Desværre måtte Susan og Carsten lukke deres dejlige, lille restaurant i 2014?, da den ikke kunne løbe rundt økonomisk. De flyttede til England, hvor de i dag driver en restaurant/pub. De efterlod et stort hul i vores hjerter.

"Sands & C" - Sue and Carsten i Torrox Costa
Ian skal have sin "Sunday roast", ligesom han også helst skal se Newcastle spille fodbold i TV. En dag fortalte han glædestrålende, at han havde fundet en dansk/engelsk restaurant, som laver god, hjemmelavet mad af dansk tilsnit. Restauranten hedder "Sands & C" og ligger i Torrox, en halv snes km øst for Nerja. Turen derhen langs med Middelhavet er fantastisk, Birgit, Karin og jeg havde været i Torrox et par gange og spadseret på den kilometerlange strandpromenade, Paseo Maritimo. Restauranten ligger inde i hjørnet ved siden af det store fyrtårn, El Faro, lige hvor promenaden begynder og ved siden af de romerske ruiner. Hvis det kniber med at finde stedet, så kig efter det danske og engelske flag, lige så snart du er kommet ned af trapperne til promenaden. Restauranten, eller jeg burde nok kalde den for baren, drives af Sue (Susan), som er englænder og Carsten, som er dansker. Carsten, som viste sig at være meget tiltalende og humoristisk, fortalte, at har været i Torrox i 8 år, og forud for det 5 år i Sverige. Middagen, som vi fik den første søndag, vi var der, bestod af lam med kartofler og sovs, grøntsager, yorkshirepudding og den uundværlige myntesauce, og vi nød den udenfor i det dejlige solskin midt i januar måned. Og ja, maden var mere velsmagende end de søndagsmiddage, vi havde nydt tidligere sammen med Ian og Amanda. Carsten fortalte, hvorledes de gik på marked om lørdagen og gjorde deres indkøb til søndagsmenuen. Alt bliver lavet fra bunden, og intet kommer fra en dåse. Det kunne også smages. Endnu mere imponerede blev vi, da vi så det lille køkken på max 2 m2, hvor Sue tilbereder maden. Mens vi sad der, dukkede flere af de engelske musikere op, som vi havde mødt på "Los Amigos". De havde også bestilt bord og menu i forvejen, og jeg så, at flere af dem skulle have en dansk kage med hjem til aftenskaffen. Hvis du skulle få lyst til at spise her - og det kan jeg kun anbefale - så er det en god ide at bestille i forvejen, måske som vi oven i købet fortælle, hvad du gerne vil have. Det gælder især "Sunday roast", som Susan laver på bestilling. Der er flere muligheder, selv om menukortet selvfølgelig ikke kan være særlig omfattende på så lille sted. Deres telefonnummer er 952 967 734. Der er lukket om torsdagen. Ian bestilte altid bord til kl. 13, hvilket er tidligt efter spansk sædvane, men så var vi almindeligvis dem, der fik først serveret.

Engelsk 'sunday roast' på den dansk/engelske restaurant "Sands & C" på strandpromenaden i Torrox.

Vi tog hen på "Sands & C" igen den følgende søndag for at få "Sunday roast", denne gang var kødet roast beef, og alt var igen velsmagende. Birgit, som ikke er så meget for steaks, fik i stedet en baguette med dejlig salat og kylling. Et andet bord fik dansk smørrebrød, hvilket bekom den vel. Jeg havde spekuleret en del over det besynderlige navn på restauranten "Sands & C", og havde fundet mening i det, hvis man blot udtalte det på engelsk: "Sands and Sea", og jeg gættede på, at C'er stod for Carsten. Carsten bekræftede min teori og kunne oplyse, at hans kones efternavn var Sands. Det er vist kun en dansker, der kan finde på sådan et navn.

Endnu en engelsk "Sunday roast" på den dansk/engelske restaurant "Sands & C" på strandpromenaden i Torrox.

Denne gang havde vi Amandas veninde, Joe med. Ja, hun hedder faktisk Joe Ann, men det er kun hendes moder, der kalder hende det, men nu ved du det altså også. Hun var nede for at besøge Amanda og Ian en uge. Sidste vinter havde hun boet i Benalmadena vest for Malaga, hvor Ian og Amanda havde besøgt hende. Joe havde hørt, at tre lufthavne i England var lukket pga. sne, og jeg tror ikke, at hun ville have noget imod at "sne ude" på Costa del Sol en uge eller to. Der var flere gæster end ugen i forvejen, så Sue havde fået hjælp i køkkenet. Selv Carsten så ud til at have travlt, men det klædte ham bare. Og selvfølgelig skulle Ian have dessert, og så måtte vi andre følge trop. Jeg tror, at Joe og Amanda fik "treackle tarts" - eller noget i den retning, mens vi andre fik et lækkert stykke ostelagkage. Det er sikkert ikke sidste gang, at vi spiser søndagsmiddag hos Sue og Carsten. På vejen hjem måtte vi ind på en bar for at se Ian's favorithold Newcastle spille mod Aston Villa. Der stod 1-1, og der manglede godt et kvarter af kampen. Få minutter scorede Newcastle til 2-1, hvilket blev kampens resultat. Og om aftenen skulle Ian igen spille på "Los Amigos", så kan det ikke blive meget bedre.

Hver tirsdag kl. 21 er der også live music på "Sands & C". Der er måske ikke så meget husrum, men til gengæld masser af hjerterum. Vi kendte efterhånden de fleste af musikerne, og de hilste venligt på os. De gange, vi var der, var det Vic Faulkner, der stod for tilrettelæggelsen, og det gjorde han fint.

Vic Faulkner på Sands & C på strandpromenaden i Torrox.

Vic, som har haft sit eget band, spiller guitar og har en rigtig god sangstemme. Han kender stort set al populærmusik fra 1970'erne. Hertil kommer, at han har en fin humor, som han anvender, når han annoncerer sine numre- Også Ian og Jonny Unplugged var på scenen flere gange i løbet af aftenen. På billedet herunder spiller Jonny på tromme, som er udformet som en kasse, man sidder oven på.

Susan laver sausage rolls på den dansk/engelske restaurant på strandpromenaden i Torrox.

I løbet af aftenen lavede Susan "sausage rolls" til hele forsamlingen, små, lækre pølser indbagt i butterdejg, og de smagte noget bedre end de pølsehorn, vi kender fra Danmark. Det viste sig siden, at det er en tradition, at Susan laver "sausage rolls" til gæsterne og musikerne på hver spilleaften.

Den dansk/engelske restaurant på strandpromenaden i Torrox.

Amandas ungdomsveninde Joe (Joe Ann) var selvfølgelig også med på "Sands & C" en tirsdag aften og nød også stedets atmosfære og musikken. Efter at arbejdet med at lave "sausage rolls" til hele forsamlingen var overstået, og alle havde fået glassene fyldt op, hyggede både Sue og Carsten sig med at snakke med gæsterne. På billedet herunder til højre får Joe, Sue og Amanda en god kvindesnak.

Værtinden Sue på Den dansk/engelske restaurant på strandpromenaden i Torrox.

Jeg selv faldt i snak med et hyggeligt ægtepar, Karin og Svend, som hver vinter tager til Torrox i to måneder. De er gennem flere år kommet på "Sands & C", og roste det meget. De kommer stort set hver fredag aften. når der er karaokee, og Svend fortalte, at selv om han ikke havde den store sangstemme, var han da en enkelt gang blevet lokker op til mikrofonen. Da vi skiltes, sagde han: "Det er sgu da ikke mange steder, man kan more sig en hel aften sammen med glade mennesker og til levende musik for 75 kr.". Og det vil jeg give ham ret i. Det kan det næsten koste i garderobepenge i Danmark.

Søndagen efter var Marianne og Atle med på "Sands & C". Marianne og Atle er et norsk ægtepar, som vi havde mødt et par dage før på en lille italiensk restaurant i Calle Carabeo. Dagen i forvejen havde vi sammen kørt en tur til Almunecar, hvor vi havde fået churros og chokolade på den imponerende strandpromenade. Vi havde også besøgt det lokale turistkontor, som er indrettet i en kopi af et maurisk palads. Derefter var vi kørt længere østpå til Salobrena, hvor vi fik lunch på vores yndlingsrestaurant på stranden. Vi spurgte, om de havde lyst til at komme med til den nu traditionelle søndagsmiddag hos Susan og Carsten, hvilket de gerne ville. Vi samlede dem op på hotellet og efter at have været på "loppemarked" i Nerja, kørte vi den dejlige tur langs vandet til Torrox i strålende solskin.

Atle, Marianne og Birgit på strandpromenaden i Torrox. Atle, Paulene, Marianne, Amanda, Peter, Birgit og Ian omkring bordet.

Vi fik Carsten til at lave et bord til otte personer. Foruden Marianne og Atle, Amanda og Ian, Birgit og mig (Søren), deltog også det engelske ægtepar Paulene og Peter. Sidstnævnte bor ligesom Amanda og Ian i Frankrig, men var taget til Spanien i november måned i en autocamper og boede på en campingplads ved Torre del Mar, et kvarters kørsel vest for Torrox. Peter spiller guitar, og vi havde mødt ham og Paulene flere gange på spillestederne. Nogle spændende og charmerende mennesker. De ville forlade kysten i begyndelsen af marts og køre hjemad. De havde allerede booket plads på campingpladsen til næste vinter.

Middagen var som sædvanlig god, denne gang "dansk flæskesteg" serveret som en "English roast". Jeg har altid troet, at Birgit og jeg kommer fra et land, hvor man kan lide sovs til kartoflerne. Den opfattelse har jeg måtte opgive efter at have spist søndagsmiddag sammen med englændere. Den, der sidder nærmest ved sovseskålen, tømmer den ud over sin tallerken og siger "Can I please have some more gravy?", og i løbet af ingen tid er sovseskålen fyldt op igen, hvorefter episoden gentager sig. Jeg glemte at fortælle, at der selvfølgelig er en tilpas mængde velsmagende sovs på retten, allerede når maden bliver serveret. Ved desserten gentager historien sig, denne gang bare med "custard", som er en vammel cremesauce, som englænderne tilsyneladende elsker. Jeg må retfærdigvis indrømme, at det kun var de engelske mandfolk, Ian og Pete, som udviste denne adfærd. Efter kaffen - og en masse dejlig snak - kørte vi med Marianne og Atle til Frigiliana, hvor vi spadserede rundt en times tid og så den smukke bjerglandsby. Sidst på eftermiddagen kørte vi tilbage til Nerja, hvor de så vores lejlighed og fik et glas vin, inden de travede tilbage til deres hotel. Marianne og Atle skulle flyve tilbage til Oslo den følgende dag, men vi lovede hinanden at holde forbindelse via Internettet; forhåbentlig ses vi igen næste vinter i Nerja.

Kirsten og Birgit på strandpromenaden i Torrox. Kirsten, Pauline, Ian, Pete, Amanda, Birgit og Thøger omkring bordet.

Et par uger senere fik vi besøg af vores gode venner, Kirsten og Thøger fra Hadsten. De havde også besøgt os vinteren i forvejen, da vi boede i Salobrena. Jeg hentede dem lørdag ved midnatstid, da de ankom om med RyanAir til Malaga, og søndag morgen begyndte vi med at gå på marked i Nerja. Herefter kørte vi til Torrox, hvor vi gik til Carsten og Susan og fortalte, at vi ville blive otte personer til "Sunday roast". Carsten spurgte, om vi ville sidde udenfor, hvilket vi sagde ja til. Derefter gik vi en en tur langs strandpromenaden i det dejlige solskin - 25 graders varme den 25. februar! - indtil Pete & Pauline samt Ian & Amanda dukkede op. De seks af os fik "Sunday roast", denne gang kalkun. Som altid godt tillavet og velsmagende. Kirsten og Birgit valgte hver en pie fra menukortet, de syntes, at portionerne med "Sunday roast" var for store. Efterfølgende fik vi hjemmelavet dessert og til sidst en kop kaffe. Vi tog afsked med vores nye venner Pete og Pauline, som ville starte hjemturen til Frankrig et par dage senere for at dukke op i området igen til november. Vi havde udvekslet hjemmeadresser og email-adresser, så vi kunne holde kontakt indtil da.

Næsten hver gang, vi var til musikaften på "Sands & C", dukkede der nye musikere op, som deltog for kortere eller længere tid. Denne aften var det en dejlig dame på 72, Mary, som spillede forrygende rock and roll og sang til. Selv om de aldrig havde mødt hinanden før, gled hun udmærket ind i samspillet med Vic, Jonny, Ian og Roger.

Musikaften den 6. marts 2012 på Sands & C.

Selv om der ikke er noget egentlig dansegulv i den lille restaurant, er der altid nogle, som ikke kan sidde stille til musikken og kaster sig ud i dansens glæder.

"Cornish pasty" hos Susan og Carsten
Ian, som mærkværdigvis elsker det engelske køkken, selv om han nu har boet en halv snes år i Frankrig, spurgte Susan, om hun ikke for hans skyld kunne servere "Cornish pasty" en dag. Det ville søde Susan selvfølgelig gerne, og vi aftalte, at det skulle finde sted den følgende onsdag. Du har formentlig som jeg aldrig hørt om "Cornish pasty", som ifølge historiebøgerne stammer fra Cornwall, og navnet betyder noget i retningen af "pie fra Cornwall". Jeg måtte selvfølgelig på nettet og finde ud af, hvad "Cornish pasty" egentlig er. Jeg fandt bl.a. ud af, at verdens hidtil største "Cornish pasty" blev lavet i august 2010. Den målte 4.6 meter i diamater og vejede 860 kg. Der medgik bl.a. 165 kg kød (fars), 45 kg kartofler og 34 kg løg, og "var god for" omkring 1.75 millioner kalorier. Pasty er omtalt i litteraturen helt tilbage til 1200-tallet. I et brev til Henrik VIII's tredje hustru, Jane Seymour (1508–1537) skriver kokken/bageren: "...håber at denne pasty er bedre end den foregående". Og den berømte engelske dagbogsskriver Samuel Pepys skriver midt i 1600-tallet: "dined at Sir W. Pen’s ... on a damned venison pasty, that stunk like a devil.". Efter dette tidspunkt anvendes betegnelsen pasty udelukkende i Cornwall, hvor "Cornish pasty" især blev populær blandt arbejderne i tinminerne, bl.a. fordi den udgjorde et helt måltid, som kunne spises uden brug af bestik. Det er også fremført, at "Cornish pasty" nemt kunne varmes på en skovl over et stearinlys. I tinminerne efterlod minearbejderne ofte pasties til de såkaldte "knockers", som ved frembringelse af bankelyde enten varslede om fund af en rig åre eller om snarlig tunnelkollaps. I dag anses "Cornish pasty" for den walisiske nationalret.

I 2011 fik the Cornish Pasty Association, hvis medlemmer producerer omkring 87 millioner pastier om året, efter intens lobbyvirksomhed overfor EU-kommissionen gennemtrumfet, at navnet "Cornish pasty" skulle nyde beskyttelse (som champagne og fetaost). Udover retningslinier for pastiens indhold og udseende fulgte, at "Cornish pasty" alene måtte tilberedes i Cornwall. Producenter udenfor Cornwall har selvfølgelig protesteret mod denne beslutning, som er blevet kaldt både bureaukratisk og protektionistisk, men mod EU-kommissioner kæmper som bekendt selv guderne forgæves. Jeg var selvfølgelig spændt på, om Susan og Carsten nu også overholdt EU-direktivet, da vi sammen med Ian, Amanda og Jonny dukkede op kl. 14.

Hvis du studerer skiltet til højre, vil du se, at Susan havde forudset problemet, og i stedet for at reklamere med "Cornish pasties" i stedet havde anvendt betegnelsen "Norfolk pasties". Efter at have hilst på Susan og Carsten, som vi ikke havde set siden aftenen i forvejen, tog vi forventningsfulde plads omkring bordet. De tre englændere var spændte på, om deres skyhøje forventninger ville blive opfyldt. Birgit og jeg var spændte på, hvorledes "Cornish pasty" - undskyld "Norfolk Pasty" - smager. Almindeligvis serveres "Cornish pasty" med kartoffelmos og ærter, men Amanda og Birgit valgte i stedet grønsager. Selvfølgelig serveres der gravy til "Cornish pasty" - vi ville nok kalde det for brun sovs. For en sikkerheds skyld bad Ian og Jonny om "more gravy", inden Carsten forlod bordet. Kort efter bad Ian også om "brown sauce", som er betegnelsen for det, vi kalder "Worcester sauce" - i min barndom "engelsk sovs". I England - og i Danmark - ofte benævnt HP Sauce. Amanda fortalte, at det er fordi, der på flasken af et af de bedst kendte mærker er et billede af den engelske parlamentsbygning, House of Parliament. Det havde jeg aldrig tænkt over.

Ian, Jonny, Birgit og Amanda spiser 'Cornish pasty' på 'Sands & C'.

Snart serverede Carsten maden, og spændingen blev udløst. Maden smagte fortrinligt, og "vores englændere" forsikrede, at pastien var præcis, som den skulle være. Måske skulle man overveje at søge job i en walisisk tinmine? Det endte med, at mændene skulle have endnu en pasti for at være helt sikre på, at den nu også var så god, som vi først mente. Det var den. Jeg fik et glas øl til, mens de andre delte en flaske rosé (rosado). Dejlig mad og drikke i gode venners lag på en udendørs terrasse med udsigt over det blå, solbeskinnede Middelhav, så bliver livet ikke meget bedre.

Hjemmelavet lemoncake. Til højre andre gæster på 'Sands & C'.

Efterhånden dukkede endnu en halv snes gæster op på terrassen, de fleste kendte vi fra spilleaftenerne på stedet. Blandt gæsterne var Mary, som havde spillet keyboard aftenen i forvejen, samt hendes mand. Ian havde, siden Susan havde lovet at lave "Cornish pasty" denne onsdag eftermiddag, reklameret skamløst for arrangementet til alle, han kom i nærheden af, og det havde altså givet resultater. Også de nyankomne, som alle var britiske, roste Susans kogekunst. Vi sluttede som altid af med en af Susans hjemmelavede desserter. Jeg valgte som så ofte før den friske "lemon cheese cake" med appelsin på toppen, og hele frokosten sluttede med en kop kaffe. 10 Euro for sådan en traktement, så fås det vist ikke meget billigere. Da Ian og Amanda satte os af i udkanten af Nerja, så vi i det mindste ville få lidt motion den dag, var der gået 3½ time.

Den følgende tirsdag havde Ian aftalt med Susan, at hun lavede "Mecican pie", og vi ville så møde op allerede kl. 19, så vi kunne spise, før musikken gik løs kl. 21. Udover Ian, Amanda, Birgit og jeg selv deltog også Jonnys mor, Joyce og hendes kæreste Dave. Dave, som er 74 år, viste sig at være en imponerende mand. Han er skotte og pensioneret fra den britiske hær, hvor han gennem 38 år arbejdede sig op gennem rækkerne og sluttede som kaptajn. Han blev militærmester i judo som 26-årig og vandt sølv som 43-årig. Han går i motionscenter 4-5 gange og ugen og jogger lige så mange gange, ofte i bjergene, som han siger: "det giver jo mere". Som engelsk soldat har han været over det meste af verden. Dette bare for at vise hvor mange spændende mennesker, man kan træffe på en ferie, hvis man bare selv er en smule åben. Efter forslag fra Birgit havde Susan lavet pie'en "ekstra spicy". Vi fik to store fade med pie, en stor portion salat samt masser af dejligt, hjemmelavet hvidløgsbrød.

Mexican pia hos Susan og Carsten på 'Sands & C' i Torrox. Carsten checker lige, at alt er i orden.

For en gangs skyld måtte vi afstå fra dessert og "nøjedes med" en kop kaffe efter maden. Faktisk kunne vi kun spise det ene fad med pie, skønt den var ualmindeligt velsmagende og tilpas krydret. Da Jonny først kom lidt senere - han øvede med en "ny sangerinde" - lavede Susan en pakke til Jonny, som han fik med sig hjem. Og Ian sørgede for, at der også var en dessert med i pakken.

Jonny, Ian og den nye, irske sangerinde. Til højre forrygende Mary på 'Sands & C' i Torrox.

Musikalsk forløb aftenen "som normalt". Vic Faulkner, som er tilrettelæggeren, spillede den første times tid. Vic har haft sit eget band, "Hello", og ynder især at spille og synge rock og pop fra 1960'erne og 70'erne. Han spiller selv lead guitar og har sin Peter med på rytme guitar. I løbet af aftenen var der adskillige musikere oppe på scenen, bl.a. Mary, som et par dage senere skulle tilnbage til England. Hun og manden har tidligere boet syv år i Torrox. Da Jonny dukkede op, gav han, Ian og den nye sangerinde, som er fra Irland, en stribe numre. Vic og Mary sluttede aftenen af lige efter midnat efter endnu en dejlig aften.

Søndagen efter stod den på Sunday roast med lammekød. Jonny, hans charmerende mor, Joyce og hendes kæreste Dave var med. Det var også Karin og Svend, et hyggeligt, dansk par, som vi havde mødt et par gange på tirsdagens spilleaften.

The usual suspects are from left: Svend, Jonny, Dave, Amanda, Joyce, Ian, Susan, Carsten, Birgit and Karin.

Karin og Svend, som er kommet i området i januar og februar gennem de seneste syv år, skulle hjem om tirsdagen, men lovede at komme tilbage næste vinter, hvor vi håber at se dem igen.

Skulle du komme forbi Susan og Carsten en dag, enten for et godt måltid mad eller til en hyggelig spilleaften, må du meget gerne hilse dem fra Birgit og Søren. Amanda og Ian har besluttet at tage til Nerja næste vinter allerede i december måned, og Ian har allerede sikret sig, at han kan få julemiddagen hos Susan og Carsten. Vi regner selv med at dukke op i løbet af januar 2013.


Desværre måtte Susan og Carsten opgive ævret og lukke restauranten i sommeren 2013, hvilket vi er mange, der begræder. Susan og Carsten flyttede til England, hvor de bestyrer en pub. Vi mindes ofte de dejlige musikaftenen på Sands & C.

 

Via vores engelske venner Ian og Amanda blev vi introduceret til musiklivet i Nerja, og flere gange om ugen var vi med dem ude på de forskellige spillesteder i og omkring Nerja. Hvis du vil med, så klik her.

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja Forrige side: Udflugt til spansk/cubansk solidaritetsfest i Almunecar. Næste side: Musiklivet i Nerja

 

Vælg næste side: