Birgit og jeg havde i flere år talt om at tage en tur til Amsterdam. Det var især museerne, der trak. Dels det nye Van Gogh museum, dels Rijksmuseets samling af hollandske mestre. Endelig ville vi gerne se Anne Franks hus og det museum, som er blevet bygget i tilknytning hertil. Hvis vi fik tid, ville vi også gerne se udstillingen i det hus, som Rembrandt beboede i ca. 20 år. Da vi gik på Nettet og søgte information om Amsterdam, blev vi nærmest overvældet. Det bedste sted at starte er efter min mening på det Hollandske Turistbureaus hjemmeside - ja, den er dansksproget og den bedste turistside, vi har oplevet hidtil. Denne hjemmeside indeholder dels beskrivelse af stort set alle seværdigheder i Holland, men giver også forslag til oplevelsesture, hvis man foretrækker at køre selv. Vi sendte en mail til turistbureauet og modtog få dage senere et fyldigt materiale.
Af en arbejdskammerat var jeg blevet gjort opmærksom på, at der i vintermånederne tilbydes et koncept benævnt "Winter the Amsterday way". Tilbuddet, som er åbent fra 1. november til 15. marts, giver mulighed for at vælge mellem 24 hoteller (fra budgetklasse til 5-stjernede hoteller). Der gives en rabat, som typisk svarer til, at man for 3 overnatninger (incl. morgenmad) betaler en pris svarende til 2 overnatninger. Herudover modtager hver person et såkaldt Culture & Leisure Pass, som indeholder mere end 30 kuponer. Hver kupon giver adgang til en attraktion - i nogle tilfælde gratis, i andre tilfælde med rabat. Fx giver passet gratis adgang til Rijksmuseet (eller Van Gogh Museet), til Stedelijk Museet (moderne kunst), besøg på et diamantsliberi og en kanalrundfart. Herudover gives rabat til de fleste øvrige museer samt rabat på forskellige spise- og drikkesteder. Vi besluttede at anvende dette tilbud, men fik os ikke taget sammen til at bestille hjemmefra, hvilket tilrådes. Vi kørte hjemmefra kl. 5:30 med retning mod Hamburg, under Elb-tunnellen, fortsatte til højre (vestpå) mod Bremen, videre mod Osnabrück, og kl. ca. 14 var vi i Amsterdam. Bortset fra den forventede kø (ca. 30 min i alt) gennem Hamburg, gik turen glat.
Vi fulgte trafikken, indtil vi fik øje på et skilt til et parkeringshus i nærheden af hovedbanegården (Central Station). Her "smed" vi bilen, da vi var klar over, at Amsterdam ikke er den mest bilvenlige storby. Parkeringsafgiften var ca. 150 kr. pr. døgn. Det viste sig senere, at prisen faldt med afstanden fra centrum. Endelig fandt vi ud af, at vi mod en noget lavere betaling kunne have parkeret bilen i umiddelbar nærhed af hotellet - yderligere en god grund til at bestille hotel hjemmefra.
Vi opsøgte turistbureauet, som havde til huse på 1. etage af den imponerende banegårdsbygning, og det viste sig, at vi var årets første kunder til "Winter the Amsterday way". En yderst venlig ekspedient ringede rundt til 5-6 hoteller, inden vi reserverede 3 overnatninger på "AMS Hotel Holland", som vi nåede med taxa.
Hotellet lå ca. 3 km. fra hovedbanegården. På vejen i taxaen fik vi et indtryk af de mange (160) kanaler, som gennemskærer byen. De største kanaler ligger som koncentriske delcirkler omkring Amsterdam - på samme måde måde som ringveje omkring en 'almindelig' storby. Det centrale Amsterdam har godt 750.000 indbyggere og ca. 400.000 cykler. Det fornemmedes, som om alle mennesker og alt rullende materiel var på vejen. Holland er lidt mindre end Danmark - men har 2-3 gange så mange indbyggere. Så ikke så mærkeligt, at man engang imellem føler sig lidt trængt.
Vores hotel viste sig at være af en udmærket standard (toilet, bad, radio, TV), og beliggende i en særdeles rolig bydel (minder mest om Østerbro i København). Hotellet lå ca. 100 meter fra Vondelpark. I bekvem afstand lå museumskvarteret, Leidesplein (Leidesplads) med casino og et stort antal restaurationer osv. Vi fik udleveret de tidligere omtalte pas og var nu klar til "at opdage Amsterdam".
Efter at have smidt bagagen gik vi en tur i den nærliggende par, som er byens grønne åndehul - ca 100 tønder land. Parken er anlagt i 1867, og den rummer legepladser, springvand, plæner, blomsterbede og en rosenhave. Spredt omkring i parken ligger enkelte restaurationer samt et tehus. I udkanten ligger Filmmuséet (som vi dog ikke besøgte). Parker bærer sit navn efter digteren Joost van den Vondel - som hollænderne kalder Hollands Shakespeare. Jeg må dog med skam indrømme, at jeg ikke havde hørt om Vondel - men Shakespeare mindes jeg at have hørt om.
Mens vi stod og beundrede en statue af "moder Jord", blev vi tiltalt af en nydelig, ældre dame, som på nydeligt engelsk forklarede, at monumentet var blevet rejst efter drabet på en ung mand. Drabet var begået af en ung indvandrer/flygtning. Herefter fik vi en forelæsning i alle de problemer, som Holland havde som følge af - lovlige og ulovlige - indvandrere. Udover de mange (lovlige) indvandrere fra Hollands tidligere kolonier er der åbenbart et stort antal (ulovlige) indvandrere fra Lilleasien, Mellemøsten og Nordafrika. Damen fortalte med harme, at der fandtes skoler, hvor der udelukkende var "sorte" elever. Vi kunne fortælle, at forholdene minder en del om dem, vi har i Danmark. Det kom tilsyneladende som en overraskelse for hende.
På vores tur rundt i haven fik Birgit pludselig øje på en papegøje i en træ. Vi var lidt bekymrede for det lille kræ, som formentlig var undsluppet sit fangenskab i et fuglebur. Herefter fik vi øje på endnu en... og pludselig så vi et halvt hundrede eksemplarer af små, grønne papegøjelignende fugle. Desværre kunne vi ikke finde "vores dame" igen, da vi gerne ville have hørt hendes forklaring på fænomenet. Vi har ikke læst om papegøjer i de turistbøger, vi har anskaffet os. Måske ved du, hvad det er for nogle eksemplarer? Mange år senere mødte vi de samme papegøjelignende fugle i Andalusien i Spanien, og artens navn er munkeparakit.
Om aftenen spiste vi italiensk (lasagne) på en nærliggende cafe Tosca. Ikke noget at skrive hjem om, så det lader vi være med.
Efter morgenmaden - som i øvrigt var udmærket - spadserede vi ind til Central Station. Vi kunne ganske vist have stået på tæt ved hotellet ved Leidesplein, men foretrak at spadsere for at nyde de pragtfulde byhuse, der findes i Amsterdam. Et kuriosum er, at de ældre huse alle er bygget med en udadgående hældning på ca. ½ cm pr. meter. Dette letter arbejdet med at hejse varer, møbler og andet gods op og ned. Til dette formål er de fleste bygninger forsynet med en bjælke øverst oppe med en talje. Vi så adskillige eksempler på, at denne metode stadig bruges. Det skyldes bl.a., at trapper og opgange er små og krogede.
De ca. 100 kanaler, som benævnes "grachten", er naturligvis en hovedattraktion for 'Nordens Venedig'. Den samlede længde af kanalerne overstiger 100 km. Ca.90 småøer er forbundet ved næsten 1000 broer, nogle kombineret med sluser. En smuk tur om dagen, men måske endnu skønnere om natten, hvor mange huse og broer er smukt oplyst. Der arrangeres også specielle "candle light cruises" og "cruises for lovers". Desuden findes et særligt "museums cruise", hvor man gør ophold ved nogle af byens mange muséer. De 4 hovedkanaler er Prinsengracht, Herengracht, Keizersgracht og Singel, hvortil kommer et stort antal mindre betydende kanaler.
Vi passerede den berømte "Niewe Kerk" (den nye kirke), som er bygget i det 16. århundrede. Tårn og spir er utroligt smukke. Desuden så vi "Munttoren" (Mønttårnet) med dets fine klokkespil. Den har sit navn efter, at det i en kortere periode i 1600-tallet var nødvendigt at slå mønt der, da franskmændene havde besat den 'rigtige' mønt. Interessant er også historien, som knytter sig til "Schreierstoren" (Grædemuren), nemlig at den har fået navn efter, at der var herfra, at koner og kærester tog grædende afsked med mænd og kærester, når de tog på langfart. En plade i muren fortæller, at herfra drog englænderen Henry Hudson ud for at finde en kortere vej til østen. Han fandt en ø for enden af en flod. Denne flod er i øvrigt opkaldt efter ham - Hudsonfloden. På øen blev senere anlagt en by, som fik navnet "Ny Amsterdam". Denne by har i øvrigt senere fået navneforandring til "New York".
På vejen kom vi også forbi "Anne Franks Hus", som vi ville besøge den følgende dag, Vi så også bagsiden af det berømte blomstermarked - men det skal formentlig besøges i maj-juni måned? Desuden så vi Amsterdams smalleste hus - så smal er bygningen, at husets beboer ikke kan stille en enkeltseng på tværs. Vi så også talrige flodbåde, 'parkeret' langs kanalerne. Denne boligform opstod efter 2. verdenskrig pga. stor boligmangel. Der er i dag ca. 2400 husbåde i Amsterdam, men antallet er svagt faldende over tiden, da myndighederne ikke udsteder flere tilladelser. De fleste både har el, vand og gas indlagt, og er i mange tilfælde koblet til kloaksystemet. Endnu engang har vi erfaret, at det er en dejlig måde at lære en by at kende på fra vandsiden. En erfaring, vi også har gjort i Paris, Prag, Budapest og andre storbyer.
Rijksmuseet er Hollands største og betydeligste museum, og det indeholder en stor og varieret samling af kunstgenstande. Det er grundlagt i 1800 og lå på den tid i Haag. Efter 8 år blev det flyttet til Amsterdam, hvor det fik sit nuværende navn. Det havde da til huse i de øvre etager på kongeslottet på Dam. Her boede Ludvig Bonaparte, som var indsat som konge af sin broder Napoleon. Han var meget kunstinteresseret og udvidede samlingen betydeligt. Efter mange diskussioner besluttede man at bygge et rigsmuseum, som var klar til indvielse i 1885. Arkitekten P.J.H. Cuypers har også stået for den imponerende hovedbanegård.
Som nævnt er samlingerne emorme, og vi afstod på forhånd fra at se det hele. Kort sagt var vi kommet for at se Rembrandt og hans samtidige Johannes Vermeer, Frans Hals m.fl. Det betyder, at vi må vente til en anden gang med at se skulpturer, skibsmodeller, våben samt i det hele taget kunst fra de øvrige perioder. Men selv om vi er kunstelskere, orker vi ikke at studere indholdet af mere end 200 sale, spækket med kunstgenstande. Så vi begav os straks op på første etage, afdeling A.
Rembrandt Harmenszoon van Rijn var måske den største maler nogensinde. Han havde en indgående forståelse af den menneskelige natur. Dette kombineret med en enestående teknik - ikke alene indenfor maleriet, men også indenfor tegning og radering. Hans værker havde en enorm indflydelse på hans samtidige såvel som på hans efterfølgere.
Rembrandt blev født den 15. juli 1606 som søn af en møller i Leyden. Selv om han kom fra en ikke særlig store kår, lagde hans familie vægt på, at han fik en uddannelse, og Rembrandt kom på latinskole. Og i en alder af 14 blev han indskrevet som student på Universitetet i Leiden, men forlod studiet efter et halvt år for at forfølge en karriere som maler. Hans vigtigste uddannelse var et studium ved Pieter Lastman i Amsterdam i 1624. Efter 6 måneder mestrede Rembrandt alt, som han blev undervist i, og han vendte tilbage til Leiden, hvor han begyndte at udvikle sin egen stil under udførelse af mange eksperimenter.
Rembrandt flyttede til Amsterdam i 1632, hvor han etablerede sig som portrætmaler - med speciale i gruppeportrætter. Det var gode tider for byen, og alle de (ny)rige borgere skulle portrætteres. Bestillingsarbejdet Dr. Tulps anatomiske forelæsning, som vises her til højre, blev hans gennembrud, hvor han gjorde op med de hidtidige skønmalerier. Billedet viser en gruppe kirurger, samlet for en obduktion og en forelæsning. Hans stilling i Amsterdam blev yderligere forbedret gennem hans ægteskab med Saskia van Ulyenburgh, borgmesterdatter og kusine til en successfuld kunsthandler. Det var i denne velstandsperiode, at Rembrandt begyndte at samle andre kunstneres værker.
Imidlertid begyndte Rembrandt at få økonomiske problemer - muligvis efter anskaffelse af en bekostelig bolig - bygningen er i dag indrettet som et museum for Rembrandts liv og private samling. Saskia døde i 1642 efter at have født deres eneste overlevende barn, Titus. I perioden 1635 - 1641 fødte Saskia i alt 4 børn, hvoraf altså kun 1 overlevede. Titus skulle senere blive Rembrandts favoritmodel. I dette år færdiggjorde han sit mest berømte gruppeportræt, Nattevagten. Mere herom senere. På trods af stor success som maler, lærer og kunsthandler blev Rembrandt erklæret konkurs i 1656. Hans elskede gennem mange år - Hendrickje Stoffels og sønnen Titus forsøgte at afværge de værste følger af konkursen. Desværre var indtægterne ved salg af den store kunstsamling og hans bolig skuffende.
Men disse problemer syntes ikke at påvirke Rembrandts produktion, og han fortsatte med at producere mesterværker på stribe. Men hans personlige sorger var ikke forbi. Hans 2. kone Hendrickje døde i 1663 og hans søn Titus i 1668. Den 4. oktober 1669 døde Rembrandt i Amsterdam, kun overlevet af Cornelia, hans og Hendrickjes enste barn.
På hæderspladsen i museet hænger Rembrandts mest berømte værk, Nattevagten. Maleriet, som er 363 x 437 cm, synes at fylde hele rummet. Men i virkeligheden er maleriet blevet beskåret i begge sider for at kunne passe ind i et tidligere ophængningssted. Ved den lejlighed forsvandt 3 af personerne i bogstavelig forstand 'ud af billedet'. Det ved vi, fordi det oprindelige billede blev kopieret af en anden kunstner, og dette værk var udstillet til sammenligning.
Navnet "Nattevagten" skyldes imidlertid en misforståelse som følge af billedets mørke farvevalg. En nærmere undersøgelse viser, at der er tale om et udendørs dagslysbillede. (Apropos nærmere undersøgelse, så anbefalede Rembrandt, at man altid studerede hans værker i en passende afstand, da han udmærket vidste, at en del af 'magien' forsvinder, når man studerer fine detaljer under en lup). Billedets oprindelige titel lyder "Kaptajn Banning Cocq beder løjtnant Willem van Ruytenburch om at lade kompagniet marchere ud". De 2 officerer står stærkt belyst forrest i billedet. Bag disse befinder sig de menige medlemmmer af korpset, som er en civil styrke bestående af privatpersoner. Det, der adskiller Rembrandts komposition fra hans forgængeres, er, at han opdeler persongalleriet i små, dynamiske grupper - og forlader således den hidtidige statiske opstilling med personerne stående i 1 eller 2 rækker. Hertil kommer, at Rembrandt anvender lyset til at dramatisere de enkelte grupper i maleriet.
Maleriet var et bestillingsarbejde, som blev udført ude i Rembrandts gård med et dække som ly for vind og vejr. Det siges, at de enkelte personers fremtræden og placering var bestemt af størrelsen af deres betaling. Der har været rygter om, at maleriet blev dårligt modtaget, og at nogle af kompagniet nægtede at betale. Disse rygter menes at være uden hold i virkeligheden.
Rembrandts produktion
Rembrandt menes at have lavet mere end 600 malerier, næsten 2.000 antal tegninger og ca. 3000 raderinger. I mange tilfælde anvendte han sin familie som model, både hans mor og Saskia. Næppe nogen anden kunstner har lavet så mange selvportrætter som Rembrandt - mere en 60. Ofte tjente disse portrætter som studie i forskellige udtryk, som blev anvendt i hans bibelske og historiske malerier. Bibelske motiver indgår i ca. 1/3 af Rembrandts værker. Dette var usædvanligt for den tidsperiode i det protestantiske Holland. Desværre kom vi ikke til Haag, hvor der året ud (1999) er en samlet udstilling af alle Rembrandts selvportrætter. Vores søn Claus og hans kæreste Janet så udstillingen i London denne sommer.
Desværre nåede vi ikke at besøge det museum, som er indrettet i "Rembrandts Hus" - den herskabsbolig, hvori han flyttede ind med sin unge hustru Saskia i 1639. Rembrandt var på det tidspunkt på toppen af sin karriere - i hvert fald i økonomisk henseende. Her blev mange af hans største værker frembragt - herunder Nattevagten. Her studerede mange unge kunstnere under mesterens kyndige vejledning.
Og her opbevarede Rembrandt, som var en passioneret samler, sine utallige kunstgenstande. Som følge af ekstravagant livsførelse og - i mindre grad - faldende popularitet måtte familien i 1658 flytte til en mere ydmyg bolig i byen. I begyndelsen af 1900-tallet blev det da faldefærdige hus restaureret og indrettet som museum, som i dag indeholder en næsten komplet samling af Rembrandts raderinger samt en del af hans tegninger. Et besøg i dette museum står højt på listen næste gang, vi kommer til Amsterdam.
Om aftenen spiste vi rijstafel på en indonesisk restauration. Hvorfor? Fordi vi har hørt, at det hollandske køkken er på højde med det tyske.
Om formiddagen ville vi besøge Anne Franks Hus. Vi havde begge læst Anne Franks Dagbog i vores unge dage. Og Birgit har også set en teaterforestiling, baseret på dagbogen. I modsætning til de fleste attraktioner i Amsterdam åbner denne allerede kl. 9. Huset ligger i Prinsengracht 263, tæt ved Westerkerk kirken. Spadsereturen hertil tog ca. 20 min.
Huset er nu indrettet som et museum, som giver de besøgende mulighed for at opleve under hvilke forhold, familien Frank levede i de ca. 2 år, hvor de gemte sig for tyskerne. Værelserne i baghuset (achterhuis) er tomme, da tyskerne fjernede alle møbler, straks efter at beboerne var blevet ført bort. I stedet er der udstilling af dokumenter og andre genstande fra dengang. 'Historien' fortælles ved hjælp af dagbogscitater. Desuden vises videooptagelser for at give den historiske baggrund. Der er også et par bevægende optagelser, dels med Miep Gies, som hjalp familien under deres ufrivilige ophold, dels med en barndomsveninde, som mødte Anne i Bergen-Belsen et par dage, før hendes død. Fronten af huset, hvor hjælperne arbejdede, og hvor faderen Otto Frank havde kontor, er ført tilbage til den oprindelige stil. Nabohuset er blevet nedrevet og erstattet af et museum, som udover at indeholde relevant information også rummer en boghandel, et lokale med cd-rom præsentation og en café. Her er også en udstilling af Annes originale dagbog samt af alle de udgaver, som er udkommet over hele verden.
Anne Frank er født i 1929 i Frankfurt am Main i Tyskland. Hun er datter af Otto Frank og Edit Holländer, begge af jødiske familier, som havde boet i Tyskland i flere hundrede år. Otto Frank havde deltaget i 1. verdenskrig for Tyskland. Da Hitlers naziparti kom til magten i 1933, indså forældrene, at deres sikkerhed var truet, og de flygtede til Holland. Anne er da 4 år, og hendes søster Margot 7. De næste 7 år vokser Ane op under relativt trygge forhold. Familien Frank driver sammen med familien Van Pels en mindre virksomhed, som fremstiller "Opekta" - en ingrediens til fremstilling af hjemmelavet syltetøj. Men samtidig vokser spændingerne i Tyskland. I november 1938 ('krystalnatten') indleder nazisterne systematiske forfølgelser af jøderne. I 1939 invaderer tyskerne Polen, og England og Frankrig erklærer krig mod Tyskland. I 1940 har Tyskland besat det meste af Vesteuropa, incl. Holland. Og nu begynder jagten på jøderne med efterfølgende deportation til "arbejdslejre" i Tyskland mv. Det er stort set umuligt at flygte, da også nabolandene er besat.
Forældrene beslutter at "gå under jorden", og spørger Miep Gies, faderens sekretær, om hun vil hjælpe familierne, hvilket hun straks indvilliger i - på trods af den store risiko, som er forbundet hermed. Den forreste del af huset i Prinsengracht 263 rummer kontor og lager, mens den bageste del af huset er delvis tomt, og man går nu i gang med at indrette 4 værelser til beboelse for familierne Frans og Van Pels og Fritz Pfeffer - i alt 8 personer. Og den 6. juli 1942 trækker de 8 personer sig tilbage til deres skjulested, som skulle blive deres hjem for mere end 2 år.
Alle indkøb af fødevarer, bøger, aviser mv. udføres af Miep Gies med den yderligere vanskelighed, at der er stor vareknaphed i Holland. Kun 2 af de 4 ansatte er klar over skjulestedet. Det betyder, at beboerne skal være fuldkommen lydløse i arbejdstiden. Kun om natten og i weekenderne kan man med stor forsigtighed vove sig over i den forreste del af huset. Men efter nogle forsøg på indbrud, ophører beboerne med at besøge forhuset. Vinduerne er hele tiden dækket af tykke gardiner. Om aftenen, inden lyset tændes, tættes yderligere med mørkelægningspapir. Indgangen til baghuset er en dør, kamoufleret med en stor bogreol.
Til sin 13 års fødselsdag får Anne en (blank) dagbog, og hun begynder at nedskrive sine tanker og oplevelser. Da dagbogen er fyldt, fortsætter hun med at skrive i notesbøger, gamle regnskabsbøger og på løs papir. Hun er meget åben - og kærlig - i sine beskrivelser - ikke kun af husets øvrige beboere men også mht. til sine egen person. I dagbogen ændrer hun familien Van Pels navn til Van Daan, og Frits Pfeffers navn til Albert Dussel. Anne skrev dagbog under hele opholdet, dvs. mere end 2 år, og dagbogen viser følgelig en ung piges udvikling under meget vanskelige forhold. Hun skriver et sted: "Jeg ville kvæles, hvis jeg ikke kunne nedskrive mine tanker og følelser.". Anne drømte om at få dagbogen udgivet, efter at krigen er afsluttet.
Den 4. august 1944 bliver baghuset stormet af sikkerhedspolitiet og alle beboerne arresteret. Det antages, at de er blevet meldt, men der er ingen sikre beviser herfor. I første omgang bliver de alle ført til en "gennemgangslejr", inden de den 3. september transporteres til Auschwitz. Edith Frank forbliver i Auschwitz, hvor hun afgår ved døden den 6. januar 1945. I oktober 1944 overføres Anne og hendes søster Margot til Bergen-Belsen, hvor tusinder af mennesker dør hver dag pga. sult og sygdom. Begge søstre får tyfus, og dør med få dages afstand i marts 1945. Bare nogle få uger før befrielsen! Der vises et gribende interview med Annes skoleveninde Hannah Goslar, som taler med Anne hen over pigtråden i Bergen-Belsen. Anne er stærkt afkræftet af tyfus og har mistet viljen til at leve efter, for - som hun siger - "hele min familie er død og borte". Hannah mente, at kunne hun blot have fortalt Anne, at hendes fader stadig levede, ville hun måske kunne have fundet kræfter til at overleve indtil befrielsen. Otto Frank overlevede i Auschwitch, indtil lejren blev befriet af de russiske styrker i januar 1945.
Nogle få timer efter, at baghusets beboerne er ført bort, samler Miep Gies Annes dagbog og hendes løse notater op fra gulvet i hendes og Fritz' værelse. Da Otto Frank vender tilbage fra sit fangenskab i juni 1945, får han dagbogsnotaterne udleveret. Otto Frank ved, at hans kone er omkommet, men i flere måneder håber han, at hans døtre har overlevet. I 1947 udkommer den første udgave af Anne Franks dagbog. Siden er den udkommet på utallige sprog, ligesom den er opført som teaterforestilling og filmatiseret (af Kenneth Branagh og Glenn Close). Nynazister har påstået, at dagbogen er et falskneri, begået af Otto Frank. Videnskabelige undersøgelser har dog vist, at bogen er autentisk, dvs. skrevet af Anne Frank. Otto Frank døde i 1980.
"En dag vil denne forfærdelige krig være forbi. Den tid vil komme, da vi være mennesker igen, og ikke bare jøder"
, Anne Frank
"Nogle af os læste Anne Franks dagbog på Robben Island og fik megen styrke derfra"
, Nelson Mandela
Van Gogh Museet ligger på Museumplein, mellem Rijksmuseum (Rembrandt museet) og Stedelijk Museet. Adressen er Paulus Potterstraat 7 - udenfor er stoppested for linie 2 and 5, som kører fra Central Station.
Museet åbnede i 1973. På det tidspunkt anslog man, at der ville komme ca. 60.000 besøgende om året. I 1997 oversteg besøgstallet 1.000.000, hvorfor en udvidelse af muséet var påkrævet. Efter en tiltrængt modernisering samt udvidelse med endnu en udstillingsfløj åbnede muséet igen i juni 1999. Muséet rummer verdens største samling af værker af Van Gogh, dvs. godt 200 malerier, 500 tegninger og 700 breve. Hertil kommer Van Goghs egen samling af japanske tryk. Ved Van Goghs død overgik samlingen til hans yngre broder Theo. Efter Theos død (1891) overgik den til hans enke og siden (1925) til deres søn Vincent Willem Van Gogh. I 1962 blev værkerne overført til "Vincent Van Gogh fondet", som har lavet en permanent udlåning af samlingen til muséet. Den oprindelige samling er over tiden udvidet ved indkøb samt ved lån fra andre institutioner.
Vincent Van Gogh blev født den 30. marts 1853 som den ældste af 6 børn. Hans far var præst i landsbyen Zundert i Brabant i den sydlige del af Holland. I 1857 fødtes Vincents ynglingsbror Theodorus (Theo). Vincent starter sin skolegang i landsbyskolen og fortsætter på en videregående kostskole. Han udmærker sig især ved sprognemme i fransk, engelsk og tysk. Men i marts 1868 - midt i skoleåret - forlader han pludselig skolen for ikke senere at genoptage noget formelt uddannelsesforløb,
I juli 1869 starter Vincent som lærling ved Goupil & Cie, internationale kunsthandlere med hovedkontor i Paris. Vincents onkel har startet en filial i Haag, hvor Vincent begynder at arbejde. I august 1872 flytter Vincent til hovedkontoret i Haag, og han begynder at skrive regelmæssigt sammen med sin bror Theo. Denne korrespondance fortsætter livet ud.
Vincent flytter til firmaets londonafdeling i juni 1873. Den daglige omgang med alle former for kunst vækker Vincents interesse for maler- og tegnekunsten. I byens mange muséer og gallerier studerer han især de realistiske malerier af livet på landet af Jean-François Millet and Jules Breton. Vincent begynder at miste interessen for sit arbejde og fordyber sig i biblen. En ulykkelig (dvs. ugengældt) forelskelse i værtindens datter er formentlig med til at forstærke hans tungsind, som med tiden udvikler sig til egentlige depressioner. Han arbejder nogle måneder i Paris, hvorefter han vender tilbage til London. Da Vincents indsats i firmaet er faldende, og da han ofte er uomgængelig og uhøflig overfor kunderne, ender det med, at han i marts 1876 bliver afskediget. Og Vincent beslutter sig for at blive præst.
I 1876 rejser Vincent til England for at undervise på en kostskole. I juli bliver han tilbudt ansættelse som lærer og hjælpepræst i Isleworth i nærheden af London. Og den 4. november giver Vincent sin første prædiken. Han bliver nærmest besat af at blive præst og hjælpe de fattige og hjemløse. Under et besøg hos sine forældre bliver Vincent overtalt til ikke at vende tilbage til England. Da han fortsat ønsker at blive præst, flytter han til Amsterdam i 1877 og søger optagelse på det teologiske fakultet. Da han ikke bliver optaget, frekventerer han en missionsskole i nærheden af Brussels, og i december 1878 rejser han til Borinage, et kulminedistrikt i den sydlige del af Belgien for at arbejde som missionær (lægpræst). Vincent lever blandt minearbejderne, sover på gulvet og forærer alle sine ejendele bort. Hans ekstreme og fanatiske engagement skræmmer kirkens medlemmer, og Vincent bliver afskediget, men fortsætter alligevel med at prædike en tid.
I 1880 erkender Vincent, at han udmærket kan blive kunstner og samtidig tjene Gud. Han skriver til Theo: "at prøve at forstå den virkelige betydning af det, som de store kunstnere fortæller i deres mesterværker, det fører frem til Gud; ét menneske skriver det i en bog, et anden i et billede.". Vincent flytter til Brussels og overvejer at lade sig indskrive på kunstakademiet, men i stedet vælger han at studere på egen hånd. Undertiden i selskab med kunstneren Anthon Van Rappard. Da Vincent ikke har nogen midler til sit underhold, begynder Theo, som arbejder i Goupil & Cie's afdeling i Paris, at sende ham penge. Det gør han regelmæssigt, så længe Vincent lever.
Vincent tilbringer flere user sidst på året 1881 i Haag, hvor han modtager malerlektioner af Anton Mauve, som er et førende medlem af Haag skolen. Mauve introducerer ham til akvarel- og olieteknikken. Efter et opgør med sin far forlader hans forældrenes hus og lejer et studio. Her skandalerer Vincent familien ved at optage sin model, en gravid, ugift prostitueret og hendes lille datter i sin husholdning. Clasina Maria Hoornik, som kaldes "Sien", venter sit 5. barn. Vincent, som formentlig har et ønske om at etablere sin egen familie, kan dog ikke fp Sien til at opgive sit erhverv, og efter ca. 1½ år flytter de fra hinanden.
Efter at være vendt tilbage til sine forældres hjem beslutter Vincent, at han vil male livet livet på landet. Og i løbet af kort tid færdiggør han 40 malerier af bondeportrætter. Vincent bebrejder ofte Theo, at han ikke gør nok for at sælge de malerier, som Vincent er begyndt at sende ham. Theo forsvarer sig med, at mørke og dystre malerier ikke er populære i paris, hvor impressionisterne nu anvender helt anderledes lyse farver på paletten. I marts 1885 dør Vincents far pludselig. Kort tid efter færdiggør Vincent "Kartofelspiserne", hans første store komposition og hans første mesterværk.
Bla. fordi lokale præster lægger hindringer i vejen for at finde egnede modeller rejser Vincent til Antwerpen i november 1885. "Han vil aldrig vende tilbage til sit fødeland". Vincent oplives af storbyens bedre materialer, mulighed for at tegne efter nøgenmodeller og adgangen til de store samlinger af hollandsk og belgisk kunst. I januar 1886 indskrives Vincent på en kunstskole i Antwerpen, men forlader skolen efter 2 måneder som følge af de akademiske, pedantiske øvelser
I februar 1886 rejser Vincent til Paris, hvor han bor sammen med Theo i Montmartre. Theo, som nu er blevet leder af afdelingen, introducerer Vincent til kunstnere som Claude Monet og andre impressionister. Hidtil havde Vincent kun kendt til hollandsk malerkunst og fransk realisme. I 4 måneder studerer Vincent ved Fernand Cormons atelier, og han begynder at møde byens moderne kunstnere som Paul Gauguin, Toulouse-Lautrec og Pissarro. Hans farvevalg bliver lysere. Og han stifter bekendtskab med den særlige nyimpressionistiske, stiplende teknik (pointilismen)
Vincent vil gerne arbejde med portrætter for at få en indkomst. Men da han ikke har råd til modeller for at opøve sine færdigheder, begynder han an bruge sig selv som model, og han maler mindst 20 portrætter af sig selv ved hjælp af et spejl. Her benytter han lejligheden til at eksperimentere med stil og farver.
Vincent drømmer om at danne en harmonisk kunstnerkoloni, som skal leve og arbejde sammen. I 1887 organiserer Vincent en udstilling af sine og sine venners værker på en restaurant. Vincent er begyndt at købe japanske print, og han arrangerer en udstilling af japansk træskærerkunst. Hans egne værker bliver også præget af disse japanske værker.
I februar 1988 rejser Vincent til Arles i Provence. Han er udslidt af det anstrengende liv i Paris, og håber at kunne etablere en kunstnerkoloni. Han lejer et studio i Arles - "det gule hus" - og inviterer Gauguin til at slutte sig til ham. Mens Vincent spændt venter på Gauguin, går han i gang med at male solsikker til at udsmykke vennens værelse med. Gauguin havde tidligere udtalt sig rodende om vennes solsikkemalerier. Vincent malede i alt 4 solsikkemotiver, men syntes, at kun 2 af dem var gode nok til Gauguins værelse. Et af disse billeder findes på muséet.
For en dansker er det interessant, at Vincent i en periode havde den danske maler Christian Mourier-Petersen boende, og der udviklede sig et venskab mellem de 2. Efterfølgende flytter Christian til Paris og bor i en periode hos Theo i Montmartre som pensionær.
Inspireret af de klare farver og det stærke lys i Provence maler Vincent billede på billede. Intet distraherer ham fra hans malerarbejde. Mens hans billeder i Paris var meget varierede i udtrykket, har han nu udviklet/fundet sin egen stil. Han maler sin ven - det lokale postbud - og hele hans familie.
Endelig ankommer Gauguin til Arles i oktober 1888. I 9 uger arbejder han og Vincent sammen, maler og diskuterer kunst. Gauguin laver et portræt af Vincent, mens denne arbejder på et af sine solsikke lærreder (billedet findes også på muséet). Imidlertid opstår der nogle personlige spændinger mellem de 2 mænd. I december får Vincent et psykotisk anfald, hvorunder han truer Gauguin med en barberkniv, og senere skærer han en bid af sit eget venstre øre. (Det fortælles, at han 'forærer' det afskårne øre til en prostitueret Rachel på det lokale bordel.) Han indlægges på et hospital i Arles og bliver der gennem januar måned 1889. Gauguin forlader Arles i hast, hvorefter Vincents drøm om at etablere et kunstnerkollektiv - Sydens Atelier - må skrinlægges. I Paris gifter Theo med Johanna Bonger om foråret.
Vincent er efter udskrivningen fra hospitalet i Arles ikke i stand til at organisere sin tilværelse igen eller etablere et nyt studio. Selv tilskriver han sit sammenbrud for meget spiritus og for megen tobaksrygning - uden dog at give afkald på nogle af 'lasterne'. Af frygt for et tilbagefald lader han sig frivilligt indlægge på det psykiatriske hospital i Saint-Rémy, 20 km fra Arles: "Jeg ønsker at være lukket inde, lige så meget for min egen sindsro som for andre mennesskers.". Det noteres i journalen, at Vincent lider af manier med syns- og høre hallucinationer.
Vincent omdanner nabosellen til studio, og på trods af lejlighedsvise anfald producerer han 150 malerier i løbet af det år, han befinder sig i Saint-Rémy. I begyndelsen har Vincent forbud mod at forlade bygningen, så han er begrænset til at male, hvad han kan se gennem sit vindue. I hospitalets gård - omgivet af mure - maler Vincent iriser, liljer og vedbendklædte træer. Senere får han tilladelse til at fjerne sig længere fra hospitalet, og han maler hvedemarker, olivenlunde og cypresser fra det omkringligende landskab. Den påtvungne internering giver Vincent en tiltrængt stabilitet. Han skriver selv til Theo: "Jeg føler mig lykkeligere her med mit arbejde, end jeg gjorde udenfor. Ved at blive her i længere tid vil jeg få nogle bedre vaner og mere orden på mit liv"
Vincent har ikke altid kræfter til at lave originale værker, og han arbejder da med at kopiere nogle af de kunstnere, han beundrer, såsom Millet, Rembrandt, and Delacroix. Nogle af figurerne bærer umiskendeligt Vincents ansigtstræk. Det gælder bl.a. Jesus i kopien af Delacroix's Pieta, og Lazarus, som genopvækkes fra de døde. Sidstnævnte viser måske bedst, hvorledes Vincent opfatter sin behandling på hospitalet.
Mens Vincent er i både Arles og Saint-Rémy, sender han bestandigt lærreder til Theo i Paris. På trods af (på grund af?) sin sygdom, maler han det ene mesterværk efter det andet, Som fx The Starry Night her til højre. Theo roser de nye malerier i høje toner. Også andre er begyndt at få øjnene op for Vincents produktion. Den progressive belgiske kunstnergruppe Les Vingt tager 6 af Vincents malerier med på deres 1890 udstilling. "Mange kunstnere anser dine værker som de mest fremragende på udstillingen", skriver Gauguin, som på trods af tidligere omtalte skænderi i Arles bevarer sit venskab med Vincent. I januar 1890 fødes Theos søn, Vincent Willem Van Gogh. Hvis du har tid, vil jeg anbefale dig at klikke på billedet og læse Don Mcleans smukke 'kærlighedserklæring' til Vincent.
Under sin søgen efter et alternativ til indespærringen på Saint-Rémy rejser Vincent til Auvers-sur-Oise, en times kørsel nord for Paris. Beliggenheden er perfekt; Vincent slipper for det hektiske liv i Paris, men er i stand til at aflægge lejlighedsvise besøg hos Theo. Vincent kommer i behandling af Paul Gachet, som arbejder med homoøpati, og som selv er en habil amatørmaler. Vincent skriver glad til Theo, at han "har fundet en fuldkommen ven i dr. Gachet, ligesom at få endnu en broder." Gachet anbefaler Vincent at forsøge at glemme sin sygdom og alene koncentrere sig om sine malerier. (Efter Gachets død overgår hans store kunstsamling til sønnen Paul Gachet jr. I forbindelse med nogle store donationer af ukendte Van Gogh malerier til den franske stat opstår der rygter om, at nogle af disse værker er forfalskninger, udført af fader og søn. Disse rygter er (i flg. artikler på Internettet) senere tilbagevist).
Vincent kaster sig over maling af portrætter af sine nye bekendte, af det lokale landskab, incl. hvedemarker. I en periode på 2 måneder producerer han 1 maleri pr. dag. Et sandt arbejdsraseri bemægtiger sig Vincent i denne fredelige periode. Men alligevel bekymrer han sig over, om han igen vil blive mentalt ustabil.
Hvedemark med krager er et af Vincents sidste værker - af mange anset som det sidste. Det er udført i juli 1890, den sidste uge i Vincents liv. Mange har set den dramatiske, skydækkede himmel fyldt med krager som et varsel om, at hans tid på jorden var forbi.
I begyndelsen af juli besøger Vincent Theo i Paris. Theo, som er utilfreds med arbejdsforholdene i firmaet, fortæller, at han overvejer at starte sin egen forretning. Og han advarer Vincent om, at de alle bliver nødt til at spænde livremmen ind. Theos udtalelser gør stort indtryk på Vincent, som også føler sin egen tilværelse truet. Den 27. juli 1890 går Vincent ud i hvedemarken og skyder sig i brystet, Han vakler tilbage til sit værelse, hvor han 2 dage senere dør i armene på sin elskede broder Theo. Han bliver begravet i Auvers den 20. juli - kisten er selvfølgelig dækket med de gule blomster, som han holdt så meget af. Vincents malerier er alle overladt til Theo.
Theo selv døde et halvt år senere den 25. januar 1891, og hans grav ligger ved siden af broderens i i Auvers-sur-Oise. Theo enke vender tilbage til Holland med deres søn og husbondens arv, Vincent Van Goghs samling af malerier og de mange hundrede breve, som Vincent gennem årene skrev til sin broder. I 1914 bliver Theo's rester flyttet fra Utrecht og han bliver begravet ved siden af sin 'mærkelige' broder, som han elskede så højt.
Efter at vi kom hjem fra Amsterdam, 'har jeg fundet' en ypperlig hjemmeside om Vincent Vangogh , som er udarbejdet af John og Anita Christensen. De har bl.a. foretaget en imponerende 'pilgrimstur' på motorcykle - 6.000 km - til de steder, hvor Vangogh levede. Kan varmt anbefales. (nej, vi er ikke i familie ;-).
Krager over en hvedemark af Vincent van Gogh
|
Starry Night af Don Mclean Starry starry night Paint your palette blue and gray Look out on a summer's day With eyes that know the darkness in my soul Shadows on the hills Sketch the trees and the daffodils Catch the breeze and the winter chills In colors on the snowy linen land Now I understand What you tried to say to me How you suffered for your sanity How you tried to set them free They would not listen they did not know how Perhaps they'll listen now Starry starry night Flaming flowers that brightly blaze Swirling clouds in violet haze Reflect in Vincent's eyes of china blue Colors changing hue Morning fields of amber grain Weathered faces lined in pain Are soothed beneath the artist's loving hand For they could not love you But still your love was true And when no hope was left inside On that starry starry night You took your life as lovers often do But I could have told you Vincent This world was never meant for one as beautiful as you Starry starry night Portraits hung in empty halls Frameless heads on nameless walls With eyes that watch the world and can't forget Like the strangers that you've met The ragged men in ragged clothes The silver thorn of bloody rose Lie crushed and broken on the virgin snow Now I think I know What you tried to say to me How you suffered for your sanity How you tried to set them free They did not listen they're not listening still Perhaps they never wil
|
Starry Night af Vincent van Gogh |
Vi besøgte også Stedelijk Muséet, som primært indeholder moderne kunst - dvs. kunst efter ca. 1850. Muséet ligger i museumskvarteret, ca. 50 skridt fra Van Gogh Muséet i Paulus Potterstraat 13. (Vær opmærksom på, at det først åbner kl. 11!). Muséet, som er indviet i 1895, var oprindeligt tiltænkt en privatsamling, men efter 1945 skete der en mindre revolution. Fx udstillede Cobra-gruppen med bla. Asger Jorn her i 1949 under stor opmærksomhed. Men ellers ville man fokusere på kunst efter 1945. Og også inddrage nyere udtryksformer som film, foto, teater, installationer, design, møbler mv.
De permanente udstillinger fokuserer på Cobra (især Karel Appel), pop-art, minimalkunst mv. Muséet har også værker af franske kunstnere som Monet, Cezanne, Picasso, Matisse, Chagall og Renoir. Den kunstner, som tilsyneladende er bedst repræsenteret, er Kasimir Malewich (1878-1935), russisk maler og designer, som sammen med Piet Mondriaan var pionerer indenfor geometrisk abstrakt kunst i begyndelsen af det 20. århundrede. Muséumscafeen er udsmykket af Karel Appel. I gårdhaven er værker af Rodin og Henry Moore, som vi bl.a. har set rigt repræsenteret i Wien.
Vi gjorde nok den fejl, at besøge Stedelijk Muséet umidelbart efter Van Gogh Muséet. Det er måske forklaringen, at vi havde svært ved "at lade os gribe" - efter at have været udsat for Van Goghs ekspressionistiske farveeksplosioner og efter at have fordybet os i hans tragiske endeligt. Jeg tror, at alle andre indtryk en tid efter vil føles som et antiklimaks.
Og nu til noget helt andet. Som du sikkert ved, er Amsterdam på flere måder kendt for sit frisind. I 1976 vurderede de hollandske sundhedsmyndigheder, at kriminaliteten omkring forhandling af narkotika på mange måder var et større problem end de helbredsmæssige følger af selve brugen. Regeringen besluttede da at afkriminalisere brugen af hash. Indtil for nylig måtte man besidde indtil 30 gram hash til eget brug. Dette er nu - bl.a. som følge af protester fra Frankrig - nedsat til 5 gram. Tidligere kunne man også på kaffebarer købe hash-kager, men dette er ikke længere muligt. Hvis du er interesseret i at studere emnet, ligger der et "Hash & Marihuana Museum" i "Red Light District". Det er muligt at købe hash på såkaldte "coffee shops" i Amsterdam. Hvis du ønsker det, kan du oven i købet indtage det på stedet til en kop kaffe eller en øl. Prisniveauet (1999) ligger efter sigende på ca. 25 gylden (ca. 90 kr.). Jo bedre kvalitet, jo mindre er den ortion, du får. Nej, selvfølgelig har jeg ikke prøvet det. Jeg tror, at Birgit var fristet, men "desværre" er vi født en halv snes år for tidligt til at være blomsterbørn. Vi så også et stort antal butikker, som udbyder "magic mushrooms", beregnet til at spise eller opløse i te. Efter sigende vil indtagelse af disse midler give energi, afslappe dig, forøge dine seksuelle præstationer mv.
Men for at blive lidt alvorlig, så gør man i Holland en stor indsats for "de hårde stofmisbrugere". Dels kan narkomaner dagligt få metadon ved såkaldte metadonbusser. Vi så en bus sådan tæt på Central Station. Narkomaner kan også gratis bytte brugte sprøjter til nye, ligesom der køres forsøg med udlevering af heroin til narkomaner efter vistnok svejtsisk model. Det antages, at der er ca. 6.000 narkomaner i Holland, heraf 1.500 hollændere, 1.500 fra de tidligere kolonier og 3.000 fra udlandet.
I Amsterdams ældste kvarter mellem Oudezijds Voorburgall og Oudezijds Achterburgwal udøves verdens ældste erhverv. Området, som benævnes "Red Light District", kunne være en nydelig bydel, men er plastret til med neonskilte, pornobutikker og -klubber. Sjovt nok tillader hollandsk lovgivning ikke prostitution - man tolererer den bare. Et specielt indslag er de såkaldte "vinduesbordeller", hvor varerne frembydes ugenert. Ordet "windowsshopping" - og måske snarere "bodyshopping" - får unægtelig en helt ny betydning. Tilsyneladende er der ingen snærende lukkelov, men selvfølgelig er omsætningen størst i aften- og nattetimerne. Der menes at være ca. 200 "virksomheder" med vinduesprostitution, og antallet af prostituerede udgør ca. 5.000. Det er i øvrigt ikke forbundet med nogen større risiko at bevæge sig omkring i "de røde lygters område". Selvfølgelig kan man blive fristet over evne, og i så fald starter priserne efter sigende omkring 50 gylden (under 200 kr). Det anbefales dog, at man undlader at medbringe fotografiapparat - med mindre man gerne vil have brækket en arm af en bodyguard.
I øvrigt kan nævnes, at turistbureauet arrangerer guidede spadsereture gennem Red Light District. En af disse omfatter både en 3-retters middag på "a very special little restaurant", et show på "Casa Rosso Nightclub" med besøg "bag scenen", hvor man får lejlighed til at hilse på de optrædende. Vi prøvede desværre ikke denne udflugt, da Birget mente, at "det nok ikke var noget for mig".
Og hermed slut på en dejlig 3-dages tur til Amsterdam. "Set i bagklogens ulideligt skarpe lys", som en klog mand engang har sagt, skulle vi nok have spenderet en hel uge for virkelig at opleve Amsterdam. Til gengæld har vi så noget at vende tilbage til.