Tilbage i Den Danske Kirke Øst for Malaga i 2017
Vi kom tilbage til Nerja den 10. januar 2017. Turen herned forløb noget lettere end tidligere, da vi året forinden var flyttet til Islands Brygge på Amager fra Midtjylland. Det betød, at vi kunne tage metroen til Københavns Lufthavn i stedet for at skulle køre til Billund eller Ålborg.

Når vi ikke er i Nerja, forsøger vi på nettet at følge med i, hvad der sker i kirken. Da vi er medlem af kirkens støttekreds, fik vi tilsendt kirkebladet i oktober måned 2016. Her kunne vi bl.a. læse, at Eva Sørensen i foråret var blevet syg og havde måttet melde fra som formand for menighedsrådet. Jeg ved, at det har været en vanskelig beslutning for hende. Kort efter valgte vores hidtidige præst, Mogens Jeppesen ikke at forlænge sin tjeneste. På det tidspunkt var mange af medlemmerne af menighedsrådet taget hjem til Danmark for sommeren, så man kan forestille sig, at det har været noget af en udfordring for de tilbageblivende. Heldigvis har kirken mange frivillige, som altid træder til, når hjælp er fornøden. Efter accept fra DSUK nedsatte man et forretningsudvalg bestående af Merete Sørensen (hidtil næstformand i menighedsrådet), Vibeke Bekke (sekretær/kasserer) og Orla Sørensen (suppleant). Kirsten Fredelund, som har været formand for menighedsrådet i to år og kender alt til forretningsgange og procedurer, blev tilknyttet som konsulent. Alle kendte ansigter, som nyder stor respekt i menigheden. Merete blev udnævnt til fungerende formand for menighedsrådet. Forretningsudvalget gennemførte hen over sommeren en ansættelsesprocedure, så vi ikke skulle stå uden præst ved det nye kirkeårs begyndelse, ligesom man også sørgede for at producere kirkebladet for 2016-2017.

En stor tak til forretningsudvalget for det fantastiske arbejde.


Programmet for kirkeåret 2016-2017 lignede foregående års program:

Lørdag den 5. november kl. 13.00 Høstgudstjeneste med indsættelse af vores nye præst. På tærskepladsen El Cerval bag La Herradura.
Medbring madkurve, tæpper eller stole og evt. solhat/vindjakke.
Lørdag den 12. november kl. 13.00 Gudstjeneste i Lux Mundi, Torre del Mar.
Torsdag/fredag den 17.-18. november Udflugt til byerne i Las Alpujarras bag Granada.
Lørdag den 20. november kl. 11.00 Gudstjeneste i Margrethekirken.
Lørdag den 26. november kl. 13.00 Gudstjeneste i Fiskerkapellet, Almunecar.
Søndag den 27. november kl. 16.00 Syng julen ind i klubben i Torre del Mar.
Lørdag den 3. december kl. 13.00 Gudstjeneste i Lux Mundi, Torre del Mar.
Søndag den 4. december kl. 16.00 Syng julen ind i klubben i Almunecar.
Lørdag den 10. december kl. 13.00 Gudstjeneste i Fiskerkapellet, Almunecar.
Lørdag den 17. december kl. 13.00 Gudstjeneste i Lux Mundi, Torre del Mar.
Lørdag den 17. december kl. 18.00 Økumenisk Carol i San Andres, Torre del Mar.
Lørdag den 24. december kl. 13.00 Julegudstjeneste i Lux Mundi, Torre del Mar.
Lørdag den 24. december kl. 16.00 Julegudstjeneste i Fiskerkapellet, Almunecar.
Lørdag den 7. januar kl. 13.00 Gudstjeneste i Fiskerkapellet, Almunecar.
Mandag den 9. januar kl. 17.00 Foredrag i klubben i Torre del Mar.
Mød den nye præst, som fortæller om sit liv og svarer på spørgsmål fra menigheden.
Lørdag den 14. januar kl. 13.00 Gudstjeneste i Lux Mundi, Torre del Mar.
Mandag den 16. januar kl. 17.00 Foredrag i foreningen i Almunecar.
Mød vores nye præst, som fortæller om sit liv og svarer på spørgsmål fra menigheden.
Lørdag den 21. januar kl. 13.00 Gudstjeneste i Fiskerkapellet, Almunecar.
Søndag den 22. januar kl. 20.00 Økumenisk gudstjeneste i katedralen i Malaga.
Lørdag den 28. januar kl. 13.00 Gudstjeneste i Lux Mundi, Torre del Mar.
Søndag den 29. januar kl. 19.00 Kyndelmisse i klubben i Torre del Mar.
Mandag den 30. januar kl. 19.00 Kyndelmisse i foreningen i Almunecar.
Lørdag den 4. februar kl. 13.00 Gudstjeneste i Fiskerkapellet, Almunecar.
Lørdag den 11. februar kl. 13.00 Gudstjeneste i Maro kirke.
Lørdag den 11. februar kl. 14.00 Årsmøde på Hotel Al Andalus med spisning.
Torsdag den 16. februar kl. 13.00 Støttekredsens årsmøde på Restaurant Cueva de Nerja.
Lørdag den 18. februar kl. 13.00 Gudstjeneste i Lux Mundi, Torre del Mar.
Lørdag den 25. februar kl. 13.00 Gudstjeneste i Fiskerkapellet, Almunecar.
Fredag den 3. marts kl. 19.00 Jazzkoncert på Restaurant Cueva de Nerja.
Lørdag den 4. marts kl. 13.00 Gudstjeneste i Lux Mundi, Torre del Mar.
Mandag den 6. marts kl. 17.00 Foredrag i foreningen i Almunecar.
Vores nye præst, Christian Madsen, fortæller om sine oplevelser som feltpræst i Danmark og i udlandet.
Lørdag den 11. marts kl. 13.00 Gudstjeneste i Fiskerkapellet, Almunecar.
Mandag den 13. marts kl. 17.00 Foredrag i klubben i Torre del Mar.
Vores nye præst, Christian Madsen, fortæller om sine oplevelser som feltpræst i Danmark og i udlandet.
Lørdag den 18. marts kl. 13.00 Gudstjeneste i Lux Mundi, Torre del Mar.
Lørdag den 25. marts kl. 13.00 Afslutningsgudstjeneste i Maro Kirke
med efterfølgende spisning på Hotel Al Andalus.

Efter gudstjenesten er der mulighed for fællesspisning - dog ikke den 24. december.

 

Til gudstjeneste i Lux Mundi i Torre del Mar
Almindeligvis deltager vi kun i de gudstjenester, som finder sted hver anden lørdag i Fiskerkapellet i Almunecar, men da vi var ivrige efter at møde det nye præstepar og se hvor mange af vores venner fra tidligere år, der var dukket op på Solkysten, tog vi til Lux Mundi den 14. januar. Her mødte vi Ingrid og Jørgen Vilster, to humørbomber fra Fyn, som vi har hygget os meget med de foregående år, bl.a. på ugentlige traveture sammen med 30-40 andre hyggelige danskere fra klubben i Torre del Mar. Vi hilste på Vibeke, menighedsrådets utrættelige kasserer og sekretær, som stolt fremviste sin nyerhvervede bil. Kirsten og Jacob Fredelund, nogle af kirkens solide støtter. Inge og Steffen, Steffen er vores uundværlige kirkesanger med en fortræffelig bas. Desværre konstaterede vi, at Inge Marie og Bent ikke ville komme herned denne vinter, da Bent var syg. Inger Marie har været vores fantastiske organist hernede i flere sæsoner, og for et par år siden var vi og mange andre fra menigheden med til at fejre deres bryllup hernede. Heldigvis var det lykkedes kirken at ansætte en organist, Martin Stanley, som spiller til gudstjenesterne både i Torre del Mar og Almunecar. Martin er englænder og bor i nærheden af Competa. Han er leder af koret Axarquia Chorus.

Vi hilste selvfølgelig også på vores nye præst, Jørgen Christian Madsen og hans kone Gyrite. Christian, som han foretrækker at blive kaldt, var sognepræst ved Esajas-kirken i København fra 1996, indtil han gik på pension og den 1. november 2016 påbegyndte sin gerning ved Den Danske Kirke Øst for Malaga. Gyrite var sognepræst ved Kastelskirken i København indtil foråret 2016.


Foredrag i klubben i Almunecar den 16. januar 2017
Den 16. januar tog vi hen til foreningen i Almunecar, hvor Christian ville fortælle om sit liv. Vi mente, at det ville være en fortrinlig måde at lære den nye præst at kende, og mange var mødt op til dette, det første af to foredrag. Christian er født og opvokset i Tåning, en mindre landsby i Østjylland sydvest for Skanderborg, mellem Mossø og Skanderborg Sø. Tånings historie går formentlig tilbage til jernalderen. Den er sikkert opstået mellem år 0 og 500 og hører dermed til blandt de ældste landsbyer i Danmark. Tånings betydning understreges af, at den var "en kirkeby". Man mener, at de ældste dele af den nuværende kirke er bygget omkring 1240 under den store stenkirkerejsningsperiode. I middelalderen (ca. 1000-1536) tiltvang kongen, herremændene og kirken sig ejerskabet til jorden og undertvang således den store bondealmue. Tåningbønderne blev underlagt abbeden i Øm Kloster, som man betalte fæsteafgifter og gav arbejdsydelser til. Efter reformationen i 1536 overgik kirkens ejendom til kongen, som Tåningbønderne herved fik som ”herremand". Omkring år 1800 brød det feudale samfund sammen, og bønderne købte deres fæstegårde og blev selvejere. Jordlodderne blev skiftet, og en række af de gårde, der hidtil havde ligget inde i byen, flyttede ud på marken. Disse landboreformer blev begyndelsen til store forandringer i byen og sognet. Under højkonjunkturen omkring 1900 blev mange af de gamle bindingsværksgårde og huse erstattet af murstenshuse. I 1895 blev der bygget et forsamlingshus, som fik stor betydning for det fælles liv. Man fik fælles vandværk i 1907, og i 1910 kom der en brugs til byen. I 1916 byggedes et andelsmejeri i Tåning. I disse aktive omgivelser voksede Christian op som medlem af en landbrugsfamilie. Stort set alle beboerne i området levede direkte eller indirekte af landbrug, ikke kun bønderne, karlene og pigerne på gårdene, men også smeden, tømreren, skomageren m.fl.

Christian holdt af at tumle sig i den dejlige natur med sine kammerater, men han var også glad for arbejdet med jorden og dyrene, og der syntes ikke at være tvivl om, at Christian skulle arbejde indenfor landbruget. Måske var det den erkendelse, som gjorde, at han ikke brød sig så meget om skolegangen, som han afsluttede efter 9-10 år. Han arbejdede et års tid efter endt skolegang som landbrugsmedhjælper. Men så en dag tog faderen fat i ham: "Du skal ikke arbejde indenfor landbruget, der er ingen fremtid for dig her". Siden 2.verdenskrig havde landbrugsproduktionen været presset på priserne, så det havde været nødvendigt at mekanisere, rationalisere og specialisere produktionen. Og for at udnytte stordriftsfordelene havde det endvidere været nødvendigt at ændre strukturen i landbruget, dvs. at sammenlægge og nedlægge ejendomme i stort tal. Andelsmejeriet lukkede. Det samme gjorde brugsen. Skolen blev nedlagt, og skolebørnene blev i bus kørt til skolen i Ejer Bavnehøj. I dag er der måske en lille håndfuld gårde tilbage, hvor landmanden er fuldtidsbeskæftiget, mens hustruen arbejder ude for at at supplere indkomsten. I mange tilfælde er jorden bortforpagtet, eller gården er omdannet til et såkaldt fritids- eller hobbylandbrug, hvor familiens indkomst primært tilvejebringes ved pendling til arbejdspladser i Skanderborg, Århus eller Horsens. Faderen sørgede for, at Christian kom i lære som elektriker. Efter endt uddannelse arbejdede han ca. et år som skibselektriker på et Mærskfartøj. Han påmønstrede i Sydamerika, sejlede gennem Panamakanalen og sejlede bl.a. på Korea.

Efter afmønstring i Gent besluttede Christian, at han ville gå i gang med en videregående uddannelse, og han tog en studentereksamen på Aarhus Seminarium. Derefter lod han sig indskrive på Aarhus Universitet for at studere teologi. Selv om teologistudiet ifølge Christian er verdens mest spændende studium, fandt han dog tid til at dyrke mange andre interesser. I mange år lavede han teater for børn med teatergruppen "Trolden Thorkild" - opkaldt efter den navnkundige Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen. (I parentes bemærket var Thorkild Simonsen lærer i min klasse på N.J. Fjordsgades Skole i Aarhus omkring 1958. Vores gamle klasse mødte Thorkild i 2015, da vi fejrede 55 året for afsluttet realeksamen. Thorkild fyldte 90 i 2016 og er "still going strong".). Christian arbejdede også med voksenteater og skrev tekster og instruerede. Han har også deltaget i de såkaldte "Vejlbyspil". Christian, som har en god sangstemme, finansierede delvist sine studier som kirkesanger, og han har også været korsanger i forskellige kammerkor. Undervejs "løb Christian ind i" Gyrite og "sød musik opstod". Når man har mødt Gyrite, forstår man nemt Christian. De blev gift og har tilsammen tre (voksne) børn. Gyrite var sognepræst ved Ellevang Kirke (1983-1996). På et tidspunkt spurgte Gyrite Christian, om han ikke snart skulle afslutte sit studium! Det har nok været formuleret mere kærligt, end det lyder her, men i hvert fald, Christian tog sig sammen og i 1995 blev han cand. theol. Allerede året efter blev han ansat som sognepræst ved Esajas Kirke i København, og familien rykkede teltpælene op. Gyrite fik hurtigt ansættelse ved Godthåbskirken og senere ved Kastels Kirken, hvorfra hun blev pensioneret i 2016. Ved siden af sin præstegerning har Christian i 16 år været kursusleder for "Ældre på Højskole i Udlandet" og i 10 år formand for bestyrelsen.

Siden soldatertiden har Christian været tilknyttet Forsvaret, og han har flere gange været udsendt til danske soldater i udlandet som feltpræst, bl.a. til Kosovo, Irak og Afghanistan. Dette spændende kapitel vil være temaet for Christians næste foredrag.

Efter foredraget blev ordet givet fri, og man kunne stille spørgsmål til Christian. Kaj spurgte, hvad "en rytterskole" var, en betegnelse, som Christian havde anvendt flere gange undervejs. Christian forklarede, at i slutningen af 1600-tallet blev krongodset i Danmark opdelt i 12 rytterdistrikter, hvor krongodsets bøndergårde skulle stille med en udrustet rytter til hæren for hver 8 tdr. hartkorn. Til gengæld var disse gårde så fritaget for skatter og hoveri. Som modydelse skulle gårdene til gengæld sørge for at indkvartere og forpleje ryttere og heste. I året 1721 besluttede Frederik IV at fejre sin 50 års fødselsdag med en ´folkegave´, nemlig oprettelsen af 20 "Kongelige Skoler" i hvert rytterdistrikter, og i perioden 1722-1727 blev der opført 240 skoler - heriblandt altså en i Tåning. I begyndelsen blev skolerne benævnt "ryttersdistriktskoler", men med tiden anvendtes den mere mundrette benævnelse "rytterskoler". Der blev udstedt instrukser om skolepligt og undervisning samt om lærernes ansættelse og aflønning. Alle skolerne blev opført efter samme grundplan: bygningen skulle være 13,2 meter lang og 7,5 meter bred. Fra gulv til loft var der 2,8 meter. Skolerne indeholdt en forstue og en skolestue. I bygningen var også et sovekammer, et spisekammer samt et køkken til læreren, som boede på skolen. Der var også en stald til lærerens kreaturer. Man kan måske kalde det for Danmarks første typehusbyggeri. Over indgangsdøren blev opsat en mindetavle med Frederik IV's spejlmonogram, årstallet 1721 og en tekst, hvor monarken fremhæver sin store indsats på skoleområdet - først på latin og derefter på dansk. Han indleder med at takke Gud for at have opnået denne høje alder (50 år). Skolerne blev almindeligvis opført i umiddelbar nærhed af den lokale kirke, da det normalt var præsten, der førte tilsyn med undervisningen. Christian fortalte, at familien havde købt rytterskolen, da den blev nedlagt og erstattet af en ny skole, og at hans far havde boet i rytterskolen i en årrække.

Jeg tror, at vi alle var enige om, at Christian er en forrygende historiefortæller, og vi glæder os til fortsættelsen, som følger i marts måned.

Heldigvis var der også tid til at sludre med naboerne ved bordet. Vi var blevet bænket med vores venner Ingrid og Jørgen samt Hanne og Knud (Raffnsøe). Vi kendte selvfølgelig Hanne og Knud fra mange besøg i kirken, men det var vistnok første gang, vi sad lige ved siden af dem. Birgit havde fornøjelsen af at sidde ved siden af Knud, som viste sig at være en særdeles underholdende "bordherre", som kunne fortælle mange spændende oplevelser fra sit arbejdsliv. Knud, som er civilingeniør, har det meste af livet arbejdet indenfor patentområdet og var i mange år medindehaver af et patentbureau. I en periode var han præsident i en stor, international patentorganisation, hvilket selvfølgelig medførte mange rejser og også mange sjove og spændende oplevelser. De er begge fra Aarhus, og Knud fortalte, at han var student fra Aarhus Katedralskole, hvor vores yngste søn også har gået. I forbifarten kan jeg nævne, at det samme har Grundtvig og Ole Rømer gjort - uden sammenligning i øvrigt. Hanne var begyndt på Marselisborg Gymnasium i Aarhus, men blev undervejs overflyttet til det nybyggede Århus Statsgymnasium, hvor hun sammen med sin klasse dimitterede som de første. Da vi spurgte, hvilken folkeskole hun havde gået i, viste det sig, at hun og Birgit begge havde gået på Christiansgades Skole (pigeskole). De havde ikke gået der på samme tidspunkt, men havde haft de samme lærere. Hanne fortalte, at hun og Knud havde mødt hinanden på en århusiansk jazzklub. Jeg husker fra min ungdom i Århus, at vi næsten hver fredag gik enten i jazzklub Saratoga eller jazzklub Paname og lyttede til Saratoga Jazzband, Louis Hjulmands Orkester, Århus Fodvarmere og Jazzminerne (tryk på anden stavelse) med dejlige Birgit Lystager og mange andre. Ofte var der besøg af Papa Bues Viking Jazz Band. Min egen favorit var Tom Prehns Kvarter, hvori en af mine senere kolleger, Fritz Krogh Jespersen, spillede saxofon. Det er næsten ikke muligt at møde et menneske i Danmark, uden at der ved nærmere samtale dukker en eller flere relationer op. Vi er selvfølgelig også et lille og tæt forbundet samfund.

Til gudstjeneste i Fiskerkapellet
Hver anden lørdag tager vi til gudstjeneste i Fiskerkapellet, som ligger i Almunecar, ca. 20 minutters kørsel øst for Nerja. De fleste af kirkegængerne møder op i god tid og forsamles udenfor kapellet. Mange havde været hernede siden kirkeårets begyndelse den 1. november. Nogle bor hernede hele året, mens de fleste, som vi, er trækfugle. Det er altid spændende at se, om der er dukket nye ansigter op siden foregående gudstjeneste. Vi mødte bl.a. Jens Otto, som i mange år havde en fin boghandel ved Nyboder, hvis vinduer jeg ofte studerede, når jeg under tjenesterejser boede på Hotel Østerport lige i nærheden. Efter at Jens Otto afhændede sin boghandel, flyttede han tilbage til barndomsøen Bornholm. Han berettede, at hans veninde Inge (AKA præsten med den røde alpehue) ikke var med i denne vinter, da hun var faldet i sit hjem og havde brækket lårbenet. Mon ikke vi ser den festlige Inge igen i næste sæson?

Christian Madsen forretter gudstjeneste i Fiskerkapellet i Den Danske Kirke Øst for Malaga i 2017.

Til venstre er Merete og Kirsten i gang med nogle huslige sysler. Til højre synger Stephen for, akkompagneret af Martin Stanley.

Fra venstre Mads Bjørn og Finn og Bodil Esborg. Både Mads og Finn har tidligere været præster hernede i hhv. 4 og 2 år.

Fra venstre Jørgen og Ingrid, Else og Jens, Ib og Else, Birgit.

Til venstre Mads. Til højre Karin, Hanne, Kirsten og Marie.

Efter gudstjenesten går vi i samlet trop ned til Stråhytten ved stranden for at spise sammen. Maden er altid god og velsmagende, uanset om man vælger en fiskeret eller en kødret. Ofte er det også muligt at prøve en spansk specialitet med Hannes anbefaling. Det er ofte svært af finde autentiske spanske retter på menukortet hernede, da man meget naturligt forsøger at "ramme" en "international smag". Efter forret og hovedret følger en dejlig dessert samt en kop kaffe efter eget valg. Alt dette incl. drikkevarer for kun 12½ euro, hvoraf den ene euro går til kirkens altid slunkne kasse.

Et udsnit af de ca. 50 deltagere i fællesspisningen. Til højre ses Gyrite og Christian.

Til venstre Finn og Bodil og Inger og Hanne. Til højre Knud, Kaj og humørbomben Karin.

Birgit og jeg blev bænket overfor Bodil og Finn Esborg. Finn, der som tidligere nævnt har været præst hernede, blev cand. theol. fra Københavns Universitet i 1966, men det lå ikke umiddelbart i kortene, at han skulle blive præst. Den tanke opstod hos ham, da han aftjente sin værnepligt i søværnet. Efter militærtjenesten blev han blev sømandspræst og flyttede til Lissabon med familien i 1967. Den post beholdt han indtil 1972, hvor turen gik til præstegården i Uldum i Østjylland, hvor derers tre børn voksede op og gennemførte deres skolegang. Så trak udlængslen igen i forældrene, og det blev til seks år i Berlin. Herefter fulgte næsten 10 år i to danske menigheder Frederiksstad og Bredsted i Sydslesvig, inden Finn formelt gik på pension i 2003. Men allerede året efter flyttede Finn og Bodil til Sydspanien, hvor Finn blev præst for Den Danske Kirke Øst for Malaga. Finn fortalte, at han og Bodil havde mange overvejelser om, hvor de skulle slå sig ned i Danmark efter så mange år under fremmede himmelstrøg, men det endte med, at de slog sig ned i Uldum, hvor de havde så mange venner, og hvor børnene havde haft deres opvækst. Apropos børn, så fortalte Finn og Bodil at de ville få talstærkt besøg af børn og børnebørn i skolernes vinterferie. Finn er formand for støttekredsen, som samler penge ind til kirkens drift. Finn og Bodil er et hjertevarmt og spændende bekendtskab.

Stephen lyser op. Til højre Inge, Stephen, Vibeke og Kurt.

Til venstre Inger, Marie og Knud. Til højre Knud og Gyrite.

Til venstre Mads i samtale med Vibeke. Til højre Marie og Hanne.

Flamenco i Stråhytten i Almunecar den 28. januar 2017
Den 28. januar 2017 var vi til fest i Stråhytten, som er en restaurant nede ved stranden i den vestlige ende af Almunecar. Ja, faktisk hedder den "El Rinconcilla de JR", men i daglig tale hedder den Stråhytten, og det er som nævnt her, vi plejer at spise efter gudstjenesterne i Fiskerkapellet. Værtsparret er Carlos og Susy, og de overtog restauranten for nogle år siden efter Carlos' far. Vi kørte derover med Ingrid og Jørgen samt Jens og Else. Der var en snes danskere i den næsten fyldte restaurant, vi kendte omkring halvdelen fra kirken. Vi fik en velkomstdrink og derefter en veltillavet 4-retters menu med tilhørende drikkevarer. Under og efter middagen var der flamenco, udført af Susy og hendes lillesøster Carmen. Orkestret, en guitar og en tromme, blev undervejs suppleret med endnu en guitar. Flamencoen, som oprindelig blev fremført af en sanger, har især udviklet sig blandt Andalusiens romaer, men dyrkes efterhånden af mange andre. Både hvad angår dansen og guitarspillet er flamenco yderst vanskelig. Danserne skal mestre de krævende trin og hæleklapren, mens guitarspilleren skal kunne gennemføre de meget komplicerede melodiforløb. Flamencoen afspejler forskellige følelser, lige fra den dybeste fortvivlelse over ensomhed til stor glæde. Musikken og dansen bliver ledsaget af håndklap, tramp og rytmiske tilråb fra den kyndige del af tilhørerne. Hvis du har lyst til at opleve lidt af stemningen, så klik på nedenstående billede.

Festen var kommet i stand på foranledning af Hanne Raffnsøe, som sammen med sin mand Knud bor i Almunecar en stor del af året, og som er en hyppig gæst hos Carlos i Stråhytten. Vi håber, at vi også de følgende sæsoner vil blive inviteret til flamenco hos Carlos og Susy.

 

Kyndelmisse i foreningen i Almunecar den 30. januar 2017
Den 30. januar fejrede vi kyndelmisse i foreningens lokale i Almunecar. Dagen forinden havde man fejret kyndelmisse i klubben i Torre del Mar. Vi kørte derhen fra Nerja sammen med Ingrid og Jørgen. Vi havde aftalt at komme i god tid for at få nogle gode pladser, men der var mange andre, der havde fået den samme gode ide. Der var fuldt hus, ja faktisk havde man måtte afvise en del, som var kommet for sent med tilmeldingen. Arrangementet bød på hyggeligt samvær, masser af sang og "traditionel dansk vintermad og god underholdning". Sidste år stod menuen på flæskesteg, i år bød køkkenet på stegt flæsk og persillesovs - og det er jo ikke så ringe endda. I hvert fald forsvandt maden som dug for solen. Den dejlige appelsindessert var ifølge Merete lavet af hendes mand Orla. Det kulinariske traktement afsluttedes med en kop kaffe. Og alt dette for 10 Euro, hvoraf overskuddet tilfaldt kirkens altid slunkne kasse.

Mogens indledte med at byde velkommen, hvorefter han fortalte lidt om baggrunden for kyndelmisse. Kyndelmisse er en gammel kristen helligdag, som siden omkring år 500 er fejret på den 2. februar. Ordet kyndelmisse er en fordanskning (forvanskning) af det latinske ord for lysmesse: kyndel kommer af candalarum (lys) og misse (messe) af misa, altså lysenes messe. Den katolske kirke fejrer stadig dagen med en lysmesse, hvor alle de lys, som skal bruges i kirken i det kommende år, velsignes. Man fejrer også, at Jesus på denne dag blev vist frem i templet, netop 40 dage efter sin fødsel. På den tid blev kvinder betragtet som "urene" i 40 dage efter at have født, og de kunne ikke komme i synagogen eller templet. Der blev ved den lejlighed gennemført et "renselsesritual" for Jomfru Maria i templet, således at hun kunne genindtræde i det religiøse fællesskab. Dette er forklaringen på, at dagen også tidligere blev betegnet som "Marias renselsesdag". Kyndelmisse blev afskaffet som helligdag af J.F. Struensee i 1770, men både på landet og i de forskellige lavsgilder i byerne blev man ved med at festligholde dagen med god mad og drikke langt op i 1800-tallet. Det er jo dejligt med en god anledning til at feste.

Kyndelmisse betragtedes som vinterens vendepunkt, og dagen markerede, at nu var halvdelen af vinteren gået. Bonden skulle forvisse sig om, at halvdelen af foderet til dyrene var tilbage, da de jo først kunne komme på græs i maj måned. Der var mange traditioner knyttet til kyndelmisse. Der blev afholdt "kjørmes-gilde", hvor der blev spist en kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin eller stuvet hvidkål med flæsk og pølse. Man tog også vejrvarsler af denne dag. Hvis det blæste så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. kælling ved jorden, så ville foråret snart komme. Efter 53 års ægteskab kan jeg forsikre, at det er nærmest umuligt for en enkelt mand at holde en kælling ved jorden, men det er en helt anden historie.

Herefter sang vi nogle af de dejlige vintersange fra Højskolesangbogen: Her vil ties, her vil bies (Brorson), Det er hvidt herude (Blicher), Spurven sidder stum bag kvist (Aakjær) m.fl.

Til venstre lokker Kirsten endnu et stykke flæsk i Jørgen. Til højre er Christian i gang med uddeling af kaffe.

Imellem sangene, som blev sunget af fuld hals, underholdt Christian med oplæsning af to digte af Johannes V. Jensen. Selv om Johannes V. Jensen ikke var nogen kirkens mand, var han en stor forfatter og digter og nobelpristager i 1944.

 

Ved Frokosten af Johannes V. Jensen - Digte (1906)

Kafeen skal være velsignet!
Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløjl!
Jeg omfatter min Kellner med Sympati,
jeg sidder sval og barberet ved Bordet,
finder Stangen under det med Fødderne
og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt.

Giv mig en Bajer!
Jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad.
Det er isafkølet, og det fraader af Kulsyre,
Død og Djævel, hvor mine Tænder længes efter det!
Mit Svælg drikker, allerede naar jeg ser det paa Afstand!
Jeg vil begrave mig i en Slurk …
Jeg var tørstig … i Aftes, hvordan var det?

Nu har jeg det godt.
Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig.
Først spiser jeg et med Æg og Sild –
O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!
Derpaa sætter jeg Tand i et ungt og skært Stykke med Steg,
og her fordyber det Smagen, at jeg tier.
Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner,
Væverier, udvider mit Velbefindende.
Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte.

Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen,
som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske.
Se den spiller, den ler klart,
Jeg holder den op som en stor levende Diamant,
Kornbrændevin, kort sagt, Danmark!
Her sidder jeg og bereder mig paa det bedste Øjeblik.
Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes paa Gaden.
Jeg har sagt til mig selv, at Livet og Solsystemet gaar glimrende.

Skaal!

 

Tak til klubben i Almunecar, tak til Christian og tak til alle, der medvirkede til, at vi fik en dejlig aften. Vi glæder os til en gentagelse af successen næste vinter.

 

Årsmøde i kirken den 11. februar 2017
Kirkens årsmøde blev som sædvanligt afholdt på restaurant Al-Andalus ved Maro. Før årsmødet var der gudstjeneste i Maro Sognekirke. Vi bor blot 20-25 minutters gang fra Maro, og vi spadserer ofte derhen om formiddagen for at få en kop kaffe på kirkepladsen, læser lidt i vores medbragte bøger, samtidig med at vi nyder den dejlige udsigt.

Til venstre Maro Sognekirke. Til højre byder Christian velkommen til kirkegængerne.

Kirkens navn er Iglesia de Nuestra Señora de las Maravillas, og der er selvfølgelig - som i alle spanske kirker - flere statuer af Jomfru Maria. Kirken rummer også figur af byens skytshelgen San Anton. Jeg havde flere gange betragtet statuen og undret mig lidt over den hund, som sidder ved hans god. Da jeg kiggede nøjere efter, opdagede jeg, at det var en gris. San Anton - eller Sankt Antonius, som vi kalder ham i Danmark - er født midt i det tredje århundrede. Som ung hørte han om Kristus, og han besluttede at leve resten af livet som munk. Han forærede alle sine ejendele til de fattige. Søsteren, som han havde ansvar for, blev sendt i et nonnekloster, og Anton flyttede ud i ørkenen, hvor han levede med bøn, faste og afholdenhed og modstod alle de fristelser, som Djævelen sendte til ham. Iflg. en legende kurerede San Anton nogle smågrise for blindhed, og for denne venlighed blev deres mor hans beskytter. Det er forklaringen på, at vi i Danmark markedsfører særlig godt og velsmagende grisekød som Antonius-gris. Hvis du betragter fotoet her til højre, vil du se, at San Anton er anbragt i en niche, hvori er malt et landskab. Til højre ser man ruinerne af den gamle sukkerfabrik, som ligger et par hundrede meter fra kirken. Bag San Anton ses havet, og til venstre for ham et af de mange vagttårne, som er så typiske for kysten ved Costa del Sol.

San Antons navnedag er den 17. januar, og da er der fest i byen, "Fiesta de San Anton". I Madrid - og sikkert også flere andre steder - strømmer mennesker til kirken på denne dato, medbringende deres husdyr, hvorefter disse kræ bliver velsignet af præsten. Det har jeg dog ikke oplevet i Maro. Festen i Maro, som har sin oprindelse i 1600-tallet, strækker sig over to dage, almindeligvis den 16. og den 17. januar. Kl. 12 den første dag var der fyrværkeri, og fra kl. 14 var der salg af lokale fødevarer på Plaza de Maro (kirkepladsen). Kl. 18 deltog vi i en kort messe i sognekirken. Mit spanske er desværre ikke godt nok til, at jeg kunne opfatte, om præsten velsignede dyrene, men det går jeg ud fra. Messen afsluttedes med, at en del unge mennesker lagde medbragte blomsterbuketter foran figuren af St Anton. Mens vi sad inde i kirken, kunne vi høre fyrværkeri i gaderne, ligesom vi kunne høre det lille tivoli, som lå udenfor på kirkepladsen. Da vi kom ud fra kirken omkring kl. 18:30, var det næsten mørkt. De sidste forberedelser af bålene til "Noche del Fuego" var i fuld gang. Ud for mange huse var der stillet borde med lokale fødevarer: brød, ost, oliven, vin mv. De lokale, som alle var i særdeles godt humør, bad os om at forsyne os af retterne, hvilket vi gjorde. Vinen var stærk og sød, og osten som altid fantastisk. Nogle havde lavet de såkaldte "panecillos de San Antón" til minde om de små brød eller brødruller, som en ravn hver dag bragte til San Anton, mens han levede i ørkenen. Omkring kl. 19 blev bålene i gaderne tændt. Ved siden af hvert bål var en bunke sand, så man hurtigt kunne få ilden under kontrol, skulle den udvikle sig, og der var også masser af hyggelige politifolk på gaderne. Der var præmie til det flotteste bål. Flere sang- og dansegrupper gik gennem byen fulgt af glade mennesker. De standsede mange gange og sang, spillede og dansede, og mange danseglade mennesker blandede sig i dansen. Kl. 21 var der fyrværkeri på Plaza de Maro. Der var levende musik og dans i gaderne det meste af natten. Så hvis du er i nærheden af Maro den 17. januar, så var det måske en ide at dukke op og tage del i løjerne. Nå, men nu til noget helt andet.

Der var stort fremmøde, da kirkegængere fra begge ender af sognet dukkede op. Vi hilste på Mads Bjørn, som har været (en meget elsket) præst hernede i fire år. Desværre var Marie syg, så hun havde måttet blive hjemme i lejligheden, men vi så hende da heldigvis ved flere andre lejligheder. Vi hilste også på Birthe og Per, som vi kender fra tidligere år, hvor de har underholdt os med sang og musik. Birthe er organist, men også leder af 4-5 kor. Per har været kirkesanger i Sankt Katharina kirke, Store Heddinge på Stevns i ca. 30 år.

På billedet til venstre ses Birthe og Per. Til højre Lene og Niels samt Knud og Hanne.

På billedet læser Vibeke indgangsbønnen. Til højre Vibeke og vores nye organist Martin Stanley.

Efter gudstjeneste bevægede vi os op på Hotel og restaurant Al-Andalus, hvor årsmødet i lighed med tidligere år blev afholdt. Det ligger ca. 1 km fra Maro Kirke og nogle få hundrede meter fra de verdensberømte grotter. Her havde vi et stort og lyst lokale til vores rådighed.

Hotel og restaurant Al-Andalus i Maro øst for Nerja.

Årsmøde på Restaurant Al-Andalus i Maro.

Inden mødet fik vi udleveret en dagsorden med følgende punkter:
  • 1. Velkomst ved formanden.
  • 2. Valg af ordstyrer.
  • 3. Formandens beretning.
  • 4. Kassereren fremlægger regnskabet for 2016.
  • 5. Støttekredsen v/Finn Esborg.
  • 6. Valg af medlemmer til menighedsrådet.
  • 7. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  • 8. Eventuelt.

Til venstre aflægger Merete formandsberetning. Til højre forsyner årsmødedeltagerne sig.

Merete bød velkommen til årsmødet, som nærmest må sammenlignes med en generalforsamling. Hun foreslog Finn Esborg som ordstyrer, hvilket han indvilligede i. Han gav straks ordet til Merete, som aflagde beretning for det årets gang. I årets løb var et par medlemmer af menigheden afgået ved døden, og der blev holdt et minuts stilhed for at mindes dem og ære deres minde. Som tidligere nævnt havde især afslutningen på kirkeåret været meget turbulent med formandens afgang pga. sygdom, og præstens beslutning om ikke at forlænge. Men med støtte fra mange gode kræfter var det lykkedes at gennemføre ansættelsesproceduren for den nye præst med opslag, vurdering af ansøgninger, ansættelsessamtaler m.m. Det var også trods besværligheder lykkedes at producere kirkebladet for sæsonen 2016-2017. Merete takkede Kirsten for hendes store hjælp, og Christian også været meget behjælpelig. Hele forsamlingen takkede Merete for hendes store indsats.

Herefter fremlagde Vibeke årsregnskab for 2016, som udviste et mindre overskud. Vibeke gjorde endnu en gang opmærksom på, at folkekirkemedlemmer kan vælge at betale deres pålignede kirkeskat til Den Danske Kirke Øst for Malaga og samtidig bevare alle rettigheder hjemme i Danmark. Det vil ikke betyde meget for dit sogn i Danmark, men gøre en stor forskel i kirkens økonomi hernede. Vibeke nævnte også, at den kirkeskat, som residenter i Spanien betaler i Danmark, går i statskassen - og altså ikke i kirkekassen. Proceduren er enkel og fremgår af kirkebladet.

Finn Esborg gjorde lidt reklame for kirkens støttekreds, hvis formål er at indsamle midler til kirkens drift: fremstilling af kirkebladet, leje af lokaler til gudstjeneste mm. Støttekredsen har eksisteret i 10 år og har i den periode indsamlet mere end 160.000 kr, nævnte en synlig stolt Finn. Og det koster kun 100 Euro om året at være medlem. Han inviterede alle til støttekredsens årsmøde, som ville blive afholdt ugen efter.

Derefter var der valg af medlemmer til menighedsrådet. Følgende blev foreslået og valgt:

  1. Inger Andersen
  2. Merete Sørensen
  3. Vibeke Bekke
  4. Orla Sørensen
  5. Kirsten Lynge
  6. Kirsten Fredelund
  7. Niels Andersen
  8. Lene Frederiksen
  9. Stephen Schramm
  10. Hans Chr. Jensen
  11. Ruth Fauerskov
  12. Gyrite Madsen
Hanne Raffnsøe valgt til revisor og Viggo Olling til revisorsuppleant. Menighedsrådet Konstituerede sig umiddelbart efter årsmødet. Stephen blev formand, Merete næstformand, Vibeke sekretær og Lene kasserer.

Til venstre Jørgen og Ingrid. Til højre underholder Birte og Per.

Mødet sluttede med spisning, hvorefter Birte og Per fra Store Heddinge underholdt. Selv om Per er gået på pension efter en menneskealder som kirkesanger, har han stadig en fin tenor og talent for at underholde. Der var også lotteri for at samle lidt penge sammen. De fleste præmier havnede af ukendte årsager på vores bord, og Jørgen fik en kurv! - med frugter.

Årsmøde i støttekredsen den 18. februar 2017
Som i de foregående år holdt støttekredsen årsmøde i Restaurant Cueva de Nerja med efterfølgende spisning. Støttekredsens formål er at bidrage økonomisk til kirkens drift. Et års medlemsskab koster 100 euro (750 kr.), og beløbet er fradragsberettiget efter gældende regler. Størstedelen af indtægterne går til betaling for udgivelse af kirkebladet. Herudover gives støtte til projekter, som er fremført af menighedsrådet, fx. leje af kirkerum, indkøb af julemærker mm. Vi har valgt at støtte kirken hernede på den måde, at Birgit er medlem af støttekredsen, mens jeg indbetaler min kirkeskat til kirken øst for Malaga. Det fungerer nemt og smertefrit.

Inden mødet fik vi udleveret en dagsorden med følgende punkter:

  • 1. Velkomst og sang.
  • 2. Orientering om økonomi.
  • 3. Eventuelt.
  • 4. Frokost (buffet,drikkevarer og kaffe).
  • 5. Underholdning ved Finn Esborg.
  • 6. Afsluttende sang.
  • Til højre byder Finn Esborg velkommen til årsmøde i støttekredsen.

    Finn Esborg, som er formand for støttekredsen, bød velkommen, hvorefter vi sang "I Danmark er jeg født" af H.C. Andersen. Bodil (Esborg) akkompagnerede på kirkens nye orgel. Vi havde dog lidt problemer med strømmen. Når der blev tændt for varmeskabene til maden, var der ikke også strøm til orgelet, men vi klarede os fint uden. Finn beklagede det faldende medlemstal, hvilket han forklarede lidt morbidt: "Enten er medlemmerne kommet på plejehjem eller er på til kirkegården". 17 medlemmer havde bidraget i 2016. Støttekredsen, som i år har 10 års jubilæum, har i den periode indsamlet godt 163.000 kr. Imponerende.

    Herefter gav Finn ordet til Jacob Fredelund, som er kasserer. Jacob gennemgik regnskab og budget og svarede på spørgsmål fra forsamlingen. I 2016 var der udbetalt godt 10.000 kr i støtte til kirken. Støtten er øremærket aktiviteter, som så vidt muligt kommer hele menigheden til gode, dvs. fremstilling af kirkeblad, husleje ved brug af kirkerum, indkøb af julemærker til salg til medlemmerne, kørselsgodtgørelse. For 2016 var der et overskud på 3.000 kr. Primært fordi Merete havde lagt mange kræfter i kirkebladet. Hans Christian har lovet igen at være behjælpelig med kirkebladet efter overstået sygdom, hvorfor vi håber at kunne minimere udgifterne hertil. Afslutningsvis fremlagde den nye formand for menighedsrådet, Stephen menighedsrådets ønsker til støtte i sæsonen 2017-2018.

    Herefter sang vi "Hvor smiler fager den danske kyst" (Danmarkssangen)af Johs. V. Jensen. Jeg husker fra sidste år, at det er Finns yndlingssang - og også min.

    Til venstre fremlægger Jacob regnskabet. Til højre underholder Finn.

    Imens var buffeten blevet stillet frem, hvorefter vi forsynede os, først med nogle salater til forret, en hovedret med både fisk og kød og endelig valg mellem flere desserter. Der var nok til, at de (vi), der har svært ved at vælge, kunne gå op flere gange. Der var som sædvanligt rigeligt med drikkevarer, så snakken gik lystigt.

    Herefter var tiden kommet til lidt underholdning, og Finn rejste sig op. Sidste år havde han underholdt med jødisk humor, som kan være meget underfundig. I år var temaet H.C. Andersen - som bekendt var en stor elsker af Andalusien og Spanien.

    Finn genfortalte på sin humoristiske facon eventyret om "Lille Claus og Store Claus". Du husker selvfølgelig historien om den velhavende Store Claus, som gør livet surt for den fattige Lille Claus. Hele ugen må Lille Claus pløje for Store Claus, Kun om søndagen får han lov til at låne Store Claus' fire heste, så han kan pløje sin egen magre jord. Beruset af glæden over at køre med i alt fem heste, kan Lille Claus ikke kunne dy sig for at råbe "Hyp alle mine heste", da landsbyens beboere går forbi på vej til kirke. Det behager ikke Store Claus. "Det er jo kun den ene hest, som er din. De fire er mine." Efter et par advarsler slår Store Claus Lille Claus' eneste hest for panden med tøjrekøllen, så den dør af det. Siden slår Store Claus også Lille Claus' bedstemor ihjel og prøver også at drukne Lille Claus. Hver gang lykkes det dog for Lille Claus at vende situationerne til egen fordel, og han bliver efterhånden en velhavende mand med flere skæpper penge. Til sidst bliver Store Claus' griskhed hans død, da han hopper i åen for at få del i det havkvæg, som Lille Claus har bildt ham ind, findes dernede.

    Flere gange undervejs havde Finn gjort opmærksom på, at eventyret tilsyneladende ikke havde nogen morale. Almindeligvis er H.C. Andersens helte eller heltinder værgeløse, udsatte og uskyldige, men med hjertet på rette sted. Men Lille Claus er på ingen måde bedre end Store Claus, men har den medfødte snuhed, som gør, at han altid får vendt situationen til egen fordel. Skal man finde en morale (et budskab) i fortællingen kan det være, at "en lille og vågen er bedre end en stor og doven.". Eller mit eget forslag: "Hvis man ikke har hestekræfter nok, så må man bruge hovedet."

    Eventyret blev første gang trykt i 1835 og er således blandt H.C. Andersens tidligste. Han fortæller selv, at han som barn havde hørt eventyrerne i spindestuen og ved humleplukningen. Nogle måneder før udgivelsen af det første hæfte i maj 1835 skrev H.C. Andersen til B.S. Ingemann: "Jeg har begyndt paa nogle: 'Eventyr fortalte for Børn', og jeg troer de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes som jeg selv vilde fortælle et Barn dem."

    Som afslutning på en dejlig eftermiddag sang vi H.C. Andersens "Hist hvor vejen slår en bugt".


     

    Gudstjeneste i Fiskerkapellet den 25. februar 2017
    Som tidligere nævnt går Birgit og jeg til gudstjenesterne, som finder sted i Fiskerkapellet i Almunecar. Almindelivis kører vi derhen sammen med vores venner Ingrid og Jørgen, som også bor i Nerja. I døren blev vi modtaget af Christian og Stephen, Stephen var efter konstitueringen i menighedsrådet blevet vores nye menighedsrådsformand. Der var stort fremmøde, dvs. omkring 50 personer.

    Inden gudstjenesten havde Christian en sørgelig meddelelse. Vores organist Stanley Martin var uventet afgået ved døden. Christian beskrev Stanley som ikke alene en dygtig organist, som hurtigt havde tilegnet sig den særlige danske salmetradition, men også et venligt og imødekommende menneske. Vi holdt et minuts stilhed. Ære være hans minde.. Det var altså forklaringen på, at det var Birte Rasmussen, som sad ved orglet. Christian fortalte, at man nu ville gå i gang med at undersøge mulighederne for at få en ny organist til kirken.

    Til venstre byder den nye menighedsrådsformand Stephen og vores præst Christian velkommen. Til højre sidder Birthe ved orglet

    Inde i kirken var vi så heldige at få plads ved siden af Susse, som vi kender fra de tidligere år. Susse Lillesøe er tidligere kollega med Stephen i Det Kongelige Operakor. Før dette var Susse 27 år i Radiokammerkoret i Danmarks Radio. Susse har en ustyrlig lyst till at rejse til fjerne, uortodokse og gerne halvfarlige rejsemål. Hun er et entusiastisk medlem af "De Berejstes Klub". Medlemskab ophører, hvis man ikke til stadighed besøger to nye lande inden for hver to års periode, hvilket medfører, at hun altid er på jagt efter nye rejsemål. Sidste år fortalte hun, at hun i april 2016 skulle på en tur til Nordkorea. For ikke at risikere at få sine ueksponerede film ødelagt af en nidkær grænsevagt, havde hun måtte krybe til korset og anskaffe sig et digitalkamera. Et par gange om året går jeg ind og checker Susses spændende rejseberetninger, og jeg har da også læst hendes beretning om turen til "Den Demokratiske (?!?) Folkerepublik Nordkorea". Susse havde blot været hernede en uge, men allerede turet rund i Sydspanien og Nordafrika med nogle venner. Sidst jeg kiggede, havde Susse besøgt 66 lande. Har du lyst til at læse nogen af Susses spændende og humoristiske beretninger, så bare klik her.

    Til venstre er Birgit i samtale med Susse Lillesøe. Til højre siger Marie og Mads tak for i dag til Christian.

    Foredrag i den danske forening i Almunecar den 6. marts 2017
    Vi var meget spændte, da vi sammen med Ingrid og Jørgen ´kørte til foreningen i Almunecar, hvor vores præst Christian ville holde foredrag om sine oplevelser som feltpræst. Mere end 60 andre havde fået den samme gode ide, og snart var lokalet fyldt. Christian fortalte, at indtil 1971 havde den kirkelige betjening af danske soldater i krig har været meget tilfældig. Han indledte med at oplæse et rørende indlæg i Fyens Stiftstidende i sommeren 1848. Det var skrevet af væver Rasmus Knudsen fra Vantinge sogn på Fyn, som netop havde mistet sin søn i Treårskrigen (Første Slesvigske Krig):

    "En uforglemmelig søn har Herren kaldt til hvile. Overjæger Jens Rasmussen, Vantinge, af 3. Jægerkorps. I Guds vilje skal jeg med den glæde, han selv skænker mig, mig hengive. Men eet hviler tungt på mit hjerte. Min søn, som faldt i fægtningen den 28. maj, udtaler i sit brev den 27. maj savnet af, at der ingen sjælesørger er ved hæren. Han udtaler i det samme brev håbet om den næste dag, som var en søndag, at kunne komme til kirke, og jeg vil nære det glade håb, at han kom til de helliges kor. Men hvorfor gøres der ikke noget for, at de, som undgå fjendens kugler, kunne få frelsens Evangelium at høre? Hvorfor skulle så mange mennesker stadig have døden for øje og ikke høre en klang af livets Evangelium? Er det fordi ingen præst vil underkaste sig de møjsommeligheder, der kunne følge med feltlivet og som Kristi stridsmænd følge med kongens stridsfolk? Eller hvis er skylden? Jeg er lægmand og til års; dog, kunne nogen præst have gavn af, at jeg fulgte med og stod ham bi i gerningen, da var jeg villig til at forlade hus og hjem. Men så snart Herren vil, at der skal præster med, da kommer der vel også, og det flere end én.

    Der blev etableret en minimal feltpræstetjeneste i 1848, men fra 1866 til 1945 var der stort set ingen kirkelig betjening af vores soldater. Går vi tilbage i historien, husker de fleste af os ærkebiskop Anders Sunesen, der måtte holde armene mod himlen i bøn for at sikre kong Valdemar sejren over esterne ved Lyndanisse i 1219 under det danske korstog. Da ærkebiskoppen blev træt i armene, trådte Gud til og lod Dannebrog svæve ned fra himlen. Det var heller ikke ualmindeligt, at præster velsignede våbnene, før soldaterne gik i krig. Der er ingen tvivl om, at der siden middelalderen var en tæt forbindelse mellem kongehuset (statsmagten) og kirken, men den rakte altså ikke til soldaterne.

    Fra 1947 havde Marineministeriet en ordning, som tillod teologer at aftjene deres værnepligt som feltpræster. Efter mange års forhandlen (krig?) mellem Kirkeministeriet og Forsvarsministeriet endte sagen i 1971, og den nuværende ordning blev indført. Hvert af de tre værn, hæren, søværnet og flyvevåbnet, har tilknyttet en provst og et antal feltpræster eller værnspræster. Hæren har godt 80 feltpræster, søværnet 14 og flyvevåbnet 14. Feltpræsterne er alle sognepræster i den danske folkekirke, som i en periode stiller sig til rådighed for at at betjene vores soldater. Alle værnspræster er i fredstid tilknyttet en enhed i et af de tre værn. Der er altså knyttet præster til alle danske kaserner og militære uddannelsessteder. Feltpræstens arbejdsopgaver er beskrevet i "Håndbog for Feltpræster". Eksempelvis er feltpræsten forpligtet til at yde soldater fra andre trossamfund hjælp, det kan være personlig hjælp eller hjælp med at etablere kontakt til soldatens pågældende trossamfund. Velsignelse af soldater er IKKE nævnt under feltpræstens arbejdsopgaver. Til gengæld er det direkte "forbudt at velsigne køretøjer og våben".

    Christian fortalte, at han siden sin soldatertid havde været tilknyttet forsvaret som hhv. reserveofficer og feltpræst. I 2002 var han i Kosovo som feltpræst for de danske soldater. I 2005 var han i Irak, hvor han blandt andet holdt hjemsendelsesceremonier i forbindelse med soldater, der havde mistet livet, og han udførte psykologisk debriefing og krisehåndtering. I 2009 tog han igen til et af verdens brændpunkter, idet han virkede som feltpræst for de danske soldater to steder i Afghanistan. Efter at han kom hjem, var han med i kontaktberedskabet i forbindelse med overbringelse af dødsbudskab til pårørende til dræbte soldater.

    Om kravene til en feltpræst nævnte Christian, at han/hun skal have "en robust teologi" og en god fysik. Præsten skal have almindelige soldatermæssige færdigheder, men det vigtigste er, at man har gode anlæg for psykologi og sjælesorg, hvilket fylder meget i arbejdet.

    Christian fortalte, at de konflikter, som danske soldater bliver udsendt til, er blevet meget sværere, siden man i 1956 sendte soldater til Gaza i en FN-fredsbevarende mission i forbindelse med Suez-krisen. Eller da man i 1964 sendte danske soldate på en fredsbevarende mission til Cypern, hvor der var udbrudt borgerkrig mellem græske og tyrkiske cyprioter. Under missionen til Kosovo havde begge parter udvist respekt for FN-soldaterne og havde accepteret den opgave, de var blevet pålagt. Under den seneste mission til Afghanistan havde forholdene været kaotiske med kamp mod guerillastyrker, som benyttede vejsidebomber og selvmordsaktioner og med et anstrengt forhold til civilbefolkningen.

    Et hold udsendes for en periode på seks måneder. Forud herfor er en 9-12 ugers missionsforberedende uddannelse. Den militærfaglige uddannelse er selvfølgelig vigtig. Men dannelse, dvs. viden om, hvorledes man opfører sig korrekt under de fremmede forhold, er mindst lige så vigtig. Man kan sige, at uddannelse og dannelse går hånd i hånd. Missionsforberedelsen afsluttes med en længere, realistisk øvelse, almindeligvis på Oksbøl Hede. Ofte medvirker sprogofficerer i øvelsen, så soldaterne kan trænes i forhandling med fx. borgmesteren i landsbyen vha. tolk. Feltpræsten medvirker i denne missionsforberedelse på lige for med soldaterne. Det betyder, at han bliver en intereret del af kompagniet, han kender soldaternes vilkår og taler - eller i hvert fald kender - det ofte bramfri sprog, som anvendes i disse omgivelser. Han bliver en af dem. Inden en feltpræst kan blive udsendt, skal han/hun gennemgå en grunduddannelse, som bl.a. omfatter militær sjælesorg, humanitær folkeret og militære færdigheder som førstehjælp, kortlære og signaltjeneste.

    Christian sammenlignede lejren med en købstad. Beboerne er de udsendte soldater og de personer, som bemander de tilhørende støttefunktioner. Soldaterne er ofte formeret i bataljoner på 500-1000 mand, hver bataljon opdelt i 3-5 kompagnier. De opholder sig og spiser i købstadens villakvarter. Her finder man også håndværkere af enhver art: tømrere, elektrikere, vvs-folk mv. Der er også tilknyttet et større antal personer til at udføre transportopgaver. Politistationen sørger for at holde ro og orden. Biblioteket tilbyder læsestof mm. til afslapning og lærdom. Og endelig er der kirken.

    Feltpræstens opgaver under missionen
    Feltpræsten er "til daglig" tilknyttet en enhed i hærens nationale struktur, men ved udsendelse til international tjeneste tilknyttes han/hun (ja, der er eksempler på kvindelige feltpræster) midlertidigt den udsendte enhed. Feltpræsten har i princippet ingen rang, eller om man vil samme rang som den person, han/hun står overfor. Feltpræsten er non-kombattant og må ikke deltage i militære kamphandlinger, og ligesom læger og sygeplejersker har de ret til at bære Røde Kors-armbind. Feltpræsten har ret til at bære håndvåben, som alene må bruges i selvforsvar.

    Christian fortalte, at han holdt gudstjeneste hver søndag. Det var dog ikke det, der fyldte mest i hans arbejde.

    Feltpræsten står altid til rådighed for skriftemål og samtaler om personlige problemer, sjælekvaler, angst, skam, skyld, ensomhed og i det hele taget alt, som soldaten gerne vil lette sit hjerte med. Feltpræsten er omfattet af de almindelige "færdselsregler", såsom præsteløfte og dekorum (normer for passende opførsel).

    Inden en mission kan feltpræsten velsigne soldaterne med den velsignelse, der bruges i den kristne gudstjeneste: "Herren Velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.". Denne velsignelse går tilbage til Moses´ bror Aron, som var Israels første retmæssigt indviede præst og grundlægger af præstekasten. Kritikere har fundet det forkert, at feltpræsten lyser velsignelse over soldaterne, og mener, at det kan sidestilles med at opildne til kamp. Christian har andetsteds udtalt, at ligesom en præst kan holde en andagt for et hold fiskere eller redningsfolk og lyse velsignelsen, inden de skal ud på en farefuld færd, lyder velsignelsen ikke blot til soldaten som soldat, men til ham eller hende som menneske. Andagten og velsignelsen fortæller, at Gud er med dig, hvor du går, og hvad der end sker - alle dage, indtil verdens ende.

    Feltpræstens sekundære opgaver falder væsentligst inden for velfærdstjenesten og alt, som fremmer det sociale liv i lejren, fx arrangere/afholde foredrag om kultur, etik og religion, festligholde højtider, være redaktør/skribent på lokale nyhedsmedier, feltpræsten er ofte bibliotekar.

    Camp Bastion
    Christian fortalte om sin hverdag i Camp Bastion. Camp Bastion (i dag Camp Shorabak) ligger i Helmand provinsen i det sydlige Afghanistan. Fra 2005 til oktober 2014 var den det logistiske centrum for de internationale styrker i Afghanistan. Lejren, som var opført af og blev styret af den britiske hær, havde kapacitet til mere end 32.000 personer, først og fremmest briter, men også styrker fra USA og Danmark. Lejren Camp Bastion supporterede de fremskudte enheder, hvor det "virkelig gør ondt", som Christian udtrykte det. De sidste danske tropper forlod Camp Bastion i juli 2014. De danske soldater deltog i forsøget på at trænge Taliban tilbage fra provinsen. Hertil kom, at man også måtte kæmpe mod et stort netværk af lokale kriminelle, organiserede narkobaroner og rivaliserende klaner. Under de heftige kampe blev de internationale styrker ramt af dusinvis af primitive sprængladninger, og 43 danskere mistede livet i den periode. Camp Bastion blev efterfølgende overdraget til de afghanske styrker.

    I nærheden af Camp Bastion lå Camp Price, som fra 2007 til 2013 var hovedkvarter for den danske kampstyrke. Lejren var betydelig mindre end Camp Bastian, eksempelvis havde den ikke noget militærhospital, hvorfor syge og tilskadekomne måtte bringes til Camp Bastion i helikopter. Året efter blev lejren overdraget til afghanerne.

    Christian gav en meget bevægende beskrivelse af, hvorledes man i lejren håndterede situationer, hvor soldater var kommet til skade eller måske mistet livet ved kamphandlinger.

    I den militære jargon kaldes en sådan situation en "særlig hændelse". Oftest opstår den ude i terrænet, hvor en gruppe måske er blevet ramt af en vejsidebombe, har udløst en nedgravet sprængladning eller er blevet udsat for beskydning. I første omgang ydes selvfølgelig førstehjælp af kammerater og/eller sanitetsfolk. Herefter - eller samtidig - meldes tilbage til lejren, at der er indtruffet en "særlig hændelse".

    Det næste, der sker, er, at en helikopter letter, tager ud og bjærger de sårede og vender tilbage til lejren. På det tidspunkt er alle i lejren klar over, at der er døde eller sårede soldater. Men hvem? Og hvor mange? Et antal ambulancer kører ud til helikopteren, som af hensyn til generne med "sandflugt" er landet et stykke fra lejren. Alle står i spænding og tæller hvor mange bårer, der kommer i brug. Ambulancerne kører til militærhospitalet med de sårede/døde, som behandles af læger og sygeplejersker. Når situationen er afklaret, briefes lejrchefen, obersten, som giver besked til Hærens Operative Kommando i Karup. HOK sørger for at orientere de pårørende til de sårede/døde. I lejren holdes appel ved flagstangen, og obersten orienterer om den hændelse, som er indtruffet. Herefter åbnes igen for kommunikationsmulighederne i lejren. Indtil de pårørende er blevet orienteret, har kommunikationen ud af lejren været suspenderet for at undgå, at der går oplysninger til medierne i utide.

    Hændelsen håndteres af et team, hvori feltpræsten indgår sammen med overlægen, to sygeplejersker og to kontaktpersoner. Teamet arbejder tæt sammen med lejrledelsen og staben. Ved dødsfald er det en af feltpræstens opgaver at skrive et kondolencebrev til familien. Desuden deltager han i et såkaldt "ligsyn", hvor der holdes en kort andagt (ritualiseret) med salmesang og Fader Vor. Under alle omstændigheder en hjerteskærende ceremon at deltage i. Og hvor meget værre ikke, når man kender afdøde.

    Ved dødsfald afholdes en mindesgudstjeneste på eksercerpladsen. Obersten holder en tale for afdøde. Ofte holder en nær kammerat til afdøde også tale. Der hilses med fanen. Ofte er der deltagelse af en britisk soldat, skotte, som spiller sækkepibe. Til sidst spilles "Last Post" på trompet. Christian nævnte, at der var en meget fint forhold mellem de danske og de britiske soldater, som altid opførte sig korrekt og empatiske.

    Hjemsendelse af døde soldater sker almindeligvis om aftenen eller om natten. Alle soldater er linet op på startbanen for at vise deres døde kammerat(er) den sidste ære. Hercules-flyets motorer kører. Området er oplyst med projektører. Feltpræsten holder en kort tale, og der hilses med fanen. Feltpræsten er sammen med staben ansvarlig for afvikling af denne mindehøjtidelighed, som i militært sprog benævnes repatrieringsceremonien.

    I Danmark er feltpræsten også behjælpelig med modtagelse af kisten og en evt. militær begravelse. I "Min Sidste Vilje" har den afdøde valgt, om han/hun ønsker en privat eller en militær begravelse i Danmark. Feltpræsten står selvfølgelig også til rådighed, hvis soldatens familie har brug for at tale om deres tab, ligesom han er kontaktled til forsvarets psykologer og socialrådgivere hjemme i Danmark.

    Alle medarbejdere, som udsendes til internationale missioner, får udleveret "Min Sidste Vilje – hvis jeg falder i Forsvarets tjeneste", som er udarbejdet af Landsforeningen Liv&Død i samarbejde med Forsvaret. Med Forsvarets stigende internationale engagement er behovet for at tale om og gennemtænke risikoen for at falde i tjenesten steget. Denne publikation giver soldaterne hjælp til at tage den svære samtale med deres pårørende og få hjælp til at afklare, om de ønsker at blive jordbegravet eller kremeret, om begravelsen skal være militær, og hvem der skal bære kisten – hvis det værste skulle ske i forbindelse med deres mission. Herudover får soldaterne udleveret kuverter til farvelbreve og donorkort fra Sundhedsstyrelsen.

    Camp Armadillo
    Armadillo var navnet på en dansk fremskudt base i Helmand-provinsen i Afghanistan; den blev omdøbt til "Budwan" i 2010. Hele området udenfor basen var mineret i en sådan grad, at det næsten ikke var muligt at gå udenfor lejren. Hver dag måtte man rydde bare en lille område for miner og vejsidebomber, men om natten vendte Taliban tilbage og gravede sprængladninger ned igen. Da den militære værdi af basen var tvivlsom, besluttede man at nedlægge basen. På en af de sidste patruljer faldt delingsføreren i kamp, og han blev evakueret i en helikopter til militærhospitalet, hvor han afgik ved døden. Lejren fik sit navn efter bæltedyret, som hedder en armadillo, da man kunne se en forbindelse mellem dyret og de pansrede mandskabsvogne, man anvendte. Da basen blev omdøbt, havnede lejrskiltet "Armadillo" hos Livgarden i Høvelte. Basen blev revet ned og forladt i 2011, hvorefter Taliban rykkede ind. Christian fortalte, at alle nyankomne måtte fotograferes under det ikoniske lejrskilt.

    Christian omtalte den danske dokumentarfilm, "Armadillo", som er klippet sammen af optagelser af danske soldater med hjelmkamera. Filmen viser, hvor vanskeligt det er at bekæmpe en fjende, som gemmer sig i civilbefolkningen, og som ikke er til at skelne fra den. På trods af at filmen vandt en publikumpris ved Filmfestivalen i Cannes, brød Christian sig ikke om filmen - eller rettere den slags film. Flere kritikere har udtalt, at filmen er med til at udviske forskellen mellem virkelighed og fiktion.

    Christian nævnte monumentet på Prinsessens Bastion på Kastellet, som udtrykker anerkendelse af den store indsats, som adskillige tusinde danske udsendte har gjort for Danmark i internationale missioner siden 1948. Monumentet er udført af kunstneren Finn Reinbothe og blev indviet på flagdagen for Danmarks udsendte den 5. september 2011 af dronning Margrethe. Det består af tre rum:

    • Et rum til større ceremonier med inskriptionen ”En tid – Et sted – Et menneske”.
    • Et rum til aktuelt udsendte med vågeild i form af en tændt fakkel og inskriptioner med navne på konflikt- og katastrofeområder.
    • Et rum til minde og refleksion for efterladte med navneinskriptioner på de omkomne.

    På et spørgsmål om, hvor mange af de udsendte, der får psykiske problemer, svarede Christian omkring 10-12 procent. Den tidligere holdning i Forsvaret var, at når en soldat havde været udsat for traumatiske oplevelser: "Du skal bare op på hesten igen, så skal det nok gå alt sammen. Du skal nok blive et ordentligt mandfolk igen." Problemet bliver forstærket af, at de militære opgaver bliver stadig mere krævende, og de udsendte soldater stadig yngre. Ifølge Forsvarets egen målsætning må højst 40 procent af de udsendte være under 22 år, men det er tilfældet for omkring 80 procent af de danske soldater, som befinder (befandt) sig i Irak og Afghanistan. Det er sværere for en 18-årig at håndtere traumatiske oplevelser som død og lemlæstelse, end det er for en ældre person.

    Alt for mange føler sig svigtet og ender med at forlade forsvaret eller gå på førtidspension i en alder af 25-30 år. Christian fortalte, at han i Camp Danevang i Irak ofte blev opsøgt flere gange om dagen af soldater, som havde brug for at tale med ham om de ting, de havde været udsat for. På Hold 6 var han med til at sende omkring 40 soldater hjem i utide, langt de fleste på grund af psykiske problemer.

    De fleste var overraskende nok garvede soldater, som havde været udsendt i flere omgange. De kom typisk og sagde, at nu kunne de ikke klare mere. De græd ved den mindste anledning, og nogle var bange for at køre ud. Mange led af angst, søvnløshed, skyldfølelse og reagerede med pludseligt raseri. Nogle psykiske skader blev først konstateret længe efter hjemsendelsen.

    Vi var alle dybt berørt af Christians foredrag, og mange måtte have lommetørklædet frem. Jørgen spurgte Gyrite, om, hvorledes det havde været at være hjemme, mens Christian havde sat livet på spil i det fremmede. Hun gled lidt af på spørgsmålet, men mente, at det havde været værst for børnene.

    Tusind tak til Christian for et dybfølt og personligt foredrag om et område, som de færreste af os havde noget dybere kendskab til.

    Afslutningsgudstjeneste i Maro den 25. marts 2017
    Vi kørte som så ofte før til gudstjeneste sammen med Ingrid og Jørgen. Som de seneste år fandt den sted i den smukke landsbykirke i den lille by Maro, som ligger umiddelbart øst for Nerja. Vi kom som altid i god tid og parkerede på den store parkeringsplads lige nedenfor kirken. Der var omkring 50 personer, som var dukket op for at deltage i sæsonens sidste gudstjeneste. Som altid var der også en del var den vestlige ende af sognet, dvs. Torre del Mar og Rincon de la Victoria. Flere af de faste kirkegængere var allerede taget hjem til Danmark, bl.a. Merete og Orla.

    På trods af en lidt uvenlig vejrudsigt skinnede solen fra en blå himmel, og nogle havde som vores tidligere præstepar, Mads og Marie, taget plads i skyggen den lille café på torvet. Ved bordet ses også Inger og Birthe, mens Vibeke er henne at hilse på.

    Da klokken nærmede sig 13, begyndte vi at trække ind i kirken. Der var omkring 50 deltagere i gudstjenesten. Som du måske har læst, afgik vores organist Martin Stanley pludselig (uventet) ved døden for nogen tid siden, men Ingrid Wandahl, som er organist i Margrethekirken i Mijas Costa (vest for Malaga) og i øvrigt gift med formanden for menighedsrådet Ejler Wandahl, stillede beredvilligt op. Hun fortalte, at hun var lidt betænkelig, da det var første gang, hun spillede på vores orgel. Men det gik selvfølgelig fortrinligt. Mange tak til Ingrid og Ejler.

    .

    Vibeke læste som så ofte før indgangsbønnen, hvorefter Christian prædikede over "Jesus bespiser 5000 med fem brød og to fisk". Da folkeskaren var blevet mæt, bad Jesus sine disciple om at samle det brød, som var tilovers, og de fyldte tolv kurve (én kurv for hver af Israels 12 stammer). Som det gælder for alle Jesu undere/tegn, skal denne fortælling selvfølgelig ikke forstås bogstavelig. Jesus sagde til dem: "Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste".

    Efter prædikenen bekendtgjorde Christian, at næste gudstjeneste vil finde sted lørdag den 4. november 2017 på Tærskepladsen bag La Herradura. Han benyttede lejligheden til at takke for den gode modtagelse, han og Gyrite havde fået fra menigheden, og han takkede menighedsrådet for et godt samarbejde. Han og Gyrite glædede sig til at vende tilbage til gerningen i kirken til efteråret.

    Vores kirkesanger (og menighedsrådsformand) Stephen førte os som vanligt sikkert gennem salmerne. Han afsluttede med at synge "Den Hellige Stad" til Ingrids akkompagnement. Som så ofte før en fantastisk oplevelse at høre Stephens dybe bas i disse herlige omgivelser.

    Afsluttende spisning på Al-Andalus i Maro.

    "Hvor smiler fager den danske kyst" - somme tider benævnt "Danmarkssangen". Den ville have været en dejlig nationalsang, hvis du spørger mig.

    Peter Skov-Jakobsen blev kandidat i teologi i 1993. Undervejs studerede han teologi ved University of Hull i England. Peter opholdt sig ni år i England, hvor han ud over at studere arbejdede som sømandspræst.Han vendte hjem til Danmark i 1998, hvor han var sogne- og orlogspræst ved Holmens Kirke i København indtil 2009, hvor han blev valgt som biskop i Københavns Stift. I årene 2001-2002 og 2008-2009 var Peter periodevist udsendt som orlogspræst i forbindelse med Søværnets operationer i hhv. Middelhavet og Adénbugten.

    Pia Sundbøll er udlandsprovst og leder af DSUK.

    Vi afsluttede med at syge endnu en af mine yndlingssange "Jeg ser de bøgelyse øer". Efter gudstjenesten var der spisning på restaurant Al-Andalus, som ligger lige i nærheden af de verdensberømte huler i Maro. Vi har efterhånden spist her mange gange, og som sædvanligt var maden god og velsmagende.

     

    Hvis du vil læse om vores tidligere besøg i Den danske Kirke Øst for Malaga, kan du klikke her.

    Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja Forrige side: Den danske kirke 2016. Næste side: Udflugt til den fantastiske bjerglandsby Ronda

     

    Vælg næste side: