var designet som en lille flod, der slyngede sig afsted. I begge ender var der luksuriøse omklædningsværelser med bad og bruser. Et par steder var der lavet en lille sandstrand. Det mest imponerende var nok det maskineri, som kunne generere bølger af vekslende størrelse. Finn mente, at det kunne konkurrere med et offentligt vandland, men det var selvfølgelig kun beregnet for sheiken og hans familie. Men nu har de jo også større familier på disse breddegrader end i lille Danmark. Jeg spurgte formanden, om der ville komme et hegn op mod den offentlige strand for at beskytte sheikfamilien mod nysgerrige blikke. Han kiggede uforstående på mig. Standen vil selvfølgelig blive lukket for adgang, når paladset tages i brug. Det ville vel svare til, at dronning Margrethe ville lukke stranden nedenfor Marselisborg Slot inde fra Århus og til Varna. Undskyld mit lokalpatriotiske eksempel, men Århus er nu engang min by.


Tilbage til Danmark

Dagen efter vores ørken- og strandtur var det tid at vende tilbage til Danmark. Det havde været en spændende tur, men jeg tror ikke, at Dubai er et sted, jeg ville slå mig ned og leve min pensionisttilværelse. Det var i øvrigt en besynderlig tanke, at vi ikke havde mødt en eneste lokal (indfødt) på hele turen. Nej, det er for resten ikke rigtigt. En dag ville Finn køre os på en tur op i et bjergområde et par timers kørsel fra Dubai. Ved indkørslen til området blev vi standset ved et check point, ikke en grænseovergang. Den brøsige vagt krævede at se vores pas. Pas? Ingen af os havde tænkt på at medbringe pas. Finn fortalte vagten, at han flere gange havde kørt denne tur uden at blive afkrævet pas. Kunne vi ikke nøjes med at vise kørekort? Nej, uden pas, ingen passage. Finn parlamenterede en halv snes minutter med den nidkære embedsmand - men uden held. Vores humør blev ikke bedre af, at lokale biler bare blev vinket igennem, men vores bom forblev nede. Det var vores første og eneste møde med en af "de lokale" (således omtaler man almindeligvis de fastboende, indfødte). På vejen tilbage lidt udenfor Dubai City beså vi en stald med kameler.