Corfitz Ulfeldt

Rigsgreve Corfitz Ulfeldt, søn af rigskansler Jacob Ulfeldt og Birgitte Brockenhus (født den 10. juli 1606), dør mellem den 14. og 20. februar 1664. Han gik på den nyåbnede eliteskole Herlufsholm fra 1613-1617. Herefter blev han sammen med flere af sine brødre sendt på universitet i Geneve, og i de følgende 12 år studerede brødrene i både Frankrig, England, Italien og Tyskland. I 1629 vendte han tilbage til Danmark, hvor han blev ansat som hofjunker hos Christian IV, 23 år gammel. Allerede i 1630 blev han forfremmet til kongens kammerjunker med ansvar for at tilrettelægge kongens dagligdag. Få måneder senere blev han trolovet med Leonora Christina, datter af Christian IV og Kirsten Munk. Brylluppet måtte dog vente lidt, da Leonora kun var ni år. Ulfeldt blev udnævnt til lensmand i Bohus Len, hvorfra han varetog administration af kronens jorder og godser og administrerede skatteopkrævning og håndhævelse af lov og ret. Ulfeldt blev udnævnt til Rigsrådet 1636, og den 9. oktober samme år, da Leonora Christina var blevet 15 år gammel, blnev de gift og flytter ind på lensgodset på Møn. I 1637 udnævtes Ulfeldt til statholder på Københavns Slot.

Ærkefjenden Sverige havde militær fremgang i Tyskland og truede den danske grænse mod syd. Christian IV griber til forhøjelse af Øresundstolden på trods af Rigsrådets advarsler om, at Danmark risikerede at lægge sig ud med Europas førende søfartsnation, Nederlandene. De diplomatiske forhandlinger fandt sted i England og Tyskland under ledelse af Corfitz Ulfeldt. Forhandlingerne gik dårligt, og det endte med en alliance mellem Sverige og Nederlandene. I Danmark bredte der sig rygter sig om, at Ulfeldt havde været uhæderlig med statens finanser og bedraget for 100.000 rigsdaler. På trods heraf blev Ulfeldt udnævnt til rigshovmester i 1643, landets højeste embede.

Samme år angreb den svenske hærfører Torstenson Jylland sydfra med et stort kontingent af lejetropper. Samtidig blev Skåne og Halland angrebet fra nord. Det lykkedes dog den danske hær at holde svenskerne i Jylland. Kong Christian sætter sin lid til flåden, og i april 1644 mødes flåderne i slaget ved Kolberger Heide mellem Lolland og Fehmern. Christian IV mistede sit ene øje, og svenskerne en stor del af deres flåde, hvorefter der optages forhandlinger. Imens tiltog Ulfeldt sig stadig flere rettigheder, og Christian IV's irritation voksede og endte med krav om en redegørelse for Ulfeldts brug af økonomiske midler. På trods heraf sendte kongen Ulfeldt af sted til Brømsebro som leder af den danske forhandlingsdelegation. Resultatet er dårligt: Danmark mister Jämtland, Härjedalen, Gotland og Øsel, og Halland pantsættes i 30 år. Den danske økonomi er i ruiner.

I 1647 indgik Ulfeldt en aftale med hollænderne, således at øresundstolden skulle betaler samlet én gang om året i stedet for, at hvert enkelt skib som hidtil betalte i Helsingør. Christian IV blev vred over resultatet og begynder at fatte mistanke til Ulfeldts motiver. Ulfeldt forhandlede også med en pavelig udsending i Haag og gav udtryk for, at katolicismens genindførelse i Danmark lå ham personligt stærkt på sinde. I juli 1647 efter 13 måneder i udlandet vendte parret hjem til Danmark, hvor den rasende konge nægter at modtage andet end skriftlige rapporter fra sin rigshofmesteren. Ulfeldt nægtede at arbejde, når kongen ikke ville se ham, og der opstod næsten en statskrise.

Den 28. februar 1648 døde Christian IV på Rosenborg, og Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt kastede sig over arkiverne for at finde dokumentation for, at Kirsten Munk har været Christian IVs lovformeligt ægteviede hustru. Samme dag kastede de kongens samleverske Vibeke Kruse, som var syg og sengeliggende, på porten, og hun døde kort tid efter. Rigsrådet accepterede endeligt at anerkende Kirsten Munks børn som ægte børn af Christian IV, men stadfæstede samtidig, at kongens børn med hans første dronning Anna Cathrine havde arveretten, og altså ikke Ulfeldternes børn.

Frederik III blev valgt til konge efter at have underskrevet en håndfæstning, som bl.a. indebar, at alle hans beslutninger skulle godkendes af Rigsrådet og dets rigshofmester. Ulfeldt reagerede som tidligere ved at nægte at fungere, men Frederik III tog ham på ordet og afskedigede ham. Der opstod rygter om, at Ulfeldt og Leonora Christine planlagde giftmord på kongen. Frederik III igangsatte en undersøgelse af Ulfeldts embedsførelse og han fik forbud mod at forlade København. Ulfeldt og Leonora flygte til Nederlandene og videre til Sverige, hvor de fik den svenske dronning Christinas tilladelse til at tage ophold på svensk territorium i Tyskland. Herfra forsøgte Ulfeldt at forsvare sig mod anklagerne. I sommeren 1653 blev der afholdt rettergang. Da Ulfeldt ikke mødte op, blev alle deres danske besiddelser beslaglagt. Ulfeldterne flyttede herefter til Stockholm til det svenske hof, hvor de opholdt sig de følgende seks år.

I 1654 abdicerede Dronning Christina og blev efterfulgt af Karl X Gustav. I 1657 erklærede Danmark igen krig mod Sverige, og Karl Gustav, der var i Polen, førte sin hær op i Jylland, tog Frederiksodde (Fredericia), krydsede først Lillebælt over isen den 30. januar 1658 og den 6. februar også Storebælt og nåede Sjælland - sammen med Corfitz Ulfeldt, der fik løfte om at få sine gamle besiddelser tilbage.

Forhandlingerne endte med underskrivning af den ydmygende Roskildefred den 26. februar 1658, og Danmark tabte store landområder, bl.a. Skåne, Halland og Blekinge. Corfitz Ulfeldt deltog som forhandler for Karl Gustav. Ulfeldt fik igen retten til sine danske godser. Herudover fik han som tak for hjælpen jord i Skåne, hvor parret slog sig ned. Den 7. august 1658 marcherede svenskerne igen mod København, hvor de om natten 10.-11. februar 1658 stormede den danske hovedstad, men blev slået tilbage. Ulfeldt kritiserede åbenlyst den svenske aktion, og da svenskerne anede en dansk sammensværgelse, blev en syg Ulfeldt og Leonora sat i husarrest i Malmø, og deres svenske besiddelser blev beslaglagt, mens de afventede dommen. Inden den blev afsagt, flygtede parret til København.

Frederik III viste ingen nåde, og Leonora Kristine og en syg og nedbrudt Ulfeldt blev deporteret til Hammershus på Bornholm på Hammershus under den brutale kommandant Adolph Fuchs. Til sidst flygtede Ulfeldterne at flygte ned ad Hammerens stejle klippeskrænter, men blev taget til fange. Fuchs aflagde rapport til København med det resultat, at fangerne skulle isoleres fra hinanden. Frederik III krævede, at Ulfeldterne skulle aflægge troskabsed og i øvrigt opgive deres besiddelser. Parret fik lov at rejse til det fynske gods Ellensborg, som Leonora har arvet efter sin moder, Kirsten Munk. I 1662 søgte Corfitz Ulfeldt om rejsetilladelse til Nederlandene. Ulfeldt kunne selvfølgelig ikke ophøre med at lave politiske intriger, og han tog kontakt med kurfyrst Friedrich Wilhelm af Brandenburg, som han tilbød den danske trone. Kurfyrsten betakkede sig, men underrettede København om Ulfeldts generøse tilbud. Hoffet skrev til en række europæiske lande om at arrestere og udlevere parret til Danmark. Leonora Christina blev arresteret i England, hvor hun forsøgte at få tilbagebetalt et lån fra den engelske konge. Hun blev sejlet til København og indsat i en fængelsescelle i Blåtårn. Her sad hun som bekendt i 22 år.

Den 24. juli 1663 blev Ulfeldt dømt fra livet ved Højesteret i København in absentia. Der blev udsat en dusør på 20.000 rigsdaler for ham levende og 10.000 for ham død. Den 13. november henrettede bødlen på Københavns Slot en trædukke, som var fyldt med dyreindvolde, og som skulle gøre det ud for Ulfeldt. Der blev tillige rejst en skamstøtte over ham. Der blev sendt agenter ud for at fange Ulfeldt, men inden det skete, døde han på en båd på Rhinen i februar 1664.