Tilbage i kirken i 2015
Vi kom tilbage tilbage til Nerja den 10. januar 2015. I den mellemliggende tid havde vi flere gange talt om, hvordan det mon gik med at finde en ny præst - eller rettere et nyt præstepar - til afløsning for Mads og Marie. Jeg havde flere gange været inde på den udmærkede hjemmeside, som tilhører Den Danske Klub i Torre del Mar. Den indeholder mange oplysninger, som er nyttige for både fastboende danskere (residenter) og turister og andre, der som vi kommer herned i nogle måneder. Klubben, som har godt 30 år på bagen, har et par hundrede medlemmer, og den tilbyder mange aktiviteter såsom ugentlige traveture, foredrag, rejser, bridge, billard oma. Hjemmesiden indeholder ogaå oplysninger om kirken, og her havde jeg læst om det nye præstepar, som tiltrådte deres gerning omkring 1. november 2014. Jeg søgte lidt omkring på nettet og fandt ud af, at det var et par yderst spændende personer, som skulle løfte den tunge arv efter Mads og Marie. Da vi var ankommet, gik vi på turistbureauet i Nerja, hvor vi sikrede os et eksemplar af kirkebladet.

Det nye præstepar Mogen og Ruth Jeppesen
Der nye præstepar er Mogens og Ruth Jeppesen, som begge er præster, men det er altså Mogens, som fungerer i embedet. Ruth og Mogens mødtes i Aarhus, hvorfra de rejste et halvt år til Peru for ar arbejde sammen med den sagnomspundne danske præst og missionær, Peter Tantholdt Hansen, som i en menneskealder levede blandt den fattige befolkning i Andesbjergene. Da de kom tilbage til Aarhus, blev Ruth først studenterpræst og siden hjælpepræst i Helligåndskirken, en ny kirke i et nybyggersogn, hvor hun også siden blev sognepræst. i løbet af den halve snes år, de boede i Aarhus, fik de fire piger. Mogens og Ruth var stærkt engageret i arbejdet i Det Økumeniske Center i Aarhus, og det var formentlig dette engagement, som resulterede i, at de blev udstationeret i Nicaragua og Bolivia. Hun fungerede som præst i henholdsvis den lutherske kirke i slumkvarteret og den andiske kirke for indianerne, og Mogens var ansat i Folkekirkens Nødhjælp og Det Lutherske Verdensforbund. Da Mogens blev leder af Det Lutherske Verdensforbunds hjælpearbejde i Indien, flyttede de til Calcutta, hvor de boede i tre år. Da de kom tilbage til Danmark i 2001, blev Ruth sognepræst i i Boddum og Ydby Sogne i Thy, mens Mogens var generalsekretær for Caritas' hjælpearbejde - med arbejdsplads i København. I 2004 blev Ruth formand i bestyrelsen i Sudanmissionen. Ganske vist har der været mange kvindelige missionærer over tiden, men det var første gang, at at kvinde blev formand for et af de store missionsselskaber. I 2008 gik Ruth på pension, men blev efterfulgt af Mogens. Egentlig temmelig praktisk, for så kunne de blive boende i præstegården - selv om det næppe har spillet nogen større rolle. Som det fremgår, er det et yderst spændende præstepar, vi har fået i Den Danske Kirke øst for Malaga, og vi glædede os til at møde dem.


Til gudstjeneste i Fiskerkapellet
Første lørdag, hvor der var gudstjeneste i Fiskerkapellet, kørte vi til Almunecar. Vi kom i god tid, og udenfor kirken kunne vi kende Kirsten og Hanne, som stod og talte med en tredje person. Det viste sig at være præstefruen, Ruth, som hilste varmt og hjerteligt. Snart dukkede flere velkendte personer op: Jakob, Inge og Stephen, Merete og Orla, Viggo, Inger Marie og Bent o.m.a. Det var næsten som en familiekomsammen. Mange havde været hernede siden kirkeårets begyndelse den 1. november. En del bor hernede hele året, mens andre, som vi, er trækfugle. En del kunne vi genkende fra det foregående års udflugt med kirken. Inde i kirken traf vi Mogens, som også hilste varmt og bød os velkommen.

Ruth, Kirsten og Hanne udenfor kirken. Til højre Mogens ved altret.

Gudstjenesten blev afviklet i god ro og orden. Prædikenen var god, og mange gik til alters. Det var en fornøjelse igen at lytte til Inger Maries blændende spil på orglet og til Stephens prægtige bas. Mogens kom også helskindet gennem de mange bekendtgørelser, blot vakte det en del jubel, da han inviterede menigheden til at deltage i jazzgudstjeneste den 20. februar 2015 i Restaurante Cueva de Nerja. Ja, det skulle selvfølgelig have været jazzkoncert, men hvad hjertet er fuld af ... Mogens gjorde også opmærksom på, at man havde henlagt afslutningsgudstjenesten, som afholdes lørdag den 21. marts 2015 kl. 13.00, til i El Salvador kirken i Nerja ved Balcones de Europa og ikke som beskrevet i Kirkebladet og som de foregående år i Frigiliana. Dette er sket af hensyn til de gangbesværede, og der er også parkeringsmuligheder tæt på kirken i Nerja.

Efter gudstjenesten gik vi i samlet trop ned til "stråhytten" for at spise sammen. Der gik ikke mange minutter, inden snakken gik lystigt. Birgit og jeg blev bænket ved siden af Ingrid og Jørgen, som vi nok kunne genkende fra tidligere år, men som vi ikke havde talt med, men snart forekom det, som om vi havde kendt hinanden hele livet.

Fællesspisning i Stråhytten efter gudstjenesten. Til højre Kirsten, Hanne og Eddie.

Jeg sad lige overfor Kurt og Kirsten, som viste sig at vøre et par søde mennesker. Men Kurt må åbenbart have en meget sart mave. I hvert fald fortalte han, at han i de mange år, han var kommet i Stråhytten, aldrig fået noget at spise, som han kunne lide. Denne gang fik han oven i købet særforplejning, men heller ikke kylling bekom ham vel. Behøver jeg at fortælle, at alle vi andre spiste den dejlige mad med god appetit. Nej, det er aldrig rart, når mødre i den grad forkæler og ødelægger deres drenge under opvæksten.

Fra venstre Jens Otto og Inge (med sin signatur, den røde alpehue). Til højre Mogens og Ruth.

Ved bordet hilste vi også på Inge og hendes kæreste Jens Otto, som vi begge mødte sidste år hernede. Inge har været sognepræst i Aakirkeby, men er nu pensioneret, og Jens Otto har drevet Nyboder Boghandel i en menneskealder, men er nu flyttet tilbage til sin barndomsby Aakirkeby efter at have afhændet boghandelen. Vi skal møde Inge igen om lidt, men nu er hun præsenteret. Vi talte lidt med Mogens og Ruth efter spisningen, og de fortalte, at de var blevet godt modtaget og befandt sig fint hernede. De havde haft besøg af en datter og et barnebarn, som også havde syntes godt om forholdene. Så hvis vi behandler dem godt, kan vi forhåbentlig beholde Mogens og Ruth i mange år.

Da vi spiste i Stråhytten efter gudstjeneste den 7. februar 2015, rejste Bent sig op, lige inden desserten blev serveret. Han ville lige gøre opmærksom på, at det i dag var hans og Inger Maries 1-års bryllupsdag, og at størsteparten af forsamlingen for ét år siden havde været med til festen på Restaurante Arranyas. Parret havde fået sig godt etableret derhjemme, og han var stadig lige forelsket. Og Inger Marie så egentlig også helt tilfreds ud. Bent håbede, at datoen den 7. februar ville blive optaget som helligdag i den spansk/danske kalender. Han havde skrevet en lille sang til sin kone på Benny Andersens dejlige melodi "Se, hvilken morgenstund". Den var heldigvis kun på tre vers. Mellem os, så er Bents stemme ikke meget bedre end Poul Dissings - men han er en modig mand. En af deltagerne havde været så frimodig at spørge ham, om man i år kunne forvente at blive inviteret til barnedåb, men Bent havde måttet indrømme, at der ikke var kommet småfolk. De havde kun udvidet deres lille familie med en tilløbet kat. Da Bent spurgte Mogens, om det var muligt at få katten døbt, måtte Mogens henvise til, at det i givet fald ville være en forudsætning, at den lærte trosbekendelsen udenad. På fotoet til højre ser det ud som om, Bent har taget kvælertag på Inger Marie, eller i hvert fald prøver at lukke munden på hende. Som mangeårig ægtemand kan jeg fortælle, at det stort set er umuligt, så mon ikke der bare er tale om en kærlig gestus?

Efter spisningen tog Kirsten en runde omkring bordet i et forsøg på at sælge billetter til jazzkoncenten fredag den 20. februar 1915 i Restaurante Cueva de Nerja, og Birgit og jeg købte billetter. Vi har endnu ikke deltaget i denne årligt tilbagevendende begivenhed, og vi glæder os dertil.


Fejring af kyndelmisse i klublokalet i Almunecar i 2015
Vi havde set i kirkebladet, at man på grund af de tidligere års store tilslutning ville fejre kyndelmisse over to aftener, søndag den 1. februar i klubben i Torre del Mar og mandag den 2. februar i klubben i Almunecar. Traktementet var, som traditionen byder, "stegt flæsk med persillesovs". Første gang vi var i Almunecar, gik vi ind i klubben og skrev os på tilmeldingslisten, og den 2. februar dukkede vi op i klubben i god tid. Arrangementet var velbesøgt, men der var betydeligt bedre plads end de to foregående år.

Stephen indledte i egenskab af næstformand for menighedsrådet med at byde velkommen og gav så ordet til Mogens - som så stort set beholdt det hele aftenen. Mogens fortalte lidt om baggrunden for kyndelmisse. Det er en gammel kristen helligdag, som er blevet fejret siden omkring år 500, for at blive afskaffet af Struense i 1770 i forbindelse med hans helligdagsreform. Men både på landet og i de forskellige lavsgilder i byerne blev man ved med at festligholde dagen med god mad og drikke til langt op i 1800-tallet. Kyndelmisse betragtes som vinterens vendepunkt, og dagen markerer, at nu er halvdelen af vinteren gået. Bonden skulle forvisse sig om, at halvdelen af foderet til dyrene var tilbage, da de jo først kunne komme på græs i maj måned. Mogens fortalte, at hans mor havde fortalt sine børn, at de højere magter på denne dag kastede en varm sten i havet, så isen kunne smelte og foråret komme. Herefter sang vi et par vintersange fra Højskolesangbogen, og Inger Marie spillede til. Vi sang bl.a. Blichers "Sig nærmer tiden, da jeg må væk" og "Det er hvidt herude". Sjovt nok forekommer de begge i hans digtsamling "Trækfuglene" (1838), en titel, man med rette kunne hæfte på mange af aftenens deltagere. Herefter blev der serveret "stegt flæsk med persillesovs" - og der blev spist op. Da denne fortrinlige ret i 2014 blev valgt til danskernes nationalret, kan vi sikkert regne med, at den vil være på menuen ved fremtidige kyndelmissearrangementer. Jeg selv var lidt bekymret, da det gik op for mig, at der ikke var dækket op med skeer som de foregående år. Det måtte betyde, at vi ikke skulle have citronfromage, hvilket Marie ellers havde fremtryllet de to foregående år. I stedet viste det sig, havde Inge kreeret en dejlig velsmagende kage til kaffe, og så lagde min bekymring sig igen.

Efter spisningen var der underholdning, orkestreret af Mogens. Han forestod adskillige selskabslege, hvor deltagerne ud fra forskellige remedier skulle gætte bynavne m.v. Det forløb muntert, og det lykkedes os da også at gætte nogle af de svære opgaver. Mogens havde endnu en "selskabsleg" i ærmet, men han "nøjedes med" at læse den op og ikke praktisere den. Han læste et kapitel, "Lille Viktor mellem himmel og jord", fra Benjamin Jacobsens "Midt i en klunketid. Humoristiske skitser fra en københavnsk families liv fra slutningen af 1800-tallet.". Mogens fortalte, at han flere gange havde prøvet at slå "klunketid" op på Google, og hver gang var han blevet mødt med spørgsmålet: "Mener du klynketid?". Jeg kan fortælle Mogens, som jo ikke er så gammel som mange af vi andre, at klunketiden er en populær betegnelse for stilperioden "historicismen", som omfatter perioden 1880-1900, hvor klunker (Mogens, en klunke er en kugle med en kvast) var en yndet dekoration på de dengang så populære, polstrede møbler. Historien foregår i Kronprinsessegade i København i 1890’erne, hvor forfatteren med megen humor og underfundighed beretter om sin familie, som består af mor, far, bedstemor, 4 søskende og 2 tjenestefolk. En dag er der selskab for de voksne på etagen under børneafdelingen, og børnene synes, at lillebror Viktor skal kigge med, hvorfor de giver ham en snor om maven og hejser ham op og ned uden for vinduet. Det kommer der mange løjer ud af. Måske vil Mogens til næste kyndelmisse læse endnu et kapital fra den morsomme skildring, fx det kapitel, hvor Benjamin forsøger at sælge sin søster Magda til hvid slavehandel i Nyhavn.


Kyndelmisse i Den danske Klub i Almunecar.

Herefter var det Inges tur til at underholde. Ved siden af sit virke som præst i hhv. Rønne, Rørvig og Aakirkeby har Inge fungeret som kirkesanger, haft blokfløjteelever, ledet kirkens børnesangkor, været foredragsholder, klummeskriver, formand for Bornholms ældreråd og meget andet. Og nu skulle vi opleve hende som eventyrfortæller. Hun har gennem hele sit liv været fascineret af H.C. Andersen og har studeret både hans liv og hans værker. Inge fortalte med megen indlevelse H.C. Andersens fantastiske eventyr Fyrtøjet, og når jeg skriver "fortalte", så mener jeg det bogstaveligt. Inge deklamerede hele det lange eventyr udenad. Det er formentlig hendes sanguddannelse, som gør hende i stand til at tale i timevis, uden at stemmen svigter. Men hvad, der gør hende i stand til at memorere så lange tekster, har jeg ingen forklaring på. Men hun er begavet med et oplagt fortællergen.

Således sluttede endnu en dejlig aften med klapsalver til arrangørerne og ikke mindst til Mogens og Inge. Vi regner bestemt med, at successen gentages næste vinter. (Jeg beklager den forringede billedkvalitet. Skulle nogen have taget nogle bedre fotos, vil jeg gerne låne dem).

Gudstjeneste i Fiskerkapellet den 21. februar 2015

Gudstjeneste i Fiskerkapellet.

Den 21. februar var vi igen til gudstjeneste i Fiskerkapellet. En halv times tid før gudstjenestens begyndelse (som er kl, 13) begyndte deltagerne at forsamles udenfor kapellet i det dejlige solskin. Hvis du ser godt efter på billedet ovenfor til venstre, kan du se Mads og Marie i samtale med venner og bekendte. Mads og Marie havde været på besøg hernede i oktober 2014 og var kommet herned igen på 6 ugers vinterferie. Dejligt at se dem igen. Vi hilste også på Grethe og Jørgen Krølner, som netop var ankommet for et ophold på tre uger, lidt kortere end sædvanligt. Sjovt nok mødte vi Jørgen på rutebilstationen i Aarhus, da vi ventede på lufthavnsbussen til Billund. Hans søster skulle til Tunesien for at spille golf, og Jørgen havde kørt hende ind fra Ebeltoft. Vi hilste også på Susse Lillesøe, som er hernede en måned hver vinter. Vi kendte hende bl.a. fra turen i 2014 "I Don Quijotes Fodspor", hvor hun utrætteligt rendte rundt med sit spejlreflexkamera på jagt efter spændende motiver. Mere om Susse senere. På billedet til højre er hun i samtale med Inge ("Rødhætte").

Til venstre Ruth og Mogens. I midten Ingrid og Jørgen i samtale med Hanne. Til højre Mads-Bjørn og Inger Marie.

Vi hilste også på Ingrid og Jørgen, som vi kendte fra tidligere år. Et par dage forinden havde vi mødt disse meget aktive mennesker, mens vi sad på "vores bænk" nede ved Burriana stranden og betragtede de flittige fiskere bøde deres garn. Jeg kan aldrig blive træt af at se andre mennesker arbejde. De inviterede os op at se deres lejlighed, som ligger i den højest beliggende del i Nerja, og vi fik en god snak tillige med lidt god vin og kaffe. Jørgen, som må være udstyret med et mere end almindelig skarpt blik, påstod, at han kunne se Afrika i det fjerne, og det var lige før, at han mente, at de buler eller pukler, han mente at kunne se i horisonten, var kameler. Nå, jeg sagde ham ikke imod, vi var jo gæster. Dagen efter var vi på udflugt til Frigiliana, og der løb vi igen ind i Ingrid og Jørgen. Jeg spurgte, hvor de havde parkeret, men de fortalte, at de da var spadseret derop fra Nerja, en tur på 6-7 km - opad. Det må give en god fysik at være gartner. Det eneste problem, jeg har med Jørgen, er, at hver gang jeg møder Merete, som jeg ellers sætter megen pris på, så spørger hun, om det er Jørgen eller Søren, hun har for sig. Ganske vist er Jørgen da en nydelig fyr med et pænt skæg, men alligevel. Og helt galt blev det, da en af de (mange) søde damer i kirken spurgte, om jeg havde gået på Beder Gartnerskole - så måske skal jeg til at gå med et skilt, som siger: "Jeg er ikke Jørgen Vilster".

Før gudstjenesten var Hanne som sædvanligt oppe for at få afklaret, hvor mange der ville med til den efterfølgende spisning (næsten alle), og hvem der ville have hvad til forret og hovedret. Der plejer at være lidt problemer, inden regnskabet stemmer, men for en gangs skyld faldt brikkerne på plads allerede første gang, så det var ikke nødvendigt med fintælling. Jeg kan ikke lade være med at fortælle, at når vejret tillader det, spadserer hun og hendes mand Knud de tre kilometer fra bopælen til kirken. Man kan vel sige "godt gået", ikke mindst til Knud, som bruger rollator.

Mogens prædikede over syndefaldet, hvor fristeren i skikkelse af en slange forleder vores forfædre Adam og Eva til at bryde Guds bud. Og som evangelietekst beretningen om Jesu fristelse i ørkenen, hvor samme frister forgæves forsøger at få Jesus til efter at have fastet i 40 dage og 40 nætter at misbruge sin eller Guds magt til bl.a. at forvandle sten til brød. I modsætning til Adam og Eva overvinder Jesus fristelserne. Derefter talte Mogens om tilgivelse og kom ind på emnet tilgivelse. Han omtalte dokumentarfilmen "Voldens væsen", som er udarbejdet af Anders Laugesen, mangeårig vært på "Mennesker og tro" på P1. Filmen, som Mogens flere gange havde anvendt i sin konfirmandforberedelse, er optaget i Sierra Leone, hvor flere end 50.000 mennesker blev dræbt i en 10 år lang borgerkrig, og hvor mere end halvdelen af befolkningen kom til at leve som flygtninge. I filmen forsøger Anders Laugesen at finde årsagen til, at ondskaben kan få overtaget i menneskers sind, men også til, hvorledes ofre for tortur, voldtægt og krig efterfølgende er i stand til at tilgive deres bødler. I filmen udtaler et menneske, som har fået amputeret begge sine arme: "Jeg er færdig med at være bitter. Det, der er gjort, er gjort. Og hvis ikke vi tilgiver hinanden, kommer vi aldrig videre." Filmen har modtaget flere priser, både nationalt og internationalt.

Under gudstjenesten havde Stephen, vores faste kirkesanger, god støtte af Susse Lillesøe, der som Stephen er pensioneret fra Det Kongelige Operakor.

Efter gudstjenesten vandrede vi som så mange gange tilforn ned til Stråhytten for at spise. Flere af mine venner har spurgt mig, om der er nogen særlig fornøjelse ved at sidde og spise sammen med mere eller mindre ukendte mennesker. Og svaret er "Ja". Hver eneste gang kommer Birgit og jeg til at sidde i nærheden af en eller flere spændende personer. Birgit sad ved siden af Susse, der i 27 år var i DR Radiokammerkoret, indtil der blev indledt en hæftig omstrukturering - almindelige mennesker ville sikkert betegne det en voldsom reducering. Dette fik Susse, som er uddannet i musikvidenskab ved Københavns Universitet og i sang fra Det kgl. danske Musikkonservatorium, til at søge ansættelse i Det kgl. Operakor, hvor hun var fra 2004-2011. Sideløbende hermed har hun haft en karriere som koncertsanger både med sin egen trio, Händel-trioen, samt ved oratoriekoncerter med f.eks. landsdelsorkestrene overalt i Danmark, Sverige m.m. Med Radiokoret har hun turneret over hele verden, fx i USA, Canada, Sydkorea og Australien (bl.a. i Sydneys Operahus).

En af Susses interesser er rejser. Ikke "bare" færdigpakkede charterrejser, men helst rejser til fjerne, uortodokse og måske halvfarlige rejsemål. Bl.a. har hun været i en stor del af de mellemøstlige lande som Iran, Irak, Pakistan, Yemen, Libyen og Oman, og hun fortalte Birgit, at en af hendes rejsemål var Saudi-Arabien, som hun håbede at kunne besøge på et tidspunkt. I 2014 rejste hun gennem de 6 Centralamerikanske stater Panama, Costa Rica, Nicaragua, El Salvador, Honduras og Guatemala. Susse er (selvfølgelig) medlem af "De Berejstes Klub". For at blive medlem skal man opfylde følgende optagelseskriterier:

  • have besøgt mindst lige så mange lande, som man er år gammel, dog mindst 30
  • have besøgt mindst to nye lande inden for de seneste to år
  • have besøgt mindst fire kontinenter og
  • have krydset ækvator.
På sine rejser er hun bevæbnet med sit uundværlige spejlreflexkamera, som selvfølgelig er analogt. Det er nu engang det bedste. Og film kan man bestille hjem fra en fotohandel i Vejle. Egentlig ville hun sikkert helst optage i sort/hvid, så hun selv kunne stå i mørkekammeret og styre hele processen. Alle billeder bliver printet og forsynet med detaljerede oplysninger om tid og sted m.m. på bagsiden, inden de sættes i album.

Jeg sad over for et par, som har været fast gæst i kirken i de fire år, vi er kommet her, nemlig Hanne og Eddie. De var også med på kirkens tur "I Don Quijotes Fodspor" i 2014. Eddie er dårligt gående - han er heller ikke nogen årsunge - og har gerne kørelejlighed til kirken, mens Hanne tager cyklen frem og tilbage. Da vi sad ved bordet, gjorde Birgit mig opmærksom på, at Eddie var far til den Anders Laugesen, som havde skabt filmen "Voldens væsen", og som havde indgået i Mogens' prædiken. Det var - som sikkert meget andet - undgået min opmærksomhed. Under samtalen gik det op for mig, at et af mine yndlingsprogrammer, "Mennesker og Tro" på P1 søndag morgen (i perioder kanalens mest hørte udsendelse, med 150.000 lyttere) bliver lavet af samme Anders Laugesen. Samme Anders Laugesen havde også interviewet Bjørn Nørgaard, da vores lille lokale kunstgalleri blev indviet for nogle år siden. Og da vi begyndte at snakke arbejdsliv, viste det sig, at Eddie havde arbejdet på virksomheden Crisplant ved Aarhus i mere end 34 år. Og at jeg havde arbejdet lige på den anden side af gaden det første år efter, at jeg var kommet hjem efter overstået militærtjeneste. Det viste sig, at vi derhjemme i Østjylland bor i nærheden af Hanne og Eddie, så vi udvekslede adresser, så vi kan mødes, når vi er kommet hjem til Danmark. Endnu et dejligt bekendtskab.

På min højre side sad en mand på min egen alder, Niels. Jeg havde set ham nogle gange i Lux Mundi, hvor han almindeligvis går til gudstjeneste. Jeg havde også talt med ham de seneste to årsmøder. Det viste sig, at vi begge havde en fortid ved Flyvevåbnet, og vi fik en god drengesnak om kampfly i det danske forsvar i begyndelsen af 1960'erne. Men mens jeg havde forladt Flyvevåbnet efter udstået værnepligt, havde Nils fået et uddannelse som flymekaniker, og resten af sit arbejdsliv havde han arbejdet med servicering af fly, først som mekaniker, siden som leder. Han havde arbejdet ved Maersk Air i 34 år, hvilket stort set var hele selskabets levetid. Jeg fik en meget spændende beretning om, hvorledes det var lykkedes at "smugle" selskabets reservedele og kostbart værktøj ud af British Guyana for at sikre, at det ikke blev "beslaglagt". Kan du forestille dig en mere spændende eftermiddag? Jeg kan ikke.

 

Hvis du vil læse om vores tidligere besøg i Den danske Kirke Øst for Malaga, kan du klikke her. Klik her, hvis du vil læse om vores oplevelser i kirken i 2016.

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja Udflugt med Kirken - I Don Quijotes fodspor. Næste side: Besøg i Den Danske Kirke i 2016

 

Vælg næste side: