I 1482 gik Nederlandene ved arv over til huset Habsburg. Under Karl V blomstrede Nederlandene industrielt og kommercielt. Den nederlandske frihedskrig førte til de nordlige provinsers løsrivelse, mens de sydlige provinser forblev under huset Habsburg - og katolicismen. Denne opsplitning medførte stor økonomisk nedgang for Belgien, og tusinder af de dygtigste indbyggere flygtede for inkvisitionen til Nederland eller England. Antwerpens blomstrende handel blev ødelagt af nederlænderne, som efter den westfalske Fred i 1648 beherskede Scheldes mundinger. Fra 1598-1633 nød Belgien en slags uafhængighed under Filip IIs datter Isabella, men da hun døde barnløs, vendte de belgiske provinser tilbage til Spanien og var under navn af "de spanske Nederlande" en spansk provins.
En del af kampene mellem Frankrig og Spanien i det 17. århundrede blev udkæmpet i Belgien, og i 1679 blev en del af det sydlige Belgien overdraget til Frankrig. Også den spanske arvefølgekrig (1701-1714) blev hovedsagelig udkæmpet på belgisk grund, og ved freden i Utrecht kom Belgien under Østrig, nu som "de østrigske Nederlande".
Under den østrigske arvefølgekrig (1740–1748) blev Belgien arobret af Frankrig, men blev ved fredsslutningen tilbagegivet til Østrig. Herefter oplevede landet en fredelig periode med god økonomisk udvikling. Selv om Schelde stadig var lukket af Holland, lykkedes det bl.a. ved forbedring af kanalsystemet at fremme handelen. I 1788 nægtede stænderne i Hainaut og Brabant at bevilge de årlige skatter til kronen, hvilket de efter lovene havde ret til. Kejseren satte tropper ind og erklærede alle frihedsrettigheder såvel som stænderforsamlingerne for at være ophævede. Mange oprørere flygtede til Nederland, hvor de organiserede sig. I 1789 vendte de tilbage, slog den østrigske hær og forjog de østrigske tropper fra størstedelen af Belgien. Den 10. januar 1790 erklærede de forsamlede stænder fra Brabant, Flandern, Hainaut, Namur og Geldern Belgien for uafhængigt under navnet "De forenede belgiske stater".
Efter Wienkongressen i 1815 blev Belgien forenet med Nederland (Holland) og Storhertugdømmet Luxemburg til "Kongeriget Nederlandene" under Vilhelm I, prins af Oranien. Forbindelsen mellem Nederland og Belgien blev etableret på Englands foranledning for at skabe en stærk stat som bolværk mod Frankrig, men det viste sig snart, at der var store sproglige, religiøse og historiske modsætninger, og Belgien følte sig i stort omfang tilsidesat til fordel for Nederland.
I 1830 udbrød der anti-nederlandske demonstrationer, og den belgiske nationalkongres vedtog samme år, at der skulle oprettes en selvstændig belgisk stat med et konstitutionelt, arveligt monarki. I 1831 blev prins Leopold af Sachsen-Coburg valgt til konge af Belgien, en beslutning, som blev accepteret af både England og Frankrig.
Landet rummer som nævnt både germanske og romanske befolkningsgrupper, flamlændere mod nord og valloner mod syd. Modsætningerne mellem disse to grupper har medført store spændinger, og siden 1960-erne er Belgien blevet omdattet til en forbundsstat med tre regioner, Flandern, Vallonien og Bruxelles. Regionerne lever deres eget liv, økonomisk, sprogligt og kulturelt. Det officielle sprog i Flandern er nederlandsk (flamsk), og regering og administration er fælles med Bruxelles-regionens flamlændere.
Flaget stammer fra revolutionsåret 1789, da det blev ført med vandrette striber. Efter at Belgien blev selvstændigt i 1830 (officielt fra 1831), blev striberne anbragt lodret som i franske Trikolore. Sort, gul og rød er den centrale provins Brabants våbenfarver, men de forekommer også i flere andre belgiske provinsers våbener.
I 1277 begyndte de første italienske købmænd at dukke op i Brugges havn, og dermed etableredes en vigtig handelsforbindelse på Middelhavet. Ikke alene opstod der en vigtig handel med krydderier fra østen, men der groede også et veludviklet banksystem frem i Brugge. I 1309 åbnede børsen, som var det vigtigste nederlandske pengemarked i det 14. århundrede. Brugges købmænd ophørte med selv at rejse ud, men blev hjemme og formidlede kontakten mellem de mange fremmede købmænd, som kom til Nordeuropas største handelsby og pengemarked. Mange af dem fik særlige privilegier, bl.a. hansekøbmændene. I 1350 boede der mere end 40.000 mennesker i det område, som nu udgør byens historiske center - ikke meget mindre end i London på samme tidspunkt. Byen var godt beskyttet af en serie af omkringliggende fæstningsvolde, og disse blev kun afbrudt af et antal bevogtede byporte. Mange af disse eksisterer stadigvæk, mens voldene er blevet omdannet til stier for gående og cyklister. Det 15. århundrede var Brugges storhedstid, hvor både erhvervslivet og kunsten havde gode forhold. Mange berømte kunstnere kom til Brugge, blandt dem Jan van Eyck og Hans Memling, som var foregangsmænd for den flamske malerskole. Arkitekturen blomstrede med bygning af det monumentale rådhus samt flere fine kirker.
Sidst i 1400-tallet begyndte det at gå tilbage for Brugge, bl.a. fordi indsejlingen til Zwin sandede til, og de fremmede købmænd begyndte at forlade Brugge til fordel for Antwerpen. Brugges skæbne blev beseglet under Nederlandenes oprør mod Spanien i slutningen af 1500-tallet. Herefter levede byen en rolig provinstilværelse fjernt fra handelsvejene. I 1907 åbnedes en kanal til havet, og havnebyen Zeebrugge blev anlagt. I årene efter 2. verdenskrig skete der nogen industriel udvikling i Brugge uden for den velbevarede bykerne.
På den modsatte side af gaden lå en andet Bed-&-Breakfast udbyder, Hobo Bed and Breakfast, men et skilt viste desværre, at også her var alt udlejet. Vi talte dog med værtinden, Kristin Van Eeghem, som fortalte, at alle belgiere holder en lille ferie i forbindelse med Kristi Himmelfartsdag, og mange af dem tager til Brugge, så det ville blive svært eller umuligt at finde noget inde i byen. Da vi havde talt lidt med hende, tilbød hun at spørge sin kæreste, om vi kunne leje hans hus, som lå lige i nærheden. Han indvilligede, og vi besigtede huset, som vi straks faldt for. Som de fleste andre byhuse i Brugge var det omkring tre meter i bredden, men til gengæld var der tre etager med en dejlig opholds- og spisestue, fint køkken, toilet, et stort soveværelse med bad samt en dejlig have. Vi slog til med det samme (90 Euro pr nat), og vi endte med at blive der i fire dage. Vi fik en meget fin behandling af Kristin og hendes kæreste og anbefaler hende gerne, hvis du skal på de kanter. (Hun taler et meget fint engelsk). Kristins hjemmeside er her. Adressen er
Nicki viste sig at have en restaurant i stueetagen, og vi spiste der en aften. Vi valgte dagens menu (omkring 8 Euro) og dertil en god belgisk øl. Et besøg hos Nicki kan anbefales.
Efter at Birgit er gået på efterløn, er hun blevet så rastløs. Der skal ske noget hele tiden. I løbet af de første fire måneder havde vi været i Pisa og Firenze, i Lubæk, Schwerin og Wismar, et smut i Potsdam samt en uges tid i Madrid. Derefter kastede hun sig over vores køkkenhave, som aldrig har været så flot og veltrimmet - samtidig med at hun selvfølgelig passer sit engelskkursus til punkt og prikke. Ferieplanerne lød på et par uger til Moskva og St Petersborg, en uges tid til Polen samt jul hos søn, svigerdatter og barnebarn i Vancouver - så jeg regnede med at have lidt fred en måneds tid. Jeg hyggede mig bl.a. med at hjælpe min kammerat med at renovere familiens badeværelse, da Birgit pludselig meddelte, at hun syntes vi skulle tage et trip sydpå - og sandt er det, at charterpriserne ikke har været så lave i flere år. Jeg tror, at Birgit er bange for, at der sker en masse ude i den store verden, som vi går glip af. Eller at globaliseringstoget kører afsted uden os. Jeg fortalte, at ganske vist havde vi fået toilettet installeret, men der skulle sættes fliser på vægge og gulv og tapetseres og males, inden vi kunne montere den bestilte brusekabine, så familien kunne få et tiltrængt bad. Mit næste argument var, at vores pas befandt sig på den russiske ambassade med henblik på udstedelse af visum. Jeg ringede til bureauet, som beroligede mig med, at passet var i sikkerhed på ambassaden, og at vi ikke ville modtage det de næste 2-3 uger. "Vi kører da bare til Brugge", sagde Birgit. "Vi skal hverken vise pas i Tyskland, Holland eller Belgien". Jeg troede heller ikke, at det var nødvendigt i disse EU/Schengen-tider, men Udenrigsministeriets hjemmeside belærte mig om, at man altid skal medbringe gyldigt pas, når man rejser til udlandet (bortset fra Norden) for at kunne bevise sit statsborgerskab. I et spontant anfald af civil ulydighed trodsede vi autoriteterne og kørte afsted mod Belgien en tidlig morgen. Vi var enige om, at vi ikke behøvede at bestille logi hjemmefra så tidligt på sæsonen. Vi havde dog udskrevet en kørevejledning fra både www.krak.dk og www.viamichelin.com, og Birgit havde lavet en liste over Bed&Breakfast steder i Brugge. Vi havde besluttet at overnatte på vejen derned, strækningen var godt 1000 km. Mens vi kører rask afsted ad de fortrinlige tyske autostradaer, vil jeg fortælle lidt om Belgien og ikke mindst Brugge.
Cæsar erobrede landet 57-50 fvt. efter meget hårde kampe - "Belgierne er de tapreste af alle Gallere". Omkring det 4. århundrede trængte frankerne ind og koloniserede det nordlige og vestlige Belgien, hvor der nu tales nederlandsk. Den romaniserede befolkning klarede sig i det sydlige, hvor der nu tales fransk. Ved frankerrigets deling i 843 fik Frankrig landet vest for Schelde, dvs. Flandern, mens landet mellem Schelde og Rhinen kom under Tyskland. Disse områder blev snart opløst i talrige småstater under fransk og tysk overøvrighed. Hertugdømmerne Brabant og Limburg, grevskaberne Flandern, Hennegau, Namur og Luxembourg, bispedømmet Liège m.fl. fik fra det 11. århundrede fællesbetegnelsen Nederlandene. Der udviklede sig især i Flandern en række byer, Gent, Ypern (Ieper), Brugge m.fl. med en livlig industri og handel og et selvbevidst borgerskab. Klædevævning var den vigtigste industri, og ulden blev indført fra England. For at forsvare sig mod fransk erobringslyst sluttede de flamske borgere forbund med Edvard III af England i 1340.
Brugge opstod formentlig som en lille romersk beboelse for mere end 2000 år siden. Invasionen af vikinger i 800-tallet medførte, at de gamle romerske befæstninger måtte forstærkes. Fra den tid finder man mønter, som bærer navnet "Bryggia". Det formodes, at navnet Brugge kommer af oldnordisk "Bryggja", som betyder "landingsplads". Oprindelig levede byen af lokalhandel, men omkring det 11. århundrede var Brugge vokset til et handelscentrum i Europa med et betydeligt uldmarked og en veludviklet uldindustri. Så omfattende var produktionen, at man måtte importere uld fra England og Spanien. Handelen blomstrede især, efter at der ved en kanal var skabt forbindelse mellem byen og Nordsøen ved bugten Zwin. Klædehandelen profiterede af de beskyttende bymure og af Flanderns grevskaber. Brugge blev endestation på den vigtige handelsvej til Köln, og der opstod et årligt klædemarked. Byens købmænd drog til England, Frankrig, Norditalien og Østersøen med klæde og bragte uld, korn, vin og (senere) krydderier med tilbage. I begyndelsen af 1100-tallet tvang Brugge sammen med de øvrige større byer i området, Gent og Ieper, greven af Flandern til at anerkende byernes selvstyre. Brugge spillede hovedrollen i Flanderns oprør mod den franske konge, en kamp, der kulminerede i flamlændernes sejr i "De Gyldne Sporers Slag" den 11. juli 1302, den 11. juli har siden været Flanderns festdag.
Brugge er hovedstad i provinsen Vestflandern og har et befolkningstal på 117.200 (2005) - heraf bor omkring 45.000 i den gamle bydel. Brugge ligger ved Boudewijnkanalen, der forbinder byen med havnebyen Zeebrugge, og der er kanaler til Gent, Ostende og Sluis. På grund af sine mange kanaler benævnes Brugge ofte "Nordens Venedig". Vandvejene havde stor betydning for byen i middelalderen, hvor varer til og fra byen sejledes via de små havnebyer Damme og Sluis. Efter at skibene havde passeret Damme, kom de ind i Brugge gennem "Dampoort", som var en af flere porte ind til byen. Floden Reie var i Brugge omdannet til et net af kanaler, hvorpå de handlende kunne fragte varer til de forskellige markedspladser. Disse kanaler havde navne som "Langerei", "Potterierei", "Spiegelrei" og "Spinolarei". I dag er der ingen kommerciel sejlads på Brugges "reien" (kanaler) - lige med undtagelse af rundture med turister. 5 familier i byen har tilladelse til turistsejlads, og hver familie har hver 4 både. Der var en livlig sejlads af disse motorbåde, som hver laster omkring 20 personer, fra om formiddagen (kl 10) til ud på aftenen. Selv i regnvejr var bådene fyldte med turister med farvestrålende paraplyer. Der var ofte lange køer til de steder, hvort man solgte billetter. Turene guides på hovedsprogene (lige med undtagelse af dansk).
Brugge er med sin velbevarede bykerne en af Belgiens største turistattraktioner. Den blev i 2000 udpeget til UNESCO-kulturarvsby og i 2002 udnævnt til europæisk kulturby. Selvom der udfoldes mange bestræbelser for at fremme gående og cyklende trafik, skaber biler og ikke mindst busserne store problemer. Der har været flere hidtil forgæves forsøg på at forbyde bilkørsel i den historiske bydel. Der er parkeringsrestriktioner overalt indenfor "Ringen". Hvis man som vi - og de fleste andre turister - bor i den gamle bydel, så er mit bedste råd at forlade den gamle bydel efter at have læsset kufferter mm. af og parkere udenfor eller langs med "Ringen", som løber rundt om bykernen. Adgang til den gamle bydel sker gennem de gamle velbevarede byporte: Bloedput, Smedenpoort, Booveriepoort, Katelijneåpoort, Gentpoort, Kruispoort, Dampoort og Ezelpoort. Jeg har faktisk selv afprøvet dette mit eget råd. Efter at have kørt i sneglefart gennem Brugge forlod vi den af en af byportene, parkerede bilen og vendte tilbage til fods for at finde logi. Da dette var foretaget, spadserede jeg tilbage for at hente bilen med vores oppakning mm, mens Birgit ventede i huset - men havde glemt ved hvilken byport, jeg havde parkeret. Ja, det er ikke altid sjovt at blive gammel. Som den systematiske person, jeg ynder at anse mig selv for, startede jeg med at gå til den fjerneste byport og derefter vandre langs den gamle vold, som omgiver byen. Ved hver byport undersøgte jeg omgivelserne for at se, om det var der, vores bil ventede. Turen tog godt tre timer, inden jeg fandt bilen ved den næstsidste port på den i øvrigt dejlige tur. Så jeg vil udvide mit råd med, at man bør notere sig, hvor man har parkeret sin bil, hvis man skal bruge den igen.
Når vi er på ferie, foretrækker vi Bed-&-Breakfast fremfor hotelværelser. Vi havde sonderet mulighederne på nettet, men havde lidt overmodigt besluttet ikke at bestille noget hjemmefra. Det var jo meget tidligt på sæsonen - midt i maj måned - så der burde ikke være problemer med at finde logi. Birgit havde dog lavet en liste med adresser på Bed-and-breakfast steder. Efter at have parkeret bilen udenfor Ringen, opsøgte vi først Nicki's Bed & Breakfast, som ligger i Ganzenstraat 37 midt i den gamle bykerne. Nicki udlejer tre værelser i et smukt vedligeholdt byhus fra 1705 - du kan se huset på billedet ved siden af. Desværre var alle værelser udlejet, da vi dukkede op. Du kan studere Nicki's hjemmeside
her.
Kristin Van Eeghem, Ganzenstraat 54, 8000 Brugge, Belgien, tlf. +32 (0)50 34 14 65.
Midt på Grote Markt står en stor statue af Jan Breydel og Pieter de Coninck, de to ledere af "Slaget om de gyldne Sporer", som fandt sted den 11. juli 1302. I 1300 havde den franske konge Philip IV annekteret Flandern. Det fortælles, at kongen året efter sammen med sin hustru havde besøgt Brugge og var blevet imponeret over byens velstand, og måske ikke mindst over kvindernes overdådige påklædning. I hvert fald skal dronningen have udtalt: "Jeg troede, at jeg alene var dronning, men her kan jeg se, at jeg har 600 rivaler." I 1302 pålagde den franske konge Flandern en ny skat samtidig med, at han tog de to sønner af greven af Flandern, Guy af Dampierre, som gidsler. Dette førte til uro overalt i Flandern, og i maj måned 1802 dræbte de rasende borgere i Brugge alle franskmænd i byen. Ifølge legenden identificerede de franskmændene ved at bede enhver, de traf på i byen, om at udtale en flamsk sætning, som er umulig at gengive med fransk tunge. (Jeg kan bevidne, at de fleste danskere formentlig også ville falde for denne test). Frankrig sendte en klassisk opbygget hær for at hævne dette blodbad og sætte de simple borgere på plads; hæren bestod af 2.500 adelsmænd til hest, 1.000 bueskytter, 1.000 spydkastere og omkring 3.500 lette fodfolk (infanteri), i alt ca. 8.000. (ifølge militærteoretikere talte hver ridder til hest som 10 fodfolk). Flamlændernes styrke bestod af omkring 9.000 fodfolk og omkring 400 riddere, alle veluddannede og disciplinerede. Du har formentlig gættet, at slaget blev vundet af flamlænderne, som efterfølgende kunne indsamle flere tusinde gyldne sporer fra de omkring 1.000 franske riddere, som blev dræbt. Dette sejrstrofæ blev hængt op i Vor Frue Kirke i Kortrijk. Det hører med til historien, at franskmændene tog dem tilbage et par år efter, men dette slag er et af de første beviser på, at det er muligt for en styrke af motiverede og veluddannede fodfolk at klare sig overfor riddere til hest. Dette slag blev romantiseret i 1800-tallet og blev et symbol på den flamske bevægelse, som kæmpede for anerkendelse af dets sprog og kultur imod den franske dominans.
På sydsiden af Grote Markt ligger adskillige middelalderligt udseende huse. Der er i de fleste tilfælde tale om mere moderne rekonstruktioner af middelalderbygninger, men de bidrager efter min mening godt til den autentiske atmosfære. Nogle kritikere hævder, at disse og andre rekonstruktioner ødelægger Brugges ry som middelalderby. På den anden side må betænkes, at man ikke kan bevare bygninger, som har adskillige hundrede år på bagen, uden at foretage omfattende renoveringer.
Den mest imponerende bygning på Groote Markt er den såkaldte "klædehal" med sit 83 m høje tårn, som er et af byens symboler. Den oprindelige bygning går tilbage til 1240, men allerede i 1280 blev tårnet ødelagt ved brand. I den kæmpemæssige klædehal blev flamsk fremstillet klæde solgt til hele verden. Fx ved vi, at der i 1399 var 384 salgsboder inde i hallen. Fra 1482-1486 blev den ottekantede lanterne på toppen tilføjet, og oven på denne et træspir med en statue af St Michael på toppen. Allerede i 1493 blev spiret ødelagt ved et lynnedslag. Igen i 1741 blev træspiret ødelagt ved brand og aldrig siden genopført. Som det var almindeligt i de større byer i Belgien (Nederlandene), blev byens vigtige dokumenter opbevaret i tårnet, som også fungerede som udkigstårn. Klokkerne i tårnet havde forskellige lyde til forskellige formål, så befolkningen kunne skelne imellem den klokke, som meldte, at der var fare på færde, den klokke, som meldte, at der var vigtige tidender, den klokke, som fortalte tiden osv. I 1500-tallet blev der i tårnet installeret et egentligt klokkespil, som kunne betjenes med et manuelt keyboard. Fra 1604 blev der spillet på klokkerne på søn- og helligdage samt markedsdage. Efter branden i 1741 måtte klokkespillet udskiftes. Af de 35 klokker fra dengang er de 26 stadig i brug. Antallet af klokker i dag er 47, og den samlede vægt udgør 27,5 tons.Klokketårnet er bl.a. kendt fra Henry Wadsworth Longfellows digt, "The Belfry Of Bruges", som indledes med
stands the belfry old and brown;
Thrice consumed and thrice rebuilded,
still it watches o'er the town."
På højre side af rådhuset ligger en smuk renæssancebygning (1534-1537). Bronzestatuerne på facaden viser Retfærdigheden, Moses og hans broder Aaron. Siden 1883 har bygningen tjent som retsbygning. På venstre side ligger justitspalæet, opført i nyklassicistisk stil (1722-1727). I dag huser den et turistbureau.
I et hjørne af pladsen, Burg 15, fandt vi "Basilius kapel" og "Det Hellige Blods kapel".
"Det Hellige Blods Basilika" ligger på "Burg pladsen". Der er i virkeligheden tale om to kapeller, opført i første halvdel af 1100-tallet af Derrick, greve af Alsace (1128-1168). Den originale facade i sengotisk stil blev i 1500-tallet ændret til renæssancestil. I efterdønningerne af den franske revolution blev den ødelagt og efterfølgende renoveret. De forgyldte statuer viser fremtrædende adelspersoner: ærkehertuginderne Isabelle og Mary af Burgund, ærkehertugerne Derrick og hans søn Philip af Alsace og i medallioner, ærkehertugerne Albert og Maximilian af Østrig, Margaret af York og Sybil af Anjou. Kapellerne fik status af basilika i 1923.Det nederste kapel, som har bevaret sin romanske stil, er "Basilius kapel", viet til St. Basil den Store (græsk læge, biskop af Cæsarea, som levede fra 329-379). Robert II af Jerusalem, greve af Flandern hjembragte et relikvium af St. Basil fra Cæsarea. Passagen mellem hovedskibet og sidekapellet er udsmykket med et relief fra 1100-tallet, som viser St. Basils dåb. I kapellet findes to træstatuer af Jesus; begge deltager i den årlige procession - se nedenfor.
Man kommer op til kapellet på 1. etage via en smuk trappe, "De Steeghere", som er fra 1523. Dette kapel er viet til "det hellige blod".
Dette kapel var oprindeligt også i romansk stil, men det skiftede fuldstændig udseende i det 15. århundrede og igen ved ombygning i 1823. Vægudsmykningen stammer fra denne sidstnævnte renovering. De originale bemalte glasvinduer blev fjernet kort tid efter den franske revolution, og nogle af vinduerne endte på "Victoria og Albert museet" i London. Relikviet opbevares i sølvaltret og vises for offentligheden hver fredag. Til højre for trappen, når man er kommet op, ligget et lille museum, som rummer nogle af kapellets skatte - adgang til museet 1,50 Euro. Her kan man bl.a. se det lille skrin (flaske af krystal), hvori det hellige blod opbevares, når det bliver ført i procession.
Ifølge traditionen blev "det hellige blod", som er et af Belgiens vigtigste relikvier, bragt til Brugge i 1150 af grev Derrick af Alsace efter deltagelse i det 2. korstog. På grund af sine heroiske bedrifter fik han patriarken af Jerusalems tilladelse til at fjerne relikviet, som er det lille stykke klæde, hvormed Josef af Arimatæa tørrede blodet af Jesu ansigt, efter at han var nedtaget af korset. Klædet opbevares i en krystalflaske, som aldrig har været åbnet, siden den kom til Brugge. Omkring år 1400 blev dannet "Det hellige Blods ædle Broderskab", bestående af 31 ærværdige borgere fra byen.
Siden 1150 har byen hvert år på dagen for Kristi Himmelfart opført "Det hellige Blods Procession", hvor byens borgere udklædt i historiske kostumer viser forskellige bibelske scener og grev Derricks ankomst til Brugge med det hellige blod. Selv om jeg personligt er lidt skeptisk overfor denne legende, så ville jeg gerne overvære denne internationalt kendte procession. Men som så ofte før: "For sent, for sent, alt for sent", som Stig Lommer sang i den fine revyvise af dette navn. Du husker måske, at Stig Lommer kom til Amerika samme dag, som den sidste Mohikaner var død? Vi kom til Brugge dagen efter Kristi Himmelfartsdag, den 18. maj 2007 ;o( Du kan læse mere om "det hellige blod" på på denne hjemmeside, fx se, hvornår der er messer i kirken.
I 1200-tallet opstod der blandt mange et behov for at trække sig tilbage fra den travle og kaotiske verden, og der blev dannet flere ordener, som helligede sig åndelige sysler. Disse nye ordener blev mødt med mistro af de eksisterende religiøse institutioner og i mange tilfælde forfulgt. Det blev dog flere steder i Nederlandene tilladt at oprette såkaldte "beguine samfund" (jeg har ikke kunnet finde en dansk betegnelse), som levede i såkaldte "beguinager", hvor de religiøse autoriteter kunne holde opsyn med dem. En beguinage er således en religiøs stiftelse for kvinder, hvis medlemmer levede som nonner, men som ikke aflagde fattigdomsløfte. Hertil kom, at kvinderne til enhver tid forlade "beguine-samfundet".Beguine-samfundet i Brugge blev grundlagt i 1245 af grevinde Margaretha, datter af grev Baldwin, som under korstogene var med til at erobre Konstantinopel. I den tidlige del af middelalderen arbejdede de fleste beguine-nonner i tekstilindustrien. Ofte sluttede døtre af velhavende familier tig til beguine-samfundet, og det var ofte en af disse kvinder, som blev valgt til leder af samfundet, og som kom til at bo i det største og smukkeste hus. Beguinagen "De Wijngaard" ("Vingården"), som ligger lige bag Minnewater, er et af de mange stille og fredelige områder i Brugge. Her ligger en gruppe huse omkring en have og sammen med et lille museum og en ditto kirke. Den originale kirke fra 1200-tallet blev ødelagt af brand i 1584, men blev genopført i 1609 og senere renoveret.
Der er (vistnok) ikke flere praktiserende beguine-samfund i Belgien. De smukke gamle bygninger er ofte indrettet som museer eller boliger for ældre. I 1937 blev beguinagen kloster for benediktinernonnerne, og vi så et par gange nonner herfra i deres sorte klædedragt med det hvide hovedklæde. Hvis du vil ind og se, hvorledes man levede i en beguinage, koster det 2 Euro.
En af flere smukke parker i byen er Minnewater, som indeholder en dejlig sø, Minnewater-søen eller Kærlighedssøen (minne betyder kærlighed på flamsk), hvor utallige par har erklæret hinanden evig kærlighed. Ifølge overleveringen har en ædel ridder begravet sin elskede her; hun døde af sorg over at være bortlovet til en anden. Fra den gamle bro fra 1740 er der en dejlig udsigt over byen. Denne kunstige sø ligger, hvor floden "Reie" løber ind i byen, og dens oprindelige formål var at regulere vandstanden i byens kanaler, så den holdt sig nogenlunde konstant. I Minnewater-parken afholdes rockkoncerter om sommeren.
Et af byen Brugges symboler er svanen, som forekommer i stort tal i Minnewater. Ved en lejlighed talte jeg omkring 30 på et område af måske 100 m2. En legende fortæller, at i 1488 henrettede befolkningen i Brugge en forhadt administrator, som var indsat af ærkehertug Maximilian af Østrig. Denne administrator blev kaldt "Pieter Lanchals", "Pieter Lanchals" Jeg formoder, at den stakkels mand havde en lang hals; i hvert fald indeholdt familiens våben en hvid svane. Maximilian straffede byens borgere med, at de til evig tid skulle holde svaner i deres søer og kanaler. Og indtil videre ser det ud til, at de brave Bruggeborgere respekterer dette dekret.
Foran Vor Frue Kirke, Mariastraat 38, ligger det store middelalderhospital, St. Johannes Hospital (Sint-Jan), et af de ældste hospitaler i Europa. Det ældste kendte dokument, som beskriver de gældende regler for hospitalet er fra 1188. Heraf fremgår, at hospitalets "brødre og søstre" ikke tilhørte en egentlig religiøs orden. Deres primære opgave var at tilbyde omsorg, pleje og sjælesorg for pilgrimme og andre rejsende. Syge personer blev også modtaget, blot de ikke led af smitsomme sygdomme. Personer, som led af fx spedalskhed eller sindssyge blev henvist til andre institutioner i byen. Søstrene tog sig af pleje og køkkenet, mens brødrene klarede det administrative. De levede i hver sit afsnit af hospitalet. I 1236 forlangte biskoppen, at brødrene og søstrene skulle aflægge de obligatoriske løfter om lydighed, renhed og fattigdom; herudover skulle de anlægge en religiøs klædedragt. Disse krav blev først opfyldt i 1459 - og det fordi man vurderede, at de religiøse bånd ville være mindre snærende end dem, der blev pålagt af fyrsten og byens autoriteter. Hospitalet blev udvidet i takt med, at befolkningstallet i byen voksede. Først i 1978 - efter omkring 800 år - ophørte dets funktion som hospital, og nu fungerer bygningerne som museum for det gamle middelalderhospital, for det gamle apotek samt for Hans Memling. En del af bygningerne fungerer også som kulturcenter, hvor der afholdes talrige kongresser og udstillinger.
I det gamle kapel i St. Johannes Hospital ligger et af byens fineste museer. Her er udstillet seks værker af maleren Hans Memling (1435/1440?-1494). Fire af værkerne malede Memling til søstrene på hospitalet. Hans Memling anses for en af de vigtigste af de "flamske primitive malere" - skønt han dog stammer fra Tyskland. Vi ved ikke meget om personen Memling, som første gang nævnes i byens annaler i 1465, men allerede i 1480 tilhører han byens velstående borgere. Han bliver gift med Anna de Valkenaere og får med hende tre børn. Nogle mener, at han forærede malerierne til hospitalet som tak for behandling for en sygdom, han havde, da han kom til byen som såret soldat - men det er vistnok rent gætværk. Et af Memlings mesterværker er udsmykningen af "Ursulas Skrin" (fra omkring 1489), som indeholder resterne af denne helgen. På de seks panaler fortæller Memling Ursulas historie. På et af panalerne ser man St. Ursula i selskab med 10 jomfruer (hver af dem repræsenterer 1.000 jomfruer), ligesom Jomfru Maria optræder sammen med to ledende hospitalssøstre.Legenden om St. Ursula. Kongen af England bad den franske prinsesse Ursula om at gifte sig med hena søn. Hun accepterede på den betingelse, at hun ville få lov til at tage på pilgrimsfærd sammen med 11.000 jomfruer. På vejen til det hellige land blev de modtaget af paven i Rom. På tilbagevejen blev de standset i Køln af hunnerne, som krævede at de afsværgede deres kristne tro. Da de nægtede, blev de alle dræbt.
Et andet mesterværk er en altertavle med Johannes Døberen og Evangelisten Johannes fra 1479, malt til hospitalets kirke. Det centrale panel viser Jomfru Maria med Jesus på skødet. Jesus anbringer en ring på fingeren af St. Katherina af Sienna, og ved siden af ses "den anden Katherina", nemlig St. Katherina af Alexandria. Det venstre panel viser Johannes Døberens liv, afsluttende med den grumme halshugning på anfordring af den skønne Salome. Det højre panel viser Dommedag som fortalt i Johannes Evangeliet - også en temmelig dyster fortælling. Museet har lukket om mandagen, billet 8 Euro.
Tårnet på Vor Frue Kirke kan ses over hele byen - og formentlig også langt uden for byen. Det tårner sig op (ha, ha) i en højde af 122 meter, hvilket formentlig til mange borgeres ærgrelse gør det til det næsthøjeste kirketårn i Belgien - kun overgået med 1 meter af domkirken i Antwerpen. Opførelsen af kirken blev påbegyndt i sidste halvdel af 1200-tallet. Byggeriet strakte sig over næsten 200 år, og stilen er en blanding af romansk og gotisk. Ved renovering af kirken omkring 1900 gjorde man sig umage for at bevare kirkens middelalderpræg.I kirkens kor er der gravmæler for Maria af Burgund og hendes fader Karl den Tapre (undertiden kaldt Karl den Dristige) af Burgund. Grevinde Maria regerede over Nederlandene i sidste del af 1400-tallet, og hun døde i Brugge i 1482 efter styrt med en hest under en jagt. Hendes fader døde i 1477 i Nancy, Frankrig. I 1550 blev resterne af Karl den Tapre bragt til Brugge og begravet ved siden af datteren. Maria grav er udsmykket i sengotisk stil, mens faderens er tidlig renæssance.
Størsteparten af turisterne kommer formentlig til Vor Frue Kirke for at se Michelangelos vidunderlige statue af "Madonna med barnet", som befinder sig i kirkens højre fløj. Det er den eneste statue af den store italienske kunstner, som kan ses i Belgien. Marias blide og alvorsfulde ansigt - hun har formentlig en anelse om, hvad der kommer til at ske - kan ikke undgå at bevæge dig. Michelangelo udførte sin "Brugge Madonna" omkring 1504, kort efter, at han havde lavet "Pietà" til Peterskirken og nogenlunde samtidig med, at han lavede sin prægtige "David", hans to mest berømte skulpturer. Det fortælles, at statuen oprindelig blev lavet til domkirken i Sienna, men at to købmænd fra Brugge, Jan og Alexander Moscroen, hjembragte den fra Italien efter en forretningsrejse i 1506. Jeg har ikke kunnet finde nogen troværdig forklaring på, hvorledes dette kunne finde sted. I det dokument, som donerer statuen til kirken, står, at ingen må se den, uden familiens [Moscroen] tilladelse. Kan det tænkes, at Michelangelo har fået et tilbud af købmændene fra Brugge, som han ikke kunne sige nej til, og så har forsøgt at skjule handelen for biskoppen i Siena eller måske for paven i Rom?
Jerusalemkirken, "Jeruzalemkerk", som ligger i Peperstraat, er opført i 1300-tallet af den velhavende købmandsfamilie, Adornes, som var kommet fra Genova til Brugge i 1200-tallet. Kirken har gennem tiden bevaret sin oprindelige stil og udformning - hvilket er lidt usædvanligt i Belgien. Mere usædvanligt er, at kirken stadig er i privat eje og tilhører efterkommere af Adornes familien. Der blev først opført et bedehus, som i den følgende tid flere gange blev udbygget og nåede sin nuværende udformning i 1470. Det menes, at kirken ydre og indre er en kopi af begravelseskirken i Jerusalem, som nogle medlemmer af familien havde besøgt. Midt i kirken ligger Anselm Adornes og hans hustru Vander Bancks grav. Anselm døde 1483. Kirkens udsmykning er på samme tid både broget og alligevel smagfuld. De smukke blyindfattede ruder er fra 1482 og 1560. Bag det nederste alter er et lille tomt område, som symboliserer Kristi grav. Pris 2,50 Euro.
Den hellige Frelsers Katedral, Sint Salvatorskathedraal ligger på Sint-Salvatorskerkhof, Zuidzandstraat. Da kirken blev anlagt sidst i 1100-tallet, var der næppe nogen, der drømte om, at den lille landsbykirke, Sint Salvator engang skulle blive byens katedral. Den værdighed tilhørte i mange år Sint Donatius, som lå overfor rådhuset. Sidst i 1700-tallet fordrev Brugges franske indbyggere biskoppen og ødelagde hans kirke, Sint Donatius. I 1834, få år efter Belgiens selvstændighed i 1830-1831, blev en ny biskop indsat, og den uanseelige Sint Salvator fik status af domkirke. Efter at en brand i 1839 havde ødelagt domkirkens tag, fik den engelske arkitekt William Chantrell til opgave at restaurere Sint Salvator og samtidig forsyne den med et imponerende tårn, som i højde skulle overgå de øvrige kirker i byen. Sint Salvator indeholder mange kunstgenstande fra sin forgænger Sint Donatius, bl.a. de smukke gobeliner, som blev fremstillet i 1731 af Jasper van der Borcht. Meget usædvanligt kan man i kirken både se gobeliner samt de malerier, som blev anvendt som model for fremstillingen af de samme gobeliner.
Kirken har et lille museum, "skatkammer" med gamle malerier, manuskripter og mange genstande af guld, sølv og kobber. En del af genstandene stammer fra den ødelagte Sint Donatius. Åbningstid: 14-17, lukket lørdag. Pris: 2,50 euro.
Det lyder næsten som titlen på et engelsk teaterstykke, men er nogle af de specialiteter, som Belgien og Brugge er kendt for. Hvis du som jeg elsker chokolade, så ved du også, at Belgien er Europas chokoladeland. Talrige butikker lokker forsvarsløse forbipasserende med alskens lækkerier, det meste håndlavet. Mayaerne og aztekerne blandede kakao med varmt vand og tilsatte forskellige ingredienser som peber og honning. De indfødte, som mente, at Quetzalcoatl, luftens, lysets og livets gud, havde stjålet kakaoplanten fra Solgudens søn, anså den for en gudedrik. Columbus mødte kakaobønnerne, da han opdagede den nye verden, hvor bønnerne blev brugt som betalingsmiddel af de indfødte. Da Hernán Cortés i 1527 vendte tilbage til Spanien fra Mexico medbragte han chokolade til Europa. Kakaoen blev hurtigt populær i Spanien og spredtes snart til adelen i hele Europa. Den gode chokolade indeholder ikke konserveringsmidler og har derfor begrænset holdbarhed. Jeg har ofte oplevet, at et stykke chokolade, indkøbt til fortæring ved aftenkaffen, end ikke har overlevet hjemtransporten. Det er bevist, at chokolade gør én lykkelig, idet der frigøres serotonin i hjernen, når man spiser det. Og hvis indtagelse af et stykke godt chokolade medfører, at man er i bedre humør, når man kommer hjem til ægtefællen, skulle man da være et skarn, om man ikke udnyttede denne viden. Hvis du er "chokoholiker", bør du måske besøge chokolademuseet i Brugge, hvor man bliver indviet i chokoladens historie. "Choco-Story" ligger Wijnzakstraat 2 ved Sint-Jansplein. Åbent fra 10-17. Pris: 6 Euro, børn 4 Euro.Og når vi nu er i gang med udskejelserne, kunne du også aflægge besøg på byens diamantmuseum, som ligger Katelijnestraat 43. Brugge er et af Europas ældste centre for forarbejdning og eksport af diamanter. Museet er åbent fra 10.30-17.30. Pris for en kombineret billet til Choco-Story + Diamant Museum: 10,00 Euro.
Endelig ligger der i Peperstraat 3A et kniplingsmuseum, tæt ved Jerusalemkirken. Museet ligger i et såkaldt fattighus, som er bygget af den kendte købmandsfamilie, Adornes familien, som var indvandret fra Genoa. Hver eftermiddag er der demonstration af det gamle (kunst) håndværk, ligesom det er muligt at købe kniplinger og materiale til knipling. Der ligger mange af disse fattighuse i Brugge, og mange af dem er smukt renoveret. De blev bygget i 1300-1400 tallet af byens laug og var bestemt for enker af laugets medlemmer. Også velhavende borgere, som i dette tilfælde, deltog i denne form for godgørenhed. Fattighusene er ofte bygget omkring en have og/eller en brønd. De fleste af haverne er tilgængelige for offentligheden. Der ligger bl.a. fattighuse i Noordstraat, Groene Rei, Stijn Streuvelsstraat, Katelijnestraat og Nieuwe Gentweg. Disse smukke bygninger har tilhørt byen siden den franske revolution. Lukket søndag. Billet: 2,50 Euro
Nu er det efterhånden ingen hemmelighed, at vores venner på Rejseholdet er fanatiske øldrikkere. Og det er lige så kendt, at Belgien er en af verdens bedste ølproducerende nationer. Omkring år 1900 var der omkring 3.200 bryggerier i Belgien; i dag er der kun 109 bryggerier tilbage. Der bliver produceret end 600 ølsorter i Belgien. Derfor måtte vi selvfølgelig aflægge besøg på byens lokale bryggeri for at bese og evt. smage på produktionen. Midt i byen på Walplein 26 ligger bryggeriet "De Halve Maan", "Halvmånen", som er grundlagt i 1856, men skriftlige kilder vil vide, at brygning har fundet sted her så langt tilbage som i 1546. For den ringe betaling af 5 Euro deltog vi i en rundvisning på knap en time. Den charmerende guide berettede undervejs på hhv. fransk og engelsk om de gamle bryggemetoder, som stadig praktiseres. (Turene afvikles hver time fra 10-16, om vinteren dog fra 11-15). Vi blev gelejdet op ad stejle trapper og hen over lofter for at studere øllets vandring under produktionsprocessen, afsluttende på toppen af bryggeriet, hvorfra der er en pragtfuld udsigt over byen. Herefter ned ad trapper og stiger for at modtage vores belønning, en smagsprøve på bryggeriets dejlig øl. Af hensyn til sikkerheden var det formentlig en god idé, at vi afsluttede med øllet. Vi spiste en portion suppe til frokost i bryggeriets store restaurant.
Vores guide fortalte entusiastisk om bryggeriets seneste øl, "Brugse Zot" - navnet betyder "Brugges nar", og det var da også den, vi fik som smagsprøve. Den lyse udgave holder 6%; den er frugtagtig og særdeles velsmagende. Vi prøvede senere "Brugse Zot Double", som holder 7½%. Den er mørkere og kraftigere og er brygget på seks forskellige typer af malt. Allerede det første år fik "Brugse Zot" flere priser: "World Beer Cup 2006 - Seattle" indenfor kategorien "Belgian & French Style Ale". World Beer Cup anses af øldrikkere for "The Olympics of Beer Competitions". Samme år modtog den "European Star Award 2006".
Øllet har fået sit navn efter et besøg af ærkehertug Maximilian af Østrig. For at byde kejseren velkommen opførte man en timelang parade med klovne, gøglere, narre og skuespillere i farvestrålende kostumer. Da man senere på dagen spurgte ærkehertugen, om han ville bidrage til opførelse af et galehus i byen, sagde han: "I dag har jeg ikke set andet end gale. Brugge er allerede ét stort galehus". Siden da benævnes borgerne i Brugge for "Brugse Zotten" - "Brugge narrene". Bryggeriets tidligere favoritmærke hedder "Straffe Hendrik" - vi tog selvfølgelig en passende udvalgt af belgisk øl med hjem til resten af Rejseholdet til senere indtagelse og bedømmelse. Bryggeriet har selvfølgelig en hjemmeside, som du kan finde her. Hvis du interesserer dig for belgisk øl, skulle du måske besøge denne side?.
Byens største koncerthus, Concertgebouw ligger på 't Zand 34. Det har formentlig været svært at få den vældige bygning - 120 meter x 50 meter - designet, så den passer ind i middelaldermiljøet. Jeg ved ikke, om det er lykkedes, men det kan nok ikke gøres meget bedre under de givne betingelser. På toppen ligger den såkaldte "lanterne", som rager 28 meter op over den øvrige del af bygningen. Heri befinder sig bl.a. en sal til kammermusik med plads til 300. I den store koncertsal er der plads til 1300 tilskuere. Hvert år er der mere end 100 forestillinger indenfor klassisk musik, jazz, musicals osv. i bygningen. Du kan læse om kommende arrangementer og bestille billetter på koncerthusets hjemmeside. For resten i stueetagen ligger et stort turistbureau, hvor du kan få råd og vejledning samt vælge mellem et utal af brochurer. Bureauet hedder "In&Uit Brugge".
På t' Zand pladsen overfor koncerthuset står en gruppe statuer ved et springvand. I virkeligheden er der tale om fire grupper: "De badende kvinder", som symboliserer de flamske byer Brugge, Ghent, Antwerpen og Kortrijk, "Flamsk Landskab", "Fiskerne", som refererer til forbindelsen mellem Brugge og havet, samt "Cyklister". Disse spændende statuer er udarbejdet i 1985-1986 af kunstnerparret Stefaan Depuydt og Livia Canestraro. Første gang vi var på pladsen, så vi hverken springvand eller statuer, idet der var opstillet et enormt og meget livligt tivoli. Et par dage efter var det under nedtagning.
Vi nåede kun at besøge et af byens kunstmuseer, nemlig Groeningemuseet, som ligger i Dijver 12. Museet har (naturligvis) en stor samling af flamske mestre, især fra den såkaldte "primitiver flamske periode". Betegnelsen primitiv refererer ikke til malerteknikken, men til det forhold, at periodens malere var de første til at udnytte de nye metoder og teknikker, som skulle revolutionere middelalderens malerkunst. Museet har dog også malerier af mestre fra renæssancen og barokken, modernismen, flamske ekspressionister mv. som Jan Van Eyck, Hans Memling, Hieronymus Bosch og Rene Magritte. Museet er med sine 11 udstillingsrum ikke større, end du kan se det på et par timer. Jeg blev især begejstret for ovenstående billede, udført af Jan van Eyck (omkring 1385–1441), "Madonna met kanunnik Joris Van der Paele", (1436) med dets imponerende detaljerigdom. Man kan næsten fornemme stoffernes struktur alene ved at betragte billedet.
Åbningstid: 9.30-17, lukket mandag. Pris: 8 Euro (6 for pensionoster) + 3 Euro for at låne en audioguide. Man kan købe en såkaldt kombibillet, som giver adgang til 3 museer for 2 billetters pris.
På en af vores traveture gennem Brugge så vi i Ezelstraat 90 et galleri, hvor der i vinduet var udstillet en halv snes skinnende figurer. Den mest iøjnefaldende lignede en 2½ meter høj udgave af Darth Vader; dog var figuren ikke sort, men skinnede metallisk af kobber, krom og rustfrit stål. Figuren var tydeligvis lavet af gamle dele fra motorcykler, biler mv. Nærmest for sjov spurgte jeg ejeren, som stod i døren, om figuren kunne gå, hvortil han nikkede og svarede "yes". Han fornemmede min vantro, hvorefter vi blev inviteret ind i galleriet. Her viste han os nogle filmklip på sin computer, hvor figuren bevægede sig majestætisk rundt. Han fortalte, at han havde brugt 9 måneder af sin fritid på at lave figuren, og den var som et barn for ham. Han var blevet tilbudt 25.000 Euro for den, men ville ikke sælge. Han viste os også "Shiva", en kæmpemæssig tiger, udstyret med en 50 HK motor med 6 gear. Han fortalte, at han sommetider tog Shiva med hen på torvet for at drikke en øl (ham, selvfølgelig ikke tigeren) på samme måde, som andre tog en hund med. Han viste os nogle filmklip, hvoraf nogle kan ses på hans hjemmeside. Han fortalte stolt, at hans værker ville blive vist i japansk fjernsyn den 29. maj 2007. Måske skulle du aflægge ham et besøg, hvis du kommer til Brugge?
- A Brugge, Monumenternes By (5 km)
- B Stille Brugge (3,7 km)
- C Brugge og Europa (4,2 km)
- D Overraskende Brugge (4 km)
I øvrigt kan jeg anbefale en rigtig god hjemmeside, www.belgien.dk, som omfatter Flandern. Her kan du studere Flanderns seværdigheder samt se en kalender over alle årets begivenheder. Du kan downloade brochurer - de fleste er engelsksprogede - og du kan sågar få dem leveret i din postkasse.
En af dagene kørte Birgit og jeg ud til den belgiske kyst. Vi kørte først til Knokke, som måske er bedst kendt for sit smukke kasino fra 1929-1930. Her hænger Europas største lampe med en diameter på 8.5 meter, en højde på 6.5 meter og en vægt på 7.000 kilo. Den består af omkring 22.000 stykker glas. Det må kunne ses på elmåleren, når der er tændt for de 2700 pærer i lampen. Fra Knokke kørte vi sydpå langs kysten til Zeebrugge, som ikke alene er en betydelig fragthavn med megen containertrafik, men som også sender og modtager mange turister. Mange kommer kun en enkelt dag for at tage fx til Brugge.
Da vi nærmede os Bredene, var det som at komme til Vesterhavet. Ikke alene er der store sandklitter langs kysten og kilometerlange, brede sandstrande, men byen minder også om Blokhus og Løkken. Hoteller og pensionater side ved side, og masser af turiststeder. Vi gik en tur en timestid på stranden og nød både vejret og naturen. Vi spiste vores medbragte frokost på stranden og nød bl.a. synet af en flok heste på stranden. I juli-august mangedobles byens indbyggertal. I nærheden af Bredene ligger Belgiens eneste nudiststrand. Vi fortsatte sydpå til Oostende, hvorfra vi kørte tilbage til Brugge. En dejlig afveksling.
Jeg interesserer mig stærkt for historie og ville ønske, at jeg havde haft tid til at tage på en af de arrangerede ture fra Brugge til Flandern, hvor nogle af de mest blodige og langvarige slag under 1. verdenskrig fandt sted. Hvis du skulle være interesseret, kan du evt. besøge denne hjemmeside, hvor du kan orientere dig herom. Der er flere arrangører, og du kan få oplyst dem alle på turistbureauet. En heldagstur, hvor man bliver afhentet om morgenen og kørt til bl.a. Ypres, hvor tre af de vigtigste slag blev udkæmpet: Først i oktober-november 1914, hvor englænderne erobrede Ypres fra tyskerne, senere i april-maj 1915, hvor tyskerne for første gang anvendte giftgas på vestfronten og tilbageerobrede Ypres fra de allierede, og endelig i juli-november 1917 (også kendt som slaget ved Passchendaele), hvor britiske, canadiske, australske og newzealandske styrker med et ufatteligt tab af næsten 500.000 menneskeliv på begge sider erobrede nogle få kilometer land. Turen omfatter besøg på de enorme krigskirkegårde for tyske og allierede soldater, der findes i området, samt besøg på et par krigsmuseer. Man bliver afleveret igen sidst på eftermiddagen. En sådan tur, som i 2007 kostede omkring 60 Euro alt incl., står højt på min ønskeliste ved næste besøg i Brugge.
