Den hollandske kommunist, Marinus van der Lubbe, bliver henrettet den 10. januar 1934 for den 27. februar 1933 at have sat ild til den tyske rigsdagsbygning. Branden kommer som en gave fra himlen til nazistpartiet, der anvender den som påskud til at forbyde deres værste modstandere Kommunistpartiet og gennemføre en bølge af terror og arrestationer. Endvidere vedtages en bemyndigelseslov, der sætter Weimarforfatningens borgerrettigheder ud af kraft. Bemyndigelsesloven skulle kun have været i kraft i en kortere periode, men den var i funktion indtil 1945. Mange mener, at nazisterne selv med Herman Göring i spidsen har sat ild på bygningen for at få et påskud til at komme af med kommunisterne.