Til Cordoba Under Kirsten og Thøgers besøg hos os i Salobrena på den spanske sydkyst, Costa Tropical, ville vi aflægge besøg i Cordoba med den imponerende moske. Vi ville køre frem og tilbage samme dag, en køretur på ca. 3 timer hver vej, så vi startede tidligt.

Fra Salobrena (A) til Cordoba (B), 245 km, ca. 3 timers kørsel.

Vejret var godt, og vejene fine, så vi var i Cordoba hen på formiddagen. Thøger, som er historiker, havde senest været i Cordoba i 1992, men mente nok, at han kunne fungere som guide, og han havde - som altid - forberedt sig godt hjemmefra.

Cordobas historie Cordoba, som er hovedstad i provinsen af samme navn, ligger ved Guadalquivir. Der er arkæologiske vidnesbyrd om menneskelig beboelse (bl.a. en neanderthal mand) tilbage til år 32.000 fvt. Men ellers ved vi, at Cordoba blev erobret af romerne i 206 fvt., og i 169 grundlagde den romerske konsul Marcus Claudius Marcellus en koloni her. Cordoba blev anlagt her, da det ikke var muligt at sejle længere op ad Guadalquivir. På Julius Cæsars tid var Cordoba hovedstad i den romerske koloni Hispania Ulterior Baetica, og store skikkelser som filosoffen Lucius Annaeus Seneca "den yngre", taleren Seneca "den ældre" og poeten Lucan er født i Cordoba. Fra 552–572 var provinsen underlagt det byzantinske imperium (det østromerske kejserrige), indtil den blev indtaget af visigoterne. I 711 blev Cordoba erobret af en muslimsk hær, maurerne, som kom fra Nordafrika. I 716 blev byen provinshovedstad under kalifatet i Damascus. I 766 blev den hovedstad i det selvstændige emirat al-Andalus og senere et selvstændigt kalifat. Omkring år 1000 havde Cordoba omkring 500.000 indbyggere, og Cordoba var et omfattende center for kunst, økonomi og kultur (det anslås af biblioteket rummede 400.000-1.000.000 værker og var formentlig det største bibliotek i verden). Det var på den tid, at den store moske i Cordoba blev anlagt - selv om, at det anslås, at der var ca. 3000 moskeer i Cordoba i forvejen. Efter kalifatets fald i 1031 blev Cordoba hovedstad i det selvstændige, muslimske kongerige (taifa), men det varede ikke længe, inden Cordoba blev erobret af konkurrenten Sevilla. Senere magthavere i Cordoba var først almoraviderne og siden almohaderne, men byens betydning var hastigt aftagende. Den 29. juni 1236, efter flere måneders belejring, blev byen indtaget af Ferdinand III af Castilien under den spanske "Reconquista", "tilbageerobring". En af følgerne heraf var bygning af talrige nye kirker, men byens nedtur fortsatte under og efter renæssancen. I 1700-tallet var indbyggertallet reduceret til kun 20.000, og byen begyndte først at vokse igen i begyndelsen af 1900-tallet. I 2008 boede der godt 325.000 personer i Cordoba.

Cordoba Inden vi kommer frem til hovedmålet for vores udflugt: den store moske/katedral og den romerske bro, lad os kaste et blik på byen Cordoba. Bag moskeen ligger de gamle bydele, nærmest det gamle jødiske kvarter med sine mange uregelmæssig, piktoreske gader; her ligger en synagoge fra 1315, den mest velbevarede synagoge i Spanien med en blanding af muslimske dekorationer og jødiske skrifttegn. Overfor synagogen ligger "Casa de Sefarad", "Det sefardiske Hus", hvis udstilling fortæller historien om de sefardiske jøder i Cordoba. Øst for den jødiske bydel ligger den muslimske bydel, som også er en labyrint af små gader og stræder. Her finder du fx. "Calleja del Pañuelo", af de lokale benævnt "lommetørklædegyden". Den er så smal, at afstanden mellem to personer, som står overfor hinanden, ikke er større end et lommetørklæde. I den sydvestlige del af den gamle bydel ikke langt fra moskeen ligger "Alcazar de los Reyes Cristianos", "De kristne Kongers Slot", der tjente som opholdssted for kongeparret Isaabella og Ferdinand, siden fra 1482 og de følgende 300 år som hovedkvarter for den spanske inkvisition. Her ligger også al-Andalus Museet og "Museo de Bellas Artes", "Museet for de skønne Kunster", sidstnævnte ønskede Thøger at gense efter næsten 20 år. Omkring den gamle bydel går (gik) en romersk mur, af de oprindelige 13 porte er i dag kun 3 tilbage: Puerta de Almodovar, Puerta de Sevilla og Puerta del Puente. Af forsvarstårne er bevaret en håndfuld: Torre Malmuerta, Torre Belén, Torre de la Calahorra m.fl.

Når man spadserer rundt i Cordoba, skal man være meget søvnig for ikke at opdage, at ærkeenglen Rafael er byens skytshelgen. Ikke mindre end 10 statuer af ham er spredt ud over byen, fx. ved Puerta Romana, Puerta del Puente og Plaza del Potro (her ligger i øvrigt en gammel kro, "Posada del Potro", som er nævnt i Miguel de Cervantes’ "Don Quixote"). Midt på den romerske bro står der i øvrigt også en statue af Rafael. Den mest imponerende er den "Triunfos de San Rafael", "Rafaels triumf", som står tæt ved den store moske. Den er lavet af billedhuggeren Miguel Verdiguier og rejst i taknemlighed overfor, at Rafael reddede byen fra et voldsomt jordskælv - men det er vel det, man har ærkeengle til. Rafael står på toppen af en søjle, som igen er anbragt på en stor base. Denne er dekoreret med helgenfigurer samt dyrefigurer og frugter fra området omkring Cordoba. Jeg er ikke sikker på, at jeg bryder mig om monumentet, men det er i hvert fald højt.

Som tidligere nævnt er der i Cordoba født flere filosoffer og andre kulturpersonligheder, af dem kender jeg Lucius Annaeus Seneca (ca. 4 fvt. - 65 evt.) bedst; han er også kendt som Seneca den yngre og var romersk tragedieforfatter, filosof, statsmand og lærer for kejser Nero. Hans forældre var Seneca den ældre og Helvia. Han havde to brødre: storebroderen Novatus, kaldet Gallio, som på Paulus' tid var statholder i den romerske provins Achaea, lillebroderen Mela, som blev far til digteren Lucan. Seneca var stoiker og opfordrede til mildhed og mådehold, og hans menneskesyn var præget af humanisme. Som ung kom han til Rom og gjorde karriere og fik hurtigt en politisk rolle. I år 41 blev han sendt i eksil på Korsika, men hentet tilbage i år 49 af Claudius' hustru Agrippina for at blive lærer for hendes tolvårige søn Lucius Domitius Ahenobarbus, den senere kejser Nero. Da Nero blev kejser i år 54, fik Seneca status af "kejserens ven" og fungerede som førsteminister. I de første år af Neros regering havde Seneca held til at hæmme den unge kejsers blodtørst, men med tiden svækkedes hans indflydelse, og han kunne ikke hindre stridigheder og mord inden for kejserfamilien. I 62 trak han sig tilbage til privatlivet og helligede sig studier og sit forfatterskab. I 65 indgik en del af senatet, bl.a. Senecas nevø, en sammensværgelse mod Nero. Sammensværgelsen blev afsløret, og mange senatorer blev henrettet. Seneca blev tvunget til at begå selvmord, selv om der ikke var ført bevis for, at han havde været indblandet. Hvis du er interesseret i denne filosof, kan jeg anbefale dig at læse Villy Sørensens "Seneca. Humanisten ved Neros hof". I nærheden af Puerta de Almodovar er rejst en statue af Senaca.

Statuer af Senaca den Yngre, Maimonedes og Averroes.

Maimonides, egentlig Moses ben-Maimon, jødisk filosof, rabbiner og læge (1135-1204), måtte sammen med sin familie flygte fra Cordoba og boede resten af livet i Marokko, Palæstina og Egypten. I 1170 blev han overhoved for alle Egyptens jødiske menigheder og han var en anerkendt autoritet, når det gjaldt retlige spørgsmål blandt jøderne. Han foretog en systematisk gennemgang af alle lovene i Torah'en, og samlede dem i 613 bud, fordelt på 248 påbud (et menneske har 248 knogler i kroppen) og 365 forbud (der er 365 dage i et år). (Jeg synes, at jeg har problemer nok med at huske 10 bud). Han skrev også adskillige bøger om medicin. Der står en statue af Maimonides på Plaza de Tiberiades ved siden af tyrefægtermuseet. Averroes, filosof, teolog, astronom, læge og lovvidenskabsmand (1126-1198). Han havde flere betydningsfulde poster i Cordoba, Sevilla og Marokko, men faldt i unåde. Kort før sin død, blev han taget til nåde igen, men desværre var mange af hans værker gået op i flammer. Averroes og hans tilhængere fik stor indflydelse på den moderne, verdslig tænkning i Europa. Der står en statue af ham ved Puerta de la Luna.

Vi fandt ret nemt en parkeringsplads ca. 10 minutters gang fra moskeen; det skyldes måske, at vi var der en søndag i januar måned. Om sommeren vil mange foretrække at parkere på sydsiden af floden, og så spadsere over den romerske bro til moskeen. Billetpriser (i 2011): voksne €5.00, børn €3.25. Adgang mandag-lørdag: 10.00-18.30, søndag: 13.30-18.30. Om søndagen er der gratis adgang til katedralen til gudstjeneste kl. 09.00 og 10.45. I betragtning af, at der kommer omkring 1.5 millioner turister om året til stedet, var der god plads den dag, vi var der.

Udefra så moske-katedralen ikke ud af noget særligt: en kæmpemæssig, kvadratisk bygning med fladt tag, hvor en barok kirke stikker sit spir op i midten, lidt som en monstrøs bryllupskage af sten.

La Mezquita-Catedral, Moskeen-Katedralen i Cordoba Det officielle navn på domkirken i Cordoba er "Catedral de Nuestra Señora de la Asunción", "Katedralen til Jomfru Marias Himmelfærd". (Katolikkerne tror som bekendt, at Jomfru Maria efter sin død for til himmels; det blev fastslået som et dogme af pave Pius XII den 1. november 1950 - og er dermed udenfor enhver diskussion blandt katolikker). Til hverdag omtaler de lokale i Cordoba deres domkirke som "la Mezquita-Catedral", dvs. "Moske-Katedralen". På stedet lå først et hedensk tempel, men da visigoterne rykkede ind, omdannede de omkring år 600 bygningen til en kristen kirke, St. Vincent. Siden blev kirken under maurerne ombygget til en moske, og senere igen blev der bygget en helt ny moske (Mezquita) på stedet. Efter den spanske "Reconquista" blev bygningen indviet som en katolsk kirke, og siden byggede man i et hjørne af den vældige moske en katedral.

Luftfoto af Cordoba med La Mezquita-Catedral, Moskeen-Katedralen i forgrunden.

Da Abd ar-Rahman I (731–788) i 755 oprettede emiratet i Cordoba, tillod han de kristne at genopbygge deres kirker, og han købte St. Vincent af de kristne. I 784 påbegyndte han en ny moske på stedet, et arbejde som blev fortsat af hans efterfølgere over de næste 200 år. I den første fase blev bygget den vældige hal med 11 skibe og 110 søjler. Søjlerne blev taget fra gamle romerske og byzantinske bygninger. Ifølge traditionen skal mihrab'en, en konkav niche, angive bederetningen mod Mekka, i dette tilfælde mod sydøst. I moskeen i Cordoba vender den imidlertid mod syd. Rent arkitektonisk minder moskeen i Cordoba om moskeen i Damaskus, hvor Da Abd ar-Rahman I var flygtet fra. Jeg har nogle steder læst, at Abd ar-Rahman I lod mihrab'en orientere mod Damaskus. Han har i digte givet udtryk for, at han savnede moskeen i sin hjemby og blev af sin samtid kaldt "immigranten", så måske er det den rigtige forklaring. Ved de efterfølgende udvidelser af moskeen mod syd os øst respekterede man den oprindelige orientering af mirhab'en. Abd ar-Rahman II (788–852) tilføjede flere søjlebuer i 833, de hvide marmorsøjler kom fra det romerske amfiteater i Merida. Abd ar-Rahman III (889-961) lod opføre en ny minaret, og Al-Hakam II udvidede moskebygningen i 961 og renoverede den prægtige mihrab. Området foran mihrab'en, "maqsura" er forbeholdt herskeren og er omgivet af særligt smukke søjler. I 987 lod Al-Mansur Ibn Abi Aamir lave en forbindelse mellem moskeen og kaliffens palads. Han fordoblede størrelsen af moskeen og tilføjede de blå og røde marmorsøjler. Han lod også oprette en forgård, og moskeen fik dermed de dimensioner, som den har i dag. Med sine 24.000 m2 er den i dag verdens tredjestørste moske og sammen med Alhambra i Granada og Alcazar i Sevilla de smukkeste eksempler på maurisk arkitektur. Gennem tre århundreder var moskeen i Cordoba centrum i den religiøse udøvelse i al-Andalus. Herudover blev den centrale hal i moskeeen anvendt til undervisning samt til udøvelse af lov og orden.

Patio de los Naranjos, "Appelsingården" i La Mezquita i Cordoba. I midten ses klokketårnet (ombygget fra minaret).

Patio de los Naranjos, "appelsingården", som er en del af moskeen, menes anlagt i 700-taller og er dermed en af de ældste haver i Europa. Træerne er plantet i symmetrisk anlagte bede, som er indbyrdes forbundet med renser til kunstvanding, først fra en cisterne, siden fra en akvadukt. De stenkanaler, som ses i dag, er ikke originale. Her i gården foretog de troende de obligatoriske afvaskninger inden deltagelse i bønnen i moskeen. Indtil i begyndelsen af 1500-tallet var der åben adgang ind til patioen.

Panorering over søjlehallen.

Moskeen er især kendt for sin skov af store søjler og søjlebuer, ialt 856 søjler af jaspis, onyks, marmor og granit. Dobbeltbuerne, som understøttede det enorme loft, var en arkitektonisk nyskabelse. De skiftende hvælvingesten i hhv. rødt og hvidt menes inspireret af klippemoskeen på Tempelbjerget i Jerusalem.

Til venstre: søjlehal fra den ældste del under Abd Al-Rahman I. Til højre: søjlehal fra udvidelsen under Abd Al-Rahman I.

Fotoet ovenfor til venstre viser den ældste del af moskeen, bygget under Abd Al-Rahman I. Søjlerne stammer fra San Vicente kirken, hvis gulv for nylig er afsløret under moskeens gulv. De dobbelte buer giver på samme tid højde og lethed, og åbningen mod patioen giver lys i rummet. Fotoet af søjlerækken til højre er fra Almanzors store udvidelse af moskeen.

På afstand så vi moskeens prægtige mihrab, som angiver bederetningen for de troende. Den blev som nævnt opført (eller rettere udvidet) under Al-Hakam II på et tidspunkt, hvor det mauriske rige var på sit højdepunkt. Over Mihrab'en er en ottekantet kuppel, som understøttes af søjler og søjlebuer. Den østromerske (kristne) kejser, Nicephorus II skal have sendt Al-Hakam farvestrålende glas, noget dækket af bladguld, til dekorering af kuplen over mihrab'en. En græsk mester kom til Cordoba og arbejdede flere år på opgaven, samtidig med at han uddannede kaliffens håndværkere i teknikken.

Mihrab'en i La Mezquita, moske-katedralen i Cordoba.

Ornamentikken er mosaikker og arabiske inskriptioner. En af disse lyder: "I Allah den barmhjertige navn. Priset være Allah, som ledte os til dette sted; vi havde ikke fundet det, havde det ikke været for Allah! Derfor sendte han sit sendebud med sandheden. Han befalede Allahs tjener, Al-Hakam, fyrste for de troende (må Allah beskytte ham) at tilføje dette. Det blev bygget af frygt for Allah og med hans hjælp. Dette blev afsluttet i måneden Dhu al-Hijjah (den 12. måned i den islamiske kalender) i året 354 (965 efter vestlig tidsregning).

Katedralen i moskeen iCordoba I 1236 blev Cordoba erobret af Ferdinand III under "Reconquista". Den 29. juli 1236 red Ferdinand ind i byen i spidsen for sine tropper. Den lange parade, afsluttedes med, at processionen krydsede den romerske bro og nåede frem til moskeen, hvor kongen først plantede et kors, siden hejsede et banner for Castilien & Leon over tårnet. Herefter gik ærkebiskoppen i gang med at indvi moskeen som en kristen katedral for Jomfru Maria. Med relativt få ændringer benyttede de kristne den tidligere moske til deres gudstjeneste. Alfonso X (1221–1284) lod Villaviciosa Chapel og Royal Chapel bygge inde i moskeen. De følgende regenter tilføjede yderligere kristne træk til bygningen. Minareten blev således konverteret til et 93 meter højt klokketårn, "Torre de Alminar". Det skulle efter sigende være muligt at komme op i klokketårnet. I begyndelsen af 1500-tallet foreslog biskoppen Alonso Manrique og andre gejstlige at nedrive den store moske og bygge en ny katedral på stedet. Det mødte voldsom modstand fra befolkningen, og det endte med, at kejser Karl V besluttede, at der skulle indsættes "et kapel" i hjertet af den tidligere moske. Det var nødvendigt at fjerne omkring 150 af søjlerne i det elegante mauriske mesterværk, men som vi så i Alhambra var Karl V ikke nogen sart sjæl. Kirken blev rektangulær og fik tre skibe og et stort tværskib. Arbejdet tog mere end 200 år, så det er ikke så mærkeligt, at den oprindelige gotiske stil hen ad vejen blev suppleret med barok- og renæssanceelementer. Katedralens skatte er mange, den største formentlig en monstrans af den tyske guldsmed Heinrich von Arfe fra omkring 1510.

Plan over moske-katedralen i Cordoba.

Arbejdet på højaltret begyndte omkring 1618. Da området omkring Cordoba er rigt på marmorbrud, valgte man et forslag, som netop baserede sig på anvendelse af flere slags marmor. Alteret består af en solid base oven på hvilken står fire store søjler. De fire malerier mellem søjlerne er 2 martyrer fra den romerske tid: Acisclus og hans søster Victoria, Pelagius og Flora og to martyrer fra den muslimske tid. Billedet øverst i midten forestiller Jomfru Marias Bebudelse. Statuerne, som står på to sokler, er "kirkens støtter": Sankt Peter og Paulus.

Højaltret i katedralen i Cordoba.

Fotos som viser 'sammenstødene' mellem den gotiske katedral og den mauriske moske.

Ovenstående fotos viser mødet mellem den fine mauriske arkitektur fra det 9. århundrede og gotikken og renæssancen fra det 16. århundrede.

Koret i katedralen i Cordoba.

Det fantastiske kor blev en realitet, efter at dekanen ved kirken testamenterede en stor sum penge til formålet. Kirken kontaktede flere kunstnere, og valget faldt på en kendt kunstner fra Sevilla, Pedro Duque Cornejo. Kirken forlangte, at han skulle flytte til Cordoba og føre tilsyn med udførelsen. De fantastiske korbænke i mahogni blev skåret fra 1748 under Pedro Duque Cornejo og et hold på 46 kunsthåndværkere. Det er et af hovedværkerne i spansk barok og det sidste af sin art i Spanien. Pedro Duque Cornejo skar selv den imponerende trone; endvidere aftaltes, at han for en årlig betaling på 300 dukater (og det var sikkert mange penge den gang) skulle udskære to medaljoner i hver af korbænkene. Den ene, som skulle være lidt større, skulle vise en scene fra Jesu eller Jomfru Marias liv, mens den anden og lidt mindre skulle vise et motiv fra skriften. Desværre nåede Pedro Duque Cornejo ikke st se sit projekt afsluttet; han døde 80 år gammel, kort efter at have præsenteret den sidste af sine lermodeller til godkendelse. Han ligger begravet i kirken tæt ved prædikestolen.

Som nævnt blev der i forbindelse med konverteringen af moskeen til en kristen kirke, indrettet mange bedenicher (kapeller) langs væggene, alle er smukt dekorerede og rigt forgyldte. Nedenstående fotos er begge fra vestvæggen af moskeen, som er fra Abd Al-Rahman I's moske. Den smukt malede kristne kuppel passer fint sammen med de halvcirkelformede mauriske buer.

Katolske kapeller i vestvæggen af Abd Al-Rahman I's sektion af moskeen.

Mange mener, at der blev begået en forbrydelse ved at placere en kristen domkirke inden i det enestående mauriske bygningsværk. Det er jeg enig i. Men man skal selvfølgelig også tage i betragtninger under hvilke omstændigheder, det er sket. Da visigoterne væltede det romerske rige, byggede de en kristen kirke på stedet. Denne blev revet ned, da maurerne erobrede den iberiske halvø i 700-tallet. Da de kristne tilbageerobrede Cordoba i 1236, gjorde de, som man gjorde overalt i Andalusien: i stedet for at bygge en ny kirke, konverterede man simpelthen den eksisterende moske til en kirke og satte et alter op. Moskeen var på alle sider forsynet med åbne buer, som lod sollyset strømme ind for at lede de troende frem til det skyggefulde centrale område, hvor man kunne tilbede sin gud, men de kristne murede åbningerne til, så de kunne oprette kapeller til deres forskellige helgener. Alle andre moske-kirker i Andalusien, incl. dem i Sevilla og Granada, blev siden revet ned for at give plads til "rigtige" kirker. Den store moske i Sevilla blev bortset fra minareten revet ned i 1402 og gav plads til verdens største gotiske katedral (1520). I 1528 blev Malagas moske revet ned for at give plads til Malaga Katedral. Når moske-katedralen i Cordoba blev sparet, var det alene på grund af, at befolkningen, selv i disse intolerante tider, var klar over, at deres moske-katedral var noget ganske særligt. Denne kærlighed kommer i dag til udtryk, når folk i Cordoba, går i kirke. De siger ikke: "Jeg gik til messe i katedralen", men "Jeg gik til messe i moskeen".

Glasmaleri af Jomfru Maria og Jersus i katedralen i Cordoba.

Man skal også gøre sig klart, at det på den tid ikke var almindeligt at udvise respekt og tolerance for andre overbevisninger end ens egen, for hvordan kan der eksistere mere end én sandhed? Og humanismen blev vel først "opfundet" af oplysningstidens filosoffer i 1700-tallet. I forbindelse med krigshandlinger var målet at tilføje fjenden så megen skade og ydmygelse som muligt, hvilket denne historie illustrerer. I 997 anførte Al-Mansur omkring 50 blodige plyndringstogter mod de kristne i den nordlige del af Spanien - bl.a. for at skaffe midler til det store moskebyggeri. Under en af disse kampagner indtog han Santiago de Compostela og lod kristne slaver slæbe kirkens klokker med til Cordoba, hvor de blev smeltet om til lamper, som skulle oplyse moskeen. Da Ferdinand III tilbageerobrede Cordoba i 1536, var en af hans første handlinger at samle alle disse lamper sammen igen og smelte dem tilbage til et nyt sæt klokker. Det er dem, der sidder i klokketårnet i La Mezquita i dag.

Da Thøger tog hjem, efterlod han mig en fin lille bog, Cordoba skrevet af Miguel Salcedo Hierro. Den indeholder mange spændende oplysninger om bl.a. moske-katedralen, og en del af disse har jeg videreformidlet i det foregående.

Efter det svimlende besøg i moske-katedralen spadserede vi rundt i det gamle kvarter, inden vi fik frokost på en lille restaurant.

Cordobas gader.

Den romerske bro Lige neden for La Mezquita krydser den monumentale romerske bro, Puente Romana, Rio Guadalquivir og deler Cordoba i en gammel del og en nyere del. Broen er ca. 250 meter lang og hviler på 16 fundamenter fra romertiden. Der er 6 broer over Guadalquivir, og den 7. er på vej. Der var ikke meget vand i floden, selv om vi var der midt om vinteren, midt i januar 2011. Indtil Rafael-broen blev bygget midt i 1900-tallet, var den romerske bro den eneste passage over Guadalquivir. Da vi besøgte broen, var der "kun" fodgængere på den, men Thøger kunne huske, at der i 1992 også havde været biltrafik. Da der var en del arbejde på broen lige neden for La Mezquita, var det ikke til at afgøre, om der permanent var lukket for biler på broen.

"Puente Romana", "Den romerske Bro" i Cordoba.

Det er dog et spørgsmål, hvor meget der er tilbage af den oprindelige romerske bro, som er fra det. 1. århundrede. Den lå på den vigtige færdselsåre Via Augusta, som gik fra Rom til Cádiz, og som var den eneste adgangsvej til Cordoba fra syd. Gennem næsten 2000 år har broen selvfølgelig gennemgået utallige reparationer og omforandringer. Broens nuværende udseende går tilbage til 918 i maurertiden. Midt på broen står en statue fra 1651 af Rafael, Cordobas skytshelgen, og mange lokale beder en bøn eller tænder et lys, når de kommer forbi.

I 2008 gik byen i gang med at restaurere broen, herunder så vidt muligt føre den tilbage til dens oprindelige udseende. I "den anden ende" af broen, på sydsiden, ligger imponerende Torre Calahorra. Man var også i gang med at lave en meget velkommen promenade på nordsiden af Guadalquivir. Hvis vi havde haft mere tid, ville vi have besøgt nogle af de andre monumenter fra romertiden: det romerske tempel, det romerske teater (teatret, som først blev "opdaget" i 1994, blev ødelagt ved jordskælv), det romerske mausoleum, det romerske forum osv.

Hvad vi ikke nåede Selvfølgelig er det meget begrænset, hvad vi nåede at se på en halv dag. Midt i Cordobas jødiske kvarter (hm, jeg håber, at det er tilfældigt) ligger "Galería de la Tortura", "Torturmuseet". Det tager dig med på en tur gennem Europas og Spaniens sorteste periode: ca. 700 år mellem 12. og 18. århundrede med udbredt anvendelse af tortur for at fremtvinge tilståelser om kætteri og andre forbrydelser. Museet indeholder en omfattende samling af autentiske torturinstrumenter og instruktion i anvendelsen af disse. Man skulle også få en ide om, hvorledes processen "at finder sandheden" fandt sted: fra fængsling, beskyldning, trusler, tortur og endelig domfældelse og eksekvering af dommen. Desværre nåede vi ikke at besøge dette museum, som næppe har sin lige i Europa. Voksne: 3 Euro, børn under 10 gratis adgang.

Desværre var "Museo de Bellas Artes" på Plaza del Potro (i en tidligere kirke) lukket pga. ombygning, da vi var der. Thøger fortalte, at museet, som er grundlagt i 1862, havde en stor samling af malerier af berømte spanske malere som Goya, Murillo og Valdés, som han gerne ville have genset.

I en tilstødende bygning ligger "Julio Romero de Torres Museum". Det rummer (ikke helt uventet) især værker af Julio Romero de Torres (1874-1930), som er den mest populære billedkunstner i Cordoba. Hans far var også maler og direktør og grundlægger af "Museo de Bellas Artes". De fleste af hans værker er portrætter af fattige, smukke piger eller andalusiske klicheer som tyrefægtere, zigøjnerpiger og flamencodansere. Hvorfor fattige piger? Det formoder jeg, da de fleste af dem ikke har så meget tøj på. Du kan næppe gå ind i en turistbutik uden at se adskillige af hans værker på postkort eller plakater. Thøger måtte absolut have en af de flotte piger med hjem. Jeg tror, at maleriet minder ham om den lille pige med svovlstikkerne, og Thøger har altid haft et varmt hjerte for de små i samfundet.

"La chiquita piconera", "Pigen med trækullene".

Efter en dejlig dag hastede vi tilbage til bilen - for at opdage, at en idiot havde brudt ind i bilen og stjålet vores gps fra bagagerummet. Pågældende havde dog været så fiks på fingrene, at der ikke var sket skade på låsen. Men bortset herfra en dejlig dag i Cordoba.

Nedenfor har jeg fundet en håndfuld videoklip på Youtube om moske/katedralen i Cordoba. Kig på dem, hvis du har lyst.

 


 

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 7 ugers ferie i Andalusien Forrige side: Udflugt til Granada og Alhambra. Næste side: Frigiliana, den smukkeste by i Spanien
Vælg næste side: