Kort over Axarquia med angivelse af Acebuchal.
For 5-6 år siden besluttede Birgit og jeg at besøge landsbyen Acebuchal, som ligger i bjergområdet Axarquia i baglandet til Costa del Sol, 6 km fra Frigiliana og 12 km fra Cómpeta. Vi havde på turistkontoret og i diverse magasiner erfaret om "den forsvundne landsby", som gemte sig her. Der var kun sparsomme oplysninger om, hvordan vi fandt Acebuchal, men vi begav os trøstigt afsted. Vi tog vejen, som går mellem Frigiliana og Competa, og fandt også en sidevej med et træskilt mod Acebuchal, men efter nogle få hundrede meter syntes Birgit, at vi skulle vende om på grund af vejens beskaffenhed. På trods af at Birgit ifølge familieannalerne nedstammer fra Vitus Bering, er hun ikke den mest dristige person, så vi valgte at vende om og udskyde besøget til bedre tider.
Som du måske har læst andetsteds, deltager Birgit og jeg under vores vinterophold på Solkysten i de ugentlige vandreture, som arrangeres af Den Danske Klub i Torre del Mar under ledelse af de utrættelige guider Ulla&Axel og Hanne&Wolfgang. Stor var min glæde, da jeg fik at vide, at vandreturen den 18. februar 2018 skulle foregå i området omkring Acebuchal. Birgit var hjemme i lejligheden i Nerja med en dårlig fod, så denne gang skulle det være.
Kort over Axarquia med angivelse af Acebuchal.
Jeg begyndte med at køre den korte og betagende tur fra Nerja til dejlige Frigiliana. I rundkørslen ved indgangen til Frigiliana tog jeg vejen neden om byen og fortsatte til rundkørslen i den modsatte ende af byen. Her tog jeg afkørslen, som fører mod Competa. Undervejs fik jeg flere steder et fantastisk udsyn til Frigiliana og Nerja fra højden.
Udsyn til Frigiliana på vej til Acebuchal.
Efter et par km fik jeg øje på et skilt i højre side af vejen, som viste mod Acebuchal. Jeg ventede et par minutter, og så dukkede dagens guider Axel og Ulla op og efter yderligere et par minutter Ingrid og Jørgen, som også havde deres venner Aase og Ib med i bilen. Jeg lagde mig i hælene (?) på Jørgen, som har været i Acebuchal flere gange. Bortset fra de sidste 1500 meter på grus var der en ganske udmærket vej. Jeg fortsatte forbi byens restaurant og parkerede lidt længere fremme. Afstanden fra Frigiliana er omkring 6 km.
Der findes en anden rute til Acebuchal, hvor man tager Cómpeta-Torrox vejen (A7207) og efter ca. 8 km drejer fra ved skiltet mod Acebuchal. Herefter følger en udfordrende grusvej på 6.5 km. Turen er efter sigende meget spektakulær, men ikke for folk med svage nerver.
Acebuchal ligger halvvejs nede i en slugt, beskyttet af de omkringliggende bjerge, som er en del af naturparken Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama. Landsbyen blev grundlagt engang i 1700 tallet, og den var et "stop på vejen" mellem Granada og Nerja. Det var ekstremt vanskeligt at transportere folk og varer igennem bjergkæden Sierra de Almijara, som går parallelt med kysten og når op i 1800 meters højde. Vejen, som var en muldyrsti, hed El Camino Real – den kongelige vej. Vejen gik igennem Acebuchal, som nød godt af besøg af de mange muldyrkaravaner, der transporterede varer fra kysten til Granada og omvendt.
Men vi venter på, at de andre glade vandrere ville dukke op, vil jeg kort genfortælle Acebuchals fantastiske historie, en historie, som jeg først fik fortalt af Jørgen Vilster. Acebuchal, hvis navn kommer fra det arbiske ord for "oliven", "acebuche”, blev grundlagt engang i 1700-tallet, den lå på El Camino Real – den kongelige vej - som forbandt Granada og Nerja. Acebuchal nød godt af besøg af de mulddyrkaravaner, der transporterede varer mellem kysten og Granada og omvendt. Siden ernærede beboerne sig ved landbrug, især olivenproduktion, og husdyrhold. I 1940-erne fik en stor del af landsbyens ca. 150 beboere deres udkomme ved kalkbrænding i slugten. I 1937 under den spanske borgerkrig indtog Francos tropper den nærliggende by Frigiliana, som var en af de mange "røde" (republikanske) byer i Andalusien. Fascisterne gik hårdt frem imod enhver, der blev mistænkt for at være på republikkens side, og der blev indført et sandt terrorregime. Mange var nødt til at flygte op i bjergene, hvor de tog ophold i en hule på El Cisne, ca. 8 km. fra Acebuchal. Og det eneste sted, de kunne proviantere, var Acebuchal. Acebuchal kom til at ligge lige i skudlinjen mellem hæren og oprørerne, og Guardia Civil havde (berettiget) mistanke om, at beboerne hjalp "de røde" eller "republikanerne", og de kom tit på kontrolbesøg. Acebuchal sad snart som en lus mellem to negle midt i den guerilla krig, der udspandt dig. Gennem 1940'erne forlod mange landsbybeboere Acebuchal og flyttede til Frigiliana eller Cómpeta. I 1948 fik de sidste 150-200 beboere ordre på at forlade Acebuchal, deres hjem og ejendele og husdyrhold. Franco frygtede, at nye oprør kunne blusse op med den strategisk beliggende landsby som base. Og de følgende 50 år sygnede Acebuchal hen og blev af de lokale i området benævnt "Den fortabte landsby" eller "Spøgelsesbyen", "Pueblo el Fantasmas".
Caroline Krabbe, datter af kunstnerparret Arne Haugen-Sørensen og Dorthe Krabbe og sammen med sin mor leder af Galeria Krabbe i Frigiliana, voksede op på en landejendom et par kilometer uden for Acebuchal. Hun husker, at familien undertiden tog til Acebuchal for at holde picnic og lege i ruinerne, "men der var også lidt underligt, for man kunne mærke, at der havde været liv engang, men nu boede der jo ikke nogen mere".
Men i 1998, 50 år efter at landsbyen var blevet forladt, begyndte der at ske noget. En af de mange indbyggere i området, som havde måttet lade livet, var Antonio - med tilnavnet "El Zumbo", "brummeren". Sønnen Antonio García Sánchez, som bar faderens navn, var flyttet ind hos sin bedstemor, der drev en beværtning i nabolandsbyen. Antonio blev siden gift med Virtudes, der som barn ofte havde besøgt Acebuchal sammen med sin far. Dette par delte en drøm om at genopbygge den forladte landsby. De begyndte med at genopføre familieejendommen, dels på grundlag af gamle fotos, dels med assistance fra gamle mennesker fra landsbyen. Derefter begyndte at opkøbe forladte huse af andre efterkommere, og til sidst ejede de seks huse i landsbyen. De gik i gang med det enorme arbejde at genbygge de forfaldne bygninger, men først skulle der indlægges elektricitet og vand. Staten afslog at bidrage til finansieringen, men år efter år blev ruin efter ruin omskabt til beboelige huse i den oprindelige, autentiske stil af Antonio og hans familie. Og familiens eksempel smittede, og flere af de oprindelige familier vendte tilbage, og i dag er samtlige 36 huse i landsbyen renoveret i den oprindelige stil. Byens lille kapel blev også istandsat, ligesom veje og stier blev brolagt. Byen blev genindviet den 25. juni 2005 ved en gudstjeneste i kapellet. Kapellet, La Capilla de San Antonio, er viet til Jomfru Maria og San Anton, den hellige Antonius, som er beskytter for dyr (han har givet navn til de såkaldte Antonius-grise). I dag anvendes kirken ved særlige lejligheder som bryllupper og de lokale fester. I dag bor kun en halv snes mennesker fast i landsbyen; de fleste af husene fungerer som sommerboliger, og mange udlejes til turister.
Først gik vi en dejlig tur op igennem det gamle flodleje, indtil vi kom op på en fin grusvej. Den fulgte vi tilbage til Acebuchal. Turen var på ca. 7 km igennem et meget flot landskab.
Turen viste sig at være mindre anstrengende, end jeg havde forventet - og frygtet. Stigningen under opturen var overkommelig. Grundlaget lidt ujævnt, og et par gange var det dejligt at få en hjælpende hånd til at klare en mindre stigning. Tilbageturen - lyder bedre end nedturen - var næsten afslappende, og snart fik vi et dejligt blik udover Acebuchal. Her kan du læse mere om vores vandreture, hvis du har lyst.
Glimt af Acebuchal.
En måneds tid senere havde vi besøg af vores gamle venner Karen og HP. Karen og Birgit gik i klasse sammen i Aarhus for en menneskealder siden, og vores to familier har kommet sammen lige siden. De har besøgt os flere gange i Nerja, og sammen har vi udforsket en stor del af områdets seværdigheder, ikke kun Alhambra og Cordoba og Malaga men også mange af de mindre kendte steder. Jeg foreslog selvfølgelig, at vi skulle lave en udflugt til Acebuchal, som jeg netop havde opdaget.
Vi indledte besøget med at gå en tur gennem den fantastiske landsby, som med sine smukke, hvide bygninger på den grønne bjergskråning fremstår i sin autentiske stil, men smukt renoveret og vedligeholdt. Fra først på formiddagen kommer vandrere og cykelryttere strømmende hertil, og enkelte turister - som vi - kommer kørende på den bumlede grusvej for at opleve den hvide by. Alle nyder de stilheden og følelsen af at være langt væk fra verdens larm og tummel.
La Capilla de San Antonio.
Under arbejdet med at istandsætte de gamle huse var der kommet mange turister forbi, præcis som i gamle dage, hvor folk gjorde stop her på vej til og fra Granada. Herved opstod idéen om at åbne et spisested her, præcis som i gamle dage. Antonio havde altid været glad for at lave mad, og hans bedstemor havde lært ham at bage godt brød. I dag er Bar El Acebuchal en meget søgt frokostrestaurant, som har specialiseret sig i det klassiske, andalusiske køkken. Restauranten, som er indrettet i den tidligere skole, åbnede i 2005.
Bar/restaurante El Acebuchal.
Inde i restauranten findes en hel væg dækket med gamle fotos fra Acebuchal og dens tidligere beboere. Overfor restauranten er opført en terrasse i to etager, hvorfra gæsterne har en fantastisk udsigt over Acebuchals tage og bjergskråningerne på den anden side af dalen.
Vi fandt et bord udenfor restauranten og satte os ned for at få lidt frokost. Mens vi studerede menukortet, fik vi lidt tapas og et glas vin.
Karen, HP og Birgit udenfor Bar El Acebuchal.
Antonio havde altid været glad for at lave mad, men i begyndelsen turde han kun satse på nogle enkle tapasretter. Lidt efter lidt tog han dog mod til sig og kastede sig ud i det klassiske andalusiske køkken.
Familie/personale på Bar El Acebuchal.
Restauranten er et familieforetagende. På ovenstående foto ses medlemmerne af familien García Sánchez. Fra højre mod venstre: Antonio (sønnen), Antonio (faderen, "El Zumbo"), Virtudes (moderen), Sebastian, Irene og Juán. Sebastian og hans mor Virtudes står for kokkereringen. Faderen tilbereder kartofler til restauranten hver formiddag, mens Antonio står for bagning af brød. Irene og Juán står for serveringen.
Restauranten har specialiseret sig i vildt, vildsvin, kanin, and, lam, kalv og gedekid. Selvfølgelig er der også fisk på menukortet. De fleste råvarer er dyrket lokalt, og så vidt muligt økologisk. Alt er hjemmelavet incl. brød, desserter og is. Og selvfølgelig anvender man sin egen olivenolie, og man fremstiller sin egen honning. Alle retter er typisk spanske, og man sætter en ære i at bevare de traditionelle, andalusiske retter, som er under pres fra det middelmådige, internationale turistkøkken. Restaurantens signaturret er gedekid i mandelsauce.
Restauranten er kendt vidt om for sit dejlige, hjemmelavede brød, og vi købte også et fint brød med hjem.
I en lille butik ved siden af restauranten kan man købe hjemmmelavet vin, ost og pølser samt forskellige souvenirting. Butikken køres af Antonio "El Zumbo". Restauranten er blevet et hit, og folk valfarter dertil hver dag, dels for at opleve den smukt restaurerede landsby, og dels for at nyde den fantastiske mad. Det kan være en god idé at bestille bord (650 956 033) - personalet taler udmærket engelsk. Bemærk at restauranten har lukket om mandagen. Bemærk også, at det er en frokostrestaurant, som lukker kl. 16. Kig evt. på restaurantens hjemmeside. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at Birgit og jeg vil aflægge besøg i den genfundne landsby i Andalusien.