Udflugt med Den danske Kirke øst for Malaga
Den danske Kirke øst for Malaga har gennem flere år afholdt en udflugt om foråret for alle interesserede. Tidligere års ture har gået til Granada, Cordoba og Sevilla, og de deltagere, vi har udfrittet, har stort set alle været ovenud tilfredse - bortset fra, at vejret i Granada sidste år var dårligt. I 2013 besluttede vi, at vi ville deltage i turen i 2014, og allerede i efteråret sendte jeg en mail til den altid hjælpsomme Jacob Fredelund, som kunne fortælle, at forårets udflugt i 2014 ville gå til La Mancha, at den ville foregå den 11., 12. og 13. marts 2014, og at temaet var "I Don Quijotes Fodspor". Vi talte med vores mangeårige venner, Karen og Hans Peter, som straks var med på at komme ned og besøge os, således at vi alle fire kunne deltage. Udflugten omfattede en 3-dages tur med langtursbus, 2 overnatninger på et 3-stjernet hotel, helpension med vin og vand til alle måltider, entreer til de forskellige seværdigheder, lokal guide på flere destinationer og dansktalende rejseleder på hele turen. Prisen var 280 Euro pr. person med tillæg af 75 Euro for enkeltværelse. Arrangøren var "Ruta Solar/Agencia de Viajes", hvis hjemmeside du kan besøge ved at klikke her.

I Don Quijotes Fodspor
Vores bus, som kom fra Torremolinos, samlede passagerer op i Algarrobo og i Almunecar. Vi mødte som de første op på markedspladsen i Almunecar omkring kl. 7, og snart begyndte flere deltagere at dukke op. Vi kendte en del af dem: Marie og Mads, Kirsten og Jacob, Inger Marie og Bent, Inge (minus Stephen, som måtte blive hjemme hos hunden pga. helbredet), Susse, Karin og Kai m.fl. Alle var i højt humør - måske især Stephen? En enkelt medbragte en kørestol, et par stykker var udstyret med stok, men alle var glade of forventningsfulde. Blandt de deltagere, som var steget på i Algarrobo var Kim Jacobsen og hans kæreste Hanne. Kim har siden den 1. januar 2013 været sømandspræst i Algeciras, som har en af Europas største containerhavne. Forud herfor har han været sognepræst i Gl. Holte Kirke i 25 år. Vores rejseleder var Eddy Hansen, som har været rejseleder i Spanien siden 1960, og dermed har han oplevet både tiden under og efter Francos Spanien.

Afgang fra markedspladsen i Almunecar. Til højre ses Inge og Marie.

11. marts 2014: Costa del Sol - Viso del Marques - Almagro
Fra Almunecar kørte 33 forventningsfulde danskere østpå til Salabrena, hvor vi fortsatte nordpå med retning mod Granada gennem Sierra Morena. Dagens mål var byen Almagro, hvor vi skulle have to overnatninger. Afstanden fra Almunecar til Almagro er godt 330 km. Vi havde gode muligheder for at betragte naturen, mens vi kørte, og Eddy var god til at kommentere med sin omfattende viden, sit velformulerede sprog og gode stemme. Omkring halvdelen af Andalusien er opdyrket, og der dyrkes utrolige mængder af frugt og grønsager. Uden kunstvanding dyrkes hvede og byg, og med kunstvanding også majs, ris og bomuld. Den vigtigste afgrøde er dog oliven, og på begge sider af bussen strakte sig olivenplantager, så langt øjet rakte.

Olivenplantager i Andalusien.

Efterhånden som vi bevægede os længere ind i baglandet og samtidig bevægede os lidt op i højden skiftede afgrøderne, især blev der færre olivenmarker og flere vinmarker. Jeg undrede mig over den hårdhændede beskæring af vinen, idet gamle stokke var skåret ned til måske 30-40 cm, men det er sikkert, som det skal være.

Vinmark i Andalusien.

Vi så også blomstrende mandeltræer, som vi sagde farvel til nede på kysten for flere uger siden, dukke op igen. Eddy mente, at nogle af de lyserøde mandeltræer retteligen var abrikostræer. Vi kørte nordpå gennem Despeñaperros passet, hvorefter vi fra Andalusien kom ind i "Don Quijotes land", La Mancha. La Mancha ligger i regionen Castilla-La Mancha, som med sine knap 80.000 km² er det den tredjestørste region i Spanien (efter Castilla y León og Andalusien. I folketal er den dog kun den niendestørste).

Viso del Marques
Bortset fra et enkelt kaffestop undervejs var det første ophold i landsbyen Viso del Marques, som har godt 2500 indbyggere. Det første besøg gjaldt kirken "Nuestra Señora de la Asunción", "Bebudelseskirken", opført i 1400-tallet i gotisk/renæssancestil. Vi blev mødt af en meget entusiastisk lokalguide, som selv for Eddy var lidt svær at forstå.

"Nuestra Señora de la Asunción" i Viso del Marques. Til højre ses Inger Marie og den lokale guide.

Da guiden var færdig med at vise frem og fortælle, satte han sig til orglet og spillede Mozarts "Rondo alla Turca", "Tyrkisk March" efterfulgt af den svenske vise "Du er den enda". Man kan mene, at det er et lidt usædvanligt repertoire, men jeg formoder, at han blot forsøgte at behage sine gæster af hensyn til drikkepengene.

"Nuestra Señora de la Asunción" i Viso del Marques. I midten betragter Hans Peter "Den hellige Christoffer". Til højre ses krokodillen.

Jeg tror, at vi alle blev overraskede over den 5-6 meter lange udstoppede krokodille, som hang på væggen. Dyret skal efter sigende være hjembragt af Marquis af Santa Cruz, Don Alvaro de Bazan, som vi skal møde lige om lidt, fra en af hans ekspeditioner.

Besøg i "Palacio del Marqués de Santa Cruz"
Herefter gik vi ind i det imponerende palads, som ligger lige ved siden af kirken. Paladset hedder "Palacio del Marqués de Santa Cruz", "Greven af Santa Cruz' Palads". Paladset blev opført fra 1564-1586 på bestilling af Álvaro de Bazán (1526-1588), første Marquis (greve) af Santa Cruz de Mudela. Álvaro er født i Granada ind i en militærfamilie: hans bedstefar deltog i erobringen af Granada i 1492, og hans fader var med til at erobre Tunis i 1535. For disse og andre fortjenester udnævnte Karl V ham til øverstkommanderende over de spanske flådestyrker i Middelhavet. Álvaro de Bazán gjorde også karriere i flåden, og i 1564 anførte han en styrke, som blokerede Tetuan i Nordafrika for at nedkæmpe de pirater, som holdt til der. I 1568 fik han ansvaret for flådestyrkerne i Napoli, og han fik et fortroligt forhold til Karl V's "uægte søn" Juan de Austria. Juan de Austria havde af pave Pius V fået kommandoen over Den Hellige Ligas flådestyrker, som bestod af skibe fra Spanien, Venezia, Savoyen, Genova, Toscana, Kirkestaten og Malta, da osmannerne erobrede Cypern. Álvaro de Bazán deltog i "Slaget ved Lepanto", hvor Den Hellige Flåde besejrede en osmannisk (tyrkisk) flåde i Korinthbugten. Det var det sidste større søslag udkæmpet mellem galeaser, og sejren, som standsede yderligere osmannisk ekspansion i Middelhavet, fik stor symbolsk værdi i den kristne verden. Vores helt Miguel Cervantes deltog i slaget ved Lepanto, hvor han blev såret. Siden tilbragte han fem år som slave hos maurerne i Algier. Men det er en helt anden historie.

Álvaro de Bazán indså hurtigt Englands trussel mod det spanske verdensrige, og i 1583 skrev han et advarselsbrev til kongen Filip II. Kongen var imidlertid nølende, og Álvaro de Bazán fik ikke de nødvendige midler til at udruste sine styrker. Han befandt sig i Lissabon i 1587, da Francis Drake brændte 37 flådeskibe og handelsskibe i havnen i Cádiz. Lidt uretfærdigt måske gav kongen Álvaro de Bazán skylden, og det menes at have bidraget til Bazáns tidlige død den 9. februar 1588 i Lissabon.

Det skulle være det eneste eksisterende palads i Spanien bygget i italiensk renæssancestil. Paladsets facade virker måske lidt dyster, men når man først kommer ind er indtrykket nærmest overdådigt. Vi blev mødt af en guide, som tilsyneladende vidste alt om paladset, som allerede i 1931 blev erklæret for et nationalt monument. Det fortælles, at kongen Filip II blev så imponeret, da han så bygningen, at han ansatte arkitekten Giambattista Castello til at lave tilsvarende balustrader på El Escorial. Paladset blev lagt i Viso del Marques, som ligger nogenlunde halvvejs mellem Madrid, hvor bygherren var greve, og Sevilla, hvor han som admiral havde opsyn med opbygningen af "den spanske armada". Spanierne selv kaldte flåden for "La Grande y Felicísima Armada", "den store og lykkebringende flåde". Som bekendt led Spanien et stort og uventet nederlag til Englands mindre og mere manøvredygtige flåde i 1588. I forbifarten kan jeg lige nævne, at vores udflugts hovedperson Miguel Cervantes, indtil første bind af Don Quixote udkom, en tid ernærede sig som proviantør til den spanske armada. Paladset er tilsyneladende i god stand. De fire hjørnetårne, som kollapsede under det voldsomme jordskælv i Lissabon i 1755, er blevet genopført. Paladset tilhører stadig familien, som siden 1948 har udlejet det til staten for en symbolsk betaling på 1 pesetas om året. "Til gengæld" sparer man formentlig et millionbeløb hvert år på vedligeholdelsesudgifter. Det forlyder, at betalingen skal erlægges med en 1 pesetas pengeseddel fra 1953. Hvorfor? Fordi den pengeseddel bærer et billede af greven Álvaro de Bazán. Under den spanske borgerkrig blev bygningen anvendt som lade, skole, fængsel og hospital. I dag er paladset museum for den spanske flåde og indeholder de spanske flådearkiver fra 1700-tallet, 1800-tallet og 1900-tallet. Paladset har været ramme for flere filmoptagelser, bl.a. den spanske tv-serie "Cervantes".


"Palacio del Marqués de Santa Cruz" i Viso del Marques.

Paladsets indre gård, trappen og hallen er udsmykket med fresker. Omkring 8.000 m2 vægge og lofter er dekoreret med mytologiske scener samt fresker af flådeslag og krigsskibe, de fleste med relation til greven og hans militære bedrifter, mange også for at fremhæve grevefamiliens ædle afstamning. Der er også mange fresker af italienske havnebyer, som tidligere var vigtige spanske interesseområder, ja flere større italienske byer har i perioder tilhørt Spanien. Mange malerier er udført af italienske malere.

Den indre gård paladset. På billedet til venstre ses udover de to guider "vores præster" Mads og Kim.

For enden af de to smukke trapper er anbragt to statuer af hhv. havguden Neptun og krigsguden Mars, hvilket vel også efter bedste renæssancetraditioner er med til at signalere prestige for familien.

Den indre gård i "Palacio del Marqués de Santa Cruz".

Fresker i "Palacio del Marqués de Santa Cruz".

I en af de store sale var en udstilling af modeller af skibe fra 1800-tallet. Bl.a. en model af en mindre kanonbåd fra 1820, en type som i 1700-tallet blev anvendt til at overvåge kysten og jage pirater. Vi så også en fin brig, som var konstrueret af en skibstømrer fra Cartagena og doneret til museet.

Det maritime museum i "Palacio del Marqués de Santa Cruz".

Flere gange fik vi gennem vinduerne øje på storke på taget. Jeg ved ikke, om det var tilfældigt, eller om det skyldtes, at vi jo havde et nygift ægtepar blandt os.

Almagro
Herefter fortsatte vi til byen Almagro, hvor vi skulle opholde os de næste dage. I området dyrkes korn, vin, oliven og bomuld. Almagro er kendt for sine små og velsmagende auberginer, som syltes, inden de fortæres. Herudover er den en del kvægdrift og fårehold. En traditionel industri for området har i mange år været knipling. Byen, som ligger i 650 meters højde og har knap. 9.000 9ndbyggere, er måske bedst kendt for sit bysbarn Diego de Almagro, som blev født i denne lille by i 1475. Diego de Almagro deltog sammen med brødrene Pizarro i den spanske erobring af Peru omkring 1534, og han får almindeligvis æren for at have opdaget Chile som den første europæer. Almagro var hovedstad i La Mancha provinsen fra 1750-1761. Vi kørte straks til NL Hotel Almagro, hvor vi frokost i restauranten, inden vi blev indkvarteret. Hotellet, som ligger 10 minutters gang fra centrum, havde en udmærket standard (3 stjerner), maden udmærket, personalet venligt og værelserne gode.

Til venstre er Kim i gang med at checke mail. Til højre frokost i restauranten.

Den første dag spiste vi både frokost og middag på Hotel Almagro, og den næste dag middagsmad. Vi fik heldigvis ikke faste pladser, hvilket ellers ofte er tilfældet på sådanne ture, men havde hver gang fornøjelsen af at spise med og snakke med forskellige spændende mennesker. Her ved frokosten satte vi os dog sammen med vores "medbragte venner" Karen og Hans Peter. Overfor os sad Karin og Kai. Karin er en humørbombe, som det kræver mindst en tidligere jægersoldat som Kai at styre. Til højre for os sad Kirstens fætter og hans kone, som også viste sig at være dejlige mennesker, som vi ofte snakkede med. De havde "mistet" deres kuffert i lufthavnen, hvilket var særlig problematisk, da den også indeholdt blodtryksmedicin mv. Det krævede adskillige telefonopkald, inden dette problem blev løst, og inden kufferten blev leveret. De fortalte selv, at Jacob havde været særdeles hjælpsom i den forbindelse, hvilket ikke kan overraske nogen, der kender Jacob.

Almagro
Efter frokosten blev vi i bussen kørt ind til centrum, hvor vi skulle besøge først et blonde-og kniplingsmuseum, derefter Spaniens ældste teater, "Corral de Comedias". Begge attraktioner ligger på Plaza del Mayor, som er byens centrale plads. Langs de to sider ligger smukke træbygninger med bindingsværk og toskanske søjler. For enden af pladsen ligger byens rådhus. Pladsen og rådhuset blev renoveret i 1972. På begge sider ligger restauranter og cafeer med udendørs servering.

Plaza del Mayor i Almagro.

Besøg i "Museo del Encaje y la Blonda de Almagro", "Blonde- og kniplingsmuseet"
"Blonder og gamle kniplinger" - "Arsenik og gamle kniplinger", ja undskyld, det var den titel, der dukkede op i mit skæve hoved, da jeg hørte, at vi skulle besøge et kniplingsmuseum. Du husker sikkert som jeg filmversionen af dette lystspil af Frank Capra med Cary Grant som stjernen. Flere hundrede år tilbage i tiden var kniplingeproduktion en stor industri i Almagro. Cervantes nævner i sin roman Don Quixote fra 1600-tallet, at kvinderne i Almagro ernærede sig ved brodering og knipling. Det menes, at kunsten kom til Almagro via flamske bosættere. For år tilbage sad kvinderne i gadedøren og kniplede, mens de passede børn eller børnebørn. Samtidig kunne man jo udveksle sladder med nabokonen. I deg er knipling en hendøende kunstart, som ikke kan fange de unges interesse. I 2004 tog byrådet initiativ til oprettelse af et kniplingsmuseum, bl.a. for at sikre, at de gamle færdigheder bliver holdt i hævd. Til alle tider har kvinder haft et umætteligt behov for at pynte sig. Hvis man betragter portrætmalerier af fx Velázquez fra 1600-tallet, vil man se, at ikke kun kvinder men også mænd havde kniplinger og blonder på deres klædedragt. I 1700 og 1800-tallet begyndte man at se pragtfulde mantillaer (slør), som kvinderne fx bar ved de religiøse højtider. Kvinderne i landdistrikterne anvendte også blonder og kniplinger i deres klædedragt, og mønstre og designs og kendskab til materialer og værktøj blev overdraget fra mødre til døtre. I 1766 anlagde Manuel Fernandez og hans hustru Rita Lambert en fabrik i Almagro, hvor man producerede silke og guld- og sølvkniplinger. Tilsvarende industrier dukkede op i andre byer i La Mancha. Vi blev mødt af en venlig guide, som tog os gennem museet og fortalte om kniplingens og blondens historie og viste eksempler på værktøj, materialer og resultater. I underetagen sad en gruppe kvinder, som blev undervist i kniplingens kunst af en lærer, som gik fra elev til elev. De dygtigste elever håndterede de mange tråde i et halsbrækkende tempo.

På torvet var udstillet en smuk skulptur af en kvinde, som sidder og knipler. Skulpturen, som er fra 1988, er udført af den lokale kunstner L. Herrera.


Museet bestod af tre etager. I den nederste fandt undervisning sted. På de to øverste etager, hvor vi ikke måtte fotografere, var der udstilling af mønstre, værktøjer og eksempler på færdige blonder og kniplinger til alle mulige formål og med geometriske motiver, blomstermotiver, dyr og mange andre. Især må nævnes især den berømte "Mantilla de Almagro".

Besøg på Blonde- og kniplingemuseet i Almagro.

Besøg på Blonde- og kniplingemuseet. Til højre et kig ned gennem gulvet til de kniplende kvinder.

Jeg må indrømme, at besøget på blonde- og kniplingemuseet blev en større og bedre oplevelse for mig, end jeg havde ventet (frygtet).

Besøg i "Corral de Comedias", Spaniens ældste teater
Ved indgangen til teatret blev vi mødt af en kvindelig guide, som meget engageret fortalte om teatrets historie og funktion. Bygningen blev opført i 1628 af Leonardo de Oviedo, og den havde to funktioner, dels som kro og dels som teater. Teatret opstod som en udvidelse af den eksisterende kro Meson del Toro ved opkøb af flere naboejendomme. Bygnings oprindelige areal var 622 m2, hvilket er ca. dobbelt, så meget som er bevaret i dag. Prisen androg 5.000 dukater - og det var sikkert mange penge den gang. Corral de Comedias viser den spanske teatertradition i 1600 tallet, på samme måde som Shakespeares Globe Theatre i London viser den elizabethanske tradition. (Globe Theatre blev oprindeligt opført i 1599, ødelagt i en ildebrand 1613, genopført 1614, og siden revet ned 1644. Det skuespilhus, vi ser i London i dag, er dog en rekonstruktion i modsætning til Corral de Comedias). Bemærk at betegnelsen "comedias", "komedier" tidligere blev anvendt om alle genrer, og altså ikke kun komedier. Fra oktober til april begyndte forestillingerne kl. to om eftermiddagen, om foråret kl. tre og om sommeren kl. Forestillingen sluttede før solnedgang, så varigheden lå mellem fire og seks timer. Mænd og kvinder var selvfølgelig adskilt. Dog kunne de være sammen i de lejligheder, som havde vinduer ud til gården, og som havde separate indgange. De blev lejet af adelige familier for en periode, og gitre for vinduerne gav tilskuerne mulighed for at bevare deres anonymitet. Børn havde ikke adgang. Betaling skete i flere omgange, dels ved indgangen, dels når man fik anvist en siddeplads. Teatret blev lukket i 1700-tallet efter dekret fra kong Filip V. En af begrundelserne var, at der i de gamle teatre ikke var toiletter, og de hygiejniske forhold var dårlige. Hertil kom risikoen for ildebrand. Bygningen fortsatte som kro indtil 1950, hvor byrådet besluttede, at retablere teatret og føre det tilbage til sit oprindelige udseende og funktion. Det betød, at de mange boliger, som i den forløbne tid var blevet opført i den indre gård, blev eksproprieret for at blive nedrevet. Teatret genåbnede i 1952.


"Corral de Comedias i Almagro" i Almagro.

Den indre gård, hvor teatret er opført, rummer en scene på omkring 300 m2. Teatret har plads til 300 tilskuere, og det bruges hyppigt til sceneopførelser. Hertil kommer, at det har opnået berømmelse som følge af the "Almagro International Classical Theatre Festival", som har fundet sted hvert år i juli måned siden 1978. I forbindelse med teatret er et lille museum med gamle tekster og kostumer.

Du kan besøge teatrets hjemmeside ved at klikke her. Her kan du læse om de kommende udsendelser - og også bestille billetter. Teatret blev i 1955 erklæret for et historisk og kunstnerisk monument.

Efter besøget på teatret fik de fleste af os en kop kaffe eller et glas hvidvin på en af cafeerne på torvet. Da solen forsvandt, blev det hurtigt køligt, og flere besluttede at spadserede tilbage til hotellet i stedet for at vente på bussen.

Nattesæde på Hotel Almagro.

På hotellet fik vi en udmærket middag, og nu skulle man jo tro, at alle skulle i seng. De fleste af os havde været oppe siden kl. 5 om morgenen, men. som det så ofte er tilfældet, var der nogle hårde hunde som absolut skulle have kaffe og cognac, inden man hengav sig til søvnen. Jeg skal undlade at nævne navne. Retfærdigvis må jeg dog nævne, at Birgit og jeg sluttede os til bemeldte selskab den følgende aften og hyggede os gevaldigt.

12. marts 2014: Almagro - Argamasilla de Alba - El Toboso - Campo Criptaga
I dag skulle vi for alvor rejse i Don Quijotes fodspor. Heldigvis kunne vi køre i en dejlig luksusbus og ikke som på Cervantes tid trave ad støvede stier, evt. på heste- eller æselryg. Efter morgenmaden kørte vi til Argamasilla de Alba, hvor vi skulle se "La Cueva de Medrano", den fængselscelle hvori forfatteren Miguel de Cervantes skrev verdens mest læste roman, Don Quijote de la Mancha. Herefter videre til El Toboso, hvor vi skulle besøger vi "El Museo Cervantino" og huset, hvori Don Quijotes elskede Dulcinea siges at have boet. Og endelig til "Campo de Criptana", hvor vi skulle se de 17 vindmøller, der er tilbage af de 34, som eksisterede på Don Quojotes tid. Mens vi kørte afsted, fortalte Eddy om Cervantes og hans historie.

Miguel de Cervantes Miguel de Cervantes er en spansk forfatter, som skrev både romaner, skuespil og digte. Hans navn er først og fremmest knyttet til romanen Don Quijote (oprindelig Don Quixote). Inden vi kigger lidt på denne roman, som er et af de mest betydningsfulde europæiske værker, vil jeg kort berette om forfatterens liv. Don Miguel de Cervantes Saavedra bliver født den 29. september 1547 som det fjerde ud af seks børn i Alcalá de Henares, Spanien, en universitetsby, som ligger ca. 35 km øst for Madrid. Der er lidt usikkerhed om fødselsdatoen, men det formodes, at han efter traditionen får navnet Miguel (på dansk Mikael), fordi han er født på ærkeenglen Mikaels navnedag, som er den 29. september. Vi ved, at han bliver døbt den 9. oktober samme år i byens sognekirke Santa María la Mayor. Faderen Rodrigo de Cervantes er omrejsende apoteker/barber/kirurg (vel det, som vi i Danmark kaldte en bartskærer), en profession, som på den tid var ringe agtet og lige så ringe aflønnet. Rodrigos far var en indflydelsesrig sagfører, og en onkel var gennem mange år borgmester. Moderen Leonor de Cortinas, hvis familienavn er Saavedra, menes at være efterkommer af en jødisk familie, som har konverteret til kristendommen. Hendes far mister sin formue, og datteren bliver tvunget til at indgå "et fornuftsægteskab" med Rodrigo.

Vi ved ikke meget om Cervantes tidlige liv. Da Miguel er tre år gammel, flytter familien til Valladolid, som på den tid er hovedstad. Her kommer faderen i gældsfængsel i en periode. Da Miguel er syv, flyttter familien til Córdoba, hvor Miguels farfar bor. Vi ved, at faderen i 1564 opholder sig i Sevilla, formentlig med familien, men to år senere er familien i Madrid, som netop er blevet landets hovedstad, og derfor inde i en forrygende ekspansion. Miguel er nu knap 20 år. I en kort periode studerer han på "Estudio de la Villa", et akademi, som ledes af Juan López de Hoyos. I 1569 publicerer Hoyos en elegi over Philip II’s tredje hustru, den unge Isabel de Valois, og den unge Cervantes bidrager med fire digte. Det er første gang, at Cervantes, som Hoyos omtaler som "sin elskede elev", får noget udgivet på tryk. Nogle mener, at Cervantes har studeret ved universitetet i Salamanca, andre at han har studeret ved jesuitterne i Cordoba eller Sevilla, men der er ingen beviser for nogle af disse teorier.

Senere i 1569 dukker Cervantes pludselig op i Rom, hvor han får ansættelse hos den velhavende gejstlige Giulio Acquaviva, som året efter bliver kardinal. Årsagen til denne pludselige afsked med Spanien er lidt uklar, men vi ved, at der den 15. september 1569 udstedes en arrestordre på en student ved navn Miguel de Cervantes. Denne arrestordre beskylder samme Cervantes for at have såret en rival, Antonio de Sigura, i en duel, en beskyldning, som ved domfældelse kunne have kostet Cervantes hans højre hånd samt 10 års eksil fra Madrid. Ikke overraskende foretrækker Cervantes at fly, og da Italien på den tid er under kraftig spansk dominans, er landet opholdssted for mange spanske studenter, soldater, diplomater, kunstnere og gejstlige.

Cervantes arbejder bare nogle få måneder for kardinalen, inden han tilslutter sig det spanske regiment, Infantería de Marina, som er stationet i Napoli, der på den tid tilhører den spanske krone. I 1571 deltager han i det berømte søslag ved Lepanto (7. oktober 1571), hvor en flåde fra den Hellige Liga, et forbund af sydeuropæiske katolske sømagter under ledelse af John af Østrig, besejrer en osmannisk (tyrkisk) flåde efter fem timers kamp i den nordlige del af Korinthbugten. John af Østrig (Juan de Austria) er halvbror til den spanske konge Philip af Spanien og uægte søn af Karl V. Den Hellige Ligas sejr forhindrer yderligere osmannisk ekspansion i Middelhavet, og er det sidste større søslag, som udkæmpes mellem galeaser. Den Hellige Liga mister 13 skibe og omkring 8.000 søfolk, mens osmannerne selv sætter 30 af deres egne skibe på grund, 80 bliver sænket og 180 galejer bliver erobret af den Hellige Liga. Mellem 20.000 og 30.000 osmanniske søfolk bliver dræbt eller gjort ukampdygtige, og man befrier 12-15.000 kristne rorsmænd, der er slaver på de osmanniske galejer.

To vidner forklarer, at Cervantes, allerede før slaget bryder løs, lider af feber, men han nægter at følge kaptajnens ordre til at forblive under dæk. Under slaget bliver han ramt af to skud i brystet, og en tredje kugle fratager ham førligheden i venstre arm, som siden er lam. Ved den lejlighed erhverver han sig tilnavnet "el manco de Lepanto", "den enarmede mand fra Lepanto". Cervantes modtager for sin indsats anbefalingsskrivelser fra højtstående personer som John af Østrig og hertugen af Sessa, som er overhoved for de spanske tropper i Italien. Cervantes ser resten af livet tilbage med stolthed på sin deltagelse i slaget, som han mener har ændret Europas historie - og han har måske ret.

Cervantes er indlagt på hospital i seks måneder, før hans sår er helet, så han kan genoptage sin militærtjeneste. Han forbliver i soldatertjeneste de følgende fire år, og han deltager i flere militære aktioner bl.a. mod Korfu i Grækenland og Tunesien. En tid opholder han sig i Napoli, hvor han får selskab af sin yngre broder Rodrigo. I 1575 indskiber han sig på galajen "SOL" for at tage til Barcelona. Undervejs bliver skibet opbragt af af nordafrikanske pirater med base i Algier, kaptajnen og mange besætningsmedlemmer dør under forsøget på at slå fjenden tilbage, mens Cervantes og de øvrige passagerer tages til fange. Da piraternes leder finder de omtalte anbefalingsskrivelser, formoder han, at han har fanget "en guldfugl" og forlanger en løsesum på 500 gulddukater. Cervantes’ familie er, som vi ved, uden midler, og det forlyder, at hans søster skal have "anvendt uortodokse midler" i forsøget på at rejse løsesummen. Disse midler består bl.a. i, at hun henvender sig til Trinitarierne. Trinitarierne er en katolsk munkeorden, Den Hellige Treenigheds Orden (Ordo Sanctissimae Trinitatis), som blev stiftet i 1198 med det formål at virke for løskøbelsen af kristne fanger hos de vantro. Ordenens medlemmer kaldes også Maturinere eller Æselsbrødre, idet brødrene kun måtte benytte æsler som ridedyr. Løsepengene indsamledes ved almisser, hvortil lagdes en del af ordenens egne indtægter. Cervantes og broderen holdes i fangenskab i Algier i de følgende fem år. Fire forsøg på at flygte fra fangenskabet mislykkes, og først i september 1580, da det lykkes familien og Trinitarierne at betale løsesummen, bliver Cervantes sat på fri fod. Efter 12 år er Cervantes tilbage i Madrid hos familien.

Cervantes har formentlig forventet at blive modtaget som en krigshelt og måske opnå en god stilling ved hoffet, dels som følge af de sår, han har pådraget sig i fædrelandets tjeneste, og dels som konsekvens af de udmærkede anbefalingsskrivelser, han medfører. Det viser sig imidlertid, at Cervantes er aldeles glemt ved hoffet, og resten af livet må han kæmpe for at skaffe sig til dagen og vejen. I 1584 gifter han sig med den meget yngre Catalina de Salazar y Palacios, og de slår sig ned i byen Esquivias i provinsen Toledo. Hustruens onkel Alonso de Quesada y Salazar menes at have inspireret Cervantes til karakteren Don Quijote. De følgende 20 år lever Cervantes en nomadetilværelse og rejser over hele Spanien for at forsørge sin familie. I en periode er han proviantør til den spanske armada (som lider et forsmædeligt nederlag i 1588 i Den Engelske Kanal, men det er en helt anden historie). Efterfølgende arbejder han som skatteopkræver. Han går fallit flere gange og sidder mindst to gange i fængsel i hhv. 1596 og 1600 på grund af uregelmæssigheder i sine pengesager. Mellem 1596 og 1600 lever han primært i Sevilla. I 1606 slår han sig ned i Madrid, hvor han bor resten af livet.

Samtidig med at Cervantes kæmper for sin eksistens, finder han dog tid til at skrive. I 1585 udgiver han sit første større værk, La Galatea, som er en såkaldt pastoral romance, dvs. en fredelig, idyllisk og uskyldig beskrivelse af livet på landet. Nogenlunde samtidig udkommer nogle skuespil, hvoraf de fleste er glemte, bortset fra El Trato de Argel, som omhandler de kristne slavers liv i Algier, og El Cerco de Numancia, de opføres på scener i Madrid. La Galatea modtager ringe opmærksomhed, og Cervantes laver aldrig en fortsættelse, hvilket han ellers lover ved flere lejligheder. Han håber at få en rimelig indtægt fra sine skuespil, hvilket heller ikke lykkes for ham.

I 1596-1597, mens han sidder i fængsel i Sevilla, begynder Cervantes at skrive Don Quijote, og i 1605 udkommer 1. del af hans vigtige værk med den formelle titel: "El Ingenioso Hidalgo Don Quijote de la Mancha", "Den sindrige ridder Don Quijote de la Mancha". Cervantes bliver ikke rig ved bogens udgivelse, men han vinder hurtig international anerkendelse for sit værk.

Forsiden af "El Ingenioso Hidalgo Don Quijote de la Mancha", udgivet i 1605.

I 1607 slår han sig ned i Madrid, hvor han lever indtil sin død. I den periode befæster han sit ry som en stor forfatter: i 1613 udgiver han "Novelas Ejemplares", som er en samling på 12 noveller, der beskriver datidens sociale og politiske problemer, i 1614 kommer "Viaje al Parnaso", og i 1615 "Ocho comedias y ocho entremeses" samt 2. del af "Don Quijote". Miguel de Cervantes dør i Madrid den 22. april 1616. I overensstemmelse med sit sidste ønske bliver han begravet i et nærliggende Trinitarianer-nonnekloster; det menes, at Cervantes' datter, Isabel de Saavedra, var nonne på klostret. Få år senere flytter nonnerne til et andet kloster og tager deres døde med dem. Det vides ikke, om Cervantes' jordiske levninger flytter med, og til dato er hans sidste hvilested ukendt.

Cervantes' hovedværk "Don Quijote" betragtes som den første, moderne europæiske roman, en klassiker i vestlig litteratur, og en af de bedste fiktionsromaner, der nogensinde er skrevet. Cervantes er en forrygende fortæller, fyldt med humor og med en mesterlig dialog. Især første del af romanen er meget populær for dens berømte episoder, hvor Don Quijote kæmper mod vindmøller og siden angriber en flok får. Også episoden med barberen og hans "barberskål" er meget morsom. Så stor bliver Cervantes' omdømme, at det spanske sprog på den tid omtales som "la lengua de Cervantes", "Cervantes' sprog". I Spanien kalder man ligefrem perioden omkring Cervantes for "Siglo de Oro", "guldalderen". "Don Quijote" oversættes til engelsk allerede i 1609 (udgives i 1612), men er siden udgivet på alle større - og de fleste mindre - sprog.

Cervantes fængselscelle i Casa de Medrano
Argamasilla de Alba profilerer sig med at være Don Quijotes fødested, Selv skriver Cervantes ret upræcist, at hans helt er fra "en landsby i La Mancha, hvis navn jeg ikke har noget ønske om at genkalde mig". Ikke så mærkeligt, hvis Cervantes har tilbragt et par år i fængsel i den landsby. Det er uvist, hvorfor Cervantes opholdt sig i Argamasilla de Alba mellem 1601 og 1602, ligesom vi heller ikke med sikkerhed kender årsagen til hans fængsling. Ifølge traditionen fik Cervantes af prioren for Johannitterordenen til opgave at opkræve tiende i Argamasilla, men utilfredse skatteborgere fik ham kastet i fængsel, hvor han sad et par år. Andre vil vide, at Cervantes uretmæssigt havde forsøgt at opkræve skat på vegne af ordenen for at beholde pengene selv. Vi ved, at Cervantes det meste af livet havde store økonomiske problemer og ikke kunne forsørge sig og sin familie med sine skriverier. Andre mener, at årsagen til fængslingen var en kvinde, (muligvis Don Rodrigo de Pachecos niece), og sandt er det, at en kvinde ofte har skaffet en mand i fedtefadet. Under alle omstændigheder har Cervantes hørt om og sikkert også mødt den gale (undskyld excentriske) adelsmand Rodrigo de Pacheco, som havde en større hacienda her. Der verserede talrige fortællinger om denne adelsmands dårskab, og det menes, at Cervantes har anvendt ham som model for sin Don Quijote. I den lokale sognekirke hænger et maleri, foræret til kirken af Rodrigo de Pacheco. Man ser Don Rodrigo i nederste højre hjørne af maleriet. Maleriet bærer en inskription, som takker Jomfru Maria for "at have kureret ham for en stor pine i hans hoved."


Indgangen til Centro Cultural Casa de Medrano med Cervantes' fængselscelle.

Huset, som i kælderen rummer Cervantes' fængselscelle, fik i 1994 status som kulturcenter. I begyndelsen af 1600-tallet tilhørte det den mægtige Medrano-familie. I 1862 blev bygningen solgt til prins Sebastian Gabriel de Borbon, prior af Ordenen St John. Han inviterer forlæggeren og bogtrykkeren Manuel Rivadeneira til at flytte sig trykkeri til Cueva de Medrano i Argamasilla de Alba for at udgive den berømte, kommenterede udgave af Quijote af 1863. Heri argumenteres kraftigt for, at Argamasilla er Don Quijotes fødested. Efter prinsens død i 1875 sælges ejendommen til private. I 1905 ødelægges bygningen af en voldsom brand, og først i 1990 bliver den restaureret. Den 23. april 1994 på Cervantes' dødsdag indvies kulturcentret. I 2005. 400-året for udgivelse af første bind af Don Quijote, bliver centret besøgt af kulturpersonligheder fra hele verden.

Nedgangen til Cervantes' fængselscelle, som lå to etager nede. Eddy fortæller, Jacob og Kirsten lytter opmærksomt.

Cervantes fængselscelle.

I Cervantes' fængselscelle, som vel er på 10 x 3 meter, er udstillet en simpel bænk og bord. På væggen ses øverst Don Quijotes hjelm. På deres første ekspedition ser Don Quijote og Sancho en mand på et muldyr, manden har noget glinsende på hovedet. Manden er barber og har et vandfad på hovedet for at beskytte det mod regn. Men Don Quijote antager manden for at være en ridder, som bærer den mytiske Mambrinos hjelm, og han erobrer hjelmen fra den stakkels barber.Sancho ler ad Don Quijote og fortæller ham, at hjelmen er et vandfad, men Don Quijote forklarer, at den fortryllede hjelm må være faldet i hænderne på nogen, som ikke har kendt dens værdi, og har smeltet den om til et vandfad. Under hjelmen hænger Don Quijotes spyd og under det hans sværd.

Casa de Dulcinea i El Toboso
Efter besøges i Casa Medrana kørte vi videre til El Toboso. Som Argamasilla har taget monopol på at være Don Quijotes fødested, har El Toboso taget eneret på Don Quijotes elskede Dulcinea. Overalt i den lille by med de mange små huse finder man statuer af det kendte par. Bag sognekirken San Antonio Abad ligger "Dulcineas Hus", en tidligere landejendom, som er restaureret og udstyret som i 1500-tallet. Her boede Aldonza Lorenzo, som menes at være have været model til Dulcinea.

På vej ind i Dulcineas hus. Til højre statue af Don Quijote knælende for sin dame Dulcinea. Står foran sognekirken.

Inden vi går ind i "Dulcineas Hus", vil jeg kort fortælle om Dulcinea. Efter at Don Quijote havde samlet udstyr til sin ridderfærd, gik det op for ham, at han manglede noget. I alle de historier, han havde læst, havde helten altid en dame, hvis navn han påkaldte i nød og farlige situationer, en dame, som han overrakte de priser, han vandt i kamp, for hendes fødder han knælede efter hver afsluttet ridderfærd. Thi "en vandrende ridder, der ikke var forelsket i en dame, var som et træ uden blade og frugt og en krop uden sjæl." Don Quijote kendte imidlertid ikke mange kvinder, men så kom han i tanker om en smuk, rødkindet bondepige, som boede i nærheden af landsbyen Toboso. Hendes navn var Adonza Lorenzo, og for mange år siden havde hun smilet til ham, da han passerede hende på gaden. Han havde ikke set hende, efter at hun er blevet voksen, men han var sikker på, at hun var blevet dem smukkeste og mest charmerende kvinde, man kan tænke sig. "Adonza Lorenzo skal det være!", udbrød han. Men hvad med navnet, det var for ordinært. Hvorledes ville det lyde sammen med ridderen Don Quijote de la Mancha? Han tænkte over det i mange dage, og endelig fandt han det. Hun skal hedde Dulcinea, Dulcinea del Toboso. Så efter flere ugers forberedelse var Don Quijote de la Mancha parat til at begive sig afsted og udøve store bedrifter for sin elskede Dulcinea.

Selv om Dulcinea omtales utallige gange i romanen, dukker hun aldrig op. Tættest kommer Don Quijote, da hans trofaste væbner Sancho Panza bilder ham ind, at tre tilfældige bondepiger på æsler er Dulcinea af Toboso og to af hendes jomfruer på vej for at mødes med ridderen.

Dulcineas hus med køkken og fadebur.

"Dulcineas Hus" er indrettet som et etnografisk museum, der viser livet og indretningen på en større landejendom i 1500 - 1600-tallet. Vores kvindelige guide fortalte levende om de mange gøremål på ejendommen. Museet indeholdt et tusindtal af værktøj, køkkenudstyr i jern og kobber, keramik, en vinkælder, en mølle, landbrugsredskaber, udstyr til fremstilling af ost oma.

Dulcineas eller rettere Doña Adonza Lorenzos værelse.

På første etage så vi Dulcineas værelse, eller rettere Doña Ana Martínez Zarco de Morales' værelse.

Vores to guider. Krucifix i soveværelset. Mads lurer på et godt motiv.

I den store gård så vi en kæmpemæssig olivenpresse, omkring 15 meter lang, efter sigende, en af de længste, som er fundet på egnen. Den fineste kvalitet, jomfruolie, fås ved kold, let presning af frugtkødet alene umiddelbart efter plukningen. Presningen udføres først koldt ved lavt, senere højt tryk og til sidst varmt, hvilket giver olier af aftagende kvalitet. Ved siden af olivenpressen stod en tønde, som var "faldet i staver". Kim benyttede lejligheden til at forklare baggrundet for det gamle udtryk "at falde i staver". Udtrykket, som har været i brug siden 1700-tallet, betyder, at blive uopmærksom eller åndsfraværende. En "stave" er et smalt bræt i en tønde eller et trækar. Staverne i en tønde skal være af friskt og bøjeligt træ, men hvis en tønde står tom i lang tid, risikerer man, at staverne tørrer ud, og at tønden falder sammen - eller "falder i staver". Jeg kan varmt anbefale, at have sin egen præst med, når man drager ud for at få kulturelle og historiske oplevelser.


Forrådskrukker. Til højre den store olivenpresse.

Museo Cervantino i El Toboso
Næste besøg gjaldt Museo Cervantino, Cervantes Museet, som ligger i nærheden af kikepladsen.

Museo Cervantino i El Toboso, Cervantes' Museum.

Museet indeholder en overvældende samling (500+) af Don Quijote-udgivelser på alverdens sprog. Samlingen omfatter også tegninger og malerier med relation til Cervantes, men for mig var det bogudgivelserne, som interesserede mig mest. Selvfølgelig var originaludgaven fra 1605 udstillet. Mange af de udstillede værker var signeret af fremtrædende personer, som har ejet de pågældende eksemplarer, og i mange tilfælde har doneret dem til museet Bøgerne er i mange tilfælde illustreret af kendte kunstnere som Gustav Doré og Salvador Dali.

Mussolinis udgave af Don Quijote på Museo Cervantino i El Toboso

Det overraskede mig at finde en Don Quijote udgave, som havde tilhørt den italienske Benito Mussolini, og som bar hans signatur. En anden udgave havde tilhørt den argentinske præsident Juan Domingo Perón. Selv Hitler skal have haft Don Quijote i sin bogsamling. Jeg ved ikke, om Hitler så sig selv som Don Quijotes arvtager, men med tanke på de ideologiske bogbrændinger, han gennemførte, ville jeg ikke have anset ham for en bogelsker.

Der var selvfølgelig også udstillet en dansk udgave af Don Quijote, men jeg savnede Iben Hasselbalchs prisbelønnede oversættelse fra 2000,som jeg har læst for nylig.

Efter besøget på Cervantes Museum spiste vi frokost på en restaurant i El Tobose. Som sædvanligt gik snakken godt.I den ene ende af restaurenten hang et billide af en af de vindmøller, som man forbinder med Don Quijote. I den anden ende en moderne gengivelse af en tilsvarende vindmølle, blot set nede fra møllens base. Billedet var opdelt i tre, som en trefløjet altertavle, en triptykon.

Frokost i El Tobose. Til højre beundrer Mads Kims indkøb - eller måske undrer han sig over samme?

Da vi kom tilbage til bussen, manglede der to personer, Kim og Hanne. Kort efter dukkede parret op medbringende en stor pakke. Kim var "faldet for" den triptykon, der hang i restauranten, og havde spurgt værten, om billedet var til salg. Værten ringede til kunstneren, som viste sig villig til at sælge sit værk, og nu skulle Kim bare sørge for at få det transporteret sikkert hjem til Algeciras. Derfra skulle det med Hanne hjem til København, hvor hun allerede havde udtænkt sig en passende plads til værket. Et meget handlekraftigt par, må man sige.

Vindmøllerne i Campo de Criptano
"I det samme fik de øje på tredive-fyrre vindmøller ude på sletten, og don Quijote udbrød: "Nu er vi minsandten heldigere end vi kunne ønske, kære Sancho Panza. For dér har vi tredive frygtelige kæmper, sådan godt og vel, som jeg nu vil kæmpe imod og dræbe alle som en. Byttet fra dem skal blive starten på vor rigdom. For dette er en retfærdig krig, og det er en god og gudfrygtig handling at befri jordens overflade for denne dårlige sæd." "Hvaffor nogen kæmper?" spurgte Sancho Panza. "Dem du ser dér, med de lange arme," svarede hans herre. "Nogle kæmper har arme på næsten en halv mils længde." "Hør nu her," svarede Sancho, "det er ikke kæmper, men vindmøller. Det der ligner arme, er vingerne, og når det blæser, snurrer de rundt og driver møllestenen." "Det er tydeligt," svarede don Quijote, "at du ikke forstår dig på eventyr. Det er kæmper, og hvis du er ræd, så gå lidt væk og bed en bøn mens jeg kaster mig ud i grum og ulige kamp med dem.'" Den vildledte ridder ansporer sin krikke Rosinante til galop, udstøder et krigsråb og angriber vindmøllerne, hvis sejl drejer for en svag brise. Hans lanse støder mod sejlene, og han kastes til jorden. Sancho hjælper sin herre på fode og skænder på ham for at have vindmøller på hjernen. En forpustet Don Quixote beklager sig over, at hans fjender har forvandlet kæmperne til vindmøller "for at tage æren for sejren fra mig". Således beskriver Cervantes (i Iben Hasselbalchs fine oversættelse) den største og sikkert bedst kendte af Don Quijotes mange bedrifter.

På Don Quijotes tid var der mange vindmøller i området omkring Campo de Criptano, som ligger i ca. 700 meters højde i Sierra de los Molinos. En opgørelse foretaget i 1800-tallet viste, at der var 34 vindmøller, men arkæologiske undersøgelser viser, at der tidligere var mange flere på de vindblæste højdedrag. Vi kan vel ikke være helt sikre på, at det var netop disse vindmøller, som "Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse" gik til angreb på, men "Don Quijote"-eksperter mener, at Campo de Criptana-møllerne er det mest oplagte bud. Idag er 10 vindmøller bevaret og restaureret, og de har alle et navn. Kun tre, Burleta, Infanto og Sardinero, har stadig det oprindelige maskineri fra 1500-tallet. I Poyatos vindmøllen er indrettet et turistkontor, og de andre vindmøller huser forskellige museer: Inca Garcilaso er museum for den oprindelige dyrkning af landet, Pilón er museum for vin, Quimera er dedikeret til den chilenske poet Vicente Huidobro, Culebro til skuespillerinden og sangerinden Sara Montiel, Cariari til film og Lagarto til poesi. Hver lørdag bliver en af de restaurerede møller sat i funktion. I 1978 blev den samlede gruppe vindmøller erklæret for et historisk monument (Cultural Heritage Site).

På lang afstand fik vi øje på de hvidmalede vindmøller, som dominerer bakketoppene i La Mancha-regionen.

De 10 vindmøller i Campo Criptano. Jeg måtte spadsere et stykke for at få alle 10 vindmøller i søgeren. Jeg beklager kvaliteten.

Vi blev mødt af en guide, som skulle vise os rundt og forklare. Vores første besøg gjaldt museet for skuespillerinden og sangerinden Sara Montiel (1928-2013), der som nævnt er indrettet i Molino Culebro. Sara Montiel, som er født i Campo de Criptana, var en megastjerne i hele den spanstalende del af verden - og også et stort navn udenfor. Hendes film indspillede flere penge i den spanstalende verden end nogen anden. I 1947 spillede hun rollen som Antonia, Don Quijotes niece i en spansk filmversion af Cervantes' roman. Sara Montiel er portrætteret i Pedro Almodóvars film "La mala educación", hvori også forekommer et klip af en af hendes egne film. Hun begyndte at indspille film som 15-årig, efter at have vundet en skønhedskonkurrence, og snart kaldte Hollywood på hende. I 1954 spillede hun sammen med stjerner som Gary Cooper og Burt Lancaster i filmen "Vera Cruz". Siden spillede hun sammen med skuespillere som Mario Lanza, Joan Fontaine, Rod Steiger og Charles Bronson. Hun blev en legende med millioner af fans.

Filmplakater i museet for Sara Montiel i vindmøllen Molino Culebro i Campo Criptano.

I 1974 trak hun sig tilbage fra filmen, men fortsatte med at optræde live og inspillede plader, og hun havde sit eget TV-show. I 2011, efter næsten 40 års filmpause, accepterede hun en rolle i filmen "Abrázame", som blev indspillet on location i La Mancha. I 2000 udgav hun sin selvbiografi, som blev en bestseller og udkom i 10 oplag. I denne og efterfølgeren, som kom i 2003, afslørede Sara Montiel sine "elskovsaffærer" med prominente personer som Ernest Hemingway, James Dean m.fl. En meget farverig personlighed. Hun døde i 2013, 85 år gammel. I museet var ophængt filmplakater fra mange af de film, hun havde medvirket i. Der var tryk af mange af hendes pladeudgivelser, samt fotos fra aviser og ugeblade. Ingen tvivl om, at Sara Montiel var stor i Spanien, men for mig ikke det mest interessante på turen.

Langt mere spændende var den gennemgang, som vores guide gav af Molino Infanto, hvor alle møllens funktioner blev forklaret detaljeret. Som nævnt dateres møllerne Burleta, Infanto og Sardinero til 1500-tallet og har det oprindelige maskineri, mens de øvrige er bygget i 1900-tallet. Møllernes base er cylindrisk, og den ender i en keglespids.

Vindmøllen Molino Infanto i Campo Criptano.

Møllen er opdelt i tre etager. På de to nederste opbevares kornet/melet, mens den tredje etage rummer maskineriet, som maler melet. Det var fascinerende at se den kæmpestore sten, gearet og tandhjulene. I det øverste murværk er der hele vejen rundt små "vinduer", så mølleren kan bestemme vindretningen. Toppen af møllerne incl. møllevingerne kan drejes med en lang stang, som går ned til jorden - se ovenstående panoramafoto.

Vindmøllen Molino Infanto i Campo Criptano.

Når melen var malet til korn, blev melsækkene slæbt ned på første sal. Herfra blev sækkene siden lempet ned på hestevognene, som kørte op til møllen.

Besøg på vinkooperativet Vinicola del Carmen
Efter denne spændende oplevelse gik turen videre til et vinkooperativ, hvor vi skulle høre om og se på - og gerne smage på - vin fra området. Vi kørte til byen Ciudad Real, hvor vinkooperativet Vinicola del Carmen ligger. Kooperativet opstod i 1989 ved fusion af de gamle kooperativer, Manchego fra 1897 og Cooperativa del Campo del Carmen fra 1905. Det har 460 aktive medlemmer, hovedsagelig fra Campo de Criptana; dens årlige kapacitet er 35 millioner kilo druer.

Besøg på vinkooperativet Vinicola del Carmen.

Carmen vin fremstilles i seks forskellige typer: hvid og rød bordvin, hvid og lyserød mousserende vin, og hvid og rød vin af mærket Gigantes (en reference til Don Quijote, som opfattede vindmøllerne som kæmper, Gigantes). Gigantes hvidvinen er en coupage, som er iblandet sauvignon blanc, mens Gigantes rødvinen er lagret på egefade i seks måneder. Disse vine markedsføres primært i Campo Criptana og fremstilles i mindre mængder. Omkring 40% af de rå vin eksporteres til udlandet, især Italien. Repræsentanten fra firmaet fortalte begejstret om sine produkter og fremhævede, at "Vores vine er naturlige vine, der grænser til de økologiske..."

Besøg på vinkooperativet Vinicola del Carmen.

Herefter blev der skænket op i glassene, så man kunne smage og sammenligne firmaets forskellige vine.

Herefter kørte vi hjem til vores hotel, hvor vi spiste aftensmad.

Foyeren på Hotel Almagro. Til højre Vores søde tjenere, chaufføren og rejseleder Eddy.

13. marts 2014: 3. dag: Almagro - Valdepeñas - Santa Cruz de Mudela - Costa del Sol
Efter morgenmaden checkede vi ud fra Hotel Almagro efter et par dejlige dage. Hutellets standard var god, forplejningen udmærket, dog lidt ensidig, og betjeningen fortræffelig. Vi kørte til Valdepeñas (betyder"Klippedalene"), en af La Manchas vigtigste byer. Valdepeñas ligger på en højslette på bredden af Jabalón, en biflod til Guadiana. Byen er hjemsted for store destillerier og kooperativer, og dens vigtigste produkt er dens berømte røde vine, som er blandt de mest populære i Spanien. Vinområdet dækker omkring 30,000 hektar. Det antages, at cisterciensermunke bragte den røde drue til Valdepeñas fra Burgundien.

Vinmuseum, Museo del Vino de Valdepeñas.

Her besøgte vi vinmuseet, Museo del Vino de Valdepeñas, som fortæller om vinfremstilling i Valdepeñas gennem tiderne. Museet ligger i en gammel vinbodega, Leocadio Morales, som blev anlagt i 1901, og som producerede vin indtil engang i 1970'erne. Hovedindgangen til museet går gennem en moderne bygning. Her kan man bl.a. se en model af museet samt se en videopræsentation af museets opbygning og indhold. Oplysningerne gives både på spansk og engelsk. Spanien er verdens tredjestørste vinproducent (efter Italien og Frankrig) og producerede i perioden 1995-1999 ca. 34 mio. hl vin om året. Med 1,4 mio. hektar har Spanien verdens største vinareal, men det tørre klima i de fleste områder giver et lille udbytte. Vi fortsatte gennem indgangspartiet og ud i den store, indre gård, som ligger mellem museets fire bygninger.

Vinmuseum i Valdepeñas.

I den bageste ende af gården var aflæsningsrampen, hvor vinbønderne kom med deres druer. Vægten, hvorpå vognen blev vejet før og efter aflæsning af druerne. Vinpressen. De kæmpemæssige stenkrukker (amforaer), hvor vinen blev fermenteret. På den ene væg var ophængt tusindvis af redskaber og værktøjer, som indgik i vinfremstillingen. Hertil kom en stor udstilling af landbrugsredskaber og vogne mm. Alt blev kyndigt forklaret af den lokale guide, og Eddy oversatte efter bedste evne. Meget interessant gennemgang.

Efterfølgende fik vi en omvisning i den gamle bodega, Leocadio Morales, produktionshal.

Endelig gik vi ind i de omkringliggende museumsbygninger. Museet er opdelt i seks permanente afdelinger, som beskriver forskellige aspekter af vinfremstillingen: historien, de fysiske forhold (klima, jordbund, kultivering mv.), marketing, kultur og folklore, vinarkivet og gastronomi.

Udstillingen afsluttedes med en spændende samling af fotografier, taget af Harry Gordon fra vinhøsten i 1959.

Besøg på Bodegas Aruspide
Efter besøget på vinmuseet kørte vi hen til Bodegas Aruspide, som blev grundlagt i 1999 med henblik på at fremstille vine efter organisk metode. De købte en modega fra 1905 og ombyggede den med respakt for periodens og områdets arkitektur. Bodegas Aruspide ejer selv 110 hektar med vin og råder over yderligere 60 hektar, som alle har certifikat på, at de drives efter "organiske metoder".

Efter ankomsten til bodegaen fik vi en grundig gennemgang af firmaets produkter og produktionsformer. Firmaet har to brands: Ardales og Agora. Kun førstnævnte sælges med organisk certifikation, men begge brands fremstilles efter de samme organiske metoder. Ardales vinene sælges med oprindelsesangivelsen (DO, Denominación de Origen) "Vino de la Tierra de Castilla", mens Agora vinene bærer "DO Valdepenas".

Besøg på Bodegas Aruspidei.

Under høsten bliver alle druer sorteret manuelt ude på marken. I "gamle dage" blev spansk rødvin lavet på Tempranillo og sherry på Palomino druen. I dag er der flere end 600 druesorter i Spanien, men 80% af al vin fremstilles på kun 20 af dem. En af de mest udbredte hvide er Airén, som engang var grundlaget for fremstilling af brandy, da den giver en høj grad af alkohol og er meget tilbøjelig til at oxidere. Herefter kommer de to røde, Tempranillo og Grenacha, der resulterer i kraftige og fyldige vine. Airen er Spaniens "nationaldrue", og den udmærker sig ved at være modstandsdygtig overfor tørke og trives godt i den fattige jord i det centrale Spanien. Den giver et pænt udbytte med en begrænset manuel indsats, hvorfor den traditionalt blev brugt til fremstilling af spansk brandy og lokal hverdagsvin. Den bliver ofte blandet med Cencibel, en lokal klon af Tempranillo, til at frembringe en lettere rødvin. Med omhyggelig behandling kan Airen anvendes til fremstilling af forfriskende, tørre hvidvine af en rimelig kvalitet. Tidens efterspørgsel på lettere, mere frugtagtige vine har dog medført et fald i Airen druens popularitet.

"For at en spansk vin skal være værd at drikke, skal rødvin være fra Rioja, hvidvin fra Penedès og rosé fra Navarra", sagde spanierne selv tidligere. Men siden 1980'erne er der sket en mindre revolution, idet mange kooperativer har fået ultramoderne udstyr, og gæring på rustfri ståltanke bevarer nu druernes frugt og aroma i vinene. Det har forbedret de før så tunge, iltede og alkoholrige vine fra La Mancha, Alicante og Valencia.

Besøg på Bodegas Aruspidei.

Fadlagring, som har en gavnlig effekt på vinen, benyttes i dag i stort omfang. Det er dog kun vin, der i udgangspunktet er vellavet, som har gavn af at blive lagret på fade. Det er kun nye eller næsten nye fade, som har en effekt på vinen. Fadlagring påvirker både vinens farve, aroma og garvesyre. Kemisk set sker der det, at stoffer i træet reagerer med vinen, mens vinen langsomt "ånder", oxiderer, gennem træet. Efter 2-3 år er træets porrer stoppet til, så iltningen stopper. Hver gang, et fad er en brugt, kræves dobbelt så lang tid for at påvirke vinen, og til sidst har fadene slet ingen effekt på vinen.

Vino Joven betyder "ung vin" og betegnelsen bruges om vin, som er et eller to år gammel, og som ikke har været lagret under fremstillingen. Den tappes umiddelbart efter gæring og filtrering og skal drikkes, mens den stadig har sin friskhed og frugtsmag. En ung vin fra La Rioja benævnes også "cosechero".

Vino de Crianza er vin, der er lagret i mindst seks måneder på egetræsfade, inden den tappes på flasker, og derefter mindst 12 måneder på flaske. Crianza betyder "opdraget", hvilket betyder, at vinen er passet, plejet og modnet.

Reserva er udvalgte vine fra de bedre årgange. Rødvinen skal være tre år i bodegaen, heraf mindst 12 måneder på egetræsfade, mens hvidvinen og roséen kun kræves lagret i 6 måneder.

Gran Reserva fremstilles af udvalgte vine fra de bedste årgange, det er følgelig ikke hvert år, at der kommer Gran Reserva vin på markedet. Rødvinen skal ligge mindst to år på egetræ og derefter tre år på flaske. Hvidvinen og roséen skal være på bodegaen i mindst fire år, heraf mindst seks måneder på egetræ.

Til venstre Inger Marie og Susse. Til højre Inge og Marie.

Efter den spændende omvisning af en meget entusiastisk medarbejder, som næsten begravede os i informationer, var der tid til smagsprøver. Noget for noget? En del købte en flaske eller to med hjem fra bodegaen.

Den firkantede tyrefægterarena i Santa Cruz de Mudela
Herefter fortsatte vi i bussen til Santa Cruz de Mudela, hvor vi skulle besøge den gamle, firkantede tyrefægterarena, la Plaza de Toros de las Virtudes, som ligger ca. otte km udenfor byen. Mange anser tyrefægterarenaen i Ronda, som er opført 1779-1785, for den ældste i Spanien, andre peger på arenaen i Sevilla. Men denne arena skulle være opført i 1641 og være anvendt til tyrefægtning siden siden 1722. Den har plads til 3.500 tilskuere. I 1981 blev arenaen erklæret for et historisk nationalt monument

Den firkantede tyrefægterarena i Santa Cruz de Mudela.

Vi blev modtaget ef en guide, som viste os rundt i arenaen og forklarede om afviklingen af en "corrida de toros". En tyrefægtning afvikles efter en stram koreografi: Indmarchen, el paseo, hvor matadorererne præsenterer deres hold (cuadrillas) og hilser på el presidente, som ikke nødvendigvis er præsident, men almindeligvis en lokal mand (undskyld person) af betydning. Matadoren har seks hjælpere: to picadores, som er spydbevæbnede, tre banderilleros og en mozo de espadas (håndterer matadorens sværd, espada). El Presidente giver signal til kampenes begyndelse. En rytter henter den nøgle, der er symbol på adgang til tyrenes stalde, og den første tyr lukkes ud. Tyren modtages af tre peones, som vifter med deres kapper, som er lyserøde på den ene side og gule på den anden. Når los peones har fået tyren efter sig, løber de i dækning bag deres burladeros, som er træskærme, hvorfra man kan komme ud og ind af arenaen. Under disse indledende øvelser aflurer matadoren tyrens bevægelsesmønstre. Herefter lukkes picadorerne nu ind. Disse sidder på hesteryg, bevæbnet med en en lanse, hvor kun nogle centimeter af spidsen er fri. Med den stanger de i tyrens nakke for at udmatte den og få den til at sænke hovedet. Herefter går los banderilleros frem mod tyren med farverige stave med jernmodhager, som anbringes i tyrens nakke. Dette tjener til at udmatte og provokere tyren, inden matadoren kommer ud på arenaen med sin røde muleta (kappe), som holdes udspændt med la espada (sværdet). Tyr og matador står nu alene overfor hinanden. Nu begynder "la faena", som kan kaldes en dødsdans mellem tyr og matador. Når matadoren har tilkæmpet sig herredømme over tyren, udskifter han sit sværd med et sværd af stål med den rette krumning, og nu skal han nedlægge tyren - helst ved at gennembore dens hjerte første gang. Lykkes det, hujer publikum, og ved at vinke med deres lommetørklæder opfordrer de el Presidente til at tildele matadoren et af den døde tyrs øre. I mere spektakulære tilfælde kan el Presidente tildele matadoren to ører. I sjældne tilfælde, hvor tyren har kæmpet særlig modigt, kan tilskuerne eller matadoren appellere til el Presidente om at given tyren pardon (indulto) og spare dens liv.

Til højre leger Inge med sine nye firbenede venner. Måske fordi det hjemme er for vanskeligt at lære den gamle hund (Stephen) nye kunster?.

Tilhængere af tyrefægtning anser den som en vigtig kulturel tradition og en kunstart på linie med dans og musik, mens modstanderne betragter den som en blodsport, som påfører tyren og hestene voldsomme lidelser. Birgit og jeg har besøgt flere tyrefægterarenaer og de museer, som almindeligvis er knyttet til, men vi har aldrig haft lyst til at overvære en corrida.

Det er ikke usædvanligt, at der i forbindelse med en tyrefægterarena er et kapel, men her finder vi ligefrem en kirke/kloster, Santuario de Nuestra Señora de las Virtudes fra 1400-tallet. Loftet er i den typiske mudejartil, som udvikledes i 1300-tallet. Altret er først fra 1700-tallet. Kuplen er smukt udsmykket med malerier. Nuestra Señora de las Virtudes fejres hvert år i den første uge af september, og om morgenen den 8. september er der en procession fra byen og ud til kirken.

Santuario de Nuestra Señora de las Virtudes.

H.C. Andersen i Santa Cruz de Mudela
Jeg fandt senere ud af, at mere prominente turister end os havde været i Santa Cruz de Mudela. Efter at Birgit og jeg i marts 2014 var vendt tilbage til det dejlige danske forår, genlæste jeg H.C. Andersens rejseskildring "I Spanien", først udgivet i 1863. Da Andersen i 1862 tog afsted til "Det skjønne, stadig lidet besøgte Spanien" sammen med unge Jonas Collin, søn af vennen Edvard Collin, var det et længe næret ønske, som gik i opfyldelse. Han skriver i bogen: "Jeg fortalte, at jeg var høit oppe fra Norden, fra Danmark, hvor engang Spanierne havde været og vi holdt af dem. Jeg var dengang et Barn, sagde jeg, en spansk Soldat tog mig paa sine Arme, kyssede mig og trykkede Madonnas Billede paa min Mund, det er min tidligste Erindring; jeg var den Gang tre Aar gammel!" (I foråret 1808 sendte Napoleon omkring 30.000 spanske soldater til Danmark, efter at englænderne året forinden havde bombarderet København og taget den danske flåde med sig).

Kapitel XV. Over Santa Cruz de Mudela til Madrid. Fra Cordoba til Madrid er den største Strækning af Jernbanen endnu ikke fuldendt; man maa altsaa tage med Diligencen, men uagtet denne, i hvorledes end Veien er, jager afsted i flyvende Fart, trukken af ti Muuldyr, har man dog omtrent tre og tyve Timer at holde ud i dette Kjøretøi, før man naaer Santa Cruz de Mudela, hvorfra er Jernbane til Madrid. Vi toge Plads i Diligencen, saalangt denne gik, og vilde udhvile i Santa Cruz...

"Omtrent Klokken Elleve paa Formiddagen naaede vi Maalet for vor Reise, den lille Stad Santa Cruz de Mudela. En saa snavset By, som denne, havde jeg endnu ikke seet i hele Spanien. Gaderne vare ubrolagte og for Øieblikket et opløst, gammelt, ildelugtende Dynd. Her var ikke til at gaae, her var ikke til at trække Veiret; Husene vare alle fattige, daarlige Rønner. Byen med al dens Søl og Pøl maatte vi igjennem. Et Stykke udenfor ved Jernbanen laae den os anbefalede og eneste Fonda (kro); den saae ikke indbydende ud; den var en stor, snavset Kro, med lave, skumle Stuer, hvor de havde strøet Halm paa Gulvet, at man kunde holde Varme om Fødderne. Soveværelset, man anviste os, havde hverken Vindue eller Ruder, der var en stor fiirkantet Aabning med Trælaage til at lukke; det var det Hele, og dette kaldtes det bedste Værelse i Huset. Blive her Natten over og derpaa tilbringe hele den næste Formiddag i dette Indelukke, eller drive om i den magre, kjedsommelige Egn, vilde jo være en heel Bod og Poenitense, nei da hellere i Overanstrengelse af Reisen daane eller crepere i Jernbanevognen. Det var en Beslutning, den blev strax udført; Banetoget skulde øiebliklig afsted, vi stege ind i Vaggonen, der ved Midnat, efter ti Timers Fart, vilde naae Madrid. Vi sad fortræffeligt, det var en Livsopfriskning at bruse afsted i Civilisationens Kjøretøi, at have Fornemmelsen af igjen at være i sin Nutid. Vi fore frem i flyvende Fart. Egnen var flad, uden Afvexling; ved den gamle Stad Alcazar de San Juan, der med et Par andre spanske Byer gjør Fordring paa at være Cervantes Fødeby, kom vi ind paa Madrid-Valencia-Banen. I en uendelig lang Tid maatte vi her vente paa Hovedtoget, det indtraf først længe efter Solnedgang; vi sad imedens i den kjedsommelige Stationsgaard og stirrede over paa den gamle Stad med de mange Kirker og de store Bygninger, de saae interessante ud, her kunde man tilvisse have overnattet, maaskee gjort en Udflugt til det nærliggende Toboso, berømt ved Don Quixotes Dulcinea, men Ingen havde nævnet for os denne Stad, kun i Santa Cruz de Mudela var en Fonda for Reisende. Jernbanerne i Spanien ere endnu noget saa Nyt, at selv i de største Byer, naar de ligge langt fra disse nye Veie, kan man ingen Oplysninger erholde. Den trykte Jernbanebog Indicador de los Caminos de hierro, hvori meget nøiagtigt alle Baner og Tog ere opgivne, findes ikke paa nogen Station, før man naaer Madrid."

På vejen hjem spiste vi en fortrinlig frokost på en restaurant ved hovedvejen, og kl. 19.30 var vi tilbage på udgangspunktet i Almunecar, hvor vi blev modtaget af en lykkelig Stephen, som tydeligvis havde savnet os - tror jeg nok?

Vi tog afsked med de mange dejlige mennesker, vi havde læst at kende på denne spændende og veltilrettelagte tur. Vi håber at møde dem igen på næste års udflugt. Ikke mindst det afgående præstepar Mads Bjørn og Marie, som har en stor plads i vores hjerter. En stor tak til Kisten og Jacob Fredelund, som havde trukket et stort læs med planlægningen. Også en stor tak til Inge, som utrætteligt overvågede, at vores chauffør ikke kom på afveje.

 

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja Forrige side: Udflugt med Kirken -  - Don Quijote 2. del Næste side: Udflugt til bjerglandsbyen Ronda

 

I 2014 var Birgit og jeg på en spændende udflugt til bjerglandsbyen Ronda. klik her, hvis du vil læse om vores oplevelser.

Vælg næste side: