Til gudstjeneste i Den danske Kirke i Almunecar
Da vi i 2011 tilbragte et par måneder i Salobrena lidt vest for Nerja, erfarede vi, at der findes en dansk kirke øst for Malaga. Den danske Kirke Øst for Malaga - La Iglesia Danesa al Este de Malaga - hører organisatorisk under Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK. Birgit og jeg er ikke regelmæssige kirkegængere, men når vi rejser, forsømmer vi aldrig nogen lejlighed til at besøge kirker og evt. opleve det fællesskab, der er i forbindelse med disse. Vi havde vistnok på turistkontoret fået fat i kirkebladet og studeret det. I modsætning til den langt større kirke (menighed), Margrethekirken i Fuengirola, som betjener de mange danskere i Malaga og området vest for Malaga, virker denne kirke kun 4-5 måneder fra november - marts. Årsagen er, at en stor del af danskerne øst for Malaga er "trækfugle", som tager hjem til Danmark om foråret og venter tilbage om efteråret for at nyde den milde vinter på Solkysten. Kirken har ikke sin egen kirkebygning, men "låner" sig frem. Der afholdes gudstjeneste hver lørdag på skift i Fiskerkapellet i Almunecar og Torre del Mar, dog en enkelt gang i hhv. Maro og Frigiliana. Af kirkebladet fremgår, at kirkeårets første gudstjeneste, den første lørdag i november, fandt sted udendørs på tærskepladsen El Cherval på et bjergplateau bag La Herradura. Her var rejst et lille alter, og menigheden kom selv med klapstole og -borde samt madkurve for at holde høstgudstjeneste. Det må have været betagende. Afslutningsgudstjenesten den sidste lørdag i marts afholdes almindeligvis i Frigiliana Kirke, som vi har besøgt adskillige gange, når vi har været på Galeria Krabbe lige i nærheden.

Vi havde ofte været i Almunecar, som er en dejlig by med mange udenlandske og altså også danske beboere, men vi havde ikke set Fiskerkapellet. Heldigvis var vejen dertil beskrevet i kirkebladet, men for en sikkerheds skyld kørte vi hjemmefra i god tid. Det viste sig ikke vanskeligt at finde Fiskerkapellet. Vi drejede af N-340 og kørte mod La Herradura. Ved afkørslen ned til La Herradura fortsatte vi lige ud mod Almunecar. Kort efter byskiltet i Almunecar drejede vi skarpt til højre ved det første kryds og fortsatte ad den snoede villavej ned mod havet. På vejen kom vi forbi en imponerende bygning på højre side, den er bygget som et stort skib og ser helt surrealistisk ud. Fiskerkapellet ligger på højre side af vejen lige før den lille bro over det udtørrede flodleje. Hvis du drejer til venstre, er der masser af gratis parkeringspladser. Husk, hvis du vælger at parkere ved stranden, skal du trække en billet i automaten. Vi ved af smertelig erfaring, at der er et effektivt og nidkært korps af parkeringsvagter i byen, som kæmper for at få intetanende turister til at spytte i den altid slunkne kommunekasse.

Til gudstjeneste i Den Danske Kirke i Fiskerkapellet i Almunecar.

Over døren til Fiskerkapellet stod Capilla de Nuestra Senora del Carmen. Denne Carmen er fiskernes skytshelgen, og alle de små fiskerlandsbyer holder hvert år i juli en fest for "Virgin del Carmen". Den begynder med en gudstjeneste, hvorefter den hellige statue bæres gennem de ofte smalle gader ned til havnen. Her anbringes statuen af jomfruen på en lille robåd, hvorefter hun sejles en tur langs kysten. Processionen følges af en stor menneskemængde, og som altid på disse breddegrader ledsages ceremonien af et voldsomt fyrværkeri.

Der var kun kommet et par mennesker før os, men da døren stod åben, gik vi indenfor, hvor vi blev hilst hjerteligt velkommen af formentlig kirketjeneren. Menigheden er ikke større, end at alle kender hinanden, så når der er nye (måske skulle jeg hellere sige ukendte?) ansigter, skal man selvfølgelig lige forvisse sig om, hvem de er, og hvor de kommer fra. Vi så os omkring i kirkerummet, inden vi satte os på de opstillede klapstole. Et par, som kom samtidig med os, var åbenbart erfarne kirkegængere, da de havde medbragt et par hynder.

Gudstjeneste i Den Danske Kirke i Fiskerkapellet i Almunecar.

Bag det lille alter var en smuk figur af Kristus på korset, og til venstre en figur af Jomfru Maria med sønnen på armen. Der var flere udsmykninger i kirkerummet, som viste dets katolske oprindelse. Efterhånden dukkede der flere kirkegængere op, og til sidst var vi omkring 35. Faktisk så mange, at beholdningen af salmebøger ikke slog til. Bortset fra en enkelt, måske en datter, som var på besøg, var vi alle i pensionsalderen. De fleste hilste på hinanden, og da præsten kom, gik han også en runde og hilste. Før gudstjenesten begyndte, rejste et medlem af menighedsrådet sig op og spurgte hvor mange, der ville med til fællesspisning bagefter. Det viste sig, at der er fællesspisning efter hver gudstjeneste. Hele 31 meldte sig. Og så skulle vi også vælge mellem to forretter (spaghetti med ost eller bønner med Serranoskinke) og mellem fisk (dorado) eller mørbrad til hovedret. Herefter ringede optællersken til restauranten og oplyste tallene, så de kunne gå i gang med at tilberede menuen. Lidt pudsigt efter dansk sædvane, men meget livsbekræftende, og det fælles måltid er jo et vigtig ritual indenfor den kristne kirke. Gudstjenesten forløb helt efter dansk tradition, og der blev sunget kraftigt med på de 5-6 salmer. Præsten holdt en fin tale om "de betroede talenter", og gudstjenesten afsluttedes med altergang.

Efter gudstjenesten spadserede vi et par hundrede meter ned til en restaurant ved vandet. Her var der bagest i lokalet opstillet et bord til os. Det blæste for meget til, at vi kunne sidde udenfor, og vi var formentlig også for mange til, at det var muligt.

Til venstre præst takker Mads-Bjørn Jørgensen Kirsten for mange års gerning. Til højre fællesspisning efter gudstjeneste i den danske kirke i Almunecar.

Spisningen forløb, som altid i Spanien, i ro og mag. Alle har god tid, og der skal selvfølgelig snakkes med venner og bekendte og - heldigvis - altså også med vi ubekendte. Den søde, ældre dame ved siden af Birgit kom til at afsløre, at hun oprindelig kom fra Sønderjylland. Det afstedkom et længere historisk foredrag fra sidemanden om den historiske grænsedragning i 1920 med referencer både frem og tilbage i tiden, bl.a. til både Bismarck, Londonkonferencen og Adolf Hitler og dr. Werner Best. Birgits nabo, Ragnhild, fortalte, at hun og hendes mand siden 1987 hvert år havde tilbragt 2-3 vintermåneder i Almunecar i et lejet hus helt nede ved vandet. Den resterende del af året boede de i et sommerhus ved Aistrup Strand syd for Århus. Desværre var hendes mand død sidste vinter, 90 år gammel, og i år var første gang, hun var taget herned alene. Hun ville nu overveje, om hun ville vedblive med at tage sydpå om vinteren.

Inden spisningen bragte sognepræst Mads-Bjørn Jørgensen Kirsten (afgående organist i kirken, tror jeg) en varm tak for mange års arbejde for kirken og uddelte også et par flasker vin, som blev vel modtaget. I sin lille tale referede han til Wessels "lille vakre Kirsten Bak" - uden at trække sammenligningen for langt. Efter spisningen talte Birgit med Mads-Bjørn Jørgensen. Du ved, hvis man ikke spørger, får man ikke noget at vide. Gået på klingen fortalte han, at han gået på pension i 2005. Hans seneste ansættelse var sognepræst ved Sct. Andreas Kirke i København. Hustruen, Anna-Marie, som er læreruddanet, havde de seneste 30 år været viceskoleinspektør på Den Classenske Legatskole i København. Mads (ja, det går hurtigt med at komme på fornavn med mennesker her i Spanien) fortalte, at han i august 2006 tiltrådte en 3-årig tjeneste som præst for Den danske Kirke i Schweiz med bopæl i Genève og yderligere menigheder i Bern, Basel og Zürich. Det svarede lidt til, at man i Danmark skulle prædike i hhv. Ålborg, Haderslev, Odense og København. Han og hustruen havde tre gode år dernede. Han tiltrådte i Den danske Kirke øst for Malaga i november 2011, og han og hustruen håbede på mange gode år hernede. Både Mads og Marie, som i øvrigt fyldte 70 år dagen efter, så ud til at være i god form både åndeligt og fysisk, så det er der al mulig grund til at tro, at det ønske skal gå i opfyldelse. Det ville også glæde menigheden, som tydeligvis var glad for præsteparret. Marie, som var med til gudstjenesten og efterfølgende spisning, fortalte, at også hun befandt sig rigtig godt hernede. De tilbragte forår og sommer i Danmark og kørte selv til Costa del Sol, når "kirkeåret" begyndte i begyndelsen af november. Herre gud, det er jo bare en køretur på 3.000 km.

Jeg har senere i et tidligere nummer af kirkebladet læst lidt mere om Mads' lidt usædvanlige baggrund. Han er cand. theol. fra Københavns Universitet og var fra 1969 til 1989 ansat på Emdrupborg Statsseminarium og Blaagaard Statsseminarium som lektor og pædagogisk/administrativ inspektør. I studietiden arbejdede han på Nationalmuseet og på Institut for dansk Kirkehistorie med udarbejdelsen af en registrant over middelalderens danske kalkmalerier. Registreringsarbejdet førte til arbejdsopgaver i Skåne, Finland og Sydslesvig og medførte, at han erhvervede sig flycertifikat og gennemførte en række luftfotograferinger for Nationalmuseet. Da man i slutningen af 1980’erne gik i gang med at etablere Danmarks Flyvemuseum i Billund, blev Mads ansat som direktør og forestod opbygningen af museet, som åbnede i 1990. I dag indgår samlingen som en del af Teknisk Museum i Helsingør. Man kan vel godt tillade sig at sige, at Mads "kan mere end sit fadervor".

Jeg sad overfor en myndig, men absolut venlig dame, vistnok kasserer i Støtteforeningen, og hun fortalte om det arbejde, som udføres af Støtteforeningens pt. 60 medlemmer. Foreningen bekoster udgivelsen af kirkebladet, som er en nødvendighed for at holde sammen på den lille og spredte menighed. Jeg kunne oprigtigt fortælle, at jeg fandt kirkebladet både smukt og meget velskrevet. Kirkebladet udgives selvfølgelig af menighedsrådet, og præsten er ansvarshavende redaktør. Det trykkes i Danmark, og transporteres gratis til Solkysten af Silkeborg Flyttefirma. I kirkebladet havde jeg bl.a. læst, at Støtteforeningen hvert år i marts arrangerer en 2- eller 3-dages tur for medlemmer og andre interesserede. Sidste år havde turen gået til Cordoba, og der var et fyldigt referat af turen. I år gik turen til Sevilla. Hun spurgte, om vi var interesseret i at deltage, da der netop var indløbet et par afbud, men vi måtte desværre afslå det venlige tilbud, da vi havde aftalt med vores venner, Kirsten og Thøger at tage til Sevilla sammen, når de kom på besøg midt i februar. Vi har studeret programmet for turen grundigt for at sikre, at vi ikke går glip af noget på vores egen tur til Sevilla. Næste år vil vi forsøge at planlægge vores ferie, så vi kan deltage i turen. Det er tydeligt, at turene både er historisk interessante og hyggelige med masser af socialt samvær, ikke mindst om aftenerne. I forbindelse med julen er der både sammenkomster med danske julesange, gløgg og æbleskiver samt julebazar. Herudover er der for 5. år i træk arrangeret jazzkoncert, ligesom præsten havde holdt 2x2 foredrag "Hvad skrev de?", en kritisk gennemgang af kilderne til de synoptiske evangelier Matthæus, Markus og Lukas, foredrag som jeg gerne ville have overværet, da emnet interesserer mig meget.

Birgit og jeg havde en dejlig eftermiddag til gudstjeneste og efterfølgende spisning og samvær i Den Danske Kirke Øst for Malaga, så hvis du er på de kanter mellem november og marts, kunne du jo overveje, om det ikke var noget for dig. Du vil blive godt modtaget. Den Danske Kirke Øst for Malaga har ikke egen hjemmeside, men jeg fik at vide, at man på Torre del Mar-klubbens hjemmeside kan læse nyheder om kirken og dens aktiviteter og også læse kirkebladet. Klik her.

Lørdag den 24. marts 2012 - dagen før vi vender hjemad til Danmark - er der afsluttende gudstjeneste i Frigiliana Kirke. Det vil for os være en fin afslutning på 10 ugers ferie i Nerja, så mon ikke vi dukker op?

2013: Tilbage i Den danske Kirke øst for Malaga
Da vi kom tilbage til Nerja i vinteren 2013, skulle vi selvfølgelig igen aflægge besøg i den danske kirke. Gudstjenesten fandt også ved den lejlighed sted i Fiskerkapellet i Almunecar. Udenfor kirken blev vi hjerteligt modtaget af præstens kone Marie, som vi huskede udmærket fra året i forvejen, og inde i kirken var der også flere andre kendte ansigter. Mads holdt igen en god prædiken, og menigheden sang med på salmerne af hjertets lyst. Der er vist noget om, at man føler sig allermest dansk, når man er i udlandet. På rækken foran os sad et ægtepar, og manden havde en helt utrolig stor stemme - selv om jeg fornemmede, at han holdt lidt igen for ikke at stjæle hele lydbilledet.

Efter gudstjenesten gik vi igen ned på restaurant El Rinconcillo ved stranden, hvor vi fik en 3-retters menu, menu del dia. De fleste havde valgt fisk til hovedretten, og vi blev ikke skuffet. Der var drikkevarer med i prisen (12 Euro), og der blev ikke sparet på flaskerne. Da vi forlod bordet efter dessert og kaffe, stod der mindst fire urørte vinflasker på bordet - det var næppe passeret i Danmark. Et par dage senere, da vi igen var i Almunecar, spiste vi frokost på El Rinconcillo. Denne gang sad vi udenfor, og igen var maden og betjeningen fremragende.

Til venstre Kirsten og Jacob Fredelund samt Mads-Bjørn Jørgensen. Til højre flere deltagere i fællesspisningen.

Under middagen gik snakken lystigt. Jeg talte en del med Kirsten Fredelund, som var nyvalgt formand for menighedsrådet. Hun og hendes mand Jacob har tilbragt mange vintre i La Herradura, sommeren tilbringer de i Danmark i deres sommerhus. De tager gerne hjem til jul - med mindre børnene foretrækker at komme ned til dem. Kirsten fortalte, at Mads havde lovet at tage endnu et år som præst, hvilket alle var glade for. De var ikke mindre glade for præstefruen Marie, som gjorde et stort arbejde i menigheden og syntes at elske livet på solkysten. Der havde tidligere havde været problemer med at tiltrække og fastholde en præst, da hustruen ofte ikke brød sig om at være her. Helt uforståeligt for mig. Det må da være en pragtfuld måde at afslutte sit arbejdsliv på.

Jeg komplimenterede sangeren, som havde gjort gudstjenesten til en endnu større oplevelse for mig, og han fortalte, at han var pensioneret fra den kongelige opera. Han fortalte også, at han flere gange havde sunget ved støtteforeningens årsmøde. Jeg noterede mig, at næste årsmøde finder sted den 9. marts (2013) på restaurant Al Andalus, og inden årsmødet er der gudstjeneste i sognekirken i Maro. Begge dele inden for bekvem spadsereafstand fra vores lejlighed i Nerja, så mon ikke vi dukker op.

Vores veninde Karin fik en god snak med sin nabo, Lise, som var på besøg hos Kirsten og Jacob. Lise bor i Kolding, hvor også Kirsten og Jacob havde boet i mange år. Det viste sig, at Karin og Lise skulle med samme fly hjem til Billund, så de aftalte at rejse sammen. Kl. seks om morgenen - jeg ved ikke, hvorfor RyanAir altid har afgange på de mest ugudelige tidspunkter - mødtes vi i lufthavnen i Malaga, og der gik ikke mange minutter, inden snakken gik lystigt. Der har ikke været meget læsefred i maskinen hjem til Danmark for de andre passagerer. For resten fortalte Kirsten og Jacob, at de skulle hjem til Danmark i begyndelsen af marts for at fejre deres guldbryllup. God fest og mange gode år sammen fremover!


Fejring af kyndelmisse i klublokalet i Almunecar i 2013
Vi havde læst i kirkebladet, at man søndag den 3. februar ville fejre kyndelmisse i klubbens lokale i Almunecar. Udover sange og hyggeligt samvær blev der også lokket med "stegt flæsk med persillesovs og citronfromage". Vi spurgte vores engelske venner, Ian og Amanda, om de havde lyst til at komme med. De sagde ja tak, og jeg ringede til Kirsten og meldte os til. Hun fortalte, at der havde været en overvældende tilslutning til arrangementet, og at man skulle ud og skaffe både tallerkener og bestik samt stole. Men, som hun sagde, "hvor der er hjerterum er der husrum", så vi var meget velkomne.

Da det var første gang, vi kom i klublokalet, og vi først skulle finde et sted at parkere, dukkede vi først op 10 minutter før tid. Mere end 70 forventningsfulde danskere sad bænket ved bordene, og der var kun enkelte ledige sæder rundt omkring. Det viste sig, at en håndfuld gæster havde glemt at tilmelde sig, men der gik bare nogle få minutter, så dukkede Jacob op med et lille bord, og han kunne også fremtrylle fire stole. Inden festen gik i gang, var der lige et fødselsdagsbarn, der skulle fejres. Til Ian and Amandas overraskelse sang forsamlingen fødselsdagssangen på engelsk, og Mads, som var aftenens toastmaster, overrakte fødselaren en buket blomster med nogle velvalgte ord.

Fejring af kyndelmisse i klublokalet i Almunecar.

Mads, som havde taget initiativ til arrangementet, indledte med at byde velkommen, hvorefter han fortalte lidt om baggrunden for kyndelmisse. Kyndelmisse er en gammel kristen helligdag, som siden omkring år 500 er fejret på den 2. februar. Ordet kyndelmisse er en fordanskning (forvanskning) af det latinske ord for lysmesse: kyndel kommer af candelarum (lys) og misse (messe) af missa. Den katolske kirke fejrer stadig dagen med en lysmesse, hvor de lys, som skal bruges i kirken i det kommende år, velsignes. Sognebørnene kunne (kan?) også komme med lys, som de ønskede at få velsignet. Man fejrer også, at Jesus på denne dag blev vist frem i templet, netop 40 dage efter sin fødsel. På den tid blev kvinder betragtet som "urene" i 40 dage efter at have født, og de kunne ikke komme i synagogen eller templet. Der blev gennemført visse "renselsesritualer" for Jomfru Maria i templet, således at hun kunne genindtræde i det religiøse fællesskab. Dette er forklaringen på, at dagen også betegnes som "Marias renselsesdag". Kyndelmisse blev afskaffet som helligdag af J.F. Struensee i 1770, men både på landet og i de forskellige lavsgilder i byerne blev man ved med at festligholde dagen med god mad og drikke langt op i 1800-tallet. Det er jo dejligt med en god anledning til at feste.

Kyndelmisse betragtes som vinterens vendepunkt, og dagen markerede, at nu var halvdelen af vinteren gået. Bonden skulle forvisse sig om, at halvdelen af foderet til dyrene var tilbage, da de jo først kunne komme på græs i maj måned. Der var mange traditioner knyttet til kyndelmisse. Frugttræerne skulle piskes med ris for at sikre et godt udbytte, ligesom rituelle pløjninger skulle sikre bonden god høst. Der blev afholdt "kjørmes-gilde", traditionelt et sammenskudsgilde, hvor der blev spist en kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin eller stuvet hvidkål med flæsk og pølse. Man tog også vejrvarsler af denne mærkedag. Mads fortalte, at hvis det på denne dag blæste så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. kælling ved jorden, så ville foråret snart komme. Og "hvis der var kjørmes-tø, var det lige så godt som 100 læs hø". Man sagde, at Sankt Peter på denne dag smed en varm sten i vandet, så isen kunne smelte og foråret komme.

Herefter gik vi i gang med at synge vintersange fra Højskolesangbogen. Pianisten, Inger Marie, spillede pragtfuldt. En af de første var "Sneflokke kommer vrimlende" (Jeppe Aakjær, 1916). Du har sikkert i din skoletid - som jeg gjorde - undret dig over tredje vers, som omtaler ankomsten af "Kjørmes-Knud":

Og Gammelmor i Klokkerne
med Huen og Graalokkerne,
hun haler op i Sokkerne
og ser forsagt derud.
For nu er Kaalen liggende,
og nu står Tjørnen stikkende
og spidder Sne på Piggene,
og nu kom "Kjørmes-Knud"

Det er hvidt herude
Kyndelsmisse slår sin Knude,
overmåde hvas og hård
hvidt forneden, hvidt foroven
pudret tykt står Træ i Skoven
som udi min Abildgaard

Hvem var han egentlig ham "Kjørmes-Knud"? Hvad betyder det? Og hvornår kom han egentlig? Mads kunne oplyse, at "Kjørmes-Knud" er en jysk omskrivning, hvor "kjørmes" står for kyndelmisse, og "knud" betyder "knude", forstået som (vinterens) midtpunkt. Så blev vi så kloge. Også Blicher (1838) taler om "kyndelmissen, som slår sin knude".

Efter at have sunget et par sange blev der serveret "stegt flæsk med persillesovs". Jeg er nærmest født op med den slags føde - hvilket stadig kan ses på min flotte krop - men jeg var spændt på, hvad vores engelske venner ville mene om kosten. Den faldt i god jord, og Ian fortalte, at den mindede meget om den kost, som han fik om vinteren i sin barndom i Newcastle i Nordengland. Under vores talrige fælles søndagsmiddage var vi blevet klar over, at englændere - i hvert fald vores englændere - sætter særdeles meget pris på dessert, og citronfromagen, som præstefruen Marie havde lavet, forsvandt som dug for solen. Mads fortalte, at han havde haft travlt med at slikke skåle, og måske havde han også taget et kilo på, siden vi så ham sidst. Efter middagen var der en konkurrence, hvor deltagerne skulle svare på fem spørgsmål. Mads forestod dette på sin sædvanlige humoristiske facon og læste op af Guldhornene, Storm P, Benny Andersen m.fl. for at lede os frem til svarene. Jeg tror, at alle kunne besvare de fem spørgsmål korrekt, men det vigtigste var, at vi havde det vældig sjovt undervejs.

Efter at præmien var blevet uddelt til den heldige vinder, var der en overraskelse. Stephen, "vores operasanger", som Mads kaldte ham, havde sunget for hele aftenen, men nu sang han for os, og "selvfølgelig" var det "Ol' Man River", hvor hans dybe register rigtig kunne komme til sin ret. En dejlig oplevelse, og der var bragende klapsalver bagefter. Da vi kørte tilbage til Nerja, var Ian og Amanda enige om, at det havde været en dejlig aften. Vi håber, at Mads vil gentage successen næste vinter.

Gudstjeneste i Maro med efterfølgende årsmøde
Lørdag den 9. februar 2013 var der gudstjeneste i Maro kirke med efterfølgende årsmøde på Al Andalus. Efter årsmødet var der fællesspisning og forskellige former for underholdning. Vi var desværre ikke i stand til at deltage i årsmødet, men vi gik til gudstjenesten. Vi havde mange gange spadseret forbi den lille sognekirke i Maro, men den havde hver gang været lukket, så nu glædede vi os til at tage den nærmere i øjesyn. Da vi kom til kirken, var pladsen overfor fyldt af glade mennesker. Mange havde vi mødt tidligere, men der var også en del ukendte ansigter. Mange af disse formentlig boede i den vestlige ende af "sognet", men i dag var der som nævnt efter gudstjenesten årsmøde på hotel/restaurant Al Andalus, som ligger 10-15 minutters gang fra kirken - ganske tæt på de verdensberømte grotter i Maro. Vi så blandt andre den tidligere menighedsrådsformand, Kirsten Skanborg, som Mads i det seneste nummer af kirkebladet - kærligt og respektfuldt - havde tituleret "kardinalen".

Gudstjeneste i kirken i Maro. Til højre tryller Inger Marie på orglet.

Som altid holdt Mads en udmærket prædiken, og der blev sunget med af hjertets lyst på salmerne. Først og fremmest af "vores operasanger" Stephen og hans hustru, som også har en dejlig stemme, men af hele menigheden. Det er som om den klangbund, som Stephens dejlige bas lægger, opmuntrer alle til at synge en lille smule kraftigere, end man ellers ville gøre. Det er jo heller ikke meningen, at Stephen skal stå med hele opgaven alene.

Gudstjeneste i Fiskerkapellet den 16. februar 2013
Da vi ankom til Fiskerkapellet - som sædvanligt i god tid før gudstjenestens start kl. 13 - stod hele menigheden udenfor på fortovet, mens vi kunne høre sang inde kapellet. Vi fik at vide, at Mads og Marie havde besøg af familie og venner fra Danmark, og at disse ville "underholde" i forbindelse med gudstjenesten. Disse fire personer, to mænd og to kvinder, hvoraf en var Mads' lillesøster, udgør et kor, som optræder med firstemmig sang. Korlederen er organist og hendes mand mangeårig kirkesanger. Herudover en pensioneret præst. navn??? Koret blev suppleret med Stephen og hans hustru, som også har en dejlig sangfugl i sit bryst, "vores organist/pianist" Inger Marie samt endnu en tidligere operasanger, hvis navn jeg desværre ikke fik at vide. Koret indledte gudstjenesten med at synge smukt flerstemmigt for os, så ikke et øje var tørt.

Gudstjeneste i Fiskerkapellet den 16. februar 2013.

Under gudstjenesten sang de selvfølgelig også med på salmerne af hjertets lyst. En dejlig oplevelse for os alle.

Som sædvanligt var der fællesspisning på restauranten ved stranden, og vores korvenner deltog selvfølgelig. Jeg var så heldig at komme til at sidde ved siden af et af de mandlige kormedlemmer. Han fortalte, at han i mange år - 23 tror jeg - havde været kirkesanger i Store Heddinge kirke på Stevns, - du ved lige der ved Tryggevælde Å, hvor den danske konges rige slutter og hvor Elverkongens begynder. Hans hustru, som er organist, er også leder af 4-5 kor, så det er en travl familie. Da spisningen var afsluttet, og vi hyggede os med snak med naboerne, underholdt koret også med et par numre - til stor overraskelse for vores spanske tjenere.

Dette indslag hidsede et af de "menige medlemmer af menigheden", Jørgen Krølner, op til at rejse sigt og synge et vægtervers. Jørgen fortalte, at han de seneste fire år havde optrådt som vægter i Ebeltoft, hvor de boede. Ifølge ham selv bestemt ikke af lyst, men af bitter nød, "for at spæde lidt til den alt for sparsomme folkepension". Pensionen rakte dog til et medlemskabsskab af golfklubben i Ebeltoft samt en årlig tur sydpå i 5-6 uger. Herefter rejste en anden af gæsterne sig og sang et andet vægtervers. Han fortalte efterfølgende, at han havde været vægter i Ringkøbing i 26 år. Sikke en fantastisk oplevelse for os alle!

Birgit og jeg sad over for Jørgen og hans hustru Grethe. Vi fortalte, at vi boede i samme kommune som dem, og at vi om sommeren ofte tog gæster med til Ebeltoft for at høre vægtersang. Vi kommer også ofte til arrangementer i Ebeltoft Sognegård og i kirken, og spurgte, om de kendte Kresten, som havde været præstevikar i Ebeltoft i et års tid. Det viste sig, at Grethe var medlem af menighedsrådet, så det gjorde de selvfølgelig. Kresten er svigersøn til Karen og Hans Peter, vores gode venner, som vil komme herned og besøge os om få uger. Birgit og Karen har kommet sammen siden skoletiden. Apropos skoletiden, så viste det sig, at Grethe og Birgit begge havde gået i Christiansgades Skole i Aarhus, dog ikke i samme klasse, men de havde haft mange af de samme lærere. Og for at gøre en lang historie kort, så viste det sig, at Jørgen og Grethe havde mangeårige venner i Hornslet, hvor vi bor, og at vi både kendte dem og også havde mange andre fælles bekendte. Ja, verden er ikke altid så stor, som den ofte forekommer.

Gudstjeneste i Lux Mundi i Torre del Mar
Som tidligere nævnt afholdes ca. hver anden gudstjeneste i Lux Mundi, det økumeniske center i Torre del Mar. Tidspunktet er lørdag kl. 13 som i Fiskerkapellet i Almunecar. Vi spurgte vores venner, Karen og Hans Peter, som var nede og besøge os en halv snes dage, om de havde lyst til at komme med. Og det havde de selvfølgelig. Begge er regelmæssige kirkegængere hjemme i Danmark. Det var første gang, vi var i Lux Mundi, så vi havde lidt problemer med at finde centret. Jeg ringede på en tilfældig gadedør og spurgte om vej, og en af beboerne tilbød at køre foran os hen til centret. Centret ligger i et grønt område, Jardines Vina Malaga, mellem Calle Rioja og Avenida Moscatel.

Gudstjeneste i Lux Mundi den 9. marts 2013.

Efter gudstjenesten var der fællesspisning på en restaurant nede ved strandpromenaden, og som sædvanligt deltog næsten alle kirkegængerne. Maden, menu del dia med masser af valgmuligheder, var udmærket, men det bedste den hyggelige snak, man fik med de omkringsiddende ved bordet. Hans Peter, som var interesseret i at vide noget om "spillereglerne" for danske kirker i udlandet, sad ved siden af menighedsrådsformanden Kirsten, som kunne besvare de fleste af hans spørgsmål. Hans Peter er jurist, og han lader sig ikke nøje med en halvkvædet vise, så han kunne ikke have fået en bedre placering.

Til fællesspisning efter gudstjeneste i Lux Mundi den 9. marts 2013.

Efter spisningen lykkedes det Hans Peter at få en snak med Mads. Både Karen og Hans Peter syntes, at det havde været en stor oplevelse at deltage i en gudstjeneste på Costa del Sol, og Hans Peter sagde, at han glædede sig til at dele oplevelsen med sin svigersøn Kresten, som er præst i Danmark.

Afsluttende gudstjeneste i sognekirken i Frigiliana
Lørdag den 23. marts 2013 var vi til den afsluttende gudstjeneste i Den danske Kirke øst for Malaga. Traditionen tro fandt den sted i sognekirken i Frigiliana, Iglesia de San Antonio de Padua. San Antonio er sømændenes, fiskernes og de rejsendes beskytter - det må vel også omfatte turister som os, går jeg lidt optimistisk ud fra. Kirken blev bygget i 1676 på ruinerne af en moske; byggeriet blev bekostet af familien Manrique de Lara, og bygmester var Bernardo de Godoy, som var "hofarkitekt" for biskoppen af Malaga. Klokketårnet er den oprindelige minaret fra moskeen, og en stor del af facaden, bortset fra indgangsdøren, er også i maurisk stil. Den smukke, indre trædør til kirken er udført af Bartolomé de la Cruz, som boede i Frigiliana det meste af livet. Han blev en anerkendt træskærer og har produceret mange af de træfigurer, som anvendes i forbindelse med de religiøse processioner i Andalusien.

'Iglesia de San Antonio de Padua' i Frigiliana.

Det smukke kirkerum har tre skibe, adskilt ved vægpiller, loftet er som oftest på disse kanter af træ. I 1998 blev loftet, som var godt 300 år gammelt, renoveret i den oprindelige Mudejarstil. Til venstre bag altret står en Kristusfigur; over denne er et muslingeskal. Dette er tegn på, at der er tale om en moske, som er konverteret til en kristen kirke. Muslingeskallen er et muslimsk symbol, og det vises i alle de 19 kirker i Andalusien, som er tidligere moskeer. Kirken rummer en malet træfigur af San Antonio fra 1700-tallet, vist nedenfor til venstre. Ved hans fod ses tilsyneladende en hund, men hvis man kigger nøjere efter, opdager man, at det er en gris. San Antonio - eller Sankt Antonius, som vi kalder ham i Danmark - levede i mange år som eneboer og blev venner med skovens dyr - i dette tilfælde altså en gris. Det er næppe tilfældigt, at vi i Danmark markedsfører særlig godt grisekød som Antonius-gris.

Der var et pænt fremmøde, dvs. godt 50 personer. Det skal tilføjes, at en del af kirkegængerne allerede var taget tilbage til det danske forår (i 2013 vil det sige frost og sne). I anledning af den snarligt kommende påske var de store figurer af hhv. "Jesus bærende på korset" og "Jomfru Maria" stillet frem på de "flåder", hvorpå de bæres rundt i byen under påskeprocessionerne. Til daglig befinder de sig i hver deres niche på hver side af koret.

Sognekirken i Frigiliana.

Mads prædikede over dagens tema, som var Jesu og to disciples "udflugt" til Betfage for at hente det æsel og hendes føl, hvorpå Jesus Palmesøndag skulle ride ind i Jerusalem for at opfylde de gamle profetier. Jeg tror ikke, jeg har været til en gudstjeneste, hvor der i den grad blev sunget med på salmerne. Efter prædikenen sang "vores operasanger" Stephen meget passende "Den hellige Stad" af T.E Weatherly/Stephen Adams/Johs. Dam. Selv om Stephen havde været syg med bronkitis eller anden djævleskab i en hel måned, var det en fantastisk præstation, og alle klappede begejstret med Mads i spidsen. Jeg mener, at når præsten selv klapper for, så kan vi andre jo også tillade os at vise vores begejstring. Hvis du er lige så gammel som mig, så husker du sikkert de mange søndage, hvor operasangeren Frans Anderson sang netop denne salme i Giro 413. Birgit bemærkede en spansk kvinde, som var kommet ind for at se kirken, og som var blevet "hængende" under gudstjenesten, og hun klappede også begejstret af Stephens sang. Efter gudstjenesten takkede Mads for det forløbne kirkeår, ønskede alle en god sommer og på gensyn til november, hvor kirkeårets første gudstjeneste ifølge traditionen finder på tærskepladsen El Cherval på et bjergplateau bag La Herradura.

Afsluttende gudstjeneste i sognekirken i Frigiliana den 23. marts 2013.

Efter gudstjenesten gik vi alle over i den udmærkede restaurant, "Le Taberna de Sacristan", som ligger på kirketorvet. Der var tilmeldt godt 40, men næsten 50 dukkede op, men det problem blev også klaret af det venlige personale. Vi fik en dejlig 3-retters menu med drikkevarer samt en kop kaffe til sidst. Hovedretten var dejlige svinekoteletter, men jeg turde ikke spørge, om det var Antonius-gris? Som sædvanligt forløb snakken hyggeligt ved bordene. Birgit sad overfor Merete, som fortalte om de ca. 30 år, hun og hendes mand har tilbragt i Spanien. Hun berettede meget humoristisk om deres kamp for at få etableret et landbrug, som kunne give lidt indtægter. Et af problemerne var, at finde de rette produkter til deres lille ejendom. Et andet problem var, at de ikke kunne levere produkter i de mængder, som de store supermarkedskæder forlangte. Et tredje problem var de høje og stigende priser på vand. Og transporten af produkterne til Danmark var også en stor udfordring. Ofte blev varerne lagt på kølehus i tre måneder, indtil "prisen var god". Men til den tid, var kvaliteten af varerne til gengæld dårlig. Men til trods for alle disse problemer har Merete et smittende humør. En ved bordet fortalte, at Merete af en af sine naboer var blevet taget for et spøgelse, da hun - uden at det var aftalt - havde taget sig af naboens høns. I så fald det mest charmerende spøgelse, jeg mødte på Solkysten i vinteren 2013.

Til venstre foto fra gudstjenesten. Til højre foto fra spisningen. I forgrunden til venstre spøgelset Merete. I baggrunden Mads og Marie samt organisten Inger Marie og hendes forelskede kæreste Bent. Man forstår ham godt.

Mads og Marie skulle køre tilbage til Danmark allerede den følgende dag, da de skulle til guldbryllup hos Kirsten og Jacob Fredelund. Mads var lidt bekymret for føret op gennem Europa, men som bekendt mildner gud luften for de klippede får. En ved bordet kunne fortælle, at Mads og Marie selv havde guldbryllup den 4. maj. Vi ønsker dem en god fest og håber at se dem igen næste vinter.

2014: Tilbage i Den danske Kirke øst for Malaga
I 2014 tilbragte Birgit og jeg 2½ måned i Nerja. Vi deltog i de fleste af gudstjenesterne i Fiskekapellet i Almunecar og også i et par stykker i Lux Mundi i Torre del Mar. Det var dejligt igen at træffe præsteparret Mads-Bjørn og Marie, Kisten (formand for menighedsrådet) og Jacob (hendes utrættelige og altid hjælpsomme mand), Inger Marie (organist), Inge (kasserer) og Stephen (vores kirkesanger, pens. operasanger) og mange andre dejlige mennesker.

Til venstre Mads-Bjørn og Inger Marie. Til højre Marie i samtale med et medlem af menigheden i Lux Mundi.

Den 3. februar fejrede vi igen kyndelmisse i klublokalerne i Almunecar. Lokalerne hører til foreningen "DSS - Dansk Spansk Samvirke" og ligger på Avenida de Europa 30 i Urb. La Najarra i Almunecar - lige overfor Majuelo parken. Mange af kirkegængerne er også medlemmer af foreninger, som tilbyder mange aktiviteter som vandreture, petanque, billard, bridge, håndarbejde/kunst, zumba og film. Man har også en pæn samling af bøger og dvd'er, som er til rådighed for medlemmerne. Vi har et par gange deltaget i foreningens traveture, som finder sted hver onsdag. Fra markedspladsen i Almunecar kører man i biler ud til et sted i området, hvorfra man så vandrer i en times tid. Efter vandreturen spiser man sammen, inden man kører tilbage til Almunecar. Vi mødte et ægtepar, som efter at have boet i bjerglandsbyen Competa, valgte at sælge huset og flytte til en lejlighed i Almunecar, netop på grund af den danske forening her. Nå, tilbage til kyndelmissefesten, der som sidste år blev styret og afviklet af en humoristisk Mads-Bjørn. Lokalet var fyldt til bristepunktet af glade mennesker.

Kyndelmissefest i klubben i Almunecar den 3. februar 2014. Til højre underholder "Kvartetten fra Stevns".

Traktementet stod som sidste vinter på stegt flæsk og persillesovs, og desserten, som Marie havde lavet var citronfromage. Så vidt, jeg kunne se, blev der ikke meget til overs. Herefter var der underholdning. Mads-Bjørn underholdt med oplæsning af folkeeventyr formummet som en gammel munk. Der var også flere konkurrencer, hvor deltagerne kunne vinde præmier, alt blev afviklet til stor morskab for alle de tilstedeværende. Der var selvfølgelig også fællessang af vores mange dejlige vinterviser: Det er hvidt herude, Sneflokke kommer vrimlende m.fl. Herefter underholdt tidligere sognepræst og provst i "Store Heddinge Domkirke" på Stevns Simon Nielsen med en sømandsvise, og Stephen sang (tempelpræsten) Sarastros arie "I disse hellige Haller" fra Mozarts Tryllefløjten, smukt akkompagneret af Inger Marie. "Kvartetten fra Stevns" suppleret med Inge var også på scenen. En dejlig aften, som vi håber vil blive gentaget næste vinter.

Årsmøde den 1. marts 2014
Kirkens årsmøde fandt som vanligt sted på restaurant Al-Andalus ved Maro. Før årsmødet skulle der være gudstjeneste i Maro Sognekirke. Vi bor blot 15-20 minutters gang fra kirken og ville almindeligvis have spadseret derhen, en dejlig tur, som vi tager mange gange i løbet af vores vinterophold. Da vi syntes, at vejret så lidt truende ud, tog vi bilen, som vi parkerede på p-pladsen ved indkørslen til Maro og spadserede hen til kirken. Her blev vi mødt af et par flinke mennesker, som fortalte os, at gudstjenesten var flyttet til Al-Andalus, vistnok fordi rengøringspersonalet ikke havde fået besked på, at kirken var udlånt. Vi satte det lange ben foran og hastede til restauranten, som også er hotel.

Hotel og restaurant Al-Andalus i Maro øst for Nerja.

Da vi lidt stakåndede nåede frem, fandt vi en spisesal fyldt med glade danskere. Mads stod klar i fuld ornat, Inger Marie havde fået sit orgel installeret og sad klar ved keyboardet, og snart var gudstjenesten i gang. I sin prædiken fortalte Mads en rørende historie, om to småpiger, som en aften på vej hjem skulle passere en høj, hvori man mente, at de underjordiske holdt til. Da pigernes far var ateist og "holdt mere af den lille og den store tabel end af katekismen og salmebogen", var den yngste pige ikke blevet døbt, og det bekymrede storesøsteren. Derfor døbte hun sin lillesøster med ordene: "Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Den Heldige Ånds navn", og samtidig hældte hun saftevand ud over den lilles hoved. Da pigerne kom hjem, fortalte den ældste, at hun havde døbt sin lillesøster, og faderen bragte dem med hen til præsten. Præsten blev forfærdet, hvorefter de alle tog hen til biskoppen, som konkluderede, at "en dåb er en dåb", og senere modtog familien en formel dåbsattest. Mads havde fået den rørende historie fortalt af lillesøsteren mange, mange år efter, og han fik siden historien verificeret i Kirkeministeriet. Man kan efter min ringe mening udmærket se storesøsterens handling i god overensstemmelse med "dåbsbefalingen" til disciplene: "Gå ud i hele verden og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn".

Skulle du have lyst til at læse Mads-Bjørns prædiken i sin helhed, kan du bare klikke her.

Herefter gik vi i gang med årsmødet i støttekredsen. Efter valg af dirigent aflagde Kirsten Fredelund formandsberetning. Det havde været et begivenhedsrigt år med masser af aktiviteter: ugentlig gudstjeneste i hhv. Fiskerkapellet i Almunecar og Lux Mundi i Torre del Mar, årsmøde, afslutningsgudstjeneste i Frigiliana, kyndelmissefest, foredrag af Mads om fremmede religioner, jazzkoncert mv. Hun benyttede lejligheden til at gøre opmærksom på, at der endnu var 3-4 ledige pladser på udflugten til Kastillien: "I Don Quijotes Fodspor", idet der var indløbet nogle afbud pga. sygdom. En rørt Kirsten takkede for et fantastisk samarbejde med Mads og Marie, og forsamlingen kvitterede med stående bifald. Hun fortalte, at Mads og Marie efter en fantastisk indsats gennem fire år havde besluttet at "kvitte jobbet" (jeg skriver dette i parentes, da der jo er tale om et ulønnet job, hvor præsteparret blot får dækning for deres udgifter.". Vi håber alle, at gense Mads og Marie på besøg de kommende vintre, når vinterdepressionerne blomstrer i Danmark.

Kirsten Fredelund aflægger formandsberetning. Til højre gennemgår Inge Kampmann regnskabet.

Herefter gennemgik Inge regnskabet, og nævnte nogle af de problemer, der har været med at få overført "vores egne penge" fra DSUK i Danmark. Hun opfordrede flere til at overveje at betale deres kirkeskat til Den Danske Kirke øst for Malaga i stedet for til sognet hjemme i Danmark. Det koster ikke mere og foregår næsten smertefrit (ikke alle kirkekontorer og kommuner har reglerne helt presente, men Inge vil gerne hjælpe med at henvise til de relevante paragraffer og bekendtgørelser). En af medlemmerne tog ordet og roste Inge for, at det var første gang i 10 år, at han havde forstået regnskabet.

Herefter var der valg af medlemmer til menighedsrådet. Efter mødet konstituerede menighedsrådet sig således:

  • Formand Freddy Krogh
  • Næstformand Stephen Schramm
  • Kasserer Inge Kampmann
  • Sekretær Vibeke F. Bekke
  • Rådsmedlem Merete Sørensen
  • Rådsmedlem Jens Kreiberg
  • Rådsmedlem Eva Sørensen
  • Suppleant Orla Sørensen
  • Suppleant Inger Andersen
  • Suppleant Else Krogh
  • Revisor Viggo Olling Iversen
  • Revisorsuppleant Poul Erik Bang

Efter årsmødet var der spisning og efterfølgende underholdning. Stephen og Susse, som begge er pensionerede operasangere fra Det Kongelige Teater, gav flere numre akkompagneret af Inger Marie.

Stephen og Susse underholder. Til højre får den heldige vinder Mads sin præmie overrakt af Kirsten.

Der blev også solgt lodder til amerikansk lotteri. Min kone var så eventyrlig heldig at vinde en "slipseorganizer", hvorpå man kan hænge indtil 76 slips og 4 bælter. Maskinen er batteridrevet, så med ved tryk på en knap kan få slipsene til at passere forbi ens næse, inden man træffer den vigtige beslutning: "Hvilket slips skal jeg tage på i aften?". Min jubel var dog ikke ubegrænset, da jeg for det første kun bruger slips en enkelt gang om året, for det andet fordi jeg kun har to slips. Men nu ved familien da, hvad de skal give mig i julegave og fødselsdagsgave de næste 37 år. Mads var om muligt endnu heldigere: Han vandt en bibel, genfortalt af Anne Sophie Seidelin med illustrationer af Sven Havsteen-Mikkelsen. Hvis ikke Mads har flere end to bibler i sit bogskab, må du kalde mig Mads. Og hermed sluttede en dejlig eftermiddag i samvær med glade mennesker.

Til bryllup i Den danske Kirke øst for Malaga
Du husker måske, at vi i vinteren 2013 havde truffet Inger Marie og Bent. De var mødtes og sød musik var opstået. De strålede af lykke, så ingen kunne undgå at se det og kunne ikke gå uden at holde I hånd. "Det sødeste kærestepar vi mødte under hele vores ophold". Da vi skiltes fra dem efter afskedsgudstjenesten i Frigiliana, erklærede de, at når de var kommet hjem til Danmark, ville de finde et sted at bo, blive gift og flytte sammen. Birgit og jeg havde talt om det meget forelskede par adskillige gange siden dengang og var spændte på at erfare, om de spændende planer var blevet til virkelighed. Vi ankom til Nerja den 7. januar, og første gang, vi kom hen i klubben i Almunecar, så vi på opslagstavlen en indbydelse til at deltage i den kirkelige velsignelse af Inger Marie og Bents ægteskab den 7. februar 2014. Vi så på hinanden og smilede – og skrev os straks på listen. Under fællesspisningen efter gudstjenesten den 18. januar rejste Bent sig op og fortalte, at han og Inger Marie var blevet borgerligt gift i sommeren 2013, havde købt hus på Sydsjælland (Inger Marie har været organist i en årrække i Store Heddinge Kirke) og var flyttet sammen. Nu ville de gerne have deres bryllup velsignet af kirken, og det skulle selvfølgelig ske her, hvor de havde mødt hinanden, og selvfølgelig skulle Mads-Bjørn forestå velsignelsen. Bent inviterede alle, som ville glæde dem på dagen, til at deltage i ceremonien og den efterfølgende fest. I stedet for at give brudeparret en gave skulle man i stedet betale for festmiddagen på restauranten. Hvem kunne sige nej til sådan et tilbud?


Den 7. februar 2014 kørte vi til Fiskerkapellet i strålende solskin. Vi kom allerede kl. 11. Skønt ceremonien først skulle finde sted kl. 13, var der allerede livlig aktivitet. Vi gik en tur og vendte tilbage kl. 12:30, og da var der dukket flere gæster op. Blandt disse til vores glæde 4-banden fra Stevns. Snart dukkede brudgommen op - meget passende iført tyrefægterkostume.

Bent og Inger Maries bryllup i Fiskerkapellet. Til højre Bent og Stephen.

Inde i kirken lå på hver stol et tryk af salmerne Se nu stiger solen af havets skød, Kærlighed er lysets kilde og Til himlene rækker din miskundhed Gud. Og et lille stykke chokolade. Kort efter gik kirkedøren op, og ind kom den smukke brud ledsaget af Bents søn. Efter dem kom Bents yndige barnebarn. Mads holdt en dejlig, personlig og poetisk tale for brudeparret, hvori både H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Johannes Ewald og Viggo Stuckenberg spillede med. Herefter velsignede han brudeparret.

Mads-Bjørn taler til brudeparret.

Herefter sang Bents barnebarn Hil dig frelser og forsoner, så ikke et øje var tørt. Slet ikke på Inger Marie. Jeg må indrømme, at jeg selv fik en flue eller noget andet i øjet. Det sker ofte for mig ved den slags lejligheder. Herefter sang Stephen for brudeparret: Det dufter lysegrønt af græs. Som altid en stor fornøjelse at høre Stephen. Jeg ved ikke, om det var af rørelse over de dejlige sange, men i hvert fald fik brudeparret travlt med at give hinanden ring på. Min kone har nu altid ment, at mandens ring burde sidde i næsen. Derefter forlod brudeparret kirken efterfulgt af familien og resten af kirkegængerne. Udenfor blev der serveret et glas champagne. Og selvfølgelig skinnede solen. Den kunne dog ikke måle sig med Inger Marie og Bents lykkelige ansigter.

Til venstre sidder Mads-Bjørn og forbereder sig. Til højre under Stephen og organisten, hvis navn jeg desværre ikke fik fat i.

Hvis du har lyst til at læse Mads-Bjørns tale til brudeparret, så klik her.

Efter at have lykønsket brudeparret og kastet de obligatoriske ris efter dem spadserede vi ned til Restaurante Arranyas, hvor festen skulle holdes. Den charmerende værtinde Mercedes tog smilende imod. For at styrke os efter den lange spadseretur fik vi endnu et glas champagne - godt at vores lever er i så god form - og lidt tapas.

Til venstre ses brudeparret. Til højre serverer den altid hjælpsomme Merete champagne for gæsterne.

Eftyer at vi var blevet bænket, bød Bent velkommen. Der var selvfølgelig mange blandt de omtrent 80 gæster, som ikke kendte hinanden, hvorfor Bent gennemførte en præsentationsrunde. Denne viste, at 9½ nationer var repræsenteret. Den halve nation udgjorde hans smukke svigerdatter, som vistnok har argentinske aner. Bent holdt en kærlig og humoristisk tale for sin brud, hvor han bl.a. kom omkring Big Bang og Darwins udviklingsteori. Man er vel ikke skolelærer for ingenting. Han kom dog snart ned på jorden igen og sluttede med at synge Kim Larsens dejlige Kvinde min, jeg elsker dig. Og derefter kastede vi os over den velsmagende mad.

Bent holder tale for sin brud.

Bents søn holdt en fin tale for brudeparret, en del af talen både på engelsk og dansk af hensyn til de internationale gæster. I talen kom vi bl.a. på besøg i de kongelige stalde i selskab med Kronprinsen og Lars H.U.G.

Stephen underholdt med et par numre fra Tryllefløjten, og en af Bents gode venner, Hasse, fortalte den spændende historie om, hvorledes Bent havde kapret Inger Maria lige foran næsen på ham. Men, som min mor altid sagde: "Man skal spise, når maden står på bordet". Per Maimann, som har været kirkesanger ved "domkirken" i Store Heddinge - heraf flere år i samarbejde med Inger Marie - underholdt med et par dejlige viser. Utroligt at så fin en tenor har holdt til så mange cigaretter. Simon, som i 2009 tog afsked med sin menighed i Store Heddinge efter 35 år som sognepræst og 25 år som provst, foredrog et par lystige viser med sin prægtige bas. Barnebarnet var også oppe og give endnu et nummer. Herudover var der adskillige taler fra familiemedlemmer og venner, Merete holdt en meget sjov og personlig tale til brudeparret.

Bents barnebarn synger, og til højre holder Merete tale til brudeparret.

På et tidspunkt var bruden udenfor, hvilket de opstemte kvindfolk benyttede sig af og overfaldt den stakkels Bent med kys og kram. Desværre blev Bent siddende ved bordet under hele festen.

Kysseri og brudevals.

Og den dejlige fest sluttede selvfølgelig med Brudevalsen.

 



I 2014 var vi med den danske kirke på en 3-dages udflugt til La Mancha. Temaet var "I Don Quijotes fodspor". Jeg har efter fattig evne forsøgt at genfortælle Cervantes' fantastiske roman om Don Quijote, "Ridderen af den bedrøvelige skikkelse" - i meget koncentreret form. Hvis du har lyst til at læse denne forkortede udgave, så klik her. Hvis du vil læse om mine indtryk fra udflugten, så skal du klikke her.

Tilbage i kirken i 2015
Birgit og jeg kom igen til Nerja den 10. januar 2015. Hvis du vil læse mere om vores oplevelser i Den danske Kirke Øst for Malaga, kan du klikke her.

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 10 ugers ferie i Nerja Forrige side: fester i og omkring Nerja. Næste side: Kort genfortælling af Cervantes' Don Quijote bind 1

 

Vælg næste side: