"De har en meget smuk landsby. Gør alt for at bevare den"
Juan Carlos, konge af Spanien til borgmesteren i Frigiliana (1998)

Frigiliana Under vores ophold i Salobrena var Birgit og jeg på udflugt til Frigiliana 2-3 gange. Frigiliana er en af de mange "hvide byer", "pueblo blanco" i Andalusien. Den ligger ca. 40 km vest for Salobrena og 60 km øst for Malaga og 6 km inde i landet på de nedre skrænter af Sierra Almijara bag Nerja. Vandet løber i store mængder fra Sierra Nevada bjerge i baglandet og vander de utallige marker. Frigiliana ligger 435 højere end havets overflade og har måske den smukkest bevarede arabiske bykerne af alle de hvide byer i Andalusien. De fleste gader er stejle og mange forsynet med trappetrin. Byen strækker sig helt op til byens højeste punkt, hvor tidligere lå en en maurisk fæstning. Denne blev revet ned, efter at en mauriske opstand blev nedkæmpet i 1569 ­ mere herom senere. Frigiliana ligger på sydskråningen af Sierra Tejeda og er omgivet af bjerge på alle sider, hvilket giver byen et meget mildt klima med en årlig gennemsnitstemperatur på ca. 18 grader. Vintrene er milde og somrene varme med kun lidt nedbør. Der er omkring 2.200 indbyggere i Frigliana, som ligger i provinsen Malaga. De gamle, arabiske bydele er stadig intakte, og Frigiliana er flere gange blevet kåret som Spaniens smukkeste og mest velbevarede by. Bl.a. har den modtaget "Premio Nacional de Embellecemiento", "National præmie for byforskønnelse". Byens gamle, oprindelige bydele, El Calvario, San Antonio og Barribarto, fremstår i dag stort set som under den mauriske periode.

Du kan lige så godt belave dig på, at du kommer til at spadsere en del i Frigiliana, de smalle og krogede gader giver kun ringe plads til biler, og jo længere, du kommer op i byen, jo sværere bliver det at finde en parkeringsplads. Frigiliana er - på trods af den stigende turisme - stadig en landsby, hvor mange lever af landbrug, mens andre i små forretninger sælger brød, frugt og grøntsager, kød, fisk mv. Adskillige vinforretninger sælger lokal vin, og du kan smage, inden du køber. Hertil kommer et stort antal små spisesteder, som serverer veltillavet og simpel mad. På de mange små pladser samles især ældre mænd og diskuterer fodbold, politik og kvinder (tror jeg). Du kan selvfølgelig ikke nyde alt dette gennem en bilrude. Så stil bilen på den første ledige parkeringsplads og fortsæt til fods.

For enden af vejen ind i byen på Plaza del Ingenio ligger "Ingenio Nuestra Señora del Carmen", en imponerende renæssancebygning fra 1500-tallet. Den var domicil for slægten Manrique de Lara, som herskede i Frigiliana fra 1508. Til bygningen blev bl.a. anvendt materiale fra den arabiske borg højere oppe på bjerget, som blev revet ned omkring 1569, mere herom senere. Du kan ikke undgå at se bygningen, som er ret dominerende i billedet; den ligger ovenfor busstationen og politistationen. Bygningen er viet til "Virgen del Carmen", som er sømændene og fiskernes skytshelgen. I en periode var der i bygningen en sukkerfabrik, i dag huser den den eneste fabrik i Europa, som frermstiller honning/sirup, Miel de caña, af rørsukker. I den forreste del af El Ingenio ligger nogle mindre keramikbutikker. Foran bygningen ligger en stor legeplads og ved siden af den en velholdt botanisk have.

Ingenio Nuestra Señora del Carmen' (1600-tallet) i Frigiliana.

På pladsen foran El Ingenio er der marked hver torsdag; markedet ligner alle andre spanske markeder med salg af frugt og grøntsager, tøj og sko mv.

Fortsæt til venstre ad Calle Real forbi de mange små butikker, som sælger lokal vin (muscatel), honning (lavet på sukkerrør), olivenolie og og keramik, og snart kommer du til byens smukke kirkeplads. Her ligger byens sognekirke, "Iglesia de San Antonio de Padua", som er viet til San Antonio (1195-1231). San Antonio er sømændenes, fiskernes og de rejsendes beskytter - det må vel også omfatte turister, går jeg ud fra. Kirken blev bygget i 1676 på ruinerne af en moske; byggeriet blev bekostet af familien Manrique de Lara, og bygmester var Bernardo de Godoy. Den gamle trædør er udført af Bartolomé de la Cruz Arjona, som boede i Frigiliana det meste af livet.

'Iglesia de San Antonio de Padua' i Frigiliana.

Kirken har tre skibe, adskilt ved vægpiller, loftet er af træ. Kirken rummer en malet træfigur af San Antonio fra 1700-tallet.

Under Jesus-figuren er vist hovederne af de 12 disciple. Billedet blev desværre ikke så godt. pga. reflekser.

Iglesia de San Antonio de Padua' i Frigiliana.

Hvert år fejres San Antonio på sin navnedag den 13. juni. (Bemærk at byens skytshelgen San Sebastian fejres den 20. januar). Festen varer en hel uge, og nogle af højdepunkterne er:
  • Valg af årets dronning.
  • Kvindernes dag, middag med optræden.
  • Stor gallafest for årets dronning.
  • Cykelløb, sækkeløb og andre populære konkurrencer.
  • Senioraften, middag med optræden.
  • "Encierro de vaquillas", "tyreløb" gennem Calle Real,
  • Musik og dans, gratis paella til alle.
  • Messe til ære for San Antonio de Padua.
  • Procession med statuen af San Antonio gennem gaderne ned til floden El Río Higuerón.
  • Sang og dans, Forskellige rytterkonkurrencer om præmier, fælles spisning.
  • Kl 00:30 sidste aften/nat slutter festen med et stort fyrværkeri.
Så hvis du har lyst til at komme til Frigiliana, hvorfor så ikke komme under denne fest. Vi har desværre ikke oplevet denne fest, men så mange andre, og hvis der er nogen, der kan feste, så er det spanierne. Her er en video fra festen den 13. juni 2010.

 

Hvis du fortsætter fra kirkepladsen, går gaden Chorruelo nedad, og kort efter kommer du til den gamle brønd, "La Fuente Vieja", som står på Plaza de la Fuente Vieja. Brønden, som er fra 1640, blev lavet under Don Iñigo Manrique de Lara, den første greve af Frigiliana, og den bærer hans våbenskjold. Brønden fungerede oprindeligt som vandforsyning for både befolkningen og dyreholdet.

La Fuente Vieja i Frigiliana.

Lige ved siden af brønden er en keramikplakette, som viser en mand - en præst?, tålmodigt ventende på, at hans mulddyr skal blive færdig med at drikke.

Går du tilbage til kirken og op langs kirkens venstre side og følger skiltet "La Bodeguilla", kommer du ind i det mauriske kvarter, el Barrio Mudéjar med mange, gamle charmerende gader.

Som det fremgår af nedenstående fotos, er alle gader og huse i Frigiliana særdeles velholdte. Mange af husene er pyntet med blomster og planter, og typisk en gang om året bliver de kridhvide huse kalket. Det er almindeligvis kvinderne, som udfører dette arbejde. Det tager jeg som et tegn på, at de går så højt op husenes udseende, at de ikke tør overlade det til mændene.

Huse og gader i Frigiliana.

Mændene samles på byens mange små torve og ser ud til at have det særdeles fornøjeligt med hinanden. Jeg tror, at Frigiliana er et dejligt sted at blive gammel.

Slaget om El Peñón de Frigiliana Rund om i Frigiliana hænger der keramikkakler, som tilsyneladende fortæller en historie. Historien handler om de blodige fordrivelser af maurerne, som kulminerede i 1569-1570. I 711 satte nordafrikanske berbere (i Spanien benævnt maurere) over havet til Sydspanien og fortrængte de visigotiske herrer. De navngav området al-Andalus, og de følgende 800 år var Andalusien muslimsk. Maurerne satte deres præg både arkitekturen, som du har set, og på landskabet: indførte vandingskanaler og anlagde terrasser, der også i dag gør det muligt at dyrke appelsiner, oliven, figner, mandler, sukkerrør og vin. Det fortælles, at maurerne lod de kristne beholde deres tro. I 1200-tallet begyndte den kristne tilbageerobring, "reconquistaen" i norden at tage fart, og maurerne blev gradvis trængt tilbage i emiratet Granada, som Frigiliana hørte under. I 1485 overgav Frigiliana sig til de kristne tropper uden blodsudgydelse. I 1492 faldt Granada, og emiren Boabdil kapitulerede til de katolske monarker Isabella og Ferdinand. Efter Granadas fald udviste de nye, kristne magthavere alle jøder, som ikke lod sig døbe. I første omgang fik maurerne lov til at beholde deres jord og religion mod at svare skat til kronen, egentlig en videreførelse af de regler, der gjaldt for de kristne under det muslimske styre. Den fredelige sameksistens varede imidlertid kort. Kun 10 år senere blev muslimerne stillet over for samme valg som jøderne: dåb eller udvisning. En del valgte at at lade sig døbe, blev moriscoer, men beholdt deres sprog og kulturelle skikke. Men gradvist blev moriscoernes rettigheder indsnævret, de fik den dårligste landbrugsjord, måtte ikke længere tale deres eget sprog eller bære deres traditionelle klædedragt, og i 1569 rejste de sig i en blodig borgerkrig. Tænk på, at muslimerne havde boet i Spanien i mere end 800 år, hvilket vel svarer til mindst 30 generationer. Moriscoer fra hele området samledes i foråret 1569 i Frigiliana. Omkring 7000 moriscoer – flertallet kvinder, børn og gamle – søgte tilflugt i fæstningen øverst på klippen, hvor de håbede på undsætning fra andre muslimer i området eller fra Nordafrika. Den 11. juni 1569 gik 6.000 soldater til angreb, og efter flere ugers voldsomme kampe lykkedes det de kristne styrker at indtage fæstningen. Mange af forsvarerne, deriblandt kvinder med børn i armene, kastede sig i døden fra klippen; i alt 2000 moriscoer blev dræbt og 3000 taget til fange, mens det lykkedes omkring 2000 at flygte. (Historien har det med at gentage sig. Minder denne gruopvækkende beretning ikke om romernes indtagelse af den jødiske fæstning Massada?). Fæstningen, som var maurernes sidste tilflugtsted på den iberiske halvø, blev revet ned, og alle moriscoer udvist af Spanien.

Mindetavler om 'Slaget om El Peñón de Frigiliana'.

Det er denne grumme historie om "Slaget om El Peñón de Frigiliana", som Amparo Ruiz de Luna og Pilar García Millán, har fortalt på 12 glasserede keramiske kakler, som er hængt op omkring i byen. Teksten er skrevet på gammeldags kastiliansk.

På trods af - eller måske på grund af - at Frigiliana engang var skueplads for det sidste store slag mellem kristne og muslimer i Spanien, markedsføres byen i dag i den religiøse tolerances navn. Byen kalder sig nu "La Frigiliana de las tres Culturas", de tre kulturers by, med henvisning til den tid, hvor de tre monoteistiske religioner levede side ved side i gensidig fred og tolerance. Flere steder i byen ses symboler og skulpturer, hvor de tre religiøse symboler, korset, davidsstjernen og halvmånen, smelter sammen til et. Siden 2006 bliver der hvert år i august afholdt en 4 dage lang festival med dette tema.

På vejen tilbage mod bilen kom vi forbi Ermita de San Sebastián, et fint lille kapel for byens skytshelgen San Sebastian. Desværre var kapellet lukket, da vi var der. Birgit og jeg undrede os ofte over, at kirkerne åbenbart kun er åbne, når der afholdes gudstjeneste. Det har vi ikke oplevet andre steder i Spanien. I stedet brugte vi lidt tid på den smukke kirkegård lige ved siden af. Som det altid er tilfældet sydpå, er kirkegården flot og velholdt med masser af blomster på gravstederne. På grund af klimaet anvendes i højere grad kunstige blomster, end vi er vant til herhjemme.

'Ermita de San Sebastián' samt kirkegården i Frigiliana.

Jeg er ofte blevet spurgt, hvorfor jeg så tit går på kirkegårde, når jeg er i udlandet. Min nemme svar er, at i min alder er der der, de fleste af mine venner og familiemedlemmer befinder sig.

Frihedskæmpere fra Frigiliana mod Franco På vejen tilbage "faldt" jeg over et mindesmærke fra 2010. Da jeg ikke havde set dette i nogen guidebog fra området, undersøgte jeg det nærmere på nettet, og jeg opdagede denne spændende beretning fra vores tid. I november 1947, otte år efter afslutningen på den spanske borgerkrig, blev området omkring byerne Frigiliana, Torrox og Competa erklæret for krigszone af guvernøren i Madrid. Tidligere samme år var 12 mænd fra Frigiliana gået op i bjergene og havde tilsluttet sig de kommunistiske guerillastyrker (læs frihedskæmpere), som under ledelse af José Muñoz Lozano (AKA Roberto) kæmpede for at vælte diktatoren Franco. Regeringen svarede ved at sende et stort antal soldater og Guardia Civil betjente for at udslette guerillakrigerne. Kampene stod på i fem år, inden den sidste frihedskæmper var dræbt. Da var 10 blevet dræbt i kamp med soldater og politifolk, tre var blevet skudt efter en krigsretssag, en havde begået selvmord, og to var blevet skudt af deres kammerater efter mistanke for spionage for myndighederne. Jeg har siden læst, at nogle af de døde ligger begravet på kirkegården i Frigiliana, så næste gang, jeg kommer der, vil jeg forsøge at finde gravstederne. (Du kan evt.læses mere i "Between Two Fires - Guerrilla war in the Spanish sierras" af David Baird).

Kunstnerliv i Frigiliana Og så har jeg gemt det bedste til sidst. Vores gode venner Joan og Flemming, som hver vinter tilbringer ca. 3 måneder i La Herradura (selv om de har den mest pragtfulde lejlighed i hele Danmark, men det er en helt anden historie), havde gjort os opmærksom på et spændende kunstgalleri i Frigiliana, Galería Krabbe, som ejes af mor og datter, Dorthe og Caroline Krabbe. Dorthe er keramiker, og Caroline er maler. Galleriet ligger i Calle Rosarío "La Joaquín", lidt i udkanten af Frigiliana, men blot fem minutters gang fra kirken. Bare spørg om vej, du får altid et smil samt en lang forklaring, som du sikkert ikke forstår en lyd af, men bare et vink i den rigtige retning er jo også nok. Klik her, hvis du vil besøge deres hjemmeside.

Vi fandt nemt frem til galleriet. Inden vi gik ind stod vi et stykke tid og beundrede Dorthe Krabbes smukke keramik i udstillingsvinduet. Dorthe Krabbe (1947), som har boet i Spanien siden 1981, udstiller både i Spanien og Danmark; i november-december 2010 fx. i Albrectsens Galleri i Kronprinsessegade, København. Senere i år (2011) udstiller hun på Galería Carlos Bermúdez i Cordoba. Her i Frigiliana udstiller hun samen med datteren Caroline. De keramiske krukker og skåle med fine krakeleringer var en fryd for øjet - og også for følesansen, da vi kom indenfor. Formerne er på en gang kraftfulde og yndefulde.

Det viste sig, at vi var de eneste "kunder" i galleriet, og vi blev venligt modtaget af Caroline, som straks indstillede sine gøremål. Familien, far og mor og 2 søskende, var flyttet til Spanien i 1981. Faderen er Arne Haugen Sørensen (1932), som er maler og grafiker, modtager af Eckersbergs Medalje i 1975 og Thorvaldsens Medalje i 1984. En årrække malede han "dyr og damer", ofte velpolstrede kvinder, som blev overfaldet af vilde dyr. Da han flyttede til Spanien, skiftede temaerne til mytiske (fx "Leda og Svanen" og "Vandringsmanden" (kendt fra frimærke i 2007)) og religiøse emner.

Arne Haugen Sørensen har udført en lang række udsmykningsopgaver, heriblandt en del kirkekunst. I "vores kirke", Bregnet kirke ved Rønde på Djursland har Arne Haugen Sørensen lavet et trefløjet nadverbillede, "Blå nadver" samt et alterkrucifiks, støbt i bronze. I forbindelse med restaurering af prædikestolen lavede AHS fem felter med malerier af sine kendte vandringsmænd, og endelig har AHS på gavlene af stolestaderne udført i alt 35 små, runde, malede bibelhistoriske motiver. "Arne Haugen Sørensen har lige så stor betydning for vor tids kirkekunst, som Joakim Skovgaard havde for 100 år siden", siger sognepræst Jørgen Gleerup. (Og til dig, som måske ikke kender Jørgen Gleerup, kan jeg fortælle, at han er en mand, der er værd at lytte til). På DR's hjemmeside kan du høre et længere interview med Arne Haugen Sørensen, bare klik her.

Arne Hauge Sørensens altertavle og krucifiks i Bregnet Kirke på Djursland.

Til Skt. Johannes Kirken i Århus har AHS udført 8 smukke kirkeruder, hvoraf de fire første, som blev ophængt i 2005 i kirkens sydside, er produceret på et glasværksted i Barcelona. De øvrige fire, som blev ophængt i kirkens nordside, er fra 2007. Et par dage efter at vi var kommet hjem, gik vi til gudstjeneste i Skt. Johannes Kirken for at beundre de fantastiske værker.


Den sidste nadver

Judaskysset

Vejen til Golgata

Korsfæstelsen

Nedtagningen af korset

Opstandelsen

Efter ca. to år i den nærliggende by Torrox forelskede familien sig i Frigiliana og købte et gammelt hus på kirketorvet, som de flyttede ind i. Her bor Caroline stadig med sin familie: sin argentinske mand og deres to børn på hhv. 13 og 16 år, mens forældrene er flyttet længere op i bjergene bag byen, hvor de har indrettet et atelier. Det 100 m2 store atelier er hugget ind i bjergsiden og forsynet med et pyramidalsk glastag.

I 2004 oprettede mor og datter galleriet i et tidligere værksted, og i de dejlige lokaler er til stadighed udstillet malerier, skulpturer, keramik og grafik af både danske, spanske og udenlandske kunstnere. En af udstillerne er Leif Sylvester, som i flere år har haft et byhus i Frigiliana. Åbningen af galleriet blev foretaget af Danmarks daværende ambassadør i Spanien, Christopher Bo Bramsen, og blandt de mange gæstee var borgmesteren, Javier López Ruiz. Caroline er daglig leder af Galería Krabbe.

Frigiliana er en dejlig by at bo i, den er ikke for stor, og så ligger den i passende afstand fra kysten. Hver morgen er alle ude og feje fortov. Hvis man forsømmer at male sit hus, får man en påmindelse fra kommunen. Og får man det ikke gjort, kommer en mand fra kommunen og gør det - selvfølgelig mod betaling. De lokale er meget interesseret i de udstillede kunstværker og giver gerne deres mening til kende, men 90% af salget sker til danskere. Danske kunstelskere kører gerne langt for at komme til fernisering. Caroline inviterede os til fernisering den 17. marts 2011 på en udstilling af faderens værker; udstillingen løber indtil den 7. maj 2011. Desværre måtte vi sige nej tak til det venlige tilbud, da vi til den tid ville være tilbage i Danmark, men Joan og Flemming lovede at give en anmeldelse af udstillingen, når vi igen ses i løbet af foråret.

Som nævnt er Caroline også billedkunstner, og jeg fik lov til at fotografere hende foran hendes seneste værk, som både Birgit og jeg fandt spændende. Et billede, man bliver glad af at kigge på, og det er da dejligt.

Caroline Krabbe foran et af sine værker i Galeria Krabbe i Frigiliana.

Hun fortalte, at værket ville blive malt færdigt i udstillingsperioden. Jeg kunne ikke se, at maleriet ikke var færdigt, og spurgte, hvad er det, som afgør, hvornår et kunstværk er færdigt. "Når der ikke længere er noget, der generer mig i kompositionen og farvernes sammenspil med hinanden", lød svaret. Der var vist et eller andet med horisonten på billedet, der skulle helt på plads. Havde vi haft råd, havde vi gerne købt Carolines dejlige billede, men "måtte nøjes" med at købe et par postkort. Dem vil vi sende til vores meget kunstinteresserede veninde Karen.

Galleriet vil være behjælpelig med at arrangere besøg i de tilsluttede kunstneres værksteder i området for særligt interesserede, så hvis du sidder i bestyrelsen for den lokale kunstforening eller er med til at foretage kunstindkøb i din virksomhed eller kommune eller bare holder af kunst, så er Galeria Krabbe et besøg værd. Et af galleriets mål er at give myndigheder og offentlige institutioner adgang til god kunst: "Spanien tørster efter kunst af kvalitet på offentlige steder som sygehuse, skoler, banker, hoteller etc.".

Herefter viste Caroline os rundt i galleriet og viste os en del af faderens værker, som befandt sig i det lille magasin i umiddelbar tilknytning til lokalet. Vi takkede Caroline for hendes venlige behandling og vendte opløftede - som man altid bliver det efter at have været i forbindelse med kunst - tilbage til Salobrena efter en dejlig dag.

 

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 7 ugers ferie i Andalusien Forrige side: Udflugt til Cordoba Næste side: Udflugter i omegnen af Salobrena
Vælg næste side: