Den danske forfatter Nis Petersen dør den 9. marts 1943, 46 år gammel. Som forældreløs blev han opdraget af sin indremissionske mormor. Han kom i apotekerlære, men få måneder før han skulle til den afsluttende eksamen i København, afbrød han uddannelsen, sandsynligvis på grund af et begyndende alkoholmisbrug. I 1919 blev han ansat på Holbæk Amts Venstreblad som journalist, men fyret i 1920 efter en længere druktur. Efter flere korte ansættelser begyndte han at vagabondere og kom 1922 på Mændenes Hjem i København. I 1922 forsøgte han at få sine ungdomsdigte "For Tromme og Kastagnet" udgivet, men de blev afvist og udkom først i 1951. Hans vagabondliv afspejlede sig i digtdebuten "Nattens Pibere" (1926), og han fik sit gennembrud med den historiske roman "Sandalmagernes Gade" (1931), som foregår i det antikke Rom. Romanen "Spildt Mælk" (1934) skildrer mennesker under Irlands uafhængighedskrig 1919-1921.