Til passionsspil i Riogordo med Den Danske Kirke Øst for Malaga
I 2014 havde Birit og jeg været med kirken på en spændende udflugt til La Mancha, "I Don Quijotes Fodspor". Desværre - for os - har det været nødvendigt at flytte den årlige udflugt for kirkegængerne fra marts måned til november måned, og da vi først kommer herned i begyndelsen af januar, kan vi ikke deltage. Men da påsken i år (2016) faldt tidligt, havde kirken arrangeret en udflugt til passionsspillet i Riogordo langfredag, hvor hele byen hvert år er involveret i en genopførelse af begivenhederne omkring Jesu lidelse og død. Der var arrangeret fælles bustransport med opsamling i Almuñecar (10:45), Algarrrobo Costa og Benajarafe. Undervejs skulle vi spise vi frokost på en lokal restaurant. Vi ville være fremme i Riogordo i god tid, før spillet startede kl. 16:30. Pris: 50 €. Vi talte med altid hjælpsomme Jakob og Kirsten, som fortalte, at der havde været en tilsvarende tur for ca. syv år siden, og det havde været en stor oplevelse. De havde også været deroppe for et par år siden med et hold venner, og vejret havde da været så regnfuldt, at man havde måttet aflyse spillet, som opføres både langfredag og påskelørdag. De fortalte, at spillet opføres på en bjergside under åben himmel, så det er en god ide at medbringe en ulden trøje og også en regnjakke, da vejret kan være ret uforudsigeligt. Desuden afsluttes spillet, som varer godt tre timer, først lige efter solnedgang.

Vi meldte os til turen og aftalte med Ingrid og Jørgen, at vi kørte sammen til Almunecar. Heldigvis var der ikke marked på denne fredag (langfredag), så der var masser af parkeringspladser på markedspladsen. Vi ankom i god tid og stod og så de øvrige deltagere ankomme. Vi kendte de fleste, dels fra tidligere udflugter, dels fra gudstjenester i kirken. Sammen med Kirsten og Jakob kom Kim (Alex Jacobsen), som siden 2013 har været sømandspræst i Algeciras. Før da var han sognepræst i Gl. Holte. Vi havde lært Kim og hans kæreste Hanne at kende som hyggelige - og handlekraftige - rejsekammerater på ovennævnte tur til La Mancha. Her havde de overrasket os ved at købe et meget stort maleri, en triptykon, som hang i den restaurant, hvor vi spiste. Der var intet, der tydede på, at maleriet var til salg, men Kim fik fat i værten og fik ham til at ringe til kunstneren, som havde udført værket og stadig ejede det. De blev enige om en pris, og Kim og Hanne vendte tilbage til bussen i triumf med maleriet, som skulle demonteres for at kunne være i bagagerummet. Nu skulle Kim bare sørge for at få det transporteret sikkert til Algeciras. Derfra skulle det med Hanne hjem til København, hvor hun allerede havde udtænkt sig en passende plads til værket. Kim kunne fortælle, at maleriet befandt sig godt i Hannes lejlighed i København, og de var stadig glade for det. Kim var denne gang på egen hånd, da Hanne først ville dukke op et par dage senere. Det glædede os også at se Hanne, som vi kendte fra tidligere år. Desværre havde hendes kæreste Ed ikke været i stand til at komme herned denne vinter, så Hanne var blot kommet herned for et par uger.


Til venstre Jørgen, Niels, Kirsten og Birgit. Til højre Mogens og Jørgen.

Præsteparret Mogens og Ruth dukkede også op. På billedet ovenfor til højre byder Mogens Jørgen hjerteligt velkommen til turen. Jeg tror, at Mogens er imponeret over, hvor godt Jørgen har klaret sig gennem den netop afsluttede fasteperiode på 40 dage. Jeg kan dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at Jørgen næsten hver onsdag har indtaget den særligt gode menu, som på den dag serveres i Stråhytten i Almunecar. I baggrunden ser Niels "Julemand" til. Da alle de tilmeldte var dukket op, kørte vi afsted mod Algarrrobo Costa, hvor der også var opsamling.

Til venstre gennemgår Vibeke dagens program. Til højre drikker vi en kop kaffe på en restaurant.

I Algarrrobo Costa samlede vi Vibeke og Viggo, begge medlemmer af menighedsrådet, og endnu et par deltagere op. Vibeke, som havde stået for planlægning af turen, tog mikrofonen og fortalte om dagens program i detaljer. Vi gjorde ophold ved en cafe/restaurant, som vi et par gange havde besøgt på vores vandreture og fik en kop kaffe.

Vibeke omdelte et sangblad, som hun havde brygget sammen. De fleste numre var kendte påskesalmer, men der var også en enkelt overraskelse, nemlig Frank Jægers dejlige "Bedstefar tag dine tænder på". Første vers lyder således:

Bedstefar tag dine tænder på
søbemadens triste tid er ude
af min arvelod opspringer glad
gulerodens lille hårde knude

Spisning på restaurant Atalaya i Comares
Vi standsede ved restaurant Atalaya i udkanten af Comares, hvor vi skulle spise til middag. Allerede i bussen havde vi valgt forret og også, om vi ville have fisk eller kød til hovedretten. Comares, en af de mange hvide landsbyer i Andalusien, ligger ca. 25 km fra Velez-Malaga og grænser mod nord til Riogordo. Den ligger i godt 700 meters højde, og køreturen derop havde været spektakulær. Det viste sig, at nogle af selskabet, i hvert fald Hanne og Kirsten, havde været deroppe blot to dage i forvejen på en tur, arrangeret af den danske klub i Almunecar. Men turen er så flot, at den sagtens kan opleves flere gange.

Til venstre er vi på vej til restaurant Atalaya. Til højre besøger vi restaurantens bodega i kælderen.

Indtagelse af smagsprøver i restaurantens bodega. Mogens forsøger at mane til mådehold og omtanke - men han taler for døve øren.

Fra restaurantens spisesal.

Til venstre Jørgen, Bente, Mogens og Ruth. Til højre Hanne og Birgit.

Til venstre ser det ud til, at Viggo er ved at fortælle en lystfiskerhistorie. Kirsten kigger væk, mens Vibeke smiler - måske fordi hun har hørt historien så mange gange før.

Riogordo
Efter indtagelsen af en dejlig treretters menu med efterfølgende kaffe fortsatte i i bussen til Riogordo. Riogordo er en typisk andalusisk bjerglandsby, som ligger ca. 35 km fra både Malaga, Velez og Antequera i Axarquía regionen. Ud fra byens navn, som betyder "Den fede Flod", havde jeg på denne årstid forventet om ikke en rivende strøm så dog en smule vand i flodlejet. Det var ikke tilfældet. Også her havde man denne vinter kun fået omkring halvdelen af den forventede nedbør. Angående navnet på landsbyen så mener man, at navnet hidrører fra den omstændighed, at rige mineralforekomster i jorden får vandet til at føles "fedtet". Der er fundet rester af fønikiske beboelser i området, og der er også levn af romerske mosaikker i en villa fra det tredje århundrede. Maurerne, som var her i omkring 800 år, har som alle steder i Andalusien også sat deres spor her.

Spadseretur gennem Riogordo.

Vi blev sat af bussen i udkanten af Riogordo og spadserede op til pladsen, hvor passionsspillet skulle opføres. Gaderne - og cafeerne - var fyldte med glade mennesker. Som det fremgår af nedenstående billede til venstre, var en del af de medvirkende også på vej til spillepladsen. Spillet opføres på en bjergside, som bærer navnet El Calvario, Golgata, så man kunne dårligt undgå at tænke på dengang for snart 2000 år siden, da Jerusalems befolkning strømmede op til Golgata.

Passionsspil El Paso i Riogordo i 2016.

El Paso - passionsspillet
Efter 10-15 minutter nåede vi frem til det sted, hvor man siden 1951 har opført et såkaldt passionsspil, på spansk El Paso, hvor man præsenterer scener fra Jesu liv og især hans lidelseshistorie. Det regnes for et af de bedste passionsspil i Europa. Omkring 500 personer er med, nogle få residenter deltager, men langt størsteparten er lokale, og der er næppe den familie i byen, som ikke på den ene eller den anden måde er involveret i spillet.

Passionsspil begyndte at forekomme i det 17. århundrede i et forsøg på at slippe for pesten, som i århundreder havde hærget Europa. Hertil kom, at Europa også led voldsomt under Trediveårskrigen. I den lille sydtyske by Oberammegau døde en femtedel af befolkningen i årene 1632-33. Befolkningen var desperat og lovede Gud, at de hvert tiende år ville opføre et skuespil over påskens begivenheder, hvis han sparede landsbyen, så ikke flere skulle dø af krig og pest. Gud tog tilsyneladende imod løftet - i hvert fald gik krig og pest gik herefter uden om byen, og i 1634 blev passionsspillet opført for første gang. Siden da har det lille lokalsamfund i Oberammergau hvert tiende år opført et imponerende passionsspil, der spiller fem gange om ugen i fem måneder.

Spillet i Riogordo afvikles hvert år på langfredag og den følgende dag, påskelørdag. På en asfalteret plads, som også anvendes som stadion, opstilles et par tusinde plasticstole. Da det i år var tidlig påske med deraf følgende risiko for kulde og regn og kold blæst fra de bagvedliggende bjerge, havde vi alle medbragt en varm trøje og nogle en regnjakke, men vejret viste sig fra sin fineste side med masser af sol. Vibeke hentede billetterne på et lille kontor ved indgangen (billetpris i 2016: 8 Euro, 5 Euro for pensionister). Sammen med billetten fik vi udleveret et program, som viste de scener, som spillet omfattede:

  1. Abrahams ofring af Isak.
  2. Jesus møder den samaritanske kvinde ved brønden.
  3. Bjergprædikenen. Jesus vælger sine 12 disciple (apostle).
  4. Maria Magdalenes anger.
  5. Peter får nøglerne til Himmerige.
  6. Jesus helbreder en blind mand.
  7. Indtoget i Jerusalem palmesøndag.
  8. Jesu sidste øjeblikke med sin moder
  9. Den sidste nadver.
  10. Judas angiver sin herre.
  11. Jesus i Getsemane have.
  12. Retssagen mod Jesus.
  13. Jesus bærer korset op på Golgata.
  14. Jesus dør på korset.
Der var masser af pladser til publikum, og da spillet bliver opført på en let skrånende naturscene, havde alle, tror jeg, et fint udsyn til spillet. Forestillingen begyndte kl. 16:30 og varede ca. 3 timer. Det viste sig snart, at lyden fungerede perfekt med anvendelse af trådløse mikrofoner. Ikke at jeg kunne forstå ret meget af, hvad der blev sagt, men det er min erfaring, at lydsiden i et stykke er mindst lige så vigtig som billedsiden. Alle medvirkende havde fantastiske stemmer, og det bliver jo ikke dårligere af, at spansk er et utrolig smukt sprog.

Præsentation af alle de medvirkende.

Stykket begyndte med, at alle de omkring 500 medvirkende fra landsbyen defilerede forbi tilskuerpladserne: Jesus, hans mor, hans disciple, de romerske soldater, en romersk officer til hest, tempelvagten og den jødiske befolkning i Jerusalem. Jeg tog lidt af dette optog på video, som du kan se ved at trykke på nedenstående billede.

De medvirkende defilerer forbi tilskuerpladserne.

I det følgende har jeg efter fattig evne forsøgt at supplere mine fotos og videoklip med "citater", "gengivelser" fra de hellige skrifter. Det er ikke min hensigt at gå hverken i Paulus' eller evangelisternes fodspor, men blot at genkalde de fortællinger, som vi alle kender fra skoletiden og måske sændagsskolen. Det var jo dengang, man endnu kunne undervise i Bibelhistorie. Hvis jeg støder nogen, bedes de bare springe mine ubehjælpsomme tekster over.

Scene 1: Abrahams ofring af Isak.
Beretningen om Abrahams ofring af Isak er Guds prøve af Abraham, hvor Gud beder Abraham om at tage sin eneste søn med op på Moriabjerget og ofre ham. Vi husker, at Abraham og Sara først fik Isak, da de var omkring 100 år og for længst havde opgivet af få børn. Og at Gud lovede, at Abrahams efterkommere ville blive "så talrige som himlens stjerner". På den tid var det naturligt at ofre det bedste, man havde af dyr og afgrøder, men ikke mennesker. Abraham tager af sted for at adlyde Guds befaling uden at stille spørgsmål. Først da drengen er bundet på alteret, og Abraham løfter kniven, lyder der en stemme fra himlen, og en engel standser Abraham i sidste øjeblik. Herefter opdager han en buk, som har viklet hornene ind i et krat, og ofrer dette dyr i stedet. Jeg var lidt i tvivl om, hvorfor denne grumme fortælling blev koblet sammen med Jesu lidelseshistorie, men kan da godt se en parallel til Guds ofring af sin egen søn. Som Gud sluttede en pagt med Abraham og hans slægt om, at han ville være deres gud til alle tider, og de skulle være hans folk, således blev der også ved Jesu død indgået en ny pagt mellem Gud og menneskene.

Abrahams ofring af Isak. Til højre dukker en engel op med et lam i favnen.

Scene 2: Jesus møder den samaritanske kvinde ved brønden..
Jesus sidder ved Jakobskilden, som ligger på det stykke jord, som Jakob gav sin søn Josef, da en samaritansk kvinde kommer for at hente vand. Jesus beder hende om noget at drikke, og kvinden spørger, hvordan han, en jøde, kan bede hende om noget at drikke, da jøder ikke ville have noget med samaritanere at gøre. Samaria havde engang været en del af jødernes land, Israel, og samaritanerne havde været en del af jødefolket. I forbindelse med at Assyrien i 722 f.v.t. invaderede Israel, blev mange af indbyggerne fra den nordlige del af Israel deporteret til Assyrien. I 586 f.v.t. indtog den babylonske konge, Nebukadnesar II Jerusalem efter have besejret det assyriske imperium. De mest indflydelsesrige jøder blev deporteret til Babylon, og det første jødiske tempel i Jerusalem blev ødelagt. I 538 f.v.t. erobrede den persiske konge Kyros (i dag Iran) det babylonske rige og lod eksiljøderne vende hjem og accepterede en form for jødisk selvstyre i Jerusalem, således at det jødiske tempel kunne genopbygges. Imidlertid havde der været en stor indflytning af folk fra Babylon til nordriget i Israel. De antog stedets religion og benyttede de lokale templer, men de var modstandere af tempelbyggeriet i Jerusalem og af, at deres religion fik hovedsæde der. I stedet byggede samaritanerne byggede et helligdom på Garizims bjerg (Velsignelsens bjerg). Helligdommen blev ødelagt af den jødiske ypperstepræst 120 f.v.t.

Jesus møder den samaritanske kvinde ved brønden

Jesus svarer kvinden: "Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand". Kvinden spørger, hvorledes Jesus kan få levende vand, hvortil han svarer: "Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv". Kvinden siger til ham: "Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand".

Scene 3: Bjergprædikenen. Jesus vælger sine 12 disciple (apostle)..
Bjergprædikenen er en af de taler, måske den vigtigste og mest indtrængende, som Jesus holder under sine vandringer i Israel, og som retter sig mod hans disciple og folkeskaren. Den indeholder bl.a. Saligprisningerne, Fadervor, de 6 såkaldte Antiteser samt Den gyldne regel: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem".

Saligprisningerne:
Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.

Til venstre Bjergprædikenen, til højre udvælger Jesus sine 12 disciple.

I bjergprædikenen siger Jesus, at han ikke er kommet for at nedbryde loven, men tværtimod for at opfylde den. Antiteserne er således Jesu udlægning af Moseloven. Han indleder disse antiteser med: "I har hørt, at der er sagt... men jeg siger jer ...." Bjergprædikenen kan opfattes som et modstykke til overrækkelsen af de 10 bud, som Moses ifølge traditionen fik af Gud på Sinaibjerget, og den er en understregning af, at med Jesus er der blevet indgået en ny pagt, et nyt testamente. Nu er det ikke længere nok at overholde lovens ord, nu skal motivet bag dine handlinger også være godt. Jesus kommer i flere tilfælde i konflikt med de rettroende jøder – de skriftkloge og farisæere – fordi han forholder sig mere frit til loven. For eksempel gør han gode gerninger på sabbatten, og han forhindrer en folkemængde i at stene en utro kvinde, hvilket loven ellers foreskriver. Jesus nævner seks af Moselovens mange regler (vistnok mere end 600) og giver derefter dem sin egen fortolkning eller præcisering, som er radikalt anderledes.

1. "Du må ikke begå drab" bliver i Jesu’ udlægning et forbud mod vrede og brug af skældsord.
2. "Du må ikke bryde ægteskabet" skærpes til, at man ikke må kaste ”lystne blikke” og begære andre kvinder.
3. Loven om at en skilsmisse skal udløse et skilsmissebrev bliver skærpet til, at man overhovedet ikke må lade sig skille fra sin hustru. Iflg. loven (moseloven) kunne en mand skille sig af med sin hustru ved at give hende et såkaldt skilemissebrev.
4. Buddet om at man ikke må sværge falsk bliver skærpet, således at man slet ikke må sværge.
5. Reglen om "retfærdig gengældelse" – øje for øje og tand for tand – bliver ikke bare skærpet men helt afvist, idet Jesus siger, at man i stedet skal vende den anden kind til – og hvis nogen tager din kjortel, så lad ham også få kappen.
6. Buddet om at elske sin næste og hade sin fjende bliver ændret til, at man både skal elske sin næste og sin fjende.

