Sevilla, Andalusiens hovedstad

Sevilla er hovedstad i den autonome region Andalusien og i provinsen Sevilla. Den ligger i det flade område langs floden Guadalquivir, ca. 100 km fra dens udmunding i bugten ved Cádiz. Befolkningen udgør godt 700.000, hvilket gør Sevilla til den fjerdestørste by i Spanien efter Madrid, Barcelona og Valencia. Medregner man forstæder og de omkringliggende byområder, udgør befolkningstallet godt 1.5 millioner. Der bor lidt mere end 21.000 residenter i Sevilla. Klimaet er kontinentalt med milde vintre og hede somre. Der dyrkes især hvede, majs og oliven, men også en stor produktion af grønsager og frugt med anvendelse af kunstvanding.

Sevilla er et vigtigt kommercielt og trafikalt knudepunkt med bl.a. international lufthavn og en stor indlandshavn. Et veludbygget vej- og banenet forbinder Sevilla by med Madrid og det øvrige Spanien. Industrien omfatter bl.a. fly- og maskinfabrikation, kemisk og keramisk industri, levnedsmiddel-, tekstil- og porcelænsindustri. Også turismen spiller en væsentlig rolle.

Sevillas historie (og forhistorie)

Sevilla har gennem flere tusinde år været en af de vigtigste byer i Spanien. De første indbyggere tilhørte den såkaldt tartessianske kultur. Bosættelsen Tartessos, som blev anlagt omkring 800 år f.Kr., lå ved udmundingen af Guadalquivir i Middelhavet. Dens skibe sejlede så langt som til de britiske øer og ned langs vestkysten af Afrika. Handelen med grækerne og de fredelige fønikere fra den østlige ende af Middelhavet blomstrede. Beboerne kaldte deres by Spal eller Ispal.

I det 6. århundrede f.Kr. ændredes magtforholdet i Middelhavet, idet de fønikiske bystater på Palæstinas kyst faldt til det persiske rige, og Karthago (i det nuværende Tunesien) begyndte at udvide sit territorium med magt. Omkring 530 f.Kr. blev Tartessos indtaget og koloniseret af Karthago. Romerne blev imidlertid foruroliget over Karthagos bestræbelser på at oprette et imperium i Sydspanien. Dette skete ved grundlæggelse af en række kolonier under den karthagiske general Hannibal, og i år 218 f.Kr. erklærede det romerske senat krig mod Karthago (Den Anden Puniske Krig 218-201 f.Kr.). Fra din skoletid husker du sikkert Hannibals togt over Alperne med en hær på 40.000 soldater og et antal krigselefanter. På et tidspunkt truede han Rom, og kunne muligvis/sandsynligvis have indtaget byen, hvis han havde turdet/villet? Nå, det er en helt anden historie. I 206 f.Kr. vandt den romerske hærfører Scipio Africanus en afgørende sejr i nærheden af Ispal, som resulterede i, at de karthagiske styrker trak sig tilbage til Nordafrika. Før Scipio vendte tilbage til Rom, lod han et kontingent af veteransoldater bosætte sig på en høj i nærheden af Ispal. Bosætningen fik navnet Italica, den første bosættelse i provinsen, hvor indbyggerne fik romersk statsborgerskab. Ispal udviklede sig til et finansielt og handelsmæssigt centrum, mens Italica blev en typisk romersk residensby. Itálica (i dag Santiponce), som lå bare 9 km nordvest for nutidens Sevilla, er fødested for hele tre romerske kejsere Trajan, Hadrian og den mindre kendte Theodosius, som regerede i det 4. århundrede hen mod afslutningen af det romerske imperium.

Romerne latiniserede den iberiske navn Ispal til Hispalis. Navnet 'Hispalis' optrådte første gang i historiebøgerne 49 f.Kr., fem år før Julius Cæsar gav den status af romersk koloni for at fejre sin sejr over Pompejus. Allerede det følgende år blev der opført mure omkring byen, og der blev bygget et forum med templer, bade, markedspladser og offentlige bygninger. Hispalis rangerede nu blandt de 10 vigtigste byer i den romerske del af Spanien. Midt i det andet århundrede blev Hispalis to gange angrebet af maurere fra Nordafrika. Begge angreb blev afvist af romerske bueskytter.

Ifølge traditionen kom kristendommen tidligt til Hispalis (Sevilla). Legenden vil vide, at der i byen levede to kristne søstre, Justa og Rufina, som ernærede sig selv og mange af byens fattige ved at fremstille og sælge lervarer. I år 287 nægtede de to søstre at sælge deres lervarer til en hedensk fest. De ophidsede indbyggere smadrene søstrenes potter og pander, og til gengæld smadrede søstrene en statue af Venus. De blev fængslet, men nægtede at afsværge deres tro, selv efter tortur og sult og tørst. Justa døde først. Hendes legeme blev kastet i en brønd, hvor biskop Sabinus fandt det. Rufina nægtede fortsat at afsværge sin tro og blev kastet for løverne. Løverne nægtede at angribe Rufina, og til sidst blev hun halshugget, og hendes krop brændt. Hendes legeme blev også fundet af Sabinus, som begravede hende ved siden af hendes søster. Justa og Rufina er beskyttere af Giralda klokketårnet og katedralen i Sevilla. Det menes, at de beskyttede de to bygningsværker under det voldsomme jordskælv i Lissabon i 1755. Søstrene fejres hvert år ved en stor fest den 19. juli.


Visigoterne

I det 5. århundrede blev Hispalis flere gange indtaget af tyske stammer. Først af vandalerne og siden af visigoterne, som bevarede kontrollen med området indtil det 8. århuundrede. Efter den muslimske invasion af Spanien blev Hispalis den vigtigste by i Vesteuropa efter Cordoba.

al-Andalus

I foråret 711 beordrede den muslimske general Musa bin Nusayr, som tillige var guvernør over de muslimske provinser i Nordafrika, Tariq ibn Ziyad til at invadere Spanien. Med en hær på 9.000 mand udkæmpede han flere slag mod visigoterne, hvis konge Roderic blev dræbt i kamp. Da Tariq kun mødte ringe modstand, da han rykkede gennem det visigotiske kongerige, fik Musa blod på tanden, og sammen med sin søn, Abd al-Aziz ibn Musa, landede han i Spanien i 712 med en hær på 18.000 mand og gik i gang med yderligere erobringer af visigotiske områder. Abd al-Aziz tog Hispalis samme år efter en længere belejring. Indtil Abd al-Aziz blev myrdet af sin fætter i 716, var Hispalis hovedstad i al-Andalus, hvilket var det navn, som det islamiske Umayyade-kalifat i Damaskus havde givet deres provins på den iberiske halvø.

Umayyaderne blev styrtet i 750 af abbasiderne, der skabte Abbaside-kalifatet. De fleste umayyader blev myrdet, bortset fra én af prinserne Abd al-Rahman 1., der flygtede og overtog de muslimske områder på den iberiske halvø. I 756 vandt han Cordoba og udnævnte sig selv til emir. Herved lagde han grunden til Cordoba-kalifatet, som blev etableret i 929 af Abd al-Rahman 3.

Under først emiratet og siden under kalifatet blomstrede Hispalis (det arabiske navn var Ishbilya) og blev rigere og rigere. Efter kalifatets fald blev Hispalis fra 1023 til 1091 hovedstad i et af de mange "taifaer", muslimske småkongedømmer, som opstod. De kristne kongeriger i nord angreb ofte disse taifaer, som var militært svage. I 1063 ledte Ferdinand I af Kastillien et angreb mod Hispalis og tvang taifaen til at betale en årlig tribut til Kastilien. Splittelse og kaos i denne periode gav den muslimske position på halvøen et knæk og var en væsentlig faktor i forbindelse med den kristne generobring, reconquista, af al-Andalus.

Kulturelt og økonomisk var perioden en gylden tid for Sevilla (Hispalis), hvilken kan ses af de imponerende bygningsværker, som blev opført: Giralda minareten, den store moske, Almohadernes palads, Al-Muwarak, som ligger hvor Alcázar ligger i dag, Torre del Oro, det 12-kantede vagttårn, og pontonbroen, som forbinder Triana med Sevilla hen over Guadalquivir.

Den kastilianske erobring af Andalusien

I 1247 begyndte den kristne kong Ferdinand III af Kastilien og Leon erobringen af Andalusien. Efter at have erobret Jaén and Córdoba belejrede han landsbyerne i nærheden af Sevilla Carmona Lora del Rio og Alcalá del Rio. Belejringen varede 15 måneder,og i 1248 overgav Sevilla sig. Biskoppen af Cordoba rensede det store moske, og den 22. december 1248 overværede kong Ferdinand indvielsen af Sevillas nye katedral. Ferdinand III døde i 1252 og blev begravet i katedralen. På hans epitaf står på latin, kastiliansk, arabisk og jødisk: "Konge af de tre religioner". Han blev kanoniseret i 1671, og hans festdag er den 30. maj.

Under Ferdinand III's søn, Alfonso X den Vise, var Sevilla en af tre hovedstæder, idet regeringssædet skiftede mellem Toledo, Murcia og Sevilla. Alfonso lod opføre det gotiske palads Alcázar samt Iglesia de Santa Ana, den første katolske kirke bygget i Sevilla efter det muslimske styres afslutning i byen. I 1254 grundlagde Alfonso X Estudio General o Universidad de Sevilla, hvor der blev undervist på latin og arabisk.

Efter Ferdinand III's død kom hans søn Alfonso X den Vise på tronen. Som hans tilnavn antyder, var Alfonso intellektuel og en stor beskytter af videnskab og kunst. Han beskæftigede sig især med poesi, astronomi, musik, sprog og retsvidenskab. Alfonsos søn, Sancho IV af Kastilien prøvede at støde faderen fra tronen, men befolkningen i Sevilla forblev loyale overfor deres lærde konge. Symbolet "NO8DO" er ifølge legenden opstået ved den lejlighed, idet Alfonso X belønnede Sevillas befolkning for deres troskab med disse ord, som i dag forekommer på byens våbenskjold og dens flag. Herudover optræder symbolet på kloakdæksler og meget andet i byen.

Fra venstre: Sevillas byflag, Sevillas våbenskjold og et kloakdæksel.

"NO8DO", som optræder på byens våben og flag, er det officielle motto og årsag til mange legender i Sevilla. Mottoet er en heraldisk spøg på spansk, dvs. en rebus, som kombinerer de spanske stavelser NO og DO samt et symbol, som ligner et 8-tal. Symbolet forestiller en knude - på spansk "madeja". Når man udtaler "No madeja do" på spansk, lyder det som "No me ha dejado", hvilket betyder "Den [dvs. Sevilla] har ikke svigtet mig". Der findes flere andre fortolkninger at "NO8DO", men denne er vistnok den mest udbredte.

I 1391 lukkede kirken alle synagoger i Sevilla og ødelagde dem eller omdannede dem til kirker. Jødiske butikker og jord, som især fandtes i Barrio Santa Cruz, blev beslaglagt. Tusinder blev dræbt under pogromen, da de nægtede at konvertere til kristendommen.

Nobody expects the Spanish Inquisition

I 1478 blev den spanske inkvisition oprettet af pave Sixtus IV efter ansøgning fra Isabella af Kastilien og Ferdinand II af Aragonien. Ægteparret regerede de to riger i en personalunion. I ansøgningen anmodede de om oprettelsen af en domstol til at forfølge "falske" kristne, kættere, jøder og muslimer. Retten blev nedsat under den sidste fase af den spanske reconquista, hvorunder den iberiske halvø blev generobret af de kristne. Der var store muslimske og jødiske befolkningsgrupper i landet, og hertil kom forskellige kætterske kristne grupperinger. Inkvisitionen i Sevilla havde fra 1481 til huse i Castillo de San Jorge. "Retssagerne" blev afholdt på Plaza San Francisco. Hvis anklagede blev fundet skyldig, blev han transporteret til Prado de San Sebastian og brændt levende. Hvis han angrede, fik han den nåde at blive garotteret forinden. Isabella og Ferdinand, "De Katolske Monarker", valgte de lokale inkvisitorer. Den 6. februar 1481 forekom den første autodafé i Sevilla, hvor seks mennesker blev brændt levende på Plaza de San Francisco. Det blev indledningen på 350 års forfølgelse af anderledes troende. Den sidste autodafé sted i 1826 i Valencia. Nyere historisk forskning peger på, at den spanske inkvisition var mindre omfattende, end det fremgår af mange myter. En undersøgelse om 44.000 spanske inkvisitionsprocesser 1540-1700 viste, at færre end 2 % af de tiltalte blev idømt dødsstraf.

Sevillas guldalder i det 16. århundrede

Europæernes (dvs. sydeuropæernes) opdagelse af den nye verden i 1492 medførte, at Sevilla blev den vigtigste forbindelse for rejser mellem Europa og Latinamerika og desuden Spaniens kommercielle hovedstad. Sevilla blev også en af Kastiliens vigtigste havne for handel med England, Flandern og Genova. Sevilla fik monopol på al handel mellem Spanien og de voksende kolonier. Der blev indført en skat på 20% af værdien af alle ædelmetaller, som blev indført. Med tiden åbnede alle de europæiske regeringer konsulater i Sevilla. Kunsten blomstrede, især arkitektur, malerkunst og litteratur. Byen voksede til mere end 100.000 indbyggere, hvilket gjorde den til den største by i Spanien. Det muslimske mindretal fik dog et voldsomt slag, da det i 1502 blev tvunget til at konvertere til kristendommen eller forlade landet.

Det 17. og 18. århundrede

I det 17. århundrede faldt Sevilla i en dyb økonomisk krise, som også ramte det øvrige Spanien og hele Europa. Dette fald blev i Sevilla forstærket af voldsomme oversvømmelser samt pesten, den sorte død, som dræbte omkring 60.000 beboere og næsten halverede byens indbyggertal. I 1717 flyttede regeringen handelskammeret, Casa de Contratación, fra Sevilla til Cadiz og inddrog Sevillas monopol med handel på Amerika. Dette skyldtes bl.a., at Guadalquivir gradvis var ved at sande til, og havnen i Cadiz var mere velegnet.

Selvportrætter af Murillo og Velázquez

Den økonomiske tilbagegang omfattede dog ikke kunsten. Under den habsburgske konge Philip IV (1621-1665) havde kunsten stort set to mæcener: kirken og hoffet. Murillo var kirkens mand, mens Velázquez var kronens. Den spanske portrætkunstner Diego Velázquez (1599–1660) er født i Sevilla og boede der i sine første 22 år. Han studerede under Francisco de Herrera til han var 12, hvorfter han "kom i lære" hos sin senere svigerfar Francisco Pacheco i 6 år, inden han i 1622 rejste til Madrid.

Murillo (1617–1682) er også født i Sevilla og boede der i sine første 26 år. Han tilbragte nogle perioder i i Madrid, men levede og arbejdede primært i Sevilla. Han grundlagde i 1660 sammen med arkitekten Francisco Herrera den Yngre Academia de Bellas Artes.

Det 19. århundrede

I år 1800 blev Sevilla ramt af en epidemi af gul feber, som i løbet af fire måneder dræbte en tredjedel af befolkningen. Den gule feber var kommet fra Havana til Cadiz med en korvet. I 1808 havde Nappoleon indsat sit storebroder Joseph Bonaparte som konge af Spanien som José I. I januar 1810 fortalte rygterne, at den franske hær var på vej mod Sevilla - og kaos opstod. Regeringen flygtede og blev afløst af en revolutionsregering. Da den fandt ud af, hvor dårligt byens forsvar var, trak den sig også. Sevilla overgav sig til de franske styrker, og den 1. februar 1910 blev byen besat. Franskmændene forblev indtil august 1812, hvor de blev tvunget til at trække sig tilbage efter engelsk-spanske modangreb. Hæren plyndrede selvfølgelig byen for alle tilgængelige kostbarheder, så de fik noget for deres ulejlighed.

I de følgende år oplevede Sevilla et sandt byggeboom. Puente de Isabel II, bedre kendt som Triana broen, er fra den periode. Der blev indført gadebelysning, og de fleste gader blev brolagt. Dele af den gamle bymur blev brudt ned for at give byen mulighed for at udvide sig mod øst og syd. I 1901 åbnedes den første jernbanestation. Kunstmuseet, Museo de Bellas Artes de Sevilla, åbnede i 1904.

Det 20. århundrede

I modsætning til det øvrige Andalusien var udviklingen i Sevilla i begyndelsen af det 20. århundrede præget af befolkningstilvækst og stigende industrialisering. Allerede i 1910 gik byen i gang med at forberede den verdensudstilling, som skulle finde sted i Sevilla fra den 9. maj 1929 til den 21. juni 1930. Udstillingsbygningerne blev opført i Maria Louisa parken langs med Guadalquivir. De fleste bygninger skulle være permanente, så de kunne anvendes efter afslutningen af udstillingen. Fx skulle den amerikanske bygning anvendes som konsulat efterfølgende. Der blev anvendt millioner af pesetas for at Spanien kunne fremvise de sociale og økonomiske fremskridt, der var sket, og også vise Spanien som en stor kulturnation. Hele den sydlige del af byen blev omdannet til en symfoni af haver og imponerende boulevarder. I midten lå Parque de María Luisa, "et maurisk paradis", med fontæner, pavilloner, bænke mv.

Den folkekære spanske arkitekt Aníbal González designede den spektakulære Plaza de España, der er udformet som en halvcirkel. Den forløber langs en kanal, over hvilken der er fire smukke broer. De fire broer repræsenterer de fire gamle kongeriger i Spanien: Kastilien, Aragon, Navarre og Leon. Langs pladsens mure er 48 (50?) forskellige alkover, en for hver provins i Spanien. Hver alkove er udsmykket med farverige kakler (azulejos). I midten af pladsen ligger en stor fontæne. Aníbal González designede også den største af de bygninger, som ligger omkring Plaza de España. Den er udført i en blanding af 1920 art deco and mudejar, den stil, som udvikledes blandt de muslimer, som forblev i Andalusien, efter at de kristne havde tilbageerobret området. På Guadalquivir sejlede en kopi af Columbus' skib Santa Maria.

Den 9. maj 1929 indviedes verdensudstillingen, og senere samme måned døde Aníbal González. Han havde ikke været med til åbningshøjtideligheden, og det var ikke alene på grund af sit dårlige helbred, at han var udeblevet. Efter tyve års hårdt arbejde var han blevet skubbet til side af udstillingens nye øverstkommanderende, en brøsig artillerioberst. Han ville bare have arbejdet færdigt i en fart og uden alt for megen vrøvl. Aníbal González døde som en skuffet mand. Ved begravelsen viste Sevillas borgere, hvor dens sympati lå. Sørgetoget havde et uset omfang, og 800 taxichauffører tilbød at køre folk gratis ud på kirkegården.


Efter tyve års anstrengelser var udstillingen endelig klar til åbning i 1929 - samtidig med det verdensomspændende børskrak, som satte en brat stopper for turismen. Salene var mere end halvtomme, og udstillingen efterlod kommunen med en gæld, som den betalte af på i årtier.

Den anden republik og den spanske borgerkrig (1931-1939)

Valget i 1931 blev vundet af de republikanske venstrefløjspartier. Fx fik de i Sevilla 57% af stemmerne, mens den monarkistiske koalition fik 39%. Kong Alfonso XIII gik i eksil, og den anden republik blev udråbt. Den nye republik havde fra starten store økonomiske problemer, bl.a. som følge af børskrakket i 1929, som halverede værdien af Spaniens eksportvarer. Der blev vedtaget en reform, som skulle reducere og effektivisere det store militærvæsen og mindske dets store politiske indflydelse. Endelig blev det bestemt at adskille stat og kirke samt tillade skilsmisser, hvilket medførte, at den katolske kirke aktivt modarbejdede det nye styre. Allerede i 1932 blev der forsøgt et statskup, som dog mislykkedes. En opstand i 1934 blev slået ned med militærets hjælp. En af de fremtrædende militærpersoner var general Francisco Franco. Opstanden viste, at hæren var republikkens rygrad. Opstanden førte til regeringskrise, og Franco blev udnævnt til leder af generalstaben. Økonomien brød sammen, ingen ville investere eller give lån. Arbejderne, som havde forventninger om højere lønninger, strejkede. Arbejdsløsheden steg, og pesetaen faldt. En revolutionær stemning bredte sig, og flere af de politiske grupper organiserede egne militser.

Borgerkrigen blev udløst af et kupforsøg af en gruppe højere officerer, som blev iværksat den 17. juli 1936 blandt styrkerne i Afrika, og et døgn senere for styrkerne i Spanien. Franco, som var forvist til De Kanariske øer, rejste med fly til Spansk Marokko. I Nordafrika gik kuppet efter planen, men andre steder i Spanien gik det ikke så let. Kupmagerne formåede ikke at sikre sig kontrollen over flere store byer, herunder Madrid og Barcelona. Store dele af de meste folkerige områder i Spanien forblev under regeringens kontrol, foruden Barcelona og store dele af landdistrikterne i Catalonien gjaldt det Valencia og området mellem Madrid og østkysten samt Andalusien.

Allerede den 18. juli gik general Gonzalo Queipo de Llano i gang med at sikre sig kontrollen over Sevilla, og det lykkedes ham hurtigt at nedkæmpe de dårligt bevæbnede militser, som var dannet af fagforeningerne og venstrefløjen. Sevilla blev tillige med Cadiz og Algeciras besat af oprørerne (ofte benævnt nationalisterne), og snart var Franco i stand til at overføre store troppestyrker fra Nordafrika til Andalusien.

Diktatur (1939-1975)

Den 1. oktober 1936 blev Franco udnævnt til Generalísimo for hæren og Jefe del Estado, statsoverhoved. Spanien var officielt neutralt under anden verdenskrig - selv om det i et vist omfang samarbejdede med aksemagterne. Sevilla var, som den øvrige del af Spanien, økonomisk og kulturelt isoleret fra verden udenfor.

Demokrati (1979-)

Den 3. april 1979 afholdt Spanien sit første demokratiske valg efter Francos diktatur. I Sevilla blev der valgt medlemmer fra fire politiske partier, og der blev dannet en koalitionsregering bestående af tre partier.

I 1992 blev der afholdt en verdensudstilling i Sevilla, og ved den lejlighed blev den lokale infrastruktur stærkt udbygget. Der blev lavet en omfartsvej omkring byen, nye motorveje blev anlagt, en ny togstation blev opført, og der begyndte at køre højhastighedstog mellem Madrid og Sevilla. Lufthavnen blev udvidet med endnu en terminal. Den verdensberømte spanske arkitekt Santiago Calatrava, som vi bl.a. har mødt i Valencia, designede en monumental bro, Puente del Alamillo, over Guadalquivir til øen La Cartuja, hvor udstillingen fandt sted. Man fejrede samtidig 500 året for Columbus' opdagelse af Amerika.

Køretur fra Nerja til Sevilla, 260 km, 3 timers bilkørsel.

Domkirken, la Catedral de Santa María de la Sede

Da de kristne tilbageerobrede Sevilla i 1248, lå der en stor moske, Yaqub Yusufs moske, på 113 x 135 m2. Moskeen var blevet opført 1172-1182. I 1184 blev påbegyndt en høj, majestætisk minaret med et tag af kobber. Minareten, som stod færdig i 1198, var i stedet for trapper udstyret med ramper, for at muezzinen og fornemme besøgende kunne ride derop på hesteryg. Som mange andre moskeer blev den konverteret til en kristen katedral: kirkens orientering blev ændret, og rummene opdelt, så de passede til kristen religionsudøvelse. Der blev indrettet et kongeligt kapel, som kunne indeholde de jordiske rester af Ferdinand, hans hustru Elisabeth og sønnen Alfonso den Vise.

I 1401 besluttede byen at opføre en katedral på stedet, hvor moskeen havde stået. Arbejdet blev dog først påbegyndt i i 1434, da der var modstand fra hoffet imod at indrette et midlertidigt kapel for de kongelige begravelsespladser. Arbejdet blev afsluttet i 1506. I 1511 kollapsede kuplen, og arbejdet måtte genoptages. I 1888 kollapsede kuplen igen; denne gang som følge af et jordskælv.

Katedralen i Sevilla.

Katedralen i Sevilla er blandt de største katedraler fra middelalderen og den tredjestørste kirke i verden efter Peterskirken i Vatikanet og St. Paul's i London. Bygningen er 126 meter lang og har en bredde på 83 meter. Loftshøjden er op til 37 meter. Ved opførelsen genbrugte man søjler og andre elementer fra moskeen. Katedralen skulle demonstrere Sevillas rigdom, som opstod, da byen blev et handelscenter efter tilbageerobringen "Reconquista" i 1248. Borgerne i Sevilla fortæller stolt, at medlemmerne af det råd, som i juli 1401 besluttede at opføre en katedral, havde udtalt: "Lad os bygge en kirke så smuk og stor, at alle, der ser den, vil tro, at vi er gale". Kirkeskibet er det længste af sin art i Spanien og når en højde af 42 meter. Loftet er overdådigt udsmykket med anvendelse af store mængder guld.

Den mest spektakulære udsmykning i kirken er formentlig den gyldne altertavle, Retablo Mayor, som befinder sig i Capilla Mayor. Den er designet af den flamske kunstner Pierre Dancart, som arbejdede på den i 44 år. Altertavlen, som er den største i verden, består af 36 forgyldte paneler, som viser scener fra det gamle testamente og forskellige helgeners liv. Foran alteret står en statue af Santa Maria de la Sede, katedralens skytshelgen.

Midterskibet i katedralen i Sevilla. Til højre ses det imponerende alter, som er udført af Pierre Dancart.

Katedralens indre er ubeskrivelig spektakulært med et smukt kor, 80 pragtfulde kapeller, smukke lofter og fantastiske glasmosaikker. Jeg skal spare jer (og mig selv) for en gennemgang af alle kapellerne, blot nævne, at det mest bemærkelsesværdige er Capilla Real, som indeholder gravmonumenter for de tidligere nævnte kongelige. Kapellet er elegant og rigt udsmykket i renæssancestil i kontrast til kirkens øvrige dystre gotiske stil. Også St. Peters kapel er et besøg værd. St. Anthonys kapel indeholder en samling af fantastiske malerier fra det 16. og 17. århundrede.

Columbus' gravmonument
Det var fra Sevilla, at Christoffer Columbus (på spansk Cristobal Colón) i 1492 stævnede ud med kurs mod den Nye Verden. Derfor forekommer det vel naturligt, at hans gravmonument findes i katedralen i Sevilla. Han døde i 1506, og blev i første omgang begravet på den lille kirgegård i Valladolid, hvor dødsfaldet fandt sted. Men selv efter sin død, skulle Columbus komme ud på flere rejser. I 1509 blev hans legeme flyttet til klostret la Cartuja i Sevilla. Da Columbus' ældste søn Diego døde i 1526, blev han begravet ved siden af faderen. Diegos enke anmodede det spanske hof om, at de to døde måtte blive flyttet til Santo Domingo på Hispaniola (i dag Den Dominikanske Republik), hvor de i 1541 blev begravet under gulvet i Santa María la Menori katedralen, Columbus til højre og Diego til venstre for altret. Og her ligger de så de følgende 200 år. I 1795 erobrede Frankrig øen Hispaniola fra Spanien. Spanien, som betragtede admiralens rester som national helligdom, flyttede dem til Havana på Cuba. Ca 100 år senere opnåede Cuba uafhængighed af Spanien, hvorefter resterne i 1898 blev sejlet over Atlanten til Sevilla, hvor de blev anbragt i gravmonumentet i katedralen. Og så skulle man tro, at den forlængst døde opdagelsesrejsende skulle få fred.

Men her slutter historien ikke. I 1877 fandt arbejdere i katedralen i Santo Domingo en kiste under gulvet til venstre for altret. Kisten bar Columbus' navn. Nu er placeringen højre/venstre jo afhængig af, hvorledes betragteren vender, så den opfattelse breder sig (især i Santo Domingo), at det er sønnen Diegos rester, der i 1795 blev transporteret til Havanna, og at faderen admiralen blev tilbage. For at gøre forvirringen komplet er der historikere, der mener, at Columbus' rester aldrig blev flyttet fra Vallolid. Og andre mener, at i hvert fald dele af hans ligrester blev overdraget til hans fødeby Genova i 1892, da man fejrede 400-året for hans første rejse. I 1992 tilbød amerikanske videnskabsmænd at foretage en DNA-analyse på resterne af Columbus, men de spanske myndigheder afslog og nægtede at åbne graven. I 2003 gik man dog i gang med undersøgelserne og udtrak genetisk materiale fra tre mængder af knoglerester, som man mener tilhører Columbus og hans sønner Diego og Hernando. Men også DNA går til over tiden, og det materiale, videnskabsmændene fik til rådighed, var i særdeles dårlig stand. Historikere er nogenlunde enige om, hvilke rester, der stammer fra Hernando, som ikke skulle være flyttet efter sin begravelse i 1539. Indtil videre har det ikke været muligt med sikkerhed at afgøre, om knogleresterne fra Sevilla tilhører Columbus. Det ville hjælpe meget, hvis man også fik adgang til at udføre en DNA-test på resterne i San Domingo. Yderligere DNA-test i 2006 har verificeret, at resterne i katedralen i Sevilla tilhører Columbus.

I det sydlige tværskib kan man se Columbus´gravmæle fra 1890-erne med fire kæmpeskikkelser, der symboliserer de tidligere kongeriger Navarra, Aragonien og Léon og Castilien.

Katedralens skatte befinder sig i Sacrista Mayor (det store sakristi). Udover en enorm samling af relikvier og monstranser i sølv finder man her byens nøgler, som blev overladt til kong Ferdinand af det mauriske og det jødiske samfund.


La Giralda
Minareten, som en overgang dannede model for minareter i det muslimske dynastis hovedbyer som Rabat og Marrakesh, blev oprindelig opført i 1195 som minaret til Aljama moskeen. Den havde til formål både at kalde de (ret) troende til bøn, men også at fungere som observatorium. De mauriske herskere ønskede at nedrive minareten, forud for de kristnes tilbageerobring af byen i 1248, da de ikke ønskede, at deres elskede minaret skulle indgå i en kristen sammenhæng, men de blev forhindret i deres forsæt af Alfonso X, som erklærede, at "hvis de fjerner en enkelt sten, skal de alle dø for sværdet".

I 1568 blev klokketårnet forlænget med en sektion i renæssancestil. På den nye sektion står byen Sevillas motto, NO8DO, "[Sevilla] har ikke svigtet mig.", som du sikkert husker. På toppen af la Giralda står en 4 meter høj statue (vejrhane), el Giraldillo, som symboliserer "troens sejr". Navnet la Giralda betyder "hun, som drejer" (girar betyder at dreje på spansk). Tårnet er byens vartegn.

La Giralda med el Giraldillo, som symboliserer troens sejr.

Hvis man klatrer op i la Giralda til kammeret med klokkerne, er der en fantastisk udsigt over Alcazar og bydelen Barrio Santa Cruz, ligesom man får et klart indtryk af detaljer fra katedralen. Man traver op ad 35 moderat hældende ramper. De blev i sin tid lavet, således at muezzinen eller fine besøgende kunne komme op i minareten på hest eller æsel.

Patio de las Naranjas
På nordsiden af katedralen ligger Patio de las Naranjas, som er en lille skyggefuld oase med appelsintræer og fontæner, som blev brugt af maurerne til rituel renselses, før de trådte ind i den hellige moské. Når man forlader patioen, sker det gennem Puerta del Perdon (Tilgivelsens port), som er udformet som en hestesko, og som går tilbage til den originale moske.

I et hjørne af patioen hænger en udstoppet krokodille ned fra loftet. Hm.. Hvad er historien bag denne uventede genstand? Legenden vil vide, at sultanen af Egypten anmodede om kong Alfonso X's datter Berenguela og for at gøre indtryk på faderen sendte han ham en krokodille. Sultanen fik ikke datteren, men kongen beholdt krokodillen, og da den døde, blev den udstoppet. Krokodillen er kendt som el Lagarto ("firbenet").

Adresse: Avenida Constitución

Åbningstider og priser (2019)

September-juni: Mandag-lørdag 11:00-17:00
Søndag 14:30 -18:00 (gratis adgang)
Juli-august: mandag-lørdag 9:30 - 15:30
Søndag 14:30 -18:00 (gratis adgang)

Priser
Voksne: 9 euro
Pensionister og studerende: 4 euro
Sevilla residenter, børn under 14 år, handicappede: gratis adgang.

Billetkontoret lukker en time før katedralen lukker.

Det kræver ikke billet at deltage i messer. Om sommeren alm. 8-9 om morgenen. Om vinteren alm. 20-22.

Palacio Arzobispal, Ærkebiskoppens Palads

Ærkebiskopppens palads har tjent som residens for biskopper og ærkebiskopper gennem århundreder. Det ligger på Plaza Virgen de los Reyes overfor la Giralda og nordøst for katedralen. Siden 1969 har det haft status som "National Monument".

Ærkebiskoppens palads

Allerede i 1251, kort efter tilbageerobringen af Sevilla, gav Ferdinand III en bygning på Piazza Santa Maria til biskoppen af Segovia, Remondo de Losana, for at han skulle skabe et ærkebiskoppens palads. Remondo blev den første biskop i Sevilla og den første til at bo i det nye palads. Der er næppe nogen rester af det oprindelige palads, som er bleve renoveret og udvidet mange gange i tidens løb. I dag dækker det et areal på ca. 6.700 m²

Ærkebiskoppens palads

Den imponerende marmortrappe daterer sig til anden halvdel af 1600-tallet. Den er designet af Fray Miguel de Ramos og udsmykket af Juan de Espinal. I 1704 blev der foretaget en stor udvidelse af paladset af arkitekten Lorenzo Fernandez de Iglesias.

Den røde facade (farven kaldes sangre de toro, tyreblod) har hvide pilastre, små jernmarkiser og store balkoner. De to slotsgårde er bygget mellem det 17. og 18. århundrede. En af disse slotsgårde husede på et tidspunkt en løveunge, en gave til ærkebiskoppen fra en greve.

Hovedindgangen, som er et godt eksempel på den barok-stil, som udviklede sig i Sevilla, er øverst forsynet med to vaser med blomster af bronze. Portalen er dekoreret med blomstermotiver.

Paladset rummer en vigtig samling af malerier og skulpturer fra Sevillas barokke periode, og efter Museo de Bellas Artes de Sevilla, Sevillas kunstmuseum og katedralen det tredje mest betydningsfulde galleri i byen. Paladset indeholder selvfølgelig primært spanske kunstnere som Francisco Herrera el Viejo, Francisco Pacheco, Zurbarán, Murillo, Antonio Palomino og Juan de Espinal, men der er også en fin samling af italienske og hollandske kunstnere.

Der er desværre ikke offentlig adgang til paladset, så du må som vi nøjes med at nyde den smukke bygning udefra.

Alcázar, det kongelige palads

Wiki Alcazar blev bygget til Peter I af Kastilien (1334-1369). Det eksisterende muslimske fort på stedet var blevet revet ned efter de kristnes erobring af Sevilla. Paladset er et enestående eksempel på den såkaldte mudéjar arkitektur på den iberiske halvø, og det anses for et af de smukkeste. De øverste etager anvendes stadig af den kongelige familie, når den er på besøg i Sevilla. Det er det ældste kongelige palads i Europa, som stadig er i brug. I 1987 blev det af UNESCO udnævnt til "World Heritage Site" tillige med katedralen og "the General Archive of the Indies" (find en dansk betegnelse), som begge ligger lige i nærheden.

Det område, som Alcazar ligger på, har været bebygget siden det 8. århundrede fvt. Den tidlige visigotiske basilika blev bygget på ruinerne af et romersk universitet fra det 1. århundrede. Nogle få bygningsdele, bl.a. nogle kapitaler, fra denne bygning, blev genanvendt i Peter I's palads. Basilikaen blev revet ned, efter at Sevilla i 712 blev erobret af muslimske styrker, og på stedet blev opført et militært fort omgivet af høje mure. De følgende århundreder blev fortet udvidet flere gange. Senere blev fortet revet ned (bortset fra murene), og der blev opført flere paladser på stedet, som tjente som bolig for skiftende kaliffer og hans hof. Størsteparten af paladset er opført under hhv. Alfonso X og Peter I af Kastilien i mudéjar, gotisk og manieristisk (mellem renæssancen og barokken) stil. Efter det ødelæggende jordskælv i 1755 i Lissasbon, som fik hele jordkloden til at skælve, blev facaden af Palacio totalt renoveret i barok stil.

Da Philip V var i Sevilla i 1729 for at underskrive den traktat, som afsluttede den engelsk-spanske krig, boede kongeparret på Alcazar, og her fødte dronningen, Elisabeth Farnese, tronfølgeren Maria Antonietta (1729-1785). Hun blev siden dronning af Sardinien.

Paladset

1. Puerta del León, Løveporten
2. Sala de la Justicia y patio del Yeso, justitssalen
3. Patio de la Montería
4. Cuarto del Almirante y Casa de Contratación, Admiralens kvarter
5. Palacio mudéjar o de Pedro I, Peter I's palads
6. Palacio gótic, det gotiske palads
7. Estanque de Mercurio, Merkurs dam
8. Jardines, haverne
9. Apeadero
10. Patio de Banderas, flaggården

Hovedindgangen Puerta del León, løveporten, har sit navn efter det 1800-tals keramiske værk, som viser en løve med et kors i kløerne og bærende en skript?.

Løveporten til Alcazar i Sevilla

One of the access-gates (b. 14th century) to Salón de los Embajadores in Palace of Peter of Castile The name, meaning "The Courtyard of the Maidens", refers to the legend that the Moors demanded 100 virgins every year as tribute from Christian kingdoms in Iberia.

The lower level of the Patio was built for King Peter of Castile and includes inscriptions describing Peter as a "sultan". Various lavish reception rooms are located on the sides of the Patio. In the center is a large, rectangular reflecting pool with sunken gardens on either side. For many years, the courtyard was entirely paved in marble with a fountain in the center. However, historical evidence showed the gardens and the reflecting pool were the original design and this arrangement was restored. However, soon after this restoration, the courtyard was temporarily paved with marble once again at the request of movie director Ridley Scott. Scott used the paved courtyard as the set for the court of the King of Jerusalem in his movie Kingdom of Heaven. The courtyard arrangement was converted once more after the movie's production.

The upper story of the Patio was an addition made by Charles V. The addition was designed by Luis de Vega in the style of the Italian Renaissance although he did include both Renaissance and mudéjar plaster work in the decorations. Construction of the addition began in 1540 and ended in 1572.

Los Baños de Doña María de Padilla The "Baths of Lady María de Padilla" are rainwater tanks beneath the Patio del Crucero. The tanks are named after María de Padilla, the mistress of Peter the Cruel.

Salon de Embajadores, ambassadørernes sal
I ambassadørernes sal modtog Peter I fornemme udenlandske gæster. Salen var den smukkest udsmykkede på Alcazar. I 1526 Fejrede kejser Karl V og Isabella af Portugal deres brylluo her.

Other sections In most of the sections appear inscriptions written in Arabic glorifying the Christian king of the time and Christianity. Cuarto del Príncipe Sala de las Bóvedas in Gothic Palace. the Gothic Palace was made between 1254-1578. Patio de las Muñecas (Courtyard of the Dolls) Patio de la Montería (Courtyard of the Montería) Dormitorio de los Reyes Moros (Bedroom of the Moorish Kings) Sala de Justicia (Justice room) Patio del Yeso (Courtyard of the Plaster) Cuarto del Almirante (Admiral's Room) Casa de Contratación (Casa de Contratación) Patio del Crucero (Courtyard of the Crossing) Palacio Mudéjar or de Pedro I (Mudéjar Palace or that of Peter of Castile) Patio de las Muñecas (Courtyard of the Dolls) Cuarto del Príncipe (Prince's Room) Patio de las Doncellas (Courtyard of the Maidens) Salón del Techo de Carlos V (Charles V Ceiling Room) Salón de Embajadores (Ambassadors' Room) Salón del Techo de Felipe II (Philip II Ceiling Room) Primera planta (First level of the Palace of Peter of Castile) Palacio Gótico (Gothic Palace) Capilla (Chapel) Gran Salón (Big Room) Salón de los Tapices (Tapestries' Room) Sala de las Bóvedas (Vaults' Room).

Vestíbulo or Saleta de la Reina Isabel la Católica (Lobby or Queen Isabella the Catholic Monarch's Room) Anteortaorio de Isabel la Católica (Pre-oratory of Isabella the Catholic Monarch) Oratorio de Isabel la Católica (Oratory of Isabella the Catholic Monarch) Alcoba Real (Royal Alcove) Antecomedor (Pre-dining Room) Comedor de Gala (Gala Dining) Sala de fumar (Smoking Room) Retrete del Rey (King's Toilet) Antecomedor de familia, antiguo Cuarto del Rey (Family Pre-dining Room, former King's Room) Comedor de Familia or Cuarto Nuevo (Family Dining Room or New Room) Mirador de los Reyes Católicos (Viewpoint of the Catholic Monarchs) Dormitorio del Rey Don Pedro, antiguo Cuarto de los Lagartos (King Don Peter of Castile's Bedroom, former Lizards' Room) Despacho de Juan Carlos I (Juan Carlos I's Office) Cámara de Audiencias (Hearings' Chamber) Dormitorio de Isabel II (Isabella II's Bedroom) Colección Carranza (a museum of old azulejos)

Gardens Patio de las Doncellas courtyard Estanque de Mercurio (Mercury Pond) Galería de Grutesco (Grotesque Gallery) Jardín de la Danza (Dance's Garden) Jardín de Troya (Troy's Garden) Jardín de la Galera (The Galley's Garden) Jardín de las Flores (Flowers' Garden) Jardín del Príncipe (Prince's Garden) Jardín de las Damas (Ladies' Garden) Pabellón de Carlos V (Charles V's Pavilion) Cenador del León (Lion's Gloriette) Jardín Inglés (English Garden) Jardín del Marqués de la Vega-Inclán (Marquis of la Vega-Inclán's Garden) Jardín de los Poetas (The Poets' Garden) Apeadero (Mounting-block) Patio de Banderas (Flags' Courtyard) Walls of the Alcázar

All the palaces of Al Andalus had garden orchards with fruit trees, horticultural produce and a wide variety of fragrant flowers. The garden-orchards not only supplied food for the palace residents but had the aesthetic function of bringing pleasure. Water was ever present in the form of irrigation channels, runnels, jets, ponds and pools.

The gardens adjoining the Alcázar of Seville have undergone many changes. In the 16th century during the reign of Philip III the Italian designer Vermondo Resta introduced the Italian Mannerist style. Resta was responsible for the Galeria de Grutesco (Grotto Gallery) transforming the old Muslim wall into a loggia from which to admire the view of the palace gardens.

In 1962 the Alcázar was used as a set for Lawrence of Arabia.[12] The Patio de las Doncellas was used as the set for the court of the King of Jerusalem in the 2005 movie Kingdom of Heaven. Part of the fifth season of Game of Thrones was shot in several locations in the province of Seville, including the Alcázar. Wiki end

The Alcázar facing the cathedral was developed from a previous Moorish Palace. Construction was started in 1181 and continued for over 500 years, mainly in the Mudéjar style, but also in the Renaissance style. Its gardens are a blend of Moorish, Renaissance, and English traditions.

The Alcázar of Sevilla (Spanish "Reales Alcázares de Sevilla" or "Royal Alcazars of Sevilla") is a royal palace in Sevilla, Spain, originally a Moorish fort.

The Almohades were the first to build a palace, which was called Al-Muwarak, on the site of the modern day Alcázar. The palace is one of the best remaining examples of mudéjar architecture. Subsequent monarchs have added their own additions to the Alcázar. The upper levels of the Alcázar are still used by the royal family as the official Sevilla residence and are administered by the Patrimonio Nacional.

The name, meaning "The Courtyard of the Maidens", refers to the legend that the Moors demanded 100 virgins every year as tribute from Christian kingdoms in Iberia. The story of the tribute was used as a myth to bolster the Reconquista movement.

The lower level of the Patio was built for King Peter I and includes inscriptions describing Peter as a "sultan". Various lavish reception rooms are located on the sides of the Patio. In the center is a large, rectangular reflecting pool with sunken gardens on either side. For many years, the courtyard was entirely paved in marble with a fountain in the center. However, historical evidence showed the gardens and the reflecting pool were the original design and this arrangement was restored. However, soon after this restoration, the courtyard was temporarily paved with marble once again at the request of movie director Ridley Scott. Scott used the paved courtyard as the set for the court of the King of Jerusalem in his movie Kingdom of Heaven. The courtyard arrangement was converted once more after the movie's production.

The upper story of the Patio was an addition made by Charles V. The addition was designed by Luis de Vega in the style of the Italian Renaissance although he did include both Renaissance and mudéjar plaster work in the decorations. Construction of the addition began in 1540 and ended in 1572.

Adresse: Patio de Banderas

Åbningstider og priser (2019)

Oktober-marts: Tirsdag-lørdag 9:30-17:00
Søndag 9:30-13:40 (gratis adgang)
April-september: tirsdag-lørdag 9:30 - 19:00
Søndag 9:30-17:00

Priser
Voksne: 5 euro
Rabatter???

Los Baños de Doña María de Padilla, The "Baths of Lady María de Padilla"

Ligger vistnok under Alcazar??? are rainwater tanks beneath the Patio del Crucero. The tanks are named after María de Padilla, the mistress of Peter the Cruel. Supposedly, Peter fell for María and had her husband killed. María resisted his advances and poured boiling oil over her face to disfigure herself to stop Peter's pursuit. She became a nun and moved to a convent afterwards. She is regarded as a symbol of purity in the culture of Sevilla.

The Casa de Contratación (House of Trade)

lies off the la Monteria. It was built in 1503 by the Catholic Monarchs to regulate trade with the New World colonies. The Casa dealt with trade related legal disputes on trade with the Americas. The "Casa" includes a chapel where the Colombus met with Ferdinand and Isabella after his second voyage. The chapel houses the The Virgin of the Navigators, one of the first paintings to depict the discovery of the Americas and one of the earliest paintings to depict Columbus.

The palace was the birthplace of Infanta Maria Antonietta of Spain (1729-1785), daughter of Philip V of Spain and Elisabeth Farnese. The king was in the city to oversee the signing of the Treaty of Sevilla (1729) which ended the Anglo-Spanish War (1727).

Torre del Oro

The Torre del Oro was built by the Almohad dynasty as a watchtower and defensive barrier on the river. A chain was strung through the water from the base of the tower to prevent boats from traveling into the river port.

The Torre del Oro.The Torre del Oro (Spanish: "Gold Tower") is a dodecagonal military watchtower in Sevilla, southern Spain, built by the Almohad dynasty in order to control access to Sevilla via the Guadalquivir river.

Constructed in the first third of the 13th century, the tower served as a prison during the Middle Ages and as a secure enclosure for the protection of precious metals periodically brought by the fleet of the Indies, another possible origin for the tower's name.

The tower is divided into three levels, with the third and uppermost being circular in shape and added in 1760. This tower has a lesser-known half sister: the Torre de la Plata, an octagonal tower.

Military function. It is one of two anchor points for a large chain that would have been able to block the river. The other anchor-point has since been demolished or disappeared, possibly from collapsing during the 1755 Lisbon Earthquake. The chain was used in the city's defense against the Castilian fleet under Ramón de Bonifaz in 1248 Reconquista. Bonifaz broke the river defenses and isolate Sevilla from Triana. The besieged Muslim city soon surrendered to the Christian forces.

Historical role. At one point in the last two centuries the tower came under threat when the adjacent road needed widening, but faced by strong opposition from the locals the demolition idea was dropped. In 1868 it was put up for sale as scrap, but this too was vehemently rejected by the city's inhabitants.

Today the tower, having been restored, is a naval museum, containing engravings, letters, models, instruments, and historic documents. The museum outlines the naval history of Sevilla and the importance of its river.

Paseo Colon (Arenal) price: 1 € (Tuesday Free) schedule: Tue - Fri: 10:00 - 14:00 Sat, Sun, Holidays: 11:00 - 14:00 Located on the Guadalquivir River and dating back to the 13th century (Almohade period), the top of the Torre del Oro was once covered in gold tiles which reflected in the sunlight, making the tower a visible fixture in Seville. During the Arab occupation it served as main point of defense and control of the river. The tower was connected to the city walls, and a large linked chain ran from the building to the other side of the river to control maritime traffic into the city. The Torre del Oro now houses the local maritime museum.

The Town Hall was built in the 16th century in high Plateresque style by master architect Diego de Riaño. The Facade to Plaza Nueva was built in the 19th century in Neoclassical style.

Palace of San Telmo

The Palace of San Telmo, formerly the University of Sailors, and later the Seminary, is now the seat for the Andalusian Autonomous Government. It is one of the most emblematic buildings of baroque architecture, mainly to its world-renowned churrigueresque principal facade and the impressive chapel.

The Palace of San Telmo (Spanish: Palacio de San Telmo) is a historical edifice in Sevilla, southern Spain, now the seat of the presidency of the Andalusian Autonomous Government. Construction of the building began in 1682 outside the walls of the city, on property belonging to the Tribunal of the Holy Office, the institution responsible for the Spanish Inquisition. It was originally constructed as the seat of the Seminary School of the University of Navigators (Colegio Seminario de la Universidad de Mareantes), a school of orphan children of sailors.

The palace is one of the emblematic buildings of Sevillian Baroque architecture. It is built on a rectangular plan, with several interior courtyards, including a central courtyard, towers on the four corners, a chapel, and gardens. The exuberantly baroque chapel, accessed from one of the courtyards, is the work of architect Leonardo de Figueroa; among those involved in its decoration were sculptor Pedro Duque y Cornejo, stonecutter Miguel de Quintana, painter Domingo Martínez, and carpenter Juan Tomás Díaz. Presiding over the chapel is an early 17th century statue of Nuestra Señora del Buen Aire ("Our Lady of Good Air").

Exterior Palace of San Telmo. Principal façade.The principal façade of the palace is distinguished by the magnificent Churrigueresque entrance completed in 1754, the work of other members of the Figueroa family, specifically Matías and Antonio Matías, son and grandson of Leonardo de Figueroa, at a cost of 50,000 pesos. The entryway consists of several parts. The door is flanked by three columns on each side. Over the door is a balcony supported by Atlantes (supports sculpted in the form of a man) with aspects of indigenous people of the Americas; twelve allegorical female figures represent the nautical arts and sciences. Finally, there is a sculptural grouping with columns and a figure of Peter González, Saint Telmo (or Elmo), patron saint of sailors, flanked by the patron saints of the city: Saint Ferdinand (Ferdinand III of Castile) and Saint Hermenegild.

Atop the façade facing Calle Palos de la Frontera, across from the Hotel Alfonso XIII, are sculptures of twelve illustrious Sevillians, sculpted in 1895 by Antonio Susillo. The twelve figures are:

Juan Martínez Montañés, sculptor. Rodrigo Ponce de León, Marquess of Cádiz and Captain General of the Reconquista of Granada. Diego Rodríguez de Silva y Velázquez, painter. Miguel Mañara, Knight and philanthropist, founder of Sevilla's Hospital de la Caridad. Lope de Rueda, writer. Fernando de Herrera, poet. Luis Daoíz, military officer, hero of the Spanish War of Independence (Peninsular War). Benito Arias Montano, humanist. Bartolomé Esteban Murillo, painter. Fernando Afán de Ribera y Enríquez, Duke of Alcalá, humanist. Fray Bartolomé de las Casas, monk, bishop of Chiapas, Mexico and protector of the Indians. Three of these were Sevillians "by adoption", born elsewhere, but who lived and died in Sevilla: Benito Arias Montano was born in Fregenal de la Sierra (province of Badajoz, Rodrigo Ponce de León in Cádiz, and Juan Martínez Montañés in Alcalá la Real (province of Jaén).

The gardens included the Queen's sewing box (Costurero de la Reina), built in 1893 and now in the María Luisa Park. This unique building takes the form of a small hexagonal castle with turrets at the corners. It is the oldest building in Sevilla in the neomudéjar style.

Work began in 1991 to convert the building for use as the official seat of the presidency of the Andalusian Autonomous Government. In 2005, a second phase of restoration took place, primarily to restore the structure more to its original configuration, which had been changed considerably by various interventions over the centuries. This last project took place under the leadership of Sevillian architect Guillermo Vázquez Consuegra.

In 1901, while Marcelo Spínola was Archbishop of Sevilla, the palace was converted into a seminary. It remained so until 1989, when the arch-episcopate of Sevilla ceded the building to the Andalusian Autonomous Government to be the new seat of the presidency.

Important historic buildings from this period include the Sevilla Cathedral, completed in 1506; after Sevilla was taken by the Christians (1248) in the Reconquista, the city's mosque had been converted to a church. This structure was badly damaged in a 1356 earthquake, and by 1401 the city began building the current cathedral, one of the largest churches in the world and an outstanding example of the Gothic and Baroque architectural styles. The former minaret of the mosque, called the Giralda, survived the earthquake, but the copper spheres that originally topped it fell during the 1365 earthquake, and were replaced with a cross and bell. The new cathedral incorporated the minaret as a bell tower, which was eventually built higher during the Renaissance. It is surmounted by a statue, known locally as "El Giraldillo", representing Faith (1560–1568).

The Archivo General de Indias (General Archive of the Indies), housed in the ancient merchants' exchange, the Casa Lonja de Mercaderes, is the repository of valuable archival documents preserving the history of the Spanish Empire in the Americas and the Philippines. The structure, an Italianate example of Spanish Renaissance architecture, was designed by Juan de Herrera. The building and its contents were registered in 1987 by UNESCO as a World Heritage Site.

The Casa consistorial de Sevilla is a Plateresque-style building, currently home of the city's government (ayuntamiento), built in 1527-1564. The building was designed by architect Diego de Riaño, who supervised its construction from 1527 until his death in 1534. He was succeeded by Juan Sánchez, who built the arcade which now connects the building with the Plaza Nueva, and later on by Hernán Ruiz the Younger, one of the most accomplished architects of the Plateresque style.

The Hospital de las Cinco Llagas, literally 'Hospital of the Five Holy Wounds' (1546 –1601), is the current seat of the Parliament of Andalusia. Construction of the building began in 1546, as a legacy of Fadrique Enríquez de Ribera, who had died in 1539. It was designed by the architect Martín de Gainza, who supervised its construction until his death in 1556. Two years later, Hernán Ruiz II took charge. The hospital was dedicated, although still incomplete, in 1558.

The College of the Annunciation of the Professed House of the Society of Jesus in Sevilla was one of the intellectual pillars of the Spanish Counter-Reformation, and also served as a starting point for Jesuit expansion in overseas lands. The building of the Professed House, where the university was installed from 31 December 1771, had been the first residence owned by the Jesuits in Sevilla. It was founded in February 1558, and work on the church, dedicated to the Annunciation, began in 1565.

The Jesuit supervisor of the House, the architect Bartolome de Bustamante (1501–1570), drew the original plans and the architect Hernán Ruiz the Younger continued the project to its completion in 1568. At first it housed a College for the Humanities, but as early as 1590 it had become the Professed House, a residence for those Jesuits who preached. The Jesuits were expelled from Sevilla in the 18th century and the building became the seat of the University of Sevilla in 1771.[72][73] The original structure was torn down during the years of the Franco dictatorship, but the residence's patio porticoed with marble columns is preserved in the modern Faculty of Fine Arts of the university. The tiny chapel in the Puerta de Jerez, consecrated in 1506, was replaced by the magnificent Church of the Annunciation, built in Renaissance style (1565–1568) as the church of the Professed House. Work on the church with its noble classical facade began in 1565; it was consecrated in 1579. There are some important paintings in the main altarpiece, including The Annunciation by Antonio Mohedano, and the Exaltation of the name of Jesus or Circumcision by Juan de Roelas.

The Royal Audiencia of Sevilla (Real Audiencia de los Grados de Sevilla) was a court of the Crown of Castile, established in 1525 during the reign of Charles I. It had judicial powers as an appeals court in civil and criminal cases, but had no powers of government. The building that housed the Audiencia of Sevilla is located in the Plaza de San Francisco de Sevilla, and is currently the headquarters of the financial institution Cajasol. The building was built between 1595 and 1597, although justice had been administered earlier in another building at the same place called the Casa Cuadra since shortly after the reconquest of the city in 1248. The building has been renovated several times.

The Royal Mint of Sevilla (Casa de la Moneda), built 1585–1587, was the circulation center where gold and silver from the New world were smelted into the Spanish maravedís and doubloons that flowed into and helped support the general European economy in the 16th century, the age of the New World conquistadores and Sevilla in its full splendor.

The Casa de Pilatos (Pilate's House) serves as the permanent residence of the Dukes of Medinaceli. The building is a mixture of Renaissance Italian and Mudéjar Spanish styles. It is considered the prototype of the Andalusian palace. The construction of this palace, which is adorned with precious azulejos tiles and well-kept gardens, was begun by Pedro Enríquez de Quiñones, Adelantado Mayor of Andalusía, and his wife Catalina de Rivera, founder of the Casa de Alcalá, and completed by Pedro's son Fadrique Enríquez de Rivera, the first Marquis of Tarifa.

The writer Miguel de Cervantes lived primarily in Sevilla between 1596 and 1600. Because of financial problems, Cervantes worked as a purveyor for the Spanish Armada, and later as a tax collector. In 1597, discrepancies in his accounts of the three years previous landed him in the Royal Prison of Sevilla for a short time. Rinconete y Cortadillo, a popular comedy among his works, features two young vagabonds who come to Sevilla, attracted by the riches and disorder that the 16th-century commerce with the Americas had brought to that metropolis.

---

The Royal Tobacco Factory (Real Fábrica de Tabacos) is an 18th-century stone building. Since the 1950s it has been the seat of the rectorate of the University of Sevilla. Prior to that, it was, as its name indicates, a tobacco factory—the most prominent such institution in Europe, and a lineal descendant of Europe's first tobacco factory, which was located nearby. One of the first large industrial building projects in modern Europe, the Royal Tobacco Factory is among the most notable and splendid examples of industrial architecture from the era of Spain's Antiguo Régimen. By a Royal Order in 1725 the former tobacco factory was transferred to its current location on land adjacent to the Palace of San Telmo, just outside the Puerta de Jerez (a gate in the city walls). Construction began in 1728, and proceeded intermittently for the next 30 years. It was designed by military engineers from Spain and the Low Countries.

The Royal Tobacco Factory is a remarkable example of 18th century industrial architecture, and one of the oldest buildings of its type in Europe. The building covers a roughly rectangular area of 185 by 147 metres (610 by 480 feet), with slight protrusions at the corners. The only building in Spain that covers a larger surface area is the monastery-palace of El Escorial, which is 207 by 162 metres (680 by 530 feet).[82] Renaissance architecture provides the main points of reference, with Herrerian influences in its floor plan, courtyards, and the details of the façades. There are also motifs reminiscent of the works of the architects Sebastiano Serlio and Palladio. The stone façades are modulated by pilasters on pedestals.[82] This 18th-century industrial building was, at the time it was built, the second largest building in Spain, after the royal residence El Escorial. It remains one of the largest and most architecturally distinguished industrial buildings ever built in that country, and one of the oldest such buildings to survive.

Sevilla´S SIGN OF THE TIMES
Visitors to Sevilla will notice a symbol on many signs around the city, from taxis and buses to sewer covers, consisting of the letters ´NO8DO´. This is the city´s logo, and legend says that it originates from the 13th-century coat of arms awarded to Sevilla by King Alfonso X the Wise. He bestowed it in gratitude for Sevilla´s support in his battles against his son, Sancho IV of Castile, who wanted to usurp his father´s throne during the Reconquest. Between the ´NO and ´DO´ is an 8-shaped bundle of wool (madeja in Spanish). Add the three together, speaking in Sevilla´s fast, elliptical accent and you have ´no-madeja-do´, more correctly, ´no me ha dejado´ which means ´it (the city) has not abandoned me´. The motto was his reward to the people of Sevilla for their loyalty.

University of Sevilla
The University of Sevilla is housed on the original site of the first tobacco factory in Europe, La Antigua Fábrica de Tabacos, a vast 18th century building in Baroque style and the purported inspiration for the opera Carmen.

The Universidad de Sevilla or University of Sevilla, in English, is a top-ranked European university in Sevilla, Spain. Founded under the name of Colegio Santa María de Jesús in 1505, the University of Sevilla, with a student body of over 50,000, is one of the top-ranked universities in the country[citation needed]. It is located in the 2,000-year-old artistic, cultural, and financial capital of southern Spain situated on the plain of the River Guadalquivir, in Andalusia. The building itself dates back to the 15th century when the Catholic Monarchs recovered the area from the Moors, a history reflected in its architecture. It is located centrally in the city next to the prestigious Hotel Alfonso XIII which hosts Europe's royalty and international celebrities.

History. The University of Sevilla is steeped in history and is one of the most important cultural centers in Spain, dating back to the 15th century when the Catholic Monarchs recovered the area from the Moors. It was originally the Colegio de Santa Mari­a de Jesus which had been created by Arcediano Maese Rodrigo Fernandez de Santaella and was confirmed as a practising university in 1555 by the papal bull of Pope Julius II. Today, the University of Sevilla is well known for its vital research in Technology and Science which not only aids the development of science as a whole but, more importantly, enriches and develops not only the culture of Sevilla but all of Andalusia.

In the middle of the thirteenth century the Dominicans, in order to prepare missionaries for work among the Moors and Jews, organized schools for the teaching of Arabic, Hebrew, and Greek. To co-operate in this work and to enhance the prestige of Sevilla, Alfonso the Wise in 1254 established in that city "general schools" (escuelas generales) of Arabic and Latin. Alexander IV, by Bull of 21 June 1260, recognized this foundation as a generale litterarum studium and granted its members certain dispensations in the matter of residence. Later, the cathedral chapter established ecclesiastical studies in the College of San Miguel. Rodrigo de Santaello, archdeacon of the cathedral and commonly known as Maese Rodrigo, began the construction of a building for a university in 1472; in 1502 the Catholic Majesties published the royal decree creating the university, and in 1505 Julius II granted the Bull of authorization; in 1509 the college of Maese Rodrigo was finally installed in its own building, under the name of Santa María de Jesús, but its courses were not opened until 1516. The Catholic Majesties and the pope granted the power to confer degrees in logic, philosophy, theology, and canon and civil law. The colegio mayor de Maese Rodrigo and the university proper, although housed in the same building, never lost their several identities, as is shown by the fact that, in the eighteenth century, the university was moved to the College of San Hermanegildo, while that of Maese Rodrigo remained independent, although languishing.

The influence of the University of Sevilla, from the ecclesiastical point of view, though not equal to that of the Universities of Salamanca and of Alcalá, was nevertheless considerable. From its lecture halls came Sebastián Antonio de Cortés, Riquelme, Rioja, Luis Germán y Ribón, founder of the Horatian Academy, Juan Sánchez, professor of mathematics at San Telmo, Martín Alberto Carbajal, Cardinal Belluga, Cardinal Francisco Solis Folch, Marcelo Doye y Pelarte, Bernardo de Torrijos, Francisco Aguilar Ribon, the Abate Marchena, Alberto Lista, and many others who shone in the magistracy, or were distinguished ecclesiastics. The influence of the University of Sevilla on the development of the fine arts, was very great. In its shadow the school of the famous master Juan de Mal Lara was founded, and intellects like those of Herrera, Arguijo, and many others were developed, while there were formed literary and artistic clubs, like that of Pacheco, which was a school for both painting and poetry. During the period of secularization and sequestration (1845–57) the University of Sevilla passed into the control of the State and received a new organization. At present it comprises the faculties of philosophy and letters, law, sciences, and medicine, with an enrolment (1910) of 1100 students.

At the same time that the royal university was established, there was developed the Universidad de Mareantes (university of sea-farers), in which body the Catholic Majesties, by a royal decree of 1503, established the Casa de Contratación with classes of pilots and of seamen, and courses in cosmography, mathematics, military tactics, and artillery. This establishment was of incalculable importance, for it was there that the expeditions to the Indies were organized, and there that the great Spanish sailors were educated. This species of polytechnic school, which, according to Eden, Bourné, and Humboldt, taught a great deal to Europe, following the fortunes of Spanish science, fell into decay in the seventeenth century.

Equality, Liberty, Justice and PluralismThe university takes pride in its self-government and independence but, above all, in its ability to provide a service at such a high standard due to the calibre of the professors and lecturers that teach there. This motivation is reflected in their ancient motto with the four qualities that the university lives by:`Equality, Liberty, Justice and Pluralism´. This motto applies to both teaching and learning but above all, the progress made in science, technology and culture.

At present, the university's main aim is to continue with the innovations developed in the scientific and technological fields as they look towards the future with a new and exciting perspective. This is reflected by the number of degrees offered; students attending the university have the choice of 65 different subjects and one of the widest ranges of academic and sporting facilities in Spain, making it a very popular university for both Spanish and international students.

In 2004 it had 73,350 students scattered around different campuses, being the second Spanish presential university by number of students.

The Hotel Alfonso XIII, next to the University, is one of the famous buildings of architect José Espiau y Muñoz. It was built between 1916 and 1928 for the Ibero-American Exposition of 1929, and officially inaugurated by King Alfonso XIII.

Hotel Alfonso XIII is a historic hotel in Sevilla, Spain, located on the Calle San Fernando, next to the University of Sevilla.[1] Designed by the architect José Espiau y Muñoz, it was built between 1916 and 1928 especially for the Ibero-American Exposition of 1929. It officially opened on April 28 of 1929, with a sumptuous banquet attended by King Alfonso XIII and Queen Victoria Eugenie of Battenberg. The hotel is owned by the City of Sevilla and currently offers its services by the hotel chain Starwood Luxury Collection.

Plaza de España

Solkysten: PLADSEN SOM FANGEDE SEVILLAS ÅND For nylig blev Plaza de España genindviet efter to års restaurering, som har givet den hele sin oprindelige glans tilbage. Vi benytter anledningen til at aflægge et besøg. Stilarter smelter sammen Plaza de España ligger inden for et mægtigt halvcirkelformet palads i rød mursten. To høje tårne flankerer den 200 meter brede åbning. Pladsens indre omkranses af en kanal med rigelig plads til at robådene passerer forbi hinanden under de lyseblå keramikbroer, og på dens centrum mødes hestekareterne efter rundturen i den tilstødende María Luisa park. Gigantformatet imponerer, men Plaza de Españas vigtigste kvalitet er dog at den straks opfattes som noget typisk sevillansk. Det var også tilfældet i 1929, hvor ingen havde set noget lignende, eller de havde set det hele, men hver for sig. Paladset og pladsen er en blanding af gotik, renæssance og mudéjar. Tre vigtige stilarter i byen, men knyttet til vidt forskellige perioder og ideologier. Aníbal González tog dem alle og smeltede dem sammen til noget nyt. På den måde fangede han Sevillas ånd og gav den fysisk form. Helhedsindtrykket domineres af den solvarme mursten og den pastelfarvede keramik, Aníbal González’ foretrukne materialer, som også er de vigtigste bestanddele i neomudéjar’en. Således begyndte man på dette tidspunkt at kalde den gamle mudéjar i forbindelse med islamisk arkitekturs sidste opblussen i Spanien. Romantisk inspiration Aníbal González havde rødder i 1800-tallets romantiske Europa, hvor det særprægede og enestående kom på mode. En af følgerne var de stærke nationalistiske bevægelser. Digtere og malere søgte inspiration i deres eget lands fortid, og efter nyklassicismens ensretning gik arkitekterne også på jagt efter en national stil. Ligesom alle andre europæere havde spanierne været igennem gotikken, renæssancen, barokken osv. Men Spanien var det eneste land med mudéjar, der bygger på de islamiske håndværkeres traditioner. Når man desuden husker på, at en anden af romantikkens manier var dens fascination af orienten (tænk blot på vores egen Oehlenschläger og Aladdin), så var sagen oplagt. Neomudéjar’en opstod i Madrid, hvor Aníbal González modtog sin uddannnelse. Den bredte sig til store dele af landet og blev bl.a. populær til fabrikker, tyrefægterarenaer og de nye jernbanestationer. De store murstensfacader var velegnede til at dekorere med neomudéjar’ens mest enkle virkemiddel, som er murstenen selv. Ligesom på forbilledet La Giralda (klokketårnet i Sevillas katedral, som var minaret i almohadernes moske) former den fremspringende og i nogle tilfælde tilhuggede mursten smukke geometriske mønstre. Kassettelofterne, hvis udskårne træfelter samles uden søm, det kunstfærdige smedejernsarbejde og de kulørte kakler på tage og vægge supplerede murstenen i det omfang, bygherrens budget rakte til det. Den nationale reaktion Alle disse træk fra neomudéjar’en er til stede på Plaza de España, blandet op med gotikkens spir og renæssancens søjlegange. Den korrekte betegnelse på pladsens arkitektur er regionalisme, som var en speciel andalusisk bevægelse i senromantikkens kølvand. Spanien søgte tilbage til rødderne, og regionerne gjorde det samme. Inden for regionalismen er der igen stor forskel på Aníbal González’ sevillastil og neokoloni-stilen i havnebyen Cádiz, men det er en anden historie. I 1900-tallets første årtier var der en anden vigtig nationalistisk faktor at tage i betragtning. Efter krigen med USA i 1898 havde Spanien mistet de sidste oversøiske kolonier i Cuba, Puerto Rico og Filippinerne. Det var lige så traumatisk for spanierne, som 1864 og tabet af Slesvig-Holsten havde været for danskerne, og ligesom i Danmark udløste det ønsket om reformer og modernisering. Hvad udad tabes, må indad vindes. Spanien var sakket bagud, og inden for Spanien var Sevilla sunket til bunds som en sløv og søvnig provinsby. Livet har øjeblikke, hvor vi tvinges til at betragte os selv med omverdenens øjne, og tingene kommer til at stå smertelig klart. I sådan et øjeblik gik Sevilla i gang med at forberede en verdensudstilling, der skulle give byen dens tabte vitalitet tilbage. Plaza de España rummede værtslandets pavillon, og gigantformatet minder os om tiden, hvor Spanien var verdens herre, og Sevilla hans hoved. María Luisa parken Verdensudstillingen i Sevilla var i realiteten en udstilling af Spanien, Portugal og alle de amerikanske stater, som kom ud af de store opdagelsesrejser i 1500-tallets start. Ideen blev fremlagt allerede i 1909, men projektet trak ud i det uendelige fordi der hele tiden kom noget i vejen, bl.a. en verdenskrig. Aníbal González vandt konkurrencen om udstillingens arkitektoniske ledelse, mens den berømte franske havearkitekt Jean-Claude Nicolas Forestier fik ansvaret for renoveringen af den store park som hertuginden af Monpellier, María Luisa de Borbón, år tilbage havde skænket byen. Forestier indrettede María Luisa parken i romantisk stil med små søer og øer i et frodigt vildtvoksende paradis. Den er stadig Sevillas største, smukkeste og populæreste park. To skyggefulde alleer skærer gennem parken ned til Plaza de América, som var verdensudstillingens anden store centrale plads. Tre neo-stilarter På Plaza de España havde Aníbal González forenet tre stilarter som repræsenterede byens historie. På Plaza de América viser han stilarterne hver for sig i tre bygninger. Bygningen med den nonfigurative neomudéjar gør dobbelt indtryk, fordi indgangen med de firkantede tårne spejler sig i en dam. Denne finesse genkender alle som har besøgt Granadas Alhambra. Inden for dørene er der i dag et folkeminde-museum. Overfor har provinsens arkæologiske museum fået husly i den store kasse pyntet med plateresmens filigranværk af mytologiske figurer, som indvarsler renæssancen. Til pladsens tredje side kunne Aníbal González kun have valgt den symbolladede neogotik til udstillingens kongelige pavillon. Neo-det-ene og neo-det-andet. Denne bølge af historisk arkitektur virker gammeldags i dag, og selv en af Aníbal González’ største beundrere er parat til at indrømme, at den ikke pegede fremad: ”Aníbal González var kreativ og modig, men konservativ. Han er det strålende højdepunkt af en bestemt måde at forstå arkitekturen, som døde ud med ham. Et af hans ufuldendte projekter var en neogotisk basilika ligesom Gaudís La Sagrada Familia, som opførtes i Barcelona på samme tidspunkt. I modsætning til La Sagrada Familia ville Aníbal González’ projekt imidlertid ikke have bidraget med noget nyt. Hans største betydning for eftertidens Sevilla har ikke været stilmæssig, men et spørgsmål om karakter. Hans budskab, som stadig er gyldigt, er at vi aldrig må blive passive og ligeglade med vores by,” siger Víctor Pérez Escolano, som er arkitekturprofessor ved Sevillas universitet. Diktatorens indgreb Verdensudstillingen skulle sætte skub i Sevillas udvikling, men den var selv alt for længe om at komme i gang. I 1925 sendte diktatoren Miguel Primo de Rivera sin betroede mand José Cruz Conde til byen som udstillingens kommissær. Cruz Conde var den omtalte overkanoner, som praktisk talt ekspropierede arrangementet fra kommunen, og med sin fremfærd provokerede ikke alene Aníbal González’ tilbagetræden, men borgmesterens. Primo de Riveras diktatur var Spaniens første eksperiment med den ny fascistiske ideologi og dens ekspeditte metoder. Aníbal González’ fik ikke lov til at bygge den tredje store plads, som han havde planlagt. I afløserens stærkt reducerede version endte den som det nuværende Lope de Vega teater. Arkitekturen fra Amerika I stedet for udviklingen omkring den centralt beliggende María Luisa park blev vægten lagt på at udvikle den sydlige bydel bag parken, som dengang var byens grænse. Det er nødvendigt at indrømme, at det var en meget heldig beslutning for Sevillas fremtid, fordi de nye strøg som Paseo de las Delicias, Avenida de Reina Mercedes og Avenida de América siden skaffede plads til byens vækst. Denne del af byen ligger ikke på turistens normale rute, men interesserede finder næsten 30 af de gamle udstillingspavilloner, som for manges vedkommende har stor arkitektonisk interesse. Da Aníbal González var ude af billedet, fik arkitekterne fra hele Amerika mulighed for at vise deres kunnen. På det tidspunkt havde størsteparten af de gamle spanske kolonier allerede været selvstændige i hundrede år. I starten havde de unge nationers arkitekter mest skelet til franske og engelske forbilleder pga. naget til Spanien, men netop på dette tidspunkt begyndte de at få øjnene op for værdierne i den gamle koloniarkitektur. Således fik Sevilla også en pragtfuld permanent udstilling af den amerikanske neokolonistil. Arkitekterne i den ny verden kom desuden med nogle eksempler på neoindigenismo, f.eks. Mexicos maya-inspirerede pavillon. Verdenskrisen Med hjælp af de amerikanske kontinenters bedste arkitekter var udstillingen endelig klar til sin indvielse i 1929 - samtidig med det verdensomspændende krak, som satte en brat stopper for turismen. Uden tvivl hvilede der en ond skæbne over denne verdensudstilling. Salene var mere halvtomme end halvfyldte, og Kodak havde ingen kunder i sine splinternye fotobutikker. Udstillingen efterlod kommunen med en bundløs gæld, som den betalte af på i årtier. Hvis selve udstillingen var en fiasko, har dens varige spor til gengæld været en succes. Måske med en enkelt undtagelse. Aníbal González havde planlagt at Plaza de España skulle bruges til arbejderuniversitet (i dag ville vi sige erhvervsfaglige uddannelser) efter udstillingen. Hans tredje og aldrig gennemførte plads skulle have været universitet. Disse planer kunne også have givet byens udvikling et vigtigt løft, men gælden tvang kommunen til at overdrage Plaza de España til militæret, som stadig har kontorer på pladsen. På den måde blev den aldrig helt integreret i byens dagligdag, som det var arkitektens hensigt. Modsætningen Hele sit modne liv arbejdede Aníbal González på verdensudstillingen, men der var rigelig tid til meget andet ind imellem. Blandt hans øvrige værker i byen kan vi fremhæve Capilla del Carmen, som du nemt finder for enden af Isabel II broen over Guadalquivir-floden (”Triana-broen” siger sevillanerne). Den mikroskopiske kirke blev indviet i 1928, året inden Plaza de España åbnede sin favn for byen. Man kan ikke forestille sig større modsætninger, når det gælder omfanget, og alligevel er de to værker tydeligt beslægtet. Man finder ikke bedre eksempler på Aníbal González’ sevillanske stil. Skrevet af Per-Ole Dønstrup Journalist, Solkysten Printvenlig version

La Danesa: Hele Spanien i én halvcirkel Skrevet af Laura Kjestrup Nielsen. Foto: Morten Herlev. Sevilla 1 Den romantiske og særprægede Plaza de España er højdepunktet ved et besøg i Andalusiens største park, der udgør en fredelig oase i den sydlige ende af Sevilla. Spanien er som bekendt et stort land, som det ville kræve måneder at se fra ende til anden. Men på Plaza de España i Sevilla kan man tage på en hurtig visit til alle 50 provinser. Den enorme halvcirkelformede bygning, der indrammer pladsen, er nemlig forsynet med en dekoreret niche for hver provins. Udsmykningen er udført med farvestrålende azulejos. De håndmalede fliser illustrerer en vigtig historisk begivenhed i provinsen, og et kort i flisegulvet foran hver enkelt niche viser provinsens placering på landkortet. På den måde kan man blive klogere på både geografi og historie, når man slentrer rundt langs den særprægede bygning. Og det er der mange, der gør. Turister fra hele verden er tiltrukket af den fascinerende arkitektur og den romantiske stemning, der hviler over pladsen. Spanske familier på storbyweekend i Sevilla iler ivrigt mod den niche, der viser scener fra netop deres hjemegn, og der bliver taget rigtig mange fotos på Plaza de España. Populariteten til trods, er der plads nok til alle, for pladsens areal svarer til omkring fem fodboldbaner. Andalusisk storhed i yderste potens Rundt omkring i den store Parque de María Luisa ligger flere særprægede bygninger, der sammen med Plaza de Españas halvcirkel udgør de arkitektoniske arvestykker fra den Ibero-amerikanske verdensudstilling, der blev afholdt i 1929. Udstillingen skulle fremvise det bedste af det bedste fra Spanien, Portugal og Latinamerika, og til det formål, blev der bygget adskillige udstillingspavilloner i parken. Bygningen på Plaza de España er pragtstykket, der med sine blandede arkitektoniske elementer af neorenæssance og neobarok i skøn forening med neomaurisk stil og karakteristisk kakkeludsmykning binder sydspansk bygningshistorie sammen i et særpræget miskmask. Bysbarnet Aníbal González Álvarez-Ossorio var arkitekten bag Plaza de España, og hans mål var at fremvise den andalusiske storhed i yderste potens. Han nåede blot lige at se frugten af sit arbejde, før han døde i udstillingsåret 1929. Set med nogle øjne er arkitektens fortolkning af sin hjemegns særegenhed både smuk, fascinerende og harmonisk, mens andre synes, blandingen af stilarter og den farverige udsmykning er for meget af det gode. Sikkert er det, at pladsen udgør en af de mest romantiske scener i Sevilla. Der bliver flettet mange fingre rundt omkring i nicherne, og forelskede mænd af forskellig nationalitet byder naturligvis deres udkårne på en romantisk sejltur på kanalen langs bygningen eller flotter sig med en hestevognstur. Og når mørket falder på, og de gamle smedejernslygter spejler sig i kanalens stille vand, er kulissen komplet. Pladsen har da også fungeret som kulisse i flere film. Heriblandt storfilmen Lawrence of Arabia fra 1962 med Peter O'Toole i titelrollen og i nyere tid den amerikanske komedie The Dictator fra 2012, hvor bygningen på Plaza de España indtager rollen som diktatorens palads. I den virkelige verden har demokratiet dog gjort sit indtog på Plaza de España, hvor den enorme bygning i dag huser adskillige offentlige kontorer. Bro til moderne arkitektur Sevilla kan være umenneskelig varm i sommermånederne, og her kan en udflugt til Parque de María Luisa være dagens redning. Parkens trækroner sørger for skyggen, og de mange rislende fontæner og de flisebelagte bænke har en afkølende effekt. Uanset årstid er det dog værd at gå en tur rundt i parken, der er Andalusiens største, når man alligevel besøger Plaza de España. Foruden bænke, legepladser, subtropiske planter og kakkeludsmykning gemmer parken også på et par museer, der har til huse i bygninger fra 1929-udstillingen. Museet for andalusisk folkekunst, Museo de Artes y Costumbres Populares, udstiller blandt andet kunsthåndværk og folkedragter og fortæller historien om tyrefægtning og flamenco. Det er også værd blot at se den særprægede bygning Pabellón Mudéjar udefra. I samme ende af parken - modsat Plaza de España - ligger også det regionale arkæologiske museum i Pabellón de las Bellas Artes. Oven på besøget i den grønne oase fuld af særpræget arkitektur, kan man vende snuden mod Sevillas gamle centrum, hvor det maleriske Santa Cruz-kvarter og verdens tredjestørste kirke hører til blandt højdepunkterne. Alternativt kan man fortsætte i verdensudstillingssporet over floden Guadalquivir til bydelen La Cartuja, der for et par årtier siden lagde jord til verdensudstillingen EXPO '92. Her kan man se nærmere på mere moderne udtryk for arkitektonisk finesse. I dag huser de tidligere udstillingsbygninger både virksomheder, biograf, teaterscene og koncertsal. En imponerende harpelignende bro tegnet af mesterarkitekten Santiago Calatrava fører over floden til udstillingsområdet. Den stilrene, futuristiske bro har ikke meget til fælles med de keramikklædte broer over kanalen på Plaza de España, og det siger lidt om spændvidden i Sevillas enorme udbud af kulturelle og arkitektoniske oplevelser. To spanske arkitekter Arkitekten Aníbal González Álvarez-Ossorio blev født i Sevilla i 1875 og døde samme sted i 1929. Foruden hovedværket i form af Plaza de España, har arkitekten efterladt sig adskillige spor rundt omkring i byen - eksempelvis Pabellón Mudéjar, der huser museet for andalusisk folkekunst, og den yndige lille kirke Capilla del Carmen ved Triana-broen. Santiago Calatrava er født i 1951 i Valencia og er verdenskendt for sine neofuturistiske og ekspressive stil, der blandt andet er kommet til udtryk i byggeriet af en række broer, togstationer og museer. Foruden broen Puente del Alamillo i Sevilla, er Calatrava eksempelvis også manden bag Malmös vartegn, skyskraberen Turning Torso, Oriente-banegården i Lissabon og en ny station ved 11. september-mindepladsen i New York, der efter planen står helt færdig i december 2015.

The Plaza de España, in Maria Luisa Park (Parque de Maria Luisa), was built by the architect Aníbal González for the 1929 Exposición Ibero-Americana. It is an outstanding example of Regionalist Revival Architecture, a bizarre and loftily conceived mixture of diverse historic styles, such as Art Deco and Neo-Mudéjar and lavishly ornamented with typical glazed tiles.

Plaza de Espana i Sevilla.

The Plaza de España ("Spain Square", in English) is a plaza located in the Parque de María Luisa (Maria Luisa Park), in Sevilla, Spain built in 1928 for the Ibero-American Exposition of 1929. It is a landmark example of the Renaissance Revival style in Spanish architecture.

Maria Luisa Park Ibero-American Exposition of 1929 and Parque de Maria Luisa map.Main article: Maria Luisa Park In 1929 Sevilla hosted the Ibero-American Exposition World's Fair, located in the celebrated Maria Luisa Park (Parque de María Luisa). It was designed by Jean-Claude Nicolas Forestier.[2] The entire southern end of the city was redeveloped into an expanse of gardens and grand boulevards. The centre of it is Parque de María Luisa, a 'Moorish paradisical style' with a half mile of: tiled fountains, pavilions, walls, ponds, benches, and exhedras; lush plantings of palms, orange trees, Mediterranean pines, and stylized flower beds; and with vine hidden bowers. Numerous buildings were constructed in it for the exhibition.

Plaza de España One of the tiled 'Province Alcoves' along the walls of the Plaza de España.The Plaza de España, designed by Aníbal González, was a principal building built on the Maria Luisa Park's edge to showcase Spain's industry and technology exhibits. González combined a mix of 1920s Art Deco and 'mock Mudejar', and Neo-Mudéjar styles. The Plaza de España complex is a huge half-circle with buildings continually running around the edge accessible over the moat by numerous beautiful bridges. In the centre is a large fountain. By the walls of the Plaza are many tiled alcoves, each representing a different province of Spain.

Today the Plaza de España mainly consists of Government buildings. The Sevilla Town Hall, with sensitive adaptive redesign, is located within it. The Plaza's tiled 'Alcoves of the Provinces' are backdrops for visitors portrait photographs, taken in their own home province's alcove. Towards the end of the park, the grandest mansions from the fair have been adapted as museums. The farthest contains the city's archaeology collections. The main exhibits are Roman mosaics and artefacts from nearby Italica.

The Plaza de España was used for location shooting some scenes in the films Lawrence of Arabia, Star Wars Episode II: Attack of the Clones, and The Dictator.

* The Plaza reopened in 2010 after a refurbishment costing 14 million euros. This included 20 period-style ceramic street lamps, 22 new benches and nearly 500 metres of balustrade. * The refurbished canal has 900m of pipes; the water-related part of the project cost five million euro.

The Metropol Parasol, in La Encarnación square, is a monumental umbrella-like building designed by the German architect Jürgen Mayer, finished in 2011. This modern architecture structure houses the central market and an underground archaeological complex. The terrace roof is a city viewpoint.

Metropol Parasol is a wooden building placed in La Encarnación square, in the old quarter of Sevilla, Spain. It was designed by the German architect Jürgen Mayer-Hermann and completed in April 2011.[1] It has dimensions of 150 by 70 metres (490 by 230 ft) and an approximate height of 26 metres (85 ft).[2] The building is popularly known as Las Setas de la Encarnación (Encarnación's mushrooms). Metropol Parasol is organized in four levels. The underground level-0 houses the Antiquarium, where Roman and Moorish remains are displayed. The level-1 (street level) is the Central Market. Level-2 and 3 are the two stages of the panoramic terraces (including a restaurant), offering one of the best views of the city center.

The neighbourhood of Triana, situated on the west bank of the Guadalquivir River, played an important role in the history of the city and constitutes by itself a folk, monumental and cultural center.

On the other hand, at the northern side of the city center is found the La Macarena neighbourhood, with some religious and monumental remarks, such as the Museum and Basilica of La Macarena or the Hospital de las Cinco Llagas.

Museums Museo de Artes y Costumbres Populares (Traditional Arts and Customs Museum)The most important art collection of Sevilla is the Museum of Fine Arts of Sevilla. It was established in 1835 in the former Convent of La Merced. It holds many masterworks by Murillo, Pacheco, Zurbarán, Valdés Leal, and others masters of the Baroque Sevillian School, containing also Flemish paintings of the 15th and 16th centuries.

Other remarkable museums in Sevilla are:

Parks and gardens:

Although it is not properly a park, most the Guadalquivir shores constitute a linear string of parks and green areas from Isabel II bridge to the Parque del Alamillo. The Chapina green, between Plaza de Armas bus station and Isabel II bridge, offers a nice view of Triana neighbourhood old quarter, and it is a popular zone for resting and sunbathing. La Cartuja rivershore has a well-developed shady river forest, panoramic piers, and floating walkways.

Other prominent parks and gardens include:

Jardines de Cristina, Romantic gardens built at 1830 in Puerta Jerez, close to the Cathedral and Alcázar, named after the Fernando VII's second wife María Cristina.[13] After 2011 restoration, they are dedicated to the Generation of '27 poets.

Parque de los Príncipes, second oldest park of the city built in 1973, in Los Remedios neighbourhood. Parque de Miraflores, second largest park of Sevilla, at the NE side of the city. It houses an area of traditional vegetable gardens, and several farming buildings dated from Roman and Moorish ages.

Jardines de la Buhaira, in Nervión neighbourhood. It was modified at the end of 20th century, inspired in traditional farming gardening. The irrigation channels and the reservoir are original Moorish remains.

Jardines del Valle, at NE side of the city center. Developed from the vegetable gardens of an old monastery. Here it is found a well-preserved stretch of the Almohad City Wall.

Jardines del Guadalquivir, in La Cartuja a modern-art garden built for Expo '92 within the exhibition site as resting area. Isla Mágica, Cartuja Island, a theme park just to the west of Sevilla built on the site of Sevilla Expo '92.

Festivals The Semana Santa (Holy Week) and the Feria de Sevilla (Sevilla Fair), also known as Feria de Abril (April Fair), are the two most well-known of Sevilla's festivals. Sevilla is internationally renowned for the solemn but beautiful processions during Holy Week and the colourful and lively fair held two weeks after. During Feria, families, businesses and organizations set up casetas (marquees) in which they spend the week dancing, drinking, and socializing. Traditionally, women wear elaborate flamenco dresses and men dress in their best suits. The marquees are set up on a permanent fairground in which each street is named after a famous bullfighter.

Gastronomy The tapas scene is one of the main cultural attractions of the city: people go from one bar to another, enjoying small dishes called tapas (literally "lids" or "covers" in Spanish, referring to their probable origin as snacks served in small plates used to cover drinks.) Local specialities include fried and grilled seafood (including squid, choco (cuttlefish), swordfish, marinated dogfish, and ortiguillas), grilled and stewed meat, spinach with chickpeas, Jamón ibérico, lamb kidneys in sherry sauce, snails, caldo de puchero, and gazpacho. A sandwich known as serranito is the typical and popular version of fast food.

Typical sweet cakes of this province are polvorones and mantecados from the town of Estepa, a kind of shortcake made with almonds, sugar and lard; pestiños, a honey-coated sweet fritter; torrijas, fried slices of bread with honey; roscos fritos, deep-fried sugar-coated ring doughnuts; magdalenas or fairy cakes; yemas de San Leandro, which provide the city's convents with a source of revenue; and tortas de aceite, a thin sugar-coated cake made with olive oil. Polvorones and mantecados are traditional Christmas products, whereas pestiños and torrijas are typically consumed during the Holy Week. In any case they can be tasted the round year in cake shops and patisseries.

The Sevilla oranges that dot the city landscape, too bitter for modern tastes, are commonly used to make marmalade and lotions; according to legend, the trees were imported when the mosque was constructed in order to provide shade and mask the scent of the medieval city. However, many tourists insist on trying the oranges which taste like sour lemons.

The city is also home to many theaters and theater spaces where classical music is offered, such as Teatro Lope de Vega, Teatro La Maestranza, Teatro Central, the Real Alcazar Gardens and the Sala Joaquín Turina.

Flamenco and Sevillanas The sevillana dance, commonly presented as flamenco, is not thought to be of Sevillan origin. But the folksongs called sevillanas are authentically Sevillan, as is the four-part dance that goes with them.

Sevilla, and most significantly one of the most popular neighborhoods, Triana, was a major centre in the development of flamenco.

---

Byen, som ligger 65 km fra Atlanterhavet, ved floden Guadalquivir, er centrum i et frugtbart landbrugsområde og regionshovedstad for Andalusien. Den har alsidig industri og mange turister, og som værtsby for EXPO 1992 fik den et nyt løft. Den gamle bydel på venstre flodbred er delvis præget af den arabiske tid med bl.a. slottet Alcázar (1100-1300-tallet).

Reales Alcázares Alcázar er et bygningsværk som er opført i flere stilarter. Oprindelig var det en maurerborg – for siden at blive beboet af kristne konger. Byggeriet fandt sted i perioden 1350 – 1369 og er bygget i mudéjar-stil, hvilket vil sige en blanding mellem maurisk stil, gotik og renæssance. Alcázar omfatter tre paladser, som er udsmykket med kakler og stukkatur. Gulve, lofter og vægge er komplicerede kunstværker, og højdepunktet for denne kunstoplevelse ses i Karl 5.s værelse og Salón de Embajadores. Patio de las Doncellas er berømt for sine friser, kakler og fine stuk. Barrio de Santa Cruz Dette sted var det tidligere jødekvarter og i dag Sevillas mest maleriske kvarter. I 1600-tallet var det adelsmændenes foretrukne adresse. De hyggelige cafeer i de smalle gader og de romantiske restauranter er meget indbydende til et aftenbesøg.

Archivo general de Indias Dette er Sevillas gamle børs, som siden 1785 har samlet 36.000 dokumenter, der fortæller om eventyrerne i opdagelsestidens kolonisering, koloniadministrationen og detaljer fra den oversøiske handel. Alt dette vidner om, at Sevilla var hovedkvarter for den ”Nye Verden”, og som følge heraf en af de rigeste byer i verden.

Parque de Maria Luisa Denne park er sevillianernes grønne oase, som i 1929 var ramme om den spansk-amerikanske udstilling, der skulle knytte nye ligeværdige bånd mellem de gamle kolonimagter og kolonierne i Sydamerika. Parken rummer stadigvæk bygningerne tilbage fra udstillingen i 1929. En af disse bygninger rummer Museo Arquelógico, hvor man bl.a. kan se en fin samling af fund fra romernes by Itálica 12 km nord for Sevilla.

Plaza de Espana: Palads beliggende i Parque de Maria Luisa. Paladset består af en lang halvrund række buer, der har keramiske byvåben fra alle de spanske provinser. Flere keramik- og murstensbroer går over den lille koncentriske strøm, der flyder gennem den omfattende plaza.

Den gamle Tobaksfabrik På nordsiden af Park de Maria Luisa ligger Den Gamle Tobaksfabrik, som engang beskæftigede 3000 kvindelige cigarmagere og som blev udødeliggjort i Bizets opera Carmen fra 1875. Det enorme barokke bygningsværk er i dag en del af Sevillas universitet.

Toro del Oro Toro del Oro (Guldtårnet) ved floden Guadalquivir blev opført i 1220, som en del af maurerfæstningen Reales Alcázares og har navn efter tårnets oprindelige gyldne fliser, der reflekterede solens stråler. Tårnet kom senere til at fungere som guld-depot for de spanske erobringer i Amerika. I dag fungerer det som søfartsmuseum ---