I dag skal vi på vandretur i Almindingen. Som du måske husker, var vi en af de første dage et smut inde i Ekkodalen sammen med Sanne, men i dag skal vi på en lidt længere vandretur. Vores guider var Ole og Sanne. Ole Larsen er uddannet lærer fra Tønder Seminarium. Han underviser på vinterskolen i almene fag som dansk, engelsk og matematik. Han har specialiseret sig i foredrag om den bornholmske historie og geografi, bl.a. gav Ole os et meget fint foredrag om Leonora Christina en af de sidste dage. På denne tur oplevede vi i Ole en rigtig historiker i sit es. Ole fungerer også som kyndig guide og chauffør på ture ud på øen.

I forhold til sit areal er Bornholm landets mest skovrige amt - kan man læse mange steder. I dag, hvor Bornholm er blevet en regionskommune under København, holder denne påstand selvfølgelig ikke længere vand, men sandt er det, at der en megen og dejlig varieret skov med bøg, eg, nåletræer mv. på klippeøen. Statsskoven Almindingen er Danmark tredjestørste skovområde, og sammen med de mange kommuneplantager og Rø Plantage, der hører ind under statsskoven, udgør de et stort sammenhængende område midt på øen. Efter gammel bornholmsk tradition rådede hvert sogn over dels et stykke strand og dels en plantage, uanset at borgerne ofte skal passere en sognegrænse for at nå til det. Almindingen er et yndet udflugtsmål med mange muligheder for spadsereture i et meget varieret erræn. Borgene i Almindingen. Danmarks tredjehøjeste punkt, Rytterknægten med sine 162 meter, finder du i Almindingen. Her ligger også ruinerne af to middelalderborge, som hører til blandt Danmarks ældste stenbyggede anlæg. I Almindingen holdes det årlige dyrskue, og der køres travløb i sommerhalvåret. Dette og meget mere vil du høre nærmere om, hvis du følger med os på turen.

Ovenstående kort indeholder de punkter og seværdigheder, vi mødte på vores tur.

Rytterknægten

Første stop på vandreturen var Rytterknægten, Bornholms højeste punkt beliggende 162 m over havet, og som nævnt Danmarks tredjehøjeste punkt efter Ejer Baunehøj og Yding Skovhøj. Rytterknægten har et udsigtstårn, hvorfra man kan nyde det smukke syn over Almindingen. Udsigtstårn er bygget i flere etaper. Den nederste del af tårnet, som er 12.6 meter højt, er bygget af granit. Det blev opført i 1856 for bidrag fra taknemmelige bornholmere til minde om Frederik VIII hans hustru grevinde Danners besøg på øen i 1851. Tårnet kaldes også "Kongemindet". Arkitekten bag granittårnet er Gottlieb Bindesbøll, hvis hovedværk er Thorvaldsens Museum i København.

Efterhånden spolerede de hastigt voksende trækroner udsigten, så i 1889 bad man Thorvald Bindesbøll, søn af Gottlieb Bindesbøll, om at komme med et forslag. Han tegnede en metalkonstruktion, som forlængede tårnet med yderligere meter, så man nu kan komme op i 22 meters højde over Rytterknægten. Udsigtstårnet er åbent i dagtimerne hele året rundt, og der er gratis adgang.

Gamleborg

Næste stop var ved Gamleborg, hvor Ole gav en grundig indføring i borgen og dens oprindelse. Bornholm har altid haft behov for et stærkt forsvar, som det ligger isoleret i Østersøen og omgivet af vand. Gennem jernalderen og det meste af vikingetiden havde Bornholm sine egne fyrster og konger, men i løbet af 900-tallet blev øen underlagt den danske kongemagt. Dette betød dog ikke fred på øen, og vi har allerede hørt om de langvarige magtkampe mellem kirken og kronen. De to borgruiner Gamleborg og Lilleborg er rester af borge, hvorfra hele Bornholm kunne beherskes og administreres, og kongens besiddelser forsvares.

Gamleborg, som ligger højt på en klippeknude på ca 270 x 110 meter i udkanten af Ekkodalen, er den ældste stenbygning på Bornholm. Borgen er grundlagt i vikingetiden (750-1050), men, som alle gamle borganlæg, bygget i flere etaper. De ældste fund fra Gamleborg er fra 900-tallet og omfatter bl.a. en glasperle fremstillet i den nære orient og en del af et dragtsmykke med dyreornamentik. Oprindeligt var der portåbninger mod nord og syd, hvor skråningerne er knap så stejle; til gengæld var forsvarsvoldene omkring indgangene særligt kraftige, indtil 7 meter høje. Borgen var omgivet af en massiv kampestensvold af jord og ler. Omkring år 1100 blev volden forstærket med en granitstensmur, som på nogle steder er 6 meter høj. I den nordlige ende af muren blev der opført et firkantet vagttårn. Den oprindelige sydindgang blev lukket og erstattet af en bedre befæstet indgang i vestmuren. Adgang til borgen skete via en vindebro over voldgraven. Adgangsvejene blev ved hjælp af ydre volde og voldgrave ledt i en bue ind langs borgvolden, hvilket tvang eventuelle angribere til at angribe med sværdarmen presset ind mod borgmuren. På borgpladsen har der ligget bygninger til det faste mandskab og forrådsbygninger. I nordvesthjørnet et nødvendigt vandhul, som sikrede borgens vandforsyning. Rester af dæmningsanlæg flere steder i de lave områder omkring borgen tyder på, at at det har været muligt at stemme vandet op, så det herved opståede sumpområde gjorde det sværere for eventuelle angribere at komme tæt på Gamleborg.

Men midt i 1100-tallet blev Gamleborg opgivet og rømmet til fordel for Lilleborg, som blev opført ca. 700 meter mod nordvest. Iflg. Ole har videnskaben ingen forklaring på, hvorfor Gamleborg blev opgivet, måske var borgen simpelthen blevet for stor - og for mandskabskrævende- at forsvare? Intet tyder på, at borgen blev opgivet som følge af fjendtlig ødelæggelse. Området har været fredet siden 1821. Mens vi var på borgområdet, dukkede en skoleklasse fra Vestjylland op. En af lærerne fortalte, at eleverne var på lejrskoleophold - lige som jeg var det i 1959.

Lilleborg

Med Ole i spidsen vandrede vi de ca. 700 meter fra Gamleborg til Lilleborg. Med et borgareal på 2.600 m2 er Lilleborg kun omkring 1/10 så stor som Gamleborg. Ole ridsede magtsituationen op på Bornholm i middelalderen. I takt med at kirken blev landets største godsbesidder opstod der gang på gang magtkampe mellem konge og kirke. I 1149 måtte Svend Grathe ved et forlig overdrage ærkebiskop Eskild af Lund tre af Bornholms fire herreder med ret til at opkræve skatter og afgifter. Kongen beholdt selv det fjerde og vestlige herred (Rønne Herred, på nedenstående kort benævnt Rothnæ Herred) sammen med Kongens Almindingen (Højlyngen) midt på øen. Her opførtes Lilleborg, så kronen herfra kunne kontrollere sine besiddelser og udøve sin magt. Ærkebiskoppens magtcentrum på Bornholm var Hammershus.

Under Valdemarstiden var den danske kongemagt stærk, og konge og kirke stod sammen om korstog i de baltiske områder. Efter Valdemar Sejrs død i 1241 og valget af Jacob Erlandsen som ærkebisp af Lund i 1252 blussede stridigheder igen op. I 1259 arresterede Christoffer I (1219-1259) ærkebiskop Jacob Erlandsen. Samme år blev Lilleborg erobret og brændt ned af ærkebiskoppens bror Anders Erlandsen og fyrst Jaromar af Rügen. I et brev fra Pave Urban IV til ærkebiskop Jacob Erlandsen rettes en række anklagepunkter mod Jacob Erlandsen, og han beordres til at nedlægge sit embede. I forbindelse med Lilleborg står følgende i brevet: "Du have endvidere samlet en Hær og med den sendt Din Broder Anders i Forening med den velbyrdige Herr Jarmer, Fyrste af Rügen, paa Din Bekostning til Øen Bornholm, som tilhører Kongen og ligger i Lunds Stift, og der skal Du paa grusom Maade have ladet omtrent 200 af Kongens Mænd dræbe, beskattet de Overlevende af Kongens Mænd, ødelagt hans Borg i Bund og Grund og med Vold og Magt sat dig i Besiddelse af Borgen ...". Lilleborg blev aldrig genopført, men møntfund fra borgområdet slået i Kong Erik Klippings regeringstid (1259-1286) viser, at der har været aktivitet på stedet efterfølgende. Under Lübeckertiden (1525-1576) leverede borgruinen mange byggematerialer. Og i begyndelsen af 1800-tallet hentede skovfoged Hans Rømer (som du vil møde om lidt) mellem 2 - 3.000 vognlæs sten fra borgen til anlægsarbejder i Almindingen. Lilleborg blev ligesom Gamleborg beskyttet ved fredning i 1821.

Lilleborg lå strategisk velplaceret på en 16 meter høj klippeknude omgivet af den nu delvist udtørrede Borresø og mose til alle sider. Der var kun forbindelse til fastlandet via en enkelt pælebro med risfletning. Den ovale borgplads var beskyttet af en ca. 76 meter lang ringmur, og et mægtigt hjørnetårn bevogtede den smalle indgang til borgpladsen. Dets mure var 2.4 meter tykke. Fra hver side af Lilleborg gik en mur ned til Borresø. Sandsynligvis var der trapper, så man kunne hente vand fra søen; der var nemlig ingen brønd på Lilleborg. Der er stort set ingen kilder, der fortæller om Lilleborg, men borgen har formentlig fungeret som et militært anlæg, et administrativt center samt bolig for fogeden og hans familie. Måske har Lilleborg også fungeret som jagtslot for kongen og hans følge. I hvert fald er der gjort mange fund af knogler af ravn, havørn og kronhjort samt af såkaldte "hvislepiber", der blev brugt som lokkefløjter.

Dansk David i Almindingen

Inde midt i Almindingen ligger en mindelund over fire unge bornholmere, som faldt i aktiv modstandskamp under anden verdenskrig. Allerede i 1945 erhvervede Modstandsbevægelsen jord til mindeparker over krigens ofre ved Frøbjerg Bavnehøj på Fyn, på Skamlingsbanken i Sydjylland og altså også i Almindingen på Bornholm. I Almindingen blev rejst en statue af en dansk David i skikkelse af en ung nøgen mand med en sten i den ene hånd og en slynge i den anden. Han symboliserer de fire bornholmere, der faldt i modstandskampen, men teksten på soklen, som er forfattet af Hans Hartvig Seedorf, omfatter hele den danske ungdom:

Den danske ungdom - David lig Stod frygtløs frem mod vold og svig Til kæmpens hjelm omsider brast For hyrdens tro og slyngekast Nu suser skov, nu synger vind Om vovemod og offersind Og i de faldnes sagabog Står sejrens tegn, det brudte åg.

Statuen blev bestilt i 1945, hvor man bad billedhuggeren Johannes Bjerg lave et monument for Modstandsbevægelsen, og specielt for 4 unge mænd fra Bornholm, som satte livet til under anden verdenskrig, og hvis navne også står på soklen. Skitsen til David blev forevist og accepteret i 1947. Johannes Bjergs David går nær på Michelangelos berømte figur, men mens Michelangelos figur er spændt af kamplyst, er Johannes Bjergs danske David afslappet og varsler fred efter nederlag til overmagten. Den ødelagte stålhjelm, som hans fod hviler på, giver ly for en fuglerede, og den unge mand bærer på sit hoved den populære strikkede Air-force hue. Michelangelos David hviler som du sikkert ved foden på kæmpen Goliats afhuggede hoved. Statuen blev opstillet i Almindingen i august 1950 - i 30 graders varme.

I 2009 er man blevet opmærksom på endnu fire frihedskæmpere, som mistede livet under anden verdenskrig, og som ikke er nævnt på Davidstatuen. Man er nu i gang med at undersøge de fire mænds baggrund, hvorefter man vil tage stilling til, hvorledes man vil ære deres minde.

Kaffepause i Almindingen

Selvfølgelig skulle vi ikke gå glip af vores eftermiddagskaffe, fordi vi travede rundt i Almindingen. Ved morgensamlingen havde Lillian fortalt, at der ville blive kørt kaffe (og hjemmebagt kage) til et aftalt sted på turen. Jeg kan desværre ikke huske, hvad stedet hed, men det var en lille høj tæt ved landevejen. Nogle af eleverne havde meldt fra til traveturen, måske fordi de var gangbesværede, eller var bange for, at den var for anstrengende. Lillian tilbød dem at komme med højskolens bus ud til det sted, hvor vandreholdet skulle have kaffepause, og jeg tror, at alle modtog det fine forslag.

Lillian fortalte om, hvor meget Almindingen betød for bornholmerne, og hvor meget, den havde betydet for hende i henden barndom og ungdom: udflugter med familien, det årlige årlige dyrskue i Hareløkkerne (som stadig afvikles hvert år i sommerferien) , hvor byboerne fik et indtryk af livet på landet, fester og baller i Kyllingemoderen med 10-øres dans, travløb på Danmarks mindste og smukkest beliggende travbane osv. Jesper havde på en af udflugterne fortalt om, hvorfor de lokale travheste ofte vandt løb på Bornholm over tilsyneladende bedre heste fra det øvrige Danmark. Da travbanen i Almindingen er så lille, består et løb af 6 omgange, og ikke som normalt 4. Det ved de bornholmske heste selvfølgelig godt, så de fortsætter i fuld fart, når de "danske" (undskyld) heste sætter farten ned efter 4 omgange.

Efter kaffepausen fortsatte vi den spændende vandretur, mens bussen returnede til højskolen med de mindre mobile elever.

Jomfrubjerget og Christianshøj

Jomfrubjerget har fra gammel tid været mødested for bornholmerne. Siden den tidlige middelalder har befolkningen valfartet hertil ved Sankt Hans for at fejre Johannes Døberens fødselsdag. For foden mod øst ligger helligkilden Kolde Kilde. Oprindelig var der både et Nordre og et Søndre Jomfrubjerg på hhv. 123 meter og 121 meter, men ved kronprins Christian Frederiks (den senere Christian VIII) besøg i 1824 omdøbtes Søndre Jomfrubjerg til Christianshøj, og siden har Nordre Jomfrubjerg altså heddet Jomfrubjerget. Mere end 10.000 mennesker mødte nemlig frem og fejrede prinsen med taler, sang og fyrværkeri samt dans til den lyse morgen, og året efter rejstes et granitmonument på Christianshøj, den 6.3 meter høje Prinsestøtten til minde om det kongelige besøg. De fire sider af granitblokken - som selvfølgelig er sprængt ud af Jomfrubjerget - bærer denne svulstige og kongetro indskrift mod de fire verdenshjørner:

Mod vest:
For Christian Frederik Prinds af Danmark Kongens og Folkets Ven indviede Almeen Borgeraand dette Kjærligheds Minde og Hædrede stedet Med navnet Christianshöj.

Mod syd:
Aar 1824 Den 21de Juli samlede Prinds Christian her Bornholmerne til en folkesfest Og deeltog med Mildhed og Naade i Folkets Jubel.

Mod øst:
Under Folkets Fryderaab og Enighed i Aand Udtaledes her Dannerfolkets Ønsker for Landets Fader Frederik den VI af Kongens Frænde Danmarks Christian.

Mod nord:
Prinds Christian glædede Landets Indvaanere med sin Höie Nærværelse fra 12te til 25de Juli 1824. Naar Fyrsten Glæde finder I Folkets Kjærlighed I Hjerterne Han vinder Et varigt Mindested.

I begyndelsen af 1900-tallet var der skabt tradition for, at flere og flere store fester og møder blev afholdt på pladsen omkring Prinsestøtten, og i dårligt vejr kneb det med at få folk under tag. Det resulterede i, at der i 1929 blev bygget et større forsamlingshus på stedet, Almindingspavillonen, der blev taget i brug samme år på grundlovsdag.

Den smukke træpavillon fik hurtigt navnet "Kyllingemoderen" i folkemunde, da den ligner den store bliktragt, man sænkede ned over kyllingerne, for at de skulle kunne holde varmen. Selv om bygningen skulle have været nedrevet i 1975, eksisterer den stadig i bedste velgående og anvendes fortsat til dans og fester.

Rømersminde

Næste stop var ved mindelunden Rømersminde. Her står en obelisk, som i 1893 blev rejst af taknemlige bornholmere til minde om skovrider Hans Rømer (1770–1836), som i årene 1800 til 1836 indhegnede, genskabte og udvidede Almindingskoven. Mindesmærket blev indviet med en fest med kanonsalut og en times ringning af Bornholms kirkeklokker.

Indskrift på forsiden af mindesmærket:

Indskrift på bagsiden:

Nu er tiden vist kommet til at høre om en af de største skikkelser på Bornholm, som af alle vores lærere blev omtalt med stor respekt.

Skovrider Hans Rømer

I samme periode som Hammershus og Lilleborg blev opført, blev der også bygget 15 kirker. Herudover krævede både det almindelige husbyggeri samt bygning af skibe et stort forbrug af træ. Byggeriet krævede masser af træ for at brænde kalk til den mørtel, der bandt stenene sammen. Og da Hammershus var færdig, brugte alene husholdningen dér omkring 4.000 læs brænde om året. Indtil midten af 1100-tallet var størstedelen af Bornholm dækket af skov, men i løbet af de næste to århundreder forsvandt skoven næsten helt. Bornholmerne hentede træet i Almindingen. Til gengæld lod deres får, kreaturer græsse her, så enhver form for vegetation var gnavet ned. Desuden blev der skåret tørv. Selv kongen var med til at drive rovdrift på skoven, og regelmæssigt sendte han et hold jægere til Bornholm, hvor de skød 200 stykker kronvildt til hoffet. Der blev også hentet store flokke af levende bornholmsk kronvildt til Jægersborg Dyrehave, der blev anlagt i midten af 1600-tallet. Omkring år 1800 var storvildtet udryddet, og af Almindingens 600 hektar var kun 160 hektar dækket af skov, krat og lyng.

Jochum Ancker Bohn, en rig købmand i Rønne, harmedes over Almindingens vandrøgt, og i 1796 skrev han til Rentekammeret (Finansministeriet) og tilbød at købe Almindingen for 5000 rigsdaler. Formålet med købet var at indhegne skoven og genrejse den. Rentekammeret afslog Bohns tilbud, men sendte dog Overførster Christian August Carl Claussen til Bornholm i 1798 for at han skulle komme med forslag til "opelskelse" af Almindingskoven. Claussen vurderede, at skoven var i en særdeles dårlig tilstand, og at det ville være nødvendigt at indhegne skoven med et stengærde, hvis man skulle gøre sig noget håb om yderligere skovvækst. Han mente også, at der måtte findes en afløser for den gamle Holzførster (skovrider), som ikke havde forstand på skovdrift.

I oktober 1799 ansøgte Hans Rømer Rentekammeret om at bliver Holtzførster på Bornholm. Han havde fået kendskab til, at den kongelige skov skulle undergå en forandring: skoven skulle indhegnes og ny skov plantes. Rømer, som var bornholmer og kendte skoven og egnen, havde uddannet sig på militærets skovskole på Kronborg.

Hans Rømer (1770-1836) var 4. søn af Anders Rømer og Karen Kristine Rømer, som fik en børneflok på 8 drenge og 1 pige. Da faderen dør i 1788 styrer enken ene gården, som lå på en lidet frugtbar egn øst for Ruts Kirkebakke. Alle sønner fik en militær løbebane og de fleste en officersstilling i Bornholms Milits. Samme år som faderen dør, tiltrådte Anders Rømer som simpel jæger i det sjællandske jægerkorps i Helsingør, hvor også et par ældre brødre gjorde tjeneste. I 1792 bliver han udnævnt til fændrik, og i 1798 til sekondløjtnant. For at kunne beskæftige soldaterne i fredstid oprettede hæren i 1786 en forstskole for jægerkorpset på Kronborg, og 2 forstmænd underviste i teori og praktik indenfor Forst- og Jagtvidenskab. Rømer gik på Forstskolen i 2-3 årog havde let ved at tilegne sig stoffet.

Rentekammeret indstiller til Kongen at udnævne Hans Rømer til skovfoged på Bornholm, dels p.g.a. hans kundskaber, gode opførsel og flid og fordi han er indfødt Bornholmer, kender landet og har lyst til at opholde sig på Bornholm. I 1800 udstedes "Kgl. resolution om Almindingens indhegning og skovens opelskning og fredning", den gamle skovfoged afskediges (med pension), og Hans Rømer ansættes med årlig løn på 300 rigsdaler, frit hus og jord – eller 60 rigsdaler i stedet for - samt 10 favne brænde, dog ikke eg. Fuld af gå-på-mod og visioner vendte den 30-årige Hans Rømer tilbage til sin fødeø. Da han fandt det nødvendigt at bo tæt på skoven, købte Rømer en lille ejendom på 25 hektar, knap halvdelen eng, resten stenet og mager avlsjord. Ejendommen, Eskeviske var et lerklinet stråtækt udbyggerhus, som Rømer straks omdøbte til "Rømersdal".

I 1801 grundlagde Hans Rømer sin første planteskole under Gamleborg. Han fik indhegnet med stengærde, renset og tilført jorden løvmuld, og de følgende år såede han fyr, rødgran, birk, bøg, eg og hassel. En anden af Rømers gamle planteskoler blev i 1893 indrettet som mindelund med en obelisk til minde om skovriderens store arbejde for Almindingeskoven, som vi netop har hørt om. Men Rømer kunne dog ikke nyplante i større skala, før skoven var indhegnet.

I 1802 blev arbejdet med indhegningen af skoven sendt i udbud. Det drejede sig om 9.500 meter fordelt over en snes småstrækninger, men Rentekammeret forkastede de de afgivne tilbud som for dyre. Det samme gentog sig året efter. Rømer, som ikke var noget tålmodigt menneske, afgav selv et tilbud, hvori han for 10.000 rigsdaler påtog sig at opføre hegnet tillige med et redskabshus ved planteskolen og et tømmermagasin ved Gamleborg. Alt sammen skulle være klar inden marts 1809. Om sommeren 1804 godkendte Rentekamret Rømers tilbud, o han gik i gang med det enorme arbejde sammen med nogle få medhjælpere.

Samme år 1804 giftede Hans Rømer sig med Maglegårdsdatteren Kirstine Marie Kofoed. De fik 2 børn – i 1805 en datter, som døde året efter, og i 1808 en søn, Georg Albrekt Kofoed Rømer.

I 1805 er redskabshuset ved planteskolen under tag, og Rømer har anlagt en vej fra Aakirkeby, der fører imellem redskabshuset og planteskolen "for ikke at bønderne skulle køre rundt i hans skov, hvor det passede dem". Hegnet blev lagt uden om Rytterknægten og Stortebakkerne ned imod Kodalen, hvorved Almindingen udvidedes med 175 hektar til i alt 775 hektar. Bornholmerne blev selvfølgelig rasende over at blive forment adgang til deres hævdvundne græsningsarealer, og flere gange i 1808 blev hegnet brudt ned flere steder og jævnet med jorden. Ved en anden lejlighed lukkede man en mængde svin ind i planteskolen for at de kunne ødelægge de spæde planter. Rømer lod indfange de dyr, som bønderne satte ind i skoven og satte dem i folde, hvorefter bønderne kunne købe deres egne dyr tilbage på auktion. Så kunne de lære det.

I 1809 meddelte Hans Rømer, at hegnet var færdigt, og at leddene ville blive lukket fredag den 26.05.1809. Men arbejdet var blevet dyrere, end Røner havde beregnet. Dalerens værd var sunket meget, på 2 år steg arbejdslønnen fra 2 til 6 mark om dagen. Rømer måtte optage dyre lån i sin lille ejendom Eskeviske.

Arbejdet blev dog meget dyrere end Rømer havde regnet med. Pengene var faldet i værdi og på bare ét år steg lønningerne til det tredobbelte. Rømer måtte belåne sin ejendom og døjede med en dårlig privatøkonomi helt frem til 1818, hvor han for at blive gældfri solgte sin skovridergård Rømersdal til kongen som vedvarende skovriderbolig.

Oprindelig førte kun en vej ind i Almindingen; den gik fra Aakirkeby og endte ved området omkring Koldkilde. Rømer anlagde et vejnet, der udgik fra Koldkilde og gik i retning af øens fire herreder. Hvor vejene gennembrød stengærdet omkring skoven, byggede Rømer ledvogterhuse: Segenhus, Ravnebro, Bastemosehus og Viskeledhus. Fra 1812–1814 byggede Rømer 7 km veje, 10 meter brede, fra Kildepladsen ud til øens fire herreder. De gode veje skulle lokke bl.a. lokke købere til skovauktionerne og højne budene ved at mindske kørselsomkostningerne.

Rømer påbegyndte tørvebrug i mosen Pølsekedlen under Lilleborg, og for at bortlede vandet byggede han en 100 meter lang rende ud til Græssø. Ved rendens åbning faldt vandstanden i Borresø tre meter. Udbyttet var flere tusinde læs af den allerbedste tørv. Senere begyndte han med tørvegravning i Åremyr.

Fra 1811–1813 byggede Rømer sit nye Rømersdal umiddelbart sydøst for det gamle Eskeviske, som var blevet trang. Hans privatøkonomi var stadig dårlig, og han søgte Rentekammeret om at få sin årsløn sat op til 600 Rbd. og få fri embedsbolig med jord; han var villig til at sælge Rømersdal til formålet. Men først i 1818 solgte Hans Rømer Rømersdal "som varig Skovridergård" til Kongen for 2.400 Rbd. Rømersdal fungerer den dag i dag som skovfogedbolig. Rømer var nu fattig, men gældsfri.

Rømersdals bygninger ligger i det flade landskab ud til brede engarealer. Bindingsværket er den bornholmsk udgave: manglende fodre og ingen skråstivere, som man finder i det øvrige land.

Hans Rømer havde også andre problemer og sorger. I 1820 døde Rømers søn Georg, kun 11 år gammel, angiveligt pga fejlmedicinering. Et par måneder senere tog Rømer en brodersøn til sig i sønnens sted, den 21-årige Andreas Christian Rømer. I 1821 sendte Rømer ham til Forstinstituttet i Kiel, hvilket kostede Rømer 3 års løn. Rentekamret havde afslået Rømers ansøgning om friplads til Andreas med den begrundelse, at kun sønner af forstmænd havde denne adgang. Andreas Rømer fik sin eksamen i sommeren 1824 i Kiel og vendte tilbage til Bornholm med gode karakterer og fine udtalelser. Andreas døde dog allerede i 1831, kun 32 år gammel, og kunne således ikke overtage og videreføre Hans Rømers livsværk, hvilket formentlig havde været hensigten.

I 1821-1822 foretog Rømer udgravninger ved Gamleborg og Lilleborg. Han udgravede Gamleborgs to portåbninger og blotlagde hele voldens forløb. 2-3000 læs kampesten fra Lilleborgs nedstyrtede mure blev brugt til bygning af de svære grøfter, som ledte vandet ud fra Borresø ifm. tørveprojektet. I 1822 arbejdede 112 militssoldater i flere dage på Lilleborg og fik blotlagt borgens bygningsrester, ligesom han fandt redskaber, våben samt et brændt kornforråd. Fundene blev sendt til Oldsagssamlingen i København og Hans Rømer fik stor ros og blev oldtidskommisionens tillidsmand på Bornholm.

Som du allerede har hørt, var Hans Rømer også med til at arrrangere prins Christian Frederiks besøg i 1824 og byggede som nævnt den lille træpavillon på Søndre Jomfrubjerg, hvor folkefesten skulle holdes den 21. juli 1824. Dagen før ledsagede Rømer prinsen på vandring i Rø Strandskov. Mere end 10.000 mødte frem, og der var sang, taler, artilleriskud, fyrværkeri, vin, forfriskninger og dans i fakkelskin, og Prinsen dansede hele natten. Efter nogle timers nattesøvn på Rømersdal førte Rømer den næste dag Prinsen rundt i skoven, og Rømer fik megen ros for det arbejde, han havde udført. Prinsen tillod som sagt at pavillionen på Søndre Jomfrubjerg blev stående og bære navnet Prins Christians Minde. Rømer gik en gulddåse og hans hustru et portræt af majestæten i afskedsgave.

I foråret 1827 er tilplantningen af den gamle Alminding fuldført, og i 1829 blev han af Kongen udnævnt til justitsraad. Rømer blev også af kongen tilstået 500 Rbd. "som godtgørelse for flere i hans embedstid lidte tab og belønning for hans dygtighed".

Rømer fik i november 1832 tilsendt 2 tønder bøgeolden fra de sjællandske skove (der fandtes kun 1 oldenbøg i Melsted og 1 på Vællensgård i Nyker) Med denne sending lagde Rømer grunden til den smukke bøgeskov ved Svanekevejen i Almindingen.

I 1834 førte Rømer sine skovveje videre frem uden for skovgærdet til Højlyngens grænse i retning af Rønne, Svaneke og Nexø. Samme år blev Rømer syg og måtte overlade til andre at skrive sine breve, og han anmodede om, at få forstkandidat Fasting ansat som medhjælper. Den 22. august 1836 sov Hans Rømer ind i en alder af 65 år. Fire dage senere blev han begravet ved Aakirke. Hans kiste blev fulgt af det største følge, der er set på øen.

Forstkandidat Carl Fasting blev udnævnt til skovrider på Bornholm med bolig på Rømersdal, og han fortsatte i Rømers fodspor. Under ham voksede Almindingens areal til 2.450 ha ved tillæg af omgrænsende højlyng, og ved plantninger forøgedes det træbevoksede areal til næsten det dobbelte. Han fuldførte Rømers landevejsnet, idet amtet udpegede ham til vejinspektør.Fasting døde på Rømersdal 1859.

Mindevers over Hans Rømer i Fuglesangsrenden

I klippevæggen ved Fuglesangsrenden i Ekkodalen er indhugget et vers af Vilhelm Bergsøe (forfatter til bl.a. den dejlige roman Fra Piazza del Popolo, 1866) til ære for Hans Rømer. Museumsinspektør Hauberg havde ønsket, at dette mindevers var blevet indhugget i obelisken ved Rømersminde. Da han ikke kunne komme igennem med dette, lod han teksten indhugge på klippevæggen i Fuglesangsrenden:

Men, som historikeren M. K. Zahrtmann skrev så smukt i 1916: "Hans Rømers Minde er ikke en Stenstøtte, ej heller et Vers ristet ind i Kodalsklippen. Det voxer friskt og frodigt i hele hans store Almindingsskov og voxer sig derfra ind i hans Landsmænds Hjærter.".

Besøg af Bornholms Folkedansere

Om aftenen var der besøg af Bornholms Folkedansere, som kom i deres smukke hjemstavnsdragter. Inden de gav opvisning i højskolens gamle, smukke gymnastiksal, blev de forskellige dragter præsenteret og beskrevet.

Lederen af folkedanserne var Erling Jensen, som spillede violin. Herefter indtog eleverne dansegulvet og blev ledet gennem et par bornholmske folkedanse. Vi kom til at møde samme Erling et par gange senere under vores højskoleophold.

Efter den flotte opvisning fulgte folkedanserne med hen i spisesalen, hvor vi fik aftenskaffe. Først fortalte Erling Jensen om sit liv. Han er 13. eller 14. generation på Buddegaard, den ældste slægtsgård på Bornholm. I næsten 400 år har hans slægt boet og arbejdet der. Erling ville slet ikke være landmand, men lærer i sløjd og gymnastik. Men 1962 blev han hentet hjem til Buddegaard af sin mor. Selv om det var svært, så talte slægtsfølelsen mest. Erling var yngste søn af en større børneflok, men på Bornholm gælder den særregel, at den yngste søn arver gården: "Naar en selv-eier-gaard falder i arv, da er, efter Bornholm´s gamle vedtægt, den yngste søn nærmest til sæde og adgang ... og, naar ingen sønner ere til, da iblandt døtrene den ældre frem for de yngre. Til medarvingerne (søskende) skulle udbetales en andel af arven ("taaleligt vederlag")". Denne kongelige forordning med denne bornholmske særret blev formelt ophævet i 1887, men den efterleves fortsat i stort omfang på øen. Desværre vil ingen af Erling og Gunvers børn overtage gården, så Erling har frasolgt det meste af jorden, men "de gamle" bor stadig på gården. I begyndelsen af 1970'erne var Erling med til at finde og beskrive de bornholmske folkedanse, og siden har han ledet og spillet til folkedans.

Herefter fortalte Erling meget bevægende, hvorledes han som skoledreng i 1945 havde oplevet de russiske bombardementer af Nexø sammen med sine søskende. Derefter sang vi en hel del sange fra sangbogen, "Klippeøen Sange". Jeg tror ikke, at der var mange af os, der forstod et ord af de bornholmske tekster, men heldigvis blev de gennemgået efterfølgende - til stor morskab for de lokale. Endelig sluttede Erling af med at spille et par numre på savblad. Slut på en endnu dejlig dag.

Udflugt til Gudhjem

I dag skal vi med Jesper på tur til Gudhjem, en lille by på det nordlige Bornholm med lidt mindre end 800 indbyggere. Undervejs fortalte Jesper om byen, vi skulle besøge. Gudhjem har langt tilbage i tiden levet af fiskeri, fordi fiskerne kunne have deres både liggende sikkert i en af de mange klippevige. I 1872 fik Gudhjem sin havn, men som så mange andre bornholmske havne blev den totalt ødelagt ved stormfloden den 12.–13. november 1872. Først i 1889 stod havnen igen klar. Da havnen viste sig meget svær at besejle, når det blæste kraftigt fra øst, anlagde man endnu en havn ved Norresân (Nørresand), som også skulle bruges som nødhavn for hele nordkysten. Havnen stod klar i 1906.

Byens mest berømte bysbarn er maleren Oluf Høst, og hans tidligere bolig og atelier ved Norresân er indrettet som et museum for ham. I mere end 100 år er kunstnere kommet til Gudhjem, inspireret af det særlige lys, af bymiljøet og af den pragtfulde natur. Gudhjem Museum viser hele sæsonen skiftende udstillinger, og hele byen vrimler med gallerier og arbejdende kunstnerværksteder. Et af de mest imponerende gallerier er Gudhjem Glasrøgeri på havnen. I morgen skal vi besøge Baltic Sea Glass syd for Gudhjem og Bornholms Kunstmuseum nord for Gudhjem, så hvis du vil med, må du vente lidt endnu.

Siden 1684, hvor fæstningen på Christiansø blev bygget, har der været færgeforbindelse hertil fra Gudhjem. Kongen gav fiskerne særlige privilegier, mod at de stillede deres robåde til rådighed, når der skulle sejles til øen.

Gudhjem praler af, at være det sted, hvor fiskerne først begyndte at røge sild. Om sommeren blev sildene røget i de samme skorstene, som om vinteren blev brugt til at røge pølser i. Fra omkring 1860 begyndte man at sende røgede sild til København. Fra 1886 og det næste halvthundrede år blev der alene i Gudhjem opført omkring 50 af de karakteristiske røgeskorstene. I sæsonen, som gik fra maj til oktober, blev størsteparten af sildene, der var fanget om natten og røget om formiddagen, pakket og sendt af sted samme dag til hovedstaden, så de københavnske arbejdere kunne få friskrøgede sild, "bornholmere", på madpakken næste dag. I dag er der kun en smule erhvervsfiskeri tilbage og et enkelt røgeri på havnen. Til gengæld vrimler det med turister. I 1900-tallet opdagede turisterne Gudhjem, og familien rykkede ud i hønsehuset o.l. og overlod stuerne til de fine folk fra byen. Siden kom pensionater og hoteller til.

Efterhånden som vi nærmede os Gudhjem, gik de smalle gader stadig mere stejlt ned mod havnen, men Jesper bevarede roen og kontrollen over bussen. Jeg tror ikke, der var nogen af eleverne, som misundte Jesper ved den lejlighed. Bussen standsede nede ved havnen, og Jesper tilbød interesserede at komme med på byrundtur. Og selvfølgelig hoppede vi med.

Byvandring i Gudhjem

Turen startede ved Gudhjem Røgeri, Ejnar Mikkelsensvej 9, som er Bornholms ældste igangværende røgeri. Det er bygget i 1910, og blev drevet som et familieforetagende indtil 1989. Gudhjem Røgeri er både en restaurant og en butik, hvor alle de lækre røgvarer og andre bornholmske specialiteter kan købes. Der er friskrøget sild hver dag hele sæsonen. I perioden fra 15 juni til sidst i august røges sild to gange om dagen, således at der er friske sild tidligt om formiddagen og igen kl. 13. Røgeriet opfordrer til, at man kommer og ser, "hvordan en sild bliver forvandlet fra sølv til guld". Restauranten, som ligger med en dejlig udsigt over havet, har plads til 170 indendørs- og 200 udendørs gæster.

Inden Jesper tog os med på byrundtur, gjorde han opmærksom på "en større katastrofe", som var indtruffet for nogle år siden. kommunen ville udskifte en del af byens kantsten - og de havde valgt at importere granit fra Kina. Når nu alle ved, at verdens bedste granit findes på Bornholm. En sjov verden, hvor det er billigere at flytte varer den halve vej rundt om jorden end at anvende produkter fra ens egen baghave.

Herefter "klatrede" vi op af en lille bakke til Skt. Anna Kapel, hvorfra der er en forrygende udsigt over Gudhjem og Østersøen. Kapellet - eller ruinresterne af kapellet - ligger på kirkegården tæt ved Gudhjem Kirke. Skt. Anna Kapel blev opført i 1200-tallet som kystkapel for de mange fiskere, både bornholmske og tyske fiskere, der i middelalderen drev sildefangst omkring Bornholm. Kapellet, som er opført i kampesten og tegl, er viet til Sankt Anna, Jesu mormor. Det er vel meget passende, da Jesus jo havde flere fiskere blandt sine disciple. Jesper fortalte det gamle sagn, i henhold til hvilket Skt. Anna Kapel blev opført af en greve i taknemlighed over, at han var blevet reddet fra havsnød. Kapellet skulle egentlig have ligget på Nørresand, men det, som her blev opført om dagen, forsvandt igen om natten. Først da man valgte den nuværende placering, kunne kapellet færdiggøres.

Bygningen måler 17,5 x 6,5 meter og havde oprindelig en højde af ca. 3,7 meter. Et våbenhus blev tilføjet ved kapellets nordfacade efter reformationen i 1536. I 1776 blev kapellet forhøjet med 1 meter og fik et nyt tagværk med muret spidsgavl mod vest. Desuden blev der over vestgavlen opsat et pyntespir og en klokkestol. Kapellet var i dårlig stand, og da der sidst i 1800-tallet blev behov for en større kirke, blev Gudhjem Kirke opført i 1893. Men hvad skulle der nu ske med kapellet? Nogle fremførte, at der var et stærkt behov for at udvide kirkegården, hvorfor kapellet burde nedrives og give plads til gravpladser. Og nu var der jo ikke længere behov for kapellet, når man havde den nye kirke. Og alle de penge, det ville koste, både at have en kirke og et kapel. Andre mente, at kapellet burde bevares. Ministeriet kom med et forsøg på en salomonisk løsning, nemlig at man måtte rive kapellet ned, forudsat at man bevarede det som en ruin med murene i 1 meters højde. Da det blev kendt, at modstanderne af nedrivningen ville forelægge sagen for Nationalmuseet, skyndte "de andre" sig at sprænge kapellet i luften, inden en eventuel fredning kunne blive iværksat.

På den vestvendte gavl af kapellet satte Bornholms Marineforening i 1940 en stentavle over 11 finske søfolk, som druknede ved de to sejlskibe, Dyggan's og Alexander's forlis den 22. maj 1840 ud for Gudhjem. Lige ved siden af Skt. Anna Kapel ligger Oluf Høsts familiegravsted. I 1929 flyttede han tilbage til Bornholm efter uddannelse på flere kunstskoler i Købanhavn. Hustruen Hedvig og sønnerne Ole og Niels hviler også her.

Tæt ved Skt. Anna Kapel ligger Gudhjem Kirke, som er tegnet af professor Mathias Bidstrup og blev indviet i 1893. Kirken er opført i granitkvadre, og skib, tårn og apsis har alle skifertag.

Den trefløjede altertavlen fra ca. 1475 er fra Skt. Anna. Midterfeltet er et relief med jomfru Maria på dødslejej, omgivet af de tolv apostle. Nogle af helgenfigurerne på sidefløjene er lettere beskadigede, og en enkelt af figurerne er gået tabt. Ved restaureringen i 1962 skabte Poul Høm en figur til erstatning. Prædikestolen stammer også fra Skt. Anna Kapel og fra ca. 1575. Den blev delvist omarbejdet i 1789.

Herefter fortsatte vi nordpå ad små veje og stier, kantet af morbærtræer og figentræer i de smukke klippehaver. Turen sluttede udenfor Oluf Høst Museet på Nørresand. I bussen havde Jesper fortalt om maleren Oluf Høst og hans liv, og jeg genfortæller lidt af det.

Oluf Høst

Oluf [Christian Alexander] Høst (1884-1966) er født i Svaneke. Fra 1906-1915 uddannede han sig på forskellige kunstskoler i København som Kunstakademiet og på Harald Giersings malerskole. Giersing, som var en af hovedfigurerne i det modernistiske gennembrud i Danmark, udvidede Høsts kendskab til europæisk kunst, ikke mindst til ekspressionismen; især Cézanne fik stor betydning for hans udvikling. I 1913 blev Oluf Høst gift sig med studiekammeraten Hedvig Wiedemann, og sammen fik de sønnerne Ole og Niels. Oluf Høst har selv fortalt, at han følte sig uinspireret i København, og i 1929 efter næsten 25 år vendte han med familien tilbage til sin fødeø. For en kolorist som Høst har København formentlig virket farveløs sammenlignet med Bornholm. I Løkkegade 35 i Gudhjem købte han to fiskerhuse, som han lod sammenbygge, og han døbte ejendommen, som ligger næsten ned til vandet, Norresân. Her boede Høst i 37 år – fra 1929 og frem til sin død i 1966.

Her fik Oluf Høst endelig mulighed for at male de motiver, som han elskede, og som han livet igennem holdt fast i: udsigten over Gudhjem, silderøgerierne, Sankt Hans-bålene, de dramatiske ildebrande og ikke mindst Bognemark. Husmandsstedet Bognemark med den brede portåbning i den lave længe med det høje tag, beliggende på klippepartiet oven for Høsts hjem, blev hans foretrukne motiv, og han lavede flere hundrede malerier af dette motiv i varierende belysninger og på forskellige årstider. Fra 1926 var Høst medlem af Den Frie Udstilling, men der kunne godt gå år, hvor han ikke udstillede. Forklaringen var, at han havde svært ved at slippe sine billeder, og ofte medbragte han pensler og farver på selve udstillingen for at kunne rette på billederne. Han kunne også finde på at møde op hos en person, som havde købt et af hans billeder for at "færdiggøre" det, som han kaldte det. I 1933 fik han Eckersberg Medaljen, den højeste udmærkelse, en dansk maler kan få.

Jesper fortalte, at Høst i 1935 købte Bognemark for næsen af vennen og kollegaen Niels Lergaard med anvendelse af en stråmand. Det havde Høst mulighed for, da han gennem sit ægteskab med Hedvig var blevet velhavende og også ejede en gård i Østermarie. Niels Lergaard var i 1928 flyttet til Bornholm på opfordring af Oluf Høst. Jeg formoder, at købet af Bognegård var afslutningen på et smukt venskab. Dagligt kunne Gudhjemboerne se Høst spadsere ad den lille sti i baghaven og op over Bokulbakken,til Bognemark. Bognemark nedbrændte i år 2000 ved en skorstensbrand.

Familien Høst skabte et hjem, der tiltrak mange af tidens intellektuelle, heriblandt forfatteren og litteraturkritikeren Otto Gelsted, som var en flittig gæst i hjemmet. Alt var dog ikke idyl i den lille familie. Den ældste søn Ole var som så mange af tidens bohemer, heriblandt Knud W. Jensen og Ole Wivel, faldet for de lokketoner, der lød sydfra, såsom at "det europæiske menneske skal frelse verden fra den kommunistiske fare". I 1941 tog Ole Høst sammen med vennen Erik Johansen arbejde i en kulmine ved München for sagens skyld. De meldte sig til Waffen SS, og i 1942 tog Ole til Østfronten for at kæmpe i tysk tjeneste. I 1943 faldt han ved den lille by Barwenkowo i Rusland, og hans forældre modtog et offieielt brev fra Berlin, som konstaterede, at deres søn var "Gefallen für Grossdeutschland". Kort efter malede Oluf Høst nedenstående billede "Vinterdagen dør". På billedet ses en sort skikkelse ved portåbningen, og til højre i billedet forekommer nogle streger, som kunne ligne et skelet. Billedet er blevet tolket som, at døden (skelettet) er kommet for at hente Ole Høst.

I de efterfølgende år malede Høst en række billeder fra Bognemark, alle orienteret i retning af Barwenkowo. Gennem årene blev Høst mere og mere abstrakt i sin udtryksform. I de sidste år af sit liv malede han primært værker, der alle fik navnet Orion. Bentøjet fungerede ikke længere så godt, og det var svært at gå op til Bognemark, så Høst malede det, han har lige uden for døren – nemlig stjernehimlen. Oluf Høst døde i maj 1966 og ligger som tidligere nævnt på Gudhjem Kirkegård med udsigt over havet.

Oluf Høst Museet

I 1996 stiftede journalist Rasmus Nielsen med støtte af Høsts familie, journalisten og forfatteren Hansaage Bøggild og Knud W. Jensen en fond til oprettelse af et Oluf Høst Museum i Gudhjem. Hansaage Bøggild udgav i 2004 "Ringen omkring Ole" (Bornholms Tidendes Forlag), hvori han fortæller historien om Ole Wiedemann Høst og om den kreds af venner, som påvirkede ham til at tage den fatale beslutning. Knud W. Jensen behøver næppe nærmere præsentation. Året efter købte fonden ejendommen "Norresan", hvor Bornholms store maler levede og arbejdede fra 1929 til sin død i 1966. Ejendommen var beboet af barnebarnet Trygve Høst. Han havde egentlig at sin farfar fået at vide, at han aldrig måtte sælge denne perle. Oluf Høst havde dog samtidig sagt, at hvis han nogensinde skulle på museum, så skulle det være på hans eget, så det har formentlig ikke været så svært for Trygve Høst at sælge huset, da Louisianas grundlægger Knud W. Jensen bankede på døren for at høre, om han måtte købe ejendommen og indrette et museum for Oluf Høst. Ud over at købe "Nørresand" erhvervede fonden også det silderøgeri, som lå neden for huset, og som har været et af Høsts markante motiver.

Museet blev indviet Sankt Hans aften 1998. At indvielsen skete lige på midsommeraften er sikkert ikke tilfældigt: de flammende bål på klipperne neden for "Nørresand" var nemlig et Høsts yndlingsmotiver.

Nogle stuer i "Nørresand" blev indrettes, som de var på Høsts tid, og mange af familiens møbler findes her. Andre stuer blev indrettet til at rumme skiftende udstillinger. Den smukke og spændende ejendom er i sig selv en attraktion, som den ligger på det mægtige klippefjeld, som tårner sig op bag huset. Den store klippehave med dens tre terrasser er i sig selv et besøg værd, og museets café har udendørs servering. På den øverste terrasse ligger Oluf Høsts sommeratelier med udsigt over Gudhjem og hav til tre sider. I haven ligger endnu et atelier og det såkaldte børnehus.

Men selvfølgelig er det Høsts værker, som er hovedattraktionen. I forbindelse med oprettelsen af museet donerede Louisiana flere værker, heriblandt et af Høsts bedst kendte værker, "Judaskysset, frit efter Giotto, 1938", hvor Høst har anbragt Jesus og disciplene midt i det bornholmske landskab. Rundt om på væggene ses mange donationer fra Carlsberg Fondet, ligesom Statens Museum for Kunst og andtre danske muser er flinke til at udlåne værker til de skiftende udstillinger. I husets spisestue hænger adskillige værker, med Høsts yndlingsmotiv Bognemark. Ellers er motiverne i stort omfang det lille røgeri, udsigten over Gudhjem, Stjernehimlen fra baghaven i de kolde vinternætter - og ildebrande. Høst var meget fascineret af at male ildebrande. Man sagde, at Høst havde en direkte linje til Bornholms Brandvæsen, således at han ofte var i fuld gang med at male, når brandvæsnet nåede frem. Han elskede de kraftige røde farver, og også den kraftige blå blev flittigt taget i anvendelse. Høst skal have udtalte: "Jeg kan ikke så godt lide at male om sommeren, der er for meget grønkål! Jeg foretrækker blå".

Inden vi kastede os over museets mange malerier og tegninger, så vi en spændende film om mennesket og kunstneren Oluf Høst.

Værker af Oluf Høst:

Som så mange andre banker Steffen Brandt og TV-2s hjerte varmt for Bornholm. Så vidt muligt holder gruppen sommerferie på Bornholm og har adskillige gange spillet (unplugged) i klippehaven ved Oluf Høst museet. Gruppens medlemmer fik tildelt de 4 første æres medlemskaber af Oluf Høst Museets venner. Steffen Brandt, som også er honorær konsul for KulturBornholm, har siden 2001 arrangeret koncertrækken "uden for sæsonen" på Bornholm. Der er således mange grunde til at besøge det lille museum for Bornholms store maler. Det gør ca. 25.000 gæster hvert år, men af hensyn til museets økonomi kunne man godt bruge nogle flere.

Havde vi haft mere tid, ville vi formentlig have besøgt Gudhjem Museum, som er indrettet i den smukke gamle stationsbygning. Hver sommer udstilles værker af bornholmske kunstnere, og museet har også en større samling af Oluf Høsts skitser samt en permanent lokal kulturhistorisk udstilling.

Efter det spændende museumsbesøg slentrede vi tilbage til havnen. Først da vi sad i bussen, gik det op for os (mig), at man på havnen i Gudhjem får Danmarks bedste soft-ice. "Ak, for sent, for sent", som Stig Lommer sang i en revyvise. Men nu ved du det. Den alvidende Jesper kunne fortælle, at den legendariske Krølle Bølle Is, som jeg kunne huske fra mit lejrskolebesøg i 1959, ikke længere blev fremstillet på Børnholm. For nogle år siden blev rettighederne til navnet solgt til norske Diplom Is, og i dag kan man kun få Krølle Bølle is som soft-ice.

På vej hjemad passerede vi Bokul er en bakke, det højt beliggende klippemassiv, hvor Oluf Høst malte mange af sine billeder med udsigt ud over Gudhjem, byen med de røde tage. Jesper fortalte om den konflikt, der var opstået i Gudhjem i forbindelse med anlæggelsen af "den nye strandvej" mellem Allinge og Svaneke, som var ved at være færdig i slutningen af 1930'erne. Planen om at føre vejen over Bokul vakte modstand hos mange gudhjemboere - heriblandt Oluf Høst, som dermed ville få spoleret den uhindrede adgang til sin elskede Bognemark. Man tabte imidlertd sagen, og i januar 1940 gav Bornholms Amtsråd ret til at bygge vejen samt de tre broer over Holkadalen, Bobbedalen og dalen over Fossebæk. På grund af krigen blev projektet først genoptaget i 1949. Men de klippefaste bornholmere gav sig ikke så let, og efter påvisning af en procedurefejl kom sagen til at gå om. Det ændrede dog ikke på resultatet, og i 1957 stod den smukke kystvej klar.

Æreskunstnerveje i Østermarie

Da vi kørte gennem Østermarie lidt syd for Gudhjem, fortalte Jesper, at han ville tage os på en lille rundtur i byen (som har omkring 500 indbyggere). Østermarie er hjemsted for KulturBornholm, som er paraplyorganisation for en række kulturorganisationer som Sangforeningen Morgenrøden, Anonyme melankolikere, Tordenskjoldssoldater, Udvalget til afprøvning af ekkoet i Ekkodalen m.fl. Siden 1995 har KulturBornholm hvert år udnævnt en eller flere æreskunstnere, som har kvitteret med at optræde i byen, oftest i byens kirke, som har en imponerende akustik. Den første æreskunstner var Henning Moritzen, som fik opkaldt vejen "Henning Moritzens Allé" efter sig. Året efter (1996) kom "Githa Nørbys Runddel" (vendepladsen ved Østermariehallen) og i 1997 "Bodil Udsens Plads". I 1998 fik vi "Ebbe Rodes Aveny". Desværre døde Ebbe Rode inden han blev hyldet i Østermarie. Pinseturen fandt sted på Frederiksberg efter Storm P.'s opskrift: start fra Frederiksberg Runddel, oplæsning af Storms monolog "Sangforeningen Morgenrøden" - i dette tilfælde af Stig Fogh Andersen - og med afslutning i Søndermarken. De øvrige prismodtagere har været "Tina Kibergs Sti", "Svend Asmussens Sving", "Jesper Kleins Banegaardsplads" (overfor Østermarie Station), "Sigurds Bjørnesti" (ved Østermarie Børnehave), "Gitte Hennings Strandalle", "John Hahn-Petersens Boulevard", "Benny Andersens Boldgade" (P-pladsen ved Østermariehallen), "Palle Hulds Hulvej", "Stig Fogh Andersens Pavillon", "Søren Hauch-Fausbøll", "Flemming Flints Svanesø" (branddammen mellem plejehjemmet og præstegården), "Per Arnoldis Vej" og "Seamus Heaney Stræde" (den irske nobelprismodtager, der blandt andet har digtet om Tollundmanden). I år 2010 blev den cembalisten Lars Ulrik Mortensen og hans far, Bent Mortensen, udnævnt som æreskunstnere, og de fik en fodgængerovergang opkaldt efter sig.

Varperne

På vejen hjem kørte Jesper gennem Pedersker Plantage. Her fortalte han sagnet om varperne: En forårsdag for flere hundrede år siden var der bryllup på Siegård, umiddelbart syd for Højlyngen. Midt under festen kom en gammel kone til gården for at tigge lidt mad, men værten smed hende straks på porten. Konen, som var synsk, sagde: "Tre sønner og tre døtre skal din kone skænke dig, men en dag skal dine sønner blive søstremordere".

Som det var spået, blev der født tre sønner og tre døtre på Siegård. For at den dystre del af spådommen ikke skulle gå i opfyldelse, blev sønnerne sendt til moderens familie i Tyskland. Årene gik, og en dag ankrede et fremmed skib op ud for stranden ved Raghammer, og en lille skare sværtbevæbnede mænd roede i land og fortsatte til fods op på øen. Her gemte banditterne - for det var de - sig i krattet tæt ved vejen, som gennem Højlyngen førte til Østermarie. Næste morgen kørte søstrene på Siegård til kirke i Østermarie. Da vognen ad den gamle hulvej nåede frem til det sted, hvor mændene lå skjult, sprang de frem, og det endte med, at pigerne blev slået i hjel. Kusken forsøgte at snige sig bort for at hente hjælp på gården, men han blev opdaget og indhentet af mændene og også slået i hjel.

Senere på dagen kom tre udenlandske kræmmere til Siegård for at falbyde deres varer. Da de tilbød smykker, de tidligere på morgenen havde stjålet fra søstrenes døde kroppe, anede folkene på gården uråd, og de blev grebet og lagt i lænker for om aftenen at blive hængt på Galgebakken. Da ligene blev taget ned, viste det sig, alle tre om halsen havde kæder med Siegårds-mærket på! Spådommen var gået i opfyldelse, og på de steder i Højlyngen, hvor søstrene og kusken var blevet myrdet, rejste egnens folk fire pyramideformede stenhøje, de tre Varperne og den fjerde Knægten. Iflg. traditionen skal der altid ligger friske blomster ved Varperne, og hver Sankt Hans aften har folk fra området pyntet Knægten med blomsterkranse. Så vidt, jeg kunne se, var der ingen blomster ved Varperne, som ligger i en smuk birkeskov tæt ved landevejen.

Sankt Hans Aften på Bornholms Højskole

Om aftenen fejrede vi Sankt Hans aften på højskolen. Efter aftensmaden samledes vi igen i spisesalen, og køkkenpersonalet havde gjort klar til indtagelse af en af Bornholms bedst kendte retter, "Sol over Gudhjem", et stykke groft rugbrød med røget sild, rå æggeblomme og løg eller purløg. Af hensyn til salmonellarisikoen måtte vi undvære den rå æggeblomme. Udover sild m.m. var der også dejlig bornholmsk ost på bordet.

Inden vi kastede os over de dejlige, glinsende sild, demonstrerede Lillian, hvorledes man fjerner de irriterende ben fra silden. Det så legende let ud ("det er der da ingen ben i"). Nina og Birte havde ingen problemer, mens Anne og Jan var tydeligvis mindre lærenemme. Min eneste indvending mod det fine arrangement var, at sildene var for store.

Da tusmørket begyndte at sænke sig, gik vi udenfor. Her fik vi alle udleveret fakler, hvorefter vi i samlet flok begav os ned i højskolens baghave. I dagene forinden var hække blevet klippet, og pedellerne havde lavet en fint bål.

Lillian holdt båltalen, hvorefter vi (selvfølgelig) sang Drachmanns Midsommervise, "Vi elsker vort land" på P.E. Lange-Müllers melodi. Selv om jeg holder meget af Shubiduas melodi, så er for mig Lange-Müllers melodi den rigtige at synge ved bålet. Inden bålet blev tændt, klatrede Axel op og reddede heksen. Vi brænder jo ikke længere hekse her i landet - og så kan hun jo bruges igen til næste år.

Efterhånden som bålet brændte ned, dukkede stjernerne frem på nattehimlen,

En dejlig afslutning på endnu en dejlig dag.

Foredrag om keramik og glas

Om formiddagen var der foredrag om keramik og kunstlivet på Bornholm. Foredragsholderen Anne Mette Hjortshøj, som på vinterskolen underviser i keramik, er selv udøvende keramiker. Anne Mette er uddannet fra Glas- og Keramikskolen på Bornholm i 2000, og hun medejer af keramikværkstedet Cassius Clay lidt uden for Nexø. Halvvejs igennem en sygeplejerskeuddannelse sprang hun fra og kastede sig over leret - selv om det er svært at leve af faget. "Men man skal beskæftige sig med det, der interesserer en". Efter endt uddannelse arbejdede hun i halvandet år i Wales, USA, Australien og Korea. Hun har udstillet internationalt blandt andet i USA, London, Tyskland, Frankrig og Estland.

Anne Mette fortalte meget spændende og engageret om sit arbejde. Hun beskæftiger sig især med saltglaseret keramik – en teknik, der stammer fra middelalderens Frankrig og Tyskland. Tingene bliver brændt til stentøjstemperatur, cirka 1.300 grader, hvorefter der kommer salt i ovnen. Den høje temperatur får saltet til "at eksplodere" og indgå en kemisk forbindelse med leret, og det er selve leret, der - sammen med saltet - bliver til glasuren. Saltglaseret keramik kan ikke krakelere, og man ikke kan komme til at slå en flis af. Teknikken er således meget anvendelig til brugsting som fade, skåle, kopper, og tallerkener. Anne Mette holder for det meste sine ting i lerets naturlige rødbrune nuancer, men de veksler selvfølgelig efter, hvilket ler hun bruger. Heldigvis har Bornholm meget god og forskelligartet ler i sin undergrund.

Besøg på Baltic Sea Glass

Om eftermiddagen skulle vi med Anne Mette og Ole på besøg på "Baltic Sea Glass". Anne Mette fortalte, at kunstnerparret Maibritt Jönsson og Pete Hunner havde mødt hinanden på Kunsthåndværkerskolen, hvortil han kom fra USA. Mens Pete interessede sig mest for glasset, gennemførte Maibritt uddannelsen som keramiker. De besluttede at flytte til Bornholm, hvor de etablerede "Baltic Sea Glass" i 1981. Det første værksted lå i forbindelse med deres daværende hjem ved Louisenlund, på Bornholm. I 1991 indrettede de det nuværende glasstudio i en tidligere hønsefarm ved Melsted. Parret er repræsenteret på en lang række museer og gallerier verden over.

Desværre var der ikke gang i glasværkstedet under vores besøg, men vi kunne i ro og mag beundre de udstillede genstande, som alle er designet af Maibritt og Pete. Alt er mundblæst og håndlavet efter de bedste håndværksmæssige traditioner. Lysten til at købe var stor, men priserne afholdt de fleste af os fra det. Hvis Birgit ikke kunne få et ubeskriveligt smukt fad til 60.000 kr, så ville hun slet ikke have noget. Og det fik hun så. Altså ikke noget. Der er året igennem skiftende udstillinger, og Maibritt og Pete's Unika glas kan ses hele året i galleriet. Selv om Bornholm er et glasmekka i Danmark, var besøget på "Baltic Sea Glass" for mig et højdepunkt. På en væg i glasstudiet var opklæbet billeder fra besøg af kronprinseparret den 12. juni 2006. Det så også ud til, at Mary og Frederik havde været fascineret af de skønne produkter.

Efter besøget nød vi den medbragte kaffe i de smukke omgivelser lige udenfor "Baltic Sea Glass". På det midterste billede nedenfor ses vores guider denne dag, Anne Mette (med ryggen til kameraet) og Ole.

Besøg på Bornholms Kunstmuseum

Næste stop på dagens tur var ved Bornholms Kunstmuseum, som ligger i et af Bornholms - og Danmarks - smukkeste og mest spektakulære naturområder ved Helligdomsklipperne ca. 6 km nord for Gudhjem. Museet, der er tegnet af arkitekterne Johan Fogh og Per Følner, blev indviet i 1993. Den smukke bygning på næsten 4.000 m2 er fordelt på 3 niveauer, således at bygningen følger terrænets naturlige fald mod klippekysten. Der er overalt anvendt rustikke materialer som mursten, granit, sandsten, træ og zink, og museets arkitektoniske udformning er i sig selv en attraktion.

Grundlæggelsen af et ”museum for den bornholmske kunst” kan føres tilbage til den fremsynede bornholmske kunstner, Lars Hansen (1813-1872), som i 1871 testamenterede sine malerier til et fremtidigt kunstmuseum. Museet blev stiftet den 4. april 1893, og indtil 1993 havde kunstmuseet bygningsfællesskab med det kulturhistoriske museum, Bornholms Museum, i Rønne.

Allerede i 2002 var museet blevet for lille, og der blev igangsat en udvidelse på 1.000 m2, der omfattede to nye udstillingsbygninger, en større administrationsbygning samt en ombygning af indgangspartiet. Museet genåbnede i 2003.

De forskellige udstillingssale, auditoriet, caféen og museumsbutikken ligger langs en gennemgående gade. Langs denne "gade" risler den gamle helligdomskilde, som i middelalderen var kendt for sin helbredende kraft. Kilden løber nu i en vandkunst gennem hele museumsbygningen, inden den løber ud i Østersøen gennem en lille ønskebrønd. I dag symboliserer helligdomskilden snarere oplevelser og åndelig udvikling end fysisk helbredelse - men det er jo heller ikke så dårligt.

Udover de permanente udstillinger er der året igennem temaudstillinger inden for kunst, design og kunsthåndværk. Museet rummer kunst og kunsthåndværk med relation til øen. Den såkaldte "Bornholmerskole" med malerne Edvard Weie, Karl Isakson, Olaf Rude, Kræsten Iversen, Niels Lergaard og Oluf Høst, som i første halvdel af 1900-tallet opdagede og udforskede Bornholm som malerisk motiv, er rigt repræsenteret. Museet har også en stor samling af Oluf Høsts breve.

Ovenfor til venstre et portræt af den blot 14 år gamle Vilhelmine Erichsen, som få år senere skulle blive Zahrtmanns ven, Holger Drachmanns brud. I midten et af Oluf Høsts utallige malerier af Bognemark. Billedet længst til højre er et portræt af Martin Andersen Nexø, udført af Michael Ancher, ca. 1910.

Billedet ovenfor til venstre, "Leonora Christina i Blåtårn", er udført af maleren Kristian Zahrtmann (1843-1917). Det siges om Zahrtmann, at der kun var to kvinder i hans liv: Leonora Christina, Christian IV's datter, og hans mor - altså Zahrtmanns mor. Han lavede mindst 20 betydelige værker med motiver fra Leonora Christinas dramatiske liv bygget på hendes selvbiografi Jammers Minde. Hans mor sad ofte model til billederne. Vi skulle siden få et spændende foredrag om Leonora Christina af Ole. I midten, "Det mystiske Bryllup i Pistoia", udført af Zahrtmann i 1894. Zahrtmann tilbragte de fleste af sine somre i den italienske bjergby Civita d´Antino, og iflg. ham selv forestiller billedet et bryllup mellem biskoppen og abbedissen i Pistoia. En historisk begivenhed, der udspillede sig i år 1500 med det formål at levendegøre foreningen af Gud og Kirke. Til højre ses "Danmarks Befrielse" af Henry Heerup, 1945. Det var dejligt at opleve de mange spændende værker i de lette og lyse omgivelser, som i den grad er i pagt med den omgivende natur.

Spadseretur ved Helligdomsklipperne

Efter museumsbesøget inviterede Ole interesserede med på en spadseretur ved Helligdomsklipperne, som ligger i umiddelbar nærhed. Området blev i 1970 erhvervet af Danmarks Naturfond og efterfølgende stillet til rådighed for alle, turister som fastboende. På godt en kilometer kyststrækning finder man en natur, som ikke findes mage til noget andet sted i kongeriget.

Ole fortalte om et lumsk anslag, som i begyndelsen af 1900-tallet blev rettet mod dette klenodie. I 1906 var Hotel Helligdommen sammen med dets jordtilliggende og en kyststrækning med en del af de naturskønne Helligdomsklipper blevet opkøbt af en tysk hotelmand. Der var også optræk til, at udenlandske pengemænd ville opkøbe arealer for at bebygge dem med smagløse kurhoteller, pensionater, kurbade eller villaer i fremmed arkitektur. Dette harmede naturligvis bornholmerne og var medvirkende til, at man stiftede "Foreningen Bornholm". Det skete på et stort folkemøde i Aakirkeby den 24. november 1906. Foreningens formålsparagraf lyder: "Foreningens formål er at styrke, vække og udbrede interessen for de naturskønne og historisk mindeværdige steder og bygninger på Bornholm, og særlig at søge sådanne steder fredlyste, bevarede og gjort almen tilgængelige for befolkningen samt at forebygge, at de kommer i udlændinges eje". Da det forlød, at den tidligere nævnte tyske hotelejer også ønskede at købe naboparcellen, slog foreningen straks til, som det fremgår af denne artikel fra fra 1907:

På dette areal indrettede foreningen i 1911 den store festplads "Bornholmerpladsen" og opførte fire åbne pavilloner samt et kogehus med komfur for at kunne betjene det store antal gæster, der besøgte stedet. Foreningen Bornholm lever stadig i bedste velgående og arbejder for at sikre bevarelse af øens klenodier som Hasle Museumsrøgeri og Egeby Stubmølle.

Klipperne og undergrunden består af stribet gnejs, som er gennemskåret af utallige diabasgange. (Diabasgange er et af de mange flotte ord, som Jesper forsøgte at lære os). En diabasgang er opstået ved, at grundfjeldet i tidernes morgen har slået sprækker, og disse sprækker er blevet fyldt ud med magma fra "jordens indre". Magmaet kaldes også diabas. Efterfølgende har grundfjeldet vist sig mere modstandsdygtig over for erosion end magmaen, og herved opstod de mange sprækkedale, som kan følges langt ind i fjeldet. Bornholmerne kalder dem ovne eller gryder, som fx Våde Ovn eller Sorte Gryde. De fremspringende (fremragende?) klipper har også fået navne: Libertsklippen, Capriklippen, Helligdomsklippen, Måneskinsklipperne og Lyseklippen for at nævne nogle.

Et stykke fremme på vores spadseretur kom vi til Sorte Gryde, som er et yndet besøgsmål for turister. Det er muligt at trænge 60 meter ind i klippehulen - men det er ikke for folk med klaustrofobi. I bunden af gryden ligger store afrundede strandsten, der er ført herind under den tidligere højere vandstand. Inderst i hulen findes efter sigende en guldglinsende belægning på klippen, Det er dog ikke guld men lav man ser. I øvrigt vrimler det med grotteedderkopper i Sorte Gryde - så man skal heller ikke lide af araknofobi. Tidligere brugte de unge piger at tage varsel af edderkopperne om en kommende bejler. Var den stor og tyk, ville bejleren være rig. Var den lille og tynd, ville han være fattig men smuk. Var dens bevægelser langsomme og tilnærmende, ville bejleren være kærlig og vedholdende. Men var den hurtig og vims, skulle hun holde særligt øje med bejlerens ustadige karakter. Udenfor grotten er en mørkrød belægning på klipperne; det er en lav, kaldet Hildenbrandia, der forekommer flere steder i den bornholmske natur, men sjældent i det øvrige land. Selvfølgelig skulle nogle af pigerne absolut vove sig ned af trappen, hvorfor vi mandfolk jo blev nødt til at følge efter for at passe på dem.

Om tro og overtro

Det "hellige" ved Helligdomsklipperne består i, at der i middelalderen lå et kapel på marken lige ovenfor. En hellig kilde for foden af klippen leverede livgivende vand, der blev bragt op i kapellet; især Sankt Hans nat søgte mange mennesker til stedet med håb om helbredelse. Den ældste beskrivelse af denne historie finder vi i et skrift af 1624 fra præsten i Rø. Heri beskriver han ruinerne af et katolsk kapel indviet til den Hellige Trefoldighed. Ligeledes var her en alterlignende stenhob med et kors, hvorpå der var hæftet menneske-, kvæg- og hestehår samt kulørte klude. Nede på strandbredden fandtes en "hul sten", en såkaldt "Jættegryde", hvorfra man kunne øse det helsebringende kildevand. Det omtalte stenalter har sandsynligvis været en gammel hedensk offerplads og vidner om, at overgangen fra overtro til tro har været lang og glidende. De penge, som kapellet tjente på at uddele det hellige kildevand, blev uddelt til de fattige. Der måtte selvfølgelig ikke mangle vand i "kilden", og Ole fortalte, at præsterne havde en gammel kone ansat til at liste rundt på stranden, og når ingen så det, skulle hun øse mere havvand op i jættegryden.

En anden historie vil vide, at dersom man ønskede en særlig kraftfuld helbredelse, skulle man drikke kildevandet af en "knæskal fra et nyfødt barn". Det kostede selvfølgelig lidt ekstra, men hvad gør man ikke for at blive rask? Faktisk er der fundet nogle flade, ovale knoglestykker i området - men det er senere påvist, at disse knoglestykker er dele af rygsøjlen på en hest. I 1686 klager præsten i Rø over, at "Korn og Kærne bliver i Rø Sogn meget opædt og Engene nedtrådte af Folks Vogne og Heste, Som Sankt Hans Aften findes ved Kilden". Det har ikke været nemt at slippe de de gamle ritualer.

Alle bornholmere ved også, at der findes "underjordiske" på øen. De er små menneskelignende væsner, som især bor i øens høje og bakker, hvor de gemmer deres guld og andre skatte. Når de underjordiske holder fest, løfter toppen af højen sig på glødende pæle, og menneskene gør bedst i at holde sig på afstand. En bornholmsk bonde kan heller ikke finde på at pløje for tæt på den høj, hvor de underjordiske bor. Det er vigtigt, at jorden, menneskene og de underjordiske lever i harmoni med hinanden. Deres leder hedder Ellekongen (undertiden også kaldet Ellestingeren). Han er finere klædt end de andre, bærer en trekantet hat, rider på en trebenet hest og er forsynet med et langt spyd. Ellekongen har en underjordisk gang fra Hammershus til Helligdommen, så han hurtigt kan mobilisere sin underjordiske hær. Almindelige dødelige må selvfølgelig ikke færdes der. Der berettes om henholdsvis en gås og en ung karl, som forcerede tunnelen, og begge blev forvandlet til sten, da de nåede til udgangen ved Helligdomsklipperne. De underjordiske er hæderlige folk, som altid holder en aftale og altid leverer tilbage, hvad de har lånt af menneskene. De kan dog finde på at bytte et udøbt menneskebarn med et af deres egne, og stjæler man deres ejendele, kan de tage en voldsom hævn. Hvis menneskene ikke vil hjælpe dem, kan det også koste dyrt. En familie fra Nyker døde af sult, da de ikke ville låne bagetruget til de underjordiske. Og det skulle være ganske vist. I 1645 skal de have hjulpet bornholmerne mod den svenske landgang, uden dog at kunne forhindre den. Det er gammel skik, at bønderne lod det sidste havreneg blive stående på marken, når der blev kørt ind. Det var til Ellekongens hest. Var man grådig og tog det neg med, kunne man vente misvækst året efter. I den dejlige film "Bornholms Stemme" spiller de underjordiske en væsentlig rolle, som du måske husker.

Men hvor kommer de egentlig fra, de underjordiske? Da Adam og Eva boede i Paradisets have, havde de rigtig mange børn. Ja, jeg ved godt, at du troede, at de kun havde to, men de havde altså rigtig mange. En dag, hvor Eva er ved at vaske sine mange børn, kaldte Gud på hende og sagde, at han ville komme ned på jorden og snakke med hende. Eva havde kun nået at vaske to af sine børn, og da hun ikke ville vise Gud, hvor snavsede hendes børn var, stillede hun de to rene børn frem og gemte alle de andre i en krog og lagde et tæppe over dem. Da Gud kom, kiggede han længe på de to rene børn, og spurgte Eva: "Er det alle dine børn?". Eva nikkede, men Gud, som ser alt, så selvfølgelig også de beskidte små børn, som Eva havde skjult. Fordi Eva løj, besluttede Gud, at alle de skjulte børn skulle blive ved med at være små og blive ved med at være usynlige. Så nu ved du det.

Djorn Juni har sammen med "Bornholms nationaltegner" Bent Kaas lavet en spændende tegneserie "De underjordiske i Brændesgaardshaven". Her kaldes de underjordiske for joboer. De går gruelig meget ondt igennem, inden de bliver venner med familien i Brændesgårdshaven og får afvendt de mange farer, der truer. I taknemlighed herfor er den kendte natur- og forlystelsespark omdøbt til Joboland.

Vi hørte også om "Læså Bobban". En Bobba er en slags trold, der som oftest bor i åerne, og kaldes derfor for en Åbobba. Den Bobba, der har det værste rygte, er Læså Bobban, som hvert år kræver et offer. Når du kommer frem til Læsåen, skal du lytte til åen. Hvis åen siger: "Tiden er kommet, men manden er ikke kommet endnu", så skal du tage dig i agt for at gå over åen. Men hvis den siger det modsatte: "Manden er kommet, men tiden er ikke kommet endnu", så kan du trygt gå over åen.

Foredrag om Martin Andersen Nexø

Næste dag om formiddagen fik vi endnu et inspirende foredrag af Lillian. Lillian er den fødte historiefortæller - i slægt med Karen Blixen og med en udstråling som Meryl Streep. Foredragets hovedperson var forfatteren Martin Andersen Nexø (1869-1954), som blev født den 26. juni 1869 i et fattigt kvarter på Christianshavn. Han var det fjerde af elleve børn og blev døbt Martin Andersen,; kunstnernavnet Nexø tilføjede han først i 1894 - efter sigende fordi han var træt af, altid at finde sine bøger på boghandlernes øverste hylde langt ude til venstre. En anden forklaring er, at han var bange for at blive forvekslet med H.C. Andersen. Familien levede i stor armod, og faderen blev efterhånden håbløs alkoholiker. I 1877 flyttede familien pga. arbejdsløshed fra København til Nexø, idet faderen var stenhugger fra Bornholm. Den lille Martin arbejdede først som hyrdedreng og fra sit elvte år som havnearbejder. Efter konfirmationen blev han knægt på en bondegård, hvor han måtte arbejde som en voksen. Her lærte han bøndernes og arbejdernes hårde virkelighed at kende. Som 15-årig kom han i skomagerlære i Rønne, og iflg. ham selv hadede han de 4½ år, uddannelsen varede. Han sneg sig til teaterforestillinger og begyndte at læse bøger. Han lærte sig selv tysk ved at læse tysk literatur. Om sommeren var han bygningsarbejder, om vinteren fyrede han op i ovnen på folkehøjskolen, hvor han til gengæld fik gratis undervisning. Vinteren 1889/90 og 1890/91 deltog han i kurser på Østermarie Højskole (som kort efter år 1900 flyttede til Aakirkeby og siden antog navnet Bornholms Højskole). De følgende to vintre var han på Askov i Jylland, da han fik finansiel understøttelse af staten og private velyndere. Her boede han hos Mathilde Molbech, digteren Chr. K.F. Molbechs enke. Opholdet her fik umådelig betydning for han. De følgende år arbejdede han som lærer på forskellige grundtvigianske skoler, og han var livet igennem fuld af beundring for N.F.S. Grundtvig.

Nexø debuterede i 1893 med en avisartikel i arbejderbladet "Fyns Tidende" om "Sankt Hansaften paa Bornholm". Kort efter blev han syg af tuberkulose, og Mathilde Molbech plejede ham trofast gennem næsten to år. For at komme sig efter tuberkulosen tog han i 1894 på en rejse sydpå, og han skrev rejsebeskrivelser hjem til danske aviser fra Italien og Spanien. I 1897 deltog han i et kursus på lærerseminariet i København, og året efter blev han gift med landmandsdatteren Margrethe Thomsen, som han fik to døtre med. Hans debut-bog Skygger udkom i 1898. De følgende syv år udgav han otte bøger, foruden journalistik og digte. Efter mange års forberedelse udkom 1906-1910 den store udviklingsroman "Pelle Erobreren", hvori vi følger indvandrerdrengen Pelle på den klassiske vandring fra land til by i søgen efter lykken.

"Pelle Erobreren" består af 4 dele: Barndom, Læreår, Den store kamp og Gryet. Handlingen, som du sikkert kender, er den, at drengen Pelle sammen med sin far Lasse rejser fra Skåne til Bornholm, hvor han får arbejde som vogterdreng på en bondegård. Siden tager Pelle ind til byen, hvor han kommer i lære som skomager. Han må slås for sin stilling blandt byens drenge og ydmyges dybt, da han får ris på byens rådhus som straf for et nødvendigt selvforsvar. Pelle rejser til København sammen med sin gamle far, hvor de flytter ind i en lejekaserne på Christianshavn. Her stifter Pelle familie med Ellen og får en god stilling, men mister alt, da strejken bryder ud, og Pelle går med. Siden etablerer Pelle og hans kone en tilværelse uden for byen, hvor han grundlægger en fabrik på kollektiv basis. En roman om menneskets grundvilkår, om almuen og dens betingelser og om dyb solidaritetsfølelse.

Først de danske, og siden de tyske arbejdere tog "Pelle Erobreren" til hjertet. Romanen gik som føljeton i det tyske socialdemokratis partiblad "Vorvärts", og samtidig hermed i ca. 60 andre tysksprogede arbejderblade. Herfra bredte romanens berømmelse sig til hele verden,. I 1987 blev "Pelle Erobreren" filmatiseret af Bille August, og filmen fik i 1988 en Oscar for årets bedste udenlandske film. Pelle Erobreren indgår i Kulturministeriets litteraturkanon fra 2006.

I 1910 tilsluttede Martin Andersen Nexø sig den politiske arbejderbevægelse som socialdemokrat. Vinteren 1912/1913 tilbragte Martin Andersen Nexø i Dresden, Tyskland. I 1913 lod han sig skille fra Margrethe Thomsen og blev gift med Margrethe Frydenlund Hansen, som han fik fire sønner og en datter med. Martin Andersen Nexøs andet hovedværk, "Ditte Menneskebarn", som han dedikerede til sin mor, udkom fra 1917-1921. Som 17-årig får Ditte et barn med sønnen på den gård, hvor hun tjener. Han svigter hende, og hun bliver vist bort. Herefter tager hun forskellige job, får endnu et barn og tager et forældreløst barn til sig. På trods af (på grund af?) sin hjælpsomhed bliver hun udnyttet og misbrugt og dør som 25-årig i et fattigkvarter i København. Gennem denne indignerede skildring af proletarpigen Dittes korte og lidelsesfulde liv rettede han en glødende anklage mod det samfund, der ikke formåede at værne om sine små. De to romaner regnes for skoleeksempler på "socialistisk realisme". "Ditte Menneskebarn" blev filmatiseret i 1946 af Astrid og Bjarne Henning-Jensen med Tove Maës i titelrollen.

Efter at have deltaget i den Kommunistiske Internationales IV. Verdenskongres flyttede han i 1923 til Allensbach ved Bodensee. Året efter gik hans andet ægteskab i stykker, og i 1925 giftede han sig med tyskeren Johanna May, som han fik tre børn med. I 1927 begyndte han en flerårig foredragsrejse gennem Tyskland og Østrig, i vintermånederne holdte han foredrag på folkehøjskoler for at kunne skrive om sommeren. I 1930 vendte Martin Andersen Nexø tilbage til Danmark med sin familie. Året efter rejste han til Sovjetunionen og medvirkede ved grundlæggelsen af en dansk bevægelse mod krig.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev Martin Andersen Nexøs bøger forbudt i Tyskland. På den tid var han journalist ved DKP's partiavis. Fra 1938 til sin død var han medlem af partiets centralkomite. Efter Danmarks besættelse den 9. april 1940 blev DKP forbudt og førende personligheder anholdt, derunder Martin Andersen Nexø. Han blev løsladt tre måneder senere, og i 1943 flygtede han til Sverige. Herfra flyttede han til Moskva, hvor han som medarbejder ved Radio Moskva talte til befolkningen i det besatte Danmark og Norge. I juni 1945 vendte Martin Andersen Nexø tilbage til Danmark sammen med sin familie og blev modtaget med begejstring. Begejstringen kølnedes dog, da han hilste socialismen velkommen i den sovjetiske besættelseszone i Tyskland. Efter befrielsen engagerede han sig i internationalt fredsarbejde. I 1947 rejste til Tyskland for første gang siden 1933, og i 1949 blev han æresdoktor ved universitetet i Greifswald og æresborger i samme by. Samme år blev han æresdoktor ved universitetet i Leipzig. I 1950 blev han for anden gang (første gang i 1932) bragt i foreslag til Nobelprisen i litteratur. I 1951 flyttede han til Dresden, men beholdt dog også sin bopæl i Danmark, og DDR-regeringen stillede en lejlighed til rådighed for ham og hans familie i et pænt kvarter i Dresden. Martin Andersen Nexø døde i Dresden den 1. juni 1954 kort før sin 85 års fødselsdag. I Dresdens Statsteater blev der den 4. juni holdt en sørgehøjtid. Den 5. juni blev Martin Andersen Nexø efter eget ønske begravet på Assistens Kirkegård i København.

Martin Andersen Nexø var i sin levetid måske mere anerkendt uden for landets grænser end i sit eget fædreland. Alle hans værker er oversat og udkommet på tysk og russiski meget store oplag. Hans arbejder er oversat til mere end 50 sprog, og "Pelle Erobreren" er efter H.C. Andersens eventyr det mest udbredte danske digterværk i verden. Martin Andersen Nexøs barndomshjem i Ferskesøstræde åbnede i 1990 som museum, og i 1996 udnævntes han posthumt til æresborger i sin barndomsby.

Et spændende foredrag om Bornholms store digter af en forrygende fortæller.

Tur til Sydbornholm

Om eftermiddagen skulle vi på udflugt til Sydbornholm med Ole og Lillian som guider. Vi kørte først til Slusegård, som ligger tæt ved Øle åens udløb på sydkysten. Her ligger en vandmølle, en underfaldsmølle fra ca. 1800. Området omkring møllen blev fredet i 1956 og 1968. Foruden vandmøllen findes der vd mølledammen et ørredhus til udklækning af ørredyngel. Ørredhuset, som er opført i midten af 1800-tallet, forsynes med rent vand fra en kilde. Møllehuset er en stråtækt bindingsværksbygning, hvor møllehjulet sidder overdækket i det ene yderfag. Vandhjulet trækker en enkelt kværn til maling af mel. Til hjulet kunne også kobles en snorskive, som med et langt endeløst reb kunne trække en sav og en hakkelsemaskine oppe på gården. Omkring 1950 påbegyndte ejeren i samarbejde med Nationalmuseet og Bornholms Museum en større istandsættelse af mølledammen og bygningerne. Vandmøllehjulet blev fornyet i 1989, og møllens kværn kan nu fungere. Hele komplekset er er både naturfredet og bygningsfredet med offentlig adgang.

Dronning Margrethe på Slusegård

Sjovt nok havde Birgit og jeg hørt om Slusegård en uges tid i forvejen, da vi på Moesgård Museum ved Århus havde set særudstillingen "Dronning Margrethe og arkæologien". I anledning af Dronning Margrethes 70 års fødselsdag vistes en udstilling om Dronningens store passion for arkæologi. Fra oktober 2010 kan udstillingen ses på Nationalmuseet. Vi fulgte den 12-årige Margrethe ved udgravningerne i Illerup Ådal og fulgte hende siden som arkæologistuderende i Danmark og England, og siden til udgravninger i Nubien, Sudan og Italien. En stor del af udstillingen omhandlede de mest bemærkelsesværdige udgravninger i Danmark gennem de seneste 40 år. Moesgårds direktør, Jan Skamby Madsen, som vi har været så heldige at møde ved et par festlige lejligheder, har illustreret dronningens lidenskab for arkæologien med denne lille anekdote: For år tilbage var han udgravningsleder af et vikingehavneanlæg ved Fribrødre Å på Falster. Dronningen havde meldt sin ankomst, men det havde regnet heftigt, og vejrudsigten for besøgsdagen var elendig. Skamby Madsen ringede til hoffet for at afværge besøget, og fik en hofdame i røret. Hun meddelte, at Dronningen stod lige ved siden af. Nu skulle hun lige spørge. Et øjeblik efter vendte hun tilbage med Dronningens bramfri kommentar: "Regnfrakken er altså opfundet!". Er det så mærkeligt, at jeg elsker vores Dronning?

Margrethe deltog som ung arkæologistuderende på Århus Universitet i 2 udgravninger på Slusegård i hhv. 1962 og 1964, hvor man fandt en stor gravplads fra ældre jernalder. Margrethe var med til at finde ”krigergrave”, hvoraf en er udstillet på Bornholms Museum. Udgravningerne på Slusegård varede fra 1958-1964. Som markering af afslutningen på udgravningerne lavede Margrethe en 16 meter lang frise til udsmykning af væggene i udgravningshuset - en humoristisk udgave af Bayeux-tapetet.

Dansk normaltid løber gennem Bornholm

Efter besøget på Slusegård tog Ole os med på en kort spadseretur for at vise os det såkaldte "det geografiske knudepunkt". En ingeniør på Bornholm havde noteret sig, at den 15. østlige længdegrad og den 55. nordlige breddegrad krydser hinanden her lidt syd for Slusegård. Den 15. østlige længdegrad angiver centraleuropæisk tid, dvs 1 time før Greenwich Mean Time, som er et slags nulpunkt eller udgangspunkt for vores tidsmåling. (1 time svarer til 15 længdegrader, 24 timer således til 360 grader). Den "rigtige" danske normaltid løber således gennem Bornholm. Punktet er markeret med et stykke rød hammergranit, og på den lodretgående linie er indhugget 15 og S, medens der på den vandretgående linie står 55 og Ø. Ved siden af stenen står en informationstavle med beskrivelse af "det geografiske knudepunkt".

Når solen står lige i syd her, er klokken 12 middag. Det sker først 9 minutter senere i København og hele 25 minutter senere i Esbjerg. Bornholmerne kalder dette for Gudhjemtid, da 15. længdegrad altså også går gennem Gudhjem. Man kan med nogen ret sige, at Bornholm tidsmæssigt er foran det øvrige Danmark.

Besøg på Dueodde

Næste stop var Dueodde, en af Danmarks største og bedste badestrande. I 2006 blev Dueodde faktisk kåret som Danmarks bedste strand. Vandet er klart og rent - og der er mange revler, så der både er lavt og dybt tæt på kysten. Fra hovedparkeringspladsen inde i skoven er en ca. 500 meter lang rampe, der ledergennem klitterne, så også personer med cykel, barnevogn og kørestol kan komme ned til stranden. Stranden strækker sig over flere kilometer på begge sider af øens sydspids, og der er mange steder, hvor man kan finde læ og være helt uforstyrret.

Området var oprindelig sandflugtsområde, men det blev i 1800-tallet beplantet med fyrretræer, hjælme og marehalm for at begrænse sandflugten. I dag er Dueodde fredet. Dueoddes sand er såkaldt flyvesand. I gamle dage blev det brugt som såkaldt skrivesand: når man havde skrevet et brev, blev der strøet sand strøet ud over det skrevne, for at blækket skulle tørre. Sand fra Dueodde blev også brugt i timeglas.

Snogebæk

Vi fortsatte til Snogebæk, et lille charmerende fiskerleje syd for Nexø og mellem øens bedste strande Dueodde og Balka. Byen har knap 800 indbyggere. Snogebæk menes at have været beboet siden middelalderen. Det første egentlige havneanlæg blev etableret i 1869 og blev bygget helt inde ved kysten. Da havnen ofte sandede til, byggede man i 1889 en ny ø-havn med en ca. 100 meter lang gangbro. Havnen er siden blevet suppleret med en jollehavn og endækmole.

Nord og syd for Snogebæk begyndte sommerhusområder at skyde op fra 1920'erne, og siden er der kommet mange flere til. Der er tradition for, at der ikke hegnes mellem sommerhusene, hvilket giver det gamle sommerhusområde en helt særlig karakter. Vest for byen er der også etableret flere parcelhusområder. Ganske vist drives der stadig fiskeri fra Snogebæk, men udviklingen har gjort, at byen i høj grad lever af turismen, og der er planer om opførelse af et stort ferieland ved Snogebæk. Ved havnen og langs hovedgaden ligger den ene turistorienterede forretning ved siden af den anden.

I bussen havde Lillian - måske lidt tankeløst - fortalt, at hun almindeligvis gjorde sine tøjindkøb i Snmogebæk. Ikke så snart var vi stået af bussen ved havnen, før kvinderne hastede afsted til de forholdsvis mange tøjbutikker, der ligger på hovedgaden. De få mænd, der var med på turen, nød det dejlige vejr og den flotte udsigt over havnen.

Aftenvandring i Almindingen

Om aftenen inviterede Sanne på aftenvandring i Almindingen omkring Højskolen.

Universets og vores solsystems tilblivelse

I dag skulle Jesper fortælle om et emne, som interesserer ham brændende: Bornholms geologi og tilblivelse. Jeg skal gøre det kort, da jeg ikke er i stand til at berette med den glød, som Jesper kan - også selv om jeg finder emnet interessant. Og Jesper begyndte ved universets skabelse. Noget tyder på, at universet for 15-20 mia år siden påbegyndte en eksplosionsagtig udvikling, som resulterede i dannelsen af galakser, stjerner, planeter og liv – i det mindste på én planet. Teorien kaldes ”Big Bang”.

Vort solsystem begyndte som en enorm sky af brint og helium, samt små mængder af støv fra eksploderende stjerner. Disse støvkorn bestod af de stoffer sig, som senere skulle indgå i opbygningen af jorden: jern, aluminium, silicium, ilt osv. I milliarder af år kredsede denne enorme støvsky langsomt om mælkevejens centrum, holdt sammen af et svagt tyngdefelt.

Langsomt begyndte skyen at trække sig sammen, og resultatet blev en tæt roterende sky af gas og støv – den stjerne, der senere skulle blive til vores sol. Ved kollisioner mellem støvpartikler skabtes tusindvis af små og større planeter, som kredsede omkring den nydannede sol. Ved sammenstød "opslugte" de store planeter de små og voksede i størrelse, og med deres stadig stærkere tyngdekraft indfangede de endnu flere små planeter. Det tog omkring 100 mio år at danne de 8 kendte planeter i vores solsystem. De planeter, der var langt fra solen, forblev forholdsvis kolde og var således i stand til at samle enorme mængder af brint og helium. Disse lette gasarter kan kun indfanges, når deres molekyler bevæger sig langsomt, hvilket er tilfældet ved lave temperaturer (Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun). De planeter, der var tættere på solen (Merkur, Venus, Jorden, Mars), kom i stedet til at bestå af tungere grundstoffer, og de endte som små planeter af klipper og metal. En af dem, beliggende ca. 150 mio. km fra solen, blev til vor egen jord. Gennem millioner af år voksede den, idet den stadig fik tilført nye "byggematerialer" fra utallige meteorer, som ramte den.

Jorden blev dannet ved en fortætning af en støvsky for ca 5 mia år siden, og i løbet af den næste mia år tog jorden form. Ved radioaktive processer omdannedes forskellige grundstoffer, hvorved der blev frigivet varme. Omkring jordens flydende kernen blev der dannet en kappe af klipper, ligesom hviden omkring en æggeblomme. Jordens skorpe begyndte at afkøles (ligesom skallen om et æg), og jorden havde nu nået sin endelige størrelse. Jorden begyndte at afkøles, men jordens centrum forblev flydende. Efterhånden som afkølingen skred frem, begyndte skorpen at trække sig sammen, hvilket medførte jordskælv og vulkanudbrud. Det er vanddamp fra disse vulkaner, som efterhånden dannede havene på jordskorpens overflade.

Der er tegn på, at alle jordens landmasser for ca. 225 mio. år siden hang sammen i et enkelt kontinent, kaldet Pangea (Pan Gaia). For ca. 200 mio. år siden brød Pangea op i tre "plader", der blev skubbet fra hinanden af smeltet materiale fra kappen. For omkring 65 mio. år siden blev Sydamerika skilt fra Afrika, Indien stødte ind i Asien, Nordamerika blev skilt fra Europa, og Antarktis og Australien blev adskilt. Da Indien stødte ind i Asien opstod bjergkæden Himalaya.

I oceanet begynder der at dannes kemiske forbindelser mellem kulstof, ilt, kvælstof og brint i atmosfæren, og organisk materiale opstår. Formentlig som følge af solens ultraviolette stråler og måske pga. hyppige og kraftige lyn bliver der dannet aminosyrer, livets byggesten, af de organiske molekyler i urhavet. Gradvist bliver disse molekyler mere og mere komplicerede, indtil der opstår et molekyle, som kan danne kopier af sig selv. Og evnen til reproduktion er faktisk definitionen på liv, og i løbet af kort er oceanerne fyldt med milliarder af kopier, og livet er opstået på vores jord.

Bornholms tilblivelse

Men nu til Bornholm. Som Jesper utrætteligt gentog, så ligger Bornholm ligger i en geologisk forkastningszone, som adskiller det højtliggende grundfjeld i Skandinavien fra det dybere liggende grundfjeld i Det Dansk-Polske Bassin. En forkastning er en brudzone i den øvre del af jordskorpen. Disse forkastninger opstår som følge af ophobede spændinger i de dybereliggende lag, og ledsages ofte af jordskælv. Et område, som hæves under denne voldsomme proces, benævnes en horst, mens et område, som sænkes, benævnes en gravsænkning, som du måske husker fra din skoletid. Den såkaldte Fennoskandiske Randzone forløber i nordvest-sydøstlig retning og skærer bl.a. gennem Skåne og det nordligste Jylland. Bornholm er en sådan horst, hvis form (rhombe) er bestemt af de to brudretninger. Størsteparten af Bornholms undergrund består af grundfjeldsbjergarter, der er dannet for ca. 1.75 mia. år siden. Mest udbredt er den grå gnejs. En mørk variant er den flammede Paradisbakkegranit, som bl.a. bruges til facadesten.

For ca. 540 mio. år siden var bjergkæderne omkring Bornholm eroderet (slidt) ned til et jævnt sletteland, hvorpå floder og vind havde aflejret et mere end 110 meter tykt sandstenslag, Nexøsandsten. Snart efter trængte havet frem og dækkede betydelige dele af det sydlige Skandinavien, og der aglejredes kystnære sandsten og siltsten. Siden blev der aflejret sorte alunskifre, bestående af skeletter af utallige døde trilobitter. Vi så eksempler på disse spændende ;-) lag om eftermiddagen, hvor Jesper tog os med til Læså eller Øle Å????. Lagserien er præget af flere aflejringsstop, som skyldes, at havet gentagne gange har trukket sig bort fra området, bl.a. pga. jordskorpeuro ved dannelsen af den norske fjeldkæde under den kaledoniske foldning. Efter den følgende dannelse af den norske fjeldkæde blev Bornholm hævet sammen med hele NV-Europa. Sidem skete der omfattende jordskorpeforskydninger, og Bornholm blev hævet som en horst, som igen er opdelt i talrige mindre forkastningsblokke.

For ca. 150 mio. år siden lå det meste af Bornholm som landområde, mens der langs syd- og vestkysten fandtes et lavt område, hvor et ca. 750 meter tykt lag af sand og ler med planterester. Klimaet var varmt og fugtigt, og i øens mange søer og floder aflejredes grus, sand, ler og kul. Store dele af grundfjeldets bjergarter forvitrede til kaolin (fint ler).

Havet oversvømmede flere gange Bornholm og aflejrede først fint sand, Arnagergrønsand, dernæst aflejredes kalksten rig på kiselsvampe, Arnagerkalk, og endelig sand med glaukonit, Bavnoddegrønsand. Bornholm blev gentagne gange dækket af gletschere fra Skandinavien, og der er talrige skurestriber i grundfjeldet. Moræneler og -sand dækker det meste af Bornholm i et få meter tykt lag. Lufthavnen øst for Rønne ligger på en smeltevandsslette.

Når jeg læser, hvad jeg selv har skrevet, lyder det ærligt talt ikke særligt spændende. Det kræver åbenbart et fortælletalent, som er noget større end mit, så derfor: tag på Bornholms Højskole og oplev Jespers medrivende foredrag.

Besøg på Natur Bornholm

Om eftermiddagen skulle vi selvfølgelig besøge oplevelsescentret Natur Bornholm, som ligger fem minutters kørsel fra højskolen. Natur Bornholm blev indviet af Prins Henrik den 16. maj 2000. Otto år skulle det tage at realisere Bornholms i særklasse hidtil største turistmæssige satsning. På Naturhistorisk Forenings generalforsamling i foråret 1992 opfordrede formanden for Bornholm til, at medlemmerne aktivt skulle arbejde for, at der blev tilvejebragt faciliteter til fremvisning Bornholms særlige geologi og natur. I foråret 1992 arbejdede foreningen videre med en idé om et opføre et nyt naturcenter i et område syd for Aakirkeby, hvor der er helt specielle geologiske forhold. Foreningen kontaktede Aakirkeby Kommunes daværende borgmester Birthe Juel-Jensen - en særdeles kompetent dame efter Jespers mening; hun er pt. bestyrelsesformand for Bornholm Højskoles bestyrelse. Den sørgelige anledning var, at Bornholm Museums geologiske og naturhistoriske samling i flere år havde ligget i et støvet depot. Aakirkeby Kommune fandt ideen spændende, og man aftalte at lægge hovederne i blød for at konkretisere et første oplæg. Man besluttede at kontakte Zoologisk Haves daværende direktør Bent Jørgensen og overtale ham til at indgå i projektet. Bent Jørgensen, som ikke alene er cand.mag. i zoologi, botanik, geografi, geologi men også bornholmer, var let at overbevise og blev straks fyr og flamme. Han var overbevist om, at projektet ville være en gave til den bornholmske turisme, og at det ville kunne realiseres, hvis pengene - 70 mio. kroner - kunne findes.

Aakirkeby Kommune lagde ud med at sætte fem mio. kroner af til formålet på det kommende års anlægsbudget. Herefter kontaktede man Arbejdsmarkedets Feriefond, som anbefalede, at projektgruppen skulle tage hjem og finde flere penge og samtidig gøre projektet til et fælles bornholmsk projekt. Der blev udarbejdet et detaljeret idé-oplæg, hvorefter man sendte ansøgninger til en række fonde. Friluftsrådet bevilgede fire mio. kroner, og Sparekassen Bornholms Fond tre mio. kroner. Opmuntret heraf besluttede Feriefonden at yde et 25-årigt rente- og afdragsfrit lån på 50 millioner kroner, hvorefter man i december 1996 satte projektet i gang. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, som blev vundet af Henning Larsens Tegnestue (som fx også har tegnet operahuset i København). I december 1998 blev der holdt rejsegilde på bygningen, og den 16. maj 2000 blev oplevelsescentret Natur Bornholm indviet af husets protektor, Prins Henrik.

Udenfor den imponerende bygning blev vi mødt af en kæmpemæssig frø. Og selvfølgelig skulle en af kvinderne hen og kysse frøen. Jesper måtte råbe vagt i gevær (han er, som du måske husker, tidligere professionel soldat). Ikke at Jesper har noget imod kongehuset, men vi skulle nødigt få saudiske tilstande med hundredvis af prinser på finansloven. Efter en kort introduktion gik vi ind i ankomsthallen, hvor Jesper blev hilset af flere af naturvejlederne. Jesper blev nærmest betragtet som en del af samlingen, og vi fik lov til "at passe os selv". Vi begyndte med at gå om bord i en "tidskapsel", som hurtigt bragte os 1.7 mia. år tilbage i tiden. Derfra gik turen i et lidt mere adstadigt tempo tilbage til nutiden gennem den bornholmske geologis historie. Undervejs oplevede vi de forskellige tidsperioder på video, og mange af de geologiske processer, som Jesper havde berettet om, blev visualiseret. Jeg vil spare jer for en detaljeret gennemgang, men blot fremdrage nogle få "højdepunkter". Fx at Bornholm for 50-60 mio. år siden var beboet af dinosaurer ("frygtelig øgle"), eksempelvis Saurpoden, som med en længde af 40 meter er et af de største dyr, som har levet på jorden. Hvis du er lidt skeptisk, så kunne Jesper fremvise et forstenet fodaftryk, som i 2004 blev fundet i nærheden af Hasle. Det tilhører dog et lille eksemplar, "kun" 20 meter lang, lidt længere end et almindeligt parcelhus.

Det vakte stor opsigt, da Eliza, en 17-årig gymnasieelev i år 2000 ved Robbedale Grusgrav på Bornholm fandt en tand af en lille rovdinosaur, der fik navnet Dromesaurides Bornholmensis, "den hurtigløbende øgle fra Bornholm". Det var det første levn fra en dinosaurus fundet i Danmark. Natur Bornholm har lavet en rekonstruktion af kræet, som du kan se billedet ovenfor. Den har formentlig været 2-3 meter lang. Otte år senere fandt man endnu en tand fra samme type dinosau i en sjat grup på Natur Bornholm. I Pyritsøen, lige syd for Smaragdsøen ved Hasle, fandt man i 2004 de første fodspor efter dinosaurer på Bornholm. Fra omkring år 1900 til slutningen af 1980'erne gravede man ler her. Stedet lå blot hen i de følgende mange år, indtil Phd. studerende Jesper Milàn i foråret 2004 kiggede nærmere på nogle fritvaskede sandstensblokke og fandt et håndfast (undskyld) bevis for, at der har gået dinosaurer på bornholmsk jord - for 170 millioner år siden! Der er fundet to forskellige aftryk af fødder, et, der skyldes en såkaldt Sauropod og et andet, der har tilhørt en Ankylosaurus, begge planteædere. Godt gået, Jesper, som i dag er forsker på Københavns Universitet.

I Hasle sandsten er der fundet tænder, hånd/luffe-knogler og ryghvirvel fra en korthalset svaneøgle, en pliosaurus. Dette rovdyr levede i havet, men skulle som nutidens havskildpadder på land for at læggge æg. Det var kødædende øgler med store, skarpe tænder. Nogle pliosaurer kunne blive helt op til 20 meter lange, men mange var "kun" 2-3 meter.og de havde fire store luffer til at bevæge sig med. I lang tid troede man, at pliosaurerne roede sig frem i vandet, men senere forskning tyder på, at de bevægede lufferne op og ned, ligesom pingviner gør i dag.

Jeg tror, at de fleste af os morede os over de interaktive udstillinger om Bornholms tilblivelse og om øens fortidige og nutidige natur og dyreliv. Især oplevelseshallen opfordrede til leg og eksperimenter, og der var mange håndtag at trække i, og mange knapper at trykke på. Kort sagt: for børn i alle aldre - men også med mulighed for fordybelse. Jeg har læst, at Natur Bornholm har problemer med økonomien. Selv om jeg havde en god oplevelse der, er det næppe et sted, man vender tilbage til sommer efter sommer. Natur Bornholm satser meget på lejrskoler, og det tror jeg, er en god idé.

Den Fennoskandiske Randzone

Herefter gik vi en tur ud på Klintebakkken, som ligger umiddelbart syd for Natur Bornholm. Her kunne evt. skeptikere med egne øjne se Den Fennoskandiske Randzone, og faktisk stå med det ene ben på det skandinaviske grundfjeld og det andet på det 1.2 mia. år yngre europæiske lavland. Forkastningen, som strækker sig over flere tusinde km, inden den fortaber sig i Sortehavet, er blotlagt her som det eneste sted.

Jesper viste os, at man i den blottede randzone kunne se de tre bjergarter gnejs, Nexø-sandsten og Balka-sandsten. Igennem ca. 400 mio. år har brudzonen flere gange været aktiv, og i forbindelse hermed er Bornholm opstået som en horst ved at en del af jordskorpen har hævet sig langs sprækkerne. Hele Bornholm er imidlertid ikke hævet sig lige meget, groft sagt er den sydlige og vestlige del ikke hævet lige så meget som den nordlige del. På den nordlige del er alle de yngre aflejringer igennem årmillioner blevet slidt væk fra Nordbornholm, så overfladen i dag består af de meget gamle og hårde granitter, som kun delvist er dækket af et tyndt lag af ler, sand og grus fra istiden for få tusinde år siden. På det lavere beliggende Sydbornholm er rester af de aflejringer, som tidligere dækkede hele øen, bevaret. Det er forklaringen på de store geologiske forskelle mellem Nordbornholm og Sydbornholm. Og netop her på Klintebakken ses kontrasten mellem de to landskaber. Klintebakken og det nærliggende Strøby Sandstensbrud blev fredet i 1989, og siden er der blevet etableret en 10 meter bred og godt 80 meter lang blotlægning af undergrunden.

I mere end 100 år brød beboerne på Fattiggården sandsten her, og som løn for arbejdet fik de "kost og logi". I den forstenede havbund kan man fornemme bølgeslagsmærker samt tidevandsrender fra den tid, da sandstenen blev dannet. Vi så også en mængde tragtformede huller, som med stor sandsynlighed stammer fra tidlige livsformer. Her er også forstenede aftryk af vandmænd, en fænomen, som kun kan opleves 3 steder på jordkloden.

På tilbagevejen til Natur Bornholm kom vi forbi en de mange rokkesten - eller vandreblokke - man finder rundt om på Bornholm. Disse kæmpestore sten blev efterladt, da isen smeltede under den seneste istid, og har givet anledning til megen overtro. De gamle bornholmere mente, at de var tilholdssteder for kræfter, der kunne volde både godt og ondt. Der er knyttet sagn til mindst 175 navngivne bornholmske vandreblokke. Den mest berømte af rokkestenene findes i Paradisbakkerne; den blev fredet i 1899.

Den Fennoskandiske Randzone

Efter besøget på Natur Bornholm fortsatte vi til Læsåen, hvor Jesper ville vise os nogle spændende sedimenter. Sedimenter opstår, når grus, sand, ler og kalk efter at være aflejret i vand, senere hærdet til fast materiale. Langs Læsåen er det muligt at følge den geologiske lagserie i dens oprindelige form. Det skyldes, at det område, som Læsåen gennemløber, er nedsunket mellem to parallelle brudlinier. Åæøbet har eroderet sig ned i de blødere sedimenter, og i åbrinken er den oprindelige lagdeling bevaret ubrudt i en periode på ca. 200 mio. år.

Vi parkerede ved Vejrmøllegård, hvor Læså-stien begynder. Adgangen til denne del af Læsåen er faktisk ikke offentlig og stedet er ikke særlig publikumsvenligt, hvorfor flere af deltagerne foretrak at vente i bussen. Læsåen er fredet i hele sit forløb, og det er ikke tilladt at brække prøver ud af brinkerne, mens det er dog tilladt at samle løse stykker op fra ålejet. Jesper påpegede de forskellige lag: grøn skifer, rispebjerg-sandsten, alunskifer samt mørk og lys kalksten. Da alle aflejringerne er sket i havet, findes der mange forsteninger af de dyregrupper, der levede på det pågældende tidspunkt. Til at begynde med løber Læsåen i et leje af grøn skifer, som er dannet for ca. 530 mio. år siden. Under dette lag kunne vi se den godt 535 mio. år gamle Balka Sandsten. Meget spændende og særdeles anskueligt fremstilling af mere end 500 millioner års udvikling.

Til gudstjeneste i Ny Kirke

I dag var det søndag, og interesserede kunne komme med til gudstjeneste. Vi besluttede at tage med, og det samme gjorde bl.a. Anne og Jan samt Nina. Gudstjenesten var i Ny Kirke, som er den mindste af Bornholms fire rundkirker. Den er som så mange andre stenkirker bygget i 1200-tallet. I middelalderen kaldtes kirken Allehelgens kirke, men siden midten af 1500-tallet har den heddet Ny Kirke. Det vil sige, der har over tiden været flere stavemåder: Nye-Kirke og Nykirke, men menighedsrådet har besluttet, at den officielle stavemåde er Ny Kirke. En rundkirke er karakteriseret ved, at kirkeskibet er rundt, og det menes, at formen er inspireret af Den hellige Gravs kirke i Jerusalem. Der er de, der mener, at kirkens form skulle gøre den lettere at forsvare i tilfælde af krig og ufred. Denne teori forsøgte Jesper at skyde ned under et foredrag om rundkirker, som vi fik senere på kurset.

I det fritstående klokketårn hænger to kirkeklokker. Den mindste er fra 1639 og oprindelig støbt til Sallerup Kirke i Skåne. Den største er fra 1725 og støbt i Lybæk.

Inde i våbenhuset så vi en tavle med kopier af mønter, som blev fundet i kirkens gulv under restaureringen 1958-1960. Her er også en noget nedslidt gravsten, som i en lang årrække har ligget i gulvet inde i kirken. Indskriften viser, at stenen er for sognepræst Jens Nilsøn, død marts 1648 og hans hustru Hyldeborre Hansdaatter. Øverst på stenen er et relief, der forestiller Kristi opstandelse. Omkring randen af stenen er der en indskrift på latin, der i oversættelse lyder: "Kristus, vort håb, er opstanden. Husk, at du skal dø. Den, som attrår himlen, må forsage verden. Er Gud for os, hvem kan da være mod os .. ".

I våbenhuset står en runesten, hvis indskrift er blevet tydet således: "Lo .... lod denne sten rejse efter sin søn Sven - den meget velbyrdige dreng ... - og efter hans broder. Den hellige Krist hjælpe de to brødres sjæl.".

Præstetavlerne indeholder navnene på præsterne i sognet siden reformationen tillige med oplysninger om tjenestetid og dødsår. Der er flere spændende anmærkninger, såsom:
Nr. 6 Jacob Peder Tresløv, var sidste præst på Hammershus, støttede opstanden 1658.
Nr. 8 Hans Predbjørn, døde i prædikestolen 24/3. 1687
Nr. 12 Peder Trueisen Bernholdt. Bad 1743 i kirken for en retfærdig øvrighed på Bornholm.

På den anden side hænger en pesttavle, som viser antallet af døde i hvert sogn på Bornholm under de to pestepidemier 1618 og 1654. På den øverste del ses døden med le og pile. Indskriften derunder lyder: "Pas du på mig, jeg sigter til dig".

Billedfrise over pillen er inddelt i 13 felter med motiver fra Kristi lidelseshistorie: 1) Judas kysser Jesus, 2) Ypperstepræstens tjenere i Gethsemane have, 3) Kristus føres for Pilatus, 4) Pilatus på sin tronstol (en lille djævel hvisker ham noget i øret), 5) næsten udvisket, måske tornekroningen, 6) Hudstrygningen, 7) Kristus bærer sit kors, 8) Korsfæstelsen, 9) Gravlæggelsen, 10) Opstandelsen, 11) >"Rør mig ikke" (Jesus til Maria Magdalena, da hun genkender ham efter opstandelsen) og 12) Kristi Himmelfart.

Prædikestolen er fra den sidste restaurering bortset fra træudskæringerne, som er fra den flensborgske billedskærer Hinrich Ringerings værksted i begyndelsen af 16-hundredtallet. De fire felter forestiller bibelske scener nemlig bebudelsen i Nazareth, fødselen i Bethlehem, de hellige tre kongers tilbedelse af barnet og omskærelsen (ja, du husker nok, at Jesus blev født som jøde). Timeglasset over prædikestolen er forsynet med en påmalet indskrift: "O Mennische, Giør Pønitenzie (bod) idelig, Glasset løber flitteligt, kom Døden ihu stadelig, saa vandrer du forsigteligt. Dette Glas hafver Albert Hartwig med hans Kiereste (histru) Kirstine Hans Kofoeds Daatter foræret Kirchen till Sirat (pryd) og Dem til Hukommelse Anno 1690.".

Under gudstjenesten sad jeg og beundrede de smukke glasmosaikruder i apsis. Jeg kunne se, at de var af nyere dato, og jeg spurgte kirkesangeren om, hvem der havde lavet dem. Han fortalte, at de var designet i 1997 af provst Knud Henning Hansen i Østerlars. Jeg spurgte, om det ikke var svært at få lov af Nationalmuseet at sætte nye glasmosaikker i en fredet kirkebygning. Han svarede, at Nationalmuseet havde modsat sig dette, men at sognerådet havde fået lov til at isætte ruderne som et eksperiment. Kirkesangeren, som var vokset op i Vestjylland, konstaterede: "De er klippefaste, de bornholmere, når de sætter sig noget i hovedet." En dejlig oplevelse, hvor alle sang med af fuld hals. Anne fortalte, at hun havde set sig omkring i kirken for at se, hvor koret var.

Linedance i Hasle

Om eftermiddagen var vi inviteret til linedance i Hasle. Som du måske husker, var der to temaer for vores 14-dages kursus: "Vi elsker vort land" samt "Linedance". Da vi (Anne & Jan, Birgit og mig selv) deltog i det første tema, har jeg fokuseret på det. Det er måske lidt urimeligt, da der kun var 18 deltagere på vores tema, mens der var næsten 60 linedancers (ikke at forveksle med linedansere). Af 60 deltagere var der "kun" 3 mænd. Der danses enkeltvis på række (lines), så man har ikke nogen partner i dansen. Som navnet antyder stiller deltagerne op på en linje med front samme vej. Musikken er country & western, ofte tilsat lidt rock'n roll. Hver formiddag blev der undervist i utallige trin i forskellige sværhedsgrader. Og selv om aftenen dansede de utrættelige dansemus på livet løs. Og det så ud til, at de havde det dejligt.

Lærerne var Ruth Heinel og Lone Darling. Ruth Heinel har undervist i snart 40 år indenfor mange forskellige emner; de seneste 12 år som instruktør i linedance, før dette var hun Square-Dance Caller i 10 år, så hun ved alt om den særlige musik, takttælling, opbygning m.v. I sit daglige liv er Ruth en ivrig sportsudøver, mest som løber og ’Power-Walker’, og hun har deltaget i mange konkurrencer, incl. marathons og triathlons. Lone Darling begyndte jeg med Line Dance i 1994, og efter at hun og familien flyttede til Bornholm i 1999, blev hun initiativtager bag "Dirty boots Line-Dancers", Bornholms, - måske Danmarks, største Line-Dance forening med omkring 400 medlemmer. I 2003 købte Lone og hende mand Ken, som også er inficeret med den farlige USA-bacille - "Klemens Kro", som de har indrettet til danseundervisning.

Vores linedancere dansede på en udendørs scene, som er stillet op lige udenfor vandrerhjemmet i Hasle - eller rettere udenfor Danhostel Hasle, som det hedder i dag - kun et stenkast fra havet. Efter at have betragtet opvisningen nogen tid begav Birgit og jeg os op i byen.

Spadseretur i Hasle

Hasle er med sine knap 1200 indbyggere Bornholms mindste købstad. Den ligger en halv snes km nord for Rønne. Vores guider havde advaret os om, at der ikke var meget liv i Hasle. Et gammelt ordsprog hedder: "Småsyjp, klatgjæjl og hâslabo ska enj vâra saj for (små snapse, klatgæld og hasleboere skal man undgå)". Det synes at været populært på Bornholm at gøre sig en kende lystig over byen og dens indbyggere. I begyndelsen af 1800-tallet forsøgte man sig med kulgravning, men det var ikke rentabelt. Heller ikke en et glasbrug, som var i forbindelse med kullejerne, gav overskud. Deimod havde man i mere end 50 år en af Danmarks største lerproduktioner, og navnet Hasle Klinker er stadig kendt. Navnet Hasle Brændevin er derimod gået i glemmebogen; den smagte forfærdeligt, hvorfor man flyttede produktionen til Nexø. Vi gik gennem de hyggelige gader med velholdte huse, til vi kom til Hasle Kirke,som er bygget omkring 1460. Desværre var kirken lukket, og vi måtte nøjes med at betragte den udefra- og nyde den fantastiske udsigt over havnen. Vi kunne ikke undgå at se det store gravmonument over en af byens store sønner, Vilhelm Christoffer Herold.

Vilhelm Herold (1865-1937), som er født i et hus på hjørnet af Præstegade og Kirkegade, slog igennem som operasanger på verdensscenen i begyndelsen af 1900-tallet. I dag er han nok mere verdenskendt i Hasle end i resten af verden. Han debuterede i 1893, og var herefter i 10 år Det kgl. Teaters førende tenor, samtidig med at han udøvede en udstrakt international koncertvirksomhed. Han blev kongelig kammersanger i 1901. Fra 1922-1924 var han operadirektør ved Det Kongelige Teater og derefter lærer ved operaskolen.

Vi spadserede fra kirken ned til vandet, hvor vi beundrede den smukke marina.

På vejen kom vi forbi Grønbechs Gård, som er et stort udstillings- og kulturhus, indrettet i en historisk købmandsgård fra 1800-tallet, som i sig selv er et besøg værd. Desværre valgte vi ikke at gå indenfor, "man kan jo ikke nå alting på et par timer". Da vi talte med de øvrige kursister, viste det sig, at det var en fejl. Grønbechs Gård har omkring 20 udstillinger i hver sæson og giver et overblik over bornholmsk kunsthåndværk, så man er godt rustet for den videre færd rundt til øens mange værksteder. Der er otte lokale, nationale og internationale udstillinger hver dag på 1500 m2. Studerende fra Danmarks Designskole, Bornholm, Center for glas og Keramik er fast repræsenteret med skiftende udstillinger sæsonen igennem.

Bussen var parkeret i nærheden af Hasles silderøgerier, som er blandt de mest kendte på Bornholm. I dag er Hasle–røgerierne både en udstilling af gammeldags røgning og et moderne røgvareudsalg.

Om aftenen var vi på endnu en dejlig spadsedretur i Ekkodalen. Vi spadserede i et andet område end tidligere, fordi dele af skoven var afspærret pga. bukkejagt.

Besøg hos Erling Jensen på Buddegaard

Formiddagens program lød egentlig på "Alsang med highlights fra operaer og operetter" ved Axel. På grund af det flotte vejr blev det foreslået, at vi i stedet tog en tur "ud i det blå", hvilket vi alle tilsluttede os. I bussen fik vi at vide, at vi skulle besøge Erling Jensen på Buddegaard. Du husker nok, at vi for nogle dage siden havde besøg af Erling og de bornholmske folkedansere. Buddegaard er vistnok den ældste slægtsgård på Bornholm, og den har været i familiens eje i 13 eller 14 generationer. Erling ville slet ikke have været landmand, men nu var der altså ikke andre, når gården skulle forblive i slægtens eje - og det skulle den selvfølgelig. Erling ville være lærer og undervise i sløjd og gymnastik, og han og hans hustru Gunver havde været på Askov. Men i 1962 blev han hentet hjem til Buddegaard af sin mor. Tidligere havde faderen taget ham ud af privatskolen i Nexø og sat ham i den lokale landsbyskole, så han kunne hjælpe til på gården hver anden dag.

Erling og Gunver holdt i mange år ungdomsforening på Buddegaard. Som landmand var Erling drivkraften i et lokalt dyrknings- og maskinfællesskab. I 1989 gik Erling ind i bestyrelsen for Bornholmks Højskole, og han har undervist på mange af sommerskolens korte kurser: folkedans og om livet på slægtsgården i 4 generationer. Erling brænder for folkedans, og den tidligere svinestald blev indrettet til møde- og danselokale. Her holder folkedansere og DGI'er til i festligt lag, og her afholdes høstgilde, når afgrøderne er bragt i hus.

Vi gik rundt og beundrede den smukke og utroligt velholdte have. Erling fortalte, at de havde haft en meget stor køkkenhave, da han var dreng. Han og hans søskende havde alle deres opgaver med at holde den store have. Fx. skulle der være luget og revet hver søndag, før man tog til kirke. Vi var også inde og se den tidligere svinestald, som i dag bliver brugt til folkedans. Erling spiller selv violin og savblad, hvilket vi havde fået mange prøver på under hans besøg på højskolen.

Efter et par spændende timer kørte vi tilbage til højskolen med Axel bag rattet. Her blev vi mødt af vores veninde Nina, som et par dage forinden var blevet ramt af lungebetændelse. Efter at have begyndt på en penicillinkur var hun allerede på benene igen.

Udflugt til Svaneke

Om eftermiddagen tog vi på udflugt til Svaneke i to busser. Birgit og jeg sørgede for at komme med i Jespers bus, da han altid havde nogle humoristiske bemærkninger til alt, hvad vi mødte på vores vej. Der har formentlig allerede i 1200-tallet eksisteret et fiskerleje på Bornholms østkyst, hvor Svaneke ligger, ligesom byen har kunnet nyde godt af det gode sildefiskeri i middelalderen. Svaneke menes at være blevet købstad i midten af 1500-tallet. Byen havde et relativt stort opland, men fiskere og bønder foretrak enten at drage til Neksø eller handle ulovligt fra de mange små havne langs kysten. Svaneke sakkede følgelig bagud i forhold til især Rønne, selv om udbygningen af Svanekes havn i 1816 bragte mere handel og liv til byen. I 1877 fik Svaneke fast dampskibsforbindelse til København, men det bornholmske jernbanenet blev aldrig ført frem til Svaneke.

I dag er Svaneke en yndet turistby, hvilket bl.a. skyldes den velbevarede bymidte, hvor købmændene byggede de store gårde. For dette bevaringsarbejde modtog Svaneke i 1975 Europarådets guldmedalje for bybevaring. De smukke bindingsværkshuse- og gårde spreder sig op ad klipperne fra havnen. Gaderne snor sig mellem gamle stengærder, og i de frodige klippehaver vokser bl.a. morbær- og figentræer. Murene er kalkede - med rigtig kalk selvfølgelig - ofte i en varm gul farve, som passer så fint med de røde tegltage. "Byforeningen Svanekes Venner" værner om det oprindelige miljø og sikrer, at byen restaureres med omhu, og søger at redde byens huse fra de "moderniseringer", som velstand og uforstand har begavet det øvrige land med. Foreningen opkøber gamle teglsten for at sikre, at ingen gamle huse skal blive forsynet med et nyt tag. Her findes ingen huse med afskallet maling eller græsplæner, der ikke er slået. Jeg går ud fra, at velmenende naboer sørger for at gøre opmærksom på, hvis man afviger for meget fra den ønskede norm.

Torvet i Svaneke er byens hyggelige samlingspunkt. I Søllings Gård ligger er gammeldags købmandsforretning. Her finder man også Bolsjefabrikken, "Svaneke Bolcher", hvor det er muligt at følge produktionen af de velsmagende bolcher efter gamle håndværksmæssige metoder - og få smagsprøver. Her ligger også Chokoladeriet. Sommerlørdage flokkes turisterne på Torvet, så er der marked, ofte med gøgl og musik. Hestesporvognen har stoppested på torvet og tilbyder en adstadig rundtur i den gamle by.

Mellem havnen og Torvet ligger Glastorvet, hvor en række lokale kunsthåndværkere er gået sammen og har skabt et fælles miljø. Her ligger også lakridsfabrikken "Lakrids by Johan Bülow" med lækker håndlavet lakrids. Lakridsen fås i mange varianter: sød, med chili, salmiak, med tranebær, chili og salmiak og med chokolade!!!. Efter sigende Danmarks bedste lakrids - som vistnok nu også kan købes i Tivoli?

På Havnebryggen ligger "Karamelleriet", hvor man kan få "bløde karameller med bid i". Gennem de seneste år har Bornholm udviklet sig til et sandt gourmetparadis: hjemmelavet chokolade, bolsjer, is, karameller, lakrids, sennep, ost og øl.

Siden 1750 er der - med en enkelt afbrydelse på 45 år - blevet brygget øl i Svaneke. Det nuværende bryggeri, Svaneke Bryghus, åbnede på Torvet i 2000 som et af Danmarks første mikrobryggerier. I sommeren 2007 blev det "nye" Svaneke Bryghus opført i udkanten af byen og her foregår den primære produktion. Svaneke Bryghus producerer udelukkende ufiltreret øl under navnet Bornholmer Bryg. Ufiltreret øl skulle bevare samtlige smags- og duftstoffer, og bryggeriet har vundet flere priser i Danmark for sit kvalitetsøl. Som en fast tradition brygges der årligt fire sæsonøl. Bornholmer Bryg laves selvfølgelig på vand fra den bornholmske klippegrund, og uden brug af tilsætningsstoffer, stabilisatorer eller andet unaturligt.

Da bryggeriet flyttede, indrettede man en restaurant, "Bryghuset", i bygningerne, som er en gammel 4-længet købmandsgård fra 1750. Brygning til restaurantens eget forbrug samt såkaldt "eksperimentalbryg" foregår på det oprindelige anlæg. Øllet kan afprøves i restauranten, som er velbesøgt, især af turister. For et par år siden spiste Birgit og jeg frokost her sammen med Enis og Jim, min canadiske kusine og hendes mand. Det var en god oplevelse, som vi gerne anbefaler til andre. Som udgangspunkt brygges der om fredagen i "Brughuset" - i hvert fald i turistsæsonen. Restaurant Bryghuset holder dog åbent hele året.

Jesper fortalte om en af sommerens populære aktiviteter, nemlig "hønseskidning", som hver onsdag og lørdag finder sted i Brænderigænget. Det er et spil, hvortil man køber et eller flere lodder, hver forsynet med et nummer fra 1-100. Når spillet afvikles, lukkes en høne ind på "spillepladen", og hvis hønen forretter sin nødtørft på det nummer, som står på dit lod, så har du vundet. Denne avancerede form for banko er i hvert fald mere human end hanekamp. Desværre nåede vi ikke at overvære den særprægede begivenhed; det havde sikkert været skide-sjovt (undskyld!).

I den nordlige del af Svaneke finder vi Svanekes trebenede vandtårn, som er byens uofficielle vartegn, og tegnet af Jørn Utzon. Det er opført i 1952 og er støbt i jernbeton. Inspirationen til tårnet skal efter sigende komme fra de gamle sømærker. Tårnet, som og i øvrigt er et af de meget få offentlige byggerier, som Utzon har fået lov at gennemføre i Danmark, blev bygningsfredet i 1990. Svaneke Stubmølle er opført i 1629 og er dermed Danmarks ældst bevarede stubmølle. (En stubmølle er en vindmølle, stående på en fod, således at hele møllen drejer sig efter vindens retning.) Man formoder, at det var lybækkerne, der indførte stubmøller på Bornholm, mens de havde Bornholm i pant fra 1525-1576. Møllen var i familien Wolfsens eje i 108 år, indtil den rige svanekeborger Jochum Thiesen købte møllen i 1737. Han lod indskære sit og sin hustrus navne i stenbjælken med årstallet 1727, dette er bevaret. I 1814 overtog Hans Bentzen Bech møllen, og den var i familiens eje de næste tre generationer under navnet "Bechs mølle". Næste generation Peder Hansen Bech byggede 1848-1860 den bolig med bageri, som stadig ligger overfor møllen. I 1880 overtog sønnen Peter Emilius Hansen Bech, og han ejede den indtil 1928, hvor den blev solgt til "Foreningen Bornholm", som herefter påtog sig vedligeholdelsen. Stubmøllen blev fredet i 1960. Efter en større reparation overgik møllen i 1975 "Byforeningen Svanekes Venner", som vi allerede har stiftet bekendtskab med. Foruden Bechs stubmølle er bevaret to andre stubmøller, Egeby mølle og Tejn mølle, som ligeledes er fredede.

På vores spadseretur rundt i Svaneke "faldt" Birgit og jeg over en buste af J.N. Madvig; den står midt i et lille grønt anlæg. Johan Nicolai Madvig .(1804-1886), filolog og politiker, er født i Svaneke. Efter faderens død blev han i 1817 sendt til Sjælland for at studere, og fra Frederiksborg latinskole dimitterede han i 1820 til universitetet med udmærkelse. Her kastede han sig over studiet af klassisk filologi, og allerede i 1825 tog han filologisk eksamen med udmærkelse og året efter magistergraden. I 1828 tog han doktorgraden med en afhandling om Cicero. Livet igennem arbejdede han med at forene den klassiske historiske dannelse med den moderne, både sproglige, nationale og naturvidenskabelige dannelse. Madvig var medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1849, var kultusminister fra 1848-1851 og i forskellige perioder medlem af Folketinget og Landstinget. Som et kuriosum kan nævnes, at Madvig udformede det bryllupsritual, som borgerlige vielser blev forrettet efter i mere end 100 år.

Nord for havnen ligger Svaneke Røgeri med sine fem flotte hvide skorstene. Her så vi kanonerne fra det tidligere skanseanlæg.

Sidst på eftermiddagen tog vi tilbage til højskolen efter (endnu) en dejlig eftermiddag. Birgit og jeg talte om, at hvis vi skulle finde på et slå os ned på Bornholm, så skulle det være i Svaneke.

Foredrag om Leonora Christina

Om aftenen gav Ole et spændende foredrag om en af danmarkshistoriens mest spændende og mest tragiske kvindeskikkelser, Leonora Christina. Leonora Christina (1621-1698) var datter af Christian IV og Kirsten Munk, kongens hustru til venstre hånd. De første seks år blev hun opdraget hos sin mormor Ellen Marsvin på Dalum Kloster. I 1628 blev moderen forvist fra hoffet på grund af en skandaløs kærlighedsaffære, som Christian IV aldrig tilgav hende, og han forbød al kontakt mellem børnene og deres mor. Ni år gammel blev Leonora efter kongens beslutning trolovet med den fattige, men internationalt uddannede og højt begavede Corfitz Ulfeldt. Ulfeldt var 15 år ældre end den udkårne. Da Leonora var 15 år, blev de gift, men hele livet betragtede hun sig først og fremmest som kongens datter, frøken Leonora. Hun erklærede selv, at hun var kongens yndlingsdatter, og det kan meget vel være tilfældet, for Christina var begavet, havde kunstneriske anlæg for maling, tegning, musik og skriftlig udtryksform, og havde også let ved både at behage og lære. Da Kirsten Munk "kun" var af adelig, men ikke fyrstelig slægt, blev hendes børn med Christian IV ikke prinsesser, men "kun" grevinder til Slesvig og Holsten, altså under de kongelige, men over den øvrige adel. Ægteskabet mellem Leonora og Corfitz var lykkeligt og resulterede i mindst 15 børn; heraf opnåede de syv at blive voksne. Kort efter brylluppet blev Ulfeldt udnævnt til statholder i København, og parret levede en overdådig tilværelse i deres gård i Løvstræde (hvor Gråbrødretorv ligger i dag). I løbet af få år blev Ulfeldt en af Europas rigeste aristokrater. Det var en udbredt opfattelse, at hans velstand byggede på korruption, men i kraft af hans ubestridelige dygtighed betroede kongen ham vigtige diplomatiske opgaver i udlandet, og i 1643 blev udnævnt til rigshofmester, dvs. rigets øverste embedsmand. Højdepunktet i Leonoras offentlige liv var en rejse til Nederlandene og Frankrig i 1646-1647, hvor parret vakte beundring, selv ved det kræsne franske hof. I Paris charmerede hun fuldstændigt enkedronningen Anna af Østrig ved sin ynde, stilfuldhed og intelligens og hun blev opvartet af filosoffen Descartes.

Efter Christian IV’s død i 1648 styrede Ulfeldt Danmark i flere måneder, inden svogeren, Leonoras halvbroder Frederik III blev indsat som konge. Der opstod et stærkt modsætningsforhold mellem Leonora og kongen, og forholdet til den unge dronning Sophie Amalie var nærmest hadefuldt, da Leonora ikke ønskede at overlade sin position som rigets feterede førstedame til den nye, unge dronning. Det dårlige forhold resulterede i smålig chikane, som da Ulfeldt lod deres tjenestefolk fjerne byens udsmykning, inden Sophie Amalie gjorde sit indtog som dronning. Som sine søstre måtte Leonora opleve at få frataget sin titel af "grevinde til Slesvig og Holsten". I 1650 blev der indledt en undersøgelse af Ulfeldts embedsførelse, bl.a. blev han mistænkt for at have begået underslæb for flere hundredtusinder daler fra Øresundstolden, som han personligt administrerede. Snart efter blev Ulfeldt og Leonora anklaget for at planlægge et giftmord på kongen. Rygterne kom fra en kendt demimonde (prostitueret), Dina Vinhofvers, hvis elsker, Jørgen Walter var nært knyttet til hoffet. Selv om Ulfeldtparret blev frikendt, og Dina blev henrettet, flygtede de i 1651 til Stockholm. Takket være sine diplomatiske evner og store erfaring opnåede Ulfeldt hurtigt en fremtrædende position ved det svenske hof, hvor han kraftigt modarbejdede Danmarks interesser. Da dronning Kristina abdicerede i 1654 (hun gik over til katolicismen og bosatte sig i Rom), slog parret sig ned i Pommern på godset Barth, som Ulfeldt havde fået i pant for et svimlende lån på 150.000 rigsdaler til den svenske statskasse. I 1656 sendte Ulfeldt Christina til København for at søge et forlig med Frederik III. Leonora benyttede lejligheden til at besøge sin mor i Jylland, men i Korsør blev hun standset af kongens udsending og måtte vende tilbage med uforrettet sag.

I 1657 erklærede Danmark krig mod Sverige - selv om man ikke havde nogen særlig slagkraftig hær på det tidspunkt - og Ulfeldt sluttede sig efter opfordring til den svenske hær. Karl X Gustav skyndte sig at afslutte et felttog i Polen og rykkede op gennem hertugdømmerne og Jylland, og efter to måneders belejring indtog svenskerne den nyanlagte fæstning Frederiksodde (Fredericia). Den danske flåde forhindrede foreløbig den svenske hær i at krydse Lillebælt, men tre måneder senere lykkedes det svenskerne at gå over isen til Fyn, for blot få dage senere at fortsætte over isen på Storebælt mellem Langeland og Lolland. Krigen endte med det danske forsvars totale sammenbrud og den ulykkelige Roskilde-fred i februar 1659. Danmark måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm samt Trondheim og Bohus Len i Norge. De danske forhandlere måtte oven i købet lide den tort, at Corfitz Ulfeldt sad med som svensk repræsentant ved forhandlingerne. I et brev til vennen og lægen Sperling var Leonora Christina ved at koge over af begejstring. Halvbroderen Frederik III omtalte hun som "den danske konge", mens Karl Gustav kaldtes "vores konge". Efter fredsslutningen slog Ulfeldtparret sig ned i Malmø. I utilfredshed over ikke at blive skånsk generalguvernør strøede Ulfeldt om sig med kritiske udtalelser, hvilket førte til anklage for forræderi mod den svenske konge som følge af hans kontakter til den danske konge, og han blev også anklaget for at have røbet planerne for "stormen på København". Processen ved den svenske kommissionsdomstol var knapt kommet i gang, før Ulfeldt blev ramt af et slagtilfælde, og Leonora Christina overtog hans forsvar. Som kvinde kunne hun ikke selv møde i retten, men hun udarbejdede en række skriftlige indlæg, der blev læst op. Det gjorde hun så dygtigt, at hun blev komplimenteret af forsvaret, som udtalte, at hun hverken manglede "forstand eller diskretion". Ulfeldt blev dog kendt skyldig, uden at der blev fastsat nogen straf. Parret var i husarrest i Malmø, hvorfra det lykkedes dem at undslippe, da Ulfeldt var nogenlunde restitueret.

Med ufattelig naivitet drog Ulfeldt-parret til København i 1660 for at søge nåde hos Frederik III. Denne greb chancen for at få uskadeliggjort sin argeste modstander, og Corfitz og Leonora Christina blev ført til Bornholm, hvor de sad i næsten halvandet år i hårdt fængsel på Hammershus - som Leonora i et digt benævnte "Jammershus". En martsnat i 1661 forsøgte de en hasarderet flugt fra Manteltårnet, kun fulgt af en enkelt tjener. På grund af Ulfeldts svaghed mislykkedes forsøget. Du kan læse mere om parrets ophold på Bornholm under min beskrivelse af udflugten til Hammershus. Herefter blev de isoleret fra hinanden i jernbeslåede celler. I december 1661 måtte parret give afkald på alle deres fordringer (Ulfeldt var en af kongens store långivere) og stort set alle deres ejendomme i Danmark-Norge, og Ulfeldt måtte under ydmygende former aflægge troskabsed til Frederik III. Parret tog ophold på Ellensborg (det nuværende Holckenhavn lidt syd for Nyborg), som Leonora Christina havde fået i arv efter sin mor. I 1662 fik parret tilladelse til at foretage en kurrejse til Nederlandene.

Dårligt var Ulfeldt udenfor landet, før han begyndte at intrigere mod det danske kongehus og diverterede udenlandske statsmænd og fyrster med fantasifulde politiske og militære projekter, rettet mod Frederik III. Fx. tilbød han kurfyrsten Frederik Wilhelm af Brandenburg at foranstalte et oprør, som skulle gøre kurfyrsten til dansk konge. Situationen tilspidsedes, da Leonora og Corfitz's søn Christian på åben gade i Brügge myrdede Adolph Fuchs, forældrenes forhadte plageånd på Hammershus. Da indberetningen om mordet og kurfyrstens oplysninger om Ulfeldts tilbud nåede København, blev den danske regering opskrænt, og man sendte agenter ud for at fange Ulfeldt. Den 24. juli 1663 dømte højesteret Ulfeldt til døden in absentia.

Imens var Leonora rejst til London for at inddrive et større tilgodehavende hos Karl II. Frederik III forlangte Leonora udleveret som medskyldig i højforræderi, og hun blev arresteret og sendt til København, hvor hun blev indsat i Blåtårn på Københavns Slot. Med hende som gidsel håbede regeringen at få fat i Ulfeldt. Under de hårde forhør benægtede hun ethvert kendskab til Corfitz Ulfeldts forræderiske handlinger. Vennen og lægen Otto Sperling (den ældre), som havde forladt Danmark i 1951 sammen med Ulfeldtparret og deltaget i konspirationerne, blev dømt til døden for majestætsforbrydelse. Dødsdommen blev imidlertid ikke eksekveret, og Sperling "slap med" at sidde resten af sine dage i Blåtårn.

Ulfeldt blev eftersøgt over hele Europa, og da det ikke lykkedes at pågribe ham, foretog man en såkaldt "henrettelse in effigie", hvorunder en dukke, som forestillede Ulfeldt, blev halshugget og parteret på slotspladsen. Leonora Christine kunne fra sin celle i Blåtårn høre det hele og troede, at hendes mand faktisk blev henrettet; vinduet sad for højt til, at hun kunne se noget. Gården på Gråbrødretorv blev jævnet med jorden, og en skamstøtte blev opsat på grunden, så byens borgere kunne spytte på den, når de passerede den. Inskriptionen lød: "Corfitz WF (Ulfeldt) forræderen/ Till Æwig Spott/ Skam og Skiendsel". Skamstøtten blev først fjernet i 1842, og den befinder sig i dag på Nationalmuseet. Ulfeldt selv døde på en båd på Rhinen i februar 1664. Umiddelbart efter blev han begravet i Neuenburg, men af frygt for fjendernes hævn fjernede hans sønner liget, og hans endelige hvilested er ukendt.

Så længe Frederik III levede, var Leonoras vilkår i fængslet hårde, dog bedredes hendes forhold væsentligt under den nye konge, Christian IV, som kom på tronen i 1670. Hun fik bl.a. udleveret bøger og skriveredskaber. Først da hendes uforsonlige fjende enkedronning Sophie Amalie døde i 1685, blev hun løsladt. Leonora Christina forlod Blåtårn den 19. maj 1685 efter 21 år, 9 måneder og 11 dage. Jeg husker denne lille episode fra min skoletid: Da friheden var vis, spurgte hendes vogter, om han skulle lukke døren, hvortil Leonora Christina stolt svarede: "Så længe jeg er inden for fængselsdørene, så er jeg ikke fri; jeg vil ud med maner". Leonora forlod Blåtårn, som hun kom ind: stolt, stærk og uskyldig. I september måned flyttede hun ind en fløj på det gamle birgittinerkloster i Maribo. Hun fik en understøttelse, så hun kunne leve standsmæssigs i den stille provinsby, hvor hun beskæftigede sig med litterære sysler og håndarbejde. Hun brugte også megen energi på at generhverve slægtens tabte rigdomme til fordel for sine tre overlevende børn. Hendes ældste datter, Anne Cathrine, boede på kloster fra 1688. Leonora Christina døde den 16. marts 1698 og blev begravet i Maribo domkirke.

Som nævnt fik Leonora udleveret skriveredskaber under sit fængselsopholdet efter tronskiftet i 1670. Hun skrev på opfordring af Otto Sperling (den yngre) en kort selvbiografi, "Den franske selvbiografi". Otto Sperling (den yngre) arbejdede (forgæves) for en frigivelse af hende og hans egen fader, og formålet med værket var formentlig at påvirke opinionen i Europa, og det var derfor, hun skrev den på fransk, det internationale diplomatiske sprog. "Den franske selvbiografi" var færdig i 1673. Herefter påbegyndte hun sit selvbiografiske værk "Jammers Minde", der skildrer hendes tid i fangenskab. Jammersminde er en personlig fortælling, som Leonora Christina tilegnede sine børn. Hun skildrer tilfangetagelsen og de usle forhold og dagliglivet i Blåtårn. Værket blev først færdiggjort, mens hun boede i Maribo. På trods af at Leonora Christina fremstiller sig selv som uskyldig, forfalder hun ikke til selvmedlidenhed, men fremstår som en stærk personlighed, der tager sin hårde skæbne på sig som et martyrium. Alle fornedrelser er guddommeligt pålagte prøvelser. Hun kalder sig Kristi korsdragerske, som er udvalgt til at bære korset.

Efter Leonora Christinas død blev hendes efterladenskaber delt mellem de tre overlevende børn, og Jammers Minde-håndskriftet kom i sønnen Leos eje. Sammen med en del andre genstande gik Jammers Minde-håndskriftet i arv til tiptipoldebarnet grev Johann Waldstein, Wien. Han ønskede at få værket udgivet, og i sommeren 1868 kom manuskriptet til København, hvor Sophus Birket Smith efter et års arbejde kunne udgive Jammers Minde for første gang. Håndskriftet blev sendt tilbage til grev Waldstein og forblev i Østrig, indtil det i 1920 kom til Frederiksborgmuseet på Frederiksborg slot, hvor det stadig findes. Jammers Minde er optaget i den danske kulturkanon.

Jammers Minde vakte furore ved sin fremkomst, og første udgave blev udsolgt på et par måneder. Leonora Christinas skæbne og personlighed greb befolkningen, og H.C. Andersen betegnede hende som "den ædleste og bedste af alle danske Qvinder". I 1869 udkom anden og i 1885 tredje udgave af Birket Smiths tekst. Siden 1901 er værket blevet trykt gang på gang. I 1998 kom en tekstkritisk udgave, hvor man kan følge forfatterens arbejde med teksten. Den friske, talesprogsnære tone begejstrede litteraterne, som her mødte et dansk så levende som nogensinde. Det menes, at J.P. Jacobsen hentede inspiration til stilen i sin roman "Fru Marie Grubbe" fra 1876.

Længe har man accepteret man Leonora Christinas selvportræt som den uskyldigt forfulgte, der intet kendte til ægtemandens forræderiske planer. For eftertiden stod hun som en opofrende, usvigeligt trofast hustru og moder og som en heltinde af overmenneskelig fysisk og psykisk styrke. Ole gjorde rede for, at historiske analyser af kildematerialet modbeviser denne opfattelse. Men ud fra et rent litterært synspunkt hævder teksten sig som en af de helt store klassikere. Værket er stadig gribende ved sit billede af personen Leonora Christina og og Blåtårns lilleverden.

Efter hjemkomst fra højskolen læste jeg Bodil Vambergs roman "Leonora Christina, Dronning af Blåtårn", hvori også hun sætter spørgsmålstegn ved de gængse forestillinger om Leonora. Den vil jeg gerne anbefale. Jeg har også anskaffet mig Karen Plesners roman "Sophie Amalie" for at blive lidt klogere på det hadefulde forhold mellem hende og Leonora Christina. Den har jeg i skrivende stund endnu ikke fået læst. Tak til Ole for et spændende foredrag.

Danmarks Hyggeligste Højskole

Til morgensamlingen fortalte Lillian om højskolens historie, herunder om de dramatiske begivenheder, som førte til, at Axel og hun blev forstanderpar i 2007. Den skal jeg ikke komme nærmere ind på, men bare fortælle, at hele øen og mange gamle elever havde bakket op om deres højskole.

Nu har jeg flere gange omtalt Bornholms Højskole som "Danmarks Hyggeligste Højskole" - og her er beviset for, at det ikke bare er mundsvejr. Den 6. juli 2007 overrakte filmkonsulent Laurits Thomas Rasmussen fra Dansk Filmevaluering diplom til konstitueret forstander Lillian Hjorth-Westh i anledning af, at Bornholms Højskole var blevet udnævnt til "Årets hyggeligste højskole 2007". Herefter gik Jørn Blem, bestyrelsesmedlem fra Sparekassen Bornholms Fond, på talerstolen. Han hidkaldte højskolens bestyrelsesformand, Birthe Juel-Jensen, som fik overrakt en check på 1.000.000 kr. De fleste på skolen kneb sig i armen den dag.

Foredrag om Edith Piaf

Om formiddagen fortalte Lillian den hjerteskærende beretgning om Edith Piaf (1915–1963) - så næppe et øje var tørt. Edith bliver født den 19. december 1915 i Paris som datter af Louis Alphonse Gassion Français, cirkusakrobat, og Annetta Maillard, gadesangerinde. Rygtet siger, at hun blev født på fortovet under en gadelygte, men fødselsattesten fortæller, at hun blev født på et sygehus. Hun er opkaldt efter den engelske sygeplejerske Edith Cavell, som under første verdenskrig blev henrettet for at hjælpe engelske og franske krigsfanger med at flygte fra det Røde Kors-hospital i Bruxelles, hvor hun arbejdede. Faderen melder sig i 1916 til den franske hær, og Annetta, som er ude af stand til at passe den lille Edith, betror hende til sin mor, som er fra Algeriet. Bedstemoderen lader den lille pige gå for lud og koldt vand. Det fortælles, at hus fik rødvin i sutteflasken. Efter 18 måneder kommer faderen hjem på orlov fra fronten, og han betror Edith til sin mor, som er bordelmutter i Normandiet. Her får hun masser af kærlighed og omsorg fra de prostituerede på bordellet, og for første gang kan hun spise sig mæt, og hun får fine kjoler. 7-8 års gammel er hun ved at miste synet som følge af en herpes-infektion. De prostituerede samler penge sammen, så at bedstemoderen, som selv er blevet helbredt for samme lidelse gennem bøn, kan rejse til den hellige Thereses grav med den lille Edith. Hver aften får hun en bandage med hellig jord fra graven for øjnene, og efter otte dage er hun helbredt, og resten af livet bevarer Edith en stor hengivenhed for den hellige Therese. Da faderen bliver hjemsendt, flytter de sammen og ernærer sig som gadeartister. Her viser det sig, at Edith har en meget udtryksfuld stemme. I 1933, kun 17 år gammel, får hun sit eneste barn, en datter ved navn Marcelle. Marcelle dør af meningitis bare to år gammel.

I 1935 bliver hun opdaget af Louis Leplée, som er cabaretdirektør på Champs-Élysées. Leplée vælger kunstnernavnet "la Môme Piaf", "spurven", til hende. Blandt publikum, som er ellevilde med hendes fascinerende stemme, siddert Maurice Chevalier, og i 1936 indspiller hun sin første plade. Samme år finder man Leplée dræbt i sin lejlighed, og det viser sig, at han har forbindelser til det kriminelle miljø, og Edith bliver trukket ind i skandalen, hvilket giver et tilbageslag for hendes karriere. Under den tyske besættelse fortsætter Edith med at give koncerter, hvor hun bidrager til modstanden mod den nazistiske besættelse ved at synge tvetydige sange. I foråret 1944 optræder hun på Moulin Rouge, hvor hun møder - og falder for - den unge sanger Yves Montand. Det år dør Ediths far, og hun mister sin mor det følgende år. I 1945 skriver Edith en af sine første sange: "La Vie en Rose", som nok er hendes mest berømte sang. I 1947 tager hun til USA for at give koncerter.

Publikum er utilfredse med ikke at kunne forstå sangene på fransk, og da de efter forestillingerne stamper i gulvet og pifter, hvilket er uhørt i Frankrig, opfatter Edith det som en fornærmelse, og hun er tæt på at rejse hjem med det samme, men vælger af bide det i sig og fortsætter tourneen. I 1948 møder hun den franske bokser Marcel Cerdan-som er gift og har tre børn. Marcel Cerdan bliver hendes store kærlighed, men han omkommer ved et flystyrt på Azorerne på vej til New York for at møde hende.

I 1951 bliver den unge forfatter, komponist og entertainer Charles Aznavour hendes altmuligmand, sekretær, chauffør og fortrolige, og hun hjælper ham i gang med hans karriere. I 1952 gifter hun sig med den franske sanger Jacques Pills (hendes brudepige er Marlene Dietrich); ægteskabet varer indtil 1956, hvor de bliver skilt. Edith har udviklet et stort morfinmisbrug, og hun er flere gange indlagt til afvænning.

I 1956 tager hun igen til USA, og hun optræder på Ed Sullivan Show otte gange og to gange i Carnegie Hall. Hun er involveret i et alvorligt trafikuheld, og hendes psykiske problemer og hendes morfinafhængighed forværres. Det er på det tidspunkt, hun indspiller "Milord". I 1959 bryder hun sammen på scenen i New York, og vender tilbage til Paris syg og nedbrudt.

I 1961 overtaler Bruno Coquatrix hende til at give en række koncerter på hans teater Paris Olympia for at redde det fra økonomisk ruin. Disse koncerter er nogle af de mest bevægende i hendes karriere. og det er her, hun debuterer med den uforglemmelige "Non, je ne regrette rien", "Nej jeg fortryder intet", en sang, hvori den spinkle kvinde med den kraftfulde stemme på en bevægende måde fortolker sit eget liv. Hun redder teatret, men holder sig kun oppe takket være store doser morfin. I oktober 1962 gifter hun sig, i en alder af 46 år - nedslidt, syg og morfinist - med Théo Sarapo, en ung sanger på 26 år. Hun siger, at hun ind i mellem opfatter ham som "en søn, der våger over sin syge, gamle mor". De optræder flere gange sammen på scenen. I begyndelsen af 1963 indspiller hun sin sidste sang: "L'Homme de Berlin".

Den 10. oktober 1963 dør Edith Piaf ved den franske riviera, kun 47 år gammel, men nedslidt af et hårdt liv, af morfinmisbrug og af et helt livs lidelser. Hendes kiste bliver i al ubemærkethed ført til Paris. Den katolske ærkebiskop nægter hende en sørgemesse på grund af hendes livsførelse, men hun bliver fulgt til graven af titusindvis af sørgende, som er kommet for at vise hende den sidste ære, og al trafik i Paris går i stå. Hun bliver begravet på Père-Lachaise kirkegården ved siden af sin datter Marcelle. Hendes ægtefælle, Théo Sarapo, som døde ved bilulykke i 1970, er begravet ved hendes side.

Vi sad alle som tryllebundne under Lillians bevægende foredrag, og jeg så adskillige, som gjorde flittigt brug af lommetørklædet. Nu er jeg jo en mand og sidder ikke og tuder over et foredrag, men jeg får somme tider disse allergiske anfald. For nogle år siden læste Birgit og jeg "Piaf, en fransk sangerindes livshistorie" (1986), skrevet af Ediths 3 år yngre halvsøster Simone Berteaut. De mødes, da Edith er 15 år gammel, og de bevarer forbindelsen resten af livet. En "stærk bog", som jeg kan anbefale.

Jeg har fundet denne video på YouTube, så du kan få en smagsprøve på Edith Piafs hudløse og bevægende sangkunst.

Bornholms Rundkirker

Om eftermiddagen gav Jesper et spændende foredrag om Bornholms rundkirker. I Danmark er der i alt syv rundkirker, hvoraf de fire ligger på Bornholm. De bornholmske rundkirker afviger fra de øvrige ved, at de er forsynet med en midterpille op gennem samtlige stokværk, mens de andre tre rundkirker har fire bærende piller. De fire kirker, Ny Kirke, Ols Kirke, Østerlars Kirke og Nylars Kirke er alle opført i 1100-årene. Det runde kirkeskib menes at være inspireret af Den hellige Gravs kirke i Jerusalem.

Vi har en rundkirke liggende i nærheden af vores hjem, nemlig Thorsager Kirke. På flere af vores rejser har vi set rundkirker, fx. rundkirken i Cambridge, som er opført af Johanniterne (Hospitalsridderne), og Temple Church i London, som er opført af Tempelridderne. Disse korsfarere har formentlig fået inspiration med sig hjem fra Jerusalem.

De bornholmske rundkirker er alle bygget mellem 1150 og ca. 1250. I den periode var Bornholm udsat for hyppige overfald af vendiske sørøvere, og det var efter manges mening årsagen til, at de bornholmske kirker var så massive og lignede fæstningsværker. Det menes, at rundkirkerne i middelalderen havde et fladt tag med en vægtergang øverst med et brystværn, hvor vagterne kunne holde øje med eventuelle fjender. Det kunne også være korstogsskibe, der kom ind for at tage forsyninger ombord, da Bornholm jo lå på korstogsvejen mod Estland og Letland. Derfor blev kirkerne også anlagt som magasiner, og de øvre stokværk kunne med deres metertykke mure samtidig fungere som kølerum.

Jesper henviste i sit foredrag mange gange til forfatteren og journalisten Erling Haagesen, som har skrevet flere interessante bøger om Bornholms rundkirker, hvori han sætter spørgsmålstegn ved mange af de gamle "sandheder". Fx. har han påvist, at de bornholmske rundkirker ikke kan været bygget med forsvarsformål. For det første er kirkerne strategisk set ulogisk placerede og umulige at forsvare, hvis først fjenden er kommet tæt på murene. I tilfælde af belejring mangler man vigtige faciliteter som brønd, køkken, toilet mv. Det såkaldte brystværn går almindelige mænd til knæene, og vinkel, dybde og højde på de såkaldte skydeskår gør det umuligt at ramme noget som helst udenfor kirken. Haagensen mener, at rundkirkens specielle konstruktion med en hul midterpille minder mere om Tycho Brahes Stjerneborg på Hven og Christian IV's Rundetårn, og han kalder kirkerne for "multifunktionelle bygninger". Det nederste stokværk var kirke og det midterste forrådskamrene til korsfarerne, mens det tredje stokværk blev anvendt som observatorium af medlemmer af tempelherrerne og cistercienserordenen. Gennem de såkaldte skydeskår - i hvert fald i Østerlars Rundkirke - udførtes observationer af himlen ved midvinter og midsommer.

Haagensen sætter således de bornholmske rundkirker i forbindelse med tempelridderne, som skal have begravet nogle af kristendommens største skatte fra Jerusalem på Bornholm for næsten 900 år siden. Så måske skulle hovedpersonerne i Da Vinci Mysteriet have udført deres vilde skattejagt på Bornholm i stedet for at fjolle rundt i Frankrig og Skotland. I midten af 1100-tallet aflagde den danske ærkebiskop Eskil (ca. 1100-1181/1182) besøg hos Bernhard af Clairvaux, grundlægger af cistercienserklostret i Clairvaux og stormester for ordenens militære gren, tempelherrerne. Formålet var at planlægge et korstog i Østersøområdet rettet mod Estland. Operationen skulle gennemføres af en stor korstogsflåde, som selvfølgelig havde behov for store forsyninger. Og her kunne biskop Eskil hjælpe, da han (kirken) på det tid ejede størsteparten af Bornholm. Den gode Bernhard havde også et andet problem. Tempelherrerne skulle finde et gemmested for de religiøse skatte, som de havde fået fat i ved indtagelsen af Jerusalem i 1099. Da tempelherrernes sejlede afsted med kurs mod Estland, havde de en del af skatten med til Bornholm, og dér ligger den ifølge Erling Haagensen stadig. Skatten skulle bestå af nogle hemmelige, videnskabelige dokumenter, som Moses tog med sig fra Egypten, da han førte Israels 12 stammer ud af fangenskabet i Egypten.

Jesper berettede, at man ved videnskabelige målinger havde påvist, at der fire meter under gulvet i Østerlars Rundkirke findes et 20 kvadratmeter stort rum. Menighedsrådet har modsat sig, at der graves i kirken. Jeg ved ikke, om Jesper deler Haagensens fantastiske (fantasifulde) teorier, men han formidlede dem i hvert fald på en særdeles spændende måde. Vi ved, at Eskil trak sig tilbage fra ærkebispesædet i 1177 - og overlod det til Absalon - hvorefter han trak sig tilbage til cistercienserklostret i Clairvaux, hvor han levede resten af livet som menig munk. Han døde i enten 1181 eller 1182 og blev begravet tæt ved alteret i klosterkirken i Clairvaux.

Festaften på Bornholms Højskole

Sidst på eftermiddagen gik vi i gang med at pynte borde til aftenens festmiddag, og vi begav os ud i den omgivende natur, hvor vi plukkede vilde blomster. Som du kan se, var vejret varmt, så vi sluttede af med et glas rødvin på terrassen efter strabadserne.

Sidst på eftermiddagen samledes vi udenfor spisesalen og nød synet af mænd i arbejde. Der var sat en stor grill op, og Axel og Aksel var i fuld gang med at tilberede steg og pølser til aftenens fest (husk, der skal altid være pølser, når man griller). Som du kan se af billederne til højre, havde Karen og hendes hjælpere sørget for masser af dejligt tilbehør til middagen.

Kl. 18 stimlede vi sammen i gangen, hvorefter vi spadserede ind i spisesalen i samlet flok til musikledsagelse. Lillian gik på talerstolen og præsenterede menuen, som i dagens anledning var særlig spændende. Og snart var der kø ved de veldækkede borde.

Under middagen måtte Anne op på talerstolen og takke skolens køkken, som med Karen i spidsen havde forkælet os i næsten 14 dage med sund og veltillavet mad - lærerstaben fik også masser af (velfortjente) roser af Anne. En anden kursist havde skrevet dagbog for hele kursusforløbet - på vers.

Ninna og Birte, vores søde og hyggelige bordkammerater havde skrevet en sang på melodien "Svantes lykkelige dag", en vise som vi havde sunget flere gange på kurset. Den vakte stor jubel både blandt lærere og elever.

Herefter gik Lillian på talerstolen og takkede Ruth Rendel for hendes store indsats gennem 10 år som instruktør i linedance. Ruth fik et gavekort til et højskoleophold næste år samt en kurv med udvalgte bornholmske specialiteter. Fantastiske Ruth fik masser af bifald af lærere og elever.

Bornholms nationalsang Bornholm, du prude Vikingmø med Sagnets gyldne Spang, du Moderskød i stormig Sø, vort Frændehjem, vor Fødeø, vor Øjesten, vor Odelsvang, dig vies denne Sang. Hvo fik en Lod i Guds Natur mer værd at glædes ved? Her gaber Kløft bag Klintens Mur, hist fyger Sand og knejser Ur, mens Eng og Ager bølger fed om Lundens Grønsværbed. Se, derfor nu vi stande maa som Stammens friske Skud, som Frimands Afkom bør vi slaa vort Slag for Lysets Sejr og gaa med Blik paa Sagas Skjold forud i Tidens Bølgebrud. Lucianus Kofod

På et tidspunkt rejste Axel og Jesper sig op og sang "Bornholms nationalsang", meget smuk tostemmig udførelse og uden musikledsagelse. At Axel kunne synge, vidste vi udmærket, men at der også boede en sangfugl i Jespers bryst kom vist bag på de fleste. Sangen var med i Højskolesangbogen til og med 17. udgave. Axel sluttede af med at takke kursisterne for et godt kursus, og han udtrykte håbet om, at de og/eller deres familiemedlemmer ville komme (igen) på højskolen. Flere af kursisterne havde været på Bornholms højskole 10 gange eller flere.

Linedance under festaften på Bornholms Højskole

Om aftenen var der linedance, hvor holdet præsenterede deres færdigheder. Derefter blev vi alle inviteret ud på dansegulvet, hvor Ruth instruerede os i et par lette numre. Det har sikkert ikke været særlig kønt, men sjovt var det. Flere af deltagerne på linedance havde passeret de 80 år, så måske er det ikke for sent at begynde.

Afrejse fra Bornholms Højskole

14 dage er fløjet af sted med masser af dejlige oplevelser. Kufferterne blev pakket før morgenmaden og sat ud på gangen, hvorefter de blev afhentet af skolens pedeller: Jørgen Koefoed, Ulrik Hansen, Klaus Kofoed og Michael Holm. Disse brave håndværkere er ikke så synlige som de karismatiske lærere, men på sin vis lige så nødvendige. Nu tænker du måske: kan det være rigtigt, at der både er en Koefoed og en Kofoed? Er det ikke bare en sjuskefejl? Nej, der findes faktisk tre staveformer: Koefoed, Kofod og Kofoed. Oprindeligt har navnet kun forekommet på Bornholm, men dets oprindelse er usikker. Nogle mener, at navnet stammer fra Nordtyskland, de Slesvig-Holstenske hertugdømmer eller fra de Hansaatiske sømænd. Andre mener, at navnet er meget ældre. Da Vilhelm Erobreren invaderede England i 1066, var der i hans følge en ridder, som hed "Pied de Beuf", direkte oversat "kofod". Det latinske navn for Bornholm var Burgundia, og det latinske navn for hertugdømme Bourgogne var Burgund eller Burgundia. Så måske kom bornholmske vikinger til Normandiet og fortsatte til Bourgogne? Der er de, som påstår, at antallet af e'er i navnet blev brugt til at signalere stand. Jo flere e'er, man havde i navnet, jo finere var man. Sådan er der så meget.

To kursister, et ægtepar, blev tilbage på højskolen. De skulle deltage i det følgende kursus i akvarelmaling. De havde også deltaget på det lange vinterkursus. Bussen kørte til Rønne, hvorfra vi sejlede til Ystad med katamaranfærgen Villum Clausen. Du husker nok, at Villum Clausen var en af de bornholmske frihedskæmpere, der i 1658 stod i spidsen for det bornholmske oprør mod det svenske styre, og Villum var manden, der skød og dræbte den svenske lens- og slotsfoged Johan Printzensköld i Storegade i Rønne. Vi tog afsked med vores "gamle" venner, Anne og Jan samt vores nye venner, Birte og Nina på Sjælør station for at fortsætte med bussen til Århus. Birgit og jeg var enige om, at det var den bedste sommerferie, vi har haft i Danmark, og at det formentlig ikke er sidste gang, vi tager på højskole på Bornholm.

Et efterspil - eller Nina kære Nina

Du husker måske, at jeg havde en fornemmelse af at have mødt vores bordkammmerat Nina. Jeg prøvede at slå det ud af hovedet, men det dukkede alligevel op ind imellem. Et par uger efter, at vi kommet hjem, blev mysteriet opklaret. Nina sendte mig en pakke, som viste sig at indeholde to DVD'er med episoder fra 3. sæson af Klovn - du ved, den danske sitcom serie om stand-up-komikerne Frank Hvam og Casper Christensens liv sammen med kæresterne/konerne Mia Lyhne og Iben Hjejle. I serien, som Birgit og jeg har moret os meget over, optræder stort set samtlige danske celebreties som Jarl Friis-Mikkelsen, Lars Hjortshøj, Jan Gintberg, Lasse Rimmer, Eddie Skoller oma. Men hvad var meningen med denne smukke gestus? Tidligt næste morgen satte jeg en af DVD'erne i afspilleren, smed benene op på sofabordet og begyndte at gense de kære episoder.

Men pludselig fik jeg morgenkaffen galt i halsen. Det var i afsnit 24, Nina kære Nina. For en sikkerheds skyld vil jeg kort gengive handlingen i dette afsnit. Det begynder med, at Casper og Frank er på flugtskydningsbanen for at skydetræne. Det går ikke så godt for Frank, og det er selvfølgelig geværets skyld. Pludselig dukker dejlige Sofie Lassen-Kahlke og Casper, som sædvanligt den perfekte gentleman, tilbyder skønjomfruen et lift til byen. En tilkaldt taxachauffør nægter at tage ham med pga. geværet, og Frank må trave den lange vej hjem.

Næste scene foregår på klikens stamværtshus. Frank spørger, om der er nogen af vennerne, som har en god rengøringskone. Modstræbende indrømmer Eddie Skoller, at han har Nina, som han er vældig glad for, og det viser sig, at hun også gør rent hos alle de øvrige. Hun havde også været rengøringskone hos John Mogensen, som havde skrevet den uforglemmelige kærlighedserklæring til hende: Nina kære Nina. Det lykkes Frank med assistance fra Casper at få tilladelse til at også at anvende Nina. I næste scene dukker Nina op i Frank og Mias lejlighed - og du har måske gættet det. Ind triner "vores Nina" fra Højskolen. Efter at have instrueret Nina i dagens arbejde forlader Frank lejligheden - vistnok for at købe et nyt gevær. Da han kommer tilbage, finder han Nina siddende død i en stol. På gulvet ligger "Mein Kampf", som Frank har kigget lidt i aftenen i forvejen.

Frank ringer til politiet og meddeler: "Jeg har et lig i lejligheden", hvorefter han begynder at beundre sit nyindkøbte gevær - der er jo ingen grund til at spilde tiden. Desværre går geværet af ved et uheld, skuddet rammer Nina, som falder ned på gulvet. Da politiet dukker op, bliver Frank arresteret, mistænkt for mord. Næste scene foregår på stamværtshuset, hvor kliken er oprørt over, at Frank har slået deres Nina ihjel. Frank sætter spørgsmålstegn ved, om Nina nu også var så god, som de troede. I hvert fald havde hun været i gang med at læse en bog, da hun var død. Da Frank fortæller, at Nina læste i "Mein Kampf" bliver Jarl Friis-Mikkelsens oprørt og fortæller, at Ninas familie havde været nødt til at flygte til Sverige under krigen. Og Eddie Skoller afleverer denne slagside: "Det, som ikke lykkedes for Hitler, det har du gjort færdig, Frank".

Jeg ringede straks til Nina, og indledte med at spørge, om hun kendte en god rengøringskone. Nina fortalte, at hun ofte havde medvirket som statist ved TV-optagelser, og var altså blevet casted (det hedder det på nudansk) til Klovn. Det havde været en spændende oplevelse at være med i Klovn, hvor hun, som du ved, havde fået lov til at optræde under sit eget navn.

Og således vil jeg slutte denne kærlighedserklæring til Bornholm og Bornholms Højskole. Tak til Axel og Lillian og de andre inspirerende lærere. Tak for selskab. Tak for sangen.

Gensyn med Lillian i 2019

Birgit og jeg har gennem mange års vinterophold i Sydspanien fået mange nye venner, bl.a. Dorrit og Hans, som bor i udkanten af Næstved. Dorrit er pensioneret lærer og Hans tidligere landmand. Vi havde flere gange snakket om at komme ned og besøge dem, og i 2019 foreslog Dorrit, at vi kom ned og var med til at fejre Grundtvigs fødselsdag. Dorrit er vejleder i Grundtvigs Mindestuer, som ligger i Udby præstegård, hvor Grundtvig blev født den 8. september 1783, og hvor han tilbragte sin barndom, indtil han fyldte 9 år. Fra 1811-1813 var Grundtvig kapellan hos sin far, og de rum, han boede i, er nu indrettet som mindestuer.

Grundtvigs Mindestuer

Hvert år fejrer man Grundtvigs fødselsdag i Udby Kirke. I år havde menighedsrådet inviteret en foredragsholder til at fortælle om Grundtvigs liv og betydning - og den foredragsholder var Lillian. Vi mødtes hos Dorrit og Hans i deres hjem, inden vi efter kørte hen til Udby Kirke. Hans fortalte, at hans gård havde ligget lige i nærheden, og at mange familiemedlemmer lå på kirkegården, så han bettragtede stadig Udby Kirke som "sin kirke".

Vi begyndte med at spadsere op på Grinnebakken, hvor der står et mindesmærket for Grundtvig. Præsten, som Dorrit havde introduceret os for, bød velkommen til deltagerne og foredragsholderen, som vistnok havde været her før. Herefter sang vi en sang (af Grundtvig, selvfølgelig) og sang solen ned, inden vi fortsatte nede i kirken. Her fik vi endnu en gang et inspirerende og sanseberusende foredrag af Lillian, denne gang om Grundtvig, om hans liv og ikke mindst om hans indflydelse på den danske folkehøjskole. Lillian sendte også en varm hilsen til Danmarks - og dermed verdens - ældste højskole, Rødding Højskole, som i år fyldte 175 år. Efter foredraget hilste vi Lillian, som var så venlig at sige, at hun godt kunne huske os. Det må være lidt af et problem for en lærer, som hvert år møder mere end nye 100 elever, når han/hun møder gamle elever. Dorrit tog os med over i Mindestuerne, og vi fik en kort gennemgang af stedets klenodier, bl.a. den bibel, som Constance Leth forærede til Grundtvig, da han som helt ung var huslærer for hendes søn. Lillian og Dorrit fik en god snak om Grundtvig, og det var tydeligt, at Dorrit var særdeles velbevandret i den store danskers liv og levned. Tusind tak til Dorrit og Hans. Vi glæder os til at se jer hos os og møde jer igen til vinter i Andalusien.