Chefredaktøren lo. Det lød, som når skarpretteren prøver at vrikke en økse op, der er gået fast i huggeblokken.
Dagens frokostavis, en lille sygelig pirring af en ellers fastfrossen underbevidsthed, en lille dumhed her, en lille ondskabsfuldhed der og et stort, udbredt, nedfedtet kæleri for den latente stupiditet.
Er der ikke noget meget karakteristisk i, at Vorherre, Vorherres søn og såmænd også den Helligånd er mænd?
Hvis man ikke har hjemve en gang imellem, er det fordi man aldrig har flyttet sig en tomme.
Journalistikken er et umoralsk erhverv, et æreløst erhverv, et suspekt erhverv nedbrydende i det lange løb for moralen hos dem, der udøver det gennem en længere årrække. Hvad der notabene på én gang er en forbandelse for journalistikken og giver den en større frihed, end mange forfattere har eller tilstår sig selv.
Kultur er benzin og ild i røven, en evne til ikke at kunne sidde stille, men hele tiden at flytte sig, at finde takten ikke i det taktfaste, men i den store ubestemmelige rytmik, der er vores fælles vilkår.
Kultur er ikke en sutteklud eller et gipsbind til afstivning af daskende lemmer.
Man skruer lidt på okularet, og alt er fiktion.
Og det øjeblik, man begynder en rejse, så er man samtidig på vej hjem. Jeg rejser ud for at komme hjem. Jeg er altid på vej hjem.
Træd et skridt tilbage og mærk mig det sidste sekund, før du som en brølende bue slynges bagover mod den tørre lyd, der fremkommer, når kraniet møder karrets kant.