Bornholm i 1945 - eller Den Lange Befrielse Om formiddagen holdt Jesper et forrygende foredrag om befrielsen af Bornholm efter anden verdenskrig. Han havde kaldt sit foredrag for "Den Lange Befrielse" efter Bent Jensens bog af samme navn. Bogen har undertitlen "Bornholm besat og befriet 1945-1946". Baggrunden for foredraget var - udover at det er et spændende emne - at vi om eftermiddagen skulle på udflugt til Rønne, som er en af de bornholmske byer, som blev hårdest ramt.

Den 10. april 1940 blev Bornholm besat af tyskerne - dagen efter det øvrige Danmark. Herfra kunne tyskerne kontrollere hele den sydlige del af Østersøen. Tyskerne byggede mange observationsposter på øen; bl.a. for at kunne kontrollere afprøvningen af V-1 raketterne, som blev udviklet ved Luftwaffes forsøgsanlæg i Peenemünde. Den 22. august 1943 kom en V-1 på afveje og landede på en mark på Bornholm, hvor det lykkedes for en dansk officer at fotografere den, før tyskerne kom til stede. Fotografierne blev smuglet til England, hvor de hjalp efterretningstjenesten til at vurdere det farlige våben. Allerede i november 1940 gik tyskerne i gang med at opføre to store kanonbunkeranlæg ved Dueodde, men projektet blev opgivet, da man rykkede ind i Rusland i sommeren 1941. Foto: Jørgen Lumbye 1993.

I begyndelsen af 1945 begyndte russerne fremrykning mod vest, og millioner af tyskere måtte flygte yderligere vestpå for de fremrykkende russiske soldater, som havde meget at hævne. I marts 1945 blev Gerhard von Kamptz sendt til Bornholm som øens nye kommandant med ordre til at forsvare Bornholm. Han havde til sin rådighed omkring 15.000 soldater, hvoraf mange dog var sårede. Som du sikkert husker , kapitulerede Tyskland den 4. maj 1945, og samme aften oplæste Johannes Sørensen, der var speaker ved BBC's danske redaktion i London, Befrielsesbudskabet: "I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.". Sjovt nok flyttede Johannes Sørensen efter krigen til Bornholm, hvor han i flere år skrev til Dagbladet Bornholmeren. Her mødte han sin kommende kone; siden nød han sit otium på øen indtil sin død i 1989.

Tyskland overgav Danmark til den engelske feltmarskal Montgomery, Danmark var befriet, og nu skulle der være fest. Bornholmerne troede selvfølgelig også, at de var befriet, men det skulle vise sig, at trængslerne ikke var overstået for Bornholm. von Kamptz var under stort pres, da det aht. evakueringen af tyskerne var vigtigt, at farvandet mellem Bornholm og Tyskland forblev under tysk kontrol. De britiske styrker under ledelse af generalmajor Richard Henry Dewing, der ankom til København den 5. maj om eftermiddagen, havde fået ordre til ikke at sende tropper til Bornholm, før han havde fået tilladelse til det fra den amerikanske general Eisenhower. Eisenhower reagerede den 7. maj, og ordren lød, at der ikke måtte sendes britiske tropper til Bornholm, før de danske myndigheder udtrykkeligt havde bedt om det - og selv da først efter endelig godkendelse fra Eisenhower. Anmodningen fra de danske myndigheder kom senere samme dag, men for ikke at støde Sovjetunionen valgte Eisenhower at spørge Moskva, om det ville kollidere med de sovjetiske planer, hvis man sendte britiske tropper til øen for at modtage den tyske overgivelse. Sovjetunionen havde åbenbart travlt; i hvert fald lod man henvendelsen ligge ubesvaret et par døgn. Først den 10. maj blev der sendt et svar. Det lød, at sovjetiske tropper allerede havde befriet Bornholm.

Den 7. maj 1945 blev Nexø og Rønne uden varsel bombarderet af russiske fly. Angrebene forsatte til ud på aftenen, og der blev nedkastet flyveblade, som opfordrede Gerhard von Kamptz til at overgive sig. Men von Kamptz havde fået ordre til kun at overgive sig til de britiske styrker. Ti bornholmerne og langt flere tyskere mistede livet under bombardementerne. Igen den 8. maj blev Nexø og Rønne igen udsat for meningsløse bombardementer fra russiske fly. Denne gang var de to byer forinden blevet evakueret, så der var kun materielle skader. Men byernes bygninger og infrastruktur blev stærkt medtaget. 3000 stod uden tag over hovedet i Rønne og omtrent lige så mange i Nexø. Gerhard von Kamptz havde vundet nogle ekstra dage til evakuering af tyskere ved at holde Østersøen omkring Bornholm under tysk kontrol.

Den 9. maj 1945 gik russerne i land i fem store torpedobåde med 100 mand, og Bornholm var nu besat af Sovjetunionen. Undskyld, sagde jeg besat. Russerne mente selvfølgelig, at de havde befriet Bornholm, ligesom de havde befriet det meste af Østeuropa. Ikke underligt følte bornholmerne sig glemt af resten af Danmark. De 17.000 tyske soldater og flygtninge på øen transporterede russerne hurtigt til Tyskland. Antallet af sovjetiske soldater var på knap 8000. De sovjetiske soldater holdt sig for det meste i deres forlægninger, men efterhånden som tiden gik, begyndte mange bornholmere at frygte at de ikke kom under Danmark igen. Nogle tog det roligt og udtrykte denne holdning: "Vi har jo både haft lybækkere, svenskere og tyskere rendende her, men de forsvandt sku igen. Så det gør de her sku også!".

I begyndelsen af 1946 kom den danske regering i forhandlinger med Sovjetunionen; de eneste betingelser for rømning var, at den danske garnison på Bornholm ikke måtte overstige en vis størrele, og at "fremmede magter" ikke måtte have indflydelse på øens administration. I marts gik russerne i gang med at pakke, og den 5. april 1946 oprandt datoen for "Bornholms endelige befrielse". Under kanonsalut forlod den sovjetiske flåde Bornholm og den lange befrielse var tilendebragt.

Rønne og Nexø lå i ruiner, og Bornholm stod overfor et gigantisk genopbygningsarbejde. Af Rønnes godt 3.400 ejendomme var kun 300-400 uskadte, 3.000 mennesker stod uden hjem. I Neksø var skaderne lige så omfattende. 40 arkitekter blev ansat, og det blev besluttet, at husene skulle genopbygges "så bornholmsk så muligt". Sverige forærede en kæmpegave til bornholmerne, nemlig 300 nye træhuse, og i alle egne af Danmark og Sverige blev der samlet penge ind. Også Grønland og Færøerne hjalp til med indsamlinger.

Efter den meget levende gennemgang af de dramatiske begivenheder omtalte Jesper de forskellige konspirationsteorier, der udviklede sig over tiden, såsom at de danske myndigheder og de allierede havde glemt Bornholm, eller at der var indgået en hemmelig aftale med Sovjetunionen om, at det var dem, der skulle befri øen. Bornholms tyske kommandant von Kamptz er også blevet udråbt til fanatisk nazist og hovedansvarlig for ødelæggelserne i forbindelse med bombardementerne. Endnu et forrygende foredrag af Jesper, som tydeligvis havde sat sig særdeles godt ind i det omfattende emne.

Nylars Rundkirke På vejen til Rønde lagde vi vejen forbi Nylars kirke. Navnet Nylars er en omdannelse af Nikolaus, navnet på den helgen, kirken oprindelig var viet til. Nylars Kirke, som er opført i kampesten, er formentlig rejst i midten af 1100-tallet. Kirken er bygget i tre stokværk som en typisk forsvarskirke, som også skulle tjene som tilflugtssted mod de gotlandske og vendiske sørøvere, som på den tid gjorde Østersøen usikker.. Ups, nu bliver jeg vist uvenner med Jesper, læs mere herom senere. De to nederste stokværk har et ringformet tøndehvælv, hvilket er karakteristisk for de bornholmske rundkirker.Det høje spidse spåntag er først kommet til i 1500-tallet. Oprindelig havde kirken har oprindeligt 2 døre; den nordlige, kvindedøren, blev i 1800-tallet erstattet af et vindue og i 1971-1973 tilmuret. Af de oprindelige vinduer i underetagen er der bevaret to.

I våbenhuset står to runesten. Den ældste fra ca 1050 har et kors indristet, hvorunder en slangekrop bugter sig. På slangens krop er skrevet følgende: "Kaabe-Sven rejste denne sten efter Bose sin søn, den brave mand, som blev dræbt i kampen ved Udlænge. Gud Herren hjælpe hans ånd og Sankt Michael". Slaget ved Udlænge fandt sted i 1048 mellem Magnus den Gode og Svend Estridssøn. Den anden runesten bærer: "Sasser lod rejse sten efter sin fader Halvard; han druknede ude på havet med hele sit mandskab. Den hellige Krist hjælpe hans sjæl.".

Krucifixet er fra ca 1600. De to alterstager hviler på tre fødder af form som siddende løver. Lysekronerne er afstøbninger efter en original fra det 16. århundrede, som oprindelig hang i Hammershus' slotskapel, og som nu hænger i Ruts kirke. I 1882 blev hvidtekalken banket af hvælvinger og vægge, og der fremkom spor af kalkmalerier. Det har kun været muligt at bevare frisen rundt om midterpillen. Frisen, som er fra 1275-1300, viser skabelses- og syndefaldsberetningen: fra Adams skabelse og til Uddrivelsen af Paradis.

Kirken har et spændende fritstående klokketårn; klokkerummet af bindingsværk er fra 1500-tallet. Kirken har to klokker. Den mindste, som er fra 1702, har Frederiks den IV's navnetræk og bærer følgende indskrift:

Når klokken klinger højt, I tør ej blive bange,
men tænker tiden er til Herrens hus at gange;
thi Herren kommer snart med sin basunes lyd,
og vækker os af støv, til evig himmelfryd.

Den store klokke er støbt på Bornholms Maskinfabrik i 1882. Men den er en afstøbning af en ældre klokke fra 1797, som sikkert igen er en afstøbning af en klokke, hvis malm går tilbage til 1580. Vi skulle komme til at se endnu to af Bornholms i alt fire rundkirker.

Noget om bornholmske stednavne I de fleste busser er et skilt, som forbyder al samtale med chaufføren under kørslen. Sådan et skilt var der også i Jespers bus. Det forhindrede dog ikke Jesper i at underholde os på bedste vis. På turen til rønne fortalte han lidt om navngivning af byer og kirker på Bornholm. Stednavnsendelsen "ker" står for kirke, fx Olsker (for Ols kirke), Nyker (for Ny kirke), Klemensker (for Klemens kirke) osv. Sognene på Bornholm er i modsætning til "i Danmark" opkaldt efter kirken og ikke byen. Årsagen hertil er, at de bornholmske gårde lå spredt i landskabet og ikke samlet i landsbyer med markerne udenom. De byer, vi i dag ser omkring kirkerne, er kommet til efter kirken og ikke omvendt. Det vil sige, at navnet Rutsker både anvendes for Ruts kirke og Ruts sogn. I (de gode) gamle dage anvendte man endelsen "sen" for sogn, Rutskersen for Rits kirkes sogn, men den endelse er ved at uddø.

Alle veje fører til Skarpeskade På vejen til Rønne kom vi forbi Årsballe, en lille landsby, som er bedst kendt for, at den huser to tv-master. DR's mast er 150 meter høj, mens TV 2's mast, som ligger nogle kilometer udenfor byen, er 315,5 meter høj. Jesper gjorde opmærksom på et skilt, som viste, at der var 2 km til landsbyen Skarpeskade. Da vi havde kørt nogle minutter, spurgte Jesper, om der var nogen, der havde lagt mærke, at vi havde passeret Skarpeskade. Han vendte bussen og kørte tilbage. Landsbyen Skarpeskade viste sig at bestå af fire - nu nedlagte - gårde. Jesper kunne fortælle, at der var adskillige skilte, som viste til Skarpeskade, ja man kan næsten sige, at "alle veje fører til Skarpeskade". Men Skarpeskade er åbanbart så ubetydelig, at kommunen ikke har villet ofre et byskilt på den. Jorden i Skarpeskade har altid været kendt for sin magerhed: "skarpa" betyder en mager og ufrugtbar jord.

Det er lykkedes mig at finde Skapeskade på landkortet.

Udflugt til Rønne Rønne er med sine godt 14.000 indbyggere den største by på Bornholm og Bornholms vigtigste havneby med færgeforbindelse til Køge, Ystad i Sverige, Sassnitz i Tyskland og Swinoujscie i Polen. Køgeruten erstattede den 1. oktober 2004 den gamle rute Rønne-København, som jeg var med i 1959 på det obligatoriske lejrskoleophold.

I slutningen af 1200-tallet blev grundstenen lagt til Sct. Nicolai Kirke, et kapel til ære for de søfarendes helgen, og i 1327 fik byen købstadsrettigheder. Fra omkring år 1400 havde købmænd fra hansebyen Greifswald en handelsstation i byen. I 1525 blev byen som tidligere nævnt sammen med Bornholm overgivet til lübeckerne som pant, fordi kongen ikke kunne betale sin gæld. Lübeckerne udskrev ganske vist skatter fra Hammershus, men de bragte også en del handel og udvikling med sig. I 1576 kom Bornholm tilbage til Den Danske Krone. I løbet af 1600-tallet forfaldt Hammershus, og Rønne overtog rollen som øens centrum. Mange huse i Rønne er delvist bygget af sten fra Hammershus ruiner. Ved Roskildefreden i 1658 blev Bornholm underlagt svenskerne, men bornholmske oprørere skød den svenske kommandant Johan Printzensskjold på Storegade i Rønne og tog efterfølgende de svenske styrker til fange. Bornholm vendte tilbage til Danmark.

Vi parkerede overfor det store indkøbscenter Snellemarkcentret på hjørnet af Grønnegade og Snellemark. Her lå indtil 1989 Bornholms største keramikfabrik ”Søholm”, som havde haft produktion siden 1835. I 1989 flyttede Søholm ud i Rønnes industrikvarter, men lukkede definitivt i 1996.

Jesper tog de interesserede med på en byrundtur, og Birgit og jeg sluttede os til. Føste besøg gjaldt Sct. Nicolai kirke. Omkring 1350 blev kirkens længde næsten fordoblet ved opføring af en mod vest. Ved middelalderens afslutning blev kirken udvidet med et femkantet kor. I 1797 blev den nuværende nordarm bygget, og fra 1915-18 fandt en større ombygning sted, hvorved kirken blev gjort to meter bredere, og den søndre korsarm bygget til. Den nuværende kirkebygning blev indviet den 26. maj 1918. I 1982-83 gennemgik kirken en større restaurering og fik - som Jesper påpegede - sit smukke gulv i paradisbakkegranit. Kunstneren Poul Høm og hans hustru Lisbeth Munch-Petersen er ansvarlige for staffering af prædikestol og alter.

Kirken har to kirkeskibe. Den store fregat Dannebrog inde i kirken stammer fra 1873. En mindre skibsmodel, Thetis fra 1969, bæres i procession ved den årlige mindegudstjeneste for omkomne sømænd og fiskere. En del af det gamle inventar befinder sig på Rønne Museum.

Kirken har tre klokker: den mindste fra år 1300, støbt i Tyskland, den mellemste, Mariaklokken, menes at være støbt til et Mariakapel, som købmænd fra Greifswald lod bygge i 1434, og den største klokke er blevet omstøbt i 1903, men stammer fra 1483 eller 1583.

Kirkens første altertavle var et udskåret middelalderarbejde, hvor man blandt andet kunne se kirkens værnehelgen Sct. Nicolai. I 1797 blev denne altertavle erstattet af et maleri af Kristi Himmelfart. I 1885 anskaffedes det billede, som nu hænger ved siden af prædikestolen. I 1991 fik kirken sit nuværende alterbillede, malet af Sven Havsteen-Mikkelsen, som var inspireret af kunstneren Oluf Høst. Motivet er "Jesus stiller stormen på søen". Jeg forstod på Jesper, at der var delte meninger i menigheden om det nye alterbillede. Han skæmtede med, at man jo kunne placere sig således, at man havde det billede, man syntes bedst om, for øje under gudstjenesten.

På Kirkepladsens sydlige side viste Jesper de såkaldte "Bombehuse”, der blev opført efter de russiske bombardementer i maj 1945. På to af husene, Kirkepladsen 14 og Kirkestræde 4, er der over indgangsdørene opsat mindetavler, fliser, med motiver fra bombardementerne. Fliserne er selvfølgelig fremstillet på keramikfabrikken Søholm.

Jesper udpegede det sted i Storegade ud for Bornholms Gymnasium, hvor Villum Clausen den 8. december 1658 skød og dræbte den svenske lens- og slotsfoged Johan Printzensköld. Legenden vil vide, at pistolen var ladet med en sølvknap, men det er formentlig en myte. Jeg har siden læst, at stedet i gaden er markeret med to sten, den mindste for Printzenskölds hund, som skulle være blevet skudt ved samme lejlighed. Desværre så jeg ikke stenene - ved den lejlighed.

I alle de bornholmske købstæder findes et antal købmandsgårde fra 1700- og 1800-tallet. Nogle af Rønnes købmandsgårde var udstyret med såkaldte "kikkenborge", hvorfra købmanden kunne holde øje med sine skibe i havnen. Købmand Rønnes Gård i Søndergade fra 1813 har en sådan "kikkenborg". Ved siden af købmandsgården så vi Hovedvagten, der var byens sydport. Den er opført som vagt- og arresthus i 1743-44 af materialer hentet fra Hammershus. I mange år var bygningen Rønnes eneste grundmurede hus. På grund af den snævre passage i Søndergade blev der i 1940 anlagt et fortov gennem huset ved den østlige gavl.

I Krystalgade standsede vi ud for Hjorths Fabrik, som i dag er et arbejdende keramikmuseum. Her får man dels indblik i keramikindustriens storhedstid i Rønne, dels får en masse at vide om den hæderkronede gamle familievirksomhed. Der er også skiftende udstillinger af keramikere fra øen. Fabrikkens grundlægger Lauritz Hjorth (1834-1912) tog på valsen i Tyskland, Tjekkiet og Frankrig. I Berlin gik han på Kunstakademiet og lærte at modellere. Tre år senere i 1859 vendte han tilbage til Rønne og oprettede fabrikken L. Hjorths terracottafabrik i forældrenes hus i Østergade. Allerede i 1862 flyttede fabrikken til dens nuværende beliggenhed i Krystalgade. Efter at fabrikken var flyttet til Krystalgade, fremstillede man udelukkende pyntegenstande, såsom vaser, figurer m.m., mens de fleste andre fabrikker i byen fremstillede brugskeramik. I 1883 var der fireogtredive personer ansat.

Hjorths Fabrik fremstillede terracottavarer, som i begyndelsen blev dekoreret med alpelandskaber og roser. Holger Drachmann ernærede sig i sin ungdom ved at male for L. Hjorth. En af de helt store salgsvarer var kopier af antikke græske vaser, og maleren Kristian Zahrtmann (1843-1917), som var født i Rønne, sendte bl.a. skitser af græske vaser fra et besøg i Grækenland til Lauritz Hjorth. Omkring 1880 solgte fabrikken terracottavarer til de store varehuse i Paris, Berlin, London, St. Petersborg og Wien. I 1912 overtog sønnerne Peter og Hans Hjorth fabrikken; Søsteren Thora ledede malerstuen. Fra 1927 blev keramikken stemplet med en hjort. I 1982 overtog fjerde generation af Hjorth-familien, Ulla og Marie Hjorth, fabrikken og drev den videre, indtil genåbnede som museum i 1995.

Erichsens Gård i Laksegade er Rønnes bedst bevarede borgerhus, bygget i 1806 og udvidet i 1830'erne. Huset har sit navn efter en tidligere ejer, kancelliråd Th. Erichsen, der ejede ejendommen fra 1838. Ejendommen var i familiens eje i mere end 100 år. I huset, som i dag er et købstadsmuseum, findes minder fra maleren Kr. Zahrtmann og forfatteren Holger Drachmann, hvis første hustru, Vilhelmine Erichsen var datter af huset. På begge sider af huset er gaderummet lukket og haven afskærmet af en havemur i bindingsværk. I Erichsens gård kan man dels se en udstilling om gården og dens historie, dels opleve et møbleret borgerhjem fra sidste halvdel af 1800-tallet, og man kan nyde en gammeldags, fredet byhave af stor kulturhistorisk værdi. Museet drives af Bornholms Museum.

Jesper fortalte historien om Holger Drachmann, som bliver forelsket i husets datter, Vilhelmine, efter at have set et maleri af hende, udført af vennen Kristian Zahrtmann. Drachmann tager til Bornholm, hvor han bestormer den purunge pige, og efter nogle år bliver de gift. Ægteskabet holder dog ikke. Nogle dage senere hørte vi Lillian fortælle om Holger Drachmanns bevægede liv.

Du får her en (fattig) gengivelse af Lillians foredrag. Måske kan du ikke lige huske, hvem Holger Drachmann var? Men du kan garanteret synge med på "Midsommervisen", som er fra slutningen af teaterstykket "Der var engang", opført omkring 500 gange på Det Kongelige Teater. Drachmann (1846-1908) er født og opvokset i København. I skolen var han i tvivl om, hvorvidt han ville være digter eller maler. Efter studentereksamen blev han dog optaget på Kunstakademiet, hvor han uddannede sig som marinemaler. Drachmann nød studenterlivet med særdeles god appetit, så god var appetitten, at faderen satte ham stolen for døren: "enten rejser du til Amerika, eller også tager du ophold på en isoleret Ø her i Danmark”. Drachmann valgte Bornholm, måske fordi han var god ven med maleren Kr. Zahrtmann (1843-1917). Måske valgte han Bornholm pga. Erichsens unge datter Vilhelmine, som Zahrtmann havde malet så bedårende? Mon ikke også maleren har været stærkt betaget af den yndige pige. Holger Drachmann sang serenader nedenfor sin udkårnes vinduer – som altid iført romantisk slængkapppe og stor hat. De forelskede sig, og da Drachmann i 1869 debuterede på Forårsudstillingen med billedet "Fra Bornholms Østkyst" steg hans aktier hos familien. Samme år blev han forlovet med den kun 17-årige Vilhelmine, men forældrene forbød de unge at gifte sig, før de var myndige. I 1870 flyttede den 24-årige Drachmann hjemmefra skulle nu forsørge sig selv og sin forlovede, som i en periode opholdt sig i København og boede hos familie i byen. Han fik en aftale med Lauritz Hjorth i Rønne om at dekorere fabrikkens vaser med bornholmske motiver. I foråret 1871 rejste Drachmann til England. Den første tid i London var vanskelig, og Drachmann måtte for at overleve dekorere vaser i London for Lauritz Hjorth. I november 1871 vendte han tilbage til København og blev gift med Vilhelmine. Drachmann var blevet klar over, at han skulle satse på sine skriverier. I 1872 udkom hans første bog, ”Med Kul og Kridt”, og hans kendte digt, ”Engelske Socialister” blev trykt i “Nyt Dansk Maanedsskrift”. Det var starten på et omfattende forfatterskab med digte og fortællinger, kunstkritik og journalistik, dramatiske værker og oversættelser. Hans samlede produktion omfatter mere end 50 bind. For at kunne forsørge sig selv og Vilhelmine arbejder han stadig for Hjorths Fabrik. I november 1874 fik parret datteren Eva Drachmann, men kort efter gik de fra hinanden, og Holger Drachmanns tilknytning til Bornholm og Hjorths Fabrik var definitivt forbi. Og det samme er min kortfattede biiografi af Drachmanns tilknytning til Bornholm. Hvis du vil have den fulde version, kan du fx. tage på Bornholms Højskole og opleve fortælleren Lillian.

På vej tilbage til det smukke torv i Rønne mødte vi vores bordkammerater, Ninna og Birte, som hyggede sig i solen på en fortovscafé. Ved et bord ved siden af havde Jesper slået sig ned sammen med nogle elever, bl.a. en japansk pige, som dagen i forvejen pludselig - og uanmeldt - var dukket op på højskolen; hun overvejede at deltage i vinterens kunstkursus. Hun blev selvfølgelig godt modtaget og tog med på dagens tur til Rønne, hvor Jesper viste også at kunne guide på engelsk.

Slut på en dejlig byrundtur i Rønne, som bl.a. kan "prale af" Danmarks største samling af bevarede bindingsværkshuse fra 1700- og 1800-tallet. På tilbagevejen kørte bussen forbi "de svenske træhuse". Efter de russiske bombardementer af Rønne og Nexø i 1945 forærede den svenske stat 300 træhuse til Bornholm, husene blev opført i de to byer. I dag er disse huse meget eftertragtede boliger. Kvartererne med de svenske træhuse er bevaret så godt, at svenske byplanlæggere kommer til Bornholm for at se, hvordan det skal gøres. Jeg fik desværre ikke taget et billede af de smukke svenskerhuse.

Stubbeløkken stenbrud Lidt uden for Rønde standsede vi et stykke tid for at se Stubbeløkken stenbrud, som er et af de få tilbageværende aktive stenbrud på Bornholm. Her brydes og knuses Rønnegranitten og materialet anvendes hovedsageligt i asfalt- og betonfremstillingen. Her er der blevet brudt granit siden 1824, og der er hidtil fjernet næsten 30 millioner tons sten i det ca. 18 hektar store område. Jesper fortalte, at Rønnegranitten er dannet for ca. 1.700 milliarder år siden. Granitten brydes i dag i et enormt dybt hul – 53 m lavere end havets overflade. Vi så den smukke Rønnegranit på torvet i Rønne. I poleret tilstand anvendes den bl.a til køkkenbordsplader. En stor del af brydningen går til fremstilling af skærver. I det fjerne kunne vi se sorterings- og knuseanlægget samt transportanlægget op fra bunden. Sprængninger finder sted i tidsrummene 09:30–10:30 og 14:30–15:30, så pas på!

Sangaften med viser af Sigfred Pedersen Om aftenen var der sangaften i spisesalen med viser af Sigfred Pedersen: Katinka, Katinke luk vinduet op, Nu går våret gennem Nyhavn (måske bedre kendt som "Søren Bramfris lærkesang"), Tørresnoren, Nu lokker atte de lange veje m.fl. Lillian indledte med en biografi af multimennesket Sigfred Pedersen (1903-1967), som var visedigter, litteraturanmelder, maler, skuespiller, restauratør og journalist. Han blev cand. polit. i 1928. Allerede året forinden debuterede han med digtsamlingen Forårets viser og somrens vers. Han udstillede som maler på Kunstnernes Efterårsudstilling 1931-1933. Sigfred Pedersen arbejdede i nogle år i et forsikringsselskab, men så valgte han i stedet det muntre liv i det indre København; især var han tiltrukket af Nyhavn, hvor han fandt inspiration til sine digte og viser og underholdt på beværtninger. Sidst i 1930'erne optrådte Sigfred Pedersen sammen med vennen Niels Clemmensen, som skrev musik til mange af hans tekster, på det nu forsvundne værtshus "La Reine" ved Søtorvet i København. Da krigen kom, turde værten ikke lægge hus til de frimodige kunstnere, og de fortrak til "Wessels Kro" i Sværtegade, som Sigfred Pedersen i øvrigt selv overtog. Fra 1943 var Sigfred Pedersen gift med visesangeren Else Sigfred Pedersen. Axel akkompagnerede, og vi sang alle med af fuld hals.

Næste formiddag gav Axel "Et indblik i den klassiske musik".

Har du lyst til at følge med os på en travetur i Almindingen og om aftenen få besøg af bornholmske folkedansere, så klik her.

 

Tilbage til Rejseholdets hjemmeside Startside om ophold på Bornholms Højskole Forrige side: Spadseretur i Ekkodalen og udflugt til Sandvig-Allinge. Næste side: Vandretur i Almindingen
Vælg næste side: