Ingenio Nuestra Señora del Carmen' (1600-tallet) i Frigiliana.
Under vores ophold i Salobrena var Birgit og jeg på udflugt til Frigiliana 2-3 gange. Efterfølgende har vi foretaget mange udflugter til den dejlige lille bjergby, både alene og med vores gæster hernede. Frigiliana er en af de mange "hvide byer", "pueblo blanco" i Andalusien. Den ligger ca. 40 km vest for Salobrena og 60 km øst for Malaga og 6 km inde i landet på de nedre skrænter af Sierra Almijara bag Nerja. Vandet løber i store mængder fra Sierra Nevada bjerge i baglandet og vander de utallige marker. Frigiliana ligger ca. 300 meter højere end havets overflade og har måske den smukkest bevarede arabiske bykerne af alle de hvide byer i Andalusien. De fleste gader er stejle og mange forsynet med trappetrin. Byen strækker sig helt op til byens højeste punkt, hvor tidligere lå en en maurisk fæstning. Denne blev revet ned, efter at en mauriske opstand var blevet nedkæmpet i 1569 mere herom senere. Frigiliana ligger på sydskråningen af Sierra Tejeda og er omgivet af bjerge på alle sider, hvilket giver byen et meget mildt klima med en årlig gennemsnitstemperatur på ca. 18 grader. Vintrene er milde og somrene varme med kun lidt nedbør. Der er omkring 2.600 indbyggere i Frigliana, som ligger i provinsen Malaga. De gamle, arabiske bydele er stadig intakte, og Frigiliana er flere gange blevet kåret som Spaniens smukkeste og mest velbevarede by. Bl.a. har den modtaget "Premio Nacional de Embellecemiento", "National præmie for byforskønnelse". Byens gamle, oprindelige bydele, El Calvario, San Antonio og Barribarto, fremstår i dag stort set som under den mauriske periode.
Du kan lige så godt belave dig på, at du kommer til at spadsere en del i Frigiliana, de smalle og krogede gader giver kun ringe plads til biler, og jo længere, du kommer op i byen, jo sværere bliver det at finde en parkeringsplads. Vi plejer at svinge til venstre lige før det lille, smukke anlæg. Her er det næsten hver gang lykkedes os at finde et parkeringsplads. Du kan i stedet vælge at tage omfartsvejen udenom Frigiliana. I rundkørslen ved byens begyndelse skal du bare tage den tredje (sidste afkørsel), så kommer du ind på omfartsvejen, som går vest om Frigiliana. Langs denne velanlagte vej er der masser af parkeringspladser. Omfartsvejen tangerer også det store torv, så hvis du har passagerer med, kan du sætte dem af her og fortsætte videre ad omfartsvejen, til du finder en ledig plads. Når du har smidt bilen, kan du tage en af de mange trapper/trappegader, som fører op til byens hovedgade. Vejen slutter i en rundkørsel i den fjerneste ende af byen, hvorfra du kan fortsætte mod Torrox. Hvis du tager første afkørsel, kommer du til det lille torv, hvor Galeria Krabbe ligger. Mere herom senere.
Frigiliana er - på trods af den stigende turisme - stadig en landsby, hvor mange lever af landbrug, mens andre i små forretninger sælger brød, frugt og grøntsager, kød, fisk mv. Adskillige vinforretninger sælger den lokale vin, en sød muskatel, som har været fremstillet her i området i omkring 2000 år. For 150 år siden var det den mest populære vin i hele verden. Selv under den mauriske periode, blev der drukket vin her på trods af det muslimske forbud mod at indtage alkohol. En af de mauriske ledere, Bentomiz, skal have udtalt: "Hvis Allah ikke havde ønsket, at vi skulle drikke denne vin, havde han ikke lavet den så forbandet god". En af de bedste undskyldninger for at tage et glas vin, som jeg har hørt. I begyndelsen af 1880'erne blev vinstokkene ødelagt af phylloxera, og i mere end 20 år blev der ikke produceret vin i området. Det lykkedes at få retableret vinproduktionen med vinstokke fra Californien, disse var nogle år forinden blevet eksporteret til Californien, hvor de havde udviklet modstandskraft mod phylloxeraen. Kunderne mente dog, at smagen af den nye vin havde ændret sig, og i hvert fald genvandt den aldrig sin fordums popularitet. I Frigiliana finder du også et stort antal små spisesteder, som serverer veltillavet og enkel mad. På de mange små pladser samles især ældre mænd og diskuterer fodbold, politik og kvinder (tror jeg). Du kan selvfølgelig ikke nyde alt dette gennem en bilrude, så stil bilen på den første ledige parkeringsplads og fortsæt til fods.
For enden af vejen ind i byen på Plaza del Ingenio ligger "Ingenio Nuestra Señora del Carmen", en imponerende renæssancebygning fra 1500-tallet. Den var domicil for slægten Manrique de Lara, som herskede i Frigiliana fra begyndelsen af 1500-tallet. Til bygningen, som optager mere end 2.000 m2, blev bl.a. anvendt materiale fra den arabiske borg højere oppe på bjerget, som blev revet ned omkring 1569, mere herom senere. I flere hundrede år tvang Spanien Cuba til at importere melasse fra sukkerrør, og de anvendte den til at fremstille rom. Da USA overtog Cuba i 1898, var det afslutningen på subsidiering af denne industri. Du kan ikke undgå at se bygningen, som er ret dominerende i billedet; den ligger ovenfor busstationen og politistationen. Bygningen er viet til "Virgen del Carmen", som er sømændenes og fiskernes skytshelgen. I en periode var der i bygningen en sukkerfabrik, i dag huser den den eneste fabrik i Europa, som fremstiller honning/sirup, Miel de caña, af rørsukker. I den forreste del af El Ingenio ligger nogle mindre keramikbutikker. Foran bygningen ligger en stor legeplads og ved siden af den en velholdt botanisk have.
Ingenio Nuestra Señora del Carmen' (1600-tallet) i Frigiliana.
På pladsen foran El Ingenio er der marked hver torsdag; markedet ligner alle andre spanske markeder med salg af frugt og grøntsager, tøj og sko mv. Du kan også købe den lokale keramik, som er farvestrålende med mange forskellige mønstre. Desværre sætter RyanAir en lav grænse for, hvor meget vi kan bringe med hjem. I rundkørslen står en jernskulptur, som på de tre sider viser de religiøse symboler: den jødiske davidsstjerne, det kristne kors og den muslimske halvmåne.
Til venstre keramikudsalg på torvet i Frigiliana. Til højre monument for de tre kulturer/religioner.
Til højre viser et skilt op mod Turistkontoret (Oficina de turismo), som er indrettet i Palacio de Apero, ca. 50 meter fra busstationen. Bygningen var oprindelig en staldbygning for familien Manrique de Lara, men i 2002 blev der i den smukke, gamle bygning indrettet et kulturcenter, som rummer Udstillingslokalet (Sala de exposiciones), og Det arkæologiske museum (Museo arqueológico). Turistkontoret, som er leveringsdygtig i brochuer (reklamer) fra området, ligger i stueetagen. I samme etage ligger udstillingslokalet, hvor der er skiftende udstillinger. Da vi var der senest (marts 2013), var der en fin udstilling af fotos mv. fra påsken 2012.
Udstilling af fotos mv. fra påsken 2012.
På næste etage ligger Frigilianas arkæologiske museum med en fin lille samling af fund fra området: især redskaber og keramik. Der er også knoglerester samt et kranium fra et af de mennesker, som boede i bjerghuler i stenalderen. Der er også fundet begravelsespladser, som har været i brug op i bronzealderen. Øverst oppe ligger biblioteket.
Frigilianas arkæologiske museum. Til højre biblioteket.
Fra gården fører trapper op til terrasse med en fantastisk udsigt (mirador) over området.
Fortsæt til venstre ad Calle Real forbi de mange små butikker, som sælger lokal vin (muscatel), honning (lavet på sukkerrør), olivenolie og og keramik, og snart kommer du til byens smukke kirkeplads. Her ligger byens sognekirke, "Iglesia de San Antonio de Padua", som er viet til San Antonio (1195-1231). San Antonio er sømændenes, fiskernes og de rejsendes beskytter - det må vel også omfatte turister, går jeg ud fra. Kirken blev bygget i 1676 på ruinerne af en moske; byggeriet blev bekostet af familien Manrique de Lara, og bygmester var Bernardo de Godoy, som var "hofarkitekt" for biskoppen af Malaga. Klokketårnet er den oprindelige minaret fra moskeen, og en stor del af facaden, bortset fra indgangsdøren, er også i maurisk stil. Den smukke, indre trædør til kirken er udført af Bartolomé de la Cruz, som boede i Frigiliana det meste af livet. Han blev en anerkendt træskærer og har produceret mange af de træfigurer, som anvendes i forbindelse med de religiøse processioner i Andalusien.
Den danske Kirke øst for Malaga har ikke selv en kirke, men "låner sig frem". De fleste gudstjenester finder sted på skift i Fiskerkapellet i Almunecar og i Lux Mundi i Torre del Mar, men kirkeårets sidste gudstjeneste, som finder sted sidste lørdag i marts måned, afholdes i sognekirken i Frigiliana. Du kan læse mere om den danske kirke på Costa del Sol på en af de følgende sider.
'Iglesia de San Antonio de Padua' i Frigiliana.
Det smukke kirkerum har tre skibe, adskilt ved vægpiller, loftet er af træ. I 1998 blev loftet, som var godt 300 år gammelt, renoveret i den oprindelige Mudejarstil. Til venstre bag altret står en Kristusfigur; over denne er et muslingeskal. Dette er tegn på, at der er tale om en moske, som er konverteret til en kristen kirke. Muslingeskallen er et muslimsk symbol, og det vises i alle de 19 kirker i Andalusien, som er tidligere moskeer. Kirken rummer også en malet træfigur af San Antonio fra 1700-tallet, vist nedenfor til venstre. Ved hans fod ses tilsyneladende en hund, men hvis man kigger nøjere efter, opdager man, at det er en gris. San Antonio - eller Sankt Antonius, som vi kalder ham i Danmark - levede i mange år som eneboer og blev venner med skovens dyr - i dette tilfælde altså en gris. Det er næppe tilfældigt, at vi i Danmark markedsfører særlig godt grisekød som Antonius-gris
Iglesia de San Antonio de Padua' i Frigiliana.
Under Jesus-figuren er vist hovederne af de 12 disciple. Billedet blev desværre ikke så godt. pga. reflekser. De 12 hoveder viser sig ved nærsyn at være masker med elastik, som går bag om nakken. Maskerne anvendes i forbindelse med den ene af de to religiøse processioner, som finder sted på Langfredag.
Hvert år fejres San Antonio på sin navnedag den 13. juni. (Bemærk at byens skytshelgen San Sebastian fejres den 20. januar). Festen varer en hel uge, og nogle af højdepunkterne er:
Så hvis du har lyst til at komme til Frigiliana, hvorfor så ikke komme under denne fest. Vi har desværre ikke oplevet denne fest, men så mange andre, og hvis der er nogen, der kan feste, så er det spanierne. Her er en video fra festen den 13. juni 2010.
Hvis du fortsætter fra kirkepladsen, går gaden Chorruelo nedad, og kort efter kommer du til den gamle brønd, "La Fuente Vieja", som står på Plaza de la Fuente Vieja. Brønden, som stammer fra den mauriske periode, blev restaureret i 1640 under Don Iñigo Manrique de Lara, den første greve af Frigiliana, og den øverste, midterste sektion bærer hans våbenskjold. De stiliserede blomster på sektionerne til højre og venstre for våbenskjoldet er fra den oprindelige, mauriske brønd. Brønden fungerede oprindeligt som vandforsyning for både befolkningen og dyreholdet, og man kan uden problemer drikke af vandet i dag. De lokale mener, at brønden har leveret dejlig frisk vand i mere end 2000 år, og de har sikkert ret.
La Fuente Vieja i Frigiliana.
Lige ved siden af brønden er en keramikplakette, som viser en mand - en præst?, tålmodigt ventende på, at hans mulddyr skal blive færdig med at drikke.
Går du tilbage til kirken og op langs kirkens venstre side og følger skiltet "La Bodeguilla", kommer du ind i det mauriske kvarter, el Barrio Mudéjar med mange, gamle charmerende gader.
Som det fremgår af nedenstående fotos, er alle gader og huse i Frigiliana særdeles velholdte. Mange af husene er pyntet med blomster og planter, og typisk en gang om året bliver de kridhvide huse kalket. Det er almindeligvis kvinderne, som udfører dette arbejde. Det tager jeg som et tegn på, at de går så højt op husenes udseende, at de ikke tør overlade det til mændene.
Huse og gader i Frigiliana.
Mændene samles på byens mange små torve og ser ud til at have det særdeles fornøjeligt med hinanden. Jeg tror, at Frigiliana er et dejligt sted at blive gammel.
Rundt om i Frigiliana hænger der keramikkakler, som tilsyneladende fortæller en historie. Historien handler om de blodige fordrivelser af maurerne, som kulminerede i 1569-1570. I 711 satte nordafrikanske berbere (i Spanien benævnt maurere) over havet til Sydspanien og fortrængte de visigotiske herrer. De navngav området al-Andalus, og de følgende 800 år var Andalusien muslimsk. Maurerne satte deres præg både arkitekturen, som du har set, og på landskabet: indførte vandingskanaler og anlagde terrasser, der også i dag gør det muligt at dyrke appelsiner, oliven, figner, mandler, sukkerrør og vin. Det fortælles, at maurerne lod de kristne beholde deres tro. I 1200-tallet begyndte den kristne tilbageerobring, "reconquistaen" i norden at tage fart, og maurerne blev gradvis trængt tilbage i emiratet Granada, som Frigiliana hørte under. I 1485 overgav Frigiliana sig til de kristne tropper uden blodsudgydelse. I 1492 faldt Granada, og emiren Boabdil kapitulerede til de katolske monarker Isabella og Ferdinand. Efter Granadas fald udviste de nye, kristne magthavere alle jøder, som ikke lod sig døbe. I første omgang fik maurerne lov til at beholde deres jord og religion mod at svare skat til kronen, egentlig en videreførelse af de regler, der gjaldt for de kristne under det muslimske styre. Den fredelige sameksistens varede imidlertid kort. Kun 10 år senere blev muslimerne stillet over for samme valg som jøderne: dåb eller udvisning. En del valgte at at lade sig døbe, blev moriscoer, men beholdt deres sprog og kulturelle skikke. Men gradvist blev moriscoernes rettigheder indsnævret, de fik den dårligste landbrugsjord, måtte ikke længere tale deres eget sprog eller bære deres traditionelle klædedragt, og i 1569 rejste de sig i en blodig borgerkrig. Tænk på, at muslimerne havde boet i Spanien i mere end 800 år, hvilket vel svarer til mindst 30 generationer. Moriscoer fra hele området samledes i foråret 1569 i Frigiliana. Omkring 7000 moriscoer – flertallet kvinder, børn og gamle – søgte tilflugt i fæstningen øverst på klippen, hvor de håbede på undsætning fra andre muslimer i området eller fra Nordafrika. Den 11. juni 1569 gik 6.000 soldater til angreb, og efter flere ugers voldsomme kampe lykkedes det de kristne styrker at indtage fæstningen. Mange af forsvarerne, deriblandt kvinder med børn i armene, kastede sig i døden fra klippen; i alt 2000 moriscoer blev dræbt og 3000 taget til fange, mens det lykkedes omkring 2000 at flygte. (Historien har det med at gentage sig. Minder denne gruopvækkende beretning ikke om romernes indtagelse af den jødiske fæstning Massada?). Fæstningen, som var maurernes sidste tilflugtsted på den iberiske halvø, blev revet ned, og alle moriscoer udvist af Spanien.
Mindetavler om 'Slaget om El Peñón de Frigiliana'.
Det er denne grumme historie om "Slaget om El Peñón de Frigiliana", som Amparo Ruiz de Luna og Pilar García Millán, har fortalt på 12 glasserede keramiske kakler, som er hængt op omkring i byen. Teksten er skrevet på gammeldags kastiliansk.
På trods af - eller måske på grund af - at Frigiliana engang var skueplads for det sidste store slag mellem kristne og muslimer i Spanien, markedsføres byen i dag i den religiøse tolerances navn. Byen kalder sig nu "La Frigiliana de las tres Culturas", de tre kulturers by, med henvisning til den tid, hvor de tre monoteistiske religioner levede side ved side i gensidig fred og tolerance. Flere steder i byen ses symboler og skulpturer, hvor de tre religiøse symboler, korset, davidsstjernen og halvmånen, smelter sammen til et. Siden 2006 bliver der hvert år i august afholdt en 4 dage lang festival med dette tema.
På vejen tilbage mod bilen kom vi forbi Ermita de San Sebastián, et fint lille kapel for byens skytshelgen San Sebastian. Vi er kommet forbi kapellet mange gange efterhånden, og kun ved en enkelt lejlighed, har vi fundet det åbent. Birgit og jeg undrede os ofte over, at kirkerne åbenbart kun er åbne, når der afholdes gudstjeneste. Det har vi ikke oplevet andre steder i Spanien. I stedet brugte vi lidt tid på den smukke kirkegård lige ved siden af. Som det altid er tilfældet sydpå, er kirkegården flot og velholdt med masser af blomster på gravstederne. På grund af klimaet anvendes i højere grad kunstige blomster, end vi er vant til herhjemme.
'Ermita de San Sebastián' samt kirkegården i Frigiliana.
San Sebastian er en kristen martyr. Det fortælles, at han som romersk kaptajn i den kejserlige garde hjalp fangne kristne under Diokletians kristenforfølgelser i begyndelsen af 300-tallet. Da det blev opdaget, blev han bundet til et træ og henrettet af romerske bueskytter. Det viste sig dog, at han overlevede sine sår, og en from enke, Irene, plejede ham i sit hus. Husets øvrige beboere havde svært ved at tro, at den romerske officer var kristen. En af disse var en blind pige, og da Sebastian spurgte hende, om hun ønskede at leve med Gud, svarede hun ja, og Sebastian gjorde korsets tegn over hende, og straks fik hun synet igen. Sebastian skal siden have henvendt sig til Diokletian og bebrejdet ham hans grusomhed overfor de kristne, hvorfor han, Sebastian, blev slået i hjel med køller. Han beskrives derfor undertiden som "to gange martyr", og der er masser af statuer af Sebastian i kirkerne i Andalusien med pile stikkende ud af kroppen.
Jeg er undertiden blevet spurgt, hvorfor jeg så tit går på kirkegårde, når jeg er i udlandet. Min nemme svar er, at i min alder er det der, de fleste af ens venner og familiemedlemmer befinder sig.
På vejen tilbage "faldt" jeg over et mindesmærke fra 2010. Da jeg ikke havde set dette i nogen guidebog fra området, undersøgte jeg det nærmere på nettet, og jeg opdagede denne spændende beretning fra vores tid. I november 1947, otte år efter afslutningen på den spanske borgerkrig, blev området omkring byerne Frigiliana, Torrox og Competa erklæret for krigszone af guvernøren i Madrid. Tidligere samme år var 12 mænd fra Frigiliana gået op i bjergene og havde tilsluttet sig de kommunistiske guerillastyrker (læs frihedskæmpere), som under ledelse af José Muñoz Lozano (AKA Roberto) kæmpede for at vælte diktatoren Franco. Regeringen svarede ved at sende et stort antal soldater og Guardia Civil betjente for at udslette guerillakrigerne. Kampene stod på i fem år, inden den sidste frihedskæmper var dræbt. Da var 10 blevet dræbt i kamp med soldater og politifolk, tre var blevet skudt efter en krigsretssag, en havde begået selvmord, og to var blevet skudt af deres kammerater efter mistanke for spionage for myndighederne. Jeg har siden læst, at nogle af de døde ligger begravet på kirkegården i Frigiliana, så næste gang, jeg kommer der, vil jeg forsøge at finde gravstederne. (Du kan evt.læses mere i "Between Two Fires - Guerrilla war in the Spanish sierras" af David Baird).
I den sidste del af 1800-tallet var området hjemsted for mange, farverige landevejsrøvere. En af de mest berømte var Manuel Melgares fra Algarrobo, og han blev af den fattige befolkning opfattet som en Robin Hood figur, som røvede fra de rige og gav til de fattige - i hvert hans til hans venner, familie og naboer, som hjalp med at gemme ham for myndighederne. Når han spillede kort, hvilket var en af hans lidenskaber, brugte han aldrig sit eget navn, så når børnene i huset blev udspurgt af Guardia Civil, kendte de ikke hans navn. Hans hustru, med hvem han fik 9 børn på 12 år, slap afsted med at fortælle politiet, at hun ikke havde set manden i flere år - selv om hun formentlig har været gravid på tidspunktet. Som den engelske Robin Hood var Melgares en røver og en forbryder. I 1875 kidnappede han en velhavende mand fra Frigiliana, og familien betalte 40.000 pesetas for at at få ham hjem. Siden blev liget af Mr. Garcia fundet i en flod i nærheden af Frigiliana. De seneste år af sin karriere kunne Melgares nøjes med at true rige borgere med, at de eller medlemmer af deres familie ville blive dræbt, hvis de ikke betalte "en skat" til ham hvert år. I 1884 nægtede ejeren af El Ingenio, Fernan-Nuñez, at betale og han ansatte i stedet 25 vagter til at bevogte sig og sine. Melgares forklædte sig som præst og gik op til El Ingenio og bad om at få Fernan-Nuñez i tale. Da da var alene, ttrak Melgares et skydevåben og tvang Fernan-Nuñez til at samle alle sine juveler og anbringe dem i en taske. Derefter fik Melgares Fernan-Nuñez til at beordre to af sine flotteste rideheste trukket frem, og som de bedste venner af verden red de ned mod Nerja. Det lyder som et eventyr - og er det formentlig også. Da kong Alfonso XII nogle måneder senere besøgte området efter det frygtelige jordskælv, var han så bekymret over sin sikkerhed, at han hyrede Melgares som sin personlige bodyguard.
Og så har jeg gemt det bedste til sidst. Vores gode venner Joan og Flemming, som de fleste vintre tilbringer 3-4 måneder i La Herradura (selv om de har den mest pragtfulde lejlighed i hele Danmark, men det er en helt anden historie), havde gjort os opmærksom på et spændende kunstgalleri i Frigiliana, Galería Krabbe, som ejes af mor og datter, Dorthe og Caroline Krabbe. Dorthe er keramiker, og Caroline er maler. Galleriet ligger i Calle Rosarío La Joaquín, lidt i udkanten af Frigiliana, men blot et par minutters gang fra kirken. Bare spørg om vej, du får altid et smil samt en lang forklaring, som du sikkert ikke forstår en lyd af, men bare et vink i den rigtige retning er jo også nok. Klik her, hvis du vil besøge deres hjemmeside.
Jeg har lavet en side om vores besøg på Galeria Krabbe, så hvis du har lyst til at komme med, så klik her.