Grethe & Louis og Unni & Björg
Birgit og jeg har siden vi blev pensioneret tilbragt tre måneder hver vinter på Costa del Sol i Spanien. Vi har forelsket os i området øst for Malaga, og den første vinter boede vi i den lille by Salobreña. De følgende otte år tilbragte vi januar, februar og marts måned i Nerja. Og i 2020 lejede vi en lejlighed på 7. etage i en boligblok i Torre del Mar tæt ved den smukke strandpromenade - efter vores mening den smukkeste i hele Spanien. Vi skulle have tilbragt 3 måneder her, men pga. Corona krisen blev vi tvunget til at tage hjem to uger før tiden. Men det er en helt anden historie, som jeg ikke skal trætte dig med.
Vi får gerne 2-3 besøg hjemmefra, og med vores gæster tager vi på udflugter i området. I år (2020) var vi bl.a. på udflugt til Cordoba med nogle venner, og vi var også med den danske kirke på udflugt til Almeria og Cartagena. Vi tager også på ture i det dejlige Andalusien med andre danske, der som os tilbringer en del af vinteren hernede. Vi har fået mange venner gennem Den danske Kirke øst for Malaga og også gennem petanquespil gennem Den danske Klub i Torre del Mar. Flest venner har vi nok fået gennem de ugentlige vandreture, som har udgangspunkt i Torre del Mar. 40-50 danskere og en håndfuld dejlige nordmænd deltager hver tirsdag i disse fantastiske ture.
Et vennepar, som vi har lært at kende gennem vandreturene, er Louis og Grethe. Da vi ikke kunne finde et sted at bo i Nerja i 2020, var de behjælpelige, så vi fik en lejlighed blot 100 meter fra, hvor de selv bor. Grethe er resident, som det hedder, og hun har boet i Spanien de seneste 30 år. Hun flyttede derned sammen med sin mand, som var kommet på førtidspension, og sammen byggede de et fantastisk hus oppe i bjergene bag Torre del Mar. Da manden døde, solgte hun huset og købte en dejlig lejlighed i Torre del Mar, hvor hun i en årrække har boet sammen med sin kæreste Louis, som også havde mistet sin hustru. Louis har de seneste 20 år tilbragt efterår og vinter i Spanien. Han har en dejlig lejlighed i Nordsjælland, hvor han og Grethe nyder den danske sommer og besøger venner og familie. Grethe er uddannet fotograf hos Kehlet (som alle mennesker på vores alder kender). Hun tager stadig flotte og velkomponerede billeder, selv om synet ikke er, hvad det har været. Louis er "gammel sømand" og har sejlet som kaptajn i mange år. De første år på langfart, og senere mange år som kaptajn på færgen Grenå-Hundested. De er begge meget udadvendte og har hjulpet mange danskere gennem tiden med deres mangeårige kendskab til forholdene i Spanien. Hertil kommer, at Grethe taler udmærket spansk. Grethe var i mange år i bestyrelsen for den danske klub og også i petanque-klubben. Vi har haft fornøjelsen af et besøg af de dejlige mennesker hjemme i Danmark, og vi glæder til at besøge dem denne sommer.
Vi har flere gange kørt på udflugter med Louis og Grethe. I januar måned kørte vi eksempelvis op til Trevelez i Sierra Nevada, som med sin beliggenhed i knap 1500 meters højde, er den højest beliggende landsby i Spanien. Trevelez kaldes også "skinkebyen" og er kendt for sine lufttørrede skinker, som hænger ned fra lofterne i fabrikker og butikker.
Grethe & Louis og Unni & Björg
Louis forslog, at vi tog på en 3-dages tur til Tanger i Marokko. Vi skulle køre til Tarifa, som ligger et par hundrede km. vest for Torre del Mar, og hvorfra der er færgeforbindelse til Tanger. Den følgende morgen ville vi tage færgen til Tanger, hvor en (engelsktalende) guide og en chauffør ville vente på os. Først ville vi i bus blive kørt rundt i Tanger, derefter ville guiden tage os på en spadseretur gennem medinaen. Vi ville få en typisk marokkansk frokost/middag på en autentisk marokkansk restaurant. Efter lidt tid på egen hånd ville vi tage færgen tilbage til Tarifa kl. 16. Den plan kunne Egon Olsen ikke have lavet bedre. Det viste sig, at andre gode venner fra traveturene, Jens og Birgit, også gerne ville med, og det samme ville de norske jenter, Unni og Björg også. De kommer begge fra Bergen og har været venner siden skoletiden.
Vi kørte afsted tidligt på formiddagen i to biler, Jens og Birgit, Unni og Björg i den ene bil, Søren og Birgit, Louis og Grethe i den anden.
Fra Torre del Mar til Tarifa, 207 km, ca. 2½ timers kørsel.
Vejen var god, motorvej en stor del af vejen. Som de lokale valgte vi at køre ad veje, hvor der ikke var betaling. Ikke så meget for at spare penge (ca. 10 euro), men fordi de gamle veje typisk er mere attraktive, og vi havde jo masser af tid.
Hygge ved Puerto de la Duquesa
Efter at have passeret Estepona drejede vi af mod Manilva og kørte ned til marinaen ved Puerto de la Duquesa, hvor vi fik en kop kaffe og strakte benene lidt. Vi gjorde også et kort ophold for at nyde udsigten over en naturpark.
Til højre Birgit og Birgit
I baggrunden ses bjergene i Marokko.
Først på eftermiddagen var vi fremme ved vores hotel, Hostal Alameda, som ligger lige i hjertet af Tarifa. Louis havde bestilt fire værelser hjemmefra. Hotellet har selvfølgelig også en hjemmeside. Hotellet har 27 værelser, fordelt på to bygninger. Værelserne var ganske udmærkede med eget badeværelse, TV og internet. Udsigten fra værelserne var ikke prangende, men vi skulle jo også kun opholde os på værelserne, når vi sov. Der var ikke mange parkeringspladser, så Jens og jeg skulle gå nogle minutter for at finde en plads. Hotellet ligger ved den gamle bymur. Kernen er en gammel bygning fra 1200-tallet. Siden er der tilføjet en ny fløj. Færgeterminalen ligger blot 100 meter borte.
Hostal Alameda, Tarifa
Efter at vi var blevet indkvarteret, gik vi hen for at købe billetter. Der lå et lille bureau nede ved havnen, ikke mere end et par hundrede meter fra hotellet. Her bestilte vi færgebilletter med afgang kl. 9 næste morgen. Derudover bestilte vi en udflugtsbillet, som dækkede rundtur i bus i Tanger, spadseretur gennem Medinaen i selskab med en engelsktalende guide, frokost på en marokkansk restaurant. Vi kunne vælge at returnere med færgen enten kl. 16 eller kl. 19. Vi bestilte billetter til kl. 16 og betalte godt 1.000 kr for Birgit og mig.
Tarifa, som er den sydligste by på det europæiske fastland, ligger blot 14 km fra Afrika og ud til Gibraltarstrædet, hvor Middelhavet og Atlanterhavet mødes. Tarifa har gennem de seneste år markeret sig som et af Europas vigtigste og bedste steder for kitesurfing og windsurfing, og indenfor et par km. ligger nogle af Spaniens bedste strande. Dem ville vi kigge nærmere på den sidste dag, inden vi kørte tilbage til Torre del Mar.
Vi besluttede at besøge den mauriske borg, som lå lige om hjørnet, og derefter finde et sted at spise i den charmerende gamle bydel. Borgen hedder Castillo de Tarifa, men er bedre kendt som Castillo de Guzman el Bueno, "Guzman den godes borg". Borgen blev opført i 960 by under Abd-ar-Rahman III, kaliffen af Cordoba. Borgen skulle beskytte mod overfald fra Afrika og også mod angreb af vikinger fra nord.
Da Tarifa i 1292 blev taget af den kristne konge Sancho IV af Castillien, fik Alonso Pérez de Guzmán ansvaret for byens forsvar. I 1286 blev fæstningen belejret af Sanchos broder Don Juan og en flok maurer. Guzmans søn var blevet taget som gidsel, og angriberne truede med at dræbe ham, med mindre Guzman overgav sig og sine tropper. Ifølge legenden skal Guzman have svaret:
Jeg fik ikke en søn, for at han skulle bruges mod mit land, men for at han skulle tjene det mod dets fjender. Skulle Don Juan dræbe ham, vil det kun give mig og min søn ære, men evig skam til Don Juan i denne verden og evig vrede efter døden.
"Herefter skal Guzman have kastet sin egen dolk ned til oprørerne, for at de kunne bruge den til at dræbe hans søn. En grum historie. For sit heltemodige forsvar blev Guzman belønnet med store landområder af kronen. I 1309 hjalp Guzman Ferdinand IV med at erobre Gibraltar fra maurerne, som havde siddet på det i omkring 600 år, og for den dåd blev han udnævnt til greve af Medina Sidonia.
Sancho IV og Guzman den gode
Den imponerende solidt byggede fæstning var af stor strategisk betydning både for Spanien og hele Europa. I flere hundrede år tjente den som garnison for spanske soldater. Det var sidst på dagen, så vi så alene fæstningen udefra. Der er to tårne på fæstningen, det ene bærer navnet Torre de Guzman el Bueno, og det er herfra, at Guzman skal have kastet sin dolk ned til oprørerne. Om sommeren afholdes koncerter i fæstningsområdet. Oppe fra bastionerne er der udsigt til bjergene ovre i Marokko.
I god tid før kl. 9 stod vi i køen på færgeterminalen. Bilerne kørte om bord først. Paskontrollen og security var lidt langsom. Færgen var i fin stand med masser af sæder. Der var en lille cafe, hvor man kunne købe drikkevarer og snacks og også en bod med toldfri varer. Vi hilste på vores spanske guide, som var særdeles sød og imødekommende. Det blæste en del, hvilket det ifølge Louis ofte/altid gør på de kanter, men vi kom afsted nogenlunde rettidigt. Sejltiden var sat til 45 minutter, men det tog vel omkring en time at tilbagelægge de 14 km over Gibraltarstrædet.
Overfart Tarifa - Tanger
Da vi lå ud for havnen i Tanger, meddelte en stemme i højttaleren, at vi ville blive liggende indtil videre. Havnen i Tarifa var blevet lukket pga. storm, og det var ikke sandsynligt, at den ville åbne igen samme dag. Og hvad skulle man stille op med passagererne? Efter en halv times tid fik vi dog lov til at slippe i land. Men hvordan - og hvornår - ville vi kunne komme tilbage? Men den tid, den sorg.
Byens menes at være grundlagt omkring år 500 fvt. som en fønikisk handelskoloni; senere blev den overtaget af Karthago. Under kejser Claudius i år 42 blev den hovedstad i den romerske provins Mauretania. Fra begyndelsen af 700-tallet til 1471 var Tanger underlagt skiftende muslimske dynastier, hvorefter den kom først i spansk og portugisisk besiddelse, og i 1661 blev den overtaget af England. Efter fem års belejring kom Tanger i 1684 igen under marokkansk kontrol. Da Marokko i 1934 blev underlagt spansk og fransk kontrol, fik Tanger en særlig status som international zone, styret af en internationalt sammensat kommission. I den periode var Tanger oversvømmet af europæiske og amerikanske diplomater, spioner, forfattere og forretningsfolk. Under anden verdenskrig, i øvrigt samme dag som Hitler indtog Paris, blev Tanger besat af spanske tropper. I 1956 fik Marokko fuld suverænitet, og samtidig blev Tanger en del af Marokko.
Tanger set fra havet
Vores søde guide på færgen fik os sikkert i land og satte os i forbindelse med vores marokkanske guide. Det viste sig, at Louis og Grethe tidligere havde brugt guiden, og der blev et hjerteligt gensyn. Næste gang, lovede han, så ville han invitere Louis og Grethe hjem til middag i hans hus. Sjovt nok føler jeg mig ikke overbevist om, at det vil finde sted, men guiden var vidende og charmerende og talte et udmærket engelsk. Vi tog plads i bussen, hvorefter vi fik en køretur på en times tid gennem den nyere del af Tanger.
I 2014 var der knap 1 million indbyggere i Tanger, og yen har et areal på 200 km². Tanger er en multikulturel by, hvor marokkansk, spansk og fransk kultur mødes i en charmerende heksedans. Færgen lagde til nedenfor medinaen (den gamle bydel), som er forholdsvis lille og ligger på en skråning ned mod havet. Den er omgivet af en gammel ca. 2 km lang bymur. Kasbaen (arabisk for fæstning) ligger højt oppe sammen med sultanens palads, der i dag fungerer som museum.
Tanger er Marokkos dør til Europa, derfor er havnen yderst vigtig for byen og landets økonomi. Hertil kommer fiskeri, tekstilindustri og produktion af tæpper. De omkringliggende områder domineres af smålandbrug med frugt og grøntsager. Mange marokkanere arbejder i Andalusien, og når vi kørte ture i Sydspanien, så vi ofte marker med 50-100 marokkanere, som plukkede jordbær. De seneste 10-15 år er der dog investeret meget i turisme. Tilbage i 1960'erne lå Marokko på det såkaldte hippie-trail, hvor unge mennesker kom fra hele verden for at indhylle sig i hash-tåger. I dag er der bygget store hoteller, hvor turister ligger og lader sig branke i solen. Hver sin smag. Turen rundt i byen viste, at der foregår en modernisering og udvikling af området. Der er opført en helt ny bydel, Tanger City Centre, en ny lufthavnsterminal, et nyt fodboldstadion og en fragtterminal i byens nye havn, Tanger-Med. Mere herom senere. Tanger har også flere internationale universiteter.
Vores guide fortalte, at de fleste af Tangers indbyggere taler en arabisk dialekt, som er meget påvirket af spansk, men hvori også indgår gloser fra fransk og engelsk. Vejskilte er skrevet på arabisk og fransk. Fransk bruges på universiteter og i mange af de store virksomheder, men alle i turistindustrien kan klare sig på engelsk og spansk.
Fra min barndom kendte jeg især Tanger med sit internationale miljø som centrum for international spionage, og masser af bøger og film udspillede sig her. Byens snævre gader vrimlede med luskede spioner, som også sad på de snuskede barer uden at tiltrække for megen opmærksomhed. Både under anden verdenskrig og under den kolde krig var Tanger et Eldorado for spioner, agenter og smuglere. Tanger tiltrak også fremmed kapital i store mængder. I 1943 forsøgte Nazi-Tyskland at ødelægge den engelske økonomi ved at sende store mængder af falske pund på markedet, og disse penge blev bl.a. bragt i omløb via en engelsk bank i Tanger.
Tanger optræder også i en forholdsvis ny spionfilm, "The Bourne Ultimatum", med Matt Damon i hovedrollen. En af min ungdoms helte er Modesty Blaise, som overtog en forbryderbande i Tanger og gav den international status under navnet "The Network". Mange af Peter O'Donnes romaner og tegneserier udspiller sig i Tanger. Da Modesty Blaise opløste sit netværk og flyttede til England, beholdt hun sit hus på en bjergside over Tanger.
En anden af mine helte, Ibn Battuta, alle tiders største rejsende, er født i Tanger i 1304. I 1325, 21 år gammel, tager han afsted på en rejse, som kommer til at vare omkring 30 år. Hovedformålet er en pilgrimsrejse (Hadj) til Mekka, hvilket som bekendt er enhver god muslims pligt. Det er en af Islams fem søjler. Hans rejse kommer til at strække sig over 140.000 km, og han besøger noget, der svarer til 45 af nutidens lande. Hans grav er i den gamle bydel i Tanger, men vi fik den desværre ikke at se. Men der skal jo også være noget at vende tilbage til. Hvis du har lyst til at vide mere, kan du klikke her.
Efter afslutningen af busturen rundt i byens nyere kvarterer ventede et spadseretur rundt i den gamle bydel, medinaen. Medinaen er omsluttet af en bymur, hvoraf det meste er bygget i 1400-tallet. Det vrimlede af mennesker i de smalle og snoede gader, langt de fleste lokale, ikke så mange turister endnu her i februar måned. Tanger er en af de mest moderate byer i Marokko, og det er ikke noget særsyn at se kvinder, som ikke havde tildækket deres ansigt.
Området er en stor labyrint, som det ville have svært at orientere sig i uden vores guide. Han nikkede og hilste på alle mennesker, han kom forbi, men han har sikkert også gået den samme vej flere hundrede gange.
Vi så flere butikker med farverige lædertøfler med spids snude. De er et stort hit blandt turister, men jeg tror dog ikke, at nogen i vores selskab faldt for dem. Der var også et stort antal krydderier udstillet i vinduerne og boderne, og man følte sig næsten beruset, når man gik forbi . Og det marokkanske køkken anvender krydderier i stort omfang, bl.a. kanel, kommen, gurkemeje, ingefær, paprika, koriander, safran, muskat, nellike, fennikel, anis, cayenne, sort peber, sesamfrø osv. osv. Det mest berømte krydderi fra Marokko er blandingskrydderiet ras el hanout, som indgår i nationalretten tagine. Tagine er en stuvning af kød (okse, lam, kylling) og grøntsager, langtidskogt i en lerkrukkegryde. Hver krydderiforhandler blander sin egen ras el hanout, og der indgår 20-30 forskellige krydderier i blandingen.
På ruten kom vi forbi et stort antal butikker og små værksteder med messingarbejde, jernarbejde, lædervarer, sko, tæpper, tøj, elektronik, grønsager, krydderier osv. Guiden fortalte, at de priser, der blev forlangt/foreslået til turisterne gerne er 5-6 gange højere end til de lokale. Selv om den marokkanske valuta er dirham, blev de priser, som de handlende slyngede efter os, angivet i euro: 10 euro, 9, euro, 8 euro, 7 euro. Aldrig har jeg hørt nogen tælle baglæns så hurtigt. Måske er baglænstælling en marokkansk nationalsport? Jeg tror, at Jens var den eneste der gav efter for presset og forbarmede sig over en handlende og købte en T-shirt. "Jeg havde ondt af manden", sagde Jens, og vi, som kender Jens, ved, at han har et varmt hjerte.
Vi besøgte sammen med vores guide et par butikker. Guiden betonede meget, at der ikke var købetvang, og der var heller ikke meget presseri. Den ene butik var en tæppebutik, hvor en ung mand sad og vævede på et tæppe. Den anden butik var en kombination af et apotek og en krydderiforretning. Vi fik et meget langt foredrag, hvoraf det meste gik hen over hovedet på mig. Men én ting bed jeg mærke i: arganolie, som presses ud af kernerne fra frugten på argantræet. Dette træ, som jeg aldrig havde hørt om, vokser stort set kun i Marokko. Olien bruges både som madolie og til fremstilling af kosmetik. Ved anvendelse af arganolie til madlavning bliver kernerne ristet først, inden de presses ved lav temperatur. Madolie benyttes til at dyppe brød i, i salater eller som tilbehør til diverse retter som couscous og pasta. Den kosmetiske olie benyttes til pleje af hud, hår og negle og mod diverse skavanker. Apotekeren fremhævede flere gang, at arganolie forhindrede mænd i at snorke. Jeg ved ikke, om det kun er mændene i Marokko, der snorker. Ligesom olivenolie fremstilles arganolie i flere kvaliteter.
Spadsereturen med vores guide sluttede med, at vi gik ind på en marokkansk restaurant, som lå på første etage. Lige indenfor døren sad et orkester og hyggede sig. Da vores selskab kom ind, sprang de op, og begyndte at spille. Og efter et kvarters tid holdt de igen en pause, indtil det næste selskab dukkede op.
Vi fik et dejligt måltid fra det marokkanske køkken, der er stærkt påvirket af det arabiske og andalusiske køkken. Som det fremgår at billedet, var der mulighed for øl eller vin. Det er ikke tilfældet på alle lokale restauranter.
Vi begyndte med en dejlig kold suppe. Herefter fik vi flere små kødretter med okse, lam og kylling med couscous og masser af dejlige grøntsager og godt brød. Hvis du vil vide mere, skal du bare spørge Jens. Han er udlært slagter og underviste i mange år på slagteriskolen i Roskilde. Jens og Birgit er utroligt gæstfri, og vi har besøgt dem flere gange i deres hjem hernede i Spanien. Sidst blev vi inviteret til eftermiddagskaffe, men da det trak lidt ud (vi ville gerne beundre solnedgangen oppe fra bjergene), spurgte Jens, om vi ikke ville blive til aftensmad. Og i løbet af ingen tid havde han fremtryllet et dejligt måltid. Jeg ville ønske for min kone, at hun havde sådan en mand.
Efter den dejlige middag var programmet i Tanger for så vidt afsluttet. Men hvordan skulle vi komme tilbage til Tarifa, hvis havn stadig var lukket? Vores marokkanske guide ledte os hen til en lille café, som lå oppe på skråningen med udsigt over havneterrænet. Her ventede vi en times tid, indtil vores spanske guide dukkede op.
Hun fortalte os, at vi ville blive kørt i bus til Tanger-Med, som er navnet på Tangers nye industrihavn. Den ligger 40-50 km. øst for Tanger. Derfra ville vi med færge blive overført til Algeciras, som er en havneby i Spanien. Her ville vi blive samlet op af en bus, som ville køre os vestpå til Tarifa.
Køreturen til Tanger-Med viste sig at være en fin oplevelse. Området var faktisk mere frodigt og grønt end på den modsatte side af Middelhavet, og det var som at køre gennem en enorm have med blomstrende frugttræer og -buske. Køreturen tog omkring en time.
Tanger-Med er den største havn i Middelhavet - og vistnok også i Afrika. Selv om den primært er en fragthavn, har den også en passagerterminal. Havnen åbnede i 2007 med en kapacitet på 3.5 millioner containere. I 2019 håndterer havnen mere end 9 millioner containere og rangerer som den 18. største i verden. Louis gjorde opmærksom på alle de blå Mærsk containere, og vi så, at der på alle kraner står APM Terminal. Louis fortalte - med stolthed i stemmen, at Tanger-Med styres af A.P. Møller-Mærsk, som har investeret omkring 5 milliarder kroner i anlægget.
Vi blev læsset af bussen og gik ind i passagerterminalen. Herinde var et vekselkontor, en hæveautomat, og en lille butik, der solgte aviser, bøger, cigaretter, snacks osv. Der var også en cafe på øverste etage.
Køen var lang, og der gik temmelig lang tid med at komme igennem paskontrollen og security. Der var åbenbart ingen bagagerestriktioner, alle slæbte al den bagage med, som de kunne bære i kufferter, papkasser og indkøbsposer. De fleste af passagererne var tydeligvis gæstearbejdere i Spanien, som havde været på besøg hos familien i landsbyen i Marokko.
Vi fandt et bord lige ved siden af cafeteriet, hvor vi slog os ned. Overfarten ville tage 1½-2 timer. Der var snart en lang kø til cafeteriet, og den blev afviklet i sneglefart. Jeg tror faktisk, at de sidste i køen først opgav, da færgen sejlede ind til Algeciras.
De unge, smukke mennesker er: Søren, Birgit, Jens, Birgit, Unni, Björg, Grethe og Louis
Louis kiggede undersøgende omkring flere gange, færgen forekom han bekendt. Men på den anden side, var der ting såsom opkørselsrampen og restaurationsdækket, som undrede ham. Pludselig fik en af selskabet, Birgit, øje på en montre, hvori var udstillet et kunstværk af glas. Under kunstværket var en plakette, hvoraf det fremgik, at det var en gave fra Ebeltoft Kommune til Mols-Linien i forbindelse med idriftsætning af færgen Mette-Mols den 18. marts 1966. Færgen sejlede mellem Ebeltoft og Sjællands Odde indtil 1996, hvor hun blev solgt til "Compagnie Maritime Marocco-Norvegienne S.A. Tanger, Marokko". Her blev der bl.a. indbygget en ny intern opkørselsrampe til øverste bildæk, da der ikke var opkørselsramper i Algeciras og Tanger, ligesom der blev tilføjet ekstra passagerfaciliteter i styrbordsside på restaurantdækket. Louis fik næsten tårer i øjnene, da det gik op for ham, at han adskillige gange havde sejlet med færgen hjemme i Danmark. Birgit og jeg husker de første driftår med Mette-Mols og også søsterskibet Maren-Mols med en række uheld som grundstødninger, bovportproblemer, maskineksplosion, skorstensbrande og påsejlinger af molerne og færgelejerne i både Ebeltoft og på Sjællands Odde. Jeg tror dog ikke, at Louis var medskyldig i nogen af disse hændelser.
Det viste sig besværligt at komme i land i Algeciras på grund af de mange passagerer, som medbragte ustyrlige mængder af bagage. Kufferter og papkasser mm. var blevet stuvet ind i nogle containere på dækket, og lidt upraktisk, syntes vi, blev disse passagerer ekspederet først. Men efter nogen forsinkelse kom vi ind i bussen, som kørte os til Tarifa, hvor vi ankom omkring kl. 23. Vi var alle enige om, at det på trods af problemer med færgefarten havde været en dejlig tur. Turen var nærmest blevet beriget af, at vi havde fået den ekstra bustur i Marokko, have oplevet Mærsks imponerende terminalanlæg i Tanger-Med og også sejlturen med Mette-Mols. Vi var dejligt trætte, da vi gik i seng.
Efter morgenmaden checkede vi ud fra hotellet. Inden vi kørte tilbage til Torre del Mar, ville vi besøge udgravninger af den romerske by Baelo Claudia. Det var en køretur på omkring 30 km. Louis foreslog, at vi lagde vejen omkring stranden og klitterne ved Punta Paloma.
En af de mest fantastiske, uspolerede naturstrande i Andalusien er Punta Paloma, ca. 10 km nordvest for Tarifa. Den er en af årsagerne til, at Tarifa ofte omtales som Europas "hovedstad" for vind- og kitesurfing. Dramatiske sandklitter rejser sig fra stranden, og havde vi haft tid (energi?), ville vi have besteget klitterne og nydt den efter sigende fantastiske udsigt herfra. Klitterne er skabt af sand, som er blæst op fra stranden, og er med tiden blevet dækkket af vegetation, deriblandt mange træer. I 1990'erne forsøgte man - uden held - at standse sandflugten ved at sætte nogle hegn, men de er også med tiden blev begravet.
Punta Paloma nordvest for Tarifa
Den klit, vi besøgte, var omkring 50 meter høj og adskillige hundrede meter bred. Der blæste en frisk vind, hvilket det gør det meste af året ved Tarifa. I sommermånederne vrimler stedet med vindsurfere og kitesurfere. Her i februar så vi bare nogle få stykker. Med en beliggenhed ud til Gibraltarstrædet på kanten mellem Europa og Afrika, hvor de kolde vandmasser fra Atlanterhavet møder Middelhavet varmere vand, og danner en voldsom tragt, er der næsten garanti for vind. Omkring 80% af alle årets dage er der mindst vindstyrke 4, og gennemsnitstemperaturen på årsbasis er omkring 18 grader.
Efter at have tømt vores sko for sand fortsatte vi vestpå til Baelo Claudia, som ligger et par km fra landsbyen Bolonia. Selv om jeg er meget interesseret i historie, må jeg indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Baelo Claudia - selv om den har nogle af de bedst bevarede romerske ruiner i Andalusien. Med sin strategisk gode beliggenhed tæt ved handelsvejene i Europa og Afrika har den spillet en vigtig rolle i sin tid.
Besøgscentret i Baelo Claudia
Vi begyndte med at besøge det moderne besøgscenter, som er indpasset så fint i landskabet. Skønt de lokale i begyndelsen protesterede over den efter deres mening "uskønne betonblok". Vi kom ind i et lyst atrium med en glasbalkon med en dejlig udsigt til kysten. Der var udstillet en model, som gav en ide om, hvorledes byen så ud, da den var på sit højeste, og man fik også udleveret en audio guide. Der var en fin udstilling af mange af de genstande, som var kommet for dagens lys under udgravningerne. Kronjuvelen i samlingen er resterne af en marmorstatue, som i 2012 blev fundet under udgravningen af badeanlægget. Statuen er en kopi af den klassiske, græske "Spydbæreren" (Doryforos), som er udført af mesteren Polykleitos. (Der står for resten en kopi af samme på Statens Museum for Kunst). Originalen, som desværre er bortkommet, blev støbt i bronze omkring år. 440 fvt. Statuen er et bevis på byens velstand og en højt udviklet smag, og den er den eneste udgave af Spydbæreren, som er fundet i hele Spanien.
Baelo Claudia (Claudius' by) går tilbage til omkring 2. århundrede fvt. Byens centrale plads, Forum, hvor borgerne mødtes for at afklare juridiske og økonomiske problemer, menes anlagt under kejser Augustus, men det var først under Claudius (41-54), der udnævnte den til en romersk kommune, at den fik større økonomisk betydning, og den spillede en vigtig rolle i forbindelse med handelen med Tanger. På den tid var der en uudtømmelig rigdom på fisk i Gibraltarstrædet. Byens velstand var især baseret på fangst af tun, som kom forbi to gange om året, dels for at gyde i Middelhavet, dels for at vende tilbage til sit normale opholdssted i Atlanterhavet. En kilde til store indtægter for byen var saltning af fisk og fremstilling af garum, en fiske sauce, som var utroligt populær i det romerske rige. Overalt langs middelhavskysten ligger fabrikker til fremstilling af garum. Den bedste garum blev lavet af rester af tun blandet med blod, som blev saltet og fik lov til at fermentere i to måneder. Vin, urter og krydderier blev tilsat. Baelo Claudia er unik derved, at garumfabrikken lå inde i byen. Almindeligvis var disse fabrikker placeret udenfor byen af hensyn til lugten. Fremstilling af garum krævede meget vand, og bl.a. derfor havde Baelo Claudia hele tre akvadukter.
Besøgscentret i Baelo Claudia
I det 3. århundrede begyndte det at gå tilbage for byen. Dette skyldtes dels et større jordskælv, som ødelagde mange af bygningerne, men også det almindelige kaos, der opstod i det romerske rige, og som var ødelæggende for handelen med garum, som var et luksusprodukt. Manglen på tidlige kristne monumenter på stedet tyder på, at Baelo Claudia tidligt sank ned til at blive en lille fiskerby og siden forladt og glemt.
Først i 1917 begyndte man de første udgravninger på stedet og fandt resterne af en engang velhavende by, bygget i overensstemmelse med klassiske romerske traditioner. Perfekt planlagt og perfekt udført.
Luftfoto over Baelo Claudia
Vestporten og Decumanus Maximus, den øst/vest gående hovedgade
Som det var almindeligt i romerske byer, var gaderne i Baelo Claudia orienteret øst/vest og nord/syd, og anlagt i et slags gitter. De to hovedgader var Decumanus Maximus, øst/vest, og Cardo Maximus, nord/syd. Hvor disse gader krydsede hinanden, lå byens centrum Forum, hvor det administrative, politiske og religiøse liv udspillede sig.
Forum
Omkring Forum, den store rektangulære plads midt i byen, lå en række bygninger. Langs med den østlige og den vestlige side var en søjlegang. I den nordlige ende var en forhøjning, Rostrum, hvorfra politikere og andre talte til offentligheden, dvs. til frie mænd.
Basilikaen
På et romersk forum lå altid en basilika, som undertiden blev brugt som en indendøs markedsplads. Oftest var det her, at byens højtstående embedsmænd havde til huse og juridiske og økonomiske spørgsmål blev afgjort. Basilikaen i Baelo Claudia, som lå på sydsiden af Forum, havde to etager, men kun 12 joniske søjler i den nederste etage er blevet rekonstrueret. Inde i basilikaen blev fundet en statue af kejser Trajan. Det menes, at basilikaen er kollapset under jordskælvet i det 3. århundrede.
Trapper førte op til en platform, Capitol, hvor templerne til de vigtigste guder lå. Som på Capitol i Rom var der templer for Jupiter, Juno og Minerva. Denne treenighed repræsenterede den officielle religion i romerriget. Her afholdt man ceremonier til ære for kejseren og fejrede vigtige begivenheder i den romerske historie. I Baelo Claudia lå også et tempel for den egyptiske gudinde Isis, som var sømændenes og fiskerne beskytter. Det kan jo aldrig skade, har man sikkert tænkt, og romerne var kendt for at være ret liberale i deres gudsdyrkelse.
På billedet ovenfor til højre ses en af de tre akvadukter, som bragte vand til byen, dels drikkevand, dels vand til garum industrien, og dels vand til de private og offentlige bade. En af akvadukterne "hentede" vand mere end 8 km fra byen.
De romerske bade, som ligger vest for Forum, krævede en konstant leverance af vand, og det var en forudsætning, at belægningen var vandtæt. Badene var forsynet med eksterne ovne til opvarmning af vandet. Varm luft blev ledt ind i et rum under gulvene, hvorfra det blev fordelt til de øvrige rum gennem særlige mursten, som var lavet til formålet. Udgravning af bade i Baelo Claudia har vist store, farvestrålende mosaikker med havmotiver samt kakler og fliser fra ikke alene Spanien og Portugal men også fra Grækenland og Lilleasien. Der er også fundet eksempler på genstande, som er blevet brugt til personlig hygiejne. Badene, som er udgravet i Baelo Claudia, er både private og offentlige. De offentlige bade var inddelt i kolde (frigidaria), lunkne (tempidaria) og varme afdelinger (caldaria). De havde også swimming pools, badekar, saunaer og omklædningsrum. Det lyder, som om der ikke er sket særlig mange fremskridt på området siden dengang.
Fabrik til saltning af fisk og fremstilling af garum
Amfiteatret
Amfiteatret i den nordlige ende af byen er rekonstrueret så effektivt, at scenen om sommeren bliver brugt til afholdelse af klassiske, spanske teaterforestillinger. Teatret har/havde plads til mere end 2.000 tilskuere.
I nærheden af havet er en forretningsgade, hvor der er fundamenter fra de mange butikker og værksteder. Her fik man virkelig en fornemmelse af den romerske byplanlægning.
Den øverste, dvs. nordligste, del af byen er endnu ikke udgravet, men man formoder, at den gemmer på mindre betydningsfulde boliger for byens indbyggere.
Vi var alle meget imponerede af mødet med et af de smukkeste og mest autentiske eksempler på en romersk by.
Hermed sluttede en dejlig udflugt til Afrika med gode oplevelser i selskab med gode venner. Vi var inde at drikke kaffe på hjemturen, hvorefter vi skiltes. Jens og Birgit tog kort efter tilbage til Danmark. Så kom Coronaen og ændrede alle vores planer. Birgit og jeg tog tilbage til København et par uger før tiden og gik i 14 dages isolation. Björg og Unni tog også hjem til Bergen i utide. Her er et billede af dem taget i taxaen til lufthavnen. Og Louis og Grethe blev tilbage i deres lejlighed i Torre del Mar, hvor de nu afventer, at grænserne igen åbnes, så de kan komme hjem til Danmark på familiebesøg.
Vi håber, at forholdene igen bliver normale, så vi næste vinter kan mødes med vores venner i Andalusien.
Og forresten tak til Unni, som har taget en del af de flotte billeder på turen.