Jesus kalder sine tolv disciple til sig og giver dem magt over urene ånder, så de kan helbrede sygdom og lidelse. At han ud af sine mange følgere vælger netop tolv disciple (elever), er ikke en tilfældighed, da tallet repræsenterer Israels tolv stammer. Moses og hans broder Aron havde i sin tid også udvalgt 12 mand, da de skulle trænge ind i det hellige land. Da Judas dør efter at have forrådt Jesus, skynder disciplene sig at vælge Matthias som afløser for ham. Der er dog også de, som anser Paulus for den 12. discipel (apostel).

Jesus udvælger sine 12 disciple

Scene 4: Maria Magdalenes anger.
En farisæer indbyder Jesus til at spise hos sig. Nu er der i den by en kvinde, som lever i synd. Da hun får at vide, at Jesus sidder til bords i farisæerens hus, går hun derhen med en krukke fuld af olie, stiller sig grædende bag ham ved hans fødder og begynder at væde hans fødder med sine tårer og tørre dem med sit hår, og hun kysser hans fødder og salver dem med olien. Da farisæeren, som hr indbudt ham, ser det, tænker han ved sig selv: "Hvis den mand er profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd." Jesus siger da til ham: "Simon, jeg har noget at sige dig. En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?" Simon svarede: "Den, han eftergav mest, vil jeg tro." Jesus siger: "Det har du ret i." Og vendt mod kvinden siger han: "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." Og han siger til kvinden: "Dine synder er tilgivet. Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!"

Maria Magdalene er ifølge Johannesevangeliet den første, som møder Jesus, efter at han er stået op fra de døde.

Scene 5: Peter får nøglerne til Himmerige.
Peter hedder egentlig Simon. Han er fisker og en gift mand, men da han møder Jesus, forlader han alt og følger ham. Det er Peter, som siger, at han tror, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn, og ikke bare en klog mand med særlige evner. Derfor siger Jesus til Peter, at han er den klippe, som Jesus vil bygge sin kirke på. På latin bliver det til Petrus. Derfor kender vi i dag Peter som Peter og ikke som Simon. I forbindelse med, at Jesus kalder Peter for klippen, lover han ham nøglerne til Himmeriget. Han lover også, at alt, hvad Peter ’binder’ og ’løser’ på jorden, skal være bundet og løst i himlen. Det betyder, at Jesus giver Peter magten til at tilgive synder. Peter fik dermed nøglemagten – man kan se nøglerne i Vatikanets flag. Det var det samme som en fuldmagt og dermed magten over dødsriget og himmeriget. Peter var også den første mand, der mødte den opstandne Jesus, hvilket har haft stor betydning for hans status.

Scene 6: Jesus helbreder en blind mand.
Da Jesus og disciplene er på vej til Jerusalem, træffer de på vejen i Jeriko en tigger, Bartimæus, som har været blind fra fødslen. Da han hører, at Jesus er på vej, begynder han at råbe: "Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig", og han løber hen til Jesus. Da Jesus spørger ham: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?" svarer han: ”Rabbi, at jeg må kunne se!”. Jesus helbreder ham og straks kan han se. Da han takker Jesus, svarer denne: "Din tro har frelst dig", og Bartimæus følger med Jesus til Jerusalem.

Scene 7: Indtoget i Jerusalem palmesøndag.
Efter tre år, hvor Jesus sammen med sine disciple er rejst rundt i Israel, kommer de til Jerusalem i anledning af påskefesten. Jesus sender to disciple i forvejen. De skal gå ind i en landsby og tage et æselføl, som vil stå bundet dér. Hvis nogen spørger, skal de bare sige: "Herren har brug for det". Så ville ingen hindre dem i det. Det går, som han havde sagt. Da han rider ind i byen på æslet, bliver han hyldet af befolkningen som den ventede Messias, og de vifter med palmegrene og råber "Hosianna (frels os)."

Indtoget i Jerusalem palmesøndag.

Hermed opfyldes profetien i Zakarias bog i Det Gamle Testamente om, at "Jerusalem og det ødelagte Davidsrige skal genoprettes, når en sagtmodig, men sejrrig og retfærdig konge rider ind i Jerusalem på et æsel. Han skal bringe fred og herske overalt." Jesus bliver hyldet som den nye konge, der skal komme med fred og sejr til Israels folk, som jo lever under romernes besættelse. Dette får de skeptiske jødiske myndigheder til at beslutte at dræbe ham. De følgende fem dage er præget af stigende spændinger og konfrontationer mellem ypperstepræsterne, de skriftkloge og Jesus, men de tør ikke anholde Jesus på grund af frygt for folkemængdens reaktioner.

Scene 8: Jesu sidste øjeblikke med sin moder.
Det gik desværre ikke op for mig, hvad denne scene omhandlede. Men man er jo som bekendt ikke forpligtet udover sine evner.

Jesus sidste øjeblikke med sin moder.

De to øvrige kvinder er formentlig Jesu moster, som også hed Maria, og Maria Magdalene (som uanset Dan Browns fantasifulde påstande i Da Vinci mysteriet ikke var Jesu hustru). De tre kvinder møder vi igen ved korset.

Scene 9: Den sidste nadver.
Torsdag aften skærtorsdag, holder Jesus påske med sine disciple, og de mindes udfrielsen af Ægypten, da Gud gjorde sit folk fri af trældommen, lod døden gå forbi dem og ledte dem på vejen mod det forjættede land. Inden de spiser, vaskede Jesus disciplenes fødder, men de forstår ikke, at Jesus, som er deres herre, skulle gøre en tjeners arbejde. Men Jesus siger: "Jeg er er kommet for at tjene, og den største blandt jer skal være jeres træl".

Jesus vasker disciplenes fødder under den sidste nadver.

Jesus gør sit sidste måltid til den første nadver, og han indstifter brødet og vinen, som de får at spise og drikke, og siger, at det er hans legeme og blod, og gør det til den nye pagt mellem Gud og mennesker. Under måltidet forudsiger Jesus, at én af disciplene vil forråde ham og udlevere ham til bødlerne. De spørger hinanden om, hvem det kan være. Jesus siger, at det var den, som netop havde rakt hånden hen til fadet sammen med ham. Judas (Iskariot) spørger: "Det er vel ikke mig, Rabbi?", og Jesus svarer: "Du sagde det selv."

Judas lister ud af Getsemane og opsøger ypperstepræsterne og lover at ville angive Jesus.

Mens disciplene sover, lister Judas ud og opsøger ypperstepræsterne og de skriftkloge og lover, at han vil fortælle dem, hvor og hvornår de kan finde Jesus, så de kan arrestere ham. Judas modtager 30 sølvpenge for sit forræderi.

Scene 10: Judas angiver sin herre.
Da Jesus med sine disciple efter måltiden begiver sig hen til Getsemane have, følger Judas efter sammen med tempelvagten. For at vise vagterne, hvem de skal arrestere, kysser han Jesus. Han forråder altså sin herre med et af historiens mest berygtede kys, det man kender som Judaskysset. Da Judas ser, at Jesus bliver dømt, fortryder han og går tilbage med de 30 sølvmønter til ypperstepræsterne og rådet. "Jeg har syndet", siger han, "jeg har forrådt en uskyldig mand, som I nu slår ihjel." "Hvad kommer det os ved?" svarer de. "Det må du selv tage ansvaret for." Så smider Judas pengene ind i templet og går hen og hænger sig.

Judas hænger sig efter at have forrådt Jesus til ypperstepræsterne.

Ypperstepræsterne samlede pengene op. "Vi kan ikke lægge dem i tempelbøssen," siger de til hinanden, "for der klæber blod ved de penge. Loven forbyder os at bruge dem." De ender med at købe et stykke jord, der skal bruges som begravelsesplads for fremmede, der dør i Jerusalem.

Scene 11: Jesus i Getsemane have.
Da Jesus og disciplene har afsluttet aftensmåltidet, går de ud til Oliebjerget, hvor de ofte tilbringer natten. Jesus siger til dem: "I nat vil I alle svigte mig". Peter siger: "Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig", men Jesus svarer: "Sandelig siger jeg dig: I nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.". Da de kommer de til det sted, der kaldes Getsemane, siger han til sine disciple: "Sæt jer her, mens jeg beder", og han tager Peter og Jakob og Johannes med sig ind i haven. Jesus bliver grebet af stor angst over det, han ved, skal ske, og han siger: "Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!". Han går lidt bort, kaster sig til jorden og siger "Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.". Han går tilbage til disciplene og finder dem sovende, og han siger til Peter: "Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time? Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt". Atter går Jesus bort og beder. Og atter finder han dem sovende, da han kommer tilbage. Da det samme gentager sig for tredje gang, siger han til dem: "Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder. Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede."

Jesus pågribes af tempelvagten i Getsemane.

Og nu dukker Judas op sammen med en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste. Peter trækker sit sværd, slår ud efter ypperstepræstens tjener og hugger hans ene øre af. Men Jesus beder ham stikke sværdet i skeden: "Den, som griber til sværdet, skal dø for sværdet." Soldaterne fører Jesus til ypperstepræsten Kajfas, mens Peter følger efter på afstand.

Scene 12: Retssagen mod Jesus.
Rådet, som består af ypperstepræsterne (den siddende ypperstepræst er Kajfas), de skriftkloge og de ældste, forsøger at finde beviser, der kan få Jesus dømt til døden. De tilkalder to vidner, der siger: "Vi har hørt ham påstå, at han kan rive Guds tempel ned og bygge det op igen på tre dage.". Kajfas siger til Jesus: "Vil du virkelig påstå, at du er Guds søn?". Jesus svarer: "Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.". Da flænger Kajfas sine klæder og siger: "Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?", og de svarer: "Han er skyldig til døden.". De spytter Jesus i ansigtet og slår ham med knytnæver og stokke.

Imens sidder Peter udenfor i ypperstepræstens gård. En pige kommer hen og siger, at han da også havde været sammen med Jesus. Men Peter siger: "Jeg ved ikke, hvad du mener.", og han går lidt bort. Men her er der en anden pige, der siger til til dem, der står derude: "Han, der står dér, var sammen med Jesus fra Nazaret.", og igen benægter Peter. Lidt efter kommer de igen hen til ham og siger: "Jo, du er en af dem. Dit sprog røber dig.", og Peter sværger på, at han ikke kender nogen, der hedder Jesus. Og så galede hanen. Og Peter huskede, hvad Jesus havde sagt.

Jesus stedes for Pontius Pilatus.

Dagen efter, langfredag, bliver Jesus blev ført til den romerske statholder, Pontius Pilatus. Israel er på den tid under romersk herredømme, og Pilatus er den øverste myndighedsperson i landet og repræsentant for Romerriget. Selv om jødernes Råd har et vist selvstyre, har de ikke myndighed til at udstede dødssomme. Ypperstepræsterne og det jødiske Råd må have Pilatus’ godkendelse. Statholderen er den, der skal bestemme, om Jesus er skyldig. Ypperstepræsterne fremfører deres anklager om, at Jesus påstår, at han er Guds søn. De påstår også, at Jesus opfordrer folket til at nægte at betale skat til kejseren og for at have sagt, at han var en konge. Lidt overraskende konstaterer Pilatus, at han ikke finder nogen skyld hos Jesus, men forsamlingen fortsætter med at anklage Jesus for at "ophidse folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil."

Da Pilatus opdager, at Jesus er galilæer, sender han ham til Herodes, som er jødisk landshøvding i Galilæa. Herodes er også i Jerusalem i anledning af påsken. Han stiller Jesus nogle spørgsmål, som han imidlertid ike besvarer, og Herodes og hans soldater begynder at håne Jesus. Herefter sender de Jesus tilbage til Pilatus (altså fra Herodes til Pilatus). Pilatus er stadig i tvivl om Jesus skyld. Han lader ypperstepræsterne og medlemmerne af Rådet tilkalde og meddeler dem, at han nu har forhørt Jesus og ikke fundet ham skyldig i nogen forbrydelse, der medfører dødsstraf, så Pilatus vil løslade ham. Jøderne presser på og kræver Jesus henrettet, og de truer Pilatus med, at de vil klage over ham til den romerske kejser.

Jesus dødsdømmes af Pontius Pilatus.

Nu plejede man at fejre påsken med at give en fange fri efter folkets ønske. I fængslet sidder der netop en forbryder, som hedder Barabbas. Pilatus spørger jøderne, hvem han skal løslade, Jesus eller Barabbas. Og alle råbte højt: "Barabbas". Pilatus spørger dem, hvad han skal gøre med Jesus. Og de råbte: "Korsfæst ham". Pilatus sendte bud efter vand og vaskede sine hænder i mængdens påsyn og siger: "Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det er jer, der dømmer ham.” Pilatus bøjer sig for presset og overgiver Jesus til soldaterne, som pisker ham, river tøjet af ham og giver ham en rød kappe på. De giver ham også en tornekrone på hovedet og hylder ham spottende som jødernes konge. Under forhører sendes Pilatus’ hustru bud til ham om, for at han skal lade Jesus være. Hun har nemlig i drømme fået at vide, at Jesus er en retfærdig mand, dvs. et menneske, der lever, som Gud vil have det.

Scene 13: Jesus bærer korset op på Golgata.
Derefter må Jesus bærende sit kors gå vejen fra Pilatus' palads gennem Jerusalem til stedet for korsfæstelse, en rute der traditionelt kaldes for Via Dolorosa. Evangelierne fortæller, at Simon af Kyrene (Nordafrika) må hjælpe ham med at bære korset, efter at Jesus er segnet flere gange under byrden. Iflg. en middelalderlegende tørrrer Veronika, en af de kvinder, Jesus møder på sin vej til Golgata, Jesu ansigt med et klæde, hvorved sved og blod aftegner hans ansigtstræk på klædet. Veronikas "svededug", som den benævnes, har siden det 8. århundrede været opbevaret i Peterskirken i Rom.

Veronika tørrer Jesu ansigt med et klæde (svededug).

Golgata (som betyder hovedskalssted) ligger lidt uden for bymuren Jerusalem. er bliver Jesus korsfæstet mellem to forbrydere/røvere. Over Jesus bliver anbragt et skilt ""Jesus fra Nazaret. Jødernes konge" (forkortet INRI). Ypperstepræsten havde forgæves protesteret mod indskriften på korset og sagt til Pilatus: "Skriv i stedet, at han sagde, at han er jødernes konge", hvortil Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg."

Jesus bærer sit kors op på Golgata

Scene 14: Jesus dør på korset.
Da de kommer ud til Golgata, bliver Jesus korsfæstet mellem to røvere. Mens han er naglet til planken og hænger der i tre timer, bliver han blev spottet af de tilstedeværende. Den ene af de to røvere siger til Jesus, at hvis han er Guds søn, kan han vel frelse dem alle tre. Den anden skammer ham ud: "Han er uskyldig. Vi to er skyldige. Og til Jesus: "Husk mig, når du kommer til dit rige". Jesus svarer: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis". Jesus siger, at han tørster, og får han en svamp med eddike rakt op. De romerske soldater deler hans tøj imellem sig, og de kaster lod om hans kjortel.

Jesus på korset.

Mens Jesus hænger lidende på korset, kommer han med følgende udsagn:
1. Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.
2. Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.
3. Kvinde, dér er din søn. Dér er din mor.
4. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
5. Jeg tørster.
6. Det er fuldbragt.
7 .Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.

Udover ypperstepræsterne og de skriftkloge, de romerske soldater og nogle af Jesu disciple og venner er der tre kvinder ved korsets fod: Jomfru Maria, Jesu mors søster, som også hedder Maria samt Maria Magdalene. Første del af det tredje korsord, "Kvinde, der er din søn", er rettet til hans mor. Andel del, "Der er din mor", er rettet til sin discipel Johannes. Han betror derved sin mor til "den discipel, som Jesus elskede". Skrifter, som ikke er taget med i biblen, beretter, at Maria siden flyttede med Johannes til Efesos i (nutidens) Tyrkiet, hvor hun boede indtil sin død.

Fra den sjette til den niende time (kl. 12-15) er der mørke. Ved den niende time råber Jesus højt, bøjer hovedet og udånder. En soldat stikker Jesus i siden med et spyd for at sikre sig, at han var død. I forbindelse med Jesu død kommer et jordskælv, så grave springer op, og forhænget i templet bliver flænget fra øverst til nederst.

Jesus dør på korset

Nogle af Jesu venner tager hans døde legeme ned af korset, bærer det bort og lægger det i en grav, som tilhører Josef af Arimatæa, og en stor sten bliver væltet for graven.

Jesus tages ned fra korset og føres bort af venner og disciple.

Afslutning på spillet.
Efter næsten fire timer er passionsspillet afsluttet. En imponerende indsats af beboerne i den lille landsby. Flotte kulisser og kostumer. Stor dedikation og indlevelse. Jeg tror, at vi kommer tilbage om et par år for at genopleve det. Så vil jeg sørge for at få en plads på en af de forreste stole, så jeg har frit skud med mit kamera.

Spillet afsluttes med, at alle de deltagende endnu en gang passerer forbi publikum, som stående giver deres hyldest til kende.

Afslutning

Inden vi forlader stedet, skal Jakob lige have et sidste billede. Jakob er en dygtig fotograf, som har leveret mange flotte forsidebilleder til Kirkebladet.

Til venstre skal Jakob lige have taget det sidste foto, til højre kappes Kirsten og Niels om at komme først tilbage til bussen.

Det var en hyggelig spadseretur tilbage til bussen. Solen var gået ned, og befolkningen hyggede sig på gaderne og cafeerne, mens vi spadserede tilbage til bussen. Vibeke fik stort bifald for en vel tilrettelagt og fint gennemført udflugt, da hun stod af i Costa Algarrobo, hvorefter vi fortsatte til Almunecar, hvor vi var omkring kl. 21. Alle glade og opløftede efter en dejlig dag i godt selskab (vores eget) med masser af indtryk og oplevelser.

 

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja Forrige side: Vandreture med Den danske klub i Torre del Mar. Næste side: Udflugt til Malaga

 

Vælg næste side: