Floyd Patterson

Den amerikanske sværvægtsbokser Floyd Patterson (født den 4, januar 1935) dør den 11. maj 2006, 71 år gammel. Han begyndte at bokse som 14-årig under den legendariske Cus D'Amato, og tre år senere vandt han olympisk guld i mellemvægt i Helsinki i 1952. Samme år vandt han det nationale mesterskab samt New York Golden Gloves. Hans rekordliste som amatør var 40 sejre (heraf 37 på KO) og fire nederlag. I 1956 blev han verdens hidtil yngste verdensmester i sværvægt ved at slå Archie Moore. I 1959 mistede han mesterskabet til svenske Ingemar Johansson, men tog det tilbage året efter, men i 1962 mistede han titlen til Sonny Liston. I 1965 tabte han en match mod Muhammad Ali, og da han i 1972 som 37 årig igen tabte til Muhammad Ali, indstillede han boksningen.