Du kan lige så godt belave dig på, at du kommer til at spadsere en del i Frigiliana, de smalle og krogede gader giver kun ringe plads til biler, og jo længere, du kommer op i byen, jo sværere bliver det at finde en parkeringsplads. Frigiliana er - på trods af den stigende turisme - stadig en landsby, hvor mange lever af landbrug, mens andre i små forretninger sælger brød, frugt og grøntsager, kød, fisk mv. Adskillige vinforretninger sælger lokal vin, og du kan smage, inden du køber. Hertil kommer et stort antal små spisesteder, som serverer veltillavet og simpel mad. På de mange små pladser samles især ældre mænd og diskuterer fodbold, politik og kvinder (tror jeg). Du kan selvfølgelig ikke nyde alt dette gennem en bilrude. Så stil bilen på den første ledige parkeringsplads og fortsæt til fods.
Ingenio Nuestra Señora del Carmen' (1600-tallet) i Frigiliana.
Fortsæt til venstre ad Calle Real forbi de mange små butikker, som sælger lokal vin (muscatel), honning (lavet på sukkerrør), olivenolie og og keramik, og snart kommer du til byens smukke kirkeplads. Her ligger byens sognekirke, "Iglesia de San Antonio de Padua", som er viet til San Antonio (1195-1231). San Antonio er sømændenes, fiskernes og de rejsendes beskytter - det må vel også omfatte turister, går jeg ud fra. Kirken blev bygget i 1676 på ruinerne af en moske; byggeriet blev bekostet af familien Manrique de Lara, og bygmester var Bernardo de Godoy. Den gamle trædør er udført af Bartolomé de la Cruz Arjona, som boede i Frigiliana det meste af livet.
![]() 'Iglesia de San Antonio de Padua' i Frigiliana.
![]() Under Jesus-figuren er vist hovederne af de 12 disciple. Billedet blev desværre ikke så godt. pga. reflekser.
Iglesia de San Antonio de Padua' i Frigiliana.
Hvis du fortsætter fra kirkepladsen, går gaden Chorruelo nedad, og kort efter kommer du til den gamle brønd, "La Fuente Vieja", som står på Plaza de la Fuente Vieja. Brønden, som er fra 1640, blev lavet under Don Iñigo Manrique de Lara, den første greve af Frigiliana, og den bærer hans våbenskjold. Brønden fungerede oprindeligt som vandforsyning for både befolkningen og dyreholdet.
![]() La Fuente Vieja i Frigiliana.
Går du tilbage til kirken og op langs kirkens venstre side og følger skiltet "La Bodeguilla", kommer du ind i det mauriske kvarter, el Barrio Mudéjar med mange, gamle charmerende gader. Som det fremgår af nedenstående fotos, er alle gader og huse i Frigiliana særdeles velholdte. Mange af husene er pyntet med blomster og planter, og typisk en gang om året bliver de kridhvide huse kalket. Det er almindeligvis kvinderne, som udfører dette arbejde. Det tager jeg som et tegn på, at de går så højt op husenes udseende, at de ikke tør overlade det til mændene.
![]() Huse og gader i Frigiliana.
Slaget om El Peñón de Frigiliana
Rund om i Frigiliana hænger der keramikkakler, som tilsyneladende fortæller en historie. Historien handler om de blodige fordrivelser af maurerne, som kulminerede i 1569-1570. I 711 satte nordafrikanske berbere (i Spanien benævnt maurere) over havet til Sydspanien og fortrængte de visigotiske herrer. De navngav området al-Andalus, og de følgende 800 år var Andalusien muslimsk. Maurerne satte deres præg både arkitekturen, som du har set, og på landskabet: indførte vandingskanaler og anlagde terrasser, der også i dag gør det muligt at dyrke appelsiner, oliven, figner, mandler, sukkerrør og vin. Det fortælles, at maurerne lod de kristne beholde deres tro. I 1200-tallet begyndte den kristne tilbageerobring, "reconquistaen" i norden at tage fart, og maurerne blev gradvis trængt tilbage i emiratet Granada, som Frigiliana hørte under. I 1485 overgav Frigiliana sig til de kristne tropper uden blodsudgydelse. I 1492 faldt Granada, og emiren Boabdil kapitulerede til de katolske monarker Isabella og Ferdinand. Efter Granadas fald udviste de nye, kristne magthavere alle jøder, som ikke lod sig døbe. I første omgang fik maurerne lov til at beholde deres jord og religion mod at svare skat til kronen, egentlig en videreførelse af de regler, der gjaldt for de kristne under det muslimske styre. Den fredelige sameksistens varede imidlertid kort. Kun 10 år senere blev muslimerne stillet over for samme valg som jøderne: dåb eller udvisning. En del valgte at at lade sig døbe, blev moriscoer, men beholdt deres sprog og kulturelle skikke. Men gradvist blev moriscoernes rettigheder indsnævret, de fik den dårligste landbrugsjord, måtte ikke længere tale deres eget sprog eller bære deres traditionelle klædedragt, og i 1569 rejste de sig i en blodig borgerkrig. Tænk på, at muslimerne havde boet i Spanien i mere end 800 år, hvilket vel svarer til mindst 30 generationer. Moriscoer fra hele området samledes i foråret 1569 i Frigiliana. Omkring 7000 moriscoer – flertallet kvinder, børn og gamle – søgte tilflugt i fæstningen øverst på klippen, hvor de håbede på undsætning fra andre muslimer i området eller fra Nordafrika. Den 11. juni 1569 gik 6.000 soldater til angreb, og efter flere ugers voldsomme kampe lykkedes det de kristne styrker at indtage fæstningen. Mange af forsvarerne, deriblandt kvinder med børn i armene, kastede sig i døden fra klippen; i alt 2000 moriscoer blev dræbt og 3000 taget til fange, mens det lykkedes omkring 2000 at flygte. (Historien har det med at gentage sig. Minder denne gruopvækkende beretning ikke om romernes indtagelse af den jødiske fæstning Massada?). Fæstningen, som var maurernes sidste tilflugtsted på den iberiske halvø, blev revet ned, og alle moriscoer udvist af Spanien.
![]() Mindetavler om 'Slaget om El Peñón de Frigiliana'.
![]() 'Ermita de San Sebastián' samt kirkegården i Frigiliana.
Frihedskæmpere fra Frigiliana mod Franco
Vi fandt nemt frem til galleriet. Inden vi gik ind stod vi et stykke tid og beundrede Dorthe Krabbes smukke keramik i udstillingsvinduet. Dorthe Krabbe (1947), som har boet i Spanien siden 1981, udstiller både i Spanien og Danmark; i november-december 2010 fx. i Albrectsens Galleri i Kronprinsessegade, København. Senere i år (2011) udstiller hun på Galería Carlos Bermúdez i Cordoba. Her i Frigiliana udstiller hun samen med datteren Caroline. De keramiske krukker og skåle med fine krakeleringer var en fryd for øjet - og også for følesansen, da vi kom indenfor. Formerne er på en gang kraftfulde og yndefulde.
Det viste sig, at vi var de eneste "kunder" i galleriet, og vi blev venligt modtaget af Caroline, som straks indstillede sine gøremål. Familien, far og mor og 2 søskende, var flyttet til Spanien i 1981. Faderen er Arne Haugen Sørensen (1932), som er maler og grafiker, modtager af Eckersbergs Medalje i 1975 og Thorvaldsens Medalje i 1984. En årrække malede han "dyr og damer", ofte velpolstrede kvinder, som blev overfaldet af vilde dyr. Da han flyttede til Spanien, skiftede temaerne til mytiske (fx "Leda og Svanen" og "Vandringsmanden" (kendt fra frimærke i 2007)) og religiøse emner.
![]() Arne Hauge Sørensens altertavle og krucifiks i Bregnet Kirke på Djursland.
Efter ca. to år i den nærliggende by Torrox forelskede familien sig i Frigiliana og købte et gammelt hus på kirketorvet, som de flyttede ind i. Her bor Caroline stadig med sin familie: sin argentinske mand og deres to børn på hhv. 13 og 16 år, mens forældrene er flyttet længere op i bjergene bag byen, hvor de har indrettet et atelier. Det 100 m2 store atelier er hugget ind i bjergsiden og forsynet med et pyramidalsk glastag. I 2004 oprettede mor og datter galleriet i et tidligere værksted, og i de dejlige lokaler er til stadighed udstillet malerier, skulpturer, keramik og grafik af både danske, spanske og udenlandske kunstnere. En af udstillerne er Leif Sylvester, som i flere år har haft et byhus i Frigiliana. Åbningen af galleriet blev foretaget af Danmarks daværende ambassadør i Spanien, Christopher Bo Bramsen, og blandt de mange gæstee var borgmesteren, Javier López Ruiz. Caroline er daglig leder af Galería Krabbe. Frigiliana er en dejlig by at bo i, den er ikke for stor, og så ligger den i passende afstand fra kysten. Hver morgen er alle ude og feje fortov. Hvis man forsømmer at male sit hus, får man en påmindelse fra kommunen. Og får man det ikke gjort, kommer en mand fra kommunen og gør det - selvfølgelig mod betaling. De lokale er meget interesseret i de udstillede kunstværker og giver gerne deres mening til kende, men 90% af salget sker til danskere. Danske kunstelskere kører gerne langt for at komme til fernisering. Caroline inviterede os til fernisering den 17. marts 2011 på en udstilling af faderens værker; udstillingen løber indtil den 7. maj 2011. Desværre måtte vi sige nej tak til det venlige tilbud, da vi til den tid ville være tilbage i Danmark, men Joan og Flemming lovede at give en anmeldelse af udstillingen, når vi igen ses i løbet af foråret. Som nævnt er Caroline også billedkunstner, og jeg fik lov til at fotografere hende foran hendes seneste værk, som både Birgit og jeg fandt spændende. Et billede, man bliver glad af at kigge på, og det er da dejligt.
![]() Caroline Krabbe foran et af sine værker i Galeria Krabbe i Frigiliana.
Galleriet vil være behjælpelig med at arrangere besøg i de tilsluttede kunstneres værksteder i området for særligt interesserede, så hvis du sidder i bestyrelsen for den lokale kunstforening eller er med til at foretage kunstindkøb i din virksomhed eller kommune eller bare holder af kunst, så er Galeria Krabbe et besøg værd. Et af galleriets mål er at give myndigheder og offentlige institutioner adgang til god kunst: "Spanien tørster efter kunst af kvalitet på offentlige steder som sygehuse, skoler, banker, hoteller etc.". Herefter viste Caroline os rundt i galleriet og viste os en del af faderens værker, som befandt sig i det lille magasin i umiddelbar tilknytning til lokalet. Vi takkede Caroline for hendes venlige behandling og vendte opløftede - som man altid bliver det efter at have været i forbindelse med kunst - tilbage til Salobrena efter en dejlig dag.
|