Vandretur i Almindingen I dag skal vi på vandretur i Almindingen. Som du måske husker, var vi en af de første dage et smut inde i Ekkodalen sammen med Sanne, men i dag skal vi på en lidt længere vandretur. Vores guider var Ole og Sanne. Ole Larsen er uddannet lærer fra Tønder Seminarium. Han underviser på vinterskolen i almene fag som dansk, engelsk og matematik. Han har specialiseret sig i foredrag om den bornholmske historie og geografi, bl.a. gav Ole os et meget fint foredrag om Leonora Christina en af de sidste dage. På denne tur oplevede vi i Ole en rigtig historiker i sit es. Ole fungerer også som kyndig guide og chauffør på ture ud på øen.

I forhold til sit areal er Bornholm landets mest skovrige amt - kan man læse mange steder. I dag, hvor Bornholm er blevet en regionskommune under København, holder denne påstand selvfølgelig ikke længere vand, men sandt er det, at der en megen og dejlig varieret skov med bøg, eg, nåletræer mv. på klippeøen. Statsskoven Almindingen er Danmark tredjestørste skovområde, og sammen med de mange kommuneplantager og Rø Plantage, der hører ind under statsskoven, udgør de et stort sammenhængende område midt på øen. Efter gammel bornholmsk tradition rådede hvert sogn over dels et stykke strand og dels en plantage, uanset at borgerne ofte skal passere en sognegrænse for at nå til det. Almindingen er et yndet udflugtsmål med mange muligheder for spadsereture i et meget varieret erræn. Borgene i Almindingen. Danmarks tredjehøjeste punkt, Rytterknægten med sine 162 meter, finder du i Almindingen. Her ligger også ruinerne af to middelalderborge, som hører til blandt Danmarks ældste stenbyggede anlæg. I Almindingen holdes det årlige dyrskue, og der køres travløb i sommerhalvåret. Dette og meget mere vil du høre nærmere om, hvis du følger med os på turen.

Ovenstående kort indeholder de punkter og seværdigheder, vi mødte på vores tur.

Rytterknægten Første stop på vandreturen var Rytterknægten, Bornholms højeste punkt beliggende 162 m over havet, og som nævnt Danmarks tredjehøjeste punkt efter Ejer Baunehøj og Yding Skovhøj. Rytterknægten har et udsigtstårn, hvorfra man kan nyde det smukke syn over Almindingen. Udsigtstårn er bygget i flere etaper. Den nederste del af tårnet, som er 12.6 meter højt, er bygget af granit. Det blev opført i 1856 for bidrag fra taknemmelige bornholmere til minde om Frederik VIII hans hustru grevinde Danners besøg på øen i 1851. Tårnet kaldes også "Kongemindet". Arkitekten bag granittårnet er Gottlieb Bindesbøll, hvis hovedværk er Thorvaldsens Museum i København.

Efterhånden spolerede de hastigt voksende trækroner udsigten, så i 1889 bad man Thorvald Bindesbøll, søn af Gottlieb Bindesbøll, om at komme med et forslag. Han tegnede en metalkonstruktion, som forlængede tårnet med yderligere meter, så man nu kan komme op i 22 meters højde over Rytterknægten. Udsigtstårnet er åbent i dagtimerne hele året rundt, og der er gratis adgang.

Gamleborg Næste stop var ved Gamleborg, hvor Ole gav en grundig indføring i borgen og dens oprindelse. Bornholm har altid haft behov for et stærkt forsvar, som det ligger isoleret i Østersøen og omgivet af vand. Gennem jernalderen og det meste af vikingetiden havde Bornholm sine egne fyrster og konger, men i løbet af 900-tallet blev øen underlagt den danske kongemagt. Dette betød dog ikke fred på øen, og vi har allerede hørt om de langvarige magtkampe mellem kirken og kronen. De to borgruiner Gamleborg og Lilleborg er rester af borge, hvorfra hele Bornholm kunne beherskes og administreres, og kongens besiddelser forsvares.

Gamleborg, som ligger højt på en klippeknude på ca 270 x 110 meter i udkanten af Ekkodalen, er den ældste stenbygning på Bornholm. Borgen er grundlagt i vikingetiden (750-1050), men, som alle gamle borganlæg, bygget i flere etaper. De ældste fund fra Gamleborg er fra 900-tallet og omfatter bl.a. en glasperle fremstillet i den nære orient og en del af et dragtsmykke med dyreornamentik. Oprindeligt var der portåbninger mod nord og syd, hvor skråningerne er knap så stejle; til gengæld var forsvarsvoldene omkring indgangene særligt kraftige, indtil 7 meter høje. Borgen var omgivet af en massiv kampestensvold af jord og ler. Omkring år 1100 blev volden forstærket med en granitstensmur, som på nogle steder er 6 meter høj. I den nordlige ende af muren blev der opført et firkantet vagttårn. Den oprindelige sydindgang blev lukket og erstattet af en bedre befæstet indgang i vestmuren. Adgang til borgen skete via en vindebro over voldgraven. Adgangsvejene blev ved hjælp af ydre volde og voldgrave ledt i en bue ind langs borgvolden, hvilket tvang eventuelle angribere til at angribe med sværdarmen presset ind mod borgmuren. På borgpladsen har der ligget bygninger til det faste mandskab og forrådsbygninger. I nordvesthjørnet et nødvendigt vandhul, som sikrede borgens vandforsyning. Rester af dæmningsanlæg flere steder i de lave områder omkring borgen tyder på, at at det har været muligt at stemme vandet op, så det herved opståede sumpområde gjorde det sværere for eventuelle angribere at komme tæt på Gamleborg.

Men midt i 1100-tallet blev Gamleborg opgivet og rømmet til fordel for Lilleborg, som blev opført ca. 700 meter mod nordvest. Iflg. Ole har videnskaben ingen forklaring på, hvorfor Gamleborg blev opgivet, måske var borgen simpelthen blevet for stor - og for mandskabskrævende- at forsvare? Intet tyder på, at borgen blev opgivet som følge af fjendtlig ødelæggelse. Området har været fredet siden 1821. Mens vi var på borgområdet, dukkede en skoleklasse fra Vestjylland op. En af lærerne fortalte, at eleverne var på lejrskoleophold - lige som jeg var det i 1959.

Lilleborg Med Ole i spidsen vandrede vi de ca. 700 meter fra Gamleborg til Lilleborg. Med et borgareal på 2.600 m2 er Lilleborg kun omkring 1/10 så stor som Gamleborg. Ole ridsede magtsituationen op på Bornholm i middelalderen. I takt med at kirken blev landets største godsbesidder opstod der gang på gang magtkampe mellem konge og kirke. I 1149 måtte Svend Grathe ved et forlig overdrage ærkebiskop Eskild af Lund tre af Bornholms fire herreder med ret til at opkræve skatter og afgifter. Kongen beholdt selv det fjerde og vestlige herred (Rønne Herred, på nedenstående kort benævnt Rothnæ Herred) sammen med Kongens Almindingen (Højlyngen) midt på øen. Her opførtes Lilleborg, så kronen herfra kunne kontrollere sine besiddelser og udøve sin magt. Ærkebiskoppens magtcentrum på Bornholm var Hammershus.

Under Valdemarstiden var den danske kongemagt stærk, og konge og kirke stod sammen om korstog i de baltiske områder. Efter Valdemar Sejrs død i 1241 og valget af Jacob Erlandsen som ærkebisp af Lund i 1252 blussede stridigheder igen op. I 1259 arresterede Christoffer I (1219-1259) ærkebiskop Jacob Erlandsen. Samme år blev Lilleborg erobret og brændt ned af ærkebiskoppens bror Anders Erlandsen og fyrst Jaromar af Rügen. I et brev fra Pave Urban IV til ærkebiskop Jacob Erlandsen rettes en række anklagepunkter mod Jacob Erlandsen, og han beordres til at nedlægge sit embede. I forbindelse med Lilleborg står følgende i brevet: "Du have endvidere samlet en Hær og med den sendt Din Broder Anders i Forening med den velbyrdige Herr Jarmer, Fyrste af Rügen, paa Din Bekostning til Øen Bornholm, som tilhører Kongen og ligger i Lunds Stift, og der skal Du paa grusom Maade have ladet omtrent 200 af Kongens Mænd dræbe, beskattet de Overlevende af Kongens Mænd, ødelagt hans Borg i Bund og Grund og med Vold og Magt sat dig i Besiddelse af Borgen ...". Lilleborg blev aldrig genopført, men møntfund fra borgområdet slået i Kong Erik Klippings regeringstid (1259-1286) viser, at der har været aktivitet på stedet efterfølgende. Under Lübeckertiden (1525-1576) leverede borgruinen mange byggematerialer. Og i begyndelsen af 1800-tallet hentede skovfoged Hans Rømer (som du vil møde om lidt) mellem 2 - 3.000 vognlæs sten fra borgen til anlægsarbejder i Almindingen. Lilleborg blev ligesom Gamleborg beskyttet ved fredning i 1821.

Lilleborg lå strategisk velplaceret på en 16 meter høj klippeknude omgivet af den nu delvist udtørrede Borresø og mose til alle sider. Der var kun forbindelse til fastlandet via en enkelt pælebro med risfletning. Den ovale borgplads var beskyttet af en ca. 76 meter lang ringmur, og et mægtigt hjørnetårn bevogtede den smalle indgang til borgpladsen. Dets mure var 2.4 meter tykke. Fra hver side af Lilleborg gik en mur ned til Borresø. Sandsynligvis var der trapper, så man kunne hente vand fra søen; der var nemlig ingen brønd på Lilleborg. Der er stort set ingen kilder, der fortæller om Lilleborg, men borgen har formentlig fungeret som et militært anlæg, et administrativt center samt bolig for fogeden og hans familie. Måske har Lilleborg også fungeret som jagtslot for kongen og hans følge. I hvert fald er der gjort mange fund af knogler af ravn, havørn og kronhjort samt af såkaldte "hvislepiber", der blev brugt som lokkefløjter.

Dansk David i Almindingen Inde midt i Almindingen ligger en mindelund over fire unge bornholmere, som faldt i aktiv modstandskamp under anden verdenskrig. Allerede i 1945 erhvervede Modstandsbevægelsen jord til mindeparker over krigens ofre ved Frøbjerg Bavnehøj på Fyn, på Skamlingsbanken i Sydjylland og altså også i Almindingen på Bornholm. I Almindingen blev rejst en statue af en dansk David i skikkelse af en ung nøgen mand med en sten i den ene hånd og en slynge i den anden. Han symboliserer de fire bornholmere, der faldt i modstandskampen, men teksten på soklen, som er forfattet af Hans Hartvig Seedorf, omfatter hele den danske ungdom:

Den danske ungdom - David lig
Stod frygtløs frem mod vold og svig
Til kæmpens hjelm omsider brast
For hyrdens tro og slyngekast
Nu suser skov, nu synger vind
Om vovemod og offersind
Og i de faldnes sagabog
Står sejrens tegn, det brudte åg.

Statuen blev bestilt i 1945, hvor man bad billedhuggeren Johannes Bjerg lave et monument for Modstandsbevægelsen, og specielt for 4 unge mænd fra Bornholm, som satte livet til under anden verdenskrig, og hvis navne også står på soklen. Skitsen til David blev forevist og accepteret i 1947. Johannes Bjergs David går nær på Michelangelos berømte figur, men mens Michelangelos figur er spændt af kamplyst, er Johannes Bjergs danske David afslappet og varsler fred efter nederlag til overmagten. Den ødelagte stålhjelm, som hans fod hviler på, giver ly for en fuglerede, og den unge mand bærer på sit hoved den populære strikkede Air-force hue. Michelangelos David hviler som du sikkert ved foden på kæmpen Goliats afhuggede hoved. Statuen blev opstillet i Almindingen i august 1950 - i 30 graders varme.

I 2009 er man blevet opmærksom på endnu fire frihedskæmpere, som mistede livet under anden verdenskrig, og som ikke er nævnt på Davidstatuen. Man er nu i gang med at undersøge de fire mænds baggrund, hvorefter man vil tage stilling til, hvorledes man vil ære deres minde.

Kaffepause i Almindingen Selvfølgelig skulle vi ikke gå glip af vores eftermiddagskaffe, fordi vi travede rundt i Almindingen. Ved morgensamlingen havde Lillian fortalt, at der ville blive kørt kaffe (og hjemmebagt kage) til et aftalt sted på turen. Jeg kan desværre ikke huske, hvad stedet hed, men det var en lille høj tæt ved landevejen. Nogle af eleverne havde meldt fra til traveturen, måske fordi de var gangbesværede, eller var bange for, at den var for anstrengende. Lillian tilbød dem at komme med højskolens bus ud til det sted, hvor vandreholdet skulle have kaffepause, og jeg tror, at alle modtog det fine forslag.

Lillian fortalte om, hvor meget Almindingen betød for bornholmerne, og hvor meget, den havde betydet for hende i henden barndom og ungdom: udflugter med familien, det årlige årlige dyrskue i Hareløkkerne (som stadig afvikles hvert år i sommerferien) , hvor byboerne fik et indtryk af livet på landet, fester og baller i Kyllingemoderen med 10-øres dans, travløb på Danmarks mindste og smukkest beliggende travbane osv. Jesper havde på en af udflugterne fortalt om, hvorfor de lokale travheste ofte vandt løb på Bornholm over tilsyneladende bedre heste fra det øvrige Danmark. Da travbanen i Almindingen er så lille, består et løb af 6 omgange, og ikke som normalt 4. Det ved de bornholmske heste selvfølgelig godt, så de fortsætter i fuld fart, når de "danske" (undskyld) heste sætter farten ned efter 4 omgange.

Efter kaffepausen fortsatte vi den spændende vandretur, mens bussen returnede til højskolen med de mindre mobile elever.

Jomfrubjerget og Christianshøj Jomfrubjerget har fra gammel tid været mødested for bornholmerne. Siden den tidlige middelalder har befolkningen valfartet hertil ved Sankt Hans for at fejre Johannes Døberens fødselsdag. For foden mod øst ligger helligkilden Kolde Kilde. Oprindelig var der både et Nordre og et Søndre Jomfrubjerg på hhv. 123 meter og 121 meter, men ved kronprins Christian Frederiks (den senere Christian VIII) besøg i 1824 omdøbtes Søndre Jomfrubjerg til Christianshøj, og siden har Nordre Jomfrubjerg altså heddet Jomfrubjerget. Mere end 10.000 mennesker mødte nemlig frem og fejrede prinsen med taler, sang og fyrværkeri samt dans til den lyse morgen, og året efter rejstes et granitmonument på Christianshøj, den 6.3 meter høje Prinsestøtten til minde om det kongelige besøg. De fire sider af granitblokken - som selvfølgelig er sprængt ud af Jomfrubjerget - bærer denne svulstige og kongetro indskrift mod de fire verdenshjørner:

Mod vest:
For Christian Frederik Prinds af Danmark Kongens og Folkets Ven indviede Almeen Borgeraand dette Kjærligheds Minde og Hædrede stedet Med navnet Christianshöj.

Mod syd:
Aar 1824 Den 21de Juli samlede Prinds Christian her Bornholmerne til en folkesfest Og deeltog med Mildhed og Naade i Folkets Jubel.

Mod øst:
Under Folkets Fryderaab og Enighed i Aand Udtaledes her Dannerfolkets Ønsker for Landets Fader Frederik den VI af Kongens Frænde Danmarks Christian.

Mod nord:
Prinds Christian glædede Landets Indvaanere med sin Höie Nærværelse fra 12te til 25de Juli 1824. Naar Fyrsten Glæde finder I Folkets Kjærlighed I Hjerterne Han vinder Et varigt Mindested.

I begyndelsen af 1900-tallet var der skabt tradition for, at flere og flere store fester og møder blev afholdt på pladsen omkring Prinsestøtten, og i dårligt vejr kneb det med at få folk under tag. Det resulterede i, at der i 1929 blev bygget et større forsamlingshus på stedet, Almindingspavillonen, der blev taget i brug samme år på grundlovsdag.

Den smukke træpavillon fik hurtigt navnet "Kyllingemoderen" i folkemunde, da den ligner den store bliktragt, man sænkede ned over kyllingerne, for at de skulle kunne holde varmen. Selv om bygningen skulle have været nedrevet i 1975, eksisterer den stadig i bedste velgående og anvendes fortsat til dans og fester.

Rømersminde Næste stop var ved mindelunden Rømersminde. Her står en obelisk, som i 1893 blev rejst af taknemlige bornholmere til minde om skovrider Hans Rømer (1770–1836), som i årene 1800 til 1836 indhegnede, genskabte og udvidede Almindingskoven. Mindesmærket blev indviet med en fest med kanonsalut og en times ringning af Bornholms kirkeklokker.

Indskrift på forsiden af mindesmærket:

Hans Rømer
Skovrider i Almindingen
1800 – 1836

En taknemmelig Efterslægt
Reiste dette Minde
1893

Indskrift på bagsiden:

Med Dygtighed og stor
Udholdenhed forenede han
den varmeste Kjærlighed
til den Virksomhed
han var kaldet til
og skabte derved
denne herlige Skov

Nu er tiden vist kommet til at høre om en af de største skikkelser på Bornholm, som af alle vores lærere blev omtalt med stor respekt.

Skovrider Hans Rømer I samme periode som Hammershus og Lilleborg blev opført, blev der også bygget 15 kirker. Herudover krævede både det almindelige husbyggeri samt bygning af skibe et stort forbrug af træ. Byggeriet krævede masser af træ for at brænde kalk til den mørtel, der bandt stenene sammen. Og da Hammershus var færdig, brugte alene husholdningen dér omkring 4.000 læs brænde om året. Indtil midten af 1100-tallet var størstedelen af Bornholm dækket af skov, men i løbet af de næste to århundreder forsvandt skoven næsten helt. Bornholmerne hentede træet i Almindingen. Til gengæld lod deres får, kreaturer græsse her, så enhver form for vegetation var gnavet ned. Desuden blev der skåret tørv. Selv kongen var med til at drive rovdrift på skoven, og regelmæssigt sendte han et hold jægere til Bornholm, hvor de skød 200 stykker kronvildt til hoffet. Der blev også hentet store flokke af levende bornholmsk kronvildt til Jægersborg Dyrehave, der blev anlagt i midten af 1600-tallet. Omkring år 1800 var storvildtet udryddet, og af Almindingens 600 hektar var kun 160 hektar dækket af skov, krat og lyng.

Jochum Ancker Bohn, en rig købmand i Rønne, harmedes over Almindingens vandrøgt, og i 1796 skrev han til Rentekammeret (Finansministeriet) og tilbød at købe Almindingen for 5000 rigsdaler. Formålet med købet var at indhegne skoven og genrejse den. Rentekammeret afslog Bohns tilbud, men sendte dog Overførster Christian August Carl Claussen til Bornholm i 1798 for at han skulle komme med forslag til "opelskelse" af Almindingskoven. Claussen vurderede, at skoven var i en særdeles dårlig tilstand, og at det ville være nødvendigt at indhegne skoven med et stengærde, hvis man skulle gøre sig noget håb om yderligere skovvækst. Han mente også, at der måtte findes en afløser for den gamle Holzførster (skovrider), som ikke havde forstand på skovdrift.

I oktober 1799 ansøgte Hans Rømer Rentekammeret om at bliver Holtzførster på Bornholm. Han havde fået kendskab til, at den kongelige skov skulle undergå en forandring: skoven skulle indhegnes og ny skov plantes. Rømer, som var bornholmer og kendte skoven og egnen, havde uddannet sig på militærets skovskole på Kronborg.

Hans Rømer (1770-1836) var 4. søn af Anders Rømer og Karen Kristine Rømer, som fik en børneflok på 8 drenge og 1 pige. Da faderen dør i 1788 styrer enken ene gården, som lå på en lidet frugtbar egn øst for Ruts Kirkebakke. Alle sønner fik en militær løbebane og de fleste en officersstilling i Bornholms Milits. Samme år som faderen dør, tiltrådte Anders Rømer som simpel jæger i det sjællandske jægerkorps i Helsingør, hvor også et par ældre brødre gjorde tjeneste. I 1792 bliver han udnævnt til fændrik, og i 1798 til sekondløjtnant. For at kunne beskæftige soldaterne i fredstid oprettede hæren i 1786 en forstskole for jægerkorpset på Kronborg, og 2 forstmænd underviste i teori og praktik indenfor Forst- og Jagtvidenskab. Rømer gik på Forstskolen i 2-3 årog havde let ved at tilegne sig stoffet.

Rentekammeret indstiller til Kongen at udnævne Hans Rømer til skovfoged på Bornholm, dels p.g.a. hans kundskaber, gode opførsel og flid og fordi han er indfødt Bornholmer, kender landet og har lyst til at opholde sig på Bornholm. I 1800 udstedes "Kgl. resolution om Almindingens indhegning og skovens opelskning og fredning", den gamle skovfoged afskediges (med pension), og Hans Rømer ansættes med årlig løn på 300 rigsdaler, frit hus og jord – eller 60 rigsdaler i stedet for - samt 10 favne brænde, dog ikke eg. Fuld af gå-på-mod og visioner vendte den 30-årige Hans Rømer tilbage til sin fødeø. Da han fandt det nødvendigt at bo tæt på skoven, købte Rømer en lille ejendom på 25 hektar, knap halvdelen eng, resten stenet og mager avlsjord. Ejendommen, Eskeviske var et lerklinet stråtækt udbyggerhus, som Rømer straks omdøbte til "Rømersdal".

I 1801 grundlagde Hans Rømer sin første planteskole under Gamleborg. Han fik indhegnet med stengærde, renset og tilført jorden løvmuld, og de følgende år såede han fyr, rødgran, birk, bøg, eg og hassel. En anden af Rømers gamle planteskoler blev i 1893 indrettet som mindelund med en obelisk til minde om skovriderens store arbejde for Almindingeskoven, som vi netop har hørt om. Men Rømer kunne dog ikke nyplante i større skala, før skoven var indhegnet.

I 1802 blev arbejdet med indhegningen af skoven sendt i udbud. Det drejede sig om 9.500 meter fordelt over en snes småstrækninger, men Rentekammeret forkastede de de afgivne tilbud som for dyre. Det samme gentog sig året efter. Rømer, som ikke var noget tålmodigt menneske, afgav selv et tilbud, hvori han for 10.000 rigsdaler påtog sig at opføre hegnet tillige med et redskabshus ved planteskolen og et tømmermagasin ved Gamleborg. Alt sammen skulle være klar inden marts 1809. Om sommeren 1804 godkendte Rentekamret Rømers tilbud, o han gik i gang med det enorme arbejde sammen med nogle få medhjælpere.

Samme år 1804 giftede Hans Rømer sig med Maglegårdsdatteren Kirstine Marie Kofoed. De fik 2 børn – i 1805 en datter, som døde året efter, og i 1808 en søn, Georg Albrekt Kofoed Rømer.

I 1805 er redskabshuset ved planteskolen under tag, og Rømer har anlagt en vej fra Aakirkeby, der fører imellem redskabshuset og planteskolen "for ikke at bønderne skulle køre rundt i hans skov, hvor det passede dem". Hegnet blev lagt uden om Rytterknægten og Stortebakkerne ned imod Kodalen, hvorved Almindingen udvidedes med 175 hektar til i alt 775 hektar. Bornholmerne blev selvfølgelig rasende over at blive forment adgang til deres hævdvundne græsningsarealer, og flere gange i 1808 blev hegnet brudt ned flere steder og jævnet med jorden. Ved en anden lejlighed lukkede man en mængde svin ind i planteskolen for at de kunne ødelægge de spæde planter. Rømer lod indfange de dyr, som bønderne satte ind i skoven og satte dem i folde, hvorefter bønderne kunne købe deres egne dyr tilbage på auktion. Så kunne de lære det.

I 1809 meddelte Hans Rømer, at hegnet var færdigt, og at leddene ville blive lukket fredag den 26.05.1809. Men arbejdet var blevet dyrere, end Røner havde beregnet. Dalerens værd var sunket meget, på 2 år steg arbejdslønnen fra 2 til 6 mark om dagen. Rømer måtte optage dyre lån i sin lille ejendom Eskeviske.

Arbejdet blev dog meget dyrere end Rømer havde regnet med. Pengene var faldet i værdi og på bare ét år steg lønningerne til det tredobbelte. Rømer måtte belåne sin ejendom og døjede med en dårlig privatøkonomi helt frem til 1818, hvor han for at blive gældfri solgte sin skovridergård Rømersdal til kongen som vedvarende skovriderbolig.

Oprindelig førte kun en vej ind i Almindingen; den gik fra Aakirkeby og endte ved området omkring Koldkilde. Rømer anlagde et vejnet, der udgik fra Koldkilde og gik i retning af øens fire herreder. Hvor vejene gennembrød stengærdet omkring skoven, byggede Rømer ledvogterhuse: Segenhus, Ravnebro, Bastemosehus og Viskeledhus. Fra 1812–1814 byggede Rømer 7 km veje, 10 meter brede, fra Kildepladsen ud til øens fire herreder. De gode veje skulle lokke bl.a. lokke købere til skovauktionerne og højne budene ved at mindske kørselsomkostningerne.

Rømer påbegyndte tørvebrug i mosen Pølsekedlen under Lilleborg, og for at bortlede vandet byggede han en 100 meter lang rende ud til Græssø. Ved rendens åbning faldt vandstanden i Borresø tre meter. Udbyttet var flere tusinde læs af den allerbedste tørv. Senere begyndte han med tørvegravning i Åremyr.

Fra 1811–1813 byggede Rømer sit nye Rømersdal umiddelbart sydøst for det gamle Eskeviske, som var blevet trang. Hans privatøkonomi var stadig dårlig, og han søgte Rentekammeret om at få sin årsløn sat op til 600 Rbd. og få fri embedsbolig med jord; han var villig til at sælge Rømersdal til formålet. Men først i 1818 solgte Hans Rømer Rømersdal "som varig Skovridergård" til Kongen for 2.400 Rbd. Rømersdal fungerer den dag i dag som skovfogedbolig. Rømer var nu fattig, men gældsfri.

Rømersdals bygninger ligger i det flade landskab ud til brede engarealer. Bindingsværket er den bornholmsk udgave: manglende fodre og ingen skråstivere, som man finder i det øvrige land.

Hans Rømer havde også andre problemer og sorger. I 1820 døde Rømers søn Georg, kun 11 år gammel, angiveligt pga fejlmedicinering. Et par måneder senere tog Rømer en brodersøn til sig i sønnens sted, den 21-årige Andreas Christian Rømer. I 1821 sendte Rømer ham til Forstinstituttet i Kiel, hvilket kostede Rømer 3 års løn. Rentekamret havde afslået Rømers ansøgning om friplads til Andreas med den begrundelse, at kun sønner af forstmænd havde denne adgang. Andreas Rømer fik sin eksamen i sommeren 1824 i Kiel og vendte tilbage til Bornholm med gode karakterer og fine udtalelser. Andreas døde dog allerede i 1831, kun 32 år gammel, og kunne således ikke overtage og videreføre Hans Rømers livsværk, hvilket formentlig havde været hensigten.

I 1821-1822 foretog Rømer udgravninger ved Gamleborg og Lilleborg. Han udgravede Gamleborgs to portåbninger og blotlagde hele voldens forløb. 2-3000 læs kampesten fra Lilleborgs nedstyrtede mure blev brugt til bygning af de svære grøfter, som ledte vandet ud fra Borresø ifm. tørveprojektet. I 1822 arbejdede 112 militssoldater i flere dage på Lilleborg og fik blotlagt borgens bygningsrester, ligesom han fandt redskaber, våben samt et brændt kornforråd. Fundene blev sendt til Oldsagssamlingen i København og Hans Rømer fik stor ros og blev oldtidskommisionens tillidsmand på Bornholm.

Som du allerede har hørt, var Hans Rømer også med til at arrrangere prins Christian Frederiks besøg i 1824 og byggede som nævnt den lille træpavillon på Søndre Jomfrubjerg, hvor folkefesten skulle holdes den 21. juli 1824. Dagen før ledsagede Rømer prinsen på vandring i Rø Strandskov. Mere end 10.000 mødte frem, og der var sang, taler, artilleriskud, fyrværkeri, vin, forfriskninger og dans i fakkelskin, og Prinsen dansede hele natten. Efter nogle timers nattesøvn på Rømersdal førte Rømer den næste dag Prinsen rundt i skoven, og Rømer fik megen ros for det arbejde, han havde udført. Prinsen tillod som sagt at pavillionen på Søndre Jomfrubjerg blev stående og bære navnet Prins Christians Minde. Rømer gik en gulddåse og hans hustru et portræt af majestæten i afskedsgave.

I foråret 1827 er tilplantningen af den gamle Alminding fuldført, og i 1829 blev han af Kongen udnævnt til justitsraad. Rømer blev også af kongen tilstået 500 Rbd. "som godtgørelse for flere i hans embedstid lidte tab og belønning for hans dygtighed".

Rømer fik i november 1832 tilsendt 2 tønder bøgeolden fra de sjællandske skove (der fandtes kun 1 oldenbøg i Melsted og 1 på Vællensgård i Nyker) Med denne sending lagde Rømer grunden til den smukke bøgeskov ved Svanekevejen i Almindingen.

I 1834 førte Rømer sine skovveje videre frem uden for skovgærdet til Højlyngens grænse i retning af Rønne, Svaneke og Nexø. Samme år blev Rømer syg og måtte overlade til andre at skrive sine breve, og han anmodede om, at få forstkandidat Fasting ansat som medhjælper. Den 22. august 1836 sov Hans Rømer ind i en alder af 65 år. Fire dage senere blev han begravet ved Aakirke. Hans kiste blev fulgt af det største følge, der er set på øen.

Forstkandidat Carl Fasting blev udnævnt til skovrider på Bornholm med bolig på Rømersdal, og han fortsatte i Rømers fodspor. Under ham voksede Almindingens areal til 2.450 ha ved tillæg af omgrænsende højlyng, og ved plantninger forøgedes det træbevoksede areal til næsten det dobbelte. Han fuldførte Rømers landevejsnet, idet amtet udpegede ham til vejinspektør.Fasting døde på Rømersdal 1859.

Mindevers over Hans Rømer i Fuglesangsrenden I klippevæggen ved Fuglesangsrenden i Ekkodalen er indhugget et vers af Vilhelm Bergsøe (forfatter til bl.a. den dejlige roman Fra Piazza del Popolo, 1866) til ære for Hans Rømer. Museumsinspektør Hauberg havde ønsket, at dette mindevers var blevet indhugget i obelisken ved Rømersminde. Da han ikke kunne komme igennem med dette, lod han teksten indhugge på klippevæggen i Fuglesangsrenden:

Vildtet skabte han Hjem og Mennesket Skygge
Tusinde Sangfugle nu i hans lyse Højsale bygge.
Døde Natur! ved ham fik du Livet tilbage.
Hvo som af Død vækker Liv, kan Døden ej tage.

Men, som historikeren M. K. Zahrtmann skrev så smukt i 1916: "Hans Rømers Minde er ikke en Stenstøtte, ej heller et Vers ristet ind i Kodalsklippen. Det voxer friskt og frodigt i hele hans store Almindingsskov og voxer sig derfra ind i hans Landsmænds Hjærter.".

Besøg af Bornholms Folkedansere Om aftenen var der besøg af Bornholms Folkedansere, som kom i deres smukke hjemstavnsdragter. Inden de gav opvisning i højskolens gamle, smukke gymnastiksal, blev de forskellige dragter præsenteret og beskrevet.

Lederen af folkedanserne var Erling Jensen, som spillede violin. Herefter indtog eleverne dansegulvet og blev ledet gennem et par bornholmske folkedanse. Vi kom til at møde samme Erling et par gange senere under vores højskoleophold.

Efter den flotte opvisning fulgte folkedanserne med hen i spisesalen, hvor vi fik aftenskaffe. Først fortalte Erling Jensen om sit liv. Han er 13. eller 14. generation på Buddegaard, den ældste slægtsgård på Bornholm. I næsten 400 år har hans slægt boet og arbejdet der. Erling ville slet ikke være landmand, men lærer i sløjd og gymnastik. Men 1962 blev han hentet hjem til Buddegaard af sin mor. Selv om det var svært, så talte slægtsfølelsen mest. Erling var yngste søn af en større børneflok, men på Bornholm gælder den særregel, at den yngste søn arver gården: "Naar en selv-eier-gaard falder i arv, da er, efter Bornholm´s gamle vedtægt, den yngste søn nærmest til sæde og adgang ... og, naar ingen sønner ere til, da iblandt døtrene den ældre frem for de yngre. Til medarvingerne (søskende) skulle udbetales en andel af arven ("taaleligt vederlag")". Denne kongelige forordning med denne bornholmske særret blev formelt ophævet i 1887, men den efterleves fortsat i stort omfang på øen. Desværre vil ingen af Erling og Gunvers børn overtage gården, så Erling har frasolgt det meste af jorden, men "de gamle" bor stadig på gården. I begyndelsen af 1970'erne var Erling med til at finde og beskrive de bornholmske folkedanse, og siden har han ledet og spillet til folkedans.

Herefter fortalte Erling meget bevægende, hvorledes han som skoledreng i 1945 havde oplevet de russiske bombardementer af Nexø sammen med sine søskende. Derefter sang vi en hel del sange fra sangbogen, "Klippeøen Sange". Jeg tror ikke, at der var mange af os, der forstod et ord af de bornholmske tekster, men heldigvis blev de gennemgået efterfølgende - til stor morskab for de lokale. Endelig sluttede Erling af med at spille et par numre på savblad. Slut på en endnu dejlig dag.

Hvis du har har lyst til at følge os på udflugt til Gudhjem, hvor vi skal besøge Baltic Glass og Bornholms Kunstmuseum, så klik her.

 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Startside om ophold på Bornholms Højskole Forrige side: Bornholm i 1945 og Besøg i Rønne Næste side: Besøg i Gudhjem
Vælg næste side: