Kort over Spanien med angivelse af Salobreña.
I 2009-2010 tilbragte Birgit og jeg 6 uger på vores yndlingsø Malta og havde en dejlig tid. Efter i ugevis at have skovlet sne 2-3 gange hver dag (2011) besluttede vi at blive klimaflygtninge og tage sydpå, og valget faldt på Sydspanien. Vi har i vores lange liv været i Spanien mange gange, først med Spies og Tjæreborg på charterferie med grisefester mm., siden på mere selvstændige rejser, hvor vi har lejet en lejlighed et spændende sted og fulgt det pulserende hverdagsliv, som det leves af de lokale. Vi har vel været på Costa del Sol en halv snes gange, senest for ca 20 år siden sammen med vores rejsevenner Bente og Erling og deres unger, og vi holder meget af området. Men i stedet for at søge efter lejlighed på Costa del Sol vest for Malaga, rettede vi blikket mod Costa Tropical, som ligger øst for Malaga og er noget mindre besøgt. Da vi gerne ville have besøg hjemmefra, mens vi var sydpå, ville vi have en lejlighed med mindst to soveværelser. Der skulle også være en altan eller lignende - og så skulle den ligge i et byområde, og ikke i et decideret turistområde. Vi ville leje en bil i hele perioden, således at vi kunne foretage daglige udflugter i Andalusien. Det var ikke svært at finde nogle ledige lejligheder på Costa Tropical, og det endte med, at vi faldt for en spændende lejlighed i Salobreña. Vi mailede sammen med ejeren Jorge Postigo, som dels var hurtig og præcis til at svare, men som også talte og skrev perfekt engelsk. Det viste sig, at forklaringen var, at han boede og arbejdede i London. Du kan finde en beskrivelse af lejligheden ved at klikke her. At lejligheden også havde internetadgang, var selvfølgelig også et plus. Det betød bl.a., at vi kunne planlægge vores udflugter fra dag til dag i stedet for at forberede det meste hjemmefra.
Kort over Spanien med angivelse af Salobreña.
Andalusien (Andalucía) er en region i det sydligste Spanien. Regionens hovedstad er Sevilla. Regionen er opdelt i provinser, som alle har navn efter deres provinshovedstad, nemlig
Andalusiens våbenskjold, som ses her til højre, viser Herakles og to løver mellem to søjler. Du husker nok, at i den græske gudeverden var Herakles (romerne kaldte ham Herkules) en vældig stridsmand, søn af Zeus, som kæmpede mod vilddyr (bl.a. en løve), uhyrer og alskens ondskab. På vej hjem til Grækenland fra en af sine herkuliske opgaver splittede han et stort bjerg, som lukkede passagen mellem Middelhavet og Atlanterhavet; herved opstod to bjerge, som "vogter" indgangen til Middelhavet: det ene Kalpe (Gibraltarklippen) og det anden Monte Hacho (i Ceuta, Nordafrika). Indtil Columbus ødelagde det hele ved at opdage Amerika, regnedes Herakles' søjler for verdens ende. De skal have båret påskriften: "Nec Plus Ultra", "intet udenfor". Søjlerne indgår også i det spanske rigsvåben.
Andalusien er med mere end 8.2 millioner indbyggere den mest befolkningsrige region i Spanien og den næststørste i arealmæssig henseende (dobbelt så stor som Danmark). Den strækker sig fra Gibraltar i vest til byen Almeria i øst. Navnet Andalucía blev introduceret i det spanske sprog i 1200-tallet under formen el Andalucía. Under det mauriske styre fra 711 til 1492 blev området benævnt al-Andalus. Nogle mener, at betegnelsen stammer fra Vandalusia - vandalernes land. Vandalerne var den tyske stamme, som invaderede Spanien efter romerrigets fald og i begyndelsen af 400-tallet oprettede forskellige kongedømmer i Sydspanien og Nordafrika.
Med sin strategisk vigtige placering som et brohoved mellem Europa og Nordafrika og med sine rige mineralforekomster og sine landbrugsmæssige fortrin har Andalusien i forhistorisk tid været et fristende bytte for forskellige magthavere. Da menneskeheden - efter hvad vi ved i dag - er opstået i Afrika, har de første mennesker i Europa formentlig krydset strædet ved Gibraltar og slået sig ned i Portugal og Sydspanien. Omkring år 2000 fvt. år landede fønikerne i Andalusien, hvor de grundlagde byer langs kysten; her oprettede de bl.a. store centre for saltning af fisk. Karthago i Nordafrika (i nærheden af nutidens Tunis) blev den dominerende magt i den vestlige del af Middelhavet og den vigtigste handelspartner for byerne på den andalusiske kyst. Efterhånden udstrakte Kartago sin indflydelse til næsten hele den iberiske halvø. Som bekendt førte Hannibal en hær med elefanter fra Spanien over Pyrenæerne og Alperne ind i det nordlige Italien i 218 fvt., men det er en anden historie. Efter at romerne havde besejret Hannibal, underlagde de sig Andalusien.
I 400-tallet rykkede vandalerne, en germansk stamme, som formentlig kom fra det nuværende Polen, ind i Andalusien, inden de slog sig ned i Nordafrika. Herefter faldt området i hænderne på vestgoterne (visigoterne) efter romerrigets fald i 476. De kom egentlig, fordi de var på flugt fra hunnerne. Omkring år 555 erobrede østromererne Andalusien, og indtil 624 var Andalusien en provins under det østromerske kejserrige.
Den næste magtfulde erobrer kom fra den muslimske verden, nemlig general Tariq ibn Ziyad. Tariq, som var underlagt den arabiske statholder i Nordafrika, ledede en hær på ca. 7000 mand, som i 711 indtog Gibraltar, og siden erobrede Toledo og Córdoba. (Gibraltar, Jabal Tariq "Tariqs Bjerg", er opkaldt efter denne hærfører). I 718 havde maurerne, som de muslimske besejrere blev kaldt, erobret hele Spanien, og nu indledtes en næsten 800 år lang islamisk æra i Spanien. Abd al-Rahman, som var den sidste repræsentant fra det gamle umayyade-kalifat, blev fra 755 hersker i det islamiske Spanien, og han gjorde Cordoba til sin hovedstad. I 785 påbegyndte han opførelsen af den store moské, som var den største og prægtigste moské i den vestlige verden. Cordoba var på den tid den rigeste og folkerigeste by i Europa. Allerede i 900-tallet begyndte det første oprør mod det muslimske styre, men den siddende kalif klarede frisag ved at spille de forskellige kristne konger ud mod hinanden. Fra 1002 begyndte kalifatet at gå i opløsning, især i den nordlige del af Spanien. I 1086 blev Toledo tilbageerobret af Alfonso VI, og kalifatet måtte bede om assistance fra Nordafrika. Cordoba blev erobret i 1236 og Sevilla i 1248. Kongeriget (emiratet) i Granada overlevede længst, nemlig indtil 1492. Jeg vil vente med at fortælle den historie, indtil vi tager til Granada. Hæng på, hvis du har lyst til at komme med.
Den 3. august 1492 forlod Columbus havnebyen Palos de la Frontera på den ekspedition, som resulterede i opdagelsen af Amerika. Mange folk fra Andalusien var med på den rejse, som afsluttede middelalderen og indledte den moderne tid.
Costa Tropical, som ligger mellem velkendte Costa del Sol og Costa de Almería, benævnes også Costa Granada, og hovedbyen på kysten er byen Almuñécar. Andre betydelige byer på strækningen er La Herradura, Motril, Salobrena og Castell de Ferro - samt Nerja. Rent teknisk hører Nerja vistnok til Costa del Sol, men jeg tillader at medtage den under beskrivelsen af Costa Tropical, dels ligger den blot få km fra La Herredura, dels har den samme klima, som byerne på Costa Tropical. Vi kørte adskillige gange langs kysten, og hver gang nød vi det spektakulære sceneri: de smukke strande, det blå vand, den strålende sol, de blødt rundede klipper, hvor små landsbyer synet placeret med dødsforagt, de grønne dale med afgrøder af vin, appelsiner, oliven, tomater mv., de forrevne klippepartier i baggrunden, og endelig i det fjerne Sierre Nevadas snedækte tinder. Selv om vi var midt i januar, blomstrede mandeltræerne med deres delikate farver. Så bliver det ikke meget smukkere.
Navnet Costa Tropical henviser til det særligt milde klima, som hersker her. Beliggenheden ved Middelhavet, den korte afstand til Afrika samt tilstedeværelsen af Sierre Nevada, som med sin højde på næsten 3400 meter beskytter kystområdet mod de barske nordenvinde, giver kysten et unikt mikroklima med somre, som er 10-20º varmere om vinteren og 10-20º koldere om sommeren end inde i landet. Antallet af solskinsdage om året ligger på omkring 320.
Nedenfor er vist en statistik over gns. maksimumtemperaturer i hhv. luft og vand samt antal solskinstimer pr. dag på Costa Tropical:
|
Jan |
Feb |
Mar |
Apr |
Maj |
Juni |
Juli |
Aug |
Sep |
Okt |
Nov |
Dec |
|
Luften C° |
16 |
17 |
22 |
22 |
26 |
29 |
30 |
32 |
30 |
25 |
22 |
17 |
Havet C° |
15 |
14 |
15 |
19 |
20 |
21 |
22 |
23 |
22 |
20 |
18 |
15 |
Solskinstimer |
6 |
7 |
7 |
8 |
9 |
11 |
11 |
11 |
8 |
7 |
7 |
7 |
Vi bookede flybilletter på nettet til Malaga med Ryanair, flyselskabet, som vi elsker og hader. Elsker det for dets lave priser og punktualitet, hader det for dets ugennemskuelige hjemmeside og fantasifulde gebyrpolitik, hvor vi kunder må betale for selv at lave det arbejde, som retteligt burde udføres af flyselskabet. Men som så mange andre bider vi harmen i os og flyver flere gange årligt med Ryanair. Utroligt hvad man gør for penge. Vi tog lufthavnsbussen fra Århus til Billund for ikke at skulle betale parkeringsafgift i 7 uger. For at være sikker på at nå rettidigt frem til flyafgang (11. januar 2011 kl. tidligt) bookede vi en overnatning på Zleep Hotel Billund. Hotellet var både godt og billigt, og man kan trave med sine kufferter til afgangsterminalen på under fem minutter. Næste morgen checkede vi ind og landede efter godt tre timers flyvning rettidigt i Malaga lufthavn og fik vores bagage. Herefter fulgte vi markeringerne i gulvet til biludlejningsfirmaet. Vi havde hjemmefra reserveret en bil på www.ebiludlejning.dk og fundet en "Opel Corsa eller tilsvarende" til 2.621,65 kr for 50 dage. Vi valgte et stor spansk biludlejningsfirma, Goldcar, da de internationalt kendte firmaer var næsten dobbelt så dyre. Da vi hentede bilen, tegnede vi en supplerende forsikring på bilen (90 Euro), så vi, som sælgeren fremhævede, "var sikrede mod alle overraskelser" (fx mod at du ved en ulykke, som du ikke selv er ansvarlig for, selv skal betale for transport af bil til værksted). Vi havde taget vores egen GPS med hjemmefra, så snart rullede vi østpå ad N-340 mod Salobreña, en strækning på ca. 100 km.
Da vi kom kørende fra Almunecar mod Salobreña, så vi på afstand en stor klippe med en maurisk borg på toppen. Ned ad bjergsiden lå de for Andalusien så typiske hvidmalede huse. Det var Salobreña, en by med omkring 6.000 år på bagen. Nedenstående billede tog jeg fra et højdedrag udenfor Salobreña. Oprindelig var Salobreña en klippeø i Middelhavet, men det ændrede sig i forbindelse med de rige aflejringer fra Guadalfeo floden. De dannede det frugtbare delta, som sammen med den milde klima muliggør dyrkning af et stort antal subtropiske frugter og grønsager. Jeg benyttede lejligheden til at ringe til Rita, som er den spanske frue, som ser efter lejligheden for Jorge, og fortalte, at vi var fremme i løbet af et kvarters tid.
Det første blik på Salobrena med den mauriske borg på toppen og den gamle bydel ned ad bjergsiden.
Salobreña var, som den øvrige del af Spanien under maurisk styre i adskillige hundrede år, indtil det kristne Spanien tilbageerobrede byen og området i 1489. De gamle forsvarsmure, som maurerne havde anlagt, blev revet ned for at give byen mulighed for at vokse. Og det gjorde den. Den bredte sig ned ad bjergsiden og ud på det flade kystområde. I dag har Salobreña omkring 12.000 indbyggere. Den gamle bydel er en labyrint af hvidkalkede huse i andalusisk stil og opdelt i fire bydele: Brocal, Albaycín, La Fuente og La Loma. Vores lejlighed lå i bydelen La Fuente.
Vi havde fået en god beskrivelse af Jorge, nemlig kør op ad "Calle Rosario", en velkendt gade med hotellet Miramar i bunden og en statue af "Virgen del Rosario" (byens skytshelgen) i den anden ende. Drej opad til venstre ad den eneste frakørsel og straks derefter igen til venstre ad Calle Juan XXIII). Ca. 200 meter fremme kommer "Calle Al-Salan" på venstre side. Gaderne er meget snævre, og da det ikke ligefrem vrimler med parkeringspladser i en bydel, som er anlagt for omkring 800 siden, holder der biler langs vejsiden overalt. Calle Al-Salan er "blind", og det viste sig, at der ofte var ledige parkeringspladsen enten lige uden for lejligheden eller for enden af vejen. På hjørnet af Calle Al-Salan lå en lille købmandsbutik, hvor vi oftede handlede.
Indgangen til vores lejlighed.
Rita ankom sammen med en datter i løbet af fem minutter og fremviste lejligheden. Selv om hun "kun" taler spansk, var der ingen problemer med at gøre sig forståelig. Hun fortalte, at hun ville komme hver tirsdag formiddag og gøre rent i lejligheden. Lejligheden var i øvrigt, som vi havde beset den på internettet: to plan, hvor det øverste plan er en pæn stor stue med et køkken i den ene ende (med komfur, mikrobølgeovn og køleskab) og en opholdsafdeling i den anden ende. For enden af stuen en udmærket terrasse med bord og et par stole. Der er ikke egentlig havudsigt, men både siddende og stående er der et fint kik til Middelhavet. Det nederste plan indeholder badeværelse og to soveværelser samt et bryggers med vaskemaskine mv. Det eneste, der overraskede os lidt ved lejligheden var, at man fra gaden skulle gå en etage ned for at komme til lejligheden, men det skyldes selvfølgelig, at huset er bygget på og ind i en klippevæg. Den ene væg i stuen er meget passende opført i rå klippeblokke, meget dekorativt.
Et (lidt forvrænget) billede af køkken/stue etagen i lejligheden.
Der var et 40 tommer SONY fladskærms TV i lejligheden samt en DVD-afspiller. Der var udelukkende spanske kanaler på TV'et, men en af disse var en sportskanal, hvor vi bl.a. kunne se VM i herrehåndbold, som foregik, mens vi var der. Vi havde taget en del lydbøger, nogle musik DVD'er samt et spanskkursus med, som vi kunne spille på DVD-afspilleren (den spiller også mp3). Som nævnt var der internetadgang i lejligheden, både trådløst og med kabel. Vi kunne uden problemer forbinde vores bærbare med TV'et via et medbragt hdmi-kabel. Det betød, at vi kunne se flere danske udsendelser på TV'et, dog er der nogle begrænsninger på film og udenlandsk underholdning, som DR ikke har rettigheder til at sende udenfor Danmark.
I øvrigt var lejligheden veludstyret på alle måder både med sengetøj og køkkengrej, hvoraf meget var indkøbt i IKEA i Malaga, kunne vi se.
Efter at vi havde pakket ud, gik vi ned i byen for at få noget at spise. Selve turen derned var lidt af en oplevelse. Der er meget få egentlige gader i den gamle bydel, "Casco Antiguo", men masser af små gyder på den ene led og trapper ned mod den nye del af byen. På billedet nedenfor til venstre er vist en trappe, som fører op til vores vej. Billedet i midten viser "vores gyde", dvs. bagsiden af vores lejlighed. Hvis du kigger godt efter, kan du se Birgit på terrassen. Og til højre er den gyde, som går nedenfor og parallelt med vores gyde. Spændende, ikke? Hvis man ikke har så gode ben som undertegnede, kan man tage den lille bybus, som kører langs kysten, men som også klatrer op til den mauriske borg på toppen af klippen.
Til venstre trappen op til vores lejlighed. De smalle gyder i byen.
Vi gik snart efter ned i byen, hvor der er masser af spisesteder. Vi fandt snart et lille sted, hvor vi fik en pizza. Byen virkede meget ren - måske fordi alle de "skraldemænd", jeg så, var kvinder - og stort set alle huse var pænt vedligeholdt med maling. Der er i det hele taget masser af små hyggelige forretninger i byen: bagere, slagtere, grønthandlere, tøjforretninger, møbelforretninger, elektronikforretninger, isbutikker, isenkræmmere osv. Der er et par store supermarkeder, men det er heldigvis endnu ikke lykkedes dem at nedkæmpe de små, gamle butikker. Jeg havde problemer med stikket til min oplader til den bærbare, så jeg gik ind i en elektrikerforretning, og manden skiftede stikket på stedet for 3 Euro (incl. stikket). I Danmark havde jeg formentlig været nødt til at købe en ny transformer til 500 kr ;-). Indtil omkring 2001 omtalte de lokale altid Salobrena som "landsbyen", og det vsr sikkert meget rammende. Siden da har der været en del udvikling i området, mange spaniere og udlændige har taget fast ophold her ligesom ferieindustrien er vokset betydeligt. Fx. har byen anlagt et kunstigt rev ud for stranden, hvilket tiltrækker mange dykkere og snorklere. Hvis du ikke kan tage på ferie uden at spille golf, så ligger der en 18-hullers bane fem km østpå.
Den første dag, efter at vi var kommet, gik vi hen på Plaza Goya til det lokale turistkontor - altid et godt sted at starte. Kontoret var meget velorganiseret, den flinke mand talte perfekt engelsk, og vi fik adskillige gode råd. Fx fik vi at vide, at man på turistkontoret om sommeren kan melde sig (1-2 dage i forvejen) til spadsereture omkring i Salobrena by. Guiderne er 24 medlemmer af "Salobreña Senior's Volunteer Group", som tilbyder 13 forskellige spadsereture med forskellige temaer på hhv. engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk eller katalansk. Vi benyttede os ikke af tilbuddet, men et meget fint initiativ. I stedet fik vi rutebeskrivelser for nogle spadsereture i omegnen af Salobrena. Vi fik også gode råd med hensyn til bestilling af indgangsbilletter til Alhambra, som vi ville besøge sammen med vores venner Kirsten og Thøger, når de kom ned for at besøge os to uger senere. Til gengæld for den gode behandling købte vi en turistvideo fra området for 6 Euro.
Lige overfor turistkontoret på Salobrena Plaza holder busserne til Granada, Malaga, Almeria og Almunecar, og der ligger en lille bod, hvor man kan købe busbilletter. Der holder taxaer lige ved siden af busholdepladsen
I nogle af rundkørslerne i Salobrena er opstillet gamle maskiner fra den svundne sukkerrørsproduktion.
Som nævnt spillede sukkerrørsindustrien tidligere en vigtig rolle i Salobrena-området. Som et minde herom er der i flere rundkørsler ved indkørslen til byen ambragt forskellige maskiner fra slutningen af 1800-tallet. Et sjovt minde om en gylden tid.
Lige neden for enden af trapperne, der førte op til "vores gade", lå en stor, dejlig park, "Parque de la Fuente". Parken strækker sig på begge sider af den avenu, som fører ned til stranden. I parken vokser tropiske planter som bananer, chirimoya (engelsk custard apple, jeg ved ikke, om den har et dansk navn), sukkerrør, avocado mv. Midt i parken er en stor dam med fugle. Der er også et par store fuglebure med mange fugle, heriblandt nogle påfugle. Vi sad flere gange og betragtede ungerne, som tumlede sig på legepladsen.
Lige indenfor indgangen står en efterligning af 'Løvebrønden i Alhambra'.
I parken er et monument for "sukkerrøret", hvor en bronzefigur giver liv til "zafra". Zafra betegner egentlig sensommer eller efterår, hvor høsten af sukkerrør finder sted. Monumentet viser en kvinde, som med en machete hugger sidegrenene af en sukkerrørsstamme. Planten tilhører græsfamilien og danner lange kraftige stængler med en diameter på 2-5 cm. I midten af stænglerne oplagres sukker i den saftige marv. Sukkeret udvindes og raffineres til sukker (rørsukker). Sukkerrør anvendes også til fremstilling af spiritus, især rom. I mange år var sukkerrør den vigtigste afgrøde i området, læs mere herom senere, når vi tager til nabobyen Motril for at besøge det lokale sukkerrørsmuseum.
Fem minutters gang fra vores lejlighed lå byens markedsbygning, "Mercado Municipal". Her er indretter boder for slagtere, fiskehandlere, gartnere, bagere mv. Det er her, den kvalitetsbevidste, spanske husmoder gør sine indkøb. Kvaliteten af varerne er særdeles høj, og vi gjorde mange af vores indkøb her. Som i Danmark i gamle dage skal man have god tid. Man skal røre ved varerne, snakke med den handlende, have gode råd, smage på osten, og slagteren skal skære kødet ud. Pålæg skæres, når man køber det, og ikke meget er vacuumpakket. I den ene ende af markedsbygningen ligger et lille "churreria", hvor man kan få kaffe eller chokolade samt de syndigt velsmagende churros, en slags "spanske doughnuts", som er stegt i friture. Mange steder i Spanien bliver de herefter overdrysset med sukker, men ikke her i Andalusien. Undertiden dypper man dem i fed, varm chokolade, inden man spiser dem.
På indkøb i Mercado Municipal i Salobreña. Torvedag tirsdag og fredag.
Hver tirsdag og fredag er der torvedag, og fra morgenstunden stilles der boder op udenfor "Mercado Municipal". Der sælges en del frugt og grøntsager, men også sko, tøj, husgeråd mv. Vi købte gerne stort ind af frugt og grøntsager på torvet. Den normale butikstid er 10-13.30 og 17.30-20, mandag-lørdag. "vores supermarked", "Super Sol" holdt åben fra 9.30-21, mandag-lørdag. Der er to Super Sol-supermarkeder, den lille i den gamle bydel ved Plaza Goya holdt siesta, som de fleste forretninger. Ved siden af Super Sol ligger et andet supermarked Dia, som måske var lidt billigere. I den anden ende af Salobrena på Avenida Motril ligger et Mercedona supermarked. Vi var inde i "CAIXA"-banken, hvis personale talte udmærket engelsk og tysk, åbningstid 8.30-14, mandag-fredag. De var os behjælpelige med at printe billetter til Alhambra, som vi havde bestilt på nettet og betalt med kreditkort.
Det mest spændende i Salobreña er efter min mening den borg, der ligger som en ørnerede på toppen af den mere end 100 meter høje klippe. Borgen blev bygget i tiden efter den mauriske besættelse, formentlig i 1100-tallet, skønt der på stedet er fundet rester af en tidligere bebyggelse fra 900-tallet. Det menes, at borgen blev bygget med rekreative formål, hvortil herskeren (sultanen) kunne trække sig tilbage. Man kunne godt tro, at den strategiske placering 105 meter over havets overflade også har spillet en rolle. En historie fra det 15. århundrede fortæller om sultanen af Granada, som på sit dødsleje blev bange for, at hans søn ville blive snydt for sin retmæssige arv af sultanens broder Yusuf. Yusuf sad på det tidspunkt i fængsel i borgen i Salobreña. Sultanen sendte en betroet mand afsted for at dræbe Yusuf, men Yusuf bad mindeligt om at få et sidste ønske opfyldt, nemlig at han måtte fuldføre det spil skak, han var i gang med. Det lykkedes ham at trække spillet så længe, at sultanen døde forinden, og det endte med at Yusuf blev udnævnt til sultan i stedet for nevøen.
Den mauriske borg i Salobrena fra 1100-tallet. Den gamle bydel breder sig ned ad bjergsiden under borgen.
Som nævnt spadserede vi op til borgen flere gange under vores ophold. Undervejs kunne vi ikke lade være med at standse op og nyde den pragtfulde udsigt. Mens vi nu begiver os afsted i et for vores alder passende tempo, vil jeg fortælle endnu en legende, hvori borgen indgår. Den hedder "Legend Of The Three Beautiful Princesses" og er skrevet af den amerikanske forfatter og historiker Washington Irving (1783–1859). Den indgår i hans novellesamling "Tales of the Alhambra", som blev udgivet i 1832.
I gamle dage regerede i Granada en maurisk konge eller emir, som hed Mohamed. Hans befolkning havde givet ham tilnavnet "den kejthåndede" - vistnok pga. de ikke altid lige fornuftige beslutninger, han traf. En dag han var ude at ride, kom han forbi en flok soldater, som vendte tilbage fra et togt mod de kristne. Med sig havde de deres bytte, bl.a. fanger af begge køn. Kongens øjne faldt straks på en smuk kvinde, som græd, uden at ænse de trøstende ord fra hendes anstandsdame, som red ved siden af hende. Kongen forespurgte kaptajnen for tropperne, som fortalte, at hun var datter af kommandanten på et kristent fort, som var blevet indtaget af kongens tropper. Mohamed krævede hende som sin kongelige del af byttet, og han optog hende i sit harem i Alhambra. Den forelskede konge forsøgte gang på gang at gøre hende til sin dronning, men hun afslog hans bejlen. Han var vantro og en åben fjende af hendes land (Spanien) og - det værste - han var en ældre herre. Kongen henvendte sig i sin nød til den anstandsdame, som var blevet taget til fange sammen med skønjomfruen. Han var fra Andalusien, hendes dåbsnavn er glemt, men hun blev altid omtalt som "den diskrete Kadiga", og diskret, det var hun, hvilket denne fortælling skal vise.
Kadiga begyndte straks at bruge sine overtalelserevner på den unge kvinde. "Er der ikke bedre at være frue over dette smukke slot med dets mange haver og fontæner end at være lukket inde på din faders gamle fort? Hvad gør det, at Mohamed er vantro, det er ham og ikke hans religion, du gifter dig med. Og hvis han er gammel, jo før vil du blive enke og din egen herre. Under alle omstændigheder, du er i hans magt, og må enten blive dronning eller slave. Når man er i hænderne på en røver, er det bedre at sælge sine værdigenstande til en fornuftig pris end at få dem frataget med magt.". Kadigas argumenter gjorde indtryk, og den spanske kvinde tørrede sine øje og blev Mohamed den kejthåndedes hustru. Oven i købet føjede hun sig - i hvert fald udadtil - efter sin ægtemands tro. Hendes anstandsdame konverterede til Islam og fik i den forbindelse det arabiske navn Kadiga. Kadiga fik tilladelse til fortsat at tjene den unge dronning.
Efter en passende tid blev kongen fader til tre yndige døtre, som blev født med nøjagtig 3 minutters mellemrum. Han havde ganske vist foretrukket tre sønner, men slog sig til tåls med, at tre døtre på én gang var helt godt klaret for en mand i hans alder, og som oven i købet var kejthåndet. Dronningen fødte ham ikke flere børn og døde få år senere. Hun betroede sin døtre til den diskrete Kadigas omsorg.
Ved pigernes fødsel havde kongens astrologer på det kraftigste opfordret kongen til personligt at passe omhyggeligt på pigerne, især når de kom i den giftefærdige alder; og det opfyldte han ved at internere pigerne på borgen i Salobrena fjernt fra verdens vrimmel, omgivet af luksus og kvindelige slaver. Pigerne var under opsyn af den betroede slavinde Kadiga, mens kongen det meste af tiden opholdt sig på sit slot i Alhambra. En dag fik Zaida, som var den ældste og mest nysgerrige, øje på et skib, som lagde til nede på stranden. Hun vækkede de to øvrige søstre, og ivrigt betragtede de de fremmede soldater, ikke mindst de tre flotte spanske kavalerer. Kadiga opdagede, hvad pigerne havde for, og hun sendte besked til kongen i Granada. Hun sendte dels en lykønskning i anledning af pigernes fødselsdag, dels en blomsterkurv. I kurven lå tre svulmende, fristende og fuldmodne frugter, en fersken, en abrikos og en nektarin. kongen forstod hentydningen og kom i hu, at astrologerne jo havde opfordret ham til personligt at tage vare på sine døtre, når de var giftefærdige. Hvad skulle han gøre? Han bad sine folk indrette et tårn på Alhambra, mens han tog til Salobrena for at hente sine døtre hjem. Det var tre år siden, at kongen havde set døtrene, og han kunne næppe tro sine øjne over den vidunderlige forvandling, der var sket med dem. Han sendte herolder i forvejen, som befalede alle folk at holde sig indendøre og for nedrullede gardiner, når kongens følge drog forbi. Ingen måtte se hans smukke døtre. Skulle nogen alligevel kaste et blik på pigerne, blev de brutalt slået ned af de ledsagende vagter.
Udsigt fra den mauriske borg i Salobrena.
Da følget nærmede sig Granada, mødte det en fangetransport. Alle soldaterne kastede sig skyndsomt på jorden og skjulte deres ansigt, og beordrede fangerne til at gøre det samme. Blandt fangerne var netop (nå, det havde du gættet) de tre spanske kavalerer, som pigerne havde beundret på afstand fra borgen i Salobrena. Enten forstod de ikke ordren, eller også var de for stolte til at adlyde, i hvert fald blev de stående og så følget nærme sig. kongen trak sin sabel og ville straks hugge de tre formastelige ned, da de tre døtre bad om nåde for dem. Kaptajnen for fangetransporten kastede sig for kongens fod og sagde, at de tre kavalerer havde kæmpet som løver ved deres tilfangetagelse, og at de, da de var af nobel byrd, kunne indbringe en stor løsesum. Kongen besluttede at spare deres liv, men beordrede, at de skulle anbringes i fangetårnet og sættes til hårdt arbejde. Under tumulterne gled pigernes slør tilfældigt fra deres ansigter, og de tre kavalerer blev straks forelsket i de smukke piger - heldigvis i hver sin.
Pigerne blev anbragt i et smukt indrettet tårn et stykke fra paladset i Alhambra, og de havde adgang til en lille have med de dejligste blomster. Midt i den smukkeste marmorbelægning stod en fontæne af alabaster, hvis vandstråler afkølede hele gården. Omkring i hallen var ophængt gyldne bure med sangfugle med de yndigste toner. Kongen kunne ikke forstå, at hans døtre, som altid var blevet beskrevet som glade og muntre, begyndte at udvise utilfredshed med alt omkring dem. De brød sig ikke om blomsternes duft, nattergalenes sang forstyrrede deres søvn, og de var irriterede over fontænens ulidelige larmen.
Kongen blev først vred, men så indså han, at hans døtre nu var blevet kvinder, og han lod sine skræddere sy de smukkeste silkekjoler, som tænkes kan, og kjolerne blev udsmykket med brokader af guld og sølv, og de fik halskæder af perler og diamanter, og armbånd og fingerringe og meget mere. Men forgæves, de tre piger så stadig ud som tre falmede rosenknopper, som var ved at falde af stilken. I sin nød henvendte han sig for råd hos Kadiga, som var kendt for sin diskretion. "Jeg ønsker, at du i al diskretion finder ud af, hvad mine døtre fejler, og finder råd derfor, så de kan genvinde deres helbred og gode humør", sagde han, og Kadiga, som nok vidste, hvad der var problemet, indvilligede selvfølgelig heri.
Kadiga henvendte sig til de tre piger og spurgte i al uskyldighed:
"Mine kære børn, hvad er årsagen til, at I er så nedtrykte på dette smukke sted, hvor I kan få alt, hvad jeres hjerte begærer?.
Pigerne så bare tomt omkring i salen og sukkede.
"Hvad mere vil I have? Skal jeg lade hente den vidunderlige papegøje, som taler alle sprog, og som er Granadas fryd?"
"Hvor ækelt", sagde prinsesse Zayda, "en forfærdelig, skrigende fugl, som siger ord uden mening."
"Skal jeg sende bud efter en abe fra Gibraltar til at underholde jer?"
"En abe", råbte Zorayda, "jeg hader det væmmelige dyr."
"Hvad ville du sige til at høre den berømte sorte sanger Casem, fra det kongelige harem i Marokko? De siger, at han har en stemme så fin som en kvindes."
"Jeg bliver forfærdet ved synet af disse sorte slaver", sagde Zorahayda, "og i øvrigt har jeg tabt al nydelse for musik."
"Åh mit barn, det ville du ikke sige, hvis du havde hørt den musik, som jeg hørte i aftes af de tre spanske kavalerer, som vi mødte på vores rejse. Men bevar mig vel, hvad er der galt, siden I blusser således og er i sådan en sindsbevægelse?"
"Intet, gode moder, fortsæt, fortsæt."
"Da jeg gik forbi fangetårnet i aftes, så jeg de tre kavalerer hvile ud efter dagens slid. Den ene spillede guitar og de andre skiftedes til at synge. Og så smukt lød det, at selv vagterne stod stille som statuer. Allah tilgive mig, men jeg kunne ikke undgå at blive rørt over at høre mit hjemlands sange. Og se tre så noble og smukke unge mænd i lænker og slaveri."
Her kunne den gode, gamle kvinde ikke holde tårerne tilbage.
"Måske, kære moder, kunne du skaffe os et kik på disse kavalerer?", sagde Zayda.
"Jeg tror, at lidt musik ville være opmuntrende", tilføjede Zorayda.
Zorahayda sagde ikke noget, men kastede bare sine arme om halsen på Kadiga.
"Nåde!", udbrød den diskrete gamle kvinde, "hvad taler I om mine børn. Jeres fader ville slå os alle ihjel, hvis han hørte det. Ganske vist er disse unge mænd velopdragne og af høj byrd, men de er fjender af vores tro, og I må kun tænke på dem med afsky."
Men de tre prinsesser hang på deres gamle barnepige og forsøgte at overtale hende og erklærede, at et afslag ville knuse deres hjerter.
Maurerborgen i Salobreña Bemærk sneen på Sierre Nevada i baggrunden.
Hvad skulle den stakkels Kadiga gøre? Ganske vist var hun kongens mest trofaste tjenerinde, men skulle hun knuse de tre smukke prinsessers hjerte ved ikke at lade dem høre nogen klimpre på en guitar? Så hun gik i gang med at opfylde pigernes bøn. Hun opsøgte den den store, langskæggede Hussein Baba, som havde ansvar for de kristne fanger i Vermilion tårnet, og hun lod en guldmønt glide ind i hans hånd. "Mine frøkener, de tre prinsesser, som sidder i deres tårn og keder sig, har hørt om de tre spanske kavalerers musikalske talenter, og de ønsker at høre en prøve på deres færdigheder. Jeg er sikker på, at du er en alt for venlig mand til at nægte dem et så uskyldigt ønske."
"Hvad! Og have mit hoved sat på en stage over mit eget tårn. For det vil blive belønningen, hvis kongen finder ud af det."
"Der er ingen fare for, at kongen skal opdage det. Du kender den dybe kløft udenfor muren under tårnet. Lad de tre kristne arbejde der, og lad dem i en af pauserne spille og synge, som om det var for deres egen fornøjelses skyld. På denne måde kan prinsesserne høre dem fra deres tårnvinduer, og du kan være sikker på, at de vil belønne dig godt." Og den gode, gamle kvinde pressede endnu en guldmønt ind i fangevogterens hånd.
Hendes talegaver var uimodståelige, og næste dag blev de tre kavalerer sat til at arbejde i kløften. I middagsheden, medens deres medfanger lå og sov i skyggen, satte de sig ved foden af tårnet og sang nogle spanske kærlighedssange til akkompagnement af guitaren. Prinsesserne lyttede fra deres balkon, de havde lært spansk af deres barnepige og blev rørt over sangenes ømhed. Den diskrete Kadiga blev forfærdet og ville sørge for at få de formastelige pisket, men pigerne sagde: "Hvad! Skulle tre så ridderlige kavalerer piskes, bare fordi de synger så smukt?". De tre prinsesser var forfærdede over tanken. Musikken syntes at have gjort pigerne godt; et rosenrødt skær havde allerede bredt sig over deres kinder, og deres øjne var begyndt at funkle.
Fra den dag arbejdede de tre kavalerer næsten hver dag i kløften. Den ellers årvågne Hussein Baba blev og mere doven og faldt ofte i søvn på sin post. Prinsesserne begyndte at vise sig på balkonen, når de kunne gøre det uset af vagterne. De begyndte at konversere med kavalererne med blomster for på den måde at vise deres følelser. Den forandring, som den hemmelige romance havde på døtrenes udseende og humør, både overraskede og glædede kongen - og også den diskrete Kadiga.
Så gik der nogle dage, hvor kavalererne ikke viste sig, og pigerne kiggede forgæves efter dem fra balkonen. Forgæves sang de som små nattergale i deres bur, der var ingen svar fra kløften. Så kom Kadiga grædende: "Åh, mine børn! De spanske kavalerer er blevet løskøbt af deres familier. De er nu i Granada og er ved at gøre klar til at tage til deres fædreland.". De tre smukke prinsesser blev desperate over disse nyheder. Zayda var harmfuld over at blive forladt uden et ord til afsked. Zorayda vred sine hænder og græd, kiggede i spejlet og tørrede sine tårer bort, for igen at græde. Zorahayda lænede sig ud over balkonen, og hendes tårer faldt på blomsterne, hvor de troløse kavalerer så ofte havde siddet.
Kadiga forsøgte at trøste dem i deres sorg: "Trøst jer, Børn. Sådan er livet. Åh! når I er lige sa gamle som jeg, så ved I, hvad mænd er værd. De har sikkert hver en kæreste blandt de spanske skønheder i Cordoba og Sevilla, og snart vil de synge serenader under deres balkoner, og ikke skænke en tanke på de mauriske skønheder i Alhambra.". Disse velmente ord fra Kadiga fordoblede kun de tre prinsessers smerte, og i to dage var de utrøstelige. Men den tredje dag kom Kadiga ind i deres lejligheder, spruttende af indignation. "Hvad er der sket, gode Kadiga?". "Hvad der er sket? Forrædderi er der sket. De spanske kavalerer har vovet at spørge mig, om jeg ville hjælpe med at overtale jer til at tage med dem til Cordoba og blive deres hustruer!".
Den gode kone skjulte sit ansigt i hænderne og gav udtryk for sorg og indignation. De tre smukke prinsesser blev skiftevis blege og røde og blege igen. De kiggede på hinanden, men ingen sagde noget. Kadiga sat og rokkede frem og tilbage og udbrød: "Aldrig i livet er jeg blevet så fornærmet - jeg den mest trofaste af tjenestefolk!". Efter lang tid nærmede den ældste prinsesse sig Kadiga, lagde en hånd på hendes skulder og sagde: "Kære moder, hvad nu hvis vi er villige til at flygte med disse kristne kavalerer, vil det være muligt?". Den gamle kvinde kiggede op: "Muligt? Ja, det er muligt? Har disse kavalerer ikke allerede bestukket Hussein Baba, leder af vagten, og arrangeret hele planen? Men, bare tanken om at bedrage jeres fader! Jeres fader, som har sådan en tillid til mig!". Og her begyndte den værdige kone igen at vride sine hænder og rokke frem og tilbage. "Men vores fader har aldrig vist os nogen tillid", sagde den ældste. "Han har behandlet os som fanger.". "Det er sandt nok", svarede den gamle kvinde, "men ligefrem at forlade sit fædreland". "Men er ikke det land, vi vil flygte til, vores moders fædreland, hvor vi kan leve i frihed?". "Jeg må indrømme, at jeres fader er temmelig tyrannisk, men vil I lade mig tilbage og udsættes for hans hævn?". "På ingen måde, min gode Kadiga, kan du ikke flygte sammen med os?". "Sandt nok, mit barn. Men er du villig til at opgive din faders tro?". "Den kristne tro var vores moders tro", sagde den ældste af prinsesserne, "jeg er rede til at følge den, og det vil mine søstre også, er jeg sikker på.". "Sandt igen, mit kære barn. På jeres moders dødsleje lovede jeg at drage omsorg for jeres sjæle. Også jeg var født kristen, og er forblevet en kristen i mit hjerte. Jeg har talt om dette med Hussein Baba, som er spansk af fødsel, og som kommer fra et sted i nærheden af min fødeby. Han er ivrig efter at gense sit eget land, og kavalererne har lovet at hjælpe os, hvis vi skulle beslutte at blive kone og mand." Det var tydeligt, at deres gode amme havde lagt flugtplaner sammen med kavalererne og Hussein Baba, og de tre prinsesser begyndte at gøre sig klar til flugten.
Maurerborgen i Salobreña.
De forrevne klipper, som Alhambra er bygget på, var dengang fyldt med underjordiske gange, som førte fra paladset til forskellige steder i byen. De var blevet bygget af forskellige mauriske herskere som flugtveje. Mange af dem var lukket, men der var stadig nogle, som kunne bruges, selv om de var delvist fyldt op med grus og småsten. Hussein Baba ville eskortere prinsesserne til et sted udenfor byen, hvor kavalererne ville vente med friske heste. Den aftalte nat oprandt. Prinsessernes tårn var som sædvanligt blevet aflåst, og Alhambra lå i dyb søvn. Lidt før midnat gav Hussein Baba det aftalte signal, og Kadiga fæstnede den ene ende af en rebstige til balkonen, sænkede den ned i haven og steg selv ned. De to ældste prinsesser fulgte straks i hendes spor, men den yngste prinsesse Zorahayda tøvede skælvende. Flere gange satte hun sin lille fod på rebstigen, men hver gang trak hun den tilbage igen. Hun kastede et vemodigt blik tilbage til det silkekammer, hvori hun havde levet som en fugl i et bur. Hvem vidste hvilke farer, der lå foran hende? Men nu fik hun øje på sin elskede, og hendes lille fod blev straks anbragt på stigen. Men så kom hun til at tænke på sin fader, og hun trak foden tilbage. Hendes to søstre bønfaldt hende, og Kadiga skældte ud. "Vagten går sin runde", råbte Hussein Baba, "hvis vi tøver, er det for sent. Stig straks ned, prinsesse, eller vi må efterlade dig.". Zorahayda løsnede rebstigen fra balkonen med desperat beslutsomhed og råbte: "Det er besluttet! Flugt er ikke længere mulig. Må Allah lede og velsigne jer, mine kære søstre!"
De to ældste af pigerne er chokerede over tanken om at forlade deres lillesøster bag sig, men vagterne nærmer sig, Hussein Baba råber rasende, så de skynder sig ned i den underjordiske gang. Efter en farlig tur gennem hele bjerget kommer de ubemærket ud ved en jernport udenfor murene. De spanske kavalerer, klædt ud som mauriske soldater, venter ivrigt på dem. Zorahayda's elskede var ude af sig selv, da han erfarede, at hun havde nægtet at forlade tårnet, men der var ingen tid til jamren. De to prinsesser blev anbragt bag deres elskede, mens den diskrete Kadiga sad bag Hussein Baba, og de satte retning mod bjergene ved Cordoba.
De var ikke kommet langt, før de hørte lyden af trommer og trompeter fra Alhambras brystværn. ""Vores flugt er blevet opdaget", sagde Hussein Baba. "Vi har hurtige heste, natten er mørk, så vi kan måske ride fra forfølgerne", svarede kavalererne, og de ansporede deres heste. De standsede ved foden af Elvira bjerget, og Hussein Baba lyttede og sagde: "Der er ingen på vores spor lige nu, så vi har en god chance for at slippe igennem til bjergene". Mens han talte, viste et stort ildglimt sig på toppen af vagttårnet i Alhambra. "Pokkers!, sagde Hussein Baba, "ilden vil advare alle vagterne i bjergpassene. Afsted. Giv jeres heste sporene, der er ingen tid at spilde". De for afsted og lyden af deres hestes hove gav genlyd fra klipperne. Mens de red, blev ilden fra Alhambra besvaret i alle retninger, lys efter lys blussede på hvert vagttårn i bjergene. "Fremad, fremad", råbte Hussein Baba og bandede grumt, "vi skal nå broen, før folkene der bliver alarmeret!"
De forøgede deres hastighed, og fik snart den berømte bro ved Pinos i sigte, broen krydsede en rivende strøm, som ofte var blevet farvet med kristent og muslimsk blod. Til deres forvirring var broen fuldt oplyst og fyldt med bevæbnede mænd. Hussein Baba så sig omkring og bad så kavalererne følge efter sig. Han red bort fra vejen og et stykke nede styrede han sin hest ud i det frådende vand. Kavalererne bad pigerne holde godt fast, og de klyngede sig til deres kristne riddere uden at kny. Det lykkedes dem at komme i sikkerhed på den anden bred. Efter mange anstrengelser lykkedes det dem at nå frem til den gamle by Cordoba, hvor de unge adelsmænd blev stormende modtaget af deres venner og familie, for de tilhørte de fineste familier. De smukke prinsesser blev modtaget med åbne arme af kirken, og efter at de var blevet "rigtige kristne", blev de også glade hustruer.
I min iver efter at få prinsesserne sikkert over floden, har jeg helt glemt at fortælle om den diskrete Kadigas skæbne. Som du ved, sad hun på hesten bag Hussein Baba, og hun klyngede sig til ham som en kat. Da han styrede sin hest i floden, blev hun rædselsslagen. "Hold ikke så fast om mig", gispede Hussein Baba, "hold fast i mitbælte og frygt intet". Hun holdt fast med begge hænder til hans bælte, men da de gjorde holdt på bjergtoppen, var Kadiga ikke længere at se. "Hvad er der sket med Kadiga?", græd de opskræmte prinsesser. "Kun Allah ved det", svarede Hussein Baba. "Mit bælte løsnede sig, da vi var midt i floden, og Kadiga blev skyllet bort af den kraftige strøm. Allahs vilje ske! Men det var et broderet og meget værdifuldt bælte."
Der var ikke tid til nytteløs klagen, men prinsesserne begræd tabet af deres diskrete rådgiver. Den fortrinlige kvinde mistede dog kun et halvt liv i strømmen. En fisker fik hende i sit net et stykke længere nede ad strømmen og reddede hende i land. Hvad der siden skete med den diskrete Kadiga, fortæller legenden ikke om, men jeg er sikker på, at hun aldrig kom i nærheden af Mohamed "den kejthåndede".
Vi ved heller ikke noget om, hvad kongen sagde, da han opdagede, at hans døtre var flygtet, og at han var blevet bedraget af sin mest trofaste tjener. Det var første gang, at kongen havde søgt andres råd, og det er sikkert og vist, at han aldrig senere gentog den fejltagelse. Han passede godt på sin tilbageblevne datter, som ikke ønskede at flygte. Det menes dog, at hun i det skjulte fortrød, at hun var blevet tilbage; nu og da lænede hun sig ud fra brystværnet på tårnet og kiggede længselsfuldt mod bjergene ved Cordoba; og somme tider hørte man hende spille sørgmodigt på sin lut; det var sikkert på grund af sorgen over sine mistede søstre og sin elskede. Hun døde ung, og man mener, at hun blev begravet under en af slottets buegange.
Udsigt fra 'Paseo de las Flores' til Maurerborgen i Salobreña.
Nu er fortællingen slut, og vi er endelig kommet op til den mauriske borg. Jeg håber, at du har nydt turen og billederne fra borger. Borgen er som nævnt af fønikisk oprindelse, men den har været udsat for en del ændringer gennem historien. Det indre af borgen har et design, som minder om det, man finder i Paladset i Alhambra i Granada. Indgangen til borgen går gennem et firkantet tårn, hvorefter man kommer ind i et område med de ydre fæstningsværker, hvoraf de fleste er bygget af spanierne i 1500-tallet, bl.a. "Det nye tårn" eller "Arsenalet". "Det gamle tårn" tjente som beboelse for emiren, hans familie og tjenestefolk. Mod nord ligger "Vandtårnet", som blev bygger i den mauriske periode for at beskytte den livsnødvendige brønd, som var slottets eneste vandforsyning. Fra borgen er der en imponerende udsigt til alle fire verdenshjørner, ikke mindst udsigten til de snedækkede bjerge i Sierre Nevada er imponerende (sneen forsvinder omkring maj måned). Man kan flere steder gå på bastionerne og få et indtryk af, hvor vanskeligt det må have været at indtage borgen.
I 1489 kom borgen i hænderne på det katolske kongepar, Ferdinand og Isabella. Belejringen og den efterfølgende erobring af borger skete under ledelse af den franske artillerikaptain Francisco Rodriguez de Madrid. For hans fortjenester blev han af kong Ferdinand udnævnt til "alcaide af Salobreña", dvs. byens første borgmester. Byen var besat af Napoleons tropper fra 1810-1812. Indtil midt i 1800-tallet havde byen stor militær betydning, men herefter blev udviklingen i området især drevet af sukkerindustrien.
Gennem mange år forfaldt borgen for at blive delvist restaureret i 1700-tallet. I 1949 fik den af UNESCO status som "verdens kulturarv". Hver sommer arrangerer byen forskellige middelalderaktiviteter på borgen til glæde for turister og lokale.
Lige neden for slottet er der en charmerende promenade, "Paseo de las Flores", som går rundt om borgens nordlige og vestlige del, og som er oplyst om aftenen og natten. Herfra er der et fantastisk udsigtspunkt, "Mirador". Hvis man går rundt på promenaden, kan man oppe på klippen se en statue af Jomfru Maria og - gætter jeg - den knælende "Nuestra Señora del Rosario", "Vor Frue af Rosenkransen", som er byens skytshelgen.
Lige neden for borgen ligger Salobrenas sognekirke "Nuestra Señora del Rosario", "Vor Frue af Rosenkransen", som er byens stolthed.
'Nuestra Señora del Rosario' set fra maurerborgen i Salobreña.
Kirken er bygget i 1500-tallet på et sted, hvor der tidligere lå en moske. Stilen er den såkaldte "Mudejar". "Mudejar" er det navn, man gav de maurer (muslimer), som valgte at blive i Andalusien efter "tilbageerobringen" af Andalusien i 1492, og som ikke konverterede til kristendommen. Det er også betegnelsen for en arkitektur, som er et resultat af en sameksistens af islamiske og kristne samfund fra 1100-1600'tallet. Den indeholder islamiske elementer, men afspejler også europæiske trends fra samme periode, navnlig gotikken. Den er karakteriseret ved en opfindsom anvendelse af tegl og glaseret keramik, fx i klokketårnet. I dette tilfælde er især indgangspartiet til kirken bemærkelsesværdigt.
Nuestra Señora del Rosario'.
Vi kom flere gange til kirken og mødte en lukket dør (kan det passe, at Vorherre holder siesta?), hvilket gjaldt de fleste af de kirker, vi besøgte. Man kan åbenbart kun besøge dem i forbindelse med gudstjenester. Men en dag var heldet med os, da en flok kvinder var i gang med en større rengøring, så vi fik lov til at slippe ind. En søndag formiddag kl. 10 tog vi derop til gudstjeneste. Som det så ofte er tilfælder, var der stort set kun ældre mennesker, of langt størsteparten var kvinder.
Det Historiske Museum i Salobrena, "Museo Historico" ligger nedenfor kirken i det gamle rådhus. Den gamle rådhusplads, som i hundreder af år har været det centrale samlingspunkt i den gamle bydel, var ved at blive renoveret; fra balkonen under museet er en pragtfuld udsigt over byen og stranden. Der står en bænk, hvor vi ofte nød solens stråler sidst på eftermiddagen. Det rummer en samling af arkæologiske fund: keramik, værktøj mv. fra flere tusinde år og omfatter den tid, hvor området var besat af fønikerne, romerne og maurerne.
Besøg på det Historiske Museum i Salobrena, 'Museo Historico'.
Museet, som ikke er særlig stort, rummer 2-3 spændende modeller, som viser områdets geologiske udvikling gennem de sidste 6000 år. Man kan købe en billet, som både giver adgang til museet og til borgen, så måske skulle du begynde med at besøge museet.
En dag spadserede vi et par km til den lille fiskerlandsby, La Caleta. Kort før landsbyen kom vi forbi den tidligere sukkerfabrik, Azucarera del Guadelfeo. Vi dristede os ind på fabriksområdet, hvor vi blev standset af en flink medarbejder, som spurgte om vores ærinde. Han fortalte, at der ikke længere blev behandlet sukkerrør på fabrikken. Jeg spurgte hvor mange ansatte, der var på fabrikken i dens storhedstid, og han svarede omkring 350. Fabrikken blev anlagt i 1861 for at behandle den store sukkerrørsproduktion fra de frugtbare dale i Motril og Salobreña. Det er det eneste område i Europa, hvor klimaet tillader dyrkning af sukkerrør. Fabrikken, som dengang bar det imponerende navn "Azucarera de Salobreña Nuestra Señora del Rosario", klarede sig godt og bragte mange arbejdspladser til området, og endnu bedre gik det, da Spanien i 1898 mistede den store romproducent Cuba. Faktisk gik det så godt, at ejerne Agreda familien grundlagde deres egen bank og trykte pengesedler med eget navn. Indtil 2006, hvor fabrikken lukkede, blev der årligt behandlet omkring 1400 tons sukkerrør. Vi besluttede, at vi ville besøge "sukkermuseet" i Motril en af de nærmeste dage for at erfare mere om dette spændende emne. Den dalende betydning af sukkerrør har fået bønderne til at omlægge deres ensidige afgrøder til vekseldrift mellem sukkerrør, majs, bønner og artiskokker.
I dag er der "kun" ansat 8-10 medarbejdere på fabrikken, som kun arbejder to måneder om året, i den periode produceres omkring 40 millioner liter alkohol om året. Alkoholen anvendes til fremstilling af den mørke rom, som hedder Ron Pallido, på en fabrik i Motril. Mørk rom produceres næsten kun i Caribien, men fabrikken i Motril er en af de få europæiske romproducenter, som fremstiller de ædle dråber på "den rigtige måde", dvs. af sukkerrør. Sukkerrøret blev faktisk - stik imod hvad Birgit og jeg havde forestillet os - bragt til Spanien af maurerne og sidenhen derfra til Venezuela, Cuba og andre lande i Mellem- og Sydamerika.
Udsigt fra La Caleta til Salobrena.
Udsigt fra La Caleta og fra Monte de los Almendros til Salobrena.
Vi fortsatte til La Caleta, som er en lille landsby med kun to barer og en lille købmandsforretning. Nede ved vandet var en håndfuld mænd og en enkelt kvinde i gang med at fiske efter aftensmaden - tilsyneladende uden større held. Det flotte område er meget populært både til lystfiskeri og snorkling. Der lå nogle få og små fiskerbåde trukket op på land. På rådhuset så vi et projekt, som går ud på at opføre en stor marina samt et stort hotel ved La Caleta. Man kan frygte, at det vil spolere stedets charmerende og rustikke præg.
Selv om La Caleta er en lille fiskerlandsby, forstår de at feste. Hvert år i juli afholdes en festival for "Virgin del Carmen", som er skytshelgen for sømænd og fiskere. Festivalen begynder den 16. juli med en gudstjeneste, hvorefter den hellige statue bæres gennem de smalle gader ned til den lille havn. Her anbringes statuen af jomfruen på en blomstersmykket båd, hvorefter hun sejles langs kysten til Salobreña, ledsaget af en flotille af "jábegas", fiskebåde. Procession overværes af en stor menneskemængde, og som altid på disse breddegrader ledsages ceremonien af et voldsomt fyrværkeri.
La Caleta ligger ved foden af bjerget "Monte de los Almendros". Op ad bjergsiden ligger den ene designervilla efter den anden, alle med en forrygende udsigt.
På tilbagevejen til Salobreña gik vi langs stranden, som på dette stykke er mindst lige så god som strækningen på den anden side af "Rotten". Langs stranden ligger mange jordlodder med små "hjemmelavede" skure og hytter. Bag disse var parkeret en del campingbusser, de fleste var udenlandske. Jeg kunne ikke lade være med at tage et foto af denne campingbus med en "smartcar" på bagsmækken. Campingbusserne holdt typisk her nogle få dage, inden de fortsatte deres færd. Parkeringen er gratis, og der er kun få minutters gang til byen og forretningerne.
Turen blev afsluttet med et glas rødvin til fruen og en kop kaffe - café americana - til undertegnede på en af vores yndlingsrestauranter La Bahia ved begyndelsen af strandpromenaden. Navnet café americana skal være opstået under anden verdenskrig, da amerikanske soldater hældte kogende vand i espresso for at opnå en smag, som bedst muligt svarede til den, de var vant til fra deres hjemland. Til serveringen fik vi - uden beregning - en tallerken tapas med "crab sticks" i dejlig marinade. Det er mere reglen end undtagelsen, at der følger en lille ret med serveringen af et glas vin eller en øl, og det var altid spændende, hvad der dukkede op: lidt rejer, fisk, spansk pølse, nogle skiver skinke eller noget manchego-ost og måske lidt oliven. Og hvis man er mere sulten, kan man bare bestille endnu et glas vin.
Salobreña har omkring 8 km kystlinie. Stranden lige nedenfor Salobreña deles i to af en stor klippe, El Peñon (også kaldet "Rotten" af de lokale). Det menes, at El Penon i romertiden tjente som fængsel for (kristne?) fanger, og senere muligvis også som begravelsesplads. Øst for El Penon ligger stranden Playa de la Charca med gråt sand, vest for El Penon ligger La Playa de la Guardia, som er mere stenet. For nogle år siden blev der vest for El Penon anlagt et kunstigt rev, som har tiltrukket en mængde fisk og andre marinedyr. Revet er blevet meget populært blandt snorklere og dykkere. På Hotel Salobrena er et dykkercenter, hvor man kan leje udstyr og bestille undervisningslektioner. Herudover kan man fiske, spille beach volley og windsurfe. Man kan selvfølgelig leje strandstole og parasoller om sommeren. Endelig kan jeg nævne, at der er særdeles gode toiletforhold og brusefaciliteter ved Playa de la Charca.
Strandene ved Salobreña.
Langs Playa de la Charca strækker sig en dejlig promenade, Paseo Maritimo, som er omkring 1 km lang. Her ligger adskillige "chiringuitos" (strandbarer), som er meget søgt både af de lokale og turisterne. Vi spiste der flere gange, og var hver gang meget tilfredse med både betjeningen og maden, som især består af spanske specialiteter. Flere af disse "chiringuitos" har åbne hele året.
Denne lille turist-video viser især livet om sommeren på stranden i Salobreña.
Efter to uger kørte vi til Malaga Lufthavn for at hente Kirsten og Thøger Opstrup, vores venner fra Hadsten; Birgit og Kirsten er gamle arbejdskammerater, altså ikke gamle i den betydning, men de har bare arbejdet sammen i rigtig mange år, og nu har de altså forladt arbejdsmarkedet. Inden vi tog afsted fra Salobrena på den godt 1 times lange, men smukke køretur, havde vi set på Billund Lufthavns hjemmeside, at flyet var sendt afsted rettidigt, Vi kørte ind på P1, som er et af de parkeringsområder, som er indrettet i bunden af afgangsterminalerne. Ryanair opererer fra Terminal 3, som er den senest tilkomne og derfor ligger lidt længere borte fra parkeringspladserne end T1 og T2, men med gode ben fra 14 dages bjergklatring i Salobrena og i øvrigt med brug af elevatorer og rullende fortove gik den nemt og hurtigt at komme til T3. Flyet var netop landet, da vi kom ned i ankomsthallen, og 10 minutter senere ringede Thøger på mobilen og fortalte, at de ventede på deres kufferter ved bagagebåndet.
Vi faldt i snak med en flink ældre herre i sin bedste alder, dvs. på alder med mig, som stod og ventede på familie fra Danmark. Han havde boet i Torremolinos de seneste 10 år og fortalte, at det nu var hans hjem, og at han ikke kunne forestille sig at vende tilbage til Danmark. Han havde fået mange venner og bekendte der. Han havde dog aldrig lært at tale spansk, hvilket han beklagede lidt, men som han sagde, der havde ikke været brug for det. Desværre var hans hustru for 4 år siden kommer på plejehjem i Torremolinos med Parkinsons syge, men til hans glæde befandt hun sig godt på hjemmet. Han fortalte også, at danskergruppen på Costa del Sol havde planer om at bygge et plejehjem på solkysten for danskere, gerne med plejehjemmet Lotte på Frederiksberg som forbillede, du ved der, hvor beboerne bliver behandlet som mennesker. Det menes, at der bor omkring 20.000 danskere på Costa del Sol, også benævnt Solkysten, men langt den største gruppe af residenter er englændere, og herefter følger tyskere. Der skal være lokalvalg i Andalusien i maj måned 2011, og vi læste i nogle af de engelsksprogede aviser, at der i mange kommuner var 30-40% fastboende udlændinge (residenter), så politikerne gjorde en del for at appellere til denne gruppe. Alle residenter har pligt til at tilmelde sig det spanske folkeregister, og de har ret til at stemme ved lokalvalg og EU-parlamentsvalg, men det forudsætter, udover at man er tilmeldt folkeregistret, at man har tilkendegivet, at man ønsker at gøre brug af sin stemmeret. Residenter er "meget interessante" for kommunerne, idet overførsler fra staten til helsecentre, sanitær personale, politi, brandvæsen, folkeskoler m.m. beregnes på grundlag af antallet af tilmeldte borgere i det kommunale folkeregister.
På vejen fra Malaga Lufthavn kørte vi ind til Nerja for at spise frokost nede ved vandet. Desværre for os blæste det en del, så vi spadserede ikke så langt langs kysten, som vi gerne ville have gjort, inden vi fandst et sted at spise. Til gengæld kunne vi se, at vindsurferne nød vejret og bølgerne. Vi foretog mange udflugter i omegnen sammen med Kirsten og Thøger; bl.a. var vi i Alhambra/Granada og Cordoba. Mere herom senere.
En eftermiddag var vi til en børneforestilling, musical, hvor vi så "De bremer stadsmusikanter" fra Brødrene Grimms eventyr. Forestillingen blev spillet i den smukke teatersal, som ligger i tilslutning til byens rådhus. (Kommunen tilbyder trådløst internetadgang, WIFI, til alle, som dukker op på rådhuspladsen med en bærbar computer.)
Forstillingen, som varede en times tid, var virkelig god, men det var næsten lige så sjovt at bemærke ungernes reaktioner. Næsten hver uge er der en forestilling i teatersalen, en skønsom blanding af klassiske og mere folkelige forestillinger samt film.
Forestillingen "De bremer stadsmusikanter" fra Brødrene Grimms eventyr.
Efter forestillingen spadserede vi ned til stranden til vores yndlingsrestaurant, La Bahia. Det er her, hvor vi ofte gik hen sidst på eftermiddagen for at nyde et glas vin og en tapas. Ofte bliver vi siddende og betragter solnedgangen og de personer, som fisker fra stranden eller fra klippen, El Penon, som rager ud i vandet. Hvis du kigger godt efter, kan du se en skikkelse, som sidder oppe på klippen med en fiskestang.
Paella på vores yndlingsrestaurant ved stranden på Salobrena.
Vi besluttede at spise paella, som nærmest er den spanske nationalret - lidt ligesom biksemad bare med ris i stedet for kartofler og fisk i stedet for kød - hvis du forstår.
Den sidste dag Kirsten og Thøger var i Salobrena, spadserede vi rundt i byen. I nærheden af turistkontoret satte vi os ned på en fortovsrestaurant for at få et glas vin. Kort efter dukkede en dansker op, og vi faldt i snak. Han havde boet i området i 20 år og holdt meget af det. Han fortalte, at han havde solgt sin smedeforretning, som havde været i familiens eje siden 1888 (husker jeg) som 44-årig. Derefter havde han og konen boet 5 år i Belgien og 5 år i Andorra, inden de endeligt havde slået sig ned i Salobrena. De tog hjem til Danmark 3 måneder hvert år. Lidt efter kom endnu to danske par til. Vi talte med en af mændene, som i øvrigt var gift med en svensk kvinde (hvis man stadig er svensk, når man har boet sammen med en dansker i mere end 40 år, det meste af tiden i Danmark?). De boede mellem Almunecar og Salobrena, og kom en del til Almunecar, hvor der både er en dansk og en svensk forening. De havde boet i området i 10 år og var også meget tilfredse med det. De tog til Danmark 1 måned hver vinter og 3 måneder hver sommer. Det var tydeligt, at alle tre familier ofte havde besøg af familie og venner hjemmefra.
Om aftenen spiste vi på "Casa Emilio", hvor vi havde spist et par gange tidligere. Maden er god og veltillavet, og menukortet byder på mange spanske specialiteter. Hertil kommer, at der er en særdeles god betjening på denne familierestaurant. Vi fik et dejligt stykke kalvekød - men selvfølgelig skulle Thøger ødelægge den gode stemning ved at bede om tomat ketchup. Jeg mener, vi er jo ikke amerikanere, og det var heller ikke nogen børnefødselsdag. Men et dejligt måltid mad fik vi.
Efter en dejlig uge, hvor der desværre havde været nogle dage med overskyet vejr, kørte vi Kirsten og Thøger til lufthavnen i Malaga, hvorfra de fløj tilbage til Billund med Ryanair.
"Casa Emilio", vores yndlingsrestaurant ved stranden på Salobrena. Nu også med stork på taget.
Da Birgit og jeg en eftermiddag vendte tilbage til "Casa Emilio" for at nyde et glas vin i det dejlige solskin, landede en stork på taget af restauranten. Den kommer tilsyneladende hver dag, for den insisterede højlydt på at blive fodret til stor fornøjelse for værtens børn, men også for os. Mågerne forsøgte at blande sig, men turde dog ikke komme for tæt på storken. Et par dage senere så vi hele personalet stimle sammen foran fjernsynet, og det viste sig, at der blev sendt en 10 minutter lang udsendelse fra restauranten med den besynderlige gæst på taget. Under en af vores spadsereture i omegnen så vi en stork på en brakmark, og vi gættede på, at det var "vores stork". Nogle dage senere så jeg i en avis, at storken hed Maria Louisa, og at den hørte hjemme i Huelva, nogle timers kørsel vest for os i provinsen Cadiz; det fremgik af den ring, den bar om benet. Maria Louisa burde have været i Sydafrika, men er måske lige som vi blevet tiltalt af det dejlige vejr i Andalusien, og den gode forplejning hos "Casa Emilio" og derfor besluttet af springe over den ca. 8.000 km lange flyvetur frem og tilbage til Sydafrika. Maria Louisa blev i Salobrena mindst lige så længe som vi.
En af de første dage, vi var i Salobrena, faldt vi i snak med et engelsk ægtepar, Amanda og Ian Herron, som boede på den anden side af "vores gade". De har boet i Sydfrankrig de seneste 8 år, men havde denne vinter for første gang valgt at søge sydpå til endnu varmere himmelstrøg. Vi blev snart gode venner og besøgte hinanden, ligesom vi flere gange gik ud at spise sammen. Første gang fik vi churros på en af restauranterne/barerne på stranden, og Amanda og Ian skulle selvfølgelig have chokolade til de syndigt velsmagende churros, mens vi andre "nøjedes med kaffe".
Til venstre: Churros i Salobrena. Til højre: Sunday roast på 'Smugglers Inn' i Nerja.
Næste gang vi var ude sammen, kørte vi til Nerja for at få en "Sunday roast". Efter 8 år i Frankrig insisterer Ian stadig på et få sin "Sunday roast", som mor lavede den. Retten består af et stykke ristet kød: okse, gris, lam eller til nød kylling eller kalkun, ristede kartofler, kartoffelmos, grøntsager, Yorkshire pudding og masser af sovs. Hertil kommer i Ians tilfælde rigeligt med myntesovs og peberrodsovs; almindeligvis får man kun myntesov til lam, men hvad gør man ikke for sine kunder? Alt serveret på den samme tallerken. Ian fortalte, at tallerkenens indhold i Frankrig formentlig ville være fordelt på 4 retter.
En af de sidste dage, vi var i Salobrena, den 28. februar, var der Andalusiadag. Dagen er en fridag, og de fleste forretninger havde lukket, og alle de lokale samt selvfølgelig de tilstedeværende turister mødte op på rådhuspladsen omkring kl. 12. Her var der rejst en scene, hvorpå der blev danset og spillet. Efter en oplagt velkomst af borgmesteren (der er som nævnt byrådsvalg i maj måned i år), dansede en lokal dansegruppe flamenco, siden var der sang af kor og solister fra scenen. På en stor pande blev der lavet paella, og der var opstillet borde og bænke på torvet, og mad og drikke kunne købes. Et stykke herfra var der i dagene forinden opstillet et lille tivoli. En hyggelig familiefest, som dog ikke kan sammenlignes med de langt større fester til fx påske.
Andalusia dag i Salobrena den 28. februar 2011.
Amanda og Ian var interesseret i allerede nu at finde en lejlighed til næste vinter, og de var tilbøjelige til at vælge Nerja, som er en del større end Salobrena. Vi gik på nettet og fandt et antal kandidater, som vi skrev til og bad om priser (rabat for langtidsleje er iflg. Ian 30-50%) og om tilladelse til at se lejligheden. Vi fik bekræftende svar fra 4 udlejere og tog den følgende lørdag til Nerja sammen for at kigge på lejligheder. Ian og Amanda fandt en dejlig lejlighed, som passede i pris, lå centralt i den gamle del af byen lige ved Carabeo stranden og med en sydvendt altan med en fin udsigt. Hertil kom, at der var sikker parkering til bilen. Hen på eftermiddagen tog vi med Amanda og Ian på¨pub i Nerja for at se Newcastle, som er Ian's favoritfodboldhold, spille mod Bolton. Vi skulle selvfølgelig have fish and chips, og det fik vi på den engelske restaurant/pub med det velvalgte navn Codfather ("torskefader", når man får fisk and chips, er det almindeligvis torsk, man får). Newcastle kom foran 1-0 i første halvleg, men fik senere i halvlegen fuldt fortjent en spiller vist ud, og selv Ian var tilfreds med at kampen sluttede 1-1. Vi faldt i snak med fire englændere ved nabobordet: en enlige mænd og et ægtepar. De kørte hver vinter rundt i Spanien i vintermånederne i hver deres autocamper - altså dog kun i tre autocampere, så måske skulle man overveje det.
Til lørdagsfodbold på Codfather i Nerja. Til højre: Amanda og Ians lejlighed næste vinter i Nerja.
Den sidste aften, inden Birgit og jeg vendte tilbage til Danmark, spiste vi som flere gange tidligere på Casa Emilio på stranden i Salobrena. Selv om det var hen på aftenen, dukkede storken alligevel op og satte sig på taget; det var som om, den kom for at sige farvel. Til vinen fik vi en dejlig tapas, som bestod af små stykker friturestegt haj. Amanda og Birgit valgte dampede muslinger i en mandelsauce, mens jeg fik en kotelet og Ian nøjedes med en gang blandet salat; han havde forspist sig på en pizza til frokost. Da vi fortalte værten Emilio, at Birgit og jeg næste dag ville vende tilbage til Danmark, fik vi ved hver foræret en flaske af huset vin, da vi gik.
Sidste aften i Salobrena.
Næste dag, den 2.marts 2011, vendte til tilbage til Århus Lufthavn, undskyld Aarhus Lufthavn, med RyanAir. Da vi brød ned gennem skyerne over Tirstrup, løb råbet gennem kabinen: "vend om, vendt om". Vores gode ven og nabo Erling kom og hentede os og kørte os hjem langs snedækkede marker. Vi er allerede begyndt at glæde os til næste vinter, hvor vi formentlig tager til Nerja.
Hvis du vil med Birgit, Kirsten, Thøger og undertegnede på en udflugt til byen Granada og de fantastiske paladser fra maurertiden, så klik her. Ellers tak for besøget.