Siden min hustru, Birgit og jeg gik på pension efter ca. 45 år på arbejdsmarkedet, har vi tilbragt månederne januar, februar og marts under sydlige himmelstrøg. De seneste 13-14 år har vi været i området øst for Malaga i Sydspanien, hvor vi efterhånden har fået en stor vennekreds. Mange af disse venner besøger vi også, når vi er hjemme i Danmark. En dag spurgte Jens os, om vi ikke ville med en tur til Cádiz, der havde han og hans kone, som også hedder Birgit, været for nogle år siden. Hver vinter foretager vi udflugter i det skønne Andalusien og har efterhånden besøgt mange af de dejlige byer i området, men netop Cádiz stod stadig på vores "to-do liste", så vi sagde selvfølgelig ja. Vi har ofte været på udflugt med vores meget gode venner Birgit og Jens, og det har altid været fornøjeligt og oplysende. Om aftenen ringede Birgit og spurgte, om vi var opmærksomme på, at den danske kirke hernede havde arrangeret en udflugt netop til Huelva og Cádiz i marts 2024.
Vi skyndte os på nettet, hvor kirken for nyligt har fået en ny, flot og informativ hjemmeside på "Spanien i Dag". Efter lidt søgning fandt vi beskrivelsen af turen. Beskrivelsen kan ses, hvis du klikker her. Turen var arrangeret af Jacques Borggild, som i flere år har været professionel rejseleder. Han er gift med Annalise Bager, som har været præst i vores kirke hernede i fem år fra 2018-2023. Vi har flere gange været på udflugt med Jaques og kender ham som et utroligt vidende og charmerende menneske, også lidt af et sproggeni, han læste statskundskab og økonomi på Aarhus Universitet og blev også uddannet og har arbejdet som journalist, så Jacques kan mere end sit fadervor. Vi skyndte os at tilmelde os alle fire. Jeg har det meste af mit lange liv interesseret mig for Columbus, og jeg så især frem til at besøge La Rabida-klostret, hvor Columbus havde tilbragt flere år før sin første rejse til Amerika, samt til at se kopierne af de skibe, som sejlede ham og hans folk til den nye verden i 1492.
I 2023 havde Jacques arrangeret en tur til Rio Tinto tæt på den portugisiske grænse, hvor man havde besøgt de berømte miner, som engang var verdens største. På denne tur havde man været i Huelva og var blevet klar over, at denne by også var et besøg værd. Vi skulle overnatte på det samme hotel som dengang og også køre med det samme spanske busselskab Pareja. Birgit og jeg havde været tilmeldt til turen, men måtte desværre blive hjemme pga. sygdom, men havde af mange venner fået at vide, at det var en dejig tur. Så der var ikke meget at betænke sig på.
Turen udgik fra rutebilstationen i Almuñecar kl. 6.30, og der var opsamling i La Herradura og ved Den Danske Klub i Torre del Mar, hvor vi spiste morgenmad. Vi så mange kendte ansigter fra kirken, udover Jacques og Annalise det nuværende præstepar Ninna og Bjarne, vores menighedsrådsformand Karen Margrethe og vores spillemand Helge, Kirsten og Jacob, Ingrid og Jørgen, Inger og René, Merete og Vibeke og mange andre. Bussen kørte fra Torre Del Mar kl. 08.10 via Málaga og Sevilla mod Aracena med ca. 50 forventningsfulde passagerer.
Fra Torre del Mar til Aracena
Den første del af turen var velkendt efter talrige besøg i kystlandet bag Costa del Sol, men snart var vi inde i olivenland. Som Jacques fortalte, er Spanien det land i verden, som producerer mest olivenolie. Knap 2.8 millioner hektar er udlagt til olivenlunde, og alene i Andalusien 1.7 millioner hektar. Vi kørte i 3-4 timer med en hastighed på omkring 100 km/t, og øjet så stort set ikke andet end oliventræer. Oliventræet menes at have sin oprindelse i Mellemøsten. Det har en gennemsnitlig levetid på mellem 300 og 500 år. De tidligste tegn på olivendyrkning går tilbage til bronzealderen, men det antages, at det var de gamle grækere, der begyndte at dyrke det for dets frugt, dets olie og træet. Oliventræer har også haft en betydelig religiøs betydning gennem historien. I Bibelen blev olivenolie brugt til at salve konger og præster, og den bruges stadig i mange religiøse ceremonier i dag.
Olivenmark i Andalusien
Siden skiftede afgrøderne på marken, da vi kom op på højsletten. Vi så fx masser af korkeg. Ganske vist er de gamle korkpropper ved at blive udskiftet med kedelige og genstridige plastikpropper, men korken anvendes i stadig stigende grad som byggemateriale, gulvbeklædning og isolering. De seneste år har vi set masser af tasker og punge udført i kork. Vi så også avocadotræer, mangotræer, citrustræer og mandeltræer i det skiftende landskab. Der begyndte også at dukke dyr op på markerne: køer, heste, får, geder og grise.
Vi spiste frokost i Aracena, hvor vi skulle besøge de verdensberømte grotter, La Gruta de las Maravillas. Aracena er både navnet på en kommune og en by i provinsen Huelva. Den ligger i bjergkæden, som har givet navn til byen, Sierra de Aracena, som er en del af Sierra Morena. Aracena, som ligger knap 700 meter over havets overflade, har en befolkning på godt 8.000 indbyggere.
La Gruta de la Maravillas (vidundernes grotte) er et netværk af kalkstenshuler beliggende i hjertet af byen Aracena, blot nogle få hundrede meter fra den restaurant, hvor vi havde spist frokost. Disse naturlige huler har været åben siden 1914. Den guidede tur var på knap 2 km og tog omkring 45-50 minutter. Besøget omfattede to af tre niveauer, temperaturen ligger året rundt på mellem 16-19 grader og med en relativ luftfugtighed på 98%, dvs. ganske behageligt. I bussen fortalte Jacques, som selv er gangbesværet, at turen i grotterne kunne være en udfordring, hvis man havde problemer med balancen eller førligheden, og flere steder var passagen temmelig smal. Der var flere, der afstod fra at tage turen, men det er vel ikke så mærkeligt med en gennemsnitsalder i omegnen af 75? Vi blev delt op i to grupper, idet der kun måtte lukkes 25 personer ind ad gangen.
Grotterne i hulerne er dannet over millioner af år gennem en langsom nedbrydning af kalksten, der gradvist opløses af kulsyre, hvilket producerer sprækker, underjordiske vandløb og huler. De vedvarende dryp markerer som et himmelsk ur jordens geologisk tid. På grund af grotternes spektakulære udseende har de været lokation for mange film, både spanske og udenlandske, mest berømt er "Journey to the Center of the Earth" (efter Jules Vernes science-fiction roman fra 1864 "Rejsen til jordens indre") (1959) og "Tarzan i kong Salomons miner" (1973).
Der er flere bud på, hvorledes grotterne blev opdaget. Én forklaring lyder, at en yndig hyrdinde førte sit kvæg op på bjerget på trods af, at mange havde advaret hende om farerne ved det sted. En dag så hun ved en kilde en uimodståelig skikkelse af en alf, og hun blev så forelsket, at hun gik med ham for at bo i hans underjordiske palads, og siden så ingen hende igen. Ifølge en anden forklaring blev grotterne opdaget af en hyrde ved navn Tio Blas, da et af hans lam (nogle steder fortælles, at det var en gris) kom bort fra flokken nær ved slottet, som ligger øverst på bjerget. Da han ledte efter dyret, opdagede han indgangen til hulen. De første skriftlige kilder om grotterne går tilbage til 1850, hvor avisen "El Porvenir" rapporterede om, at der var fundet sølv i Cerro del Castillo. I 1853 åbnede mineselskabet "La Independiente" en sølvmine i området, hvilket førte til opdagelsen af hulrummene i undergrunden. Jeg er tilbøjelig til at fæste mest lid til den tredje, mere kedelige, forklaring, men hvem ved?
Plan over grotterne
Det var først i september 1914, at grotterne blev åbnet for turister. Det var den første hule i Spanien, der åbnede for offentligheden. Allerede året efter blev grotterne besøgt af kong Alfonso XIII og dronning Victoria Eugenia. Kongeparret gentog deres besøg i 1929 i anledning af den spansk-amerikanske udstilling i Sevilla i forbindelse med, at indgangen til grotterne var blevet bygget. I 1987 opdagede man de øvre gallerier på tredje niveau. Disse gallerier, som endnu ikke er tilgængelige for offentligheden, men alene for geologisk forskning, øgede den samlede længde af grotterne til godt 2 km (2130 m.).
Foto fra grotterne fra www.andalucia.org
Rundvisningen begyndte på det laveste niveau med Konkyliekammeret (Sala de las Conchas) med sin storslåede stalagmit. (Her er det måske på plads med en servicemeddelelse: Stalakitter hænger ned fra loftet, mens stalagmitter vokser op fra gulvet. Jeg husker, hvad der er hvad, ved at tænke på, at stalagmit indeholder et "g" for gulv.) Her så vi bl.a. Den Store Sø (Gran Lago), Galleriet af Søer, Det Nøgne Kammer (Los Desnudos) og Kikærtekammeret (Los Garbanzos). Den mest interessante del af grotten findes på andet niveau, hvor vi blandt andet så Katedralen (La Catedral), Guds Glasværk (La Cristalería de Dios) og Vulkanen (El Volcan). Nogle formationer er blålige eller rødlige i farven på grund af urenheder bestående af kobber og jern.
Fotos fra grotterne fra www.andalucia.org
Desværre var det ikke tilladt at fotografere i grotterne, så ovennævnte foto har jeg fundet på nettet - undskyld. Birgit og jeg har efterhånden set mange huler og grotter forskellige steder, bl.a. de imponerende grotter i Maro, blot 3-4 km fra vores sydspanske bopæl, men jeg er tilbøjelig til at give Jacques ret i, at La Gruta de la Maravillas er de smukkeste i Europa. Men kom selv bese den lidt.
Efterfølgende kørte vi ca. 100 km. igennem et prægtigt landskab til Huelva, som ligger ved Atlanterhavet, og som er kendt som Europas grøntsagshave no. 1. Vi så fx. kæmpestore jordbærmarker, dækket med plastic. På alle markeder på Costa del Sol reklameres med jordbær fra Huelva. Med en årlig produktion på næsten 300.000 ton er Spanien den største producent af jordbær i Europa. 98 procent af Spaniens jordbærproduktion og næsten 30 procent af produktionen i Europa finder sted i Huelva-provinsen. Manglen på vand udtørrer dog stadigt flere jordbærmarker. Der anslås at medgå hundrede liter vand til at producere et kilo jordbær. Manglen på vand har medført mange konflikter mellem de landmænd, der har lovlige rettigheder til vand, og de landmænd, der på ulovlig vis vander deres marker med grundvand.
Fra Aracena til Huelva
Det mest spektakulære var synet af tusindvis af storke. I hundredvis af elmaster, kraner, skorstene, kirketårne mv. var der en eller flere storkereder, og de var næsten alle beboede. Jeg ved ikke, om vi skal forvente et baby-boom i år? Ikke fra mig, jeg er for længst taget ud af avlen.
I Huelva blev vi indkvarteret på det dejlige firestjernede Hotel NH LUZ beliggende i centrum. Her skulle vi overnatte de næste to nætter. Vi spiste en god buffet-middag på hotellet, nogle hyggede sig lidt i baren, mens andre hurtigt kastede sig i dynerne´efter en lang og spændende dag.
Efter en dejlig morgenmadsbuffet på hotellet kørte vi en byrundtur i Huelva. På bussen havde vi en kvindelige guide, som var meget vidende og talte et udmærket engelsk, og som tydeligvis elskede sin by. Hun fortalte engageret om Huelva og dens historie og udvikling. Hun begyndte med at oplyse, at bynavnet Huelva udtales "uelba", idet det indledende h er stumt og v udtales som b.
Panorama over Huelva
Huelva ligger i det sydvestlige Spanien og er hovedstad i provinsen af sammme navn i regionen Andalusien. I 2022 havde byen en befolkning på godt 140.000. Byen er placeret i Cádiz-bugten ud mod Atlanterhavet, ikke langt fra den portugisiske grænse. Byen ligger klemt inde mellem floderne Rio Tinto og Rio Odiel. Kyststrækningen, som har et karakteristisk udseende med fyrre- og enebærtræer, kendes som Costa de la Luz, Lysets kyst. Arkæologiske fund, dateret mellem 3000 og 2500 f.Kr., peger på, at Huelva ikke alene er den ældste by på den iberiske halvø, men måske den ældste, kendte by i Europa. Med sikkerhed vides, at der eksisterede en beboelse omkr Hun being 1250 f.Kr., og omkring det 9. århundrede f.Kr. etablerede de omkringfarende fønikere en koloni på stedet under navnet Onuba. Herfra eksporterede man bl.a. sølv, kobber og saltet fisk, og den fønikiske forpost fungerede som knudepunkt i de handelsruter, der forbandt det nordlige og sydlige Atlanterhav og Middelhavet.
I 712 blev Onuba (Huelva) erobret af mauriske styrker fra Nordafrika, og i en periode blev området styret fra det muslimske kongedømme i Sevilla. I 1262 blev Huelva tilbageerobret af Alfonso X af Castilien. I det 16. århundrede blev Huelva den førende fiskerby i Andalusien, især kendt for sit sardin- og tunfiskeri.
Det kraftige jordskælv, som ramte især Lissabon den 1. november 1755, medførte store ødelægggelser på den iberiske halvø, også i Huelva, hvor otte mennesker blev dræbt og størsteparten af bygningerne blev ødelagt. Det var måske historiens mest katastrofale jordskælv (8,5 på Richterskalaen), og 15.000-70.000 mennesker omkom som følge af jordskælvet og dets eftervirkninger. Hvis man skal være lidt positiv, kan man sige, at jordskælvet ødelagde masser af gamle huse og bygninger i Huelva, som så efterfølgende blev genopført.
Byen blev provinshovedstad i 1833, og i 1876 fik den status af by (ciudad) ved kongelig anordning. Minedriften forårsagede alvorlig svovldioxidforurening og blev mødt af protester fra lokale bønder og også minearbejdere. I 1888 åbnede den spanske hær ild mod demonstranter på landsbypladsen i Rio Tinto, antallet af dødsfald anslås til 100-200. Ca. hundrede år senere protesterede miljøforkæmpere mod provinsregeringens planer om at deponere affald i en nedlagt mine i 1990'erne.
Militærkuppet den 17.-18. juli 1936, som startede den spanske borgerkrig, fængede ikke rigtigt i Huelva og i store dele af provinsen. Men den 27. juli 1936 rejste 500 betjente (guardia civil) sig med våben i hånd mod republikken, myndighederne flygtede og blev senere blev skudt. To dage senere overtog en oprørskolonne fra Sevilla kontrollen over byen. Det anslås, at borgerkrigen resulterede i mere end 6.000 dødsfald i området.
Guiden indledte med at gøre opmærksom på det museum, som lå lige overfor hotellet. De permanente udstillinger på Museo de Huelva er opdelt i tre sektioner: arkæologi, kunst og etnografi. Desværre var museet - som det almindeligvis er tilfældet i Spanien - lukket om mandagen, hvilket var den eneste dag, hvor vi havde mulighed for at aflægge besøg. Men guiden sagde, at museet bestemt var et besøg værd.
Den mest imponerende bygning, vi så undervejs, var domkirken, Catedral de Nuestra Señora de la Merced - i daglig tale bare Catedral de la Merced, som ligger på den elegante Plaza de la Merced. Den blev oprettet som en klosterkirke i 1605 og fungerede som sognekirke, indtil den blev indviet som katedral den 15. marts 1954, da bispesædet i Huelva blev oprettet. Vores guide fortalte, at der kun var adgang til katedralen i forbindelse med messer og andre religiøse handlinger.
Katedralen i Huelva
Katedralen slap næsten uskadt gennem det store jordskælv ud for Lissabon i 1755, men det efterfølgende jordskælv 10 år senere beskadigede den oprindelige bygning alvorligt. I slutningen af 1700 tallet blev kirken genopført i barok stil. I 1969 ramte et nyt jordskælv området, og kirken måtte gennem en omfattende restaurering. De imponerende klokketårne blev tilføjet i 1915. Annekset, som tidligere tjente som kloster, tilhører i dag universitetet i Huelva og huser det erhvervsvidenskabelige fakultet. Kirken er et af de bedste eksempler på barokarkitektur i Huelva-provinsen med et slående lyserødt ydre og et lyst hvidt marmorinteriør. Den ligger på den elegante Plaza de la Merced med høje palmer. Kirken er anlagt i form af en basilika med tre skibe og er opdelt i fem sektioner, adskilt af halvcirkelformede buer og et centralt tværskib.
Guiden fortalte også om den engelske bydel i Huelva, som blev oprettet, efter at det britiske selskab Rio Tinto Company Limited (RTC) i 1873 erhvervede rettighederne til minedrift i området. Jeg (eller rettere Jaques) vil fortælle mere om denne spændende epoke, når vi i morgen kører videre med bussen. Driften af minerne blev i stort omfang ledet af engelsk personale, og der blev nærmest oprettet en lille engelsk koloni på stedet i klassisk viktoriansk stil, Barrio Reina Victoria, en miniversion af en engelsk by med fodbold, tennis, sociale klubber og five o’clock tea. For at få adgang til området skulle man passerere en vagt. Området havde også en presbyteriansk kirke med tilhørende kirkegård samt et engelsk hospital. Den engelske indflydelse gjorde, at Spaniens første fodboldklub blev oprettet i Huelva i 1889, Real Club Recreativo de Huelva. Vores guide måtte dog indrømme, at selv om byen elsker deres fodboldholdhold, spiller det kun i landets tredjebedste række. Ikke på grund af manglende evner, men bare fordi man manglende penge.
Vi kørte forbi den imponerende bygning Casa Colón, som blev opført som et luksushotel for alle de udenlandske gæster, som ville strømme til Huelva i forbindelse med fejringen af 400-året for opdagelsen af Amerika. Hoteldriften gik åbenbart ikke så godt, i hvert fald blev Casa Colón købt af Rio Tinto Kompagniet, som indrettede det som hovedkontor. En del af den store bygning blev indrettet med en dancehall, bibliotek, billiardværelser, og udenfor tennisbaner.
Inde i kapellet er et billede af Huelvas skytshelgen, Virgen de la Cinta, som blev æret af Columbus og hans sømænd. Columbus besøgte kapellet, før han sejlede til den Nye Verden og bad til jomfruen, og lovede at besøge hende igen ved sin vellykkede hjemkomst. Hans besøg er afbildet på de blå-hvide fliser, designet af kunstneren Daniel Zuloaga i 1920, som er placeret langs væggene i kapellets indre. Et billede viser, hvordan katolikkerne gemte en statue af Jomfruen under den mauriske invasion. I dag huser den det religiøse broderskab Hermandad de la Cinta. Jomfruen af Båndet blev officielt byens skytshelgen den 26. september 1992, men der findes dokumenter, som omtaler hende som skytshelgen allerede i 1586.
Santuario Diocesano de Nuestra Señora de la Cinta
Foran helligdommen ligger Plaza de los Capellanes, hvorfra der er en fantastisk udsigt over mundingen af Rio Odiel og og naturområdet Marismas del Odiel. Adgang til templet sker gennem tre hesteskobuer fra 1500-tallet.
I bussen havde vores guide fortalt den lokale legende, som har givet navn til helligdommen. Den fattige skomager Juan Antonio havde gjorde det til en vane at forære byens fattige børn sko på dagen for Jomfruens fødsel. En dag, da han var på vej til Gibraleón, fik han så svære smerter i siden, at han måtte stoppe sin gang. Da han påkaldte Jomfruen, dukkede et bånd op, som han viklede rundt om sig, og det dulmede hans smerte. Da han kom hjem, fortalte han historien til sin ven, Pedro Pablo. Pedro, som var maler, tilbød at male et billede af Jomfruen som tak for miraklet. Maleren portrætterede Jesusbarnet nøgen, men iført sandaler, til minde om Juan Antonios velgørende gestus overfor de fattige børn. I sin højre hånd holder Jesus båndet. Vøgmaleriet præsiderer over hovedalteret.
Helligdommen er også relateret til Christoffer Columbus. Den 3. marts 1493 blev han om bord på La Niña overrasket af en storm på hjemturen til Spanien, og han bad til Jomfruen og lovede, at hvis hun ville føre ham frelst hjem, ville han tænde et lys for hende i templet. Og han holdt sit løfte, og hvert år på denne dato afholdes en erindringsmesse i templet. Denne begivenhed er skildret på en af de mange kakler på frisen i sideskibet.
Vores guide fortalte med stolthed om det berømte bysbarn, forfatteren Juan Ramón Jiménez (1881-1958), som modtog Nobelprisen i litteratur i 1956. (Faktisk er han født i den nærkiggende by Moguer). Han studerede jura i Sevilla, en uddannelse, han dog aldrig brugte. I stedet begyndte han at skrive digte og fik udgivet to digtsamlinger allerede som 18-årig. Hans fars død medførte en depression hos ham, og han gennemgik et længere behandlingsforløb. I 1911-1912 skrev han en række stærkt erotiske digte, men da nonnerne på det sanatorium, hvor han opholdt sig, opdagede dette, blev han bortvist.
Hans mest kendte værk er "Platero y yo", "Platero og mig", først udgivet i 1914, hvori han på poetisk vis fortæller om æslet Platero, som var hans uadskillelige ven i barndommen og ungdommen. Guiden læste det første afsnit: "Platero er lille, behåret, blød; så blød på ydersiden, at det føles som bomuld uden knogler. Jeg slipper ham løs, og han går på engen og kærtegner de små lyserøde, lyseblå og gule blomster med sin snude, rører dem knap, ... Jeg kalder sødt: Platero?, og han kommer til mig..." Værket fremstår som en dagbog, men består af et udvalg af historier hentet fra Jiménez' barndom og ungdom. Det er en bog for voksne, selvom den på grund af sin enkelhed passer perfekt til børns fantasi. Han og hans hustru tilbragte en stor del af deres liv udenfor Spanien, bl.a. i USA og Puerto Rico. Jiménez blev professor i spansk og litteratur ved University of Maryland nær Washington D.C. I 1956 fik han som nævnt tildelt Nobelprisen i litteratur, men han kunne ikke rigtigt glæde sig over det, da hans hustru, Zenobia, blot tre dage senere døde af cancer. Det kom han sig aldrig over, og han døde to år senere. Ægteparrets jordiske rester blev stedt til hvile på kirkegården i Moguer den 6. juni 1958.
I 2014 fejrede man 100-året for udgivelse af digterens mest populære værk, "Platero y yo". Rundt om i Moguer - med ødsel hånd - blev der opsat 17 skulpturer og monumenter af digteren, hans hustru og æslet Platero. Det hus, hvori digteren tilbragte sin barndom og ungdom, blev indrettet som et museum for "Zenobia - J. Ramón Jiménez" med hans private bibliotek med 3.700 bøger samt møbler og ejendele. Jeg håber, at kunne studere Moguer nærmere ved et senere besøg.
Huelva har en tyrefægterarena, som ligger på Avenida Cristóbal Colón. Den blev indviet i 1902 og har plads til omkring 7.000 tilskuere. Den erstattede den gamle træarena, som blev revet ned i 1898. Designet skal være inspireret af Goyas tyrefægterarena i Madrid. Den blev indviet i forbindelse med den årlige messe til fejring af Virgen de la Cinta. Over tiden forfaldt arenaen, og i 1968 blev der opført en ny tyrefægterarena med plads til 14.000 tilskuere på byens messeområde. Dens beliggenhed i nærhed af floden og også tekniske problemer med konstruktionen medførte, at arenaen blev lukket i 1982 og revet ned i 1997. Forretningsmænd vendte blikket mod den gamle tyrefægterarena, og man gik man i gang med at restaurere den. Den genåbnede i 1984. Det afholdes almindeligvis tyrefægtning i den første uge af august under Fiestas Colombinas.
Jeg vil for egen regning fortælle om en spændende aktivitet ved Huelva, som fandt sted under anden verdenskrig.
Byen var dengang et knudepunkt for spionageaktiviteter, ledet af englæmdere og tyskere, og vrimlede med allierede og nazistiske spioner, forretningsmænd og diplomater. De tyske aktiviteter var koncentreret om at rapportere britisk skibsfart, ind og ud af Atlanterhavet. Mest berømt er Operation Mincemeat med kodenavnet "Den trojanske hest", som var en vellykket britisk bedragerioperation for at skjule den planlagte allierede invasion af Sicilien i 1943. Den britiske efterretningstjeneste anskaffede liget af en vagabond, der var død af at spise rottegift, klædte ham på (ud?) som en britisk søofficer og anbragte personlige ejendele på ham, der identificerede ham som kaptajn William Martin i den britiske flåde. Hans ejendele omfattede bl.a. et fotografi af en opfundet forlovet ved navn Pam (en kontorist ved MI5), to kærlighedsbreve fra Pam samt en kvittering for en forlovelsesring, der kostede 53£ 10s 6d fra en Bond Street smykkebutik. Af en forseglet korrespondance på liget mellem to britiske generaler fremgik, at de allierede planlagde at invadere Grækenland og Sardinien, mens Sicilien blot var en afledningsmanøvre. Planen var godkendt af den britiske premierminister, Winston Churchill, og den militære chef i Middelhavet, general Dwight D. Eisenhower. Liget blev transportere til Spaniens sydlige kyst med ubåd og smidt over bord tæt på kysten, hvor det den følgende morgen blev "fanget" af en spansk fisker. Den "neutrale" spanske regering afleverede dokumenterne til den tyske efterretningstjeneste, før de senere blev overgivet til briterne. Test viste, at det forseglede dokument havde været åbnet og genforseglet. Tyskerne var faldet for bedraget, og en tysk panserdivision på 90.000 mand blev flyttet til Grækenland og Sardinien før og under invasionen af Sicilien. Man antager, ar flere tusinde allierede soldaters liv blev sparet som følge af dette bedrag. Begivenhederne er skildret i filmene "The Man Who Never Was" (1956) og "Operation Mincemeat" (2021) med Colin Firth i en af hovedrollerne. Den kendte britiske historiker Hugh Trevor-Roper har kaldt "Operation Mincemeat" for "The most spectacular single episode in the history of deception".
Kaptajn William Martin blev begravet med fuld militær honnør på Cementerio de la Soledad i Huelva. På gravstenen kan man læse: "William Martin, født den 29. marts 1907, død den 24. april 1943, den elskede søn af John Glyndwyr Martin og Antonia Martin, Cardiff, Wales." Efter at den britiske regering i 1998 havde afsløret hans sande identitet, blev følgende tekst tilføjet: "Glyndwr Michael; tjente som Major William Martin".
Sidst på formiddagen kørte vi ned til havnen, hvor vi på en 90 minutter lang sejltur skulle opleve det fantastiske marskområde, Marismas del Odiel, som af UNESCO er erklæret et biosfære-reservat og er et særligt beskyttelsesområde for fugle. Området ligger ved ved mundingen af Odiel-floden og Rio Tinto. Båden var stor og flot, og da vejret var godt, satte de fleste af os ovenpå.
Birgit og Birgit nyder rejer og hvidvin
Vi fik straks serveret en tallerken med friskfangede, lokale rejer krydret med salt. Hertil fik vi serveret en dejlig hvidvin, også fra lokalområdet. En bedre start kan man næppe tænke sig. Jens var helt oppe at køre, idet han kunne huske en engelsk rejseskribent (Reeves?), som i en tv-serie havde været på samme sejltur og fremhævet, den som noget særligt.
Molen, som blev bygget af Rio Tinto Corporation i 1874
Det første imponerende syn, vi så fra skibet, var den fantastiske mole, som blev bygget af det britiske selskab Rio Tinto Company Limited (RTC) i 1874, efter at man havde købte rettighederne til minedrift fra staten. Molen er et mesterværk af ingeniørkunst.
3-4 km nede ad floden så vi det såkaldte Columbus-monument, Monumento a la Fe Descubridora. Monumentet, som er ca. 37 meter højt, står på en sokkel på stranden og viser Columbus, som læner sig mod et såkaldt "Tau-kors" (korset ligner det græske bogstav tau og benyttes bl.a. af franciscanermunkene), mens han spejder mod vest. Det er ofte blevet hævdet, at figuren ikke forestiller Columbus, men en munk fra La Rábida klostret, som tog sig af Columbus, mens han planlagde sin første rejse. Andre mener, at det forestiller en soldat. Jeg vil omtale monumentet i større detalje, når vi i morgen kommer forbi i bussen.
Det var fantastisk at se det varierede landskab fra skibet og de mange fugle, som lever i de lave farvande. Den botaniske rigdom gør området til et selvskrevet opholdssted for tusindvis af fugle fra hele Europa, der trækker til Afrika: skestorken, der danner kolonier på Enmedio Island, gråhejren, der yngler direkte på jorden, purpurhejren, sumphøgen og sorthovedet sanger. Særlig vigtig er flamingobestanden og den overvintrende bestand af fiskeørne. Sorte storke og traner ses af og til. Ja, det er ikke os turister, som har fundet ud af, at en tur sydpå om vinteren er godt for humøret og helbredet.
Vi så masser af fugle på turen, desværre så langt borte, at det ikke gav mening af forsøge at fotografere dem. Jeg er dog overbevist om, at vi så adskillige af de smukke lyserøde flamingoer og vistnok også nogle fiskeørne, som kan opnå en længde på mere end 60 cm og et vingefang på 180 cm. Nedenfor har jeg fundet et par fantastiske billeder på nettet fra området.
Flamingoer og fiskeørne, @Alberto Domínguez
Vi var tilbage på hotellet omkring kl. 13 og havde eftermiddagen til fri rådighed. Fra vores hotelværelse havde vi udsigt til El Corte Inglés (den engelske stil), som er Spaniens største kæde af stormagasiner. Kvinderne foreslog (læs krævede), at vi aflagde besøg. Måske kunne de finde noget, de ikke vidste, at de manglede, så vi traskede pligtskyldigt efter. Ikke nogen større oplevelse. Der var næsten ingen kunder, betjeningen i cafeteriet, hvor vi fik en kop kaffe, var dårlig - hvilket ellers er uhørt i Spanien - men det store personale var pænt klædt på, især mændene, som alle var i fine jakkesæt med slips. Efterfølgende spadserede vi en tur i den modsatte retning, hvor der er en fin gågade med masser af butikker. Her så vi et spændende monument, som viste Nuestra Señora de la Cinta - Jomfruen af Båndet - blive båret i procession af medlemmerne af det religiøse broderskab.
Om aftenen var der festmiddag på hotellet med dejlig mad og drikke. Vi havde regnet med at afslutte dagen i baren, men de fleste af os tørnede ind før midnat efter en begivenhedsrig dag.
Efter en dejlig morgenbuffet på hotellet kørte vi sydpå langs Atlanterhavskysten. I dag skulle vi hellige os min helt, Christoffer Columbus, inden vi om eftermiddagen ville vende næsen hjemad mod Costa del Sol. Planen var, at vi skulle besøge replikaerne af Columbus' tre skibe, som ligger på havneområdet i Palos de La Frontera, og også besøge de andre telaterede mindesmærker, som findes i området.
Vi standsede føst ved Columbus-monumentet, som vi dagen forinden havde set fra vandsiden på Rio Odiel. "Monumento a la Fe Descubridora" skal vel oversættes til "Monumentet for den opdagende tro". Monumentet, som er rejst af Columbus Memorial Foundation og designet af den amerikanske billedhugger Gertrude Vanderbilt Whitney, som var elev af bl.a. Rodin, blev doneret til Spanien af USA i 1929. Beløbet blev rejst gennem flere indamlinger i USA, ikke mindst på Columbus-dag. Indvielsen blev overværet af bl.a. den spanske premierminister Miguel Primo de Rivera og den amerikanske ambassadør Ogden H. Hammond. Monumentet bliver undertiden sammenlignet med Frihedsgudinden, som blev doneret til USA af Frankrig som et tegn på venskabet mellem de to nationer. Det kubistiske monument, som er ca. 37 meter højt, står på en sokkel på stranden, omkring fire kilometer fra Huelva. Det viser Columbus, som læner sig mod et såkaldt "Tau-kors" (korset ligner det græske bogstav tau og benyttes bl.a. af franciscanermunkene). Det er ofte blevet hævdet, at figuren ikke forestiller Columbus, men den munk fra La Rábida klostret, som tog sig af Columbus, mens han planlagde sin første rejse og ventede på bekræftelse af finansiering fra de spanske monarker. Det fremgår dog af kunstnerens egne notater, at figuren forestiller Columbus: "Jeg har ikke kun ønsket at repræsentere den kropslige figur af opdageren af Amerika, men også den ånd, der drev og opmuntrede ham i hans store virksomhed: den trosfyldte ånd hos de katolske monarker og det spanske folk. Columbus i min statue symboliserer hele den kristne civilisation, der med ham trængte ind i jomfrulandene," El Sol, den 13. april 1929. Den noget stiliserede figur spejder - selvfølgelig - mod vest mod den nye verden. På soklen er der forskellige basrelieffer, som er en hyldest til de kulturer, som blev opdaget: aztekerne, inkaerne og mayaerne samt til de fire kontinenter: Asien, Afrika, Europa og Amerika. Soklens indre er hul, og herinde kan man finde motiver relateret til opdagelsen og navnene på både de opdagere, der rejste i karavellerne, og medlemmerne af Columbus Memorial Foundation. En skulpturgruppe, der viser de katolske monarker, optræder også.
"Monumento a la Fe Descubridora", "Monumentet for den opdagende tro"
I 1956 blev der af USA's ambassadør i Spanien tilføjet en erindringstavle med følgende tekst: "Denne statue blev doneret i 1929 til det spanske folk af befolkningen i USA som et udtryk for venskab til nationen, hvis generøsitet og klare vision gjorde Columbus' opdagelse mulig. Opført i regi af Columbus Memorial Fund. Billedhugger Gertrude V. Whitney." I 1980 blev følgende tilføjet: "1880 - 1980. På hundredeåret for dets grundlæggelse dedikerede Royal Columbian Society of Huelva denne plakette til ære for sømændene, der under kommando af Columbus og Pinzón brødrene fandt en ny verden.
Jacques tog ovenstående foto af rejsegruppen foran Columbus-monumentet.
Næste stop var ved Santa María de La Rábida klostret, almindeligvis bare kaldet La Rábida-klostret. Jacques berettede under kørslen om klostret og dets betydning. Klostret, som ligger omkring 14 km syd for Huelva, tilhører franciskanerordenen, og der bor i dag fem munke på klostret. Det blev grundlagt i 1261 ifølge en pavelig forordning (bulle) på et sted, hvor der forinden lå en maurisk fæstning. Over tiden har det gennemgået mange ændringer, ikke mindst efter jordskælvet ud for Lissabon i 1755. Det er især kendt for sin forbindelse til de store opdagelsesrejser i det 16. århundrede og blev besøgt af prominente personer som Christoffer Columbus, Hernán Cortés og Francisco Pizarro. Kaptajn Martín Alonso Pinzón, som var med på Columbus' første rejse til Amerika og var alvorligt syg, da han kom tilbage til sin hjemby og døde 20 dage senere, er begravet i kirken.
Santa María de La Rábida klostret
Columbus ankom for første gang til klostret i 1485. Her opholdt han sig i længere perioder de næste syv år, mens han søgte finansiering til sit projekt og forberedte sin rejse. Her fandt han både videnskabelig og åndelig hjælp, og brødrene i klostret hjalp ham også i hans kontakter med kronen og med sømændene i området. Det var dem, der satte ham i forbindelse med Martín Alonso Pinzón, en rig skibsreder og den naturlige leder i området, og takket være ham fik Columbus økonomisk hjælp og assistance til at rekrutterede de nødvendige sømænd, som formentlig har fundet projektet vanvittigt.
Klostret har ikke kun historisk betydning, men også stor religiøs betydning. Det skyldes bl.a. en alabasterskulptur af Miraklernes Jomfru (Virgen de los Milagros), som er beskytter af Palos de la Frontera. Jomfru Maria står med Jesusbarnet i oprejst stilling på armen. Der knytter sig mange legender til skulpturen. Ifølge legenden skal skulpturen være udført af evangelisten Lukas og kommer til havnen i Palos i år 333 af en libysk sømand, Constantino Daniel. Skulpturen var en gave fra biskoppen af Jerusalem. Og der begyndte (selvfølgelig) snart at ske mirakler omkring skulpturen, herunder helbredelse af sygdomme af enhver art, bl.a. ophør af en rabiesepidemi. Da Spanien kom under maurisk herredømme, opstod der en frygt for, at deres skytshelgen ville blive vanhelliget eller ødelagt af muslimerne. To præster fik heldigvis en åbenbaring, som befalede dem at skjule skulpturen i havet, indtil Gud ville åbenbare, når det var sikkert at finde den frem igen. Mange år senere fik nogle fiskere fra Huelva i deres garn først Jomfruen med halvdelen af Jesusbarnet, og senere resten af barnet. Fiskerne tog deres fund med til Huelva, hvilket førte til stridigheder mellem de to byer. Abbeden på klostret, som var respekteret af begge sider, løste problemet. Jomfruen blev anbragt i en båd i nærheden af, hvor hun var dukket op, for at se, hvor bølgerne ville føre hende hen. Det endte med, at båden til sidst ankom til det sted, hvor klostret lå. Jeg kan tilføje, at det ved restaurering af figuren i 1700-tallet blev fundet rester af salt og havslam, som kunne tyde på, at den havde været nedsænket i havet. En anden legende vil vide, at den hellige Frans af Assisi selv kom til dette sted i selskab med tolv disciple for at grundlægge det lille og ydmyge franciskanerkloster.
Det vides, at Columbus og en del af hans besætning bad foran skulpturen, få timer før de påbegyndte rejsen, der ville bringe dem til den nye verden.
Figuren af Jomfruen blev kanoniseret af pave Johannes Paul II den 14. juni 1993. Hvert år, den 4. august, overføres figuren til kirken San Jorge i Palos de la Frontera. Den 15. august, dagen for Jomfru Marias himmelfart, føres den i procession gennem byens hovedgader for at vende tilbage til klostret den sidste weekend i august.
Ved indgangsdøren ses et jernkors og busterne af franciskanerne broder Juan Pérez og broder Antonio de Marchena. Antonio de Marchena var ordenens vogter, og han modtog Columbus på dennes første besøg i klostret. Juan Pérez støttede Columbus' projekt i forhold til kronen og satte ham i forbindelse med de lokale sømænd. Juan Pérez deltog selv i Columbus' 2. rejse til Amerika.
Det er muligt at få guidede ture på spansk af franciskanermunkene, og der er også lydguider tilgængelige på andre sprog. De fleste informationstavlerne var både på engelsk og spansk. Vi valgte dog blot at vandre rundt på egen hånd.
Biblioteket rummer dokumenter og genstande af historisk værdi, bl.a. en kopi af Juan de la Cosas verdenskort, hvorpå det amerikanske kontinent optræder for første gang. Juan de la Cosa deltog i flere af Columbus' rejser som navigatør.
Væggene er udsmykket med værker fra 1700-tallet af maleren Juan de Dios Fernández med motiver fra den hellige Frans af Assisis liv. Værelset, Poem of Discovery, er udsmykket med fresker i pastelfarver, udført af Daniel Vázquez Díaz omkring 1930. Motiverne for værker er Columbus' ankomst til La Rábida, afrejsen fra havnen i Palos og hans opdagelsesekspedition mv.
Afrejse fra havnen i Palo de la Frontera
På anden sal er der en permanent udstilling af skalamodeller af de tre karaveller: La Pinta, La Niña og Santa María.
Hvert år den 3. august fejres afrejsen for den første af Columbus' ekspeditioner, ligesom der også er festligheder den 12. oktober, hvor man fejrer opdagelsen af den nye verden.
I parken udenfor klostret står et monument for Christoffer Columbus, indviet i anledning af 500-året for hans død. Monumentet er lavet af Alberto Germán Franco. |
I nærheden af denne skulptur står et monument, som er dedikeret til de opdagelsesrejsende. Det blev opført til fejring af 400-året for opdagelse af Amerika. Søjlen, som har en højde på 54,90 m, er lavet af hvide sten og er udskåret med talrige figurer og scener med temaerne opdagelsen af Amerika, evangeliseringen og koloniseringen. Monumentet blev indviet den 12. oktober 1892 til markering af 400-året for Christoffer Columbus' ankomst til Amerika. |
Næste stop på turen, og det, jeg havde imødeset med størst spænding, var besøg på kopierne af Columbus' tre karaveller, som ligger ved havnen i Palos de la Frontera: la Niña, la Pinta og Santa María. De blev bygget til fejringen af 500-års jubilæet for den første rejse og indviet den 15. marts 1994. Allerede i 1983 havde den spanske stat gennemført et projekt, hvorunder man gentog den første Columbus-rejse og nøjagtigt fulgte den rute, de spanske søfolk havde fulgt i august. september og oktober 1492. De tre skibe var en del af verdensudstillingen i Sevilla, og de optrådte også på talrige udstillinger i hele Europa og Amerika. Efter at have deltaget i bl.a. optagelserne af filmen "1492: Conquest of Paradise" med Gérard Depardieu i hovedrollen som Columbus erhvervede Junta de Andalucía skibene til deres Andalucía 92-projekt. Muelle de las Carabelas blev indviet i 1994, og antallet af besøgende stiger støt. I 2007 blev der sat en rekord tæt på 200.000 besøgende.
Kopier af Columbusø skibe la Niña, la Pinta og Santa María
Besøgende er i stand til at klatre op på skibene og komme ind i kopien af Columbus' kahyt. De fleste besøgende bliver slået af, hvor små skibene faktisk var. Giver en god viden om skibsbygning, navigation og det daglige liv for mænd på havet i det 15. og 16. århundrede.
Ud over de tre kopier af Columbus-skibene ligger her Museo Muelle de las Carabelas, som er et museum eller fortolkningscenter, hvor man har forsøgt at lave en middelalderlig genkabelse af livet i havnen i Palos, som det blev udfoldede sig dengang. Her er et marked, en keramikbutik og andre erhverv fra den tid er repræsenteret. Man kan se dokumenter fra tiden og navigationsinstrumenterne mm. I en biografsal - med plads til 120 personer - vises en video, der med stor realisme genskaber turen til Amerika af de tre skibe. I Isla del Encuentro (Mødeøen) har man forsøgt at genskabe den oprindelige kultur på Guanahani Island, som var den ø, hvor Christoffer Columbus landede den 12. oktober 1492. Selv døbte han øen San Salvador.
Desværre måtte Jacques meddele, at på grund af skader, forårsaget af stormen Bernard i oktober 2023, var området ved Muelle de las Carabelas lukket, indtil reparationsarbejdet var afsluttet. Bussen kørte forbi havneområdet, så vi på afstand kunne se dokken og de tre skibe. Dog ikke hvad jeg havde drømt om. Men mon ikke jeg til næste vinter vil tage på en udflugt til Huelva og følge op.
Bussen kørte tilbage til Huelva, hvor vi tog afsked med vores spanske guide, inden vi satte kursen hjemad. Undervejs fortalte Jacques om den eventyrlige minedrift, der fandt sted i nærheden af Huelva.
Gennem de sidste 5000 år er der blevet udvundet jern, kobber, sølv og guld og andre mineraler i Huelva-området langs Rio Tinto, startende med de tidligere folk som tartesserne, fønikerne og romerne . Maurerne havde større interesse i at udvinde materialer til fremstilling af farvestoffer. I 1556 forsøgte Filip II at få gang i minedriften for at finansiere imperiets talrige krige, men det var ikke muligt at gøre det rentabelt. Men i 1873 erhvervede Det britiske selskab Rio Tinto Company Limited (RTC) rettighederne til minedrift i området fra den spanske stat for 94 millioner pesetas - det har sikkert været mange penge dengang. Samtidig fik RTC tilladelse til at bygge en jernbanelinje, der forbandt minerne med havnen i Huelva. I havnen byggede man en dok, som var et mesterværk af ingeniørkunst. Banen var allerede i funktion i 1874. I løbet af et par årtier blev virksomheden et af de største minecentre i verden, hvilket medførte en betydelig befolkningstilvækst og selvfølgelig vækst i økonomien generelt.
Mine ved Rio Tinto
Selv om minedriften bragte mange arbejdspladser til det fattige område, var det ikke uden problemer. Et af de største var afbrændingen af de enorme bunker af malm, der skulle til for at udvinde kobberet. Malmen brændte i ca. 6 måneder og forurenede markerne og deres afgrøder og skadede alle indbyggeres helbred med deres svovlholdige indhold. Denne teknik var på det tidspunkt blevet forbudt i England, men i Rio Tinto blev den stadig brugt. Arbejderne indledte en strejke for at få forbudt denne afbrænding og klagede også over, at de dage, hvor de ikke kunne arbejde pga. den giftige røg, blev de trukket i løn. Den 4. februar 1888 fandt den første kendte miljødemonstration sted, og tusindvis af mennesker fra hele regionen deltog. Efter ordre fra guvernøren i Huelva skød et hærregiment mod demonstranterne, der var samlet på Plaza de la Constitución. Det antages, at mere end hundrede døde. Familierne til mange af de afdøde begravede de omkomne hemmeligt af frygt for repressalier fra RTC. Disse begivenheder gik praktisk taget ubemærket hen i resten af Spanien takket være det britiske imperiums magt og den spanske stats medvirken, men indbyggerne i regionen husker 1888 som "skuddenes år." De miljømæssige konsekvenser af afbrændingen var skovrydning af en stor del af området og forurening af dets floder. Der var år med hungersnød, hvor jorden ikke kunne give grøntsager og frugt.
Huelva udviklede sig enormt under den engelske indflydelse. De talrige værksteder, pakhuse, kraftværket og jernbanestationen og andre faciliteter, fx en svovlsyrefanrik og en fabrik til fremstilling af kunstgødning, som blev opført af RTC, ændrede byens udseende, og Rio Tinto blev et industrielt knudepunkt af stor betydning. I 1909 havde RTC ansat omkring 17.000 medarbejdere, næsten en tredjedel af befolkningen i området. Produktionen toppede i 1930, og den sluttede i 1986 for kobberudvinding og i 1996 for sølv- og guldudvinding. I 1954 blev virksomhedens aktiver i Huelva opsplittet og solgt til et lokalt konsortium.
På hjemturen fik vi en flot menu på en restaurant ved motorvejen i nærheden af Antequera. Vi var tilbage i Torre del Mar sidst på eftermiddagen og tog afsked med vores medrejsende. På den sidste del af turen havde Jaques repeteret de udflugter, som han og Annalise havde arrangeret for os gennem de seneste fem år. De fortalte, at de ikke ville slå hånden helt af os, men formentlig komme på besøg hernede i vores vinterparadis, hvor de har fået så mange venner. Stor tak til Annalise og Jacques for alt, og ikke mindst for denne godt forberedte og vel gennemførte tur.
nbsp;
Hvis du stadig hænger på og kan holde øjnene vågne, så har jeg i det følgende beskrevet Columbus' liv og levned, indtil han stævner ud fra havnen i Palos for at finde søvejen til Indien. Christoffer Columbus er født 26. august 1451 i Genoa som søn af en væver, Domenico Colombo, der i perioder også er værtshusholder. Hans moder er Suzanna Fontanarossa, datter af en uldhandlende. Han har tre yngre brødre, Bartolomeo, Giovanni Pellegrino og Giacomo samt en søster, Bianchinetta. På trods af denne borgerlige baggrund bliver han opdagelsesrejsende, og i 1492 krydser han Atlanterhavet under det spanske (kastillanske) flag og når frem til øerne udfor Amerikas østkyst. Hans drøm er at finde en vestlig søvej til Indien. Columbus er ikke den første til at nå frem til Amerika, som allerede er beboet, inden han kommer frem. (Som et kuriosum kan nævnes, at der på det tidspunkt boede flere mennesker i Amerika end i Europa). Han er end ikke den første europæer, idet vikinger fra Nordeuropa flere hundrede år forinden har besøgt Nordamerika og oprettet en mindre koloni. Columbus' rejser fører hurtigt til erkendelsen af, at der eksisterer "en ny verden" udover den velkendte gamle verden.
I 1470 flytter familien til byen Savano tæt på den franske grænse, hvor Columbus arbejder for sin fader i uldproduktionen. Samtidig studerer han kartografi sammen med broderen Bartolomeo. Han får ingen formel uddannelse og er stort set selvlærd. Som barn af Genoa er det ikke overraskende, at han vælger søen som sin profession, først som skibsdreng, siden som matros og styrmand. Han har muligvis deltaget i jagten på mauriske sørøvere allerede som 14-15 årig. I 1474-1475 gennemsejler han alle vigtige handelsruter i Middelhavet.
I august 1476 bliver en konvoj af genovesiske skibe ud for Portugals sydkyst angrebet af en fransk-portugisisk flåde under ledelse af Vilhelm af Casanova. Ved mørkets frembrud er tre genovesiske og fire af angriberne skibe sunket. Hundreder af søfolk drukner, men en såret genoveser klamrer sig til et stykke tømmer og driver ind på kysten, 10 km borte. Mandens navn er Christoffer Columbus. Han vælger at slå sig ned i Lissabon, der er centrum for skibsfart til de fjerne havne. Og herfra udgår opdagelsesrejser til Azorerne og langs den vestafrikanske kyst. Columbus' broder Bartolomeo flytter også til Lissabon, hvor han arbejder med at fremstille kort. Columbus bliver sømand i den portugisiske handelsflåde og sejler i 1477 til Irland og Island (Thule). Året efter er han i Madeira for at købe sukker, og fra 1482-1485 sejler han langs den afrikanske vestkyst, hvor han efter egne opgivelser når så langt sydpå som kysten ved Guinea.
I 1479 gifter Columbus sig med Felipa Perestello e Moniz, datter af en portugisisk adelsmand af italiensk herkomst. Faderen, som havde deltaget i opdagelsen af Madeira, er afgået ved døden, mens Felipa er lille. Columbus kommer i besiddelse af en kiste, som indeholder alle Perestellos kort og optagnelser af vindretninger og strømme for de portugisiske besiddelser i Atlanten. I 1480 får Columbus og Felipa sønnen, Diego.
I Portugal er interessen for opdagelse af nye territorier stor. Havnen i Lissabons vrimler med søfolk fra hele den kendte verden, og beretninger om nyopdagede, vidunderlige lande florerer. Gennemførelse af stadig længere sørejser giver mod på at udforske de eventyrlige - og utroligt rige - lande, som bl.a. Marco Polo har berettet om. Behovet for at finde en søvej til Indien forstærkes af, at adgangen til "Silkevejen" og andre handelsruter er mere eller mindre blokeret af muslimske herskere. Videnskabsmænd og søfolk er helt på det rene med jordens kugleform, så det er en nærliggende tanke at nå Indien, Kina og Japan ved at sejle mod vest. Columbus sluger begærligt disse idéer, og i modsætning til mange andre beslutter han at at virkeliggøre sin drøm. Columbus' broder, Bartolomeo, der jo arbejder som kartograf i Lissabon, har sikkert også opmuntret Columbus. Først besluttet, begynder han omhyggeligt at indsamle alle oplysninger såsom beretninger af søfolk om opskyllede, fremmede genstande, der synes at stamme fra ukendte lande. Han studerer også "beviser" fra tidligere videnskabsmænd som Aristoteles, Ptolemæus, og Marco Polo. Men størst støtte finder han hos den florentinske læge Paolo Toscanelli (1397-1482), som er en af tidens mest anerkendte astronomer. Toscanelli har allerede i 1474 sendt et spændende brev til domherre Fernão Martinez ved katedralen i Lissabon, den portugisiske kong Alfons V's skriftefader. I brevet beskriver han, hvorledes en vestlig rejse til Indien skal gennemføres, og han vedlægger et kort, hvorpå den bedste rute er indtegnet. Columbus sætter sig i forbindelse med Toscanelli og modtager en kopi af brevet og kortet, "En kortere sørute til krydderiernes land". (brevet er bevaret, men desværre er kortet gået tabt.)
Ovenfor er vist et forsøg på at rekonstruere Toscanellis kort. Toscanelli antager, at der er højst 5.000 sømil (8.000 km) fra Portugal til Asien. Som nævnt er man på den tid ikke i tvivl om, at jorden er rund. Uenigheden omfatter især jordens størrelse. Columbus mener, at jordens omkreds vd ækvator er ca. 30.000 km, mens den i virkeligheden er 40.000 km. Han anslår afstanden fra De Kanariske Øer til Japan (Cipango på kortet) til 2.400 sømil - ca 4.500 km. I virkeligheden er den næsten 20.000 km. Det mest iøjnefaldende ved kortet set med nutidens øjne er nok, at det amerikanske kontinent ikke optræder.
Columbus er nu så sikker på sit projekt, at han i 1483 kontakter det portugisiske hof og anmoder om finansiering af en ekspedition, som skal finde en vestlig søvej til Indien. Kong João II afslår at deltage, muligvis fordi Columbus' betingelser er uantagelige. Det har også være fremført, at hoffet jo i forvejen via Toscanellis brev og kort havde de samme oplysninger som Columbus var i besiddelse af. Og hvorfor betale for noget, som man ved i forvejen? Og ret beset er Columbus jo uerfaren hvad angår rejser på Atlanten.
Kort tid efter i 1484 forsvinder Columbus i al hemmelighed fra Portugal og efterlader sin hustru og sine yngste børn i Lissabon. Han tager kun den ældste 4-årige søn, Diego med. Grunden til hans flugt er formentlig af økonomisk art. I et senere brev, hvori João II opfordrer ham til at vende tilbage til Lissabon, lover kongen Columbus frit lejde: "så at I ikke for nogen som helst årsag, hverken af civil eller kriminel art, skal blive sat fast, holdt tilbage, kaldt for retten eller udspurgt". Men som sagt, det vides ikke med sikkerhed hvilken lovovertrædelse, Columbus måtte have begået.
Columbus dukker nu op i Spanien, hvor han bliver godt modtaget af hertugen af Medina Celi, hos hvem han bor de følgende 2 år, mens han udfører forskellige opgaver for hertugen. Det lykkes dog ikke Columbus at vinde hertugen for sit projekt, men hertugen giver dog Columbus en introduktion til kongen og dronningen, som bor i Cordoba. I januar 1985 dør Columbus' hustru, Felipa. Columbus finder senere en livslang ledsager i Doña Beatriz Enriquez de Arana fra Cordoba. Parret bliver af (mig) ukendte årsager aldrig gift, men får dog 2 sønner, som begge kommer til at tjene ved prins Juans hof. Juan er søn af kongeparret Ferdinand og Isabella, som vi kommer til at høre mere til. Ved Columbus' død arver Beatriz en stor del af hans besiddelser, og Columbus beder sin søn Diego om at behandle Beatriz som sin moder.
Den første vanskelighed, der skal overvindes, et at skaffe adgang til hoffet. Til alt held lykkes det ham at vinde franciskanerbroder Antonio de Marchena, som også er astronom, for sine idéer, og den 1. maj 1486 får Columbus foretræde for dronning Isabella i audienssalen på Alcazar i Cordoba og forelægger sin plan. Ved ægteskab i 1469 mellem kong Ferdinand af Aragonien og dronning Isabella af Kastilien er de 2 største kongeriger blevet forenet, og kongeparret regerer i fællesskab. Dronningen lytter interesseret, men ansøgningen bliver desværre for Columbus henvist til behandling i en kommission af lærde. De lærde herrer mødes i Salamanca sidst i 1486 eller først 1487 og lytter hovedrystende til Columbus' planer og ender med at vende tommelfingeren nedad. Retfærdigvis må det dog nævnes, at de argumenter, som kommissionen fremkommer med, skal senere vise sig at være betydeligt mere "solide" end Columbus'. Kommissionen mener, at turen til Asien formentlig vil tage 3 år, samt at oceanet er så stort, at det ikke vil være muligt at krydse det i sejlskibe. Størst indtryk gør formentlig denne udtalelse: Det synes så mange århundreder efter skabelsen aldeles utænkeligt, at nogen skulle kunne opdage hidtil ukendte lande af blot nogen værdi. Måske har Columbus af frygt for, at hans idé skulle blive stjålet, undladt at fremlægge alle oplysninger for kommissionen. En anden og måske mere overbevisende forklaring på afslaget er, at kongeparret har travlt med at forberede det slag, som skal gøre ende på mere end 700 års maurisk (muslimsk) besættelse af Spanien. Skatteskruen på befolkningen er spændt til bristepunktet. Men i det mindste tilkendes Columbus en ydelse svarende til det, som en fuldbefaren matros får i hyre. Årsagen til denne "gavmildhed" er måske, at hoffet ikke ønsker, at Columbus skal "afsætte" sit projekt til anden side.
I juni 1488 indstilles ydelsen fra statskassen, uden at Columbus har fået nogen afklaring. Columbus, som ikke er nogen særlig tålmodig sjæl, henvender sig endnu engang til kong João II af Portugal og tilbyder at forny sit tilbud, hvis kongen vil garantere ham frit lejde. Kongen går ind på dette, og i december 1488 rejser Columbus til Lissabon - for endnu engang at blive skuffet. I sommeren 1487 er Bartolomeo Diaz draget ud med en flåde af karaveller for at finde en søvej til Indien. Og efter flere forsøg lykkes det Diaz at runde "Kap det gode Håb", hvorved en mulig sørute til Indien synes fundet. Efter denne nedslående nyhed må Columbus vende tilbage til sin ydmyge position i Spanien.
Imens øger det katolske kongepar presset på den sidste "lomme" af maurere i provinsen Andalusien og indleder i april 1491 en belejring af maurernes hovedstad Granada. Den 25. november 1491 kapitulerer den maureriske konge eller - sultan - Boabdil, og det aftales, at den endelige magtoverdragelse skal finde sted i løbet af 60 dage. Formentlig af frygt for optøjer blandt sine landsmænd lader Boabdil den kristne hær marchere ind i byen allerede den 2. januar 1492. Ferdinand og Isabella rider ind i byen iklædt pragtfulde mauriske klædedrager, og Boabdil overrækker dem byens nøgler. Columbus deltager selv i sejrsindtoget i Alhambra. Det fortælles, at Boabdil under tilbagetrækningen standser på et udsigtspunkt for at kaste et sidste blik på sit elskede palads, Alhambra, hvorefter han udstøder et dybt suk ("Maurerens sidste suk"). Boabdil rejser til Nordafrika, hvor han siden skal have begået selvmord. (Jeg har selv 3-4 gange oplevet Alhambras herligheder og kan udmærket forstå den fortvivlelse, der griber den mauriske fyrste ved at blive uddrevet af dette pragtfulde bygningsværk). Et par dage efter kommer Columbus igen i audiens og får at vide, at hans forslag er forkastet, og at det står ham frit for at rejse hvorhen, han vil.
Efter i 10 år at have løbet de portugisiske og de spanske monarker på døren mister Columbus tålmodigheden - men ikke modet - og begiver sig nordpå til fods mod Cordoba sammen med sønnen Diego. Planen er muligvis at tage til Frankrig eller England for at forsøge at "sælge sin idé". Prioren Juan Perez på La Rábida klostret, som har været dronningens skriftefader, sender ilbud til dronning Isabella om denne besynderlige italienske sømand med de store planer. Dronningen beder nu Columbus om at vende tilbage til hoffet. Efter mange forhandlinger indgås der den 17. april 1492 en kontrakt mellem kronen og Columbus. Det er ikke småting, den gode Columbus betinger sig. Den lange ventetid har ikke gjort ham ydmyg. For det første skal han på livstid være admiral for alle de øer og fastlande, han måtte opdage. Denne værdighed, som skal være af samme rangklasse som storadmiralen af Kastilien, skal gå i arv i hans slægt. Endvidere skal Columbus være guvernør (vicekonge) i de nyopdagede lande. Til ethvert embede i sine områder skal han have ret til at indstille 3 personer, som regeringen kan vælge imellem. Endelig kræver han 10% af værdien af alle de skatte, der kommer fra de nyopdagede områder: guld, sølv, diamanter, perler, silke, krydderier mv. Ikke mærkeligt, at det tager omkring 3 måneder, inden aftalen kommer på plads. Den 12. maj 1492 tager Columbus til den lille by Palos i Andalusien, som er udset til stedet for afrejsen.
Columbus kaster sig nu ud i forberedelserne af sin ekspedition. Det viser sig meget vanskeligt for Columbus at finde passende skibe til formålet, og til sidst må kongehuset gå ind og lægge pres på skibsrederne i Palos. Det ender med, at den indflydelsesrige familie Pinzon leverer de 3 fartøjer, som kommer til at udgøre Columbus' flåde: flagskibet Santa Maria med 40 mands besætning, som vejer lidt over 100 tons, samt karavellerne Pinta med 26 mand og Niña med 24 mand på hhv. 55 og 60 tons. Martín Alonso Pinzon er kaptajn på "Pinta" og hans broder, Vicente Yanez Pinzon på "Niña". Columbus' yndlingsskib er den lille, pålidelige "Niña", der får en eventyrlig skæbne. Da "Santa Maria" forliser, bliver "Niña" hans flagskib på hans 2. rejse til Amerika. Efter som det eneste skib at have overlevet en frygtelig orkan i de vestindiske farvande, bliver det i Middelhavet kapret af sørøvere. Det lykkes dog mandskabet at tilbageerobre det, så det kan nå at komme med på Columbus' 4. og sidste rejse til Amerika.
Da der er problemer med at mønstre mandskab til de 3 skibe, er der blandt besætningen et par benådede straffefanger. Der er ingen våben og soldater om bord, da der jo er tale om en ren opdagelsesrejse. Columbus medbringer en skrivelse fra kongehuset til de fyrster og regenter, han måtte træffe på sin færd. Den dybt religiøse Columbus ville gerne have haft en præst med om bord, da et af ekspeditionens erklærede formål er at vinde sjæle for den kristne tro. Før afrejsen modtager Columbus sakramenterne af fader Juan Perez, og officerer og mandskab følger hans eksempel. Tidligt om morgenen den 3. august 1492 ser befolkningen i Palos den lille ekspedition tage afsted. Jeg forestiller mig, at en stor del af tilskuerne har haft deres tvivl om, hvorvidt vovehalsene nogensinde ville vende hjem.
Hvis du har lyst til at læse mere om Columbus' fire rejser, har jeg lavet en beskrivelse, som du kan læse her . Det kommer nok ikke som nogen overraskelse for dig, at Columbus vender tilbage til Spanien i forvisning om, at han har fundet en ny søvej til Indien. I virkeligheden havde han (gen)opdaget Amerika, Den Nye Verden. Den 15. marts 1493 nåede de tilbage til Palos.