All free men, wherever they may live, are citizens of Berlin,
and, therefore, as a free man, I take pride in the words: "Ich bin ein Berliner
".
Alle frie mennesker, hvor de end lever, er borgere i Berlin,
og som en fri mand siger jeg derfor med stolthed disse ord: "Jeg er berliner
".
John F. Kennedy, amerikansk præsident, 26. juni 1963

Om Berlin
Berlins byvåben Birgit og jeg har været i Berlin mange gange, både i det tidligere Vestberlin men især i det Berlin, som er hovedstad i Forbundsrepublikken Tyskland. Det første parlament i den nye genforenede tyske stat besluttede i 1991 (med stemmerne 338 for og 320 imod) at flytte den tyske hovedstad fra Bonn til Berlin, en flytning, som blev gennemført i 1999. Vi holder meget af Berlin, næsten lige så meget som af København og Rom, deres topper vores hitliste over europæiske hovedstader. Berlin ligger godt 600 km fra vores lille by, dvs. vi kan være dernede lige over middag, hvis vi selv kører. Ellers er der en udmærket togforbindelse, som ankommer til Alexanderplatz før kl. 15. Jeg har hidtil undladt at skrive om Berlin på min hjemmeside, fordi byen er så overvældende, at enhver beskrivelse vil mangle mere end den medtager, men jeg skal gøre mit bedste. Berlin er som nævnt hovedstad i Tyskland og hjemsted for den tyske regering og parlament. Byen har været hovedstad for kurfyrstendømmet Brandenburg, for kongeriget Preussen (1701-1918), for det Tyske kejserrige (1871-1918), for Weimarrepublikken (1919-1933), for Nazi-Tyskland (1933-1945) og for DDR (1949-1990). Efter genforeningen den 3. oktober 1990 blev Berlin (igen) et af de vigtigste kulturelle og politiske centre i Europa, og den huser mange store kulturinstitutioner samt fremtrædende forskningscentre og universiteter. Byen har et indbyggertal på næsten 4.000.000, hvoraf 14% er udlændinge. Bydelen Kreuzberg har fx. den største koncentration af tyrkere udenfor Tyrkiet og er følgelig kendt for sit særprægede folkeliv og sin alternative kultur.

Oversigt over Berlins 12 bydele

Berlin er opdelt i 12 bydele (Bezirke) og 95 kvarterer (Ortsteile), atmosfæren er afslappet, og på trods af byens størrelse er den dog overskuelig; det skyldes formentlig, at Berlin tidligere bestod af mange små landsbyer. Berlin er den grønneste storby, vi kender, overalt er der kastanje- og lindetræer. For nogle år siden kiggede vi efter lejlighed i Berlin, og jeg spurgte for sjov ejendomsmægleren, om han troede, om vi kunne få lov til at fælde et højt træ, som stod lige udenfor køkkenvinduet. Han kiggede vantro på mig, at fortalte, at det var absolut utænkeligt. Alle træer er behørigt forsynet med "en nummerplade" og registreret i en database, og skulle man formaste sig til at fælde et træ, vil det koste flere hundrede tusinde kroner i bøde - foruden at man selvfølgelig skal bekoste genplantning af et træ af nogenlunde samme størrelse. Der er mange parker i Berlin, fx Tiergarten, som med sine 210 ha. er Berlins lunger som Central Park i New York og Hyde Park i London, Schlosspark Charlottenburg, byens ældste park fra 1697, Den botaniske have i bydelen Steglitz med cirka 18.000 plantearter, Görlitzer Park i Kreuzberg og mange flere. I weekenderne søger befolkningen ud til parkerne og søerne. Næsten 7 procent af byområdet er dækket med vand, og der er talrige muligheder for at sejle. Med 1.700 broer over de mange kanaler har Berlin flere broer end selve Venedig. Men inden vi kaster os ud i byens vrimmel, vil jeg kort berette fra byens spændende historie.

Berlins historie
Navnet Berlin er af uklar oprindelse, men det stammer måske fra vendisk, hvor ordet "Berlin" skulle betyde "sump". Berlin nævnes første gang i 1244. De to vendiske landsbyer, Berlin på højre bred af floden Spree og Cölln beliggende på den nuværende Museumsinsel, smeltede i løbet af middelalderen sammen til én by. I 1415 fik huset Hohenzollern tildelt markgrevskabet over Mark Brandenburg, hvor Berlin lå placeret. (Markgrevskaber var betegnelsen for nyerobrede områder i udkanten af riget, som blev forsvaret og forvaltet af markgrever. Mange markgrevskaber udviklede sig med tiden til hertugdømmer.). Huset Hohenzollern bevarede magten i Brandenburg indtil slutningen af første verdenskrig, først som markgrever, siden som konger af Preussen og til sidst som kejsere af Tyskland. I 1451 blev Berlin Hohenzollernes residensby, men spillede dog med sin beliggenhed i udkanten af det tysk-romerske rige en ubetydelig rolle. Under trediveårskrigen (1618-1648) blev omkring en tredjedel af byen ødelagt og befolkningstallet halveret.

I 1640 efterfulgte Frederik Vilhelm (1620-1688) - med tilnavnet "den Store" - sin far som kurfyrste, og dette skulle blive startskuddet til en rivende udvikling for Brandenburg og Berlin. Mens kristne protestanter blev udsat for forfølgelse i andre lande i Europa, inviterede Frederik Vilhelm franske huguenotter i tusindtal til Berlin, og omkring år 1700 var ca. 20 procent af Berlins indbyggere franske. Hertil kom mange protestantiske tyskere fordrevet fra Polen, Bøhmen og Østrig. Frederik Vilhelm gjorde i sin lange regeringstid Brandenburg til en tysk stormagt og banede hermed vejen det preussiske kongedømme. I 1648 fik han ved den Westfalske Fred, som afsluttede trediveårskrigen, Bagpommern og nogle bispedømmer, deriblandt Magdeburg, mens Sverige bl.a. fik Forpommern. I 1655 deltog han i Sveriges overfald på Polen og gjorde sig dermed fri af polsk lensoverhøjhed. Senere vendte han sig mod Sverige og hjalp Danmark under Karl Gustav-krigene. I 1675 stod Frederik Vilhelm i spidsen for de brandenburgske tropper i slaget ved Fehrbellin, hvorunder han vandt stor respekt ved sejren over den svenske general Gustav Wrangel. Sejren var en medvirkende årsag til, at Brandenburg blev en europæisk magtfaktor.

I 1688 blev Frederik I (1688-1740) kurfyrste i Brandenburg, og ved hans kroning som konge i Preussen i 1713 i Königsberg blev Berlin hovedstad i det voksende kongedømme Preussen. Hans søn og efterfølger, Frederik Vilhelm I, der var konge fra 1713-1740, satsede på at udbygge Preussens magtbase, hvilket han gjorde ved at opbygge en imponerende hær. Måske derfor blev Preussen aldrig angrebet, og Frederik Vilhelm I's tilnavn, "soldaterkongen", dækker over det faktum, at han aldrig rigtig var i krig.

Frederik II , også kendt som Frederik den Store, blev konge af Preussen i 1740. I hans regeringstid voksede Preussens og dermed også Berlins betydning, og efter syvårskrigen etablerede Preussen sig som en stormagt i Europa. Berlin blev et intellektuelt kraftcenter i det nordtyske område, og Frederik den Store formåede at tiltrække mange store tænkere, bl.a. Voltaire opholdt sig ved hans hof i nogen tid.

I 1792 udbrød der krig mellem det revolutionære Frankrig på den ene side og Østrig og Preussen på den anden, Revolutions- og Napoleonskrigene. Da Preussen i 1806 led nederlag mod Napoleon ved Jena og Auerstedt, blev Berlin indtaget, og Napoleon drog i triumf gennem Brandenburger Tor. Og ikke nok med det, Quadrigaen, rytterstatuen på toppen af Brandenburger Tor, blev afmonteret og hjemført til Paris, og først efter slaget ved Leipzig i 1814 blev den bragt tilbage. Med det tysk-romerske riges opløsning i 1806 og Napoleons endelige nederlag i Slaget ved Waterloo fik Preussen en endnu stærkere position, idet de nordtyske småstater nu så til Preussen for beskyttelse. Som bekendt blev de nye grænser i Europa tegnet ved Wienerkongressen i 1815. Derr blev dog ikke skabt en forenet tysk stat, men et løst forbund, Det Tyske Forbund med to dominerende medlemmer, Preussen og Østrig. Oprettelsen af Det Nordtyske Forbund i 1867 konsoliderede yderligere Preussens magt, ligesom Berlin voksede i størrelse og betydning. Efter en overvældende sejr over den langt større franske hær i den fransk-preussiske krig samler Preussen i 1871 Tyskland, den prøjsiske kong Wilhelm I bliver kejser for det nye Tyskland, ministerpræsident Otto von Bismarck bliver rigskansler, og Berlin bliver hovedstad. Det tyske kejserrige proklameres fra spejlsalen i Versailles. Frankrig skal vide at gengælde den fornærmelse ved fredsafslutningen på første verdenskrig.

Som følge af industrialiseringen voksede Berlin dramatisk og blev Tysklands økonomiske centrum. I den sidste del af 1800-tallet blev der opført et stort antal monumentale bygninger og flere mindesmærker, heriblandt den imponerende (deprimerende?) sejrssøjle, "Siegessäule". Øverst på søjlen står den 35 tons tunge sejrsgudinde Victoria - i folkemunde Gold-Else. Laurbærkransen, som hun holder i hånden, peger i retning mod Paris. I 1873 blev søjlen opstillet foran Rigsdagen, men den fik sin nuværende placering i 1939.

Adolf Hitler kører gennem Brandenburger Tor i 1933 I 1918 efter Tysklands nederlag i første verdenskrig udråbtes Weimarrepublikken fra rigsdagens balkon, og den sidste tyske kejser Wilhelm II (1859-1941) abdicerede og drog i eksil i Holland. Med Versaillestraktaten i 1919 fik Tyskland hele ansvaret for krigen og blev pålagt enorme krigsskadeserstatninger, og store områder blev overført til nabolande i øst og vest. Berlin blev hovedstad, og i løbet af 1920'erne blev flere forstæder indlemmet i Berlin, som snart blev en af verdens største byer med omkring 4 millioner indbyggere. Byen var i 1920'erne ("de brølende 20'ere") på trods af store økonomiske problemer og politisk uro kendt for sit frie og rummelige kulturmiljø, hvor kunst, kultur og videnskab blomstrer. Her boede forfattere som Bertolt Brecht, Arnold Zweig og Kurt Tucholsky. Her skrev Christopher Isherwood, som boede i Berlin fra 1929-1933, romanen "Goodbye to Berlin", som er forlæg til musicalen "Cabaret". Videnskabsmændene Fritz Haber, Albert Einstein, Carl Bosch og Otto Warburg, som alle boede i Berlin, modtog nobelpriser. Bagsiden af disse "brølende 20'ere" var fattige arbejderfamilier i elendige lejekasserner, inflation, social forarmelse og politisk radikalisering. Men alt ændrede sig i 1933, da Adolf Hitler og Nazistpartiet, NSDAP kom til magten. Hitler blev udnævnt til kansler for Weimarrepublikken og gik straks i gang med at anbringe sine folk på vigtige poster, og ved hjælp af forordninger satte han praktisk talt parlamentet ud af funktion. Nazisterne gjorde hurtigt livet utåleligt for det jødiske mindretal på 170.000 indbyggere, for sigøjnere, for homoseksuelle og mange andre. Rigsdagsbranden i februar 1933 benyttede Hitler til at forbyde kommunistpartiet, hvis medlemmer blev anholdt over hele landet. Samtidig fik Hitlers parti, NSDAP meget belejligt absolut flertal i rigsdagen. Efter rigsdagsvalget i marts 1933 opløste Adolf Hitler parlamentet, og Weimarrepublikken havde fået dødsstødet. Da Hindenburg døde i august 1934, begik Hitler statskup og overtog også embedet som præsident. I oktober 1941 begyndte deportationerne til koncentrationslejre, hvor mere end 60.000 berlinske jøder omkom.

Adolf Hitler ved de olympiske lege i Berlin i 1936 I 1936 blev de 11. olympiske sommerlege afholdt i Berlin, og Hitler satte alle sejl til for at vise regimets storhed og magt. Der blev bygget et stadion med plads til 100.000 tilskuere samt en række mindre opvisningssteder. Alt var organiseret til mindste detalje, og deltagertallet var næsten firedoblet siden de foregående lege i Los Angeles i 1932 (som ganske vist var afholdt under den verdensomfattende depression). Instruktøren Leni Riefenstahl forevigede legene i en smuk film, og for første gang var der massiv mediedækning med mange fremmødte journalister (bl.a. Gunnar "Nu" Hansen). Hitler selv åbnede selv legene, som ifølge hans planer skulle vise den ariske race overlegenhed i forhold til undermennesker som jøder og afrikanere. En del jødiske idrætsudøvere boykottede legene, bl.a. den danske storfavorit i letvægtsbrydning, sølvvinderen fra 1932, Abraham Kurland. Da nogle lande, bl.a. USA, truede med boykot, sørgede Tyskland for, at der også var enkelte jøder med på det tyske hold, hvilken fik USA til at undlade sin boykot. Hitler var sikker på, at hans høje, lyse og kraftige ariere ville besejre deres modstandere. Det passede derfor dårligt, da den sorte amerikaner Jesse Owens vandt guld i længdespring, mens tyskeren Luz Long "kun" vandt sølv. Og Hitlers teori om den germanske races overlegenhed blev effektivt punkteret, da sorte Jesse Owens i alt vandt 4 guldmedaljer ved legene: udover i længdespring også i 100-meter-løb, i 200-meter-løb og i 4 x 100-meter-løb. De danske "ariere" sikrede sig 2 sølvmedaljer og 3 bronzemedaljer, heraf én til "Lille Henrivende Inge".

Starten på anden verdenskrig er velkendt: annektion af Østrig i marts 1938 (Anschluss), hvorved det tyskbefolkede Sudetenland blev annekteret, og i marts 1939 blev Böhmen-Mähren annekteret. Den 1. september 1939 angreb Tyskland Polen, hvorefter England og Frankrig erklærede krig mod Tyskland. I foråret 1940 besatte Tyskland Danmark, Norge, Belgien, Nederlandene og Frankrig. Sovjetunionen blev angrebet i 1941, og efter Japans angreb på USA i december 1941 erklærede Hitler også krig mod USA. Tyskland og dets allierede tabte krigen i 1945, og store dele af Europa, ikke mindst Tyskland, lå i ruiner. Under anden verdenskrig blev Berlin udsat for mere end 250 flyvebombardementer, hele kvarterer blev sønderbombet, og næsten en tredjedel af byens indbyggere omkom. I de sidste dage af krigen blev byen en blodig kampplads mellem tyske og sovjetiske soldater, indtil de tyske styrker kapitulerede den 2. maj 1945.

Luftbroen i Berlin 1948-1949 Berlin, som lå i ruiner, blev opdelt i fire sektorer og "overdraget" til sejrsmagterne, en britisk (vest), en fransk (nordvest), en amerikansk (sydvest) og en sovjetisk sektor (øst), som skulle regeres i et samarbejde mellem sektorerne. Den tiltagende fjendtlighed mellem øst- og vestblokken resulterede i, at Berlin blev delt i et Østberlin, kontrolleret af Sovjetunionen, og et Vestberlin, kontrolleret af de allierede. I juni 1948 søgte Sovjetunionen at tiltvinge sig magten også over den vestlige del af byen med en blokade, som dog mislykkedes takket være en af de allierede oprettet luftbro. Undertiden mere end 1000 flyvninger i døgnet bragte forsyningerne frem til de tre lufthavne Gatow, Tegel og Tempelhof. Blokaden varede indtil maj 1949. Østberlin blev i 1949 hovedstad i det nyoprettede DDR, mens Vestberlin blev en vesttysk enklave midt i et østblokland. Berlin var dermed centrum i den kolde krig mellem stormagterne. Utilfredshed med det sovjetiske styre i Østberlin udløste den 17. juni 1953 en opstand, som blev slået blodigt ned. Strasse des 17. Juni er opkaldt efter dette oprør.

Kennedys tale i Berlin den 16. juli 1963 Berlin var det eneste sted, hvor østtyskere uden problemer kunne komme til Vesttyskland, da man frit kunne bevæge sig mellem de fire sektorer, og det anslåa, at omkring 2.7 millioner østtyskere flygtede til vesten. For at at dæmme op for denne strøm byggede DDR i august 1961 en 45.1 km lang mur gennem Berlin langs grænsen mellem østsektoren og de tre vestsektorer. Berlin var nu skåret over i to dele. Muren blev bevogtet med minefelter, pigtråd og soldater. Den senere stats- og partileder Erich Honecker betegnede muren som "den antifascistiske beskyttelsesmur", som snart blev suppleret med en betonmur på 112 km rundt om hele Vestberlin. Som svar på bygningen af muren holdt USA's præsident John F. Kennedy i 1963 sin berømte "Ich bin ein Berliner-tale" foran Vestberlins rådhus, Rathaus Schöneberg. Muren var skarpt bevogtet af særligt udvalgte grænsesoldater, som fra 1971 havde ordre til at skyde for at dræbe for at standse flygtningene. En opgørelse fra 1994 viser, at 244 blev dræbt i forbindelse med flugtforsøg over muren, det sidste drab fandt sted i begyndelsen af 1989.

I 1989 blev grænseposterne åbnet for østtyskerne efter et vedvarende pres for reformer fra den østtyske befolkning. De næste dage gik Berlins befolkning på gaderne til spontan folkefest. I løbet af én nat blev muren overflødiggjort, og med den tyske genforening den 3. oktober 1990 kunne muren rives ned og Øst- og Vestberlin igen samles. I dag er der kun nogle få rester tilbage af muren, men meget mere herom senere.

Berlins byvåben og flag
Berlins byvåben er en oprejst sort bjørn. Oprindelsen er lidt usikker, nogle mener, at det henviser til grundlæggeren af Mark Brandenburg, Albrecht der Bär, Albrecht "Bjørnen". Berlinerne selv kalder den "Bärlein" - den lille bjørn. - hvilket udtalemæssigt minder om ordet Berlin. Bjørnen ses første gang i et segl fra 1280.

Berlins flag, til venstre det uofficielle, til højre det officielle.

Berlins flag har tre vandrette striber: rød-hvid-rød, og i den midterste hvide stribe er bjørnen. Flaget til venstre er "det civile flag", som kan benyttes af alle borgere. Flaget tilhøjre, det officielle, hvor bjørnen er indlejret i et kronet våbenskjold. Det civile flag er fra 1952, valgt efter afholdelse af en konkurrence. Flaget, som havde været Vestberlins flag under delingen, blev efter sammenlægningen i 1990 flag for det samlede Berlin.

Hver af de 12 bydele (Bezirke) i Berlin har sit eget våben og sit eget flag. Våbnene er forskellige, men de har alle en murkrone, hvori skjoldet med bjørnen indgår.

Charlottenburg-Wilmersdorf

Friedrichshain-Kreuzberg

Lichtenberg

Marzahn-Hellersdorf

Spandau

Neukölln

 

130

Pankow

Reinickendorf

Spandau

Steglitz-Zehlendorf

Tempelhof-Schöneberg

Treptow-Köpenick

 

Guldbjørnen og isbjørnen Knut
Guldbjørnen Hvis du har været i Berlin, ved du, at bjørnen optræder overalt, bl.a. som den guldbjørn, der uddeles på den årlige filmfestival, Berlinaden. I den zoologiske have er der selvfølgelig også isbjørne. Den 5. december 2006 fødte den 20 år gamle Tosca, som selv var født i Canada, et tvillingekuld. Det var den første bjørnebørnefødsel i Berlin Zoo i mere end 30 år, og hele byen gik amok. Imidlertid nægtede moderen at have noget med sine unger at gøre, hvorfor dyrepassere måtte tage sig af deres "opdragelse". Den ene unge døde fire dage efter fødslen, mens den anden, som fik navnet Knut, blev "sat i pleje" hos dyrepasseren Thomas Dörflein, som var sammen med den lille fyr dag og nat, fodrede den hver anden time, legede med den, badede den osv. I marts 2007 blev Knut præsenteret for verden, og 400 journalister kom til Berlin for at berette. Snart begyndte Dörflein at fremvise Knut to gange dagligt i et show, og folk strømmede til i hidtil ukendt antal. Dörflein blev en berømthed og byrådet tildelte ham "Berlins æresmedalje". Måske var al den virak for meget for ham; i hvert fald døde han af et hjerteanfald i september 2008, kun 44 år gammel. Den kommercielle udnyttelse af Knut voksede, og der blev lavet bøger, DVD'er og legetøj om ham. Tilskuerne strømmede til zoo, og tilskuertallet for 2007 var det største i havens 163 år lange historie. Alene i august måned 2007 var der 400.000 gæster i haven. Det menes, at Knut dette år bidrog til havens omsætning med 5 millioner Euro.

Isbjørnen Knut i Berlin Zoo Men så begyndte der at komme protester fra dyreværnsorganisationer, som protesterede over ikke alene at holde det efterhånden store dyr i fangenskab, men oven i købet lade det opfostre af mennesker. Nogle mente, at dyret skulle have været aflivet, da moderen nægtede at tage sig af det. Børn samledes udenfor haven med skilte, som sagde: "Knut skal leve" og "Vi elsker Knut". Da Knut faldt på en våd sten og slog sin fod, strømmede det ind med sympatitilkendegivelser fra hele verden. På hans 1 års fødselsdag var der TV-transmission til hele Tyskland, og Nationalbanken lod slå 25.000 særlioge mønter for at markere dagen. Knut var efterhånden så stor, at det ikke længere var forsvarligt at have dyrepassere komme ind i hans indhegning, og i en periode var han anbragt i et bur sammen med en sort bjørn på hans egen alder og dennes mor. I 2008 rejste Neumünster Zoo et krav om at få andel i Berlin Zoo's indtægter på Knut, da de ejede faderen til Knut, isbjørnen Lars. Det endte med, at Berlin Zoo betalte €430.000 til Neumünster Zoo.

Knut boede i en indhegning med tre ældre hun-isbjørne i nogle år. De mobbede den yngre han, som ikke var i stand til at sætte sig i respekt - formentlig som følge af dens "menneskelige opdragelse" og savnet af en faderlig rollemodel. Men pludselig den 19. marts 2011 faldt Knut om i sit vandbassin og døde, bare fire år gammel. Det menes, at Knut havde epilepsi, en sygdom, den havde arvet fra sit far Lars. Knuts fans samledes i turindvis i haven og efterlod blomster og hilsener til den afdøde bjørn. Berlins borgmester Klaus Wowereit udtalte: "Vi holdt alle så meget af ham, han var stjernen i Berlin Zoo". Der er planer om at rejse et monument til minde om Knut, betalt af hans mange venner. Et forslag om at udstoppe Knut og anbringe ham på naturhistorisk museum har fået en blandet modtagelse af fansene.

Rundt i Berlin
Ved opførelsen af Berlinmuren i 1961 blev byens transportnet skåret over i to dele, det vestlige net, som især baserede sig på U-bahn (S-tog, metro), og det østlige net, som satsede på S-bahn ("Schnellbahn", sporvogne). Berlin har i dag et af Europas bedste kollektive transportsystemer med en kombination af U-bahn-linjer, S-bahn-linjer og 150 buslinjer, så der overalt i Berlin er korte rejsetider. I 2006 blev Berlins nye hovedbanegård indviet, den er så flot, at man alene af den grund bør besøge den. Den kollektive trafik betjener sig af samme billetsystem. Dog skal man lige være opmærksom på de såkaldte regionaltog, RE-Bahn, der som de danske regionaltog ikke standser på alle stationer. De fleste regionaltog kører udenfor den fælles trafikzone Berlin-Brandenburg, fx. til Potsdam, hvorfor der kræves særlige billetter. Indenfor Berlin kører RE-Bahn flere steder parallelt med S-Bahn, men benytter deres egne spor. Gennem den indre by går en øst-vest hovedjernbanelinje, som benyttes af både S-bahn og RE-Bahn og de internationale tog. Denne linje passerer forbi de største jernbanestationer: Berlin-Charlottenburg, Berlin Zoologischer Garten, Berlin Hauptbahnhof, Bahnhof Berlin Friedrichstraße, Bahnhof Berlin Alexanderplatz og Berlin Ostbahnhof.

Berlins U-Bahn består af 10 linjer med i alt 173 stationer. Togene kører med et interval på 2-5 minutter i myldretiden, resten af dagen er der 7-12 minutter mellem afgangene. Årligt transporteres 400 mio. personer med U-bahn.

LinieRute LinieRute
Uhlandstraße – Warschauer Straße Wannsee – Oranienburg
Pankow – Ruhleben Blankenfelde – Bernau
Nollendorfplatz – Krumme Lanke Teltow Stadt – Hennigsdorf
Nollendorfplatz – Innsbrucker Platz Erkner – Spandau
Alexanderplatz – Hönow Südkreuz – Südkreuz
Berlin Hauptbahnhof – Brandenburger Tor Südkreuz – Südkreuz
Alt-Tegel – Alt-Mariendorf Berlin-Schönefeld – Südkreuz
Rathaus Spandau – Rudow Königs Wusterhausen – Westend
Wittenau – Hermannstraße Spindlersfeld – Hermannstraße
Rathaus Steglitz – Osloer Straße Spindlersfeld – Hermannstraße
Strausberg Nord – Westkreuz
Ahrensfelde – Potsdam Hauptbahnhof
Wartenberg – Spandau
Grünau – Hohen Neuendorf
Schöneweide – Waidmannslust
Berlin-Schönefeld – Blankenburg

Hver buslinie har et trecifret nummer, hvor 2. ciffer fortæller hvilken bydel, bussen kører i jvf. nedenstående tabel:

0Kører i flere bydele
1Tidligere bydele Wilmersdorf og Zehlendorf
2Reinickendorf
3Spandau
4Mitte og Friedrichshain-Kreuzberg
5Pankow og tidligere Hohenschönhausen
6Treptow-Köpenick
7Tempelhof-Schöneberg and Neukölln
8Tidligere Steglitz
9Marzahn-Hellersdorf og tidligereLichtenberg

Hvis du bare skal være i Berlin i et par dage, eller hvis det er første gang, du besøger byen, så er en tur med linje 100 mellem Zoologischer Garten og Alexanderplatz et must. Ruten går forbi mange af byens seværdigheder. Stig af undervejs, hvis du får lyst til at udforske et motiv, og stig på den næste bus, som kommer. Turen går gennem Tiergarten, så du ser Brandenburger Tor, rigsdagsbygningen, kører af den smukke Under dem Linden, passerer museumsøen, statsoperaen og ender på Alexanderplatz med det imponerende TV-tårn. Sørg for at sidde ovenpå i den toetages bus. I modsætning til de egentlige turistbusser betales normal takst.

Linie 100 i Berlin.

Som nævnt er billetsystemerne i Berlin integreret, så du kan bruge den samme billet ifm. alle transportformer (bortset fra regionaltog og langdistancetog). Berlin er opdelt i tre zoner: A, B og C. Zone A er centrum, zone B er resten af Berlin undenom centrum, og zone C er Berlins forstæder (incl. Potsdam). Billetter omfatter almindeligvis to eller tre zoner, og gælder for en given periode, fra to timer til en måned. De kan købes fra maskiner på perroner og i nogle tilfælde fra stationskiosker samt fra turistkontoret o.l. Billetter skal almindeligvis valideres (stemples), før man stiger på toget eller bussen (kig efter en rød eller gul boks på perronen. Hvis du påregner at køre mindst tre gange på en dag, er det en god ide at købe en dagsbillet eller evt. en ugebillet. Dels er det billigere, dels slipper du for at rende rundt med småpenge for at købe billetter. Hvis I er flere, kan det være en fordel at købe et "Kleingruppenkarte", som er en dagsbillet til to zoner for indtil 5 personer. Så er der kun én billet at holde styr på.

Berlin WelcomeCard
Turister kan også købe et såkaldt "WelcomeCard", som udover at omfatte ubegrænset transport i enten to eller tre zoner også giver rabatter (typisk 25-50%) til mere end 160 seværdigheder (tours, museums, teatre, restauranter, fitness faciliteter mv.) Kortet har en varighed på 48 timer, 72 timer eller 5 døgn. Med kortet følger en guide med masser af turistinformationer, bykort og oplysninger om rabattilbud. Kortet kan købes på banegårde, lufthavn(e) og turistkontorer, på BERLIN infostores samt på mange hoteller. Du kan også bestille kortet på nettet og få det tilsendt. Klik her for at læse mere om kortet.

Miljøzoner i Berlin
Berlin har som mange andre større tyske byer oprettet miljøzoner. Formålet er at forbedre luftkvaliteten i belastede områder ved at nedbringe antallet af partikler; dette opnås ved at formene stærkt forurenende biler adgang. Ved indfaldsvejene til Berlin er skilte med betegnelsen "UMWELT ZONE" og angivelse af hvilke miljømærkatfarver, der er tilladt i zonen. Kun biler med en grøn miljømærkat i forruden må køre ind i området. Har du en gul mærkat, må du også køre ind, såfremt du har fået eftermonteret et partikel filer på bilen. Miljømærkaten skal anskaffes, inden du kører ind i Berlin. Du kan købe en miljømærkat på de tyske TÜV NORD Mobilität stationer, men det nemmeste er selvfølgelig at købe den i Danmark. Jeg kørte ind på et FDM center og købte en miljømærkat for 150 kr, så vidt jeg husker. De kan vistnok også købes hos Applaus Bilsyn. Mærkaten skal ikke fornyes og gælder hele bilens levetid (forudsat at du ikke skifter bilnummer), da bilens nummer er anført på mærkaten, som placeres på forruden.

Miljøzone i Berlin - også kaldet "hundehovedet"

Berlinerne har med deres særlige evne til at finde på øgenavne, givet området med miljøzone navnet "hundehovedet". Indenfor "hundehovedet" må alene biler med grønne mærker køre. Det gælder både tyske og udenlandske biler.

Cykling i Berlin
Vores søn Bo, som har tilbragt megen tid i Berlin, sværger til at cykle. Berlin har et forholdsvis udviklet net af cykelstier, og det er tilladt at medtage cykler på U-bahn, S-bahn og RE-bahn (regionaltog). Langs det tidligere murforløb er anlagt Berliner Mauerweg, hvor man kan cykle, løbe og spadsere. Undervejs fortæller mere end 40 stationer historien om delingen af Tyskland og opførelsen og nedrivningen af muren. Turen er opdelt i 14 sektioner á 7-21 km. Du kan læse meget mere om Berliner Mauerweg på denne spændende hjemmeside, bare klik her.

Hvis du er til cykling, så besøg hjemmesiden "Berlin on Bike", hvor de kan læse om forskelligeturforslag, og du kan også leje en cykel, hvis du ikke "vil nøjes med" de røde bycykler, der står rundt om i byen. Læs mere herom på Call a Bike.

Brandenburger Tor
Hver gang vi kommer til Berlin, skal vi hen til Brandenburger Tor, som er et velkendt symbol ikke alene på Berlin men på Tyskland. Den ligger lidt vest for byens centrum, hvor Ebertstraße skærer Unter den Linden og og Straße des 17. Juni, umiddelbart vest for Pariser Platz. Lige nord herfor ligger Rigsdagsbygningen. I 1730'erne blev der opført en såkaldt "toldmur" omkring Berlin og mange af dets forstæder, og Brandenburger Tor er den eneste bevarede af de tidligere 18 porte, som regulerede adgangen til byen.

Mitte Bus 100, 147, 248, 257, 348.
S: Unter den Linden

Brandenburger Tor ved nattetid

Den blev opført under Frederik Vilhelm II fra 1788-1791, bygmester og arkitekt var Carl Gotthard Langhans. Brandenburger Tor var et af de få bygningsværker, som blev stående ved ruinerne på Pariser Platz i 1945, skønt den havde lidt stor overlast, men den blev fuldstændig renoveret fra 2000-2002.

Quadrigaen på Brandenburger Tor Brandenburger Tors design er baseret på propylæerne, indgangspartiet til Akropolis i Athen, og arkitekten Langhans benævnte den selv som "Det første Athen ved floden Spree". Den 26 meter høje og 60 meter brede port består af 12 doriske søjler, seks på hver side, som udgør fem gennemgange. Oprindelig måtte byens borgere kun benytte de to yderste, de øvrige måtte alene anvendes af medlemmer af kongefamilien, samt af vogne med fremmede ambassadører, når de kom for at aflevere deres akkreditiver. På toppen er en såkaldt "Quadriga", en firspand, kørt af Victoria, den romerske sejrsgudinde. Oprindelig var quadrigaen tænkt som et fredssymbol, hvilket fremgår af, at Victoria var udsmykket med en krans af egeløv. (I den græske mytologi er quadrigaen gudernes køretøj, og Apollon ses ofte kørende sin quadriga hen over himlen for at sprede nattens mørke og bringe dagslys til menneskene.) Brandenburger Tor er i dag lukket for biltrafik, og hele området ved Pariser Platz er blevet et brostensbelagt fodgængerområde med masser af aktivitet. Da nazisterne kom til magten, benyttede de Brandenburger Tor som partiets symbol. Ved delingen af Berlin efter anden verdenskrigs afslutning havnede Brandenburger Tor i den russiske sektor. Under den kolde krig passerede Berlinmuren tæt vest om Brandenburger Tor, som således blev et symbol på den delte by. Fra 1945-1957 vajede det sovjetiske flag fra toppen, efterfølgende blev det erstattet af den østtyske flag. Efter genforeningen af Øst- og Vesttyskland blev flaget fjernet.

Brandenburger Tor har spillet en fremtrædende rolle i Tysklands historie.

  • Efter Prøjsens nederlag i 1806 til Frankrig fører Napoleon quadrigaen med til Paris.
  • Allerede i 1814 efter Napoleons endelige nederlag vender quadrigaen tilbage til Berlin. Kransen af egeløv bliver nu suppleret med et jernkors, symbolet på Prøjsens magt.
  • Den 30. januar 1933 samles mere end 25.000 begejstrede SA-folk foran Brandenburger Tor for at fejre Hitlers magtovertagelse. Med sang og fakler marcherer de ned ad Wilhelmstrasse, hvor Hitlers nye embedsbolig, Rigskancelliet, ligger.
  • I 1963 besøger John F. Kennedy Brandenburger Tor. Østtyskerne har hængt store, røde bannere op for at spærre for udsynet mod øst.
  • Den 12. juni 1987 taler Ronald Reagan til befolkningen i Vestberlin: "Generalsekretær Gorbatjov, hvis De søger fred, hvis De søger velstand for Sovjetunionen og Østeuropa, hvis De søger liberalisering: Kom til denne port, Mr. Gorbatjov, åbn denne port! Mr. Gorbatjov, bryd denne mur ned!".
  • Den 9. november 1989 samles tusinder af mennesker her for at fejre murens fald.
  • Den 22. december 1989 spadserer den tyske kansler Helmut Kohl gennem Brandenburger Tor og hilste på den østtyske statsminister Hans Modrow.
  • Den 12. juni 1994 taler Bill Clinton om fred i Europa efter den kolde krigs afslutning.
  • Den 9. november 2009 afholdes 'Festival of Freedom', fejringen af 20-års dagen for murens nedrivning. Efter koncert på Pariser Platz af Staatskapelle Berlin under direktion af Daniel Barenboim, væltes tusindvis af meterhøje dominobrikker som symbol på murens fald. Omkring 250.000 deltager i denne begivenhed. Den tyske kansler Angela Merkel spadserede gennem Brandenburger Tor sammen med Ruslands Mikhail Gorbatjov og Polens Lech Walesa.
Rigsdagsbygningen
Et par minutters gang fra Brandenburger Tor på Platz der Republik ligger rigsdagsbygningen, omgivet af mange ministerier og institutioner. Et besøg er et must, men mange gange, når vi gik forbi, var der lange køer ved indgangen. Der er adgang (gratis) til bygningen hver dag fra 8-24, så det endte med, at vi tog derhen en søndag morgen, lidt før de åbnede. Der er en særlig indgang til venstre for handicappede besøgende og besøgende med små børn. Du kan også springe køen over ved at bestille bord på haverestaurant Käfer på taget af rigsdagsbygningen (send en mail til kaeferreservierung.berlin@feinkost-kaefer.de). Endelig arrangeres der guidede ture for grupper på 6-25 deltagere på følgende sprog: dansk, engelsk, fransk, italiensk, norsk, polsk, portugisisk, russisk og spansk. Hvis du ønsker at besøge rigsdagsbygningens tagterrasse og den imponerende kuppel, skal du bestille tid i forvejen. Du kan læse mere om mulighederne på rigsdagens hjemmeside ved at klikke her. Da vi bestilte tid (efteråret 2011), gik der en uge, inden vi fik tilladelsen, så vær i god tid. Det er altså ikke længere muligt blot at møde op og stille sig i kø.

Rigsdagsbygningen i Berlin

Efter det tyske riges grundlæggelse i 1871 opstod behovet for en rigsdagsbygning, og der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, og et forslag af arkitekten Paul Wallot blev valgt. Stilen er dels højrenæssance og dels klassisk med en facade med en imponerende søjlegang. En bred trappe fører op til indgangsportalen. Designet er en firefløjet bygning med to indre gårdspladser samt en stor, central mødesal (plenarsal). I 75 meters højde krones bygningen med den tyske kejserkrone. Søjlerne bærer en trekantet gavl med den berømte inskription: "DEM DEUTSCHEN VOLK - "TIL DET TYSKE FOLK". Det pompøse design har formentlig også været udtryk for, at det unge kejserrige havde behov for pragtudfoldelse. Grundstenen blev nedlagt af kejser Wilhelm II i 1884, og 10 år senere kunne bygningen tages i brug. Den store kuppel af stål og glas var et teknisk mesterværk for sin tid. Da kejseren abdicerede efter afslutningen af første verdenskrig, blev Weimar-republikken udråbt fra en af rigsdagsbygningens balkoner i 1918.

Den 30. januar 1933 bliver Adolf Hitler, leder af NSDAP (det nationalsocialistiske tyske arbejderparti), rigskansler i Tyskland. Om aftenen den 27. februar 1933 hærges rigsdagsbygningen af en brand. Et forbipasserende ægtepar opdager et lysskær fra bygningen og alarmerer politiet og brandvæsenet. Da politiet kommer til brandstedet finder de en forvirret ung mand med nøgen overkrop, som løber forvildet fra rum til rum. Manden er en ung hollænder, Marinus van der Luppe, og det viser sig, at han er medlem af det hollandske kommunistparti. En leder i Kommunistpartiet og tre Kominternagenter bliver tillige med van der Lubbe tiltalt for ildspåsættelsen. Van der Lubbe tilstår og bliver dømt til døden og henrettet, mens de øvrige bliver løsladt. Branden en gave fra himlen for nazistpartiet, der anvendes den som påskud til at forbyde deres værste modstandere Kommunistpartiet og gennemføre en bølge af terror og arrestationer. Endvidere vedtages en bemyndigelseslov, "Rigsdagsbrandsnødforordningen", der sætter Weimarforfatningens borgerrettigheder ud af kraft. Bemyndigelsesloven skulle kun have været i kraft i en kortere periode, men den var i funktion indtil 1945.

Der opstod tvivl om, hvorvidt den sindsforvirrede van der Luppe nu også stod bag branden; mange mente, at nazisterne selv med Herman Göring i spidsen havde sat ild på bygningen for at få et påskud til at komme af med kommunisterne. Herman Göring skulle under en middag i 1942 have udtalt: "den eneste, der kender den fulde sandhed om rigsdagsbranden, er mig, for det var mig der arrangerede den", en udtalelse, som han bestred under Nürnberg-processen. Nutidens historikere er dog ikke i tvivl om, at van der Luppe rent faktisk var eneansvarlig for branden, og at nazisterne udnyttede situationen til deres fordel.

Nazisterne havde ikke travlt med at sætte rigsdagsbygningen i stand - behovet var heller ikke så stort, når man jo havde sat rigsdagen ud af spillet - og de holdt deres få møder i en tidligere operabygning i nærheden.

I sidste del af anden verdenskrig blev rigsdagsbygningen svært beskadiget ved de allieredes bombardementer, og da omkring 250.000 russiske tropper angreb Berlin, var rigsdagsbygningen det oplagte mål for den røde hær tillige med rigskancelliet og førerbunkeren. De sidste kampe blev indledt 27. april med meget blodige kampe. Nazisterne gavde en styrke på omkring 45.000 mænd, heraf mange tvangsudskrevne børn fra Hitlerjugend og ældre mænd fra Volkssturm. Kommandant for styrkerne i byens centrum var Brigadeführer Wilhelm Mohnke, og styrken bestod kun af 2.000 soldater. De hårdeste kampe stod ved rigsdagsbygningen kampe fra hus til huso mand mod mand kampe. Især de udenlandske Waffen SS soldater gjorde indædt modstand, da de regnede med at blive dræbt, hvis de blev fanget. Den 29. april 1945 indtog de sovjetiske styrker Gestapos hovedkontor i Prinz-Albrechtstrasse, rykkede frem mod Tiergarten. Adolf Hitler begik selvmord den 30. april sammen med Eva Braun, og dagen efter fulgte propagandaminister Joseph Goebbels og hustruen Magda eksemplet, efter først at have taget livet af deres seks børn. De sovjetiske styrker beskød rigsdagsbygningen med artilleri, og hen mod aften gik de til angreb mod bygningen. Soldaterne satsede alt for at få anbragt det russiske flag på toppen af bygningen på dagen, som jo var den 1. maj. Adskillige russiske soldater blev skudt ned, inden det endelig lykkedes at indtage bygningen.

Det russiske flag hejses over rigsdagsbygningen i Berlin i 1945

Du har sikkert tidligere set ovenstående billede, hvor en heltemodig russisk soldat hejser det røde flag med hammer og segl over rigsdagsbygningen. Billedet gik verden rundt som et effektfuldt symbol på afslutningen af anden verdenskrig. Adskillige år senere indrømmede en russisk krigskorrespondent, at billedet var et falsum, optaget et par uger efter indtagelsen af rigsdagsbygningen. Den sidste af de tre russiske soldater, som optræder på billederne, døde i 1910, 93 år gammel.

Tidligt om morgenen den 2. maj 1945 indtog de sovjetiske styrker rigskancelliet og førerbunkeren, hvorefter de tyske styrker i Berlin kapitulerede. Først den 8. maj kapitulerede tyskerne betingelsesløst på samtlige fronter. Det anslåa, at de sovjetiske tab i kampene om Berlin var på mere end 80.000 døde - heraf døde omkring 25.000 i kampene inde i byen - og 280.000 sårede. Mindst 150.000 soldater og lige så mange civile skal være blevet dræbt på tysk side. De materielle ødelæggelser var enorme, og rigsdags bygningen var en ruin.

Efter delingen af Tyskland kom rigsdagsbygningen til at ligge i Vestberlin, kun få meter fra Berlinmuren. I 1949 flyttede Vesttyskland sit parlament til den nye hovedstad, Bonn, og den gamle rigsdagsbygning gik mere og mere i forfald. Det blev overvejet at rive den ned, men i 1956-57 blev det besluttet at restaurere den; den originale kuppel stod dog ikke til at redde og blev fjernet. Frem til 1990 blev bygningen i sjældne tilfælde anvendt til repræsentative formål.

Den 3. oktober 1990 blev DDR genforenet med Forbundsrepublikken Tyskland, og dagen, "Tag der Deutschen Einheit", blev gjort til ny nationaldag og afløste 17. juni, dagen for opstanden mod besættelsen i DDR. Samme dag blev den officielle genforeningsceremoni holdt i rigsdagsbygningen, og dagen efter mødtes det tyske parlament, Forbundsdagen samme sted. Efter en omfattende debat besluttede Forbundsdagen at flytte regeringen og parlamentet tilbage til Berlin.

I 1992 fik den britiske arkitekt Norman Foster til opgave at restaurere bygningen. Restaureringen var meget omfattende, og bortset fra ydervæggene blev alt fjernet, også de ændringer, som var blevet udført i 1960'erne. Sir Norman Fosters oprindelige forslag, som omfattede en enorm baldakin, der dækkede hele bygningen, var for skrap kost for parlamentet, og efter ophedede debatter vedtog der Bundestag en moderne udgave af den oprindelige kuppel.

Christo og Jeanne–Claude har pakket rigsdagsbygningen ind i sølvskinnende stof i 1995.

Før restaureringen blev hele bygningen i 1995 "indpakket" af kunstnerægteparret bulgarske Christo og ægtefællen Jeanne-Claude, som havde specialiseret sig i indpakning af bygninger og andre enorme genstande. Efter sigende var ægteparret selv meget aktiv for at overbevise de 662 parlamentsmedlemmer om, at projektet (kunstværket) burde udføres, og de gik fra kontor til kontor. Efter en timelang debat i parlamentet fik de grønt lys. Der medgik mere end 100.000 m2 lærred/aluminium og 15 km ren. Mere end 5 millioner tilskuere så værket, inden det blev "afviklet" to uger senere, så restaureringen kunne påbegyndes.

Den 19. april 1999 blev rigsdagsbygningen igen taget i brug af det tyske parlament. Bygningen er som nævnt udstyret med en kæmpemæssig kuppel af stål og glas – som en hyldest til den originale kuppel fra 1894. Kuplen, som er et teknologisk vidunder, sørger bl.a. for at kaste naturligt lys ind i plenarsalen om dagen, ligesom den sørger for ventilation. I dag står bygningen som et symbol på den tyske genforening og med besøg af tusindvis af turister hvert år er den blevet en af byens største attraktioner. Ved indgangen får man tilbudt (også gratis) et sæt trådløse hovedtelefoner. Under turen op i kuplen får man informationer om det, man passerer undervejs. Fra udsigtsplatformen på toppen, som er åben indtil midnat, er der en imponerende udsigt over Tiergarten og en stor del af byen.

Nedenstående video fra parlamentets hjemmeside giver en forestilling om, hvad man oplever under et besøg. Beklager, den findes "kun" med tysk tale. Hvis du klikker på ikonen i nederste højre hjørne, vises videoen på fuld skærm.

 

Foran rigsdagsbygningen står et mindesmærke for de 96 politikere og rigsdagsmedlemmer, som blev forfulgt og henrettet under det nazistiske regime, alene fordi de var i opposition til rigskansler Adolf Hitler. I det hele taget var der en stærk modstand mod Hitler i Berlin, og Hitler forsøgte så længe som muligt at holde sig fra den tyske hovedstad.

Mindesmærke over henrettede politikere.

Monumentet består af 96 tavler - man kommer uvilkårligt til at tænke på gravstene. På kanten af tavlerne er anført navn, fødeår og dødsår på de myrdede politikere.

Kort over området omkring Brandenburger Tor.

Det sovjetiske mindesmærke i Tiergarten
Et par minutters gang fra rigsdagsbygningen på Strasse des 17. Juni ligger et mindesmærke for de sovjetiske soldater, som faldt i kamp mod den tyske hær under anden verdenskrig, især de 80.000 soldater, som faldt under slaget om Berlin i april og maj 1945. Mindesmærket blev opført bare et par måneder efter krigens afslutning og indviet den 11. november 1945. Da det blev bygget, lå parken, Tiergarten, i ruiner, og alle træer var fældet af berlinere, som havde et desperat behov for brænde til opvarmning. Monumentet lå i den britiske sektor, men hele tiden under den kolde krig tillod vestmagterne, at russiske vagter var til stede. I begyndelsen af 1960'erne vakte tilstedeværelsen af sovjetiske tropper og køretøjer i gaderne harme blandt vestberlinerne, som undertiden bombarderede dem med sten.

Russisk krigsmindesmærke i Tiergarten.

Mindesmærket, som er opført af granit fra det sønderbombede nazistiske rigskancelli, er udformet som en slags triumfbue eller en buet søjlegang med en russisk bronzesoldat på toppen. Designet minder faktisk lidt om Brandenburger Tor, som ligger omkring et par hundrede meter borte. På siden af mindesmærket er en inskription, som lyder lyder:

ETERNAL GLORY
TO HEROES
WHO FELL IN THE
STRUGGLE AGAINST
THE GERMAN
FASCIST INVADERS
FOR THE FREEDOM
AND INDEPENDENCE
OF THE SOVIET UNION

Omkring granitmonumentet er opstillet to T-34 kampvogne og to 152 mm howitzer artillerivåben. Monumentet er populært blandt især russiske turister, og flere gange om året, bl.a. på VE-dag den 8. maj, er der mindesceremonier her med kransenedlægning. Berlinerne er efter sigende knap så glade for monumentet. Bag mindesmærket er en lille udendørs museum med fotografier, som skildrer opførelsen af monumentet. Der er også henvisninger til andre tilsvarende mindesmærker, fx det langt større russiske monument i Treptower Park. I 1990 overdrog Sovjetunionen monumentet til det genforenede Tyskland

Mindesmærket for Europas myrdede jøder
Og nu til noget helt andet. Tæt på Brandenburger Tor på Cora-Berliner-Straße ligger "Mindesmærket for Europas myrdede jøder", "Das Denkmal für die ermordeten Juden Europas". Mindesmærket blev indviet i maj 2005. I årene forinden havde vi flere gange været i området og nysgerrigt forsøgt at kigge ind på den afskærmede byggeplads. Monumentet dækker et område på 19.000 m2 og består i al sin enkelthed af 2711 betonblokke, som bibringer beskueren en fornemmelse af at være i en forstenet skov. Andre har fortolket monumentet som en jødisk kirkegård med en næsten uendelig samling af gravsten. Måske føler du noget helt andet. Her er ingen symboler, ingen Davidsstjerner, ingen pigtråd, ingen gaskamre. Kunstneren, New Yorker arkitekten Peter Eisenman, har bevidst undladt at give nogle hints til , hvorledes værket kan/skal fortolkes, end ikke sin egen fortolkning. Eisenman har beskrevet nogle af de følelser, som et besøg kan tænkes af vække: "You go and walk in it, and you will feel uncertain, you know? These things are tilting. I don't know where I'm going. Am I going to get lost? I'm alone. I can't hold anybody's hand. And that, when they get done, was what it felt like to be a Jew in Germany in the '30s.". Der er fri adgang til monumentet døgnet rundt.

Stedet har sin egen mørke historie. I 1937 husede det Joseph Goebbels, nazibevægelsens propagandaleder og mest indædte jødehader. Lige i nærheden lå Hitlers rigskancelli og den bunker, hvori han begik selvmord efter at have sat hele verden i brand. Fra 1961 var den en del af "dødsstriben" langs Berlinmuren, som var forsynet med miner, overvåget af kameraer og patruljeret af vagter med ordre om at skyde for at dræbe.

Mindesmærket for Europas myrdede jøder.

Ideen om et centralt mindesmærke for de omkring 6 millioner jøder, som blev myrdet af nazisterne, blev formuleret i 1988/89 af den tysk/jødiske journalist og samfundsdebattør Lea Rosh. I et opråb i avisen Frankfurter Rundschau gjorde hun opmærksom på det skandaløse i, at "der endnu ikke på tysk jord, i gerningsmændenes land, er et centralt mindesmærke for det enestående folkemord, og intet mindesmærke for ofrene." Forslaget fik tilslutning af fremtrædende personer som Willy Brandt og Günter Grass.

Men snart faldt muren, og Tyskland fik travlt med genforening og renovering af de to byer og de to stater. Nogle år senere blev forslaget genfremsat, og rigsdagen besluttede, at der skulle opføres et monument. En konkurrence blev udskrevet, og i 1995 blev et forslag af Christine Jackob-Marks erklæret som vinder. Forslaget var en skråtstillet betonplade på størrelse med fire fodboldbaner, hvori alle Holocaust-ofrenes navne var mejslet ind. Forbundskansler Helmut Kohl afviste forslaget, og en ny konkurrence blev udskrevet. Peter Eisenman blev i 1997 erklæret som vinder, og denne gang blev forslaget godkendt af rigsdagen - blot skulle der lige tilføjes et museum eller informationscenter. Arbejdet blev påbegyndt i april 2003.

I oktober 2003 kom det frem, at det tyske firma Degussa, som skulle levere et produkt (Protectosil), som monumentet skulle "imprægneres" med for at umuliggøre graffiti, havde et datterselskab, som havde produceret den berygtede Zyklon B, der blev anvendt til af myrde jøderne med i de nazistiske gaskamre. Byggeriet lå stille i ugevis, mens man diskuterede, om man skulle rive det ned, som var bygget og begynde forfra. Efter mange og heftige diskussioner blev Degussa taget til nåde, bl.a. fordi virksomheden havde ydet erstatninger til nazisternes tvangsarbejdere, og arbejdet blev sat i gang igen. Mindesmærket stod klar den 15. december 2004 og blev indviet den 10. maj 2005 i forbindelse med fejringen af 60 året for V-E Day (Victory of Europe Day). Offentligheden fik adgang den 12. maj 2005 til mindesmærket, som ikke er indhegnet, men som står under publikums (og politiets) beskyttelse. Det anslås, at mindesmærket har kostet godt 25 millioner €.

Monumentet består som nævnt af 2711 betonblokke (ofte benævnt steler, en stele er græsk for en opretstående blok, som almindeligvis er højere end den er lang). Stelerne har alle samme bredde (0.95 m) og samme længde (2.38 m), kun højden varierer fra 0.2-4.8 m. Den største stele vejer omkring 16 tons. De er anbragt systematisk som i et gitter, dvs. langs de samme to akser. Jorden er ujævn og går snart lidt op og snart ned. Jo længere man bevæger sig ind i monumentet, jo højere bliver stelerne. Man kan gå ind i monumentet og forlade det igen fra alle sider. Gangene er knap en meter brede, så to personer kan ikke gå ved siden af hinanden. Der er ingen foreskrevne stier gennem "skoven". Alle går alene. En betagende oplevelse.

Mindesmærket har tilknyttet en hjemmeside, som du kan nå ved at klikke her.

Informationscenter for Europas myrdede jøder
I det sydøstlige hjørne af mindesmærket er indrettet et underjordisk informationscenter. Her kan man bl.a. studere 15 jødiske familiers skæbne under nazismen og anden verdenskrig. Centret har lukket om mandagen, ellers er åbningstiderne (2011): april-september fra 10-20, oktober-marts fra 10-19. Man kan leje et sæt hovedtelefoner for 3 Euro, turen tager ca. 1 time, og der kan vælges mellem tysk og engelsk. Lørdag/søndag er der guidede ture: kl. 11 og 14 på tysk og kl. 16 på engelsk. Man møder op på hjørnet af Cora-Berliner-Straße og Hannah-Arendt-Straße. Pris 3 Euro.

Centret giver en oversigt over nazisternes udryddelsesprogram fra 1933-1945, ledsaget af masser af fotos. I en anden afdeling fortæller 15 jødiske mænd og kvinder om deres oplevelser under forfølgelserne. Man får også et fint indblik i den jødiske kultur før Holocaust. Familiernes skæbne dokumenteres med fotografier og personlige dokumenter. I en tredje afdeling får man oplæst korte biografier af alle de jøder, som er myrdet eller formodet myrdet i gaskamrene. Det ville tage ca. 6 år 7 måneder og 27 dage at oplæse navne mv. på samtlige ofte. Navne, fødselsår og dødsår vises på væggene. Udstillingen ender ved Holocaust memorials.databasen.

Mindesmærke for homoseksuelle, som blev forfulgt under det nazistiske regime
Få skridt borte på hjørnet af Ebert-Straße og Hannah-Arendt-Straße ligger endnu et mindesmærke for nazismens ofre: "Denkmal für die im Nationalsozialismus verfolgten Homosexuellen", "Mindesmærke for de under nationalsocialismen forfulgte homoseksuelle". Tæt ved mindesmærket er et skilt, hvor man kan læse om de forfølgelser, som de homoseksuelle blev udsat for, ikke alene under nazismen, men også som følge af paragraf 175 i den tyske straffelov, som kriminaliserede mandlig homoseksualitet. Iflg. denne paragraf, som blev indført i 1935, kunne et kys mellem to mænd medføre fængsel eller tugthus. Denne paragraf blev først fjernet i 1973. Under naziregimet kunne en overtrædelse medføre kastraktion. Flere tusinde blev kastet i koncentrationslejr, hvor størsteparten mistede livet.

Nazismens homoseksuelle ofre blev ikke anerkendt efter 1945, formentlig pga. den famøse paragraf 175 i straffeloven. I 1993 begyndte der at opstå ønske om et monument i Berlin for denne gruppe, og i 2003 besluttede rigsdagen, at der skulle opføres et mindesmærke i udkanten af Tiergarten, tæt ved mindesmærket for de jødiske ofre, og der blev udskrevet en arkitektkonkurrence. Konkurrencen blev vundet af kunstnerduoen danske Michael Elmgreen og norske Ingar Dragset. Mindesmærket, som blev indviet den 27. maj 2008, er en kubus af beton. På forsiden er et vindue, gennem hvilket man kan se en film med to mænd, som kysser hinanden. Efter indvielsen kom der protester fra lesbiske grupper, som også havde været udsat for forfølgelse i nazitiden, og det blev besluttet, at der hvert andet år skulle vises en film, hvor to kvinder kyssede.

Hitlers førerbunker
Når vi nu er lige i nærheden, kunne vi liste om i Vossstrasse 4-6, hvor der på en stor informationstavle er vist en plan over førerbunkeren. Resterne af komplekset ligger stadig dybt under jorden, og der er ingen adgang til stedet. Ruinerne af både det gamle og det nye rigskancelli blev jævnet med jorden af de sovjetiske styrker mellem 1945 og 1949. Bunkeren overlevede delvist, men store del menes sat under vand. I 1959 forsøgte Østtyskland at sprænge bunkeren i luften, dog uden større held. Området lå under den kolde krig tæt på muren, hvorfor der ikke skete nogen bebyggelse på grunden, som lå hen som parkeringsplads. I mange år var placeringen af bunkeren en velbevogtet hemmelighed, idet myndighederne frygtede, at stedet ville blive et valfartssted for ny-nazister. Tavlen blev sat op i 2006, angiveligt som en service for de mange turister, som ville strømme til byen i forbindelse med fodbold-VM.

Informationstavle ved førerbunkeren i Berlin. Til højre førerbunkeren i 1947.

Den såkaldte "førerbunker" lå under Hitlers Rigskancelli. Den var en del af et enormt bunkerkompleks, som var bygget med henblik på at beskytte Hitler og hans nærmeste medarbejdere. Anlægget blev bygget i to omgange, første del i 1936 og anden del i 1943. Størsteparten af krigen tilbragte Hitler dels i Wolfsschanze (tidligere Østpreussen, idag Polen) eller Berghof (Berchtesgaden i Bayern). Den 16. januar 1945 rykkede Hitler ind i førerbunkeren, hvor han havde soverum, opholds- og spiserum, badeværelse og kontorer. Der var også indrettet en lejlighed til propagandaminister Joseph Goebbels og hans familie, hustru Magda og deres seks børn. Eva Braun sluttede sig senere til Hitler og det samme gjorde Blondi, Førerens elskede hund. Indtil bombardementerne blev for voldsomme, spadserede Hitler ofte med Blondi i kancelliets have. Bunkeren var indrettet i to niveauer, det øverste godt otte meter under jorden. Betonmurene var mere end to meter tykke.

Plan over førerbunkeren.

Den 16. april begyndte "slaget om Berlin", da den røde hær krydsede Oder/Neisse, og den 19. april gennembrød sovjetiske tropper de tyske linier og begyndte at omslutte Berlin. Den 20. april, på sin 56 års fødselsdag, var Hitler for sidste gang oppe af førerbunkeren, da han tildelte jernkors til nogle medlemmer af Hitlerjugend. Fra det tidspunkt mistede Hitler fuldstændig grebet om situationen og udstedte en strøn af meningsløse og umulige kommandoer, som involverede ikke eksisterende militærenheder. Da det endelig gik op for han, at krigen var tabt, gav hsn - selvfølgelig - sine generaler og det tyske folk skylden. Hitler beordrede feltmarskal Robert Ritter von Greim, som befandt sig i Munchen, om at indfinde sig i Berlin og her fik han overdraget kommandoen over Luftwaffe fra Göring. Den 28. april erfarede Hitler, at Reichsführer-SS Heinrich Himmler havde kontaktet Folke Bernadotte i Lübeck og tilbudt at overgive hæren til vestmagterne (som dog afslog det venlige tilbud). En rasende Hitler beordrede von Greim til at flyve til Dönitzs hovedkvarter ved Plön og arrestere "forrædderen" Himmler. Den 29. april giftede Hitler sig med Eva Braun. Herefter trak han sig tilbage til sit kontor med sin sekretær Traudl Junge og dikterede sit testamente. Om morgenen den 30. april fik Hitler oplysning om, at rigskancelliet ville falde inden for de næste to dage, og om eftermiddagen skød han sig, efter at Eva Braun havde indtaget cyanid. I henhold til Hitlers instruktioner blev ligene brændt (delvist) i haven. I overensstemmelse med Hitlers testamente blev Joseph Goebbels udnævnt til rigskansler, og Goebbels og Martin Bormann sendte meddelelse til admiral Karl Dönitz om, at Hitler var død. Ligeledes som bestemt af Hitler blev Dönitz udnævnt til rigspræsident. Samme dag indtog de sovjetiske tropper rigsdagen, hvilket selvfølgelig havde stor symbolsk betydning. Tidligt om morgenen den 2. maj stormede sovjetiske tropper rigskancelliet, og general Weidling overgav sig.

Du har formentlig som størstedelen af Danmarks befolkning set filme "Der Untergang" fra 2004, som giver en intens beskrivelse af den atmosfære, som herskede i førerbunkeren den sidste tid. Herudover kan jeg anbefale bogen "Hitlers sidste dage" af Hugh Trevor-Roper, forlaget Cicero. Historikeren Trevor-Roper fik allerede i efteråret 1945 som ung officer til opgave at finde ud af, hvad der var sket med Hitler. I de første kaotiske måneder vidste man ikke, om Hitler var død, flygtet eller taget til fange af den røde hær, og allehånde rygter florerede. En af mine ældste venner er overbevist om, at Hitler blev sejlet til Argentina før krigens afslutning og levede der i en årrække. Nej, bortset herfra, er han helt normal. Bogen er spændende og velskrevet.

Berlins sejrssøjle (Siegessäule)
Hvis du har gode ben - og kan holde ud at beskæftige dig mere med historie, så kom med til Grosser Stern, hvor den store sejrssøjle står. Du kan også hoppe på Linie 100. Grosser Stern er en stor rundkørsel, som ligger på Strasse des 17. Juni i Tiergarten. Sejrssøjlen er designet af Heinrich Strack, efter at prøjserne havde besejret danskerne i 1864. Inden søjlen stod færdig i 1873, havde prøjserne også slået Østrig/Ungarn i 1866 og Frankrig i 1870–71. Disse sejre skulle selvfølgelig også foreviges på sejrssøjlen. Desuden medførte sejrene, at søjlen blev kronet med et kæmpestor bronzestatue af sejrsgudinden Victoria: 8.3 meter høj og en vægt på 35 tons, udført af Friedrich Drake. Berlinerne, som er kendt for deres forkærlighed for at give øgenavne/kælenavne, har døbt den forgyldte statue Gold-Else, Guld-Else.

Berlins sejrssøjle, som hylder Prøjsens sejre over hhv. Danmark, Østrig/Ungarn og Frankrig i 1864, 1866 og 1870-71.

Sejrssøjlens base består af rød granit, udsmykket med fire bronzerelieffer fra de tre krige samt fra de sejrende troppers march ind i Berlin; reliefferne er udført af Moritz Schulz, Karl Keil, Alexander Calandrelli og Albert Wolff. Ovenpå denne er udstillet erobrede kanoner fra de tre krige, altså også en kanon fra Dybbøl Banke. Inde i søjlen fører en trappe med 285 trin op til en udsigtsplatform med en fantastisk udsigt over byen. Hvis du har set Wim Wenders' film "Himlen over Berlin", "Der Himmel über Berlin", kan du formentlig huske, at Bruno Ganz sad på Guld-Elses vinger og kiggede over mod Brandenburger Tor, Reichstag og Potsdamer Platz. Filmen foregår sidst i 1980'erne under den kolde krig. To engle, som er usynlige for alle andre end børn, farer omkring i byen og observerer det pulserende liv. Den ene engel forelsker sig imidlertid i en kvinde af kød og blod, trapezartisten Marion, og ... Jeg kan varmt anbefale filmen, som kan fås på DVD. Der er adgang til søjlen hver dag fra 9:30–18:30, dog kun til 17:30 november-marts. Entre i 2011: 1,50€. Man kommer over til sejrssøjlen via fire underjordiske fodgængertunneler og undgår således den altid hektiske trafik på Strasse des 17. Juni (180.000 biler i døgnet).

Postkort fra omkring år 1900 som viser sejrssøjlens placering foran rigsdagsbygningen.

Som det fremgår af ovenstående postkort fra omkring 1900, stod sejrssøjlen oprindelig foran rigsdagsbygningen på Königsplatz (i dag Platz der Republik) for enden af Siegesallee (Sejrsalléen). I forbindelse med Hitlers planer om at gøre Berlin til verdens hovedstad, Germania, blev sejrssøjlen i 1939 flyttet til Großer Stern. Samtidig blev søjlen forhøjet med den fjerde ring på 7.5 meter til dens nuværende højde på knap 67 meter. De tre nederste ringe er symboler på de prøjsiske sejre over Danmark, Østrig og Frankrig. Denne fjerde ring var et symbol på Nazitysklands sejr over Franktig. Formentlig som følge af flytningen led søjlen ikke større overlast under anden verdenskrig. Var den forblevet foran rigsdagsbygningen, var den blevet ødelagt af de allieredes bombetogter i 1945. Frankrig var til sinds at sprænge sejrssøjlen i luften efter krigen, men englænderne og amerikanerne modsatte sig dette. I juni 2009 holdt den amerikanske præsidentkandidat Barack Obama en tale ved sejrssøjlen for 200.000 tilhørere.

Bismarck i Tiergarten
Når vi (du?) nu er taget ud til Grosser Stern (U-Bahn: U9, bus: 100, 106 eller 187), skal vi også se den store statue af Otto von Bismarck i Tiergarten. Bismarck tilhørte det prøjsiske aristokrati ("junkerne"), greve af Bismarck-Schönhausen og hertug af Lauenburg og ud af en officersfamilie. I 1862 blev han prøjsisk ministerpræsident og udenrigsminister. Samme år holdt han en tale i deputerkammerat, hvori han understregede, at det kan være nødvendigt for stater at bruge militære magtmidler, "jern og blod" for at opnå sine mål, en tale, som skaffede ham tilnavnet "jernkansleren". Det fik Danmark at føle i 1864. Ved dannelse af det nordtyske forbund i 1867 blev Bismarck forbundskansler, og da det tyske kejserrige (det 2. rige) blev gendannet i 1871 under kejser Wilhelm I af Hohenzollern, blev Bismarck tysk rigskansler, en stilling han beholdt, indtil han i 1890 blev afsat af den nye kejser Wilhelm II.

Statue af Bismarck i Tiergarten.

Monumentet, som blev opført i 1901, stod oprindeligt foran rigsdagsbygningen, men blev som sejrssøjlen flyttet til den nuværende placering i 1938. Bismarck er afbildet i sin tunge kyrasseruniform, ved hans fod er der fire figurer: forrest Atlas, som bærer jordkloden (symbol på Tysklands magt og status), bagest bag Bismarck er Siegfried i gang med at smedje det kejserlige sværd (symbol på Tysklands industrielle og militære styrke), til højre en kvinde, som træder en panter under fode (symbol på statens styrke og ret til at nedkæmpe opstande), til venstre en sphinx, som hjælper en kvinde, der læser i historiens bog (symbol på statsmandskunst). Monumentet er udført af Reinhold Begas.

Tiergarten
Som andre storbyer som New York og London har også Berlin en stor park, et åndehul - i centrum, nemlig Tiergarten på 210 ha., som ligger i bydelen Mitte. Parken bliver flittigt anvendt af løbere og cyklister samt fodgængere, som nyder at slikke sol blandt træer og blomster på de mere end 23 km lange stier. Træerne i Tiergarten er ikke så gamle, mange blev ødelagt ved bombardementer under krigen, resten blev brugt som brændsel i de kolde efterkrigsvintre. Først i 1955 gik bystyret i gang med at genplante træer og buske og retablere veje og stier. Der er talrige skulpturer opstillet i parken, ikke kun den store statue af Bismarck, som vi netop har stiftet bekendtskab med, men fx en række kunstnere som Goethe, Gottfried Ephraim Lessing, Theodor Fontane, Richard Wagner, Gustav Albert Lortzing, Beethoven, Mozart og Haydn. Der er også mindetavler over socialisterne Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, som blev myrdet ved Neuer See den 15. januar 1919 af frikorpsmedlemmer i Tiergarten.

Men i mange år tjente parken (skoven) alene som jagtområde for kurfyrsten og hans familie, som jagede rådyr og vildsvin her. Frederik I, den første prøjsiske konge, åbnede parken for offentligheden og anlagde veje gennem området. Frederik II bad i 1742 George Wenzeslaus von Knobelsdorff om at omlægge give parken og give den et barok design. Næsten 100 år senere fik landskabsarkitekten Peter Joseph Lenné til opgave at give parken et engelsk præg. Berlin Zoo, som med omkring 13.000 dyr er en af Europas største, blev oprettet i 1844 i den sydvestlige del af Tiergarten. I 1894 åbnedes rigsdagsbygningen i Tiergarten, hvor det tyske parlament fik sæde.

Kort over Tiergarten i Berlin.

Som vi netop har set, ligger Siegessäule, sejrssøjlen i parkens centrum. Fra den store rundkørsel Grosser Stern udgår byens store avenuer som radianer. Lidt nord for sejrssøjlen ligger Schloss Bellevue, som blev opført i 1786 til den prøjsiske fyrste August Ferdinand, yngre broder til Frederik den Store. I dag tjener det smukke nyklassicistiske slot som residens for den tyske præsident.

Schloss Bellevue i Tiergarten.

En anden - om ikke smuk så i hvert fald spektakulær - bygning i Tiergarten er "Haus der Kulturen der Welt". Bygningen med det frække, kurvede tag, blev bygget som det amerikanske bidrag til byggeudstilingen Interbau i 1957. De vittige berlinere døbte snart bygningen "Den gravide østers".

"Haus der Kulturen der Welt" i Tiergarten.

Siden 1989 har "Haus der Kulturen der Welt" fungeret som et kulturhus med skiftende udstillinger, foredrag, koncerter, festivaller mv. året rundt om moderne kunst fra hele verden. Bygningens tre etager rummer en stor reception, et cafeteria, et teater med 400 siddepladser samt et auditorium med 1250 siddepladser. Bygningen ligger på bredden af floden Spree, og om sommeren sidder hundreder af glade mennesker på bredden og vinker til de turistbåde, som sejler forbi på Spree. Det har vi oplevet flere gange. Foran indgangen ved en kunstigt anlagt sø er en stor skulptur af Henry Moore: Sommerfugl.

Carillon - klokkespillet i Tiergarten
Tæt ved "Haus der Kulturen der Welt" står et fritstående klokketårn, som indeholder en såkaldt "Carillon" eller klokkespil. Det er en gave til Berlin fra Daimler-Benz i 1987 i anledning af Berlins 750 års jubilæum. Instrumentet består af 68 klokker og vejer i alt 48 tons. Man spiller på det ved hjælp af et keyboard, som dækker 5½ oktaver. Den største klokke vejer 7.8 tons. Klokkespillet blev støbt på det kongelige hollandske støberi Eijsbouts og er et af de største i Europa og vistnok det fjerdestørste i verden, målt på antallet af klokker. "Organisten" sidder i et kabinet blandt klokkerne og spiller med sine knoer på keyboardet og betjener pedalerne med fødderne. Hver dag kl 12 og kl 18 spilles en koncert (computerstyret). Hvert søndag kl. 15 fra begyndelsen af maj og til udgangen af september spiller "carillonneur'en" en koncert, som dels omfatter musik, skrevet for carillon, dels klassiske værker og dels populære melodier.

Efter hver koncert er der mulighed for at få en rundvisning i klokketårnet - på tysk og engelsk, pris i 2011 6 Euro. Man venter blot ved foden af tårnet efter koncerten, indtil carillonneur'en dukker op. Der er ingen elevator i klokketårnet, så man skal selv klatre op ad først 130 trin og siden 60 trin. Belønningen skulle være en fantastisk oversigt over Tiergarten. Man får en demonstration af instrumentet og hører om dets historie. Klokkespillet har sin egen hjemmeside, klik her, hvis du vil se programmet eller læse mere om det fascinerende spilleinstrument. Her kan du også læse om rundvisninger mm.

Klik nedenfor for at få en smagsprøve.

De nordiske landes ambassader
I Rauchstraße i den sydlige udkant af Tiergarten ligger de nordiske landes ambassader (ty.: Nordische Botschaften). Da den tyske forbundsdag besluttede, at Berlin igen skulle være landets hovedstad, kunne de fem nordiske lande, Danmark, Sverige, Norge, Island og Finland realisere en gammel tanke om et fælles ambassadebyggeri.

De nordiske landes ambassader i Tiergarten.

Komplekset skulle bestå af fem ambassadebygninger samt Det Fællesnordiske Hus (fælleshuset). I 1996 blev der udskrevet en europæisk arkitektkonkurrence for det overordnede projekt samt fælleshuset, og konkurrencen blev vundet af de østrigsk-finske arkitekter Alfred Berger og Tiina Parkkinen. Derefter udskrev de enkelte lande konkurrencer om de enkelte ambassadebygninger. Byggeriet startede i maj 1997 og blev indviet 20. oktober 1999 af de fem landes statsoverhoveder.

Fælleshuset er udført i ahorn, beton, glas og marmor. Udover udstilingslokaler indeholder det en nordisk restaurant og en foredragssal, og der er adgang for offentligheden. Hele komplekset er omsluttet af et 226 meter langt bånd af kobberlameller, som skal symbolisere det nordiske fællesskab. Herudover regulerer lamellerne, som kan tiltes, også lysindfald og ventilation til lokalerne. Hvert land har sin egen ambassadebygning, som så vidt muligt er bygget af materialer fra det pågældende land. De fem ambassadebygninger er "spaltet" i to områder, adskilt ved en af glas overdækket aula. Aulaen krydses af gangbroer i flere etager, som benyttes flittigt af personalet. Den er beklædt med natursten fra Norge og Sverige.

Indgangen til og luftfoto af de nordiske landes ambassader i Tiergarten.

Den danske ambassadebygning på 2650 m2 er tegnet af arkitektfirmaet 3XNielsen og er Danmarks næststørste diplomatiske mission i udlandet, kun overgået af ambassaden i Washington. Finlands ambassade er udført i lameller af lærketræ, mens Sveriges er en kombination af glas og kalksten fra Gotland. Islands er udført i rødt rhyolit, og den norske ambassade af granitsten.

Vi besøgte den spændende bygning i sommeren 2000 og havde en god oplevelse, så måske skulle du overveje at gøre ligeså.

Museumspas med "gratis" adgang til mere end 60 museer
Hvis du som jeg elsker at besøge museer, skulle du overveje at købe et 3-dages museumspas til en fordelagtig pris. I 2011 var prisen 19 € (studerende med gyldigt studiekort halv pris). Dette pas, som gælder i tre på hinanden følgende dage, giver adgang til mere end 60 museer og samlinger i Berlin - heriblandt de verdenskendte museer på Museumsøen. Prisen for passet er typisk lavere end billet til to museer. En sidegevinst er, at du slipper for de ofte lange køer ved billetlugerne. Bemærk passet giver "kun" gratis adgang til de permanente udstillinger og ikke til evt. specialudstillinger. Med passet følger et eksemplar af bogen "Museen und Schlösser" ("Museums and Palaces", "museer og paladser").

Nedenstående liste er fra 2011. Jeg har sorteret seværdighederne efter postnr for at gøre det lidt nemmere for dig at planlægge tre dages museumsrace. Hvis du klikker på en seværdighed, bliver du dirigeret til den tilhørende hjemmeside. I de tilfælde, hvor der findes en engelsk udgave af hjemmesiden, er det den, der bliver vist.

Museum für NaturkundeInvalidenstraße 4310115 Berlin Mitte
Friedrichswerdersche KircheWerderscher Markt10117 Berlin Mitte
Deutscher DomGendarmenmarkt 110117 Berlin Mitte
Mitte Museum am FestungsgrabenAm Festungsgraben 110117 Berlin Mitte
Museum für Kommunikation in BerlinLeipziger Straße 1610117 Berlin Mitte
Berliner Medizinhistorisches MuseumCharitéplatz 110117 Berlin Mitte
Deutsche Guggenheim BerlinUnter den Linden 13-1510117 Berlin Mitte
Pergamonmuseum (inkl. Vorderasiatisches Museum
und Museum für Islamische Kunst)
Museumsinsel10178 Berlin Mitte
Neues Museum (inkl. Museum für
Vor- und Frühgeschichte und Ägyptisches Museum)
Museumsinsel10178 Berlin Mitte
Bode MuseumMuseumsinsel10178 Berlin Mitte
Alte NationalgalerieMuseumsinsel10178 Berlin Mitte
Altes MuseumMuseumsinsel10178 Berlin Mitte
NikolaikircheNikolaikirchplatz10178 Berlin Mitte
Ephraim-PalaisPoststraße 1610178 Berlin Mitte
Anne Frank ZentrumRosenthaler Straße 3910178 Berlin Mitte
Knoblauchhaus (Hvidløgsmuseet)Poststraße 2310178 Berlin Mitte
Sammlung Kindheit und JugendWallstraße 3210179 Berlin Mitte
Märkisches MuseumAm Köllnischen Park 510179 Berlin Mitte
Museum Lichtenberg im StadthausTürrschmidtstraße 2410317 Berlin Lichtenberg
Deutsch-Russisches MuseumZwieseler Straße 410318 Berlin Karlhorst
Schloss FriedrichsfeldeAm Tierpark 12510319 Berlin Lichtenberg
MACH mit! Museum für KinderSenefelder Straße 510437 Berlin Prenzlauer Berg
Hamburger BahnhofInvalidenstraße 50-5110557 Berlin Tiergarten
Museum für FotografieJebensstraße 210623 Berlin Charlottenburg
Neue NationalgaleriePotsdamer Straße 5010785 Berlin Tiergarten
Musikinstrumenten-MuseumTiergartenstraße 110785 Berlin Tiergarten
Bauhaus-ArchivKlingelhöferstraße 1410785 Berlin Tiergarten
GemäldegalerieMatthäikirchplatz 4-610785 Berlin Tiergarten
KunstbibliothekMatthäikirchplatz 610785 Berlin Tiergarten
KunstgewerbemuseumMatthäikirchplatz 610785 Berlin Tiergarten
KupferstichkabinettMatthäikirchplatz 610785 Berlin Tiergarten
Kunstforum der Berliner VolksbankBudapester Straße 3510787 Berlin Tiergarten
Schwules MuseumMehringdamm 6110961 Berlin Kreuzberg
Deutsches Technikmuseum BerlinTrebbiner Straße 910963 Berlin Kreuzberg
Jüdisches Museum BerlinLindenstraße 9-1410969 Berlin Kreuzberg
Berlinische GalerieAlte Jakobstraße 124-12810969 Berlin Kreuzberg
Grünauer WassersportmuseumRegattastraße 19112527 Berlin Köpenick
Schloss Köpenick und KunstgewerbemuseumSchlossinsel 112557 Berlin Köpenick
Zucker-MuseumAmrumer Straße 3213353 Berlin Wedding
Anti-Kriegs-MuseumBrüsseler Straße 2113353 Berlin Wedding
Mitte Museum am GesundbrunnenPankstraße 4713357 Berlin Wedding
Labyrinth Kindermuseum BerlinOsloer Straße 1213359 Berlin Wedding
Botanischer Garten und Botanisches MuseumKönigin-Luise-Straße 6-814195 Berlin Zehlendorf
Georg-Kolbe MuseumSensburger Allee 2514055 Berlin Charlottenburg
Museum BerggruenSchloßstraße 114059 Berlin Charlottenburg
Sammlung Scharf-GerstenbergSchloßstraße 7014059 Berlin Charlottenburg
Naturwissenschaftliche SammlungSchloßstraße 69a14059 Berlin Charlottenburg
GipsformereiSophie-Charlotten-Straße 17-1814059 Berlin Charlottenburg
Bröhan-MuseumSchloßstraße 1a14059 Berlin Charlottenburg
Luftwaffenmuseum der BundeswehrKladower Damm 18214089 Berlin Spandau
Museumsdorf DüppelClauertstraße 1114163 Berlin Zehlendorf
Brücke MuseumBussardsteig 914195 Berlin-Dahlem
Freilichtmuseum Domäne DahlemKönigin-Luise Straße 4914195 Berlin-Dahlem
Museen DahlemLansstraße 814195 Berlin-Dahlem
Das Alliierten MuseumClayallee 13514195 Berlin-Dahlem

Museumspas kan købes på "Berlin Tourist Info", som du kan finde her:

• Hovedbanegården, nederste etage, indgang fra Europaplatz, åbent hver dag 8:00 – 22:00.
• Neuen Kranzler Eck, Kurfürstendamm 22, mandag-lørdag: 10:00 – 20:00, søndag 10:00 – 18:00.
• Ved Brandenburg Tor, Pariser Platz, hver dag: 10:00 –18:00.
• I ALEXA indkøbscenter ved Alexanderplatz, Grunerstraße 20.
• Touristinformation Köpenick, Alt-Köpenick 31-33.

Klik her, hvis du vil med på en spadseretur fra Brandenburger Tor ad Unter den Linden helt til Alexanderplatz.

Tilbage til Rejseholdets forside Forrige side: Startside Berlin Næste side: Spadseretur fra Brandenburger Tor til Alexanderplatz
Vælg næste side: