Mads-Bjørn Jørgensens prædiken fastelavn 2014 i Fiskerkapellet i Almuñécar
Han tog de tolv til side og sagde til dem:"Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå" Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: "Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi." Da råbte han: "Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!" De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: "Davids søn, forbarm dig over mig!" Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: "Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?" Han svarede: "Herre, at jeg må kunne se." Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende, din tro har frelst dig." Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.

Prædiken.. Dagens tekst handler om at "din tro har frelst dig,, som det lyder til den blinde, der har fået synet igen.Hvad troen gør ved mennesker er så mange ting i det store og i det små.Tillad mig i dag, hvor fastelavn står for døren, at fortælle jer en løjerlig historie, om hvordan troen kan virke i hverdagen. Om hvad barnetro kan udrette.

Se! Der sad engang en gammel kone på en stol med en pude i ryggen og så på Sank Hans bålets sidste gløder. Det var hende, der den aften fortalte mig historien, og jeg har senere fået vished for, at den er ganske sand. Alt, hvad hun fortalte mig den Sankt Hans aften, er sket, og det er sket, ganske som hun fortalte mig det.

Som barn for mange år siden boede hun i Jylland mellem tvende have ude på landet nede syd for Kongeåen, den å der dengang satte grænse mellem Danmark og Tyskland. Her var prægtige marker og skove, men også mange moser og kær, hvor storken gik og talte egyptisk, og hvor mosekoner arbejdede med bryg og sager og holdt styr på trolde og på hekse. Det var netop sådan en Sankt Hans aften, hvor der var lagt et trylleslør af mosebryg og trolderi over landet, sådan en aften hvor frøerne kvækkede så højt og lystigt, at man skulle tro, de havde overtaget land og rige og snart vilde støde kongen fra tronen

Den lille pige, som havde fået sløjfer i håret og fin kjole på, var sammen med sin far og mor og sin lille søster på vej ud til Sank Hans festen ude på den lille høj ved skoven, hvor de allerede på afstand kunne se bålet lyse op mod skovens farlige mørke. "Det er sådan en aften alt troldtøjet lugter kristenblod, og hvor man skal vare sig for, hvor man går!", hørte hun sin far sige, mens de gik gennem det våde græs. "Hvad mener du? Hvad mener du?", spurgte hendes mor forfærdet. ""Hvad er det, du siger?".

Men hendes far lo bare en smule og svarede noget om, at overtroen stadig var stor der på egnen og stadig levede, som den havde gjort i hundrede år, og selv om alle på egnen var døbte og gik i kirke, så var der også andre kræfter, som styrede deres liv og tro, og at det var farligt ikke at være døbt, for så blev man hængt ud, og der blev sladret. Pigen skævede ængsteligt til sin lille søster, som ikke kunne klare spadsereturen på de små ben og derfor var kommet op på armen

Hendes far var skolelærer og ateist og holdt mere af den store og lille tabel end af salmevers og katekismus, og derfor var hendes lille søster ikke blevet døbt. Hun vidste ikke, hvad det var at være ateist, men hendes far havde ikke ladet hendes lillesøster døbe. Det kunne vente, mente han, så ateister var nok nogen, der ventede.

På pladsen ved bålet hvor folk sang og dansede og var glade, trak man mere og mere sammen i bålets tryllering efterhånden, som mørket sænkede sig, og bålet brændte ned. Den lille pige sad sammen med sin lillesøster på et tæppe på jorden og så med stor forundring og en del bekymring på alt det, der skete omkring dem. De kendte ikke verden igen og vidste ikke, hvad det var, der foregik. Og allerværst var den angst, som pigen følte for, hvad der kunne ske med lillesøsteren på vejen hjem gennem mosebryg og mørke.

Den udøbte lillesøster var i den allerstørste fare, følte hun. Noget måtte der gøres! Resolut tog hun en flaske sodavand, som lå i en lille kurv, der stod ved siden af pigerne og tog kapslen af. Hun hældte lidt sodavand op i hånden og lod det sive ned over lillesøsterens hår, hvorfra det løb over kinden og blev til en plet på den hvide kjolekrave. Hun gjorde det tre gange, mens hun stille sagde: "Lillesøster, jeg døber dig i Vores Herres navn og Jesus’es navn og Heldigåndens navn!" Sådan som pigerne plejede at døbe deres dukker, når de hjemme legede med dem og døbte dem med vand fra en kaffekop, hvor hanken var knækket af.Da bålet næsten var brændt ned, blev de kørt hjem. Nogen fra landsbyen kom og hentede dem med heste og vogn, og pigen faldt i søvn i halmen på bunden af vognen med lillesøsterens hånd i sin.

Næste dag, der var en søndag, gik pigen ind til sin far og fortalte, hvad der var sket Sank Hans aften ude ved bålet. Hun vidste ikke, hvorfor hun fortalte det til faren, men hun mente, det var vigtigt, nu faren havde sagt, at det kunne vente. Nu behøvede det så ikke at vente længere! Faren så på hende og så så ud af vinduet, som om han ville tale med nogen derude. Derefter var han tavs meget længe. Det så ud, som om han tænkte alle de store tabeller igennem og ville tage de små bagfra, men så tog han pigen ved hånden, tog sin hat på og sammen gik de hen til præsten

"Er det sandt mit barn?", spurgte præsten med langsom stemme og holdt pigen under hagen, mens han så hende ind i øjnene. Hånden lugtede af tobak og hans fingre var kolde. "Er det sandt, det din far fortæller, at du har døbt din lillesøster i sodavand og Vor Herres navn?". Præsten svedte, så han måtte tørre sig over panden. Det dryppede fra han næse, som han tørrede med sit ærme. Han slap pigen med et suk og rejste sig og gik frem og tilbage på gulvet, mens han mumlede uforståelige ting. Noget om at lade de små børn og himmeriget er deres og krænkelse af sakramenter og noget andet, som pigen ikke kunne høre.

"Vi må til biskoppen!", sagde han efter langs tids mumlen og vandren frem og tilbage på tæppet. "Vi må til biskoppen!". Og så drog de af i samlet flok til biskoppen, som boede i den store by, som ikke lå så lang fra pigens lille by.

Biskoppen så streng ud, men smilede og så streng ud, men smilede. "Ser man det, ser man det!", sagde han. "Kvindelige præster! Kvindelige præster! Ser man det! Ser man det!", gentog han flere gange og syntes helt at have glemt både pigen og faren og præsten ved tanken om muligheden for kvindelige præster. Biskoppen gøs en smule og stillede sig op i den åbne havedør og så ud i haven og syntes at tale med nogen derude.

"Hvad skal vi gøre, biskop?", spurgte præsten og gned sine hænder, som var netop de skyld i hele historien. "En dåb er en dåb! Er det ikke sådan?", spurgte præsten og så skiftevis på pigen og på biskoppen. "Men det her kan vi vel ikke lade passerer? Hvad skal vi stille op?"

Biskoppen vendte tilbage til stuen, hvor uret tikkede, og fuglen henne i buret skiftevis lagde hovedet på den en side og så på den anden side. "Det skete Sank Hans Aften!", sagde biskoppen langsomt og eftertænksomt. Det var ikke noget spørgsmål, og det var ikke rettet til nogen i stuen. Det var noget han sagde, som talte han til nogen et helt andet sted. Pigen tænkte på, om Gud var uden i haven og havde hørt det hele. Der lå et lille lysthus i kanten af græsplænen, og døren stod åben. "Og vi holder Sank Hans aften til minde om Johannes Døber", fortsatte biskoppen "Johannes Døber, som døbte Kristus Jesus, vor Herre og Mester i Jordan floden. Og Gud sendte Helligånden som en due ned over Jesus, og det lød fra himlen: Denne er min søn, jeg har født dig i dag! Skulle vi så. Hans skabninger her på jorden nægte, at en dåb har fundet sted, når Gud Fader er blevet kaldt til Sank Hans Fest med bål og sodavand ude ved skoven!" Han gjorde en kort pause og kom tilbage til stuen og de andre. "En dåd er en dåb!", forkyndte biskoppen og så lettet ud. Og lillesøster fik en dåbsattest underskrevet af biskoppen og præsten og sendt til dem i den lille by fra kirkeministeriet med stempel og med den rigtige dato skrevet med pen og blæk, men man skrev ikke, at det var sket ude på højen ved skoven, og at det var storesøsteren, der havde døbt med Gud i hjertet og sodavand i hånden.

Det var den lille tro, der blev til handling.

Amen