Desværre er mange af de musiksteder, vi frekventerede, siden blevet lukket. Dels pga. klager fra naboer (og konkurrenter), dels pga. skyhøje afgifter for at få lov til at spille. Det begræder vi sammen med de mange musikere, som hyggede sig med at spille musik fra deres ungdom. Så denne side er nærmest et monument om noget, der var.)

Musiklivet i Nerja
Som sagt vrimler det med spisesteder i Nerja, nogle få af dem holder lukket en måned eller mere i vinterperioden. Birgit elsker at studere spisekort udenfor restauranterne, så vi gør en del stop undervejs på vores lange spadsereture. Af opslag ved restauranterne fremgår, at der meget ofte er levende musik om aftenen, gerne en mand med en guitar, evt. sammen med en sanger. Der er selvfølgelig også steder, hvor der nærmest er tale om en forestilling fx med flamencomusik og -dans, og hvor man i nogle tilfælde betaler for at komme ind.

Jeg har vist nævnt, at Ian, vores engelske ven, er tidligere musiker. Midt i 1960'erne spillede han i et band, som rejste rundt i Nordtyskland i næsten et år og gav koncerter, nogenlunde samtidig med, at the Beatles begyndte deres karriere i Hamborg. Hans band kaldte sig "the Geordies from Liverpool", selv om alle medlemmerne var fra Newcastle, men på den tid skulle et band komme fra Liverpool for at folk gad høre det. Hvis du ikke ved det, kan jeg fortælle, at en Geordie er en person fra Newcastle, så betegnelsen "the Geordies from Liverpool" ville svare til, at man i Danmark kaldte et band for "Molboerne fra København". Ian begyndte med at spille "lead guitar", men skiftede siden til base guitar. I mange år har han levet af at komponere musik til TV-serier, reklamer mv., men det sidste år har han fået spilleglæden igen. Inden Ian og Amanda tog til Nerja i begyndelsen af januar i år (2012), fik han på internettet kontakt med en ung fyr, som hedder Jonny. Jonny kender alt til musiklivet i Nerja, og han lovede at introducere Ian til miljøet, når han kom herned. Da Ian ikke vidste, hvad det ville udvikle sig til, undlod han at tage sit eget instrument med og ville i stedet låne sig frem. Vi kom til Nerja en ugestid efter Ian og Amanda, og da var Ian allerede godt i gang med "sit comeback", havde deltaget i flere jam sessions og øvede flere gange om ugen. Han fortalte, at han tydeligt kunne mærke, at det var næsten 30 år siden, han sidst spillede guitar, men nu er bassen også hans yndlingsinstrument, men det var ikke så nemt at låne en bas, så den første tid i Nerja spillede han mest guitar.

Jonny, hvis kunstnernavn er Jonny Unplugged, fortalte, at der på en del restauranter i og omkring Nerja er en ugentlig aften, hvor musikere og sangere møder op for at spille sammen. Det hele er helt uformelt, og i princippet kan enhver gå til mikrofonen (open mike, kaldes det). Restauratøren har dog lavet en aftale med én af musikerne, som sørger for afviklingen af aftenens musik. Ian spillede ude 3-4 gange om ugen både i Nerja og byerne omkring. Næsten alle musikerne er tilsyneladende fra England eller Irland eller Tyskland, men ind imellem dukker der fx. en nordmand op. Mange har spillet hele deres liv, nogle som amatører, andre som professionelle, og på deres gamle dage er de flygtet fra det barske nordlige klima til varmere himmelstrøg, hvor de har fundet deres ungdom igen. En stor del af repertoiret er musik fra 1960-erne og 1970-erne, hvilket passer os rigtig udmærket. Det giver os en mulighed for at skråle med. Der er en del instrumenter i spil i løbet af aftenen: guitar, bas, trommer, trompet, mundharpe, marimba, tamburin osv. Vi talte med mange af musikerne, som alle var søde og venlige, og mange af dem mødte vi siden på spillesteder i Nerja. Stort set alle musikerne, bortset fra de få sangerinder, er mænd, og mange har konen med. De morer sig også vældigt, så ved de da også, hvad manden render rundt og foretager sig om aftenen. Ian fortalte, at han finder det meget mere afslappende og tilfredsstillende at spille under disse forhold, hvor der ikke er noget pres, og hvor man alene spiller for sin - og andres - fornøjelse.

Jonny fortalte, at der den følgende søndag skulle være "en koncert", hvor 6-7 grupper ville spille i løbet af aftenen. Koncerten begyndte allerede kl. 18 og fandt sted på Caeli Bar på Calle Prolongacion Rodriguez Acosta, bare to minutters gang fra Ian og Amandas lejlighed. For 8 Euro ville vi få alle de tapas, vi kunne spise - og så masser af musik til. Vi tog selvfølgelig med og havde en dejlig aften. Især nød vi at høre og se Ian spille. Amanda fortalte, at hun i deres 10 års ægteskab stort set ikke havde oplevet Ian spille, så for hende var det også en helt ny verden, som havde åbnet sig.

Næste gang vi var ude i musiklivet, foregik det på restaurant "Numero Seis", som ligger bare 10 minutters gang fra Europa-balkonen. Her er der musikaften hver fredag, og ofte er det Jonny, som står for det. Jonny er en ung fyr med en utrolig vitalitet, aldrig i ro og fuld af skæg og ballade. Han minder mig lidt om en ung Kim Larsen - for 50 år siden. Han har taget Ian til sig og kalder ham for far (dad). Ian fortalte, at han havde lidt problemer, når de spillede numre, han ikke kendte, men som professionel musiker kunne han selvfølgelig håndtere det også. Det nemmeste var selvfølgelig, når de bare "jammede", improviserede. I løbet af aftenen dukkede der musikere op, som efter aftale med Jonny gik på scenen og gav 2-3 numre, nogle blev de hængende, andre forsvandt igen straks efter, måske for at opsøge et andet spillested i byen. En pige, som gik på scenen for at synge, viste sig at være en katastofe, men hvad gør man ikke, når familie og venner fortæller dig, at du synger pragtfuldt og presser på. Var der nogen, der sagde X Factor? Ian gjorde alt for at hjælpe og opmuntre hende på scenen, men hun manglede iflg. hans vurdering det vigtigste, "tuning and timing" - og det kan man desværre ikke lære, det er en medfødt gave. Hun fik selvfølgelig et stort bifald, da hun endelig forlod scenen. Flere af de andre solister var heldigvis rigtig gode, især en meget charmerende og dynamisk pige fra Irland. Hun skulle en tur hjem til Dublin dagen efter, men fortalte, at hun ville komme igen i marts. Vi glæder os allerede til gensynet og genhøret.

Live music på restaurant "Numero Seis" i Nerja.

Vi kom på "Numero Seis" flere gange, dels var programmet godt, faciliteterne for musikerne gode og der var masser af plads i restauranten, selv når der var fyldt godt op. Vi kunne se på værtens ansigt, at han også hyggede sig. Måske ikke kun over musikken, men nok også over omsætningen ved bordene og baren. Jeg kan lige nævne, at musikerne spiller gratis, dog får de hver en drink på husets regning. For Ians vedkommende en kop/kande te, andre valgte en øl eller et glas vin. Hvis du kommer til Nerja, vil jeg anbefale dig at slå et smut omkring "Numero Seis" en fredag aften. Musikken starter kl. 21 og fortsætter til midnat. For 2 Euro til et glas vin kan du få en dejlig aften med masser af musik omgivet af glade mennesker.

En fredag aften var Birgit og jeg inde at spise pizza på Little Italy, en af de to små italienske restauranter, som ligger ved siden af hinanden i Calle Carabeo. Herefter skulle vi hen på "Numero Seis" og høre noget godt musik. Vi faldt i snak med parret ved bordet ved siden af os, et norsk ægtepar, Marianne og Atle, som var taget fra Oslo til Nerja på en 3-4 dages ferie.

Live music på restaurant "Numero Seis" i Nerja. Til højre Amanda, Birgit og vores norske venner Marianne og Atle.

Vi spurgte, om de ville med hen og høre lidt musik, og det ville de gerne, og vi havde en dejlig aften - det tror jeg også, at de syntes. De hilste selvfølgelig på Ian og Amanda og også på mnage af de musikere, som kom til vores bord. En bekræftelse på min livslange erfaring, at danskere og nordmænd elsker hinanden.

Et andet fantastisk spillested er "Los Amigos" i Torrox, hvor vi var oppe en søndag aften. Vi havde flere gange været i Torrox Costa, som er en ferieby med en helt fantastisk strandpromenade med kæmpemæssige hoteller og tusindvis af ferielejligheder. Desuden ligger der en stor campingplads i nærheden, og selv midt om vinteren er der masser af campingbusser på den. Denne aften drejede vi dog nordpå lige før Torrox Costa og kørte op til den oprindelige by, Torrox Pueblo. Ian skulle spille, og da vi ikke vidste, hvor længe det ville trække ud, kørte vi efter ham i vores egen bil, så kunne vi jo tage hjem, når vi blev trætte. Jeg troede flere gange, at vi var kørt forkert - der er godt nok mørkt ude på landet om vinteren - men efter et kvarters kørsel ad små og snoede veje var vi ved "Los Amigos". Restauranten var stor og meget velbesøgt.

Live music på restaurant Los Amigos i Torrox.

Næsten alle musikerne er tilsyneladende fra England eller Irland eller Tyskland, men ind imellem dukker der fx. en nordmand op. Mange har spillet hele deres liv, nogle som amatører, andre som professionelle, og på deres gamle dage er de flygtet fra det barske nordlige klima til varmere himmelstrøg, hvor de har fundet deres ungdom igen. En stor del af repertoiret er musik fra 1960-erne, hvilket passer os rigtig udmærket. Det giver os en mulighed for at skråle med. Der er en del instrumenter i spil i løbet af aftenen: guitar, bas, trommer, trompet, mundharpe, marimba, tamburin osv. Vi talte med mange af musikerne, som alle var søde og venlige, og mange af dem mødte vi siden på spillesteder i Nerja. Mange af musikerne, som bortset fra de få sangerinder alle var mænd, havde konen med. De morede sig også vældigt, så ved de da også, hvad manden rendt rundt og foretager sig om aftenen. Ian fortalte, at han finder det meget mere afslappende og tilfredsstillende at spille under disse forhold, hvor der ikke er noget pres, og hvor man alene spiller for sin - og andres - fornøjelse.

"La Bamba" i La Herradura
Ian ringede og spurgte, om vi havde lyst til at komme med til La Herradura, hvor de skulle mødes med "nogle gamle venner fra England", som hver vinter tilbringer en måned der. De skulle have Jonny med, og vi skulle alle hen på en lokal bar, La Bamba ved stranden, hvor der var "åben mikrofon" fra kl. 20:30. Vi besluttede at køre hver for sig, da vi gerne ville tage derned i god tid og nyde solnedgangen. Det havde vi også gjort i 2011, da vi besøgte vores gode venner, Joan og Flemming, som desværre var blevet forhindret i at tage sydpå i år pga. sygdom.

Solnedgang fra stranden i La Herradura.

Vi fandt hurtigt "La Bamba", som ligger ca. 1 km henne ad vejen, når man svinger til venstre for enden af den eneste vej, der synes at føre til stranden. Vi parkerede bilen og gik en god tur langs stranden. Det begyndte at trække op med truende skyer, så vi besluttede at spise på "La Bamba", og med bilen lige udenfor døren kunne det ikke gå rent galt. Vi fik en udmærket chili con carne og et glas øl - Birgit gjorde opmærksom på, at der i stedet for bønner (som hun altid bruger) var anvendt ris, men smagen fejlede ikke noget.

Efter nogen tid dukkede Ian og Amanda op sammen med deres venner. Det gik op for os, at de også boede i Frankrig, ikke så langt fra Ian og Amanda, men at deres venskab gik tilbage til Newcastle, hvor Ian voksede op. De var særdeles hyggelige og fortalte, at de ikke kunne være hjemmefra mere end en måned, da de havde en del dyr på farmen, som krævede pasning.

Live music på La Bamba i Herradura. Amanda og Ians venner. Til højre Bendt og fruen.

Der var i mellemtiden dukket en hel del gæster op, ja det vil sige, de fleste var nok musikere, hvoraf vi havde set flere i Nerja og omegn. Ved siden af Birgits og mit bord sad et ægtepar ved et 6-personers bord. Ian spurgte, om vi måtte sidde der, og det viste sig, at de var danskere, og de blev kun begejstrede for at få selskab. Bendt og hans kone, som bor i Rask Mølle i Midtjylland, fortalte, at de skulle være i Herradura indtil den 31. marts, og boede i et dejligt hus oppe på bjerget lige nord for Herradura. De havde også været i Herradura i 2011 og fortalte, at vi kunne glæde os til en aften med masser af dejlig musik. Begge havde et gevaldigt humør, selv om helbreddet ikke var helt godt for nogen af dem. Vi fik en dejlig aften sammen, og Ian og Jonny var oppe at spille med "de lokale musikere" som stod for arrangementet. Aftenens arrangør spillede guitar og havde en dejlig stemme. Hans datter spillede keyboard og sang dertil. Det er ingen sag, når man både er køn og kan spille. En af "gæstemusikerne" spillede banjo og sang som Johnny Lonegan i 1960'erne, og hele salen gyngede. I løbet af aftenen, hvor der nok var omkring 15 sangere og musikere på scenen, blev der serveret gratis tapas til alle gæsterne bestående af kylling og salat. Vi kørte hjem mod Nerja i øsende regnvejr. Et par km før Nerja hørte regnen op, at det var tydeligt, at der ikke havde faldet en dråbe her. Så hvis du kommer til La Herradura en torsdag aften, kan jeg anbefale dig at slå et smut ind på La Bamba.

"Sands & C" - Sue and Carsten i Torrox Costa
Som tidligere nævnt skal Ian have sin "Sunday roast", og en dag fortalte han glædestrålende, at han havde fundet en dansk/engelsk restaurant, som laver god, hjemmelavet mad af dansk tilsnit. Restauranten, som hedder "Sands & C" ligger i Torrox, en halv snes km øst for Nerja. Turen derhen langs med Middelhavet er fantastisk, Birgit, Karin og jeg havde været i Torrox et par gange og spadseret på den kilometerlange strandpromenade, Paseo Maritimo. Restauranten ligger inde i hjørnet ved siden af det store fyrtårn, El Faro, lige hvor promenaden begynder og ved siden af de romerske ruiner. Hvis det kniber med at finde stedet, så kig efter det danske og engelske flag, lige så snart du er kommet ned af trapperne til promenaden. Restauranten, eller jeg burde nok kalde den for baren, drives af Sue (Susan), som er englænder og Carsten, som er dansker. Carsten, som viste sig at være meget tiltalende og humoristisk, fortalte, at har været i Torrox i 8 år, og forud for det 5 år i Sverige. Middagen, som vi fik den første søndag, vi var der, bestod af lam med kartofler og sovs, grøntsager, yorkshirepudding og den uundværlige myntesauce, og vi nød den udenfor i det dejlige solskin midt i januar måned. Og ja, maden var mere velsmagende end de søndagsmiddage, vi havde nydt tidligere sammen med Ian og Amanda. Carsten fortalte, hvorledes de gik på marked om lørdagen og gjorde deres indkøb til søndagsmenuen. Alt bliver lavet fra bunden, og intet kommer fra en dåse. Det kunne også smages. Endnu mere imponerede blev vi, da vi så det lille køkken på max 2 m2, hvor Sue tilbereder maden. Mens vi sad der, dukkede flere af de engelske musikere op, som vi havde mødt på "Los Amigos". De havde også bestilt bord og menu i forvejen, og jeg så, at flere af dem skulle have en dansk kage med hjem til aftenskaffen. Hvis du skulle få lyst til at spise her - og det kan jeg kun anbefale - så er det en god ide at bestille i forvejen, måske som vi oven i købet fortælle, hvad du gerne vil have. Det gælder især "Sunday roast", som Susan laver på bestilling. Der er flere muligheder, selv om menukortet selvfølgelig ikke kan være særlig omfattende på så lille sted. Deres telefonnummer er 952 967 734. Der er lukket om torsdagen. Ian bestilte altid bord til kl. 13, hvilket er tidligt efter spansk sædvane, men så var vi almindeligvis dem, der fik først serveret.

Engelsk 'sunday roast' på den dansk/engelske restaurant "Sands & C" på strandpromenaden i Torrox.

Vi tog hen på "Sands & C" igen den følgende søndag for at få "Sunday roast", denne gang var kødet roast beef, og alt var igen velsmagende. Birgit, som ikke er så meget for steaks, fik i stedet en baguette med dejlig salat og kylling. Et andet bord fik dansk smørrebrød. Jeg havde spekuleret en del over det besynderlige navn på restauranten "Sands & C", og havde fundet mening i det, hvis man blot udtalte det på engelsk: "Sands and Sea", og jeg gættede på, at C'er stod for Carsten. Carsten bekræftede min teori og kunne oplyse, at hans kones efternavn var Sands. Det er vist kun en dansker, der kan finde på sådan et navn.

Endnu en engelsk "Sunday roast" på den dansk/engelske restaurant "Sands & C" på strandpromenaden i Torrox.

Denne gang havde vi Amandas veninde, Joe med. Ja, hun hedder faktisk Joe Ann, men det er kun hendes moder, der kalder hende det, men nu ved du det også. Hun var nede for at besøge Amanda og Ian en uge. Sidste vinter havde hun boet i Benalmadena vest for Malaga, hvor Ian og Amanda havde besøgt hende. Joe havde hørt, at tre lufthavne i England var lukket pga. sne, og jeg tror ikke, at hun ville have noget imod at "sne ude" på Costa del Sol en uge eller to. Der var flere gæster end ugen i forvejen, så Sue havde fået hjælp i køkkenet. Selv Carsten så ud til at have travlt, men det klædte ham bare. Og selvfølgelig skulle Ian have dessert, og så måtte vi andre følge trop. Jeg tror, at Joe og Amanda fik "treackle tarts", hvis der er noget, der hedder det, men vi andre fik et lækkert stykke ostelagkage. Det er sikkert ikke sidste gang, at vi spiser søndagsmiddag hos Sue og Carsten. På vejen hjem måtte vi ind på en bar for at se Ian's favorithold Newcastle spille mod Aston Villa. Der stod 1-2, og der manglende godt et kvarter af kampen. Få minutter scorede Newcastle til 2-1, hvilket blev kampens resultat. Og om aftenen skulle Ian igen spille på "Los Amigos", så kan det ikke blive meget bedre.

Hver tirsdag kl. 21 er der også live music på "Sands & C". Der er måske ikke så meget husrum, men til gengæld masser af hjerterum. Vi kendte efterhånden de fleste af musikerne, og de hilste venligt på os. De gange, vi var der, var det Vic Faulkner, som har sit eget band, der stod for tilrettelæggelsen, og det gjorde han fint. Han spiller selv guitar og mundharmonika og har en rigtig god sangstemme, men også Ian og Jonny Unplugged var på scenen flere gange i løbet af aftenen. På billedet herunder spiller Jonny på tromme, som er udformet som en kasse, man sidder oven på. I løbet af aftenen lavede Sue "sausage rolls" til hele forsamlingen, små pølser indbagt i dejg, og de vakte stor glæde. Jeg tror, at alle englænderne mente, at det var typisk dansk. Det tror jeg nu ikke, men de smagte ganske udmærket, så jeg lod det passere.

Den dansk/engelske restaurant på strandpromenaden i Torrox.

Amandas ungdomsveninde Joe (Joe Ann) var selvfølgelig også med på "Sands & C" en tirsdag aften og nød også stedets atmosfære og musikken. Efter at arbejdet med at lave "sausage rolls" til hele forsamlingen var overstået, og alle havde fået glassene fyldt op, hyggede både Sue og Carsten sig med at snakke med gæsterne. På billedet herunder til højre får Joe, Sue og Amanda en god kvindesnak.

Værtinden Sue på Den dansk/engelske restaurant på strandpromenaden i Torrox.

Jeg selv faldt i snak med et hyggeligt ægtepar, Karin og Svend, som hver vinter tager til Torrox i to måneder. De er gennem flere år kommet på "Sands & C", og roste det meget. De kommer stort set hver fredag aften. når der er karaokee, og Svend fortalte, at selv om han ikke havde den store sangstemme, var han da en enkelt gang blevet lokker op til mikrofonen. Da vi skiltes, sagde han: "Det er sgu da ikke mange steder, man kan more sig en hel aften sammen med glade mennesker og til levende musik for 75 kr.". Og det vil jeg give ham ret i. Det kan det næsten koste i garderobepenge i Danmark.

Søndagen efter var Marianne og Atle med på "Sands & C". Dagen i forvejen havde vi kørt en tur til Almunecar, hvor vi havde fået churros og chokolade på den imponerende strandpromenade. Vi havde også besøgt det lokale turistkontor, som er indrettet i en kopi af et maurisk palads. Derefter var vi kørt længere østpå til Salobrena, hvor vi fik lunch på vores yndlingsrestaurant på stranden. Vi spurgte, om de havde lyst til at komme med til den nu traditionelle søndagsmiddag hos Susan og Carsten, hvilket de gerne ville. Vi samlede dem op på hotellet og efter at have været på "loppemarked" i Nerja kørte vi den dejlige tur langs vandet til Torrox i strålende solskin.

Atle, Marianne og Birgit på strandpromenaden i Torrox. Atle, Pauline, Marianne, Amanda, Pete, Birgit og Ian omkring bordet.

Vi fik Carsten til at lave et bord til otte personer. Foruden Marianne og Atle, Amanda og Ian, Birgit og mig (Søren), deltog også det engelske ægtepar Pauline og Pete. Sidstnævnte bor ligesom Amanda og Ian i Frankrig, men var taget til Spanien i november måned i en autocamper og boede på en campingplads ved Torre del Mar, et kvarters kørsel vest for Torrox. Pete spiller guitar, og vi havde mødt ham og Pauline flere gange på spillestederne. Nogle spændende og charmerende mennesker. De ville forlade kysten i begyndelsen af marts og køre hjemad. De havde allerede booket plads på campingpladsen til næste vinter.

Middagen var som sædvanlig god, denne gang "dansk flæskesteg" serveret som en "English roast". Jeg har altid troet, at Birgit og jeg kom fra et land, hvor vi godt kan lide sovs til kartoflerne. Den opfattelse har jeg måtte opgive efter at have spist søndagsmiddag sammen med englændere. Den, der sidder nærmest ved sovseskålen, tømmer den ud over sin tallerken og siger "Can I please have some more gravy?", og i løbet af ingen tid er sovseskålen fyldt op igen, hvorefter episoden gentager sig. Jeg glemte at fortælle, at der selvfølgelig er en tilpas mængde velsmagende sovs på retten, allerede når den bliver serveret. Ved desserten gentages historien, denne gang bare med "custard", som er en vammel cremesauce, som englænderne tilsyneladende elsker. Jeg må indrømme, at det kun var de engelske mandfolk, Ian og Pete, som udviste denne adfærd. Efter kaffen - og en masse dejlig snak - kørte vi med Marianne og Atle til Frigiliana, hvor vi spadserede rundt en times tid og så den smukke bjerglandsby. Sidst på eftermiddagen kørte vi tilbage til Nerja, hvor de så vores lejlighed og fik et glas vin, inden de travede tilbage til deres hotel. Marianne og Atle skulle flyve tilbage til Oslo den følgende dag, men vi lovede hinanden at holde forbindelse via Internettet; forhåbentlig ses vi igen næste vinter i Nerja.

Kirsten og Birgit på strandpromenaden i Torrox. Kirsten, Pauline, Ian, Pete, Amanda, Birgit og Thøger omkring bordet.

Et par uger senere fik vi besøg af vores gode venner, Kirsten og Thøger fra Hadsten. De havde også besøgt os vinteren i forvejen, da vi boede i Salobrena. Jeg hentede dem lørdag ved midnatstid, da de ankom om med RyanAir til Malaga, og søndag morgen begyndte vi med at gå på marked i Nerja. Herefter kørte vi til Torrox, hvor vi gik til Carsten og Susan og fortalte, at vi ville blive otte personer til "Sunday roast". Carsten spurgte, om vi ville sidde udenfor, hvilket vi sagde ja til. Derefter gik vi en en tur langs strandpromenaden i det dejlige solskin - 25 graders varme den 25. februar! - indtil Pete & Pauline samt Ian & Amanda dukkede op. De seks af os fik "Sunday roast", denne gang kalkun. Som altid godt tillavet og velsmagende. Kirsten og Birgit valgte hver en pie fra menukortet, de syntes, at portionerne med "Sunday roast" var for store. Efterfølgende fik vi hjemmelavet dessert og til sidst en kop kaffe. Vi tog afsked med vores nye venner Pete pg Pauline, som ville starte hjemturen til Frankrig et par dage senere for at dukke op i området igen til november. Vi havde udvekslet hjemmeadresser og email-adresser, så vi kunne holde kontakt indtil da.

 

Som du sikkert ved, fejrer spanierne påske, jul og andre højtider med masser af processioner, udklædning, musik, sang og dans - og ikke mindst fyrværkeri. Men det er ikke det eneste. Hver by holder en eller flere fester for sine lokale skytshelgener og benytter i det hele taget enhver anledning (undskyldning) til at holde fest. Alene i Andalusien er der omkring 3.000 fester hvert år. Jeg har skrevet lidt om fester i og omkring Nerja, så hvis du er interesseret, så klik her.

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja Forrige side: Besøg hos Susan og Carsten, som driver en engelsk/dansk restaurant. Næste side: Fester i Nerja og omegn

 

Vælg næste side: