Mads-Bjørn Jørgensens tale til Inger Marie og Bents bryllup den 7. februar 2014 i Fiskerkapellet i Almuñécar.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende
Sådan ender mange eventyr, uden at man derfor skal tro, at det kun er i eventyrene, det ender sådan, for som I alle ved, så har eventyrene nok deres helt egne regler og tanker, men også her i livet kan det forunderlige ske, og eventyr kan såmænd springe af den askegrå hverdag.

I dag vil vi være med i ét, et eventyr, for prinsen har fået prinsessen, og prinsen har indbudt hundene med øjne så store som tekopper og Klods Hans og de syv små dværge og alle de andre fra eventyrets og virkelighedens verden til fest på Restaurante Arranjas.

Og han griber stille brudens hånd og hvisker: "Slikært, smørbønne!" Og nok engang: "Slikært, smørbønne!" Lyder det stille.

Nu kommer skomagerdrengen løbende rundt om hjørnet i fuld fart, og har nær væltet Søren Kierkegaard. Han er aldrig blevet gift - Søren Kirkegård - for han er løbet ind i et dilemma, og hun er ikke sådan at komme uden om. Han søger en løsning, men kan ikke finde nogen, for som han siger: "Gift dig og du vil fortryde det, lad være og du vil fortryde det." Dertil er han kommet efter megen filosofferen - og da det er meget fint at filosofere, bliver han blot stående, hvor han står og har slet ikke set, at lykkens galocher er sat ned til halv pris i "De, Dem og Deres" på den anden side af gaden.

Det var ellers en god ide at købe Lykkens Galocher, for i dem kan man gå over "Sø og Land", og så kan de byttes lige over med den Flyvende Kuffert i enhver genbrugsbutik, og den Flyvende Kuffert kan der nok være brug for i disse rejsetider.

Men Kierkegaard kan ikke beslutte sig. Han lider af den danske syge , ganske som Adam Homo og Christian den Anden og andre med dem. De kan ikke beslutte sig. Og gommen griber brudens hånd og hvisker stille: "Slikært, smørbønne!"

Ved siden af Kierkegaard står Johannes Ewald, og også han har kærestesorg. Han er en digter med en trang skæbne, men også med et forunderligt og lystigt liv. Han levede og skrev og vendte op og ned på dansk digtning, og skrev som der aldrig var blevet skrevet før i landet. Han havde truffet sin Arendse og måtte nu fortælle, hvad der var hændt ham. Og gommen gjorde hans ord til sine:

"En formiddag, den uforglemmelige, den mest velsignede i min levetid, kom kærligheden som et lynnedslag. - hun kom, og hendes billede indprentede sig "pludselig ved første lynende Øyekast". En af disse skyggefulde Skønheder, hvis smil er som Soelens igennem en regnfuld Himmel - hvis Vink er en giemmentrængende, en uimodstaaelig Straale af tungsindets Dyd, en af disse bydende, mægtige fortryllende Brunetter, som man ikke kan se uden Ærefrygt og næppe elske uden tilbedelse - en Arendse, med store mørkebrune, straalende Øyne, med en lille kroget Næse, en mund hvorpaa Gratierne synes at skjærtse, tykke kastaniebruune Lokker, som beskyggede en snehviid Hals, to runde elastiske, svulmende ------- 0 Himmel -jeg glemmer mig - men det vigtigste! En Inger Marie med en dydig, en vittig, en satt og en hoy Sjæl - en Arendse, med det ømmeste Hjerte, som nogensinde har slaaet bag ved et snøreliv".


Jo, jeg må endnu engang sige: "Slikært, smørbønne!", sukker gommen.

Og Ewald - ja han var forelsket og betaget af Arendse, og han måtte vinde hende, hvilket bedst kunne gøres - indså han - ved at han indlagde sig uvisnelig hæder i den preussiske syvårskrig. Men den troløse Arendse Huulegaard giftede sig med hørkræmmer Rasmus Riber, og nu stod Johannes Ewald alene tilbage med sin digtning - uden muse. Han havde dog formået med skildringen af Arendse at skabe et af de smukkeste kvindeportrætter i dansk litteratur. Og ravnen lader sin røst høre: "Slikært, smørbønne," lyder det, og skovens ekko svarer "Slikært, smørbønne!"

Sådan kunne vi fortsætte vor collage med eventyrfigurer, digtere og dæmoner, og vi kunne vise alverdens holdninger, opfattelser og kriser i forelskelsen og ægteskabet. Men uanset hvor længe vi arbejder, og uanset hvor meget vi finder frem for at sætte det ind i collagen, vil den altid bygge på det, som tog sin begyndelse dengang i skabelsens øjeblik, hvor Gud sagde: "Lad os gøre mennesket i vort billede, så de ligner os .................. og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han dem, og Gud velsignede dem.

Det er deraf Ægteskabet kommer. At være skabt som mand og kvinde, at være skabt i Guds billede og at være velsignet af ham. På den anden side kan man spørge, om han vidste, hvad han gjorde?, Gud. Så han for sig hvilke problemer, det ville give?

I hvert fald var verden ikke mange dage gammel, før vanskelighederne begynder at melde sig.

Hør engang:

"Og slangen var det snedigste af alle vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinde: "Har Gud virkelig forbudt jer at spise af træerne i haven? " Kvinden svarede slangen: " Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud advaret os mod at spise af eller røre ved, for ellers skal vi dø. " Men slangen sagde til kvinden: " Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at når I spiser af den, bliver jeres øjne åbne, så I bliver som Gud og kender godt og ondt. " Da kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, tog hun frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.

Ved aftenstide hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da skjulte manden og kvinden sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på manden: "Hvor er du? " Han svarede: "Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig. " Han spurgte: "Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du mon spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?" Manden svarede: "Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg. " Gud Herren spurgte så kvinden: "Hvad har du gjort? " Hun svarede: "Slangen lokkede mig til at spise".

Ak ja - sådan gik det, og sådan er det gået lige siden. Er det ikke den enes skyld, så er det nok den andens skyld. Spar jer den diskussion - det er alles skyld og ingens skyld. Sig med stille røst i stedet: "Slikært, smørbønne," til hinanden.

Næh Ægteskabet kommer ikke af fornuft eller stor kærlighed eller fordi det er nødvendigt. Det kommer hverken af lykke eller af ulykke. Ægteskabet kommer af, at Gud skabte dem som mand og kvinde, og at han skabte dem i sit billede, og at han velsignede dem. Det er den virkelige årsag til Ægteskabet.

Det kan man så bruge et langt liv til at prøve at finde ud af, hvordan det er fat med ægteskabet. Hvad det i grunden er for noget, og tro ikke at svaret kan findes i bøger og blade eller i film og reklamer. Hvad ægteskabet er, og hvorfor han skabte dem som mand og kvinde, det må man selv finde ud af. Også hvad det betyder, at de er skabt i hans billede.

Det er så den undersøgelse, I er begyndt på i dag. I er begyndt på en collage sammen, og det ønsker vi jer alt mulig held og lykke med. Vi håber collagen bliver fuld af smukke billeder og lystige eventyr og den Guds velsignelse, der hedder: Slikært, smørbønne!".