"Ethvert menneskes død river noget fra mig;
thi jeg er ét med den ganske menneskehed;
saa derfor skal du ikke spørge:
Hvem ringer klokkerne for - de ringer for dig."

John Donne, "Devotions upon Emergent Occasions" (1624)

Udflugt til Ronda
Lige siden jeg som dreng læste Hemingsways "Hvem ringer Klokkerne for", har jeg ønsket at besøge den andalusiske bjerglandsby Ronda, hvori de dramatiske og romantiske hændelser udspilles under den spanske borgerkrig. Siden så jeg filmatiseringen af romanen med en af mine barndomshelte Gary Cooper og dejlige Ingrid Bergman i hovedrollerne som Robert Jordan og Maria. Hemingway skal selv have udpeget Gary Cooper til at spille helten, amerikaneren Robert Jordan. Filmen, der er fra 1943, fik i alt 8 Oscarnomineringer.

Da vi i januar 2014 tog til Spanien på endnu et vinterophold, var vi enige om, at i år skulle det være. Vi talte med mange, som havde været i Ronda, og alle bestyrkede os i, at Ronda var et besøg værd. Vi gik på nettet og ledte efter et passende hotel. Vi bekymrer os almindeligvis ikke om antallet af stjerner, men kun om beliggenhed. Grethe og Jørgen, som vi kender fra den danske kirke hernede, anbefalede Don Miguel, som har en fantastisk beliggenhed. Vi kunne ikke få tre overnatninger på dette hotel, hvilket vi ønskede, hvorfor vi i stedet valgte Hotel Hermanos Macias, som ligger i Pedro Romero 3, lige overfor tyrefægterarenaen og bare 200 m fra byens berømte bro Puente Nuevo. Lige i nærheden ligger også den botaniske have Alameda del Tajo.

Som nævnt valgte vi selv at køre op til Ronda. Det er dog muligt at komme med tog fra Algeciras og fra Córdoba. Den 1-sporede bane mellem Ronda og Algeciras blev bygget mellem 1890 og 1892 af the Gibraltar Railway Company. Et af formålene med banen var at give de britiske officerer mulighed for at undslippe den kvælende sommerhede på Gibraltar. Stationen i Ronda åbnede i 1892.

Afstanden fra Nerja til Ronda er ca. 160 km. De første 80 km gik vestpå langs kysten, en strækning, som vi kender særdeles godt efter at have fragtet mange gæster til og fra Malaga Lufthavn. Efter Malaga drejede vi ind i baglandet mod Ardales og fulgte først A-357 og siden A-367. En alternativ rute havde været af fortsætte forbi Fuengirola og Marbella mod San Pedro de Alcántara. Herfra ad A-369 til Ronda. Denne vej er lidt længere, men skulle være mere spektakulær. På en del af denne strækning skal der betales vejafgift, hvilken dog ikke var årsagen til, at vi valgte den kortere vej. Vejen op til Ronda er en af de smukkeste og mest varierende bjergruter i Andalusien. Den østrigske digter, Rainer Maria Rilke (1875-1926), beskriver sit elskede Ronda som "denne uforlignelige fremtoning bestående af en by stablet op på to klippemassiver".

Fra Nerja til Ronda, afstand 160 km.

Vi forlod Nerja i 16-17 graders varme, men som forventet faldt temperaturen undervejs, som vi bevægede os op i 7-800 meters højde. Da vi nåede Ronda ved middagstid, var temperaturen 7 grader. Vi var blevet advaret om, at der kan være både koldt og blæsende i Ronda, så vi havde taget vintertøjet med. Vi fik dog to dejlige dage med masser af sol og kun lidt blæst. Da vi vendte tilbage til Nerja, oplevede vi en temperaturstigning på ca. 10 grader. Havde det været i august måned, hvor temperaturen ved kysten kan overstige 30-35 grader, havde det været helt skønt.

Ronda
Ronda ligger som nævnt i et meget bjergrigt område omkring 750 meter over havets overflade. Floden Guadalevín løber gennem byen og deler den i to områder og har dannet den mere end 100 meter dybe kløft, El Tajo. Ronda kan deles i tre bydele: "La Ciudad", "byen", som er den ældste (mauriske) del af byen, "El Mercadillo", "Markedspladsen", og dens forstad San Francisco, de to sidstnævnte er kommet til efter generobringen i 1485. I La Ciudad ses stadig resterne af bymurerne, de smalle og pittoreske gader og storslåede bygningsværker som Den Mauriske Konges Hus, De Arabiske Bade, La Colegiata mv. er også bevaret, mere herom senere, når vi går en tur rundt i byen. Rondas berømmelse baserer sig primært på den fantastiske udsigt fra den spektakulære bro fra det 18. århundrede, som går hen over den dybe flodkløft "El Tajo", og de mange hvidkalkede huse, som næsten "læner" sig udover "El Tajo". Spaniere kender især Ronda for dens tyrefægtningsarena, som er en af de ældste, men i hvert fald den mest berømmede i hele Spanien. Med sin fantastiske beliggenhed i bjergkæden Serranía de Ronda er byen et populært mål for endagsudflugter fra Costa del Sol. I sommerperioden slipper turisterne væk fra heden ved strandene og oplever "det rigtige Spanien", men selv om Ronda er meget overrendt, har især den gamle del af byen bevaret sit autentiske mauriske og spanske præg.

Først lidt historie om Ronda
Ronda er en af de utallige "hvide landsbyer", som ligger i bjergområdet bag kystlinien. Den ligger ca. 100 km fra Malaga i provinsen af samme navn og har omkring 35.000 indbyggere. Omkring Ronda findes mange rester fra forhistoriske beboelser, fx. hulemalerier fra stenalderen i "Cueva de la Pileta". Ronda blev først grundlagt af kelterne i det 6. århundrede f.Kr., de kaldte bosættelsen Arunda. Efterfølgende fønikiske beboere slog sig ned i nærheden og grundlagde Acinipo, i dag kendt som "Ronda la Vieja". Det nuværende Ronda er af romersk oprindelse og blev grundlagt som et fort under den anden puniske krig (219-201 f.Kr.) af Scipio Africanus. Ronda fik status af by under Julius Cæsar. I det 5. århundrede f.Kr. blev Ronda erobret af sveberne, som var et germansk folkeslag. Siden blev byen indtaget af visigoterne, under hvis herredømme den var indtil år 713, hvor den faldt til de indtrængende arabere (maurere). De kaldte den "Hisn Ar-Rundah", "Borgen Rundah" (Rundah betyder "omringet af bjerge") og gjorde den til provinshovedstad. På et tidspunkt fik byen tilnavnet "Ørnereden", hvilket stadig anvendes.

Kig fra området nedenfor Ronda.

Efter opløsningen af kalifatet i Cordoba i 1031 blev Ronda hovedstad i et lille maurisk kongerige, "taifa". Meget af Rondas islamiske arkitekturarv stammer fra den periode. I 1065 blev Ronda erobret af kongeriget Sevilla. Ronda ligger så højt og utilgængeligt, at den var en af de sidste mauriske by, der faldt til "det katolske kongepar", Ferdinand og Isabella. Den islamiske dominans af Ronda sluttede i 1485, da den blev erobret af de kristne efter en kort belejring. Kort tid forinden var størsteparten af byens soldater med deres leder, Hamet el Zegri, i spidsen taget til Malaga, idet rapporter fortalte, at de kristne ville koncentrere deres angreb her. En uerfaren guvernør, Abraham al Haquim, blev sat i spidsen for Ronda. De kristne har formentlig stået ved foden af klipperne og kigget op på byen og tænkt på, hvorledes de skulle indtage "Ørnereden". I stedet besluttede de sig for at erobre byens vandforsyning, som lå ved foden af "Casa del Rey Moro" (som vi skal besøge lidt senere). Herefter faldt byen i løbet af en uges tid. I stedet for en blodig udrensning, som man kunne have forventet, tilbød Kong Ferdinand byens arabiske borgere at forlade byen og begive sig til et område i nærheden af Sevilla, hvor de fik foræret landområder, som inkvisitionen havde konfiskeret fra jødiske borgere. De arabiske borgeres ejendomme i Ronda blev fordelt mellem kristne. Hvor det store forsvarstårn lå, lod Ferdinand opføre en kirke, "La Iglesia del Espiritu Santo", "Helligåndskirken", da byen netop var faldet i pinseugen.

Mange mauriske byer og landsbyer forsvandt efter "tilbageerobringen", men det skete ikke for Ronda, som siden romertiden havde haft en uovertruffen militærstrategisk beliggenhed. De kristne tog de bedste af de mauriske bygninger i Ronda i anvendelse, og byen blev snart en magnet for tilrejsende handlende. Så stor var tilstrømningen, at det blev nødvendigt at indføre en skat på handel indenfor byen. Det medførte selvfølgelig, at de handlende opslog deres boder og telte udenfor byporten, hvor der snart voksede nye bydele frem: Barrio de San Francisco og el Mercadillo (det lille marked). Sidstnævnte voksede snart til at blive handelscentrum for hele regionen, og det kneb for den gamle bro at klare den store tilstrømning. Mere herom om lidt.

Umiddelbart efter, at den sidste mauriske bastion på den iberiske halvø, Granada, var faldet i 1492, blev der udstedt et dekret om, at alle muslimer og jøder enten måtte forlade Spanien uden deres ejendele eller konvertere til kristendommen. Mange valgte på skrømt af konvertere til kristendommen, men fortsatte med at praktisere deres religion, islam, i det skjulte. De blev benævnt moriscos. De skulle på deres turban bære en gul halvmåne, og de var udsat for spot og forfølgelser fra den kristne befolkning. Denne undertrykkelse tvang mange moriscoer til at søge op i de bjergrige områder i den sydlige del af Andalusien, og Ronda var et af de steder, hvor moriscoerne søgte tilflugt. Den 25. maj 1566 erklærede Filip II brugen af det arabiske sprog ulovligt. Hertil kom, at døren til de arabiske hjem skulle stå åben hver fredag for at sikre, at der ikke blev bedt muslimske bønner. Endelig blev der indført en kraftig beskatning af morisco handlende. Dette medførte adskillige oprør, også i Ronda. Efter et voldsomt slag besejrede Al-Fihreys oprørshær de spanske styrker, som var under ledelse af Alfonso de Aguilar. Hver eneste spansk soldat incl. Alfonso blev dræbt. Dette fik Filip II til at beordre en massakre på alle moriscoer i Ronda. De få overlevende blev solgt som slaver.

I begyndelsen af 1800-taller under Napoleons invasion og den efterfølgende krig på den iberiske halvø (1808-1814) led befolkningen i Ronda meget, og indbyggertallet faldt fra 15.600 til 5.000 på få år. Området ved Ronda blev først base for guerillakrigere, siden hjemsted for talrige banditter, hvis gerninger inspirerede kunstnere som Washington Irving og Gustave Doré - mere herom senere. I 1800-tallet var Rondas økonomi stort set alene baseret på landbrug.

Ronda blev stærkt berørt af den spanske borgerkrig fra 1936-1939, og størsteparten af befolkningen ("republikanerne") støttede den lovligt valgte regering mod de højreorienterede kræfter ("fascisterne") med Franco i spidsen. I begyndelsen af borgerkrigen blev mange fascistiske sympatisører myrdet, flere ved at blive kastet ned i den mere end 100 meter dybe kløft, El Tajo. Hemingway beskriver i kapitel 10 i "Hvem ringer klokkerne for" om henrettelse af fascistiske sympatisører i en unavngiven landsby. De blev kastet ud over klipperne, og der er ingen tvivl om, at landsbyen og de barske hændelser i bogen er modelleret efter Ronda og begivenheder, som hændte der. Ronda faldt til de nationalistiske styrker den 16. september 1936, og nu kom gengældens time. De fremtrædende republikanere, som ikke var flygtet fra området, blev ofre for brutale repressalier. Næsten hver dag var der krigsret i byens casino og umiddelbart efter offentlig henrettelse.

Fra omkring 1960 begyndte Ronda at udvikle sig til et attraktivt turistmål. Tilknytningen til den ikoniske tyrefægter Pedro Romero, som anses for faderen til moderne tyrefægtning, samt kulturpersonlighederne Ernest Hemingway og Orson Welles' fascination af byen og ikke mindst tyrefægtningen gjorde Ronda til et af de mest populære turiststeder borte fra kysten. Hertil kommer den spektakulære kløft, som deler byen i to dele, forbundet med den berømte bro, El Puente Nuevo.

Hotel Hermanos Macios
Vores GPS havde fortalt os, at vi ikke kunne køre helt til hotellet, men vi havde set, at der var en offentlig parkeringsplads lige i nærheden. Parkeringspladsen viste sig at ligge under den smukke plads "Plaza del Socorro". Prisen var 18 Euro i døgnet, hvilket forekommer af meget, når vi kun betalte 45 Euro i døgnet for et dobbeltværelse incl. morgenmad. "Til gengæld" var der mindre end 100 meter til hotellet. I stueetagen var der en stor restaurant og ved siden af den en tapasbar, hvor morgenmaden blev serveret af Pepe. Værelserne lå på etagerne ovenover. Vores værelse var simpelt men udmærket med to gode senge, et bord, et par stole, et TV og et nydeligt badeværelse. Udenfor vores lejlighed var en terrasse med bord og fire stole. Hvis man bevægede sig op på taget, var der et fint kig til tyrefægterarenaen. Her stod også hotellets store køleanlæg, som var af mærket York. Måske var det fremstillet i vores hjemby Hornslet, hvor en af firmaets fabrikker ligger. Udseendet og indretningen var typisk andalusisk med flotte kakler overalt. I restauranten var der ophængt hundreder af sjove genstande - mange, gætter jeg på, gaver fra tilfredse gæster. Mange effekter havde naturligvis forbindelse med tyrefægtning. I baren hang flere billeder af en pilot, og da jeg spurgte vores vært ud, fortalte han, at hans tre sønner alle arbejdede i Dubai, og en af sønnerne var pilot og fløj for The Emirates. Jeg spurgte ikke, om han var ked af, at ingen af hans sønner arbejdede i familiens restaurant, men som vi alle ved, er krisen stadig stor i Spanien.

Til venstre restauranten på Hermanos Macios, til højre tapasbaren, hvor vi fik morgenmad.

Den første dag spiste vi både frokost og aftensmad på hotellet. Maden var god og veltillavet, og vi valgte hver gang udpræget spanske retter, fx. fik jeg "Rabo de toro", som er stuvet tyrehale. Der er jo ikke megen mening i at tage til Spanien og spise det samme, som man kan få på alle turiststeder verden over. Om aftenen sad vi ved siden af et engelsk ægtepar i restauranten. Da vi havde spist og nød en kop kaffe, spurgte de os, hvor vi kom fra. Vi fortalte, at vi var danskere, som tilbragte vintermånederne i Spanien, og at vi boede på Burriana stranden i Nerja. Det viste sig, at det gjorde de også, og vi fik som så ofte før en dejlig snak med nogle helt ukendte mennesker. Det er, som om de sociale antenner fungerer bedre under varmere himmelstrøg. Det viste sig, at manden ligesom Birgit og jeg elsker engelske kriminalromaner, og at han ofte tog til litteraturseancer hjemme i England. Fx havde han på et seminar spurgt Colin Dexter om, hvorfor han havde slået Inspector Morse ihjel, og Colin Dexter svarede, at Morse havde taget livet af sig selv med sit store spiritusforbrug. Længe henne i samtalen viste det sig, at hustruen Lynn spillede tennis i Nerja med vores gode veninde Amanda. Ja, det er godt nok en lille verden, vi lever i. Der var morgenmad fra 7-10, som blev serveret af hyggelige Pepe. Vi tog vores bærbare med ned, da der var gratis internetadgang. Netværket rakte desværre ikke op til vores værelse, men vi kunne da checke mail en gang eller to om dagen.

Da vi mødte præsteparret i Den Danske Kirke hernede, Mads-Bjørn og Marie, opdagede vi, at de året i forvejen også havde boet på Hotel Hermanos Macios, og at de som vi havde været godt tilfredse med opholdet.

Plaza del Socorro
Vi besøgte flere gange den smukke plads, Plaza del Socorro, der som nævnt lå blot 100 meter fra vores hotel. Under pladsen ligger en underjordisk parkeringsplads med omkring 300 p-pladser. På pladsen ligger et større antal cafeer og restauranter med udendørsservering. Det mest iøjnefaldende er nok den imponerende kirke og den flotte fontæne. Ved siden af fontænen en statue af ikonet Blas Infante.

Til venstre fontænen på Plaza Socorro, til højre statue af Blas Infante.

Midt i fontænen står en statue af den græske sagnhelt Herakles, på hver side har han en løve. Bag ham ses "Herakles' søjler" (undertiden benævnt "Herakles støtter"). Herakles er søn af Zeus og dronning Alkmene af Theben. Zeus' jaloux hustru Hera forfølger Herakles - som sjovt nok betyder "Heras fryd" - lige fra fødslen og hele livet. Bl.a. smider hun to giftslanger ned i hans vugge, men dem dræber den spæde Herakles selvfølgelig. Siden bekæmper han ufortrødent vilddyr, uhyrer og alskens ondskab. Bl.a. kæmper han mod en løve, som huserer i omegnen af Theben. På vej hjem til Grækenland fra en af sine herkuliske opgaver splitter han et stort bjerg, som lukker passagen mellem Middelhavet og Atlanterhavet; herved opstår to bjerge, som "vogter" indgangen til Middelhavet: det ene Kalpe (Gibraltarklippen) og det anden Monte Hacho (i Ceuta, Nordafrika). Indtil Columbus ødelagde det hele ved at opdage Amerika, regnedes Herakles' søjler for verdens ende. De skal have båret påskriften: "Nec Plus Ultra", "intet udenfor".

Men hvorfor står der en statue af Herakles på en af de smukkeste pladser i Ronda. Forklaringen finder vi i en anden statue, som befinder sig i nærheden af fontænen. Statuen er af ikonet og folkehelten Blas Infante (1885-1936), som ofte benævnes "Padre de la Patria Andaluza", "Andalusiens fader". I 1916 tog han initiativ til at nedsætte en forsamling med deltagelse af de forskellige provinser i Andalusien. Forsamlingen skulle arbejde for Andalusiens selvstændighed indenfor den spanske stat. I 1918 oplæste han et charter, som gik ud på, at Andalusien skulle være en selvstyrende region i en spansk føderal stat. Ved samme lejlighed præsenterede han et forslag til et andalusisk flag og et våbenskjold. I begge tilfælde indgik Herakles, de to løber og søjlerne som symboler, og det gør de den dag i dag. Blas Infante oplæste deklarationen og præsenterede flaget fra balkonen på den bygning, som du kan se i baggrunden. Bygningen hedder "Circulo de Artistas", "Kunstnersammenslutningen". Blas Infantes popularitet i Andalusien gjorde ham til et yndet mål under borgerkrigen. Da Sevilla faldt til Francos tropper, blev Blas Infante og to af hans fæller arresteret. En uge senere blev de bragt udenfor byen, hvor de blev henrettet ved skydning. Da Blas Infante faldt om, skal han have råbt: "Længe leve det frie Andalusien". Spanien genvandt først demokratiet efter Francos død (1975), hvor magten overgik til arvingen til den spanske krone, Juan Carlos I af Borbón. Den nye spanske forfatning, som blev vedtaget i 1978, gav selvstyre til "regioner og nationaliteter". I første omgang blev Andalusien ikke betragtet som en region, hvilket fik 1½ million rasende borgere på gaden overalt i Andalusien, hvorefter Andalusien blev inkluderet i de regioner, som fik autonomi. Ikke mærkeligt at Blas Infante ses som et forbillede i hele Andalusien.


I den østlige ende af Plaza Socorro ligger sognekirken "Nuestra Señora del Socorro". Kirken, som er tegnet af arkitekten Enrique Atencia , opført fra 1950-1956, stilen er ny-barok. Under det mauriske herredømme lå her en muslimsk moske. Under tilbageerobringen af Ronda tjente pladsen foran kirken som lejrplads for Don Tello de Girón, stormester for den militære orden Calatrava. Efter tilbageerobringen opførte ordenen på det sted, hvor kirken ligger, et palads for deres stormester. Den sidste af disse forærede paladset og den tilhørende jord bort, så det kunne anvendes som hospital for fattige og tilrejsende pilgrimme. I 1577 blev der bygget et lille kapel på stedet, men det blev siden nedrevet, og i 1709 blev der i stedet opført en ny kirke. I 1836 fik kirken status af sognekirke og fik navnet "Parroquia de Nuestra Señora del Socorro". Kirken blev ødelagt af socialisterne i 1936 under borgerkrigen, for som nævnt at blive genopført i 1956. Kirkens plan er rektangulær og har tre skibe og fem kupler. Facaden har to firkantede teglbelagte tårne, et på hver side af hovedindgangen. Over hoveddøren i en niche står en statue af Jesus som barn.

Sognekirken 'Nuestra Señora del Socorro' i Ronda.

Under Francos regime hed pladsen "Plaza del General Franco", men 1981 efter overgangen til demokrati blev den omdøbt til "Plaza del Socorro". Kirken er åben hver dag for kirkegængere, men turister er også velkomne.

Turistpas
Vi begyndte vores 3-dages besøg med at gå hen på turistkontoret i Paseo Blás Infante, lige overfor tyrefægterarenaen og bare 100 meter fra vores hotel. Kontoret har åbent hver dag fra kl. 10-20 (oplysningerne i det følgende er fra februar 2014). Her fik vi udleveret et kort over byen, hvorpå alle turistattraktioner var markeret. Der medfulgte en fortegnelse over alle seværdighederne med angivelse af åbningstider, priser mv. Vi købte en billet, "Bono Turistico", som gav adgang til fire seværdigheder:

  • Museet i Puento Nuevo
  • Museum for maleren Joaqyin Peinado
  • Ronda bymuseum i Palacio de Mondragon
  • De arabiske bade
Hertil kom, at vi kunne vælge endnu en seværdighed blandt disse tre:

  • Museet i Palacio Lara
  • Banditmuseet
  • Besøg i vinbodega
Prisen for billetten var 10 Euro, dog kun 5 Euro for pensionister og studerende. Børn under 14 år gratis. Der er tilsyneladende ingen tidsfrister i forbindelse med anvendelse af billetten. Vi samlede også et antal brochurer sammen fra området, ligesom vi forsynede os med en engelsk gratisavis. Betjeningen var venlig og kompetent. Du kan besøge turistkontorets hjemmeside ved at klikke her.

Alameda del Tajo - den botaniske have i Ronda
Efter besøget på turistkontoret spadserede vi hen til Alameda del Tajo, den botaniske have, som ligger hundrede meter fra turistkontoret. Ved indgangen står en flot statue af Pedro Romero, byens mest berømte søn, som i 1700-tallet indførte tyrefægtning til fods. Meget mere om ham senere. Ved indgangen til parken står en statue af Rondas tyrefægteridol, Pedro Romero, og tæt ved denne en statue, som ærer de mange kvinder i Ronda, som har støttet "Corrida Goyesca", en tyrefægtning, som siden 1954 er blevet afviklet i kostumer, inspireret af maleren Francisco de la Goya.

Statue af Pedro Romera og Dama Goyesca i Alameda parken i Ronja.

Haven eller parken, som er anlagt i 1806, hed oprindelig Alameda de San Carlos. Haven har fem avenuer (på spansk er en alameda en sti eller avenue, som er kantet med træer), og rummer træer, buske og blomster, som er typiske for Malagaprovinsen. Her finder man også springvand og pergolaer med masser af roser. På de mange bænke sad ældre mennesker - i modsætning til Danmark flest mænd - og hyggede sig. På stierne gik familierne rundt, mens børnene legede på legepladsen, hvis de ikke var optaget af at studere ænder og andre svømmefugle i et lille bassin. Det siges, at inspirationen til haven kom fra byens borgmester Vincente Cano, som i stedet for at lade byens kasse betale finansierede anlæggelsen af haven ved indtægter fra bøder, som blev idømt for uhøvisk tale og dårlig opførsel på gaden.

Alameda del Tajo - den botaniske have i Ronda.

For enden af den midterste sti ligger nok byens mest berømte udsigtspunkt, "mirador", som er en lille platform, der rager ud over kløften. Jeg kan tænke mig, at der i tidens løb er faldet mange kraftudtryk, når man første gang gik ud på platformen, kiggede ned for at opdage, at der under en var "et frit fald" på mere end 100 meter. Platformen hedder i daglig tale "El Balcon del Coño". Jeg har slået op, at "coño" er et kraftudtryk på linie med "fuck" eller "shit", som det vistnok hedder på uskønt nudansk, og navnet menes opstået ved, at en førstegangsbesøgende uvægerligt vil udbryde "Ay, coño!" og måske træde et skridt tilbage fra rækværket. Der er altid trængsel på platformen, for hvem skal ikke have taget et fotografi fra dette ikoniske udsigtspunkt?

Den engelske rejseforfatter, Richard Ford (1796–1858), som især er kendt for sine rejsebøger om Spanien, har kaldt udsigten som "one of the finest views in the world." Jeg er tilbøjelig til at være enig med ham. Foran sig ser man et maleri af bjergsider, dale, enge, skov i alle mulige grønne nuancer. Omkring i landskabet ses slanke grønsorte cypresser, sølv-grønne oliventræer og vingårde. Spredt ud ligger små bondehuse, forbundet med snoede veje. Bjergene i horisonten er svøbt i en dis. Alt i alt en fortryllende udsigt.

El Balcon del Coño i Ronda.

Vi tog flere gange en tur i parken efter mørkets frembrud. Parken var fint oplyst, og selv på dette tidspunkt var der adskillige besøgende. I parken ligger Teatro Vicente Espinel, som er byens teater og kulturcenter og besøgssted for mange lokale og tilrejsende teatre og musikgrupper.

Paseos - promenader
Bag Plaza de Toros ligger to spektakulære promenader til minde om berømte besøgende, Paseos de Ernest Hemingway og Paseo de Orson Welles, som begge var inkarnerede tilhængere af tyrefægtning, elskede Spanien og havde en mangeårig tilknytning til Ronda.

"There is one town that would be better than Aranjuez to see your first bullfight in if you are only going to see one and that is Ronda. That is where you should go if you ever go to Spain on a honeymoon... The entire town and as far as you can see in any direction is romantic background."Ernest Hemingway, "Death in the Afternoon", "Døden kommer om eftermiddagen" (1932)

"A man is not from where he is born, but where he chooses to die." Orson Welles (1915-1985). Orson Welles var et multitalent og arbejdede som skuespiller, filminstruktør, sceneinstruktør, manuskriptforfatter, skuespilforfatter, filmproducer, radiomand osv. Hans debutfilm "Citizen Kane" (1941), hvori han var manuskriptforfatter, producent, instruktør samtidig med, at han spillede hovedrollen, er ofte blevet kaldt for verdens bedste film. I 1939 fik han både national og international berømmelse som instruktør og fortæller i radiodramaet "The War of the Worlds", "Klodernes Kamp", baseret på H.G. Wells roman af samme navn. Udsendelsen skabte udbredt panik, da mange lyttere troede, at jorden var blevet invaderet af magtfulde væsener fra universet. Du kan nok høre, at jeg er en stor fan af Orson Welles. Orson Welles' aske blev spredt på farmen El Recreo, som tilhørte hans mangeårige ven, den store tyrefægter Antonio Ordoñez. I dag ejes farmen af Ordóñez' barnebarn, Cayetano Rivera Ordóñez, som også er tyrefægter.

Paseo de Orson Welles løber bag det tidligere rådhus (nu det moderne Parador hotel) fra tyrefægterarenaen til Puente Nuevo. Paseo Ernest Hemingway løber bag tyrefægterarenaen og hen mod Alameda. Fra begge promenader er en fantastisk udsigt mod bjergene nord og vest for Ronda. De to promenader forbindes med Paseo de Blas Infante (1885-1936), som er opkaldt efter forfatteren og grundlæggeren af den andalusiske frihedsbevægelse. Blas Infante anses for fader til Andalusiens selvstændighed indenfor det spanske kongerige, og det var i Ronda, han offentliggjorde sin "uafhængighedserklæring". Han blev som mange andre dræbt, da Francos tropper indtog Sevilla i 1936.

Det var en fornøjelse at se, at promenaderne ikke alene blev anvendt af turister med i meget høj grad af de lokale familier.

Puente Nuevo - Den nye Bro
Rondas "nye bro" stod færdig i 1793, efter 42 års arbejde. Broen deler Ronda i den nye bydel (el Mercadillo, "det lille marked") og den gamle bydel (La Ciudad, "byen"). Formålet med projektet, som skulle være godkendt af Filip V i 1735, var at tilvejebringe et alternativ til 1500-tals broen Puente Viejo, "den gamle bro" og til 1100-tals broen Puente Árabe "den mauriske/arabiske bro". Trafikken over den gamle bro var voldsom, og flere gange om året var broen oversvømmet. Opgaven blev betroet arkitekten José Martin de Aldehuela (1729–1802), som tegnede den bemærkelsesværdige bro, der i 120 meters højde strækker sig hen over El Tajo kløften. Aldehuela havde netop afsluttet projektet med at opføre byens tyrefægterarena, som vi vil besøge senere på vores tur.

Allerede i 1734 var der på bare otte måneder blevet lavet (sammenflikket?) en bro, som imidlertid kollapsede efter bare seks år og 50 mennesker styrtede i døden. Da projektet blev genoptaget i 1751, byggede man på fundamenterne fra den netop sammenstyrtede bro. Den nye bro blev opført af solide stenblokke. En af de store udfordringer var at konstruere hejsesystemer til at løfte de tonstunge stenblokke op fra flodsengen, hvor de var blevet tilhugget, til det sted, hvor de skulle indgå i broen. Det akvaduktlignende bygningsværk har én nedre og tre øvre buer.

Luftfoto af Puente Nuevo, til venstre ses Parador hotellet og tyrefægterarenaen..

Efterfølgende opstod en besynderlig legende om José Martin de Aldehuela. Ifølge denne faldt arkitekten i døden, kort efter at broen var færdiggjort. Nogle mente, at han begik selvmord efter at have færdiggjort sit livs største projekt, andre at der var tale om et uheld, da han inspicerede sit værk. Ingen af disse teorier holder vand, idet arkitekten døde af naturlige årsager i Malaga i 1802.

Under de midterste bue er et 60 m2 stort kammer, som i tidens løb har tjent forskellige formål, bl.a. som fængsel og vagtlokale. Herfra blev som tidligere nævnt nationalistiske sympatisører skubbet i døden under den spanske borgerkrig, som skildret af Ernest Hemingway i "Hvem ringer klokkerne for?" Man kommer ind i kammeret ad en udvendig trappe via det tidligere vagthus. Mod betaling (2 Euro i 2014) kan man besøge kammeret og se en spændende udstilling om broens historie og dens konstruktion.

"Puente Nuevo" er formentlig den hyppigst fotograferede bro i Spanien og et af landets største ikoner.

Puente Viejo - Den gamle Bro
Puente Viejo blev opført i 1500-tallet, muligvis på resterne af en tidligere bro. Som nævnt var broen den eneste forbindelse mellem Mercadillo og La Ciudad, indtil Puente Nuevo dukkede op flere hundrede år senere. Broen kan kun anvendes af fodgængere.

Puente Viejo i Ronda..

Porten over broen, Arco de Felipe V, var den eneste indgang til La Ciudad fra den nordlige ende af byen. Broen er renoveret flere gange i tidens løb, senest i 1960'erne. Disse renoveringer, som primært skyldtes oversvømmelser, har fjernet stort set alle mauriske træk. Broen var integreret i bymuren, som omsluttede hele byen.

Puente Arabe - Den arabiske Bro
Behovet for Puente Arabe - som undertiden betegnes som Den romerske Bro, da den menes bygget på resterne af en tidligere bro - blev stærkt formindsket, da Puente Nuevo blev taget i brug i 1500-tallet. På det tidspunkt var rio Guadelevín meget dybere og blev befærdet med store robåde, og der var hyppige oversvømmelser. I dag bliver en stor del af flodvandet anvendt til kunstvanding og andre formål.

Baños de los Arabes - De arabiske Bade
De arabiske Bade ligger i den sydlige ende af Ronda i umiddelbar nærhed af Den arabiske Bro, hvor rio Guadalevin løber sammen med det mindre vandløb Arroyo de la Culebras (Slangernes flod). Badene, som er opført i 1100-/1200-tallet, ligger lige udenfor bymuren. Det var praktisk for de rejsende, at de kunne taget et bad, inden de drog ind i byen. Der har formentlig også været bade inde i Ronda, men der er ikke fundet arkæologiske spor af sådanne. Badene er angiveligt de bedst bevarede af sin art på hele den iberiske halvø, endda bedre end dem, der har overlevet i Granada. Nogle mener, at der tidligere lå et romersk bad på stedet. Badning var en særdeles vigtig foreteelse både i det romerske og det mauriske samfund, i det romerske mest af sociale årsager, i det mauriske (muslimske) også af religiøse. Badene lå næsten altid i tilknytning til moskeen. Når først kroppen var blevet renset i badet, opsøgte man moskeen, hvor sjælen blev renset. For mange af Rondas muslimske indbyggere var et besøg i badene et dagligt ritual. Badene er blevet restaureret for nylig og giver et spændende indblik i, hvorledes livet formede sig for omkring 800 år siden.

Kig ned over Den arabiske Bro med De arabiske Bade i baggrunden..

Fra indgangen er der et fint kig hen over badeanstaltens tag. Badene er bygget delvist under jorden for bedre at kunne styre vandets temperatur. Vandet blev blev ledt ind i badet gennem en lille akvadukt og via et vandhjul, som blev trukket af et æsel. Vandet blev opvarmet i et fyrrum, og dampen blev via underjordiske kanaler ledt til de respektive baderum. Som i den romerske badeanstalt er de arabiske bade opdelt i tre sektioner: Sala Fria (koldt vand), Sala Temperada (lunkent vand) og Sala Caliente (varmt vand).

Det første kammer, man kom ind i, var et modtagelses- og omklædningsrum (Vestuario). Her var et centralt bassin, ca. 2½ meter i diameter. Bassinet indeholdt drikkevand, og var altså ikke et bad, som man naturligt ville formode. Bassinet var omgivet af en serie murstensbuer, som understøttede det kuplede loft. I loftet var der stjerneformede loftsvinduer. Langs væggene var der træbænke, hvor de badende kunne samtale. Mod bagvæggen var en række skærme, bag hvilke kan kunne klæde om. Toiletterne befandt sig også i det første kammer.

De arabiske Bade i Ronda.

Via en gang kom man ind i et mindre kammer, den kolde afdeling, som havde et bassin i hver ende. Her tilbragte man flere timer med at slappe af og vaske sig, ind imellem at man aflagde besøg i den lunkne og den varme afdeling. Det næste kammer, den lunkne afdeling, er det største. Her kunne publikum slappe af, blive forkælet med parfume og sidde i et bassin med varmt (lunkent) vand. Langs væggene var der bænke til at sidde på, og også bænke, hvor rutinerede slaver kunne give massage og andre former for behandling. Det sidste kammer, der er adgang for besøgende, er den varme afdeling. Her blev vist en animereret beskrivelse af, hvorledes badene fungerede. I den ene ende var et bassin, hvorfra vand blev sprøjtet over det varme gulv og skabte en dampfyldt atmosfære i lokalet. Bag den varme afdeling lå fyrrummet, hvor vand fra akvadukten blev opvarmet ved afbrænding af store mængder af træ. Bag i dette rum var en dør, hvorigennem personale og slaver kunne komme og gå.

Animation af hverdagen i de arabiske bade i Ronda.

Åbningstider/pris (i 2014):
Efterår og vinter:
Mandag-fredag kl. 10:00-18:00.
Lørdag-søndag kl. 10:00-15:00.

Forår og sommer:
Mandag-fredag kl. 10:00-19:00.
Lørdag-søndag kl. 10:00-15:00.

Pris: 3€, 1.50€ for børn. Søndag gratis adgang.

Rondas bymure og -porte
Som nævnt var det gamle Ronda med sin beliggenhed på toppen af et bjergmassiv med den vældige kløft skabt af Guadalevin floden til den ene side og menneskeskabte bymure til den anden side. En stor del af bymuren er velbevaret, og især Almocábar porten, Puerta de Almocábar, i den sydlige del af det mauriske kvarter er imponerende. Den er opført i 1200-tallet. Porten har navn efter det arabiske ord "Al-maqabir", som betyder kirkegården. Kirkegården lå lige udenfor bymuren. Almocábar var en af hovedindgangene til byen, og blev anvendt af rejsende fra Algeciras/Gibraltar samt af lokale bønder og handlende. De mauriske herskere byggede en stort, ottekantet fæstning ved Almocábar, hvorfra bueskytterne havde frit skud i alle retninger. Denne fæstning faldt dog for de kristnes kanoner den 20. maj 1485. For at fejre denne begivenhed opførtes en kirke lige i nærheden. Da tilbageerobringen af Ronda af de kristne fands sted pinsesøndag, fik den navnet Iglesia del Espiritu Santo, "Helligåndskirken". Det tog 20 år at opføre kirken, som mere ligner en fæstning end en katolsk kirke. Måske har man være bekymret for evt. kommende tilbageslag fra maurerne. Vi var inde at se kirken, som ikke var specielt seværdig. Det var gennem denne port, Puerta de Almocábar, at Ferdinand og Isabella red ind i byen efter tilbageerobringen.

Til højre Puerta de Carlos V, til venstre Puerta de Almocábar i bymuren omkring Ronda.

I 1500-tallet under Karl V blev muren restaureret og udvidet, og der blev lavet endnu en port ved siden af Almocábar, Puerta de Carlos V. Over denne ses hans våbenskjold. Under Napoleons invasion af Spanien og Portugal (1808-1814) blev en stor del af Rondas befæstninger ødelagt, og Almocabar lå i ruiner. Den blev først restaureret til sit nuværende udseende efter den spanske borgerkrig. Vi sad en enkelt gang på en restaurant på det store torv (måske den gamle kirkegård?) og nød en kop kaffe hhv. glas vin og betragtede folkemængden. Her ligger også en udmærket legeplads.

En anden mere imponerende del af byens forsvarsanlæg ligger i den østlige ende af byen, La Cijara. Anlægget omfatter to mure, som lå nedenfor det mauriske område og med de arabiske bade lige udenfor.

Bymurene omkring den østlige ende af Ronda.

Ved Punte Arabe var oprindelig en byport, idet man her havde hovedvejen til Granada. Her løb de to ovenfor nævnte mure sammen. Rejsende, som kom til Ronda i den mauriske periode, ankom almindeligvis til Punte Arabe, og hvis de var muslimer, ville de bade i de arabiske bade og måske aflægge besøg i den lille moske, som lå ved porten, inden de drog ind i byen gennem Puerte de la Cijara.

Også i den nordlige ende af Ronda i retning mod Sevilla var der opført bymure. Disse lå langs Guadalevín og nedenfor Puente Nuevo, og formålet var at beskytte adgangsvejen til byen for arbejderne på de møller, som lå der. Som nævnt var dalen i den mauriske tid nedenfor Ronda et stort hvededyrkningsområde, og her lå 5-6 vindmøller til at male melet. I begyndelsen af 1900-tallet blev alle møllerne ødelagt ved et stort stenskred, men allerede dengang havde møllerne udspillet deres betydning. Resterne af to af møllerne kan stadig ses ved Puerta de los Molinos. Jeg havde læst, at man skulle kunne få øje på dem fra Parador hotellets terrasse og fra Puente Nuevo, men jeg var desværre ikke i stand til at se dem - og jeg var vovede mig ikke ned i dalen. Der skal jo også være noget at komme tilbage til ;-) .

Casa del Rey Moro og Jardines del Rey Moro i Ronda
Casa del Rey Moro, "Den mauriske konges hjem" er egentlig en falsk varebetegnelse, idet bygningen aldrig har været hjemsted for en maurisk konge. Bygningen er opført i 1700-tallet, flere hundrede år efter, at den sidste mauriske hersker havde forladt Andalusien. Casa del Rey Moro er muligvis bygget på fundamenterne til et palæ tilhørende en maurisk konge. Ifølge legenden - og jeg holder meget af legender - husede bygningen kong Almonated, som var kendt for at drikke vin af sine døde fjenders hjerneskal. Den mauriske have er af nyere dato, idet den er designet af den franske landskabsarkitekt, Jean Claude Forestier, i 1912 (for resten et meget passende navn til en landskabsarkitekt). Forestier har også designet Jardin du Champ-de-Mars, Marsmarken, som ligger nedenfor Eiffel-tårnet.

En trappe bag huset, der delvis er overdækket af hvælvinger, er hugget ud i klippen. Den fører ad 365 trin ned til floden og La Mina, en kilde i klipperne. Under kampene med de kristne måtte de kristne fanger hente vandet hele vejen op. Herfra stammer det spanske ordsprog "Gud bevare mig for Rondas vandkrukker".

Casa del Rey Moro i Ronja.

Imidlertid er det ikke bygningen, der er det mest spændende, men den såkaldte "vandmine". I 1300-tallet var Ronda i skudlinien mellem maurerne fra Granada og de kristne fra Sevilla. Den blev ofte belejret, og det første mål for enhver belejrer var den livsvigtige vandforsyning. Rondas mauriske konge Abomelik lod udhugge en trappe i kløftens stensider, og det menes, at man benyttede kristne fanger til at bringe vand op fra río Guadelevin. I 1485 angreb marquisen af Cádiz vandminen nedefra og fik kontrol med vandforsyningen. Uden vand havde Rondas indbyggere valget mellem at overgive sig eller dø, og de valgte at overgive sig. Trappen blev restaureret i 1911, men det er stadig lidt af en udfordring at klatre ned ad de godt 300 halvdårlige trin - og tilbage igen. Men hvis en halvfed 70-årig kan klare det, så kan du sikkert også. I hvert fald føler man sig helt tilfreds med sig selv, når man igen er kommet op i dagslys.

Vandminen i Ronja.

Undervejs passerer man flere kamre, et af de mest spændende er Sala de Secretos, Hemmelighedernes kammer. Det skulle efter sigende fungere som "hviskegalleriet" i St Paul's Cathedral, idet to personer, som står i hver sin ende af rummet, kan tale sammen, uden at en person, som befinder sig i midten af rummet, intet kan høre. Desværre var jeg kommet alene afsted, så jeg kan ikke verificere påstanden. Når man har nået den nederste dør, åbenbarer der sig en verden af stilhed kun afbrudt af fuglesang.

Palacio de Mondragón - Mondragón Paladset i Ronda
Betegnelsen Casa del Rey Moro ville passe bedre på Mondragón Paladset, som som er opført omkring 1310. I en periode tjente paladset som bolig for de mauriske herskere i Ronda, formentlig begyndende med Abomelik I, hvis far var konge i Marokko. Han indledte en guldalder i Ronda med masser af imponerende byggeprojekter. Efter at Abomelik var faldet i kamp mod Alfonso XI, kom Ronda under direkte ledelse af Nasridedynastiet i Granada, og Mondragón var indtil "tilbageerobringen" af området i 1485 domicil for guvernøren. Legenden vil vide, at kongeparret Ferdinand og Isabella skal have boet på paladset under det mauriske oprør i 1501. I 1491 forærede Ferdinand paladset til Don Alonso de Valenzuela, som tilhørte en prominent familie fra Sevilla, for tjenester udført under krigen mod maurerne. Valenzuela gik i gang med at renovere paladset indvendigt, så mange spor fra den mauriske periode er i dag forsvundet. En af Don Alonsos efterkommere, Don Fernando de Valenzuela (1630-1692), var en kontroversiel figur ved det spanske hof, ikke mindst da han blev dronning Marianas elsker, efter at hendes mand, Philip IV var afgået ved døden i 1665. I en årrække regerede hun for sin søn Carlos II, den sidste af de spanske habsburgere. I 1675 blev Don Fernando udnævnt til marki og i 1677 til premierminister, og paladset skiftede for en periode navn til Palacio Marques de Villasierra. I 1679 faldt Don Fernando i unåde, og han blev udvist til Philipinerne. Don Fernando døde i 1692 i Mexico uden at have fået lov til at besøge Spanien i den mellemliggende tid. Paladset er ikke stort, men trods omfattende restaureringer er mange mauriske detaljer bevaret såsom lofter og balkonerne i de indre slotsgårde.

Det mauriske palads Mondragón i Ronda.

Paladset huser Rondas bymuseum og har en permanent udstilling af lokal historie, som beskriver udviklingen gennem flere tusinde år. Beskrivelserne af de udstillede genstande er udformet på spansk og (et lidt ubehjælpsomt) engelsk.

Museo Municipal, bymuseet, i Mondragón.

Haven er en nyere tilføjelse, men den store slotsgård bag paladset er stort set bevaret uændret siden den mauriske periode. Den lille have med fontænerne er en miniature af Generalife haven i Alhambra, som vi har besøgt adskillige gange. Åbningstider: mandag-fredag kl. 9-19, lørdag-søndag kl. 10-15.

Santa Maria la Mayor
På en af de smukkeste pladser i Ronda, Plaza Duquesa de Parcent, hvor vi flere gange sad og nød en øl og et glas vin og betragtede folkelivet, ligger den imponerende kirke Santa Maria la Mayor. I 1485 gav "det katolske kongepar", Ferdinand og Isabella, ordre på at omdanne den eksisterende moske til en kristen kirke. Oven på minareten blev anbragt et klokketårn. Arkæologiske udgravninger har vist, at der på stedet lå en kristen kirke (basilika) fra 400-tallet, og før den måske et romersk tempel. Oprindelig var kirken et abbedi med næsten biskoppelig funktion. I 1800-tallet blev Santa Maria la Mayor byens sognekirke. Der gik flere hundrede år, inden byggeriet blev afsluttet, hvilket er forklaringen på de forskellige stilarter, som forekommer. De tre skibe har gotiske søjler og buer, som alle led overlast under det store jordskælv i 1580, som ødelagde en stor del af kirken. I forbindelse med genopbygningen blev kirken udvidet mod nord. Facaden åbner sig ud mod den store plads, og fra balkoner kunne byens honoratiores betragte de farverige religiøse optog.

Santa Maria la Mayor i Ronda.

Når man kommer ind i kirken, føles det som en eksplosiom i guld, sølv og udskåret træ. Hovedaltret, som er i barok stil, er udført i pragtfuldt sølv, oven på dette er træfigurer, som viser ærkeenglen Gabriel og Helligånden i samtale med Jomfru Maria.

Højaltret i Santa Maria la Mayor.

Sidealtrene i Santa Maria la Mayor.

Sidealtret til venstre viser Jesus omgivet af apostlene Peter og Paulus (Paulus er på billedet gemt i nichen). Til højre ses Jesu far Josef, som jeg altid har haft stor respekt for.

Santa Maria la Mayor i Ronda.

I den bageste del af koret er en utrolig smuk skærm med Jomfru Maria, "Nuestra Senora de la Paz", i midten, omgivet af 14 renæssance relieffer, udskåret i træ.

De 12 stole i den nederste del af koret bærer Jomfru Maria motiver, mens de 24 stole i den øverste del af koret har udskårne motiver af Jesus, apostlene og forskellige helgener.

Korstole i Santa Maria la Mayor i Ronda.

I midten viser de "flåder", som bruges til transport af helgenstatuer og andre religiøse symboler under de religiøse ceremonier.

På ydervæggen af venstre sideskib er fem fresker, udført af den franske (kvindelige) kunstner Raymonde Pagegie fra 1982-1988. Motiverne er Den Sidste Nadver, Korsfæstelsen, scener fra St. Peters liv, Paulus' fald (på vej til Damaskus) og Apokalypsen (med en skrivende Johannes).

Et af de få spor, der findes fra den mauriske periode bortset fra resterne af minareten, er "mihrab'en", dvs. den niche, som i en moske angiver retningen mod Mekka, således at de bedende kan orientere sig i den korrekte retning.

Åbningstider og priser (i 2014).
Mandag-Lørdag: kl. 10:00-19:00. Søndag kl. 10:00-12:30 og 14:00- 19:00.
Priser: Voksne 4 €, indbyggere i Ronda og børn gratis adgang.

Det gamle rådhus på Plaza Duquesa de Parcent
På Plaza Duquesa de Parcent ligger også det smukke rådhus, ayuntamiento. (The Duchess (grevinden) of Parcent lod bygge haven ved Den Mauriske Konges Hjem). Bygningen blev i 1734 bygget som et militærfængsel, men blev siden konverteret til butikker og et kornlageret. Siden blev det omdannet til byens rådhus. I den forbindelse blev der tilføjet forskellige arkitektoniske detaljer, lånt fra andre bygninger i den gamle bydel. Bygningen er på tre etager foruden kælder. Nederst en butiksarkade, som dog ikke viste mange tegn på liv, da vi var der. De to øverste etager er begge udsmykket med et galleri bestående af 30 smukke buer.

Det gamle rådhus i Ronda.

I dag huser bygningen bl.a. en politistation. Vi ville gerne have besøgt det smukke mødelokale med det smukke loft i typisk mujedar stil, men der var desværre ingen adgang.

Museo Joaquin Peinado
Joaquin Peinado Museet var en af valgmulighederne på vores turistpas. Det ligger i Palacio de Moctezuma, Plaza del Gigante, i nærheden af Santa María kirken og Mondragón Paladset. Joaquín Ruiz-Peinado Vallejo (1898-1975) er født i Ronda. Siden studerede han kunst først i Madrid og fra 1923 i Paris. Han blev ven med Picasso og var stærkt influeret af ham. Joaquin Peinado døde i Paris i 1975.

Museet ligger som nævnt i Palacio Moctezuma, som blev opført af Pedro Manuel de Moctezuma og hans hustru Maria de Rojas. Han er efterkommer af den sidste aztekisk hersker, Moctezuma II eller Montezuma II (1466-1520), som var ved magten, da spanierne erobrede Mexico. I paladset ser man bygherrens våbenskjold samt omkring 30 kroner, én for hver af de 30 stater, som indgik i det aztekiske rige. Våbenskjoldet blev givet af kejser Karl V. Paladset ligger omkring to smukke patios og er i to etager. I et kapel opbevares resterne af markisen af Moctezuma.

Museo Joaquin Peinado i Ronda.

I den nederste etage er der 7 udstillingsrum, opdelt efter temaer: landskaber, dyr, portrætter, erotisk kunst mv. Værkerne er dels oliemalerier, dels tegninger.

Åbningstider og priser (i 2014): Mandag-fredag 10.00-17.00. Lørdag og helligdage 10.00 to 15.00. Søndag lukket.
Pris: 4 Euro, studenter og pensionister: 2 Euro. Børn under 14 gratis adgang.

Banditmuseet i Ronda
Et af de museer, jeg havde glædet mig mest til at besøge i Ronda, var Banditmuseet, El Museo del Bandolero. Det privatejede museum åbnede den 7. maj 1995 i et mere end 100 år gammelt byhus i den historiske del af Ronda. Åbningstid: hver dag kl. 10-20.

I 1700-/1800-tallet blev Spanien opfattet som et primitivt og farligt, hvor rejsende ofte blev udsat for overfald af banditter. Der opstod en særlig rejselitteraturgenre, som skildrede de farlige situationer, man kunne blive udsat for, men som også trak på myter og folklore. Den bedst kendte forfatter i denne genre var amerikaneren Washington Irving (1783-1859), hvis "Tales of Alhambra" var en af 1800-tallets mest populære rejsebøger. Den er stadig på hylderne i kioskerne i Andalusien, og jeg har selv læst den et par gange med stor fornøjelse.

En anden populær rejsebogsforfatter var englænderen Richard Ford (1796-1858). I 1830 tog Ford og familien til Spanien i håb om, at klimaet ville have en gavnende virkning på hustruens skrantende helbred. De følgende år tilbragte de vinteren i Sevilla og sommeren i Alhambra, Granada. Ford foretog flere tre større rejser rundt i landet og besøgte de fleste større byer i Spanien. Mange af hans rejser foregik på hesteryg, og Ford skrev rejsebreve hjem til sin forlægger i London. Rejsebrevene blev udgivet i serieform. Hans beretninger romantiserede de "vilde og farlige banditter", som huserede i de uvejsomme bjerge i Andalusien. I 1840 begyndte Ford at skrive en rejse-guide om Spanien, og i 1845 udkom "Hand-book for Travellers in Spain". Bogen blev en bragende succes og udkom i mange oplag.

Disse og lignende bøger medførte, at en af de mindre kendte turistattraktioner i 1800-tallets Andalusien var at opleve et overfald af en af regionens mange banditter eller landevejsrøvere, og det var ikke usædvanligt, at velhavende turister fra England og Nordeuropa betalte banditter for at udføre et fingeret overfald på dem selv og deres uvidende rejsekammerater. Det vides, at den franske forfatter Alexandre Dumas, bl.a. forfatter til "De tre Musketerer", lavede en sådan aftale med en af de lokale banditchefer på betingelse af, at ingen af selskabet led nogen overlast.

I 1862 foretog H.C. Andersen en rejse i Spanien sammen med vennen Jonas Collin. HCA havde gennem læsning af forfattere som Washington Irving, Gautier, Balzac m.fl. fået et meget romantisk billede af Spanien. Den 30. september 1862 kom han med skib til Malaga. Her opholdt han indtil den 29. oktober. I den periode foretog han bl.a. en længere udflugt til Granada. Den 29. oktober 1862 sejlede de videre til Gibraltar med dampskib og videre til Cadiz via Tanger. 14 dage senere fortsatte HCA og Jonas Collin med den nyåbnede jernbane til Sevilla, hvor de tilbragte ni dage. Fra Sevilla fortsatte de med tog til Cordoba. Jernbanen, som skulle kulle forbinde Madrid med Andalusien, var endnu ikke færdig på den strækning, hvor man skulle krydse Sierra Morena gennem det farlige Despeñaperros-pas. Den 25. november 1862 forlod de Cordoba i hestevogn med kurs mod Madrid. Om natten kunne HCA ikke sove, og han var opfyldt af tanker om banditter. Dagen efter ankom de til Santa Cruz de Mudela, hvorfra de hastigt fortsatte med tog til Madrid. HCA udtrykte skuffelse over ikke at være blevet attakeret af nogen banditter i Sierra Morena.

Banditmuseet i Ronda.

Museet er opdelt i fire gallerier med følgende temaer:
* "De romantiske rejsende", som dels viser malerier og kostumer fra tiden, dels mængder af historiske dokumenter som fødsels- og dødsattester, arrestordrer, dekreter, love mv. samt en del skriftlige beretninger.
* "Livet i banditternes verden", opstillinger, billeder, bøger, våben, pengesedler og mønter, stempler, malerier mv.
* "Mændene og deres navne", som er dedikeret til de bedst kendte banditter som Diego Corrientes, José María El Tempranillo, el Tragabuches m.fl.
* "Forfølgerne", som omhandler de politifolk , Guardia Civil, som var specialiseret i at jage banditterne.

José María Hinojosa, "El Tempranillo", Andalusiens Robin Hood
Den mest berømte af de mange banditter, som hærgede Andalusiens bjerge, var "El Tempranillo". Flere af de romantiske rejseskribenter har skrevet om denne figur og malet et skønmaleri af ham og hans røverbande - oftest uden nogensinde at have mødt ham. Den franske forfatter Prosper Mérimée (1803-1870), som er bedst kendt for sin novelle om Carmen, der er basis for Georges Bizets opera af samme navn, beskrev efter sin hjemkomst til Paris den andalusiske Robin Hood som "25-30 år, høj og velskabt med et smilende ansigt, hvori tænderne lyste som perler Han gik klædt i en rig folkedragt, undertøjet var blændende hvidt". Mérimée mødte dog ikke "El Tempranillo" på sin rejse til Andalusien.

Det gjorde ovenfor nævnte rejseskribent Richard Ford, og hans beskrivelse af "El Tempranillo" inspirerede Fords ven, kunstneren John Frederick Lewis (1804 – 15 August 1876), som boede i Spanien fra 1832-1834, til at beslutte at inkludere "El Tempranillo" i en samling tegninger, han var i færd med at lave fra regionen. Han kontaktede "El Tempranillo" i 1832, og hans portræt viser en lille mand, knap 1.5 meter høj, med sort hår, grå øjne, en stor mund og en spids næse. Venstrehånden var forkrøblet af en vådeskudsulykke.


"El Tempranillo" blev født ind i en fattig familie under Napoleons invasion af Spanien omkring år 1800. Han siges som 13-årig at have dræbt en mand for at forsvare familiens ære, hvorefter han flygtede og sluttede sig til en flok fredløse. Ved den lejlighed fik han sit tilnavn, idet en gammel kone skal have udtalt: "Temprano empiezas, muchacho, temprano empiezas" (Du starter tidligt min dreng, du starter tidligt)". Snart oprettede han sin egen bande, som holdt til i en hule i nærheden af Despeñaperros passet, som lå på den eneste farbare rute mellem Andalusien og det nordlige Spanien. De standsede de vejfarende, ofte i fuldt dagslys, og krævede penge eller andre værdier for at tillade dem at passere. "El Tempranillo" blev kendt for sin charmerende omgang med de rejsende, og det fortælles, at han en gang sagde til en kvindelig rejsende: "Åh frøken, så smuk en hånd som Deres behøver ingen smykker", mens han befriede den blussende ungmø for hendes fingerring og andre smykker, inden han ønskede hende en fortsat god rejse. Siden begyndte "El Tempranillo" at sælge frit-lejde-breve til de rejsende, hvilket gjorde forretningen lidt nemmere for begge parter. Han opnåede et ry som en anden Robin Hood ved at dele sine "indtægter" med egnens fattige. Han var selvfølgelig en torn i øjet på myndighederne, og Don Vincente Quesada, leder af Andalusiens væbnede styrker, udsatte en belønning på 6.000 realer (og det var sikkert mange penge den gang) for den, som pågreb "El Tempranillo" død eller levende. Dusøren blev sat op til 15.000 realer, men ingen lod sig friste af tilbudet. Frygten for represalier har formentlig spillet en rolle, men der er ingen tvivl om, at lokalbefolkningen anså ham for en af deres egne. På et tidspunkt bekendtgjorde "El Tempranillo", at "ganske vist regerede kongen Ferdinand VII i Spanien, men han 'El Tempranillo' bestemte i bjergene", og hans tilnavn i befolkningen var "Kongen af Sierra Morena". Han giftede sig med en ung kvinde, María Gerónima Francés, men hun døde i barselsseng i 1831. "El Tempranillo" red sammen med 50 andre ryttere ind i bjerglandsbyen Grazalema nordvest for Ronda og tvang præsten til at døbe sin nyfødte søn, mens myndighederne hjælpeløst måtte se på. Sønnen fik samme navn som sin fader: José Maria.

Året efter udstedte kong Ferdinand VII (1784–1833) amnesti til "El Tempranillo" på betingelse af, at han trådte i hans tjeneste, og José Maria blev leder af en gruppe på 60 uniformerede og bevæbnede mænd, som skulle sikre lov og orden i området. Der var på det tidspunkt intet landsdækkende politi i Spanien, og kongen holdt hæren i beredskab, hvis der skulle opstå kupforsøg mod hans reaktionære regime. Dette var ca. 11 år, før Guardia Civil blev oprettet i 1844. José Maria blev alvorligt såret under en ildkamp med et af sine gamle bandemedlemmer, "El Barbarello", og han døde dagen efter, den 23. september 1833. I sit testamente efter han sønnen to heste, to små huse i Torre-Alháquime og nogle få realer i kontanter. Mindre end en uge efter døde også kongen i Madrid.

José María, "El Tempranillo" er en af "hovedpersonerne" på Banditmuseet i Ronda. Den sidste af landevejsrøverne i Sierre Morena var Pasos Largos, som blev dræbt under en ildkamp i 1934 med Guardia Civil.

Tyrefægtningens historie
Jeg har gemt det bedste til sidst. I hvert fald hvis du spørger de mange spaniere, som stadig brænder for tyrefægtning. Inden vi begiver os ind i Rondas arena, som er tyrefægtningens Mekka, vil jeg kort fortælle om tyrefægtningens historie. Dens rødder går tilbage til forhistorisk tyretilbedelse og -ofring i Mesopotamien og middelhavsområdet. Den første beretning om tyrefægtning findes i det såkaldte Gilgamesh-epos og går tilbage til det tredje årtusind før vor tidsregning. Fra Knossos på Kreta har vi afbildning af unge personer, som springer over tyre, og fra det antikke grækenland kender vi den såkaldte Mithraskult, som involverer tilbagevendende ofring af tyre. Også fra Egypten kender vi til en udbredt tyrekult. Tyrefægtning forbindes ofte med romerriget, hvor der blev afholdt mange kampe mellem mennesker og dyr. Disse kampe blev udbredt i Europa, Afrika og Asien. En teori siger, at tyrefægtningen blev introduceret i Spanien af kejser Claudius, som på et tidspunkt forbød gladiatorkampe og så skulle have tilbudt tyrefægtning i stedet?. Maurerne, som jo var fortrinlige ryttere, udviklede en stil kaldt "rejoneando", hvor hjælpere til fods skulle jage/lokke tyren hen mod en rytter, som så skulle dræbe dyret med sin lanse (rejon). Spanske kolonister tog opdrætning af tyre og tyrefægtning med til kolonierne i Amerika, Stillehavet og Asien.

Tyrefægterdynastiet Romero
I begyndelsen af 1700-tallet besluttede Filip V, at tyrefægtning var barbarisk, og han besluttede at forbyde den. Der var bare det problem, at den katolske kirke var en af de betydeligste opdrættere af kamptyre i Spanien. Det lykkedes dog kongen at få paven til at udstede et dekret, som truede deltagere i tyrefægtning med ekskommunikation af kirken. Dette bevirkede, at de fleste adelsmænd opgav tyrefægtningen. Til gengæld udviklede tyrefægtningen sig i en mere demokratisk retning. I 1726 introduceredes i Spanien den praksis, at matadoren skulle dræbe tyren til fods, alene bevæbnet med sin kappe (muleta) og et lille sværd (estoque). Almindeligvis får Francisco Romero "æren" for denne nyskabelse, som gjorde tyrefægtningen mere populær blandt den almene befolkning. Hidtil havde det været forbeholdt adelen at kæmpe mod tyren fra hesteryg. Franciscos søn, Juan, var om muligt endnu mere innovativ end faderen. Han "opfandt" muletaen, eller rettere fandt på at drapere muletaen over en kæp i stedet for blot at bære den over armen, og det var ham, der introducerede "estoque'n". Den nye praksis blev kaldt "Ronda skolen" i modsætning til den hidtil fremherskende "Sevilla skole". På trods af sin farlige profession blev Juan Romero 102 år. Han fik fire sønner, hvoraf den ene, Pedro Romero (1754-1839), blev en legende. Det menes, at han dræbte mere end 5.600 tyre gennem sin lange karriere. 80 år gammel dræbte han flere tyre i arenaen i Madrid. Ironisk blev Romero sent i karrieren udnævnt til leder af tyrefægterskolen i Sevilla.

Plaza de Toros i Ronda
Rondas bedst kendte bygning er den monumentale tyrefægterarena fra 1785, der er en af de ældste og mest traditionsrige i Spanien. I 1572 udstedte kong Filip II et dekret om, at adelen skulle oprette lokale centre, hvor dens sønner i fredstid kunne forberede sig på fædrelandets forsvar, og dertil behøvede man dygtige ryttere og heste. I Ronda oprettedes "Real Maestranza de Caballería", "Den kongelige Kavaleriorden". Blandt de mange øvelser, som heste og ryttere udførte, var kamp mod tyre. I 1779 pålagde rytterordenen arkitekten José Martin de Aldehuela at opføre en tyrefægterarena i Ronda. Arkitekten stod som tidligere nævnt efterfølgende for opførelse af Puente Nuevo over Tajo. Det tog seks år at opføre arenaen, og den blev indviet i 1785 med en corrida med deltagelse af den legendariske Pedro Romero. Arenaen ligger selvfølgelig på Plaza de Toros.

Plaza de Toros i Ronda.

Bygningen er opført i sandsten og har et dobbelt galleri med fem rækker i hver og med 68 smukke buer. Der er plads til ca. 5.000 tilskuere. Her havde Hemingway sin egen loge - mere om ham senere. Den er mindre (66 meter i diameter) og også lidt yngre end arenaen i Sevilla, som blev indviet i 1747. Arenaen er omgivet af en gang, som udgøres af to ringe af sandsten. Da vi stod inde i arenaen, mindede den mig om den spektakulære, cirkulære slotsplads i Karl V's palads i Alhambra of Granada. Vi har aldrig overværet en tyrefægtning, men dog besøgt flere arenaer i Spanien. Arenaen i Ronda er den smukkeste af dem, vi har set.

Arenaen i Ronda.

Real Maestranza de Caballería er i dag en privat non-profit organisation. Dets formål er at bestyre tyrefægtningens historiske arv: arenaen, rideskolen, arkiverne mv. I museet er udstillet masser af tyrefægtermemorabilia: våben, redskaber, udstyr, klædedragter, plakater osv. Især den omfattende samling af gamle våben var spændende. Arenaen bruges kun til sit primære formål én gang om året, nemlig under den årlige fest i september, hvor tyrefægtere kæmper udklædt i kostumer som på Goyas tid. Mere herom senere.

Plaza de Toros i Ronda.

Ved udgangen er der som ved så mange turistattraktioner en gavebutik, hvor man kan købe de sædvanlige turistsouvenirs.

Tyrefægterdynastiet Ordóñez
Cayetano Ordóñez (1904-1961) grundlægger af Ordóñez-dynsstiet af tyrefægtere. Hans forældre havde en skoforretning i Ronda med navnet La Palma, hvilket gav ham tilnavnet Niño de la Palma. I 1923 debuterede han i Ronda, hvor han blev den første tyrefægter, som af ellevilde tilskuere blev båret i guldstol gennem hovedporten. Året efter vakte hans optræden tilsvarende begejstring i Sevilla. Herefter stod alle arenaer i Spanien i kø for at få ham på programmet. Hemingway brugte ham som model for "Pedro Romero" i "The Sun Also Rises". Ordoñez kæmpede i sin karriere med mere end 3.000 tyre. Han trak sig tilbage i 1968, og det år kæmpede han mod 60 tyre. Flere af hans sønner blev tyrefægtere, og Antonio Ordóñez (1932–1998) blev en af sin tids største, og som nævnt en af hovedpersonerne i Hemingways" The Dangerous Summer". Også Orson Welles var ven med Antoñio Ordóñez, så meget, at efter hans død blev hans aske spredt ud på Ordóñez' finca (gård) udenfor Ronda.

Statuer af Cayetano og Antonio Ordóñez udenfor tyrefægterarenaen i Ronda.

Udenfor tyrefægterarenaen står statuer af Cayetano og sønnen Antonio Ordonez. Statuerne blev afsløret den 7. september 1996 af Antonio Ordoñez.

Feria de Pedro Romero - AKA Feria Goyesca
Antonio Ordóñez besluttede i 1954 at fejre 200-året for den legendariske matador Pedro Romeros fødselsdag. Og hvorledes gør man det? Selvfølgelig med en spektakulær corrida. Maleriet overfor er udført omkring 1799, kort før Romero trak sig tilbage fra arenaen; han var da 45 år gammel. Portrættet er udført af en af datidens største spanske kunstnere, Francisco de Goya (1746–1828). Goya, som var hofmaler for Karl IV, var meget optaget af spansk kultur, herunder tyrefægtning. Så meget, at han menes at have designet flere tyrefægterkostumer til Pedro Romero. Han har også lavet flere portrætter af sig selv i tyrefægterkostume. I 1793 afsluttede han en serie af otte malerier til Real Academia de Bellas Artes de San Fernando i Madrid. Malerierne viser scener fra tyrenes liv fra fødsel og indtil de kommer ind i arenaen. I 1816 udgav hen La Tauromaquia (Tyrefægtning), en serie på 33 print, som alle viser scener fra tyrefægtning. Goya afbildede altid tyrefægterne i deres traditionelle og farvestrålende dragter. Publikum, især det kvindelige, blev afbildet iført deres fineste dress med klassiske dragter og bærende deres smukke mantillaer (hovedbeklædning). Goya havde et indgående kendskab til moden via sin daglige gang ved hoffet. Scenerne var ofte idylliske or romantiske. Ordóñez besluttede at hylde legenden Pedro Romero med en corrida, som ikke alene skulle vise tyrefægtningens drama og intensitet, men både tyrefægtere og tilskuere skulle være iført klæder fra 1700-tallet, som det fremgik af Goyas værker.

Smukke kvinder, stolte tyrefægtere og kraftfulde tyre i Feria de Pedro Romero i Ronda.

Siden 1954 har der hvert år i begyndelsen af september været afholdt en festival, Feria de Pedro Romero. Det er den eneste gang om året, der bliver afholdt tyrefægtning i Ronda. I forbindelse med festivallen, som varer en hel uge, er der konkurrence om hvem, der har den smukkest udsmykkede hestevogn, ligesom der er en flamenco festival og en international musik- og dansefestival. Vi har desværre (endnu) ikke overværet denne begivenhed, men efter sigende skal man være tidligt ude for at få billetter. Feriaen kulminerer om lørdagen og om søndagen, hvor de ypperligste matadorer med livet som indsats kæmper mod tyre i Spaniens måske smukkeste arena. I en corrida gennemføres en tyrefætning fra hest som en hyldest til den tidligere Jeres-stil.

Hemingway og tyrefægtningen
Ingen udlænding identificeres i den grad med tyrefægtning som Ernest Hemingway, nobelpristager (1954), forfatter og korrespondent. Hemingway - "Papa" til alle sine venner - ikke alene elskede tyrefægtningen, men den spanske kultur og livsstil. Han er født i nærheden af Chicago i 1899 og tilbragte de fleste af sine unge år med jagt og fiskeri sammen med sin far, og disse interesser blev hos ham hele livet, og mange af hans værker drejede sig om herom. Efter high school arbejdede han nogle måneder for The Kansas City Star, inden han 18 år gammel tog til Italien og sluttede sig til ambulancekorpset. Han blev alvorligt såret, og allerede i 1918 måtte han vende hjem. Mens han lå på hospital, blev han forelsket i en syv år ældre sygeplejerske, Agnes von Kurowsky. Hans oplevelser i første verdenskrig var inspirationen til "A Farewell to Arms" (1929). I 1921 blev han gift med Hadley Richardson, det første af fire ægteskaber, og de tog til Paris, hvor han arbejdede som udenrigskorrespondent. Han havde omgang med den gruppe af kunstnere, som Gertrude Stein, Hemingways mentor, døbte "den tabte generation". Sammen med Hadley tog Hemingway i 1923 til San Fermín i Pamplona, hvor han blev stærkt fascineret af tyrefægtning. Hemingways vendte tilbage til Pamplona både i 1924 og 1925. Umiddelbart herefter skrev han et udkast til "The Sun Also Rises", og han afsluttede denne sin første roman otte uger senere. "The Sun Also Rises" udkom i 1926. Det årlige tyreløb gennem gaderne i Pamplona blev først internationalt kendt, da Hemingway beskrev det. I 1927 blev han skilt fra Hadley Richardson og giftede sig straks efter med Pauline Pfeiffer, som også var journalist, og som havde været sammen med ægteparret i Pamplona i 1926. Da Pauline blev gravid, flyttede parret til Key West i Florida. I 1929 udkom "A Farewell to Arms", som delvist bygger på Hemingways erfaringer under første verdenskrig. Samme sommer tog Hemingway til Spanien for at researche til sin roman "Death in the Afternoon", som udkom i 1932. Heri beskriver Hemingway ceremonierne og traditioner for spansk tyrefægtning. I 1933 tog Hemingway og Pauline på en 10-ugers safari til Østafrika, og i 1934 udkom "Green Hills of Africa". Tilbage i Key West arbejdede han på "To Have and Have Not", som udkom i 1937.

I 1937 tog Hemingway til Spanien som korrespondent i den spanske borgerkrig. Her indledte han af affære med journalisten Martha Gellhorn, og da han vendte tilbage til USA i 1940, blev han skilt fra Pauline Pfeiffer og giftede sig tre uger senere med Martha Gellhorn. Som tidligere nævnt skrev han "For Whom the Bell Tolls" (1940) på sine oplevelser under den spanske borgerkrig. I 1944 under anden verdenskrig mødte Hemingway journalisten Mary Welsh i London, og de indledte en affære. Hemingway var til stede ved de allieredes landgang i Normandiet og ved befrielsen af Paris. I 1946 giftede Hemingway sig med Mary Welsh, og brylluppet fandt sted på Cuba. Umiddelbar efter udgivelsen af "The Old Man and the Sea" (1952), tog Hemingway på safari i Afrika, hvor han blev næsten dræbt ved to flystyrt, som gav ham smerter resten af livet. Ægteparret Hemingway boede på Cuba indtil 1959, hvor de købte en farm i Idaho. Her tog Hemingway sit eget liv den 2. juli 1961.

Hemingway tog ofte til Andalusien for at overvære tyrefægtning. I 1959 vendte han tilbage for at overvære og rapportere om en dyst mellem to af tidens største matadorer: veteranen Luis Miguel Dominguin, den mest berømte tyrefægter siden myten Manolete (og også tilbedt af filmstjerner som Ava Gardner, Rita Hayworth og andre). Hans modstander var den yngre tyrefægter Antonio Ordóñez, svoger til Dominguin og født i Ronda. Hemingway var gode venner med dem begge. Det var meget usædvanligt, at to matadorer af den kaliber medvirkede i samme corrida, og Hemingway skulle skrive en artikel herom på 10.000 ord til Life Magazine. Manuskriptet, som endte på 45.000 ord, blev først udgivet i 1985 under titlen "The Dangerous Summer".

Under en pause i kampprogrammet, som fandt sted i arenaer over hele Spanien, boede Hemingway og Ordóñez hos en fælles ven på denes ejendom udenfor Malaga. Her fejrede Hemingway den 21. juni 1959 sin 60 års fødselsdag. Der blev ikke sparet på noget. Champagne blev fløjet ind fra Frankrig og kinesisk mad fra London. Der var flere orkestre, som spillede, og fyrværkeri blev affyret under ledelse af eksperter fra Valencia. Fyrværkeriet var så overdådigt, at det satte ild til et palmetræ, og det var nødvendigt at tilkalde brandvæsenet fra Malaga. Efter at have slukket ilden sluttede brandmændene sig til selskabet, og gæsterne fik lov til at køre i brandbilerne. Hemingway, hvis mentale og fysiske tilstand allerede var dårlig, var i midten af festlighederne, og det fortælles, at han ikke havde moret sig så godt i lang tid. De følgende måneder blev Hemingways tilstand værre og værre, og han forsøgte flere gange at tage sit liv. Efter hans død fandt man i hans gemmer billetter til tyrefægtningen i Pamplona, som skulle begynde en uge efter hans død uden ham.


Michelle Obama på besøg i Ronda
Det er ikke alene Mads Bjørn og Marie og Birgit og undertegnede, som har aflagt besøg i spændende Ronda. I august 2010 besøgte Michelle Obama og datteren Sasha Ronda i forbindelse med en 5-dages ferie i Spanien. Turen begynder med en spadseretur i Casgo Antiguo, Rondas mauriske bydel, hvor de besøgte Casa Don Bosco og nød udsigten fra Puente Nuevo. Herfra spadserede selskabet til Plaza Maria Auxiliadora for at beundre pladsens Pinsapo træer. Pinsapo er en fyr, som af mange betragtes som Spaniens nationaltræ. Denne træart har overlevet i Serranía de Ronda siden den seneste istid, og er nu fredet. Den vokser nu igen vildt på bjergsiderne. Herfra fortsatte selskabet til Palacio Mondragon, hvor de mauriske konger i Ronda boede. Paladset er nu egnsmuseum, som fortæller historien om bosættelser i Serranía fra stenalderen til vores dage. Næste stop påturen var Santa Maria la Mayor kirken, hvor de blev modtaget af sognepræsten. Alle påskens processioner udgår fra og ender ved Santa Maria la Mayor, så vel som alle de øvrige religiøse højtider året igennem. Det forlyder, at Michelle var overvældet af kirkens skønhed, ikke mindst det forgyldte sølvalter med lysekronerne, som hang over det.

Næste stop var ved "Forestier Gardens and Water Mine", hvis indgang ligger ved siden af Casa del Rey Moro. Det siges, at Michelle Obama var meget imponeret over synet af El Tajo kløften og de hængende huse, som klynger sig til klippekanten. Selskabet steg ned i vandminen, hvor man i gamle dage hentede sit drikkevand ved at lade sække/poser med vand gå fra hånd til hånd. På den tid var de gamle romerske akvadukter for længst gået til. Efter denne udmattende tur spiste fru Obama og hendes følge frokost på en af byens mest eksklusive restauranter, del Escudero, som ligger ved Plaza de Toros. Menuen stod på langoustinelasagne og gedeostsalat. Dagens sidste stop var i Rondas berømte tyrefægterarena på Plaza de Toros, inden selskabet vendte tilbage til Marbella.

Her til sidst en lille turistvideo fra Ronda, som jeg har fundet på YouTube.


En turistvideo fra Ronda

 

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja Forrige side: fester i og omkring Nerja. Næste side: Spændende køreture i Axarquia

 



Når du har fået al den sol, du kan tåle på strandene ved Costa del Sol, burde du overveje en køretur til Axarquia, det spændende bagland bag kysten. Du kan vælge mellem fem ruter, som hver har sit tema: Sol- og vinruten, Rosinruten, Sol- og avocadoruten m.fl. klik her, hvis du vil med.

Vælg næste side: