Vil I med på en tur til El Torcal?
Under vores vinterophold i Nerja gennem de seneste seks år har vi fået mange venner dernede, deriblandt Ingrid og Jørgen. En dag spurgte Jørgen, om vi ikke kunne tænke os at tage med på en tur til det område, som hedder El Torcal, og som er kendt for sine fantastiske klippeformationer. El Torcal ligger nord for Malaga og omkring 120 km fra Nerja, og køreturen ville tage ca. 1½ time. Han og Ingrid havde været deroppe en enkelt gang sammen med vandreholdet, men ville gerne derop igen. Med på turen skulle også Aase og Ib, som var venner fra hjembyen Kværndrup på Fyn. De var på et tre ugers besøg i Nerja. Søde og hyggelige mennesker, som vi havde mødt på en af de ugentlige vandreture. Vi spurgte den altid hjælpsomme (og meget vidende) Jakob, om han havde nogle gode råd - og det havde han selvfølgelig. For det første syntes han, at vi også skulle lægge vejen omkring "dolmerne", som er nogle enorme klippegrave - jeg tror, at jeg vil oversætte dolme til stendysse. De ligger i udkanten af byen Antequera. I forbindelse med dolmerne ligger et fint besøgscenter, hvor man udover at se en samling af udstillede fund kan se en video om konstruktionen af dolmerne. Den vises på flere sprog (spansk, engelsk, fransk og hollandsk), men vi skulle bare bede personalet om at få den vist på engelsk. Centret har lukket om mandagen. Vi skulle begynde med at besøge dolmerne, da der kunne være tåge og fugt oppe i El Torcal og dermed glat på den rute, vi skulle vandre. Det ville også være en god ide at checke vejrudsigten, inden vi tog hjemmefra. Når vi kom til El Torcal, syntes han, at vi skulle begrænse os til den lille travetur, idet vi på den ville se langt de fleste af de flotte formationer.

Kort over ruten fra Nerja til El Torcal via Dolmen de Menga.

Nogle dage senere dukkede Ingrid og Jørgen og Aase og Ib som aftalt på parkeringspladsen udfor Supersol i Nerja. Ingrid og Jørgen har en bil med plads til syv personer, så det var meget passende. Vi havde hver en madpakke med, som vi ville spise til frokost. Turen ville tage hele dagen. Vi tog afsted i strålende humør og strålende solskin.

Udflugt til Dolmen de Menga, Menga dolmerene og El Torcal
Turen langs Costa del Sol er altid en fascinerende oplevelse. Jeg har kørt den måske hundrede gange - og bliver aldrig træt af den. Før vi nåede Malaga, drejede vi nordpå og kom snart ind i mere bjergrigt territorium.

Antequera
Kort før Dolmen de Manga kørte vi gennem byen Antequera (bemærk at Antequera også er navnet på det geografiske område, hvori byen ligger). Romerne navngav den Antikaria, hvilket betyder "den gamle by", formentlig de fandt rester af mange forhistoriske bosteder i området. Byen var tidligere kendt under navnet "Andalusiens hjerte, "el corazón de Andalucía", på grund af sin centrale placering mellem Málaga (45 km), Granada (102 km), Córdoba (115 km) og Sevilla (160 km). Antequera, som ligger i 575 meters højde ved foden af bjergkæderne El Torcal og Sierra de la Chimenea, har omkring 45.000 indbyggere. Udover de to dolmer (grave) fra bronzealderen og El Torcal er området også kendt for Fuente de Piedra Lagoon, som er et af de eneste ynglingssteder for større flamingoer i Europa og det næstvigtigste efter Camargue i Frankrig.

Panorama over Antequera.

Hvis du kigger nøje på ovenstående panorama over Antequera, kan du til højre i baggrunden øjne en bjergtop, som hedder "Peña de los Enamorados", "De elskendes klippe". Bjerget, som ligner profilen af en liggende indianer, ligger på den anden side af floden Guadalhorce og har fået navn efter en legende om to unge, elskende, hun datter af en maurisk leder, han kristen soldat. De må selvfølgelig ikke få hinanden, og de kaster sig ud fra klippen, da de bliver forfulgt af pigens fader og hans mænd. Du hører mere om denne historie, hvis du hænger på.

Antequera og De elskendes klippe.

Fra det 7. århundrede f.v.t. var regionen beboet af iberer, som var i hyppig forbindelse med fønikerne og grækerne, hvilket fremgår af mange arkæologiske fund. I 711 blev Spanien invaderet af arabere fra Nordafrika, og i 716 blev Antequera en del af det muslimske kalifat, Al-Andalus, som blev oprettet med Cordoba som hovedstad, siden Granada. For at forsvare sig mod de spanske tropper blev der i midten af 900-tallet bygget et maurisk borg i Antequera. Gennem 200 år blev Antequera gang på gang angrebet af de kristne, og i 1410 erobrede en hær anført af Ferdinand af Aragonien byen. Kongen tillagde sig titlen "Don Fernando de Antequera", og byens hovedgade bærer stadig hans navn, "Calle Infante Don Fernando". I 1469 blev Ferdinand af Aragonien gift med Isabella af Kastilien, hvilket forenede de to stærkeste iberiske stater. Det var indledningen til det endelige felttog, "la reconquista", mod Granada, og paven blev overtalt til at erklære det for et korstog. Et efter et knuste de kristne tropper de muslimske støttepunkter, og den 2. januar 1492 måtte den sidste emir, Boabdil, overlade Granada til det katolske kongepar efter en lang belejring. Dette blev afslutningen på den såkaldte reconquista. På grund af sin centrale beliggenhed blev Antequera snart en vigtig handelsby. Mange mauriske bygninger og moskeer blev revet ned, og nye huse og kirke blev opført. Den ældste kirke i Antequera er Iglesia San Francisco, som blev opført omkring år 1500. I dag er der 32 kirker i byen. Sidst i 1600-tallet mistede Spanien sine kolonier, hvilket førte til tilbagegang bl.a. for Antequera. Midt i 1700-tallet blev der indført flere jordreformer, og kirkens magt blev reduceret, hvilket førte til en svag bedring af økonomien. I Antequera blev tekstilindustrien hovederhvervet ved siden af landbruget. Turistindustriens eksplosive vækst på Costa del Sol i 1960'erne har medført, at Antequera i dag er et vigtigt turistcenter. Jeg håber at vende tilbage til Antequera en dag og bl.a. besøge den nyrestaurerede borg, som blev indviet af Manuel Chaves i 2008. Man kan kravle op i tårnet, hvorfra der skulle være en fantastisk udsigt.

Besøgscentret ved Dolmen de Menga
I umiddelbar nærhed af Dolmen de Menga, som er den største af de fire stendysser i området, ligger et fint besøgscenter, Centro de visitantes. Der var en udmærket markering af vejen derop, så det var nemt at finde. Der var masser af parkeringspladser, da vi nåede frem. Adgang til besøgscentret og dolmerne (i 2016) er gratis.

Åbningstider (2016):
Mandag lukket.
Tirsdag-lørdag: kl. 9.00 - 18.00
Søndag: 9:30-14:30.

Check evt. på nettet, inden du kører hjemmefra.

Besøgscentret var nydeligt med masser af information om "los dolmenes", dolmerne. Da vi om ind, var en stor gruppe unge (skoleklasse formentlig) ved at se en video om, hvorledes dolmerne var blevet opført.

Besøgscenter ved Dolmen de Menga. Til højre ser en skoleklasse en informationsvideo om Menga

Imens gik vi en tur i den udmærkede udstilling i besøgscentret, hvorefter vi spurgte en af personalet, om vi måtte få vist videoen på engelsk.

Det er lykkedes mig på nettet at finde ovenfor omtalte video, som er udarbejdet af La Junta de Andalucía (regionalregeringen i Andalusien). Du kan se den ved at klikke på billedet ovenfor. Det var meget interessant at se, hvorledes forskerne har forestillet sig, at man for ca. 5.000 år siden var i stand til at bygge de kæmpemæssige grave (stendysser), hvor de største sten vejer omkring 250 ton. Ubegribeligt. Til sammenligning kan jeg nævne, at den største sten ved Stonehenge i Sydengland vejer omkring 40 ton. Fascinerende, men se det selv.

Til venstre Aase, Ingrid og Birgit. Til højre en spansk skoleklasse på besøg.

Da vi kom ud fra besøgscentret, var de spanske skoleelever ved at stille op til afgang. Jørgen spurgte dem på engelsk "How are you today?" eller noget i den retning, og samtlige unger gik amok i deres iver for at lufte deres engelskkundskaber. Og som du ser, var de meget villige til at lade sig fotografere. Dejlig oplevelse.

Dolmen de Menga
Lige udenfor Antequera ligger tre dolmer. Menga Dolmen og Viera Dolmen ligger ganske tæt ved besøgscentret, mens El Romeral Dolmen ligger ca. 4 km længere borte. Alle tre dolmer er forskellige i alder og design, og de udgør nogle af de største og mest komplekse monolitiske strukturer i Europa. Vi havde desværre kun tid til at udforske Menga Dolmen, men måske vil vi vende tilbage hertil engang i fremtiden.

Menga Dolmen blev bygget af bønder, som boede i den frugtbare Guadalhorce dal i stenalderen og bronzealderen, dvs. fra omkring år 5000 f.v.t. til år 2200 f.v.t. Den nærmeste stenalderbosætning var i Cerro de Marimacho, en mindre høj lidt øst for Menga, hvorfra en del af stenene til byggeriet formentlig er transporteret. Der var også bosætninger i stenalderen i El Torcal og Sierra de Molina, og det vil have krævet flere stammers fælles indsats at udføre den omfattende stenbrydning og transport. Menga, som er den største, og Viera er bygget mellem 3500 og 3000 f.v.t., mens El Romeral blev bygget omkring 2500 f.v.t. I betragtning af, at disse bygningsværker er omkring 5000 år gamle, er de i forbløffende god tilstand.

Til venstre indgangen til Menga Dolmen. Til højre inde i Menga.

Plan over Dolmen de Menga.

entrada: indgang
ortostatos: opretstående stenblok
pozo: brønd.
losas de cubiertas: dæksten
terreno natural: naturligt terrænniveau
profundidad: dybde
tierra suelta: løs jord

Menga Dolmens første sektion er en åben korridor, som leder frem til de fire store sten, der flankerer indgangen. Når man passerer indgangen, kommer man ind i et forkammer, som leder frem til det store, ovale begravelseskammer. Menga har en samlet længde på 27.5 m incl. forkammeret. Højden vokser fra 2.7 meter ved indgangen til 3.5 meter i den fjerneste ende. Den største bredde af kammeret er 6 meter. Her har de seneste udgravninger afsløret en 19.5 meter dyb brønd, som er hugget ned i sandstenen. Hver side af kammeret består af 12 ortostater. En ortostat er den tekniske betegnelse for en opretstående stenblok. Den største ortostat vejer omkring 180 tons. Kammeret afsluttes med en enkelt ortostat for enden. Taget/loftet udgøres af fem vandret placerede sten; en sjette sten, som har dækket indgangen, mangler. Den tungeste af disse vejer omkring 250 tons. Midt i rummet er tre store monolitter, som understøtter de enorme loftssten. Hele dolmen er dækket af påfyldt jord/småsten med en diameter på 50 m2.

Menga Dolmen blev udgravet fra 1842-1847 af Rafael de Mitjana, som var "stadsarkitekt" i Malaga. Da han i første omgang ikke fandt nogen lig, formodede han, at han havde fundet et druide-tempel og ikke en begravelsesplads. Det skyldtes, at han ved et tilfælde havde gravet ned i brønden. Siden blev der funder rester af flere hundrede lig. Fra 1903-1905 opdagede og udgravede brødrene Antonio og José Viera den nærliggende dolme, som blev navngivet efter dem, Viera Dolmen. Deres arbejde, som de personligt finansierede, førte frem til opdagelsen af en tredje dolme i nærheden af den gamle sukkerfabrik, El Romeral.

Menga Dolmen er berømt for sin helt specielle geografiske orientering. Ved sommersolhverv, den 21. juni, hvor solen står højest over horisonten midt på dagen, skinner morgensolen over la Peña de los Enamorados og skinner samtidig ind gennem indgangen til Menga Dolmen. Der er ingen tvivl om, at dolmens orientering mod la Peña har haft en mytisk betydning for de stammer, som har opført bygningsværket. Afstanden fra Menga til la Peña er ca. syv km.

Til venstre er Jørgen, som er "gammel" anlægsgartner, ved at undersøge et træ. Til højre venter Ib og Aase tålmodigt på toppen af Menga Dolmen.

Legenden om La Peña de los Enamorados, De elskendes Klippe
Synlig i miles omkreds ligger den dramatiske 880 meter høje klippe, La Peña de los Enamorados, De elskendes Klippe. Klippen ligner profilen af en liggende indiansk mand, hvorfor klippen af nogle kaldes "den sovende kæmpe". La Peña de los Enamorados har navn efter en legende fra begyndelsen af 1400-tallet, en smuk og tragisk kærlighedshistorie mellem en smuk, maurisk prinsesse og en kristen fange.

El peñon de los Enamorados - De elskendes Klippe.

I århundreder udspilles voldsomme kampe mellem det mauriske kongedømme i Granada og det kristne Kastillien, og i begyndelsen af 1400-tallet ligger fronten i Antequera området. Under et slag bliver den kristne soldat, Tello taget til fange i en mindre by, som er under maurisk herredømme. Datteren af byens leder, Tazgona er nysgerrig efter at se den nye fange, og det er kærlighed ved første øjekast. Tazgona bønfalder sin fader om at frigive Tello, så de kan blive gift. På den tid og især under disse omstændigheder er det utænkeligt, at en muslim og en kristen kan indgå ægteskab, så de elskende beslutter at løbe bort. Tazgona hjælper Tello til at undslippe, og parret flygter sammen. De mauriske vagter med faderen i spidsen forfølger de elskende. Da de kommer til den store klippe, begynder de at klatre op ad den med vagterne lige i hælene. Da alt håb er ude, kysser de hinanden en sidste gang, omfavner hinanden og springer ud fra klippen og omkommer. Fra den dag kaldes klippen La Peña de los Enamorados, De elskendes Klippe, og mange mener, at klippen viser Tellos profil.

Denne rørende historie bliver en del af Andalusiens folklore og fortælles ned gennem generationer, og klippen bliver kendt over hele Spanien. Da Columbus opdager "Amerika", skriver han i logbogen den 29. oktober 1492, at han har set et bjerg "så højt og smukt som Peñon de los Enamorados i Antequera".

Fortællingen bliver også benyttet i litteraturen. Den første nedskrevne beretning udføres af den italienske humanist Lorenzo Valla (1407-1457). Lorenzo Valla vækker røre i hele den kristne (katolske) kirke, da han påviser, at det dokument, hvori Konstantin den Store overdrager herredømmet over hele den vestlige verden til paven, er falsk. Det dokument er afgørende for pavens verdslige magt, og Lorenzo Valla er nødt til at flygte fra Rom. I 1444 kommer han til Barcelona, hvor han af kongen, Alfonso V får til opgave at udødeliggøre kampen mod maurerne i et hyldestskrift. I sit værk "Historia de Farnando de Aragon" gengiver han legenden om de unge elskende, som går i døden sammen.

I 1597, omkring 150 år, senere udgiver Shakespeare tragedien Romeo og Julie, som måske har samme inspirationskilde. Cervantes omtaler legenden i sit værk Don Quixote (1605 og 1615). Washington Irving medtager fortællingen i sit værk "Tales of the Alhambra", udgivet 1832. Den engelske poet Robert Southey (1774-1843) skriver under et besøg i Spanien digtet "Laila and Manuel", som er en gendigtning af den romantiske fortælling om Tazgona og Tello. (jeg fandt senere ud af, at Robert Southey er forfatter til en af mit barnebarn Eskes yndlingsfortællinger, Guldlok og de tre bjørne).

Til min store overraskelse viste det sig, at den danske forfatter Pablo Llambías refererer til den romantiske legende i sin bog: "De elskendes bjerg", Gyldendal 2006. Birgit og jeg har med fornøjelse (og stort udbytte) læst en del af Pablos værker, men han er så produktiv, at vi ikke har kunnet følge med - eller også skriver han bare hurtigere, end vi kan læse. Men nu vil jeg en tur på biblioteket. I parentes bemærket, Pablo er en af vores søns gode venner.

På Plaza Castilla i Antequera står dette monument, som viser de to elskende, Tazgona og Tello, i tæt omfavnelse, lige før de springer i døden sammen for deres kærligheds skyld.

Statue af de unge elskende på Plaza Castilla i Antequera.

På foden af statuen kan læses dette vers:

Viendo imposible su amor, Cenidos en fuerte abrazo
Se arrjaros los amantes, Desde lo alto de la Peña.

Da kærligheden var umulig, som i en stærk omfavnelse
kastede de elskende kastede sig ud fra toppen af klippen.

Lorenzo Valla (1445-1446).

 

Inden vi forlader El Torcal, vil jeg lige nævne, at der er planer (i hvert fald overvejelser) om at lave en såkaldt "Via Verde", "en grøn sti", som skal forbinde Menga, Viera og El Romeral dolmerne med Peña de Enamorados. Et fantastisk projekt., så måske vil vi vende tilbage om et par år og prøve denne rute?.
Videre til El Torcal
Efter et par timerne ved dolmerne hastede vi videre til El Torcal, en flot, bjergrig køretur på en halv times tid. Her skulle vi vandre en tur i de såkaldte "tallerkenbjerge". Ingrid og Jørgen lovede os en fantastisk oplevelse, og andre af vores vandrevenner havde også fremhævet området som et besøg værd.

Kort over turen fra Dolmen de Menga til El Torcal.

Der var god plads på parkeringsområdet, hvor en par turistbusser var ved at aflæsse deres indhold. Det viste sig, at de skolebørn, vi havde mødt ved Menga Dolmen, også var kørt videre til El Torcal, og de var på vej ud på ruten.

På parkeringspladsen ved besøgscentret i El Torcal. Til højre er de unge mennesker fra Menga Dolmen på vej ud på ruten.

Inden vi begav os ud i naturen, satte vi os på terrassen udfor besøgscentrets cafe/restaurant og spiste vores madpakker.

Til venstre spiser vi vores ma'pakker - sådan lyder det altså i Ingrids mund. Til højre ses observatoriet.

På vores vej fra parkeringspladsen til besøgscentret kom vi forbi et observatorium, Observatorio Astronómico del Torcal. Som følge af højden, ca. 1200 meter, og den ringe luftforurening er der ideelle betingelser for at betragte astronomiske objekter i rummet. Vi havde desværre ikke tid til at besøge det, men jeg fandt efterfølgende ud af, at det er åbent for publikum. Der tilbydes egentlige kurser, ligesom der regelmæssigt tilbydes aftener med "Et vindue til universet". Forår og sommer er der arrangementer ca. hver anden lørdag. Hvis du er interesseret, kan du sende en mail til inscripciones@astrotorcal.es og tilmelde dig. Angiv dit mobilnummer, så de kan sende dig en sms, hvis det bliver nødvendigt at aflyse. Vejret kan hurtigt skifte i El Torcal. Du kan besøge observatoriets hjemmeside ved at klikke her. Her kan du også melde dig til (klik på menupunktet "Inscripciones"), hvis du er interesseret.

Besøgscentret, Centro de Visitantes del Torcal de Antequera
Herefter besøgte vi besøgscentret, hvor der bl.a. var en udstilling af fossiler, fundet i området. Der var også mange plancher, som beskrev geologi, flora og fauna i El Torcal. I en lille butik kunne man købe kort, bøger og souvenirs. Som ved Menga Dolmens besøgscenter kunne vi også se en informationsvideo. Hvis du har lyst til at se med, kan du klikke på nedenstående billede.

Video om El Paraje Natural de El Torcal

Åbningstider (gratis adgang i 20016):
Oktober-marts: kl. 10.00-17.00.
April-september: kl 10.00-19.00.

På vandretur i El Torcal - Tallerkenbjergene
El Torcal, El Paraje Natural de El Torcal, er geologisk set den mest imponerende af alle naturparker i Andalusien på grund af sine spektakulære kalkstensformationer. For 150 millioner år siden i Juratiden befinder hele området sig under det såkaldte Thetys-hav. Som følge af voldsomme kollisioner mellem kontinentplader og oceanbundsplader sker den såkaldte "alpine foldning", som resulterer i bjergkæder som Atlasbjergene, Pyrenæerne, Alperne, Appenninerne, Karpaterne m.fl. I El Torcal skubbes havbunden op og danner klipper, hvoraf nogle er over 1300 meter høje. Herefter følger millioner af år med erosion af vind og regn, en proces som nedbrudt de blødeste dele af klipperne og har dannet de mest fantastiske kalkstensformationer i Europa. Årsagen hertil er, at klippematerialet, kalksten, er meget porøst og letopløseligt i klimaet i området. På grund af efterfølgende rystelser opstår der revner og sprækker i overfladen, hvor vandet trænger ned. Når vandet fryser til is, sker der sprængninger, hvilket har medvirket til den fantastiske modellering af landskabet. På grund af sin forholdsvis høje beliggenhed modtager El Torcal en del regn, og den porøse undergrund udgør et vigtigt vandreservoir med underjordiske floder og højt grundvandsspejl. Særlig vigtig for vandforsyningen i Andalusien, bl.a. til vanding af afgrøderne, er den sne, som falder i bjergene om vinteren. Når den smelter om foråret, siver den ned og fylder de underjordiske reservoirer. (I vinteren 2016 faldt der kun 60% af den forventede nedbør). En af Antequeras betydeligste floder, Rio La Villa, har sit udspring ved foden af Sierra de la Torcal. I 1978 blev El Torcal klassificeret som National Park, og i 1989 tog lokalregeringen, Junta de Andalucia, kontrol med hele området og klassificerede det som Nationalt Naturreservat.

Der findes tre afmærkede ruter i El Torcal, en grøn, en gul og en rød. For et beskytte miljøet må den røde rute kun gås i selskab med en guide, mens man frit kan vælge mellem den grønne og den gule. Den grønne rute på 1.5 km er den letteste, og den tager omkring en time at gennemføre. Den gule rute, som er på godt 3 km, tager et par timer. De to ruter følges ad det første stykke, inden den gule drejer af mod højre. Begge ruter er cirkulære, dvs. de vender begge tilbage til udgangspunktet, som er besøgscentret. Det er en dårlig ide at fravige den valgte rute, da det er nemt at miste orienteringen i El Torcal. Og lad være med at gå ind i nogen af de huler, du møder på turen.

Vi var hjemmefra blevet tilrådet at tage den grønne rute, hvilket vi gjorde. Vi vidste godt, at det bedste tidspunkt at besøge El Torcal er enten forår eller efterår. Vores udflugt fandt sted i begyndelsen af marts måned, hvilket betød, at floraen ikke var så imponerende, som den ville være en måned senere. På trods af den høje beliggenhed er El Torcal et sandt paradis for blomster og anden vegetation. Fx er der fundet mere end 30 orkidearter i området. De mest udbredte vækster er planter, som udelukkende vokser på klipper i de små revner og sprækker. Da planterne er meget sarte, har det været nødvendigt at afspærre områder i El Torcal for publikumsadgang. De større vækster udgøres af eg, røn, ahorn, tjørn og brombær mm.

Hvis du kigger godt efter, kan du sikkert se en bjergged på toppen af klippen.

Dyrelivet er også rigt, og især for fugleelskere er El Torcal et paradis. Utallige fugle gør her ophold på deres rejser sydpå eller nordpå. Ofte ser man ørne og gribbe cirkle omkring højt oppe på udkig efter bytte. El Torcal er selvfølgelig også hjemsted for utallige reptiler, hvoraf mange er endemiske. Ofte ser man ud af en øjenkrog et firben eller en øgle, som hurtigt smutter afsted. Der skal også være slanger på indtil to meters længde, men vi så heldigvis ingen af. Af pattedyr kan nævnes ræve, grævlinge og kaniner. Det største pattedyr er dog den iberiske bjergged, som skal være hyppigt forekommende. Vi så dog kun en enkelt, og det på temmelig lang afstand, som det fremgår af ovenstående billede.

Turen var fantastisk. Hver gang vi drejede om et hjørne, så vi nye, fascinerende formationer. Undertiden følte jeg, at jeg travede rundt i et månelandskab eller i en scene fra Jurassic Park, og jeg følte, at hvert øjeblik kunne møde en dinosaurus. Mange af de former, vi så, har fået navne som sfinxen, kanden, kamelen, skruen mv,

Af dette billede fremgår, hvorfor El Torcal også kaldes tallerkenbjergene

Ca 100 meter fra besøgscentret er en udsigtsplatform, "Mirador de las ventanillas". Vi gik derud nogle minuttter og nød udsigten over Villanueva de la Concepción og Río Campanillas. Det påstås, at man på en god dag kan se Costa del Sol, som ligger godt 40 km borte. Desværre var udsigten ikke optimal den dag, vi var der.

Ingrid og Jørgen på udsigtsplatformen ved El Torcal i oktober 2013

Med på UNESCO's verdensarvsliste?
Dolmerne i Antequera og El Torcal er indstillet til at komme på UNESCO's verdensarvsliste. Ifølge UNESCO er det især orienteringen af Menga og Romeral dolmerne, som er specielle. Næsten alle stendysser i Europa er orienteret mod solen, mens dolmerne i Antequera er orienteret efter landskabet, hhv. Peña de los Enamorados og Camorrorro de las Siete Mesas (1336 meter) i El Torcal. Det forventes, at disse seværdigheder kommer på listen i 2016, hvilket formentlig vil øge tilstrømningen af turister.

Hjemtur via Vinuela-søen
Jørgen og Ingrid foreslog, at vi på hjemturen kørte forbi Vinuela-søen. Birgit og jeg har set søen flere gange og passeret den både på den østlige og den vestlige side, hver gang en stor oplevelse, bestemt de ekstra kilometer værd. Køreturen er meget spektakulær. Vi var oven i købet så heldige at møde en stor gedeflok, som insisterede på at krydse vejen lige foran os. Ikke nogen usædvanlig oplevelse i Andalusien. Især fornøjer det mig at se de opvakte hyrdehunde udføre deres arbejde.

Kort over køretur fra El Torcal til Nerja via Vinuela-søen.

De fleste anvender betegnelsen Vinuela-søen, men i virkeligheden er det et menneskeskabt vandreservoir. Den har fået navn efter landsbyen Vinuela, som ligger øst herfor. Landsbyen lå på ruten mellem kysten og Granada, og mange rejsende gjorde stop her for at nyde den dejlige lokale vin. I 1981, efter næsten 100 års diskussioner, gik man i gang med at bygge en dæmning over Rio Guaro, som er den ene af de to floder, som løber gennem området. Den anden hedder Rio Seco, hvilket betyder den tørre flod. Et passende navn da den er tør langt det meste af året. Når reservoiret er fyldt op, rummer det 170 millioner m3 vand, som anvendes til vanding af umådelige olivenmarker og vinplantager. Vinuela-søen er den vigtigste kilde til kunstvanding af den østlige del af Costa del Sol

Udsigt over Vinuela-søen.

Selv om Vinuela-søen er et vandreservoir, er det tilladt at bade i den og besejle den med kanoer og sejlbåde. Men ingen motormåde må forstyrre den idylliske fred i området. De smukke og rolige omgivelser tiltrækker mange spaniere og udlændinge, og også mange kunstnere. Rundt om søen ligger mange picnic steder, hvor man kan nyde sin medbragte mad og samtidig nyde den fantastiske udsigt over søen og til de bagvedliggende bjerge. Der ligger også en fin campingplads på vestbredden, hvor vi flere gange har gået tur og nydt en kop kaffe på restauranten.

Vinuela-søen med La Maroma i baggrunden.

Bjergtoppen på den anden (østlige) side af Vinuela er La Maroma, som tilhører Sierra de Tejeda og har en højde på 2068 meter, det højeste bjerg i Axarquía. Ingrid og Jørgen har flere gange udtrykt ønske om at bestige dette bjerg, og på en af vores vandreture talte Jørgen med Lars, som er en garvet vandringsmand. Lars og hustruen havde et par dage forinden besteget La Maroma sammen med et hold venner. Turen, som ikke er for nybegyndere, havde taget ni timer. Jørgen syntes, at det var meget, hvorfor Lars lidt modstræbende måtte indrømme, at de var kommet ned på "den forkerte side" af bjerget, så de skulle bruge et par timer for at nå om til deres bil. Lidt svært at forstå, når man ved, at Lars og fruen er inkarnerede sejlere fra dejlige Karrebæksminde. Men som vi ved: "Et er et søkort at forstå ...". Det bliver spændende, om Ingrid og Jørgen når deres mål i 2017.

Billedet til højre kræver en forklaring. Jørgen er nærmest besat af vand. Selv om han og Ingrid bor højt over Nerja, slæber han vand på dunke i uanede mængder op ad trapperne til lejligheden. Og de drikker det. Når vi er på vandretur, slæber han flaskevand med til sig selv og Ingrid. Og de drikker det. Det er ikke fordi, Birgit og jeg har noget imod vand; vi bruger fx vand til at vaske os i og til tøjvask. Når jeg børster tænder, hænder det, at jeg kommer til at sluge noget af vandet, og det har jeg da, så vidt jeg ved, ikke taget skade af. Da Ingrid og Jørgen kom på besøg, måtte jeg en tur i supermarkedet og købe to 5-liters dunke med vand. Så skidt med, at vi måtte efterlade den ene dunk i lejligheden, da vi rejste hjem. Jeg ved ikke, om det var de store mængder vand i Vinuela-søen, der gjorde det, men i hvert fald fik Jørgen en ubetvingelig trang til at lære Birgit at drikke vand. Jeg synes, at hun tager det rigtig pænt, men når man nu er i udlandet, så bør man vel drikke de lokale produkter som rødvin, hvidvin og rosé og måske en lille brandy til kaffen.

Heldigvis havde Jørgen medbragt et par dejlige spanske appelsiner, som vi delte på parkeringspladsen, inden vi kørte det sidste stykke tilbage til Nerja. Tak til Ingrid og Jørgen for en dejlig og godt planlagt tur med masser af oplevelser, og til Aase og Ib for hyggeligt selskab. Vi glæder os til at se dem igen i begyndelsen af 2017.

 

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja Forrige side: Vandreture med Den danske klub i Torre del Mar. Næste side: Udflugt til Malaga

 

Vælg næste side: