Køretur fra Nerja til Sevilla, 260 km, 3 timers bilkørsel.
Birgit og jeg har tilbragt de seneste 10 vintre på Costa del Sol og boet i den lille, hyggelige kystby Nerja. Hvert år har vi haft besøg hjemmefra af familie og venner. I 2019 havde vi besøg af vores gamle venner Birgit og Henning, og vi havde aftalt, at vi ville tage 4 dage til Sevilla. Birgit og Henning, som før har besøgt os, er som vi meget interesseret i historie, kunst og kultur. Vi tog afsted i vores udlejningsbil mod Sevilla allerede dagen efter, at Birgit og Henning var ankommet. Henning elsker at køre bil, så vi havde fået ham registreret som co-driver på kontrakten med udlejningsfirmaet Helle-Hollis. Køreturen varede omkring tre timer, og jeg vil bruge tiden til at fortælle dig om Sevillas historie.
Køretur fra Nerja til Sevilla, 260 km, 3 timers bilkørsel.
Sevilla er regionshovedstad i den autonome region Andalusien og i provinsen Sevilla. Den ligger i det flade område langs floden Guadalquivir, ca. 100 km fra dens udmunding i bugten ved Cádiz. Befolkningen udgør godt 700.000, hvilket gør Sevilla til den fjerdestørste by i Spanien efter Madrid, Barcelona og Valencia. Medregner man forstæder og de omkringliggende byområder, udgør befolkningstallet godt 1.5 millioner. Der bor lidt mere end 21.000 residenter i Sevilla. Klimaet er kontinentalt med milde vintre og hede somre. Der dyrkes især hvede, majs og oliven, men også en stor produktion af grønsager og frugt med anvendelse af kunstvanding.
Sevilla er et vigtigt kommercielt og trafikalt knudepunkt med bl.a. international lufthavn og en stor indlandshavn. Et veludbygget vej- og banenet forbinder Sevilla by med Madrid og det øvrige Spanien. Industrien omfatter bl.a. fly- og maskinfabrikation, kemisk og keramisk industri, levnedsmiddel-, tekstil- og porcelænsindustri. Også turismen spiller en væsentlig rolle.
Sevilla har gennem flere tusinde år været en af de vigtigste byer i Spanien. De første indbyggere tilhørte den såkaldt tartessianske kultur. Bosættelsen Tartessos, som blev anlagt omkring 800 år f.Kr., lå ved udmundingen af Guadalquivir i Middelhavet. Dens skibe sejlede så langt som til de britiske øer og ned langs vestkysten af Afrika. Handelen med grækerne og de fredelige fønikere fra den østlige ende af Middelhavet blomstrede. Beboerne kaldte deres by Spal eller Ispal.
I det 6. århundrede f.Kr. ændredes magtforholdet i Middelhavet, idet de fønikiske bystater på Palæstinas kyst faldt til det persiske rige, og Karthago (i det nuværende Tunesien) begyndte at udvide sit territorium med magt. Omkring 530 f.Kr. blev Tartessos indtaget og koloniseret af Karthago. Romerne blev imidlertid foruroliget over Karthagos bestræbelser på at oprette et imperium i Sydspanien. Dette skete ved grundlæggelse af en række kolonier under den karthagiske general Hannibal, og i år 218 f.Kr. erklærede det romerske senat krig mod Karthago (Den Anden Puniske Krig 218-201 f.Kr.). Fra din skoletid husker du sikkert Hannibals togt over Alperne med en hær på 40.000 soldater og et antal krigselefanter. På et tidspunkt truede han Rom, og kunne muligvis/sandsynligvis have indtaget byen, hvis han havde turdet/villet? Nå, det er en helt anden historie. I 206 f.Kr. vandt den romerske hærfører Scipio Africanus en afgørende sejr i nærheden af Ispal, som resulterede i, at de karthagiske styrker trak sig tilbage til Nordafrika. Før Scipio vendte tilbage til Rom, lod han et kontingent af veteransoldater bosætte sig på en høj i nærheden af Ispal. Bosætningen fik navnet Italica, den første bosættelse i provinsen, hvor indbyggerne fik romersk statsborgerskab. Ispal udviklede sig til et finansielt og handelsmæssigt centrum, mens Italica blev en typisk romersk residensby. Itálica (i dag Santiponce), som lå bare 9 km nordvest for nutidens Sevilla, er fødested for hele tre romerske kejsere Trajan, Hadrian og den mindre kendte Theodosius, som regerede i det 4. århundrede hen mod afslutningen af det romerske imperium.
Romerne latiniserede den iberiske navn Ispal til Hispalis. Navnet 'Hispalis' optrådte første gang i historiebøgerne 49 f.Kr., fem år før Julius Cæsar gav den status af romersk koloni for at fejre sin sejr over Pompejus. Allerede det følgende år blev der opført mure omkring byen, og der blev bygget et forum med templer, bade, markedspladser og offentlige bygninger. Hispalis rangerede nu blandt de 10 vigtigste byer i den romerske del af Spanien. Midt i det andet århundrede blev Hispalis to gange angrebet af maurere fra Nordafrika. Begge angreb blev afvist af romerske bueskytter.
Ifølge traditionen kom kristendommen tidligt til Hispalis (Sevilla). Legenden vil vide, at der i byen levede to kristne søstre, Justa og Rufina, som ernærede sig som mange af byens fattige ved at fremstille og sælge lervarer. I år 287 nægtede de to søstre at sælge deres lervarer til en hedensk fest. De ophidsede indbyggere smadrene søstrenes potter og pander, og til gengæld smadrede søstrene en statue af Venus. De blev fængslet, men nægtede at afsværge deres tro, selv efter tortur og sult og tørst. Justa døde først. Hendes legeme blev kastet i en brønd, hvor biskop Sabinus fandt det. Rufina nægtede fortsat at afsværge sin tro og blev kastet for løverne. Løverne nægtede at angribe Rufina, og til sidst blev hun halshugget, og hendes krop brændt. Hendes legeme blev også fundet af Sabinus, som begravede hende ved siden af hendes søster. Justa og Rufina er beskyttere af Giralda klokketårnet og katedralen i Sevilla. Det menes, at de beskyttede de to bygningsværker under det voldsomme jordskælv i Lissabon i 1755. Søstrene fejres hvert år ved en stor fest den 19. juli.
I det 5. århundrede blev Hispalis flere gange indtaget af tyske stammer. Først af vandalerne og siden af visigoterne, som bevarede kontrollen med området indtil det 8. århuundrede. Efter den muslimske invasion af Spanien blev Hispalis den vigtigste by i Vesteuropa efter Cordoba.
I foråret 711 beordrede den muslimske general Musa bin Nusayr, som tillige var guvernør over de muslimske provinser i Nordafrika, Tariq ibn Ziyad til at invadere Spanien. Med en hær på 9.000 mand udkæmpede han flere slag mod visigoterne, hvis konge Roderic blev dræbt i kamp. Da Tariq kun mødte ringe modstand, da han rykkede gennem det visigotiske kongerige, fik Musa blod på tanden, og sammen med sin søn, Abd al-Aziz ibn Musa, landede han i Spanien i 712 med en hær på 18.000 mand og gik i gang med yderligere erobringer af visigotiske områder. Abd al-Aziz tog Hispalis samme år efter en længere belejring. Indtil Abd al-Aziz blev myrdet af sin fætter i 716, var Hispalis hovedstad i al-Andalus, hvilket var det navn, som det islamiske Umayyade-kalifat i Damaskus havde givet deres provins på den iberiske halvø.
Umayyaderne blev styrtet i 750 af abbasiderne, der skabte Abbaside-kalifatet. De fleste umayyader blev myrdet, bortset fra én af prinserne Abd al-Rahman 1., der flygtede og overtog de muslimske områder på den iberiske halvø. I 756 vandt han Cordoba og udnævnte sig selv til emir. Herved lagde han grunden til Cordoba-kalifatet, som blev etableret i 929 af Abd al-Rahman 3.
Under først emiratet og siden under kalifatet blomstrede Hispalis og blev rigere og rigere. Efter kalifatets fald blev Hispalis fra 1023 til 1091 hovedstad i et af de mange "taifaer", muslimske småkongedømmer, som opstod. De kristne kongeriger i nord angreb ofte disse taifaer, som var militært svage. I 1063 ledte Ferdinand I af Kastillien et angreb mod Hispalis og tvang taifaen til at betale en årlig tribut til Kastilien. Splittelse og kaos i denne periode gav den muslimske position på halvøen et knæk og var en væsentlig faktor i forbindelse med den kristne generobring, reconquista, af al-Andalus.
Kulturelt og økonomisk var perioden en gylden tid for Sevilla (Hispalis), hvilken kan ses af de imponerende bygningsværker, som blev opført: Giralda minareten, den store moske, Almohadernes palads, Al-Muwarak, som ligger hvor Alcázar ligger i dag, Torre del Oro, det 12-kantede vagttårn, og pontonbroen, som forbinder Triana med Sevilla hen over Guadalquivir.
I 1247 begyndte den kristne kong Ferdinand III af Kastilien og Leon erobringen af Andalusien. Efter at have erobret Jaén and Córdoba belejrede han landsbyerne i nærheden af Sevilla Carmona Lora del Rio og Alcalá del Rio. Belejringen varede 15 måneder, og i 1248 overgav Sevilla sig. Biskoppen af Cordoba rensede det store moske, og den 22. december 1248 overværede kong Ferdinand indvielsen af Sevillas nye katedral. Ferdinand III døde i 1252 og blev begravet i katedralen. På hans epitaf står på latin, kastiliansk, arabisk og jødisk: "Konge af de tre religioner". Han blev kanoniseret i 1671, og hans festdag er den 30. maj.
Under Ferdinand III's søn, Alfonso X den Vise, var Sevilla en af tre hovedstæder, idet regeringssædet skiftede mellem Toledo, Murcia og Sevilla. Alfonso lod opføre det gotiske palads Alcázar samt Iglesia de Santa Ana, den første katolske kirke bygget i Sevilla efter det muslimske styres afslutning i byen. I 1254 grundlagde Alfonso X Estudio General o Universidad de Sevilla, hvor der blev undervist på latin og arabisk.
Alfonso X den Vise var intellektuel og en stor beskytter af videnskab og kunst. Han beskæftigede sig især med poesi, astronomi, musik, sprog og retsvidenskab. Alfonsos søn, Sancho IV af Kastilien, prøvede at støde faderen fra tronen, men befolkningen i Sevilla forblev loyale overfor deres lærde konge. Symbolet "NO8DO" er ifølge legenden opstået ved den lejlighed, idet Alfonso X belønnede Sevillas befolkning for deres troskab med disse ord, som i dag forekommer på byens våbenskjold og dens flag. Herudover optræder symbolet på kloakdæksler og meget andet i byen.
Fra venstre: Sevillas byflag, Sevillas våbenskjold og et kloakdæksel.
"NO8DO", som optræder på byens våben og flag, er det officielle motto og årsag til mange legender i Sevilla. Mottoet er en heraldisk spøg på spansk, dvs. en rebus, som kombinerer de spanske stavelser NO og DO samt et symbol, som ligner et 8-tal. Symbolet forestiller en knude - på spansk "madeja". Når man udtaler "No madeja do" på spansk, lyder det som "No me ha dejado", hvilket betyder "Den [dvs. Sevilla] har ikke svigtet mig". Der findes flere andre fortolkninger at "NO8DO", men denne er vistnok den mest udbredte.
I 1391 lukkede kirken alle synagoger i Sevilla og ødelagde dem eller omdannede dem til kirker. Jødiske butikker og jord, som især fandtes i Barrio Santa Cruz, blev beslaglagt. Tusinder blev dræbt under pogromen, da de nægtede at konvertere til kristendommen.
I 1478 blev den spanske inkvisition oprettet af pave Sixtus IV efter ansøgning fra Isabella af Kastilien og Ferdinand II af Aragonien. Ægteparret regerede de to riger i en personalunion. I ansøgningen anmodede de om oprettelsen af en domstol til at forfølge "falske" kristne, kættere, jøder og muslimer. Retten blev nedsat under den sidste fase af den spanske reconquista, hvorunder den iberiske halvø blev generobret af de kristne. Der var store muslimske og jødiske befolkningsgrupper i landet, og hertil kom forskellige kætterske kristne grupperinger. Inkvisitionen i Sevilla havde fra 1481 til huse i Castillo de San Jorge. "Retssagerne" blev afholdt på Plaza San Francisco. Hvis anklagede blev fundet skyldig, blev han transporteret til Prado de San Sebastian og brændt levende. Hvis han angrede, fik han den nåde at blive garotteret forinden. Isabella og Ferdinand, "De Katolske Monarker", valgte de lokale inkvisitorer. Den 6. februar 1481 forekom den første autodafé i Sevilla, hvor seks mennesker blev brændt levende på Plaza de San Francisco. Det blev indledningen på 350 års forfølgelse af anderledes troende. Den sidste autodafé fandt sted i 1826 i Valencia. Nyere historisk forskning peger på, at den spanske inkvisition var mindre omfattende, end det fremgår af mange myter. En undersøgelse om 44.000 spanske inkvisitionsprocesser 1540-1700 viste, at færre end 2 % af de tiltalte blev idømt dødsstraf.
Europæernes (dvs. sydeuropæernes) opdagelse af den nye verden i 1492 medførte, at Sevilla blev den vigtigste forbindelse for rejser mellem Europa og Latinamerika og desuden Spaniens kommercielle hovedstad. Sevilla blev også en af Kastiliens vigtigste havne for handel med England, Flandern og Genova. Sevilla fik monopol på al handel mellem Spanien og de voksende kolonier. Der blev indført en skat på 20% af værdien af alle ædelmetaller, som blev indført. Med tiden åbnede alle de europæiske regeringer konsulater i Sevilla. Kunsten blomstrede, især arkitektur, malerkunst og litteratur. Byen voksede til mere end 100.000 indbyggere, hvilket gjorde den til den største by i Spanien. Det muslimske mindretal fik dog et voldsomt slag, da det i 1502 blev tvunget til at konvertere til kristendommen eller forlade landet.
I det 17. århundrede faldt Sevilla i en dyb økonomisk krise, som også ramte det øvrige Spanien og hele Europa. Dette fald blev i Sevilla forstærket af voldsomme oversvømmelser samt pesten, den sorte død, som dræbte omkring 60.000 beboere og næsten halverede byens indbyggertal. I 1717 flyttede regeringen handelskammeret, Casa de Contratación, fra Sevilla til Cadiz og inddrog Sevillas monopol med handel på Amerika. Dette skyldtes bl.a., at Guadalquivir gradvis var ved at sande til, og havnen i Cadiz var mere velegnet.
Selvportrætter af Murillo og Velázquez
Den økonomiske tilbagegang omfattede dog ikke kunsten. Under den habsburgske konge Philip IV (1621-1665) havde kunsten stort set to mæcener: kirken og hoffet. Murillo var kirkens mand, mens Velázquez var kronens. Den spanske portrætkunstner Diego Velázquez (1599–1660) er født i Sevilla og boede der i sine første 22 år. Han studerede under Francisco de Herrera til han var 12, hvorefter han "kom i lære" hos sin senere svigerfar Francisco Pacheco i 6 år, inden han i 1622 rejste til Madrid.
Murillo (1617–1682) er også født i Sevilla og boede der i sine første 26 år. Han tilbragte nogle perioder i i Madrid, men levede og arbejdede primært i Sevilla. Han grundlagde i 1660 sammen med arkitekten Francisco Herrera den Yngre Academia de Bellas Artes.
I år 1800 blev Sevilla ramt af en epidemi af gul feber, som i løbet af fire måneder dræbte en tredjedel af befolkningen. Den gule feber var kommet fra Havana til Cadiz med en korvet. I 1808 havde Nappoleon indsat sit storebroder Joseph Bonaparte som konge af Spanien som José I. I januar 1810 fortalte rygterne, at den franske hær var på vej mod Sevilla - og kaos opstod. Regeringen flygtede og blev afløst af en revolutionsregering. Da den fandt ud af, hvor dårligt byens forsvar var, trak den sig også. Sevilla overgav sig til de franske styrker, og den 1. februar 1810 blev byen besat. Franskmændene forblev indtil august 1812, hvor de blev tvunget til at trække sig tilbage efter engelsk-spanske modangreb. Hæren plyndrede selvfølgelig byen for alle tilgængelige kostbarheder, så de fik noget for deres ulejlighed.
I de følgende år oplevede Sevilla et sandt byggeboom. Puente de Isabel II, bedre kendt som Triana broen, er fra den periode. Der blev indført gadebelysning, og de fleste gader blev brolagt. Dele af den gamle bymur blev brudt ned for at give byen mulighed for at udvide sig mod øst og syd. I 1901 åbnedes den første jernbanestation. Kunstmuseet, Museo de Bellas Artes de Sevilla, åbnede i 1904.
I modsætning til det øvrige Andalusien var udviklingen i Sevilla i begyndelsen af det 20. århundrede præget af befolkningstilvækst og stigende industrialisering. Allerede i 1910 gik byen i gang med at forberede den verdensudstilling, som skulle finde sted i Sevilla fra den 9. maj 1929 til den 21. juni 1930. Udstillingsbygningerne blev opført i Maria Louisa parken langs med Guadalquivir. De fleste bygninger skulle være permanente, så de kunne anvendes efter afslutningen af udstillingen. Fx skulle den amerikanske bygning anvendes som konsulat efterfølgende. Der blev anvendt millioner af pesetas, for at Spanien kunne fremvise de sociale og økonomiske fremskridt, der var sket, og også vise Spanien som en stor kulturnation. Hele den sydlige del af byen blev omdannet til en symfoni af haver og imponerende boulevarder. I midten lå Parque de María Luisa, "et maurisk paradis", med fontæner, pavilloner, bænke mv. Meget mere om især Plaza de España senere.
Efter tyve års anstrengelser var udstillingen endelig klar til åbning i 1929 - samtidig med det verdensomspændende børskrak, som satte en brat stopper for turismen. Salene var mere end halvtomme, og udstillingen efterlod kommunen med en gæld, som den betalte af på i årtier.
Valget i 1931 blev vundet af de republikanske venstrefløjspartier. I Sevilla fik de 57% af stemmerne, mens den monarkistiske koalition fik 39%. Kong Alfonso XIII gik i eksil, og den anden republik blev udråbt. Den nye republik havde fra starten store økonomiske problemer, bl.a. som følge af børskrakket i 1929, der halverede værdien af Spaniens eksport. Der blev vedtaget en reform, som skulle reducere og effektivisere det store militærvæsen og mindske dets store politiske indflydelse. Endelig blev det bestemt at adskille stat og kirke samt tillade skilsmisser, hvilket medførte, at den katolske kirke aktivt modarbejdede det nye styre. Allerede i 1932 blev der forsøgt et statskup, som dog mislykkedes. En opstand i 1934 blev slået ned med militærets hjælp. En af de fremtrædende militærpersoner var general Francisco Franco. Opstanden viste, at hæren var republikkens rygrad. Opstanden førte til regeringskrise, og Franco blev udnævnt til leder af generalstaben. Økonomien brød sammen, ingen ville investere eller give lån. Arbejderne, som havde forventninger om højere lønninger, strejkede. Arbejdsløsheden steg, og pesetaen faldt. En revolutionær stemning bredte sig, og flere af de politiske grupper organiserede egne militser.
Borgerkrigen blev udløst af et kupforsøg af en gruppe højere officerer, som blev iværksat den 17. juli 1936 blandt styrkerne i Afrika, og et døgn senere for styrkerne i Spanien. Franco, som var forvist til De Kanariske øer, rejste med fly til Spansk Marokko. I Nordafrika gik kuppet efter planen, men andre steder i Spanien gik det ikke så let. Kupmagerne formåede ikke at sikre sig kontrollen over flere store byer, herunder Madrid og Barcelona. Store dele af de meste folkerige områder i Spanien forblev under regeringens kontrol, foruden Barcelona og store dele af landdistrikterne i Catalonien gjaldt det Valencia og området mellem Madrid og østkysten samt Andalusien.
Allerede den 18. juli gik general Gonzalo Queipo de Llano i gang med at sikre sig kontrollen over Sevilla, og det lykkedes ham hurtigt at nedkæmpe de dårligt bevæbnede militser, som var dannet af fagforeningerne og venstrefløjen. Sevilla blev tillige med Cadiz og Algeciras besat af oprørerne (ofte benævnt nationalisterne), og snart var Franco i stand til at overføre store troppestyrker fra Nordafrika til Andalusien.
Den 1. oktober 1936 blev Franco udnævnt til Generalísimo for hæren og Jefe del Estado, statsoverhoved. Spanien var officielt neutralt under anden verdenskrig - selv om det i et vist omfang samarbejdede med aksemagterne. Sevilla var, som den øvrige del af Spanien, økonomisk og kulturelt isoleret fra verden udenfor.
Den 3. april 1979 afholdt Spanien sit første demokratiske valg efter Francos diktatur. I Sevilla blev der valgt medlemmer fra fire politiske partier, og der blev dannet en koalitionsregering bestående af tre partier.
I 1992 blev der afholdt en verdensudstilling i Sevilla, og ved den lejlighed blev den lokale infrastruktur stærkt udbygget. Der blev lavet en omfartsvej omkring byen, nye motorveje blev anlagt, en ny togstation blev opført, og der begyndte at køre højhastighedstog mellem Madrid og Sevilla. Lufthavnen blev udvidet med endnu en terminal. Den verdensberømte spanske arkitekt Santiago Calatrava, som vi bl.a. har mødt i Valencia, designede en monumental bro, Puente del Alamillo, over Guadalquivir til øen La Cartuja, hvor udstillingen fandt sted. Man fejrede samtidig 500 året for Columbus' opdagelse af Amerika.
Vi fandt vores indkvartering på www.booking.com, en lejlighed med stue og køkken, to soveværelser og badeværelse. Den lå i "Apartamentos Las Cruces", Las Cruces 11 i Casco Antiguo ("den gamle bydel") i Sevilla. Kvarteret hedder Santa Cruz og var det tidligere jødekvarter. I dag er det Sevillas mest maleriske kvarter. I 1600-tallet var det adelsmændenes foretrukne adresse. De hyggelige cafeer i de smalle gader og de romantiske restauranter indbyder til et aftenbesøg. Beliggenheden var fremragende, lige i hjertet af det historiske Sevilla, blot et par hundrede meter fra domkirken og kongeslottet Alcazar. Og bare et par hundrede meter mere så var vi nede ved floden Guadalquivir. Lejligheden var også særdeles velindrettet med gratis wi-fi, elevator, aircondition og solterrasse (hvilket vi dog ikke havde tid til at benytte). Kommer vi tilbage til Sevilla, vil vi helt sikkert igen vælge Apartamentos Las Cruces.
Vi parkerede bilen i en underjordisk parkeringskælder, som lå blot 200 meter fra vores lejlighed. Vi kunne først checke ind omkring kl. 17, men vi havde valgt at ankomme til Sevilla allerede ved middagstid, så vi benyttede tiden til at gøre os fortrolige med kvarteret Santa Cruz, som er en charmerende blanding af maurisk og gotisk arkitektur. Her ligger også det gamle jødiske kvarter. Man skal holde tunge lige i munden, når man forsøger at finde vej gennem labyrinten smalle gader. Den smalleste hedder "Calle de los Besos", "Kyssenes Gade". Santa Cruz var også stedet hvor Don Juan og Doña Inés' kærlighedshistorie udspillede sig. (På Plaza de los Refinadores står en statue af Don Juan).
Da sulten meldte sig, fandt vi en lille restaurant, hvor vi fik frokost og et glas rødvin. Mens vi spiste, dukkede et omvandrende orkester op og underholdt en tid. Efter at have indsamlet lidt drikkepenge fortsatte orkestret til næste restaurant.
Sidst på eftermiddagen checkede vi ind i lejligheden. Det skete på et hotel, som lå lige i nærheden. Herefter hentede vi kufferterne i bilen og tog lejligheden i besiddelsen. Lejligheden oversteg vors vildeste forventninger. Almindeligvis kan man ikke forvente en luksuslejlighed i en gammel bydel, men det var ikke desto mindre tilfældet. Efter at have pakket ud begav vi os igen ud i Sevillas seværdigheder.
Birgit og Henning foreslog, at vi købte en flerdages billet til en af de store turistbusser, som kører i Sevilla, hvilket vi gjorde. Efter lidt forhandling fik vi fire billetter, men skulle kun betale for tre. Vi fik også en dag ekstra, så vi kunne køre samtlige tre dage i Sevilla. Billetten var en såkaldt "hop on hop off billet". Bussen, som var en dobbeltdækker, kører en rundtur på omkring en time, og den passerer de fleste at byens seværdigheder. Der er hovedtelefoner med tale på en halv snes hovedsprog. Vi opdagede efterfølgende, at der er to busselskaber, "vores" kørte med grønne busser, "det andet" kørte med røde busser.
Bussen afgik med ca. 30 minutters intervaller fra "Torre del Oro", "Det Gyldne Tårn", som ligger på bredden af Guadalquivir. Ruten bragte os bl.a. forbi følgende seværdigheder:
• Torre del Oro
• Plaza de Espana
• Acuario de Sevilla
• Plaza de America
• Plaza de Cuba
• San Jacinto/Triana
• Expo 92
• Isla Magica
• Macarena/Murallas
• Torre de los Perdigones
• Alameda de Hercules
• Plaza de Armas
Det 12-kantede tårn, Torre del Oro, blev bygget i begyndelsen af 1200-tallet som et vagttårn i forbindelse med Reales Alcázares. Fra dens base udgik en solid jernkæde, som skulle forhindre fjendtlige skibe i at sejle ind i havnen og op ad Guadalquivir. Kæden var fastgjort til et tårn på den anden side af floden. Der er ingen rester af dette tårn. Kæden blev anvendt under den kastillianske flådes angreb i 1248, men var dog ikke i stand til at holde de kristne styrker tilbage. Torre del Oro var forbundet med et andet tårn, Torre de la Plata, "Sølvtårnet", ved et mursystem, som også omfattede Alcazar. I middelalderen fungerede tårnet som et fængsel. Her opbevaredes også de dyrebare guld- og sølvlaster fra Spaniens oversøiske besiddelser, hvilket formentlig er forklaringen på tårnets navn. En anden teori er, at tårnet på et tidspunkt var dækket af kakler af guld, som reflekterede solens stråler.
Tårnet, som efterhånden var blevet en ruin, var ved at falde sammen under det voldsomme jordskælv i Lissabon i 1755. I 1760 blev der foretaget en omfattende restaurering, hvorunder der blev tilføjet et tredje niveau, som er cirkulært. I dag indeholder tårnet et søfartsmuseum med modeller, instrumenter og dokumenter fra Sevillas maritime historie.
Åbningstider(2019): mandag-fredag 9:30-18:45. Lørdag-søndag 10:30-18:45. Pris 3 €. Børn over 6 år, studenter og pensionister halv pris. Mandag gratis adgang.
Der fås audioguides på engelsk, tysk, italiensk og spansk.
Vores første udflugt med bussen gik til Plaza Espana. På vejen kom vi forbi "Real Fábrica de Tabacos", "Den Kongelige Tobaksfabrik". Den enorme bygning, som er udført i barok stil, ligner mere et renæssancepalads end en fabrik. Da den blev opført, var den med sine 250 x 180 meter, den næststørste bygning i Spanien efter det kongelige palads El Escorial udenfor Madrid. I dag huser den imponerende bygning ledelsen af Sevillas universitet.
Spanien stiftede bekendtskab med tobaksplanten umiddelbart efter Columbus' ankomst til Sydamerika i 1492. Allerede i begyndelsen af 1500-tallet grundlagdes de første tobaksfabrikker i Sevilla som de første i Europa. De første fabrikker var spredt ud over hele byen, men siden blev de samlet i én fabrik lige udenfor bymuren. Konstruktionen af fabrikken blev påbegyndt i 1728, og byggeriet varede omkring 30 år. De første tobaksauktioner fandt sted i 1763, på den tid beskæftigede fabrikken 1000 mænd og 200 heste. Hestene trak 170 møller, som knuste tobaksblade og forvandlede dem til snus. Produktionen af snus var enorm, og i flere århundreder var fabrikken i Sevilla den eneste i Spanien, som fremstillede snus. Da cigarer blev populære i Europa, begyndte fabrikken i Sevilla også at producere cigarer. På et tidspunkt blev 75% af de cigarer, som blev røget i Europa, produceret på denne fabrik. Selv om cigarproduktion i de øvrige spanske byer primært blev udført af kvinder, forblev det gennem mange år et mandearbejde i Sevilla. I begyndelsen af 1800-tallet var der på fabrikken i Sevilla beskæftiget 700 mænd ved fremstilling af cigarer og 1000 ved snus. Priserne steg, og kvaliteten faldt, og i 1811 måtte man ophøre med at producere cigarer. Da man genoptog produktionen efter nogle år, var det med et stort islæt af kvindelig arbejdskraft, og i 1880 bestod hele arbejdsstyrken af omkring 6000 kvinder. Med mekaniseringen blev arbejdsstyrken reduceret til omkring 3300 i 1906, omkring 2000 i 1920 og kun 1100 i 1940. I 1950 besluttede man at flytte produktionen til bydelen Los Remedios, mens de historiske bygninger blev overdraget til universitetet.
Man kan dårligt tænke på Sevilla og tobak uden også at tænke på sigøjnerpigen Carmen, hovedpersonen i Georges Bizets elskede opera af samme navn, som arbejdede som "cigarera" på tobaksfabrikken. Midt i 1800-tallet bliver baskeren Don José Lizzarrabengoa dømt til døden for mordet på sigøjnersken Carmen. Kort før henrettelsen får Don José besøg af forfatteren Prosper Mérimée, som efterfølgende skriver en novelle om den dødsdømte og Carmen. Novellen danner grundlag for librettoen, og i 1872 begynder Bizet at komponere operaen, som første gang opføres i Paris i 1875. Publikum og kritikerne er chokerede over operaens dramatiske handling, som bryder med alle kendte traditioner. Den foregår i det sydlige Spanien og beretter om den naive soldat Don José, som forføres af den vilde sigøjnerkvinde Carmen, svigter sin barndomskæreste og deserterer fra hæren. José bliver arresteret, mens Carmen flygter op i bjergene, hvor hun slutter sig til sine banditvenner. Nogen tid efter slutter José sig til selskabet, men glæden er kortvarig. Carmen bliver forelsket i den glamourøse tyrefægter Escamillo, hvorefter José dræber hende i jalousi. Handlingen og de fremmedartede miljøer er for kontroversiel for det kræsne franske publikum, og der går næsten 10 år, før operaen igen opføres i Paris. Bizet dør desværre uden at opleve, at hans opera bliver en af de mest elskede operaer. "Habaneraen" og "Toreadorens indtogsmarch" kendes af alle, selv ikke-operaelskere.
Der er lavet flere filmversioner af Carmen i tidens løb. I 1954 så jeg filmversionen af den amerikanske musical "Carmen Jones" med dejlige Dorothy Danridge og Harry Belafonte i hovedrollerne - og jeg var beruset i flere uger efter denne oplevelse. Mange år senere så jeg en operaversion af Carmen i Vancouver.
Vi stod af bussen lige udenfor parken, så vi kunne nærme os Plaza de España til fods. Helhedsindtrykket domineres af de store facader med fremspringende solvarme mursten i smukke geometriske mønstre og den pastelfarvede keramik, som er vigtige bestanddele i stilen neomudéjar, som er en opdatering af den islamiske arkitektur. Livet på den store plads, som omkranses af en kanal, hvor robåde kan passere hinanden under keramikbroerne, er præget af de mange hestekareter, som her afslutter rundturen i den tilstødende park. Plaza de España er for nylig blevet genindviet efter flere års restaurering, så den nu fremstår i sin oprindelige glans. Prisen var omkring 14 millioner euro. Der blev opsat 20 keramiske lamper i periodens stil samt 22 nye bænke. Omkring 500 meter balustrader blev udskiftet. Det forekommer dyrt, men resultatet er flot.
Plaza de España i Sevilla.
I 1898 udkæmpedes den spansk-amerikanske krig mellem Spanien og USA. Den resulterede i, at USA fik kontrol over de spanske besiddelser i Caribien og Stillehavet, dvs. Cuba, Filippinerne, Guam og Puerto Rico. Krigen startede nærmest ved en tilfældighed, idet der skete en eksplosion på det amerikanske krigsskib USS Maine, som lå i havnen i Havana. Skibet sank, og 266 mænd omkom. Den amerikanske presse mente, at der var tale om en sabotagehandling, og den krævede krig under sloganet "Remember the Maine! To hell with Spain!". Senere undersøgelser har sandsynliggjort, at der var tale om en spontan eksplosion i krudt, så krigen startede faktisk på et falsk grundlag. Det var traumatisk for spanierne, som stadig så sig selv som en verdensmagt, og det udløste krav om reformer og modernisering. Sevilla gik i gang med at planlægge en spansk-amerikansk verdensudstilling, der skulle give byen og nationen dens tabte vitalitet tilbage og knytte nye bånd mellem den gamle kolonimagt og de tidligere kolonierne i Sydamerika. Ideen blev fremlagt allerede i 1909, men bl.a. på grund af en verdenskrig blev den først realiseret 20 år senere.
Den folkekære arkitekt Aníbal González vandt konkurrencen om udstillingens arkitektoniske udformning, mens den berømte franske havearkitekt Jean-Claude Nicolas Forestier fik ansvaret for renoveringen af den store park, Parque de Maria Louise, som hertuginden af Montpensier, María Luisa de Borbón, nogle år forinden havde skænket byen. Forestier indrettede María Luisa parken i romantisk stil med små søer og øer i et frodigt vildtvoksende paradis. Den er stadig Sevillas største, smukkeste og populæreste park.
Det var som nævnt hensigten, at verdensudstillingen skulle sætte skub i Sevillas udvikling, men den var selv alt for længe om at komme i gang. ISå i 1925 sendte diktatoren Miguel Primo de Rivera sin betroede mand José Cruz Conde til byen som udstillingens kommissær. Efter tyve års hårdt arbejde blev Aníbal González blevet skubbet til side af udstillingens nye øverstkommanderende, som var en brøsig artillerioberst. Han ville bare have arbejdet færdigt i en fart og uden alt for megen vrøvl, og hans fremfærd førte ikke alene til arkitektens med også borgmesterens tilbagetræden.
Aníbal González designede den spektakulære Plaza de España, der er udformet som en halvcirkel. Den forløber langs en kanal, over hvilken der er fire smukke broer. De fire broer repræsenterer de fire gamle kongeriger i Spanien: Kastilien, Aragon, Navarre og Leon. Langs pladsens mure er 48 (jeg synes dog, at jeg talte 50?) forskellige nicher eller alkover, én for hver provins i Spanien. Hver alkove er udsmykket med farvestrålende, håndmalede kakler (azulejos), som illustrerer en vigtig historisk begivenhed i provinsens historie. Desuden er der foran hver alkove et kort, som viser provinsens placering på landkortet. På den måde bliver man klogere på både geografi og historie.
Aníbal González designede også den største af de bygninger, som ligger omkring Plaza de España. Den er udført i en blanding af 1920 art deco and mudejar, den stil, som udvikledes blandt de muslimer, der forblev i Andalusien, efter at de kristne havde tilbageerobret området. På Guadalquivir sejlede en kopi af Columbus' skib Santa Maria.
Pladsen vrimler af turister fra hele verden, som er tiltrukket af den fascinerende arkitektur og den romantiske stemning, der hviler over pladsen. Men også spanske familier på besøg i Sevilla dukker op i stort tal. De opsøger ivrigt alkoven med scener fra deres hjemegn, og der bliver taget rigtig mange selfies på Plaza de España.
Den 9. maj 1929 indviedes verdensudstillingen, og senere samme måned døde Aníbal González. Han havde ikke været med til åbningshøjtideligheden, og det var ikke alene på grund af sit dårlige helbred, at han var udeblevet. Aníbal González døde som en skuffet mand. Ved begravelsen viste Sevillas borgere, hvor dens sympati lå. Sørgetoget havde et uset omfang, og 800 taxichauffører tilbød at køre folk gratis ud til kirkegården.
Desværre åbnede udstillingen samme år, som det verdensomspændende krak satte en brat stopper for turismen. Kommunen fik en bundløs gæld, som den betalte af på i årtier. Aníbal González havde en vision om, at Plaza de España skulle bruges til arbejderuniversitet efter udstillingen, men gælden tvang kommunen til i stedet at overdrage Plaza de España til militæret, som vistnok stadig har kontorer på pladsen.
I de varme sommermåneder i Sevilla må parken være et åndehul for byens befolkning med skygge fra de store trækroner, de mange rislende fontæner og de flisebelagte bænke. Parken er en botanisk have med masser af både lokale og eksotiske vækster. Mange fugle holder til i træerne, og et område kaldes "Parque de las Palomas", "Duernes Park". Der er også mange parakitter midt i parken, ligesom der svømmer ænder og svaner i de små vandløb.
Til venstre Guatemalas bygning fra 1929. Til højre Museo de Artes y Costumbres Populares
Parken rummer stadig nogle af de bygninger, som indgik i udstillingen i 1929. En af dem er "Costurero de la Reina", "Dronningens Syæske" fra 1893, som er en lille ottekantet slot med et tårn i hvert hjørne. Nogle af de senere bygninger i parken er opført i en karakteristisk blanding af Art Deco og tillempet mudejar. Guatemalas bygning, som blev opført før børskrakket, er meget ekstravagant i sin udsmykning, og vi så den flere gange fra bussen, når vi kørte forbi. De største bygninger fra udstillingen, beliggende i den sydlige ende af parken, tjener i dag som museer, fx. "Pabellón de las Bellas Artes", "Sevillas Arkæologiske Museum". I Perus bygning/pavillon ligger "Casa de la Ciencia Seville", "Sevillas videnskabscenter". "Museo de Artes y Costumbres Populares", "Museet for andalusisk folkekunst" udstiller blandt andet kunsthåndværk og folkedragter og fortæller historien om tyrefægtning og flamenco.
Parken rummer stadig nogle af de bygninger, som indgik i udstillingen i 1929. En af dem er "Costurero de la Reina", "Dronningens Syæske" fra 1893, som er en lille ottekantet slot med et tårn i hvert hjørne. Nogle af de senere bygninger i parken er opført i en karakteristisk blanding af Art Deco og tillempet mudejar. Guatemalas bygning, som blev opført før børskrakket, er meget ekstravagant i sin udsmykning, og vi så den flere gange fra bussen, når vi kørte forbi. De største bygninger fra udstillingen, beliggende i den sydlige ende af parken, tjener i dag som museer, fx. "Pabellón de las Bellas Artes", "Sevillas Arkæologiske Museum". I Perus bygning/pavillon ligger "Casa de la Ciencia Seville", "Sevillas videnskabscenter". "Museo de Artes y Costumbres Populares", "Museet for andalusisk folkekunst" udstiller blandt andet kunsthåndværk og folkedragter og fortæller historien om tyrefægtning og flamenco.
Vi kørte flere gange i bussen forbi det område, hvor verdensudstillingen Expo ´92 blev afholdt i perioden 20. april til 12. oktober 1992 på øen La Cartuja. Temaet for udstillingen var "Opdagelsernes tidsalder", og et hovedformål var at fejre 500 året for Christoffer Columbus' opdagelse af Amerika. Mere end 100 lande var repræsenteret (også EU's 12 medlemsstater). Efter at demokratiet nu omsider var konsolideret, og Spanien var blevet medlem af EU, håbede mange, at udstillingen ville sætte gang i udviklingen i Andalusien, som var Spaniens næstfattigste region.
La Cartuja har navn efter det gamle karteuser-kloster, hvor Columbus en overgang lå begravet. Mere herom senere. Udover udstillingens pavilloner blev der bygget 296 forretninger, 327 restauranter og mange andre servicebygninger. Der blev plantet 30.000 træer og 600.000 planter. Transportproblemet blev løst med busser og monorail-tog, en svævebane med 106 kabiner samt seks katamaran-færger, der gled gennem kanalerne og krydsede kunstige søer. Der blev bygget syv nye broer over Guadalquivir. Sevilla fik nye omfartsveje og en moderne lufthavn samt en højhastighedsbane til Madrid.
Fra Sevillas historiske centrum er der adgang til La Cartuja over broerne Pasarela de La Cartuja, Puente de la Barqueta og Puente del Alamillo. Især Puente del Alamillo er spektakulær. Den er designet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava, som vi kender godt fra især Valencia.
Puente del Alamillo over Guadalquivir
Det var faktisk hensigten, at Calatrava skulle have bygget en tvillingbro, som gik hen over den anden flodarm af Guadalquivir. Desværre rakte budgettet ikke til det, det ville ellers have været spektakulært.
I dag er der på La Cartuja en stor teknologipark med omkring 15.000 medarbejdere, og et forlystelsescenter, Isla Mágica, hvor man finder den spanske pavillon fra 1992.
Vi, dvs. begge familier, havde som sædvanligt forberedt os godt hjemmefra. Det er så irriterende at vende hjem og så opdage, at man er gået glip af en spændende attraktion. Men Birgit og Henning havde dog et par forslag, som havde undgået vores opmærksomhed. Et af disse var Metropol Parasol på Plaza de La Encarnación, en kæmpemæssig trækonstruktion, som er designet af den tyske arkitekt Jürgen Hermann Mayer. Med sine dimensioner på 150 x 70 meter og en højde på 26 meter anses den for verdens største træstruktur.
Bygningen består af seks gigantiske paraplyformede strukturer, udført i birketræ fra Finland. Dens kaldenavn er "Las Setas de la Encarnacion", dvs. "champignonerne på Encarnacion pladsen". Formerne er efter sigende inspireret af buerne i katedralen i Sevilla og figentræerne på nærliggende Plaza de Cristo de Burgos. Arkitekten har udtalt, at han ønskede at skabe en katedral uden vægge. Siden 1800-tallet havde der ligget et marked på stedet, men i 1948 blev bygningen delvis nedrevet som led i en kommende fornyelse. I 1973 blev resten af bygningen nedrevet, og i en årrække blev stedet brugt til parkering. I 1990 gik kommunen i gang med at konstruere en underjordisk parkeringsplads. Men da man opdagede ruiner, som dateres til den romerske og den mauriske periode, blev arbejdet indstillet i en årrække. I 2004 besluttede byen at genoptage udviklingen af området, og der blev udskrevet en international konkurrence. Opførelsen blev påbegyndt i 2005 med et budget på 50 millioner euro og en færdiggørelse i 2007. Der opstod en del tekniske problemer (undskyld, det hedder vist udfordringer i dag), og projektet blev først afsluttet i 2010. Og det formodes, at omkostningerne oversteg 100 millioner euro. Men resultatet er imponerende.
Metropol Parasol er organiseret i fire niveauer. Det underjordiske niveau-0 huser det såkaldte "antikvarium" med de romerske og mauriske rester. Niveau-1, som er gadeniveauet, er markedet, som består af et antal butikker. Niveau-2 og 3 udgør udsigtsplatforme, hvor der også er en restauration. Disse platforme snor sig næsten som en rutchebane for fodgængere. Herfra har man et af de bedste udkik over byens centrum. Heroppe afholdes også koncerter og events.
Den følgende dag besøgte vi domkirken, som lå blot tre minutters gang fra vores lejlighed. Da de kristne tilbageerobrede Sevilla i 1248, lå der en stor moske, Yaqub Yusufs moske, på 113 x 135 m2. Moskeen var blevet opført 1172-1182. I 1184 blev påbegyndt en høj, majestætisk minaret med et tag af kobber. Minareten, som stod færdig i 1198, var i stedet for trapper udstyret med ramper, for at muezzinen og fornemme besøgende kunne ride derop på hesteryg. Som mange andre moskeer blev den konverteret til en kristen kirke/katedral: kirkens orientering blev ændret, og rummene opdelt, så de passede til kristen religionsudøvelse. Der blev indrettet et kongeligt kapel, som kunne indeholde de jordiske rester af Ferdinand, hans hustru Elisabeth og sønnen Alfonso den Vise.
I 1401 besluttede byen at opføre en katedral på stedet, hvor moskeen havde stået. Arbejdet blev dog først påbegyndt i i 1434, da der var modstand fra hoffet imod at indrette et midlertidigt kapel for de kongelige begravelsespladser. Arbejdet blev afsluttet i 1506. I 1511 kollapsede kuplen, og arbejdet måtte genoptages. I 1888 kollapsede kuplen igen; denne gang som følge af et jordskælv.
Katedralen i Sevilla.
Katedralen i Sevilla er blandt de største katedraler fra middelalderen og den tredjestørste kirke i verden efter Peterskirken i Vatikanet og katedralen i Aparecida, Brasilien (Basílica Santuário Nacional de Nossa Senhora i Aparecida, Brasilien). Bygningen er 126 meter lang og har en bredde på 83 meter, loftshøjden er op til 42 meter. Ved opførelsen genbrugte man søjler og andre elementer fra moskeen. Katedralen skulle demonstrere Sevillas rigdom, som opstod, da byen blev et handelscenter efter tilbageerobringen "la Reconquista" i 1248. Borgerne i Sevilla fortæller stolt, at medlemmerne af det råd, som i juli 1401 besluttede at opføre en katedral, havde udtalt: "Lad os bygge en kirke så smuk og stor, at alle, der ser den, vil tro, at vi er gale". Hvis du har set katedralen, vil du sikkert give mig ret i, at medlemmerne af rådet opfyldte deres mission. I 1987 blev katedralen registreret på UNESCOs verdensarvsliste sammen med Alcázar og Archivo General de Indias, som vi selvfølgelig også vil besøge.
Plan over katedralen i Sevilla
Katedralen har 15 døre i sine fire facader. I den vestlige facade er de mest betydningsfulde døre "Dåbsdøren", Puerta del Bautismo, som bl.a. er udsmykket med en scene fra Jesu dåb. Her findes også skulpturer af Sankt Isidore og Sankt Leander (som begge var biskopper i Sevilla) samt de tidligere nævnte søsterhelgener Justa og Rufina. Midt på facaden er "Bebudelsesdøren", Puerta del Asuncion, som er vist på fotoet til højre. Relieffet over døren er udskåret af Ricardo Bellver. Sankt Michaels dør eller "Fødselsdøren" har skulpturer, som viser Kristi fødsel, udført af Pedro Millan. Døren anvendes i forbindelse med de store påskeprocessioner.
I den sydlige facade finder vi "Sankt Kristoffers dør" ("Puerta del San Cristobal") eller "La Lonja". Foran indgangen står en kopi af "Giraldillo".
I den nordlige facade er Puerta del Perdon, "Tilgivelsesdøren", som fører ind til Patio de los Naranjos. Den er kun åben på hellig- og festdage. Indgangen stammer fra den tidligere moske og har bevaret sin hesteskoform fra dengang. I begyndelsen af 1500-tallet blev den udsmykket med et relief, som viser renselsesceremonien, da moskeen skiftede status til kristen kirke. Puerta del Lagarto, "Krokodilledøren", har sit navn efter den udstoppede krokodille, som hænger ned fra loftet - mere herom senere. Puerta del Sagrario, "Sanktuariedøren", er indrammet af korinthiske søjler. På toppen er en skulptur af Ferdinand III ved siden af helgenerne Isidore, Leander, Justa og Rufina.
I den østlige facade ses "Tilbedelsesdøren", "Puerta de la Adoración de los Magos", som har et relief, som viser de hellige trekongers tilbedelse af det nyfødte Jesusbarn. "Klokkedøren", "Puerta de las Campanillas" har sit navn, fordi det her, man oprindelig betjente klokkerne fra. Relieffet, som viser Jesu indtog i Jerusalem, blev udført af Lope Marin i 1548.
Den mest spektakulære udsmykning i kirken er formentlig den 20 meter høje gyldne altertavle, Retablo Mayor, som befinder sig i Capilla Mayor. Den er designet af den flamske kunstner Pierre Dancart, som arbejdede på den i 44 år. Altertavlen, som er den største i verden, består af 44 forgyldte paneler, som viser scener fra Jesus og Jomfru Marias liv. Fortællingen skal læses fra venstre mod højre og fra bunden og op. Foran alteret står en statue af Santa Maria de la Sede, katedralens skytshelgen.
Katedralens indre er ubeskrivelig spektakulært med et smukt kor, 80 pragtfulde kapeller, smukke lofter og 75 fantastiske glasmosaikker, som oplyser det store rum. En beretning fra 1896 fortæller, at der blev afholdt omkring 500 messer dagligt.
Jeg skal spare jer (og mig selv) for en gennemgang af alle kapellerne, blot nævne, at det mest bemærkelsesværdige er Capilla Real, "det kongelige kapel" (ja, jeg ved godt, at det lyder som navnet på et symfoniorkester). Kapellet, med den prægtige kuppel, blev opført mellem 1551 og 1575 for at huse gravmonumenter for de kongelige. Kapellet er elegant og rigt udsmykket i overdådig renæssancestil i kontrast til kirkens øvrige dystre gotiske stil.
Et imponerende gitter fra 1700-tallet omgiver kapellet. Bag dette kan man se gravmonumenter for Alfonso X den Kloge (1221–1284) og hans moder Beatrice. I apsis findes to altre, det ene med et skrin med relikvier af sankt Ferdinand (Ferdinand III, 1199-1252), det andet rummer en 1200-tals statue af Virgen de los Reyes, Sevillas skytshelgen. Bag altret er der en trappe, som fører ned til et panteon, som indeholder gravene for Peter 1. den Grusomme (1334-1369), hans "hustru" María de Padilla og deres fire børn.
Capilla de San Antonio, Sankt Antons kapel, indeholder en samling af fantastiske malerier fra det 16. og 17. århundrede. Det bedst kendte er måske Bartolomé Esteban Murillos "Sankt Antons syn" fra 1656, hvor helgenen knæler for barn Jesus, omgivet af en flok engle. San Anton er en af de mest populære helgenskikkelser i Spanien, og han er bl.a. helgen for bortkomne ting, så folk kommer i stort tal for at finde nøgler, jobs og endda partnere. I november 1874 opdagede man, at nogle tyve havde skåret den del ud af lærredet, som forestillede San Anton og var stukket af med det. I januar 1875 kom en spansk immigrant ind til en kunsthandler i New York og forsøgte at sælge fragmentet af San Anton. Ejeren af galleriet købte fragmentet for $250, hvorefter han kontaktede det spanske konsulat. Efterfølgende blev fragmentet sendt til Sevilla, hvor værket blev restaureret. Over billedet hænger et andet maleri af Murillo, nemlig "Kristi dåb".
I nærheden er en fane udstillet i en glaskiste. Det er den fane, som Ferdinand III lod hejse over moskeens minaret den 23. november 1248, da de kristne styrker endeligt havde overvundet maurerne i Sevilla.
Fra Capilla Mayor kommer man via et sidekammer ind i det store sakristi, Sacrista Mayor, som er opført fra 1530-1544. Lokalet er et skatkammer eller rettere et veritabelt museum med masser af historisk, religiøs kunst. Over altret hænger et maleri af Justa og Rufina, udført af Goya. Blandt de mange kunstskatte i sakristiet er malerier af spanske mestre som Francisco de Goya, Luis de Morales, Bartolomé Esteban Murillo og Francisco de Zurbarán.
I skatkammeret findes flere værker af Juan Martínez Montañés (1568–1649), kendt som "el Dios de la Madera", "Træets Gud". Som du sikkert har gættet, var Montañés skulptør og en af de fremmeste i den sevillanske skole. Han udførte de fleste af sine værker i træ, som efterfølgende blev bemalt med flere/mange farver og forgyldt. I sakristiet findes en statue af Jesus som barn samt af den korsfæstede Jesus. Nogle af hans figurer bliver ved de religiøse højtider iklædt tøj og bæres rundt i byen i de store processioner.
Udover den enorme samling af relikvier og monstranser i sølv finder man her byens nøgler, som blev overladt til kong Ferdinand af det mauriske og det jødiske samfund.
Det var fra Sevilla, at Christoffer Columbus (på spansk Cristobal Colón) i 1492 stævnede ud med kurs mod Den Nye Verden. Derfor forekommer det vel naturligt, at hans gravmonument findes i katedralen i Sevilla. Han døde i 1506, og blev i første omgang begravet på den lille kirkegård i Valladolid, hvor dødsfaldet fandt sted. Men selv efter sin død skulle Columbus komme ud på flere rejser. I 1509 blev hans legeme flyttet til klostret la Cartuja i Sevilla. Da Columbus' ældste søn Diego døde i 1526, blev han begravet ved siden af faderen. Diegos enke anmodede det spanske hof om, at de to døde måtte blive flyttet til Santo Domingo på Hispaniola (i dag Den Dominikanske Republik), hvor de i 1541 blev begravet under gulvet i Santa María la Menori katedralen, Columbus til højre og Diego til venstre for altret. Og her ligger de så de følgende 200 år. I 1795 erobrede Frankrig øen Hispaniola fra Spanien. Spanien, som betragtede admiralens rester som national helligdom, flyttede dem til Havana på Cuba. Ca 100 år senere opnåede Cuba uafhængighed af Spanien, hvorefter resterne i 1898 blev sejlet over Atlanten til Sevilla, hvor de blev anbragt i gravmonumentet i katedralen. Og så skulle man tro, at den forlængst døde opdagelsesrejsende skulle få fred.
Men her slutter historien ikke. I 1877 fandt arbejdere i katedralen i Santo Domingo en kiste under gulvet til venstre for altret. Kisten bar Columbus' navn. Nu er placeringen højre/venstre jo afhængig af, hvorledes betragteren vender, så den opfattelse breder sig (især i Santo Domingo), at det er sønnen Diegos rester, der i 1795 blev transporteret til Havanna, og at faderen admiralen blev tilbage. For at gøre forvirringen komplet er der historikere, der mener, at Columbus' rester aldrig blev flyttet fra Vallolid. Og andre mener, at i hvert fald dele af hans ligrester blev overdraget til hans fødeby Genova i 1892, da man fejrede 400-året for hans første rejse. I 1992 tilbød amerikanske videnskabsmænd at foretage en DNA-analyse på resterne af Columbus, men de spanske myndigheder afslog og nægtede at åbne graven. I 2003 gik man dog i gang med undersøgelserne og udtrak genetisk materiale fra tre mængder af knoglerester, som man mener tilhører Columbus og hans sønner Diego og Hernando. Men også DNA går til over tiden, og det materiale, videnskabsmændene fik til rådighed, var i særdeles dårlig stand. Historikere er nogenlunde enige om, hvilke rester, der stammer fra Hernando, som ikke skulle være flyttet efter sin begravelse i 1539. Indtil videre har det ikke været muligt med sikkerhed at afgøre, om knogleresterne fra Sevilla tilhører Columbus. Det ville hjælpe meget, hvis man også fik adgang til at udføre en DNA-test på resterne i San Domingo. Yderligere DNA-test i 2006 har verificeret (sandsynliggjort), at resterne i katedralen i Sevilla tilhører Columbus.
I det sydlige tværskib kan man se Columbus´gravmæle fra 1890-erne med fire kæmpeskikkelser, der symboliserer de tidligere kongeriger Navarra, Aragonien og Léon og Castilien.
Jeg har for mange år siden skrevet en beretning om den store søfarer Columbus, så hvis du er interesseret, kan du læse den her.
La Giralda
Minareten, som en overgang dannede model for minareter i det muslimske dynastis hovedbyer som Rabat og Marrakesh, blev oprindelig opført i 1195 som minaret til Aljama moskeen. Den havde til formål både at kalde de (ret) troende til bøn, men også at fungere som observatorium. De mauriske herskere ønskede at nedrive minareten forud for de kristnes tilbageerobring af byen i 1248, da de ikke ønskede, at deres elskede minaret skulle indgå i en kristen sammenhæng, men de blev forhindret i deres forsæt af Alfonso X, som erklærede, at "hvis de fjerner en enkelt sten, skal de alle dø for sværdet".
I 1568 blev klokketårnet forlænget med en sektion i renæssancestil. På den nye sektion står byen Sevillas motto, NO8DO, "[Sevilla] har ikke svigtet mig.", som du sikkert husker. På toppen af la Giralda står en 4 meter høj statue (vejrhane), el Giraldillo, som symboliserer "troens sejr". Navnet la Giralda betyder "hun, som drejer" (girar betyder at dreje på spansk). Tårnet er byens vartegn.
Hvis man klatrer op i la Giralda (hvilket vi dog afstod fra på grund af en lang kø) til kammeret med klokkerne, er der en fantastisk udsigt over Alcazar og bydelen Barrio Santa Cruz, ligesom man får et klart indtryk af detaljer fra katedralen. Man traver op ad 35 moderat hældende ramper. De blev i sin tid lavet, således at muezzinen eller fine besøgende kunne komme op i minareten på hest eller æsel.
Patio de las Naranjas
På nordsiden af katedralen ligger Patio de las Naranjas, som er en lille skyggefuld oase med appelsintræer og fontæner, som blev brugt af maurerne til rituel renselse, før de trådte ind i den hellige moské. Når man forlader patioen, sker det gennem Puerta del Perdon (Tilgivelsens port), som er udformet som en hestesko, og som går tilbage til den originale moske.
I et hjørne af patioen hænger en udstoppet krokodille ned fra loftet. Hm.. Hvad er historien bag denne uventede genstand? Legenden vil vide, at sultanen af Egypten anmodede om kong Alfonso X's datter Berenguela og for at gøre indtryk på faderen sendte han ham en krokodille. Sultanen fik ikke datteren, men kongen beholdt krokodillen, og da den døde, blev den udstoppet. Krokodillen er kendt som el Lagarto ("firbenet").
September-juni: Mandag-lørdag 11:00-17:00
Søndag 14:30 -18:00 (gratis adgang)
Juli-august: mandag-lørdag 9:30 - 15:30
Søndag 14:30 -18:00 (gratis adgang)
Priser
Voksne: 9 euro
Pensionister og studerende: 4 euro
Sevilla residenter, børn under 14 år, handicappede: gratis adgang.
Billetkontoret lukker en time før katedralen lukker.
Det kræver ikke billet at deltage i messer. Om sommeren alm. 8-9 om morgenen. Om vinteren alm. 20-22.
Vi beundrede Ærkebiskopppens Palads, hver gang vi gik forbi. Desværre er der ikke adgang til paladset for turister, men jeg har alligevel valgt at skrive lidt om det. Paladset har tjent som residens for biskopper og ærkebiskopper gennem århundreder. Det ligger på Plaza Virgen de los Reyes overfor la Giralda og nordøst for katedralen. Siden 1969 har det haft status som "National Monument".
Ærkebiskoppens palads
Allerede i 1251, kort efter tilbageerobringen af Sevilla, gav Ferdinand III en bygning på Piazza Santa Maria til biskoppen af Segovia, Remondo de Losana, for at han skulle skabe et ærkebiskoppens palads. Remondo blev den første biskop i Sevilla og den første til at bo i det nye palads. Der er næppe nogen rester af det oprindelige palads, som er blevet renoveret og udvidet mange gange i tidens løb. I dag dækker det et areal på ca. 6.700 m²
Ærkebiskoppens palads
Den imponerende marmortrappe daterer sig til anden halvdel af 1600-tallet. Den er designet af Fray Miguel de Ramos og udsmykket af Juan de Espinal. I 1704 blev der foretaget en stor udvidelse af paladset af arkitekten Lorenzo Fernandez de Iglesias.
Den røde facade (farven kaldes sangre de toro, tyreblod) har hvide pilastre, små jernmarkiser og store balkoner. De to slotsgårde er bygget mellem det 17. og 18. århundrede. En af disse slotsgårde husede på et tidspunkt en løveunge, en gave til ærkebiskoppen fra en greve.
Hovedindgangen, som er et godt eksempel på den barok-stil, som udviklede sig i Sevilla, er øverst forsynet med to vaser med blomster af bronze. Portalen er dekoreret med blomstermotiver.
Paladset rummer en vigtig samling af malerier og skulpturer fra Sevillas barokke periode, og efter Museo de Bellas Artes de Sevilla, Sevillas kunstmuseum og katedralen det tredje mest betydningsfulde galleri i byen. Paladset indeholder selvfølgelig primært spanske kunstnere som Francisco Herrera el Viejo, Francisco Pacheco, Zurbarán, Murillo, Antonio Palomino og Juan de Espinal, men der er også en fin samling af italienske og hollandske kunstnere.
Noget af det, jeg havde glædet mig mest til på turen til Sevilla, var et besøg på Archivo General de Indias, hvor man opbevarer originale dokumenter fra Spaniens storhedstid i det 16., 17. og 18. århundrede. Archivo General de Indias ligger lige overfor katedralen på Avenida de la Constitucion. Bygningen, som er fra 1500-tallet, rummer 80 millioner sider dokumenter og kort (9 hyldekilometer) fra Spaniens storhedsperiode. Arkivet giver en komplet og historisk korrekt dokumentation af den spanske administration af "den nye verden", Syd- og Mellemamerika og Filippinerne. Arkivet er åbent for offentligheden, og anvendes selvfølgelig også intensivt af videnskabsfolk. I 1987 blev arkivet udnævnt til et "UNESCO World Heritage Site" sammen med Alcazar og katedralen.
Bygningen, som i dag rummer arkiverne, blev opført i perioden 1573-1598 som en børs eller et handelshus, Casa Lonja de Mercadores. Købmændene plejede at mødes i skyggefulde omgivelser ved katedralens "Puerto del Perdon" for at indgå aftaler og udveksle nyheder. Til sidst blev det for meget for præsterne, og kirken klagede til myndighederne. Købmændene bad om et sted, hvor de kunne udføre deres vigtige arbejde, hvorefter Philip II bad Juan de Herrera, arkitekten på kongeslottet Escorial, om at opføre en passende bygning.
Denne børs spillede en afgørende rolle for byens velstand. Her blev aftaler indgået, priser blev fastsat, leverancer registreret for alle de varer, som fra kolonierne i øst og vest ankom til havnen på Guadalquivir: guld, sølv, krydderier og silke.
Så omkring 1680 begyndte floden at sande til, og i 1717 flyttede den kongelige flåde til Cadiz ved Middelhavet og det samme gjorde børsen eller handelskammeret. I nogle år tjente bygningen som som beboelse, men omkring 1785 besluttede man at samle alle dokumenter vedr. handelen med kolonierne på ét sted, nemlig i "Archivo General de Indias", som fik hjemsted i den smukke bygning. Før var disse arkivalier fordelt på Simancas (en lille by i nærheden af Valladolid, hvor arkiver fra Castilien blev opbevaret), Madrid, Cádiz og Sevilla. Arkivet indeholder alle historiske dokumenter indtil 1800-tallet vedr. opdagelsen af Den Nye Verden og de tilhørende ekspeditioner.
Den kvadratiske toetagers bygning er indrettet med gallerier omkring en central gård (patio). I underetagen er et enkelt galleri med adgang til offentligheden, på øverste etage er adskillige gallerier åbne for besøgende.
Galleriet i underetagen rummer en bronzekanon med en fascinerende historie. Kanonen er fra 1616, og den stod på galeasen Nuestra Señora de Atocha, som sank i en brandstorm i 1622 i nærheden af Cuba. Skibet var lastet med kobber, sølv, guld, tobak, diamanter og indigo fra Colombia og Panama og på vej til Spanien. Skibet blev i 1985 lokaliseret på grundlag af dokumentation fra Arkivet af amerikanske skattejægere, som et par år forinden havde fundet og hævet et søsterskib. Der blev gennemført en langvarig retssag mellem skattejægerne og Staten Florida, og den endte i 1992 med, at finderne fik retten til skibet. Dets last af guld- og sølvmønter og andre værdier blev hævet, og kanonen havnede i Spanien.
Bygningen er kendt for den prægtige trappe af rødt og hvidt marmor, som leder op til overetagen. Marmoren er fra Malaga. Midt på trappen er et imponerende relief med det kongelige våbenskjold.
På overetagen er der udstillet kort, som går tilbage til 1600-tallet, over alle de spanske kolonier i Central- og Sydamerika og Asien: Argentina, Bolivia, Chile, Cuba, El Salvador, Guatemala, Haiti, Mexico, Peru, Panama, Paraguay, Uruguay, Venezuela og Filippinerne. Jeg tror, de fleste bliver overrasket over at erfare, hvor stort det spanske imperium og kolonirige var.
Vi begyndte vores rundtur med at se en introduktionsfilm om bygningen og dens tidligere funktion. Den var på spansk men med engelske undertitler. Filmen omtalte Arkivet som "Den Nye Verdens hukommelse" og fokuserede på, at Sevilla i mange år havde monopol på handel med de spanske kolonier, og dermed var det vigtigste handelscenter i Europa.
Der er ofte udstillinger i Arkivets gallerier. Her vises dokumenter mv., som til daglig er gemt bort. Udstillingerne er almindeligvis organiseret efter temaer som lande, perioder, opdagelsesrejser eller andre aspekter af Spaniens kolonifortid.
For enden af hovedgalleriet ligger "Salon de los Cuatro Goyas", "Salen med de fire Goyaer". Som det antydes, indeholder salen fire malerier af Francisco Goya. Herudover er der en udstilling af procelæn fra 1700-tallet samt nogle figurer af indfødte mv. fra 1800-tallet. Disse er doneret til Arkivet af familien til Hertugen af Montpensier (som på et tidspunkt gjorde krav på Spaniens krone).
Portrætterne ovenfor af Carlos IV af Spanien og hans hustru María Luisa de Parma er som sagt udført af Goya. Så vidt jeg har fundet ud af, blev de bestilt af arbejderne på Den Kongelige Tobaksfabrik i Sevilla i anledning af et kongeligt besøg i 1789.
Arkivet, som omfatter omkring 80 millioner sider originale dokumenter, går mere end 300 år tilbage. Dokumenterne dækker alle aspekter af opdagelse, udforskning og erobring af Den Nye Verden og behandler koloniernes politiske, sociale og økonomiske historie.
Nogle af Arkivets vigtigste dokumenter er:
Til Arkivet hører et anneks, La Cilla, som er forbundet med hovedbygningen via en tunnel. La Cilla rummer ledelsen af Arkivet, læsesale, bibliotek samt arbejdspladser for forskere.
Siden 2005 har man været i gang med at digitalisere indholdet af omkring ni kilometer hylder, hvilket betyder, at man på et tidspunkt kan tilgå oplysningerne fra hele verden. Projektet er endnu ikke afsluttet, hvilket er forståeligt, når man påtænker, at der er omkring 15 millioner sider.
Der er gratis adgang til Arkivet.
Åbningstiderne er mandag-lørdag kl. 9.30-17, søn- og helligdage kl. 10-14.
La Casa de Pilatos er en af de perler, som jeg tror, mange turister i Sevilla overser. Bygningen anses for et af de fineste eksempler på et privat (i modsætning til kongeligt) palads. Stilen er en vellykket blanding af italiensk renæssance og spansk mudéjar. Paladset blev påbegyndt i 1483 af Pedro Enríquez de Quiñones, som var generalguvernør over Andalusien. Jorden overtog han efter en jødisk familie under inkvisitionen. Byggeriet blev fuldført under hans søn, Fadrique Enríquez de Rivera, Markis af Tarifa (1476-1539). Paladset tjener som bolig (ok, en af mange boliger) for hertugerne af Medinaceli, hvis våbenskjold vises ovenfor. Det ejes og administreres af en fond, Fundación Casa Ducal de Medinaceli, som ejer mange andre storslåede bygninger rundt om i Spanien, og som også er store besiddere af kunst.
I 1518 tog Don Fadrique på "en dannelsesrejse" rundt i Europa kombineret med "en pilgrimsrejse" til Det Hellige Land. Da han vendte hjem to år senere, var han fortryllet af renæssancearkitekturen, han havde mødt i Italien. Han brugte resten af livet på at tilpasse paladset til alle de indtryk, han havde modtaget under sin rejse. Don Fadrique døde barnløs, og ejendommen, som oprindelig bllev kaldt "Palacio de San Andrés", gik i arv til hans nevø, Per Afán Enríquez de Ribera (1509-1571), som i 1558 blev hertug af Alcalá samt vicekonge af Neapel (som jo dengang var i spansk besiddelse). Han udvidede paladset med tre loggiaer til at huse sin enorme samling af kunst, især romerske statuer.
Don Fadrique vendte hjem efter sin rejse i oktober 1520. I Sevilla, som i mange andre større byer, havde man en lokal udgave af Via Dolorosa, du ved, den vej, den lidende Jesus måtte gå, bærende sit kors fra Pontius Pilatus' palads, hvor han blev pisket og iført tornekrone, til Golgatha, hvor han blev korsfæstet. Den rute, som havde betegnelsen "Vía Crucis", blev gået af de troende som en pilgrimsfærd, hvor de gennemlevede Jesu' lidelser. Don Fadrique konstaterede, at afstanden fra hans palads, "Palacio de San Andrés", til "Cruz del Campo", hvor der var opstillet en lille søjle lige udenfor bymuren, var nøjagtig 1321 skridt. Det er den afstand, man traditionelt regner med, var mellem Pontius Pilatus' palads og Golgatha. Fra 1529 begyndte "Vía Crucis" at udgå fra paladset.
Paladset er i tidens løb blevet udvidet flere gange, og de rum, som blev tilføjet, fik alle navne med relation til Jesu lidelseshistorie såsom "Prætorianergardens Hal" og "Kapellet hvor Jesus blev pisket". Efterhånden blev paladset kendt som "Pilatus' Hus", men det er dog først i 1754, at man møder denne betegnelse i officielle dokumenter. Der opstod i befolkningen den fejlagtige opfattelse, at paladset var en kopi af Pontius Pilatus' palads i Jerusalem, hvilket ikke er tilfældet. Om ikke andet fordi, man dårligt aner, hvorledes det så ud. I 1931 fik paladset status af "National Monument".
Adgangen til paladset sker gennem en renæssance port i vestfacaden. Don Fadrique bestilte den i 1529 fra en mester i Genova. Over porten er tre paneler med kors fra Jerusalem. I portåbningen er et billetkontor og en lille butik. Vi valgte at købe billetter, som gav adgang til både underetagen og til overetagen, som er grevefamiliens beboelse. Porten leder ind til en typisk andalusisk slotsgård (patio) med en fontæne i midten. Også fontænen kom fra Genova.
Patioen er ca. 25 x 25 meter. Belægningen er lavet af sort og hvid marmor, der danner geometriske mønstre; I centrum står en marmorfontæne og i de fire hjørner store statuer. Patioen er udsmykket med fire smukke romerske skulpturer: Minerva, som er gudinde for visdom, kunst, lærdom og håndværk, Terpsichore, som er dansens muse, Ceres, som er gudinde for jorden, afgrøde og især korn, samt Athena Medici, en romersk kopi af den berømte græske original.
Fra venstre: Minerva, Ceres og Athena. Undskyld Terpsichore!
På væggene langs siderne er opstillet 24 buster og statuer af spanske konger og de tre romerske kejsere, som er født i Spanien (Vespasian, Trajan og Marcus Aurelius) samt forskellige historiske skikkelser: Marius, Tiberius, Cicero, Karl V, Hannibal, Caligula, Tito osv. osv., alle navne kendt fra min historieundervisning i forrige årtusinde. Mange af figurerne stammer fra ruinerne af den tidligere romerske bosætning i Italica.
Dommernes hvileværelse - se foto nedenfor - er et smukt dekoreret rum. Det har navn efter de 70 medlemmer af Sanhedrin (Jødernes Råd), som dømte Jesus, før han blev korsfæstet.
Dommernes hvileværelse
Omkring indgangen til oratoriet findes det smukkeste stukarbejde i hele paladset, en elegant kombination af mudejar og gotiske mootiver. Gulvet var oprindelig dækket med tegl, men er på et tidspunkt udskiftet med marmor.
Prætorens hal blev tilføjet omkring 1530, da Don Fadrique udvidede slotsgården. Den menes navngivet efter en salon i Pontius Pilatus' palads i Jerusalem, og det er det største rum i underetagen. Prætor er betegnelsen for den embedsmand i det antikke Rom, som stod lige under konsulen.
Prætorens hal med det prægtige kasseloft med slægtens våbenskjolde
Hallen åbner mod øst ud mod patioen, på langs forbinder den en række andre rum, bl.a. Det Gyldne Værelse. Hver centimeter af væggene er dækket med udsøgte kakler i 160 forskellige designs. Vinduerne har udskårne blomster og stjerner. Især kasseloftet er betagende. Her er udskåret våbenskjold for alle Don Fadrique forfædre fra forældrene til oldeforældrene.
Det Gyldne Værelse er på trods af sin beskedne størrelse et af paladsets mest ekstravagante med sit gyldne kasseloft. Det ligger ved siden af Den Lille Have. Væggene er dog ikke dekoreret med bladguld, men farvet med okker, hvilket spiller fantastisk sammen med den hvide marmor. Udsmykningen er mudejar, skulpturerne og busterne er samlet af Per Afan.
Det Gyldne Værelse
Som mange andre paladser har Casa de Pilatos sit eget kapel,som formentlig er det ældste rum i paladset, og som har både mauriske og kristne elementer. Oven på altret står en romersk skulptur fra det 4. århundrede, hjemført fra Rom - formentlig en fremstilling af guden Hermes i skikkelse af en hyrde, som bærer et offerlam på sine skuldre - et meget passende symbol i et kristent kapel.
Midt i kapellet er en jaspis søjle, som repræsenterer den søjle, Jesus blev bundet til, da han blev pisket og tortureret i Pontius Pilatus' palads. Som du sikkert ved, skal Pilatus ved den lejlighed have udtalt til forkemængden "Ecce Homo", "se dette menneske", for at få befolkningen til at forstå, at Jesus var et menneske og ikke en gud, og at de 39 piskeslag måtte være en tilstrækkelig straf. Nå, men det er en anden historie. Ifølge traditionen skal søjlen i kapellet være en del af den originale søjle fra Pontius Pilatos' palads i Jerusalem.
Fra slotsgården, patioen er der udgang til to prægtige haver, benævnt den lille og den store have. Den lille have på østsiden og den store have mod vest.
Den store have
Den lille have
En enkelt, men meget grandiøs tappe fører op til overetagen, som også benævnes "vinterpaladset". Heroppe får man mere sol end nedenunder, og man er også bedre beskyttet mod røg og fugt. Om sommeren opholdt familien sig mest i underetagen, "sommerpaladset".
Trappen er udsmykket med kakler (på spansk/portugisisk azulejos). Det var Sevillas første prægtige trappe, og for sin tid en af Europas mest originale. Trappen fungerede også som adskillelse mellem det mere offentlige rum nedenfor, hvor man modtog gæster og forretningsforbindelser, og de private gemakker ovenpå.
Loftet for enden af trappen er udsmykket i et fantastisk "bikage" design, udført af Cristobal Sanchez.
Paladset har mere end 150 forskellige azulejos (glasserede kakler), udført af brødrene Diego og Juan Pulido omkring 1530. Måske den største samling af azulejos i verden.
Besøg på overtagen kan som nævnt kun aflægges i forbindelse med den guidede tour, og det kræver en særlig billet. Selv om underetagen efter min mening er den mest spændende, synes jeg ikke kan skal spare de to euro, som tillægsbilettten til overetagen koster. Hvis man ikke ønsker at deltage i rundvisningen, kan man godt liste op ad trappen og få en forestilling om, hvorledes udsigten er fra den øverste etage. Værelserne på overetagen udgør familiens private residens, og guiden fortalte, at der undertiden afholdes fester her for familie og venner.
De smukke lofter i overetagen blev udsmykket af Francisco Pacheco (1564–1644), måske bedst kendt for at være både lærer og også svigerfar til Diego Velázquez. Man har for nylig afdækket oprindelige fresker fra 1500-tallet, som er blevet malet over, da paladsen i en periode i 1900-tallet fungerede som hospital.
|
 
|
Desværre måtte man ikke tage fotos fra gemakkerne i overetagen. Jeg "kom dog til" at tage et enkelt ned ad korridoren og "fandt" et par stykker på nettet. Værelserne er udsmykket med malerier fra 1500-tallet til 1800-tallet, bl.a. en Pietà af Sebastiano del Piombo (1485–1547). Langt de fleste af de udstillede genstande stammer fra Medinaceli fondens store kunstsamling: møbler, gobeliner, malerier (Goya, Tintoretto, Luca Giordano m.fl.). Guiden brugte en del tid på at fortælle om familien og dens ve og vel, hvilket for mig ikke var så interessant. Men under alle omstændigheder en fin oplevelse.
Det spektakulære palads har været ramme for adskillige filmoptagelser, bl.a. Lawrence of Arabia (1962), Conquest of Paradise (1992), Kingdom of Heaven (2005) og senest Knight and Day (2009) med Tom Cruise og Cameron Diaz.
Adressen er meget passende Plaza de Pilatos.
Åbningstider:
November-marts: Mandag-søndag: kl. 9:00-18:00
April-oktober: Mandag-søndag: kl. 9:00-19:00
Billetpriser:
Underetagen: 10 euro
Underetagen + overetagen, incl. audio guide (engelsk, tysk, fransk, spansk): 12 euro
Hvis man køber billet til overetagen, skal man deltage i en af de guidede ture, som afvikles fra kl. 10.00-17:30 (18:30 om sommeren). Turen varer godt 30 minutter.
Næste seværdighed på programmet var Museo de Bellas Artes, Museet for skønne kunster, som udover de faste samlinger af spansk guldalderkunst havde en særudstilling i anledning af 400 året for maleren Bartolomé Esteban Murillos fødsel i Sevilla. Han var en af grundlæggerne af Academia de Bellas Artes i 1660 og havde sæde i bestyrelsen.
Samlingerne på Museo de Bellas Artes de Sevilla omfatter især værker fra middelalderen til begyndelsen af 1900-tallet, deriblandt udsøgte værker af kunstnere fra den såkaldte sevillanske guldalder i 1600-tallet såsom Murillo, Zurbarán, Francisco de Herrera oma.
Bygningen, som er fra 1594, rummede oprindelig et kloster. I 1839 i forbindelse med lukning af mange katolske klostre, samlede man religiøse værker fra hele området og oprettede et kunstmuseum i bygningen. Museet er i to etager, bygget omkring tre patioer med blomster, buske og træer.
Bartolomé Esteban Murillo og Diego Velazquez
Overfor den smukke museumsbygning i et lille anlæg står en statue af Murillo (1618-1682). Andet sted i Sevilla står en statue af en anden stor maler, Velasques (1599-1660), som også er født i Sevilla. Han benævnes ofte som kong Filip IV's hofmaler, og vi har set en del værker af ham på Prado i Madrid.
Hele 2018 har stået i Murillos tegn. Der har været otte udstillinger i Sevilla, koncerter, rundvisninger, audioprogrammer, flere forskningsprojekter og en stor international kongres for at fejre byens store søn. Murillo året blev afsluttet med en fantastisk udstilling, "Murillo IV Centenario" i Museo de Bellas Artes. Heldig for os var denne udstilling blevet forlænget til udgangen af marts 2019. Inden jeg "kaster mig over" udstillingen, vil jeg præsentere nogle af museets egne værker, som bestemt også er et besøg værd. Det kan selvfølgelig kun blive et par smagsprøver, men måske kan det give dig lyst til at kigge ind, skulle du komme på disse kanter.
De seks sale i underetagen er dedikeret til
• 1: Malerier og skulpturer i Sevilla i det 15. århundrede
• 2: Renæssancekunst
• 3: Manierisme
• 4: Naturalisme
• 5: Murillo og barokken i Sevilla
• S: Udstillinger
De ni sale i overetagen er dedikeret til
• 6: Barokken i Spanien og Sevilla
• 7: Murillo og hans disciple
• 8: Juan de Valdés Leal
• 9: Barok malerkunst i Europa
• 10: Francisco de Zurbaran
• 11: Sevillansk malerkunst i det 18. århundrede. Goya.
• 12: Sevillansk malerkunst i det 19. århundrede
• 13: Sevillansk malerkunst i det 20. århundrede
• 14: Sevillansk malerkunst i det 20. århundrede
Den gamle klosterkirke
"Den hellige nadver" af Alonso Vazquez. "Jomfru Marias renselse" af Luis de Vargas.
Værket "Sagrada Cena", "den hellige nadver" af renæssancemaleren Alonso Vazquez (1565–1608) er en del af den faste udstilling. Det blev bestilt til spisesalen i klostret Santa Maria de las Cuevas de Sevilla i 1588. Stilen er manieristisk.
Luis de Vargas (1505-1567) tilbragte det meste af sit liv i Sevilla. Værket "Jomfru Marias renselse" viser Jomfru Maria præsentere Jesus i templet, hvilket efter de jødiske forskrifter skulle ske inden 40 dage efter fødslen (80 dage, hvis barnet var af hunkøn). Indtil da blev kvinder anset for "urene". Det var almindeligt, at moderen medbragte et offerlam til templet, men da Marua jo var af fattig familie medbragte en af hendes ledsagere en kurv med to duer.
"Golgatha med centurion" af Lucas Cranach. "St. Ildefonso modtager kåben fra Jomfru Maria" af Diego Velázquez.
Værket "Calvario con el centurión", "Golgatha med centurion" af Lucas Cranach er fra 1538. Den korsfæstede Kristus hænger med de to røvere ved sin side, til venstre "den gode røver", som angrer, og til højre "den onde røver", som fremturer. Jesus anråber Gud: "Fader i din hånd befaler jeg min ånd". Øverst på billedet er den samme sætning på tysk, som var Cranachs modersmål. I forgrunden ses den romerske officer, som standser sin hest og erklærer: "Sandelig, denne mand var Guds søn". Dette er ligeledes gengivet på tysk.
En af de mest berømte malere, født i Sevilla, er Diego de Siva y Velázquez (1599-1660). Værket, som er fra 1620, viser St. Ildefonso modtager en kåbe fra Jomfru Maria. Ildefonso var af sine forældre tiltænkt en glorværdig teologisk karriere, men han valgte omkring 650 at gå i kloster, hvor han blev valgt til abbed. I 665 fik han en vision, hvor Jomfru Maria viste sig for ham og gav ham en præstekåbe (bispekåbe?) som påskønnelse for store indsats for kirken. Det skete i klosterkirken under overværelse af biskoppen og menigheden.
Bartolomé Esteban Murillo (1618-1682) er en af de største malere i Spansk historie, selv om han udenfor Spanien er mindre kendt end kunstnere som Velazquez og Goya. Der har tidligere været udstillinger af Murillos værker på Prado i Madrid og the Royal Academy i London, men denne er den mest omfattende i Sevilla. Murillo er bedst kendt for sine religiøse portrætter, som blev bestilt af kirker og klostre i Sevilla. Udstillingen omfattede 55 af hans værker, hvoaf mange var udlånt fra fremtrædende museer og gallerier verden over: Metropolitan Museum of Art (New York), Frick Collection (New York), Museum of Fine Arts (Houston), Toledo Museum of Art (Ohio), Kimbell Art Museum (Fort Worth, Texas), Prado (Madrid), Louvre (Paris), Gallerie Nazionali di Arte Antica og National Gallery (London). For nogle værkers vedkommende var det første gang de var tilbage i Sevilla, siden de blev malt der i 1600-tallet.
Værkerne var opdelt i ni overvejende religiøse temaer: Jesu barndom, Familien i Nazaret, Ære på jorden, Den ubesmittede Undfangelse, Medfølelse, Anger, Historiefortælling, Genremaling og Portrætter. De udgjorde en rejse gennem Murillos religiøse univers og gennem Sevillas sociale virkelighed. Det Seville, som er blevet beskrevet som bestående af fattige og helgener, af slyngler og velhavende adelsmænd og købmænd, som havde råd til at få Murillo til at udføre deres portræt.
Murillo, hvis selvportræt er vist her til højre, og som var med på udstillingen, kom fra en stor familie. Han var den yngste af 14 børn. Hans far var, som det var almindeligt, både barber og "kirurg". Han forældre døde, da Murillo var ganske ung, og han kom til at leve hos en fjern slægtning, kunstneren Juan del Castillo, som startede Murillos kunstneristiske uddannelse. Han boede hos Castillo indtil 1639, hvor familien flyttede til Cadiz. Murillo, som var 22 år, måtte nu klare sig selv, og det lykkedes ham at sælge nogen af sine billeder. I 1643 rejste han til Madrid, hvor han mødte Velazquez, som jo også var fra Seville og allerede havde opnået anerkendelse som kunstner. Velazquez fik vistnok medlidenhed med Murillo, i hvert fald lod han ham flytte ind i sit hus. Murillo boede i Madrid i to år, før han vendte tilbage til Sevilla. I 1648, da Murillo var 31, giftede han sig med en velhavende dame af god familie, Doña Beatriz de Cabrera y Sotomayor. Murillo døde i 1682, 64 år gammel. Han levede et ydmygt og fromt liv, og han efterlod sig en søn og en datter. Hans hustru døde før ham.
Jomfruen og barnet
I den første sal var der flere værker af Jesus og Jomfru Maria, Jesus og hans far Josef.
"Den gode Hyrde" (1665). "Den hellige Familie med Johannes Døberen" (1670)
Værket "Den gode Hyrde", som tilhører Prado museet i Madrid, blev færdiggjort i 1665. Scenen er landlig, og i baggrunden anes klassiske arkæologiske ruiner. I forgrunden Jesus med en hyrdestav i den ene hånd, mens den anden ligger trøstende på ryggen af lammet (Agnus Dei, Guds lam). Til trods for sin skæbne som offerlam ser det føjeligt og tilfreds ud, som har det accepteret sin skæbne.
I temaet "Familien i Nazaret" fandtes værket "Den hellige Familie med Johannes Døberen", som Murillo afsluttede i 1670. Det var udlånt fra Budapest Museum of Fine Arts. I baggrunden ses tømmermanden Josef i gang med sit arbejde. I forgrunden ses Jesus sammen med sin ældre fætter Johannes (Døberen). De to drenge har travlt med at lave et kors af to pinde. Maria holder øje med drengene, mens hun er i gang med at sy.
"Den hellige Familie" (ca. 1675). "Bebudelsen" (ca. 1660)
I temaet "Ære på Jorden" har Murillo malt "Den hellige Familie", både i Himlen og på Jorden. Værket, som var udlånt fra Londons National Gallery, underbygger den opfattelse, at Jesus både er Gud og Menneske og således tilhører både den himmelske og den jordiske treenighed.
"Bebudelsen", hvor da ærkeengelen Gabriel kom til Jomfru Maria og bebudede, at hun skulle føde Jesus, Guds søn. "Bebudelsen", som blev færdiggjort omkring 1660, var udlånt fra Prado.
Den ubesmittede undfangelse
Værket, som er fra 1685, blev oprindelig bestilt af Hospital de los Venerables i Sevilla. Siden kom det via Alcázar til Musée du Louvre, hvorfra det i 1941 blev overført til Prado i forbindelse med en byttehandel, arrangeret af den franske regering. Maria er afbildet svøbt i en farvet klædning, holdt oppe af en flok keruber.
"Las Bodas de Caná", "Brylluppet i Kanaan"
Brylluppet i KanaanBrylluppet i Kanaan (ca. 1672)
Værket blev bestilt af Don Nicolas Omazur, en flamsk silkehandler, som boede i Sevilla, og som var en af Murillos patroner. Omazur og hans hustru er afbildet midt i billedet, som formentlig er malt for at fejre deres bryllup i 1672. Historien er kendt af de fleste. Jesus, hans mor og disciplene var indbudt til bryllup i Kanaan. Vinen slap op, hvilket Maria gjorde sin søn opmærksom på. Der stod nogle vandkar, som blev brugt til jødernes rituelle renselse, og Jesus sagde, "Fyld karrene med vand." Da det var sket, bar tjenerne vandkarrene hen til skafferen, som smagte på indholdet. Skafferen kaldte på brudgommen og sagde til ham: "Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu." Dette var begyndelsen på de mange af Jesus' gerninger.
"Vendedores de fruta", "Den lille frugtsælger"
Den lille frugtsælger (1670-1675)
Der var flere værker på udstillingen, som viste børnenes liv på gaderne i Sevilla, alle malet med humor og kærlighed. Sådanne motiver var meget populære blandt nordeuropæiske kunstinteresserede, som tog dem med hjem som et minde fra syden. På billedet er en ung frugtsælger ved at handle med formentlig en tjenestepige. Hans kurv er fyldt med druer og pærer (?), og pigen er ved at tælle sine penge. Lyset fra venstre bader den unge pige i varmt sollys, mens drengen er delvis i skygge.
Juan Arias de Saavedra y Ramírez de Arellano og Josua van Belle.
I den sidste sal i udstillingen vistes nogle af Murillos mesterlige portrætter. Ovenfor til venstre ses et af Murillos tidligste portrætter, Juan Arias de Saavedra y Ramírez de Arellano, en aristokrat fra Sevilla og en af Murillos patroner.
Maleriet til højre, som var udlånt fra National Gallery of Ireland, er af Josua van Belle. Han var en hollandsk købmand, som i en periode boede i Cadiz og Sevilla. Van Belle var en inkarneret kunstsamler.
Åbningstider: tirsdag-lørdag kl. 09:00 til 21:00.
Søn- og helligdage: kl. 09:00 til 15:00.
Mandag lukket
Gratis adgang for EU-borgere. Ellers 1.50 euro.
Adresse: Plaza del Museo 9
Efter et dejligt besøg på Museo de Bellas Artes var vi enige om, at vi også ville omkring Hospital de la Caridad, som huser et større antal værker af Murillo. Herom senere.
H.C. Andersen: I Spanien (1863) XIII. Sevilla.
Kø ved billetlugen til Alcazar
Et besøg på det kongelige palads, Alcazar stod selvfølgelig højt på vores prioriterede liste. Åbningstiden var kl. 9:30, så vi stillede os i kø omkring kl. 9. Der var mange, der havde fået den samme gode idé, så køen var lang og fortsatte også hen forbi hjørnet af paladset. Men vejret var godt, så vi væbnede os med tålmodighed.
Kø (fortsat) ved billetlugen til Alcazar
Da vi rundede hjørnet, kunne vi i det fjerne øjne billetlugen, og vi begyndte at overveje, om vi skulle have bestilt billetter i forvejen, hvilket man kan gøre online. Måske kunne vi have bestilt billetter på mobilen, mens vi stod i køen. Der må kun være 750 gæster på slottet ad gangen, så det er svært at forudsige, hvor hurtigt køen vil bevæge sig. Langs med køen løb personer, som højlydt opfordrede til "Skip the line". Det kunne man gøre ved at købe en guided tur med deres selskab, og så ville man få adgang via en særlig kø. Det tror jeg, vi vil overveje næste gang. Men i løbet af omkring en time nåede vi gennem nåleøjet.
Alcázar blev bygget til Peter I af Kastilien (1334-1369). Det eksisterende muslimske fort på stedet var blevet revet ned efter de kristnes erobring af Sevilla. Paladset er et enestående eksempel på den såkaldte mudéjar arkitektur på den iberiske halvø, og det anses for et af de smukkeste. De øverste etager anvendes stadig af den kongelige familie, når den er på besøg i Sevilla. Det er det ældste kongelige palads i Europa, som stadig er i brug. I 1987 blev det af UNESCO udnævnt til "World Heritage Site" tillige med katedralen og "Archivo General de Indias", som begge ligger lige i nærheden.
Det område, som Alcazar ligger på, har været bebygget siden det 8. århundrede fvt. Den tidlige visigotiske basilika blev bygget på ruinerne af et romersk universitet fra det 1. århundrede. Nogle få bygningsdele, bl.a. nogle kapitaler fra denne bygning, blev genanvendt i Peter I's palads. Basilikaen blev revet ned, efter at Sevilla i 712 blev erobret af muslimske styrker, og på stedet blev opført et militært fort omgivet af høje mure. De følgende århundreder blev fortet udvidet flere gange. Senere blev fortet revet ned (bortset fra murene), og der blev opført flere paladser på stedet, som tjente som bolig for skiftende kaliffer og deres hof. Størsteparten af paladset er opført under hhv. Alfonso X (1252-1284) og Peter I af Kastilien i mudéjar, gotisk og manieristisk (mellem renæssancen og barokken) stil. Efter det ødelæggende jordskælv i 1755 i Lissasbon, som fik hele jordkloden til at skælve, blev facaden af paladset totalt renoveret i barok stil.
Da Philip V var i Sevilla i 1729 for at underskrive den traktat, som afsluttede den engelsk-spanske krig, boede kongeparret på Alcazar, og her fødte dronningen, Elisabeth Farnese, tronfølgeren Maria Antonietta (1729-1785). Hun blev siden dronning af Sardinien.
Paladset
Kort over Real Alcazar de Sevilla, Det kongelige palads i Sevilla
Hovedindgangen Puerta del León, løveporten, har sit navn efter det keramiske værk, som viser en løve med et kors i kløerne og bærende et gotisk skript: "Ad Utrumque", som skulle betyde "Forberedt på alt". Kaklerne med løvefiguren går dog ikke længere tilbage end 1894.
Efter at være kommet gennem porten fra Plaza del Triunfo stod vi i Patio del León, Løvegården. Vi var klar over, at vi ikke på et enkelt besøg kunne se alt det, vi havde lyst til, så vi aftalte et mødetidspunkt, hvorefter vi delte os i to i to hold. Hvis du har lyst, kan du jo følge med Birgit og undertegnede på vores tur rundt i paladskomplekset. Det bliver desværre blot nogle højdepunkter fra vores besøg, men forhåbentlig nok til at give dig en appetitvækker.
Vi begyndte med at dreje til venstre og gik ind i Sala de Justicia, som er meget smuk med sin mudejar-udsmykning og loftet. Herefter kom vi ind i Patio del Yeso, "gipshaven", som indeholder de fleste (få) rester af det oprindelige mauriske palads.
Næste stop på rejsen var paladsets storslåede gårdsplads, Patio de las Doncellas. Af de mange patioer (gårdhaver) er Patio de las Doncellas måske den smukkeste. De omkringliggende bygninger er udsmykket med stuk, udført af håndværkere fra Granada og Toledo.
Gårdhaven har fået sit navn efter hoffets damer, som fra den øverste etage kunne iagttage modtagelsen af fornemme gæster. Patioen er omgiver af arkader med takkede buer over elegante dobbeltsøjler.
Patio de las Doncellas, Kammerpigernes gårdhave
En legende vil vide, at "Patio de las Doncellas" har fået sit navn efter, at de mauriske herskere hvert år krævede 100 jomfruer som tribut fra de kristne konger i Spanien. Ak ja, den offentlige fantasi har aldrig manglet noget.
Omkring Las Doncellas ligger en række smukke rum, hvor nogle blev anvendt til repræsentative formål, mens andre var af mere privat karakter. Vi satte kurs mod Ambassadørernes sal.
Ambassadørernes sal, som også omtales som "Tronsalen", er utvivlsomt det vigtigste og smukkest udsmykkede rum på Alcazar. Salen blev opført i 1389 af Diego Ruiz i maurisk stil. Målet var, at salen på én gang skulle repræsentere både jord og himmel. Her modtog Peter I fornemme udenlandske gæster, stående på den såkaldte centersten under den imponerende gyldne kuppel, som forestiller nattehimlen og dens mange stjerner. Kuplen er udført i cedertræ. Under denne smukke kuppel viedes Carlos I - ham som senere skulle blive tysk-romersk kejser med navnet Karl V - i 1526 til Isabél af Portugal. Man mener, at de i stedet for at lade sig vie i den nærliggende katedral, valgte paladset som en protest imod præstedømmets magt.
Salon de Embajadores, Ambassadørernes sal
Den ødsle vægudsmykning står ikke tilbage for den tilsvarende sal i Alhambra med de farvestrålende glaserede kakler, der er kombineret i sindrige geometriske mønstre. Vægge og lofter er prydet med fine ornamenter af guld og farvet stuk. Der er også mange eksempler på de smukke "hesteskobuer", "Arcos de Herradura". Hvis det ikke havde været for de mange irriterende turister, kunne man føle sig hensat til et af tusind og én nats eventyr.
Loftet i Ambassadørernes sal
De smukke balkoner i salen blev opført til Carlos I - senere kejser Karl V - og Isabella af Portugals bryllup, som blev afholdt her i 1526. Hvis du er fan af "Game of Thrones", vil du formentlig genkende salen fra nogle af episoderne.
Efter besøget i Ambassadørernes sal gik vi gennem porten i den gamle mur til Patio de la Montería (jagtgården) foran Pedro I´s palads. Her plejede kongen at samles med sine adelige jagtkammerater.
Omkring 1530 bestilte "Casa de la Contratación de las Indias", som jo forestod al handel med kolonierne, et maleri, der skulle indgå i et alterstykke, der skulle opsættes i audienssalen på Alcazar. Hermed kunne salen også anvendes som kapel, Capilla de los Navegantes.
Maleriet, som er udført af Alejo Fernández, forestiller Madonna, de søfarendes beskytter, og det dateres til omkring 1535. Det er det tidligst kendte maleri om Amerikas opdagelse. Personerne i højre side af forgrunden er den hellige romerske kejser Karl V, det katolske kongepar Ferdinand og Isabella samt medlemmer af Casa de la Contratación de las Indias. Til venstre under Madonnas højre hånd ses Christopher Columbus sammen med brødrene Martín og Vicente Pinzón, som ledsagede Columbus på hans første tur til den nye verden. Under dem ses forskellige typer af fartøjer, som indgik i den spanske flåde i begyndelsen af 1500-tallet. Triptykonens sidepaneler viser helgener, som er relevante for Spaniens og dens søfolk: St. Sebastian, St. Jacob (discipel), St. Elmo og St. Johannes (evangelisten).
Til venstre for altret på en marmorsokkel står en træmodel af Columbus' flagskib Santa Maria samt en kopi af en af de kister med guld, han bragte med sig hjem til Spanien. På væggene i rummet hænger våbenskjold tilhørende Kastiliens admiraler. Midt i rummet med front mod altret er Christopher Columbus våbenskjold.
Man kan sagtens bruge en hel dag alene på at nyde de pragtfulde haver i paladskomplekset, som er fantastisk blanding af små gårde, springvand og haver i mange forskellige stilarter. Haverne er afskærmet fra paladserne af blandt andet "den groteske mur", som er muren i Patio de las Mujeres, Damernes gård. Muren, som oprindelig var en del af bymuren, er udsmykket i renæssance stil. Længere inde i haven ligger La Galería del Grutesco, "Det groteske galleri", som deler haverne i to dele. Herfra er der en fantastisk udsigt over haverne. Jeg havde glædet mig til at se nogle af de mange påfugle, der efter sigende skulle holde til her, men de var åbenbart ikke hjemme den dag.
Haverne i Alcazar
Jeg skal kort omtale et par af haverne: Jardin Inglés, Den engelske have, som er modelleret efter engelsk forbillede fra 1700-tallet. Haven blev anlagt i 1909. Nogle mener, at stilen ikke passer så godt til sine omgivelser. Jardin de los Poetas, Poeternes Have, indeholder to damme, som er romersk og maurisk inspireret. Jardin de la Vega Inclan består af omkring 20 kvadratiske blomsterbede, som er adskilt ved stier og fontæner. Inspirationen kommer dels fra den mauriske kultur dels fra renæssancen.
I 1962 var Alcázar filmset for Lawrence of Arabia. I 2005 blev Patio de las Doncellas brugt som set for filmen Kingdom of Heaven. Og dele af femte sæson af Game of Thrones blev optaget på flere lokationer i Sevilla, bl.a. Alcázar.
Adresse: Patio de Banderas
Åbningstider
Oktober-marts: Mandag-lørdag 9:30-17:00
April-september: Mandag-lørdag 9:30 - 19:00
Priser
Voksne: 11.50 euro
Seniorer: 3.00 euro
Adgang til de kongelige gemakker: 4.50 euro
Vi boede midt i det gamle jødiske kvarter, Barrio Santa Cruz, og næsten hver gang, vi gik rundt i kvarteret, kom vi forbi et lille jødisk museum, som vi besøgte en af de sidste dage. Jødekvarteret lå tæt op til det kongelige palads Alcázar. Paladset blev påbegyndt under de mauriske herskere, som ikke havde problemer med at anvende jøderne som medarbejdere. De havde gennemgående gode sproglige evner, talte flere sprog og kunne læse og skrive. En del jøder havde job som skatteopkrævere, hvilket gjorde dem ret upopulære hos den øvrige befolkning. Da Sevilla i 1248 blev erobret af Fernando III var populationen af jøder i Sevilla den største i Spanien, og der var ikke mindre end 33 synagoger i Sevilla. Jøderne arbejdede bl.a. som pengeudlånere, læger, sagførere og købmænd. En legende vil vide, at både de muslimske og de jødiske ledere overdrog byens nøgler til den kristne konge. Alle moskeer blev overdraget til kirken med undtagelse af tre, som blev overladt til den jødiske befolkning til praktisering af deres religion. Det drejede sig om Santa Cruz, Santa María la Blanca og San Bartolomé. Fernando valgte at adskille det jødiske kvarter fra resten af byen med en høj mur med porte.
Forholdet mellem jøderne og deres kristne naboer var ikke altid fredeligt. Når man oplevede sygdomme o.l. i de kristne kvarterer, var man tilbøjelig til at give jøderne skylden, og der florerede historier om, at jøderne forgiftede de kristnes brønde. Det meste af muren blev ødelagt i 1391, da en stor kristen folkemængde hærgede det jødiske kvarter. Over 4000 jøder blev myrdet og deres ejendomme overdraget til kristne. De jøder, som var i stand til det, valgte efterfølgende at flygte. Resten "konverterede" til kristendommen. I 1396, da der næppe var én jøde tilbage i Sevilla, blev synagogerne Santa Cruz og Santa María la Blanca konverteret til kristne kirker og fik status som kapeller under katedralen. San Bartolomé var den eneste synagoge, hvor jøderne stadig kunne praktisere deres religion. I 1580 efter en voldsom tørkeperiode blev gravene på den jødiske kirkegård vandaliseret. I 1662 blev resterne af synagogen fjernet og i stedet blev den nuværende Santa María la Blanca opført på stedet. Synagogen i Santa Cruz blev ødelagt i 1811 under den franske besættelse.
Jøder af spansk oprindelse kaldes sefarder. Sepharad er den hebræiske betegnelse for Spanien. Det jødiske kvarter i Sevilla hed Juderia.
Da vi besøgte museet, viste det sig, at vi var de eneste gæster, så vi fik en udsøgt behandling af den unge kvinde, som passede stedet. Hun fortalte spændende om livet i en jødisk familie i middelalderens Sevilla. Hun fortalte, at hun selv var sefardisk jøde og kom fra Sydamerika (Argentina, så vidt jeg husker).
Vi hørte også om den udbredte jødeforfølgelse, som blomstrede op i midten af 1300-tallet. Peter I, konge af Kastilien, var i det store og hele sympatisk indstillet overfor jøderne, som han opfattede som gode samfundsborgere, der med deres skattebetaling bidrog til opretholdelse af staten. Hans halvbroder Henrik var derimod indædt jødehader, som foranstaltede flere massakrer på dem. Henrik dræbte sin broder i 1369 og overtog tronen efter ham, og jøderne havde nu ikke længere kongelig beskyttelse.
Tragedien i 1391 blev i høj grad foranstaltet af ærkediakonen Ferrand Martinez, som skrev til sine overordnede og forlangte, at jøderne ikke længere burde bo sammen med de kristne. I første omgang overhørte kongen hans anmodning - vistnok på grund af jødernes store indflydelse på rigets finanser. Martinez ignorerede kongens indstillinger, men fortsatte med at præke for vold mod jøder. Jøderne klagede til kongen, som gav Martines flere advarsler og betonede, at jøderne var under kronens beskyttelse. I 1389 suspendere ærkebiskoppen Barosso Martinez fra hans embede, hvilket kortvarigt lettede jødernes position. Men i 1390 døde både kongen og ærkebiskoppen, hvorefter suspenderingen af Martinez blev ophævet. Martinez benyttede sin position til at beordre de jødiske synagoger ødelagt. Jøderne klagede til myndighederne i Sevilla og bad om, at deres synagoger blev genopført, og at Martinez blev sat fra sit embede. Martinez oåstod, at kronen ikke havde nogen autoritet over ham, og at han alene var underlagt den katolske kirke.
Martinez fortsatte med sine hadprædikener mod jøderne, og hans tilhængere gik amok og plyndrede og dræbte jøder. Omkring 4.000 jøder i Sevilla blev dræbt og deres huse brændt eller ødelagt. De, som ikke blev dræbt, blev tvunget til at konvertere for at redde livet. Holdningen spredte sig hurtigt til andre større byer i Spanien, hvor der også blev gennemført jødiske udrensninger.
Der var plancher, som forklarede, hvorledes jøder kunne "rense deres blod", dvs. slette deres jødiske forfædre fra stamtræet. Sådannne dokumenter blev produceret af sagførere mod en klækkelig betaling. Det var eksempelvis et krav for at få lov til at udvandre til kolonierne, at der hverken var jøder eller muslimer blandt ens nærmeste forfædre.
Der var udstillet en del religiøse, dvs. jødiske genstande, fx. en megillah, som er en læderrulle, hvor en jødisk familie opbevarer de fem bibelske skriftruller: Ruth Bog, Højsangen, Klagesangene, Prædikerens Bog og Esthers Bog, som alle har tilknytning til jødiske fester.
En mezuzah, en lille beholder, som i jødiske hjem monteres på dørkarme ind til beboelsesrummene. Inde i beholderen ligger et stykke pergament, hvorpå der med en særlig blæk er skrevet de to første stykker af shema-bønnen (den jødiske trosbekendelse) - formentlig en reference til jødernes udvandring fra Egypten, hvor de fik besked på at smøre blod fra et lam på dørstolpen?
En hannukah (chanukah) lampe. Jeg vil lige kort genopfriske det jødiske mirakel, som indtraf 165 fvt. Grækerne havde besat Judæa, men efter flere års kampe lykkedes det jøderne at smide grækerne ud igen. Da makkabæerne kom ind i templet i Jerusalem, opdagede de, at grækerne havde vanhelliget templet ved at stille et antal græske afgudestatuer op. Men hvad værre var, de havde slukket den syvarmede lysestage, menorah'en, som altid skulle være tændt som et tegn på jødernes evige tro på Gud. Man fandt en reserve-beholder med olivenolie frem, men der var kun olie til at lade menorah'en brænde én dag. Og det ville tage otte dage at skaffe mere olie. Man sendte personer afsted for at skaffe mere olie og satte så menorah'en til at brænde på reserve-rationen. Og så skete miraklet: Olien varede i 8 dage, dvs. længe nok til at skaffe mere olie. Hvert år fejrer jøderne chanukah-fest, som varer i 8 dage og 8 nætter. Den første aften tændes ét lys, den anden aften to, osv., således at man den ottende aften tænder otte lys.
Vores værtinde fortalte, at der havde været en jødisk kirkegård i nærheden af parken Jardines de Murillo, men at den nu var blevet nedlagt. Men en enkelt jødisk gravsten kunne ses i en underjordisk parkeringsplads - den p-plads, hvor vores bil holdt parkeret. Hun foreslog også, at vi besøgte kirken Santa María la Blanca, som jo er bygget, hvor der tidligere havde ligget en moske.
"Centro de Interpretacion Juderia de Sevilla", "Det Jødiske Museum" ligger på adressen Ximenez Encico 22A.
Åbningstider: Mandag-lørdag: 10.30-15.30 og 17,00-20.00. Søndag 10.30-18.30.
Billetpris: 6.50 euro.
Santa Maria la Blanca blev bygget i 1200-tallet som en synagoge. Efter at Sevilla var blevet tilbageerobret af de kristne gav kong Alfonso X i 1252 jøderne mulighed for at dyrke deres religion i tre synagoger i kvartererne San Bartolomé og Santa Cruz area. En af disse var altså Santa Maria la Blanca. Som tidligere nævnt blev der i 1391 udført en omfattende massakre på den jødiske befolkning, og masser af jødisk ejendom, herunder også synagogerne, blev ødelagt, og Santa Maria la Blanca blev taget i brug som kristen kirke.
Den nuværende kirke Santa Maria la Blanca blev opført i 1662 i barok stil. Kirkerummet blev opdelt i tre kirkeskibe, som bæres af røde marmorsøjler. Hvælvingerne er dekoreret med enestående stukpartier med geometriske og organiske mønstre, rosetter og engle. Over tværskibet er en smuk kuppel, og koret er anbragt over indgangsdøren.
Murillo lavede fem værker til udsmykning af kirken:
1. La Ultima Cena, Den sidste Nadver
2. La Inmaculada Concepción, Den ubesmittede undfangelse
3. El triunfo de la Eucaristía, Nadverens triumf
4. El sueño del patricio Juan y su esposa, Patricieren Juans og hans hustrus drøm
5. El patricio Juan y su esposa ante el papa Liberio, Patricieren Juans og hans hustru foran pave Liberius
Desværre blev hans værker stjålet og bortført af den franske marskal Nicolas Jean de Dieu Soult, som var chef for den franske hærstyrke i Spanien 1808-1813. Det første værk er det originale, mens de øvrige er blevet erstattet af kopier.
Åbningstider: Mandag-fredag: 10:00-13:00 og 18:00-20:00. De øvrige ugedage er kirken kun åben for bøn og gudstjeneste
Gratis adgang
Engang i 1400-tallet grundlagdes i Sevilla et religiøst broderskab, "Hermandad de La Santa Caridad". Broderskabets opgave var at hjælpe syge og udstødte, men også at begrave henrettede og druknede mennesker - og efterfølgende bede for deres sjæl. Broderskabet holdt til omkring det kongelige skibsværft, hvor der lå et kapel, som var viet til San Jorge. Med tiden fik broderskabet overdraget 4-5 gamle hytter eller skure, som endte med at indgå i det første hospital. I 1644 var kapellet så miserabelt på grund af gentagne oversvømmelser af Guadalquivir, at man besluttede at bygge et nyt.
I 1662 blev Miguel Mañara medlem af broderskabet. Allerede året efter blev han valgt til leder, Hermano Mayor, og han brugte alle sine evner og kræfter på opførelse af den nye kirke, men også på at transformere broderskabet til en af de vigtigste sociale institutioner i Sevilla.
Kirkens imponerende facade, som er designed af Leonardo de Figueroa, er et fint eksempel på sevillansk barok. Den er udsmykket med fem blå/hvide kakler, som repræsenterer øverst Tro, Håb og Kærlighed og nederst St. George og St. James (Santiago). Kaklerne er fremstillet i kvarteret Triana i Sevilla efter tagninger udført af Murillo.
Facaden til Hospital de la Caridad
Bygningen har ikke ændret sig meget siden 1600-tallet. Den er opbygget omkring to "tvillinge patioer". I hver patio er en fontæne, en for Velgørenhed og den anden for Medlidenhed. Fontænerne er udført i Genua i 1682.
Patioen i Hospital de la Caridad
Patioens vægge er udsmykket med syv paneler af hollandske kakler fra 1700-tallet. De beskriver scener fra det gamle og det nye testamente.
Til venstre Jonas og hvalfisken. Til højre Abrahams ofring af Isak.
Til venstre Jesus på Via Dolorosa. Til højre Korsfæstelsen.
Kirkens udsmykning, som er planlagt af Mañara, er pragtfuld, og det er formentlig en af de smukkeste kirker i Sevilla. Mañara bestilte værker til "sin kirke" ved så fremtrædende kunstnere som malerne Bartolomé Esteban Murillo og Juan de Valdés Leal samt skulptører som Pedro Roldán and Bernardo Simón de Pineda. Kirkerummet kan hvad angår udsmykningen opdeles i tre områder: den første del af koret, som benævnes "Dødens Hieroglyffer", sender en besked om livets flygtighed. Det andet indeholder syv værker om barmhjertighed, og det tredje taler om betydningen af ydmyghed.
"In Ictu Oculi" og "Finis Gloriae Mundi af af Juan de Valdés Leal
"In Ictu Oculi", "på et øjeblik" af Juan de Valdés Leal. Maleriet, som er mere end to meter højt, viser et skelet, som er en allegori for Døden. Med sin ene hånd slukket den livets flamme. Med sin højre fod tramper den på symboler for magt, ære og rigdom, og den venstre fod er anbragt på en globus for at vise, at døden rammer os alle. Til sin tid vil vi blive dømt på grundlag af vores synder og vores gode gerninger.
"Finis Gloriae Mundi, "således forgår alverdens herligheder" af Juan de Valdés Leal. Temaet for dette maleri er også Døden. Kirken er repræsenteret ved liget af en biskop, mens befolkningen er fremstillet som et kranium, og adelsstanden som en ridder fra Calatrava Ordenen. Øverst ser man Jesu hånd, som holder en vægt med to skåle, der indeholder hhv. gode gerninger og de syv dødssynder. Gennem vores liv vil skålene gå op og ned i overensstemmelse med ens gerninger. Øverst til venstre ses en ugle, som iflg. den græske mytologi viser sjælen vej til det evige liv med sin sang.
"Ophøjelsen af Det Hellige Kors" af Juan de Valdés Leal.
"Ophøjelsen af Det Hellige Kors" af Juan de Valdés Leal
Miguel Mañara døde i 1679 og nåede ikke at færdiggøre sit værk, men han efterlod detaljerede instruktioner til Juan de Valdés Leal. Maleriet fortæller, om den østromerske kejser Heraklios, som skal bære det hellige kors ind i Jerusalem. Det viser sig, at han ikke er i stand til at bære korset, og himlen åbner sig, og profeter stiger ned til jorden og fortæller ham, at han kun kan komme ind i Jerusalem, hvis han er lige så ydmyg, som Jesus var. Heraklios står af sin hest og affører sig sine våben og rige klædning og bærer korset på sine skuldre, hvorefter byporten til Jerusalem åbner sig.
Murillo malede seks værker til kirken, alle med temaet barmhjertighed. Fire af dem blev stjålet i 1810 af en a Napoleons generaler, Jean-de-Dieu Soult. Efter hans død solgte hans arvinger malerierne, og de befinder sig i dag på store museer verden over.
St. Elizabeth af Ungarn passer den syge af Murillo. Billedet viser St. Elizabeth af Ungarn (også kendt som St. Elisabeth von Thüringen), som i 1200-tallet indrettede et hospital i sit palads, hvor hun helbredte mange syge for tidens svøber spedalskhed og den sorte død. Hendes vigtigste indsats, udover den medicinske, var at vise kærlighed og yde omsorg til patienter, som ellers var dømt til at dø alene. På den tid blev patienter med disse frygtelige og smitsomme sygdomme udstødt og henvist til at leve i ghettoer.
St. John af Gud bærer en syg mand på sin ryg af Murillo. Billedet fortæller om St. John af Gud (Juan de Dios), som da han er på vej til sit hjem i Granada, finder en syg mand på vejen. Uden at spørge, hvem han var, eller hvad der var sket, bærer han ham hjem på sin ryg og passer og plejer ham. Maleriet viser det øjeblik, hvor den udmattede St. John falder om kuld, og en engel, sendt af Jesus, kommer og hjælper ham, og fortæller, at den syge mand er Gud selv, som var kommet for at takke ham for hans kærlighed og omsorg for andre.
"Helbredelsen af den lamme" og "St. Peters frigivelse", kopier af Murillos værker
"Helbredelsen af den lamme" - kopi af Murillos værk. Originalen befinder sig på "National Gallery" of London. Maleriet viser Jesus helbrede den lamme person ved dammen i Bethesda. I baggrunden ses dammen, som blev anset for at kunne rense og helbrede. Nær dammen ligger den lamme, som har været syg i 38 år og ikke ved egen hjælp kan komme ned i vandet. Da Jesus kommer med sine disciple, helbreder han den blot ved at berøre ham.
"St. Peters frigivelse" - kopi af Murillos værk. Originalen befinder sig på Eremitage Museet i St. Petersborg. St. Peter var blevet fængslet, fordi han prædikede og fortalte jøderne om Jesu opstandelse. Efter at have bedt til Gud sender han ham en engel, som åbner fængselsdøren og slipper ham fri, så han kan fortsætte med at forkynde evangeliet og fortsætte sit arbejde med at opbygge den kristne kirke, som Jesus havde betroet ham.
"Abraham og de tre engle" og "Den fortabte søns hjemkomst", kopier af Murillos værker
"Abraham og de tre engle" - kopi af Murillos værk. Originalen befinder sig på "National Gallery" i Ottawa. Abraham får besøg af tre rejsende, som siden viser sig at være engle. De er udmattede efter deres lange rejse, og Abraham åbner sit hjem for dem og giver dem mad og drikke. Derefter afslører englene, at Abraham næste år ved samme tid vil have fået en søn med sin hustru Sara.
"Den fortabte søns hjemkomst" - kopi af Murillos værk. Originalen befinder sig på "National Art Gallery" i Washington. Den velkendte historie, hvor den yngste søn beder sin far om at få rådighed over sin arvelod, som han så formøbler ved et liv i synd og ugudelighed. Da han vender hjem og beder sin far om tilgivelse, bliver faderen hverken vred eller skuffet, men beder sine tjenestefolk komme med rene klæder til ham, og han lader fedekalven slagte for at holde et velkomstgilde for den fortabte søn.
"Jesus bespiser 5000 mennesker" af Murillo
"Jesus bespiser 5000 mennesker" af Murillo. Billedet viser Jesus bespise 5000 personer, som er taget ud i ørkenen for at høre ham forkynde, men tiden løber fra dem, så de ikke kan nå at komme hjem til aften. En dreng kommer med en kurv med fem brød og to fisk, og ved et mirakel rækker det ikke alene til at bespise de 5000 personer (heri ikke medregnet kvinder og børn), men også, så der efterfølgende er 12 kurve med overskydende mad (til Israels 12 stammer).
"Moses slår vand ud af klippen" af Murillo
"Moses slår vand ud af klippen" af Murillo. Da Moses flygtede fra Egypten, blev han fulgt af et stort antal jøder. Efter at have krydset Det Røde Hav, nåede de til Sinai ørkenen, hvor de vandrede omkring i 40 år. Jøderne var ved at dø af sult og tørst, og Gud sendte manna fra himlen. Gud bad Moses slå med sin stok på en klippe, og fra klippen sprang et kildevæld, som kunne slukke massernes tørst.
Altertavlen af Pedro Roldán, Bernardo Simón de Pineda og Juan de Valdés Leal
Altertavlen anses af mange for en af de flotteste barok altertavler i Europa. Den viser Jesu begravelse, hvilket er meget passende, når man tænker på broderskabets mission: at begrave de henrettede og druknede.
Relieffet af den døde Jesus er udført af Valdés Leal og skulpturgruppen af Pedro Roldán, mens alterstykket er lavet af Bernardo Simón de Pineda. På venstre side ses St. George med den døde drage under sine fødder. Til højre står St. Roque, som er skytshelgen mod pest mm., sammen med en hund. Legenden fortæller, at St. Roque engang blev syg, og at en hund slikkede hans mundvig og bragte ham et brød, så han kom til sig selv igen. Over alterstykket ses tre kvindefigurer: Troen til venstre bærende korset og kalken, Kærligheden i midten omgivet af børn, og Håbet til højre med et anker som symbol på de ting, som knytter os til livet. På toppen af altret ses en inskription på aramæisk "Yahweh".
Alterstykke af St. Josef af Bernardo Simón de Pineda. Miguel Mañara bestilte to alterstykker til opsætning i nærheden af koret. Det ene er viet til St. Josef, Jesu jordiske far. Øverst er et lille maleri af Johannes Døberen som barn, udført af Murillo.
Alterstykke af Jomfruen af Barmhjertighed af Bernardo Simon de Pineda. Skulpturen er original og er et af de få værker, som er bevaret fra det oprindelige broderskabs tid. Det lille maleri øverst forestiller Jesus som barn og er som det andet udført af Murillo
Selv om kirken giver adgang for offentligheden, er det en privat kirke. Det betyder, at det kun er personalet og beboerne på hjemmet, der kan deltage i den ugentlige messe, som finder sted søndag kl. 12:30.
Adresse: Calle Temprado 3
Åbningstid: mandag-søndag 10:30-19:30
Voksenbillet med audioguide: 8 euro
Unge under 18 år: 2,50 euro
Børn under 7 år: gratis
Seniorer: 5 euro
Gratis adgang: mandag 15.30-19.30