"Dale limosna, mujer, que no hay en la vida nada como la pena de ser ciego en Granada"
"Giv ham almisse, kvinde, for i dette liv er der intet så sørgeligt som at være blind i Granada"

Francisco Asís de Icaza

Til Granada
Et af de vigtigste udflugtsmål under Kirsten og Thøgers besøg var Granada og især Alhambra. Thøger, som er cand. mag i historie og religionsvidenskab, kaldte Alhambra "en perle", som han altid havde ønsket at se. Jeg havde set Alhambra for ca. 40 år siden, og glædede mig til at se det igen. Vi havde for en sikkerheds skyld bestilt billetter på nettet i forvejen, da vi fra andre havde hørt, at der kunne være lange køer ved billetlugen ved indgangen. Vi bestilte og betalte billetter på nettet (13 Euro, dog kun 10 Euro for Birgit og mig, som er fyldt 65 år ;-). Her skulle vi beslutte os for, om vi ville komme om formiddagen (8:30) eller om eftermiddagen (14:00). Herefter skulle vi vælge på hvilket tidspunkt, vi ville ind i paladset. Der lukkes max. 300 personer ind ad gangen, og vi valgte tidspunktet kl. 16). Herefter gik vi til den lokale CAIXA bankafdeling (i nærheden af turistkontoret), hvor der er opstillet en såkaldt cashpoint maskine. En venlig dame hjalp med at printe billetterne på maskinen.

Der er mindre end 1 times kørsel i adstadigt tempo fra Salobrena til Granada, og vi kørte hjemmefra omkring kl. 9:00. Vi havde besluttet, at vi ville stille bilen på en parkeringsplads i nærheden af centrum, besøge katedralen i Granada, spise frokost og derefter spadsere op til Alhambra, hvor vi ville være kl. 14.

Der viste sig at være en del vejarbejde i centrum af Granada, men det lykkedes os dog relativt smertefrit at finde en underjordisk garage, hvor vi efterlod bilen (efter omhyggeligt at have noteret os adressen, så vi kunne finde den igen, det har vi et par gange haft problemer med :-). Herefter begav vi os i retning af katedralen. Undervejs spurgte vi flere gange forbipasserende om retningen og fik hver gang et smil og en høflig instruktion.

Om Granada i maurertiden
Inden vi kommer frem til Granada, vil jeg berette lidt om Granadas historie med hovedvægt på de 7-800 år, hvor området var besat af de såkaldte maurere. (Jeg ved ikke, om man kan tale om besættelse i et så langvarigt foreløb. Det svarer vel til at sige, at de hvide amerikanere har besat Nordamerika gennem 400 år?) Granada ligger ved foden af Sierra Nevada ca. 80 km fra kysten; den har næsten 250.000 indbyggere. Byen, som tidligere var hovedstad i det mauriske kongedømme Granada, er i dag en moderne universitetsby med mange små industrier, heraf mange fødevareproducerende. Granada bys oprindelse er uvis. Det første spanske kirkekoncil blev afholdt her i 300-tallet, efter at byen var blevet bispesæde. Ved udgangen af det 4. århundrede var den sydlige del af Spanien fuldstændig koloniseret af romerne. Den næste bølge af besættere var visigoterne fra Nordeuropa, som etablerede sig med Toledo som hovedstad. Riget var et valgkongedømme, hvilket ofte førte til stridigheder mellem rigets stormænd indbyrdes og med kongens slægt. I 710 døde kongen Witiza efter at have udpeget sin søn Akhila som arving på tronen, men adelen modsatte sig dette og indsatte en af deres egne, Roderik på tronen.

Det begyndte i Arabien i år 622, da profeten Muhammed grundlagde Islam. Denne nye religion medførte en politisk samling af arabernes forskellige bystater og ørkenstammer, og ved Muhammeds død i 632 var hele den arabiske halvø muslimsk. I slutningen af 600-tallet havde araberne (muslimerne) erobret store landområder, herunder hele Nordafrika, hvor de fleste af berberstammerne i området blev omvendt til islam. Da Tanger (i nutidens Marokko) faldt i 708, blev berberhøvdingen Tariq ibn Ziyad udpeget som guvernør. Da det nu ikke længere var muligt at ekspandere vestover, rettede man blikket mod nord. I april 711 krydsede Tariq ibn Ziyad strædet over til Europa og gik i land ved klippen, der fortsat bærer hans navn, Gibraltar, "Tariqs klippe". Et par måneder senere besejrede Tariq visigoternes talmæssigt langt overlegne hær, og Roderik selv blev dræbt. Tariq fortsatte nordpå og med små styrker indtog han snart Cordoba og Toledo, hvor han overvintrede. Musa ibn Nasayr, som var Tariqs overordnede og guvernør i Tunesien, fik også blod på tanden, og i 712 gik han i land ved Algeciras med en stor styrke, som i modsætning til Tariqs hær også omfattede mange arabere, og snart havde han erobret Sevilla. Næste år erobrede Musa og Tariq sammen Galicien og Ebro-dalen, og de to succesrige ledere blev kaldt i audiens hos kaliffen i Damaskus. Ingen af dem vendte siden tilbage til al-Andalus. Den fantastiske ekspansion standsede først, da de i Sydfrankrig blev slået i slaget ved Poitiers i 732 af Karl Martell med tilnavnet "Hammeren". Jeg lærte i skolen, at Holger Danske deltog i slaget under navnet Roger le Danois, en oplysning, jeg desværre ikke har kunnet få bekræftet. De muslimske erobrere, der kom til Spanien, blev kaldt "maurere" - sandsynligvis fordi de kom fra Marokko i Nordvestafrika, fra den tidligere romerske provins Mauretanien.

Kalifferne i Damaskus havde siden 661 tilhørt Umayyade-dynastiet. Før umayyaderne havde Muhammeds svigersøn Ali haft magten siden 656, men hans regeringstid var præget af borgerkrig, også kendt som den første fitna. I 750 kom abbasiderne til magten. I forbindelse hermed blev de fleste af umayyadene dræbt, men prins Abd al-Rahman flygtede til al-Andalus, hvor han antog Cordoba som sin hovedstad. Abd al-Rahman III ophøjede sig til kalif i 929 med sæde i Cordoba. Omkring år 1000 kollapsede kalifatet, og al-Andalus blev splittet op i en række småstater, kongeriger, de såkaldte taifaer.

Omkring år 1100 herskede almoraviderne, som var et berbisk (nordafrikansk) dynasti, over hele Maghreb og al-Andalus. (Al-Maghreb betyder direkte oversat fra arabisk "solnedgang", dvs. vest, og ordet anvendes i arabisktalende lande om den obligatoriske, muslimske solnedgangsbøn. Maghreb betegnede på den tid "det vestlige Arabien", dvs. det moderne Marokko). I 1062 blev Marrakech grundlagt som rigets hovedstad. I 1085 mistede maurerne Toledo til de kristne, og de muslimske taifa-fyrster anmodede almoravidernes hersker, Yusuf ibn Tashfin, om at forsvare dem mod angreb fra Alfonso VI af Castilien og Leon. Yusuf ibn Tashfin vandt en række sejre over de kristne, men samtidigt lykkedes det ham i løbet af 1090'erne at fjerne de lokale muslimske fyrster og overtage hele al-Andalus. Befolkningen, som havde oplevet årtiers strid og splittelse under taifa-kongedømmerne, bød almoraviderne velkomne som redningsmænd.

Men snart begyndte riget at falde sammen efter en række nederlag til de kristne. Da almohaderne i 1147 erobrede Marrakech, var almoravidernes herredømme forbi. I 1212 tilføjede en koalition af kristne konger under ledelse af Alfonso VIII af Castilien og Leon almohaderne et afgørende nederlag, som betød, at deres sultan måtte forlade den iberiske halvø. De små taifaer, som atter var blevet selvstændige, faldt nu enkeltvis som lette ofre for de kristne kongers erobringslyst. Disse erobringer blev kendt som den kristne "reconquista", dvs. tilbageerobring. Cordoba faldt til de kristne i 1236 og Sevilla fulgte i 1248. I 1249 var Emiratet Granada det eneste tilbageværende muslimske område i al-Andalus, og det fik kun lov til at overleve de næste 250 år som Castiliens vasal. Efterhånden som stadig større dele af Spanien blev erobret af de kristne, flygtede mange muslimer og jøder til Granada, som havde sin storhedstid i 1200- og 1300-årene. Handel, kunst og kultur blomstrede, og det arabiske universitet blev bygget.

Tilbageerobringen af Granada
I 1300-tallet tog mariniderne magten i Marokko, og derfra forsøgte de flere gange at besætte kristne byer. Det lykkedes at indtage Algeciras, men byen blev generobret i 1344. I 1349-1350 blev Gibraltar belejret af Alfonso XI af Castilien, men han døde af pest sammen med store dele af sin hær. Hans efterfølger, Pedro af Castilien sluttede derefter fred med Granada og vendte nu blikket mod de øvrige kristne stater på den iberiske halvø. Dette medførte, at Granada kunne overleve i yderligere 150 år, mens de kristne stater kæmpede indbyrdes. Traktaten mellem Pedro af Castilien og Granadas emir betød, at muslimerne blev garanteret udstrakt selvstyre, og indbyggerne fik religionsfrihed samt en treårig fritagelse for skat. Konflikterne mellem de kristne småstater endte med dannelsen af kongeriget Spanien i 1469. I dette år blev Ferdinand af Aragonien gift med Isabella af Kastilien, og herved forenedes de to stærkeste stater (en af Isabellas bejlere var i øvrigt hertugen af Gloucester, den senere Richard III, som Shakespeare har taget under kærlig behandling). Der blev planlagt et afgørende felttog mod Granada, og paven erklærede kampagnen for et korstog. Det er altid rart at få sine handlinger legitimeret fra højeste sted.

Emiren i Granada var Boabdil, men retteligen hed han Abu Abdallah Muhammad XII; han var den sidste arabiske fyrste i Granada fra 1482-1492. Han blev også kaldt "den lille" og "den uheldige". Han blev emir i 1482 efter sin fader, som blev fordrevet. Boabdil forsøgte at invadere Castilien, men kom i fangenskab fra 1484-1487. Han fik sin frihed samt tronen tilbage mod at underkaste sig Ferdinand og Isabella og afholde sig fra at blande sig i kampene om Malaga. I 1487 faldt Malaga og Almería til de kristne, og i 1489 Almuñécar og Salobreña. Nu var Granada den eneste muslimske by i Spanien. I 1491 krævede Ferdinand og Isabella, at Boabdil skulle overgive byen Granada, og da han nægtede, blev byen belejret. Den 25. november 1491 efter 7 måneders belejring kapitulerede Boabdil, og det aftaltes, at den endelige magtoverdragelse skulle finde sted i løbet af 60 dage. Formentlig af frygt for optøjer blandt sine landsmænd lod Boabdil den kristne hær marchere ind i byen allerede den 2. januar 1492. Ferdinand og Isabella red ind i byen iklædt pragtfulde mauriske klædedrager, og Boabdil overrakte dem byens nøgler. Et privat brev skrevet af et øjenvidne til biskoppen af León kun seks dage senere, har fastholdt begivenheden, som almindeligvis opfattes som afslutningen på den såkaldte "reconquista".

Boabdil overgiver sig til det katolske kongepar Ferdinand og Isabella, maleri af F. Pradille Ortiz, 1882.

Ovenstående maleri, "La Rendición de Granada", er udført af den spanske maler, Francisco Pradilla Ortiz (1848-1921), som især er kendt for at skabe store historiske scener. Det er et bestillingsarbejde fra det spanske senat, og det tog kunstneren tre år at færdiggøre det. En kopi hænger i Capilla Real, som vi skal besøge om lidt.

Columbus i Granada
Columbus, som i adskillige år havde været på jagt efter sponsorer til sine rejseplaner, fortæller i sin dagbog, at han overværede sejrsindtoget i Alhambra: "Al den stund I, allerkristeligste og højmægtige fyrster, konge og dronning over Spanien og øerne i havet, vor hersker og herskerinde, i dette år 1492, efter at Eders majestæter havde afsluttet krigen med de maurere, der øvede herredømme i Europa, og bragt den til en ende i den mægtige stad Granada, hvor jeg i dette år på den anden dag i januar så de kongelige bannere plantet med våbenmagt på tårnene af Alhambra, og også så maurernes konge, som han skred frem til stadens porte og kyssede Eders majestæters og prinsens, mine herrers hænder, og al den stund jeg kort derefter i den samme måned havde givet Eders majestæter underretning om landene i Indien og om en fyrste, som man kalder "storkhanen", hvilket på vort sprog betyder "kongernes konge", hvilken ligesom sine forgængere mange gange havde skikket bud til Rom for at søge lærere i vor hellige tro, der deri kunne undervise ham, hvilke den hellige fader dog aldrig haver ham sendt, således at mange mennesker ved tilbedelse af afguder og dyrkelse af falske læresætninger er faldet i fortabelse."

Columbus havde allerede i 1486 fået foretræde for dronning Isabella i audienssalen på Alcazar i Cordoba og forelagt sin plan om en ekspedition med det formål at finde søvejen til Indien. Dronningen lyttede interesseret, og henviste ansøgningen til behandling i en kommission af lærde. De lærde herrer lyttede hovedrystende til Columbus' planer og endte med at vende tommelfingeren nedad. Kommissionen mente, at oceanet er så stort, at det ikke vil være muligt at krydse det i sejlskibe. Endvidere, at det så mange århundreder efter skabelsen var aldeles utænkeligt, at nogen skulle kunne opdage hidtil ukendte lande af blot nogen værdi. En del af forklaringen på afslaget er formentlig også, at kongeparret havde travlt med at forberede det slag, som skulle gøre ende på mere end 700 års maurisk besættelse af Spanien. Stemningen vendte efter sejren over maurerne, og den 17. april 1492 blev der indgået en kontrakt mellem kronen og Columbus. Men det er en helt anden historie.

Maurerens sidste suk
Efter at Ferdinand og Isabella havde fået overdraget nøglerne til Granada, fik Boabdil udleveret sin søn, som har været gidsel hos de kristne. Det fortælles også, at flere hundrede kristne, som har været fanger i Granada, kom gående i procession med korset i spidsen. Kongeparret steg af hestene og knælte for korset sammen med forsamlingen af kardinaler, biskopper og adelsmænd. (Jeg ved ikke, om denne del af fortællingen er helt korrekt, men det lyder i hvert fald smukt).

Den mauriske fyrstefamilie blev forvist fra Granada og fik anvist en ejendom i Las Alpujarras, et bjergrigt område syd for Granada, mellem Sierra Nevada og Middelhavet. Det fortælles, at Boabdil under tilbagetrækningen standsede på et udsigtspunkt for at kaste et sidste blik tilbage på Granada og sit elskede palads, Alhambra, hvorefter han udstødte et dybt suk: "El último suspiro del Moro", "Maurerens sidste suk". Vi kom forbi dette punkt under vores køretur til Granada. Det fortælles også, at Boabdils moder, som åbenbart var en skrap dame, hvæsede til ham: "Græd blot som en kvinde over det, du ikke kunne forsvare som en mand.".

Familiens skæbne herefter er lidt uvis. Det menes, at Boabdil sammen med sin moder, søster og to sønner snart flyttede til Fez i Nordafrika, hvor han boede indtil sin død.

Boabdils sørgelige skæbne har inspireret talrige kunstnere. Han er bl.a. hovedperson i operaen "Boabdil, der letzte Maurenkönig", skrevet af den tyske komponist Moritz Moszkowski (1892). Louis Aragon's book "Le Fou d'Elsa" er en dramatiseret og poetisk version af Granadas fald. Jeg må tilstå, at jeg ikke kender disse to sikkert udmærkede værker, men jeg har med stor fornøjelse læst en af mine yndlingsforfattere, den indisk/britiske Salman Rushdies forrygende roman "Maurerens sidste suk", som rummer utallige referencer til Boabdils triste skæbne. Samtidig er det en fascineret skildring af en vidt forgrenet indisk families liv i flere generationer, tillige med en kærlig, vittig og kritisk skildring af det indiske samfund i det 20. århundrede. "Maurerens sidste suk" er efter min mening den mest letlæste roman af Rushdie: "med alt hvad hjertet kan begære af kærlighed og had, snyd og bedrag, storladenhed og småtskårenhed i suveræn blanding". Kan varmt anbefales.

Forholdet mellem muslimer, jøder og kristne
Den muslimske periode har efterladt sig betydelige spor inden for videnskab, sprog, kunst og kultur i Andalusien, hvor den muslimske dominans varede længst. Her bruges arabiske låneord stadig i de lokale dialekter. De romerske vandingssystemer blev repareret og udbygget, bl.a. ved at tilføje vandmøller til dem. Også de farverige kakler i smukke, blå mønstre, azulejos, som er blevet et symbol for både Spanien og Portugal, stammer fra den periode. De store fremskridt inden for matematik, geografi og medicin fik stor betydning, ikke kun for den muslimske verden, men også for middelalderens Europa, og kunst og arkitektur også udenfor Spanien blev påvirket af den mauriske indflydelse.

Samfundet bestod af tre dominerende befolkningsgrupper: muslimer, kristne og jøder, som på den ene side var bundet sammen af fælles religiøse bånd, men på den anden side opdelt etnisk. Den muslimske gruppe bestod af arabere, berbere og lokale, der var konverteret. En anden gruppe var mozaraberne, dvs. kristne, som havde levet så længe under muslimsk styre, at de med tiden havde overtaget mange arabiske skikke, samtidigt med at de holdt fast i deres sprog og kristne tro. Jøderne ernærede sig mest som skatteopkrævere, handelsfolk eller læger, og det anslås, at der i slutningen af 1400-tallet levede omtrent 50.000 jøder i byen Granada og 100.000 i alt i hele al-Andalus.

Ikke-muslimer i muslimsk dominerede samfund blev (bliver) kaldt dhimmier; de blev tolereret og havde lov til at dyrke deres religion, men var pålagt visse restriktioner i forhold til den muslimske befolkning. Behandlingen af den ikke-muslimske befolkning i Cordoba-kalifatet har været genstand for megen debat, især har man interesseret sig for sameksistens mellem muslimer og ikke-muslimer i den moderne verden og på den måde, kristne i samme periode har behandlet andre religiøse grupper. Det er ofte blevet påpeget, at jøderne i al-Andalus blev behandlet meget bedre end noget andet sted i det kristne Europa. Nogle forskere har påvist, at forestillingen om fredelig sameksistens i en såkaldt "guldalder for religiøs tolerance" i store træk stammer fra to kilder. Den ene er jødiske forskere, der brugte historien om det tolerante al-Andalus til at påvise et alternativ til den stigende undertrykkelsen af jøder i Europa. Den andet kilde er arabiske forskere, der ønskede at dokumentere, at Israel med deres besættelse af Palæstina ødelagde en gammel og harmonisk sameksistens mellem jøder og muslimer. Disse forskere kalder den såkaldte guldalder en myte, der totalt ser bort fra restriktionerne i dhimmiernes liv: de måtte ikke bygge kirker og synagoger, de skulle praktisere deres religion i stilhed og privat, og det var strengt forbudt at hverve nye tilhængere. Dhimmier var pålagt at bære et bælte, der gjorde det let at identificere kristne (blåt) og jøder (gult). De måtte ikke bestride offentlige embeder og skulle betale en særlig skat. Det er dog almindeligt accepteret, at ikke-muslimer i al-Andalus havde en større grad af religiøs autonomi, frihed og tolerance end noget andet sted i Europa, men de forblev andenklasses borgere sammenlignet med muslimerne.

I 1066 skete de første alvorlige forfølgelser i al-Andalus, hvor jødiske indbyggere blev fordrevet fra Granada; hvis de nægtede at flytte, blev de dræbt. Da almohaderne tog over i 1148, tvang de jøder og kristne til at omvende sig til islam. De, som gjorde modstand, fik deres ejendom konfiskeret og blev solgt som slaver. Jødiske skoler og synagoger blev ødelagt, og mange jødiske og endda muslimske filosoffer flygtede til Toledo, der var blevet erobret af Kastilien i 1085.

I de første tre år efter Granadas fald fik de muslimske borgere tilladelse til at praktisere deres religion, men herefter krævede kirken, at alle muslimer skulle konvertere til kristendommen. De fik forbud mod at tale deres sprog og at bære deres traditionelle klædedragt; herudover blev de pålagt væsentlig højere skatter end deres kristne medborgere. Mange moskeer blev ødelagt og/eller ændret til klostre, kirker eller offentlige bygninger. Den religiøse og kulturelle undertrykkelse førte i 1568 til oprør, som dog blev nedkæmpet, og muslimerne udvist. Kirken og staten (kronen) fik enorme rigdomme ved at konfiskere muslimsk ejendom (ligesom staten fik store indtægter ved at udbytte kolonierne i den nye verden). Det var i denne periode, at Granadas store katedral samt kirker og klostre blev bygget. I 1478 oprettedes den spanske inkvisition efter ansøgning til paven fra Ferdinand og Isabella med henblik på at bekæmpe de store muslimske og jødiske befolkningsgrupper, men også de mange kætterske kristne grupperinger. Inkvisitionen kom til at vare omkring 300 år, og mange jøder og muslimer blevet dræbt. Andre flygtede til det muslimske Nordafrika.

Katedralen i Granada
Vores første besøg i Granada gjaldt som nævnt katedralen, Santa María de la Encarnación, der ligger på Gran Via de Colón. Den blev først påbegyndt, efter at de kristne havde tilbageerobret byen fra maurerne, hvilket - som du ved - skete i 1492. Grundstenen blev nedlagt den 15. marts 1523 af arkitekten Egas. På det tidspunkt havde renæssancen afløst den gotiske stilperiode. Som det så ofte er tilfældet i Andalusien, blev kirken placeret på et sted, hvor der hidtil havde stået en moske. I 1529 blev Egas efterfulgt af Diego de Siloé, som arbejdede på kirken i næsten 40 år. Han planlagde fire skibe i kirken i stedet for de sædvanlige tre. Byggeriet tog 181 år, så en række af arkitekter har bidraget til det endelige resultat. I 1667 ændrede Alonso Canode den oprindelige plan for facaden og indførte de nuværende barok-elementer. Katedralen stod færdig i 1704.

Katedralen i Granada.

Desværre står katedralen lidt indeklemt mellem andre store bygninger, så det er svært at tage et virkeligt imponerende billede af kirkens pragtfulde facade, men jeg fandt ovenstående billede på nettet, som jeg håber, at du er tilfreds med. Bygningen ville have været endnu mere imponerende, hvis de to planlagte 81 meter høje tårne var blevet bygget, men det blev opgivet af finansielle årsager.

Det umiddelbare indtryk af katedralen er lyst og let med et interiør, som overvejende er holdt i guld og hvid marmor. Kirken, som har en dobbelt midtergang og et tværskib (korsarm), er rigt udstyret med skulpturer og billeder, de fleste udført af Alonso Cano og Juan de Sevilla. På søjlerne ved indgangen er er statuer af de katolske monarker, udført af Pedro de Mena, og over dem hoveder af Adam og Eva af Alonso Cano. Bronzestatuerne af apostlene er fra 1614.

Til venstre 'Capilla Mayor', til højre 'Puerta del Perdón' fra 1537 i katedralen i Granada.

Hovedattraktionen er "Capilla Mayor", "Det store Kapel", som er udformet som en halvcirkel (rotunde), omgivet af et såkaldt ambulatorium. Ud fra ambulatoriet findes små sidekapeller. Kuplen over "Capilla Mayor" en næsten 50 meter høj. Den yndefulde rotunde er er udsmykket i to lag, det øverste af Alonso Cano med motiver fra Jomfru Maria liv. De smukke glasmalerier er fra 1500-tallet. Ved indgangen til rotunden er to paneler: det ene viser Ferdinand og Isabella i bøn, det anden Adam og Eva. På hver side en imponerende prædikestol, iflg. Thøger formentlig for at opnå en ønskelig symmetrieffekt. I koret er to store barok orgler.

Som sædvanligt i katolske katedraler findes et større antal sidekapeller, de fleste doneret af rige adelsfamilier, som har villet sikre et varigt minde om slægten og samtidig forkorte det ubehagelige ophold i skærsilden; de er alle er smukt udsmykkede. Det mest imponerende er det smukt udskårne og forgyldte "Capilla de Nuestra Señora de la Antigua" - også kendt som "Capilla Dorada" - mod nordsiden. Mod nord findes også den smukke dør, Puerta del Perdón, som fører ud til Calle de la Cárcel.

Blandt katedralens største skatte er en stor sølvmonstrans. (En monstrans er en "beholder", som i den romersk-katolske kirke benyttes til at fremvise den indviede hostie, dvs. oblaterne for menigheden). Der findes også en samling af smukke flamske gobeliner. I sydsiden er en gotisk dør, som fører over til Capilla Real. Døren er almindeligvis aflåset, så vi må forlade katedralen for at komme over i Capilla Real.

Det var egentlig planen, at katedralen skulle have været mausoleum for de spanske konger, men Filip II (1527–1598, det var ham med den spanske armada, som blev sænket af England i 1588 og indledte den store nedtur for Spanien) besluttede, at hans fader, kejser Karl V og efterfølgende regenter skulle begraves i El Escorial udenfor Madrid. Om lidt går vi over i Capilla Real, som ligger i nær forbindelse med katedralen; her er gravmonumenter for Ferdinand og Isabella.

Udenfor katedralen og også andre steder, hvor turister flokkes, står sigøjnerkvinder, som tilbyder at spå dig og fortælle dig din fremtidige skæbne. De giver dig en kvist rosmarin i hånden, og som det venlige og velopdragne menneske, du er, kan du ikke lide at give kvisten tilbage eller smide den på jorden. Mens du står lidt forlegen, går de i gang med den store fortælling om, at du vil blive gift med en flot, rig mand, få masser børn og et godt og langt liv, alt på roma, som du selvfølgelig ikke forstår en pind af. Når talestrømmen standser, forventes du at give en passende erkendtlighed. Du skal da ikke tro, at de bare står der for deres fornøjelses skyld. Ja, der er mange måder at tjene til dagen og vejen på.

Capilla Real - Det kongelige kapel "Først og fremmest befaler Vi, at der ved katedralen i Granada skal bygges et passende kapel, hvor vores legemer skal stedes til hvile, når det passer Vorherre at kalde os. Dette kapel skal bære navnet "Capilla Real" og skal vies til Johannes Døberen og evangelisten Johannes". Således fremgår det af en befaling fra det katolske kongepar af 13. september 1504. Siden skrev Ferdinand i sit "testamente": "... Og derfor er det min vilje, at vores knogler skal hvile der til evig tid...". Kapellet, som befinder sig i tilslutning til katedralen, blev påbegyndt i 1506 af arkitekt Enrique Egas og stod færdigt 15 år senere. Kapellet har form som en latinsk kors, dvs. at den vandrette korsbjælke er kortere end den lodrette. Stilen er lidt overbroderet gotisk. Det første, man ser, når man træder ind i kapellet er det smukke, forgyldte smedejernsgitter ind til koret. Gitteret, som er udført af Bartolonné i 1518, regnes for et af de smukkeste i hele Spanien. Det er på beggs sider udsmykket med kongevåben, helgenfigurer og medaljoner.

Det prægtige alterparti, som er udført af Felipe Vigarini, består af 34 udskårne paneler med religiøse og historiske scener.


Alterpartiet i Capilla Real.

Øverst ses den hellige treenighed. Herefter Jomfru Maria og ærkeenglen Gabriel. Så Jesus, som bliver tilbedt af de tre vise mænd. Jesu lidelseshistorie. Scener med Johannes Døberen og evangelisten Johannes. Peter og Paulus. De fire evangelister. Det katolske kongepar. Sankt George og Santiago. I den nederste række ser man Boabdil overgive byens nøgler og tvangsdåb af de slagne maurere.


Til venstre: Boabdil afleveres nøglerne til Granada. Til højre: Tvangsdåb af muslimer.

Midt i kapellet står et monumentalt gravmæle for Isabella og Ferdinand, som pave Alexander VI havde givet titlen "de katolske monarker". En elegant marmorgravsten viser de to monarker side om side. Monumentet, som er udført i Carrara marmor af Domenico Fancelli (1522), blev bestilt af kongeparrets barnebarn, den tysk-romerske kejser Karl V. Når man betragter monumentet fra siden, kan man se, at Isabellas hoved synker dybere ned i puden end Ferdinands - det menes at betyde, at Isabella havde en større hjerne, dvs. var klogere end ægtefællen. Jeg kan selvfølgelig ikke påstå, at der ikke findes eksempler på dette i nogle familier.

 
Ferdinand&Isabellas og Filip&Johannes gravmonumenter i Capilla Real.

Ved siden af "de katolske monarker" er et tilsvarende monument for deres efterfølgere på tronen: Johanne med tilnavnet "den vanvittige" og hendes ægtefælle Filip "den smukke"; monumentet er udført af Bartolomé Ordóñez. Johanne (Juana la Loca) var det tredje barn af Ferdinand og Isabella og dermed et stykke nede i arvefølgen. Men derfor kunne hun jo godt bruges til at forstærke båndene til de øvrigekongehuse i Europa. På den tid bestod Spanien af to monarkier: Aragonien, som faderen Ferdinand var konge af, og Castilien, som moderen Isabella var dronning af. I 1496 blev den 16-årige prinsesse sendt til Nederlandene, hvor hun blev gift med prins Filip, som bl.a.var hertug af Burgund og greve af Flandern. Mere vigtigt var, at Filip også var den tysk-romerske kejser Maximillians ældste søn. Ægteskabet var ikke lykkeligt, selv om Johanne tilsyneladende var dybt forelsket i sin mand, som imidlertid var hende utro og mishandlede hende. Pludselig døde Johannes storebroder, kronprins Juan, og mindre end et år senere døde også hendes storesøster Isabella efter en barnefødsel. To år senere døde også dette barn, og dermed var Johanne blevet arving til den spanske trone. I 1502 rejste hun sammen med sin mand til Spanien for at blive indsat som kronprinsesse i Castilien. Filip begyndte at udbrede rygter om sin hustrus galskab for at få hende erklæret ude af stand til at regere. Efter ceremonien rejste Filip hjem til Flandern, mens Johanne blev hos forældrene. Johanne havde regnet med at få sin moders støtte, men Isabella, som selv var blevet gift med sin fætter af politiske grunde, forventede, at datteren skulle acceptere situationen. Da Johanne vendte tilbage til Flandern, forsøgte Filip at få hende kendt sindssyg, og hun blev spærret inde. Igen blev hendes familie ramt af et dødsfald, idet moderen Isabella døde, og Johanne blev en brik i en magtkamp om Castiliens kongekrone. Faderen Ferdinand ville gøre alt for at beholde magten i Castilien, og Filip håbede på at arve tronen som Johannes ægtefælle. Filip vandt denne magtkamp med støtte fra adelen, men kun tre måneder senere blev han syg og døde. Filips sidste ønske var at blive begravet i Spanien, men at hans hjerte skulle skæres ud og sendes tilbage til Holland. Ferdinand tog magten, og den kun 25 år gamle enkedronning blev indespærret i byen Tordesillas, hvor hun sad indtil sin død 50 år senere. Da Ferdinand døde i 1516, skulle Johanne formelt regere sammen med sin ældste søn Karl, men han lod bare sin mor blive i fangenskab og overtog selv regeringsmagten. Ja, en tragisk historie, uanset om Johanne var vanvittig eller ej. At Ferdinands og Isabellas gravmonument er lavere end datterens og svigersønnens, tilskrives den kendsgerning, at Filip jo var søn af den tysk-romerske kejser.


Det katolske kongepar Ferdinands og Isabellas samt datterens og svigersønnens kister i krypten under Capilla Real.

I 1521 blev Isabellas legeme anbragt i en simpel blykiste i krypten, hvor hun senere fik selskab af sin ægtefælle Ferdinand, deres datter, Johanne og svigersønnen Filip. En lille kiste indeholder resterne af prins Filip af Asturien, barnebarn af de katolske monarker, han døde kun to år gammel.

I sakristiet, der er indrettet som museum, ses Ferdinands sværd samt Isabellas krone og scepter. Her er også en fin samling af italienske, spanske og flamske malere, bl.a. 'Jesus i Getsemane Have' af Sandro Botticelli (1445-1510), 'Den bedrøvede Kristus' af Pietro Perugino (c. 1450-1523), 'Nedtagningen af korset' af Hans Memling (c. 1430–1494) og en 'Pieta' af Rogier van der Weyden (1399-1464). Her står disse to malede, træfigurer af hhv. Ferdinand og Isabella, udført af Felipe Vigarny (c. 1475–1542).


Det katolske kongepar Ferdinand og Isabella i museet i Capilla Real.

Her findes også en enestående samling af genstande, som har tilhørt det katolske kongepar, såsom Isabellas krone og scepter samt Ferdinands sværd, som er udført af en italiensk mester (måske florentinsk). Her er også dronningens juvelskrin, som er udført i sølv med guldindlæg. Det fortælles, at Isabella solgte sine smykker og dette skrin, som er udsmykket med religiøse motiver, for at kunne finansiere Columbus' første rejse til de vestindiske øer. Herudover en del genstande med religiøs tilknytning som en alterkalk, et krucifiks, en monstrans mm. Endelig findes der to standarder eller bannere, som går tilbage til indtagelsen af Granada: De katolske kongers banner og Kavaleriets banner. På det første kan man se våbenskjoldene for Aragon, Sicilien, Leon og Castilien. Man mener, at den var i spidsen for den kristne hær, da Granada blev indtaget.

Inden vi begav os til Alhambra, spiste vi frokost i en restaurant i nærheden. Vi bestilte 12 portioner tapas, som vi delte mellem os.

Alhambra
Vi havde egentlig bestemt os for at spadsere op til Alhambra, som ligger et par kilometer fra Granada, men vi blev hurtigt enige om at tage en taxa (8 Euro for 4 personer). Da vi kom op til Alhambra, viste det sig, at der kun var korte køer ved billetlugerne. Tager man til Alhambra i højsæsonen og ikke i januar, som vi gjorde, er det en god ide at købe billetter på forhånd.

Alhambra (af arabisk "den røde" i betydningen "det røde slot") er et hovedværk indenfor islamisk kunst i Europa. Komplekset, som omfatter en fæstning, et palads , moskéer, badeanlæg og beboelsesbygninger, er opført i 1200- og 1300-tallet af det islamiske Nasride-dynasti. Anlægget er omgivet af et pragtfuldt haveanlæg. Alhambra blev delvist ødelagt ved maurernes fordrivelse i 1492. Efter i en lang årrække at have fungeret som bl.a. fængsel blev Alhambra restaureret i 1800- og 1900-tallet, og det er i dag et meget besøgt turistmål, som er optaget på UNESCO's verdensarvsliste.

Den terrasse eller det plateau, som Alhambra er anlagt på, måler ca. 740 meter x 200 meter, ialt godt 140.000 m2. Længst mod vest ligger Alcazaba, som er et stærkt befæstet fort. Resten af området består af et antal mauriske paladser, omgivet af en forsvarsmur med 13 tårne. Floden Darro løber gennem en kløft mod nord og adskiller plateauet fra den gamle bydel Albaicín i Granada. Lad os kaste et blik på nedenstående kort over Alhambra, inden vi begiver os indenfor.

1 Puerta de las Granadas (Granatæblernes Port)
2 Torre Bermejas (Det røde Tårn)
3 Puente del Tomate (Tomatfontænen)
4 Monument for Angel Ganivet, forfatter og diplomat, født i Granada
5 Fuente del Pimiento (Peberfontænen)
6 Pilar de Carlos V (Karl V's Søjler)
7 Puerta de la Justicia (Retfærdighedens Port)
8 Puerta del Vino (Wine Gate)
9 Plaza de los Aljibes (Cisternernes Plads)
10 Patio de Machuca
11 Torre de las Gallinas (Hønsetårnet)
12 Torre de los Punales (Daggerttårnet)
13 Mexuar (Tidligere audiensværelse)
14 Patio de los Arrayanes (Myrternes Gård)
15 Sala de Embajadores (Ambassadørernes Sal)
16 Torre de Comares
17 Apartments of Charles V (Karl V's Værelser)
18 Tocador de la Reina (Dronningens Påklædningsværelse)
19 Sala de dos Hermanas (De to Søstres Sal)
20 Patio de los Leones (Løvegården)
21 Sala de los Abencarrajes
22 Sala de los Reyes (Kongernes Sal)
23 Crypt (Krypten)
24 Palacio de Carlos V (Karl V's Palads)
25 Baños (Bade)
26 Torre de las Damas (Kvindernes Tårn)
27 Torre de los Picos (Fæstningstårnet)
28 Torre del Cadi (Dommerens Tårn)
29 Parador de San Francisco (San Francisco Klostret)
30 Torre de la Cautiva (Fangernes Tårn)
31 Torre de las Infantas (Kongebørnenes Tårn)
32 Torre del Cabo de la Carrera (Tårnet ved enden af Vejen)
33 Torre del Agua (Vandtårn)
34 Torre de Juan de Arce (Juan de Arces Tårn)
35 Torre de Baltasar de la Cruz (Baltasar de la Cruz' Tårn)
36 Torre de los Siete Suelos (Tårnet med de syv Etager (kun 4))
37 Torre del Capitan (Kaptajnens Tårn)
38 Torre de las Brujas (Heksenes Tårn)
39 Torre de las Cabezas (Hovedernes Tårn)
40 Torre de los Abencerrajes
41 Torre de los Carros (Vogntårnet: udgang)
42 Indgang til Generalife
43 Theater (Teater)
44 Jardines Nuevos (De nye Haver)
45 Pabellon Sur (Sydpavillionen)
46 Patio de la Acquia (Gården med vandkanalen)
47 Pabellon Norte (Nordpavillion)
48 Patio de la Sultana (Sultanens gård)
49 Jardines Altos (De øvre Haver)
50 Baluarte (Bastionen)
51 Torre de la Polvora (Krudttårnet)
52 Jardines de los Adarves (Haverne på voldene)
53 Torre Quebrada
54 Torre del Homenaje (Hyldesttårnet)
55 Torre de las Armas (Hærens Tårn)
56 Torre de los Hidalgos (Adelsmændenes Tårn)
57 Torre de la Vela (Vagttårnet - ikke en reklame for Jehovas Vidner)

 

Generalife sommerslottet og haverne
Vi kom ind i Alhambra ved indgangen, som ligger ganske tæt på Generalife (42 på ovenstående kort). Der er mange tolkninger af navnet Generalife, men den mest udbredte er, at det kommer af arabisk "bygmesterens eller arkitektens have", Vi valgte ikke at bruge så megen tid på Generalife haverne, dels fordi januar ikke er den måned, hvor haverne præsenterer sig bedst, men især fordi der var så meget andet, vi ville se. Haverne blev under maurerne beplantet med roser, appelsiner og myrter i stort antal.

Palacio del Generalife blev bygget i begyndelsen af 1300-tallet under Ismail I og tjente som sommerbolig for den mauriske kongefamilie. Her kunne man trække sig tilbage fra hverdagens tummel til kølige og skyggefulde omgivelser. Det menes, at Koranens beskrivelse af Paradis har givet inspiration til haverne: masser af rindende vand, skyggefulde områder og planter af enhver art. De skiftende mauriske herskere på Alhambra glemte aldrig deres fortid i den brændende, tørre og golde ørken. Forsyningen til vandingssystemet kommer fra en kanal, som overrisler de mange bede med blomster og frugttræer og leverer vand til husholdningen. Lige i nærheden ligger en trappe med rindende vand. Et af højdepunkterne i Generalife er en alle med oleander, som går over i en alle med cypresser.


Sommerpaladset i Generalife-haverne ved Alhambra.

Sommerpaladset er ikke så imponerende som Alhambra-slottet, men bestemt et besøg værd. Paladset ligger på det højeste punkt i Alhambra, så der er en fantastisk udsigt herfra.

Karl V's palads
Næste stop var ved Karl V's palads. Ved siden af Alhambras udsøgte, islamiske arkitektur med spinkle søjler og yndefulde buer virker det massive renæssance-palads med sine fæstningslignende mure underligt malplaceret. Karl V (1500-1558) var Spaniens første konge fra 1516 og kejser af Det Hellige tysk-romerske rige fra 1519 efter sin bedstefar. Det var om Karl V, at man sagde: "I hans rige går solen aldrig ned". Thøger kunne fortælle, at Karl V og hans hustru (og kusine) Isabella af Portugal i 1526 var kommet til Granada og Alhambra på bryllupsrejse, og Karl var blevet så begejstret over, det han så, at han beordrede bygget et standsmæssigt palads lige ved siden af det smukke Alhambra slot. Desværre var det nødvendigt at nedrive flere af de gamle mauriske bygninger for at skaffe plads til denne kolos, som forsøger at stjæle billedet. Bygningen er opført af Pedro Machuca (1490-1550), som efter sigende skal have studeret under Michelangelo. Men ret skal være ret. På sin egen måde er bygningen imponerende med sit klassiske koncept. Facaderne, især den vestvendte, er rigt udsmykket. Til forsvar for byggeriet kan fremføres, at Spanien formentlig har haft en behov for at hævde sig i forhold til den mauriske kultur, som havde præget det tilbageerobrede område i næsten 800 år. Byggeriet blev påbegyndt allerede samme år, men Karl V vendte aldrig tilbage til Alhambra. I stedet etablerede kongehuset sig i Madrid.

Karl V's palads i Alhambra, den første, større renæssancebygning i Spanien. Onkel Thøger fortæller...

Da jeg spurgte hvorfor, kunne Thøger opremse en masse årsager: Samme år (1526) rykkede tyrkerne ind i Europa, og de blev først standset udenfor Wiens bymure tre år senere i 1529. Det meste af tiden var Spanien i krig mod Frankrig, som udfordrede det magtfulde Spanien. Mange kræfter blev også brugt på kolonisering af kolonierne i Sydamerika og kampe mod både azteker og incaer. Han sendte Magellan afsted på hans verdensomspændende rejse, efter at denne flere gange var blevet afvist af det portugisiske kongehus (som Columbus nogle år i forvejen). Efterfølgende forestod arbejdet med kolonisering af bl.a. Filippinerne. Og sidst, men ikke mindst, kampen mod reformationen, hvilket selvfølgelig var en hellig pligt for den tysk-romerske kejser. Så der var mange og gode grunde til, at kejseren aldrig fik tid til at se sit nyopførte palads. Ikke mærkeligt, at han i 1556 frivilligt trak sig tilbage og overlod styret til hhv. sin yngre broder Ferdinand I og sin søn Filip II. (Jeg kan varmt anbefale at have din egen historiker med, når du rejser ud).

Det mest spektakulære viste sig ikke at være det impossante, kantede ydre, men den cirkelformede gård, som giver mindelser om Politigården i København. Gården er omgivet af en ring af elegante søjler.

Det indre af Karl V's palads i Alhambra.

Nogle af koncerterne i "Granada Music and Dance Festival" finder sted i slotsgården. Omkring den indre gård ligger to museer: det spansk-mauriske museum, "Alhambra Museet" på nederste etage med en smuk samling af keramik, og kunstmuseet med skulpturer og malerier fra det 16.-18. århundrede på øverste etage. Kunstmuseet har skiftende udstillinger i løbet af året, og vi havde alle glædet os til at se udstillingen med værker af Matisse.

Matisse-udstilling i Karl V's palads i Alhambra.

Udstillingen hed "Matisse and the Alhambra (1910-2010)" og fejrede 100-året for Henri Matisses besøg i Alhambra. Udstillingen slutter (sluttede) den 28. februar 2011. Det var en kunsthistoriker, som "faldt over" Matisses underskrift i en gæstebog på Alhambra, som han havde besøgt i december 1910. Han skrev til sin hustru: "Alhambra er et vidunder. Jeg føler en meget stærk bevægelse her." Udstillingen omfattede mere end 100 værker, heriblandt de tre værker, som han lavede i Spanien. Værkerne var udlånt af internationale museer som Louvre i Paris og MoMA i New York. På turen til Spanien, hvor han besøgte sin livslange ven Picasso, var han i Madrid, Sevilla, Cordoba, Toledo, Barcelona og Granada. Gratis adgang til kunstmuseet for alle EU-borgere.

Fæstningen Alcazaba
Næste stop var stedets fæstning, Alcazaba. Fæstningen var tidligere adskilt fra det kongelige palads ved en kløft. Denne kløft er siden blevet opfyldt, og hedder nu "Plaza de los Aljibes", "Cisternepladsen". To af fæstningens tårne står stadig nogenlunde intakte tilbage, og det er umagen værd at gå op i dem for at nyde udsigten over byen Granada. Til den ene side ses byens tegldækkede tage, til den anden side Alhambras paladser med snedækkede Sierra Nevada som scenisk baggrund.

Det meste af den store fæstning er i dag mere eller mindre i ruiner. Det var i det højeste af Alcazabas tårne, Torre de la Vela, at den spanske hær hejste en korsfane den 2. januar 1492 kl. 15 for at markere den endelige sejr over maurerne. I dag vajer det spanske flag og EU’s blå flag fredeligt side om side. Tårnet er knap 27 meter højt og går to etager under jorden - i nederste etage var fangehullerne. Alcazaba er den ældste del af Alhambra, og der har formentlig ligget bygninger her, før maurerne kom til Granada. Mohammed I lavede en mur omkring området, byggede fæstningsværker og rejste tre tårne, "Quebrada", "Homenaje" og "Vela", og omdannede Alcazaba til en fæstning, hvor monarken fik sæde. Det var kongelig residens under hans søn Mohammed II, indtil paladserne stod færdige.

Torre de Vela på Alcazaba i Alhambra og udsigt over Granada og paladserne i Alhambra.

I toppen af Torre de Vela er - og var - en stor klokke. Muslimerne brugte den for at signalere fare, fx at fjendtlige styrker nærmede sig. Jeg har læst, at der ringes med den store klokke på "befrielsesdagen den 2. januar". Og sikkert og vist er det, at en ugift kvinde, som ringer med klokken på denne dag, vil inden næste år have fundet sig en mand. Så er hun hermed advaret.

Palacios Nazaries - De Mauriske Paladser
Da vi bestilte billetter, havde vi valgt adgang til paladset eller rettere paladserne kl. 16, så i god tid stillede vi os op ved indgangen. Heldigvis var der ikke så mange turister, som vi havde frygtet, så der var ingen trængsel.

På nordsiden af Karl V's palads ligger indgangen til Alhambra Paladset, hvor de muslimske herskere under Nasride dynastet boede. Som alle verdslige mauriske bygninger er det temmelig uanseeligt udefra. Arbejdet på bygningerne blev påbegyndt under Yusuf I (1333-1354) og fortsatte under hans søn Mohammed V (1354-1359, 1362-1391). Som du kan se, var han hersker i to omgange. I 1359 overtog hans halvbroder Ismail II magten, og Mohammed måtte flygte til sultanen i Fez. Ismail blev snart efter styrtet af sin svigerbroder, Muhammed VI. I 1362 blev samme Muhammed dræbt af den kastillianske konge Peter I (også kendt som Peter den Grusomme), som sendte hans afhuggede hoved til Muhammed i Fez som tegn på, at han roligt kunne vente tilbage og overtage tronen igen. Ja, det var hyggelige familieforhold den gang. Muhammed V vendte tilbage og genoptog bl.a. opførelsen af Alhambra paladset.

Alhambra Paladset eller paladserne er et fremragende eksempel på islamisk arkitektur. Lidt besynderligt, at det fremmeste eksempel på islamisk arkitektur fra det 13.-14. århundrede findes i Europa. Det skyldes bl.a., at mange dygtige kunstnere og håndværkere flygtede til Granada i takt med, at de kristne tilbageerobrede de områder, som muslimerne havde behersket gennem 7-800 år. Drømmen bag byggeriet var intet mindre end at skabe en kopi af det islamiske paradis på jord. Dette er søgt opnået med en blanding af slanke søjlearkader, fontæner og lysreflekterende vandbassiner, ligesom skyggevirkninger samt den stadige vekslen mellem gårdenes lys og rummenes skygge bidrager til oplevelsen. Væggene er dekoreret overalt, det samme er kuplerne mange meter oppe. Mange steder er anvendt stuk, som minder om drypsten, en teknik som gør næsten levendegør lofterne.

Paladset kan opdeles i tre sektioner: Mexuar, hvor den daglige administration og retsudøvelse fandt sted, Serailet, hvor sultanen boede og Haremet, hvor paladsets kvinder holdt til. I hver sektion er der adskillige værelser med hver sine formål, alle værelser vender ud til en central gård.

Nedenfor er en oversigt over paladset (paladserne) med angivelse af de vigtigste dele. Disse er nummeret i den rækkefølge, man kommer til dem under besøget.

Oversigt over Palacios Nazaries - De Mauriske Paladser.

1 Modtagelsesværelser
2 Indgang til paladserne
3 Mexuar
4 Oratory (bederum)
5 Cuarto Dorado (Det Gyldne Værelse)
6 Facaden til Comares Paladset
7 Patio de los Arrayanes (Myrtegården)
8 Sala de la Barca (Bådesalen)
9 Sala de Embajadores (Ambassadørernes Sal)
10 Mocarabes Gallery ("stalaktit galleriet")
11 Patio de los Leones (Løvegården)
12 Sala de los Abencerrajes (Abencerrajes Salen)
13 Sala de los Reyes (Kongernes Sal)
14 Sala de dos Hermanas (De To Søstres Sal)
15 Mirador of Lindaraja
16 Karl V’s og Washington Irving’s værelser
17 Comares Bath
18 Jardin de Lindaraja (Lindarajas Have)
19 Udgang til Partal
20 Partal
21 Ladies’ Tower (Kvindernes Tårn)
22 Oratory (bederum)

I det følgende vil jeg efter bedste evne beskrive nogle af de pragtfulde rum, man møder under et besøg i paladset. Først kommer man ind i Mexuar Paladset, hvor sultanen mødtes med sine ministre og diskuterede statsanliggender. Her modtog han også henvendelser fra borgere, som havde anliggender, de ønskede at drøfte med sultanen. Dette værelse er efter min mening det mindst smukke på hele Alhambra, hvilket vistnok skyldes, at det i mere end 100 år tjente som bolig og arbejdssted for de skiftende arkitekter, som arbejdede på Karl V's palads lige ved siden af. I forbindelse med et besøg af kong Felipe IV (1605–1665) blev der her installeret et kapel - som siden er fjernet igen. Det er forklaringen på den kongelige krone på billeder her til højre. På kaklen er malet det kristne motto "PLUS ULTRA", som var det kampråb, som de spanske conquistados udstødte, "længere endnu", når de kæmpede for at vinde land til det spanske rige.

Herefter kommer man ind i det smukke Cuarto Dorado (Det Gyldne Værelse), hvor sultanen traf sine vigtigste beslutninger som øverstkommanderende i hæren. Overfor Cuarto Dorado er indgangen til Seraillet.

Seraillet var sultanens (emirens) officielle residens, og dens værelser omslutter Patio de los Arrayanes (Myrtegården). Myrtegården har sit navn efter de myrtebuske, som omgiver det centrale bassin, og som med sine friske, grønne farver kontrasterer mod den hvide marmor. Bassinet, som er 34 meter langt og godt 7 meter bredt, deler gården, og det modtager vand fra en fontæne i hver ende. Der er værelser på begge sider af dammen og søjlegange på den korte side. Søjlerne hviler på kvadratiske kapitæler, som er udsmykket med inskriptioner, der priser Allah. Nogle af de tidligere værelser i denne gård menes ødelagt, da man bygge Karl V's palads.

Patio de los Arrayanes - Myrtegaarden i Alhambra.

I sidebygningen var kvindernes residens. Over det nordlige galleri er et brystværn med to små sidetårne; disse blev renoveret i 1890 efter brand.

Gennem den nordlige søjlegang kommer man ind i Sala de la Barca (Bådesalen). Den har fået sit navn, fordi dens smukt udskårne træloft har form af en "omvendt båd", hvis du forstår. Bag denne sal ligger det 45 meter høje Torre de Comares. Bådesalen fungerede som et forværelse til den imponerende Sala de Embajadores (Ambassadørernes Sal), hvor sultanen siddende på sin trone modtog fremmede udsendinge, fx. hans kristne modstandere.

Sala de Embajadores, Ambassadørernes Sal i Alhambra.

Den kvadratiske sal er den største i hele Alhambra og optager hele Torre de Comares (glasvinduerne, som oplyser den store sal, kaldes "comarías"). Salen måler 11 meter på hver led og 18 meter til loftet. Træloftet, som repræsenterer Islams syv himle, er et vidunder af billedskærerarbejde. Det var i disse imponerende omgivelser, at Christopher Columbus i 1492 fik Isabella og Ferdinands støtte til at sejle til den nye verden.

Patio de los Leones, Løvegården er utvivlsomt det mest berømte sted i Alhambra. Den har navn efter de 12 løver, som indgår i fontænen midt i den rektangulære gård. Det 12-kantede alabaster bassin hviler på disse løver, som er udført i hvidt marmor. På kanten af bassinet er indgraveret et digt af Ibn Zamrak (1333-1393. Gården, som blev bygget i 1378 under Mohammed V, er 35 x 20 meter, og omkring den er et galleri understøttet af 124 hvide marmorsøjler, som er udsmykket med fine ringe. På søjlerne hviler kubeformede kapitæler, som er forsynet med dekorationer. Under de udskårne friser er der yndefulde gipsbuer. Midt på de to langsider er buerne lidt større end de øvrige, og de leder ind til hhv. Sala de los Abencerrajes og Sala de Dos Hermanas. De værelser, hvori sultanens hustruer boede, ligger over buerne.

Gården er opdelt i fire dele af fire kanaler; disse symboliserer de fire floder i paradiset. De slanke søjler repræsenterer palmetræerne i en oase i ørkenen. Gården er således et billede på det muslimske paradis. I digtet af Ibn Zamrak på bassinkanten tilføjes endnu en tolkning: "Fontænen er Sultanen, som overvælder alle sine undersåtter og sit land med nåde, som vandet væder haverne".


Patio de los Leones - Løvegården i Alhambra.

Men hvorledes dukker der figurer af løver op i et muslimsk palads? I Islam er der som bekendt forbud mod at afbilde både mennesker og dyr pga. risikoen for afgudsdyrkelse. En ofte mødt teori er, at løverne er fra det 11. århundrede og oprindelig stod i et jødisk palads. Uvist af hvilke årsager skulle de siden være foræret til sultanen af det jødiske samfund i Granada. Og når der er 12 løver, er det selvfølgelig fordi, der var 12 stammer i det gamle Israel. En teori, som jeg hælder mere til, er denne. På den tid, paladset blev bygget, var Nasride dynastiet isoleret fra resten af den islamiske verden, og der var i en periode venskabelige forbindelser mellem maurerne og de kristne. Som følge af denne påvirkning har det måske været muligt for den mauriske hersker at se bort fra billedforbuddet. Inspirationen er muligvis kommet fra det gamle testamente, som jo anerkendes af både jøder, kristne og muslimer. Heraf fremgår, at der i kong Salomons palads var en fontæne, hvor der på trinene lå 12 gyldne løver. Nogle mener, at løverne er ældre end paladset og muligvis genbrug fra et palads i Cordoba. I øvrigt er løverne ikke særligt vellignende og ser ud, som om de er lavet af en kunstner, som aldrig har set en løve. En anden forklaring kunne være, at man bevidst havde undladt at gøre figurerne for livagtige som et forsøg på at omgå forbuddet mod at skabe billeder af levende væsener.

Men nu bliver desværre nødt til at fortælle dig, at ovennævnte foto af fontænen med de 12 løver er et "falsum", men nogenlunde således så løvebrønden ud, da jeg så den første gang for ca. 40 år siden. I februar 2007 blev det nødvendigt at tage løverne ned for at renovere dem og derved bevare dem for eftertiden. De var ved at gå i opløsning på grund af påvirkning af vind og vejr og forurening. Efter nedtagningen kunne man konstatere, at ikke to løver var ens, der var forskelle omkring snuderne, ørerne og poterne, og også halerne var lidt forskellige, ligesom løverne heller ikke vejede det samme. Det stod også klart, at de var udhugget af forskellige kunstnere. Jeg talte med en flink dame, som viste os til rette, og hun fortalte, at løve nr. 10, den største, tilsyneladende var blevet udhugget først og siden brugt som model for de øvrige.

Efter videnskabelige analyser af mulige restaureringsprocedurer blev først fontænen restaureret, og siden gik man i gang med løverne. Arbejdet var ved vores besøg så fremskredent, at man havde lavet en udstilling af de restaurerede løver i en krypt under Karl V's slot, som jo ligger side om side med maurerpaladset. Her kunne vi se resultaterne af 3 års arbejde - og 550.000 Euro. Udstillingen vil vare indtil den 30. september 2011, hvor man håber at kunne genopstille løverne på deres rette plads. Inden da skal vandforsyningen til løverne renoveres.

Patio de los Leones - Løvegården i Alhambra under restaurering.

Udstillingen "Lions, the restoration of a symbol", var meget oplysende og omfattede en del plancher og fem videofilm, som blev forevist på monitorer i de små sidekapeller i krypten. Videoerne omfattede bl.a. nedtagning og transport af løverne og restaureringsprocessen. I virkeligheden er det nærmere en rengøringsproces, hvorunder alger, svamp og kalk afsat gennem mere end 700 år skal fjernes. Personalet, som sørgede for at cirkulation af gæsterne - og for, at vi ikke tog fotos - var venlige og villige til at svare på spørgsmål. Bl.a. fik jeg at vide, at restauratørerne ;-) undskyld, rengøringspersonalet havde givet løverne navne: Felix, Melanie, Olivia osv. Under renselsesprocessen blev det i øvrigt konstateret, at løverne blev udhugget mellem 1362 og 1391 - det punkterer myten om, at løverne er en foræring fra det jødiske samfund. Marmoren kommer fra en landsby i nærheden af Almeria. Da de blev stillet op, blev vand fra floden Darro omdirigeret til at løbe gennem deres kæber. Siden dengang er vandsystemet omlagt mere end en snes gange. På den næsten 5 km lange tur gennem vandingskanalerne til Løvegården kan det ikke undgås, at vandet opsamler forskellige former for forurening, og hvis der ikke sker en rensning af vandet, vil nedbrydningen af den måske vigtigste mauriske skulptur i Andalusien fortsætte.

Syd for Løvegården ligger "Sala de los Abencerrajes", "Abencerrajernes Sal". Hvis du har været med os i Salobrena, har du allerede hørt "Legend Of The Three Beautiful Princesses". Til denne sal knytter sig en grum fortælling fra Washington Irvings "The Tales of the Alhambra". Los Abencerrajes var en berømt adelsfamilie, som boede i Alhambra. En rivaliserende adelsfamilie opfandt et rygte om en kærlighedsforbindelse mellem sultanens yndlingshustru, Zoraya og overhovedet for Abencerraje familien, og den jaloux sultan fik samtlige 37 mandlige medlemmer af Abencerraje familien lokket ind i den imponerende sal, hvorefter de blev halshugget. Salen var en del af sultanens privatområde, og der er ingen vinduer til omverden. Midt på gulvet er en fontæne, hvori det rigt dekorerede loft spejles. Legenden beretter, at de dræbtes blod flød fra fontænen i salen og videre gennem en smal kanal til den berømte Løve-fontæne.

"Sala de los Abencerrajes" i det mauriske palads i Alhambra.

Jeg må indrømme, at der ikke er nogen historiske beviser for denne grumme historie, med mindre du vil lade dig overbevise af de rødlige pletter, der er i fontænen og på gulvet mellem fliserne. Ja, jeg tror også, at det sikkert er rust, men det vil selvfølgelig ødelægge den spændende historie - og jeg er ikke den, der frivilligt ødelægger en god historie.

Sala de los Reyes (Kongernes Sal) ligger i den østlige ende af gården, og man kommer derind gennem tre smukke buer, som er dekoreret i mocarabe og med smukt udskårne rhomber, understøttet af yndefulde søjler. Salen er opdelt i syv rum: tre kvadratiske rum, adskilt ved to rektangulære sektioner, og to soveværelser for hver ende. Alle rummene er forsynet med kupler, dekoreret i mocarabe.

Sala de los Reyes - Kongernes Sal i Alhambra.

I den centrale kuppel er der tre ellipseformede, læderbeklædte træplader med malerier. Det midterste maleri forestiller de første 10 konger i Nasride dynastiet - heraf navnet "Kongernes Sal". På et af sidemalerierne er jagtscener og romantiske scener, som formentlig afbilder legender om de muslimske konger. Det menes, at malerier kan henføres til tiden omkring Mohammed VII (1395-1410) eller Yusuf III (1410-1424). Dette er således endnu et eksempel på, at billedforbudet undertiden blev overtrådt i Alhambra.

På nordsiden af Løvegården ligger den smukke Sala de dos Hermanas (De To Søstres Sal). Denne har ikke, som man kunne fristes til at tro navn efter en legende eller en begivenhed, men efter to store, identiske marmorsten, som indgår i gulvbelægningen. Salen var centrum i en række værelser, hvor sultanens yndlingshustru og hendes familie boede. Her kunne hans yndlingshustru ligge på sine puder og beundre bjergene i det fjerne gennem de lave vinduer. Også Boabdils mor, som vi tidligere har hørt om, har boet her. Via en balkon er der forbindelse til Jardines del Partal, og man kan gennem tre smukke buer se ud i Patio de los Leones, Løvegården. Gennem små sidevinduer falder lyset smukt ind i rummet, som krones af en yndefuld kuppel. Salens vægge er smykket med stukarbejde med forskellige motiver, bl.a. nasridernes klassiske motte: "Kun Gud er sejrherren".

Sala de Dos Hermanas - De To Søstres Sal i Alhambra.

De To Søstres Sal anses af mange for det smukkeste rum i Alhambra på grund af den spektakulære kuppel, som mest minder om det indre af en perfekt drypstenshule. Teknikken benævnes "mocárabe", "bikuber" eller "stalaktitarbejde", og den arbejder med en kompleks samling af prismer, der minder om stalaktitter (du ved, de drypsten, der hænger ned fra lofterne i en drypstenshule). Det menes, at disse formationer skal ligne loftet i den hule, hvori Muhammed modtog Koranen fra Allah. Mocárabe bruges ifm. flere materialer, især træ og gips. Oprindelig blev der anvendt udskæring af motivet, siden anvendte man også afstøbning i ler eller gips (stuk).

Jardin de Lindaraja, "Lindarajas Have" med en smuk fontæne i midten minder mest om en velplejet klosterhave. Fra galleriet er der en fantastisk udsigt ikke alene ned over gården, men også til den anden side.

Jardin de Lindaraja, Lindarajas Have i Alhambra.

Karl V's værelser og Washington Irving
Som tidligere nævnt kom kejser Karl V og hans hustru Isabella til Alhambra i juni 1526. Imponeret af, hvad de så, gav han ordre til at indrette en bolig i paladset til parrets brug. Der blev indrettet en suite på seks værelser med adgang til Baño de Comares (bade) og i nærheden af Ambassadørernes Sal. Over døren ind til suiten findes en stentavle, som blev opsat i 1914 til ære for Washington Irving, forfatter til "The Tales of the Alhambra". Washington Irving (hvis forældre tilsyneladende var beundrere af den berømte general George Washington) var foruden at være forfatter også historiker og diplomat samt en ivrig og opmærksom rejsende i især England, Frankrig, Tyskland og altså Spanien. Han skrev spændende beretninger fra de steder han besøgte, og blev snart en populær forfatter både i USA og Europa.

"Washington Irving i Alhambra.

I foråret 1829 ankom Washington Irving til Granada. Her blev han meget ærefuldt inviteret til at bo i Alhambra paladset. Her blev han meget betaget af ikke alene arkitekturen og kunsten, men også af de muslimske indbyggere i Granada, som villigt fortalte ham deres gamle historier, sagn, myter og legender. I Sala de Frutas (med de pragtfulde lofter, og hvor rygter vil vide, at "den vise kong Filip II, søn af Karl og Isabella, blev undfanget") samlede og bearbejdede Washington Irving disse fortællinger fra Alhambra. De blev snart populære, da de gav læserne indsigt i den eksotiske og ukendte islamiske kultur. Hans værker indbragte ham flere æresbevisninger: I Spanien blev han medlem af "Real Academia de la Historia". I 1830 modtog han en guldmedalje i historie fra "Royal Society of Literature" i London, og han fik æresudnævnelser fra Oxford, Columbia og Harvard. Som uddannet jurist var Irving også aktiv indenfor diplomatiet. I 1842 udnævnte den amerikanske præsident Tyler ham til ambassadør i Spanien, et hverv, som medførte mange rejser omkring i Europa som repræsentant for USA.

Desværre er der ikke møbler eller andre effekter fra Washington Irvings tid i de fire værelser, han rådede over. I det første værelse er en skorsten med kejserlige emblemer.

Jeg vil afslutte vores rundgang i Granada og Alhambra med at vise den imponerende udsigt over byen. Jeg har "klistret" tre billeder sammen til ét. Håber, at du synes om det.

Udsigt over Granada fra Alhambra.

Som du ved, var der i den antikke verden syv vidundere. Af disse er det kun Kheopspyramiden ved Ghiza, der stadig eksisterer. De øvrige seks er Babylons hængende haver, Zeus-statuen i Olympia, Artemistempler i Efesos, Mausoleet Halikarnossos, Kolossen på Rhodos og Fyrtårnet ved Alexandria. En privatperson fik den idé at kåre syv nye vidundere. En liste på næsten 200 kandidater, foreslået af offentligheden, blev indsnævret til 20 af en komite af eksperter. Alhambra blev udvalgt som en af de 20 kandidater til at blive et af den nye verdens syv vidundere.

Den 7. juli 2007 blev de syv vindere bekendtgjort ved en stor ceremoni i Portugal (Portugal havde ingen kandidater). Mere end 100 millioner mennesker verden over havde afgivet deres stemme på internettet, og vinderne var:

  • Den kinesiske mur
  • Oldtidsbyen Petra i Jordan
  • Brasiliens kristusstatue
  • Perus Machu Picchu-ruiner
  • Mexico's Maya-ruiner ved Chichen Itza
  • Colosseum i Rom
  • Taj Mahal i Indien
Som det fremgår, sluttede Alhambra udenfor vinderlisten, men det er ærefuldt blot at være mellem de 20 kandidater. Som nævnt er Alhambra optaget på UNESCO liste over "verdensarv".

Jeg har fundet disse videoer på nettet; måske kan du have lidt fornøjelse af at kigge på dem?

Holiday information video about Granada

 

Tilbage til Rejseholdets forside Startside for 7 ugers ferie i Andalusien Forrige side: Startside for 7 ugers ferie i Andalusien. Næste side: Udflugt til Cordoba
Vælg næste side: