Nu kom vi ind i Rocky Mountains og kunne for alvor nyde det pragtfulde sceneri: bjerge, søer, floder, skove etc. Da vi nærmede os nationalparken, skulle vi betale et mindre beløb - vistnok 30 dollars.
I dag skulle vi køre til Jasper National Park, ca. 900 km fra Vancouver. Vi stod op kl. 5. Georgia og Hugh havde forberedt morgenmad til os og programmeret kaffemaskinen til st starte på samme tidspunkt. Vi startede kl 6:10, og var i Hope inden 8:00. Da vi kom til Kamloops, fik vi kaffe og doughnuts hos Tim Hortens. Af en eller anden grund elsker Janet disse Tim Hortens cafeterier, som findes i tusindtal i Canada. Kamloops ligger i de mest vidunderlige omgivelser med søer på alle sider. around. Vi havde planlagt på vejen tilbage til Vancouver at overnatte på en ranch i nærheden af Kamloops.
Nu kom vi ind i Rocky Mountains og kunne for alvor nyde det pragtfulde sceneri: bjerge, søer, floder, skove etc. Da vi nærmede os nationalparken, skulle vi betale et mindre beløb - vistnok 30 dollars.
Vi gjorde et ophold, sa vi kunne se Mount Robson, som ligger ca 1 times kørsel vest for Jasper. Intet billede kan sandfærdigt beskrive det imponerende syn af dette 3000 meter høje bjerg. Janet fortalte imidlertid, at vi ville komme til at se endnu mere betagende scenerier. Lige i nærheden var et monument for Terry Fox og vi læste den rørende beretning om den unge atlet. Jeg må tilstå, at jeg ikke havde hørt om Terry Fox tidligere, mens hans historie gjorde et stort indtryk på os alle.
Terry Fox er født den 28. juli 1958 i Winnipeg og flyttede til Port Coquitlam med familien i 1966.
I en alder af 18 år mistede han sit højre ben på grund af cander. Mens han lå på hospitalet og afventede operationen, hørte Terry om en 1-benet løber, som havde deltaget i New York Marathon. Denne historie inspirerede Terry til et initiativ, som skulle vise sig at rejse mange millioner dollars til cancer forskning. Hans mål var at løbe tværs over landet og undervejs indsamle mindst én dollar pr. canadier. 2 år senere havde Terry fået en sponsorat og planlagt den rute, han ville følge. Den 12. april 1980 startede Marathon of Hope i St John's, Newfoundland.
I begyndelsen var der kun ringe mediemæssig opmærksomhed, men efterhånden som Terry overlevede de farlige veje, lastbiler, som nær havde blæst ham i grøften, hagl så store som golfbolde, politiet, som afskar ham fra at bruge dele af Trans-Canada Highway samt ikke mindst problemer med hans kunstige ben, begyndte billedet af denne tapre, unge mands og hans mission at gøre indtryk på offentligheden. Mediernes interesse begyndte også at vågne. Og da Terry Fox nåede Ontario, var han blevet en canadisk helteskikkelse.
På sit lange løb vestpå, blev Terry mere og mere generet af en vedvarende hoste. Hans cancer havde dannet metastaser og bredt sig til lungerne, og Terry Fox måtte indlægges på hospital. Han havde løbet i 143 dage - i gennemsnit et marathonløb pr. dag (42,195 kilometer). Undervejs havde han indsamlet 1.7 millioner dollars til cancer forskning. Canadierne oversvømmede nærmest Terry med erklæringer om kærlighed og støtte, og fortsatte med at sende bidrag til hans projekt. Port Coquitlam postkontor rapporterede, at Terry Fox i december måned 1980 havde fået mere post end alle øvrige private og firmaer i byen - til sammen!
Terry Fox døde den 28. juni 1981, én måned før sin 23 års fødselsdag. Hans forældre arbejder stadig for at holde liv i Marathon of Hope. Det første Terry Fox Memorial Run blev afholdt den 13. september 1981 på 880 steder udover Canada og med mere end 300.000 deltagere. I 1995 var der mere end 275 løb i 50 lande, og der blev rejst mere end 10.5 millioner dollars.
I 1997 var der mere end 300 internationale løb i 52 lande - så fjerne steder som De forenede Arabiske Emirater, South Africa, Mexico, Indien og Ghana. Mere end 4.5 millioner dollars blev indsamlet til cancer forskning.
Det 18. Terry Fox Run finder sted søndag 20. september 20th 1998. Den 17. juli 1981 udnævnte British Columbia et 2.639 meter højt bjerg i Rocky Mountains, 80 kilometer vest for Jasper, som et symbol Terry's mod.
Vi kom til Jasper omkring kl. 17. Det vil sige, i virkeligheden var den 18, da Alberta, som vi var kommet ind i, ligger i en anden tidszone end B.C. Vi fandt hurtigt det sted, hvor vi skulle bo et par dage - et vidunderligt blokhus i udkanden af Jasper. Nærmeste nabo var en lille skov. Vi fik 3 gode værelser. fine rooms. Værtinden Marilyns's mand arbejdede for tiden på et projekt i Nigeria. Den rygende del af familien blev forvist til terrassen, når de ønskede at dyrke deres fælles last. Vi foretog en hurtig spadseretur gennem Jasper, som Janet og Claus havde besøgt året i forvejen. Nede ved jernbanestationen så vi en kæmpestor totempæl (21 meter), The Queen Charlotte Totem Pole, én af de største, der eksisterer i dag. Den var lavet af en Haida kunstner fra Queen Charlotte Islands. Vi beundrede også det smukke turistkontor, der anses for ét af de smukkeste i hele verden. Plænen foran er et populært mødested og ofte befolket med turister.
Vi fandt en græsk familierestaurant, hvor vi spiste til aften. Maden var dejlig, og prisen lav sammenlignet med det danske prisniveau. Betjeningen var fortræffelig - og så måtte man ryge i lokalet! Mens vi spiste, diskuterede vi, hvad vi skulle foretage os den følgende dag. Janet havde (selvfølgelig) forberedt sig godt og gav os en introduktion til seværdighederne i nærheden af Jasper.
Jasper National Park er den største og "nordligste" af 4 canadiske Canadian Rocky Mountain Parker, som udgør et såkaldt UNESCO World Heritage Site. Mere end 10.000 km2. Vi kunne tage til Athabasca Glacier, Miette Hotsprings, Sunwapta eller Athabasca Falls. Vi kunne også besøge Mount Edith Cavell's imponerende gletchere eller Maligne Canyon og Maligne Lake. Vi kunne tage svævebanen til toppen af Mount Whistlers (ikke den, der ligger i nærheden af Vancouver), eller vi kunne opleve det varierede økosystem i Jasper National Park. Janet fortalte, at vi ville komme til at se elge i stort tal. Hun fortalte, at det er meget almindeligt at se elgflokke gå og græsse på plænen foran turistbureauet midt i byen. Janet advarede os om at holde en forsvarlig afstand til de dyr, vi måtte møde (hun er trods alt sygeplejerske). Vi ville sikkert også møde bighorn sheep, som holder til på skrænterne i nærheden af Jasper. Men hun bad til, at vi ikke ville møde en grizzly. For mit vedkommende kunne jeg da godt tænke mig i det mindste at se en brun eller en sort bjørn.
Herefter tog vi tilbage til blokhuset og tidligt i seng - efter en betagende køretur på mere end 800 km. Gad vide, hvor megen skønhed en hjerne kan kapere. Jeg sagde flere gange til mig selv undervejs: Endnu et af disse utroligt smukke scenerier - og du glemmer dit eget navn.
Morgenmad kl 8:30. OK - men langt fra den standard, vi var vant til hos Georgia og Hugh. Viggo påstod, at han havde set rådyr udenfor vinduet tidligt om morgenen. (utroligt som et par øl kan påvirke ens sanser og dømmekraft). Vi besluttede at køre til Maligne Lake - ca. 50 km fra Jasper. På vejen dertil ville vi besøge Maligne Canyon og Medicine Lake.
Maligne Canyon ligger kun 12 km fra Jasper by. Det er den længste canyon i the rockies. Her plasker Maligne River fra en højde af 50 meter ned i en snæver limstens kløft. Janet og jeg diskuterede betydningen af Maligne. Janet mente, at navnet var af indiansk oprindelse. Senere læste vi i en bog, at ordet 'maligne' ('ondartet') refererer til den farlige strøm, der løber i floden, og som gør den farlig at passere. Vi steg ned i kløften og nød synet fra nogle af broerne på vejen. På den sidste bro bad Janet os om at kaste en mønt i floden og gøre et ønske. Jeg kan selvfølgelig ikke afsløre, hvad jeg ønskede. Men hvis det går i opfyldelse, kommer jeg helt sikkert tilbage til Canada i løbet af et par år.
Herefter fortsatte vi i retning mod Maligne Lake. På vejen standsede vi ved Medicine Lake, ca 27 km fra Jasper by. Jeg har læst, at vandstanden i floden varierer som følge af et underjordisk "dræningssystem" - det største underjordiske flodsystem i Nordamerika. Om sommeren stiger vandstanden betydeligt, og om efteråret er søen næsten tom.
Mens vi stod og beundrede det smukke syn, opdagede vi et dyr i færd med at svømme over søen. Jeg troede først, at det var en canadisk gås. Men så gik det op for os, at det var en elg (moose). Hvordan skulle jeg vide det? Jeg har aldrig set nogen af disse skabninger før. Men elgen er åbenbart en god svømmer. Janet og Claus løb næsten en kilometer for at få et bedre skud af det store dyr - med cameraet selvfølgelig. Men uden held. Elgen forsvandt ind i krattet, lige så snart den nåede landjorden. Men en spændende oplevelse var det. Ved samme lejlighed så vi et par legende jordegern (Chip og Chap). Dem skulle vi møde mange flere af.
Maligne Lake er en af de største attraktioner Jasper National Park. 22 km lang and 100 m dyb er den den største naturlige sø i de 4 nationalparker. Den tilbyder white water rafting, kanoudlejning, hesteudlejning, ørredfiskeri oma. Og udsigten er spektakulær. Janet havde været ved Maligne Lake mindst én gang før, men havde endnu ikke besøgt Spirit Island, som ligger ude i søen. Hun og Claus tog derud med en båd - en tur på ca 1½ time. I mellemtiden nød vi det betagende sceneri og de mange fugle og mindre dyr. Der var mange røde egern tæt ved restaurationen, hvor vi fik kaffe. Et par havde medbragt en kat i snor??? Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er nogen god idé. Da Janet og Claus kom tilbage fra turen, kørte vi tilbage mod Jasper.
Det første vi så, da vi kørte ind i Jasper, var en flok elge, som græssede langs med hovedvejen. Og her havde vi kørt flere hundrede kilometer for at opleve Canadas højt besungne dyreliv.
Om aftenen spiste vi på en italiensk restaurant. Maden var fremragende, prisen rimelig og betjeningen særdeles ringe. Janet 'straffede' servitricen med at give hende det nøjagtige beløb, som regningen lød på - ned til den mindste penny (loony). Ved du forresten, at canadierne i USA har et omdømme som meget sparsommelige? Her kommer den på engelsk, da jeg dårligt kan oversætte den til dansk: What's the difference between a Canadian and a canoe? A canoe tips.
Og den følgende dag skulle vi mødes med Janets familie. Vi vidste ikke med sikkerhed, hvornår de ville dukke op. Vi var spændte på, hvad Janets familie tænkte.
Janet mente, at hendes familie sikkert ville dukke op først på eftermiddagen. Hun var ikke helt klar over, hvem der ville komme udover hendes forældre. Vi besluttede at bruge/udnytte formiddagen til en tur til Mt. Whistler, som ligger ca 6 km syd for Jasper.
Almindeligvis er Birgit ikke særlig begejstret for højder. Men hun overvandt sin naturlige frygt og kom med os, da vi tog the tramway - næsten op til toppen af Mt. Whistler. Jasper Tramway er Canadas længste svævebane. Den øverste terminal ligger i 2.500 meters højde. Turen op i en kabine med plads til 30 passagerer tager 7 minutter. I virkeligheden er afstanden længere, end man skulle tro. Når man tror, at man har nået endestationen, går det op for én, at man kun er halvvejs. Udsigten over den omkringliggende pmråde er enestående. På en klar dag kan man se se 75 km til den sydlige del af Columbia Icefield (som du komer til at høre mere om), og 100 km vestpå til Mt. Robson (som du allerede har hørt om). Lige foran os lå Jasper by og Athabasca River. Der er et cafeteria, en restauration og den uundgåelige gavebutik ved endestationen. Herfra går der flere stier helt op til toppen.
Janet og Claus fortsatte helt op til toppen - der findes mennesker, som ikke er i stand til at slappe af og nyde det sted, hvor man lige nu befinder sig. Men dem om det. I mellemtiden nød vi synet af de mange jordegern. Det er ikke tilladt at fordre dem. Så selvfølgelig lod jeg være med det. Der var også alt for mange mennesker, der kiggede på. Farven på en chipmunk varierer fra gul-grå åverst med mørke eller sorte striber på siderne. Striberne fortsætter helt ud til halen. Siderne er almindeligvis rødbrune, og maven grå-hvid. Halen er lang og lysebrun.
Dette billede af Janet og Claus blev taget, efter at vi var sikkert tilbage på Moder Jord. Janet foreslog, at vi kørte til et sted i nærheden af Jasper, hvor der var gode chanver for at se de store bjerggeder. Og vi så bjerggeder. En flok på 30 eller flere, ganske tæt ved hovedvejen.
En farlig stuation opstod, da en moderged var blevet skilt fra sin unge, der foretrak det grønne græs på den modsatte side af den stærkt trafikerede highway. Moderen krydsede resolut vejen og hentede sin unge tilbage, hvorefter de klatrede op ad de temmelig stejle klipper. Et fantastisk syn. Og nu tilbage til Jasper for at mødes med Janets familie.
Janets forældre - Mildred og Elvin - var ledsaget af søster Linda og hendes mand Pete(r) og deres 2 sønner, Thomas og Alexander. Vi delte os hurtigt i 2 grupper: kvinderne, som gik på indkøb, og mændene, som aftalte at finde et sted, hvor vi kunne sætte os og lære hinanden nærmere at kende. Modstræbende fulgte vi Pete ind på en lurvet bar. Jeg ved ikke, hvorledes vi fandt denne bar, da der ikke var nogen synlige tegn fra gaden. Forresten fortalte jeg, at Birgit fulgte med mændene - hun forsømmer aldrig en lejlighed til at få en øl. Og de har virkelig godt øl i Canada. Birgit og jeg havde været lidt spændte på, om vi ville have problemer med at tale med Janets familie. Men vi havde ikke behøvet at bekymre os. Både Elvin og Pete viste sig at have masser af humør - det er altid en god start. Elvin havde trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, men boede stadig på farmen i nærheden af Hythe i Alberta. Deres søn Jim, som drev farmen, var i gang med høsten. Og hans kone havde travlt med at sy på datterens brudekjole. Hun skulle giftes i november samme år.
Mildred og Elvin har 1 søn and 5 døtre. Jeg spurgte Elvin, om han ikke på tidspunkter havde ønsket, at han havde haft 5 sønner og 1 datter - hvilket hans forældre havde haft. Det kunne måske have været en fordel i driften af rabchen. Han fortalte, at Mildred ofte havde kørt traktor, når det var nødvendigt, og de havde ofte måttet arbejde 24 timer i døgnet.
Jeg spurgte, om de aldrig havde overvejet at flytte ind til Hythe, efter at de havde trukket sig tilbage fra arbejdet på farmen. Elvin fortalte, at de faktisk havde haft et hus i Hythe i et stykke tid. Men mens han havde været indlagt på sygehuset, havde Janet anbragt et "On Sale" skilt i vinduet og solgt huset hen over hovedet på ham - som Elvin udtrykte det. Det var vistnok det første hus, der var blevet solgt i Hythe i 10 år. (Da jeg senerede bebrejdede Janet dette (jeg er trods alt hendes svigerfar), sagde hun blot, at hun aldrig havde fået kommission for sit arbejde). Det er åbenbart nogle bestemte kvinder, der er i den familie! Pete syntes at være en meget driftig forretningsmand. Foruden at drive en større farm (selv en lille canadisk farm er med danske øjne en større farm - men vi snakker om en farm på ca 2.500 tønder land), så drev han også 2 computer forretninger i Grande Prairee. Men han virkede ikke stresset, og som Elvin med masser af godt humør.
Janet foreslog, at vi tog til Lake Patricia og Pyramide Lake, som ligger ca 7 km nord for Jasper. Som du kan se, er disse søer utroligt smukke og omgivelserne meget fredelige. Efter ca 10 minutters spadseretur vente Mildred og Elvin om og gik tilbage til bilerne. Janet fortalte, at hendes mor var bange for bjørne. Først kunne jeg næsten ikke tro det, men læste efterfølgende, at der ofte blev set bjørne og ulve i området. Mærkelig tanke for en dansker, som kun kender Yogi Bear fra tegneserier.
Pete fortalte, at det er umuligt at løbe fra en bjørn. Men som Thomas klogt bemærkede, så behøver du blot at kunne løbe fra det langsommeste medlem af selskabet. Ikke særligt betryggende at få at vide, når man slæber rundt på et større antal overflødige kilo på kroppen.
Da vi var vendt tilbage til Jasper, aflagde vi det lokale museum et besøg. Jeg tror ikke, at vores canadiske vener fandt museet særlig interessant, da de var meget fortrolige med den udvikling, som blev beskrevet her. Men for vi danskere var det ganske interessant at erfare fx hvorledes jernbanen kom til området. Desuden var der udstilling af gamle landbrugsmaskiner, hvoraf Viggo kendte en del fra sin ungdom på landet i Danmark.
Om aftenen spiste vi igen på den græske restaurant, som vi tidligere havde besøgt. Bagefter spadserede vi sammen med Janets familie til deres hotel, Ametyst Lodge, hvor vi fortsatte med at snakke til ud på natten. Da Birgit og jeg spadserede tilbage til vores bed-and-breakfast, så vi 3 elge, som lå på græsrabatten midt på vejen. Det havde været en hjertevarmende oplevelse at mødes med Janets familie. Det eneste ubehagelige var, at vi hverken havde fået lov til at betale for mad eller drikkevarer. Vi havde lovet at komme til hotellet næste morgen for at tage afsked.
Næste morgen tog vi afsked med Janets familie. De overvejede at tage til Mt. Whistler, men vejret var ikke alt for tiltalende, dvs. kort sigt. Trods alt havde de en køretur foran sig på næsten 6 timer tilbage til Alberta. Vores plan for dagen var at køre sydpå gennem Banff til Yoho National Park.
Vi kørte langs med Columbia Icefields Parkway, som forbinder Jasper og Banff - en afstand på 230 km. Vejen blev bygget under depressionen i 1930'erne som et beskæftigelses projekt. Vi gjorde et stop for frokost ved Columbia Icefields, som er en "tunge" af det uhyre store Columbia Icefield. Columbia Icefield dækker et område på 325 km2, og nogle dele af iskappen er mere end 900 meter tyk. Efter at have betragten gletcheren, gik vi til det store information center, hvorfra der er en fantastisk udsigt. Hvis vi havde haft bedre tid, ville vi være blevet og have set nogle af de spændende film om gletchere (som blev vist uden betaling). Ved hjælp af Janets kikkert kunne vi se køretøjer, som bragte turister ud på isen. Tilsyneladende alle japanere, men det er formentlig et tilfælde. Meget imponerende syn. Vi fik at vide, at 75 procent af vandforsyningen kom fra disse felter. Smeltevandet løber ud i floderne Mackenzie, Saskatchewan og Columbia. Vi var lige nede og stikke fingeren i en af de små udløbere, og vandets temperatur var meget tæt på nulpunktet.
Næste stop på Icefields Parkway var Lake Louise i Banff National Park. Ikke mærkeligt, at søen i den lille dal omgivet af snedækkede bjerge ofte kaldes "The jewel of the Rockies". Vandet er smaragd grønt. Det er grunden til, at Tom Wilson, den første hvide mand ved søen i 1882 døbte den Emerald Lake - Smaragdsøen. 2 år senere blev den omdøbt til Lake Louise efter dronning Victorias datter. Tæt ved søen ligger det fantastiske Chateau Lake Louise. Janet fortalte, at filmen "The Shining" med Jack Nicholsen (jeg husker ikke den danske titel) var optaget på dette hotel. Jeg kan tilføje, at én af de første filmatiserede musicals, Rose Mary blev optaget ved Lake Louise. Hvis du ikke husker filmen, så er jeg sikker på at du har set mountie Nelson Eddy synge "Rose Mary, I love you" and "Indian Love Call" til den smukke indianerpige, Jeanette MacDonald. Åh, du er ikke så gammel. På den modsatte side af søen ligger den imponerende gletcher Victoria Glacier. Vi besøgte også Moraine Lake, hvis billede prydede de gamle canadiske 20 dollar sedler.
Gennem Kicking Horse Pass (1643 m) kom vi ind i Yoho National Park, som ligger i British Columbia. Parken har flere bjergtoppe på mere end 3000 m. Ordet Yoho er af indiansk oprindelse og betyder noget i retningen af æresfrygt, overraskelse og beundring. Denne 1313 km2 store nationalpark er fyldt med utroligt betagende syn som smukke smeltavandssøer og vandfald, snedækte bjergtoppe og tætte cedertræsskove. Parken ligger i den vestlige del af Rocky Mountains på grænsen til Banff og Kootenay National Parks.
Kicking Horse Pass fik sit navn i 1858, da sir James Hector blev sparket til døde af en hest under en ekspedition. Hans indianske mænd skulle til at begrave ham, da de opdagede, at han stadig trak vejret.
Ved Emerald Lake så vi en 'dæmning', som var lavet af bævere. Men desværre så vi ingen bævere. De er tilsyneladende alle på natholdet - sikkert fordi de mange rovfugle er mindre aktive på dette tidspunkt. Men som du ser, kan jeg da vise dig et billede af en bæver.
Bæveren er i højeste grad tilpasset opholdet i vand med svømmehud mellem bagtæerne, en stor flad hale, som virker som haleror og en tyk underpels, som isolerer mod vand og kulde. Hertil kommer, at de effektivt kan lukke for næse og ører, mens de er under vandet. Janets far, Elvin fortalte os, at en bæver kan blive temmelig stor. Hvis den bliver angrebet fx af en hund, vil den gå til modangreb. Og dens hale er et frygtindgydende våben.
Hvorfor jeg er så interesseret i dette dyr? Fordi bæveren er årsag til den europæiske udnyttelse og kolonisering af Nordamerika. Bæverens pragtfulde, brune skind vakte stor opmærksomhed i Europa og Asien. En modebølge med en enorm efterspørgsel efter bæverskind strøg over det europæiske kontinent og gjorde bæveren til den mest eftertragtede handelsvare i Nordamerika. Eventyrere og pelshandlere fulgte vandvejene og trængte dybt ind i kontinentet og medførte støre ændringer i de indfødtes kultur som i selve landskabet. "Canada was born on the back of the beaver". Og kort efter at vi var vendt tilbage til Danmark, læste vi i aviserne, at regeringen havde besluttet at bringe bæveren tilbage i den danske natur, hvorfra den forsvandt for mere end 1000 år siden.
Sidst på aftermiddagen ankom vi til vores blokhus , som Janet havde lejet for natten. Det lå ca 50 meter fra Kicking Horse River, lige overfor det vældige bjerg Cathedral Mountain. Der var et ildsted i huset og masser af træ. Nej, vi måtte selvfølgelig ikke ryge inde i huset - men nok have åben ild. Men huset havde en til formålet meget velegnet lille terrasse. Janet lavede et portræt af Claus i flodsandet. Har jeg forresten fortalt, at hele Nordhagen klan har kunstneristiske evner? Janets mor Mildred skærer i træ, og hun har udsmykket den lokale kirke i Hythe med sine kunstværker. Herudover er hun en dygtig maler. Birgit og jeg glæder os til at stifte nærmere bekendtskab med hendes værker. I Janets og Claus' lejlighed havde vi beundret et af Mildreds værker, "Howdy Pardner", som er ansigtet af en gammel cowboy. Elvin er også begyndt at male, efter at han er blevet pensionist. Og han var synlig stolt, da han fortalte os, at han havde været i stand til at sælge nogle af sine billeder. Ét af dem var oven i købet blevet udvalgt som det bedste på en udstilling. Janet plejer at sige, at hun ikke har kunstneriske evner, men vi tror hende ikke helt. Janet fortalte, at der i sådanne omgivelser var en risiko for at vi ville møde bjørne. Men jeg tror nu bare, at hun forsøgte at opmuntre mig.
Om aftenen kørte vi til Fielding, en lille by i nærheden, hvor vi spiste til middag på den eneste restauration i miles omkreds. Her fik vi et udmærket måltid. Ikke det bedste og bestemt ikke det største måltid, vi fik i Canada. Og pricen var ca 50% højere end i Jasper. Det viser i en nøddeskal, konkurrencens betydning for prisdannelsen. Da vi kom tilbage til blokhuset, tog Birgit og jeg en spadseretur på en campingplads, som lå på den anden side af hovedvejen. Her så vi en campungvogn med et solcellepanel- det havde vi aldrig set i Europe. Efter vi kom tilbage, slappede vi af foran ildstedet, inden vi gik til køjs.
Næste morgen stod jeg tidligt op. Ikke af nogen særlig grund, men det plejer jeg bare. Og - for at være ærlig - jeg havde ikke tænkt på, at vi nu var tilbage i B.C., der jo ligger i en anden tidsxone. Da jeg kom ud på terrassen, fik jeg øje på en elg, som var ved at krydse Kicking Horse River. Måske fordi "græsset altid er grønnere på den anden side af hegnet, for elgen begyndte at græsse 30 meter fra vores blokhus. Jeg vækkede hurtigt de andre, og Claus kom hurtigt udenfor med sit camera - stadig i underbukser. Men det generede ikke elgen. Elgen græssede fredeligt i ca. 20 minutter, inden den forsvandt over mod den nærliggende campingplads. Jeg synes nok, at 20 minutter i underbukser er lang tid, men Claus går gerne gennem ild og vand for at få det bedste motiv.
Det lykkedes mig at snige mig om på den anden side af elgen for at få et godt skud (ikke med et gevær men med Viggos camera), så vores blokhus kunne komme med i baggrunden på billedet. Adskillige biler standsede på the highway for at beundre elgen, som var så stor og smuk. Alle spidserne på geviret var smukt symmetriske, hvilket jeg forstod på Janet ikke altid er tilfældet. Efter et stykke tid forsvandt elgen mod the highway. Jeg håber, at det smukke dyr ikke kom til skade. Efter at have fået kaffe, fortsatte vi vores tur.
Mens vi kørte, blev Janet mere og mere bekymret over bilen. Et af hjulene table luft, og til sidst kørte vi ind i Revelstoke, som ligger på østsiden af Columbia River, omgivet af bjerge. Lige nord for byen ligger Revelstoke Dam, som producerer elektricitet i store mængder. Janet fandt et lille værksted, hvor vi fik dækket ordnet. I mellemtiden besøgte vi en lokal pottemager, hvor Janet og Claus købte 4 smukke te-krus. Og på vores sidste aften i Canada fik vi dem som gave.
Vi ankom til Jandana Horse Ranch sent om eftermiddagen. Jeg tror, at Janet var lidt stresset, for de sidste 25 km kørte hun som en rocker. Men da vi nåede ranchen, hvor vi blot skulle tilbringe 1 nat, var vi alle afslappede. Janet og Claus havde fundet denne vidunderlige ranch på Internet. Der var 4 gæstehytter på ranchen, og vi fik de 2 længst til venstre. Ranchen ligger ca 30 km fra Kamloops i de mest fantastiske omgivelser. Janet og Claus kørte til den nærmeste butik og købte bønner, bacon og æg - og en håndfuld øl. Rigtig cowboyføde, formoder jeg.
Efter aftensmaden, som vi spiste ved et bord udenfor, overværede vi en ridelektion. På ranchen er der ca 60 heste - som løber frit omkring det meste af tiden. I et af de øvrige huse boede 2 unge mænd, som havde kørt fra Pittsburg i Pennsylvania for at komme til at ride i naturen. De skulle tilbringe 14 dage på ranchen. Udover heste var der mulddyr, hunde, katte, høns mv. Én af hundene havde kun 3 ben, men ejeren fortalte os, at de ville beholde hunden så længe som muligt. Man kunne oven i købet medbringe sin egen hest og lade den deltage i trænings sessions, som blev afviklet efter et særligt system.
Om aftenen sad vi på terrassen og nød det dejlige vejr samt den prægtige udsigt over landskabet. På farmen findes en smuk sø, hvor man kan løbe på skøjter om vinteren. Desværre så vi ingen nordlys, hvad vi havde håbet. Birgit og jeg har kun én gang oplevet dette fænomen i Danmark, mens Janet ofte havde set det på familiens farm i Hythe. Næste morgen fortalte Janet, at vi bare skulle have iagttaget den nordlige del af himlen, hvor der formentlig havde været masser af nordlys. Hun havde sikkert ret - men timingen var ikke særlig god. Vi ønskede alle, at vi kunne være blevet på dette dejlige sted en hel uge. Endnu en dejlig dag var gået til ende.
På vej tilbage fra Jandana Ranch mødte vi en stor flok kvæg. Tro det eller lad være. Vi så nogle rigtige cowboys. På hesteryg. Ingen filmtrick. Et par dage senere fortalte Jim os, at hans far faktisk arbejdede som cowboy, da Jim var dreng.
Det var dejligt at være tilbage i Vancouver hos Georgia og Hugh. Vi fik de samme værelser igen, og de havde passet godt på vores bagage, mens vi var væk.
Om eftermiddagen tog vi bussen til Granville Island, som ligger på en stor sandbanke. Her findes et væld af mere eller mindre interessante turist attraktioner, restauranter og gratis underholdning. Først så vi Kids Only Market, hvor børn kan lege og more sig, le ad klovne, få deres ansigter malet osv.
Granville Island Market er en stor turist attraktion. inde i det kæmpestore marked kan man købe seafood, frisk frugt og grønsager, kyllinger, kød, ost etc. Fra "Bridges' deck" kan man iagttage de forbipasserende fiskebåde, når de kommer med deres fangst. Og man kan fx tage en af de små, sjove både, som færger passagerer over til "fastlandet". Efter at have set det indendørs marked, sat vi os ned udenfor for at få en kop kaffe - og en is. Men jeg må advare mod disse is. Ikke alene er de dobbelt så store som i Danmark. Men prisen er også betydelig lavere. Birgit bemærkede, at hverken ved de mange udendørs borde eller på de mange offentlige bænke blev der drukket øl. I størsteparten af Europa ville vi have set øl eller vin på de fleste borde. Og det er ikke, fordi man ikke laver godt øl i Canada. Tværtimod.
Meget af Granville Islands charme skyldes de såkaldte buskers, som optræder gratis for børn og voksne. Ok, gratis skal ikke tages helt bogstaveligt, da de selvfølgelig lader hatten gå rundt efter forestillingen. Ikke 2 dage er ens. Man kan opleve alt fra musikere til jonglører eller tryllekunstnere. Vi så et flot show af en fyr fra Saskatchewan, Saskatoon. På samme tid kunne han underholde både børn og voksne. Der afholdes i årets løb mange festivaller og koncerter på Granville Island, såsom duMaurier Jazz Festival, the Vancouver International Writers' and Readers' Festival, the Bluegrass Festival, Comedy Festival, New Play Festival og Festival of Lights. Så det er måske en idé at checke disse muligheder, straks når man begynder på sin ferie. Der er ikke noget så irriterende som at opdage, at man i går gik glip af en utroligt spændende forestilling.
Om eftermiddagen samlede Janet og Claus os op og vi kørte ud til Enis og Jim, som havde inviteret os alle til middag. Til at begynde med var Jim lidt nølende, fordi sidste gang, Janet og Claus havde besøgt dem, havde Claus "spist dem ud af huset". Enis og Jim bor i en utrolig smuk lejlighed i Coquitlam, ca 20 minutters kørsel fra den sydlige del af Vancouver. Huset ligger på en skråning med udsigt over Fraser River. Fra deres dejlige terasse kan man se Mount Baker i USA. Lejligheden var smukt indrettet af Enis, som kunne være blevet en dygtig indretningsarkitekt, var hun ikke blevet sygeplejerske.
Enis havde været i adskillige butikker i Vancouver for at skaffe typisk danske fødevarer. Ikke alene dansk øl og snaps. Men hun havde også lavet mange typisk danske retter. Sikke et arbejde. Og som det vistnok fremgår af billedet, morede vi os alle godt.
Og vi talte i timevis. Som du måske husker, er Enis min kusine. Vi havde ikke set hinanden i 41 år, siden Enis emigrerede til Canada sammen med sin søster Kirsten and deres forældre. Enis' mor Frida bor i Kamloops sammen med sin mand Karl. Jim var Alberta dreng, vokset op på landet. Jeg tror, han sagde, at han havde sit første gevær, da han var 6 år gammel. Enis voksede op i beton omgivelser i Århus.
Jim viste sig at være en mand med en utrolig stor og bred viden, og bruger masser af tid på at læse historie, politik og geografi. Hver gang, man stillede ham et spørgsmåk, var det som at se en computer gå i gang. Hans venstre øje blinkede på en sjov måde - og så fik man en udtømmende forklaring på sit spørgsmål. Hertil kommer, at han har en dejlig humor. Før vi skiltes efter en dejlig aften forærede Jim og Enis os en interessant bog om Vancouver Island. Desværre havde vi ikke haft tid til at besøge Vancouver Island, og Jim lovede at tage os med til Victoria (provinshovedstaden i B.C.), næste gang vi kom til Vancouver. Og vi håber at se Enis og Jim i Danmark inden alt for længe. Jeg skal gøre mit bedste for at arrangere noget golf!!!
Til højre et foto af the Bare family.
Denne dag slappede vi af indtil middag. Om aftenen skulle vi besøge Janets søster og svoger, Jane og Terry, i Langley. Birgit og jeg spadserede en tur ned ad 8th Avenue, hvor vi besøgte et par butikker, fik en øl og købte en bog til hjemturen med flyet. Janet og Claus samlede os op kl. 1 og kørte os downtown Vancouver.
Jane og Terry
I dag skulle vi tilbage til Danmark. Vi stod op kl. 5, og som sædvanligt havde Georgia og Hugh lavet morgenmad til os. Janet og Claus samlede os op kl. 6 og kørte os til lufthavnen. Vi var alle kede over at skulle forlade Canada i utide. Der var mange ting, vi ikke nåede at se, især i Vancouver og omegn. Vi ville bl.a. gerne have besøgt UBC Botanical Garden, Vancouver Museum, dr. Sun-Yat Sen's Clasical Chinese garden, Caprilano Suspension Bridge, Grouse Mountain etc. Måske have taget en tur på mere end 60 kilometer i Canadas eneste dampdrevne tog langs fra North Vancouver til Squamish.
Men vi forsøgte at være positive og tænke på alle pragtfulde ting, vi havde set, og de dejlige mennesker, vi havde mødt. Først og fremmest Janet, som havde lagt så mange kræfter i et planlægge den perfekte tur for os. Som altid tog sig af de mindste problemer og hele tiden sørgede for, at vi fik den bedst mulige oplevelse. Og vores søn Claus, som var en omhyggelig chauffør. Og Janets forældre og øvrige familie, som gav os en så varm velkomst. Jane og Terry, som åbnede deres hjem for os. Og min kusine Enis og hendes mand Jim. Og Georgia og Hugh, som gjorde vores ophold i Vancouver så behageligt. Jeg er sikker på, at i hvert fald Birgot og jeg vil komme tilbage om et par år. Vi ville gerne tage en tur til Hythe i Alberta, hvor Nordhagen familien kommer fra og opleve lidt at livet på landet. Når alt kommer til alt er den jo Alberta, der sætter maden på bordet i hele Canada.
Flyet tog afsted efter planen. På flyet sludrede Viggo og jeg lidt. Viggo undrede sig over, at et land, som tillader et barn at bære våben, stort set ikke tillader voksne mennesker at ryge nogen steder. Mens Viggo døsede, forestillede jeg mig, at havde dette syn.
På det tidspunkt vidste vi ikke, at vi ville vende tilbage til Vancouver mange gange i de kommende år.
Du kan komme tilbage til forsiden ved at klikke her. Tak for besøget.